52001AE1325

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Kommissionens forslag til Rådets afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitik for 2002"

(2002/C 36/17)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 17. oktober 2001 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Jan Jacob Van Dijk til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 3. oktober 2001.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 385. plenarforsamling af 17.-18. oktober 2001, mødet den 17. oktober 2001, følgende udtalelse med 75 stemmer for og 6 hverken for eller imod.

1. Indledning

1.1. Kommissionen har i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 128 opstillet sine årlige retningslinjer for beskæftigelsespolitikken for 2002.

1.2. I kølvandet på Lissabon-topmødet, som blev afholdt i 2000, foretog Kommissionen en grundig gennemgang af retningslinjerne for 2001. Kommissionen foretager en indgående konsekvensanalyse i 2002, hvor nogle af retningslinjerne skal være gennemført. Kommissionen retningslinjer for 2002 indeholder derfor ingen gennemgribende ændringer.

1.2.1. Som følge af de omfattende ændringer, der prægede beskæftigelsesretningslinjerne for 2001, og i betragtning af den igangværende evaluering af virkningerne af den europæiske beskæftigelsesstrategi, som vil sætte sit præg på beskæftigelsesretningslinjerne for 2003, anbefaler Kommissionen at begrænse revisionen af retningslinjerne til nogle få områder, nemlig de nye politiske kerneområder, der er blevet taget op i Kommissionens meddelelser, på Det Europæiske Råds møder og i forbindelse med evalueringen af den fælles beskæftigelsesrapport for 2001(1).

De centrale ændringer i forhold til beskæftigelsesretningslinjerne for 2001 er følgende:

- På Det Europæiske Råd i Stockholm var der enighed om at supplere Lissabon-målene for 2010 med to midtvejsmål for 2005 for henholdsvis den samlede erhvervsfrekvens (67 %) og kvindernes erhvervsfrekvens (57 %) og med et mål på 50 % for de ældres erhvervsfrekvens (gruppen af 55-64-årige), som skal nås i 2010. Disse mål er inkorporeret i den generelle målsætning A.

- På topmødet i Stockholm aftaltes det desuden, at Rådet skulle medtage kvalitet i arbejdet som et generelt mål i retningslinjerne for beskæftigelsen for 2002. Dette kommer nu til udtryk med indførelsen af en ny generel målsætning B(2). Hertil kommer, at der er blevet indføjet nye referencer til kvalitetsaspektet i en række relevante tematiske retningslinjer (nr. 3, 7, 10, 11 og 13).

- Retningslinje 6 om mobilitet understreger tydeligere behovet for at fremme arbejdskraftens mobilitet på nye europæiske arbejdsmarkeder(3).

- Opfordringen til at opstille nationale mål for erhvervsfrekvenserne i overensstemmelse med konklusionerne fra topmødet i Lissabon er kun i begrænset omfang blevet fulgt af medlemsstaterne. Som konsekvens heraf er ordlyden i den generelle målsætning A blevet ændret og har fået mere bindende karakter.

- Retningslinje 17 om ligestilling styrkes. De betragtelige lønforskelle mellem mænd og kvinder i mange medlemsstater ses som et forhold, der kan være medvirkende til at gøre det mindre attraktivt for kvinder at søge arbejde eller blive på arbejdsmarkedet. Kravet fra Det Europæiske Råd i Stockholm om, at der udvikles indikatorer på dette område, er også en understregning af spørgsmålets store betydning.

1.3. ØSU's udtalelse opbygges som følger: Først henvises til allerede afgivne, relevante udtalelser. I den forbindelse ses der på, om udtalelsernes henstillinger i tilstrækkelig grad er afspejlet i beskæftigelsesretningslinjerne for 2002. Derefter fremsætter ØSU et par bemærkninger, som der efter konsekvensanalysen bør tages hensyn til ved udarbejdelsen af beskæftigelsesretningslinjerne for 2003.

2. Tidligere udtalelser

2.1. I oktober 2000 afgav Det Økonomiske og Sociale Udvalg udtalelse om beskæftigelsesretningslinjerne for 2001(4). Der blev navnlig lagt vægt på:

- det centrale mål, at tilvejebringe betingelserne for fuld beskæftigelse;

- kravet om livslang læring;

- øget involvering af arbejdsmarkedets parter i processen;

- behovet for en afbalanceret gennemførelse af de forskellige søjler;

- behovet for kvantitative og kvalitative indikatorer.

