51999AC0943

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Forslag til retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitik i 2000"

(1999/C 368/12)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 6. oktober 1999 under henvisning til EF-traktatens artikel 128 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Colin Lustenhouwer til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 30. september 1999.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 367. plenarforsamling af 20.-21. oktober 1999, mødet den 20. oktober 1999, med 78 stemmer for, 1 imod og 1 hverken for eller imod, følgende udtalelse.

1. Indledning

1.1. ØSU har læst Kommissionens forslag til retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitik i 2000 med stor interesse. ØSU udtrykker tilfredshed med, at det nu kan udtale sig om dette emne på basis af en formel høring fra Rådets side, således som dette nu kræves efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden. ØSU anser dette for en vigtig anerkendelse af dets rolle i processen hen imod tilvejebringelse af en europæisk beskæftigelsespolitik.

Med disse forslag følger Kommissionen opfordringen fra Det Europæiske Råds møde i Køln den 3.-4. juni 1999 og slår desuden fast, at den strategi, der blev vedtaget inden for rammerne af Luxembourg-processen, skal føres videre.

1.2. ØSU bemærker, at de foreliggende forslag til retningslinjer er de første, der skal ses på baggrund af den europæiske beskæftigelsespagt, som blev vedtaget på Det Europæiske Råds møde i Køln. Beskæftigelsespolitikken (Luxembourg) blev via denne pagt bragt i direkte sammenhæng med koordineringen af den økonomiske politik (Køln-processen) og den politik, der skal forbedre innovationsevnen og indrette markederne for varer, tjenesteydelser og kapital på en mere hensigtsmæssig måde (Cardiff-processen).

1.3. Med denne helhedsstrategi, hvis endemål er en varig reduktion af arbejdsløsheden i EU, imødekommer Rådet i vidt omfang ØSU's ønsker på området.

I sin udtalelse om gennemførelsen af retningslinjerne for beskæftigelsespolitikken i 1999(1) fremhævede ØSU, at en sådan helhedsstrategi var nødvendig. ØSU var - og er stadig - af den opfattelse, at strategien skal skabe forbindelse mellem den makroøkonomiske politik og andre politikker, der har indvirkning på beskæftigelsen. ØSU mener, at det eksempelvis ville være ønskeligt at etablere en sammenhæng mellem beskæftigelsespolitikken og arbejdssikkerheds- og sundhedspolitikken. En effektiv sikkerheds- og sundhedspolitik bidrager nemlig til øget indsats og bedre arbejdskvalitet.

ØSU er glad for, at denne integrerede fremgangsmåde allerede er konkretiseret i Rådets henstilling af 12. juli 1999 om de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politikker (i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 99, stk. 2)(2). Den økonomiske politik placeres her under den dobbelte hovedprioritet: en kraftig og vedholdende vækst og beskæftigelse!

1.4. Nu da Rådet har udmøntet dette synspunkt i en europæisk pagt, vil ØSU betragte de foreliggende forslag til retningslinjer som en del af en større helhed. ØSU vil derfor også undersøge, hvordan Køln- og Cardiff-processen udvikler sig, og formulere sine synspunkter i et bidrag til det ekstraordinære EU-topmøde i Portugal i foråret 2000, hvor man vil se på, hvor langt de tre omtalte processer er nået.

Dette forhindrer ikke, at der i mellemtiden med udgangspunkt i de af medlemsstaterne meddelte oplysninger kan foretages en første vurdering af de trufne foranstaltningers effektivitet og kvalitet. ØSU er klar over, at det med henblik på den kommende udvidelse af Den Europæiske Union vil blive særligt vanskeligt, men samtidigt særligt nødvendigt hurtigst muligt at inddrage ansøgerlandene i (debatten om) denne beskæftigelsesstrategi, og at gennemføre erfaringsudvekslinger i tilfælde, hvor "best practices" måtte være egnet til at finde anvendelse.

