51997PC0264

Forslag til Rådets direktiv om harmonisering af de væsentligste bestemmelser vedrørende eksportkreditforsikringsdækning af mellem- og langfristede forretninger (97/C 213/10) (EØS-relevant tekst) KOM(97) 264 endelig udg. - 97/0166(ACC)

(Forelagt af Kommissionen den 26. juni 1997)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 113,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Mellem- og langfristet eksportkreditforsikring spiller en fremtrædende rolle i den internationale handel og er et vigtigt handelspolitisk instrument;

(2) mellem- og langfristet eksportkreditforsikring er et vigtigt led i samhandelen med udviklingslandene og fremmer dermed deres integration i verdensøkonomien, hvilket er et af målene for Fællesskabets udviklingspolitik;

(3) forskellene mellem de offentlige mellem- og langfristede eksportkreditforsikringssystemer, der i øjeblikket er gældende i medlemsstaterne, med hensyn til de vigtigste bestemmelser vedrørende dækning, præmier og dækningspolitik kan føre til fordrejning af konkurrencen mellem virksomheder i Fællesskabet;

(4) i betragtning af traktatens artikel 3 B, stk. 3, bør de i dette direktiv fastsatte foranstaltninger ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå direktivets mål, den nødvendige harmonisering for at sikre, at eksportpolitikken baseres på ensartede principper, samt at konkurrencen mellem virksomheder i Fællesskabet ikke fordrejes;

(5) for at mindske eksisterende fordrejninger af konkurrencen er det ønskeligt, at de forskellige offentlige eksportforsikringssystemer harmoniseres i overensstemmelse med traktatens artikel 112 på grundlag af ensartede principper og på en sådan måde, at de indgår som en integrerende del af den fælles handelspolitik;

(6) statens (eller særlige statskontrollerede organers) indførelse af eksportkreditgaranti- eller forsikringsprogrammer til præmiesatser, som er utilstrækkelige til på lang sigt at dække omkostninger og tab ved gennemførelsen af sådanne programmer, er klassificeret som forbudte eksportsubsidier i aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger indgået i forbindelse med de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994) (1) (se artikel 3, stk. 1, litra a), og bilag I, litra j), i nævnte aftale);

(7) de præmier, som kreditforsikringsgiverne opkræver, bør svare til den dækkede risiko;

(8) harmonisering vil fremme samarbejdet mellem de kreditforsikringsgivere, der optræder på statens vegne eller med statsstøtte, og øge samarbejdet mellem virksomheder i Fællesskabet i overensstemmelse med traktatens artikel 130;

(9) både harmonisering og samarbejde er af afgørende betydning for at sikre, at Fællesskabets eksport er konkurrencedygtig på tredjelandes markeder;

(10) i Kommissionens hvidbog om gennemførelse af det indre marked, som Det Europæiske Råd vedtog i juni 1985, understreges betydningen af at sikre vilkår, som er gunstige for udviklingen af samarbejdet mellem virksomheder i Fællesskabet;

(11) ved afgørelse af 27. september 1960 (2) oprettede Rådet en arbejdsgruppe til koordinering af politikken med hensyn til kreditforsikringer, garantier og finanskreditter;

(12) den 15. maj 1991 gav nævnte arbejdsgruppe eksperter fra hver af de daværende medlemsstater et mandat, og som »Ekspertgruppen vedrørende det Indre Marked (1992)« forelagde de i form af rapporter en række forslag henholdsvis den 27. marts 1992, den 11. juni 1993 og den 9. februar 1994;

(13) Rådets direktiv 70/509/EØF af 27. oktober 1970 om indførelse af en fælles kreditforsikringspolice for mellem- og langfristede eksportforretninger med offentlige købere (3), senest ændret ved akten vedrørende Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse, og Rådets direktiv 70/510/EØF af 27. oktober 1970 om indførelse af en fælles kreditforsikringspolice for mellem- og langfristede eksportforretninger med private købere (4), senest ændret ved akten vedrørende Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse, bør afløses af nærværende direktiv;

(14) denne første harmonisering af eksportkreditforsikringssystemerne bør betragtes som et skridt i retning mod konvergens mellem medlemsstaternes forskellige systemer og bør følges af yderligere harmonisering med henblik på at fjerne sådanne former for konkurrencefordrejning, som endnu måtte foreligge -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Anvendelsesområde

Dette direktiv gælder for eksportforretninger, der omfatter varer og/eller tjenesteydelser med oprindelse i en medlemsstat, for så vidt der ydes dækning direkte eller indirekte for en eller flere medlemsstaters regning eller med disses støtte, og tilbagebetalingsperioden er mindst to år, eller fremstillingsperioden og tilbagebetalingsperioden er mindst to år i alt.

Dette direktiv gælder ikke for forudbetaling, arbejdsgaranti og indeholdt garanti. Det gælder heller ikke for dækning af risici i forbindelse med byggeudstyr og -materiale, når det anvendes lokalt til opfyldelse af handelskontrakten.

