51999PC0219

Forslag til RAADETS DIREKTIV om forkyndelse i Den Europaeiske Unions medlemsstater af retslige og udenretslige dokumenter i civile eller kommercielle anliggender

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

INDHOLD

1. GENERELLE BEMAERKNINGER

1.1. Baggrund

1.2. Indgaaelse af konventionen om "fremsendelse af dokumenter"

2. FORSLAG TIL RAADETS DIREKTIV

2.1. Formaal

2.2. Retsgrundlag

3. BEGRUNDELSE FOR FORSLAGET SET I LYSET AF

PROPORTIO-NALITETS- OG NAERHEDSPRINCIPPERNE

4. GENNEMGANG AF BESTEMMELSERNE I FORSLAGET

4.1. Det generelle maal

4.2. Kontinuitet

4.3. Tilpasning

4.4. Sammenlignende opstilling

4.5. Bemaerkninger til de enkelte artikler

1. GENERELLE BEMAERKNINGER

1.1. Baggrund

I henhold til artikel 2 i traktaten om Den Europaeiske Union er det Unionens maal at sikre og udvikle et omraade med frihed, sikkerhed og retfaerdighed, hvor der er fri bevaegelighed for personer, og hvor borgerne i forhold til domstolene kan goere deres rettigheder gaeldende under paaberaabelse af de samme garantier, som de er sikret ved domstolene i deres eget land.

Med henblik paa en gradvis indfoerelse af et saadant omraade vedtager Faellesskabet bl.a. en raekke foranstaltninger inden for det civilretlige samarbejde, som er noedvendige, for at det indre marked kan fungere efter hensigten. Udvidelsen af det civilretlige samarbejde, som mange finder har udviklet sig for langsomt, udgoer en vaesentlig etape i oprettelsen af et europaeisk retsomraade, som borgerne i EU vil opleve som en maerkbar forbedring (1).

(1) Raadets og Kommissionens handlingsplan for, hvorledes Amsterdam-traktatens bestemmelser om indfoerelse af et omraade med frihed, sikkerhed og retfaerdighed bedst kan gennemfoeres, punkt 16, EFT C 19 af 23.1.1999.

Blandt disse foranstaltninger er det af hensyn til det indre markeds effektivitet noedvendigt at forbedre og fremskynde fremsendelsen mellem medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle anliggender.

Det er i den forbindelse et vaesentligt krav, at procedurerne afvikles hurtigt, og at retssikkerheden garanteres i en tid, hvor udviklingen af de indbyrdes relationer, hvad enten de beroerer privatsfaeren eller de oekonomiske eller kulturelle forbindelser, uundgaaeligt medfoerer flere tvister.

Fremsendelsen af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spoergsmaal fra én medlemsstat til en anden med henblik paa forkyndelse er et uomgaengeligt led i afviklingen af en sag og skal kunne ske paa tilfredsstillende betingelser.

Allerede inden Amsterdam-traktaten er traadt i kraft har medlemsstaterne paa grundlag af artikel K.3.2 i traktaten om Den Europaeiske Union vedtaget en konvention om forkyndelse i Den Europaeiske Unions medlemsstater af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle anliggender i form af en retsakt vedtaget af Raadet for Den Europaeiske Union den 26. maj 1997 (2). Medlemsstaterne har imidlertid ikke ratificeret denne konvention.

(2) EFT C 261 af 27.8.1997.

1.2. Indgaaelse af konventionen om "fremsendelse af dokumenter"

Den 29. og 30. oktober 1993 gav justitsministrene, forsamlet i Raadet, en gruppe ved navn Gruppen vedroerende Forenkling af Dokumentfremsendelse mandat til at udarbejde et instrument med det formaal at forenkle og fremskynde dokumentfremsendelsesprocedurerne mellem medlemsstaterne. Gennemgangen af besvarelserne af det spoergeskema, der var blevet udarbejdet i april 1992 under det portugisiske formandskab i samarbejde med Nederlandene og Det Forenede Kongerige, havde nemlig afsloeret et komplekst, uensartet og lidet effektivt system.

Da de fleste medlemsstater er parter i Haag-konventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spoergsmaal, men ogsaa i bilaterale eller regionale instrumenter, er der med tiden opstaaet en vis forvirring med hensyn til, hvilke procedurer der skal foelges eller har forrang, hvilket giver anledning til langsommelighed, fejl eller kontroversielle valg.

I 1993 forelagde den nederlandske delegation et udkast til en tilpasning af artikel IV - om forkyndelse af dokumenter mellem Den Europaeiske Unions medlemsstater - i den protokol, der er knyttet som bilag til Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager.

Dette udkast blev droeftet en foerste gang i gruppen, hvorefter det tyske formandskab udarbejdede et spoergeskema om den procedure, der anvendes i de enkelte medlemsstater.

Endelig forelagde det franske formandskab i begyndelsen af 1995 et nyt udkast, som navnlig bygger paa indfoerelse af én enkelt ordning, der skal vaere obligatorisk for alle medlemsstaterne.

Paa grundlag af medlemsstaternes forslag og resultaterne af en hoering af retsudoevere, som fandt sted paa Kommissionens tjenestegrenes initiativ, gik arbejdet i retning af en loesning, som skaber ligevaegt mellem de forskellige foreliggende holdninger.

Efter at gruppen havde afsluttet sine droeftelser, forelagde det nederlandske formandskab i henhold til artikel K.6 i traktaten om Den Europaeiske Union konventionsudkastet til behandling i Europa-Parlamentet (3).

(3) Udtalelse afgivet den 11. april 1997 (EFT C 132).

Den 26. maj 1997 fastlagde Raadet konventionen, som samme dag blev undertegnet af repraesentanter for samtlige medlemsstater.

2. FORSLAG TIL RAADETS DIREKTIV

Konventionen af 26. maj 1997 om "fremsendelse af dokumenter" vil ikke vaere ratificeret, naar Amsterdam-traktaten traeder i kraft, og dens bestemmelser vil derfor ikke vaere gaeldende. Konventionen er et af de to resultater, der er blevet opnaaet inden for det retlige samarbejde under Maastricht-traktaten. Dens formaal er at fjerne nogle af de praktiske problemer, som borgerne stoeder paa i deres dagligdag. Og naar den er blevet aendret til et faellesskabsinstrument vil den bl.a. sikre, at gennemfoerelsesdatoen vil vaere kendt, at den vil vaere den samme overalt, og at fristen bliver kortere.

2.1. Formaal

Det er foerste gang (4), at Kommissionen benytter sig af sin initiativret inden for det civilretlige samarbejde, som nu er blevet et faellesskabsanliggende, og formaalet med det foreliggende direktivforslag er at forbedre og fremskynde medlemsstaternes indbyrdes fremsendelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle anliggender med henblik paa forkyndelse. Formaalet med direktivforslaget er at erstatte konventionen om "fremsendelse af dokumenter", og de opnaaede resultater skal saa vidt muligt indgaa i forhandlingerne om direktivforslaget. Kommissionen overtager saaledes i al vaesentlighed indholdet af konventionen i sit direktivforslag.

(4) Reference til forslaget om aendring af "Bruxelles II".

2.2. Retsgrundlag

Konventionens indhold er allerede omfattet af artikel 65 i traktaten, og retsgrundlaget for dette forslag er artikel 61, litra c), i EF-traktaten.

Som form har man valgt et direktiv paa grund af de forpligtelser, der paalaegges medlemsstaterne, og det er derfor op til de nationale myndigheder at vaelge, hvilken form og hvilke midler de vil benytte sig af for at naa de i retsakten fastsatte maal.

Retsakten skal vedtages i henhold til proceduren i traktatens artikel 67, ifoelge hvilken Raadet i en overgangsperiode paa fem aar med enstemmighed vedtager foranstaltningerne inden for det civilretlige samarbejde efter forslag fra Kommissionen eller paa initiativ af en medlemsstat og efter hoering af Europa-Parlamentet.

Direktivforslaget hoerer ind under det nye afsnit IV i EF-traktaten; dette afsnit gaelder imidlertid ikke for Det Forenede Kongerige og Irland, medmindre de vaelger et "opt in" paa de vilkaar, der er fastsat i protokollen, som er vedlagt traktaten. Disse to lande meddelte imidlertid paa Raadets moede den 12. marts 1999 (retlige og indre anliggender), at de havde til hensigt fuldt ud at deltage i Faellesskabets aktiviteter inden for civilretligt samarbejde. De skal derfor - naar tiden er inde - indlede den procedure, der er omhandlet i protokollens artikel 3.

EF-traktatens afsnit IV gaelder heller ikke for Danmark i henhold til den herom gaeldende protokol. Danmark kan imidlertid til enhver tid give afkald paa protokollen. Danmark har ikke hidtil givet udtryk for, at landet agter at indlede den procedure, der er omhandlet i protokollens artikel 3.

Dette forslag er udarbejdet under hensyn til den aktuelle situation. Hvis direktivet senere skal finde anvendelse paa én eller flere af ovennaevnte medlemsstater, skal det selvfoelgelig aendres tilsvarende.

3. BEGRUNDELSE FOR FORSLAGET SET I LYSET AF PROPORTIO-NALITETS- OG NAERHEDSPRINCIPPERNE

Hvordan forholder maalet med den planlagte foranstaltning sig i forhold til Faellesskabets forpligtelser?

Formaalet med forslaget er at forbedre og forenkle ordningen for forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter inden for det indre marked. Det skal ses i sammenhaeng med EU's maal om at sikre gennemfoerelsen af et omraade med frihed, sikkerhed og retfaerdighed, hvor der er fri bevaegelighed for personer, og hvor borgerne i forhold til domstolene kan goere deres rettigheder gaeldende under paaberaabelse af de samme garantier, som de er sikret ved domstolene i deres eget land. Med henblik paa en gradvis indfoerelse af et saadant omraade vedtager Faellesskabet bl.a. en raekke foranstaltninger inden for det civilretlige samarbejde, som er noedvendige, for at det indre marked kan fungere efter hensigten.

Opfylder den planlagte foranstaltning naerhedskriterierne?

De enkelte medlemsstater kan ikke selv naa disse maal, og paa grund af de graenseoverskridende aspekter er det derfor noedvendigt med en faellesskabsindsats.

Staar Faellesskabets interventionsmidler i forhold til de fastsatte maal?

Den foreslaaede retsakt begraenser sig til det minimum, der kraeves for at naa de fastsatte maal, og omfatter ikke mere end noedvendigt.

4. GENNEMGANG AF BESTEMMELSERNE I FORSLAGET

4.1. Det generelle maal

Direktivet ligger, ligesom den konvention, den skal erstatte, i direkte forlaengelse af Haag-konventionen af 1965, som den har overtaget en raekke loesninger fra, men den indfoerer nogle nyskabelser, der bygger paa fire hovedprincipper.

For at undgaa forsinkelser som foelge af fremsendelse af dokumenter gennem flere mellemled indfoeres der for det foerste mere direkte forbindelser mellem de personer eller myndigheder, der er ansvarlige for dokumentfremsendelsen, og dem, der skal forkynde dokumenterne eller soerge for, at de bliver forkyndt.

Dernaest indfoeres der er raekke praktiske metoder til forenkling af retsudoevernes opgaver, saasom anvendelse af moderne fremsendelsesmidler, en fuldstaendigt daekkende formular, der er enkel at anvende i praksis, samt fortegnelser over de modtagende instanser, medlemsstaterne har udpeget.

For at beskytte parternes rettigheder indfoeres der endvidere bl.a. nyskabende regler om oversaettelse af dokumenter.

Herudover indfoeres der et raadgivende udvalg, som skal have til opgave at bistaa Kommissionen i anvendelsen af gennemfoerelsesbestemmelserne.

Direktivet erstatter den ordning for forkyndelse af dokumenter, der er fastsat i artikel IV i protokollen til Bruxelles-konventionen af 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (5), og i Haag-konventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle anliggender, og som anvendes i forholdet mellem de deltagende medlemsstater.

(5) EFT C 27 af 26.1.1998.