I sin udtalelse støttede ØSU nøglepunkterne i de foreslåede retningslinjer for beskæftigelsen. ØSU udtrykte tilfredshed med opstillingen af en særskilt retningslinje for sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen(5). ØSU henviste især til sårbare grupper på arbejdsmarkedet, herunder ældre arbejdstagere, kvinder, langtidsledige og unge, der har afsluttet deres skolegang. For at opfylde Lissabon-topmødets målsætninger - at blive den mest konkurrencedygtige og dynamiske vidensbaserede økonomi i verden - må der først og fremmest satses på investeringer i forskning, udvikling og uddannelse.

2.2. I 2000 afgav ØSU endvidere udtalelse om ældre arbejdstagere(6). I denne udtalelse gjorde ØSU opmærksom på, at beskæftigelsesfrekvensen for arbejdstagere i aldersgruppen 54-60 var betydeligt lavere end hos yngre arbejdstagere, og fremsatte nogle anbefalinger, der skulle bidrage til at øge erhvervsfrekvensen blandt ældre arbejdstagere, idet ØSU samtidig erkendte, at en lavere pensionsalder i nogle tilfælde var berettiget:

- en mentalitetsændring blandt arbejdstagere og virksomheder,

- en personalepolitik, der også omfatter personer over 45 år: en aldersbevidst personalepolitik er af stor betydning for ældre arbejdstagere. En sådan personalepolitik kan omfatte ansættelse og pensionering, uddannelse, omskoling, forfremmelse, fleksibel arbejdstilrettelæggelse, ergonomi og holdningsændring i virksomhederne;

- indførelse af lønskalaer, hvor lønnen stiger hurtigere i begyndelsen af karriereforløbet end i slutningen, så ældre arbejdstagere gøres mindre sårbare. Denne henstilling var primært rettet mod arbejdsmarkedets parter, uden at ØSU dermed ville sætte spørgsmålstegn ved arbejdsmarkedsparternes autonomi på lønforhandlingsområdet.

2.2.1. ØSU anbefalede, at der blev udstukket retningslinjer for at give politikken for ældre arbejdstagere form. Endvidere henviste ØSU til, at ESF kunne bidrage væsentligt til gennemførelsen af politikken.

2.3. I sin initiativudtalelse om midtvejsevalueringen af de tre processer bag den europæiske beskæftigelsesstrategi(7) støttede ØSU beskæftigelsesretningslinjerne som politisk instrument. Retningslinjernes vigtigste resultat var at skabe større opmærksomhed om emnet og involvere alle relevante parter. For at forbedre processen og i forlængelse af Kommissionens evaluering foreslog ØSU færre retningslinjer, bedre koordinering med andre processer (f.eks. Cardiff, Köln og Lissabon), fastlæggelse af indikatorer samt bedre overvågning og udbredelse af god praksis. Endvidere kunne inddragelsen af arbejdsmarkedets parter forbedres. ØSU anbefalede et års pause efter en 5-års periode for at give alle parter mulighed for at yde deres fulde bidrag.

2.4. I sin udtalelse om EU's indvandringspolitik(8) fremsatte ØSU følgende bemærkninger:

De nationale beskæftigelsesstrategier bør omfatte hensigtsmæssige kriterier med henblik på styring af migrationsstrømmene. Med den fornødne fleksibilitet bør der i de nationale beskæftigelsesplaner tages højde for migrationsprognoserne for at sikre et velfungerende arbejdsmarked. Den nye indvandringspolitik bør integreres i beskæftigelsesretningslinjerne, som udarbejdes årligt på grundlag af fire søjler (beskæftigelsesevne, iværksætterlyst, tilpasningsevne og ligestilling). Retningslinjerne skal sigte mod forbedring af jobkvaliteten såvel for medlemsstaternes egne statsborgere som for indvandrerne.

