51995IE0320

Udtalelse om fysisk planlægning og interregionalt samarbejde i Middelhavsområdet (95/C 133/10)

Det Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 20. december 1994 under henvisning til forretningsordenens artikel 23, stk. 3, at afgive en udtalelse om fysisk planlægning og interregionalt samarbejde i Middelhavsområdet.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Regionaludvikling og Fysisk Planlægning, som udpegede Vasco Cal til ordfører som afløser for Andrea Amato. Sektionen vedtog enstemmigt sin udtalelse den 10. marts 1995.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 324. plenarforsamling af 29.-30. marts 1995, mødet den 30. marts 1995, med et flertal af stemmer for og 2 hverken for eller imod, følgende udtalelse.

SÆRLIGE BEMÆRKNINGER

Nærværende udtalelse omhandler fysisk planlægning og interregionalt samarbejde i Middelhavsområdet og er struktureret som følger :

1. Indledning

2. Middelhavsområdet mellem globalisering og marginalisering

3. Ændring af den europæiske udviklingsmodel som forudsætning for en omstrukturering af Middelhavsområdet

4. De strategiske akser i en omstrukturering af Middelhavsområdet

5. Politikken for fysisk planlægning i Middelhavsområdet

6. De transeuropæiske net og middelhavsnettene

7. Det interregionale samarbejde

8. Inddragelse af arbejdsmarkedets parter

9. Konklusioner

1. Indledning

1.1. Kravet om et konkurrencedygtigt erhvervsliv inden for rammerne af en ny model for bæredygtig udvikling har åbenlyse konsekvenser for den fysiske planlægning, således som det fremgår af hvidbogens samlede strategi, hvor den fysiske planlægning spiller en fremtrædende rolle. Der stilles krav om forbedret konkurrenceevne, bæredygtig udvikling og øget solidaritet med henblik på at styrke den økonomiske og sociale samhørighed.

1.2. Behovet for fysisk planlægning på europæisk plan er blevet fremhævet af adskillige instanser, ikke mindst Det Økonomiske og Sociale Udvalg (), og er efterhånden alment anerkendt. Fysisk planlægning giver mulighed for, at flere partnere på nationalt og regionalt niveau kan nå til enighed om en sammenhængende, global ramme, hvilket letter deres indbyrdes samarbejde og gør det muligt at løse visse problemer, som ikke ville kunne løses isoleret.

1.3. De påkrævede politiske signaler til konkretisering af aktionsbehovet er blevet givet ved gentagne lejligheder under de forskellige råds- og topmøder, der er blevet afholdt siden vedtagelsen af den første meddelelse »Europa år 2000« i 1991.

På Ministerrådets samling i Lissabon i maj 1992, dernæst i Liège i november 1993 (det første uformelle rådsmøde) og på topmødet på Korfu i juni 1994 gik udviklingen i denne retning, hvorefter ministrene på mødet i Leipzig i september 1994 behandlede det nye dokument »Europa 2000+« samt de politiske retningslinjer i tilknytning til udviklingsplanen for EU-området, et dokument som er udarbejdet af Komiteen for Fysisk Planlægning og Udvikling, der blev nedsat efter vedtagelsen af den første meddelelse »Europa år 2000«.

1.4. Forskellige undersøgelser, der er gennemført efter offentliggørelsen af »Europa år 2000«, og som er analyseret i vedlagte rapport (), viser klart, at der opstår nye forskelle i den regionale udvikling, som kan bidrage til at skærpe skævhederne i og mellem EU's regioner. For at kunne påvirke og, hvor det er nødvendigt, genoprette den regionale balance i Unionen må der derfor iværksættes en række tværnationale foranstaltninger, og her vil det grænseoverskridende samarbejde inden for EU og med tredjelande komme til at spille en afgørende rolle.

Ud over disse tværnationale foranstaltninger skal der også iværksættes et tværnationalt og interregionalt samarbejde med Unionens nabolande for at fremme en sammenhængende udvikling i det europæiske område som helhed.

1.5. Nærværende udtalelse er helliget spørgsmålene om fysisk planlægning og interregionalt samarbejde i Middelhavsområdet. Det Økonomiske og Sociale Udvalg har allerede ved flere lejligheder beskæftiget sig med middelhavsproblematikken () og vil nu yde endnu et bidrag til en integreret udvikling af regionerne i Middelhavsområdet, denne gang i lyset af kravet om øget økonomisk og social samhørighed og dermed i tråd med den strategi, der foreslås i hvidbogen.

2. Middelhavsområdet mellem globalisering og marginalisering

2.1. I tidligere udtalelser har ØSU beskæftiget sig med de konsekvenser, den økonomiske globaliseringsproces har for Middelhavsregionen. Den igangværende globalisering er hovedsageligt begrænset til de virksomheder, sektorer og regioner, der er mest avancerede i teknologisk henseende, hvorved de mindst udviklede virksomheder, sektorer og regioner gradvist marginaliseres.

Middelhavsområdet er præget af manglende stabilitet og en rivende udvikling. På den ene side lider området under en polarisering, hvor udviklingen i stigende grad koncentreres i det centrale Europa. På den anden side er området kendetegnet ved store forskelle i vækst og velstand, hvilket skærper dets indre opsplitning.

2.2. De tværregionale undersøgelser, Kommissionen har gennemført inden for rammerne af »Europa år 2000«, bekræfter denne marginaliseringstendens i Middelhavsområdet.

Der er i forvejen en betydelig kløft mellem EU's Middelhavsregioner og det såkaldte »hovedstædernes centrum« (). Denne kløft er endnu større i forhold til de alpine regioner (), hvor BNP pr. indbygger sammenholdt med EU-gennemsnittet nu ligger over BNP i »hovedstædernes centrum«.

