51997AC0462

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Kommissionens meddelelse "Fremtidens energi: vedvarende energi (grønbog: Mod en fællesskabsstrategi)"« (97/C 206/09)

Kommissionen besluttede den 26. november 1996 under henvisning til EF-traktatens artikel 198 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Energi, Kernekraft og Forskning, som udpegede Peter Morgan til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 2. april 1997.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 345. plenarforsamling af 23. og 24. april 1997, mødet den 24. april 1997, med 40 stemmer for, 1 imod og 1 hverken for eller imod, følgende udtalelse.

1. Indledning

1.1. ØSU udtrykker tilfredshed med grønbogen. I udtalelsen om EF's energipolitik () og i udtalelsen om grønbogen »Mod en energipolitik i Den Europæiske Union« () fremlagde ØSU sit syn på den strategiske betydning af sektoren for vedvarende energi.

1.2. Grønbogen består af to dele:

- I de første fem kapitler opridses fordelene ved vedvarende energi og det beskrives, hvad der forhindrer vedvarende energi i at opnå en større markedsandel.

- I det sjette og sidste kapitel opridses Kommissionens strategi for forøgelse af de vedvarende energikilders andel og der stilles nogle strategiske spørgsmål, som ØSU opfordres til at besvare.

1.3. Denne udtalelse er inddelt i tre dele:

- I afsnit 2 opridses Kommissionens holdning og der tilkendegives et syn på hovedspørgsmålene.

- I afsnit 3 besvares Kommissionens strategiske spørgsmål.

- Afsnit 4 indeholder et sammendrag og konklusioner.

2. Kommissionens holdning

2.1. Baggrund

2.1.1. Den Europæiske Unions nuværende energisituation forudsætter en effektiv forvaltning af alle til rådighed stående ressourcer, hvis EF's mål skal nås. Bæredygtig økonomisk vækst er kun mulig, hvis der findes et velafbalanceret brændstofmiks, hvor alle relevante energikilder hver især spiller sin rolle. Vedvarende energi udnyttes for øjeblikket uensartet og utilstrækkeligt i EU.

2.1.2. Vedvarende energi er uudtømmelige energiformer, bl.a. vandkraft, vind- og solenergi (både termisk og fotovoltaisk), biomasse og geotermisk energi. Kommunalt affald og andet organisk affald betegnes normalt også som vedvarende energiformer, selv om det ikke er uudtømmeligt som »rigtige« vedvarende energikilder. Desuden indeholder listen over vedvarende energi en række teknologier, der stadig befinder sig på et eksperimentelt stade, eller som stadig skal bevise, at de er økonomisk levedygtige, herunder bl.a. bølgeenergi, tidevandsenergi og geotermisk energi fra tørre, varme bjergarter.

2.1.3. Fremme af vedvarende energi har gennem længere tid været et centralt mål for EF's energipolitik. De tre energipolitiske mål er følgende: forbedret konkurrenceevne, forsyningssikkerhed og miljøbeskyttelse. Fremme af vedvarende energi betragtes blandt andre politikker som en vigtig forudsætning for at nå disse mål.

2.1.4. Der er behov for en strategi for vedvarende energi af en række årsager:

2.1.4.1. Vigtigst er det, at vedvarende energi ikke vil komme til at udgøre en større andel af EF's energibalance, medmindre der opstilles mål og tilvejebringes støttepolitikker.

2.1.4.2. De økonomiske operatører, der arbejder med udvikling af vedvarende energi, har som højeste prioritet at få skabt stabile, langsigtede rammer for udviklingen af vedvarende energi, herunder deres politiske, lovgivningsmæssige, administrative, økonomiske og markedsføringsmæssige aspekter.

2.1.4.3. EU er i vid udstrækning førende i verden på dette område.

2.1.4.4. Det kan kun lade sig gøre at fastholde og yderligere forbedre en stærk konkurrenceposition på det globale marked, hvis man sikrer et stort, voksende hjemmemarked. En klart defineret strategi vil i den henseende bevare og styrke Den Europæiske Unions position.

2.1.4.5. En politik til fremme af vedvarende energi vil kræve tværtjenestelige initiativer på en lang række EF-politiske områder som f.eks. landbrug, eksterne anliggender, forskning og teknologisk udvikling, herunder demonstration, beskatning og regional- og miljøpolitik.

2.1.5. Denne grønbog er det første, større skridt i udarbejdelsen af en sådan strategi for vedvarende energi. Grønbogen indeholder især den politiske filosofi forbundet med vedvarende energi og den beskriver de områder, hvor der kan foretages yderligere aktioner.

2.2. Den aktuelle situation »Potentialet for vedvarende energi i Den Europæiske Union udnyttes uensartet og utilstrækkeligt«

2.2.1. Det uudnyttede tekniske potentiale er især markant hvad angår biomasse, herunder energiafgrøder og vind- og solenergi.

2.2.2. De store forskelle mellem medlemsstaterne kan naturligvis delvist forklares med forskellige geografiske og klimatiske vilkår. Den industrimæssige struktur og den energipolitik, der føres på nationalt plan, spiller en vigtig rolle. Som eksempel på resultatet af positive politiske incitamenter for vedvarende energi findes 70 % af EU's samlede installerede vindenergikapacitet i Tyskland og i Danmark.

2.2.3. Stordrift af vandkraft dominerer det nuværende vedvarende energimiks.

2.2.4. Biomasse består af affald fra skov- og landbrug, energiafgrøder og biobrændstoffer. Skovaffald er for øjeblikket den vigtigste bestanddel, der især udgøres af træspåner (herunder fremstilling af paller). Der findes endnu ikke et etableret marked for energiafgrøder. Biobrændstoffer, som hovedsageligt består af olie fra rapsfrø og bioethanol, har et lille marked i nogle få medlemsstater.

2.2.5. Vindenergi er i nogle medlemsstater for øjeblikket den hurtigst voksende energikilde til el-produktion.

2.2.6. Solvarmeteknologien er næsten fuldt udviklet. Opvarmning med solvarme er konkurrencedygtig sammenlignet med elektrisk opvarmning af vand, især i de sydlige dele af EU. Fotovoltaisk solenergi er den mest avancerede vedvarende energiteknologi, men omkostningerne er stadig væsentligt højere end for elektricitet produceret fra konventionelle brændstoffer.

2.2.7. Energi fra affald repræsenterer en voksende energiressource. Forbedringer inden for genbrug forventes at kunne reducere fremtidens mængder af affald.

2.2.8. Geotermisk energi udgør ingen større del af den vedvarende energiproduktion i EU.

2.2.9. Der ligger et betydeligt potentiale i tidevands- og bølgeenergi.

2.2.10. Mange vedvarende energiteknologier mangler kun lidt eller slet ingen yderligere F& U for at blive konkurrencedygtige. Nøglen til større markedsandele er at overvinde markedsbarrierer og mangler ved markedet. De vigtigste politiske initiativer for disse teknologier, som især omfatter passiv solenergi, biomasse, affald, små vandkraftværker, vindmøller på land og konventionel jordvarme, bør være forberedende markedsaktioner. Fotovoltaiske systemer, havvindmølleparker og energiafgrøder kræver yderligere FU& D med særlig vægt på demonstrationsfasen, mens der er behov for mere grundforskning inden for tidevands- og bølgeenergi samt geotermisk energi fra tørre, varme bjergarter.

2.3. Markedsindtrængning - prognoser »Vedvarende energi kan yde et væsentligt bidrag til EU's energiforbrug«

2.3.1. Den seneste langtidsprognose for energi, som Kommissionen har udarbejdet, er »Europæisk Energi frem til 2020«. Med henblik på at illustrere de potentielle følger af særlige politiske initiativer inden for vedvarende energi bygger Kommissionen videre på disse prognoser i TERES II-undersøgelsen, hvor der omtales en række scenarier.