Artikel 2

Medlemsstaternes forpligtelser

Medlemsstaterne drager omsorg for, at institutioner, der yder dækning i form af eksportkreditforsikring eller -garantier for statens regning eller med dennes støtte, i det følgende benævnt »forsikringsgivere«, forsikrer eksportforretninger, der er omfattet af dette direktiv, i overensstemmelse med bestemmelserne i bilaget, når de er bestemt for lande uden for Fællesskabet og finansieres ved køberkredit eller leverandørkredit eller betales kontant.

Artikel 3

Udvalg

Kommissionen bistås af et udvalg, der består af repræsentanter for medlemsstaterne, og som har Kommissionens repræsentant som formand.

Kommissionens repræsentant forelægger udvalget et udkast til de foranstaltninger, der skal træffes. Udvalget afgiver en udtalelse om dette udkast inden for en frist, som formanden kan fastsætte under hensyn til, hvor meget det pågældende spørgsmål haster. Det udtaler sig med det flertal, der er fastsat i traktatens artikel 148, stk. 2, for vedtagelse af de afgørelser, som Rådet skal træffe på forslag af Kommissionen. Under afstemninger i udvalget tillægges de stemmer, der afgives af repræsentanterne for medlemsstaterne, den vægt, der er fastlagt i nævnte artikel. Formanden deltager ikke i afstemningen.

Kommissionen vedtager foranstaltninger, der straks finder anvendelse. Hvis de ikke er i overensstemmelse med den af udvalget afgivne udtalelse, underrettes Rådet dog straks af Kommissionen om disse foranstaltninger.

Kommissionen kan i dette tilfælde udsætte gennemførelsen af de foranstaltninger, den har truffet afgørelse om, i et tidsrum på højst en måned regnet fra datoen for denne underretning.

Rådet kan med kvalificeret flertal træffe en anden afgørelse inden for det tidsrum, der er nævnt i foregående afsnit.

Artikel 4

Anvendelse af udvalgsproceduren

De i punkt 47, 50 og 51 i bilaget omhandlede beslutninger vedtages efter proceduren i artikel 3.

Artikel 5

Beretning og fornyet undersøgelse

Kommissionen forelægger senest den 31. december 2000 en beretning for Europa-Parlamentet og Rådet om erfaringerne med anvendelsen af bestemmelserne i dette direktiv.

Med henblik på yderligere konvergens mellem de nationale eksportkreditforsikringssystemer og fjernelse af tilbageværende former for konkurrencefordrejning mellem forsikringstagere i Fællesskabet forelægger Kommissionen forslag til ændringer af dette direktiv, hvor det anses for påkrævet.

Artikel 6

Forhold til andre procedurer

Procedurerne i dette direktiv supplerer dem, der er fastlagt i Rådets beslutning 73/391/EØF (5).

Artikel 7

Ophævelse

Direktiv 70/509/EØF og direktiv 70/510/EØF ophæves.

Artikel 8

Gennemførelse

Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 30. september 1998. De underretter straks Kommissionen herom.

Når medlemsstaterne vedtager disse bestemmelser, henvises der deri til dette direktiv, eller de ledsages ved offentliggørelsen af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.

Artikel 9

Ikrafttrædelse

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 10

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

(1) EFT nr. L 366 af 23. 12. 1994, s. 156.

(2) EFT nr. 66 af 27. 10. 1960, s. 1339/60.

(3) EFT nr. L 254 af 23. 11. 1970, s. 1.

(4) EFT nr. L 254 af 23. 11. 1970, s. 26.

(5) EFT nr. L 346 af 17. 12. 1973, s. 1.

BILAG

FÆLLES PRINCIPPER FOR EKSPORTKREDITFORSIKRING

KAPITEL I: DÆKNINGSOMRÅDE

Afsnit 1: Almindelige principper og definitioner

1. De fælles principper

a) De fælles principper, der er fastlagt i dette bilag, gælder for dækningen af leverandørkreditter med offentlige eller private købere og køberkreditter med offentlige eller private låntagere.

b) De fælles principper gælder for dækning af alle risici som defineret i punkt 4. Forsikringsgiver kan dog fra sag til sag beslutte at begrænse sin dækning til kun at omfatte visse risici.

c) Når samtlige en privat debitors forpligtelser garanteres fuldstændigt og ubetinget af en offentlig institution, anvendes de fælles principper for offentlige debitorer.

I dette bilag forstås ved »debitor« enten køber eller låntager som omhandlet i punkt 1, litra a), eller deres garant med hensyn til den forsikrede forretning.

2. Egenskaber ved leverandørkredit

a) Begrebet »leverandørkredit« anvendes i forbindelse med en handelskontrakt om eksport af varer og/eller tjenesteydelser med oprindelse i en medlemsstat mellem én eller flere leverandører og én eller flere købere, hvor køber forpligter sig til at betale leverandøren eller leverandørerne kontant eller på kreditvilkår.

b) Bestemmelserne om dækning af leverandørkredit finder anvendelse, når der ydes dækning til virksomheder, som er etableret i en medlemsstat i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 58.

c) Finansieres en handelskontrakt ved hjælp af en køberkredit eller en anden finansieringsaftale, er den dækning, der ydes eksportøren for selve handelskontrakten, omfattet af bestemmelserne om dækning af leverandørkreditter.

