51998AC1155

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Kommissionens forslag til Rådets direktiv om mindstekrav til beskyttelse af æglæggende høner i forskellige produktionssystemer« () (98/C 407/36)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 30. marts 1998 under henvisning til EF-traktatens artikel 43 og 198 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Landbrug og Fiskeri, som udpegede Kenneth J. Gardner til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 23. juli 1998.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin plenarforsamling den 9. og 10. september 1998, mødet den 10. september 1998, følgende udtalelse med 62 stemmer for, 37 imod og 5 hverken for eller imod.

1. Indledning

1.1. Kommissionens forslag bygger på en udtalelse fra Den Videnskabelige Veterinærkomité, som blev fremlagt i oktober 1996, og som ajourfører en tidligere betænkning fra 1992.

1.2. 93 % af EU's høner (ca. 320 mio. i 1997) holdes i bure, der er omfattet af bestemmelserne i direktiv 88/116/EØF, som siden 1995 har været bindende for alle EU's medlemslande. Der findes ikke i øjeblikket nogen EU-mindstekrav til æglæggende høners velfærd i andre produktionssystemer end bure.

1.3. Det foreliggende forslag tager sigte på at afløse dette direktiv samt på at fastlægge normer for andre produktionssystemer. Det er baseret på en nylig udtalelse om høners velfærd fra Den Videnskabelig Veterinærkomité, der blev udarbejdet i henhold til direktivet fra 1998. De fleste af detailændringerne vil give høner mere plads. En stor del af infrastrukturen må følgelig erstattes af større enheder. Forslaget forudser derfor en tiårig overgangsperiode.

1.4. Der forligger imidlertid ikke noget forslag om udfasning af bursystemer.

1.5. Hvad angår det socioøkonomiske aspekt, må man ikke glemme, at fjerkræavl er uløseligt forbundet med landbruget og landdistrikternes økonomi, der er af afgørende betydning for visse regioner i EU. Den europæiske fjerkræavl koster næsten intet for skatteyderne og forbruger store mængder korn, som er produceret i EU. Den opererer desuden på et stadig mere liberaliseret og konkurrencedygtigt verdensmarked.

2. Generelle bemærkninger

2.1. Det fremgår klart af Den Videnskabelige Veterinærkomités betænkning, at vilkårene for hønseopdræt må forbedres. Forskellige rapporter fra de enkelte lande munder ud i den samme generelle konklusion, f.eks. rapporten fra det britiske Farm Animal Welfare Council.

2.1.1. I et bur med et areal på 450 cm2 pr. høne begrænses eksempelvis bevægelsesfriheden kraftigt, og der er ikke plads til naturlig adfærd såsom vingeklap. Med en maksimalhøjde på 40 cm kan de fleste høner ikke stå opret.

2.2. Dyrenes velfærd ligger borgerne i EU stærkt på sinde. De forskellige medlemsstater tillægger imidlertid problemerne omkring æglæggende høner vidt forskellig betydning, og borgernes krav om ændringer varierer på tilsvarende vis. I nogle medlemsstater anses det således for yderst vigtigt at forbedre dyrevelfærden, mens der i andre ikke er nævneværdige krav om ændringer. I et indre marked må enhver ændring af mindstekravene imidlertid gælde for alle medlemsstater, uanset om der er et pres fra offentligheden eller ej.

2.3. En forbedring af dyrevelfærdsnormerne for hønseopdræt driver prisen på æg og ægprodukter i vejret med indlysende virkninger for forbrugerprisen. Ifølge undersøgelser foretaget i fem medlemsstater () er forbrugerne villige til at betale mere for æg, som er produceret efter høje velfærdsnormer.

2.4. Producenterne får betydelige éngangsomkostninger, da en stor del af infrastrukturen skal ændres eller helt skiftes ud. Denne opgave vanskeliggøres yderligere af miljø- og planlægningsmæssigt begrundede restriktioner, idet mange bygninger skal gøres større. En forøgelse af driftsomkostningerne er også sandsynlig med deraf følgende lavere producentindkomster. Nogle producenter kan sågar blive nødt til at dreje nøglen om, hvilket generelt vil mindske fjerkræbestanden i EU.