2.3.2. Det sidste scenario udviklet under TERES II-undersøgelsen er »Politikken for bedste praksis« (»best practice policies«), hvor det forudsættes, at de politikker, der til dato har været mest effektive til at fremme anvendelsen af vedvarende energi, gennemføres over hele EU. Disse politikker omfatter:

- regeringsstyrede programmer, der er koncentreret om at markedsføre teknologier for vedvarende energi og om forbedrede systemer for lokal planlægning,

- en forøget F& U, der fører til en udgiftsreduktion på 20 %,

- en forøgelse af mængden af braklagte jordområder til energiafgrøder på 25 % samt garanti for tilskud frem til år 2000 ved braklægning af 12 % af fødevareproducerende jordområder, og

- internalisering af eksterne udgifter til konventionelle brændstofkredsløb.

2.3.3. I de politiske forudsætninger for scenariet »Politikken for bedste praksis« vil vedvarende energis andel af det interne bruttoenergiforbrug stige til 12,5 % i 2010. Dette skal sammenlignes med 5 % i 1990 og 5,4 % i 1994. Erkendes det, at den andel, som store vandkraftanlæg tegner sig for, ikke kan stige ret meget mere, fremstår den enorme udfordring, som »Politikken for bedste praksis« udgør, meget klart.

2.3.4. Medmindre der iværksættes særlige aktiviteter, er det urealistisk at forvente, at det store potentiale for vedvarende energi vil blive udnyttet.

2.4. Fordelene ved vedvarende energi: »Vedvarende energi bidrager til at nå EF's energipolitiske mål samt til miljøbeskyttelse, beskæftigelse og regional udvikling«

2.4.1. Kommissionen mener, at øget anvendelse af vedvarende energi som følge af en overordnet strategi vil medføre en række fordele for energisektoren og økonomien:

2.4.2. Miljøbeskyttelse

2.4.2.1. Udviklingen i de seneste år har fremhævet de miljømæssige problemer, der er direkte forbundet med anvendelsen af fossile brændstoffer, især problemerne med CO2-udledninger og klimaforandringer. Øget anvendelse af atomkraft yder kun et begrænset bidrag til at løse disse problemer, da ikke ret mange medlemsstater har valgt at anvende atomkraft. Det nuværende samlede miks af energiformer kan ikke forenes med de langsigtede krav til en bæredygtig udvikling.

2.4.3. Forsyningssikkerhed2.4.3.1. Vedvarende energiformer er pr. definition uudtømmelige og lokale. En yderligere udnyttelse af potentialet kan forbedre forsyningssikkerheden.

2.4.4. Konkurrenceevne

2.4.4.1. Der er gode grunde til at fremme vedvarende energi i henhold til det tredje EU-energipolitiske mål, nemlig en generel forbedring af konkurrenceevnen for EU's industri. I Kommissionens hvidbog fra 1993 om vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse argumenteres der for, at rene teknologier er nøglen til fremtidig økonomisk velstand og at det nuværende generelle beskatningssystem ikke fører til en optimal fordeling af ressourcerne. På den baggrund og i lyset af en fremtidig internalisering af de eksterne omkostninger kan vedvarende energi komme til at udgøre et stort bidrag til et bære- og konkurrencedygtigt energisystem i EU.

2.4.4.2. Et andet vigtigt aspekt er den potentielle vækst i EU's industri for vedvarende energi. Globalt er markedspotentialet for yderligere ekspansion af vedvarende energi imponerende, især i udviklingslandene, og det anslås at være på mere end 1 700 mia. ecu i 2020. Det er afgørende, at EU's industri for at kunne øge et eksportmarked kan ekspandere på sit hjemmemarked.

2.4.5. Regional udvikling, social og økonomisk samhørighed og beskæftigelse

2.4.5.1. Vedvarende energi er lokale energikilder. Produktion af varme og kraft og opførelse af vedvarende energianlæg er i mange tilfælde uafhængig af eksistensen af infrastruktur. Mange mindre udviklede regioner har et godt potentiale for vedvarende energiressourcer. Fremme af vedvarende energi er et vigtigt element i regionalpolitikken.

2.4.5.2. Der består også mulighed for jobskabelse og udvikling af SMV-sektoren.

2.4.5.3. Turisme frembyder gode muligheder for øget brug af vedvarende energi. Regioner med en turistindustri har i særlig grad behov for at have et velbevaret miljø. Øget anvendelse af vedvarende energi i turistområder kan generelt være et interessant alternativ til konventionel energiproduktion.

2.5. Vi står over for følgende problemer: En række forhindringer for mere udbredt anvendelse af vedvarende energi

2.5.1. Vedvarende energis begrænsede markedsandel kan i stor udstrækning tilskrives mangel på politisk vilje til at fjerne barriererne for mere udbredt anvendelse af vedvarende energi.

2.5.2. Omkostningsmæssige barrierer

2.5.2.1. En af de vigtigste hindringer for en større markedsindtrængning af vedvarende energi er de udgifter, der er forbundet med udnyttelse af disse energiressourcer. Optimal indførelse af vedvarende energi kan være afhængig af en internalisering af de eksterne omkostninger for ikke-vedvarende energi. Undersøgelser viser, at vedvarende energi ville have en langt større markedsandel, selv på det nuværende teknologiske niveau, hvis f.eks. prisen på fossile brændstoffer afspejlede de fulde udgifter til eksterne forhold, især omkostningerne til miljøbeskyttelse.

2.5.3. Tekniske og ikke-tekniske barrierer

2.5.3.1. Finansieringsverdenens holdning er negativ. Blandt de vigtigste finansielle barrierer, der er fælles for de fleste projekter for vedvarende energi, er de lange tilbagebetalingsperioder til det gældende prisniveau. Uden klare angivelser af et langtidsscenario er kapitalinvestorer og finansielle institutioner ude af stand til at se projekterne i et langtidsperspektiv. Finansielle institutioner, investorer, indkøbere af udstyr, forbrugere osv. har ofte en overdreven forestilling om risiciene (såvel tekniske som markedsrelaterede).

2.5.3.2. Information, bevidsthed om og erfaringer med vedvarende energi er ikke jævnt fordelt i EU.

2.5.3.3. Nationale el-selskaber og især monopoler har ofte en negativ holdning til vedvarende energi.

2.5.3.4. Opkobling på centraliserede elektricitetsnet giver tekniske og økonomiske problemer. Et af problemerne med visse former for netforbundne vedvarende energier, især vind- og solenergi, har at gøre med forsyningsvariationer mellem dag og nat, og mellem årstiderne.

2.5.3.5. I transportsektoren kræver biobrændstoffer en passende infrastruktur.

2.5.3.6. Tekniske krav til ikke-netforbundne vedvarende energiformer skaber hindringer. Byggeregulativer tager f.eks. ofte ikke hensyn til de særlige krav, der stilles til anlæg til vedvarende energi. Kvalitetsstandarder for den tekniske ydeevne for forbrugerprodukter, som er baseret på sol- eller termisk energi til vandopvarmning, vil øge tilliden i offentligheden, hvilket er afgørende for massemarkedsføring. Manglen på teknisk harmonisering skaber alvorlige barrierer for handel med vedvarende energiteknologier.

2.5.3.7. Da vedvarende energiprojekter ofte er placeret i områder tæt på kilderne, hvor energiprojekter ikke er almindelige, kan projekterne møde modstand fra de lokale beboere ud fra miljømæssige begrundelser.

2.6. ØSU's syn på Kommissionens holdning

2.6.1. ØSU udtrykker tilfredshed med grønbogen og støtter udsagnet om, at den nuværende samlede energimiks er uforenelig med de langsigtede krav til bæredygtig udvikling. ØSU støtter i det store og hele Kommissionens holdning, men ønsker dog at fremsætte en række specifikke kommentarer:

2.6.2. »EU er i vid udstrækning førende i verden« inden for vedvarende energiteknologi, men der er tegn på betydelige investeringer og markedsorienteret forskning i USA, Japan og Israel. Amerikanske virksomheder sigter målrettet mod den tredje verden. ØSU er enig med Kommissionen i, at EU bør forblive verdens førende inden for vedvarende energiteknologi, men det menes ikke, at denne position kan bevares, medmindre der gennemføres et program som det, der påtænkes i grønbogen. I særdeleshed vil programmer til støtte for eksporten af vedvarende energiteknolgi være vigtige.

