51999DC0613

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL RAADET OG EUROPA-PARLAMENTET - EU's deltagelse i regionale fiskeriorganisationer

1. Indledning

2. De regionale fiskeriorganisationers centrale rolle i forvaltningen af verdens fiskeressourcer

2.1. Noedvendigheden af at forvalte fiskeressourcerne

2.2. Regionale fiskeriorganisationer i staerk fremgang

2.2.1. Oprindelse og opgaver

2.2.2. De eksisterende regionale fiskeriorganisationer

2.2.3. Struktur og befoejelser

2.3. De regionale fiskerorganisationer - smeltedigel for en retsorden for forvaltning af fiskeriressourcer

2.3.1 Foranstaltninger, som gaelder for de kontraherende parter

2.3.2. Foranstaltninger, som kan goeres gaeldende over for ikke-kontraherende parter

3. EU's oegede og noedvendige tilstedevaerelse i de regionale fiskeriorganisationer

3.1. EU og de regionale fiskeriorganisationer

3.2. Forpligtelser som foelge af deltagelsen i de regionale fiskeriorganisationer

3.2.1. Varetagelse af EU's interesser

3.2.2. Bidrag til budgettet

3.2.3. Deltagelse i arbejdet

3.2.4. Gennemfoerelse af henstillingerne

3.2.5. Gennemfoerelse af bevarelses- og forvaltningsforanstaltningerne

4. Opgavefordelingen mellem Kommissionen og medlemsstaterne

4.1. Kommissionen fokuserer igen paa sine oprindelige opgaver

4.1.1. Repraesentant for EU

4.1.2. Opgaver i forbindelse med lovgivning

4.2. Opgavefordelingen ved indsamling og forvaltning af data

4.2.1. Overfoersel af data

4.2.2. Deltagelse i de tekniske og videnskabelige udvalg

4.3. Inspektions- og kontrolordninger

5. Konklusion

1. INDLEDNING

EU har gentagne gange givet udtryk for oensket om at goere sig staerkere gaeldende i international sammenhaeng og i hoejere grad kunne optraede som en enhed udadtil isaer paa fiskeriomraadet.

Da situationen for hovedparten af jordens fiskebestande giver anledning til bekymring, og da verdens vigtigste fiskerflaader har for stor fangstkapacitet, er det noedvendigt med et taettere internationalt samarbejde om forvaltningen af fiskeressourcerne.

Dette samarbejde boer omfatte baade forvaltningen af de bestande, som kan fiskes i farvande, der hoerer under en raekke kyststaters hoejhedsomraade, og dem, der befinder sig helt eller delvis uden for disse farvande. Formaalet er dels at sikre, at foranstaltninger rettet mod det aabne hav, er forenelige med dem, der er rettet mod de eksklusive oekonomiske zoner dels at undgaa, at princippet om frihed paa det aabne hav, som ligger EU meget paa sinde, erstattes af jungleloven.

Det er derfor vigtigt, at EU, som er verdens fjerdestoerste fiskerimagt, spiller en stoerre rolle ved fastlaeggelsen og udarbejdelsen af et regelsaet for fiskeressourcerne i overensstemmelse med sine internationale forpligtelser, for paa et varigt grundlag at forsvare EU-hoejsoeflaadernes oekonomiske interesser og en effektiv gennemfoerelse af en politik for ansvarligt fiskeri.

De regionale fiskeriorganisationer er den vigtigste faktor i dette internationale samarbejde. De er etableret som led i internationale aftaler og udgoer et forum, hvor repraesentanter for de forskellige stater moedes for paa basis af de mest paalidelige videnskabelige data, som er til raadighed, at fastlaegge reglerne for forvaltningen af fiskeressourcerne. En regional fiskeriorganisation udgoer derfor et saerligt velegnet redskab, fordi den giver mulighed for at fastsaette rammebestemmelser under hensyntagen til de saerlige traek og karakteristika, der praeger dens eget omraade.

I de senere aar er de regionale fiskeriorganisationers antal og betydning steget markant. De er ogsaa blevet mere aktive. Deres rolle, som i starten hovedsageligt bestod i at udarbejde udtalelser om bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne, er blevet udvidet til ogsaa at omfatte kompetence, for forvaltning og regulering af udnyttelsen af disse ressourcer.

De foranstaltninger, som vedtages inden for denne ramme, indebaerer fastlaeggelse af begreber og principper, som gradvis tegner strukturen i en international retsorden for forvaltning af fiskeressourcer, der er baseret paa havretskonventionenen, og som foerst og fremmest gaelder for de kontraherende parter, men som i stadig stigende grad kraever gennemfoerelse af ordninger gaeldende for de ikke-kontraherende parter.

I kraft af sin enekompetence i fiskerispoergsmaal har EU foert en aktiv politik for at repraesentere og forsvare sine interesser inden for de regionale fiskeriorganisationer. EU er for oejeblikket medlem af ti regionale fiskeriorganisationer, har soegt optagelse i en elvte og deltager aktivt i oprettelsen af to nye.

Denne deltagelse skal ses i lyset af sammenhaengen mellem den faelles fiskeripolitiks interne og eksterne aspekter. Kommissionen har klart en rolle at spille for at paavirke udviklingen i det arbejde, som udfoeres paa internationalt plan med hensyn til forvaltning af fiskeressourcerne. Til gengaeld vil dette arbejde med sikkerhed ogsaa paavirke de interne forvaltningsregler, som anvendes i denne politik. Deltagelsen i dette arbejde indebaerer belastende opgaver som fx at repraesentere EU, deltage i moeder, tilvejebringe og overfoere oplysninger og gennemfoere vedtagne foranstaltninger, isaer vedroerende kontrol af fiskeriaktiviteter.

Denne meddelelse foregriber ikke en noedvendig analyse af, hvilke principper og begreber, EU skal forsvare inden for de regionale fiskeriorganisationer, men begraenser sig til at behandle aspekter af den rolle, EU skal spille inden for disse organisationer, og til at vurdere fordelingen mellem EU og medlemsstaterne af de opgaver, som denne medvirken resulterer i.

2. De Regionale fiskeriorganisationers centrale rolle i forvaltningen af verdens fiskeressourcer

Forskellige begivenheder har medfoert en stoerre bevidsthed om noedvendigheden af at bevare og forvalte fiskeressourcerne, og ikke kun dem, der findes i det aabne hav, men ogsaa dem, der findes i farvande, som hoerer under kyststaternes jurisdiktion. Det har igen betydet, at de regionale fiskeriorganisationer er blevet vigtige forvaltningsinstrumenter.