2.5. De foreslåede velfærdsforbedringer vil gøre EU-produkter mindre konkurrencedygtige og kan påvirke producentindkomsterne og beskæftigelsen i EU gennem øget import fra lande med lavere velfærdsnormer, såsom USA eller Kina.

2.6. Kommissionen siger, at den vil søge andre landes støtte til at indføre mindstekrav til beskyttelse af æglæggende høner i forskellige produktionssystemer. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det i hele verden kun er EU og Schweiz, der har obligatoriske regler for høners velfærd.

2.7. I henhold til WTO-aftalen kan ovennævnte import ikke længere forbydes. I begrundelsen for forslaget omtales muligheden for at få ændret WTO-bestemmelserne, så de kommer til at omfatte dyrevelfærd. ØSU insisterer på, at Kommissionen forpligter sig til at lade en sådan politik indgå i sine forhandlingsmål under den næste WTO-forhandlingsrunde. Dette vil dog være et meget langsigtet mål og ligge langt uden for tidsrammen for dette forslag.

2.8. Kommissionen erklærede for nylig, at den står fast på sin erklæring til Rådet fra 1986 om iværksættelse af passende foranstaltninger for at tage højde for de finansielle konsekvenser af det nuværende direktiv. ØSU tillægger Kommissionens holdning på dette felt stor betydning.

2.9. I forbindelse med tarifikationsprocessen indførte EU importtold på æg og ægprodukter. Ifølge WTO-aftalen om landbrug vil denne told blive nedsat med ca. en tredjedel inden år 2000. Told står dog ikke højt på WTO's liste over uacceptable handelsrelaterede foranstaltninger. Hvad angår æg og ægprodukter kunne fremtidige toldindrømmelser gøres betinget af en accept fra tredjelande af, at en lavere told (eller nultold) kun gælder for æg, som opfylder EU's mindstekrav.

2.10. En anden langsigtet løsning ville være at udnytte presset fra forbrugerne til at bremse salget af importerede produkter, der er fremstillet på en måde, som er belastende for dyrene. For øjeblikket er angivelse af produktionssystemet på etiketten frivillig. Kommissionen ønsker at gøre en sådan mærkning obligatorisk (12. betragtning). Den kunne i så fald suppleres med ordene »Fremstillet efter anerkendte EU-normer« eller blot det sædvanlige CE-logo. Erfaringen på andre områder viser, at sådanne oplysninger kan få distributionssektoren til at foretrække produkter, som er fremstillet på de betingelser, forbrugerne sætter i højsædet. En sådan mærkning skal naturligvis også gælde for ægprodukter, hvis de er opført på listen over ingredienser.

3. Konklusion

3.1. Forslaget vil i høj grad forbedre dyrevelfærden, men øge forbrugerpriserne på æg samt producenternes omkostninger.

Efter en afvejning af fordele og ulemper må ØSU afvise en grundlæggende ændring af direktivet, så længe det ikke er sikret:

- at mindstekravene i det gamle direktiv rent faktisk er gennemført i alle EU-medlemsstaterne;

- at import fra tredjelande er underlagt de samme produktions- og opdrætsbetingelser;

- at der ydes en tilstrækkelig EU-støtte til omlægningen.

4. Særlige bemærkninger

4.1. »Stimulusberiget bur« er ikke det korrekte udtryk på alle sprog og bør ændres, f.eks. på engelsk til »enriched battery cage«, på tysk til »Ausgestattete Batterie«.

4.2. Artikel 2, stk. 6 (ny)

Ud fra et dyrevelfærdsmæssigt synspunkt bør næbtrimning gradvis indstilles, overalt hvor dette er muligt, og til at begynde med i de produktionssystemer, hvor en sådan fremgangsmåde ikke er absolut nødvendig. I mellemtiden må begrebet defineres nærmere, så det ikke blandes sammen med næbfjernelse, der helt bør forbydes. Følgende foreslås:

»Fjernelse af spidsen på over- og undernæb.«

4.3. Artikel 3

Datoen den 1. januar 1999 og alle de andre datoer i forslaget bør ændres til:

»x måneder/år efter vedtagelsen af dette forslag«.