2.6.3. Selv om TERES II-scenarierne går frem til 2020, stopper grønbogens horisont ved 2010. Det er fuldt forståeligt, at det er vanskeligt at opstille prognoser om de økonomiske udsigter for vedvarende energi, men det handlingsprogram, som Kommissionen lægger op til, må bedømmes på baggrund af det langsigtede scenarie. Forudsættes et større bidrag i midten af det 21. århundrede, kan de fleste af de tiltag, som foreslås i grønbogen, være berettigede for at forbedre disse teknologiers markedsindtrængning på kort sigt.

2.6.4. Vedvarende energi bør medvirke til at fremme bæredygtig udvikling. Enhver form for energiproduktion og -anvendelse indvirker på miljøet. Den virkning, som forskellige former for vedvarende energi har på miljøet, svinger kraftigt i både karakter og omfang. For at gøre fremskridt inden for bæredygtig udvikling, må der laves en særlig miljøstatusopgørelse for hver vedvarende energiteknologi. Ved vurderingen af hver vedvarende teknologis miljøpåvirkning er det vigtigt at have øje for drivhusgasvirkningen. Man kan så prioritere fremme af de vedvarende energikilder, hvis økologiske status er særlig gunstig, og som rummer et renere energialternativ end fossile brændstoffer.

2.6.5. ØSU vurderer, at internalisering af de eksterne omkostninger er et kompliceret forehavende. En generel energiafgiftsforhøjelse er ikke nødvendig. Hurtigere indtrængning af vedvarende energi nødvendiggør et system med finansielle incitamenter. Som hovedregel vil der nok være tale om nationale tiltag, så længe disse ikke forvrider det indre marked, men der bør sørges for koordinering inden for EU, så der tilvejebringes stabile og forudsigelige markedsvilkår for energiprodukt- og servicevirksomheder, disses investorer og kunder.

2.6.6. Opkobling på centraliserede elektricitetsnet giver tekniske og økonomiske problemer.

2.6.6.1. I øjeblikket er disse uden betydning, fordi de få konsekvenser af netforbundne, vedvarende energier betyder, at de let falder inden for den normale fejlmargen. Det vil ikke være muligt at lade store, variable mængder falde inden for vore dages netforbundne systemer. Det betyder, at der bliver behov for både udvikling af avancerede elektricitetsoplagringsteknologier, og at der skal sættes fokus på anvendelsesformer for vedvarende energi i autonome miljøer. Avancerede oplagringsteknologier er afgørende for udviklingen af vedvarende energikilder, og det må forventes, at disse tildeles støtte i det 5. rammeprogram.

2.6.6.2. I udviklingslande i varme områder er vind- og fotovoltaiske energikilder allerede økonomisk levedygtige og kan udnyttes uafhængigt af det net, som er opbygget for at levere elektricitet fremstillet af fossile brændstoffer. Af de ovenfor anførte årsager er der stadig et stykke vej at tilbagelægge, førend kommercielt rentable, vedvarende energikilder kan udnyttes økonomisk i de industrialiserede lande med de eksisterende net. Dette lægger op til, at der på kort til mellemlang sigt også bør gives prioritet til at fremme markedet for vedvarende energi i udviklingslandene.

2.6.7. For at skabe balance med den vægt, som foreslås lagt på udviklingslandene i punkt 2.6.6.2 ovenfor, må den mest effektive indsats i den industrialiserede verden på kort til mellemlang sigt afgjort være at fremme energieffektiviteten. Stort set alle energieffektivitetstiltag er mere omkostningseffektive end næsten enhver vedvarende energikilde med teknologiens nuværende udvikling. Der må sættes fokus på efterspørgselsforvaltning og man må være på udkig efter nye energikilder. Budgetstøtte til effektivitetstiltag bør bringes i balance med andre energiinvesteringer, så man afspejler det relative fald i anvendelsen af fossilt brændstof, som kan opnås på kort og mellemlang sigt. Af denne årsag udtrykkes der tilfredshed med den vægt, som lægges på rational energiforvaltning blandt de foreslåede prioriteter for det 5. rammeprogram.

2.6.8. En anden grund til at lægge større vægt på energibesparelser er den tid, som det vil tage at gøre vedvarende energi omkostningseffektiv. Selv om en række vedvarende energikilder ligger tæt på omkostningerne ved elektricitet fremstillet af fossilt brændsel, må det forventes, at fremstilling af el baseret på fossilt brændsel vil blive mere effektiv, således at elpriser baseret på fossilt brændsel vil fortsætte med at falde. Prisfald på el baseret på fossilt brændsel opnås i kraft af teknologi, nye brændstoffer (gas) og organisatoriske udgiftssænkninger i kølvandet på indførelsen af konkurrence i forsyningsindustrien. Dette vil bevirke, at priserne på vedvarende energi vil bevæge sig i nogen tid fremover, og det er muligt, at det planlagte F& U-program, som skal forbedre den vedvarende energiteknologi, vil blive justeret for at holde trit med forbedringerne i den fossile brændstofs effektivitet.

2.6.9. I grønbogen sættes der ikke nok fokus på forbrugerne.

2.6.9.1. Især når det drejer sig om lokale og potentielt ikke-netforbundne energikilder går udfordringen ud på at skabe offentlig bevidsthed om, hvad der er muligt, samt skabe tillid i befolkningen til den vedvarende energis pålidelighed og disponibilitet. Det burde være en lige så naturlig sag at installere og bruge solopvarmningsanlæg på hustage, opvarmningsanlæg til swimmingpools osv. som det er at stille et almindeligt køleskab op. Prisfastsættelsen, finansieringen og de finansielle incitamenter må være så omfattende, at man får tag i en første bølge af private kunder. Markedet vil vokse ved hjælp af sin egen kraft, når først tilstrækkeligt mange privatpersoner har fået øjnene op for fordelene. Dette vil kunne ske, hvis der i programmerne for vedvarende energi sættes fokus på private husholdninger og virksomheder.

2.6.9.2. Ligesom der i en række EF-lande er oprettet energisparekontorer for at fremme energibesparelser, bør der sættes ind på at fremme efterspørgslen efter vedvarende energi. Kontorerne for vedvarende energi bør informere befolkningen og de vigtigste aktører i handelsleddet og blandt håndværkere, såsom blikkenslagere, elektrikere, entreprenører og arkitekter, som kommer til at spille en afgørende rolle.

2.6.9.3. En anden måde at opbygge efterspørgslen på går via programmer for offentlige indkøb.

2.6.10. En afsluttende kommentar til Kommissionens oplæg er, at Kommissionen ikke erkender stordriftsproblemerne omkring vedvarende energi. Når mængderne stiger, vokser problemerne eksponentielt. Som eksempler kan næves virkninger af variable el-mængder på nettet, virkningen af intensiv dyrkning af energiafgrøder på enorme arealer og virkningen af vindmølleparker på miljøet.

3. Kommissionens strategi

3.1. Strategiens elementer

Kommissionens strategi består af følgende fire elementer:

3.1.1. For det første en klar, ambitiøs og alligevel realistisk, målrettet forøgelse af den vedvarende energis bidrag til Fællesskabets energibalance.

3.1.2. For det andet foreslås det at styrke medlemsstaternes samarbejde om vedvarende energi.

3.1.3. For det tredje foreslås det, at Fællesskabet styrker den del af sin politik, der påvirker udviklingen af vedvarende energikilder.

3.1.4. Strategiens fjerde element er et forslag om at styrke evalueringen og overvågningen af fremskridtene hen imod målenes opfyldelse.

3.2. Mål

3.2.1. Kommissionen mener, at et mål for de vedvarende energikilders bidrag kan udgøre et godt værktøj i politikken og kan fungere som rettesnor for indsatsen. Der melder sig det spørgsmål, om der skal opstilles et nyt vejledende EF-mål for 2010 og i bekræftende fald på hvilket niveau? Nogle medlemsstater har allerede deres egne mål.

Det er ØSU's vurdering, at et vejledende mål på EU-plan vil være til hjælp.

Imidlertid er mange vedvarende energikilder et alternativ til fremstilling af el, som er en form for energi af begrænset anvendelse inden for transport, især flytransport, og inden for industriprocesser, som kræver store mængder højtemperaturvarme. Der findes derfor en øvre grænse for de mål, som kan opstilles.