3. Egenskaber ved køberkredit

a) Begrebet »køberkredit« anvendes i forbindelse med en låneaftale mellem én eller flere finansieringsinstitutter og én eller flere låntagere, som finansierer en handelskontrakt om eksport af varer og/eller tjenesteydelser med oprindelse i en medlemsstat, hvorved det eller de pågældende finansieringsinstitutter forpligter sig til at betale leverandøren eller leverandørerne kontant for den underliggende forretning på vegne af køber/låntager, og køber/låntager tilbagebetaler långiver på kreditvilkår.

b) Bestemmelserne om dækning af køberkredit finder anvendelse, når der ydes dækning til finansieringsinstitutter, uanset hvor de er etableret eller registreret, forudsat at køberkreditten indebærer en ubetinget forpligtelse for låntager til at tilbagebetale det skyldige beløb, uanset om den handelskontrakt, der skal finansieres, opfyldes.

c) Bestemmelserne om dækning af køberkredit finder anvendelse på alle finansieringsaftaler om finansiering af en handelskontrakt, som omfatter omsætningspapirer, der skal betales af en køber, og som på behørig vis indehaves af et finansieringsinstitut.

4. Definition af risici

a) Den kommercielle risiko for private debitorer er fastlagt i punkt 14, 15 og 16.

b) Den politiske risiko for private debitorer er fastlagt i punkt 17-22 og for offentlige debitorer i punkt 15-22.

c) Fabrikationsrisikoen er fastlagt i punkt 6, litra b).

d) Kreditrisikoen er fastlagt i punkt 6, litra c).

5. Definition af debitors offentlige og private status

a) Ved en offentlig debitor forstås en enhed, som uanset formen repræsenterer selve den offentlige myndighed, og som hverken retligt eller administrativt kan erklæres konkurs.

Debitorer, som ikke er offentlige ifølge ovenstående definition, anses for at være private.

b) Ved vurderingen af en debitors status fastslår forsikringsgiver:

- debitors retlige status

- den faktiske effektivitet af retlige skridt rettet mod debitor

- debitors finansierings- og indtægtskilder

- de muligheder, som værtslandets regering har for at påvirke eller kontrollere debitor.

c) Hersker der tvivl om debitors status, tager forsikringsgiver hensyn til:

- at en offentlig debitor enten kan være en suveræn stat eller en statslig institution eller enhver anden offentlig enhed, som er underordnet de centrale myndigheder, såsom regionale, kommunale eller halvstatslige myndigheder eller andre offentlige institutioner

- at en offentlig debitors handlinger kan forpligte de centrale myndigheder eller staten; betalingsforpligtelser i henhold til handelskontrakten eller køberkreditaftalen vil således enten skulle honoreres over statsbudgettet eller garanteres af staten, f.eks. via finansministeriet eller centralbanken

- at en offentlig debitor også kan betale skyldige beløb ved at gøre brug af midler, som ikke har tilknytning til statslige midler, f.eks. ved indtægter hidrørende fra lokal beskatning eller optjent ved offentlige serviceydelser.

Afsnit 2: Dækningen

6. Dækkede risici

a) De dækkede risici er fabrikationsrisikoen og kreditrisikoen.

b) Fabrikationsrisikoen bliver aktuel, når opfyldelsen af policeindehavers kontraktlige forpligtelser eller fremstillingen af de bestilte varer suspenderes i en periode på seks på hinanden følgende måneder, forudsat at denne suspension forårsages direkte og udelukkende af en eller flere af de dækkede tabsvoldende begivenheder, der er anført i punkt 14-22.

c) Kreditrisikoen bliver aktuel, når policeindehaver ikke har kunnet opnå hel eller delvis betaling af sin fordring inden for tre måneder efter forfaldsdagen, forudsat at den manglende betaling forårsages direkte og udelukkende af en eller flere af de dækkede tabsvoldende begivenheder, der er anført i punkt 14-22.

d) Den risiko, der er forbundet med en køberkredit, kan dækkes betinget eller ubetinget. Forsikringsgiver følger de principper og procedurer, der er fastlagt i punkt 32 og 33 og punkt 48, litra a).

7. Dækningens omfang

a) Inden for det samlede kontraktbeløb omfatter dækningen af fabrikationsrisikoen de omkostninger, som policeindehaver har pådraget sig under opfyldelsen af sine kontraktlige forpligtelser eller ved fremstillingen af de varer, der er omfattet af kontrakten, forudsat at disse omkostninger retmæssigt kan henføres til opfyldelsen af kontrakten.

Dækningen af fabrikationsrisikoen omfatter ikke:

- omkostninger i forbindelse med varer, for hvilke dækningen af kreditrisikoen allerede er trådt i kraft

- kreditforsikringspræmier, som policeindehaver har betalt til forsikringsgiver

- beløb, som policeindehaver har betalt som følge af, at der er udstedt en kontraktopfyldelsesgaranti vedrørende den dækkede kontrakt; dette er dog ikke til hinder for, at forsikringsgiver dækker sådanne risici uden for dette direktivs anvendelsesområde, og

- beløb, som policeindehaver har betalt i form af konventionalbod og erstatning.

b) Dækningen af kreditrisikoen omfatter det beløb (hovedstol og renter), som køber skylder ifølge handelskontrakten, eller som låntager skylder ifølge køberkreditaftalen, inklusive renter, der påløber mellem forfaldsdag og udgangen af karenstiden (morarenter).

