51995AC0044

Udtalelse om udkast til Kommissionens forordning om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, på visse kategorier af teknologioverførselsaftaler () (95/C 102/01)

Det Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 13. september 1994 i henhold til forretningsordenens artikel 23 at fremsætte udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Industri, Handel, Håndværk og Tjenesteydelser, som udpegede John Little til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 4. januar 1995.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 322. plenarforsamling, mødet den 25. januar 1995, med et stort flertal af stemmer for og 1 stemme hverken for eller imod, følgende udtalelse.

1. Indledning

1.1. Traktatens artikel 85, stk. 3, gennemføres i øjeblikket for visse kategorier af patentlicensaftaler og know-how-licensaftaler ved forordning (EØF) nr. 2349/84 af 23. juli 1984 () og forordning (EØF) nr. 556/89 af 30. november 1988 (), begge som ændret ved forordning (EØF) nr. 151/93 af 23. december 1992.

1.2. Kommissionen foreslår, at disse forordninger samles i én enkelt forordning om teknologioverførselsaftaler, så bestemmelserne om patentlicensaftaler og know-how-licensaftaler i videst muligt omfang harmoniseres.

1.3. Forordningerne og de herunder fastsatte gruppefritagelser har først og fremmest til hensigt at fremme spredningen af teknisk viden og tilskynde til fremstilling af nye og forbedrede produkter i EU.

2. Generelle bemærkninger

2.1. ØSU bifalder Kommissionens planer om at samle forordningen om patentlicensaftaler, som står for at skulle fornyes, og forordningen om know-how-licensaftaler, der fortsat ville gælde indtil 31. december 1999, i én enkelt forordning.

2.2. ØSU støtter Kommissionens forslag under de forudsætninger, som anføres i nærværende udtalelse, og på betingelse af at der foretages enkelte væsentlige ændringer.

2.3. ØSU konstaterer med tilfredshed, at Kommissionen fortsat ønsker at tilskynde til indgåelse af patent- og know-how-licensaftaler med henblik på at fremme både udviklingen af nye produkter og spredningen af teknisk viden i EU. Begge målsætninger er væsentlige for EU's økonomiske og sociale velfærd på langt sigt, ikke mindst på grund af mindre udviklede økonomiers mulighed for at nå op på den europæiske teknologis nuværende niveau.

2.4. ØSU tilslutter sig Kommissionens bestræbelser for at tydeliggøre bestemmelserne og forenkle procedurerne ved at trække på erfaringerne fra anvendelsen af forordningerne om gruppefritagelser.

2.5. De gældende forordninger om gruppefritagelser har tilsyneladende haft en vis befordrende virkning på udviklingen og overførslen af teknologi i EU, og ØSU mener, at de skaber en rimelig balance mellem artikel 85, stk. 3, om fremme af den teknologiske udvikling, og den øvrige konkurrencepolitik.

2.6. ØSU skønner, at visse af de detaljerede forslag kan være gavnlige, specielt den forkortede artikel 3, der omhandler begrænsninger, som ikke berettiger til fritagelse. Desuden bifalder ØSU, at de specifikke henvisninger til blandede licensaftaler vil kunne skabe større klarhed.

2.7.1. Kommissionens udkast rummer imidlertid andre detaljerede forslag, der efter ØSU's mening ikke lægger tilstrækkelig vægt på behovet for at tilskynde til investeringer i ny teknologi og overførsler mellem EU-landene. Hvis disse bestemmelser gennemføres, vil de være en direkte hindring for teknologioverførslen og således også for opfyldelsen af de erklærede målsætninger.

2.7.2. Det er af afgørende betydning, at virksomhederne i EU ikke hindres i at meddele eller erhverve licenser, fordi forordningerne om teknologioverførselsaftaler er unødigt komplicerede og tvetydige. Dele af forslagene ville desuden være i modstrid med Kommissionens erklærede bestræbelser for at forenkle reglerne og bestemmelserne for teknologioverførselsaftaler, hvilket ville være til stor ulempe for Europas små og mellemstore virksomheder.

2.7.3. Det forekommer ØSU, at der er lagt for stor vægt på at tilpasse disse dele af forslagene til Kommissionens egen hvidbog om vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse, hvori der fokuseres meget på nødvendigheden af både at fremme spredningen af ny teknologi og samtidig undgå unødvendige proceduremæssige byrder.

2.7.4. ØSU mener, at Kommissionens forslag om indførelsen af kriterier baseret på markedsandele, ville være særdeles ødelæggende for den ligevægt, der er opnået ved at fremme udvikling og spredning af teknologi inden for rammerne af konkurrencepolitikken.