Det er nok muligt at udlede mål for medlemsstaterne, men dette vil være meningsløst, fordi medlemsstaterne ikke vil være bundet af målene og fordi medlemsstaternes profil i henseende til vedvarende energi adskiller sig meget fra hinanden.

Som der redegøres for nedenfor, kan man gå ind for, at der opstilles mål for de forskellige vedvarende energiteknologier. Dette vil give mening, fordi man kan måle a) fremskridtene inden for hver enkelt teknologi, b) effektiviteten af EU's og medlemskabernes støtte, c) forsyningssikkerheden, d) den internationale konkurrenceevne og e), hvor nødvendigt, teknologieksportens succes. ØSU er enig med Kommissionen i følgende: »Lykkes det ikke at forøge vedvarende energis andel, vil det få en negativ indvirkning på andre vigtige politiske mål, især forsyningssikkerhed, den økonomiske og sociale samhørighed og den økonomiske konkurrenceevne.«

3.2.2. Kommissionen indkalder meningstilkendegivelser om, hvorvidt der skal sættes et vejledende mål for vedvarende energis bidrag til det interne bruttoenergiforbrug ud over det nuværende mål for 2005, ud fra den antagelse, at et ambitiøst, men realistisk mål for 2010 vil være et nyttigt stimulerende middel for politikken, ligesom det vil skærpe opmærksomheden hos beslutningstagerne. ØSU vurderer, at et sådant mål vil være til nytte.

3.2.3. Kommissionen mener, at det på dette kritiske tidspunkt for udviklingen af vedvarende energiformer er nødvendigt med en betydelig proaktiv politisk indsats for at nå målelige resultater. En fordobling af bidraget fra vedvarende energi, hvilket ville betyde et bidrag fra vedvarende energi til det interne bruttoenergiforbrug på omkring 12 % i 2010, kan være et ambitiøst, men realistisk mål. Dette er et minimumskrav, hvis atomkraftens bidrag falder som ventet i tidsrummet indtil 2020.3.2.3.1. Da vedvarende energis nuværende markedsandel på 6 % omfatter store vandkraftanlæg, hvor potentialet for yderligere udnyttelse i Den Europæiske Union er begrænset, vil en fordobling af den nuværende energiproduktion fra andre kilder kræve en væsentlig stigning i anvendelsen af andre vedvarende energiformer.

3.2.3.2. Tabel 1 viser udviklingen af de forskellige teknologier inden for TERES II-scenariet »Politikken for bedste praksis«. Der vises det forventede resultat af et scenarium baseret på »Politikken for bedste praksis«, hvor de vedvarende energikilders samlede markedsindtrængning anslås til 12,51 %.

3.2.3.3. I tabel 2 foretages en sammenligning mellem en ekstrapolering til år 2010 af scenariet for den nuværende politik og scenariet »Bedste praksis«. I scenariet for den nuværende politik forudsættes medlemsstaterne at fortsætte med at yde støtte til vedvarende energi på de nuværende niveauer, men ingen af de yderligere tiltag, som bringes på bane i grønbogen, forudsættes at være sat i værk. Af de to udregninger i tabel 2 fremgår det klart, at »Bedste praksis« ikke vil indebære nogen nævneværdig forskel for en række konventionelle teknologier, såsom store vandkraftværker. Teknologier med (*) ser ud til at opvise succes med den nuværende politik, men vil blive endnu mere resultatrige under »Bedste praksis«. Teknologier med (**) ser ikke ud til at være levedygtige under den nuværende politik og vil kræve støtte inden for »Bedste praksis«, hvis der skal gøres et større gennembrud. »Bedste praksis«-resultatet i 2020 vises, fordi det understreger det yderligere udviklingspotentiale inden for visse teknologier, herunder især vindenergi, fotovoltaisk energi, tidevandsenergi, træafgrøder, solvarme og ethanol/biodiesel.

3.2.3.4. Teknologier uden (*) eller (**) ser ud til at have rimelig fremgang med den nuværende politik. Selv om disses markedsindtrængning stadig kan forbedres, er det nok på sin plads at lægge hovedvægten på teknologier, som kræver støtte i henhold til »Bedste praksis«. Det er tillige relevant at bemærke, at »Affaldsteknologierne« - gas fra lossepladser, kommunalt affald, industriaffald, landbrugsaffald og skovbrugsaffald - påvirkes direkte af den gældende miljølovgivning.

TABEL 1 Bedste praksis-scenariet - TERES II

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

3.2.3.5. Konkretisering af Kommissionens forslag om en 12 % markedsindtrængning i år 2010 afhænger tydeligvis af, hvor positive resultater de avancerede teknologier opnår på landsplan. Målet bør ikke tage sigte på de enkelte lande, men på de enkelte teknologier. Opfyldelse af prognosemålsætningerne for alle de nøgleteknologier, som omtales i tabel 2, afhænger af et fåtal af lande. Det må derfor anses for rimeligt at identificere, hvilke lande der ventes at være førende inden for nøgleteknologierne i år 2010, jf. tabel 3.

3.2.3.6. ØSU vurderer, at et mål på 12 % er en stor udfordring, men at målet kan nås, hvis det lykkes at fremme væksten inden for de forskellige individuelle teknologier. En nærlæsning af tabel 3 kunne tyde på, at der er spillerum for at øge nogle medlemsstaters indsats inden for disse nye teknologier, f.eks. i Storbritannien for vindenergis vedkommende og i Grækenland for solvarmes vedkommende.

3.2.4. Ud over holdningerne til en målsætning for den samlede markedsindtrængning af vedvarende energi er Kommissionen interesseret i ideer til udarbejdelse af mål for de enkelte vedvarende energiformer samt til under-mål for bidrag fra forskellige sektorer, såsom elektricitet og produktion af varme. Det bør under alle omstændigheder være klart, at ethvert forslag til mål vil være mål, man skal sigte mod, ikke juridisk forpligtende mål.

ØSU vurderer, at det vil være umagen værd at opstille undermål, navnlig på baggrund af kommentarerne i punkt 3.2.3 ovenfor.

TABEL 2 Nøgleteknologier - TERES II

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

3.3. Styrkelse af samarbejdet mellem medlemsstaterne

3.3.1. Kommissionen mener, at opnåelse af en betydelig stigning i de vedvarende energikilders andel gør det nødvendigt, at medlemsstaterne forpligter sig fuldt ud på nationalt, regionalt og lokalt niveau. Der melder sig det spørgsmål, hvilke referencepunkter der da skulle gælde for harmonisering af nationale initiativer.

3.3.2. ØSU mener, at dette spørgsmål behandles i forslaget til Rådets afgørelse om tilrettelæggelse af samarbejdet omkring Fællesskabets vedtagne energimål. ØSU har udarbejdet en særskilt udtalelse om dette forslag, hvori ØSU støtter Kommissionens oplæg.

3.3.3. ØSU understreger det nødvendige i tværnationalt samarbejde. Hovedfordelene er følgende: a) etablering af et EU-omspændende marked for hver teknologi, b) harmonisering af standarder og regelsæt mellem både medlemsstater og forventede medlemsstater og c) tilvejebringelse af fælles infrastrukturer, f.eks. til nye brændstoffer og kraftkilder til landevejstransport.

3.4. En styrkelse af Fællesskabets politikker

3.4.1. Det indre marked

3.4.1.1. Oprettelsen af et indre energimarked er en af Fællesskabets hovedprioriteter. Kommissionen er nået frem til en række foranstaltninger, som kan overvejes i denne sammenhæng:

3.4.1.2. Kreditter til vedvarende energi

Man kunne overveje at lade en vis procentdel af medlemsstaternes elektricitetsbehov dækkes af vedvarende energi, idet hver enkelt distributør af elektricitet ville blive pålagt individuelle forpligtelser, der kunne købes og sælges gennem et system af kreditter til vedvarende energi.

ØSU mener, at dette forslag har sine gode sider, forudsat hver medlemsstat frit kan bestemme, hvorledes der skal tages hensyn til landets særlige forhold og til dets egne mål for vedvarende energi.

3.4.1.3. Internalisering af omkostninger og skattemæssig harmonisering

3.4.1.3.1. Ifølge Kommissionen kan harmonisering af skatter og afgifter spille en vigtig rolle for at sikre, at det indre marked fungerer korrekt. Skatte- og afgiftsharmonisering er endvidere af afgørende betydning for en hurtigere indførelse af vedvarende energi.