4.4. Artikel 3, stk. 1, litra a)

Tilføj:

»Der bør lukkes af for redekasser eller redearealer om natten for at forhindre, at dyrene sætter sig der og forurener med ekskrementer.«

4.5. Artikel 3, stk. 1, litra e)

Klokke-drikketrug bør tilføjes.

4.6. Artikel 3, stk. 2 (ny)

Det må angives, hvor megen plads hvert dyr i alt kan benytte sig af, og hvor stor populationstætheden i alt må være. Følgende er et eksempel på nuværende praksis:

»I systemer med kun to dimensioner skal hvert dyr mindst kunne benytte sig af 1 400 cm2, svarende til en belægning på 7 dyr pr. m2.

I systemer med et tredimensionalt areal (f.eks. volieresystemer eller systemer med siddepinde) kan belægningen øges til maksimalt 15,5 dyr pr. m2 disponibelt gulvareal.«

4.7. Artikel 3, stk. 3

Stimulusberigede bure befinder sig stadig på forsøgsstadiet, og det ville være forkert at opstille for detaljerede betingelser herfor. I nogle tilfælde, og for nogle hønseracers vedkommende, har næbtrimning faktisk vist sig nødvendig.

4.8. Artikel 3, stk. 4

Det er især denne artikel, som forbedrer dyrevelfærden, og som samtidig øger de europæiske landmænds omkostningsniveau. For øjeblikket er mindstekravet i hele EU 450 cm2 pr. dyr, men nogle lande kræver et større areal (op til 600 cm2 pr. dyr i bure med flere dyr). Et burareal på 800 cm2 vil sammen med andre bestemmelser såsom mindstemålet for gangenes bredde og burenes højde derfor kræve betydelige investeringer i EU.

Det er navnlig denne artikel, som nødvendiggør omfattende investeringer, og som gør EU-støtte påkrævet. Omkostningerne vil ligeledes stige i forhold til konkurrenternes uden for EU.

4.9. Artikel 3, stk. 4, litra a)

I forslaget eller i begrundelsen må der gives en bedre forklaring på, hvorfor det er nødvendigt med et areal på nøjagtigt 800 cm2.

4.10. Artikel 3, stk. 4, litra e)

Der bør foretages en cost/benefit-analyse af den ideelle gangbredde. Den foreslåede udvidelse til mindst 1m er omkostningskrævende, men skulle gøre udtagning af høner lettere. Selv med 1 m risikerer man imidlertid, at der ikke er tilstrækkelig plads til modulbaserede transportbakkesystemer ved udtagning af høner, som er en langt mere human metode end at tage dyrene ud enkeltvis og anbringe dem i transportkasser.

4.11. Artikel 7

De kontrolbestemmelser, Kommissionen foreslår, er mindre strenge end det nuværende direktiv, som allerede giver anledning til problemer (der foreligger for øjeblikket klager fra fire medlemsstater over overtrædelse af visse dele af dette direktiv).

I det mindste bør denne artikel affattes således:

»Veterinærsagkyndige fra Kommissionen skal i tilfælde, hvor det er ...«.

I betragtning af de omfattende konsekvenser, dette forslag får for konkurrencen og dyrebeskyttelsen, må kontrolsystemet generelt skærpes, især i forbindelse med import. Kommissionen bør udarbejde særskilte forslag herom.

4.12. Bilag

6. Dette indebærer en fordobling af det nuværende inspektionskrav til to inspektioner om dagen. Kravet om en daglig inspektion kunne fastholdes under forudsætning af, at der findes et effektivt kameraovervågningssystem.

15.(nyt) Hvor der er mulighed for støvbadning, må de anvendte materialer ikke frembyde nogen sundhedsfare for det personale, der passer hønerne.

Bruxelles, den 10. september 1998.

Tom JENKINS

Formand for Det Økonomiske og Sociale Udvalg

() EFT C 123 af 22.4.1998, s. 15.

() Mori Poll for Eurogroup for Animal Welfare, June 1998.

BILAG til Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Følgende udtalelse fra sektionen blev forkastet under forhandlingerne:

1. Indledning

1.1. Kommissionens forslag bygger angiveligt på en udtalelse fra Den Videnskabelige Veterinærkomité, som blev fremlagt i oktober 1996, og som ajourfører en tidligere betænkning fra 1992.

