52000IE0802

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Tiende årsberetning for strukturfondene - 1998"

(2000/C 268/06)

Det Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 1. marts 2000 under henvisning til forretningsordenens artikel 23, stk. 3, at afgive udtalelse om "Tiende årsberetning for strukturfondene - 1998".

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som udpegede Dario Mengozzi til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 6. juni 2000.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 374. plenarforsamling af 12.-13. juli 2000, mødet den 12. juli, med 111 stemmer for, ingen imod og 2 hverken for eller imod følgende udtalelse.

1. Indledning

1.1. Også i år afgiver ØSU udtalelse på eget initiativ om Kommissionens tiende årsberetning om anvendelsen af strukturfondene. Årsberetningen er udarbejdet i medfør af artikel 16 i rammeforordningen for strukturfondene (EØF) nr. 2052/88, som forpligter Kommissionen til at forelægge beretningen for Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget. Man må antage, at den manglende formelle høring af ØSU - som man også oplevede i forbindelse med den niende beretning - skyldes en snæver fortolkning af ordet "forelægger", hvori der ikke ligger et eksplicit krav om høring.

1.2. Kommissionens beretning indeholder vurderinger og kommentarer, men også udeladelser. Den kan derfor give stof til såvel kritik som nyttige overvejelser og forslag for fremtiden. I den sammenhæng tildeler traktaten ØSU en vigtig rolle på områderne økonomisk og social samhørighed og Den Europæiske Socialfond (EF-traktatens artikel 159 og 162). ØSU har da også tidligere afgivet en række udtalelser om disse emneområder, som det vil fremgå af beretningens kapitel 7 om interinstitutionel dialog, herunder med Det Økonomiske og Sociale Udvalg.

2. Strukturfondsberetningens indhold og opbygning

2.1. 1998 var det næstsidste år i den nuværende programmeringsperiode 1994-1999, hvor de sidste programmer blev vedtaget. Ved udgangen af 1998 var der i alt 1104 programmer i gang, hvoraf 605 vedrørte de forskellige mål og 409 vedrørte EF-initiativer.

2.2. Den bedste bevillingsudnyttelsesgrad blev registreret under mål nr. 1, hvor udnyttelsesgraden ved udgangen af 1998 lå på 82 % for forpligtelsesbevillingerne og 64 % for betalingsbevillingerne. Derimod var der - målt i forhold til året 1997 - et mærkbart fald i udnyttelsesgraden for mål nr. 2, både hvad angår forpligtelser og betalinger. Med hensyn til mål nr. 4 - som er meget vigtigt for en forebyggende beskæftigelsespolitik - vil man trods den meget høje udnyttelsesgrad i 1998 ikke kunne indvinde de forsinkelser, der er blevet kumuleret i løbet af hele programmeringsperioden; resultatet heraf er, at den kumulerede udnyttelsesgrad for mål nr. 4 ved udgangen af 1998 var nede på 68 % for forpligtelsesbevillingerne og helt nede på 47 % for betalingsbevillingerne.

2.2.1. I den forbindelse er det interessant at bemærke, at EF-initiativerne til gengæld skriver sig for store fremskridt inden for programmer til omstilling af industrisektorer.

2.3. Et kapitel i årsberetningen drejer sig om mellemliggende evalueringer, hvor formålet er at vurdere bevillingsudnyttelsesgraden for programmerne for de forskellige mål og foreslå eventuelle nødvendige justeringer. I den sammenhæng foretages der vurderinger af programmernes makroøkonomiske indvirkning på BNP og på beskæftigelsen.

2.4. De tematiske og horisontale evalueringer vedrører de små og mellemstore virksomheder, forskningssektoren, teknologisk udvikling og innovation, lige muligheder og partnerskab.

2.5. I kapitlet om budgettet m.v. ser Kommissionen på budgetudnyttelsesgraden og opregner de problemer og mangler, der er blevet registreret i forbindelse med de stikprøvekontroller, der er blevet gennemført inden for programmerne for den enkelte fond. De kontrolbesøg, der er gennemført af UCLAF (Kommissionens taskforce for koordinering af bedrageribekæmpelse) viser, at antallet af tilfælde af uregelmæssigheder eller svig, som medlemsstaterne har indberettet til Kommissionen, er i stigning, men det beløb, der er tale om, er lavere end i 1997. I 1998 var der således 407 tilfælde af uregelmæssigheder eller svig til et samlet beløb af 42,838 mio. EUR mod 55,9 mio. EUR i 1997. Det skal dog tilføjes, at ikke alle sager, som er løst ved, at der er truffet forholdsregler på nationalt plan, er blevet indberettet til Kommissionen som krævet i den pågældende forordnings artikel 5.

