51997PC0030

Forslag til Rådets direktiv om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter (97/C 139/07) (EØS-relevant tekst) KOM(97) 30 endelig udg. - 97/0111(CNS)

(Forelagt af Kommissionen den 17. marts 1997)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 99,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

Anvendelsesområdet for direktiv 92/81/EØF (1) om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier og 92/82/EØF (2) om indbyrdes tilnærmelse af punktafgiftssatserne for mineralolier er begrænset til mineralolier;

mangelen på EF-bestemmelser om minimumsbeskatning af andre energiprodukter end mineralolier er til skade for et velfungerende indre marked;

i henhold til EF-traktatens artikel 130 R skal kravene med hensyn til miljøbeskyttelse integreres i udformningen og gennemførelsen af Fællesskabets politikker på andre områder;

Den Europæiske Union satte sig på mødet i Rådet (energi/miljø) i oktober 1990 som mål at stabilisere CO2-emissionerne i 2000 på 1990-niveauet;

som signatar af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer har EU forpligtet sig til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at stabilisere koncentrationerne af drivhusgasser på et niveau, der beskytter klimasystemet mod enhver form for farlig forstyrrelse;

beskatning af energiprodukter er et af de mulige instrumenter til at nå disse mål;

i overensstemmelse med retningslinjerne i Kommissionens hvidbog om vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse må indførelsen af nye ordninger ikke føre til en forøgelse af den samlede afgiftsbyrde i medlemsstaterne;

gennemførelse af princippet om afgiftsneutralitet vil bidrage til omstrukturering og modernisering af afgiftssystemerne ved at tilskynde til adfærd, der fremmer øget miljøbeskyttelse og større anvendelse af arbejdskraft;

udformning af ordninger, der skal sikre afgiftsneutralitet, henhører under de enkelte medlemsstater;

energipriserne er et af de vigtigste parametre for EF's energi- og transportpolitik;

beskatning er med til at fastsætte priserne på energiprodukter;

et velfungerende indre marked og gennemførelse af formålene med EF's øvrige politikker kræver, at der fastsættes minimumsafgiftssatser på EF-plan for alle energiprodukter, herunder elektricitet;

ikke desto mindre må medlemsstaterne have den nødvendige fleksibilitet til at udarbejde og iværksætte politikker, der er tilpasset deres nationale situation;

medlemsstaterne vil indføre eller opretholde forskellige former for afgifter på energiprodukter;

med henblik herpå bør medlemsstaterne overholde EF-minimumsafgiftssatserne for den samlede beskatning, de vælger (med undtagelse af moms);

muligheden for at differentiere det nationale afgiftsniveau for det samme produkt er også forenelig med dette mål, forudsat at EF-minimumssatserne, reglerne for det indre marked og konkurrencereglerne overholdes;

der bør fastsættes forskellige EF-minimumssatser for beskatning afhængigt af anvendelsen af energiprodukterne;

energiprodukter, der bruges som motorbrændstof ved visse former for industriel og kommerciel anvendelse og som brændsel til opvarmning, beskattes normalt lavere end energiprodukter, der anvendes som motorbrændstof;

betydelige forskelle mellem medlemsstaternes afgiftsniveauer modarbejder et velfungerende indre marked;

fastsættelse af passende EF-minimumssatser vil gøre det muligt at formindske de nuværende forskelle;

minimumsafgiftsniveauet skal afspejle de forskellige energiprodukters konkurrencemæssige situation;

i denne forbindelse bør minimumssatserne i videst muligt omfang beregnes under hensyntagen til produkternes energiværdi;

denne metode bør imidlertid ikke indføres for motorbrændstoffer og kræver en overgangsperiode for de øvrige anvendelsesformål;

minimumsafgiftsniveauet for andre energiprodukter end mineralolier bør hæves gradvis;

