51993AC1304

Udtalelse om Kommissionens forslag til Raadets direktiv om aendring af Raadets direktiv 77/780/EOEF og 89/646/EOEF om kreditinstitutter, Raadets direktiv 73/239/EOEF og 92/49/EOEF om skadesforsikring, Raadets direktiv 79/267/EOEF og 92/96/EOEF om livsforsikring og Raadets direktiv 93/22/EOEF om investeringsselskaber med henblik paa at styrke tilsynet paa disse omraader (1) (94/C 52/05)

Raadet for De Europaeiske Faellesskaber besluttede den 1. september 1993 under henvisning til EOEF-traktatens artikel 198 at anmode om Det OEkonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennaevnte emne

Det forberedende arbejde henvistes til OESU's Sektion for Industri, Handel, Haandvaerk og Tjenesteydelser, som udpegede Robert Moreland til ordfoerer. Sektionen vedtog sin udtalelse den 3. december 1993.

Det OEkonomiske og Sociale Udvalg vedtog paa sin 311. plenarforsamling af 21. og 22. december 1993, moedet den 21. december 1993, enstemmigt foelgende udtalelse.

1. Resumé af Kommissionens forslag

1.1. Direktivforslaget vedroerer bank-, forsikrings- og vaerdipapirvirksomhed. Det har til formaal at styrke tilsynsmyndighedernes befoejelser, saa de bliver bedre i stand til at forebygge bedrageri og andre uregelmaessigheder inden for den finansielle servicesektor.

1.2. Som baggrund for sit forslag naevner Kommissionen en raekke tilfaelde af bedrageri inden for den finansielle servicesektor, herunder navnlig sagen vedroerende Bank for Credit and Commerce International (BCCI). (Forslaget omtales derfor ofte som »BCCI«-direktivet.)

1.3. Disse sager gav anledning til en raekke undersoegelser, f.eks. undersoegelsen foretaget af EF's Raadgivende Udvalg for Banklovgivning, rapporten fra Basel-komitéen for banktilsyn og Bingham-rapporten i Det Forenede Kongerige.

1.4. Direktivforslaget udspringer af disse undersoegelsers konklusioner, og lovgivningen foreslaas aendret paa foelgende punkter:

a) Naar den finansielle virksomhed indgaar i en koncern, skal koncernens struktur vaere tilstraekkelig gennemsigtig til, at der kan foeres et effektivt tilsyn med den finansielle virksomhed.

b) For at muliggoere en snaever kontakt mellem de tilsynsfoerende myndigheder og den finansielle virksomheds beslutningstagende organ skal den finansielle virksomhed have hovedkontor og vedtaegtsmaessigt hjemsted i én og samme medlemsstat. For banktilsynets vedkommende er der tale om en skaerpelse af den eksisterende lovgivning, idet man i Raadets andet direktiv af 15. december 1989 om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udoeve virksomhed som kreditinstitut og om aendring af direktiv 77/780/EOEF (89/646/EOEF) (2) noejedes med at konstatere i en betragtning - nr. 8 - at »ved anvendelsen af dette direktiv betragtes et kreditinstitut som beliggende i den medlemsstat, hvor det har sit vedtaegtsmaessige hjemsted«. Foranstaltningen er imidlertid allerede fastsat i artikel 3, stk. 2, i direktiv 93/22/EOEF om styrkelse af tilsynet med investeringsselskaber (3).

c) Der skal kunne udveksles fortrolige oplysninger mellem de myndigheder, der foerer tilsyn med henholdsvis likvidatorer og lovbefalede revisorer. Listen over potentielle modtagere af fortrolige oplysninger boer ogsaa omfatte de organer, der er ansvarlige for det selskabsretlige tilsyn, og de organer, der er ansvarlige for opsynet med betalingssystemer og clearinger.

d) Revisorer boer underrette de kompetente myndigheder om enhver uregelmaessighed i forbindelse med regnskaberne.

Maalsaetningen er primaert at styrke tilsynsmyndighedernes befoejelser, saa de bliver bedre i stand til at hindre bedrageri og andre uregelmaessigheder inden for den finansielle servicesektor, og det ved at sikre, at tilsynsmyndighederne faar stillet flere oplysninger til raadighed.

