52000SC1714

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, andet afsnit vedrørende Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om sanering og likvidation af forsikringsselskaber

1986/0080 (COD)

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, andet afsnit vedrørende Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om sanering og likvidation af forsikringsselskaber

1. BAGGRUND

- Den 23. december 1986 vedtog Kommissionen et forslag til et direktiv om samordning af love og administrativt fastsatte bestemmelser om tvangslikvidation af selskaber, der driver direkte forsikringsvirksomhed [1]. Forslaget blev fremlagt for Rådet den 23. januar 1987 og for Europa-Parlamentet den 6. februar 1987.

[1] KOM (86) 768 endelig udg./2, EFT C 71, 19.3.1987.

- På sit 248. plenarmøde den 23. september 1987 [2] afgav Det Økonomiske og Sociale Udvalg en positiv udtalelse om forslaget.

[2] EFT C 319 af 30.11.1987, s. 10.

- Europa-Parlamentet vedtog på plenarforsamlingen den 14. marts 1989 en lovgivningsmæssig beslutning [3] med dets udtalelse om Kommissionens forslag.

[3] PE 124.469/fin. Ordfører P. Price.

- Den 12. september 1989 vedtog Kommissionen et ændret forslag [4] i lyset af dens høring af Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg.

[4] KOM (89) 394 endelig udg., EFT C 253 af 6.10.1989, s. 3.

- Efter mange års forhandlinger i Rådet, som er blevet afbrudt og genoptaget flere gange, vedtog Rådet den 10. oktober 2000 den fælles holdning [5], der er genstand for denne meddelelse.

[5] EFT...........

2. FORMÅLET MED FORSLAGET

Hovedformålet med dette forslag er at sikre,

- at den eneste myndighed med kompetence til at iværksætte en likvidationsprocedure mod et forsikringsselskab med vedtægtsmæssigt hjemsted i Fællesskabet er hjemlandets myndighed, som bør anvende landets egen lovgivning (enhedsprincippet)

- at likvidationsproceduren omfatter alle forsikringsselskabets filialer i Fællesskabet, uanset i hvilken medlemsstat de er beliggende (universalitets princippet) [6], samt

[6] Forslaget er inspireret af "to principper, nemlig princippet om likvidationens enhed og princippet om likvidationens universalitet for så vidt angår dens virkninger". KOM (86) 768 endelig udg./2, Begrundelse.

- at der er en passende balance mellem beskyttelsen af de forsikredes rettigheder, idet forsikringstagernes præmier indgår i forsikringsselskabets formue, og andre kreditorers legitime interesser [7].

[7] Hensigten med forslaget er "dels at tilgodese det ufravigelige krav om sikring af de forsikredes rettigheder, idet forsikringstagernes præmier indgår i forsikringsselskabernes formue, dels at tilgodese de øvrige kreditorers, herunder lønmodtagernes, legitime interesser". KOM (86) 768 endelig udg./2 Begrundelse.

3. BEMÆRKNINGER TIL DEN FÆLLES HOLDNING

3.1. Generelle betragtninger

3.1.1. Den fælles holdning, der er vedtaget af Rådet, bevarer essensen af Kommissionens første forslag (herefter benævnt "forslaget"). Ligesom forslaget er den fælles holdning baseret på enhedsprincippet og princippet om universalitet samt beskyttelse af forsikringskreditorer. Kommissionen er enig i de ændringer, der er foreslået af Rådet, og af den mening, at de vil bidrage til at forbedre lovtekstens kvaliteter.

3.1.2. Den fælles holdning tager i fuldt omfang hensyn til ånden i de ændringer, som Parlamentet vedtog under førstebehandlingen. Endvidere har Rådet, da der er gået så lang tid, siden forslaget blev vedtaget, udført det nødvendige arbejde med at lave nyt udkast, idet man til fulde har respekteret principperne i den oprindelige tekst. Det var nødvendigt at udarbejde et nyt udkast for at tilpasse forslagets ordlyd til de juridiske rammer, der blev indført med "tredje generation" af forsikringsdirektiver (tredje livsforsikringsdirektiv og tredje skadesforsikringsdirektiv [8]) samt for at sikre overensstemmelse med andre af Fællesskabets retlige instrumenter vedrørende konkurs, som for eksempel Rådets forordning om konkurs (herefter benævnt "konkursforordningen") [9] og det parallelle forslag om likvidation af kreditinstitutter [10]. Det bør bemærkes, at mange tekniske spørgsmål, skønt den fælles holdning og konkursforordningen er baseret på forskellige principper, i de to instrumenter er identiske og bør behandles ens.