2.8. Kommissionen har på baggrund af de mange bemærkninger, som den har modtaget, udarbejdet et udkast til en forordning (), som forlænger gyldigheden af forordning (EØF) nr. 2349/84 med seks måneder indtil 30. juni 1995, og den har forberedt en høring om emnet den 31. januar 1995. ØSU hilser Kommissionens beslutning om at forlænge fristen for fremsættelse af bemærkninger til dens forslag velkommen.

3. Særlige bemærkninger

3.1.

Begrænsning af markedsandele

3.1.1. Artikel 1, stk. 5, og artikel 1, stk. 6, i udkastet ville medføre, at en begrænsning af markedsandelene ville blive en forudsætning for indrømmelse af gruppefritagelser. ØSU mener, at grundlaget for disse forslag er utilstrækkeligt og bygger på misforståelser, og at den deraf følgende tvetydighed og usikkerhed ville gøre hele forordningen uanvendelig.

3.1.2. Derfor opfordrer ØSU på det kraftigste Kommissionen til at trække artikel 1, stk. 5, og artikel 1, stk. 6, tilbage i deres helhed.

3.1.3. Principperne fra artikel 1, stk. 5, og artikel 1, stk. 6, bør indføjes i artikel 7 som eksempler på andre særlige tilfælde, hvor Kommissionen ville kunne tilbagekalde gruppefritagelsen, hvis den kan skade konkurrencen.

3.1.4. Kommissionen har endnu ikke erkendt, at markedet for et eventuelt nyudviklet produkt ofte vil være oligopolistisk. Intellektuelle ejendomsrettigheder er i kraft af deres art ofte forbundet med unikke produkter, og der er stor sandsynlighed for, at det pågældende marked kan defineres ved henvisning til et bestemt produkt. Den deraf følgende høje markedsandel betyder, at licenstager og licensgiver ikke vil kunne drage fordel af en gruppefritagelse. Stort set ingen af de produkter, som fremstilles under en licensaftale, ville være berettigede til gruppefritagelse. Overvindelsen af den naturlige modsætning mellem konkurrencelovgivning og intellektuelle ejendomsrettigheder bør ikke betyde, at den teknologiske innovation hæmmes.

3.1.5.1. I udkastet redegøres ikke for, hvordan markedsandelene skal gøres op. Den metode, som beskrives i nogle af de øvrige forordninger, er uklar og vanskelig at anvende. En given licenstager ville stik imod Kommissionens erklærede hensigter afstå fra at foretage risikofyldte investeringer i udvikling og fremme af ny teknologi, hvis det ikke på forhånd kan fastslås, hvorvidt den pågældende licensaftale er eksklusiv eller ej. Eftersom den juridiske sikkerhed er udslagsgivende, vil de nødvendige finansielle udlæg i mange tilfælde ikke blive foretaget.

3.1.5.2. Det ville være yderst vanskeligt, tidskrævende og dyrt at fastslå markedsandelene. For det første kan det være vanskeligt eller næsten umuligt at beskrive det pågældende marked, og det kræver en bekostelig, teknisk og økonomisk indsats at bestemme dets omfang, da der ikke findes faste kriterier for hvert enkelt tilfælde. Virksomheder, hvis aktiviteter er spredt over det meste af Europa, ville kunne anvende Kommissionens faste formularer, men det ville ikke være passende at forlange det samme af licensaftaleparterne. For langt de fleste produkter er det desuden umuligt at give en præcis beskrivelse af konkurrenternes markedsandel og virksomhedens egen andel.

3.1.5.3. I mange medlemsstater meddeles licenser for ny teknologi ofte af en lille nystartet virksomhed, et universitets forskningsafdeling eller sågar en selvstændig opfinder, der mangler tilstrækkelige ressourcer til at udvikle og markedsføre et produkt. Den byrde og de omkostninger, der er forbundet med at undersøge og fastsætte markedsandele med henblik på at opnå gruppefritagelse, ville være uoverkommelig for denne type virksomheder.

3.1.6.1. I de tilfælde, hvor licensaftaler indgås, er det klart, at flere aftaler nødvendigvis skal anmeldes til Kommissionen, dels på grund af usikkerhed omkring markedsandele, dels fordi flere aftaler, hvis markedsandelene kan fastsættes, ikke ville kunne omfattes af gruppefritagelserne. De forsinkelser, der opstår på grund af et øget antal anmeldelser, er uacceptable ud fra et kommercielt synspunkt. I strid med den egentlige hensigt med gruppefritagelserne, ville der blive lagt en større byrde på virksomhederne og Kommissionens ressourcer blive belastet yderligere.

