52001AE0241

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Strukturelle indikatorer"

(2001/C 139/15)

Kommissionen besluttede den 3. oktober 2000 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som udpegede Marjolijn Bulk til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 8. februar 2001.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 379. plenarforsamling af 28. februar-1. marts 2001, mødet den 1. marts 2001, følgende udtalelse med 87 stemmer for, 1 imod og 2 hverken for eller imod, følgende udtalelse.

1. Indledning

1.1. På Det ekstraordinære Europæiske Råd i Lissabon (den 23. og 24. marts 2000) satte EU sig et nyt strategisk mål til fremme af beskæftigelsen, økonomisk reform og social samhørighed som et element i en videnbaseret økonomi: At blive den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, en økonomi der kan skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed (punkt 5).

1.2. Det Europæiske Råd mente, at de eksisterende overordnede retningslinjer for den økonomiske politik og Luxemburg-, Cardiff- og Køln-processerne indeholdt de nødvendige instrumenter, navnlig i form af de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik, som i højere grad bør fokusere på strukturpolitikkens virkninger på mellemlang og lang sigt og på reformer, der tager sigte på at fremme potentialet for økonomisk vækst, beskæftigelse og social samhørighed samt på overgangen til en videnbaseret økonomi (punkt 35). Den åbne koordinationsmetode med klart beskrevne mål blev udvidet til områder inden for den økonomiske politik samt struktur- og socialpolitikken.

1.2.1. Reformer på de fire politikområder styrker hinanden gensidigt, idet der består forskellige samspil imellem dem samt med den generelle økonomiske kontekst. For at opnå størst mulig fordel af de strukturelle økonomiske reformer er der behov for en klar og konsekvent indfaldsvinkel, hvor der tages hensyn til de gensidige forbindelser mellem de forskellige markeder.

1.2.2. Med dette in mente anmodede Det Europæiske Råd Kommissionen om hvert år at udarbejde en sammenfattende rapport om fremskridtene på grundlag af nærmere bestemte strukturelle indikatorer vedrørende beskæftigelse, innovation og forskning, økonomiske reformer og social samhørighed (punkt 36).

1.3. Det Europæiske Råd i Feira (den 19. og 20. juni 2000) anmodede Kommissionen om inden udgangen af september 2000 at rapportere om den forslåede indfaldsvinkel til indikatorer og benchmarks, både i specifikke politikker og til brug i den sammenfattende rapport til Det Europæiske Råd i foråret, således at der blev sørget for den nødvendige sammenhæng og standardpræsentation (punkt 38). Med den foreliggende meddelelse efterlever Kommissionen anmodningerne fra De Europæiske Råd i Lissabon og Feira.

1.4. I denne meddelelse opstiller Kommissionen 27 indikatorer, som skal benyttes i den sammenfattende rapport til Det Europæiske Råd i Stockholm i foråret 2001. De indikatorer, som Kommissionen foreslår, udgør et vigtigt instrument til at følge fremskridtene og sammenligne disse og til samtidig at kunne evaluere effektiviteten af den politik, som medlemsstaterne fører på ovennævnte områder. Evalueringen vil også blive benyttet til at opstille retningslinjer for den økonomiske politik og socialpolitikken på kort og mellemlang sigt.

2. Generelle bemærkninger

2.1. ØSU understreger, at en metode, som er fælles for medlemsstaterne, og hvor der benyttes et fælles system med indikatorer og benchmarks til at konkretisere mekanismen med gensidigt ansvar, vil have gavn af en årlig, struktureret rapportering om fremskridtene på de nævnte politikområder. Hovedvægten vil da blive lagt mindre på benchmarks og mere på kvalitative indikatorer og landerapporter.

2.2. ØSU udtrykker derfor særlig tilfredshed med Kommissionens forslag. De indikatorer, som Kommissionen lægger op til, skal anses for at udgøre forskellige brikker af samme puslespil. De underinddeles i de fire tidligere nævnte politikområder. Ved at benytte generelle økonomiske indikatorer kan man afgrænse den generelle økonomisk kontekst, som de strukturelle reformer indgår i. Herved vil evalueringer og sammenligninger mellem medlemsstaterne og de øvrige udviklede økonomier (såsom USA og Japan) kunne gennemføres med en høj grad af gennemsigtighed.