2. Generelle bemærkninger

2.1. ØSU konstaterer, at Kommissionens forslag til retningslinjer for beskæftigelsen i 2000 bærer samme overskrifter som de aktuelle retningslinjer for beskæftigelsen. ØSU bifalder dette ønske om at signalere politisk kontinuitet. Beskæftigelsesstrategien kræver, at medlemsstaterne foretager tilpasninger. Disse kræver tid og egner sig næppe til store årlige justeringer. Efter ØSU's opfattelse bør der dog tilføjes flere tidsmæssigt og/eller kvantitativt realistiske målsætninger. Desuden erkender ØSU, at de indvundne erfaringer kun giver et begrænset billede af de målelige virkninger af den aktuelle fremgangsmåde. En justering er kun mulig, hvis virkningerne af de opstillede mål i højere grad kan kvantificeres. Måske kunne det ekstraordinære rådsmøde i Portugal foretage en første midtvejsevaluering. Således som det fremgår af Kommissionens henstilling til Rådets henstillinger om iværksættelse af beskæftigelsespolitikken i de enkelte medlemsstater, er forbedring - netop på nationalt plan - af den statistiske information et anliggende, som bør konkretiseres på kort sigt.

2.2. ØSU mener endvidere, at det er vigtigt med en konsekvent og velafbalanceret opretholdelse og videreførelse af de fire hovedpunkter, som retningslinjerne allerede er opdelt i, især for de medlemsstater, som ifølge udkastet til "Joint Employment Report", der offentliggøres samtidig med retningslinjerne, er bagud med gennemførelsen af retningslinjerne på nogle områder. I denne forstand fungerer de foreliggende forslag også som en påmindelse.

3. Retningslinjernes fire hovedpunkter

3.1. Forbedring af evnen til integration på arbejdsmarkedet

3.1.1. ØSU går selvfølgelig ind for, at aktiviteterne på dette område fortsætter. Samtlige medlemsstater bør fortsat bestræbe sig på at anlægge en forebyggende og proaktiv indfaldsvinkel, som skal forhindre, at mennesker kommer til at stå i en arbejdsløshedssituation. Selvom de økonomiske perspektiver nu er lysere end for et år siden, er der ingen grund til selvtilfredshed hvad angår beskæftigelsessituationen for især unge og langtidsledige. Så meget desto mindre som rapporterne fra de forskellige medlemsstater peger på, at de kvantificerbare målsætninger kun i begrænset omfang er blevet opfyldt. Netop på dette indsatsområde er tilpasning en langsigtet og tidskrævende proces. Dette forudsætter en bedre formidling af arbejde og en forbedring af arbejdskraft- og uddannelsestilbuddene generelt, samt at der afsættes tilstrækkelige ressourcer til at gennemføre målsætningerne. Et tilpasset skatte- og socialsikringssystem er ofte en forudsætning for at føre en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Manglen på en tilstrækkelig grad af konvergens mellem medlemsstaterne på disse vigtige områder forhindrer desværre stadig, at den europæiske arbejdsmarkedspolitik virker med optimal effektivitet. Tilpasningen tager som sagt tid, og virkningen viser sig først efter en årrække. Selvom der på visse områder, f.eks. livslang uddannelse på EU-plan og i nogle medlemsstater, er sket store fremskridt - her kan den enkelte medlemsstat indrette sig efter sin egen særlige situation - er der mange andre områder, hvor aktiviteterne bør intensiveres. ØSU peger her atter på det vigtige i at stimulere erhvervsuddannelse, f.eks. som led i lærlingesystemer (kombination af arbejde og teoretisk undervisning). Netop for bestemte grupper af unge kan "indlæring via arbejde" være en attraktiv måde at opnå uddannelse på og øge deres beskæftigelsesmuligheder. For at kunne måle resultaterne af disse aktiviteter bør medlemsstaterne som foreslået af Kommissionen gøre mere for at skaffe sig viden om, hvordan unge arbejdsløse faktisk har fundet fodfæste på arbejdsmarkedet. Eksplicitte indikatorer må kunne vise, om uddannelse, hjælp til jobsøgning og andre former for aktiv indsats rent faktisk fører til ansættelse. I sidste ende er det ikke medlemsstatens tilsagn, men resultatet, der tæller, når de fremtidige aktiviteter skal formuleres. Her må man heller ikke glemme, at der udover udbuddet af uddannelsesaktiviteter også er tale om et vist individuelt ansvar blandt de berørte i henseende til aktiv medvirken i bevarelsen og forbedringen af deres egne beskæftigelsesmuligheder i form af en høj grad af beredvillighed til rent faktisk at deltage i de tilbudte muligheder for efteruddannelse og omskoling.