[8] Direktiv 92/96/EØF (EFT L 360 af 9.12.1992, s. 1) og 92/49/EØF (EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1).

[9] Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om konkurs (EFT L 160 af 30. juni 2000).

[10] Ændret forslag til Rådets direktiv om sanering og likvidation af kreditinstitutter samt om indskudsgarantiordninger [KOM (88) 4 endelig udg.; EFT C 36 af 8.2.1988]. En fælles holdning vedrørende dette direktiv er vedtaget af Rådet den 17.7.2000

3.1.3. Endvidere har den fælles holdning udvidet forslagets anvendelsesområde ved at anvende enhedsprincippet og princippet om universalitet ikke blot i forbindelse med tvangslikvidation, men i forbindelse med alle former for likvidationsprocedurer, uanset om de er frivillige eller tvungne, og uanset om de er baseret på insolvens eller ej. Desuden er direktivets anvendelsesområde udvidet til at dække saneringsforanstaltninger, som vedtages af de kompetente myndigheder med henblik på at bevare eller genoprette et forsikringsselskabs finansielle soliditet, forudsat at sådanne foranstaltninger har indvirkning på bestående rettigheder, som tilfalder andre parter end forsikringsselskabet. Den fælles holdning dækker derfor alle de tilfælde, hvor et forsikringsselskab er i en krisesituation eller beslutter at lukke. På denne måde har man forbedret beskyttelsen af kreditorer og forsikringskreditorer.

3.1.4. De væsentligste ændringer i den fælles holdning i forhold til Kommissionens forslag kommenteres i detaljer nedenfor.

3.2. Parlamentets ændringer som afspejlet i den fælles holdning

De ændringer, som er vedtaget af Parlamentet og godkendt af Kommissionen under førstebehandlingen af forslaget, tog sigte på at forbedre offentliggørelsen af likvidationsprocedurer med henblik på at beskytte kreditorer (ændring nr. 1) og på at sikre, at sådanne procedurer får virkning på hele Fællesskabets område i henhold til det enhedsprincip, der gælder for likvidationer (ændring nr. 2 og 3). Ånden i Parlamentets anmodninger er i fuldt omfang inkorporeret i den fælles holdning.

3.2.1. I overensstemmelse med ånden i Parlamentets ændringer indeholder den fælles holdning en række bestemmelser (artikel 14, 15, 17 og 18), som skal sikre princippet om offentliggørelse af likvidationsproceduren. Lignende bestemmelser gælder for de saneringsforanstaltninger, der er omfattet af direktivet.

Som foreskrevet i artikel 14 skal afgørelsen om at indlede en likvidationsprocedure offentliggøres: 1) i henhold til hjemlandets offentliggørelsesprocedurer, 2) i De Europæiske Fællesskabers Tidende og 3) ved hjælp af ethvert andet middel, som er bestemt af medlemsstaternes tilsynsmyndigheder inden for deres respektive områder. Denne artikel fastsætter også, at offentliggørelsen skal specificere den myndighed i hjemlandet, der har beføjelser til at indlede likvidationsproceduren, den lov, der finder anvendelse, samt hvem der er udpeget som likvidator.

Foruden den førnævnte offentliggørelse foreskriver artikel 15 individuel underretning om afgørelsen til alle kendte kreditorer, som er bosiddende i Fællesskabet. Denne bestemmelse fastsætter også, hvilke oplysninger der skal gives. I artikel 17 specificeres sprogene og den formular, der skal bruges til en sådan underretning.

Endvidere forpligter artikel 18 likvidatorerne til regelmæssigt at holde kreditorer underrettet om likvidationens forløb.

3.2.2. Som anbefalet af Parlamentet er det princip, at likvidationsprocedurer, der indledes af hjemlandets kompetente myndighed, får retsvirkning på hele Fællesskabets område (enhedsprincippet og princippet om universalitet) blevet tydeliggjort og fuldstændiggjort. Det er navnlig dækket af artikel 8 og 9 i den fælles holdning. Lignende bestemmelser er medtaget vedrørende saneringsforanstaltninger (artikel 4).