2.3. Den åbne koordinationsmetode, som Rådet og Kommissionen lægger op til, "peer pressure" og "benchmarking" mellem medlemsstaterne indbyrdes kan i høj grad nyde godt af adgangen til pålidelige fakta, der skal danne udgangspunkt for en gensidig koordinering og sammenligning mellem praksis i de enkelte lande.

2.3.1. Af denne grund bør man være opmærksom på, at indikatorerne skal gøre det muligt at foretage sammenligninger mellem medlemsstaternes resultater. Indikatorer, som kun giver et billede af Den Europæiske Union set under ét, er utilstrækkelige til at sikre koordinering mellem medlemsstaterne. Det bør nemlig ikke alene vurderes, i hvilken udstrækning EU som helhed efterlever aftalerne fra Lissabon; det er lige så vigtigt, at man bliver i stand til at bedømme, i hvilken udstrækning de enkelte medlemsstater gennemfører de politiske aftaler, som blev indgået i Lissabon.

2.4. ØSU ønsker at understrege, at indikatorerne bør bygge på et velfunderet teoretisk grundlag. I alle tilfælde bør de statistiske kilder, som indikatorerne er baseret på, være målelige uden mulighed for tvetydigheder eller indvendinger. De bør også opfylde følgende kriterier:

- omkostningerne ved indsamling af data skal svare til eller stå i rimeligt forhold til resultaterne;

- dataene skal kunne forarbejdes hurtigt og være hurtigt tilgængelige;

- de kvantitative data skal være relativt lette at fremskaffe fra offentlige kilder;

- sættet af indikatorer skal kunne modstå institutionelle ændringer på markederne;

- nye målinger i fremtiden skal også være enkle at gennemføre.

2.5. Pålideligheden af de konklusioner, som Kommissionen skal kunne uddrage i sin sammenfattende rapport ud fra indikatorerne, står og falder med pålideligheden, kvaliteten og ajourføringen af det talmateriale, som Eurostat forsynes med. Det bør foretrækkes, at indikatorerne så vidt muligt leveres af de nationale statistiske institutter, idet der i mange tilfælde mangler viden om, hvilke indsamlings- og harmoniseringsmetoder andre kilder benytter. Det er vigtigt, at talmaterialet opfylder høje pålidelighedskrav og er så opdateret som muligt. Kun på disse betingelser kan en indikator give et pålideligt, objektivt billede af situationen i Den Europæiske Union.

2.5.1. Der melder sig derfor det spørgsmål, om de af Kommissionen foreslåede indikatorer kan benyttes i den sammenfattende rapport, som allerede skal ligge klar om et halvt år. Det er første gang Kommissionen skal udarbejde en sammenfattende rapport ved brug af de foreslåede indikatorer. Kommissionen skriver da også selv i meddelelsen, at disse indikatorer ikke er udtømmende, men måske skal suppleres eller forbedres. ØSU ønsker derfor udtrykkeligt at henstille, at man prioriterer videreudviklingen og forbedringen af et pålideligt, statistisk informationssystem. På baggrund af kompleksiteten og betydningen af en videreudvikling af sættet af indikatorer fremsætter ØSU ikke blot nedenstående bemærkninger, men agter også at følge det statistiske informationssystems udvikling.

2.6. ØSU påpeger, at ethvert måleinstrument bør tjene det formål, som det benyttes til; dette gælder også for de strukturelle indikatorer. Valget af visse indikatorer afhænger af formålet med Kommissionens sammenfattende rapport, nemlig evaluering af fremskridtene hen imod iværksættelsen af de strategiske mål, som man satte sig i Lissabon med det sigte at reformere EU og gøre det til den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden.