3.1.2. ØSU mener ikke, at man bør stille sig tilfreds med en let faldende arbejdsløshed. Arbejdsløsheden er ikke det eneste problem i denne forbindelse. På længere sigt er beskæftigelsesgraden kilde til langt større bekymring. Der kan opstå alvorlige problemer, når den demografiske udvikling når et punkt, hvor en alt for lille gruppe erhvervsaktive skal finansiere pensionerne til de ældre. Således kan man i den tidligere omtalte henstilling fra Rådet om de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker (se fodnote 2, s. 31) læse følgende: "Beskæftigelsesgraden i EU som helhed, som lå på omkring 61 % i 1998, er dog lav, både målt med historisk og international alen. Hvis der kan opnås en højere beskæftigelsesgrad og en lavere ledighedsprocent på mellemlang sigt, vil det være til stor fordel for bestræbelserne på at højne levestandarden, sikre mere holdbare offentlige finanser og skabe større samfundsmæssig samhørighed."

3.1.3. Hvis det ikke lykkes at øge beskæftigelsesgraden, vil den arbejdsløshed, der i dag er socialt og økonomisk uacceptabel, kunne underminere selve fundamentet for morgendagens samfund. Det er også et spørgsmål, om ikke Kommissionens understregning - især i det fjerde hovedpunkt - af behovet for at fastholde de ældre på arbejdsmarkedet så længe som muligt på kort sigt er i modstrid med målsætningen om at sluse flere unge langtidsledige ind på arbejdsmarkedet. Det bliver nødvendigt at finde en politikmæssig balance, som ikke fører til en kunstig modsætning mellem unge og ældre. I virksomheden er der derfor behov for en nøje debat samt forhandlinger om samtlige aspekter vedrørende arbejde og arbejdstid i løbet af en erhvervsmæssig karriere (inkl. aspekter som "nedplacering" (skånejob), frivillig deltidspensionering, vejledning o.l.) kombineret med modernisering af arbejdets tilrettelæggelse.

ØSU konstaterer med tilfredshed, at Kommissionen under dette hovedpunkt også tager højde for det konstant fremadskridende informationssamfund. I forbindelse med overgangen fra skole til arbejdsliv bør der træffes foranstaltninger, som sikrer, at de unge, der forlader skolen, er kvalificerede til at arbejde med informationssamfundets redskaber på et niveau, der svarer til erhvervslivets behov og praksis. Et højt uddannelsesniveau kan bidrage hertil, forudsat at skoler og andre undervisningsinstitutioner råder over de samme faciliteter (computere, Internetopkobling, databaser), som anvendes i erhvervslivet. Uddannelsessystemerne i medlemsstaterne bør indrette sig herpå, og der bør foretages de fornødne investeringer for at undgå, at de unge, allerede når de efter skolen melder sig på arbejdsmarkedet, er bagud med hensyn til brugen af informations- og kommunikationsteknikker.

3.1.4. ØSU fremhæver her endnu en gang den betydning, som det tillægger bekæmpelse og forebyggelse af social udstødelse, således som dette også kommer til udtryk i det niende hovedpunkt. ØSU har i høj grad det indtryk, at denne del af retningslinjerne fortsat kun i stærkt begrænset omfang er omsat i konkrete foranstaltninger i medlemsstaterne. Det er af allerstørste betydning, at tilbagestående grupper (handicappede, etniske mindretal og andre grupper) gives lige muligheder i samfundet og at gøre fremme af disse lige muligheder på alle områder til et integreret element i politikken, således som tilfældet også er i politikken for kvinders lige muligheder, med udgangspunkt i "mainstreaming" (jf. punkt 3.4).