Som foreskrevet i artikel 8 har alene hjemlandets kompetente myndigheder beføjelser til at vedtage en afgørelse om indledning af likvidationsprocedurer. Det anføres, at denne afgørelse "anerkendes uden videre på alle de øvrige medlemsstaters område og får retsvirkning dér, så snart den får retsvirkning i den medlemsstat, hvor proceduren indledes". Artikel 9 foreskriver, at afgørelsen om at likvidere et forsikringsselskab, likvidationsprocedurerne og disses retsvirkninger er underlagt hjemlandets love.

3.3. Andre ændringer foretaget af Rådet i den fælles holdning

Foruden den generelle udarbejdelse af et nyt udkast til forslagets ordlyd som beskrevet i afsnit 3.1 ovenfor, er der i den fælles holdning navnlig foretaget følgende ændringer:

3.3.1. Definition på likvidationsprocedurer [artikel 2, litra d)]

Definitionen på likvidationsprocedurer i den fælles holdning omfatter alle kollektive procedurer, der medfører, at et forsikringsselskabs aktiver realiseres og fordeles ved indgriben fra en administrativ eller retlig myndighed. Den fælles holdning er derfor ikke begrænset til "tvangslikvidation", som det oprindelige forslag var. Den giver en bred definition, der omfatter enhver likvidationsprocedure mod et forsikringsselskab, hvad enten den er baseret på insolvens eller ej, og hvad enten den er frivillig eller tvungen.

En bred definition på likvidation sikrer, at direktivet dækker globalt. På den måde vil enhver likvidation af et forsikringsselskab i Fællesskabet blive gennemført på en velorganiseret måde og i henhold til de regler, der er opnået enighed om på europæisk plan. Kreditorer i den situation vil få behørige retlige garantier for underretning, offentliggørelse og ikke-diskriminerende behandling. Direktivets globale dækning er positiv for det indre marked i almindelighed og for beskyttelsen af kreditorerne i særdeleshed.

3.3.2. Indbefatning af saneringsforanstaltninger [artikel 1, stk. 1 og 2, litra c), og stk. 3]

I modsætning til det oprindelige og det ændrede forslag omfatter den fælles holdning ikke alene likvidationsprocedurer, men også saneringsforanstaltninger.

De "saneringsforanstaltninger", der er omfattet af den fælles holdning, skal opfylde følgende betingelser: for det første skal de tage sigte på at bevare eller genoprette forsikringsselskabets finansielle situation; for det andet skal de berøre andre parters end selve forsikringsselskabets bestående rettigheder (tredjemand). Den første betingelse er nødvendig for at skelne saneringsforanstaltninger fra procedurer, der tager sigte på at realisere og udlodde forsikringsselskabets aktiver ("likvidations procedurer"); den anden betingelse udelukker andre mulige foranstaltninger fra direktivets anvendelsesområde, som ikke kræver særlige sikkerhedsforanstaltninger, fordi de udelukkende har indvirkning på forsikringsselskabet selv og ikke på tredjemands rettigheder.

Forsikringsdirektiverne indeholder allerede bestemmelser om harmonisering af visse saneringsforanstaltninger [11]. Den fælles holdning harmoniserer ikke alle sanerings foranstaltninger, som eventuelt findes i de nationale lovgivninger. I stedet opstiller den regler, således at sådanne foranstaltninger kan anvendes på en samordnet måde i hele Fællesskabet. En sådan samordning er til gavn for forsikringstagere og andre kreditorer, eftersom man kan forebygge likvidationsprocedurer.

[11] Artikel 20 i direktiv 73/239/EØF (EFT L 228 af 16.8.1973, s. 12) og artikel 24 i direktiv 79/267/EØF (EFT L 63 af 13.3.1979, s. 12).

Det er ikke ønskværdigt, at alle saneringsforanstaltninger underlægges de samme regler vedrørende offentliggørelse. Af den årsag udelukker den fælles holdning visse saneringsforanstaltninger, der udelukkende har indvirkning på forsikringsselskabets aktionærers, medlemmers eller ansattes rettigheder, fra pligten til offentliggørelse. Med andre ord, når forsikringsselskabets kreditorer ikke berøres af sanerings foranstaltningerne, rummer den fælles holdning ikke nogen forpligtelse til offentliggørelse, medmindre den lov, der finder anvendelse på sådanne sanerings foranstaltninger (hjemlandets lovgivning) foreskriver noget andet.

