Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 51998PC0210

    Ændret forslag til Rådets afgørelse om ekstraordinær bistand til de stærkt gældstyngede AVS-stater

    /* KOM/98/0210 endelig udg. - CNS 98/0132 */

    EFT C 141 af 6.5.1998, p. 22 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    51998PC0210

    Ændret forslag til Rådets afgørelse om ekstraordinær bistand til de stærkt gældstyngede AVS-stater /* KOM/98/0210 endelig udg. - CNS 98/0132 */

    EF-Tidende nr. C 141 af 06/05/1998 s. 0022


    Ændret forslag til Rådets afgørelse om ekstraordinær bistand til de stærkt gældstyngede AVS-stater (98/C 141/10) KOM(1998) 210 endelig udg. - 98/0132(CNS)

    (Forelagt af Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 189 A, stk. 2, den 7. april 1998)

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

    under henvisning til den interne aftale om finansiering og forvaltning af Fællesskabets bistand inden for den fjerde AVS/EØF-konvention, der blev indgået den 16. juli 1990, i det følgende benævnt »den interne aftale«, særlig artikel 9,

    under henvisning til forslag fra Kommissionen,

    under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet, og

    ud fra følgende betragtninger:

    Rådet vedtog den 12. februar 1998 konklusionerne i rapporten af 18. december 1997 til Coreper om Det Europæiske Fællesskabs bidrag til gældsinitiativet for de stærkt gældstyngede fattige lande;

    Den Internationale Valutafond og Verdensbanken fremlagde på deres møder i april 1996 et gældsinitiativ for de stærkt gældstyngede fattige lande (i det følgende benævnt »HIPC-initiativet«), som efterfølgende blev godkendt af Interimskomitéen og Udviklingskomitéen på Den Internationale Valutafonds og Verdensbankens årsmøder i efteråret 1996;

    Fællesskabet og dets medlemsstater ønsker at deltage i HIPC-initiativet med ekstraordinær bistand til de lande, der gennemfører økonomiske reformprogrammer og er berettigede til at få del i dette initiativ;

    alle de stater, som Fællesskabet kan indrømme HIPC-gældssanering, er AVS-stater;

    gennemførelsen af denne afgørelse skal være i overensstemmelse med finansforordningen af 29. juli 1991 vedrørende samarbejdet med henblik på udviklingsfinansiering under fjerde AVS/EØF konvention -

    TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Det Europæiske Fællesskab deltager i HIPC-initiativet ved ydelse af bistand til de lande, der er berettigede til at få del i dette initiativ, med henblik på at bistå dem med at nedbringe nettonutidsværdien af deres eksterne finansielle forpligtelser over for Fællesskabet. Til dette formål stiller Fællesskabet gavebistand til rådighed for de støtteberettigede lande til opfyldelse af afdrags- og renteforpligtelser i forbindelse med gælden til Fællesskabet. Denne bistand skal sammen med de midler, som tilvejebringes af andre kreditorer, gøre det muligt for de støtteberettigede lande at virkeliggøre deres landespecifikke mål for bæredygtig gæld, som der er opnået enighed om i HIPC-initiativets regi.

    Artikel 2

    Modtagerlandene skal først og fremmest anvende den i artikel 1 omhandlede bistand til at forudbetale tidligere optagne lån på særlige vilkår på grundlag af nettonutidsværdien. Hvis denne foranstaltning ikke er tilstrækkelig til at sikre, at den aftalte gældsnedbringelse opgjort til nettonutidsværdi kan nås, anvender modtagerlandet den tildelte gavebistand til at opfylde forpligtelser over for Fællesskabet i forbindelse med risikovillig kapital.

    Artikel 3

    Kommissionen træffer fra sag til sag til specifikke beslutninger om bistanden til den enkelte støtteberettigede AVS-stat i overensstemmelse med de regler og procedurer, der er fastsat i kapitel IV i den interne aftale. Kommissionens beslutning om det bistandsbeløb, der skal afsættes i det enkelte tilfælde, træffes under skyldig hensyntagen til den nødvendige nedbringelse af nettonutidsværdien for det pågældende lands eksterne finansielle forpligtelser over for Fællesskabet og efter fremgangsmåderne i HIPC-initiativets regi. I forbindelse med de landespecifikke beslutninger tages der tillige hensyn til strukturen i landets gæld til Fællesskabet, ønsket om administrativ enkelhed i de udvalgte landespecifikke forslag og nødvendigheden af, at der sikres en retfærdig og loyal behandling landene imellem. Hver enkelt landespecifik beslutning skal udtrykkelig omfatte bestemmelserne om og vilkårene og betingelserne for gennemførelsen af denne afgørelse.

    Artikel 4

    1. Den i artikel 1 omhandlede gavebistand finansieres ved hjælp af renteafkastet af indeståender hos de i artikel 319, stk. 4, i konventionen omhandlede udbetalende myndigheder, i den udstrækning disse indtægter står til rådighed, og efter at der er taget behørigt hensyn til behovet for at anvende sådanne indtægter til de i artikel 9, stk. 2, i den interne aftale fastsatte formål. Der afsættes fra starten 40 mio. ECU af disse renteindtægter til finansiering af denne bistand, navnlig til brug for de lande, der i 1997 og 1998 når et punkt, der gør det muligt at træffe beslutning. Dette beløb kan suppleres med yderligere tildelinger af renteindtægter, efter at EUF-udvalget har godkendt dette i henhold til artikel 9 i den interne aftale.

    2. Dersom disse indtægter ikke er tilstrækkelige til at dække de i artikel 3 omhandlede beslutninger; undersøger medlemsstaterne i afventning af, at der eventuelt stilles yderligere midler til rådighed i henhold til fremtidige aftaler med AVS-staterne, hvorvidt der kan afsættes midler på grundlag af betalingerne til de konti, som føres i medlemsstaternes navn i Den Europæiske Investeringsbank vedrørende lån på særlige vilkår og risikovillig kapital. Det er en forudsætning for at kunne anvende sådanne midler til finansiering af denne ekstraordinære bistand, at Rådet enstemmigt træffer afgørelse herom på forslag af Kommissionen i henhold til artikel 9, stk. 1, i den interne aftale.

    Artikel 5

    1. I løbet af 1998 forelægger Kommissionen i god tid Rådet og Europa-Parlamentet en rapport, der indeholder en oversigt over de resterende finansieringsbehov i forbindelse med Fællesskabets deltagelse i dette initiativ. På grundlag af denne rapport træffer Rådet en afgørelse om Fællesskabets videre deltagelse i HIPC-initiativet.

    2. Kommissionen aflægger med jævne mellemrum rapport til Rådet og Europa-Parlamentet om gennemførelsen af denne afgørelse.

    3. Det Monetære Udvalg vil blive holdt underrettet om gennemførelsen af denne afgørelse.

    Artikel 6

    Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

    Top