For køberkreditter indbefatter kreditrisikodækningen sædvanlige bankgebyrer, der er forfaldne til betaling efter køberkreditaftalens ikrafttræden.

For leverandørkreditter indbefatter kreditrisikodækningen ikke beløb, som policeindehaver har betalt i form af konventionalbod og erstatning.

8. Dækningsprocent

a) Dækningsprocenten er 95.

b) Yder en forsikringsgiver en højere dækning end ovennævnte procentsats, følger han de principper og procedurer, der er fastlagt i punkt 32 og 33 og punkt 48, litra a).

c) Dækningsprocenten og det maksimale beløb, for hvilket forsikringsgiver er erstatningspligtig, skal udtrykkeligt fremgå af den kreditforsikringspolice, som forsikringsgiver har udstedt.

9. Ikke-dækket procentdel

Policeindehaver bærer for egen regning en del af den ikke-dækkede risiko svarende til 2 % af det forsikrede beløb. Forsikringsgiver kan beslutte at tillade policeindehaver at overvælte denne tilbageværende ikke-dækkede procentdel.

10. Dækning af forretninger i udenlandsk valuta

For så vidt angår forretninger, der skal betales eller finansieres i en eller flere udenlandske valutaer, kan der ydes dækning i en hvilken som helst af disse valutaer.

11. Udenlandske leverancer

Underleverancer hidrørende fra én eller flere medlemsstater omfattes automatisk af dækningen i medfør af Rådets beslutning 82/854/EØF af 10. december 1982 om den ordning, der med hensyn til eksportgarantier og eksportfinansiering gælder for visse underleverancer fra andre medlemsstater eller fra lande, der ikke er medlem af De Europæiske Fællesskaber (1).

12. Dækningens begyndelsestidspunkt

a) For en køberkredit får dækningen virkning på ikrafttrædelsesdatoen for låneaftalen, forudsat at de betingelser, der forud er fastsat i kreditforsikringspolicen og i køberkreditaftalen, er opfyldt.

b) For en leverandørkredit får dækningen af fabrikationsrisikoen virkning på ikrafttrædelsesdatoen for handelskontrakten, forudsat at de betingelser, der forud er fastsat i kreditforsikringspolicen og i handelskontrakten, er opfyldt.

Dækningen af kreditrisikoen får virkning på den dato, hvor opfyldelsen af samtlige kontraktlige forpligtelser giver policeindehaver ret til at kræve betaling, forudsat at de betingelser, der forud er fastsat i kreditforsikringspolicen og i handelskontrakten, er opfyldt. Dækningen af kreditrisikoen kan dog begynde på datoen for hver dellevering eller delforsendelse, forudsat af policeindehaver i henhold til kontraktbestemmelserne er berettiget til betaling af et fast og endeligt beløb svarende til værdien af de leverede eller afsendte varer.

Afsnit 3: Tabsvoldende begivenheder og undtagne risici

13. Forsikringsgivers erstatningspligt

Forsikringsgiver er erstatningspligtig, hvis tab direkte og udelukkende kan tilskrives en eller flere af de dækkede tabsvoldende begivenheder, der er anført i punkt 14-22.

14. Insolvens

Den private debitors og dennes eventuelle garants faktiske eller retlige insolvens.

15. Manglende betaling

Debitors og dennes eventuelle garants manglende betaling.

16. Vilkårlig tilbagetræden eller afvisning

Købers beslutning om inden for rammerne af en leverandørkredit at afbryde eller annullere handelskontrakten eller at afvise varerne og/eller tjenesteydelserne uden retligt grundlag herfor.

17. Beslutninger i et tredjeland

Enhver foranstaltning eller beslutning, der træffes af regeringen i et andet land end forsikringsgivers land - herunder sådanne foranstaltninger og beslutninger truffet af offentlige myndigheder, som kan sidestilles med regeringsindgreb - som hindrer opfyldelsen af henholdsvis køberkreditaftalen eller handelskontrakten.

18. Moratorium

En almindelig moratorieordning, der er indført af regeringen i debitors land eller i et tredjeland, ved hvis mellemkomst betalingen i henhold til køberkreditaftalen eller handelskontrakten skal finde sted.

19. Hindring eller forsinkelse af kapitaloverførsler

Politiske begivenheder eller økonomiske vanskeligheder eller love eller administrative foranstaltninger, der indtræffer eller vedtages uden for forsikringsgivers land, og som hindrer eller forsinker overførslen af beløb, der er betalt med hensyn til henholdsvis køberkreditaftalen eller handelskontrakten.

20. Retsforskrifter i debitors land

Retsforskrifter, der vedtages i debitors land, og i henhold til hvilke de af debitor erlagte betalinger har frigørende virkning, selv om sådanne betalinger som følge af valutakurssvingninger ved konvertering til henholdsvis handelskontraktens eller køberkreditaftalens valuta ikke længere dækker det skyldige beløb på overførselsdatoen.