I Middelhavsområdet er der ikke kun tale om en forskel, som kan belægges med makroøkonomiske indikatorer (BNP pr. indbygger, ledighedstal osv.), men i høj grad om en vifte af strukturelle faktorer, som har grundlæggende betydning for den fysiske planlægning :

- strukturel arbejdsløshed, der navnlig rammer de unge, hvortil kommer den ledighed, der må tilskrives den aktuelle krise,

- markant under-industrialisering og utilstrækkelige tjenesteydelser til industrien,

- udvikling af den »grå« sektor,

- begyndende krise og svækket konkurrenceevne i turistsektoren,

- utilstrækkelige infrastrukturnet,

- uhensigtsmæssig specialisering inden for transportsektoren med hovedvægt på vejtransporten samt overbelastede kommunikationssystemer,

- et sårbart landbrug, som rammes hårdt af den fælles landbrugspolitik, tildeles støtte og bliver stadig mindre konkurrencedygtigt,

- tyngende økologiske problemer : jorderosion, forurening af havområder, luft og byer, affolkning af bjergområder og indlandsområder, spekulativ urbanisering af kystområder, som rammes både af industrialisering og masseturisme, begyndende, alvorlige drikkevandsproblemer,

- krisetilstande inden for det sociale sikringssystem og den offentlige forsorg (gælder Syditalien, Grækenland, Andalusien, Ligurien samt Provence-Alpes-Côte d'Azur),

- ringere effektivitet i de offentlige forvaltninger og udpræget mangel på lokalplanlægning (med enkelte undtagelser).

2.3. Med forøgelsen af de interne udviklingsforskelle i EU må man frygte en generel svækkelse af EU's konkurrenceevne over for tredjelande. De to fænomeners indbyrdes sammenhæng er ikke noget, der hører fortiden til, nu står hele Europa over for det problem (der er klassisk i Italien), at interne tilbagestående områder bliver en negativ faktor i samspillet med udlandet. Økonomisk og social samhørighed er ikke blot et spørgsmål om solidaritet, det er også en vigtig faktor for hele Europas konkurrenceevne.

2.4. Mens polariseringen flytter tyngdepunktet mod centrum, kan der konstateres store ændringer i udviklingsakserne : centrum flytter sig. Det ligger ikke længere i storindustriens Lothringen; i denne store, centrale region er der opstået tomrum. Nedlæggelsen af den tunge industri har marginaliseret hele regioner og skabt nye udviklingsakser. Men centrum er heller ikke længere at finde i »den blå banan«, den akse (London-Bruxelles-Frankfurt-Milano) der gjorde sig gældende i 1980'erne, og som nu er opløst på grund af »hovedstædernes centrum«. Nu gør de alpine regioner sig gældende, og dermed rykker centrum tættere på Middelhavsområdet, hvilket medfører, at efterslæbet i de nærmest beliggende Middelhavsregioner mindskes, og at der samtidig skabes en vis dynamik i handlen og økonomien i Middelhavsområdet som helhed.

2.5. Hvad angår tredjelande i Middelhavsområdet, især de sydlige og østlige Middelhavslande (), er forholdet til Europa i forbindelse med polariserings/marginaliseringsproblematikken præget af to aspekter.

På den ene side øges uligevægten, fordi Europa dræner området for ressourcer som følge af den asymmetriske samhandel samt en ufordelagtig udvikling i bytteforholdet og kapitalstrømmene (grundet den tunge gældsbyrde).

På den anden side afspejler de sydlige og østlige Middelhavslandes afhængighed også den europæiske polarisering. Der er således en tendens til, at disse Middelhavslande i højere grad samhandler med det centrale og nordlige Europa end med Sydeuropa. Dette understøttes af det forhold, at de europæiske investeringer i de sydlige og østlige Middelhavslande primært stammer fra det centrale og nordlige Europa. Handelsstrømmene følger faktisk i vid udstrækning investeringsstrømmene.

2.6. De udviklingsscenarier, der beskrives i de tværregionale undersøgelser, viser, at de nuværende økonomiske og sociale udviklingstendenser må ændres radikalt. Hvis udviklingstendenserne fortsætter uændret, vil det uundgåeligt gøre den »latinske bue« (del af de vestlige Middelhavsregioner) til et perifert fænomen, føre til en opsplitning og marginalisering af Syditalien og Grækenland og udløse økonomiske, sociale og politiske spændinger i de sydlige og østlige Middelhavslande, som ville komme oven i de spændinger, der gør sig mærkbare i det balkanske Middelhavsområde.

EU's Middelhavsflade kan spille en meget positiv rolle i forbindelserne mellem de sydlige og østlige Middelhavslande og de central- og nordeuropæiske regioner og dermed bidrage til at modvirke marginaliseringstendenserne i Middelhavsområdet som helhed.

3. Ændring af den europæiske udviklingsmodel som forudsætning for en omstrukturering af Middelhavsområdet

3.1. Det fremgår klart af ovenstående, at Middelhavsområdets marginalisering som et område, der ikke tiltrækker nye virksomheder, og hvor der ikke skabes øget beskæftigelse i servicefagene (bortset fra turistsektoren) er tæt knyttet til det fremherskende, økonomiske udviklingsmønster i Europa, ikke mindst fordi dette mønster har forstærket de mest negative tendenser i den økonomiske globaliseringsproces. Som eksempel kan nævnes, hvor meget meromkostningerne ved de trafikalt overmættede områder hæmmer konkurrenceevnen i mange af Europas mest udviklede områder, eller hvor stor en indflydelse de utilstrækkelige infrastrukturer har på forskellene i den regionale udvikling og på den medfølgende bortledning af ressourcer fra de dårligst stillede regioner til de rigeste.

Det er nu alment anerkendt, at den fysiske planlægning kombineret med en hensigtsmæssig politik på det miljømæssige, sociale og økonomiske område kan bidrage til at overvinde de nuværende problemer i Middelhavsområdet, som belaster europæisk økonomi, men planlægning alene kan ikke løse problemerne.

3.2. Også i hvidbogen erkendes det, at den europæiske udviklingsmodel må ændres. Denne ændring skal ikke blot tage sigte på at opfylde konkurrenceevne- og beskæftigelsesmålene, men ligeledes på at sikre en harmonisk udvikling af regionerne, så man også kan imødegå den marginalisering, visse Middelhavsregioner i dag er udsat for. Det er endvidere nødvendigt at fremme en polycentrisk udvikling, hvor Middelhavsområdet skal være kendetegnet ved fornyet balance og regionalt samarbejde.