for at undgå en udhuling af EF-minimumssatserne er det nødvendigt at fastlægge en plan, der indebærer forhøjelse af satserne hvert andet år, og planlægge, at Rådet senest den 1. januar 2001 skal fastsætte nye EF-minimumssatser for en ny periode;

der må påregnes visse obligatoriske fritagelser på EF-plan;

medlemsstaterne bør have mulighed for, hvis de ønsker det, at indrømme visse andre fritagelser eller at anvende lavere afgiftssatser end EF-minimumssatserne på deres område, når det ikke er til skade for et velfungerende indre marked og ikke medfører konkurrencefordrejning;

sådanne fritagelser eller lavere afgiftssatser vil gøre det langt lettere at indføre mere effektive prisfastsættelsesinstrumenter på transportområdet;

for at fremme brugen af alternative energikilder må man navnlig give vedvarende energikilder særbehandling;

det er nødvendigt at fastlægge en procedure for at give medlemsstaterne tilladelse til i en begrænset periode at indføre andre fritagelser eller lavere satser;

det er nødvendigt at indføre en procedure med regelmæssig kontrol af disse fritagelser eller lempelser;

medlemsstaterne bør have tilladelse til at refundere afgiften til virksomheder, der foretager investeringer for at forbedre energieffektiviteten, og virksomheder, hvis energiomkostninger udgør en væsentlig del af deres omsætning;

medlemsstaterne bør til orientering underrette Kommissionen om visse nationale foranstaltninger;

disse meddelelser fritager ikke medlemsstaterne fra deres pligt til at anmelde visse nationale foranstaltninger i henhold til EF traktatens artikel 93, stk. 3;

anvendelsesområdet for direktiv 92/12/EØF (3) om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed bør udvides til alle produkter og indirekte afgifter, der er omfattet af dette direktiv -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

I. Anvendelsesområde

Artikel 1

1. Medlemsstaterne beskatter energiprodukter i overensstemmelse med dette direktiv.

2. Ved gennemførelsen af dette direktiv skal medlemsstaterne bestræbe sig for at undgå enhver forøgelse af den samlede afgiftsbyrde. For at nå dette mål skal medlemsstaterne især bestræbe sig for samtidig at sænke de lovpligtige afgifter på arbejdskraft.

Artikel 2

1. I dette direktiv forstås ved »energiprodukter« nedennævnte varer:

a) varer under KN-kode 1507-1518

b) varer under KN-kode 2207

c) varer under KN-kode 2701-2715

d) varer under KN-kode 2901 og 2902

e) varer under KN-kode 2905

f) varer under KN-kode 3403

g) varer under KN-kode 3811

h) varer under KN-kode 3817

i) varer under KN-kode 4401 og 4402.

2. Direktivet omfatter desuden:

a) elektrisk energi under KN-kode 2716

b) varme udviklet ved elproduktion.

3. Ud over de afgiftspligtige produkter, der er nævnt i stk. 1, beskattes alle andre produkter, der påtænkes anvendt, udbydes til salg eller anvendes som motorbrændstof eller brændsel, eller som tilsætnings- eller fyldstof i motorbrændstof eller brændsel, som henholdsvis motorbrændstof og brændsel.

4. Henvisningerne i dette direktiv til koder i den kombinerede nomenklatur er til den udgave, der var gældende den 1. oktober 1996.

Artikel 3

Henvisningerne i direktiv 92/12/EØF til »mineralolier« og »punktafgifter« (for så vidt det angår mineralolier) skal fortolkes som alle energiprodukter og nationale indirekte afgifter, der omhandles i henholdsvis dette direktivs artikel 2 og artikel 4, stk. 3.

II. Afgiftsniveau

Artikel 4

1. De afgiftsniveauer, medlemsstaterne fastsætter for de energiprodukter, der omhandles i artikel 2, må ikke være lavere end de minimumssatser, der er fastsat i dette direktiv.