1.2. 93 % af EU's høner (ca. 320 mio. i 1997) holdes i æglægningsbure, der er omfattet af bestemmelserne i direktiv 88/116/EØF, som siden 1995 har været bindende for alle EU's medlemslande. Der findes ikke i øjeblikket nogen EU-mindstekrav til æglæggende høners velfærd i andre produktionssystemer end æglægningsbure.

1.3. Hvad angår det socioøkonomiske aspekt, må man ikke glemme, at fjerkræavl er uløseligt forbundet med landbruget og landdistrikternes økonomi, der er af afgørende betydning for visse regioner i EU (jf. bilag 1). Den europæiske fjerkræavl koster næsten intet for skatteyderne og forbruger store mængder korn, som er produceret i EU. Den opererer desuden på et stadig mere liberaliseret og konkurrencedygtigt verdensmarked.

1.4. I Den Videnskabelige Veterinærkomités betænkning gøres der rede for de forskellige opdrætningsformers fordele og ulemper. Opdræt af høner i æglægningsbure har mange fordele i forhold til andre systemer: færre parasitinfektioner, bedre kontrol med fødeindtagelsen, lav risiko for aggressivitet og kannibalisme, mindre smitte af æggene, en stabil social orden, lavere produktionsomkostninger, god ægkvalitet, bedre arbejdsvilkår på farmen, begrænsede miljøkonsekvenser og mindre dødelighed og infektionshyppighed blandt hønerne.

1.5. Kommissionen slår fast, at der skal være reder, siddepinde og strøelse i alle produktionssystemer for høner, hvilket ifølge betænkningen fra Den Videnskabelige Veterinærkomité, som Kommissionens forslag baserer sig på, til en vis grad sikrer bedre trivsel. Kommissionen foreslår endvidere anvendelse af »stimulusberigede bure«, som stadig er genstand for forskning og endnu ikke er frit til salg på det europæiske marked.

2. Generelle bemærkninger

2.1. Kommissionen erklærer direkte i konklusionerne på sin meddelelse, tredje afsnit, at den ønsker at afvikle æglægningsbure over en periode, som er »lang nok« til at undgå økonomiske problemer og negativ påvirkning af ægkvaliteten. Den melder dog intet om, hvordan disse to mål skal nås, og problemet løses heller ikke i direktivet.

2.2. For at mildne de økonomiske konsekvenser af sit forslag foreslår Kommissionen ledsageforanstaltninger som f.eks. obligatorisk angivelse af produktionsmetoden for æg produceret i EU. En sådan obligatorisk mærkning vil på ingen måde beskytte EU's marked mod importen fra tredjelande.

2.3. Kommissionen foreslår desuden medfinansiering af investeringsstøtten. Kapitalinvesteringer med henblik på sektorens tilpasning til de foreslåede normer har ingen relation til den EU-finansiering af investeringsstøtte, som EU's strukturpolitik giver mulighed for. Det må snarere forventes, at ægproducenterne ikke modtager nogen form for kompensation, eftersom Kommissionen i sine forslag vedrørende »Agenda 2000« ikke har øremærket nogen midler dertil under budgetposten for fjerkræsektoren.

2.4. Kommissionen siger, at den vil søge andre landes støtte til at indføre mindstekrav til beskyttelse af æglæggende høner i forskellige produktionssystemer. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det i hele verden kun er EU og Schweiz, der har obligatoriske regler for høners velfærd.

2.5. Kommissionen foreslår et forbud mod opdræt af høner i æglægningsbure, som efter de enkelte medlemsstaters afgørelse skal træde i kraft efter en tilpasningsperiode på højst ti år. Forbuddet er uforeneligt med de reelle vilkår for produktionen i EU og i resten af verden.

2.6. Det er uacceptabelt, at Kommissionen ændrer de aktuelle mindstekrav til beskyttelse af høner i æglægningsbure, som har været i kraft siden 1. januar 1995, når den ikke har sikret sig, at de faktisk er gennemført i hele EU, når der stadig ikke er nogen international anerkendelse af de betingelser, der pålægges de europæiske producenter, og når der ikke er sikkerhed for, at EU's fjerkræavl er konkurrencedygtig på et stadig mere liberaliseret verdensmarked.