3.3. Middelhavsregionerne har ganske vist en fælles historisk baggrund og skæbne, men er meget forskellige i økonomisk, social og økologisk henseende. ØSU har for længst foreslået, at der indføres et strategisk samarbejdsområde omfattende Europa og Middelhavsområdet (samt østlandene). Med Kommissionens nylige meddelelse om »styrkelse af Den Europæiske Unions Middelhavspolitik : etablering af et Euro-middelhavspartnerskab« () er ØSU's forslag langt om længe taget til følge, idet målet er at opbygge »et område mellem Europa og Middelhavslandene med politisk stabilitet og sikkerhed« samt et »økonomisk samarbejdsområde mellem Europa og Middelhavslandene« ved hjælp af Euro-middelhavspartnerskabet.

Det endelige mål med denne proces kan kun være at associere tredjelandene i Middelhavsområdet til Den Europæiske Union.

3.3.1. De tre store strategiske områder i verden, dvs. Amerika, Europa og Asien, udvikler i dag præferenceforbindelser med deres nærmeste naboer.

Gennem de sidste 10 år har denne proces været præget af nyskabelse sammenlignet med de forudgående 20 år. Handelssamkvemmet mellem EU, Japan og USA er vokset mindre end samhandelen mellem USA, Canada og Mexico (det nuværende frihandelsområde NAFTA) og mellem Japan og det øvrige Sydøstasien. Målt i absolutte tal er EU's samhandel med omverdenen steget mindre en USA's og Japans samhandel med andre lande. I modsætning til USA og Japan har EU ikke formået at styrke de økonomiske forbindelser med naboerne i Middelhavsområdet og Østeuropa.

3.4. Som det fremgår af hvidbogens analyser, ændres teknologien og arbejdsfordelingen gennemgribende, og der opstår nye sektorer, tjenesteydelser og produktionsområder. Middelhavsområdet skal i sin udvikling tage højde for disse ændringer med henblik på at sikre sig en bedre position i verdensøkonomien og undgå en alt for ensidig satsning på traditionelle industrielle investeringer, som allerede i dag har klare begrænsninger.

3.5. Samtidig bør EU også i egen interesse fremme en politik, som gør det muligt for de sydlige og østlige Middelhavslande at udvikle sig gennem etablering af et indre regionalt marked, højnelse af levestandarden og overvindelse af de strukturelle uligevægte (fødevaremangel og mangler på sundheds- og uddannelsesområdet, underskud på betalingsbalancen osv.). Denne proces, der på ingen måde er en konkurrent til udviklingsprocessen i EU's Middelhavsregioner, kan bygge på samarbejde og må ikke som hidtil begrænse sig til tekstil- og beklædningsområdet, men skal også omfatte produktion af en bredere vifte af varige forbrugsgoder. De to sider af Middelhavet kan supplere hinanden, støttet af udveksling af kapital, varer, knowhow, forbrugsmønstre og en konkurrencedygtig, veluddannet arbejdskraft.

3.6. En sammenhængende udvikling af hele Middelhavsområdet er selvsagt den vigtigste forudsætning for at skabe et nyt samarbejde mellem Europa og Middelhavslandene. Der er dog mindst fire interventionsområder, som har mærkbar indflydelse på den fysiske planlægning i Middelhavsområdet, og som stiller krav om en gennemgribende revision af de fælles EU-politikker og en ny politik for udviklingssamarbejde.

a)

Problemerne i tilknytning til tørt landbrug og tørkeområder. Hvis man skal kunne sikre fødevareforsyningen, bekæmpe ørkendannelsen og udvikle teknologicentrene, er det nødvendigt, at den bioteknologiske forskning og landbrugsforskningen rettes mod denne type problemer. ØSU peger endnu en gang på de virkninger, foranstaltningerne inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik kan få på både miljøet og økonomien i landdistrikterne. De drastiske ændringer, der sker i landbrugsregionerne i Middelhavsområdet, kan endvidere bidrage yderligere til, at landdistrikterne affolkes og lægges øde.

b)

Standsning af miljøforringelsen og genopretning af miljøet : Middelhavsområdets enhedskarakter og de stigende omkostninger ved arealanvendelsen stiller krav om løsninger, der er forenelige med en bæredygtig udvikling. Det er vigtigt, at der i alle lande føres en politik til fremme af spildevandsrensningen for effektivt at bekæmpe forureningen af Middelhavet. Forsknings- og uddannelsesinstitutionerne bør finde en ny tilgang til dette problem.

c)

Turismen. Sydkysten bliver mere konkurrencedygtig i forhold til nordkysten. Et samarbejde på dette område, som kræver effektive strukturer (som man kender dem i Østrig, Tyskland og andre nordeuropæiske lande), ville gøre Middelhavsområdet som helhed mere konkurrencedygtigt over for de nye tilbud i andre områder. Samarbejdet skulle endvidere tage sigte på at fjerne de miljørisici, der er knyttet til den store turistbelastning i økologisk følsomme områder.

d)

Uddannelse af arbejdskraften : Der er behov for et snævert samarbejde på alle niveauer. Grundlæggende skolegang, tekniske skoler, universiteter, erhvervsuddannelse og videreuddannelse sydpå; uddannelse og integration af immigreret arbejdskraft, nye universitetsuddannelser nordpå.

3.6.1. Højnelsen af arbejdskraftens kvalifikationer er nøglen til fremme af udviklingen i Middelhavsområdet. EU's bidrag bør på grundlag af områdets egne erfaringer fremme dets forsknings- og udviklingsmuligheder, uddannelse i nye teknologier og videreuddannelse for arbejdstagere, som skal klare de industrielle omstillinger, så der opnås en fremtidsorienteret arbejdsstyrke, der er i stand til at tilpasse sig de nye forhold.