2.1. Noedvendigheden af at forvalte fiskeressourcerne

Da EU tiltraadte De Forenede Nationers havretskonvention af 1982, paatog den og de oevrige kontraherende stater sig bl.a. at skabe ligevaegt mellem paa den ene side de rettigheder og forpligtelser, som kyststaterne har, og paa den anden side dem, som lande, der fisker paa aabent hav har. Det primaere maal for denne ligevaegt er en baeredygtig udnyttelse af fiskerressourcerne.

Efter den udvidelse af de eksklusive oekonomiske zoner til 200 soemil, der fandt sted i 70'erne, maatte fjernfiskerflaaderne omstrukturere deres aktiviteter og intensiverede dermed belastningen af ressourcerene, hvilket medfoerte en foruroligende overfiskning af de fleste bestande, noget som ogsaa de tekniske fremskridt bidrog til.

Stabilisering af de internationale retlige forbindelser og indfoerelsen af et effektivt samarbejde er meget vigtige opgaver for EU's fremtidige hoejsoefiskeri. EU har derfor deltaget aktivt i udarbejdelsen af foelgende tre nye instrumenter, som supplerer og praeciserer de bestemmelser, der er vedtaget inden for rammerne af havretskonventionen:

- en aftale, der skal faa hoejsoefiskerfartoejer til at overholde de internationale foranstaltninger til bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne, og som blev godkendt af FAO i 1993,

- en adfaerdskodeks for ansvarligt fiskeri, der blev vedtaget af FAO-konferencen i november 1995 i tilslutning til Cancún-erklaeringen fra 1992,

- aftalen om gennemfoerelse af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention vedroerende bevarelse og forvaltning af fiskebestande, der bevaeger sig baade inden for og uden for eksklusive oekonomiske zoner (faelles bestande), og staerkt vandrende fiskebestande, den saakaldte "New York-aftale", der blev vedtaget i 1995.

EU er allerede part i de to foerste instrumenter, og det er meget vigtigt for en styrkelse og stabilisering af den international retsorden, at EU kan deponere ratifikationsinstrumenterne til det tredje instrument samtidig med medlemsstaterne.

Disse instrumenter bekraefter de regionale fiskeriorganisationers afgoerende rolle for etableringen af dette internationale samarbejde. Ovennaevnte New York-aftale har helt klart styrket deres rolle i den forbindelse, da den indebaerer:

- at de eksisterende organisationes indsats bliver mere dynamisk, og at der etableres organisationer i de tilfaelde, hvor der ikke er nogen

- at de stater, som ikke er medlemmer, og som har fiskeriinteresser i de paagaeldende omraader, tilslutter sig de relevante organisationer eller accepterer at anvende deres regler

- at de bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, der anvendes paa aabent hav og i de eksklusive oekonomiske zoner, er forenelige

- at der indfoeres gode kontrolordninger i disse organisationer, der sikrer, at de beslutninger, som traeffes, gennemfoeres effektivt

- at der indfoeres obligatoriske procedurer til fredelig loesning af konflikter.

2.2. Regionale fiskeriorganisationer i staerk fremgang

2.2.1. Oprindelse og opgaver

Skoent de foerste regionale fiskeriorganisationer saa dagens lys i begyndelsen af dette aarhundrede, er de fleste af dem oprettet i loebet af de sidste fyrre aar.

Den udvikling, der har vaeret i organisationernes rolle, har vaeret taet forbundet med en voksende forstaaelse af noedvendigheden af en baeredygtig forvaltning af fiskebestandene. I lang tid spillede de primaert en raadgivende rolle med hensyn til bevarelse af fiskeressourcerne, og det var foerst i begyndelsen af 70'erne, at de begyndte at varetage forvaltningsopgaver. Det medfoerte, efterhaanden som situationen for forskellige bestande forvaerredes, at der blev vedtaget bevarelsesforanstaltninger for de paagaeldende bestande, derefter begraensninger af fiskerimulighederne og senest afskraekkende foranstaltninger over for ikke-kontraherende parter. Efter De Forenede Nationers konference om miljoe og udvikling den 3.-14. juni 1992 i Rio de Janeiro er denne udvikling i retning af en stadig mere aktiv rolle for de regionale fiskeriorganisationer accelereret kraftigt.

De har saaledes til opgave at forhindre interessekonflikter mellem nationerne, naar det gaelder udnyttelse af marine ressourcer, og sikre en holdbar ligevaegt mellem udnyttelsen og bevarelsen af ressourcerne.

2.2.2. De eksisterende regionale fiskeriorganisationer

Der findes en lang raekke forskellige regionale fiskeriorganisationer. Nogle er oprettet under FAO's ledelse, andre uafhaengigt af denne organisation. Hvad foerstnaevnte angaar, har nogle en rent raadgivende funktion og har ikke selv nogen administrativ struktur (fx CECAF [1]), mens andre har forvaltningsbefoejelser samt selvstaendige strukturer og budgetter (fx IOTC [2]). Hovedparten har befoejelser i forbindelse med bevarelse og forvaltning af ressourcerne.

[1] Komitéen for Fiskeriet i det OEstlige Centrale Atlanterhav.

[2] Kommissionen for Tunfiskeriet i Det Indiske Ocean.

Nogle tager sig af alle de biologiske ressourcer, der befinder sig i deres kompetenceomraade (fx NAFO [3]). Andre koncentrerer sig om en bestand eller en gruppe bestande (fx ICCAT [4]). Deres geografiske kompetenceomraade kan vaere begraenset til det aabne hav eller omfatte baade det aabne hav og kyststaternes oekonomiske eksklusive zoner paa grund af bestandenes biologiske enhed. Derudover findes der nogle organisationer, som kun daekker omraader, der hoerer under kyststaters jurisdiktion, fx IBSFC [5].

[3] Organisationen for Fiskeriet i det Nordvestlige Atlanterhav.

[4] Den internationale konvention om bevarelse af tunfiskebestanden i Atlanterhavet.

[5] Den Internationale OEstersoe-fiskerikommission.

For oejeblikket hoerer hovedparten af de omraader paa aabent hav, hvor der drives fiskeri, under en regional fiskeriorganisations kompetence. Der er for nylig lavet en oversigt, hvoraf det fremgaar, at der findes 35 regionale fiskeriorganisationer, som daekker de fleste have og oceaner, og at 32 af disse organisationer varetager forvaltningsopgaver.