2. Afgiftspligtige energiprodukter ud over dem, som dette direktiv fastsætter minimumsafgiftssatser for, beskattes efter anvendelse i et omfang, der ikke ligger under de minimumssatser, der gælder for tilsvarende brændsel eller motorbrændstof.

3. I dette direktiv forstås ved »afgiftsniveau« den samlede byrde, der pålægges i form af alle indirekte afgifter (undtagen moms), der beregnes direkte eller indirekte af den mængde af produktet, der forbruges.

Artikel 5

1. Medlemsstaterne kan anvende differentierede satser i forhold til produktets kvalitet eller anvendelse, hvis de svarer til de minimumsafgiftssatser, der er fastsat i dette direktiv, og er forenelige med EF-retten.

2. Når der af miljø- og/eller sundhedspolitiske årsager indføres forskellige standarder på EF-plan for produkter omhandlet i dette direktiv, skal medlemsstater, der ønsker at anvende differentierede afgiftssatser for et produkt i forhold til dets kvalitet, inddrage kriterier, der er fastlagt på EF-plan.

Artikel 6

Fra den 1. januar 1998 er minimumssatserne for motorbrændstoffer følgende:

- benzin: 417 ECU pr. 1 000 liter ved en temperatur på 15 °C; endvidere skal medlemsstaterne anvende en højere sats for blyholdig benzin end for blyfri

- gasolie: 310 ECU pr. 1 000 liter ved en temperatur på 15 °C

- petroleum: 310 ECU pr. 1 000 liter ved en temperatur på 15 °C

- gas i flydende form (LPG): 141 ECU pr. 1 000 kg

- naturgas: 2,9 ECU pr. gigajoule.

Artikel 7

1. Uanset dette direktivs artikel 6 er minimumsafgiftssatserne for følgende produkter anvendt som motorbrændstof til de formål, der er redegjort for i stk. 2, som følger:

- gasolie: 32 ECU pr. 1 000 liter ved en temperatur på 15 °C

- petroleum: 30 ECU pr. 1 000 liter ved en temperatur på 15 °C

- gas i flydende form (LPG): 41 ECU pr. 1 000 kg

- naturgas: 0,3 ECU pr. gigajoule.

2. Denne artikel gælder for følgende former for industriel og kommerciel anvendelse:

a) i landbrug, havebrug, fiskeopdræt og skovbrug

b) til stationære motorer

c) til udstyr og maskiner, der anvendes inden for byggeri, ingeniørarbejder og offentlige arbejder

d) til køretøjer beregnet til brug uden for offentlig vej, eller som ikke har opnået tilladelse til brug primært på offentlig vej

e) til personbefordring og flåder af køretøjer, der yder offentlige organer tjenester. Medlemsstaterne kan imidlertid begrænse anvendelsesområdet for den reducerede beskatning til lokal personbefordring.

Hvad angår den brug, der er specificeret i litra e), gælder denne artikel kun LPG og naturgas.

Artikel 8

Fra den 1. januar 1998 er minimumssatserne for brændsel til opvarmning følgende:

- gasolie: 21 ECU pr. 1 000 liter ved en temperatur på 15 °C

- svær brændselsolie under KN-kode 2710 00 74: 18 ECU pr. 1 000 kg

- anden svær brændselsolie under KN-kode 2710: 22 ECU pr. 1 000 kg

- petroleum: 7 ECU pr. 1 000 liter ved en temperatur på 15 °C

- gas i flydende form (LPG): 10 ECU pr. gigajoule

- naturgas: 0,2 ECU pr. gigajoule

- faste energiprodukter: 0,2 ECU pr. gigajoule.

Artikel 9

Fra den 1. januar 1998 er minimumsafgiftssatsen for elektricitet og varme opstået ved produktion heraf 1 ECU pr. megawatt-time.

Artikel 10

1. De minimumsafgiftssatser, der er fastsat i dette direktiv, ændres den 1. januar 2000 til de beløb, der er anført i bilag I.