3.1.6.2. Det er fuldstændig urealistisk at forvente, at større virksomheder, som faktisk indgår adskillige licensaftaler, vil foretage juridiske og økonomiske analyser i forbindelse med hver enkelt aftale for at vurdere, om den berettiger til gruppefritagelse. Sådanne vurderinger ville alligevel være formålsløse, fordi Kommissionen, der ville have endnu vanskeligere ved at fastsætte markedsandelene, eventuelt ville nå frem til en anden konklusion end aftaleparterne.

3.1.6.3. Det ville efter ØSU's opfattelse være beklageligt, hvis forpligtelsen til at anmelde licensaftaler ikke blev overholdt på grund af unødvendigt bureaukrati og usikkerhed.

3.1.7. Ovennævnte faktorer ville betyde, at virksomheder ville undlade at meddele licenser inden for EU for at undgå den usikkerhed, som automatisk ville opstå, hvis forordningen blev vedtaget i sin nuværende form. Virksomhederne ville føle sig mere fristet til at lade deres nye teknologi udvikle i USA og Japan, hvilket ville underminere den europæiske konkurrenceevne.

3.1.8. Den foreslåede undersøgelse af markedsandele er unødvendig, fordi Kommissionen har fastholdt den i artikel 7 fastsatte foranstaltning, der giver den mulighed for at tilbagekalde fritagelsen i hvert enkelt tilfælde. Hvis principperne i artikel 1, stk. 5, og artikel 1, stk. 6, indføjes i artikel 7, vil denne artikel og traktatens artikel 86 og 87 giver således efter ØSU's mening tilstrækkelige muligheder for at gribe ind i tilfælde af misbrug. Det er klart, at koncentrerede markedsstrukturer, der domineres enten af enkelte virksomheder eller virksomhedssammenslutninger, falder ind under artikel 86, selv om de er berettiget til gruppefritagelse (som det fremgår af Tetrapak-afgørelsen) ().

3.1.9. ØSU finder, at de af Kommissionen foreslåede bestemmelser om markedsandele er misforståede, og der er ikke noget begrundet behov for dem. De ville medføre større usikkerhed, så virksomhederne ville være nødt til at anmelde de fleste aftaler, hvilket ville medføre en administrativ byrde og omkostninger af et omfang, som specielt små og mellemstore virksomheder ikke ville kunne klare. Udviklingen af effektiv teknologi ville blive straffet, og det ville lægge hindringer i vejen for den ønskede overførsel af forskningsresultater. Derfor opfordrer ØSU Kommissionen til at trække forslagene om fastsættelse af markedsandele.

3.2.

Områdebeskyttelse

3.2.1.

Passivt salg

3.2.1.1. I tidligere udtalelser om patentlicensaftaler (ordfører: Poeton) () og know-how-licensaftaler (ordfører: Jens Peter Petersen) () gik ØSU ind for, at licensgiver og licenstager skulle ydes områdebeskyttelse både mod aktivt og passivt salg.

3.2.1.2. En eventuel licenstager vil ikke investere, medmindre vedkommende får mulighed for at etablere sit eget marked. Licensgiveren behøver ligeledes en sikkerhed for, at han ikke med det samme behøver at frygte konkurrence på sit eget eller licenstagernes marked. ØSU mener, at den af Kommissionen foreslåede områdebeskyttelse mod passivt salg over en periode på fem år er utilstrækkelig, og at der bør gives den samme grad af beskyttelse som mod aktivt salg.

3.2.2.

Beregning af frister

3.2.2.1. Ifølge artikel 1, stk. 2, artikel 1, stk. 3, og artikel 1, stk. 4, i udkastet skal eksklusiv områdebeskyttelse mod passivt salg kun gælde for et tidsrum på højst fem år regnet fra den dato, hvor produktet blev markedsført inden for Fællesmarkedet enten af licensgiveren eller en af dennes licenstagere.

3.2.2.2. For at være berettiget til områdebeskyttelse ville virksomhederne være nødt til at meddele alle licenser for et enkelt produkt på samme tid. Det vil være umuligt for specielt små og mellemstore virksomheder, der først må skabe interesse for produktet og markedsføre det på et enkelt marked. Der ville ikke blive taget hensyn til de tilfælde, hvor licensgiveren eventuelt ikke har været i stand til at meddele licenser på produktet i de første fem år, efter at det er kommet på markedet.