Om nogle aar vil naesten hele det aabne hav vaere daekket af regionale fiskeriorganisationer. Tre nye er ved at blive etableret for omraaderne Sydoestatlaten (SEAFO), Sydvestatlanten og den vestlige del af det centrale Stillehav.

2.2.3. Struktur og befoejelser

Inden for de regionale fiskeriorganisationer er der et staerkt oenske om at styrke egne strukurer og mulighederne for at traeffe selvstaendige beslutninger. Det kan blandt andet konstateres inden for NEAFC [6], som for oejeblikket er i gang med en revision af sine strukturer og har oprettet et uafhaengigt sekretariat, og GFCM, som inden laenge vil have sit eget budget. CECAF undersoeger for oejeblikket mulighederne for en lignende udvikling.

[6] Konventionen om det fremtidige multilaterale samarbejde vedroerende fiskeriet i det nordoestlige Atlanterhav.

Generelt ser de regionale fiskeriorganisationers struktur ud som foelger:

- et udoevende organ (kommission), som bl.a. har til opgave at vedtage foranstsltninger til bevarelse og forvaltning af bestandene

- et videnskabeligt organ, som afgiver videnskabelige udtalelser og henstillinger med henblik paa udarbejdelse og vedtagelse af bevaringsforanstaltninger [7]

[7] bortset fra NEAFC og IBSFC, som benytter et uafhaengigt organ, Det Internationale Havundersoegelsesraad (ICES).

- et sekretariat, som varetager organisationens administrative opgaver

- underordnede organer, som forbereder arbejdet (finansudvalg, gennemfoerelsesudvalg, statistikudvalg osv.).

Disse organer bestaar af repraesentanter for de kontraherende parter eventuelt bistaaet af eksperter og konsulenter. De samles mindst en gang om aaret til et plenarmoede, og forud for dette er der som regel et moede i det videnskabelige organ. Ud over disse ordinaere moeder kan der afholdes ekstraordinaere moeder, hvis den paagaeldende organisation stoeder paa saerlige problemer. Sideloebende hermed moedes en lang raekke forskellige tekniske eller videnskabelige arbejdsgrupper, som er saerligt aktive i perioderne mellem hver plenarmoede.

2.3. De regionale fiskeriorganisationer - smeltedigel for en retsorden for forvaltning af fiskeressourcerne

De regionale fiskeriorganisationer udgoer omdrejningspunktet for et stadigt mere omfattende regelsaet for fiskeressourcerne

2.3.1. Foranstaltninger, som gaelder for de kontraherende parter

De regionale fiskeriorganisationer fastlaegger bevarelses- og forvaltningsforanstaltningerne, og det sker primaert paa grundlag af videnskabelige udtalelser. Foranstaltningerne vedtages efter organisationens beslutningsprocedure (konsensus, simpelt eller kvalificeret flertal). Ud over tekniske foranstaltninger (som f.eks. maskestoerrelse og mindstestoerrelser for fisk) omfatter de fastsaettelse med jaevne mellemrum af de samlede tilladte fangstmaengder (TAC) og regler for fordelingen af disse mellem de kontraherende parter; dette sker f.eks. for tunfisk via ICCAT, for hellefisk via NAFO, for blaahvilling via NEAFC og for antarktiske torskefisk via CCAMLR.

Det vigtigste ved disse foranstaltninger er deres bindende karakter, idet de, naar de foerst er vedtaget, er obligatoriske for de kontraherende parter, som ikke har gjort brug af den indsigelsesret, der normalt findes i organisationernes vedtaegter.

Organisationerne har forvaltningsmekanismer (overvaagning af fangster, statistiske programmer, overvaagning af handelsstroemme), som goer det muligt for dem at foelge, hvordan de kontraherende parter gennemfoerer bevarelsesforanstaltningerne.

Derudover indfoerer organisationerne ordninger for inspektion, kontrol og overvaagning for at undersoege, om de kontraherende parter overholder foranstaltningerne. Disse ordninger indebaerer procedurer for bording og inspektion, som styrker samarbejdet mellem de kontraherende parter.

Ud over organisationernes befoejelser, naar det gaelder forvaltning af ressourcerne i egentlig forstand, skal de ogsaa fortolke, praecisere og anvende de generelle principper eller retslige begreber, der er en foelge af FAO's adfaerdskodeks og New York-aftalen, f.eks. et begreb som staternes faktiske interesse inden for de beroerte fiskerier, forsigtighedsprincippet, princippet om aabenhed, flagstatens forpligtelser eller fredelig loesning af konflikter.

2.3.2. Foranstaltninger, som kan goeres gaeldende over for ikke-kontraherende parter

I denne sammenhaeng maa der laegges saerlig vaegt paa de foranstaltninger, som de regionale fiskeriorganisationer traeffer for at afholde de ikke-kontraherende parters (ikke-samarbejdende parters) fartoejer fra at underminere de maal, der er vedtaget for forvaltningen af ressourcerne.

Dette er isaer noedvendigt, fordi de forvaltningsforanstaltninger, som de regionale fiskeriorganisationer vedtager, er af stadig mere bindende karakter, og det kan have den uoenskede virkning, at nogle redere lader deres fartoejer skifte flag, saa de er hjemmehoerende i et tredjeland, der ikke er medlem af den paagaeldende organisation

Dette faenomen, der normalt kaldes at sejle under "bekvemmelighedsflag", har saerlig betydning i fiskerisektoren, da det ikke kun medfoerer uretfaerdige konkurrencevilkaar, men ogsaa saetter den forvaltningsstrategi paa spil, som er udviklet af de stater, der deltager i de regionale fiskeriorganisationers arbejde.

Selv om international ret bygger paa princippet om, at traktater og internationale konventioner ikke kan medfoere forpligtelser for ikke-kontraherende parter, anerkender den pligten til samarbejde. Internationale organer maa derfor under overholdelse af samme internationale ret skaffe sig midler til at "afholde fartoejer, hvis flagstat hverken er medlem af eller deltager i (regionale fiskeriorganisationer), fra aktiviter, der underminerer effektiviteten af de bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, som disse organisationer har vedtaget" (adfaerdskodeks 7.7.5).

De regionale fiskeriorganisationer har saaledes en meget vigtig rolle, naar det gaelder fastlaeggelse af foranstaltninger, som kan ivaerksaettes af medlemsstaterne for at undgaa unilaterale foranstaltninger paa aabent hav. De bidrager dermed til udformning og gennemfoerelse af elementer i international ret, som daekker meget forskellige omraader. ICCAT har f.eks. for nylig vedtaget henstillinger vedroerende international handel med tunfisk, som er direkte rettet mod ikke-kontraherende parter.