3.3.3. Hensigtsmæssig balance mellem forsikringskreditorers og andre kreditorers rettigheder: behandling af forsikringskrav (artikel 10 og 12 samt bilag)

Forslaget foreskrev en fælles metode ("særligt privilegium") for behandlingen af forsikringskrav i forbindelse med likvidation af et forsikringsselskab: aktiver, der udgør de tekniske reserver, kan kun anvendes til fordel for forsikringskreditorer.

Et stort flertal af medlemsstaterne havde imidlertid ikke mulighed for at acceptere en sådan harmonisering, der påvirkede den følsomme balance, der var i deres nationale lovgivning, med hensyn til de forskellige kategorier af kreditorer i forbindelse med en likvidation (f.eks. almindelige kreditorer, forsikringskreditorer, ansatte, sociale sikringsordninger, skattemyndigheder, tingslige rettigheder [12] osv.). Dette problem var den væsentligste årsag til, at Rådets drøftelser af dette direktiv i mange år stod i stampe.

[12] Dette er en juridisk betegnelse for de situationer, hvor en kreditor måtte have en præferentiel og specifik rettighed til et bestemt aktiv. Et eksempel herpå er et pant i en ejendom. Sidstnævnte kan udgøre en del af et forsikringsselskabs samlede aktivmasse, men i tilfælde af at prioritetsgælden ikke indfries, vil kreditor have fortrinsret til aktivet, dvs. ejendommen.

For at undgå denne hindring har man i den fælles holdning kompletteret Kommissionens forslag med tilføjelsen af en anden metode ("generelt privilegium"), som er valgfri for medlemsstaterne, til beskyttelse af forsikringskreditorer. Kommissionen mener, at de to metoder, der afspejler bestående systemer i de fleste medlemsstater, må siges at give forsikringskreditorer ækvivalent beskyttelse.

Artikel 10 i den fælles holdning foreskriver, at medlemsstaterne har valgfrihed mellem to metoder: enten at give forsikringskrav absolut forrang for andre krav med hensyn til aktiver, der udgør forsikringsselskabets tekniske reserver ("særligt privilegium") eller at give forsikringskrav forrang for alle forsikringsselskabets aktiver (de eneste undtagelser herfra er lønninger, sociale sikringsydelser, skatter og tingslige rettigheder) ("generelt privilegium").

De to valgfrie metoder, der giver forsikringskreditorer en ækvivalent beskyttelse, er afgjort ikke identiske. De har hver især fordele og ulemper. "Særligt privilegium" giver forsikringskreditorer en højere placering i rækkefølgen end "generelt privilegium", idet forsikringskrav skal have forrang for alle andre krav. "Specielt privilegium" vedrører imidlertid kun de aktiver, der udgør forsikringsselskabets tekniske reserver, mens "generelt privilegium" vedrører alle aktiver, som tilhører forsikringsselskabet. Begge metoder sikrer en hensigtsmæssig grad af beskyttelse af forsikringskreditorer såvel som en passende balance i forhold til forsikrings selskabets andre kreditorer.

Endvidere har man i artikel 12 i den fælles holdning skaffet forsikringskreditorerne en yderligere garanti i forbindelse med "generelt privilegium". Medlemsstater, der ansøger om denne metode, skal forlange af hvert forsikringsselskab, at de krav, som kan have forrang for forsikringskrav (krav om lønudbetalinger, sociale sikringsydelser, skatter og tingslige rettigheder, som er opført i forsikringsselskabets regnskaber) dækkes af ubehæftede aktiver, der opfylder de samme betingelser som aktiver, der udgør tekniske reserver. En sådan dækning ved hjælp af aktiver skal eksistere til enhver tid og uafhængigt af en eventuel likvidation. Denne yderligere garanti skal sikre, at "super-privilegerede krav" til enhver tid er dækket af tilstrækkelige aktiver uden risiko for udbetalingen af forsikringskrav.