3.4.1.3.2. ØSU finder det ikke på sin plads at hæve CO2-afgifterne på transportbrændstof, da beskatningselementet i brændstofprisfastsættelsen allerede er overvældende. Thi jo større vægt beskatningselementet får set i forhold til prisen på råolie, jo større risiko er der for, at producentlandene motiveres til at hæve priserne. I stedet for bør der sættes fokus på brændstofeffektivitet, alternative kraftsystemer og fremtidige transportstrategier.

3.4.1.3.3. Med hensyn til gas og elomkostningerne til kraft, varme og lys, er der ingen grund til at indføre CO2-afgifter til støtte for udviklingen af vedvarende energiteknologier. ØSU går ind for beskatningsmæssige incitamenter til producenter og/eller forbrugere for at fremme mere udstrakt anvendelse af vedvarende energi. Det vil ikke være nødvendigt at forhøje afgifterne på hovedparten af den fremstillede energi for at skabe mulighed for skattesænkninger for den ringe del af energien, som stammer fra vedvarende energi. Det fremgår af analysen af nøgleteknologier i punkt 3.2.3 ovenfor, at der er tale om meget ringe mængder for så vidt angår de teknologier, som har mest brug for støtte. Følgelig vil skattemæssige incitamenter eller anden form for støtte til disse teknologier ikke få nævneværdig indvirkning på markedet som helhed. Udgifterne til sådanne incitamenter vil være ringe, og vil ikke gøre det nødvendigt at hæve afgifterne på andre poster for at skabe balance i regnskabet. Da der ikke er behov for generelle energiafgiftsforhøjelser, vil man kunne bevare kontrollen med de samlede udgifter til hele økonomien. De nye nøgleteknologier (* og ** ovenfor) vil ikke i år 2010 udgøre 12 % af den samlede anvendte energi, men snarere 2 eller 3 %.

3.4.1.3.4. ØSU ønsker tillige at bemærke, at liberaliseringen af det indre energimarked betyder, at det ikke længere er muligt at skjule de sande omkostninger ved de forskellige energikilder. De fulde eksterne omkostninger til nukleart brændsel internaliseres i mange lande, fordi det er nødvendigt at betale for nedlukninger. Denne tendens' følger for vedvarende energi er, at omkostningerne ved at fremme vedvarende energi ikke bør subsidieres via prisen på andre brændstoffer, men i stedet for bør støttes åbenlyst.

3.4.1.4. Statsstøtte

I de seneste år har Kommissionen behandlet et stigende antal sager om statsstøtte til vedvarende energi. Som det fremgår af hvidbogen »En energipolitik for Den Europæiske Union«, vil Kommissionen i forbindelse med revisionen af de nuværende retningslinjer overveje, om der er behov for relevante tilpasninger af vedvarende energiformer og deres bidrag til de energipolitiske mål.

ØSU mener, at statsstøtte i forskellige former er acceptabel, så længe de fremmer væksten i vedvarende energi og ikke fører til forvridninger på markedet for vedvarende energi. I øjeblikket vil støtte til vedvarende energi kun afføde mindre forvridninger på det indre energimarked. Disse vil være minimale og bør tolereres af hensyn til fremskridtene inden for vedvarende energi. I særdeleshed går ØSU ind for incitamenter til fremme af investeringer i vedvarende energiteknologier.

3.4.1.5. Standardisering

EU-standarder for vedvarende energiformer tjener det dobbelte formål, at de dels letter indførelsen af nye teknologier på det indre marked, dels skaber tillid til disse teknologier. Det andet aspekt er særligt vigtigt, når det gælder vedvarende energi. Der er standarder under udarbejdelse for vedvarende energi. ØSU mener, at det haster med at få gjort standardiseringsfremskridt. Kommissionen opfordres til at igangsætte et proaktivt samråd med erhvervslivet. Internationale standarder er særligt vigtige for udviklingen af eksportsamhandelen med vedvarende energiteknologier, og Den Europæiske Union bør gå i spidsen.

3.4.1.6. Forbrugerefterspørgsel

Kommissionen har identificeret en række foranstaltninger, som skal sætte vedvarende energikilder i stand til at spille en passende rolle på det indre energimarked. ØSU kan i det store og hele støtte disse foranstaltninger. De er hovedsagelig producentorienterede. Det er ØSU's vurdering, at der i grønbogen ikke lægges tilstrækkelig vægt på forbrugerne. Det anbefales, at medlemsstaterne enten opretter eller styrker forbrugerkontorer og at de letter forbrugernes investeringer i vedvarende energi (se punkt 2.6.9 ovenfor).

De offentlige forsyningsselskaber spiller en vigtig rolle både med hensyn til fremme af rationel energiudnyttelse og udvikling og anskaffelse af udstyr til vedvarende energi. Offentlige købsaftaler bør også drages med ind i billedet.

3.4.2. Økonomisk støtte til foranstaltninger til fremme af vedvarende energi

3.4.2.1. Med henblik på specielt at støtte vedvarende energi vedtog Rådet i 1993 ALTENER-programmet. I en uafhængig evaluering konkluderes det, at programmet finansieres med for få midler til at kunne opfylde Fællesskabets mål for udvikling af vedvarende energi. Kommissionen foreslår derfor at vedtage ALTENER II af hensyn til yderligere fremme af vedvarende energikilder.

3.4.2.2. Styrkede aktioner under ALTENER II kan skabe et konkurrencedygtigt marked for den vedvarende energiindustri og derved reducere udgifterne og skabe nye job i sektoren. I TERES II-rapporten understreges behovet for yderligere teknologisk udvikling, hvis vedvarende energi skal opnå en mærkbar markedsindtrængning. Aktioner på EF-plan skal rettes mod bestemte veldefinerede målområder som f.eks. fotovoltaiske tage og beklædning, solenergiopvarmning til sports-, turist- og sundhedsfaciliteter, aktiv og passiv solarkitektur, produktion af biomethan fra kommunalt biologisk nedbrydeligt solidt affald, selvstændige faciliteter osv. EF-støtten skal være så lav som muligt for at undgå markedsforstyrrelser, og ved beregningen skal der tages hensyn til de undgåede eksterne omkostninger.

ØSU afgiver udtalelse om ALTENER II-programmet senere hen og forventer at støtte programmet.

3.4.2.3. Det foreslås, at projekter om vedvarende energi skal kunne modtage flere midler fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB), Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD) og andre internationale finansielle institutioner.

Ud over dette forslag, som ØSU støtter, er der mulighed for offentlige og private partnerskaber og privat finansiering inden for offentlige købsaftaler - hvilket Kommissionen bør arbejde videre med.

Der er tillige behov for eksportfinansiering af vedvarende energiudstyr og -systemer, som fremstilles i EU-medlemsstaterne (se punkt 3.4.6 nedenfor).

3.4.3. Forskning, udvikling og demonstration (FU& D)

Under JOULE-THERMIE-programmet, som dækker både traditionel F& U og demonstration inden for ikke-nuklear energi, er det hensigten at afsætte en betydelig del af budgettet, dvs. 45 %, til at støtte aktiviteter, som sigter mod at udvikle og fremme vedvarende energi. ØSU noterer sig dette tilsagn og ser gerne, at der fremstilles mere udstyr og flere systemer til vedvarende energi i medlemsstaterne, så man kan importere færre systemer og udstyr.

3.4.3.1. I FAIR-programmet anføres det, at non-food udvikling af landbrugs- og skovbrugsbiomasse skal spille en rolle i landdistrikternes udvikling.

På baggrund af ALTENER I-målene om en 5 % markedsindtrængning for biobrændsel inden for transport i år 2005 og grønbogens mål om 12 % er det sandsynligt, at der vil blive brug for 15-20 mio. ha landbrugsjord til fremstilling af energiafgrøder.

3.4.3.2. Der består store forskelle i medlemsstaternes vilje til at støtte den teknologiske udvikling af vedvarende energikilder. Det foreslås, at EF-programmerne på dette felt styrkes. Det er som led i strategien vigtigt at opstille klare målsætninger for det 5. rammeprogram.