4. De strategiske akser i en omstrukturering af Middelhavsområdet

4.1. Man kan kun sikre en sammenhæng mellem ændringen af udviklingsmodellen og den økonomiske politik på den ene side og en mere afbalanceret politik for fysisk planlægning på den anden side, hvis der fastlægges en effektiv, europæisk politik for fysisk planlægning med fælles retningslinjer for den økonomiske politik og den fysiske planlægning i EU, medlemsstaterne, regionerne og kommunerne, som alle parter er enige om.

Set i dette perspektiv forholder ØSU sig positivt til det arbejde, Kommissionen og medlemsstaterne udfører inden for rammerne af Komiteen for Fysisk Planlægning og Udvikling med henblik på at fastlægge en »plan for udviklingen af Fællesskabets område«.

4.2. I forbindelse med Middelhavsområdet bør hovedstrategien gå ud på at omdefinere udviklings- og kommunikationsakserne, begyndende med de sydeuropæiske. Disse er som bekendt generelt orienteret mod nord og efterlader med mellemrum store områder, som er mere eller mindre isolerede (de såkaldte »missing links«).

For at afhjælpe denne mangel er det nødvendigt dels at udvikle nye funktionelle forbindelser langs øst-vest-aksen, dels at overvinde den geografiske opsplitning, især i Syditalien og Grækenland, ved at fuldende nord-syd-forbindelserne, som vil kunne bringe de yderligt beliggende områder af kontinentet samt øerne ud af deres isolation.

Man bør først og fremmest udvikle den tværgående akse, der skal forbinde Algarve med Thrakien via Sevilla, Murcia, Valencia, Barcelona, Marseille, Genova, Livorno, Rom, Napoli, Brindisi, Igumenitsa, Pátrai, Athen og Thessaloníki.

4.3. I overensstemmelse med målet om integration af Europa og Middelhavsområdet er det nødvendigt at udbygge de udviklingsakser, der forbinder Den Europæiske Union med tredjelande i Middelhavsområdet, idet der lægges større vægt på det europæiske Middelhavsområdes rolle som grænseflade.

Det drejer sig først og fremmest om akser, som forbinder Middelhavets nord- og sydkyst : den sydlige del af den iberiske halvø med Marokko, de vigtigste regioner og havne i den »latinske bue« (som altid har været orienteret mod nord) og Sicilien med Maghreb-landene og Malta; de italienske Adriaterhavsregioner med Grækenland, Balkanområdet og Tyrkiet; det græske fastland og de græske øer med de sydlige og østlige Middelhavslande. Særlig bevågenhed bør vies Malta og Cypern, der begge er øsamfund med specielle, individuelle behov.

Desuden må man være opmærksom på de nye behov i Israel og dets grænseområder, hvor udvikling af erhvervslivet og økonomisk vækst har afgørende betydning for etableringen af stabile og varige forbindelser.

4.4.

En anden strategisk akse er aflastningen af de overfyldte byområder

Middelhavsregionen kæmper med store miljømæssige, økonomiske, sociale og samfundsmæssige problemer som følge af den ustrukturerede udvikling, byområdernes forringelse og den abnorme vækst, der har ført til dannelsen af enorme storbyer som Athen og Cairo.

For at dette problem kan løses, må man nødvendigvis decentralisere byfunktioner ved at skabe en polycentrisk og afbalanceret bystruktur, som samtidig skal hindre en overdreven geografisk spredning, idet der lægges større vægt på mellemstore byer (»decentraliseret koncentration«). Samtidig bør man sikre en samordnet udvikling af bysanerings- og miljøpolitikkerne samt politikken til bekæmpelse af social udstødelse i storbyer.

4.5. Integreret forvaltning af kystområder er også en strategisk prioritet i Middelhavsområdet. Problemer som overbelastede områder, massive betonbyggerier, overdrevet turisme og økologisk svækkelse fører ofte til udpræget miljøforringelse og stiller krav om behandling ud fra et helhedssyn. Det indebærer, at alle produktions-, service-, bolig- og fritidsfunktioner langs kysten og i de kystnære land- og vandområder må tages op til samlet revision.

4.6. By- og kystområdernes aflastning har sit modstykke i en »genoplivning« af indlandsog bjergområderne. Medens det i Midt- og Nordeuropa er relevant at sætte sig som mål at bevare landdistrikterne, bør man i Middelhavsregionerne udskifte begrebet landdistrikter med indlands- og bjergområder : indlandsområder fordi der er tale om områder mellem halvøernes og øernes kyster, og bjergområder (i bred forstand, således som ØSU har defineret det i tidligere udtalelser) fordi der især er tale om bjerg- og bakkefyldte områder. Disse områder er bedre set kendetegnet ved fraflytning, affolkning og miljøforringelse, ja endog ørkendannelse.

Hvis de igen får en større rolle i produktionen inden for landbrug og andre erhverv, således at befolkningen fastholdes i disse områder, vil man opnå en bedre geografisk ligevægt i Middelhavsregionerne.

4.7. Endnu en strategi er nødvendig : Den maritime dimension skal integreres i omstruktureringen af Middelhavsområdet, ikke mindst fordi handelen i denne region har udviklet sig markant i de seneste år. Det betyder først og fremmest, at man skal fastlægge forbindelserne mellem de aktiviteter, der foregår til lands, og de maritime aktiviteter (fiskeri, akvakultur, udvindingsaktiviteter, transport, fritidsaktiviteter) samt alle former for samspil mellem hav og land, begyndende med miljøaspekterne. Det er dermed også nødvendigt at tage højde for de problemer med geografisk opsplitning og isolering, som øerne (især de mindste og de fjernest beliggende øer) står over for.

4.8. Middelhavsområdet har en imponerende natur-, miljø-, historie-, kunst- og kulturarv. Der er tale om bevaringsværdige goder, men også ressourcer, som bør udnyttes. Strategierne for en velovervejet arealanvendelse skal nødvendigvis omfatte denne arvs beskyttelse, bevarelse og udnyttelse.