2. Senest den 1. januar 2001 fastsætter Rådet enstemmigt og efter høring af Europa-Parlamentet på grundlag af en rapport og et forslag fra Kommissionen minimumsafgiftssatserne for en ny periode, der begynder den 1. januar 2002, og træffer passende foranstaltninger for at forbedre funktionen af afgiftssystemet for energiprodukter. Indtil Rådet har vedtaget nye afgiftssatser på grundlag af en rapport og et forslag fra Kommissionen, benytter medlemsstaterne de beløb, der er anført i bilag I, som vejledende afgiftssatser fra den 1. januar 2002.

Ved Kommissionens udarbejdelse af rapporten og Rådets overvejelser skal der tages hensyn til et velfungerende indre marked, realværdien af afgiftsniveauet, opfyldelsen af de miljøpolitiske målsætninger og andre af EF-traktatens målsætninger. Rapporten skal desuden indeholde en analyse af medlemsstaternes foranstaltninger for at opnå afgiftsneutralitet ved gennemførelsen af dette direktiv, og Kommissionens forslag skal tage skyldigt hensyn til denne faktor.

Artikel 11

Medlemsstaterne kan udtrykke deres nationale afgiftsniveau i andre enheder end dem, der er specificeret i dette direktivs artikel 6-9, hvis de tilsvarende afgiftsniveauer efter omregning til disse enheder ikke ligger under de minimumssatser, der er fastsat i dette direktiv.

Artikel 12

1. Omregningskursen for ecu ved beregning af afgiftsniveauet i de nationale valutaer fastsættes én gang om året. De kurser, der anvendes, skal være dem, der gælder den første arbejdsdag i oktober, og som offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende, de har virkning fra den 1. januar i det følgende kalenderår.

2. Medlemsstaterne kan opretholde de afgiftsniveauer, der gælder ved den årlige justering, der er omhandlet i stk. 1, hvis omregningen af afgiftsniveauerne udtrykt i ecu medfører en forhøjelse af afgiftsniveauet udtrykt i national valuta på under 5 % eller under 5 ECU, idet det laveste af disse to beløb er gældende.

III. Fritagelser og afgiftsrefusion

Artikel 13

1. Ud over de almindelige bestemmelser i direktiv 92/12/EØF om fritagne anvendelsesformål for afgiftspligtige produkter, og medmindre andet er fastsat i andre EF-bestemmelser, fritager medlemsstaterne følgende produkter for beskatning på vilkår, som de fastlægger for at sikre korrekt og ligefrem anvendelse af sådanne fritagelser og for at forhindre enhver form for svig, unddragelse eller misbrug:

a) Energiprodukter, der anvendes til andre formål end som motorbrændstof eller som brændsel til opvarmning. I dette direktiv forstås ved brændsel til opvarmning energiprodukter, der hovedsagelig anvendes til kemisk reduktion og i metallurgiske og elektrolytiske processer.

b) Energiprodukter, der anvendes til produktion af elektricitet, og varme, der opstår ved denne produktion. Medlemsstaterne kan imidlertid af miljøpolitiske hensyn beskatte disse produkter uden at overholde dette direktivs minimumsafgiftssatser. I så fald skal beskatningen af disse produkter ikke medregnes ved vurderingen af, om minimumsafgiftssatsen for elektricitet i henhold til dette direktivs artikel 9 er overholdt.

c) Energiprodukter, der leveres til anvendelse som flybrændstof, medmindre der er tale om ikke-forretningsmæssig privatflyvning, når disse produkter ikke skal fritages i henhold til internationale forpligtelser.

I dette direktiv forstås ved »ikke-forretningsmæssig privatflyvning« ejerens eller en fysisk eller juridisk persons anvendelse af et luftfartøj, som den pågældende har rådighed over enten ved leje eller på anden måde, til ikke-erhvervsmæssige formål, navnlig andre formål end personbefordring og godstransport eller levering af tjenesteydelser mod vederlag eller til offentlige formål.