Aktuelle emner inden for de regionale fiskeriorganisationer er saavel adgang til havne og forbud mod landing af ulovlige fangster, som markedsadgang med mulighed for at anvende handelssanktioner mod de stater, som naegter at samarbejde, og foranstaltninger i forbindelse med definition og omfang af staternes jurisdiktion over deres borgere. Man boer heller ikke glemme inspektions- og kontrolforanstaltninger som foelge af bestemmelserne i New York-aftalen, der kan goeres gaeldende over for de parter, som ikke har tilsluttet sig de regionale fiskeriorganisationer, og som har ratificeret aftalen paa tidspunktet for den ikrafttraeden.

3. EU's oegede og noedvendige tilstedevaerelse i de regionale fiskeriorganisationer

I betragtning af, at nogle medlemsstaters flaader i over hundrede aar har drevet fjernfiskeri, at alle disse flaader tilsammen har verdens fjerdestoerste fiskerikapacitet, at disse flaader er afhaengige af at fange faelles bestande og staerkt vandrende arter, og i betragtning af de forpligtelser, EU har indgaaet paa internationalt plan, har EU en meget vigtig rolle at spille inden for de regionale fiskeriorganisationer. Det skal naevnes, at EU-markedet, uafhaengigt af flaadens fiskeriaktiviteter, sammen med USA og Japan er et af verdens tre stoerste markeder for afsaetning af fangster, og at EU derfor boer vaere med til at udvikle et ansvarligt fiskeri.

3.1. EU og de regionale fiskeriorganisationer

EU er kontraherende part i ti regionale fiskeriorganisationer og observatoer i to andre (se bilag). Den har tilsluttet sig en tredjedel af dem i loebet af de sidste fire aar. Derudover er EU specielt indvolveret i udformingen og etableringen af SEAFO og ordningen for det sydvestlige Atlanterhav. Endelig har den vist interesse for at spille en aktiv rolle i oprettelsen af organisationen for den vestlige del af det centrale Stillehav og har ansoegt om at blive medlem af IATTC [8].

[8] Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk.

AArsagen til denne oegede deltagelse er oensket om at vaere med til at fastlaegge foranstaltningerne til bevarelse og forvaltning af de ressourcer, som udnyttes af EU's redere, for at sikre, dels at de fjernfiskende nationers interesser varetages paa samme maade som kyststaternes, dels at de principper og begreber, som anvendes i de forskellige regionale fiskeriorganisationer er konsistente, samtidig med at de tager hensyn til hver organisations saerpraeg.

Det giver ogsaa EU mulighed for at sikre konsistens og synergi med den politik, der foeres i forbindelse med de bilaterale fiskerirelationer med tredjelande. Ud fra disse landes synspunkt er EU's deltagelse i fiskeriorganisationernes arbejde en garanti for dens engagement i en baeredygtig forvaltning af ressourcerne. I overensstemmelse med de forpligtelser, som foelger af New York-aftalen, giver EU som led i sine fiskeriaftaler med udviklingslandene finansiel stoette til deres deltagelse i de relevante regionale fiskeriorganisationer.

3.2. Forpligtelser som foelge af deltagelsen i de regionale fiskeriorganisationer

Deltagelsen i de regionale fiskeriorganisationer medfoerer fem former for forpligtelser:

- at varetage EU's interesser

- at give et finansielt bidrag til de regionale fiskeriorganisationers arbejde

- at deltage i arbejdet

- at gennemfoere henstillingerne

- at gennemfoere de vedtagne bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger.

3.2.1. Varetagelse af EU's interesser

I henhold til traktatens artikel 300 repraesenterer Kommissionen EU. Naar EU deltager i oprettelsen af nye regionale fiskeriorganisationer eller bliver medlem af en saadan organisation, forhandler Kommissionen paa EU's vegne paa grundlag af forhandlingsdirektiver fra Raadet og i samraad med et saerligt udvalg udpeget af Raadet.

Naar disse organisationer er blevet oprettet, eller naar EU er blevet medlem af en saadan organisation, soerger Kommissionen for at varetage EU's interesser i disse organisationer og er ansvarlig over for disse organisationer og de oevrige kontraherende parter, naar det gaelder eventuelle tilsagn fra EU's side. I dette forum soerger Kommissionen for, at dens politik paa forskellige omraader er konsekvent.

3.2.2. Bidrag til budgettet

De fleste regionale fiskeriorganisationer har et selvstaendigt budget, som finansieres via bidrag fra de kontraherende parter beregnet ud fra forskellige kriterier (fangster, landenes oekonomiske situation mv.). Budgetterne for nogle af de regionale fiskeriorganisationer har for oejeblikket en tendens til at stige, det gaelder isaer posterne vedroerende administration og videnskabelige forskningsprogrammer, og er en foelge af organisationernes mere markante rolle paa internationalt plan. Til gengaeld ser det ud til, at budgetterne for de allerede etablerede organisationer har stabiliseret sig. Deltagelsen i organisationernes arbejde medfoerer ogsaa udgifter i forbindelse med mere eller mindre almindeligt forekommende deltagelse i arbejdsgrupper.

EU's finansielle bidrag til de regionale fiskeriorganisationer finansieres over EU-budgettet. For oejeblikket udgoer de disponible bevillinger til dette formaal 3,7 mio. ECU. Beloebet boer justeres efterhaanden, som behovene aendrer sig, og i forhold til, hvilke organisationer der udvikler sig mest.

EU's deltagelse paa dette omraade maa foelge de samme regler for enekompetence som dem, der gaelder for de regionale fiskeriorganisationers oevrige aktiviteter, baade med hensyn til fastlaeggelsen af EU's holdning til udviklingen i de enkelte organisationers budgetter og til brugen af stemmeretten.

Kommissionen maa desuden soerge for, at de bevillinger, som de regionale fiskeriorganisationer faar, bruges efter bestemmelserne, specielt naar det gaelder transaktioner med henblik paa finansiering eller medfinansiering af saerlige projekter, hvor der maa fastsaettes bestemmelser om revision.