21. Beslutninger i forsikringsgivers land

For så vidt angår leverandørkreditaftaler, foranstaltninger eller beslutninger, der træffes af regeringen i forsikringsgivers land, herunder sådanne foranstaltninger og beslutninger, som Det Europæiske Fællesskab træffer vedrørende handelen mellem en medlemsstat og tredjelande, såsom eksportforbud, for så vidt virkningerne heraf ikke er dækket på anden måde af den pågældende regering.

22. Force majeure

Force majeure, der indtræffer uden for forsikringsgivers land, såsom krig (herunder borgerkrig), revolution, oprør, civile uroligheder, hvirvelstorm, oversvømmelse, jordskælv, vulkanudbrud, springflod, kernekraftulykker, for så vidt virkningerne heraf ikke er dækket på anden måde.

23. Almindelig undtagelse fra erstatningspligt

Forsikringsgiver er ikke erstatningspligtig, hvis tab direkte eller indirekte kan tilskrives følgende:

a) Handlinger eller undladelser, som skyldes policeindehaver eller personer, der handler på dennes vegne, og som helt eller delvis gør køberkreditaftalen eller handelskontrakten uanvendelig.

b) Bestemmelser, der begrænser policeindehavers rettigheder, og som indgår i køberkreditaftalen, handelskontrakten eller dertil knyttede dokumenter, herunder dokumenter vedrørende garantier eller sikkerhedsstillelse herfor.

c) Alle andre aftaler, som indgås mellem policeindehaver og låntager eller eventuelt dennes garant efter indgåelsen af køberkreditaftalen eller handelskontrakten, og som hindrer eller forsinker betalingen af de skyldige beløb.

d) For så vindt angår leverandørkreditter, underleverandørers, medkontrahenters eller andre leverandørers misligholdelse, for så vidt denne ikke er en følge af politiske begivenheder, jf. listen over tabsvoldende begivenheder i punkt 17-22.

Afsnit 4: Bestemmelser om erstatning

24. Karenstid

a) Karenstiden svarer til den periode, der i henhold til punkt 6, litra b) og c), skal forløbe, før den dækkede risiko bliver aktuel.

b) Der kræves ingen karenstid, når:

- den manglende betaling, for så vidt angår en privat debitor, skyldes debitors retlige eller faktiske insolvens

- der er tale om en mellemstatslig gældskonsolideringsaftale, og

- forsikringsgiver yder dækning i form af en ubetinget garanti.

25. Erstatning

Policeindehaver er berettiget til erstatning ved udløbet af karenstiden, som defineret i punkt 24, forudsat at betingelserne for dækning er opfyldt, at fordringen er retsgyldig, og policeindehaver har forvaltet risikoen forsvarligt.

26. Garanterede forpligtelser

Er der for debitors forpligtelser over for policeindehaver stillet sikkerhed i form af en garanti eller anden sikkerhed, skal policeindehaver have taget alle nødvendige forholdsregler til ikke alene at sikre, at nævnte garanti eller anden sikkerhed er retsgyldig, men også at den kan udløses.

27. Beregning af erstatningen

Ved beregningen af erstatningsbeløbet må forsikringsgiver ikke betale policeindehaver et beløb, der er større end det samlede tab, som sidstnævnte faktisk har lidt, og/eller større end det beløb, som policeindehaver faktisk var berettiget til at modtage fra henholdsvis låntager i henhold til køberkreditaftalen eller køber i henhold til handelskontrakten.

28. Betaling af erstatningen

Erstatningen skal udbetales omgående og senest en måned efter udløbet af karenstiden, forudsat at forsikringsgiver har modtaget alle nødvendige oplysninger, bilag og dokumentation til rettidigt at kunne fastslå, at der foreligger et gyldigt krav.

Ydes der dækning for fabrikationsrisiko, skal erstatningen udbetales senest en måned efter den seneste af følgende datoer: datoen for udløbet af karenstiden, datoen for modtagelsen af en sagkyndigs rapport, hvis en sådan kræves, eller den dato, på hvilken policeindehaver og forsikringsgiver er nået til enighed om erstatningsbeløbet.

29. Tvister vedrørende erstatningen

Vedrører tab, for hvilke policeindehaver har anmodet om erstatning, omtvistede rettigheder, udsætter forsikringsgiver udbetalingen af erstatningen, indtil tvisten er afgjort til policeindehavers fordel ved den domstol eller voldgiftsret, som er anført i henholdsvis køberkreditaftalen eller handelskontrakten.

30. Bilaterale mellemstatslige gældskonsolideringsaftaler

a) Er den dækkede køberkreditaftale eller handelskontrakt omfattet af en bilateral mellemstatslig gældskonsolideringsaftale, skal policeindehaver overholde betingelserne i sidstnævnte aftale med hensyn til både den dækkede og den ikke-dækkede del af henholdsvis køberkreditaftalen og handelskontrakten. Policeindehaver skal yde forsikringsgiver al den bistand, der er nødvendig for at opfylde konsolideringsaftalen.

b) Indgår det dækkede beløb i en bilateral mellemstatslig gældskonsolideringsaftale, kan forsikringsgiver give afkald på den frist på en måned, der er fastsat i punkt 28, når først den bilaterale aftale er trådt i kraft.