Medlemsstaterne kan begrænse anvendelsesområdet for denne fritagelse til alene at omfatte levering af jetbrandstof (KN-kode 2710 00 51).

d) Energiprodukter, der leveres til anvendelse som motorbrændstof med henblik på sejlads i EF-farvande (herunder fiskeri), medmindre der er tale om sejlads i lystfartøjer.

I dette direktiv forstås ved »lystfartøjer« ethvert fartøj, som ejeren eller en fysisk eller juridisk person anvender, og som den pågældende har rådighed over enten ved leje eller på anden måde, til ikke-erhvervsmæssige formål, navnlig andre formål end personbefordring og godstransport eller levering af tjenesteydelser mod vederlag eller til offentlige formål.

2. Medlemsstaterne kan begrænse anvendelsesområdet for de fritagelser, der er omhandlet i stk. 1, litra c) og d), til international transport og transport inden for EF. Desuden kan en medlemsstat, der har indgået en bilateral aftale med en anden medlemsstat, ophæve fritagelserne i henhold til denne artikels stk. 1, litra c) og d). I så fald kan de anvende en beskatning, der er lavere end dette direktivs minimumssatser.

Artikel 14

1. Uden at det berører andre EF-bestemmelser, kan medlemsstaterne anvende hel eller delvis afgiftsfritagelse eller afgiftslempelse for:

a) energiprodukter, der anvendes under afgiftsmyndighedernes kontrol i forbindelse med pilotprojekter vedrørende teknologisk udvikling af mindre forurenende produkter eller vedrørende brændsel fra vedvarende energikilder

b) energiprodukter under KN-koderne 1507-1518, 2207 20 00 og 2905 11 00, 4401 og 4402

c) solenergi, vindenergi, tidevandsenergi, energi fra geotermisk oprindelse eller biomasse eller energi udvundet af affald

d) vandkraft produceret i vandkraftværker med en kapacitet på under 10 MW

e) varme opstået ved elektricitetsproduktion

f) energiprodukter, der anvendes til personbefordring og godstransport med jernbane

g) energiprodukter, der anvendes ved sejlads ad de indre vandveje, dog ikke i lystfartøjer

h) naturgas, i en periode på højst ti år efter dette direktivs ikrafttræden i medlemsstater, hvis gasmarkeder er under egentlig udvikling, når gas har en andel af det indenlandske og industrielle marked på under 10 %.

2. Medlemsstaterne kan frit gennemføre de fritagelser og lempelser, der er omhandlet i denne artikel, ved at refundere hele den erlagte beskatning eller en del heraf.

3. Kommissionen underretter Rådet om de skattemæssige, økonomiske, landbrugsmæssige, energimæssige, industrielle og miljømæssige aspekter af de fritagelser og lempelser, der er indrømmet i medfør af artikel 14, stk. 1, litra b), inden den 1. januar 2001 og fremsætter forslag om ophævelse, ændring eller forlængelse.

Artikel 15

1. Medlemsstaterne kan helt eller delvis refundere den afgift, en virksomhed har betalt i forbindelse med nye investeringsomkostninger til forbedring af energieffektiviteten, op til et loft på 50 % af de berettigede omkostninger.

2. Medlemsstaterne kan helt eller delvis refundere den afgift, en virksomhed har betalt af den del af sine ikke-transportrelaterede energiomkostninger, som overstiger 10 % af dens samlede produktionsomkostninger.

Når en virksomheds ikke-transportrelaterede energiomkostninger overstiger 20 % af dens samlede produktionsomkostninger, refunderer medlemsstaterne hele den afgift, virksomheden har betalt af den del af sine ikke-transportrelaterede energiomkostninger, der overstiger 10 % af dens samlede produktionsomkostninger.

Den nettoafgift, en virksomhed betaler efter refusionen i henhold til de to foregående afsnit, skal udgøre mindst 1 % af dens omsætning.