4.2. Kontinuitet

Kommissionen har i al vaesentlighed overtaget indholdet af konventionen, samtidig med at den har sikret en sammenhaeng i forhandlingsarbejdet og udeladt de bestemmelser, som ikke kan forenes med den foreslaaede retsakt, og herudover sigtet mod at skabe rammerne for det civilretlige samarbejde i overensstemmelse med Amsterdam-traktaten. I nedenstaaende tabel sammen-lignes de to instrumenter:

Med henvisning til den store overensstemmelse, der er mellem bestemmelserne i konventionen og i direktivet, er gennemgangen af bestemmelserne i det foreliggende forslag i hoej grad inspireret af den forklarende rapport om konventionen, som Raadet vedtog den 26. juni 1997 (6).

(6) EFT C 261 af 27.8.1997.

4.3. Tilpasning

Men da der er nogle helt klare forskelle mellem de to instrumenter, afviger direktivet fra konventionen paa en raekke punkter:

- Domstolens kompetence: i modsaetning til, hvad der bestemmes i artikel 17 i konventionen, er det, i betragtning af traktatens artikel 68 og de oevrige traktatbestemmelser, der normalt finder anvendelse, ikke noedvendigt i direktivet at fastlaegge Domstolens rolle paa dette omraade

- anvendelse af gennemfoerelsesbestemmelserne: i modsaetning til artikel 18 i konventionen, hvori det fastsaettes, at der oprettes en eksekutivkomite, der skal indgaa i Raadets arbejdsstrukturer, og som skal staa for gennemfoerelsen af konventionen, giver direktivet Kommissionen kompetence til at vedtage tekstens gennemfoerelses-bestemmelser, bistaaet af et raadgivende udvalg (procedure I, komitologiafgoerelsen (7)) i henhold til artikel 202 og 211 i traktaten

(7) Raadets afgoerelse nr. 373 af 13. juli 1987 om fastsaettelse af de naermere vilkaar for udoevelsen af de gennemfoerelsesbefoejelser, der tillaegges Kommissionen (EFT L 197 af 18.7.1987).

- forholdet til andre aftaler og arrangementer: i henhold til artikel 20 i konventionen udelukker 1997-konventionen ikke et taettere samarbejde mellem medlemsstaterne. Det er forklaringen paa, at det foreslaaede direktiv indeholder en bestemmelse, som er overtaget fra andre faellesskabs-retsakter, og som goer det muligt for medlemsstaterne enten enkeltvis eller i samarbejde at fremskynde dokumentfremsendelsen. Anvendelsen af denne mulighed er underkastet Kommissionens kontrol: den skal have forelagt udkastet til saadanne bestemmelser. I henhold til direktivets artikel 20 har dette desuden, i forbindelse med fremsendelse af dokumenter med henblik paa forkyndelse, forrang i forhold til bestemmelserne i de konventioner, som medlemsstaterne har indgaaet, herunder bl.a. protokollen til Bruxelles-konventionen af 1968 og Haag-konventionerne af 1954 og 1965

- forbehold: i modsaetning til konventionen (artikel 23) tillader direktivet ikke nogen forbehold, men derimod overgangs- og saerordninger (artikel 2, stk. 3, artikel 9, stk. 3, artikel 13, stk. 2, og artikel 15, stk. 2), som dog skal meddeles Kommissionen og offentliggoeres i De Europaeiske Faellesskabers Tidende

- de formelle bestemmelser: konventionens artikel 24, 25, 26 og 27 er ikke relevante for et faellesskabsinstrument. Hvad direktivets ikrafttraeden angaar er traktatens artikel 249 og 254 fuldt ud gaeldende. Herudover er det Kommissionen, der i henhold til traktatens artikel 211 har tilsynet med direktivets gennemfoerelse (en opgave, som i konventionen er overladt til eksekutivkomiteen), og den skal fremsaette forslag om eventuelle aendringer og informere medlemsstaterne og den brede offentlighed om de meddelelser og forkyndelser, der er omfattet af direktivet, ved at offentliggoere dem i De Europaeiske Faellesskabers Tidende (artikel 2, 3, 4, 9, 10, 13, 14, 15 og 19).

4.4. Sammenlignende opstilling

Konvention af 1997 // Direktivforslag

Praeambel // Udeladt

// Betragtning 1 (maal)

// Betragtning 2 (emnet for forslaget)

// Betragtning 3 (omraade)

// Betragtning 4 (subsidiaritet, proportionalitet)

// Betragtning 5 (konvention/kontinuitet)

// Betragtning 6 (princippet om decentraliseret fremsendelse)

// Betragtning 7 (fremsendelsesmuligheder/formular)

// Betragtning 8 (afvisning af forkyndelse)

// Betragtning 9 (frist)

// Betragtning 10 (sprog)

// Betragtning 11 (forkyndelsesdato)

// Betragtning 12 (forrang/andre ordninger)

// Betragtning 13 (beskyttelse af oplysninger)

// Betragtning 14

(gennemfoerelsesbefoejelser/komitologi)

// Betragtning 15 (rapport/aendring)

// Betragtning 16 (situationen for saa vidt angaar //

Det Forenede Kongerige, Irland og Danmark)

Artikel 1 // Artikel 1

Artikel 2 // Artikel 2

Artikel 3 // Artikel 3

Artikel 4 // Artikel 4

Artikel 5 // Artikel 5

Artikel 6 // Artikel 6

Artikel 7 // Artikel 7

Artikel 8 // Artikel 8

Artikel 9 // Artikel 9

Artikel 10 // Artikel 10

Artikel 11 // Artikel 11

Artikel 12 // Artikel 12

Artikel 13 // Artikel 13

Artikel 14 // Artikel 14

Artikel 15 // Artikel 15

Artikel 16 // Artikel 16

Artikel 17 (Domstolens kompetence) // Artikel 17 (gennemfoerelsesbestemmelser)

Artikel 18 (eksekutivkomite) // Artikel 18 (komitologi - raadgivende udvalg)

Artikel 19 (anvendelse af artikel 15 og 16 i Haag-konventionen) // Artikel 19 (sagsoegte, som ikke giver moede - overtaget fra Haag-konventionens artikel 15 og 16)

Artikel 20 (forholdet til andre aftaler) // Artikel 20 (direktivets forrang)

Artikel 21 (retshjaelp) // Artikel 21 (retshjaelp)

Artikel 22 // Artikel 22

// Artikel 23 (offentliggoerelse)

Artikel 23 (forbehold) // Artikel 24 (genbehandling)

Artikel 24 (vedtagelse og ikrafttraeden) // Artikel 25 (gennemfoerelse)

Artikel 25 (tiltraedelse) // Artikel 26 (ikrafttraeden)

Artikel 26 (aendringer) // Artikel 27 (adressater)

Artikel 27 //

(depositar og offentliggoerelse) //

4.5. Bemaerkninger til de enkelte artikler

Kapitel I - Generelle bestemmelser

Artikel 1 - Anvendelsesomraade

I artikel 1, stk. 1, fastlaegges direktivets anvendelsesomraade. Det fastsaettes saaledes, at direktivet regulerer forholdet mellem Den Europaeiske Unions medlemsstater, for saa vidt angaar fremsendelse af dokumenter i sager om civile eller kommercielle spoergsmaal.

Direktivet omhandler fremsendelse af retslige og udenretslige dokumenter med henblik paa forkyndelse. Det definerer ikke, hvad der skal forstaas ved retslige og udenretslige dokumenter.

Ved retslige dokumenter skal naturligvis forstaas dokumenter, der har tilknytning til en retssag. For udenretslige dokumenter synes det ikke muligt at give en praecis definition. Der vil vaere tale om dokumenter udarbejdet af en staevningsmand, f.eks. notarialakter, eller dokumenter udarbejdet af en officiel myndighed i medlemsstaten eller dokumenter, der som foelge af deres art eller betydning goer det berettiget, at de fremsendes og forkyndes for modtagerne efter en officiel procedure.

I lighed med de mange andre aftaler, der ogsaa anvender begrebet civile eller kommercielle spoergsmaal, giver direktivet ingen definition heraf, og det henviser heller ikke til definitionen i afsenderstatens eller modtagerstatens lovgivning.

Af hensyn til sammenhaengen mellem de forskellige instrumenter, der er indgaaet i Den Europaeiske Union, vil det vaere hensigtsmaessigt at henholde sig til den fortolkning af begrebet civile og kommercielle spoergsmaal, som Domstolen har givet; den fastlaegger en selvstaendig definition, der tager hensyn til instrumentets maalsaetninger og hovedlinjer samt til de generelle principper, der kan udledes af alle de nationale retssystemer. Civile eller kommercielle spoergsmaal er altsaa ikke begraenset til det materielle anvendelsesomraade for Bruxelles-konventionen af 1968.

Fra civile og kommercielle spoergsmaal udelukkes foerst og fremmest straffesager og skattesager, men ikke civile soegsmaal, som paadoemme i forbindelse med disse sager. For at beskytte de impliceredes rettigheder og isaer retten til kontradiktion boer disse begreber dog anvendes med en vis fleksibilitet.

Stk. 2 er blevet indsat i artikel 1 for at fritage modtagermedlemsstaten for ethvert ansvar for forkyndelsen af et dokument for en person, hvis adresse er ukendt.

Stk. 2 betyder dog ikke, at instansen i modtagermedlemsstaten, der modtager en anmodning om forkyndelse af et dokument for en person, hvis adresse er ufuldstaendig eller unoejagtig, kan undlade at foranstalte en efterforskning med de midler, den har til sin raadighed.

Hvis modtagerens adresse paa trods af saadanne foranstaltninger ikke kan fastslaas, vil det vaere oenskeligt, om dokumentet snarest muligt sendes tilbage til den fremsendende instans.

Artikel 2 - Fremsendende og modtagende instanser

I artikel 2 fastlaegges princippet om direkte fremsendelse mellem decentraliserede instanser af dokumenter med henblik paa forkyndelse. Dette system, der betyder et nyt fremskridt inden for det retlige samarbejde mellem medlemsstaterne, er en af direktivets vaesentligste nyskabelser.

For at afhjaelpe den langsommelige fremsendelse ad diplomatisk vej, som er den eneste fremsendelsesmaade mellem stater, der ikke er parter i konventioner paa omraadet, indfoeres der ved en raekke eksisterende aftaler bestemmelser om centrale myndigheder, der som oftest gennem flere mellemled skal soerge for at faa dokumenterne frem til modtagerne; i modsaetning hertil soeger dette direktiv at fjerne mellemleddene mellem afsendelsen af et dokument fra den fremsendende medlemsstat og forkyndelsen i den modtagende medlemsstat.

Medlemsstaterne skal derfor udpege staevningsmaend, retlige eller administrative myndigheder eller andre personer, som er kompetente og har midlerne til at udfoere de opgaver, der paahviler de fremsendende og de modtagende instanser. Medlemsstaterne har dog ifoelge direktivet ikke pligt til at udstyre de private instanser, de maatte udpege, med saadanne midler.

Medlemsstaterne kan ogsaa udpege én instans, der inden for et bestemt territorialt omraade baade skal fungere som fremsendende og som modtagende instans, eller de kan udpege separate instanser.

Forbundsstater samt stater med flere retssystemer og stater med autonome territoriale organer kan udpege flere saadanne instanser.

Uanset decentraliseringsprincippet kan medlemsstaterne dog ogsaa erklaere, at de for hele deres omraade udpeger én eneste fremsendende instans og én eneste modtagende instans, eller én instans, der varetager begge funktioner. Disse staters udpegelse af én instans boer dog ikke medfoere, at ivaerksaettelsen af forkyndelsesprocedurerne forsinkes.

Udpegelsen af saadanne centrale instanser gaelder for fem aar. Kommissionen skal i henhold til artikel 23 (genbehandling) foere tilsyn med, hvordan de decentraliserede instanser fungerer, og sikre sig, at de er effektive. Medlemsstater, som har udpeget en central instans, vil efter vurdering af de oplysninger, der er indsamlet i dette regi, maaske senere foretraekke at indfoere decentraliserede instanser, naar de ser, hvilke resultater der er opnaaet i de medlemsstater, der fra starten har valgt et decentraliseret system. Erklaeringens gyldighed kan imidlertid forlaenges hvert femte aar.

I henhold til stk. 4 skal staterne i oevrigt give oplysninger om de modtagende instanser, de har udpeget, saa de oevrige medlemsstaters fremsendende instanser ved, hvem de skal sende dokumenterne til.

De instanser, medlemsstaterne udpeger, modtager en haandbog med alle nyttige oplysninger, som Kommissionen udarbejder og hvert aar ajourfoerer i henhold til direktivets artikel 18.