31. Tillægsomkostninger

Tillægsomkostninger, der er en følge af foranstaltninger med henblik på at begrænse eller undgå tab, omfattes af dækningen med samme procentsats som den, der er fastsat i kreditforsikringspolicen, forudsat at forsikringsgiver har godkendt disse tillægsomkostninger. Tillægsomkostninger omfatter omkostninger i forbindelse med retssager og andre retsomkostninger.

Vedrører sådanne omkostninger imidlertid beløb eller forfaldne fordringer, der ikke er dækket af forsikringsgiver, fordeles de forholdsmæssigt på dækkede og ikke-dækkede beløb eller fordringer.

KAPITEL II: PRÆMIER

32. Almindelige principper for præmiefastsættelsen

Præmien for eksportkreditforsikring:

- skal svare til den risiko, der dækkes

- skal i tilstrækkelig grad afspejle omfanget og kvaliteten af den dækning, der ydes

- må ikke være tilstrækkelig til at dække langfristede driftsomkostninger og -tab.

33. Dækningens kvalitet

Ved fastlæggelsen af dækningens kvalitet, jf. punkt 32, tager forsikringsgiver behørigt hensyn til dækningsprocenten, de betingelser, der er knyttet til dækningen, og alle andre betingelser, der berører dækningens kvalitet.

34. Vurdering af landerisiko

Præmiefastsættelsen for hvert land eller landekategori finder sted på grundlag af en behørig vurdering af landerisikoen.

35. Debitors status

a) Ved fastsættelsen af præmiesatserne tages der hensyn til debitors offentlige eller private status, jf. punkt 5, idet der anvendes præmiesatser, som afspejler debitors kreditværdighed.

b) For en privat debitor kan forsikringsgiver dække enten de kommercielle eller de politiske risici eller begge former for risici. Er dækningen begrænset til kun at omfatte én af disse risici, må præmien kun svare til den risiko, der dækkes.

36. Risikoperiode

a) Ved beregningen af præmien tages der hensyn til den samlede risikoperiode.

b) For så vidt angår fabrikationsrisikoen er den samlede risikoperiode perioden mellem handelskontraktens ikrafttræden og:

- eksportørens opfyldelse af samtlige kontraktlige forpligtelser, eller

- den gennemsnitlige, vægtede leveringsdato, hvis der ifølge kontrakten kan foretages delleveringer, og leverandøren er berettiget til hertil svarende betalinger.

c) For så vidt angår kreditrisikoen er den samlede risikoperiode, vægtet i overensstemmelse med de beløb for hovedstol og renter, der faktisk står på spil, følgende:

- perioden mellem den dato, på hvilken dækningen af kreditrisikoen trådte i kraft for eksportøren, og datoen for købers sidste betaling, eller

- den gennemsnitlige risikoperiode mellem første udbetaling, som fastsat i køberkreditaftalen, og datoen for den endelige tilbagebetaling.

37. Præmieberegningsgrundlag

a) Præmien betales efter præmieberegningsgrundlaget, der defineres som nedenfor anført, og som bestemmer forsikringsgivers maksimale erstatningspligt i henhold til kreditforsikringspolicen.

b) For så vidt angår køberkreditter fastsættes beregningsgrundlaget som summen af følgende dækkede beløb:

- lånets hovedstol

- renter af lånet, inklusive kalkulatoriske renter

- sædvanlige bankgebyrer, og

- morarenter.

c) For så vidt angår leverandørkreditter og kontrakter, der skal betales kontant, udgør beregningsgrundlaget:

- for fabrikationsrisikoen den samlede kontraktværdi minus den kontante udbetaling og eventuelle ikke-dækkede beløb; beregningsgrundlaget kan med forsikringsgivers samtykke nedsættes til det forventede maksimale tab

- for kreditrisikoen enten det samlede beløb af hovedstol og renter inklusive morarenter, eller de beløb, der forfalder til betaling ved eller efter delleveringer eller ved eller efter opfyldelsen af samtlige kontraktlige forpligtelser, eller de beløb, der forfalder til betaling ved delleveringer, og som berettiger leverandøren til tilsvarende udbetalinger; beregningsgrundlaget kan med forsikringsgivers samtykke nedsættes til det forventede maksimale tab.

38. Præmiebetaling

a) Den fulde præmie forfalder til betaling på kreditforsikringspolicens udstedelsesdato.

b) Uanset ovenstående kan præmien betales i rater. I så fald skal forsikringsgiver:

- forlange betaling af mindst 15 % af præmien på kreditforsikringspolicens udstedelsesdato

- beregne renter til en sats svarende til den relevante markedsrente af de udskudte betalinger fra kreditforsikringspolicens udstedelsesdato

- forlange, at det modtagne præmiebeløb mindst modsvarer den præmie, der er nødvendig til dækning af det til enhver tid tilbageværende risikobeløb.

KAPITEL III: POLITIK FOR LANDEDÆKNING

39. Fastlæggelse af politikken for landedækning

a) Forsikringsgiver fastlægger sin politik for landedækning på grundlag af en vurdering af risikoen for hvert land, sit samlede risikoengagement for hvert land og sammensætningen af sin landerisikoportefølje set på baggrund af dens størrelse og særlige struktur.

b) Forsikringsgiver fastlægger sin politik for landedækning under hensyntagen til klassificeringen af hvert debitorland.

c) Det står imidlertid forsikringsgiver frit at ophøre med at dække eller at begrænse dækningen af forretninger i et bestemt land, uanset dette lands klassifikation.