4.9. ØSU kræver, at Komiteen for Fysisk Planlægning og Udvikling sørger for, at ovennævnte strategiske akser i omstruktureringen af Middelhavsområdet indarbejdes i »planen for udviklingen af Fællesskabets område«.

5. Politikken for fysisk planlægning i Middelhavsområdet

5.1. Der findes endnu ikke en egentlig EU-politik for fysisk planlægning. »Planen for udviklingen af Fællesskabets område« beror stadig på et samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne. Det kan udmærket være en hensigtsmæssig metode til udarbejdelse af »planen«, men efter ØSU's mening bør det munde ud i en EU-referenceramme, som fastlægger prioriteterne og målsætningerne, og som kan accepteres af alle berørte parter. Dette vil muliggøre et mere effektivt interregionalt samarbejde og inddragelse af alle berørte parter, herunder arbejdsmarkedets parter på nationalt, regionalt og lokalt plan.

5.2. Kun herigennem kan det sikres, at Kommissionens løbende revision og tilpasning af de fælles politikker, der har væsentlige konsekvenser for regionerne (dvs. net, miljø, forskning, landbrug osv.), og kontrollen med strukturfondstiltagenes regionale konsekvenser ikke blot forbliver et fromt ønske og en bureaukratisk eksercits, men derimod bliver en ny, betydningsfuld EU-politik.

5.3. I spørgsmålet om integration med tredjelandene i Middelhavsområdet er Middelhavspolitikken EU's referenceramme. I Kommissionens seneste meddelelse, der er nævnt ovenfor, og som tager sigte på at styrke og forny Middelhavspolitikken, henvises der ikke udtrykkeligt til en politik for fysisk planlægning i Euro-Middelhavsområdet. Forslaget om at opbygge et økonomisk samarbejdsområde mellem Europa og middelhavspartnerne ved hjælp af frihandel, støtte til et regionalt samarbejde, især inden for miljøbeskyttelse, og en styrkelse af det decentraliserede samarbejde og det tekniske og økonomiske samarbejde inden for forskellige sektorer, har imidlertid stor indflydelse på struktureringen af Middelhavsområdet. Det vil også være formålstjenligt at udvikle et instrument til styring og overvågning af Middelhavspolitikkens interventioner, som skulle baseres på nogle strategiske akser for Middelhavsområdets strukturering.

5.4. Med de gældende forhold og med den tid, det vil tage at indføre disse instrumenter, både på EU-plan og i Middelhavsområdet, må de konkrete midler til gennemførelse af en politik for fysisk planlægning søges dels i de transeuropæiske net, dels i det interregionale samarbejde.

6. De transeuropæiske net og Middelhavsnettene

6.1. I vedlagte rapport findes en detaljeret analyse af de transeuropæiske net og de Middelhavsnet, der foreslås på EU-plan, og en sammenhængende ramme af forslag vedrørende de forskellige former for net. I denne udtalelse skal der blot fremføres nogle få, generelle betragtninger.

6.2. Når det drejer sig om at genskabe balance mellem de forskellige regioner i Europa, spiller spørgsmålet om de transeuropæiske net ifølge hvidbogen en vigtig, strategisk rolle, idet netop transport-, telekommunikations- og energinettene vil stå i centrum for EU's indsats, herunder for den fælles konjunkturpolitik, som tager sigte på at fremme den europæiske konkurrenceevne og beskæftigelsen. Det er et centralt spørgsmål, fordi beslutninger om transport-, telekommunikationsog energinet som bekendt har økonomiske, politiske og sociale konsekvenser på mellemlang og lang sigt; disse beslutninger er altså afgørende for Den Europæiske Unions fremtid i de kommende 30 til 50 år.

6.3. Det skal derfor understreges kraftigt, at beslutningerne vedrørende net har konsekvenser for væksten, genskabelsen af ligevægt og den strategiske planlægning i EU. På den baggrund er det beklageligt, at problemstillingerne og forslagene i hvidbogen på ingen måde er knyttet til en analyse af de europæiske problemers regionale dimension.

6.4. De 14 projekter, der blev forelagt Det Europæiske Råd på mødet i Essen, henhører alle under transportsektoren, og de tager hverken højde for den geografiske uligevægt eller problemerne med »missing links« og intermodal transport.

ØSU er klar over, at det er nødvendigt at lancere projekter, der kan finansieres omgående, men henstiller, at den første række projekter hurtigst muligt suppleres med andre projekter, som direkte tager sigte på at genskabe balancen i EU og sikre integrationen mellem den europæiske Middelhavsflade og de sydlige og østlige Middelhavslande.

6.5. Hvad angår sammenhængen mellem »udviklingen og integrationen af Middelhavslandene« og »infrastrukturnettene«, vil vi begrænse os til følgende betragtning : nettene skal fastlægges og etableres på grundlag af de tilstræbte økonomiske og sociale mål, og ikke som en økonomisk og finansiel faktor »i sig selv«. En beslutning om at udvikle en vejtransportakse eller en energioverførselsakse skal med andre ord i første række vurderes på grundlag at dens indvirkning på den regionale struktur samt på udviklings- og integrationsprocessen i brugerregionerne, medens dens indvirkning på beskæftigelsen, regionens indtjening osv. må komme i anden række.

6.6. I forbindelse med selve prioriteringsprocessen er den kronologiske faktor altafgørende. Hvis man ud fra finansielle bevæggrunde vælger at opprioritere projekter, der blot styrker de aktuelle tendenser, selv om disse som bekendt bør modvirkes, vil man ikke blot øge de eksisterende regionale skævheder, men også langt frem i tiden ødelægge mulighederne for at foretage senere justeringer ved hjælp af eventuelle tiltag til genopretning af ligevægten.

7. Det interregionale samarbejde

7.1. Ud over de transeuropæiske net og Middelhavsnettene er det interregionale samarbejde det mest konkrete og brugbare instrument til gennemførelse af en politik for fysisk planlægning i Middelhavsområdet.