Artikel 3 - Central enhed

For at de fremsendende og de modtagende instanser kan loese de vanskeligheder, der maatte opstaa under ivaerksaettelsen af direktivet, og som de ikke kan loese ved at tage kontakt med hinanden paa deres eget niveau, fastsaetter direktivet, at der skal oprettes centrale enheder, som kan afhjaelpe saadanne situationer gennem direkte forbindelse mellem den fremsendende instans og den centrale enhed i modtagerstaten.

Saaledes kan en fremsendende instans efter litra a) anmode en anden stats centrale enhed om oplysninger. Anmodningen kan f.eks. vedroere spoergsmaalet om, hvilken modtagende instans et dokument skal sendes til med henblik paa forkyndelse, naar de oplysninger, den fremsendende instans raader over, er utilstraekkelige.

Litra b) kan anvendes i konkrete tilfaelde, eller hvis der skulle opstaa mere generelle vanskeligheder. En fremsendende instans kan saaledes henvende sig til den centrale enhed i en anden medlemsstat, hvis den for et godt stykke tid siden har sendt et dokument til en modtagende instans i denne medlemsstat, men paa trods af flere henvendelser ikke har kunnet faa at vide, hvad der er sket med dokumentet. Den kan ogsaa goere den centrale enhed opmaerksom paa tilbagevendende vanskeligheder, som den maatte vaere stoedt paa i sine kontakter med en af de modtagende instanser.

Ifoelge litra c) kan den centrale enhed i modtagerstaten anmodes om at sende et dokument videre til den kompetente modtagende instans med henblik paa forkyndelse, men dette kan med artiklens ordlyd dog kun ske

"i undtagelsestilfaelde". Den centrale enhed har saaledes i princippet ikke til opgave direkte at behandle anmodninger om fremsendelse, idet dette paahviler den modtagende instans.

Direktivet indeholder i oevrigt en raekke bestemmelser, som giver de fremsendende og de modtagende instanser mulighed for at loese eventuelle vanskeligheder i forbindelse med en anmodning om forkyndelse; disse boer ivaerksaettes, inden der rettes henvendelse til den centrale enhed.

At det ikke er muligt at afgoere, hvilken modtagende instans, der har territorial kompetence, boer saaledes ikke foere til, at dokumentet fremsendes til den centrale enhed; der boer i stedet fremsaettes en anmodning om oplysninger efter artikel 3, litra a).

Hvis det ikke har vaeret muligt at finde frem til adressen paa modtageren af et dokument, eller hvis den anfoerte adresse er forkert og ikke tillader den modtagende instans at efterkomme en anmodning om forkyndelse, maa dokumentet under ingen omstaendigheder fremsendes til den centrale enhed. Der foreligger i saa fald en situation som den, der er omhandlet i direktivets artikel 1, stk. 2, nemlig at direktivet ikke finder anvendelse, naar modtagerens adresse er ukendt.

Til gengaeld vil et dokument kunne fremsendes til en central enhed, hvis der paa trods af gentagne henvendelser og efter udloebet af en rimelig tidsfrist ikke foreligger svar paa spoergsmaalet om, hvilken modtagende instans der har territorial kompetence til at forkynde et dokument.

Mere generelt kan man sige, at fremsendelse af et dokument til modtagerstatens centrale enhed for eksempel maa vaere tilladt, hvis en domstol, som er udpeget som modtagende instans, eller et fogedkontor oedelaegges ved brand, eller hvis modtagerstatens organer i omraadet, hvor dokumentet skal forkyndes, lammes totalt af en generalstrejke eller en naturkatastrofe.

Under alle omstaendigheder er det den fremsendende instans, der paa baggrund af disse retningslinjer skal afgoere, om betingelserne for i undtagelsestilfaelde at fremsende et dokument til modtagerstatens centrale enhed er opfyldt.

Kommissionen foerer tilsyn med anvendelsen af artikel 3, litra c), i henhold til artikel 23 (genbehandling).

Det forekommer endvidere hensigtsmaessigt, at de stater, der er parter i Haag-konventionen af 15. november 1965, som central enhed udpeger den centrale myndighed, de har udpeget i medfoer af naevnte konventions artikel 2.

Kapitel II - Retslige dokumenter

Afdeling 1 - Fremsendelse og forkyndelse af retslige dokumenter

I denne afdeling fastsaettes de regler, der gaelder for den normale dokumentfremsendelse efter direktivet.

Artikel 4 - Fremsendelse af dokumenter

For at hele proceduren for fremsendelse og forkyndelse af et dokument kan afvikles saa hurtigt som muligt, skal den fremsendende instans goere det fornoedne for, at dokumentet direkte og saa hurtigt som muligt sendes til den kompetente modtagende instans. For at finde ud af, hvilken instans der er kompetent til at modtage dokumentet paa grundlag af modtagerens adresse, konsulterer den fremsendende instans Kommissionens haandbog.

Direktivet indeholder ikke nogen liste over de maader, et dokument kan fremsendes paa. Da fremsendelsen tvaertimod kan ske paa enhver egnet maade, kan man vaelge en metode, der er i overensstemmelse med landets nationale ret, og som tager hensyn til de omstaendigheder, der goer sig gaeldende i hvert enkelt tilfaelde, og den forbindelse, der kan etableres med den kompetente modtagende instans.

Det maa dog ikke komme dokumentmodtageren til skade, at der er frit valg med hensyn til, hvordan fremsendelsen gennemfoeres. Derfor siger direktivet, at det modtagne dokument skal vaere en tro gengivelse af det afsendte dokument, og at alle angivelser paa dokumentet skal vaere let laeselige. Hvis det ikke er tilfaeldet, sendes dokumenterne straks tilbage til den fremsendende instans sammen med et eksemplar af formularen, hvori rubrikken "Meddelelse om returnering af anmodning og dokument" er udfyldt.

Ved hjaelp af haandbogen kan den fremsendende instans orientere sig om, hvordan den kan traede i kontakt med de modtagende instanser i den paagaeldende medlemsstat. Der kan under den aarlige ajourfoering af haandbogen tages hensyn til eventuelle tekniske nyskabelser og de nye fremsendelses-midler, de modtagende instanser tillader anvendt.

De dokumenter, som den fremsendende instans sender, skal ledsages af formularen om anmodning om forkyndelse, der findes i bilaget til direktivet og derfor foreligger paa samtlige sprog.

Direktivet indeholder ingen regler om, hvilket sprog fortrykket paa formularen skal vaere affattet paa. De fremsendende instanser kan derfor frit vaelge at bruge for eksempel formularer paa deres eget officielle sprog eller paa den modtagende instans' officielle sprog, eller paa et EU-sprog, som modtagerstaten har erklaeret at kunne acceptere efter stk. 3.

Den fremsendende instans skal udfylde formularen paa modtagerstatens officielle sprog eller paa et af dennes officielle sprog, eller paa et sprog, som modtagerstaten har accepteret i henhold til stk. 3. Den fremsendende instans kan ved hjaelp af haandbogen finde ud af, hvilket sprog der kan anvendes, nemlig:

(a) dels:

- det eneste officielle sprog, der anvendes i modtagerstaten eller

- de forskellige officielle sprog, der kan anvendes i modtagerstaten eller

- det af de officielle sprog i modtagerstaten, der skal anvendes som foelge af modtagerens adresse

(b) dels:

- et andet sprog, der anvendes i en af Den Europaeiske Unions medlemsstater, og som modtagerstaten har erklaeret at kunne acceptere.

Den modtagende instans kan efter eget valg benytte det relevante sprog efter litra a) ovenfor eller det sprog, der er naevnt i litra b) ovenfor.

Det skal endvidere bemaerkes, at de fleste af de oplysninger, der skal angives paa formularen i bilaget til direktivet, ikke kraever nogen oversaettelse, og at Kommissionen vil faa til opgave at opstille en ordliste paa alle EU-sprog med de vigtigste juridiske udtryk, der kan blive brug for til udfyldelse af formularen.

Bestemmelser om fritagelse for legalisering findes i mange konventioner. Der er derfor endnu mindre grund til i Unionen at kraeve legalisering af aktstykker, der udelukkende fremsendes med henblik paa forkyndelse.

Ifoelge artikel 49 i Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 kan en ret i en medlemsstat, der har faaet forelagt en anmodning om fuldbyrdelse af en afgoerelse truffet i en anden medlemsstat, i oevrigt ikke kraeve legalisering af aktstykker eller opfyldelse af tilsvarende formaliteter.

Stk. 5 i denne artikel, som fastsaetter, at et dokument kan fremsendes i to eksemplarer til den modtagende instans med anmodning om returnering af det ene eksemplar, forekommer kun at kunne anvendes, hvis dokumenterne fremsendes med traditionelle midler som f.eks. med posten. Praksis skal dog tilpasses de oevrige fremsendelsesmidler, der i fremtiden maatte blive anvendt, efterhaanden som de bliver indfoert.

Med anmodningsformularen, der fremsendes sammen med dokumentet, kan den fremsendende instans give den modtagende instans de noedvendige oplysninger.

Artikel 5 - Oversaettelse af dokumenter

Naar et dokument skal sendes til en anden medlemsstat med henblik paa forkyndelse, underretter den fremsendende instans rekvirenten om, at adressaten i henhold til direktivets artikel 8 kan naegte at modtage dokumentet paa grund af det anvendte sprog.

Direktivet indeholder ingen bestemmelser om de juridiske konsekvenser af naegtelse af at modtage et dokument paa grund af det anvendte sprog, og det er op til de kompetente retter at afgoere spoergsmaalet.

Den fremsendende instans skal derfor goere rekvirenten opmaerksom paa, hvilken risiko han loeber, for saa vidt angaar tidsfrister eller en effektiv eller korrekt gennemfoerelse af proceduren, dersom dokumentet ikke oversaettes, og en oversaettelse senere skulle vise sig noedvendig.

Hvis rekvirenten vaelger at lade dokumentet oversaette, udreder han udgifterne hertil forud for fremsendelsen; denne regel er dog ikke til hinder for, at der, hvis lovgivningen i den medlemsstat, proceduren afvikles i, aabner mulighed herfor, senere kan traeffes afgoerelse om afholdelse af udgifterne, saaledes at rekvirenten eventuelt helt eller delvis kan faa tilbagebetalt det udlagte beloeb.

Det skal bemaerkes, at med udtrykket "rekvirent" menes i alle tilfaelde den part, der har interesse i fremsendelsen af dokumentet. Der kan derfor ikke vaere tale om retten.

Artikel 6 - Modtagelse af dokumenter ved en modtagende instans

Bestemmelserne i foerste stykke har til formaal at sikre, at den fremsendende instans orienteres om, at den modtagende instans har modtaget de afsendte dokumenter. Der laegges saerlig vaegt paa kravet om, at den modtagende instans skal svare hurtigt, idet det fastsaettes, at den snarest muligt og paa den hurtigst mulige maade skal sende et modtagelsesbevis. De modtagende instanser skal derfor bestraebe sig paa at sende modtagelsesbeviset til de fremsendende instanser, saa snart de har modtaget et dokument.

Den modtagende instans kan noejes med at returnere en kopi af den formular om anmodning om forkyndelse, der er fremsendt sammen med dokumenterne, efter at have udfyldt rubrikken "Bevis for modtagelse" (rubrik 8 i formularen).

Den fremsendende instans faar nemlig med modtagelsen af modtagelses-beviset sikkerhed for, at det afsendte dokument er naaet frem til den kompetente modtagende instans.

Har den fremsendende instans inden for en rimelig frist efter udloebet af fristen paa syv dage ikke modtaget noget modtagelsesbevis, kunne den derimod forledes til at tro, at dokumenterne ikke er naaet frem, og at de maa sendes paa ny, hvilket risikerer at skabe forvirring om de forskellige fremsendelser.

Formaalet med stk. 2 er at undgaa, at dokumentet og anmodningen om forkyndelse sendes tilbage til den fremsendende instans, hvis der blot mangler nogle supplerende oplysninger eller aktstykker for at loese de problemer, som forhindrer den modtagende instans i at forkynde dokumentet eller lade det forkynde.

Stk. 3 gaelder i de tilfaelde, hvor den modtagende instans ikke kan efterkomme anmodningen om forkyndelse, selv efter at have modtaget supplerende oplysninger eller aktstykker.