40. Definition af samlet risikoengagement

a) Det samlede risikoengagement fastlægges inden for rammerne af dækningsprocenten på grundlag af beløbene for mellem- og langfristede forretninger, jf. definitionen i direktivets artikel 1.

Det samlede risikoengagement er sammensat af nedestående i litra b)-e) anførte elementer.

b) Maksimumbeløbet for risikoen i form af hovedstol og renter i henhold til indgåede kontrakter, som forsikringsgiver er forpligtet til at dække, selv hvis forsikringspolicen endnu ikke er udstedt.

Dækkede morarenter, der påløber i karenstiden.

Genforsikrede beløb, hvis forsikringsgiver optræder som genforsikrer; optræder forsikringsgiver imidlertid som overordnet forsikringsgiver, medregnes det genforsikrede beløb ikke.

c) Fordringer, som endnu ikke er inddrevet eller afskrevet, uanset om de hidrører fra en fabrikations- og/eller en kreditrisiko, som er indtrådt.

d) Summen af beløb, der ikke kan hjemtages, såsom bankgarantibeløb samt beløb, der svarer til dækning af risikoen for, at en stillet sikkerhed ikke kan gøres gældende (non-repossession), når der faktisk er udbetalt er erstatningsbeløb, som hverken er inddrevet eller afskrevet.

e) Ubetalte renter og renter, der skal betales af debitorlande i henhold til gældsomlægningsordninger, herunder kapitaliserede rentebeløb.

41. Landerisiko

a) For gruppen af lavrisikolande fastsætter forsikringsgiver i princippet ingen restriktioner for sin dækningspolitik.

b) For de øvrige lande kan forsikringsgiver fastsætte restriktioner for sin dækningspolitik.

c) En forsikringsgiver, som i princippet ikke yder dækning for et land eller en landegruppe, kan imidlertid undtagelsesvis dække visse forretninger på grund af bilaterale politiske hensyn eller nationale interesser, eller hvor der for den pågældende forretning er frit konvertibel valuta til rådighed i tilstrækkeligt omfang.

42. Begrænsning af risikoengagement

a) For de lande, der er omhandlet i punkt 41, litra b), kan forsikringsgiver fastsætte risikolofter, der normalt skal betegne det højeste risikoengagement, som en forsikringsgiver kan påtage sig i et bestemt land.

b) Når en forsikringsgiver har nået risikoloftet for et bestemt land, kan han begrænse sit samlede risikoengagement for det pågældende land ved at forhøje gældende præmie eller ved kumulativt eller på anden måde at begrænse f.eks.:

- det samlede risikoengagement for det pågældende land

- det samlede beløb for dækningstilsagn

- værdien af nye kontrakter, der skal dækkes

- det maksimale dækningsbeløb for hver forretning.

c) Er risikoloftet for et bestemt land ikke nået, lægges der almindeligvis ingen begrænsninger på dækningspolitikken. Forsikringsgiver kan dog begrænse sin dækningskapacitet for det pågældende land ved f.eks. at anvende de restriktioner, der er omhandlet i litra b).

43. Særlige betingelser for landedækningen

Forsikringsgiver kan for et bestemt land, uanset hvilken landekategori, det henhører under, anvende visse standardbetingelser for dækning, som f.eks.:

- at det pågældende lands centralbank eller finansministerium udsteder garanti for betaling og/eller overførsel

- at der åbnes en uigenkaldelig remburs eller udstedes en bankgaranti

- at karenstiden forlænges

- at dækningsprocenten nedsættes

- at dækningen begrænses for visse erhvervssektorer eller visse projekttyper.

KAPITEL IV: UNDERRETNINGSPROCEDURER

44. Anvendelsesområde for underretningsprocedurerne

a) Hver forsikringsgiver følger nedenstående procedurer ved anvendelsen af de fælles principper, der er fastlagt i kapitel I, II og III.

b) Disse procedurer supplerer dem, der er indført ved Rådets beslutning 73/391/EØF om konsultations- og underretningsprocedurer med hensyn til kreditforsikringer, garantier og finanskreditter (2).

45. Typer af underretningsprocedurer

Der foreligger fire typer af underretningsprocedurer beregnet for Kommissionen og de øvrige forsikringsgivere, nemlig:

- årlig underretning til orientering

- underretning med henblik på beslutning

- forudgående underretning til orientering, og

- efterfølgende underretning til orientering.