3.2.3. Deltagelse i arbejdet

Naar EU i sin egenskab af kontraherende part deltager i regionale fiskeriorganisationers plenarmoeder, er det Kommissionen, der forhandler, tager ordet og stemmer paa EU's vegne efter de « EU-holdninger », der er fastlagt af Raadet paa basis af forslag fra Kommissionen. For at sikre, at EU's strategier inden for de forskellige regionale fiskeriorganisationer er konsistente, udarbejder Kommissionen forslag til faelles holdninger til alle de emner, som tages op, samtidig med at den sikrer sig, at EU opfylder sine internationale forpligtelser i de oevrige internationale fora.

Kommissionen ledsages paa stedet af eksperter fra medlemsstaterne og staar i stadig kontakt med dem via koordineringsmoeder paa stedet for at finpudse disse holdninger og om fornoedent aendre dem, hvis der skulle ske noget uforudset.

Ud over at deltage i organisationernes plenarmoeder, deltager Kommissionen ogsaa i arbejdet i deres underordnede organer og i arbejdsgrupperne. Endelig skal den soerge for deltagelse i moederne i de videnskabelige raad, hvortil den til dels faar hjaelp fra videnskabsmaend fra medlemsstaterne.

3.2.4. Gennemfoerelse af henstillingerne

Hvis der ikke goeres indsigelse, gaelder de retsakter (henstillinger), som er vedtaget af en regional fiskeriorganisation, hvori EU deltager, saa snart de er blevet obligatoriske i henhold til den paagaeldende organisations bestemmelser.

For at kunne goeres gaeldende over for aktoererne, skal disse retsakter inkorporeres i EU's retsorden.

3.2.5. Gennemfoerelse af bevarelses- og forvaltningsforanstaltningerne

Kommissionen soerger for, at medlemsstaterne gennemfoerer henstillingerne ensartet og effektivt.

I EU-retssystemet paahviler gennemfoerelsen af de bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, som de regionale fiskeriorganisationer har vedtaget, medlemsstaterne, som skal anvende disse foranstaltninger, naar de er inkorporeret i EU's retsregler, paa samme maade som de foranstaltninger, der er vedtaget med henblik paa forvaltning af de interne ressourcer. Naar det f.eks. gaelder forvaltning af kvoter, skal der anvendes samme mekanismer som dem, der benyttes ved forvaltning af kvoter i EU's farvande (indsamling af fangstdata, indstilling af fiskeri mv.). Det samme er tilfaeldet ved kontrol af EU-fartoejers fiskeri paa aabent hav.

4. Opgavefordelingen mellem Kommissionen og medlemsstaterne

Det stigende antal regionale fiskeriorganisationer og deres stadig mere omfattende befoejelser kraever en oeget EU-tilstedevaerelse, en stigning i antallet af henstillinger, som skal gennemfoeres, og forpligtelser, som skal opfyldes, navnlig med hensyn til dataoverfoersel, inspektion og kontrol.

Hvis der skal vaere mulighed for at opfylde disse internationale forpligtelser med de begraensede budgetmidler og menneskelige ressourcer, som EU-institutionerne har til raadighed, maa det fastlaegges mere praecist, hvilke opgaver der paahviler henholdsvis Kommissionen og medlemsstaterne. Udgangspunktet herfor maa vaere, at Kommissionen skal fokusere mere paa sine oprindelige opgaver, uden at der saettes spoergsmaalstegn ved EU's opgaver i international sammenhaeng.

Denne opgavefordeling vil ikke paa nogen maade aendre det faktum, at EU er og bliver den eneste forhandlingspartner, som i de regionale fiskeriorganisationer har ansvaret for beskyttelse og forvaltning af ressourcerne.

4.1. Kommissionen fokuserer igen paa sine oprindelige opgaver

4.1.1. Repraesentant for EU

Kommissionen repraesenterer EU paa de regionale fiskeriorganisationers moeder og skal fortsat vaere til stede paa de moeder, hvor der traeffes beslutninger, for med én stemme at give udtryk for EU's holdning. Kommissionen kan ikke uddelegere denne opgave til medlemsstaterne. Den boer derfor fremover fortsat soerge for en passende repraesentation i de omkring tolv organisationer, som EU forventes at vaere medlem af.

Ud over deltagelse i alle moeder indebaerer denne funktion som repraesentant for EU ogsaa et ret betydeligt forberedende arbejde af saavel redaktionel art (udarbejdelse af den faelles holdning til dagsordenens punkter og af udkast til henstillinger) som organisatorisk art (koordinering med medlemsstaterne, uformelle kontakter med de oevrige kontraherende parter mv.).

4.1.2. Opgaver i forbindelse med lovgivning

Der er to grunde til, at henstillingerne skal gennemfoeres i EU's retsorden: dels fordi det er noedvendigt at fastsaette tydelige og praecise forpligtelser for EU's fiskere, dels fordi der er behov for paa EU-niveau at afklare medlemsstaternes og Kommissionens rolle i forbindelse med gennemfoerelsen af disse henstillinger.

Denne gennemfoerelse tager form af raadsforordninger offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende.

Forordningerne vedroerer foerst og fremmest vedtagelse af TAC og kvoter samt tekniske foranstaltninger og kontrolforanstaltninger.

Omfanget af dette regelvaerk er steget aar for aar som foelge af det stigende antal henstillinger vedtaget af disse organisationer, hvortil kommer, at EU bliver medlem af stadig flere regionale organisationer.

Til dette kvantitative pres kommer ogsaa et tidspres. For at opfylde sine forpligtelser og soerge for retssikkerhed for sine fiskere er EU noedt til at gennemfoere henstillingerne, saa snart de er traadt i kraft, hvilket giver problemer med hensyn til de procedurefrister, der gaelder for vedtagelsen af raadsforordninger.

Der er derfor behov for en tilbundsgaaende undersoegelse inden for EU-institutionerne for at forenkle og rationalisere inkorporeringen af disse henstillinger i EU's retsorden.

En af de veje, man kan gaa, er, at Raadet bemyndiger Kommissionen til at vedtage gennemfoerelsesforordninger til endelige retsakter vedtaget af regionale fiskeriorganisationer, hvori EU er part. Kommissionen vil foerst kunne handle, naar en saadan retsakt er blevet bindende for EU, med andre ord, hvis EU ikke har gjort indsigelse inden for den frist, som er fastsat i organisationens vedtaegter.

Kommissionen skulle saa paa forhaand officielt meddele henstillingerne til Raadet, saaledes som det sker for oejeblikket, og til Europa-Parlamentet for at sikre, at alt foregaar i fuld aabenhed og for at give EU mulighed for at udnytte sin ret til at goere indsigelse.