Der tages hoejde for to tilfaelde, nemlig at anmodningen klart falder uden for direktivets anvendelsesomraade, eller at forkyndelsen er umulig, fordi de formelle krav i direktivet ikke er opfyldt.

Det foerste tilfaelde vedroerer f.eks. en anmodning om forkyndelse i forbindelse med en skattesag.

Det andet tilfaelde kunne f.eks. vaere anmodninger om forkyndelse af ulaeselige dokumenter eller af dokumenter, der ikke ledsages af en anmodning, eller en anmodning om forkyndelse for en person, hvis adresse det har vaeret umuligt at finde frem til.

Dette stykke kan endvidere omfatte de tilfaelde, hvor den modtagende instans inden for en rimelig tidsfrist overhovedet ikke har faaet noget svar paa en anmodning om supplerende oplysninger eller aktstykker, jf. stk. 2.

Anmodninger, som fejlagtigt er blevet sendt til en modtagende instans i en anden medlemsstat end den, paa hvis omraade modtageren opholder sig, skal ogsaa sendes tilbage til den fremsendende instans, ligesom anmodning om forkyndelse paa en saerlig maade, som er uforenelig med den lokale lovgivning.

Bestemmelserne i stk. 4 har ogsaa til formaal at undgaa, at dokumenter sendes tilbage til den fremsendende instans, blot fordi den instans, der har modtaget dem, ikke er den rette territorialt kompetente instans i modtagerstaten. Denne inkompetente instans skal derfor sende dokumentet videre til den kompetente instans i samme medlemsstat.

Videresendelsen skal ske under overholdelse af artikel 4, dvs. direkte, hurtigst muligt og paa enhver egnet maade. Som foelge af den forsinkelse, den anden fremsendelse giver anledning til, boer denne foretages saerlig hurtigt.

For at undgaa, at den fremsendende instans ikke faar kendskab til, at dokumentet er blevet sendt videre, skal den inkompetente modtagende instans, som har videresendt dokumentet, og den kompetente modtagende instans begge underrette den fremsendende instans herom.

Den instans, der har territorial kompetence, skal saa snart den har modtaget dokumentet, eller inden syv dage, paa den hurtigst mulige maade underrette den fremsendende instans herom, jf. stk. 1.

Artikel 7 - Forkyndelse af dokumenter

Den modtagende instans underrettes om, hvordan forkyndelsen oenskes foretaget, ved hjaelp af oplysningerne paa anmodningsformularen fra den fremsendende instans.

Hvis den maade, der anmodes om forkyndelse paa, er uforenelig med modtagerstatens lovgivning, skal dokumentet forkyndes efter reglerne i denne lovgivning, saafremt den fremsendende instans har fremsat anmodning derom. Samme loesning benyttes, naar den fremsendende instans ikke har anmodet om en bestemt maade.

Denne anmodning kan angives i punkt 5.2.1 i formularen.

Stk. 2 forpligter den modtagende instans til hurtigst muligt at saette forkyndelsesproceduren i gang. Den modtagende instans skal straks traeffe de noedvendige foranstaltninger eller soerge for, at de traeffes. For at tage hoejde for eventuelle vanskeligheder er der fastsat en frist paa en maaned, som anses for at vaere tilstraekkelig for at gennemfoere forkyndelsesproceduren.

Andet punktum maa nemlig ikke fortolkes saaledes, at den modtagende instans kan tilsidesaette sin forpligtelse til hurtigst muligt at traeffe de noedvendige foranstaltninger eller lade dem traeffe og derefter underrette den fremsendende instans om, at det ikke har vaeret muligt at forkynde dokumentet inden for de fastsatte frister.

Formaalet er at slaa fast, at den modtagende instans er forpligtet til at underrette den fremsendende instans om, at de procedurer, der er ivaerksat med henblik paa forkyndelsen, endnu ikke er afsluttet.

Det kan saaledes i nogle tilfaelde ske, at dokumentet ikke har kunnet forkyndes inden for fristen paa en maaned, men at det kan ske inden for en rimelig frist. I saa fald er den modtagende instans stadig forpligtet til at sende attesten i formularen til den fremsendende instans efter udloebet af fristen paa en maaned.

Artikel 8 - Mulighed for at naegte at modtage dokumentet

Sprogbestemmelserne i artikel 8 gaelder udelukkende selve dokumenterne.

For at beskytte dokumentmodtagerens interesser opstiller direktivet det princip, at dokumentet skal oversaettes til modtagerstatens officielle sprog eller, hvis denne stat har flere officielle sprog, til sproget eller et af sprogene paa det sted, hvor forkyndelsen skal finde sted.

Oversaettelse kan dog i visse tilfaelde vise sig at vaere unoedigt bekostelig eller endog i strid med modtagerens interesser. Dette er for eksempel tilfaeldet, naar modtageren er statsborger i afsenderstaten eller i hvert fald forstaar denne stats sprog.

Det skal bemaerkes, at naar dokumentet er affattet paa eller oversat til modtagerstatens officielle sprog eller til det officielle sprog eller et af de officielle sprog paa det sted, hvor det skal forkyndes, kan modtageren ikke naegte at modtage det under henvisning til brugen af dette sprog.

Hvis dokumentet ikke er oversat, har han derimod denne mulighed, saafremt han ikke forstaar det sprog, det er affattet paa.

Direktivet forpligter dog ikke rekvirenten til at fremsende dokumentet affattet paa eller oversat til et af ovennaevnte sprog, men giver modtageren mulighed for at naegte at modtage dokumentet under henvisning til, at reglerne ikke er overholdt.

Hvis der opstaar en tvist om, hvorvidt modtageren forstaar det sprog, dokumentet er affattet paa, skal tvisten afgoeres efter de gaeldende regler, f.eks. ved at spoergsmaalet om forkyndelsens formelle korrekthed rejses for den ret, der behandler den sag, som fremsendelsen af dokumentet er et led i.

Den modtagende instans skal orientere modtageren om, at han kan naegte at modtage dokumentet, hvis det ikke er affattet paa et af de officielle sprog, der anvendes paa forkyndelsesstedet, eller paa et af afsenderstatens sprog, som vedkommende forstaar.

Den modtagende instans kan opfylde forpligtelsen til underretning efter dette stykke paa forskellige maader. Disse fastlaegges i hver enkelt medlemsstat efter de dér gaeldende regler for forkyndelse af dokumenter.

Hvis dokumenterne afleveres direkte til modtageren af en saerlig embedsmand, kan denne saaledes give underretningen mundtligt.

Forkyndes dokumenterne derimod med posten, kan underretningen gives ved hjaelp af et dokument, der vedfoejes aktstykkerne til modtageren.

De betingelser, hvorunder modtageren blev gjort bekendt med oplysningen, skal under alle omstaendigheder anfoeres i punkt 12, litra c), i forkyndelsesattesten.

Hvis modtageren naegter at modtage dokumentet under henvisning til det anvendte sprog, boer han meddele dette inden for en rimelig frist for at undgaa at forsinke proceduren.

Det skal bemaerkes, at medlemsstaterne kan have indgaaet aftaler, hvorefter hvert enkelt officielt sprog i en af disse stater af de oevrige betragtes som et af deres egne officielle sprog. Dette gaelder for eksempel de nordiske lande, som har tilkendegivet, at de uden forskel vil anvende dansk, norsk og svensk i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i den nordiske konvention af 1974.

For at give den fremsendende instans og rekvirenten mulighed for at traeffe de forholdsregler, de maatte finde hensigtsmaessige, skal den modtagende instans underrette den fremsendende instans, saa snart den faar besked om, at modtageren naegter at modtage dokumentet.

Artikel 9 - Forkyndelsesdato

Denne artikel fastlaegger kriterierne for, hvilken dato der skal gaelde for et dokuments forkyndelse.

Forkyndelsen af et dokument medfoerer i de fleste tilfaelde retsvirkninger, og det kan derfor vaere vigtigt at vide praecis, hvornaar de indtraeffer.

Som foelge af EU-medlemsstaternes forskellige formelle procedureregler for dokumentforkyndelse og den forskellige materielle lovgivning er den begivenhed, der er afgoerende for datoen, forskellig fra den ene medlemsstat til den anden.

Under udarbejdelsen af konventionen af 1997 proevede man at finde frem til en regel, der i forholdet mellem EU-medlemsstaterne kunne traede i stedet for de interne retsregler, hvilket foerte til vedtagelsen af artikel 9.

Stk. 1 fastsaetter, at datoen for forkyndelsen er den dato, paa hvilken forkyndelsen har fundet sted i overensstemmelse med modtagerstatens lovgivning. Formaalet er at beskytte modtagerens rettigheder.

Stk. 2 har derimod til formaal at beskytte rekvirentens rettigheder, idet han kan have interesse i, at forkyndelsen sker inden for en bestemt tidsfrist eller paa en bestemt dato. Det forekommer hensigtsmaessigt, at han da skal kunne goere sine rettigheder gaeldende paa en dato, som han selv fastsaetter, i stedet for at vaere afhaengig af en begivenhed, nemlig forkyndelsen af et dokument i en anden medlemsstat, som han ikke har nogen direkte indflydelse paa, og som maaske foerst indtraeffer efter udloebet af den fastsatte frist.

Stk. 1 og 2 kan anvendes kumulativt, saaledes at virkningerne af forkyndelsen kan indtraeffe paa forskellige tidspunkter for modtageren af dokumentet og for rekvirenten.

En saadan situation kan for eksempel opstaa i henseende til visse lovgivninger, saafremt en staevning afbryder en foraeldelsesfrist og omfatter en opfordring til fremmoede.

Tidspunktet for afbrydelse af foraeldelsesfristen i forhold til rekvirenten afgoeres efter afsenderstatens lovgivning i medfoer af stk. 2.

Hvad angaar modtageren af dokumentet er den dato, der skal tages i betragtning ved beregningen af fremmoedefristen, imidlertid den, der er fastsat i modtagerstatens lovgivning.

Stk. 3 giver en medlemsstat mulighed for at erklaere, at den ikke vil anvende bestemmelserne i denne artikel.

Artikel 10 - Afleveringsattest og kopi af det forkyndte dokument

Naar proceduren for forkyndelse af dokumentet er gennemfoert, udfyldes den relevante rubrik paa formularen (attest for forkyndelse).

Formularen sendes tilbage til den fremsendende instans, eventuelt sammen med en kopi af dokumentet.

Derudover er der fastsat regler svarende til dem, der gaelder for anmodningen om forkyndelse, med hensyn til det sprog, der skal anvendes ved udfyldelsen af attesten, da den modtagende instans enten skal anvende det officielle sprog eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, dokumentet skal sendes til, eller et sprog, som denne medlemsstat har erklaeret, at den kan acceptere.

Artikel 11 - Omkostninger i forbindelse med forkyndelsen

I stk. 1 fastsaettes det, at den bistand, modtagerstatens forvaltninger yder, er gratis.

Naar forkyndelsesformaliteterne ikke ivaerksaettes af medlemsstaternes forvaltninger, giver stk. 2 til gengaeld medlemsstaterne mulighed for at fastsaette, at omkostninger afholdes af rekvirenten.

Der kan stilles krav om betaling af et forskud, inden forkyndelsesproceduren saettes i gang. Kommissionens haandbog vil komme til at indeholde nyttige oplysninger herom, bl.a. om der skal betales et beloeb, naar den fremsendende instans sender dokumentet.

Afdeling 2 - Andre maader for fremsendelse og forkyndelse af retslige dokumenter

Denne afdeling indeholder en raekke subsidiaere maader at fremsende dokumenter paa.

Artikel 12 - Fremsendelse ad konsulaer eller diplomatisk vej

Denne artikel aabner mulighed for fremsendelse af dokumenter ad konsulaer eller diplomatisk vej, men reserverer adgangen hertil til saerlige tilfaelde.

Den boer derfor kun anvendes i ekstremt vanskelige tilfaelde som f.eks. dem, der er naevnt i forbindelse med artikel 3, litra c), dvs. f.eks. under sociale eller klimatiske forhold, der goer det fuldstaendig umuligt at faa et dokument fra en medlemsstat frem til en anden medlemsstat paa anden vis.

Artikel 13 - Forkyndelse af dokumenter ved diplomatiske eller konsulaere repraesentanter

I denne artikel anviser direktivet en forkyndelsesmaade, der er traditionelt anerkendt i internationale forbindelser.