46. Årlig underretning til orientering

a) Ved udgangen af hvert år, og senest den 31. marts det følgende år, sender hver forsikringsgiver en rapport til de øvrige forsikringsgivere og til Kommissionen med et tilbageblik over det forløbne års aktiviteter. Rapporten skal omfatte alle debitorlande og for hvert af disse lande indeholde følgende oplysninger:

- det samlede beløb for de dækningstilsagn, forsikringsgiver har afgivet

- det samlede udestående risikoengagement, som defineret i punkt 40

- samlede præmieindtægter

- samlede aktuelle restancer

- samlede inddrevne fordringer, og

- samlede betalte skadeserstatninger.

b) Ved hvert års begyndelse, og senest den 31. januar, sender hver forsikringsgiver en rapport til de øvrige forsikringsgivere og til Kommissionen om den forventede dækningspolitik for det kommende år. Rapporten skal omfatte alle debitorlande og for hvert af disse lande indeholde mindst følgende oplysninger:

- det samlede beløb for de dækningstilsagn, forsikringsgiver er rede til at afgive

- politikken for landedækning, dvs. arten og størrelsen af fastlagte lofter og de standardbetingelser for dækning, som forsikringsgiver agter at anvende

- beregnings- og opkrævningsmåden for præmier for dækning af kommercielle og politiske risici.

47. Underretning med henblik på beslutning

a) Foreligger der konkurrerende tilbud fra eksportører eller banker i Fællesskabet, besvarer en berørt forsikringsgiver omgående enhver anmodning om oplysning fra en anden berørt forsikringsgiver om debitors status i den pågældende forretning, jf. definitionen i punkt 5.

b) Er der uenighed om debitors status, stiller de berørte forsikringsgivere oplysningerne til rådighed for de øvrige forsikringsgivere med det formål at blive enige om en for parterne gensidigt acceptabel status.

c) Kan forsikringsgiverne ikke nå til enighed om debitors status inden for de ti arbejdsdage, der følger efter anmodningen om oplysninger, forelægger de berørte forsikringsgivere sagen med alle relevante oplysninger for Kommissionen, som derefter indleder en beslutningsprocedure i overensstemmelse med direktivets artikel 3.

48. Forudgående underretning til orientering

a) En forsikringsgiver, som agter at fravige bestemmelserne i dette bilag ved at tilbyde gunstigere dækningsbetingelser, enten for én eller flere konkrete forretninger eller for én eller flere særlige sektorer eller for ét eller flere lande eller generelt, underretter de øvrige forsikringsgivere og Kommissionen om sin hensigt senest syv arbejdsdage før beslutningens ikrafttræden med en begrundelse for den påtænkte fravigelse, f.eks. nødvendigheden af at matche international konkurrence, og han angiver den dertil svarende præmie, der skal opkræves.

b) En forsikringsgiver, der agter at opkræve lavere præmier end dem, han gav underretning om i sin årsrapport, jf. punkt 46, litra b), underretter de øvrige forsikringsgivere og Kommissionen om sin hensigt senest syv arbejdsdage før beslutningens ikrafttræden.

c) En forsikringsgiver, som efter en anden forsikringsgivers underretning i overensstemmelse med litra a) eller b) agter at tilbyde gunstigere betingelser end den initiativtagende forsikringsgiver, underretter de øvrige forsikringsgivere og Kommissionen om sin hensigt senest syv arbejdsdage før beslutningens ikrafttræden med angivelse af den præmiesats, han agter at anvende.

d) En forsikringsgiver, som i overensstemmelse med punkt 41, litra c), agter at dække forretninger med debitorer i lande, for hvilke han normalt ikke tilbyder dækning, underretter de øvrige forsikringsgivere og Kommissionen om sin hensigt senest syv arbejdsdage før beslutningens ikrafttræden med angivelse af den præmiesats, han agter at anvende.

49. Efterfølgende underretning til orientering

a) En forsikringsgiver, som agter at fravige bestemmelserne i dette bilag ved at tilbyde mindre gunstige dækningsbetingelser, enten for én eller flere konkrete forretninger eller for én eller flere særlige sektorer eller for ét eller flere lande, bør underrette de øvrige forsikringsgivere og Kommissionen herom.

b) En forsikringsgiver, som beslutter at tilpasse et eller flere elementer i den politik for landedækning, som han har givet underretning om i sin årsrapport i overensstemmelse med punkt 46, litra b), underretter omgående de øvrige forsikringsgivere og Kommissionen herom.

c) En forsikringsgiver, som efter en anden forsikringsgivers underretning i overensstemmelse med punkt 48, litra a) og/eller b), beslutter at tilbyde de samme betingelser som den initiativtagende forsikringsgiver, underretter omgående de øvrige forsikringsgivere og Kommissionen herom.

d) Hver forsikringsgiver besvarer omgående detaljeret enhver anmodning fra andre forsikringsgivere eller Kommissionen om nærmere forklaringer eller yderligere oplysninger om sine aktiviteter.

50. Anvendelse af elektronisk post

a) Alle underretninger finder normalt sted pr. elektronisk post eller om nødvendigt ved anvendelse af andre egnede midler til omgående skriftlig kommunikation.

b) Der træffes afgørelse om det elektroniske postsystem i overensstemmelse med proceduren i direktivets artikel 3.

51. Valutaangivelser i underretninger

Alle pengebeløb, der er indeholdt i underretninger, udtrykkes uanset underretningstype i ECU på grundlag af seneste vekselkurs, medmindre der træffes anden afgørelse i overensstemmelse med proceduren i direktivets artikel 3.

(1) EFT nr. L 357 af 18. 12. 1982, s. 20.

(2) EFT nr. L 346 af 17. 12. 1973, s. 1.