Med dette for øje er det påkrævet, at en fast andel af de EU-ressourcer, som på forskellig vis anvendes til finansiering af det interregionale samarbejde, tildeles Middelhavsområdet, så den nødvendige geografiske balance kan genskabes. For øjeblikket tilflyder hovedparten af disse ressourcer de centrale og nordlige dele af EU.

7.2. EU's støtte til det interregionale samarbejde i Middelhavsområdet bør lægge hovedvægten på programmer og projekter, som tager sigte på :

a)

økonomisk integration og udviklingssamarbejde under hensyntagen til de forskellige dimensioner : sektormæssige (industri, landbrug, turisme), faktuelle (F& U, uddannelse) og infrastrukturmæssige (transport, telekommunikation, energi, vandressourcer),

b)

bæredygtig udvikling og miljø- og områdesanering.

Disse programmer skal i øvrigt tage højde for de strategiske akser for omstruktureringen af Middelhavsområdet, som er beskrevet i punkt 4 : nye udviklingsakser, aflastning af byområder, integreret forvaltning af kystområder, »genoplivning« af indlands- og bjergområder, integration af den maritime dimension, bevarelse og udnyttelse af natur- og kulturarven.

7.3. Det EU-støttede interregionale samarbejde kan opdeles efter følgende kriterier :

a)

målgrupper : regioner, storbyer, lokale enheder på subregionalt plan,

b)

områdekategorier : sammenhængende eller usammenhængende områder (grænseoverskridende eller tværnationalt samarbejde),

c)

geografiske områder : samarbejde inden for EU eller mellem EU-regioner og regioner i tilgrænsende områder (EFTA, Central- og Østeuropa og nu også tredjelandene i Middelhavsområdet),

d)

samarbejdsemner :

- udveksling af erfaringer og net til overførsel af knowhow,

- fysisk planlægning (ny prioritet for 1994-1999),

- projekter, som omfatter struktur- og infrastrukturinvesteringer.

De forskellige kategorier er hidtil blevet kombineret på selektiv vis, f.eks. er kun bestemte samarbejdsemner blevet kombineret med bestemte områdekategorier eller med bestemte geografiske områder. I forbindelse med Middelhavsområdet er det efter ØSU's mening vigtigt, at de forskellige målgrupper, områdekategorier, geografiske områder og samarbejdsemner kan kombineres frit. Nedenstående forslag tager udgangspunkt i samarbejdsemnerne, men det er underforstået, at hvert enkelt samarbejdsemne kan omfatte de forskellige målgrupper, samarbejde på tværs af grænser eller inden for et lands grænser, interregionalt samarbejde inden for EU-området og med tredjelande i Middelhavsområdet.

7.4. Udveksling af erfaringer og net til overførsel af knowhow er det mest elementære emne for interregionalt samarbejde, men ikke det mindst vigtige.

Kommissionen har foreslået, at PACTE- og RECITE-programmerne, der også efter ØSU's mening har givet gode resultater, videreføres i perioden 1994-1999. Det må påses, at et større antal regioner og lokale enheder i Sydeuropa deltager heri med projekter, som tager sigte på målsætningerne i punkt 7.2.

Kommissionen agter også at styrke programmerne OUVERTURE/ECOS (samarbejde mellem lokale og regionale myndigheder i EU og PHARE-landene samt TACIS-landene). Inden for rammerne af etableringen af et samarbejdsområde mellem Europa og Middelhavsområdet skal der også ydes passende støtte til samarbejdet mellem lokale og regionale myndigheder i de sydlige EU-lande, i Balkanlandene og Sortehavslandene. ØSU henstiller især, at programmerne OUVERTURE/ECOS udvides til at omfatte alle tredjelande i Middelhavsområdet fra 1995.

I den forbindelse skal EU's ressourcer fordeles anderledes, så der tages højde for, at medfinansieringen volder problemer for partnerlandene, således som det allerede har vist sig med de central- og østeuropæiske lande.

7.5. I »Europa 2000+« påregner Kommissionen, at følgende skal medfinansieres inden for de kommende fem år :

a)

regionale udviklingsprojekter eller gennemførelsesundersøgelser, som bidrager til at fremme regionalplanlægningen, som har en tværnational dimension, og som er af interesse for EU,

b)

demonstrations- og pilotprojekter af tværnational karakter, der enten tager sigte på fysisk planlægning inden for områder med en stærk tværnational dimension (vandbassiner, bjergområder, kyster osv.) eller på fremme af nye modeller for fysisk planlægning.

ØSU kan tilslutte sig disse forslag, som stemmer godt overens med behovene i Middelhavsområdet. Kommissionen bør være særlig opmærksom på pilotprojekter eller gennemførlighedsundersøgelser, der vedrører integration af delområder af Middelhavsregionen (den »latinske bue« - det sydeuropæiske Middelhavsområde - Adriaterhavet - det sydvestlige Middelhavsområde) eller planlægning af en integreret udvikling af EU's og tredjelandes Middelhavsregioner.

7.6. For øjeblikket har EU kun mulighed for at medfinansiere denne form for projekter gennem INTERREG II. Dette lægger stærke begrænsninger på det interregionale samarbejde, således som ØSU understregede i sine seneste udtalelser om EF-initiativerne, som navnlig anbefalede en udvidelse af INTERREG-programmets anvendelsesområde ().

Det er ikke mindst en begrænsning, at projekterne kun godkendes, hvis der er tale om sammenhængende geografiske områder i grænseregioner. Dette skyldes, at den fremherskende opfattelse af interregionalt samarbejde især er orienteret mod infrastrukturerne og udelukker projekter, der tager sigte på erhvervs- og produktionstiltag, som gennemføres sideløbende med henblik på at skabe komplementaritet og integration, det være sig inden for bestemte sektorer eller geografiske områder (som ikke af den grund behøver være sammenhængende).

En anden begrænsning ligger i, at kun to indre maritime grænser i Middelhavsområdet er anerkendt som støtteberettigede, nemlig grænsen mellem Korsika og Sardinien og grænsen mellem Italien og Grækenland. De tidligere bemærkninger om behovet for at udvikle øst-vest-akser, bl.a. ved hjælp af intermodal transport og dermed søforbindelserne, viser klart, at de maritime grænser mellem de italienske tyrrhenske regioner og de franske og spanske nødvendigvis skal medtages som støtteberettigende.