Enhver person, uanset nationalitet, som er bosiddende paa en medlemsstats omraade, har i princippet denne mulighed. Medlemsstaterne kan imidlertid tage forbehold med hensyn hertil.

Artikel 14 - Postforkyndelse

Med denne artikel tillades forkyndelse med posten.

Medlemsstaterne kan dog for at sikre personer, der er bosat paa deres territorium, angive, under hvilke omstaendigheder postforkyndelse kan finde sted for de paagaeldende. Det kan f.eks. kraeves, at det skal ske som rekommanderet forsendelse eller i henhold til konventionens bestemmelser om oversaettelse af dokumenter.

Der goeres opmaerksom paa, at verdenspostkonventionen, som alle medlems-staterne er parter i, specielt aabner mulighed for rekommanderet forsendelse.

De betingelser, medlemsstaterne maatte fastsaette i henhold til stk. 2, vil i givet fald blive anfoert i Kommissionens haandbog.

Artikel 15 - Direkte forkyndelse

Denne artikel tillader enhver, som har interesse i fremsendelsen af et dokument, der er omfattet af direktivets anvendelsesomraade, at tage direkte kontakt med de kompetente personer i modtagerstaten med henblik paa forkyndelse af dokumentet.

Artiklen maa ikke fortolkes saaledes, at den udgoer et retsgrundlag, der hjemler direkte fremsendelse af dokumentet fra en interesseret part til en staevningsmand. En saadan direkte fremsendelse er kun lovlig, hvis den er i overensstemmelse med retsreglerne i den medlemsstat, hvor proceduren afvikles.

Stk. 2 giver imidlertid medlemsstaterne mulighed for at tage forbehold med hensyn hertil, og det vil derfor vaere hensigtsmaessigt at henholde sig til Kommissionens haandbog for at kontrollere, om den paagaeldende stat modsaetter sig denne fremgangsmaade.

Kapitel III - Udenretslige dokumenter

Artikel 16

Der henvises til artikel 1 med hensyn til begrebet udenretslige dokumenter.

Kapitel IV - Afsluttende bestemmelser

Artikel 17 - Gennemfoerelsesbestemmelser

Denne bestemmelse er ny i forhold til konventionen. Den overdrager i overensstemmelse med artikel 202 og 211 i traktaten befoejelsen til at udoeve gennemfoerelsesbestemmelserne til Kommissionen i stedet for at give en eksekutivkomite mandat hertil som fastsat i artikel 18 i konventionen.

Kommissionen har til opgave at soerge for, at praktiske opgaver, der er noedvendige for, at direktivet kan fungere tilfredsstillende, bliver udfoert; den skal saaledes udarbejde og ajourfoere den haandbog, de fremsendende instanser skal bruge for at afgoere, hvilken modtagende instans i de andre medlemsstater de skal sende dokumenterne til, og den skal opstille en ordliste over juridiske udtryk. I haandbogen gives om muligt ligeledes oplysninger om omkostningerne i forbindelse med forkyndelse af dokumenter, jf. direktivets artikel 11.

Kommissionen faar desuden til opgave at aendre den standardformular, der findes i bilaget, og at udoeve gennemfoerelsesbestemmelserne til direktivet med det formaal at fremskynde fremsendelsen og forkyndelsen af dokumenter, f.eks. ved at goere det lettere at benytte sig af elektroniske forsendelser paa tvaers af graenserne under sikre forhold.

Ved vedtagelsen af disse foranstaltninger benytter Kommissionen den i artikel 18 fastsatte udvalgsprocedure.

Artikel 18 - Udvalg

Denne bestemmelse er ny i forhold til artikel 18 i konventionen.

Med henblik paa udoevelsen af de i artikel 17 fastsatte gennemfoerelses-bestemmelser bistaas Kommissionen af et raadgivende udvalg

(procedure I, "komitologi"-afgoerelsen).

Artikel 19 - Sagsoegt, som ikke giver fremmoede

I denne bestemmelse gengives stk. 1 og 2 i artikel 19 i konventionen, dog uden den formelle reference til Haag-konventionen af 1965, som optraeder i bestemmelsens overskrift og i foerste punktum.

Med denne artikel overtages den ordning, der blev indfoert ved Haag-konventionen af 15. november 1965, idet der foretages en enkel formel aendring af bestemmelserne vedroerende medlemsstaternes notifikation af erklaeringen i nr. 1, litra b). Artiklen indeholder en raekke regler, som skal beskytte modtagerens rettigheder, naar retslige dokumenter fremsendes i henhold til dette direktiv.

Nr. 1, litra a), vedroerer staevninger eller tilsvarende dokumenter, og det paalaegges dommeren ikke at afgoere sagen, saa laenge det ikke er fastslaaet, at dokumentet er blevet forkyndt, og at sagsoegte, naar forkyndelsen har fundet sted, har haft tilstraekkelig tid til at varetage sine interesser under sagen. Der indroemmes dog en undtagelse fra denne regel for de medlemsstater, der oensker, at deres dommere skal kunne afgoere sagen efter et bestemt tidsrum, saafremt visse betingelser er opfyldt.

Nr. 2 omhandler de tilfaelde, hvor der er afsagt dom over en sagsoegt, som ikke er moedt, idet den paagaeldende paa visse betingelser faar mulighed for at blive fritaget for virkningerne af, at fristen for anvendelse af retsmidler er udloebet. For at undgaa, at der opstaar juridisk usikkerhed til skade for sagsoegerens interesser i forbindelse med den foerste proces, fastsaetter direktivet, at medlemsstaterne i en erklaering kan begraense fristen for imoedekommelse af anmodningen om fritagelse for retsvirkningerne.

Nr. 2 finder ikke anvendelse paa afgoerelser om personers status eller handleevne. Det forekommer saaledes umuligt at tillade ophaevelse af en udeblivelsesdom i en skilsmissesag, hvis der siden er indgaaet nyt aegteskab, idet retssikkerheden boer prioriteres hoejest paa dette omraade.

Artikel 20 - Forholdet til aftaler eller arrangementer, hvori medlems-staterne er parter

I denne bestemmelse fastsaettes det, at direktivet erstatter den ordning for forkyndelse af dokumenter, der er fastsat i artikel IV i protokollen til Bruxelles-konventionen af 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (8), og i Haag-konventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle anliggender, og som anvendes i forholdet mellem de deltagende medlemsstater. Faellesskabsretten har forrang.

(8) EFT C 27 af 26.1.1998.

Det foreslaaede direktiv indeholder en bestemmelse, som er overtaget fra andre faellesskabsretsakter, og som goer det muligt for medlemsstaterne enten enkeltvis eller i samarbejde at fremskynde dokumentfremsendelsen. Direktivet er saaledes ikke til hinder for, at medlemsstaterne vedtager eller opretholder bestemmelser om fremskyndelse af dokumentfremsendelse, saafremt de er forenelige med direktivets bestemmelser.

Anvendelsen af denne mulighed er underkastet Kommissionens kontrol: den skal have forelagt udkastet til saadanne bestemmelser.

Artikel 21 - Retshjaelp

Denne artikel beroerer ikke de regler vedroerende retshjaelp, der findes i andre konventioner, som maatte finde anvendelse mellem visse medlemsstater.

Artikel 22 - Beskyttelse af fremsendte oplysninger

Denne artikel paalaegger de modtagende instanser at sikre, at de oplysninger, som de faar kendskab til under udoevelsen af deres hverv, behandles fortroligt.

De modtagende instanser skal soerge for, at deres interne retsforskrifter vedroerende beskyttelse af fortrolige oplysninger bliver anvendt.

De personer, som de fremsendte oplysninger vedroerer, vil altid kunne paaberaabe sig gaeldende lovbestemmelser for at faa at vide, hvordan disse oplysninger er blevet brugt.

Direktivet beroerer ikke anvendelsen af den gaeldende lovgivning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med anvendelsen af personlige oplysninger og disse oplysningers frie bevaegelighed.

Artikel 23 - Offentliggoerelse

I denne artikel fastsaettes det, at Kommissionen i EF-Tidende offentliggoer oplysninger i artikel 2, 3, 4, 9, 10, 13, 14, 15 og 16, som meddeles af medlemsstaterne.

Artikel 24 - Genbehandling

Denne bestemmelse findes ikke i konventionen.

I modsaetning til konventionen (tilsynet ligger hos eksekutivkomiteen) paahviler det Kommissionen i henhold til traktatens artikel 211 at foere tilsyn med direktivets anvendelse og at fremlaegge en rapport herom.

Kommissionen skal foere tilsyn med, hvordan direktivet fungerer, dvs. indsamle alle nyttige oplysninger om medlemsstaternes ivaerksaettelse af direktivet. Den skal specielt se paa, hvor effektive de fremsendende og de modtagende instanser er, under hvilke omstaendigheder de centrale enheder modtager direkte anmodninger om forkyndelse af dokumenter, samt hvordan bestemmelserne vedroerende forkyndelsesdatoen anvendes.

Ved saaledes at vaere saerlig opmaerksom paa visse bestemmelser i direktivet skulle Kommissionen kunne afgoere, om regler, der har vist sig at medfoere gennemfoerelsesproblemer i nogle lande, anvendes problemloest i andre, og om man derfor kan udvide reglernes anvendelsesomraade. De oplysninger, Kommissionen saaledes faar indsamlet, maa derfor siges at vaere af saerlig interesse for den gensidige underretning af medlemsstaterne. Oplysningerne vil desuden indgaa i jaevnlige rapporter til Raadet, Europa-Parlamentet og Det OEkonomiske og Sociale Udvalg, hvoraf den foerste udarbejdes tre aar efter datoen for direktivets vedtagelse og de foelgende hvert femte aar.

Sammen med disse rapporter vil der eventuelt blive fremlagt forslag om tilpasning til udviklingen inden for forkyndelsesordningerne.

Artikel 25 - Gennemfoerelse

Denne bestemmelse er ny i forhold til konventionen.

Det er en standardbestemmelse vedroerende medlemsstaternes gennemfoerelse af direktivet i henhold til artikel 249 i traktaten.

Kommissionen foreslaar, at medlemsstaterne senest den 30. juni 2000 traeffer alle de noedvendige foranstaltninger til gennemfoerelse af direktivet og giver teksten til de bestemmelser, som de vedtager i direktivets regi. Kommissionen offentliggoer disse oplysninger i De Europaeiske Faelles-skabers Tidende.

Medlemsstaterne tager foranstaltningerne i anvendelse fra den 1. oktober 2000.

Artikel 26 - Ikrafttraedelse

Denne bestemmelse er ny i forhold til konventionen.

Denne artikel fastslaar, hvornaar direktivet skal traede i kraft i henhold til artikel 254 i traktaten.

Artikel 27 - Adressater

Denne bestemmelse er ny i forhold til konventionen.

I denne artikel fastsaettes det, at direktivet er rettet til medlemsstaterne.

Forslag til RAADETS DIREKTIV om forkyndelse i Den Europaeiske Unions medlemsstater af retslige og udenretslige dokumenter i civile eller kommercielle anliggender

RAADET FOR DEN EUROPAEISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Faellesskab, saerlig artikel 61, litra c),

under henvisning til forslag fra Kommissionen (9),

(9) EFT C..... af ......

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (10),

(10) EFT C..... af ......

under henvisning til udtalelse fra Det OEkonomiske og Sociale Udvalg (11), og

(11) EFT C..... af ......

ud fra foelgende betragtninger:

(1) Unionens maal er at opretholde og udvikle et omraade med frihed, sikkerhed og retfaerdighed, hvor der er fri bevaegelighed for personer; med henblik paa en gradvis indfoerelse af et saadant omraade vedtager Faellesskabet bl.a. en raekke foranstaltninger inden for det civilretlige samarbejde, som er noedvendige, for at det indre marked kan fungere efter hensigten;

(2) af hensyn til det indre markeds effektivitet er det noedvendigt at forbedre og fremskynde fremsendelsen mellem medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle anliggender med henblik paa disses forkyndelse; dette er formaalet med naervaerende direktiv;

(3) dette spoergsmaal henhoerer under samarbejdet om civilretlige spoergsmaal som omhandlet i traktatens artikel 65;

(4) i overensstemmelse med naerhedsprincippet og med proportionalitets-princippet som omhandlet i traktatens artikel 5 kan direktivets maal ikke naas paa effektiv vis af medlemsstaterne og kan kun gennemfoeres paa faellesskabsplan; dette direktiv begraenser sig til det noedvendige minimum og gaar ikke ud over, hvad der er noedvendigt herfor;

(5) med retsakten af 26. maj 1997 (12) har Raadet for Den Europaeiske Union udarbejdet en konvention om forkyndelse i Den Europaeiske Unions medlemsstater af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle anliggender, og det har henstillet til medlemsstaterne, at de vedtager den i henhold til deres forfatningsmaessige bestemmelser; konventionen er ikke traadt i kraft; viderefoerelsen af de resultater, der blev opnaaet i forbindelse med indgaaelsen af konventionen, boer sikres; konventionens vaesentlige indhold er derfor medtaget i dette direktiv;

(12) EFT C 261 af 27.8.1997, s. 2.