3. Medlemsstaterne kan desuden refundere en producent hele eller en del af den afgift, forbrugeren har betalt af elektricitet og varme opstået ved elproduktion, når der er tale om elektricitet fremstillet af de produkter, der er specificeret i artikel 14, stk. 1, litra b), c) og d).

Artikel 16

1. Ud over bestemmelserne i de foregående artikler kan medlemsstaterne af specifikke politiske hensyn og i en nærmere bestemt periode få tilladelse til at indrømme fritagelser eller anvende afgiftsniveauer, der ligger under dette direktivs minimumssatser.

En medlemsstat kan navnlig få tilladelse til at anvende et afgiftsniveau for motorbrændstoffer på mellem 100 og 60 % af dette direktivs minimumssatser, hvis den på ikke-diskriminerende grundlag indfører eller ændrer specifikke afgiftssystemer for vejtransport med henblik på at godtgøre transportomkostninger, f.eks. i forbindelse med infrastruktur, trafikpres og miljøforanstaltninger.

2. En medlemsstat, der ønsker at indføre en sådan foranstaltning, underretter Kommissionen herom og forelægger desuden Kommissionen alle relevante eller nødvendige oplysninger samt en vurdering af de forventede virkninger af foranstaltningen.

Kommissionen tager ved sin behandling af en sådan anmodning blandt andet hensyn til et velfungerende indre marked, behovet for at sikre loyal konkurrence og EF's miljø- og eventuelt transportpolitik.

3. Nedenstående procedure følges for tilladelser indrømmet i medfør af stk. 1, første afsnit.

Foranstaltningen kan godkendes i en periode på tre år med mulighed for forlængelse under anvendelse af den procedure, der er beskrevet i artikel 24 i direktiv 92/12/EØF om oplægning og omsætning af afgiftspligtige varer samt kontrol hermed.

Finder Kommissionen, at de fritagelser og lempelser, der er omhandlet i stk. 1, ikke længere kan opretholdes, navnlig på grund af illoyal konkurrence eller hensynet til et velfungerende indre marked eller EF's miljøbeskyttelsespolitik, forelægger den passende udkast til foranstaltninger for Punktafgiftsudvalget. Der tages stilling til disse udkast til foranstaltninger efter proceduren i artikel 24 i direktiv 92/12/EØF.

Under alle omstændigheder undersøges situationen, for så vidt angår de fritagelser og lempelser, der omhandles i stk. 1, senest tre år efter dette direktivs ikrafttræden og derefter hvert tredje år på grundlag af en rapport fra Kommissionen. Under anvendelse af proceduren i artikel 24 i direktiv 92/12/EØF afgøres det, om de helt eller delvis skal ophæves, ændres eller forlænges.

4. Nedenstående procedure følges for tilladelser indrømmet i medfør af stk. 1, andet afsnit.

Foranstaltningerne kan tillades under anvendelse af den procedure, der er beskrevet i artikel 24 i direktiv 92/12/EØF om oplægning og omsætning af afgiftspligtige varer samt kontrol hermed.

Kommissionen fører tilsyn med virkningen af beslutninger truffet i henhold til bestemmelserne i stk. 1, andet afsnit, og forelægger en rapport om gennemførelsen af sådanne foranstaltninger hvert tredje år. Proceduren i artikel 24 i direktiv 92/12/EØF anvendes på Kommissionens forslag om at ophæve eller ændre eksisterende tilladelser.

5. Medlemsstaterne kan frit gennemføre de fritagelser og lempelser, der er omhandlet i denne artikel, ved at refundere hele den erlagte afgift eller en del heraf.