3.2. Udvikling af en iværksætterkultur

Såvel i næsten alle medlemsstater som på EU- og EU-institutionsniveau(3) betragtes selvstændig virksomhed som en vigtig drivkraft for økonomien. Ikke blot bidrager den til BNP, den sætter også skub i jobskabelsen. Små virksomheder er nemlig som oftest arbejdskraftintensive og skaber relativt flere arbejdspladser end store, mere kapitalintensive virksomheder. Også her er det vigtigt at henstille, at man nedsætter beskatningen af faktoren arbejde, hvilket kun i praksis er gennemført i ganske få medlemsstater. Det fremgår af de fleste medlemsstaters nationale beskæftigelsesplaner, at indsatsen først og fremmest omfatter vejledning, information og fremme af iværksætterånden blandt de unge og på skolerne. Kun i begrænset omfang foretages der en konkret tilpasning af lovgivning og administrative regler. Netop hvad angår de generelle forudsætninger for etablering og udbygning af virksomheder, kan der stadig gøres meget for at fjerne unødige administrative byrder og formaliteter, hvilket primært vil komme mikrovirksomheder til gavn. ØSU er imidlertid enig med European Trade Institute(4), når det i en nylig udsendt undersøgelse konkluderer, at en stigning i antallet af SMV'er i EU ikke i sig selv er en god indikator for, at strategien har båret frugt. Det, det drejer sig om, er at få antallet af små, innovative virksomheder til at stige og samtidig undgå, at folk tvinges til at vælge selvstændig virksomhed, fordi det almindelige arbejdsmarked ikke giver dem nogen mulighed for eller udsigt til et lønnet arbejde. Det er ud fra denne synsvinkel, iværksætterkulturen bør fremmes, og den bør ikke begrænses til det traditionelle markeds kommercielle erhvervsaktiviteter. Iværksætterånden er endnu utilstrækkelig udviklet i den såkaldte "sociale økonomi". Visse omsorgsopgaver (over for børn, gamle og handicappede), som rammes af myndighedernes budgetnedskæringer, kunne tilføres ny vitalitet ved at blive udført i nye rammer. ØSU finder det da også rimeligt, at Kommissionen fremhæver sådanne initiativers betydning for den lokale udvikling. Professionel erfaring (i henseende til erhvervsøkonomisk ledelse) er for denne type virksomheders vedkommende i mange tilfælde kun udviklet i begrænset omfang og har behov for særlig støtte. ØSU finder det vigtigt, at der gælder samme betingelser som for mere traditionelle virksomheder, så man undgår konkurrenceforvridning(5). Med en nedsættelse af momsen på denne form for tjenesteydelser (anvendelse af den nedsatte momssats) kunne man sikre, at målgruppen rent faktisk havde råd til at bruge dem. ØSU opfordrer medlemsstaterne til at tage hensyn hertil, når de opstiller listerne over de tjenesteydelser, som de ønsker taget i betragtning for den nedsatte momssats(6).

3.3. Fremme af virksomhedernes og de ansattes tilpasningsevne

3.3.1. Sammen med innovation, der omtales i pkt. 4.1, er ovenstående en absolut forudsætning for erhvervslivet i Europa. Der er her tale om forskelligartede aspekter (mentalitet, kulturel accept, lov- og regelgivning samt arbejdstagerens og virksomhedens interesser), som bør bringes på linje med hinanden så vidt muligt, så hvert aspekt harmonerer med de andre. Spørgsmålene, der behandles under denne overskrift, er yderst komplekse og kræver en vanskelig balancegang mellem tryghed og dynamik. Det er da også med rette, at arbejdsmarkedets parter har fået en vigtig rolle i forbindelse med indsatsen på dette område(7). Det er ude på virksomhederne og i organisationerne, de nødvendige tilpasninger skal finde en konkret form.