2.7. ØSU ønsker tillige at understrege, at udover de høje krav til pålidelighed, ajourføring, og ensartethed, som stilles til de foreslåede indikatorer, bliver det nødvendigt at fortolke det talmateriale, som indikatorerne udmønter sig i, for at kunne vurdere fremskridtene i den økonomiske politik samt social- og strukturpolitikken. Dette kan gøres ved hjælp af et underliggende statistisk informationssystem, således at der i fortolkningen tages hensyn til eksempelvis en medlemsstats økonomiske og demografiske karakteristika. En omhyggelig evaluering er nødvendig, hvis det i praksis skal lykkes at nå det mål om høj beskæftigelse i en konkurrencedygtig og dynamisk økonomi, som blev aftalt på Lissabon-topmødet. Fortolkningen og evalueringen af det indikatorbaserede talmateriale vil derfor også stille høje krav i henseende til verificerbarhed, hensigtsmæssighed og pålidelighed.

2.8. ØSU bemærker, at mange af de foreslåede indikatorer ikke er nye. De bruges allerede i dag, bl.a. i medlemsstaternes nationalregnskaber, de overordnede økonomiske retningslinjer og beskæftigelsespagten.

2.8.1. ØSU gør opmærksom på, at forholdet mellem Kommissionens årlige sammenfattende rapport og de eksisterende processer vedrørende økonomisk og social fremgang i EU bør defineres klart og tydeligt. Europa-Kommissionens sammenfattende rapport hænger tydeligvis sammen med de eksisterende processer og vil efter ØSU's mening derfor kunne udgøre et fortrinligt grundlag for retningslinjer for politikken på ovenomtalte områder, bl.a ved at evaluere, i hvilken udstrækning medlemsstaterne har gennemført de strategiske mål fra Lissabon.

2.8.2. Den merværdi, som den af Kommissionen foreslåede liste over indikatorer indebærer, beror ikke så meget på særskilte indikatorer, men snarere på den integrerede indfaldsvinkel til de politikområder, som sættene af indikatorer dækker. Den åbne koordinationsmetode, som Rådet og Kommissionen lægger op til, hvor medlemsstaterne skal afstemme deres politik efter hinanden, vil i høj grad nyde godt af et klart struktureret grundlag som det, der findes i Kommissionens sammenfattende rapport. Ved hjælp af denne sammenfattende rapport kan Europa-Kommissionen tilvejebringe et lignende grundlag for drøftelserne i Ministerrådet i dettes forskellige afskygninger.

2.9. Selv om Kommissionen understreger, at de forskellige indikatorer ikke kan anskues helt isoleret fra hinanden, indebærer opdelingen i fire politikområder en risiko for, at den direkte sammenhæng og det gensidige samspil mellem de forskellige indikatorer vil fremstå knapt så tydeligt, hvilket vil kunne give et fortegnet billede. Desuden er der store forskelle mellem medlemsstaternes økonomiske struktur og f.eks. mellem deres finansielle og fiskale systemer og deres socialsikringssystemer. Brug af enkeltstående indikatorer er derfor næppe rimelig. En række enkeltstående indikatorer vil heller næppe kunne give en detaljeret beskrivelse af den gensidige sammenhæng mellem de forskellige indikatorer; en mere detaljeret struktur, hvor indikatorerne så vidt muligt bygger på ét enkelt tilgrundliggende statistisk informationssystem vil kunne give et klarere billede.

2.9.1. Et sådant informationssystem og de tilgrundliggende indikatorer kunne afpasses efter de forskellige sektorer i en økonomi og efter et lands generelle økonomiske struktur. De af Kommissionen foreslåede indikatorer defineres og afgrænses på lignende vis, således at de kommer til at måle det samme i medlemsstaternes forskellige økonomiske strukturer. Kun hvis denne forudsætning er til stede, vil man af den sammenfattende rapport kunne uddrage reelle konklusioner om fremskridtene med gennemførelsen af de politiske mål fra Lissabon-mødet.

2.9.2. Efter ØSU's mening bør der naturligvis tages hensyn til EU's udvidelse. Efter ansøgerlandenes tiltrædelse vil de nye landes statistiske institutter jo også skulle levere talmateriale til Eurostat med henblik på opstilling af de af Kommissionen foreslåede indikatorer. Det bør derfor undersøges, i hvilken udstrækning dette materiale allerede findes.