Det bør også bemærkes, at den brede definition på "forsikringskrav" i den fælles holdning [artikel 2, litra k)] bør gavne beskyttelsen af forsikringskreditorer, eftersom en sådan definition bestemmer anvendelsesområdet for begge de valgfrie metoder. Der er faktisk gjort en væsentlig indsats for i den fælles holdning at specificere de forsikringskrav, der skal dækkes. Alle beløb, som forsikringsselskabet skylder i forbindelse med en forsikringstransaktion, er omfattet af definitionen. Foruden krav fra forsikrede, forsikringstagere og begunstigede er krav fra forsikrede personer, som har ret til at rejse direkte krav mod forsikringsselskabet, også blevet medregnet som forsikringskrav. Desuden omfatter definitionen den præmie, som forsikringsselskabet skylder som resultat af, at en forsikringstransaktion ikke er indgået eller er ophævet.

Under alle omstændigheder er det valgfrie system med to muligheder for behandling af forsikringskrav et stort fremskridt med hensyn til beskyttelsen af forsikrings tagerne i sammenligning med den nuværende situation. I øjeblikket nyder forsikringstagerne i visse medlemsstater ingen privilegier i tilfælde af likvidation. I den nuværende situation ville en eventuel territorial likvidationsprocedure og omkostningerne ved retstvister resultere i en væsentlig formindskelse af de beløb, som forsikringstagerens krav ville indbringe.

3.3.4. Inddragelse af tilladelsen (artikel 13)

Den fælles holdning vælger på dette område en afbalanceret løsning, der tager hensyn til praksis i de forskellige medlemsstater og bevarer parallellen til forslaget om likvidation af kreditinstitutter og konkursforordningen. Den foreskriver, at indledningen af en likvidationsprocedure medfører inddragelse af den tilladelse, der er givet af de hjemlige tilsynsmyndigheder, medmindre en sådan tilladelse er inddraget forinden. Dog hindrer inddragelse af tilladelsen ikke forsikringsselskabet i at fortsætte de aktiviteter, der måtte være nødvendige af hensyn til likvidationen.

3.3.5. Gældende lovgivning (artikel 4, 9 og 19-26)

Som en logisk følge af enhedsprincippet foreskriver artikel 9 i den fælles holdning, at likvidationsprocedurer og deres retsvirkninger er underlagt hjemlandets lovgivning (lex concursus). Den samme regel gælder saneringsforanstaltninger som foreskrevet i artikel 4. Med henblik på tydeliggørelse af den praktiske anvendelse af dette princip er der i artikel 9, stk. 2, der følger konkursforordningen, opstillet en ikke-udtømmende liste over forhold, som er underlagt lex concursus.

Direktivet kan imidlertid ikke se bort fra eksistensen af forskellige retssystemer i medlemsstaterne. Da det ikke kan harmonisere grundlæggende aspekter af civilretten, hvilket tydeligvis ville falde uden for dets rammer, må det beskytte berettigede forventninger og anerkende visse bestående transaktioner, der er iværksat uden for hjemlandet. Derfor foreskriver den fælles holdning særlige regler om gældende lovgivning i tilfælde af særlig væsentlige rettigheder og retlige relationer. På denne måde søger den at beskytte transaktionernes retssikkerhed og garanti samt tilliden til markederne.

På dette komplicerede område tager man i den fælles holdning fuld højde for de relevante bestemmelser i konkursforordningen, som blev fastsat i Rådet af medlemsstaternes civilretlige eksperter. Uoverensstemmelser mellem direktivet og konkursforordningen på dette område ville ikke være berettiget og ville give medlemsstaterne væsentlige problemer med at omsætte de to retlige instrumenter til deres nationale lovgivning.

I denne henseende foreskriver den fælles holdning følgende særregler om gældende lovgivning:

(1) Virkninger på visse aftaler og rettigheder (artikel 19)

Virkningerne af saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer på arbejds kontrakter, aftaler, der giver brugs- eller købsret til fast ejendom og rettigheder til fast ejendom, skibe eller luftfartøjer, er underlagt gældende lovgivning for disse aftaler og rettigheder. Dette betyder for eksempel, at virkningen af likvidationen på en arbejdsaftale eller aftale om fast ejendom, der er underskrevet af forsikringsselskabet inden iværksættelse af likvidationsproceduren (f.eks. fortsættelse eller ophævelse af aftale, godtgørelse til udbetaling osv.), er underlagt den lov, der gælder for den pågældende aftale. Dette er nødvendigt for at beskytte de berettigede forventninger hos den anden kontraherende part (f.eks. de ansatte) mod anvendelsen af en udenlandsk lovgivning (lex concursus).