Den tredje begrænsning ved INTERREG II er, at interregionale samarbejdsprogrammer, der omfatter tredjelande i Middelhavsområdet, kun er støtteberettigede i to tilfælde : Andalusien/Marokko og Puglia/Albanien, hvormed man udelukker tilfælde, hvor der er et klart maritimt naboskab, som f.eks. Sicilien/Tunesien eller Kreta/Egypten eller de græske ægæiske øer/Tyrkiet.

INTERREG II's begrænsninger, når der er tale om forbindelser med tredjelande i Middelhavsområdet, er uholdbare, især når det tages i betragtning, at kombinationen INTERREG-PHARE allerede har givet positive erfaringer med samarbejde med tilgrænsende områder. ØSU ser ingen grund til, at et sådant samarbejde ikke skulle kunne udvides til at omfatte alle tredjelande i Middelhavsområdet. Situationen risikerer ligefrem at blive paradoksal, når der - som allerede i budgettet for 1994 og endnu mere med de nye forslag vedrørende Middelhavspolitikken - bevilges omfattende midler til tredjelandene i Middelhavsområdet til det interregionale samarbejde med EU's regioner, men disse midler ikke vil kunne udnyttes, fordi den tilsvarende finansiering fra EU's side mangler.

Det er påkrævet, at disse begrænsninger afhjælpes i forbindelse med midtvejsevalueringen af INTERREG II. Interventionerne under INTERREG II skal blot udvides til at omfatte alle former for tværnationalt samarbejde (og ikke blot det grænseoverskridende samarbejde) inden for fysisk planlægning, det være sig mellem EU-regioner indbyrdes eller mellem EU-regioner og alle tredjelande i Middelhavsområdet. Det indebærer naturligvis, at der skal afsættes flere midler til INTERREG II.

I mellemtiden bør Kommissionen give prioritet til finansieringen af pilotprojekter inden for fysisk planlægning og gennemførlighedsundersøgelser, som kan forberede de investeringsprojekter, som INTERREG II ikke kan finansiere på nuværende tidspunkt : dels inden for EU (projekter til integration af ikke-sammenhængende geografiske områder), dels mellem EU-regioner og tredjelande i Middelhavsområdet, begyndende med de mest oplagte maritime grænser, der endnu ikke er anerkendt, f.eks. grænsen mellem Sicilien og Tunesien.

Det skal i denne sammenhæng nævnes, at Europa-Parlamentet i EU-budgettet har fået indføjet den mulighed, at forberedelsen af et nyt fællesskabsinitiativ vedrørende det tværregionale samarbejde i Middelhavsområdet finansieres over INTERREG II. ØSU opfordrer kraftigt Kommissionen til snarest at anvende denne mulighed.

7.7. Når en lang række interregionale samarbejdsprojekter (om de tre anførte emner) skal finansieres, vil deres indbyrdes sammenhæng være et problem for Kommissionen. ØSU finder det derfor påkrævet, at der findes en overordnet plan, hvori man fastlægger målsætningerne for struktureringen af Middelhavsområdet, som kan danne grundlag for evalueringen af indholdet og konsekvenserne af de projekter, der søges EU-midler til, og ligeledes for samordningen med midler fra andre finansieringskilder, f.eks. lånene fra Den Europæiske Investeringsbank.

8. Inddragelse af arbejdsmarkedets parter

8.1. Det fremgår klart af den approach og de konkrete forslag, der er omhandlet ovenfor, at ØSU slår til lyd for en omstruktureringsproces i Middelhavsområdet, hvor de demokratiske institutioner, i første række de regionale og lokale, er hovedpersonerne. De relationer, de fælles interesser og de fælles eksterne perspektiver, regionerne kan føre i marken, skal være afgørende faktorer i skabelsen af et sammenhængende økonomisk og socialt Middelhavsområde, lige som deres muligheder for at fremsætte forslag, deltage aktivt og overvåge gennemførelsen af de forskellige økonomisk-politiske tiltag i EU og på nationalt plan.

Et ægte demokrati kræver imidlertid, at de lokale og regionale myndigheder spiller deres rolle i samråd med arbejdsmarkedets parter ().

8.2. Samtidig er dette samråd en forudsætning for, at tiltagene kan blive effektive. Det er ikke tilfældigt, at de foreslåede instrumenter, nettene og det interregionale samarbejde, i højere grad fokuserer på regionernes eget udviklingspotentiale, hvis udnyttelse i høj grad afhænger af arbejdsmarkedsparternes medvirken. En nylig OECD-undersøgelse vedrørende beskæftigelsen () viser, at arbejdsløsheden er lavere i de områder, hvor der er et partnerskab mellem fagforeningerne, arbejdsgiverne og de lokale forvaltninger.

8.3. Inddragelsen af arbejdsmarkedets parter kan endvidere bidrage til en mere gennemsigtig forvaltning på alle niveauer.

8.4. Når det drejer sig om at opbygge et område for udviklingssamarbejde i EU og tredjelandene i Middelhavsområdet, er partnerskabet mellem arbejdsmarkedets parter også en uomgængelig forudsætning, hvis man sideløbende med et økonomisk samarbejdsområde også vil skabe et socialt samarbejdsområde mellem Europa og Middelhavslandene. Et socialt samarbejdsområde er det eneste sikre middel til at undgå en konkurrence, som er baseret på en forringelse af de sociale sikringssystemer.

8.5. Ved at inddrage arbejdsmarkedets parter på alle niveauer og i alle faser af det interregionale samarbejde kan valget af de forskellige programmer og projekter, der skal finansieres, gøres mere effektivt og gennemsigtigt.