3. Særlige bemærkninger

3.1. Kommissionen fremlægger fem generelle økonomiske indikatorer til afgrænsning af den generelle økonomiske kontekst, inden for hvilken de strukturelle reformer på arbejds-, vare- og kapitalmarkedet finder sted, nemlig BNP pr. indbygger og væksten i det reale BNP, økonomiens energiintensitet, arbejdsproduktiviteten (pr. ansat pr. time), inflationens omfang og budgetbalancen korrigeret for konjunkturudsving.

3.1.1. Ifølge Amsterdam-traktaten skal miljøbeskyttelse integreres i EU's politik med det sigte at opnå en bæredygtig udvikling. De overordnede retningslinjer for den økonomiske politik skal sikre, at der foreslås konsekvente politiktiltag for økonomiens forskellige sektorer.

3.1.1.1. De integrationsstrategier, som Rådet i øjeblikket er ved at udforme, har allerede resulteret i forskellige sektorbestemte og generelle indikatorer. Indikatorer som energieffektivitetens omfang, miljøinvesteringer og emissionen af drivhusgasser og andre forurenende stoffer både i absolutte tal og pr. enhed af BNP bør benyttes i enhver generel evaluering. ØSU rejser derfor det spørgsmål, hvorfor der mangler en sådan miljøindikator; det skal tilføjes, at indikatorerne bør relateres til de økonomiske strukturer i medlemsstaterne og de forskellige sektorer. Kun på denne måde kan der foretages en reel sammenligning mellem medlemsstaterne. Dette indebærer, at de skal bygge på et konsekvent informationssystem for økonomi og miljø. Det såkaldte NAMEA-system, som i øjeblikket udvikles hos Eurostat (og allerede anvendes i 14 medlemsstater), egner sig glimrende hertil.

3.1.1.2. Den af Kommissionen foreslåede generelle økonomiske baggrundsindikator "økonomiens energiintensitet" er vanskelig at vurdere, fordi den er afhængig af et lands økonomiske struktur. Et muligt alternativ er ovennævnte energieffektivitet, der kan defineres som den vejede sum af energiforbruget i hver sektor set i forhold til EU-gennemsnittet for den pågældende sektor.

3.2. Beskæftigelsesindikatorer

3.2.1. Forøgelse af beskæftigelsen som et element i den videnbaserede økonomi udgør et af hovedpunkterne i Den Europæiske Unions nye strategiske mål, som blev fastsat på det ekstraordinære råd i Lissabon. For år 2010 bør Den Europæiske Union tilstræbe en beskæftigelsesfrekvens på 70 %. Antallet af kvinder i beskæftigelse bør øges til over 60 %. En aktiv beskæftigelsespolitik er nødvendig herfor. De foreslåede indikatorer bør i første række omfatte de to strategiske beskæftigelsesmål for 2010. For beskæftigelsen foreslås der derfor syv indikatorer: beskæftigelsesfrekvensen, kvinders beskæftigelsesfrekvens, ældre arbejdstageres beskæftigelsesfrekvens, ledigheden, antallet af langtidsledige udtrykt i procent, kildeskat på lavtlønnedes indkomster samt livslang uddannelse (voksnes deltagelse i undervisning og uddannelse).

3.2.2. Ud over ældre arbejdstageres særlige stilling bør der ifølge ØSU tages hensyn til yngre arbejdstageres stilling. Det er ligeledes påfaldende, at der mangler indikatorer for beskæftigelsesfrekvensen fordelt på mænd, kvinder, unge og ældre arbejdstagere.

3.2.3. Med hensyn til indikatoren "kvinders beskæftigelsesfrekvens" bemærker ØSU, at der her er tale om en vigtig indikator, men at det også er vigtigt at måle mænds beskæftigelsesfrekvens, således at de to tal kan sammenlignes med hinanden. Endvidere mener ØSU, at man også bør dele ledighedsprocenten op på mænd og kvinder.