4.2. Opgavefordelingen ved indsamling og forvaltning af data

4.2.1. Overfoersel af data

Hver kontraherende part skal overfoere en raekke oplysninger om sin flaades aktiviteter til de regionale fiskeriorganisationer, saa de kan forvalte de vedtagne bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger. Det drejer sig om oplysninger af forskellig art: Fangstdata og oplysninger om fiskeriindsatsen, liste over de fartoejer, som har lov til fiske, statistiske oplysninger og oplysninger om stikproeveresultater.

I praksis indsamler medlemsstaterne disse oplysninger fra fartoejerne og sender dem til Kommissionen, som saa igen sender dem til de regionale fiskeriorganisationer. Kommissionen fungerer derfor som mellemled mellem organisationerne og medlemsstaterne ud fra den begrundelse, at den repraesenterer EU og er eneansvarlig for opfyldelsen af EU's forpligtelser. Der er en tendens til, at der bliver flere og flere af denne form for dataoverfoersler, og i visse tilfaelde fungerer Kommissionen blot som "brevkasse", men maa samtidig afsaette ikke ubetydelige personaleressourcer hertil.

Man kunne overveje at skelne mellem to former for data:

- oplysninger af administrativ art

- oplysninger til statistisk brug, som er noedvendige for det videnskabelige arbejde.

Kommissionen finder, at det ville vaere bedst, hvis hver enkelt medlemsstat selv kunne overfoere de statistiske oplysninger, der er noedvendige som foelge af EU's forpligtelser, og som vedroerer den selv, direkte til organisationerne med en kopi til Kommissionen. Kommissionen skulle saa kun gribe ind, hvis der opstod vanskeligheder i forbindelse med overfoerslen, eller hvis oplysningerne skulle sammenholdes paa EU-niveau. Overfoerslen af disse oplysninger ville ogsaa kunne foregaa lettere og mere rationelt, hvis der blev anvendt de rigtige edb-vaerktoejer.

Det er dog op til EU at soerge for, at de data, som skal indsamles, er homogene baade med hensyn til kvalitet og kvantitet, saaledes at man er sikker paa, at de er kompatible, og at princippet om samme behandling i de enkelte medlemsstater overholdes.

4.2.2. Deltagelse i de tekniske og videnskabelige udvalg

Kommissionen har ikke et tilstraekkeligt stort teknisk og videnskabeligt personale til at kunne daekke alle udvalg i de regionale fiskeriorganisationer. Den kunne derfor afhaengigt af, hvor forskningskompetencen er stoerst, paa disse moeder lade sig repraesentere af tekniske og videnskabelige eksperter fra medlemsstaterne, som saa kunne paatage sig at koordinere EU's holdning. Det sker allerede paa moederne i NAFO's og ICCAT's videnskabelige raad. Kommissionen kommer foerst ind i billedet sidenhen for at koordinere EU's politiske holdning paa grundlag af resultaterne af dette arbejde. Et saadant arrangement med medlemsstaterne ville kunne afhjaelpe Kommissionens mangel paa videnskabeligt personale.

For at sikre aabenhed omkring deltagelsen af videnskabeligt personale, som er afhaengigt af medlemsstaternes forskningsorganer, boer reglerne for denne deltagelse og formidlingen af resultaterne af arbejdet fastlaegges af Kommissionen og Raadet i faellesskab.

4.3. Inspektions- og kontrolordninger

Det vil vaere en logisk konsekvens af en ansvarlig og baeredygtig forvaltning af fiskeressourcerne, at der foeres kontrol med fiskeriaktiviteterne. Sideloebende med udviklingen af de regionale fiskeriorganisationers rolle har der vaeret stadig stoerre problemer med kontrol, som goer dette aspekt saerlig foelsomt. Uden at saette spoergsmaalstegn ved princippet om EU's enekompetence med hensyn til fiskeri og dermed ved Kommissionens rolle, er det foerst og fremmest medlemsstaterne, der er ansvarlige for at gennemfoere kontrolforanstaltningerne, dvs. isaer for at gennemfoere inspektions- og kontrolordningerne, i kraft af deres kontrolfunktion som flagstat.

Denne rollefordeling, der blev formaliseret ved forordning (EF) nr. 2847/93, er blevet bekraeftet og praeciseret i forbindelse med den aendring af forordningen, som blev vedtaget af Raadet i december 1998, og som tager sigte paa at skaerpe kontrolordningen for fiskeriaktiviteter. Heri bliver det atter bekraeftet, at flagstaten i princippet har ansvaret for sine egne fartoejer, naar de fisker i tredjelandes farvande eller i internationale farvande.

Specielt NAFO har indfoert en meget detaljeret inspektions- og kontrolordning, og for at gennemfoere denne ordning er arbejdsopgaverne blevet fordelt mellem Kommissionen og medlemsstaterne [9]. Kommissionen administrerer ogsaa EU's pilotprogram for observation af EU-fiskerfartoejer, som driver fiskeri i NAFO-omraadet. For at styrke samarbejdet mellem EU og Canada paa kontrolomraadet har Kommissionen desuden i nogle aar chartret et inspektionsfartoej. I de seneste aar har nogle medlemsstater stoettet EU's indsats ved at afsaette personale og materiel til inspektionsordningen.

[9] Raadets forordning (EOEF) nr. 1956/88 af 9. juni 1988 om bestemmelser til gennemfoerelse af den ordning for faelles international inspektion, som er vedtaget af Organisationen for Fiskeriet i det Nordvestlige Atlanterhav.

Som led i gennemfoerelsen af NAFO-inspektionsordningen og observatoerordningen har Kommissionen placeret to EU-inspektoerer paa fuld tid i omraadet, ligesom der til stadighed i Bruxelles maa afsaettes personale til at tage sig af overvaagningsopgaver.

En saadan investering, som til dels kan forklares ved NAFO's pionérrolle og ved den uhyre alvorlige ressourcesituation i dette omraade samt de anstrengte relationer mellem EU og Canada i begyndelsen af 90'erne, kan dog ikke komme paa tale for de inspektions- og observationsordninger, som de oevrige organisationer foer eller siden indfoerer, i lighed med NEAFC, som vedtog sin ordning i november 1998.

Ifoelge de generelle retningslinjer, som Kommissionen har vedtaget, er det noedvendigt, at den paa dette omraade igen fokuserer paa sine oprindelige opgaver, nemlig at overvaage og koordinere medlemsstaternes anvendelse af inspektions- og observatoerordninger, og forsoeger at frigoere sig fra direkte kontrolopgaver, dvs. gennemfoerelsen af disse ordninger.

Medlemsstaterne boer derfor i overensstemmelse med deres forpligtelser med hensyn til kontrol soerge for at afsaette det materiale (inspektions- og overvaagningsfartoejer), de menneskelige ressourcer (inspektoerer og observatoerer) og de finansielle midler, som kraeves for at indfoere disse nye inspektions-, kontrol- og observatoerordninger. Det drejer sig her om direkte udgifter for medlemsstaterne, som skal finansieres ud over bidraget til de regionale fiskeriorganisationers budget.

Kommissionen ville saa kunne gribe ind fra sag til sag med foreloebige foranstaltninger for at goere det lettere at indfoere nye strategier og nye inspektions-, kontrol- og observatoerordninger. Disse opgaver skulle dog ogsaa efterhaanden overtages af medlemsstaterne. Kommissionen ville endvidere kunne gribe ind i helt exceptionelle situationer og f.eks. chartre et inspektionsfartoej.

5. Konklusion

EU har givet udtryk for sin vilje til at spille en stoerre rolle i international sammenhaeng og bekraefter dermed, naar det gaelder fiskerisektoren og specielt forvaltningen af fiskeressourcerne paa det aabne hav, de forpligtelser, EU paatog sig ved ratificeringen af FN's havretskonvention og de oevrige internationale instrumenter, som supplerer konventionen. Det vil kraeve:

- at EU goer sig kraftigere gaeldende og deltager aktivt i de regionale fiskeriorganisationer i overensstemmelse med sin enekompetence, naar det gaelder forbindelserne udadtil paa fiskeriomraadet

- at baade Kommissionen og medlemsstaterne stiller de menneskelige ressourcer og det materiel til raadighed, som kraeves for at kunne deltage effektivt i de regionale fiskeriorganisationers arbejde

- at der fastsaettes bestemmelser til gennemfoerelse af de regionale fiskeriorganisationers henstillinger, som sikrer, at processen foregaar baade effektivt og i fuld aabenhed

- at der etableres et taet og velfungerende samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne, hvor Kommissionen atter fokuserer paa sine oprindelige opgaver, nemlig at repraesentere og varetage EU's og EU-fiskernes interesser og udfoere lovgivningsmaessige opgaver

- at medlemsstaterne overtager alle finansielle, materiale- og personalemaessige forpligtelser som foelge af kontrolaktiviteterne, idet NAFO skal forblive en undtagelse, som hurtigst muligt boer ophoere.

BILAG

OVERSIGT OVER REGIONALE FISKERIORGANISATIONER,

hvori EU er kontraherende part eller observatoer

>TABELPOSITION>

FINANSIERINGSOVERSIGT

1. FORANSTALTNINGENS BETEGNELSE

EU's deltagelse i regionale fiskeriorganisationer

2. BUDGETPOST

Afsnit I A2, A4, A5, A7

A 7000

A 7002

A 7003

A 7010

B7-8001

B2-902

3. RETSGRUNDLAG

B7-8001:

- Internationale fiskeriorganisationer, som EU er kontraherende part i :

Raadets afgoerelse af 4. september 1981 om indgaaelse af konventionen om bevarelse af de marine levende ressourcer i Antarktis (EFT L 252 af 5.9.1981) (CCAMLR).

Raadets afgoerelse af 13. december 1982 om indgaaelse af konventionen om bevarelse af laksebestanden i Nordatlanten (EFT L 378 af 31.12.1982, s. 24) (NASCO).

Raadets afgoerelse af 25.7.1983 om Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskabs tiltraedelse af konventionen om fiskeri og bevaring af de levende rigdomskilder i OEstersoeen og Baelterne (EFT L 237 af 26.8.1983, s. 4) (IBSFC).

Raadets afgoerelse af 9. juni 1986 om Faellesskabets tiltraedelse af den internationale konvention om bevarelse af tunfiskebestanden i Atlanterhavet som aendret ved den protokol, der er knyttet som bilag til slutakten fra konferencen af befuldmaegtigede stater, der er parter i konventionen, undertegnet den 10. juli 1984 i Paris (EFT L 162 af 18.6.1986, s. 33) (ICCAT).

Raadets afgoerelse af 13.7.1981 om indgaaelse af konvention om det fremtidige multilaterale samarbejde vedroerende fiskeriet i det nordoestlige Atlanterhav (EFT L 227 af 12.08.1981, s. 21) (NEAFC).

FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO).

Raadets forordning (EOEF) nr. 3179/78 af 28. december 1978 om Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskabs indgaaelse af konventionen om det fremtidige multilaterale samarbejde vedroerende fiskeriet i det nordvestlige Atlanterhav (EFT L 378 af 30.12.1978, s. 1) (NAFO).

Raadets afgoerelse af 18. september 1995 om Faellesskabets tiltraedelse af aftalen om oprettelse af Tunkommissionen for Det Indiske Ocean (EFT L 236 af 5.10.95, s. 24) (IOTC).

Raadets afgoerelse 98/416/EF af 16. juni 1998 om Det Europaeiske Faellesskabs tiltraedelse af Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet (EFT L 190 af 4.7.1998, s.34) (GFCM).

Forberedende arbejde i de nye internationale fiskeriorganisationer (IATTC, SEAFO) og de internationale fiskeriorganisationer, hvori EU har observatoerstatus (ICES, IWC og OECD)

B2-902:

Raadets forordning (EOEF) nr. 1956/88 af 9. juni 1988 om bestemmelser til gennemfoerelse af den ordning for faelles international inspektion, som er vedtaget af Organisationen for Fiskeriet i det Nordvestlige Atlanterhav (EFT L 175 af 6.7.1988, s. 1), senest aendret ved forordning (EOEF) nr. 436/92 (EFT L 54 af 28.2.1992, s. 1).

Raadets forordning (EF) nr. 3069/95 af 21. december 1995 om en EF-observatoerordning for Faellesskabets fiskerfartoejer, som fisker i det omraade, som reguleres af Organisationen for Fiskeriet i det Nordvestlige Atlanterhav (NAFO) (EFT L 329 af 30.12.1995, s. 5).

4. BESKRIVELSE AF FORANSTALTNINGEN

4.1 Foranstaltningens generelle formaal

EU's enekompetence i fiskerispoergsmaal kraever, at den bliver kontraherende part i et stadigt stigende antal regionale fiskeriorganisationer, hvis arbejde bliver stadig mere omfattende.