3.3.2. Som ØSU anfører i sin udtalelse om Kommissionens grønbog "Partnerskab - Vejen til en ny tilrettelæggelse af arbejdet"(8) vil Europas konkurrenceevne i en global økonomi"afhænge af, i hvilket omfang det lykkes at styrke evnen til innovation og at finde mere 'intelligente' løsninger hvad angår arbejdstilrettelæggelse og teknologi. Det gælder om at optimere forholdet mellem teknologi og arbejdstilrettelæggelse og anvendelsen af menneskelige ressourcer. Med hierarkiske virksomhedsorganisationsformer og traditionelle tayloristiske arbejdstilrettelæggelsesmetoder kan man ikke altid opnå en fleksibel tilrettelæggelse af produktion og tjenesteydelser, som kan reagere umiddelbart på ændrede markedskrav. I stedet må der findes nye former for produktions- og arbejdstilrettelæggelse, hvor det menneskelige potentiale kan udfolde sig fuldt ud, hvilket er en forudsætning for innovation".

3.3.3. Karakteristisk for sådanne nye former for arbejdstilrettelæggelse er, at arbejdsforholdene er præget af samarbejde og medindflydelse, og at arbejdet er afvekslende og stiller høje kvalifikationskrav. Det fremgår af en virksomhedsundersøgelse, som Det Europæiske Institut i Dublin til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene har gennemført i 10 europæiske lande, at direkte inddragelse af medarbejderne førte til produktionsstigninger i 72 % og til kvalitetsforbedringer i 96 % af de adspurgte virksomheder. Samtidig steg de ansattes tilfredshed, idet antallet af sygemeldinger og fravær faldt i ca. en tredjedel af de adspurgte virksomheder(9).

3.3.4. Resultaterne viser, at nye former for arbejdstilrettelæggelse, som bygger på samarbejde og inddragelse af arbejdstagerne, kan bidrage såvel til at forøge produktiviteten og konkurrenceevnen som til at forbedre arbejdsvilkårene. I sin udtalelse om Kommissionens grønbog gav ØSU derfor også udtryk for, at arbejdsmarkedets parter burde lade sig foranledige til at indlede dybtgående drøftelser. Sådanne drøftelser bør føres i virksomhederne med det formål at iværksætte konkrete projekter til modernisering af arbejdets tilrettelæggelse. Erfaringerne med og resultaterne af sådanne virksomhedsprojekter kan drøftes under forhandlingerne om nye former for arbejdstilrettelæggelse på sektorplan, så det vurderes, om der i overensstemmelse med den rolle, som retningslinjerne for beskæftigelsen tillægger arbejdsmarkedets parter, består mulighed for at indgå aftaler herom på sektorniveau. EU-Kommissionens præciseringer i retningslinjerne skitserer efter ØSU's opfattelse på udmærket vis emnekataloget for samtaler og eventuelle aftaler mellem arbejdsmarkedets parter. Særlig vægt må der lægges på uddannelse og efteruddannelse, som skal tage højde for de nye krav, der følger af den informationsteknologiske udvikling, og til de nye arbejdsformer.

3.3.5. Europa-Kommissionen kan hjælpe til ved f.eks. via konferencer at fremme udveksling af erfaringer med gode eksempler på nye former for arbejdstilrettelæggelse.

3.4. Styrkelse af ligestillingspolitikken

3.4.1. ØSU har i talrige udtalelser peget på kvindernes andenrangsposition i samfundslivet. ØSU bifaldt da også i sin udtalelse om Kommissionens første forslag til retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitik i 1998(10), at Kommissionen havde taget spørgsmålet op. Det glæder ØSU, at Kommissionen nu på EU-niveau tager skridt til at gennemføre Amsterdam-traktatens pålæg om at bringe al forskelsbehandling til ophør og fremme lige muligheder for mænd og kvinder på alle EU's indsatsområder.