3.4.3.2.1. I Kommissionens meddelelse »Forske for fremtiden« (), der er forløber for det 5. rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling, er et af de foreslåede prioriterede emner i afsnit III.1.1 fremme af en konkurrence- og bæredygtig vækst. Der fremsættes bl.a. følgende forslag:

»På energiområdet vil der kunne lægges særlig vægt på udvikling og demonstration af sikre og acceptable energisystemer, som overholder miljønormer og tager hensyn til miljøaspekter samt er konkurrencedygtige med hensyn til produktionsomkostninger og den samlede økonomi. Forskningen i rationel energistyring i dagligdagen vil kunne komme i betragtning samt de forskellige eksisterende valgmuligheder for produktion og lagring af energi på mellemlang og lang sigt.«

3.4.3.2.2. ØSU mener, at energieffektivitet og vedvarende energikilder bør udgøre prioriteter i det 5. rammeprogram. Det er vigtigt at sætte fokus på forbrugerincitamenter til energieffektivitet og installering af systemer for vedvarende energi.

3.4.3.2.3. ØSU mener ikke, at EU kan blive førende i verden inden for vedvarende energikilder, medmindre der udformes en kraftig støttepolitik. ØSU mener, at der bør oprettes et EU-laboratorium eller -agentur for vedvarende energi i stil med USA's National Renewable Energy Laboratory og i stil med EU's Miljøagentur.

3.4.3.3. ØSU forventer, at der vil blive udviklet telematiske anvendelser og tjenester sideløbende med udviklingen af teknologier for vedvarende energi. Det ville være overraskende, hvis der inden for informationssamfundsanvendelser skulle være behov for andre FU& D-projekter end dem, der omhandler udvikling af vedvarende energiteknologier og -industrier.

3.4.3.4. Kommissionen vil endnu en gang overveje tildelingen af midler til forskning inden for de forskellige energisektorer, herunder den nuværende fordeling af beløb til forskning i kernekraft og ikke-nuklear energi.

Efter ØSU's opfattelse kunne det være en strategisk fejltagelse at nedtone forskningen i nuklear energi. Som sagerne forholder sig i øjeblikket, vil atomkraften blive gradvis afviklet, når de eksisterende anlægs udnyttelsesperiode ophører, fordi der ikke består noget tilsagn om at erstatte kapaciteten i de fleste lande. På længere sigt kan man derfor ikke udelukke muligheden for, at medlemsstaterne beslutter sig for fredelig udnyttelse af atomkraft eller på et senere tidspunkt sætter en ny generation atomreaktorer i drift. Af denne grund må forsknings- og udviklingsaktiviteterne til forbedring af atomkraftteknologiernes sikkerhed og effektivitet opretholdes.

3.4.3.5. Kommissionen erkender, at forskningsarbejde er afgørende for udvikling af teknologisk mindre modne vedvarende energiformer, men den er overbevist om, at nøglen til en større markedsandel for vedvarende energi ligger i markedsintroduktionsfasen. ØSU anser dette for et særdeles vigtigt spørgsmål. Kommissionen bør overveje, hvorledes man kan fremme »grøn« forbrugerefterspørgsel efter vedvarende energi til rimelige priser.

3.4.4. Regionalpolitik

3.4.4.1. Der kan ikke herske tvivl om, at vedvarende energikilder har et stort økonomisk og samfundsmæssigt potentiale i fjerntliggende regioner og på fjerne øer. Dette gælder specielt i tilfælde, hvor tilkobling til nationale net hverken er rentabel eller mulig. Succesrig indførelse af vedvarende energi forudsætter, at de regionale udviklingspolitikker omfatter projekter for vedvarende energi, og at der findes effektive agenturer, som kan påtage sig aktiviteten. Disse aktiviteter omfatter både tilrettelæggelse af lokal fremstilling og netdistribution og installering af selvstændige anlæg. De offentlige forsyningsselskaber er bedst udstyret til at varetage disse opgaver.

3.4.4.2. SMV'er, som befinder sig på udstyrssiden af den vedvarende energiindustri, har de samme problemer som SMV'er i andre teknologibaserede industrier. Da grønbogen har påvist, at nøgleteknologierne vil få svært ved at gøre et gennembrud inden for de »nuværende politikker«, er disse virksomheder afhængige af et »bedste praksis«-miljø for at kunne trives.

3.4.4.3. Mens der som hovedregel ikke er mangel på risikovillig kapital til højteknologivirksomheder, er investorerne nødt til at få klarhed over, at der findes en marked for alle former for vedvarende energiteknologi. Medlemsstaternes hensigter må klart fremstå for de interesserede investorer.

3.4.4.4. Da der må gøres en stor indsats for at tilvejebringe gunstige markedsvilkår for de nye energiteknologier, er det vigtigt, at brancheorganisationerne er velfinansierede og har en god bemanding, så de kan deltage i den offentlige debat. De industrier, som repræsenteres af disse organisationer, er små og umodne, og der er grund til at yde offentlig støtte.

3.4.4.5. Da der inden for turisme er tale om sæsonbetingede spidsbelastninger i fjerntliggende regioner, består der store muligheder for vedvarende energi. Problematikken omkring de fjerntbeliggende regioner er allerede behandlet i punkt 3.4.4.1 ovenfor. Aspektet omkring spidsbelastninger rummer en klassisk mulighed for rationel planlægning fra de offentlige forsyningsselskabers side. Det burde være muligt i mange turistcentre at anvende vedvarende energi til at undgå behovet for ny brændstoffremstillingskapacitet, baseret på fossilt brændsel. De vedvarende energimuligheder som de offentlige forsyningsselskaber må operere med omfatter både nettilkoblede og selvstændige anlæg.

3.4.5. Landbrug og skovbrug

3.4.5.1. I land- og skovbrugssektorerne giver produktion af energiafgrøder betydelige muligheder for ekstra indtægtskilder for landmændene og reduktion af CO2-udledningerne, dette skaber tillige ekstra beskæftigelsesmuligheder i landdistrikterne.

3.4.5.2. Landbrugssektoren kan yde et stort bidrage til at nå 12 %-målet. Produktion af afgrøder, der kan benyttes til energiformål helt eller delvis, vil blive nødvendig for at nå målene for vedvarende energi og for at sænke CO2-emissionerne. Særprogrammer til fremme af energiproduktion på landbrugsjorder vil øve positiv indflydelse på økonomien i landdistrikterne i EU og give stødet til nye arbejdspladser inden for landbrug, transport og beslægtede erhverv.

3.4.5.3. ØSU påpeger, at agerbrugsprodukter kan bestå af tre hovedbestanddele: fødevarer, (stivelse, protein og sukker), foder (protein, fibre); og bestanddele, som ikke kan bruges til hverken fødevarer eller foder (halm). Nogle landbrugsprodukter kan kun bruges til foder såsom græs og fodermajs. Andre landbrugsprodukter bruges hverken til fødevarer eller foder, f.eks. bomuld og hamp.

>TABELPOSITION>

Fødevarekomponenterne (food) bruges som biobrændstof til vejtransport, dvs. A (1) produkter. Det er som hovedregel non-food feed komponenterne, A (3), der benyttes til elektricitet/varme og kraftværker, omend der består et potentiel for at bruge kategori C-produkter.

3.4.5.4. Der findes ingen strategi for energiafgrødefremstilling. Landbrugernes vilje til at investere i energiafgrødefremstilling vil afhænge af (a) den pris, de kan opnå på fødevareafgrøder, (b) braklægningsvederlaget og (c) den pris, de kan opnå for energiafgrøder.

3.4.5.5. På basis af tabellen i punkt 3.4.5.3 ovenfor er det klart, at strategiudviklingen for landbrugssektoren bør sættes i relation til sondringen mellem transportbrændstof og elektricitet/varme-fremstilling. Sidstnævnte bør kunne styres fuldt ud. Der er mulighed for en støt vækst. Inden for transportbrændstof må der ventes at opstå en konflikt med fødevare- og foderprioriteter. Udsving på fødevare/fodermarkedet som følge af uforudsigelige ændringer i landbrugsproduktionen på verdensplan kan gøre det særdeles vanskeligt at opstille en langsigtet planlægning for fremstilling af biobrændstof.