2. Generelle bemaerkninger

2.1. OESU kan kun tilslutte sig Kommissionens oenske om at styrke tilsynsmyndighedernes befoejelser, saa de bliver bedre i stand til at hindre bedrageri og andre uregelmaessigheder og, i givet fald, at korrigere visse administrative fejl, som er til skade for samfundets interesser.

2.2. Det foreslaaede direktiv vil kun faa begraenset virkning for forebyggelsen af bedrageri og andre uregelmaessigheder, dels fordi det kun repraesenterer en kosmetisk sammenskrivning af det eksisterende regelvaerk, dels fordi ansvaret for bedrageribekaempelse noedvendigvis maa ligge hos de nationale myndigheder med henblik paa haandhaevelse af strafferetlige bestemmelser.

2.3. OESU udtrykker bekymring over den manglende praecision i visse artikler, som kan give anledning til divergerende fortolkninger. Der maa derfor holdes et vaagent oeje med direktivets gennemfoerelse i national lovgivning og med reglernes praktiske anvendelse, saaledes at inkonsekvenser kan luges bort, og overfloedig regulering undgaas.

2.4. Direktivet afspejler den konflikt, der kan opstaa, fordi revisorerne paa den ene side er ansvarlige over for (og udpeget af) aktionaerer og paa den anden side i stigende grad benyttes som et redskab for regelsaettende organer. Der er fordele ved at fastsaette revisorernes ansvar ved lov (som skitseret i Bingham-rapporten, s. 189, pkt. 3.45). Imidlertid boer der foretages en gennemgribende undersoegelse af revisorernes rolle, deres erhvervsmaessige forpligtelser og spoergsmaalet om, hvem de er ansvarlige overfor. Det boer pointeres helt klart, at arbejdsomraadet for de personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision, skal holdes inden for de graenser, som er noedvendige for tilsynet med finansielle virksomheder.

3. Saerlige bemaerkninger

3.1. Praeambel: naestsidste betragtning

Det hedder i denne betragtning: »... det (er) oenskeligt saa vidt muligt at have en enkelt revisor med ansvar for tilrettelaeggelsen og koordineringen af de saerskilte revisioner; det vil dog ikke vaere hensigtsmaessigt at indfoere et krav herom i dette direktiv.« Det blev paapeget i Bingham-rapporten (side 188, pkt. 3.39), at der er baade fordele og ulemper ved at have en enkelt revisor. Under alle omstaendigheder indroemmer man dermed de store internationale revisionsfirmaer en fortrinsstilling. Betragtningen boer derfor udgaa.

3.2. Artikel 1 - Definitioner

3.2.1. I tilsynsoejemed er det »kontrol« snarere end »kapitalinteresser«, som er relevant. Artikel 1 i direktiv 83/349/EOEF, til hvilken der henvises i litra b), er fuldt daekkende. Litra a) om kapitalinteresser er med andre ord overfloedigt.

3.2.2. Begrebet »koncern« boer udtrykkeligt omfatte tredjelandevirksomheder, der udoever virksomhed inden for EF.

3.3. Artikel 2 - Koncernstrukturer

3.3.1. Det hedder i Bingham-rapporten (s. 184, pkt. 3.16), at »BCCI-koncernens struktur og den omstaendighed, at ingen tilsynsmyndighed kunne faa styr paa den, muliggjorde de stedfundne bedragerier.« Foelgelig gaar OESU ind for tiltag i retning af at fjerne hindringer, som goer det umuligt for tilsynsmyndighederne at danne sig et overblik over koncernstrukturer. Kapitalinteressen paa 20 % er imidlertid lavt sat og kan bevirke, at tilsynsmyndigheden faar flere oplysninger end noedvendigt er, saaledes at det maaske bliver svaert at slaa hurtigt ned paa uregelmaessigheder.

3.3.2. Stk. 1, 2 og 3 i denne artikel er for vagt formulerede. Specielt boer udtrykket »tilstraekkeligt detaljerede oplysninger« konkretiseres naermere (jf. bemaerkningerne under pkt. 2.3).

3.3.3. Stk. 4, litra a) og b), kunne forenkles paa linje med den omdefinerede artikel 1 (jf. pkt. 3.2).

3.4. Artikel 3 - Hovedkontor og vedtaegtsmaessigt hjemsted

OESU bifalder dette krav, som skulle kunne sikre en mere effektiv kontakt mellem de kompetente myndigheder og de beslutningstagende organer. Dette udgoer ikke en hindring for virksomhedernes spredning paa det indre marked.