IV. Oplægning og omsætning af varer

Artikel 17

1. Kun nedenstående energiprodukter er omfattet af bestemmelserne i afsnit II, III og IV i direktiv 92/12/EØF:

a) varer under KN-kode 1507-1518 beregnet til anvendelse eller udbudt til salg som motorbrændstof

b) varer under KN-kode 2207 20 00 beregnet til anvendelse eller udbudt til salg som motorbrændstof

c) varer under KN-kode 2707 10, 2707 20, 2707 30 og 2707 50

d) varer under KN-kode 2710 00 11-2710 00 78. Imidlertid gælder bestemmelserne om kontrol og omsætning for produkter under KN-kode 2710 00 21, 2710 00 25 og 2710 00 59 kun store kommercielle transporter

e) varer under KN-kode 2711 (undtagen 2711 11 00, 2711 21 00 og 2711 29 00)

f) varer under KN-kode 2901 10

g) varer under KN-kode 2902 20, 2902 30, 2902 41 00, 2902 42 00, 2902 43 00 og 2902 44

h) varer under KN-kode 2905 11 00 beregnet til anvendelse eller udbudt til salg som motorbrændstof.

2. Hvis en medlemsstat finder, at andre energiprodukter end dem, der er omhandlet i stk. 1, er beregnet til anvendelse eller udbydes til salg som motorbrændstof eller på anden måde giver anledning til svig, unddragelse eller misbrug, underretter den straks Kommissionen. Kommissionen underretter de øvrige medlemsstater herom inden en måned. Der skal derefter i overensstemmelse med proceduren i artikel 24 i direktiv 92/12/EØF tages stilling til, om de pågældende produkter skal underlægges bestemmelserne om kontrol og omsætning i direktiv 92/12/EØF.

3. Medlemsstaterne kan indgå bilaterale aftaler om fritagelse for alle eller nogle af de kontrolforanstaltninger, der er omhandlet i direktiv 92/12/EØF, med hensyn til nogle eller alle ovennævnte varer, hvis de ikke er omfattet af dette direktivs artikel 6. Sådanne ordninger berører ikke medlemsstater, der ikke tager del i dem. Alle sådanne bilaterale aftaler skal anmeldes til Kommissionen, der underretter de øvrige medlemsstater.

V. Afgiftspligtens indtræden og afgiftens forfald

Artikel 18

1. Ud over de almindelige bestemmelser i direktiv 92/12/EØF, der fastlægger afgiftspligtens indtræden og betalingsbestemmelserne, forfalder afgiften på energiprodukter ved en af de afgiftsudløsende begivenheder, der er beskrevet i dette direktivs artikel 2, stk. 3.

2. I dette direktiv omfatter ordet »fremstilling« i artikel 5, stk. 1, i direktiv 92/12/EØF i relevante tilfælde også »udvinding«.

3. Forbrug af energiprodukter på et område, der tilhører en virksomhed, der producerer energiprodukter under KN-kode 2707, 2709-2715, 2901, 2902 38 11 og 3817, betragtes ikke som en afgiftsudløsende begivenhed, hvorved afgiften forfalder, når forbruget sker med henblik på denne produktion.

4. Medlemsstaterne kan desuden beslutte, at afgiften på energiprodukter forfalder, når det fastslås, at en betingelse om endelig anvendelse i de nationale regler indført med henblik på en afgiftslempelse eller -fritagelse ikke eller ikke længere er opfyldt.

5. Ved anvendelsen af artikel 6 i direktiv 92/12/EØF i forbindelse med elektricitet kan medlemsstaterne betragte ethvert trin i eldistributionsprocessen som overgang til forbrug.

Artikel 19

I tilfælde af en ændring af en eller flere afgiftssatser kan lagre af energiprodukter, der allerede er frigivet til forbrug, blive pålagt en højere eller lavere afgift.

Artikel 20

Medlemsstaterne kan refundere den afgift, der allerede er betalt af kontaminerede energiprodukter eller energiprodukter, der utilsigtet er blevet blandet, når de sendes tilbage til et afgiftsoplag med henblik på genbrug.