3. Særlige bemærkninger

3.1. Ethvert forslag, der overvejes, bør ud over følgerne for dyrenes velfærd tage hensyn til hygiejniske, socioøkonomiske og miljømæssige aspekter. Kommissionens økonomiske analyse er helt klart utilstrækkelig. Det er absolut nødvendigt, at der foretages en uafhængig undersøgelse af forslagets konsekvenser på ovennævnte områder, eftersom det berører 93 % af EU's ægproduktion.

3.2. Kommissionens forslag til direktiv kan få følgende konsekvenser:

3.2.1. Dyrevelfærd

Det er vildledende at påstå, at afskaffelse af det aktuelle bursystem til fordel for alternative systemer vil øge dyrenes velfærd. Der er nemlig ikke udviklet hønseracer, der genetisk set er tilpasset alternative systemer. I disse systemer er der problemer med hakning, kannibalisme, parasitangreb, udefrakommende smitte, høj støv- og ammoniakkoncentration i luften og vanskelig kontrol med mikrobeinfektioner. En større veterinær indsats er nødvendig for at mildne disse forhold. Selv med denne indsats er dødeligheden langt højere end ved systemet med æglægningsbure.

3.2.2. Socioøkonomiske aspekter

Gennemførelsen af det foreslåede direktiv vil kunne mærkes på flere forskellige områder:

- beskæftigelsen: De øgede omkostninger vil tvinge mange, der er beskæftiget i denne sektor, til at opgive deres arbejde, fordi de ikke længere er konkurrencedygtige. Der er i øjeblikket 90 000 direkte beskæftigede i sektoren, mens 120 000 er beskæftiget i relaterede sektorer;

- priserne: De øgede omkostninger vil drive markedsprisen på æg i vejret, hvilket især vil ramme de dårligst stillede samfundsgrupper;

- kvalitet og sundhed: Levnedsmiddelkvaliteten og -sikkerheden i den europæiske ægindustri kan bringes i alvorlig fare, hvis det foreliggende forslag gennemføres. Med de betingelser, der foreslås, vil det blive vanskeligere at forebygge bl.a. salmonellasygdomme. Det er en uacceptabel risiko. Hvis EU-producerede æg erstattes af importerede æg eller ægprodukter, vil det give mindre sikkerhed for forbrugerne;

- arbejdsvilkår: Kommissionens forslag indebærer forværrede arbejdsforhold på hønsefarmene og større risiko for sygdomme (på grund af støv i luften og større ammoniakkoncentration fra strøelsen), belastende arbejdsstillinger (æg skal samles op fra jorden, strøelse fjernes, dyrene kontrolleres osv.);

- andre markeder: Den ægproducerende del af fjerkræindustrien konsumerer omkring 10 mio. ton korn om året (byg, majs og hvede). Den forventede produktionsnedgang vil få direkte konsekvenser for balancen på EU's kornmarked.

3.2.3. Hygiejne

Sygdomskontrol og -forebyggelse er ikke så effektiv i alternative systemer som i bursystemer, da reder, siddepinde, strøelse og andet forhindrer en fuldstændig desinfektion og bekæmpelse af skadedyr på det område, hønerne opholder sig på.

Der er større risiko for sygdomme på hønsefarme, der anvender alternative systemer, og i fri luft er der større risiko for, at sygdommene spredes til andre farme eller bygninger i nærheden. Det er heller ikke let at undgå kontakt med andre dyr (fugle, gnavere, rovdyr). Muligheden for spredning af zoonose øger sundhedsrisikoen for høner og mennesker.

3.2.4. Miljø

Direktivforslaget vil få negative følger for miljøet af følgende årsager:

- det vil være nødvendigt med et op til tre gange så stort areal til de æglæggende høner;

- systemer med strøelse producerer større mængder af gårdaffald og af dårligere kvalitet. Det giver stærkere lugt og mere ammoniak i luften. Systemerne kan ikke mekaniseres, og ekskrementerne kan ikke tørres under samme tag, hvilket er tilfældet i farme med bursystemer. Der kræves ekstra anlæg til behandling af gødningen, og risikoen for miljøet er større (udsivning af afløbsvand, lugtgener, jordforurening osv.). På friluftsfarme påvirkes jorden i højere grad af hønerne og deres gødning.