3.2.4. Med hensyn til indikatoren "kildeskat på lavtlønnedes indkomster" stiller ØSU det spørgsmål, om denne indikator i realiteten måler det, som er relevant for politikken. Kommissionen ønsker at måle "fattigdomsfælden" i lavindkomstgrupper; det drejer sig således ikke så meget om skatter og bidrag, men snarere om de voldsomme indkomstforskelle. For det andet ønsker ØSU at bemærke, at OECD her anføres som kilde, og at oplysningerne baseres på en model. Eurostat opererer med en noget afvigende definition og råder over oplysninger fra undersøgelser. ØSU foretrækker sidstnævnte frem for talmateriale baseret på en model.

3.2.5. Med hensyn til "livslang uddannelse" understreger ØSU endnu en gang, at dette aspekt af beskæftigelsespolitikken er overmåde vigtigt, så borgerne kan erhverve de nødvendige færdigheder og den nødvendige viden, således at stillingen på arbejdsmarkedet kan bevares og eventuelt forbedres. ØSU påpeger imidlertid, at der er tale om mindre forskelle i de definitioner, som benyttes i de forskellige medlemsstater. Desuden tager denne indikator sigte på inputsiden. Man bør også være opmærksom på outputsiden. ØSU anser det endvidere for vigtigt, at der også med hensyn til livslang uddannelse ikke blot udformes kvantitative, men også kvalitative indikatorer, såsom uddannelsens varighed og relevans.

3.3. Indikatorer for innovation og forskning

3.3.1. Teknologiske udviklinger og forbedringer i arbejdets og kapitalstrømmenes kvalitet i produktionsprocessen bærer ansvaret for en stor del af den økonomiske vækst og udgør en vigtig drivkraft bag konkurrenceevne og beskæftigelse. Forbedring af muligheden for at innovere er derfor et vigtigt element i EU's nye strategiske mål. Overgangen til en videnbaseret økonomi bør understøttes af en bedre politik med hensyn til F& U, uddannelse og informationssamfundet.

3.3.1.1. Informationssamfundet er i de afvigte år blevet særdeles synligt, og de teknologiske udviklinger foregår stadig hurtigere. Brugen af informations- og kommunikationsteknologi (IKT) til styring, transaktioner og kommunikation vinder stadig større udbredelse. Med de nye IKT-muligheder kan markedssektoren øge sin konkurrenceevne. Den eksponentielle stigning i mulighederne for hurtig, indbyrdes udveksling af information mellem forskellige sektorer afføder (undertiden gennemgribende) ændringer i organisationsstrukturer og arbejdsprocesser. De nye IKT-muligheder fører til større videnmobilitet. Dette kan næppe undgå at få indflydelse på muligheden for at udføre arbejde på tværs af landegrænser.

3.3.1.2. For innovation og forskning foreslås der derfor syv indikatorer: det offentliges udgifter til undervisning, udgifterne til forskning og udvikling, udgifterne i forbindelse med informations- og kommunkationsteknologier, omfanget af adgangen til Internet, patenter i højteknologisektorer, eksport af avancerede teknologiske produkter samt risikovillig kapital.

3.3.2. Ældre mennesker og lavtuddannede har imidlertid som hovedregel vanskelig adgang til IKT. Ud over den store betydning, som livslang læring har for dette politikområde, bør der også lægges vægt på adgangen for (langtids)ledige og dem, som disse skal forsørge, til den nye videnbaserede økonomi. En integreret indfaldsvinkel er nødvendig, men det fremgår ikke klart, i hvilken udstrækning de særskilte indikatorer medvirker hertil. Det er vigtigt at undgå en yderligere tvedeling i samfundet. Dette peger atter på det vigtige i at opstille et underliggende informationssystem, som gør det muligt at analysere, hvilke befolkningsgrupper der direkte eller indirekte har gavn af en videnbaseret økonomi. En ren og skær indsamling af særskilte indikatorer er ikke nok.