Artikel 21

1. Energiprodukter, der frigives til forbrug i en medlemsstat, og som befinder sig i standardtanke i kommercielle motorkøretøjer med henblik på anvendelse som brændstof til disse køretøjer, og brændstof til anvendelse i systemer, som særlige beholdere monteret på disse motorkøretøjer er udstyret med, beskattes ikke i nogen anden medlemsstat.

2. I denne artikel forstås ved »standardtanke«: faste brændstoftanke, som er direkte forbundet med motoren, og/eller hjælpeudstyr, der opfylder de tekniske specifikationer (for så vidt angår brændstoftanke) i forordning nr. 34, som ændret, eller direktiv 70/221/EØF. De faste tankes kapacitet må ikke overstige 1 500 liter pr. transportenhed, og tanke monteret på en anhænger må højst have en kapacitet på 500 liter. Reservetanke på en trækker betragtes som direkte forbundet, selv hvis brændstoffet skal løbe gennem den normale tank. Reservetanke på anhængere må kun forsyne udstyr monteret på anhængere. Brændstof kan også transporteres i bærbare brændstofbeholdere, men brændstofmængden i sådanne beholdere er begrænset til 60 liter pr. køretøj.

Ved »særlige beholdere« forstås enhver beholder udstyret med specielt indrettet apparatur til kølesystemer, iltningssystemer, varmeisolationssystemer eller andre systemer.

VI. Afsluttende bestemmelser

Artikel 22

1. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de afgiftssatser, de anvender for de produkter, der er omhandlet i dette direktivs artikel 2, den 1. januar hvert år og efter enhver ændring af national lov. Medlemsstaterne skal navnlig underrette Kommissionen om de foranstaltninger, de har truffet, og de betingelser, de har stillet i deres bestræbelser for at sikre afgiftsneutralitet som defineret i artikel 1, stk. 2.

2. Når medlemsstaternes afgiftssatser er udtrykt i andre måleenheder end dem, der er anført for hvert produkt i artikel 6-9, skal medlemsstaterne desuden angive de tilsvarende satser efter omregning til disse enheder.

Artikel 23

1. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om foranstaltninger, de træffer i henhold til dette direktivs artikel 5, artikel 7, stk. 2, litra e), artikel 13, stk. 2, artikel 14 og 15.

2. Foranstaltninger som afgiftsfritagelser, afgiftslempelser og refusion af afgift i henhold til dette direktiv kan indeholde statsstøtte, og sådanne tilfælde skal anmeldes til Kommissionen, jf. EF-traktatens artikel 93, stk. 3.

Oplysninger afgivet til Kommissionen i henhold til dette direktiv fritager ikke medlemsstaterne fra deres anmeldelsespligt i henhold til EF-traktatens artikel 93, stk. 3.

3. Pligten til at underrette Kommissionen i henhold til denne artikels stk. 1 om foranstaltninger iværksat i henhold til dette direktivs artikel 5 fritager ikke medlemsstaterne for deres anmeldelsespligt i henhold til bestemmelserne i direktiv 83/189/EØF af 28. marts 1983.

Artikel 24

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 31. december 1997. De underretter straks Kommissionen herom.

De love og administrative bestemmelser, medlemsstaterne vedtager, skal indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksterne til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de vedtager på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 25

Direktiv 92/81/EØF og 92/82/EØF ophæves hermed.

Artikel 26

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

(1) Rådets direktiv 92/81/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier (EFT nr. L 316 af 31. 10. 1992, s. 12).

(2) Rådets direktiv 92/82/EØF af 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnærmelse af punktafgiftssatserne for mineralolier (EFT nr. L 316 af 31. 10. 1992, s. 19).

(3) Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed (EFT nr. L 76 af 23. 3. 1992, s. 1).

BILAG I

MINIMUMSAFGIFTSSATSER PR. 1. 1. 1998, 1. 1. 2000 OG 1. 1. 2002

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>