Men som anført i betragtning 25 i den fælles holdning er alle andre spørgsmål, som for eksempel fordringers anmeldelse, efterprøvelse, anerkendelse og rækkefølge med hensyn til sådanne aftaler og rettigheder, underlagt lex concursus. Dette betyder for eksempel, at mens en arbejdskontrakts retlige situation og parternes rettigheder og forpligtelser som resultat af iværksættelsen af likvidationsproceduren er underlagt lovgivningen i den medlemsstat, hvor den for aftalen gældende lov finder anvendelse, fuldbyrdes enhver fordring vedrørende denne aftale mod forsikringsselskabet i henhold til lex concursus inden for rammerne af likvidationsproceduren.

(2) Tredjemands tingslige rettigheder (artikel 20) og ejendomsforbehold (artikel 21)

"Tingslige rettigheder" er et juridisk udtryk, som dækker situationer, hvor en kreditor måtte have en præferentiel og specifik rettighed over et bestemt aktiv. Et eksempel herpå er et pant eller en ejendom.

Når et aktiv, der tilhører forsikringsselskabet, og som befinder sig uden for hjemlandet, hvor likvidationen er indledt, er genstand for en tingslig rettighed til fordel for tredjemand, foreskriver den fælles holdning, at en sådan "tingslig rettighed", som er oprettet i en anden medlemsstat, ikke skal berøres af, at der indledes en likvidationsprocedure. Eftersom de "tingslige rettigheders" stilling i medlemsstaternes konkurslovgivning ikke er harmoniseret, foretrækker man i den fælles holdning, idet man følger konkursforordningen, at lade disse "tingslige rettigheder" til aktiver uden for hjemlandet være uberørte af likvidationsproceduren. Hensigten er at undgå, at berettigede forventninger hos en kreditor, der er beskyttet af en tingslig rettighed i forbindelse med en transaktion, der er foretaget i henhold til én medlemsstats lovgivning, kan tilsidesættes ved indledningen af en likvidationsprocedure i en anden medlemsstat. Det bør bemærkes, at de "tingslige rettigheder" er af væsentlig betydning for kreditydelsen.

I tilfælde af et ejendomsforbehold til fordel for tredjemand vedrørende et aktiv tilhørende forsikringsselskabet, som befinder sig uden for hjemlandet (hvilket er en situation, der er meget lig de "tingslige rettigheder"), vælger man i den fælles holdning den samme løsning som ved tingslige rettigheder af de ovenfor anførte grunde.

(3) Modregning (artikel 22)

I tilfælde af at man i henhold til reglerne for retskonflikter har ret til påberåbe sig modregning ifølge en anden national lovgivning end lex concursus, tillader den fælles holdning, i overensstemmelse med konkursforordningen, forsikringsselskabets kreditor at bevare denne mulighed som en erhvervet rettighed imod likvidationsproceduren. I dette tilfælde påvirkes retten til modregning ikke af, at der indledes procedure.

Hensigten med denne bestemmelse er at beskytte kreditorens berettigede forventninger. Muligheden for modregning bliver faktisk en slags lovbestemt garanti, som den pågældende kreditor kan forlade sig på i det øjeblik, han indgår en aftale eller optager et lån. Denne bestemmelse gælder modregning med hensyn til krav, der er opstået inden indledning af likvidationsproceduren. Anerkendelse af retten til modregning af krav, der er opstået efter indledning af likvidationsproceduren afgøres af lex concursus.

(4) Regulerede markeder (artikel 23)

Med hensyn til direktivets virkning på transaktioner i regulerede finansmarkeder er den fælles holdning i overensstemmelse med Fællesskabets andre retlige instrumenter vedrørende konkurs (det parallelle forslag til likvidation af kreditinstitutter og konkursforordningen).

Virkningerne af en saneringsforanstaltning eller indledningen af likvidations procedure på parternes rettigheder og forpligtelser i et reguleret marked er underlagt den gældende lov på det marked. Således har den fælles holdning den intention at undgå potentielle konflikter mellem lex concursus og den lov, der er gældende i den medlemsstat, hvis lov finder anvendelse på det pågældende marked, med henblik på at bevare den almindelige tillid til de regulerede markeder.