2.5. I sin udtalelse om lige løn til mænd og kvinder(9) opfordrede ØSU først og fremmest til større gennemsigtighed på området. Medlemsstaterne bør iværksætte initiativer med dette for øje. Endvidere bør statistikkerne ajourføres. Det bør fremgå af beskæftigelsesretningslinjerne, at medlemslandene skal iværksætte særlige foranstaltninger med henblik på at lette kvinders adgang til arbejdsmarkedet og bekæmpe løndiskrimination.

2.6. I en udtalelse for nylig pegede ØSU også på behovet for at styrke kvaliteten af social- og arbejdsmarkedspolitikken(10).

3. En vurdering af retningslinjerne for 2002

3.1. ØSU noterer med tilfredshed, at der i retningslinjerne tages større hensyn til ældre arbejdstagere, hvilket ØSU har opfordret til i tidligere udtalelser.

3.2. ØSU er enig med Kommissionen i, at bekæmpelse af lønforskelle mellem mænd og kvinder må prioriteres højt. Det støtter derfor også den styrkelse af retningslinjerne, som går ud på at opfordre medlemsstaterne til i samarbejde med arbejdsmarkedets parter at udarbejde en strategi til fjernelse af bestående forskelle.

3.3. I forhold til retningslinjerne for 2001 er der kun tale om små ændringer i de nye retningslinjer. ØSU er enig i denne fremgangsmåde efter den grundige revision, der blev foretaget i 2001-retningslinjerne. ØSU konstaterer med tilfredshed, at Kommissionen ikke har foretaget mindre redaktionelle ændringer.

3.4. Derimod har ØSU sine tvivl med hensyn til fjernelsen af de kvantitative mål, der indgik i retningslinjerne for 2001. På den ene side forstår ØSU, hvorfor disse tal er udgået, da Kommissionen endnu ikke råder over et sæt entydige indikatorer, der gælder EU som helhed. På den anden side bliver retningslinjerne mere overbevisende og effektive, hvis de forsynes med let kvantificerbare målsætninger. ØSU går ud fra, at sådanne målsætninger vil kunne medtages efter konsekvensanalysen.

3.5. ØSU henviser til, at de nuværende usikre økonomiske udsigter lægger ekstra pres på medlemsstaterne for at iværksætte de foreslåede retningslinjer så effektivt som muligt.

4. Grundelementer i beskæftigelsesretningslinjerne efter konsekvensanalysen

4.1. Der er nu taget hul på konsekvensanalysen af beskæftigelsesretningslinjerne. I marts 2002 forelægger Kommissionen en teknisk rapport for de andre institutioner. Rapporten vil indeholde analysens vigtigste resultater. ØSU vil blive anmodet om at udtale sig om analysen. Med henblik herpå ønsker ØSU at foreslå nogle grundelementer, der kan indgå i analysen.

4.2. Traktaten foreskriver, at Kommissionen hvert år tager beskæftigelsespolitikken op til revision og udstikker retningslinjer. ØSU sætter spørgsmålstegn ved, om en årlig revision af retningslinjerne er ønskelig. Udarbejdelse og gennemførelse af de nationale handlingsplaner kræver en stor indsats af medlemsstaterne, til trods for at prioriteringerne ikke ændrer sig meget fra år til år. ØSU anbefaler derfor en toårig cyklus. Dette vil imidlertid kræve en ændring af traktatens artikel 128. Et alternativ, så længe traktaten forbliver uændret, ville være en grundig revision hvert andet år og en mindre tilpasning i det mellemliggende år. Dette ville give medlemsstaterne mere tid til at vurdere virkningerne af beskæftigelsesretningslinjerne på deres politik.

4.2.1. Medlemsstaternes årlige rapportering til Kommissionen kan også tilpasses på en sådan måde, at de hvert år aflægger rapport om halvdelen af retningslinjerne.

4.3. Spørgsmålet om arbejdsmarkedsparternes deltagelse i udformningen af beskæftigelsesretningslinjerne og i disses omsætning til nationale handlingsplaner giver anledning til bekymring. Selv om Kommissionen er ret optimistisk med hensyn til deres deltagelse, er arbejdsmarkedsparterne ikke altid tilfredse. Ofte får de for lidt tid til at drøfte retningslinjerne internt, så de på basis deraf kan fremsætte synspunkter, der har organisationernes opbakning. Det fremgår blandt andet af den måde, ØSU's udtalelse må udarbejdes på: man er nødt til at nøjes med ét studiegruppemøde i udarbejdelsesprocessen.