3.4.2. I den i øvrigt yderst læseværdige årsrapport (1998) fra Kommissionen om ligestilling(11) påpeges det, at "mainstreaming"-politikken (dvs. integration af kønsaspektet mht. lige muligheder i alle EU's politikker og aktioner), suppleret med særlige tiltag, faktisk nu er gennemført på EU-niveau. Medlemsstaterne bør efter ØSU's mening sætte ind med en langt kraftigere indsats for omsider at opnå reelle fremskridt med hensyn til at give kvinder lige muligheder på arbejdspladsen. ØSU slår endnu en gang fast, at det er absolut nødvendigt at videreføre disse tiltag(12). Det bifaldes derfor, at kandidaten til posten som ligestillingskommissær under Europa-Parlamentets høring af hende den 31. august 1999 afgav løfte om at udarbejde et femte handlingsprogram om lige muligheder for kvinder og mænd og afsætte de nødvendige budgetmidler hertil. For øvrigt står medlemsstaterne i alvorlig fare for at miste deres troværdighed, da de ikke kan opvise konkrete resultater - og især da en del af dem ikke har opfyldt deres forpligtelse ifølge traktaten til at gennemføre EU-direktivet om forældreorlov(13) i national ret. Også arbejdsmarkedets parter må efter ØSU's mening yde deres bidrag på alle niveauer til at sikre, at kvinderne kommer ind på eller vender tilbage til arbejdsmarkedet, at de har adgang til (livslang) uddannelse og kan kombinere ansvaret for familien med ansvaret for arbejdet. Manglende børnepasningsmuligheder er desværre stadig et problem - til trods for forskellige medlemsstaters synlige bestræbelser på at tilvejebringe dem.

4. Nye aspekter, der omfatter flere af retningslinjernes hovedpunkter

4.1. Innovation

4.1.1. Et aspekt, som springer i øjnene i de foreliggende forslag til retningslinjer, er den vægt, der lægges på innovation. ØSU understreger, at der her ikke blot er tale om innovation i snæver teknisk forstand. Innovationer forstået som samfundsprocesser bør også finde sted i tilfælde, hvor arbejdsmarkedet ikke fungerer optimalt. Dette kan medføre en ny rollefordeling mellem ansvarlige myndigheder og arbejdsmarkedets parter, således at sidstnævnte i højere grad inddrages i alle foranstaltninger f.eks. til bekæmpelse af arbejdsløshed. Især på lokalt plan kan innovativ gennemførelse af en moderne proaktiv/præventiv arbejdsmarkedspolitik på grundlag af "best practices" vise sig at blive en succes.

4.1.2. Innovation i teknisk forstand (vedrørende såvel produkter som produktionsprocesser) bør være udgangspunktet for EU's og medlemsstaternes beskæftigelsespolitik med forøgelse af vidensintensiteten i EU's produktion af varer og tjenesteydelser for øje. Først da kan der opnås en merværdi, som sætter Europas erhvervsliv i stand til at imødegå den internationale konkurrence på lige fod. Det Europæiske Råds ekstraordinære møde i Portugal i marts 2000 - hvis tema er "Beskæftigelse, økonomiske reformer og social samhørighed - hen imod et Europa kendetegnet ved innovation og viden" - vil kunne give denne udvikling et skub fremad.

I den forbindelse er det særlig vigtigt at være opmærksom på de ugunstige vilkår for kvinder, både hvad angår adgangen til uddannelse og deres ringe deltagelse i den videnskabelige forskning.

4.1.3. ØSU bifalder Det Europæiske Råds beslutning i Køln, om via Den Europæiske Investeringsbank at stille flere ressourcer til rådighed for den såkaldte "europæiske teknologifacilitet" og for finansiering af risikovillig kapital til SMV'er med henblik på investeringer i højteknologi. ØSU håber desuden, at EIB selv er indstillet på at tage større risici for at stille disse midler til rådighed for virksomheder, som ikke på anden måde kan finde den nødvendige finansiering i betragtning af den høje risiko. EIB bør i sin kommende årsberetning give mere detaljerede oplysninger om emnet.

4.1.4. ØSU håber, at medlemsstaterne ud over at integrere ligestillingsaspektet også lader idéen om innovation i bred forstand komme konkret til udtryk i de nationale beskæftigelsesplaner, både i forbindelse med "udvikling af en iværksætterkultur" og "forbedring af evnen til integration på arbejdsmarkedet".