(5) Handlinger, der kan skade kreditorerne (artikel 24)

Denne bestemmelse bør læses sammen med artikel 9, stk. 2, litra l), i den fælles holdning, der som en generel regel foreskriver, at gyldigheden af retshandler, der er til skade for kreditorerne, er underlagt lex concursus. Denne generelle regel er fuldt anvendelig, selv i de ovenfor nævnte tilfælde, hvor andre lovgivninger end lex concursus afgør en bestemt retshandel: hvis en sådan retshandel er til skade for kreditorerne, er lex concursus den gældende lov, ifølge hvilken retshandlens gyldighed vurderes.

Artikel 24 i den fælles holdning indeholder imidlertid en undtagelse fra denne generelle regel. Den vedrører retshandler, der gennemføres af forsikringsselskabet inden indledning af likvidationsproceduren, og som opfylder tre betingelser: (i) de er til skade for kreditorerne i almindelighed, (ii) de er underlagt en anden lovgivning end hjemlandets, og (iii) de kan ikke anfægtes i den relevante sag i henhold til en sådan lovgivning. Når den person, der har nydt godt af den anfægtede handel, fremlægger bevis for de tre ovennævnte betingelser, er disse handlers gyldighed underlagt den lovgivning, der er gældende for handlen i stedet for lex concursus.

Formålet med denne bestemmelse er at sikre berettigede forventninger hos tredjeparter, som har indgået transaktioner med forsikringsselskabet, der kan anfægtes som følge af likvidationsprocedurens tilbagevirkende kraft eller på krav fra likvidator. Det bør bemærkes, at der er væsentlige forskelle mellem medlemsstaternes lovgivning med hensyn til den periode, inden for hvilken, og de betingelser, hvorunder en retshandels gyldighed kan berøres af likvidationens tilbagevirkende kraft. I denne situation følger den fælles holdning konkursforordningen. For at skabe retssikkerhed for retshandler snarere end at retshandlens retsgyldighed afgøres af en anden medlemsstats lovgivning, lex concursus, vælges anvendelsen af den lovgivning, der gælder for den pågældende retshandel.

Denne bestemmelse er naturligvis ikke beregnet på at beskytte bedrageriske handler (consilium fraudis). Én betingelse for dens anvendelse er, at den lovgivning, der finder anvendelse på handelen, ikke tillader, at handelen kan anfægtes på nogen måde. Denne betingelse kan ikke opfyldes i tilfælde af bedrageri, eftersom alle medlemsstaters lovgivning indeholder specifikke retsmidler med henblik på at erklære sådanne handler ugyldige, uafhængigt af de straffedomme, de medfører.

(6) Beskyttelse af erhvervende tredjemand (artikel 25)

Denne bestemmelse vedrører udelukkende visse retshandler, der er indgået efter vedtagelsen af saneringsforanstaltningerne eller indledningen af likvidations proceduren. Hvis et forsikringsselskab, som er genstand for en sanerings foranstaltning eller likvidationsprocedure, ved en retshandel mod modydelse afhænder fast ejendom, et skib eller et luftfartøj eller noterede værdipapirer, afgøres retshandlens gyldighed efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor ejendommen befinder sig.

Formålet med denne bestemmelse er såvel at beskytte erhvervende tredjemands berettigede forventninger som at lette administrators eller likvidators likvidation af aktiver. Hvis erhvervelsens gyldighed afhang af en udenlandsk lovgivning (hjemlandets lovgivning), ville købere tøve med at indgå transaktioner med et forsikringsselskab, der var genstand for en saneringsforanstaltning eller likvidations procedure.

(7) Verserende retssager (artikel 26)

Virkningerne af en saneringsforanstaltning eller en likvidationsprocedure på en verserende retssag mod forsikringsselskabet afgøres af lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen verserer.

Det er logisk, at virkningerne af en likvidation på en retssag, der er indledt før likvidationen, fortsat er underlagt den samme lov, indtil retssagen er afsluttet og kendelsen afsagt. Men som anført i betragtning 26 bestemmes virkningerne af sådanne foranstaltninger og procedurer på individuel tvangsfuldbyrdelse som følge af disse retssager af hjemlandets lovgivning.

4. KONKLUSIONER

Kommissionen er af den mening, at den fælles holdning bevarer hovedelementerne i Kommissionens forslag som i de af Europa-Parlamentets ændringer, der blev godkendt af Kommissionen og indarbejdet i dens ændrede forslag. Kommissionen kan anbefale denne fælles holdning over for Europa-Parlamentet.

Udfærdiget i Bruxelles, den [...].

På Kommissionens vegne

Formanden