4.3.1. Der er navnlig problemer med arbejdsmarkedsparternes deltagelse i omsætningen af retningslinjerne til nationale handlingsplaner. Ofte får arbejdsmarkedets parter først i sidste øjeblik tilsendt planerne og har kun nogle få dage til at fremsætte deres synspunkter. Kun i enkelte medlemsstater er arbejdsmarkedsparternes deltagelse i fastlæggelsen af planerne optimal.

4.3.2. Hvis arbejdsmarkedsparterne i større grad skal tage del i opstillingen af de nationale handlingsplaner, må medlemsstaterne inddrage dem i processen på et tidligere tidspunkt. Som det forholder sig i øjeblikket, høres de ofte først om handlingsplanerne, efter at regeringerne har fastlagt dem. Arbejdsmarkedets parter føler sig derfor ikke involveret i de nationale handlingsplaner.

4.4. Til sine bemærkninger om selve processen, ønsker ØSU at tilføje et par områder, som retningslinjerne bør tage større hensyn til fremover.

4.4.1. I beskæftigelsesretningslinjerne opfordrer Kommissionen og Rådet med rette til, at der tages større hensyn til arbejdsmarkedets sårbare grupper, herunder kvinder, ældre arbejdstagere, langtidsledige og unge, der har afsluttet deres skolegang. ØSU ønsker at tilføje endnu en gruppe: etniske minoriteter. Denne gruppe er særlig sårbar og kræver ekstra opmærksomhed. ØSU betragter de landespecifikke henstillinger til Tyskland, Østrig og Sverige som et positivt signal.

4.4.2. For effektivt at kunne måle retningslinjernes virkninger er det nødvendigt med let sammenlignelige indikatorer. Dette vil øge medlemsstaternes og arbejdsmarkedsparternes engagement i Luxembourg-processen.

4.4.3. Endelig henviser ØSU til den igangværende debat om indvandringspolitikken. ØSU har tidligere opfordret til, at beskæftigelsesretningslinjerne indeholder et afsnit om indvandringspolitikken.

Bruxelles, den 17. oktober 2001.

Göke Frerichs

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Desuden er betragtningerne blevet ajourført, og en række mindre ændringer er blevet medtaget for at afspejle den igangværende evaluering af strategiens virkninger (generelle målsætninger F), de mindre gunstige økonomiske udsigter (indledning) og omstruktureringerne på arbejdsmarkedet (retningslinje 13).

(2) Ændringer sker på grundlag af Kommissionens meddelelse KOM(2001) 313 af 20.6.2001 ("Beskæftigelses-, social- og arbejdsmarkedspolitikken: investering i kvalitet").

(3) Ændringer sker på grundlag af Kommissionens meddelelse KOM(2001) 116 af 28.2.2001, som blev forelagt i lyset af det forestående topmøde i Stockholm, og Kommissionens meddelelse om et europæisk forskningsrum, KOM(2000) 6 af 18.1.2000.

(4) Udtalelse om Kommissionens forslag til Rådets beslutning om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitik i 2001, 18.-19. oktober 2000 (EFT C 29 af 30.1.2001).

(5) Se også "På vej mod en fællesskabsstrategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen", EFT C 260 af 17.9.2001, s. 97, og "Sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen", EFT C 51 af 23.2.2000.

(6) Udtalelse om ældre arbejdstagere (initiativudtalelse), 18.-19. oktober 2000 (EFT C 14 af 16.1.2001).

(7) Initiativudtalelse om "Midtvejsevaluering af de tre processer bag den europæiske beskæftigelsesstrategi", EFT C 139 af 11.5.2001, s. 33.

(8) Udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om en indvandringspolitik i EU, EFT C 260 af 17.9.2001, s. 104.

(9) Initiativudtalelse om Forskelsbehandling af mænd og kvinder på det lønmæssige område, EFT C 155 af 29.5.2001, s. 65.

(10) Styrkelse af kvaliteten af social-, arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitikken, EFT C 311 af 7.11.2001, vedtaget på plenarforsamlingen den 12.-13. september 2001.