3.3.3. Med hensyn til indikatoren "det offentliges udgifter til undervisning" bemærker ØSU, at dette er en inputindikator, som ikke siger nok om kvalitetsændringer i undervisningen. Der kan måske rådes bod herpå ved at tilføje den indikator, som i et nationalregnskab indeholder oplysninger om væksttendenser i undervisningssektoren. Denne indikator tager også højde for kvalitetsaspekter, og der vil på dette felt i løbet af kort tid foreligge harmoniserede data hos Eurostat.

3.3.4. Med hensyn til indikatoren "udgifter til forskning og udvikling" bemærker ØSU, at også denne er en inputindikator, hvor man også bør være opmærksom på udviklingen i mængde i stedet for udviklingen i værdi alene.

3.3.5. Med hensyn til indikatoren "patenter i højteknologisektorer" bemærker ØSU, at det er bedre at medtage alle patenter og ikke blot patenter i højteknologisektoren. Thi medlemsstaternes konkurrenceevne afhænger også af teknologiske udviklinger i andre sektorer end den højteknologiske industri.

3.3.6. Med hensyn til indikatoren "eksport af højteknologiske produkter" finder ØSU det vigtigt, at den højteknologiproduktion, som indgår i den øvrige eksport, bliver vurderet. Dog skal der føjes en kommentar hertil, idet et lands konkurrencemæssige stilling ikke specielt afhænger af en stor højteknologiproduktion, men snarere af en værdifuld produktion af så mange varer og tjenester som muligt.

3.4. Indikatorer vedrørende økonomiske reformer

3.4.1. Med indførelsen af ØMU'en og euroens indførelse er der taget nogle vigtige skridt på vejen hen imod et integreret europæisk indre marked. De teknologiske fremskridt og globaliseringen har givet en ekstra impuls til disse integrationsprocesser med hensyn til vare- og kapitalmarkedet. Hvad området økonomiske reformer angår foreslås der indikatorer med hensyn til markedsintegration og markedseffektivitet. Der foreslås syv indikatorer: samhandelens integrering, relative prisniveauer og priskonvergens, priser i netværksindustrier, offentlige kontrakter, sektorbestemt og ad hoc-støtte fra det offentlige, pengeinstitutternes grænseoverskridende virksomhed og den kapital, som fremskaffes på aktiemarkederne.

3.4.2. Med hensyn til indikatoren "samhandelens integrering" bemærker ØSU, at denne indikator ikke giver megen mening. Højst en ændring i indikatoren vil kunne indeholde oplysninger.

3.4.3. Med hensyn til indikatoren "relative prisniveauer og priskonvergens" ønsker ØSU at påpege, at der opstår vanskeligheder, fordi der skal findes frem til en sammenlignelig kurv af varer, som oven i købet skal være relevant for alle berørte lande. Inden for EU søger man at løse dette problem ved at operere med købekraftpariteter. Disse oplysningers kvalitet har imidlertid indtil nu ladet meget tilbage at ønske.

3.4.4. ØSU rejser med hensyn til indikatoren "pengeinstitutternes grænseoverskridende virksomhed" det spørgsmål, om de meget detaljerede oplysninger, som der her sigtes til, er disponible for samtlige EU-medlemsstater. Endvidere bemærker ØSU, at indikatoren "udgifterne til kapital", som Kommissionen foreslår at udforme, måske vil svare bedre til det mål, som indikatoren tilstræber at måle, nemlig de finansielle markeders integration.

3.4.5. Med hensyn til indikatoren "offentlige kontrakter" rejser ØSU det spørgsmål, om denne indikator nu også i realiteten formår at måle åbenheden og gennemsigtigheden med hensyn til offentlige licitationer i Den Europæiske Union. Indikatoren tager eksempelvis ikke højde for forskelle i omfanget af medlemsstaternes økonomier. Måske ville "værdien af offentlige kontrakter delt med BNP" være en bedre indikator. Men heller ikke denne indikator fortæller ret meget om stimuleringen af det indre marked, fordi den ikke måler værdien af de offentlige kontrakter, som i sidste instans i realiteten tildeles virksomheder fra andre medlemsstater.