9. Konklusioner

9.1. Middelhavsområdet lider under betydelige regionale skævheder (geografisk opsplitning, isolering af de mest perifere regioner osv.). Disse skævheder hænger sammen med den europæiske udviklingsmodel (globalisering/polarisering/marginalisering). De kan kun fjernes, hvis en polycentrisk udviklingsmodel fæster rod. Middelhavsområdet skal blive en af udviklingspolerne i det store strategiske område mellem Europa og Middelhavet, navnlig gennem styrkelse af områdets interne samhørighed, integration mellem de subregionale områder og udviklingssamarbejde mellem Europa og Middelhavsområdet.

9.2. EU skal udvikle en fælles politik for fysisk planlægning. »Planen for udvikling af Fællesskabets område« er kun et første skridt, som under inddragelse af de forskellige interesserede parter skal føre til udarbejdelse af en EU-referenceramme, der fastlægger prioriteterne og målsætningerne, og som kan accepteres af alle berørte parter. Dette ville muliggøre et mere effektivt interregionalt samarbejde og inddragelse af alle berørte parter, herunder arbejdsmarkedets parter, på nationalt, regionalt og lokalt plan.

9.3. Den overordnede plan skal omfatte følgende strategiske akser :

- nye udviklingsakser (øst-vest og nord-syd) via nye erhvervs- og produktionsfunktioner (herunder industri, landbrug, turisme, F& U, uddannelse) og geografiske funktioner (transport, telekommunikation, energi, vandressourcer),

- bæredygtig udvikling samt miljø- og områdesanering,

- aflastning af byområder,

- integreret forvaltning af kystområder,

- »genoplivning« af indlands- og bjergområder,

- inddragelse af den maritime dimension,

- bevarelse og udnyttelse af miljøværdierne og de lokale traditioner.

9.4. På kort sigt er de konkrete muligheder for at føre en politik for fysisk planlægning i Middelhavsområdet begrænset til :

- de transeuropæiske net og Middelhavsnettene,

- det interregionale samarbejde.

9.5. De detaljerede forslag til de forskellige transeuropæiske net og Middelhavsnet findes i vedlagte rapport.

ØSU henstiller, at hvidbogens liste over prioriterede projekter, som blev vedtaget i Essen, hurtigst muligt udvides med andre projekter, som klart tager sigte på at genskabe balancen i Middelhavsområdet og integrere tredjelandene i Middelhavsområdet.

9.6. I forbindelse med det interregionale samarbejde ønsker ØSU, at alle eksisterende instrumenter anvendes, og det må kræves :

- at man set i relation til de fælles retningslinjer for fysisk planlægning sikrer sammenhæng mellem alle de projekter, hvortil der søges om EU-støtte, og som vedrører Middelhavsområdet,

- at man i forbindelse med midtvejsevalueringen af INTERREG II udvider dette program til at omfatte alle former for tværnationalt samarbejde (og ikke blot det grænseoverskridende samarbejde) inden for fysisk planlægning, det være sig mellem EU-regioner indbyrdes eller mellem EU-regioner og alle tredjelande i Middelhavsområdet,

- at man styrker Middelhavsområdets deltagelse i PACTE- og RECITE-programmerne,

- at programmerne OUVERTURE/ECOS udvides til at omfatte alle tredjelande i Middelhavsområdet,

- at Kommissionen lægger vægt på at medfinansiere pilotprojekter og gennemførlighedsundersøgelser, som

a) tager sigte på at integrere delområder af Middelhavsregionen (den »latinske bue« - det sydeuropæiske Middelhavsområde - Adriaterhavet - det sydvestlige Middelhavsområde),

b) fremmer et integreret udviklingssamarbejde mellem EU's Middelhavsregioner og tredjelandene i Middelhavsområdet, samt mellem disse indbyrdes,

c) kan forberede de investeringsprojekter, som INTERREG II ikke kan finansiere på nuværende tidspunkt : dels inden for EU (projekter til integration af ikke-sammenhængende geografiske områder), dels mellem EU-regioner og tredjelande i Middelhavsområdet, begyndende med de mest oplagte maritime grænser, der endnu ikke er anerkendt, f.eks. grænsen mellem Sicilien og Tunesien.

9.7. Ved at inddrage arbejdsmarkedets parter på alle niveauer og i alle faser af det interregionale samarbejde kan valget af de forskellige programmer og projekter, der skal finansieres, gøres mere effektivt og gennemsigtigt.

Bruxelles, den 30. marts 1995.

Carlos FERRER

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

() EFT nr. C 339 af 31. 12. 1991 og EFT nr. C 287 af 4. 11. 1992.

() CES 629/94 fin bilag.

() CES 386/89 fin, EFT nr. C 221 af 26. 3. 1990, EFT nr. C 168 af 10. 7. 1990 og EFT nr. C 40 af 17. 2. 1992.

() I Kommissionens dokument »Europa 2000+« omfatter det : det sydøstlige England, den sydlige del af Nederlandene, Belgien, den nordlige og nordøstlige del af Frankrig (inkl. Paris-området), Luxembourg og de central-vestlige samt sydvestlige områder af Tyskland.

() Ifølge Kommissionens undersøgelse omfatter de alpine regioner følgende :

- i Tyskland : Baden-Württemberg og Bayern;

- i Frankrig : Alsace, Franche-Comté, Rhône-Alpes og de alpine departementer i Provence-Alpes-Côte d'Azur;

- i Italien : Piemonte, Valle d'Aosta, Lombardiet, Veneto, Trento-Alta Adige, Friuli-Venezia-Giulia, Emilia-Romagna, Marche;

- Østrig;

- Schweiz;

- Liechtenstein.

() Der er tale om Maghreb-landene, Mashrek-landene, Israel og Tyrkiet. Denne analyse omfatter ikke Balkan-regionen på grund af de fremherskende geopolitiske problemer og de aktuelle krisers negative indflydelse på de økonomiske forbindelser med EU.

() KOM(94) 427 endelig udg.

() EFT nr. C 304 af 10. 11. 1993 og EFT nr. C 295 af 22. 10. 1994.

() EFT nr. C 393 af 31. 12. 1994.

() »Étude sur l'emploi de l'OCDE« - Paris 1994.