4. Konklusioner

4.1. Kommissionens direktivforslag indebærer ikke forbedringer af de æglæggende høners velfærd, men tværtimod større risiko for forværring af deres aktuelle velfærd. Velfærd bør ikke reduceres til at være et spørgsmål om frihed til at gøre visse bevægelser eller gennemføre visse aktiviteter. Alle velfærdsaspekter bør tages i betragtning, især dyrets sundhed og beskyttelse mod aggression.

4.2. I relation til hygiejne, miljø og socioøkonomiske aspekter vil forslaget virke mod hensigten. Det indebærer meget alvorlige risici for, at en stor del af den erhvervssektor, der er afhængig af europæisk ægproduktion, forsvinder, at markedsprisen på æg stiger drastisk, at den europæiske forbrugers sundhedssikkerhed mindskes, og at hønsefarmenes påvirkning af miljøet vokser.

4.3. På denne baggrund afviser Landbrugssektionen det foreliggende forslag til Rådets direktiv, idet den mener, at velfærdsbetingelserne for æglæggende høner i æglægningsbure er sikret tilfredsstillende med bestemmelserne i direktiv 88/166/EØF. Hvis der imidlertid er ønske om at fastlægge vilkårene for æglæggende høner i alternative systemer, bør der udarbejdes et særligt forslag herom.

Bruxelles, den 23. juli 1998.

Pere MARGALEF i MASIA

Formand for Sektionen for Landbrug og Fiskeri

BILAG 1

Ægproduktionen i EU

Der produceres årligt mere end 87 mia. konsumæg (5 007 mia. tons) i EU's 15 medlemslande (1997).

>TABELPOSITION>

Æglæggende høner

Der opdrættes ca. 320 mio. æglæggende høner i EU.

Nogle af dem (ca. 50 mio.) opdrættes på typiske landlige gårdbrug, og æggene er til eget forbrug.

Andre (ca. 20 mio.) opdrættes på friluftsfarme eller på gårde med ekstensivt brug, på siddepinde eller på jorden.

Resten (ca. 250 mio.) opdrættes i æglægningsbure og producerer 93 % af de æg, der konsumeres i EU.

Salgbar bruttoproduktion og omsætning

Den salgbare bruttoproduktion i EU's konsumægsektor beløber sig til 4,5 mia. ecu, og den samlede omsætning af æg og ægprodukter skønnes at ligge på 5,6 mia. ecu.

Arbejdspladser

EU's sektor for æg og ægprodukter beskæftiger direkte 90 000 mennesker (farme, ægpakkerier, forarbejdningscentre).

I de relaterede sektorer (virksomheder, der producerer foder, udstyr og emballage) er der 120 000 arbejdspladser i forbindelse med ægsektoren alene.

Kornforbrug

EU's ægsektor forbruger hvert år 10 mio. ton korn, der er produceret i EU (især majs, byg og hvede).

Ægforbrug

Det gennemsnitlige årlige ægforbrug i EU er på 210 æg pr. indbygger (1997).

Afhængigt af spisevaner konsumeres en del af æggene i familierne, resten anvendes til industriel eller hjemmelavet fremstilling af levnedsmidler.

I de seneste 10 år er efterspørgslen efter ægprodukter steget støt, både fra levnedsmiddelindustriens side og fra sektoren for hjemmelavet mad.

Ægprodukter tegner sig for 28-40 % af ægforbruget i EU - afhængigt af spisevaner.

Resten af verden

EU's medlemsstater er de eneste i verden, der har fastlagt regler for æglæggende høners velfærd i æglægningsbure. Schweiz har forbudt dette produktionssystem.

For mere end 88 % af verdens ægproduktion er der ingen regler overhovedet.

I USA (10 % af verdensproduktionen) og i de andre større ægproducerende lande (Kina, det tidligere Sovjetunionen, Japan og Brasilien, som tegner sig for hhv. 28 %, 9 %, 6 % og 4 % af verdensproduktionen) anbefales der et mindsteareal på 310 cm2 pr. høne.

Australien anbefaler 349 cm2 pr. tung høne og 327 cm2 pr. let høne, mens New Zealand mener, at tunge høner kræver 363 cm2 og lette 340 cm2.

Afstemningsresultat

For: 59, imod: 44, hverken for eller imod: 5.