(6) af hensyn til effektiv og hurtig afvikling af de civilretlige procedurer skal fremsendelsen af retslige og udenretslige dokumenter ske direkte og ved hjaelp af hurtige midler mellem de af medlemsstaterne udpegede instanser; medlemsstaterne kan imidlertid oplyse, at de har til hensigt at bevare deres centrale myndigheder i en overgangsperiode paa fem aar; en saadan overgangsordning er berettiget ud fra noedvendigheden af at tilpasse medlemsstaternes nuvaerende fremsendelsesordninger;

(7) en hurtig fremsendelse forudsaetter, at alle egnede midler anvendes, dog under overholdelse af visse krav vedroerende det modtagne dokuments laeselighed og paalidelighed; en sikker fremsendelse kraever, at det fremsendte dokument ledsages af den i bilaget vedlagte formular, som skal udfyldes paa det sprog, der anvendes paa forkyndelsesstedet, eller paa et andet sprog, som er godkendt af den modtagende medlemsstat;

(8) af hensyn til direktivets effektivitet er det kun i ekstreme tilfaelde muligt at afvise forkyndelsen af dokumenter;

(9) en hurtig fremsendelse er en opfordring til at lade dokumentet forkynde i dagene efter dokumentets modtagelse; hvis det imidlertid ikke har vaeret muligt at foretage forkyndelsen efter en maaned, giver den modtagende instans den fremsendende instans meddelelse herom; overskridelsen af denne frist er ikke ensbetydende med, at anmodningen skal sendes tilbage til den fremsendende instans, naar forkyndelsen kan lade sig goere inden for en rimelig frist;

(10) af hensyn til modtagerens interesser finder forkyndelsen sted paa det sprog, der anvendes paa forkyndelsesstedet, eller paa et af den fremsendende medlemsstats sprog, som modtageren forstaar;

(11) da de enkelte medlemsstaters procedureregler er forskellige, kan forkyndelsesdatoen vaere forskellig fra medlemsstat til medlemsstat; ifoelge naervaerende direktiv skal der i disse tilfaelde anvendes et system med to forskellige datoer, da det er den modtagende medlemsstats lovgivning, der er afgoerende, medmindre der er tale om dokumenter, som skal vaere forkyndt inden for en bestemt frist; formaalet hermed er at beskytte baade modtagerens og rekvirentens rettigheder;

(12) direktivet har forrang frem for de bestemmelser, der daekker de samme omraader, og som er indeholdt i internationale konventioner indgaaet af medlemsstaterne, navnlig protokollen til Bruxelles-konventionen af 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (13), og i Haag-konventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle anliggender, og som anvendes i forholdet mellem de deltagende medlemsstater; direktivet er ikke til hinder for, at medlemsstaterne vedtager eller opretholder bestemmelser om fremskyndelse af dokumentfremsendelse, hvis de er forenelige med direktivets bestemmelser;

(13) EFT C 27 af 26.1.1998, s. 24.

(13) oplysninger, der fremsendes efter dette direktiv, boer beskyttes; beskyttelsen falder ind under Europa-Parlamentets og Raadets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af saadanne oplysninger (14) og Europa-Parlamentets og Raadets direktiv 97/66/EF af 15. december 1997 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren (15);

(14) EFT L 281 af 23.11.1995.

(15) EFT L 24 af 30.1.1998.

(14) ivaerksaettelsen af direktivets gennemfoerelsesbestemmelser boer paahvile Kommissionen; den bistaas af et raadgivende udvalg;

(15) Kommissionen skal senest tre aar efter direktivets ikrafttraedelsesdato undersoege dets anvendelse og om noedvendigt fremsaette aendringsforslag;

(16) i overensstemmelse med artikel 1 og 2 i protokollerne om Det Forenede Kongeriges og Irlands samt Danmarks stilling deltager disse stater ikke i vedtagelsen af dette direktiv; det er derfor ikke bindende for Det Forenede Kongerige, Irland og Danmark og finder ikke anvendelse for deres vedkommende -

UDSTEDT FOELGENDE DIREKTIV:

KAPITEL I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Anvendelsesomraade

1. Dette direktiv finder anvendelse i civile eller kommercielle anliggender, hvor et retsligt eller udenretsligt dokument skal sendes fra en medlemsstat til en anden for der at blive forkyndt.

2. Dette direktiv finder ikke anvendelse, naar adressen paa den person, for hvem dokumentet skal forkyndes, ikke er kendt.

Artikel 2

Fremsendende og modtagende instanser

1. Hver medlemsstat udpeger de embedsmaend, myndigheder eller andre personer, i det foelgende benaevnt "fremsendende instanser", der har kompetence til at fremsende retslige og udenretslige dokumenter, der skal forkyndes i en anden medlemsstat.

2. Hver medlemsstat udpeger de staevningsmaend eller andre personer, i det foelgende benaevnt "modtagende instanser", der er kompetente til at modtage retslige og udenretslige dokumenter fra en anden medlemsstat.

3. Medlemsstaterne kan erklaere, at de vil udpege en fremsendende og en modtagende instans eller en enkelt instans, som varetager begge funktioner. Forbundsstater, stater med flere retssystemer og stater med autonome territoriale organer kan udpege flere saadanne instanser. Udpegelsen gaelder for fem aar og kan forlaenges hvert femte aar.

4. Hver medlemsstat giver Kommissionen foelgende oplysninger:

(a) navn og adresse paa de i stk. 2 og 3 omhandlede modtagende instanser

(b) instansernes stedlige kompetence

(c) paa hvilke maader instanserne kan modtage dokumenter og

(d) hvilke sprog der kan benyttes ved udfyldelsen af formularen i bilaget.

Medlemsstaterne underretter Kommissionen om enhver senere aendring af disse oplysninger.

Artikel 3

Central enhed

Hver medlemsstat udpeger en central enhed, som har til opgave:

(a) at give oplysninger til de fremsendende instanser

(b) at soege loesninger paa vanskeligheder, der maatte opstaa i forbindelse med fremsendelse af dokumenter med henblik paa forkyndelse

(c) i undtagelsestilfaelde, paa anmodning af den fremsendende instans, at sende en anmodning om forkyndelse videre til den kompetente modtagende instans.

Forbundsstater, stater med flere retssystemer og stater med autonome territoriale organer kan udpege flere centrale enheder.

KAPITEL II

RETSLIGE DOKUMENTER

Afdeling 1

Fremsendelse og forkyndelse af retslige dokumenter

Artikel 4

Fremsendelse af dokumenter

1. Retslige dokumenter fremsendes direkte og hurtigst muligt mellem de instanser, som er udpeget paa grundlag af artikel 2.

2. Fremsendelse af dokumenter, anmodninger, bekraeftelser, modtagelses-beviser, attester og alle andre aktstykker mellem fremsendende og modtagende instanser kan ske paa enhver egnet maade, forudsat at indholdet af det modtagne dokument er en tro gengivelse af det afsendte dokument, og at alle angivelser paa dokumentet er let laeselige.

3. Det dokument, der oenskes fremsendt, skal ledsages af en anmodning, der udfaerdiges paa formularen i bilaget. Formularen skal udfyldes paa modtagerstatens officielle sprog eller, hvis der er flere officielle sprog i den paagaeldende medlemsstat, paa det officielle sprog eller et af de officielle sprog paa det sted, hvor forkyndelsen skal finde sted, eller paa et andet sprog, som modtagerstaten har meddelt, at den kan acceptere. Medlemsstaterne skal angive, hvilket andet/hvilke andre af Den Europaeiske Unions officielle sprog end deres eget/deres egne de kan acceptere, at formularen udfyldes paa.

4. Alle dokumenter og aktstykker, der fremsendes, er fritaget for legalisering eller tilsvarende formaliteter.

5. Hvis den fremsendende instans oensker en kopi af dokumentet returneret sammen med den i artikel 10 omhandlede attest, fremsendes dokumentet i to eksemplarer.

Artikel 5

Oversaettelse af dokumenter

1. Rekvirenten skal af den fremsendende instans, hvortil den paagaeldende overdrager dokumentet med henblik paa fremsendelse, underrettes om, at adressaten kan naegte at modtage dokumentet, hvis det ikke er affattet paa et af de i artikel 8 omhandlede sprog.

2. Rekvirenten afholder eventuelle udgifter til oversaettelse, der er paaloebet forud for dokumentets fremsendelse med forbehold af en eventuel senere afgoerelse truffet af retten eller den kompetente myndighed om, hvem disse udgifter paahviler.

Artikel 6

Modtagelse af dokumenter ved den modtagende instans

1. Den modtagende instans sender ved modtagelsen af et dokument snarest muligt og under alle omstaendigheder inden syv dage efter modtagelsen paa den hurtigst mulige maade den fremsendende instans et modtagelsesbevis paa formularen i bilaget.

2. Kan anmodningen om forkyndelse ikke imoedekommes paa grundlag af de fremsendte oplysninger eller dokumenter, tager den modtagende instans paa den hurtigst mulige maade kontakt med den fremsendende instans for at rekvirere de manglende oplysninger eller aktstykker.

3. Hvis anmodningen om forkyndelse klart falder uden for direktivets anvendelsesomraade, eller hvis forkyndelse er umulig, fordi de formelle krav ikke er opfyldt, returneres anmodningen og de fremsendte dokumenter straks efter modtagelsen til den fremsendende instans sammen med den formular til meddelelse om returnering, der er gengivet i bilaget.

4. En modtagende instans, der modtager et dokument, som den ikke har territorial kompetence til at forkynde, sender dokumentet og anmodningen videre til den kompetente modtagende instans i samme medlemsstat, hvis de i artikel 4, stk. 3, naevnte betingelser er opfyldt, og underretter den fremsendende instans herom under anvendelse af formularen i bilaget. Den territorialt kompetente modtagende instans underretter paa den i stk. 1 naevnte maade den fremsendende instans, naar den har modtaget dokumentet.

Artikel 7

Forkyndelse af dokumenter

1. Den modtagende instans forkynder dokumentet eller lader det forkynde enten i overensstemmelse med modtagerstatens lovgivning eller paa den saerlige maade, som den fremsendende instans har anmodet om, medmindre denne maade er uforenelig med modtagerstatens lovgivning.

2. De med henblik paa forkyndelsen noedvendige foranstaltninger traeffes hurtigst muligt. Hvis det ikke har vaeret muligt at forkynde dokumentet inden en maaned efter modtagelsen, underretter den modtagende instans under alle omstaendigheder den fremsendende instans herom paa formularen i bilaget, som udfyldes i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2. Fristen beregnes efter modtagerstatens lovgivning.

Artikel 8

Mulighed for at naegte at modtage dokumentet

1. Den modtagende instans underretter adressaten om, at denne kan naegte at modtage det dokument, der skal forkyndes, hvis det ikke er affattet paa et af foelgende sprog:

(a) paa modtagerstatens officielle sprog, eller hvis der er flere officielle sprog i den paagaeldende medlemsstat, paa det officielle sprog eller et af de officielle sprog paa det sted, hvor forkyndelsen skal finde sted, eller

(b)paa et af afsenderstatens sprog, som modtageren forstaar.

2. Har den modtagende instans faaet oplyst, at adressaten naegter at modtage dokumentet, jf. stk. 1, underretter den straks den fremsendende instans herom ved hjaelp af den i artikel 10 omhandlede attest og returnerer anmodningen og de dokumenter, der oenskes oversat.

Artikel 9

Forkyndelsesdato

1. Datoen for et dokuments forkyndelse i henhold til artikel 7 er den dato, paa hvilken dokumentet forkyndes i overensstemmelse med modtagerstatens lovgivning, jf. artikel 8.