3.2.2.3. Licensgiverens udnyttelse af produktet finder normalt sted et stykke tid efter meddelelsen af en licens. Hvis tilskyndelsen til indgåelse af licensaftaler skal virke ansporende på spredningen af teknologi, må der være en rimelig periode med områdebeskyttelse efter at licensaftalerne er indgået.

3.2.2.4. ØSU mener, at et mere fornuftigt udgangspunkt ville være den første dag, et produkt markedsføres i en hvilken som helst del af licensområdet, eller datoen for meddelelsen af den første licens i det pågældende område, afhængigt af den seneste frist. I det mindste burde tidsfristen kun træde i kraft, når den første licenstager markedsfører produkterne i det indre marked.

3.2.2.5. ØSU anbefaler desuden, at det i punkt 3.2.2.4 foreslåede udgangspunkt også skal gælde for den tiårige periode, som Kommissionen foreslår i artikel 1, stk. 3.

3.3.

Indsigelsesproceduren

3.3.1. Under den gældende lovgivning kan Kommissionen rejse indsigelse mod fritagelsen i særlige tilfælde og kan anmodes herom af en medlemsstat. Kommissionen foreslår, at denne procedure afskaffes.

3.3.2. At denne procedure ikke anvendes så ofte er ikke tilstrækkelig begrundelse for at afvikle den. Den er fortsat et nyttigt redskab og vil sandsynligvis blive mere virkningsfuld, hvis rækkevidden af artikel 3 (vedrørende begrænsninger, der ikke berettiger til fritagelse) reduceres. ØSU henstiller, at denne procedure bibeholdes og forbedres, ved at Kommissionens frist for indsigelse bliver kortere end seks måneder.

3.4.

Overgangsbestemmelser

3.4.1. Ifølge ØSU er overgangsbestemmelserne i udkastets artikel 9 utilstrækkelige.

3.4.2. Efter ØSU's mening ville det være urimeligt og særdeles besværligt både for virksomhederne og for Kommissionen selv, hvis allerede eksisterende patentlicensaftaler skulle underlægges de nye bestemmelser. Derfor bør det gøres klart, at de nye bestemmelser og procedurer for gruppefritagelser kun skal gælde for nye aftaler, som træder i kraft efter datoen for den nye forordnings ikrafttræden.

3.4.3. Overgangsperioden for patentlicensaftaler er for kort og bør strække sig over mindst et år regnet fra datoen for den nye forordnings ikrafttræden.

4. Yderligere bemærkninger

4.1.

Artikel 1

4.1.1. Artikel 1, stk. 5, og artikel 1, stk. 6, bør slettes.

4.2.

Artikel 2

4.2.1. ØSU foreslår, at der indføjes en bestemmelse, som svarer til artikel 2, stk. 1, pkt. 4, litra a), i forordning (EØF) nr. 556/89 om know-how-licensaftaler, så licenstagerens frihed til at udnytte egne forbedringer eller meddele licens herpå til tredjemand ikke fører til afsløring af licensgiverens know-how.

4.2.2. Artikel 2, stk. 1, pkt. 14, gælder kun for levering af begrænsede mængder med henblik på anskaffelse af nye forsyningskilder i forbindelse med know-how-licensaftaler. Der kan dog også være behov for nye forsyningskilder i forbindelse med patentlicensaftaler, og der er ingen rimelig grund til, at fritagelsen kun skal gælde for know-how-licensaftaler. Bestemmelsens ordlyd bør derfor ændres, så den omfatter patent-, know-how- eller blandede licensaftaler.

4.3.

Artikel 7

4.3.1. Principperne i artikel 1, stk. 5, og artikel 1, stk. 6, bør indføjes under artikel 7 som eksempler på andre særlige tilfælde, hvor gruppefritagelsen kan tilbagekaldes.

4.4.

Artikel 11

4.4.1. ØSU gør opmærksom på, at otte år ikke er et tilstrækkeligt tidsrum for forordningens anvendelse. Der bør fastsættes en frist på ti år som i de to gældende forordninger af hensyn til retssikkerheden, navnlig fordi licensaftaler ofte indgås for et langt tidsrum.

Bruxelles, den 25. januar 1995.

Carlos FERRER

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

() EFT nr. C 178 af 30. 6. 1994, s. 3.

() EFT nr. L 219 af 16. 8. 1984.

() EFT nr. L 61 af 4. 3. 1989.

() EFT nr. C 313 af 10. 11. 1994.

() 21. beretning om konkurrencepolitikken 1991, anden del, kapitel I - B.

() EFT nr. C 248 af 17. 9. 1984.

() EFT nr. C 134 af 24. 5. 1988.