3.4.5.6. ØSU mener, at det haster med at få gennemført FU& D inden for energianvendelse af landbrugsafgrøders fødevare-, foder- og cellulosekomponenter. Der bør udvikles en strategi, som omfatter den fremtidige energi-, fødevare- og foderefterspørgsel samt behovet for at opretholde maksimal fleksibilitet i landbrugssektoren og i hele den landbrugstilknyttede industri.

3.4.5.7. Biobrændstof er afhængig af fødevare- og foderafgrøder. For at muliggøre langsigtet planlægning for biobrændstof er det nødvendigt at afsætte landbrugsjord til dette formål og at tilvejebringe en passende finansiel ramme. Træafgrøder forudsætter intensiv dyrkning, hvis man skal nå omstillingsmålene. Der kan blive tale om modstand mod at omstille historiske skovområder og skove til træafgrøder, og landbrugsjorden vil allerede være under pres fra det dobbelte krav fra fødevare- og biobrændstof.

3.4.5.8. Garanteret støtte til dyrkning af energiafgrøder på fødevarearealer (inden for rammerne af braklægningsprogrammer) har efter ØSU's opfattelse kun mening, hvis det gennem egnede ledsageforanstaltninger sikres, at bedrifterne også på længere sigt er konkurrencedygtige nok til at kunne producere biomasse til energiformål uden at oppebære støtte.

3.4.6. Politikken for eksterne relationer

3.4.6.1. ØSU mener, at EU's politik for eksterne relationer bør spille en meget stor rolle i henseende til både at fremme udviklingen af interne, vedvarende energiindustrier og forbedring af den miljøkrise, som i modsat fald må forventes at vise sig til sin tid som følge af energipolitikken i den tredje verden. ØSU mener derfor, at Kommissionen bør tildele spørgsmål vedrørende vedvarende energi langt større prioritet i forhandlingerne med tredjelande.

3.4.6.2. Da nogle regioner i Central- og Østeuropa er velforsynede med vedvarende energi og da vedvarende energi specielt i landdistrikter kan styrke den regionale udvikling, anerkender Kommissionen behovet for, at der vises vedvarende energi større opmærksomhed i EU's forbindelser med disse lande.

På baggrund af udsigterne til EU's udvidelse mod øst mener ØSU, at Kommissionen også bør lægge stor vægt på mulighederne i østlandene for rationel planlægning og højere energiintensitet.

3.4.6.3. I forbindelse med etableringen af en ramme for samarbejde mellem EU og tredjelande i Middelhavsområdet er der grund til at vurdere det bidrag, som vedvarende energi kan yde til regionens energibehov. Potentialet for især sol- og vindenergi udnyttes for øjeblikket ikke fuldt ud.

Der er grund til en højere grad af samordning, demonstration og formidling, med det sigte at udbygge potentialet for vedvarende energikilder i EU og i tredjelande i Middelhavsområdet. Et sådant fremstød kunne koordineres af et EU-agentur for vedvarende energi (se punkt 3.4.3.3.2 ovenfor). Fordelene ville bestå i at fremme teknologiudveksling og at udbygge erhvervsmulighederne.

3.4.6.4. Vedvarende energi kan i udviklingslandene spille en afgørende rolle for en økonomisk og bæredygtig vækst. Vedvarende energiteknologier er velegnede i fjerntliggende områder i udviklingslandene, som ofte ikke er koblet til et net. Nogle af disse rummer muligheder for turisme, og potentialet for »grøn« turisme bør fremmes. Endvidere er de meteorologiske vilkår i mange udviklingslande gunstige for vedvarende energi, især solenergisystemer.

Disse muligheder er vigtige for den vedvarende energiindustri i EU. EU's geografi udgør en grænse for forretningsmulighederne for vedvarende energiselskaber på medlemsstaternes markeder. Hvis disse selskaber skal blomstre, er det vigtigt, at Kommissionen går energisk frem med hensyn til tilvejebringelse af forretningsmæssige muligheder i tredjelande. Eksportkreditter er blot ét af de disponible instrumenter.

3.4.6.5. Fremover bliver øget energiforbrug i udviklingslandene en vigtig faktor for forringelsen af de globale atmosfæriske vilkår. Vedvarende energiteknologier kan være med til at nedbringe disse uheldige virkninger.

Vedvarende energi repræsenterer et umådeligt stort potentiale for økonomisk samarbejde af gensidig interesse for EU og tredjelande. EU kan vinde direkte og indirekte kommercielle fordele, og tredjelandene kan sikre en bæredygtig udvikling. En klart defineret, ambitiøs strategi for vedvarende energi vil derfor også i denne henseende være uomgængelig og gøre det muligt for EU's industri at konkurrere med succes på det globale marked.

3.4.6.6. Da der i EU kun findes små markeder for teknologisk avancerede energikilder, er det vigtigt at udbygge markederne i tredjelande sideløbende med det indre marked. Af denne og andre årsager, som omtales ovenfor, bør fremme af EU's energiteknologieksport tillægges allerstørste prioritet i handelspolitikken.

ØSU mener, at denne strategi bør være et betydningsfuldt element i den hvidbog, som skal udarbejdes efter den igangværende samrådsperiode.

3.5. Evaluering og overvågning

3.5.1. Kommissionen foreslår, at den forbedrer den koordination og dataindsamling, som allerede udføres af Fællesskabets statistiske myndighed (Eurostat). Et forslag går ud på, at Kommissionen undersøger muligheden for at oprette en database, som skal registrere:

- mere detaljerede, grundlæggende statistikker om vedvarende energi, herunder sådanne, som opnås ved studier i marken, og kvantitativ kontrol,

- udviklingen frem mod Fællesskabets strategi og mål,

- Fællesskabsstøtte til vedvarende energi,

- de aktiviteter, der foregår på nationalt plan, ud over de indberetninger, der foretages til Kommissionen under bestemmelserne for statsstøtte,

- politikker, der påvirker situationen for vedvarende energi, og

- fremskridtene hen imod forøgelse af de vedvarende energiformers andel.

3.5.2. Da ØSU støtter Kommissionens forslag om mål og målsætninger, støtter det også Kommissionens forslag om evaluering og overvågning.

4. Sammendrag og konklusion

4.1. Sammendrag

4.1.1. Det Økonomiske og Sociale Udvalg anbefaler, at man støtter vedvarende energi som et middel til at fremme en bæredygtig udvikling.

4.1.2. Programmer til støtte for eksporten af vedvarende energiteknologier er vigtige, hvis Europa skal bevare sin førerstilling.

4.1.3. De fleste af de tiltag, som foreslås i grønbogen, kan være berettigede for at forbedre de vedvarende energiteknologiers markedsindtrængning på kort sigt og indtil midten af det 21. århundrede.

4.1.4. Der må opstilles en miljøstatusopgørelse for hver vedvarende energiteknologi, således at man kan evaluere miljøvirkningen.

4.1.5. En generel afgiftsforhøjelse på traditionelle energikilder er ikke nødvendig.

4.1.6. Der er behov for finansielle incitamenter for at fremme indtrængningen af vedvarende energi; der bør sørges for koordinering inden for EU, så der tilvejebringes stabile og forudsigelige markedsvilkår for energiprodukt- og servicevirksomheder, disses investorer og kunder.

4.1.7. Der bør lægges vægt på de tekniske og økonomiske problemer, som kan opstå, når store variable mængder vedvarende energi opkobles på centraliserede elektricitetsnet. Især udvikling af oplagringsteknologi er af kritisk betydning.

4.1.8. Der bør gives prioritet til at fremme markedet for vedvarende energi i udviklingslandene.

4.1.9. På kort til mellemlang sigt bør det være et parallelt mål at fremme energieffektiviteten, hvilket bør være en prioriteret foranstaltning inden for det 5. rammeprogram.

4.1.10 Der er brug for et F& U-program til forbedring af effektiviteten og prisen på vedvarende energiteknologi, fordi det forventes, at priserne på fossilt brændsel vil fortsætte med at falde som følge af fremskridt inden for teknologi, nye brændstoffer (gas) og organisatoriske udgiftsreduktioner i kølvandet på indførelsen af konkurrence i forsyningsindustrien.