2.6. For så vidt angår additionalitetskontrol, synes det at mangle på velvilje fra medlemsstaternes side til at videregive oplysninger inden for de satte frister.

2.7. Spørgsmålet om samordning med de øvrige finansieringsinstrumenter og forenelighed og synergi med de øvrige fællesskabspolitikker er behandlet i to korte kapitler, som vi vender tilbage til senere under bemærkninger nedenfor.

2.8. I kapitlet om den interinstitutionelle dialog, nærmere bestemt i afsnittet om Det Økonomiske og Sociale Udvalg, bemærker Kommissionen, at Regionalsektionen og Økonomisektionen er blevet lagt sammen til én Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed. Kommissionen citerer endvidere en række ØSU-udtalelser fra 1998 vedrørende byspørgsmål(1), den ottende årsberetning om strukturfondene(2), de nye regionale programmeringer 1997-1999(3), de lokale og regionale beskæftigelsespagter(4), det europæiske fysiske og funktionelle udviklingsperspektiv (ESDP)(5), reformen af strukturfondene(6) samt de forskellige forslag i Agenda 2000(7).

2.9. 1998 var også året, hvor man forberedte den nye programmeringsperiode 2000-2006; den 28. marts vedtog Kommissionen forslagene til de nye fondsforordninger, nemlig en forordning med generelle bestemmelser for strukturfondene og en forenklet forordning for hver fond. I årsberetningen gennemgås de vigtigste nyskabelser, der indføres med reformen, tillige med hovedprincipperne i de retningslinjer, der er lagt fast af Kommissionen for perioden 2000-2006.

2.10. Det gennemgående tema, man har valgt at behandle i denne årsberetning, er lokaludvikling. Dette tema interesserer ØSU meget, og det har da også i årenes løb afgivet en række udtalelser og informationsrapporter om det. Begrebet "lokaludvikling" defineres nærmere bl.a. ved hjælp af en række nøgleord, og der redegøres for den plads, det indtager i fondenes programmering.

3. Bemærkninger

3.1. Generelt mener ØSU, at de mellemliggende evalueringer er nyttige, da de indebærer, at man gennem konkrete henstillinger ofte kan justere programmerne midtvejs. De blotlægger også de vanskeligheder, som de finansielle og administrative procedurer støder ind i, specielt i forbindelse med de mere nyskabende aktioner, og de giver anledning til forslag til forbedring af overvågningssystemerne og til styrkelse af de instrumenter, de offentlige myndigheder benytter. Disse evalueringer er imidlertid ikke tilstrækkelige, når det drejer sig om aspekter som beskæftigelsen og partnerskab.

3.1.1. Til trods for de fremskridt, der ifølge oplysningerne i den sjette periodiske rapport om den socioøkonomiske situation i regionerne(8) er opnået med hensyn til at indhente det økonomiske udviklingsefterslæb i de mest ugunstigt stillede regioner, er problemerne på beskæftigelsesområdet blevet forværret. Det påpeges således i årsberetningens punkt 1.1.2, at ledigheden i de 25 hårdest ramte regioner (hvoraf 23 er mål nr. 1-regioner og én mål nr. 2-region) er steget fra 20 % til 24 %.

3.1.2. Det er ekstremt vanskeligt ud fra årsberetningen at danne sig et billede af fondsaktionernes indvirkning på beskæftigelsen til trods for, at beskæftigelsen er prioriteret i regionalpolitikken. Beskæftigelsens betydning understreges i en række kapitler, og retningslinjerne for Fællesskabets politik på beskæftigelsesområdet opridses, specielt dem der blev lagt fast i 1998, men det er ikke muligt herudfra at danne sig et - selv groft, foreløbigt - billede af resultaterne fire år efter programmeringsperiodens start.

3.1.3. Der er utvivlsomt tale om vurderinger, som det er vanskeligt at foretage, men de data, der i årsberetningen gives for mål nr. 1 alene - vedrørende den makroøkonomiske effekt og vedrørende den skabte merbeskæftigelse tillige med de tal og bemærkninger, der er spredt over forskellige kapitler - burde fremstilles i en samlet oversigt og disaggregeres pr. land eller region og for forskellige typer af virksomheder og erhverv (landbrug, industri, tjenesteydelser og offentlig administration, non profit-sektoren) og fortjener en mere tilbundsgående bearbejdning.