3.5. Indikatorer vedrørende social samhørighed

3.5.1. Sammensætningen af den erhvervsaktive befolkning er inde i en strukturel forandring. Da arbejdsmarkedet er ved at stramme til, er det vigtigt at råde over en erhvervsaktiv befolkning, som er jobegnet, veluddannet, og som lærer livet igennem. Bekæmpelse af fattigdom og indsatsen for, at befolkningen fortsat kan deltage i arbejdsprocessen udgør store udfordringer. Dette understreger, at de klassiske nøgleopgaver i den socioøkonomiske politik fortsat er gældende: fremme af deltagelse i samfundslivet i kraft af en erhvervsaktivitet; et velfungerende arbejdsmarked; en afbalanceret indkomstfordeling; sikring af indkomst for mennesker, som ikke er i stand til at forsørge sig selv; modvirkning af afhængigheden af overførselsindkomster og for tidlig udelukkelse fra arbejdsprocessen.

3.5.2. For den sociale samhørighed foreslås der seks indikatorer: indkomstspredning (forholdet mellem den femtedel af befolkningen, som tjener mest, og den femtedel, som tjener mindst), andelen af fattige før og efter sociale ydelser, permanent fattigdom, husholdninger uden arbejde, regional samhørighed (regionale forskelle mellem BNP per indbygger udtrykt i købekraftstandarder) og unge, som forlader skolen før tiden eller ikke afslutter deres studier eller uddannelse.

3.5.3. Målsætningen om at skabe den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden indebærer bl.a., at fattigdom skal bekæmpes. Bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse nødvendiggør støtte til adgangen til kvalitetsjob og adgang for alle til ressourcer, rettigheder, varer og tjenesteydelser. Der bør tages hensyn til Kommissionens forslag på Det Europæiske Råds møde i Lissabon om at reducere antallet af mennesker, som lever under fattigdomsgrænsen, fra 18 % i dag til 15 % i 2005 og 10 % i 2010 samt at halvere antallet af børn, der lever i fattigdom inden år 2010. ØSU påpeger, at den foreslåede fattigdomsindikator er baseret på en relativ fattigdomsgrænse, således at fattigdomsnormen automatisk ændrer sig, når indkomstniveauet i den pågældende medlemsstat ændrer sig. ØSU anser det for at være overmåde vigtigt, at man også måler vedvarende fattigdom. Husholdninger, som gennem flere år lever under fattigdomsgrænsen, befinder sig nemlig i en endnu mere sårbar situation end husholdninger, som kun lever midlertidigt under fattigdomsgrænsen.

3.5.3.1. Det anses derfor for vigtigt at tilstræbe en tydelig sammenkobling mellem de indikatorer, som afspejler beskæftigelsespolitikkens forskellige aspekter, og de indikatorer, som måler den sociale samhørighed. På dette felt vil det være en god idé at trække på det såkaldte Social Accounting System, som 8 medlemsstater og Eurostat i øjeblikket arbejder på i et pilotprojekt.

3.5.3.1.1. Fastsættelse af fælles kvalitative og kvantitative indikatorer kan danne udgangspunkt for en åben koordinationsmetode medlemsstaterne imellem i stil med den, der allerede findes på beskæftigelsesområdet, samt for udvikling af nationale programmer til undersøgelse og bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse i overensstemmelse med Det Europæiske Råds konklusioner fra Lissabon.

3.5.4. Med hensyn til indikatoren "indkomstspredning" foreslår Kommissionen at måle indkomstspredningen ved at sammenligne indtægterne hos den femtedel af befolkningen, som tjener mest, med indtægterne hos den femtedel, der tjener mindst. ØSU mener, at det ville være bedre at sammenligne forholdet mellem den tiendedel af befolkningen, som tjener mest, og den tiendedel, som tjener mindst, da dette vil være en bedre indikator for indkomstforskelle i en medlemsstat, fordi denne indikator giver et bedre billede af forskellene mellem de yderste indkomstgrupper.