4.2. Servicesektorens betydning

I en ny undersøgelse bestilt af Kommissionen påvises det, at Europa har et stort, uudnyttet potentiale for jobskabelse i servicesektoren. Udviklingen i USA og Japan viser, at en stor del af de arbejdspladser, der er gået tabt i den traditionelle fremstillingsindustri, opvejes af en stærkt øget beskæftigelse i servicesektoren. ØSU finder det vigtigt, at medlemsstaterne inden for beskæftigelsespolitikkens fire indsatsområder udnytter enhver mulighed for at udvikle servicesektoren på lovende markeder ved at sikre et højt kvalifikationsniveau. Derudover er servicesektoren kendetegnet ved, at den omfatter stærkt forskelligartede virksomheder, herunder mange arbejdskraftintensive virksomheder. Specielt i den forbrugerrettede servicesektor findes der mange sådanne, især mindre virksomheder (bl.a. inden for detailhandel og forbrugerorienterede håndværksvirksomheder). Bevarelse af disse virksomheder og fremme af mulighederne for deres fortsatte beståen er derfor også en nødvendighed set ud fra et beskæftigelsesmæssigt synspunkt. Det er ikke kun nødvendigt ud fra en økonomisk synsvinkel - en sådan indsats kan også være med til at forbedre kvindernes stilling på arbejdsmarkedet, da de traditionelt set er stærkt repræsenteret i servicesektoren.

5. Konklusion

5.1. De lokale aktørers engagement (i særdeleshed arbejdsmarkedsparterne på lokalt plan) har efter ØSU's mening for længe været underbelyst. Den systematiske opstilling af retningslinjer er på en vis måde udtryk for en top-down-holdning.

5.2. Som repræsentant for det organiserede civilsamfund er ØSU talerør for mange aktører i samfundet. Det er imidlertid på det lokale niveau, politiske tiltag som de foreliggende gennemføres - tæt på borgerne og sammen med borgerne - og sådan bør det også være. Først da bliver den europæiske integration og det europæiske samarbejde synligt, så borgerne kan lære af hinandens erfaringer, og først da kan top-down-holdningen suppleres med et bottom-up-input, hvor dagligdagens behov, ønsker og succeser danner baggrund for tilpasningerne af fremtidens politik og dermed gør den mere effektiv.

5.3. ØSU opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne, de lokale myndigheder og arbejdsmarkedets parter i bred forstand til at give alle retningslinjerne for beskæftigelsen et konkret indhold på lokalt plan. ØSU tilbyder sig som forum for udveksling af lokale erfaringer.

5.4. Den merværdi, der ligger i ØSU's bidrag, hverken kan eller bør fornægtes. Kun gennem et samarbejde mellem alle de involverede aktører (organisationer og institutioner) kan de ønskede resultater opnås.

Bruxelles, den 20. oktober 1999.

Beatrice RANGONI MACHIAVELLI

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EFT C 209 af 22.7.1999.

(2) EFT L 217 af 17.8.1999.

(3) EFT C 219 af 30.7.1999.

(4) "Entrepreneurship in the European Employment Strategy", European Trade Union Institute (ETUI), Bruxelles, 1999.

(5) EFT C 209 af 22.7.1999.

(6) Jf. ØKOFIN-Rådets konklusioner af 12. juli 1999.

(7) EFT C 219 af 30.7.1999.

(8) EFT C 73 af 9.3.1998.

(9) Se EPOC: Nye former for arbejdsorganisation - Kan Europa realisere sit potentiale?, Dublin 1998.

(10) EFT C 19 af 21.1.1998, pkt. 2.8.

(11) Årsrapport fra Kommissionen: Ligestilling mellem kvinder og mænd i Den Europæiske Union, 1998, Bruxelles, marts 1999.

(12) Eksempelvis ligger kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet i EU-15 kun på 50 % - i 6 medlemsstater ligger deres deltagelse endda under EU-gennemsnittet.

(13) Kommissionens årsrapport (1998) om ligestilling, afsnit 4.