3.1.4. F.eks. ville det være yderst interessant at få et indblik i, hvordan støtte af forskellig art til mere end 750000 SMV'er har muliggjort, at der er skabt eller bevaret 2 mio. arbejdspladser, eftersom der er tale om støttekoncepter, der har meget forskellig indvirkning på det samlede beskæftigelsestal.

3.1.4.1. Årsberetningen vurderer fondsaktionernes betydning for de små og mellemstore virksomheder positivt, idet den peger på, at over 70 % af projekterne ikke var blevet gennemført uden fondsstøtte, ligesom den fremhæver vigtigheden af finansieringstekniske foranstaltninger. Desværre er det ikke muligt at danne sig et billede af indsatsen og de opnåede resultater inden for servicesektoren (f.eks. handel og turisme), som jo er af afgørende betydning for beskæftigelsen.

3.1.5. Det er derimod forståeligt, at det er umuligt at vurdere de beskæftigelsesmæssige virkninger - efter planen skabelse af cirka 55000 arbejdspladser - af de 89 lokale og regionale beskæftigelsespagter, da gennemførelsen af dem endnu ikke er afsluttet. Det er under alle omstændigheder interessant at bemærke, at pagterne har bidraget til en omprioritering af fondsmidlerne til et beløb af 1609 mio. EUR, hvoraf størstedelen kommer fra nationale og lokale bidrag og fra den private sektor.

3.2. Med hensyn til partnerskab er der ikke nogen oplysninger om, hvor vid udbredelse dette koncept har fundet - en information, som ØSU ellers anser for vigtig - men man finder på den anden side nogle interessante vurderinger af dette koncepts positive bidrag og nogle tanker om, hvilken form og struktur det skal have.

3.2.1. Årsberetningen påpeger, at de mange forskellige former, partnerskabet antager, kan skabe forvaltningsmæssige komplikationer, og advarer mod forslaget fra evaluatorerne om et mere rummeligt partnerskab.

3.2.2. Årsberetningen kommer ikke med yderligere enkeltheder, men ØSU gentager, hvad det allerede har slået fast ved tidligere lejligheder, at partnerskabet ikke må blive for stift i sin opbygning - hertil er forskellene geografisk for store, ligesom arbejdsmarkedsorganisationernes repræsentation varierer for meget fra sted til sted. Med hensyn til bredden i partnerskabet stiller ØSU sig positivt til en øget inddragelse af interesser - forudsat at den enkelte repræsentants rolle og opgaver er nøje fastlagt.

3.3. Hvis vi ser bort fra området transeuropæiske net, hvor Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og Samhørighedsfonden hører til de vigtigste støttekilder (det gælder også delvist Den Europæiske Investeringsbank), er det vanskeligt ud fra kapitel 5 at danne sig et billede af, hvad samordningen med de øvrige finansielle instrumenter nærmere består af - sigtet er en samordning med hensyn til strategier og mål. Det er imidlertid ønskeligt, at denne samordning sker på såvel nationalt som EU-plan.

3.4. Samordningen med de øvrige fællesskabspolitikker forløb i 1998 ifølge årsberetningen tilfredsstillende, specielt hvad angår miljø - idet miljøhensyn i stadig større grad integreres i aktionerne, fremme af iværksætterånden - hvor udvekslingen af eksempler på god praksis hvad angår støtte til SMV'er er blevet forstærket, forskning og teknologisk udvikling - hvor det skal bemærkes, at en række operationelle programmer er blevet drejet over mod fremme af informationssamfundet.

3.5. Til gengæld er der ikke meget informativt stof at hente i oplysningerne vedrørende samordning med den fælles landbrugspolitik eller vedrørende konkurrenceområdet og gennemsigtigheden i de offentlige indkøb, eftersom de ikke tillader en vurdering af, om fællesskabsdirektiverne nu også efterleves.

3.5.1. Da fondene intervenerer ganske kraftigt på kulturområdet, kunne det være interessant at se, hvilken europæisk strategi interventionerne indgår i. Samtidig kunne det være nyttigt med en redegørelse for, hvilke forbindelser der er mellem foranstaltningerne i fjerntliggende regioner og den eksterne politik i EU's nærområde.

3.5.2. Dette kapitel ville have været endnu mere interessant, hvis det også havde indeholdt en diskussion - med afsæt i de konkrete erfaringer fra fondene - af, om de øvrige EU-politikker er forenelige med målet om økonomisk og social samhørighed. F.eks. har der på området forskning og teknologisk udvikling (FTU) gennem længere tid været et krav om, at man skal ændre prioriteringen, så man ikke kun fremmer ekspertisecentre og dermed forskningscentrene i de mest udviklede regioner, men også øger især investeringerne i forskning og udvikling i de ugunstigt stillede regioner.

3.5.3. Det ville også betegne en afgørende forbedring, hvis man lagde en differentieret linje i konkurrencepolitikken ved at opstramme kontrollen med fællesskabsstøtten og den nationale støtte og med anvendelsen af bestemmelserne i de stærkere regioner og omvendt udvise større fleksibilitet over for regioner under mål nr. 1 og 2. En sådan linje kunne for alvor medvirke til en bedre balance mellem regionerne. Men det forudsætter, at man ikke på en håndfast og formalistisk måde forvalter hensynet til markedskræfternes frie spil, men også tilgodeser hensynet til den økonomiske og sociale samhørighed, f.eks. ved at acceptere skattebegunstigede ordninger specielt for SMV og foranstaltninger til lovliggørelse af aktiviteter, som ellers udføres som sort arbejde.

3.5.4. I den forbindelse henvises der til, hvad der står i punkt 37, 3. led, i konklusionerne fra Lissabon-topmødet: "... omsætningen af disse europæiske retningslinjer til nationale og regionale politikker gennem fastsættelse af specifikke mål og vedtagelse af foranstaltninger, der tager hensyn til nationale og regionale forskelle".

3.6. Som gennemgående tema i denne årsberetning er valgt lokaludvikling, som behandles indgående i de forskellige kapitler, idet det dog virker noget forvirrende, når det anføres, at "lokaludvikling som sådan ikke er en fællesskabspolitisk prioritet". For det første, fordi man ikke forstår nødvendigheden af udsagnet (hvorfor anføre, hvad der ikke er tilfældet?), for det andet, fordi man umiddelbart efter citerer to europæiske topmøder (i Firenze og Dublin), hvor lokaludvikling og lokale og regionale beskæftigelsespagter helt klart blev tildelt høj prioritet.

3.6.1. Kommissionen prøver at indkredse begrebet lokaludvikling ved hjælp af en ikke for håndfast definition. Det burde understreges, at det fremfor et "lidt flydende begreb" drejer sig om et smidigt og ret bredt begreb, som man fremfor at definere efter dets indhold snarere skal afgrænse ud fra den måde, hvorpå indsatsen gennemføres, og ud fra det geografiske målområdes størrelse og kendetegn.

3.6.2. ØSU er enig i, at lokaludvikling bygger på en nytænkning, som vinder stadig større tilslutning. Der er tale om en interventionsform, der er særlig egnet til at tackle problemstillinger inden for byudvikling (URBAN) og industriel omstilling (inden for mål 2 repræsenterer lokaludviklingsforanstaltninger hele 15 %) og landdistrikter (landturisme, håndværk, kultur og kommunikation, LEADER II) og i forbindelse med pilotprojekter vedrørende nye områder med stort beskæftigelsespotentiale.

3.6.3. Årsberetningen påpeger, at det er vanskeligt at sætte tal på lokaludviklingsforanstaltningernes andel af støtten, men anslår dem til cirka 10 % af bevillingerne. Det er utvivlsomt vanskeligt at komme med et eksakt tal, som snarere skal beregnes ud fra den måde, hvorpå interventionen gennemføres, end ud fra målsætningerne. Det er ØSU's synspunkt, at indsatsen på lokaludviklingsområdet bør forstærkes.

4. Reform af strukturfondene 2000-2006

4.1. Som allerede omtalt ovenfor var 1998 også det år, hvor Kommissionen fremlagde forslagene til de nye strukturfondsforordninger, som blev vedtaget af Rådet i juni 1999 og trådte i kraft samme år. Vi er på ny inde i en afgørende fase i EU's udvikling. Amsterdam-traktaten blev udarbejdet i 1997 og har været i kraft i knap et år, men alligevel er vi allerede i gang med en revision af traktaten, hvor vi skal behandle og løse de institutionelle spørgsmål, som vi ikke nåede i sidste omgang. I løbet af det 21. århundredes første ti år vil Den Europæiske Union gradvist blive udvidet til at omfatte yderligere 11 lande og måske flere. Globaliseringsprocessen og informationssamfundets indtog har konsekvenser - for samfundets institutioner, for erhvervsmønstret og markedernes organisation - som ikke alle kan forudses på nuværende tidspunkt.

4.1.1. Ved udgangen af 1999 udgjorde antallet af ledige cirka 10 % af arbejdsstyrken svarende til næsten 16,5 millioner personer, hvoraf de fleste er bosiddende i regioner, som er bagud i udvikling. Amsterdam-traktaten og konklusionerne fra en række Europæiske Råd danner en europæisk ramme, som fastlægger prioriterede indsatsområder for investeringer til gunst for beskæftigelsen og for udvikling af menneskelige ressourcer. Det er således lagt fast, at strukturfondene skal intervenere på fire indsatsområder i den europæiske beskæftigelsesstrategi (udvikling af iværksætterånden, forbedring af beskæftigelsesegnetheden, forbedring af tilpasningsevnen og fremme af lige muligheder) som led i udviklingen af de menneskelige ressourcer.

4.1.2. Det er i forhold til denne udfordring, man skal måle den nye reform af strukturfondene og de øvrige EU-politikker. Alt dette kræver en vidtgående reform, som skal drage lære af de problemer, man har identificeret under tidligere programmeringsforløb, og sikre en mere effektiv ressourceanvendelse, således at det lykkes regioner med udviklingsefterslæb og områder i tilbagegang at få del i udviklingen og moderniseringen af infrastruktur i tide.

4.1.3. Kommissionens forslag omfatter:

- en generel forordning, der dækker alle de fundamentale principper for strukturfondene (prioriterede mål og opgaver for fondene, programmeringsmetoder og generelle principper for organisation, samordning af fondene og de forskellige finansieringsinstrumenter, finansiel forvaltning, evaluering og kontrol)

- fire specifikke forordninger, én for hver fond (EFRU, EUGFL, ESF, FIUF), som er forenklet til kun at omfatte specifikke bestemmelser og derfor i al væsentlighed holder sig til de respektive interventionsområder.

4.1.4. Den nye reform introducerer en række vigtige nyskabelser. Den politiske approach, som strukturfondsreformen er funderet på, er bygget op omkring fem prioriteter:

- tilvejebringelse af nødvendige forudsætninger for en bæredygtig økonomisk udvikling: vækst, konkurrenceevne, beskæftigelse

- forbedring af konkurrenceevnen og forstærket innovationsindsats, øget støtte til udviklingen af SMV'erne

- udvikling af de menneskelige ressourcer til fordel for beskæftigelsen

- bæredygtig udvikling, miljøbeskyttelse og miljøforbedring

- lige muligheder for mænd og kvinder.

4.1.5. Den nye reform er bygget op om tre akser:

- bedre koncentration af støtten

- forenkling og decentralisering i den finansielle forvaltning af fondene

- styrkelse af effektivitet og kontrol.

For perioden 2000-2006 sigter forslaget på at decentralisere forvaltningen af strukturfondene og definere de involverede parters rolle bedre. I den forbindelse vil Kommissionen få ansvaret for den strategiske programmering, efterlevelse af Fællesskabets prioriteter, overvågning, evaluering af resultaterne, kontrol af samt for tildelingen af ressourcer. Medlemsstaterne vil for deres vedkommende blive ansvarlige for iværksættelsen af programmerne og for forvaltningen af interventionerne på basis af et forstærket og mere rummeligt partnerskab, som involverer parternes organisationer, herunder specielt erhvervslivets og arbejdsmarkedets organisationer, under hele fondsindsatsforløbet.

5. Konklusioner

5.1. ØSU udtrykker tilfredshed med de fremskridt, der er sket med hensyn til at gøre strukturfondsberetningen mere overskuelig og læselig. Nedenfor opsummeres de bemærkninger, der er formuleret med det formål at øge beretningens brugbarhed som arbejdsredskab og efterhånden forbedre dens indhold:

- årsberetningen skal udsendes rettidigt

- en samlet, mere dybdegående behandling af temaet beskæftigelse efterlyses

- der ønskes mere information om partnerskabskonceptet

- det bør angives, hvorvidt de øvrige EU-politikker - eller i det mindste de mest relevante af disse - tilgodeser hensynet til økonomisk og social samhørighed

- vidensøkonomiens stadig større betydning stiller krav om en forstærket indsats på de almene uddannelsers og erhvervsuddannelsernes område.

Herudover mener ØSU, at aktioner med sigte på den lokale udvikling bør opprioriteres.

5.2. Det Europæiske Råd i Lissabon den 23. og 24. marts 2000 bebuder et kursskifte i sine konklusioner. Rådet fastslår: "Strukturel langtidsarbejdsløshed og betydelige regionale beskæftigelsesmæssige skævheder præger fortsat visse dele af EU. Servicesektoren er underudviklet, navnlig hvad angår telekommunikation og Internettet. Der er en voksende kvalifikationskløft, især inden for informationsteknologi, hvor et stigende antal stillinger forbliver ubesatte. Med den nuværende forbedrede økonomiske situation er tiden inde til at foretage både økonomiske og sociale reformer som led i en positiv strategi, der forbinder konkurrenceevne og social samhørighed" for straks at sætte sig et nyt strategisk mål: "at blive den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, en økonomi, der kan skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed."

5.2.1. For at nå dette mål erklæres det i konklusionerne på topmødet i Lissabon, at det er nødvendigt at "forberede overgangen til en økonomi og et samfund, der er videnbaserede, ved at føre en bedre politik for informationssamfundet og for forskning og udvikling. (...) Et skifte til en digital, videnbaseret økonomi, der drives frem af nye varer og tjenesteydelser, vil være en effektiv drivkraft for vækst, konkurrenceevne og job. Det vil endvidere gøre det muligt at forbedre borgernes livskvalitet og miljøet. (...) Informationsteknologi kan bruges til at forny by- og regionsudviklingen og fremme miljømæssigt sunde teknologier."

5.3. ØSU kan tilslutte sig disse erklæringer. Det er overbevist om, at denne nye strategiske linje vil medvirke til at skabe bevidsthed om, hvor stor en rolle den ny teknologi og generelt det SMV-system, der går under navnet "ny økonomi", spiller for udviklingen af de mest ugunstigt stillede regioner i Europa. Det er en lejlighed, der næppe vil byde sig igen - selv ikke på lang sigt - til at bygge bro over teknologikløften mellem rige og fattige regioner gennem kapitalinvesteringer af relativt beskeden størrelse og ved at udnytte den iværksætterlyst, man fremfor alt finder hos de unge, der som oftest er dem, som primært rammes af længerevarende arbejdsløshed. Hvis man ikke griber denne enestående mulighed, vil det helt sikkert blive stadig vanskeligere at reducere udviklingsspændene.

5.4. I årsberetningen er det ikke klart, hvilken plads der bliver denne strategiske linje til del - selvom strategien nu lanceres politisk af Rådet, er den jo i virkeligheden ikke nogen nyskabelse. Hertil kommer, at man savner en klar angivelse af de fremskridt, der er gjort i så henseende takket være strukturfondene. Rapporten kommer mange steder ind på begrebet "informationssamfundet", men altid i en generel sammenhæng. Det vil helt klart være ønskeligt, at den næste årsberetning behandler informationssamfundet mere fyldestgørende, da det er ved at blive noget helt centralt. Måske kunne det gøres til det tværgående tema i den næste årsberetning.

5.5. Det er klart, at realiseringen af denne nye strategiske målsætning stiller krav om en ekstraordinær indsats specielt på områderne uddannelse og erhvervsuddannelse, kommunikationsinfrastruktur og liberalisering af tjenesteydelser. De forandringer, der er sket i økonomien, kræver en omprioritering af ressourceanvendelsen, som synliggør, at der er vilje til at foretage denne indsats - i alle sektorer. De nye retningslinjer for programmerne 2000-2006 bør formentligt opdateres i lyset heraf, og i det mindste skal Kommissionen påse, at kravet for alvor tilgodeses i de nye programmer.

Bruxelles, den 12. juli 2000.

Beatrice Rangoni Machiavelli

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EFT C 95 af 30.3.1998, s. 89.

(2) EFT C 235 af 27.7.1998, s. 34.

(3) EFT C 235 af 27.7.1998, s. 34.

(4) EFT C 407 af 28.12.1998, s. 66.

(5) EFT C 407 af 28.12.1998, s. 85.

(6) EFT C 407 af 28.12.1998, s. 272.

(7) EFT C 19 af 21.1.1998, s. 111.

(8) SEK(1999) 66 endelig udg.