4.1.11. Der bør sættes ind på at fremme forbrugernes efterspørgsel efter vedvarende energi, herunder oprettelse af kontorer for vedvarende energi, som skal informere befolkningen og de vigtigste aktører i handelsleddet og blandt håndværkere såsom blikkenslagere, elektrikere, entreprenører og arkitekter.

4.1.12. Det bør erkendes, at de offentlige forsyningsselskaber har en vigtig rolle at spille både med hensyn til fremme af rationel energiudnyttelse og med hensyn til udvikling og anskaffelse af vedvarende energiforsyninger.

4.1.13. Programmer for offentlige købsaftaler bør anvendes til at fremme efterspørgslen efter vedvarende energi.

4.1.14. Et vejledende EU-mål på omkring 12 % for de vedvarende energikilders bidrag til det interne bruttoenergiforbrug vil være på sin plads.

4.1.15. Man går ind for, at der opstilles undermål for de forskellige vedvarende energiteknologier.

4.1.16. Opnåelse af en betydelig stigning i de vedvarende energikilders andel gør det nødvendigt, at medlemsstaterne forpligter sig fuldt ud på nationalt, regionalt og lokalt niveau.

4.1.17. Kreditter til vedvarende energi: en vis procentdel af medlemsstaternes elektricitetsbehov kan dækkes af vedvarende energi ved hjælp af omsættelige mål for hver enkelt distributør af energi. Medlemsstaterne bør frit kunne bestemme, hvorledes der skal tages hensyn til landets særlige forhold.

4.1.18. Internalisering af omkostninger og skattemæssig harmonisering: det er ikke på sin plads at øge CO2-afgifterne på transportbrændstoffer, da beskatningselementet inden for brændstofprisfastsættelsen allerede er overvældende, og da afgifter er et subsidiaritetsanliggende. Der bør sættes fokus på brændstofeffektivitet, alternative kraftsystemer og fremtidige transportstrategier.

4.1.19. Beskatningsmæssige incitamenter: ØSU går ind for beskatningsmæssige incitamenter for producenter og/eller forbrugere, indtil nøgleteknologierne har opnået den nødvendige vægt.

4.1.20. Statsstøtte må ikke føre til forvridninger på markedet for vedvarende energi, men anses ellers for nødvendig.

4.1.21. Standardisering: det haster med at få gjort fremskridt for at sikre kvalitet og driftssikkerhed. Kommissionen opfordres til at igangsætte et proaktivt samråd med erhvervslivet.

4.1.22. Der er behov for yderligere at fremme teknologisk udvikling, hvis vedvarende energi skal opnå en mærkbar markedsindtrængning.

4.1.23. Projekter om vedvarende energi bør kunne modtage midler fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB), Den Europæiske Bank for Genopbygning) og Udvikling (EBRD) og andre internationale finansielle institutioner. Der består muligheder for offentlige og private partnerskaber og privat finansiering inden for offentlige købsaftaler.

4.1.24. Der er behov for eksportfinansiering.

4.1.25. ØSU noterer sig tilsagnet om, at JOULE-THERMIE-programmet vil afsætte 45 % af sit budget til støtte for samt fremme af vedvarende energi. Hvor det er muligt, bør der ydes støtte til EU-teknologi.

4.1.26. I enhver strategi må der opstilles klare energimål for det 5. rammeprogram.

4.1.27. Der bør oprettes et EU-laboratorium, en EU-institution eller et EU-agentur for vedvarende energi i stil med USA's National Renewable Energy Laboratory og EU's Miljøagentur.

4.1.28. ØSU forventer, at der vil blive udviklet telematiske anvendelser og -tjenester sideløbende med udviklingen af teknologier for vedvarende energi.

4.1.29. Succesrig indførelse af vedvarende energi forudsætter regionale udviklingspolitikker og styring fra kompetente regionale agenturers side.

4.1.30. Da investorerne har behov for at vide, at der findes et marked for alle vedvarende energiteknologier, må medlemsstaternes hensigter på mellemlang sigt tydeliggøres over for investorerne.

4.1.31. Der er spillerum for offentlig støtte til brancheorganisationer.

4.1.32. Der bør tilvejebringes incitamenter til fremme af den kapacitet, som vedvarende energi giver mulighed for at levere i spidsbelastningsperioder i turistområder og i fjerntliggende områder.

4.1.33. Der bør tilvejebringes incitamenter til programmer, som kan fremme produktion af energiafgrøder på landbrugsjorder, da dette vil øve positiv indflydelse på økonomien i landdistrikterne i EU og give stødet til nye arbejdspladser inden for landbrug, transport og beslægtede erhverv.

4.1.34. Den strategiske udvikling for landbrugssektoren bør sættes i relation til sondringen mellem transportbrændstoffer og elektricitet/varmeproduktion.

4.1.35. Et område, hvor det haster med at gennemføre FU& D, er energifremstilling af landbrugsafgrøders fødevare- og cellulosekomponenter.

4.1.36. Samspillet med den fælles landbrugspolitik på dette område bør tages op til behandling, da virkningen af intensiv energiafgrødedyrkning vil blive meget omfattende.

4.1.37. Kommissionen bør tildele spørgsmål vedrørende vedvarende energi langt større prioritet i forhandlingerne med tredjelande for at modvirke den potentielle miljøkrise, som kan forventes at opstå som følge af stigningen i energiefterspørgslen i den tredje verden.

4.1.38. Udviklingen af vedvarende energiressourcer i Central- og Østeuropa gør det nødvendigt at lægge øget vægt på EU's forbindelser med disse lande som et supplement til indsatsen inden for PHARE- og TACIS-programmerne.

4.1.39. EU bør lægge stor vægt på mulighederne i Mellem- og Fjernøsten for rationel planlægning og højere energiintensitet.

4.1.40. Der bør udformes en ramme for samarbejdet mellem EU- og ikke-EU-lande i Middelhavsområdet med hensyn til vedvarende energi, som supplement til indsatsen inden for MEDA-programmet.

4.1.41. EU's eksport af teknologi vedrørende vedvarende energi bør tillægges allerstørste prioritet i handelspolitikken.

4.1.42. ØSU støtter Kommissionens forslag om evaluering og overvågning af sektoren for vedvarende energi.

4.1.43. Kommissionen må erkende, at problemerne omkring mange vedvarende energiteknologier øges eksponentielt, efterhånden som omfanget af produktionen af vedvarende energi tager til.

4.2. Konklusion

Det er tydeligt, at der i dag kun foreligger to ikke-fossile brændstofalternativer, som kan hjælpe EU-medlemsstaterne med at opfylde deres internationale forpligtelser vedrørende CO2-emissioner og bæredygtig udvikling; der sigtes til atomkraft og vedvarende energiteknologier. Da atomkraftkapaciteten forventes at falde i de første to årtier i det 21. århundrede, er det vigtigt, at brugen af vedvarende energi gør fremskridt. Det er næppe muligt for vedvarende energiteknologier at erstatte atomkraftkapaciteten i dette tidsrum, fordi disse teknologiers potentiale er begrænset, og fordi der opstår store begrænsninger, når brugen af disse teknologier øges i betydelig grad. Ikke desto mindre bør man gøre, hvad der er muligt både med hensyn til energiforsyning i de nuværende og kommende EU-medlemsstater og med hensyn til udvikling af eksport af vedvarende energiteknologi.

Kommissionens grønbog om vedvarende energi har givet en værdifuld stimulans til den nødvendige debat. ØSU er glad for at have ydet sit bidrag og ser frem til at få sine synspunkter afspejlet i hvidbogen. Sikkert er det, at »de nuværende politikker« ikke er tilstrækkelige til at fremme disse vigtige teknologier. Det er ØSU's håb, at der i hvidbogen vil blive defineret en version af »politikken for bedste praksis«, og at denne senere hen vil blive accepteret af medlemsstaterne.

Bruxelles, den 24. april 1997.

Tom JENKINS

Formand for Det Økonomiske og Sociale Udvalg

() EFT nr. C 393 af 31. 12. 1994.

() EFT nr. C 256 af 2. 10. 1995.

() KOM(96) 332 endelig udg.