2. Hvis der i forbindelse med en sag, der skal anlaegges, eller som verserer i afsenderstaten, er behov for at forkynde et dokument inden for en bestemt frist, er den dato, der gaelder i forhold til rekvirenten, dog den, der er fastsat i lovgivningen i denne medlemsstat.

3. Enhver medlemsstat kan erklaere, at den ikke vil anvende stk. 1 og 2.

Artikel 10

Afleveringsattest og kopi af det forkyndte dokument

1. Naar formaliteterne i forbindelse med forkyndelsen af dokumentet er opfyldt, udfaerdiges der paa formularen i bilaget en attest som bevis for forkyndelsen, som sendes til den fremsendende instans og ledsages af en kopi af det forkyndte dokument, hvis artikel 4, stk. 5, finder anvendelse.

2. Attesten udfyldes paa det officielle sprog eller et af de officielle sprog i afsenderstaten eller paa et andet sprog, som afsenderstaten har meddelt, at den kan acceptere. Hver medlemsstat skal angive, hvilket andet eller hvilke andre af Den Europaeiske Unions officielle sprog end dens eget eller dens egne den kan acceptere, at formularen udfyldes paa.

Artikel 11

Omkostninger i forbindelse med forkyndelsen

1. Forkyndelse af retslige dokumenter fra en medlemsstat medfoerer ikke krav paa betaling eller refusion af afgifter eller omkostninger i forbindelse med modtagerstatens bistand.

2. Rekvirenten skal betale eller refundere omkostninger i forbindelse med:

(a) arbejde udfoert af en staevningsmand eller en person, som er kompetent efter modtagerstatens lovgivning

(b) anvendelse af en saerlig fremgangsmaade.

Afdeling 2

Andre former for fremsendelse og forkyndelse af retslige dokumenter

Artikel 12

Fremsendelse ad konsulaer eller diplomatisk vej

Hver medlemsstat har i saerlige tilfaelde adgang til at benytte konsulaer eller diplomatisk vej til at fremsende retslige dokumenter, der skal forkyndes, til de instanser i en anden medlemsstat, som er udpeget paa grundlag af artikel 2 eller 3.

Artikel 13

Forkyndelse af dokumenter ved diplomatiske eller konsulaere repraesentanter

Hver medlemsstat har adgang til uden anvendelse af tvang at forkynde retslige dokumenter for personer, der er bosat i en anden medlemsstat, direkte ved sine diplomatiske eller konsulaere repraesentanter.

Hver medlemsstat kan erklaere, at den modsaetter sig saadan forkyndelse paa sit territorium, medmindre dokumentet skal forkyndes for en statsborger i den medlemsstat, hvorfra dokumentet hidroerer.

Artikel 14

Postforkyndelse

1. Hver medlemsstat har adgang til at lade forkyndelse af retslige dokumenter foretage direkte med posten for personer, der er bosat i en anden medlemsstat.

2. Enhver medlemsstat kan angive, under hvilke omstaendigheder den accepterer postforkyndelse af retslige dokumenter.

Artikel 15

Direkte forkyndelse

1. Dette direktiv er ikke til hinder for, at enhver, der har interesse i en retssag, kan lade forkyndelse af retslige dokumenter foretage direkte ved embedsmaend eller andre kompetente personer i modtagerstaten.

2. Enhver medlemsstat kan erklaere, at den modsaetter sig forkyndelse efter stk. 1 af retslige dokumenter paa sit territorium.

KAPITEL III

UDENRETSLIGE DOKUMENTER

Artikel 16

Fremsendelse

Udenretslige dokumenter kan fremsendes med henblik paa forkyndelse i en anden medlemsstat i overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv.

KAPITEL IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 17

Gennemfoerelsesbestemmelser

Kommissionen fastsaetter efter den i artikel 18 fastsatte procedure:

a) udarbejdelsen og den aarligt ajourfoerte haandbog med de oplysninger, som medlemsstaterne har givet i overensstemmelse med artikel 2, stk. 4

b) en opstilling af en ordliste paa alle Den Europaeiske Unions officielle sprog over de dokumenter, der forkyndes inden for rammerne af dette direktiv

c) aendringerne i formularen i bilaget

d) gennemfoerelsesbestemmelserne for en fremskyndet fremsendelse af dokumenter, der skal forkyndes.

Artikel 18

Udvalg

Kommissionen bistaas af et raadgivende udvalg sammensat af repraesentanter for medlemsstaterne og med Kommissionens repraesentant som formand.

Kommissionens repraesentant forelaegger udvalget et udkast til de foranstaltninger, der skal traeffes. Udvalget udtaler sig om udkastet inden for en frist, som formanden kan fastsaette under hensyntagen til, hvor meget det paagaeldende spoergsmaal haster, i givet fald ved afstemning.

Udtalelsen optages i moedeprotokollen; derudover har hver medlemsstat ret til at anmode om, at dens holdning indfoeres i moedeprotokollen.

Kommissionen tager stoerst muligt hensyn til udvalgets udtalelse. Den underretter udvalget om, hvorledes den har taget hensyn til dets udtalelse.

Artikel 19

Sagsoegte, der ikke giver moede

1. Naar en staevning eller et tilsvarende dokument har skullet sendes til en anden medlemsstat med henblik paa forkyndelse efter dette direktiv, og sagsoegte ikke er moedt, maa dommeren ikke afgoere sagen, foer det er fastslaaet, at:

a) dokumentet er forkyndt ved anvendelse af en af de fremgangsmaader, der har hjemmel i modtagerstatens lovgivning for forkyndelse af dokumenter i indenlandske sager for personer, som opholder sig paa dens territorium, eller

b) dokumentet virkelig er blevet afleveret til sagsoegte eller paa hans bopael i overensstemmelse med en anden fremgangsmaade, som har hjemmel i dette direktiv,

og at forkyndelsen eller afleveringen i hvert af disse tilfaelde har fundet sted i saa god tid, at sagsoegte har kunnet varetage sine interesser under sagen.

2. Hver medlemsstat kan erklaere at dommeren uanset stk. 1., kan afgoere sagen, selv om der ikke er modtaget nogen attest som bevis for forkyndelse eller aflevering, saafremt:

a) dokumentet er blevet fremsendt paa en af de maader, der har hjemmel i dette direktiv

b) et tidsrum, som dommeren anser for tilstraekkeligt i den enkelte sag, dog mindst seks maaneder, er forloebet siden datoen for dokumentets fremsendelse

c) ingen attest har kunnet opnaas til trods for, at ethvert rimeligt forsoeg er blevet gjort for at opnaa den gennem de kompetente myndigheder i modtagerstaten.

3. Uanset stk. 1 og 2 kan dommeren i paatraengende tilfaelde traeffe bestemmelse om en hvilken som helst foreloebig eller sikrende foranstaltning.

4. Naar en staevning eller et tilsvarende dokument har skullet sendes til en anden medlemsstat med henblik paa forkyndelse efter dette direktiv, og der er afsagt dom over en sagsoegt, som ikke er moedt, skal dommeren have adgang til at fritage sagsoegte for virkningerne af, at fristen for anvendelse af retsmidler er udloebet, saafremt:

a) sagsoegte uden egen skyld ikke har faaet kendskab til dokumentet i saa god tid, at han kunne varetage sine interesser under sagen, eller kendskab til dommen i saa god tid, at han kunne benytte et retsmiddel, og

b) sagsoegtes indsigelser ikke forekommer helt grundloese.

Anmodning om fritagelse skal fremsaettes inden en rimelig tid efter, at sagsoegte har faaet kendskab til dommen.

Hver medlemsstat kan erklaere, at anmodningen ikke vil blive imoedekommet, hvis den fremsaettes efter udloebet af en frist, som angives i erklaeringen, men som ikke kan vaere kortere end et aar efter afsigelsen af dommen.

5. Stk. 4 anvendes ikke paa afgoerelser om personers status eller handleevne.

Artikel 20

Forholdet til aftaler eller arrangementer, hvori medlemsstaterne er parter

1. Med hensyn til de forhold, som daekkes af naervaerende direktivs anvendelsesomraade, har det forrang for de af medlemsstaterne indgaaede internationale konventioner, navnlig artikel IV i protokollen til Bruxelles-konventionen af 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, og Haag-konventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle anliggender.

2. Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne vedtager eller opretholder bestemmelser om fremskyndelse af dokumentfremsendelse, saafremt de er forenelige med direktivets bestemmelser. Medlemsstaterne forelaegger Kommissionen udkast til de bestemmelser, de agter at vedtage.

Artikel 21

Retshjaelp

Dette direktiv beroerer ikke anvendelsen af artikel 23 i konventionen angaaende civilprocessen af 17. juli 1905, artikel 24 i konventionen angaaende civilprocessen af 1. marts 1954 og artikel 13 i konventionen om international retshjaelp af 25. oktober 1980 mellem de medlemsstater, der er parter i naevnte konventioner.

Artikel 22

Beskyttelse af fremsendte oplysninger

1. Oplysninger, herunder navnlig personoplysninger, der fremsendes efter dette direktiv, maa af de modtagende instanser kun anvendes til det formaal, der laa til grund for fremsendelsen.

2. Modtagende instanser sikrer, at saadanne oplysninger behandles fortroligt i overensstemmelse med modtagerstatens lovgivning.

3. Stk. 1 og 2 beroerer ikke den nationale lovgivning, i henhold til hvilken de beroerte personer har ret til at blive holdt orienteret om den anvendelse, der goeres af oplysninger, som fremsendes efter dette direktiv.

4. Dette direktiv hindrer ikke anvendelsen af direktiv 95/46/EF og 97/66/EF.

Artikel 23

Offentliggoerelsen

Kommissionen offentliggoer i De Europaeiske Faellesskabers Tidende de oplysninger, som medlemsstaterne meddeler den i henhold til artikel 2, 3, 4, 9, 10, 13, 14, 15 og 19.

Artikel 24

Genbehandling

Senest tre aar efter datoen for dette direktivs ikrafttraeden og herefter hvert femte aar forelaegger Kommissionen Europa-Parlamentet, Raadet og Det OEkonomiske og Sociale Udvalg en rapport om direktivets gennemfoerelse, bl.a. med en vurdering af de i henhold til artikel 2 udpegede instansers effektivitet og den praktiske anvendelse af artikel 3, litra c), og artikel 9. Rapporten ledsages eventuelt af forslag til, hvordan direktivet kan tilpasses til udviklingen inden for forkyndelsesordningerne.

Artikel 25

Gennemfoerelse i national ret

1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggoer senest den 30. juni 2000 de love og administrative bestemmelser, der er noedvendige for at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen herom. Medlemsstaterne anvender disse love og administrative bestemmelser fra den 1. oktober 2000.

2. De love og administrative bestemmelser, der vedtages af medlemsstaterne, indeholder en henvisning til dette direktiv, eller de ledsages ved deres offentliggoerelse af en saadan henvisning. De naermere bestemmelser vedroerende denne henvisning fastsaettes af medlemsstaterne.

3. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder paa det omraade, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 26

Ikrafttraedelse

Dette direktiv traeder i kraft paa tyvendedagen efter offentliggoerelsen

i De Europaeiske Faellesskabers Tidende.