3.5.5. Med hensyn til indikatoren "husholdninger uden arbejde" bemærker ØSU, at denne indikator i høj grad påvirkes af forskelle i husholdningernes størrelse.

3.5.6. Styrkelse af den økonomiske og sociale samhørighed med sigte på en harmonisk udvikling af de forskellige regioner i EU udgør i følge Amsterdam-traktaten et af EU's prioriterede politikområder. De 15 EU-medlemsstater er inddelt i 150 regioner. BNP-tallene per indbygger, der benyttes som udgangspunkt for, om en given regions udviklingsniveau ligger over eller under EU-gennemsnittet, går imidlertid tilbage til 1995 og er således ikke mere up to date, men angiver dog alligevel, at der består ret store forskelle. På grund af manglende talmateriale fremgår det ikke klart, om denne kløft mellem de forskellige regioner bliver mindre med årene, og om der således reelt er tale om konvergens. Hertil skal føjes, at regionale BNP-tal per indbygger undertiden ikke er den bedste indikator for en regions velstand. Dette gælder eksempelvis regioner, hvor mange indbyggere pendler til andre regioner, men hvori der hyppigt ikke produceres ret meget, men hvor der tjenes relativt meget (af arbejdstagere, som har beskæftigelse andetsteds). Af denne årsag må den disponible indkomst per indbygger anses for en bedre indikator.

3.5.6.1. ØSU mener, at man i denne forbindelse bør anbefale, at der på et senere stadium på regionalt plan også indføres de normer, som der nu opereres med på nationalt plan.

3.5.7. Med hensyn til indikatoren "registrering af virksomheder", som endnu ikke er udformet, mener ØSU, at der bør tages højde for det forhold, at selv om der nok hersker overensstemmelse med hensyn til definitionerne, benyttes disse i de enkelte EU-medlemsstater på forskellig vis. Eksempelvis registreres virksomheders oprettelse og opløsning ikke på samme måde i hele EU.

4. Konklusioner

4.1. ØSU udtrykker stor tilfredshed med Kommissionens forslag om at indføre en række indikatorer, der skal danne grundlag for den årlige sammenfattende rapport. ØSU understreger det vigtige i en videreudvikling og forbedring af et pålideligt statistisk informationssystem. Det er derfor ØSU's håb, at Kommissionen vil gøre brug af det bidrag, som denne udtalelse leverer hertil. På baggrund af kompleksiteten og betydningen af en videreudvikling af sættet af indikatorer agter ØSU at følge det statistiske informationssystems udvikling.

4.2. ØSU anbefaler stærkt, at der tages hensyn til det forhold, at brugen af særskilte indikatorer ikke muliggør en decideret sammenfatning, og desuden ikke giver noget billede af forskellene mellem medlemsstaterne i henseende til generel økonomisk struktur. En mere detaljeret struktur, hvor indikatorerne så vidt muligt baseres på ét enkelt underliggende statistisk informationssystem, vil give et tydeligere billede.

4.3. ØSU understreger, at det er nødvendigt at fortolke indikatorernes talmateriale for at kunne foretage en vurdering af fremskridtene på politikområderne beskæftigelse, innovation og forskning, økonomiske reformer og social samhørighed. Fortolkningen af dette talmateriale med politikrelaterede udgangspunkter vil stille høje krav til hensigtsmæssighed, kontrollerbarhed og pålidelighed, i hvilken forbindelse man bør tage højde for, at de talmæssige oplysninger aldrig vil kunne give et fuldstændig sandfærdigt billede af de reelle forhold i samfundet.

4.4. ØSU mener, at den åbne koordinationsmetode, således som denne benyttes inden for økonomisk politik, socialpolitik og strukturpolitik, i høj grad vil kunne drage fordel af et klart struktureret grundlag, hvilket Kommissionens sammenfattende rapport vil kunne levere. Ved hjælp af denne sammenfattende rapport kan Europa-Kommissionen levere et sådant grundlag for de videre drøftelser, som skal finde sted på ministerrådets forskellige møder.

Bruxelles, den 1. marts 2001.

Göke Frerichs

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg