Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 51999AC1124

    Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om «Kommissionens forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 93/53/EØF om minimumsfællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af visse fiskesygdomme»

    EFT C 51 af 23.2.2000, p. 30–31 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    51999AC1124

    Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om «Kommissionens forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 93/53/EØF om minimumsfællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af visse fiskesygdomme»

    EF-Tidende nr. C 051 af 23/02/2000 s. 0030 - 0031


    Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Kommissionens forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 93/53/EØF om minimumsfællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af visse fiskesygdomme"

    (2000/C 51/09)

    Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 29. september 1999 under henvisning til EF-traktatens artikel 37 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

    Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Jesús Muñiz Guardado til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 16. november 1999.

    Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 368. plenarforsamling af 8. og 9. december 1999, mødet den 8. december 1999, med 113 stemmer for, 3 imod og 2 hverken for eller imod, følgende udtalelse.

    1. Indledning

    1.1. Rådets direktiv 93/53/EØF om minimumsfællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af visse fiskesygdomme(1) fastlægger, hvilke foranstaltninger medlemsstaterne skal træffe, hvis sygdommen infektiøs lakseanæmi (ISA) bryder ud.

    1.2. I maj 1998 var der et udbrud af infektiøs lakseanæmi i Skotland. Den måde, de skotske myndigheder gennemførte foranstaltningerne på, har vist, at der kan foretages forbedringer, der både giver mulighed for en effektiv bekæmpelse af sygdommen og for i størst muligt omfang at tage hensyn til de sygdomsramte områders interesser. Der kan således foretages forbedringer ved at ændre forpligtelsen til straks at fjerne dyrene fra et sygdomsramt brug til en forpligtelse til at fjerne dyrene inden udløbet af en frist, der fastsættes af myndighederne under hensyn til situationen i det pågældende område og under overholdelse af de generelle forpligtelser i direktiv 93/53/EØF. Formålet med det foreliggende forslag er at foretage sådanne forbedringer gennem en ændring af artikel 6 i direktivet.

    1.3. Desuden er det sandsynligt, at ISA vil kunne bekæmpes bedre, hvis der foretages vaccination, hvilket ikke er muligt for øjeblikket. Derfor må kravene i direktiv 93/53/EØF ændres, så der indføres en procedure, der muliggør vaccination og fastlæggelse af betingelserne for en sådan vaccination (ændring af artikel 14 i direktivet).

    2. Bemærkninger til det konkrete forslag

    2.1. ØSU udtrykker tilfredshed med disse foranstaltninger og godkender de foreslåede ændringer.

    3. Generelle bemærkninger om fremtidsperspektivet

    ØSU bifalder de foreslåede foranstaltninger, der skal rette op på en nødsituation i bestemte regioner, men vil samtidig opridse et større perspektiv med særligt fokus på udviklingen af en sundhedspolitik for fiskerisektoren, som knytter an til det overordnede tema: levnedsmiddelsikkerhed.

    3.1. ØSU er bekymret over sygdommens epidemiske karakter (konstateret i Norge for 14 år siden og nu også i Skotland og Canada - udbredt i Asien). Der foreligger endnu intet om risikoen for overførsel til mennesker, men de økonomiske tab er allerede overvældende (20 mio. dollars om året i Canada alene).

    3.2. En integreret EU-politik for disse produkter er derfor nødvendig for at sikre et højt kvalitets- og sikkerhedsniveau på akvakulturbrug/i producentlande, der ikke er sygdomsramte. Dertil kræves en streng kontrol med import og transport af levende fisk og rogn samt foranstaltninger, der stopper sygdommens spredning. Der burde måske også udarbejdes en kodeks for god praksis i forbindelse med lakseopdræt og andre arter opdrættet i akvakulturbrug - igen med det formål at fastlægge en EU-politik for produktkvalitet og -sikkerhed.

    3.3. Selv om en dyr vaccinationskampagne kan bidrage til at forebygge sygdomsudbrud, må man ikke glemme den dermed forbundne risiko for, at sygdommen finder varigt fodfæste i et område gennem symptomfrie smittebærere, der kunne anrette stor skade ved eksport til sygdomsfrie lande.

    3.4. Vaccinernes effektivitet bør testes på forhånd, bl.a. for at forhindre, at der fødes sunde smittebærere, og ikke kun på laboratorieniveau. EU-forskningen på dette og dermed beslægtede områder bør intensiveres (i forbindelse med det femte FTU-rammeprogram, via nøgleaktioner inden for fiskerisektoren, cellefabrik samt på sundheds- og ernæringsområdet).

    3.5. Der bør desuden opbygges en omfattende international fiskesundhedsdatabank, der koordinerer alle de oplysninger, der kan skaffes fra industrien og fra de kompetente nationale laboratorier og institutter, vedrørende sygdomme, patogener og parasitter - med det formål at genskabe offentlighedens tillid og forvalte risiciene på en tilfredsstillende måde.

    3.6. Kravet om øjeblikkelig slagtning af dyrene fra et sygdomsramt brug af hensyn til markedet forekommer velbegrundet i ønsket om at stoppe sygdommens spredning. Det bør imidlertid sikres, at slagtning, rensning og destruktion af resterne foregår under streng veterinær kontrol.

    3.7. En rapport om sygdommens forekomst og udbredelse bør hvert tredje år fremlægges for ØSU og Europa-Parlamentet. Den bør også gøre rede for eventuelle former for antimikrobiel resistens som foreslået i ØSU's initiativudtalelse om antibiotikaresistens(2).

    Bruxelles, den 8. december 1999.

    Beatrice RANGONI MACHIAVELLI

    Formand for

    Det Økonomiske og Sociale Udvalg

    (1) EFT L 175 af 19.7.1993, s. 23.

    (2) EFT C 407 af 28.12.1998.

    Top