3.5. Artikel 4 - Udveksling af oplysninger

3.5.1. OESU har faaet oplyst, at denne artikel primaert tager sigte paa situationen i Det Forenede Kongerige.

3.5.2. Hvad menes der med »medlemmer af virksomheders administrationsorganer, ledelsesorganer og tilsynsorganer« ?

3.5.3. Det boer overvejes at etablere en generel ordning med et harmoniseret saet »porte«, hvorigennem oplysninger kan kanaliseres mellem de kompetente myndigheder i EF og derfra til andre bemyndigede organer. Hvor oplysningerne hidroerer fra en kompetent myndighed i en anden medlemsstat, skulle offentliggoerelsen ogsaa kunne ske via de nationale »porte«, men kun saafremt der gives samtykke fra den myndighed, oplysningerne stammer fra.

3.5.4. Artikel 4, stk. 1, litra b), affattes saaledes: »- og personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af finansielle virksomheders regnskaber, samt, i tilfaelde hvor det skoennes noedvendigt, de myndigheder, der er ansvarlige for godkendelsen af lovbefalede revisorer.«

3.5.5. Tilfoejelsen af et 4. led til artikel 12, stk. 5, i direktiv 77/780/EOEF, som aendret ved artikel 16 i direktiv 89/646/EOEF, samt i artikel 16, stk. 5, i direktiv 92/49/EOEF, i artikel 15, stk. 5, i direktiv 92/96/EOEF og i artikel 25, stk. 5, litra b), i direktiv 93/22/EOEF, hvorefter der skal meddeles oplysninger til banktilsynsmyndighederne med henblik paa opsporing af overtraedelser af selskabslovgivningen, forekommer uacceptabel, i det mindste i det omfang disse oplysninger ikke vedroerer banktilsynet. Det er ikke banktilsynsmyndighedernes opgave at opstoeve og anmelde kraenkelser af strafferetten. En saadan myndigheds primaere opgave er at forsoege at faa rettet op paa uregelmaessigheder inden for de graenser, som er noedvendige for tilsynet med finansielle virksomheder.

3.6. Artikel 5 - Lovbefalede revisorers rolle

3.6.1. Disse bestemmelser har paa laengere sigt vaesentlige konsekvenser for revisorernes rolle (jf. pkt. 2.4), som boer gennemtaenkes noeje af alle beroerte parter.

3.6.2. Det er forstaaeligt, at Kommissionen er tilbageholdende med at fastlaegge detailforskrifter paa et omraade, hvor regelstrukturen er forskellig fra medlemsstat til medlemsstat. Imidlertid er artiklen saerdeles bredt formuleret, saaledes at meget overlades til revisorernes subjektive skoen. Det er f.eks. ikke klart, paa hvilket punkt mellem den kraftige mistanke om uregelmaessigheder og besiddelsen af definitive kendsgerninger revisoren boer foretage indberetning til de kompetente myndigheder. Man boer overveje at udarbejde en kodeks for god praksis sammen med revisorerhvervet, som afstikker rimelige retningslinjer for indberetningen af bedrageri.

3.6.3. Kommissionen har erklaeret, at det vil vaere rimeligt for en revisor at diskutere eventuelle uregelmaessigheder med klienten for at faa sagen klarere belyst. Under disse omstaendigheder er ordet »omgaaende« vildledende og boer udgaa.

4. Yderligere kommentarer

4.1. Endnu en henstilling i Bingham-rapporten boer tages med ind i overvejelserne: finansielle institutioners samarbejde med »visse finanscentre, som tilbyder total diskretion, og som derfor foretraekkes af selskaber, som har noget at skjule«, boer i bestemte situationer kunne begrunde, at godkendelser afslaas eller tilbagekaldes (s. 186, pkt. 3.28).

4.2. EF boer gaa i front, naar det gaelder om at fremme forslag vedroerende internationalt tilsyn.

Bryssel, den 21. december 1993.

Susanne TIEMANN

Formand for

Det oekonomiske og sociale Udvalg

(1) EFT nr. C 229 af 25. 8. 1993, s. 10.

(2) EFT nr. L 386 af 30. 12. 1989, s. 1.

(3) EFT nr. L 141 af 11. 6. 1993, s. 27.