Paa nuvaerende tidspunkt er EU medlem af ti regionale fiskeriorganisationer og observatoer i to andre. AArsagen til denne oegede deltagelse er oensket om at vaere med til at fastlaegge foranstaltningerne til bevarelse og forvaltning af de ressourcer, som udnyttes af EU's redere, for at sikre, dels at de fjernfiskende nationers interesser varetages paa samme maade som kyststaternes, dels at de principper og begreber, som anvendes i de forskellige regionale fiskeriorganisationer, er konsistente og ogsaa tager hoejde for hver organisations saerpraeg.

Deltagelsen i de regionale fiskeriorganisationer medfoerer fem former for forpligtelser:

- varetagelse af EU's interesser (budgettets del A): Kommissionen repraesenterer EU paa moederne i de regionale fiskeriorganisationer og skal vaere til stede paa de moeder, hvor der traeffes beslutninger, for at give udtryk for EU's holdning. Kommissionen tager sig ogsaa af det forberedende arbejde, baade naar det gaelder tekster og kontakter.

- et finansielt bidrag til de regionale fiskeriorganisationers budget og arbejde (budgetpost B7-8001)

- deltagelse i de regionale fiskeriorganisationers arbejde (budgetpost B7-8001): da Kommissionen ikke har et tilstraekkeligt stort teknisk og videnskabeligt personale til at daekke alle tekniske og videnskabelig udvalg i de regionale fiskeriorganisationer lader den sig i disse udvalg repraesentere af eksperter fra medlemsstaterne under hensyntagen til, hvor der findes forskningskompetence.

- gennemfoerelse af henstillingerne i EU's retsorden (budgettets del A): dette paahviler Kommissionen og er noedvendigt, fordi der maa fastlaegges klare forpligtelser for EU's fiskere, og fordi der maa ske en afklaring af medlemsstaternes og Kommissionens rolle i forbindelse med gennemfoerelsen af disse henstillinger.

Denne gennemfoerelse tager form af raadsforordninger, som offentliggoeres i De Europaeiske Faellesskabers Tidende.

- gennemfoerelsen af de vedtagne bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger (budgetpost B2-902)

4.2 Foranstaltningens varighed og naermere bestemmelser for dens fornyelse

Ikke tidsbestemt periode

5. KLASSIFIKATION AF UDGIFTERNE/INDTAEGTERNE

5.1 Obligatoriske udgifter: B7-8001/ikke-obligatoriske udgifter: del A

B2-902

5.2 Opdelte bevillinger: B7-8001

B2-902

Ikke-opdelte bevillinger: partie A

5.3 Indtaegtstype: ikke relevant

6. UDGIFTERNES/INDTAEGTERNES ART

- B7-8001: 100% tilskud

- B2-902: 100% finansiering

- Del A: 100% finansiering

7. FINANSIELLE VIRKNINGER

7.1 Beregningsmetode for de samlede omkostninger ved foranstaltningen (forholdet mellem gennemsnitsomkostningerne pr. enhed og de samlede omkostninger)

7.2 Omkostningernes fordeling paa foranstaltningens elementer

Forpligtelsesbevillinger i mio. EUR (loebende priser)

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

7.3 Udgifter til undersoegelser, eksperter mv. inkluderet i budgettets del B

Forpligtelsesbevillinger i mio. EUR, (med 3 decimaler)

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

7.4 Forfaldsplan for forpligtelses-/betalingsbevillinger

Forpligtelsesbevillinger i mio. EUR

>TABELPOSITION>

8. FORHOLDSREGLER MOD SVIG

Indgaaelse af aftaler med de internationale fiskeriorganisationer med henblik paa at indfoere bestemmelser om revision ved gennemfoerelse af specifikke foranstaltninger/projekter.

9. OPLYSNINGER OM COST/EFFECTIVENESS

9.1 Specifikke og kvantificerbare maal, maalgruppe

- Specifikke maal: aktiv deltagelse fra EU's side i de internationale fiskeriorganisationer, som har til opgave at sikre langsigtet bevarelse og baeredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne paa aabent hav.

- Maalgruppe: - Internationale fiskeriorganisationer, hvori EU er kontraherende part eller observatoer (IOTC, CCAMLR, GFCM, FAO, IBSFC, ICES, IWC, NAFO, NASCO, NEAFC, ICCAT, SEAFO).

- Hoejsoeflaade.

9.2 Begrundelse for foranstaltningen

- Behovet for EU-stoette, isaer under hensyntagen til naerhedsprincippet: i kraft af sin enekompetence paa fiskeriomraadet skal EU tage sig af forbindelserne udadtil og deltage i fiskeriorganisationernes moeder for at forsvare EU-flaadens interesser og vise sit engagement i bevarelsen af ressourcerne.

9.3 Overvaagning og evaluering af foranstaltningen

De internationale fiskeriorganisationer forelaegger hvert aar deres budgetforslag for de kontraherende parter. Dette giver Kommissionen mulighed for at undersoege, kontrollere og kommentere dem. Ogsaa anvendelsen af bevillingerne bliver hvert aar gennemgaaet af de kontraherende parter.

Derudover indgaar Kommissionen aftaler med de internationale organisationer om bestemmelser om revision i forbindelse med gennemfoerelsen af specifikke foranstaltninger/projekter, der medfinansieres af EU.

Disse bestemmelser goer det muligt for Kommissionen paa grundlag af bilag og kontrol paa stedet at kontrollere gennemfoerelsen af disse projekter/foranstaltninger, som den medfinansierer.

10. UDGIFTER TIL ADMINISTRATION (DET ALMINDELIGE BUDGETS SEKTION III, DEL A)

10.1 Indvirkningen paa antallet af stillinger

>TABELPOSITION>

Den reelle fremskaffelse af de noedvendige administrative ressourcer sker paa grundlag af Kommissionens aarlige beslutning om tildeling af ressourcer, bl.a. under hensyn til personaleressourcer og supplerende beloeb, som bevilges af budgetmyndigheden.

Hvis der er behov for yderligere ressourcer, anfoeres det, i hvilken takt de skal stilles til raadighed.

1 A, 1 udstationeret national ekspert, 1 B (fra 2000)

2 A, 1 hjaelpeansat (A), 1 B (fra 2001)

10.2 De supplerende menneskelige ressourcers samlede finansielle indvirkning

(EUR)

>TABELPOSITION>

10.3 Foroegelse af andre driftsudgifter som foelge af foranstaltningen, bl.a. omkostninger i forbindelse med moeder i udvalg og ekspertgrupper

(EUR)

>TABELPOSITION>