Artikel 27

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfaerdiget i Bruxelles, den

Paa Raadets vegne

Formand

BILAG

ANMODNING OM FORKYNDELSE AF DOKUMENTER

(Artikel 4, stk. 3, i direktivet)

Referencenummer: (*) fakultativt

1. FREMSENDENDE INSTANS

1.1. Navn:

1.2. Adresse:

1.2.1. Gade + nummer/postboks:

1.2.2. Postnummer + bynavn:

1.2.3. Land:

1.3. Tlf.:

1.4. Telefax(*):

1.5. E-mail(*):

2. MODTAGENDE INSTANS

2.1. Navn:

2.2. Adresse:

2.2.1. Gade + nummer/postboks:

2.2.2. Postnummer + bynavn:

2.2.3. Land:

2.3. Tlf.:

2.4. Telefax(*):

2.5. E-mail(*):

3. REKVIRENTEN

3.1. Navn:

3.2. Adresse:

3.2.1. Gade + nummer/postboks:

3.2.2. Postnummer + bynavn:

3.2.3. Land:

3.3. Tlf.:(*):

3.4. Telefax(*):

3.5. E-mail(*):

4. ADRESSATEN

4.1. Navn:

4.2. Adresse:

4.2.1. Gade + nummer/postboks:

4.2.2. Postnummer + bynavn:

4.2.3. Land:

4.3. Tlf.:(*):

4.4. Telefax(*):

4.5. E-mail(*):

4.6. Personnummer/socialsikringsnummer/virksomhedsnummer/eller lignende(*):

5. FORKYNDELSESMAADE

5.1. Ifoelge lovgivningen i den modtagende medlemsstat

5.2. Paa foelgende saerskilte maade:

5.2.1. Hvis denne maade ikke er forenelig med lovgivningen i den modtagende medlemsstat, skal dokumentet forkyndes i overensstemmelse med denne lovgivning:

5.2.1.1. Ja

5.2.1.2. Nej

6. DOKUMENT, DER SKAL FORKYNDES

a) 6.1. Dokumentets art

6.1.1. retsligt

6.1.1.1. indkaldelse

6.1.1.2. dom

6.1.1.3. appel

6.1.1.4. andet

6.1.2 udenretsligt

b) 6.2. Dato eller frist angivet i dokumentet(*):

c) 6.3. Sprog, som dokumentet er affattet paa:

6.3.1. original D EN DK ES FIN FR GR IT NL P S andet:

6.3.2. oversaettelse(*) D EN DK ES FIN FR GR IT NL P S andet:

d) 6.4. Antal bilag:

7. ET EKSEMPLAR AF DOKUMENTET SKAL RETURNERES SAMMEN MED FORKYNDELSESATTESTEN (jf. artikel 4, stk. 5, i direktivet)

7.1. Ja (i saa tilfaelde skal det dokument, der skal forkyndes, fremsendes i to eksemplarer)

7.2. Nej

1. I henhold til artikel 7, stk. 2, skal de foranstaltninger, der er noedvendige med henblik paa forkyndelsen, traeffes saa hurtigt som muligt. Hvis det ikke en maaned efter modtagelsen af anmodningen har vaeret muligt at foretage forkyndelsen, skal den fremsendende instans under alle omstaendigheder underrettes herom ved hjaelp af den i punkt 13 omtalte attest.

2. Hvis det ikke er muligt at efterkomme anmodningen paa baggrund af de fremsendte oplysninger og dokumenter skal der i henhold til artikel 6, stk. 2, i direktivet paa hurtigst mulige maade tages kontakt til den fremsendende instans med henblik paa at rekvirere de manglende oplysninger eller aktstykker.

Udfaerdiget i

Den

Underskrift og/eller stempel

Den modtagende instans' referencenummer:

KVITTERING FOR MODTAGELSE

(Artikel 6, stk. 1, i direktivet)

Ved modtagelsen af et dokument skal denne kvittering snarest muligt og senest syv dage efter modtagelsen sendes til den fremsendende instans paa den hurtigst mulige maade.

8. MODTAGELSESDATO:

Udfaerdiget i

Den

Underskrift og/eller stempel

FORMULAR TIL MEDDELELSE OM RETURNERING AF ANMODNING OG DOKUMENTER

(Artikel 6, stk. 3, i direktivet)

Anmodningen og dokumenterne skal returneres straks efter modtagelsen.

9. BEGRUNDELSE:

9.1. Anmodningen falder klart uden for direktivets anvendelsesomraade

9.1.1. dokumentet vedroerer hverken civile eller kommercielle anliggender

9.1.2. der er ikke tale om en anmodning om forkyndelse fra en medlemsstat til en anden medlemsstat

9.2. Manglende opfyldelse af de formelle krav, hvilket goer forkyndelsen umulig:

9.2.1. dokumentet er vanskeligt at laese

9.2.2. formularen er ikke udfyldt med det korrekte sprog

9.2.3. det modtagne dokument stemmer ikke overens med originalen

9.2.4. andet (skal praeciseres):

9.3. Forkyndelsesmaaden kan ikke forenes med den modtagende medlemsstats lovgivning (artikel 7, stk. 1, i direktivet)

Udfaerdiget i

Den

Underskrift og/eller stempel

MEDDELELSE OM VIDERESENDELSE AF ANMODNING OG DOKUMENT TIL DEN TERRITORIALT KOMPETENTE MODTAGENDE INSTANS

(Artikel 6, stk. 4, i direktivet)

Anmodningen og dokumentet er blevet sendt videre til nedenstaaende instans, som har den territoriale kompetence til at foretage forkyndelsen:

10.1. Navn:

10.2. Adresse:

10.2.1. Gade + nummer/postboks:

10.2.2. Postnummer + bynavn:

10.2.3. Land:

10.3. Tlf.:

10.4. Telefax(*):

10.5. E-mail(*):

Udfaerdiget i

Den

Underskrift og/eller stempel

Den kompetente modtagende instans' referencenummer:

KVITTERING FOR MODTAGELSE FRA DEN TERRITORIALT KOMPETENTE INSTANS TIL DEN FREMSENDENDE INSTANS

(Artikel 6, stk. 4, i direktivet)

Denne kvittering skal ved modtagelsen af et dokument snarest muligt og senest syv dage efter modtagelsen sendes til den fremsendende instans paa den hurtigst mulige maade.

11. MODTAGELSESDATO:

Udfaerdiget i

Den

Underskrift og/eller stempel

BEVIS FOR DOKUMENTERNES FORKYNDELSE ELLER MANGLENDE FORKYNDELSE (Artikel 10 i direktivet)

Forkyndelsen foretages hurtigst muligt. Hvis det en maaned efter anmodningens modtagelse endnu ikke har vaeret muligt at foretage forkyndelsen, underretter den modtagende instans den fremsendende instans herom (jf. artikel 7, stk. 2, i direktivet).

12. DOKUMENTET ER FORKYNDT

a) 12.1. Dato for forkyndelsen og den adresse, hvor den har fundet sted:

b) 12.2. Dokumentet er:

A) 12.2.1. forkyndt efter den modtagende medlemsstats lovgivning, dvs.:

12.2.1.1. udleveret:

12.2.1.1.1. til adressaten

12.2.1.1.2. til en anden person

12.2.1.1.2.1. Navn:

12.2.1.1.2.2. Adresse:

12.2.1.1.2.2.1. Gade + nummer/postboks:

12.2.1.1.2.2.2. Postnummer + bynavn:

12.2.1.1.2.2.3. Land:

12.2.1.1.2.3. Tilknytning til adressaten:

Familie Ansat Andet

12.2.1.1.3. paa adressatens bopael

12.2.1.2. forkyndt pr. post

12.2.1.2.1. uden kvittering for modtagelse

12.2.1.2.2. med kvittering for modtagelse (vedlagt)

12.2.1.2.2.1. udfaerdiget af adressaten

12.2.1.2.2.2. udfaerdiget af en anden person

12.2.1.2.2.2.1. Navn:

12.2.1.2.2.2.2. Adresse:

12.2.1.2.2.2.2.1. Gade + nummer/postboks:

12.2.1.2.2.2.2.2. Postnummer + bynavn:

12.2.1.2.2.2.2.3. Land:

12.2.1.2.2.2.3. Tilknytning til adressaten:

Familie Ansat Andet

12.2.1.3. andet (skal praeciseres):

B) 12.2.2. forkyndt ved hjaelp af foelgende saerlige maade (skal praeciseres):

c) 12.3. Adressaten er [mundtligt] [skriftligt] blevet underrettet om, at han kan naegte at modtage dokumentet, hvis det ikke er udfaerdiget paa et sprog, som er officielt sprog paa forkyndelsesstedet, eller et af den fremsendende medlemsstats officielle sprog, som han forstaar.

13. OPLYSNINGER, SOM GIVES I HENHOLD TIL ARTIKEL 7, STK. 2

Det har ikke inden for en maaned efter modtagelsen af dokumentet vaeret muligt at foretage forkyndelsen

14. DOKUMENTET ER NAEGTET MODTAGET

Adressaten har naegtet at modtage dokumentet med henvisning til det anvendte sprog. Dokumentet er vedlagt denne attest.

15. AARSAGEN TIL, AT DOKUMENTET IKKE ER FORKYNDT

15.1. Ukendt adresse

15.2. Adressaten har ikke kunnet findes

15.3. Det har ikke vaeret muligt at forkynde dokumentet inden den dato eller den frist, som er angivet i punkt 6.2

15.4. Andet (skal praeciseres):

Dokumentet er vedlagt denne attest.

Udfaerdiget i

Den

Underskrift og/eller stempel:

FINANSIERINGSOVERSIGT

1. FORANSTALTNINGENS BETEGNELSE

Forslag til Raadets direktiv om forkyndelse i Den Europaeiske Unions medlemsstater af retslige og udenretslige dokumenter i civile eller kommercielle anliggender.

2. BUDGETPOST

B5-800.

3. RETSGRUNDLAG

Artikel 61, litra c).

4. BESKRIVELSE AF FORANSTALTNINGEN

4.1. Foranstaltningens generelle formaal

Formaalet med forslaget er at forbedre og forenkle ordningen for forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter inden for det indre marked. Det indgaar i Den Europaeiske Unions maalsaetning om at etablere et omraade med frihed, sikkerhed og retfaerdighed.

4.2. Foranstaltningens varighed og naermere bestemmelser for dens forlaengelse

Ubestemt.

5. KLASSIFIKATION AF UDGIFTERNE

5.1. IOU (ikke-obligatoriske udgifter)

5.2. OB (opdelte bevillinger).

6. UDGIFTERNES ART

Offentlig aftale.

7. FINANSIEL VIRKNING FOR DEL B

(i tusind EUR)

>TABELPOSITION>

8. FORHOLDSREGLER MOD SVIG (OG FORVENTEDE RESUL-TATER HERAF)

De gaeldende bestemmelser om tildeling, kontrol og revision i forbindelse med offentlige aftaler finder anvendelse.

9. PLYSNINGER OM COST/EFFECTIVENESS

9.1. Specifikke og kvantificerbare maal, maalgruppe

Alle erhvervsdrivende og alle borgere vil have fordel af direktivet, eftersom det tager sigte paa at etablere et omraade med frihed, sikkerhed og retfaerdighed, hvor der er fri bevaegelighed for personer, og hvor borgerne i forhold til domstolene kan goere deres rettigheder gaeldende under paaberaabelse af de samme garantier, som de er sikret ved domstolene i deres eget land.

9.2. Begrundelse for foranstaltningen

Fremsendelsen af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spoergsmaal fra én medlemsstat til en anden med henblik paa forkyndelse er et uomgaengeligt led i afviklingen af en sag og skal kunne ske paa tilfredsstillende betingelser.

For at sikre, at de instanser, der har kompetence til at sende retslige dokumenter til en anden medlemsstat og at modtage saadanne dokumenter fra en anden medlemsstat, i praksis har mulighed for let og uden forsinkelse at loese denne opgave, fastsaettes det i direktivet, at der skal udarbejdes en haandbog over samtlige de oplysninger, som medlemsstaterne har indberettet, og en ordliste paa de officielle sprog vedroerende de dokumenter, der skal forkyndes.

I direktivforslaget fastsaettes det, at der skal oprettes et raadgivende udvalg, som skal bistaa Kommissionen i dens arbejde med at udarbejde gennemfoerelsesbestemmelser.

9.3. Overvaagning og evaluering af foranstaltningen

I direktivforslaget fastsaettes det i artikel 23, at Kommissionen senest tre aar efter direktivets vedtagelse fremlaegger en rapport for Europa-Parlamentet og Raadet om direktivets anvendelse.

10. UDGIFTER TIL ADMINISTRATION (DET ALMINDELIGE BUDGETS DEL A, SEKTION III)

Den faktiske afsaettelse af de noedvendige administrative ressourcer sker ved Kommissionens aarlige afgoerelse om ressourcetildeling, bl.a. under hensyntagen til antallet af ansatte og de supplerende beloeb, der maatte vaere tildelt af budgetmyndigheden.

10.1. Indvirkningen paa antallet af stillinger

>TABELPOSITION>

10.2. De supplerende menneskelige ressourcers samlede finansielle indvirkning

>TABELPOSITION>

10.3. Foroegelse af andre driftsudgifter som foelge af foranstaltningen

(i tusind EUR)

>TABELPOSITION>

Disse udgifter daekkes ved hjaelp af det paagaeldende generaldirektorats egne bevillinger.