(1)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 (4) udgør grundlaget for det fælles eurobetalingsområde (SEPA). For at skabe gunstige betingelser for øget konkurrence, navnlig for betalinger ved interaktionspunktet, bør SEPA-projektet løbende ajourføres for at afspejle innovation og markedsudvikling inden for betalinger, fremme udviklingen af nye EU-dækkende betalingsprodukter og lette adgangen for nye markedsdeltagere.

(2)

I 2017 blev der aftalt en EU-dækkende ordning for straksgennemførelse af kreditoverførsler i euro mellem betalingstjenesteudbydere inden for rammerne af European Payments Council. Den europæiske betalingssektors indsats har vist sig ikke at være tilstrækkelig til at sikre en stor udbredelse af strakskreditoverførsler i euro på EU-plan. Kun en omfattende og hurtig stigning i en sådan udbredelse kan frigøre de fulde netværkseffekter af strakskreditoverførsler i euro, som fører til fordele og økonomiske effektivitetsgevinster for betalingstjenestebrugere og betalingstjenesteudbydere, reduceret markedskoncentration, øget konkurrence og større udvalg af elektroniske betalinger, navnlig med hensyn til grænseoverskridende betalinger ved interaktionspunktet.

(3)

Ved forordning (EU) nr. 260/2012 blev der fastsat tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro. Strakskreditoverførsler i euro er en forholdsvis ny kategori af kreditoverførsler i euro, som først dukkede op på markedet efter vedtagelsen af forordningen. Det er derfor nødvendigt at fastsætte specifikke krav, der gælder for strakskreditoverførsler i euro, ud over de generelle krav, der gælder for alle kreditoverførsler, for at sikre det indre markeds korrekte funktionsmåde og integration.

(4)

For at gøre strakskreditoverførsler mere tilgængelige og for at betalingstjenestebrugere kan få gavn af fordelene herved, bør medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, kunne anvende regler svarende til dem, der er fastsat i denne ændringsforordning på indenlandske strakskreditoverførsler i deres egen valuta.

(5)

Der er allerede vedtaget eller foreslået en række nationale reguleringsmæssige løsninger for at øge udbredelsen af strakskreditoverførsler i euro, herunder ved at styrke betalingstjenestebrugernes beskyttelse mod, at der sendes midler til en forkert betalingsmodtager, og ved at præcisere processen for opfyldelse af forpligtelser, der følger af restriktive foranstaltninger, der er vedtaget af Unionen. Forskellene mellem disse nationale reguleringsmæssige løsninger indebærer en risiko for fragmentering af det indre marked, der vil medføre en stigning i overholdelsesomkostningerne som følge af forskellige nationale reguleringsmæssige krav og gøre det vanskeligere at gennemføre grænseoverskridende strakskreditoverførsler. For at forhindre sådanne hindringer i at opstå bør der derfor indføres ensartede regler for strakskreditoverførsler i euro, herunder grænseoverskridende strakskreditoverførsler.

(6)

Før der dukkede strakskreditoverførsler op, blev betalingstransaktioner generelt samlet af betalingstjenesteudbydere og sendt til et detailbetalingssystem med henblik på behandling, clearing og afvikling på forud fastsatte tidspunkter. I de detailbetalingssystemer, der i øjeblikket anvendes til at behandle strakskreditoverførsler i euro, sendes betalingstransaktioner dog enkeltvis og behandles døgnet rundt og i realtid. For at afspejle dette er det nødvendigt at ændre definitionen af udtrykket »detailbetalingssystem« i forordning (EU) nr. 260/2012.

(7)

Det er en forudsætning for en øget udbredelse af sådanne transaktioner, at alle betalingstjenestebrugere i Unionen er i stand til at afgive betalingsordrer om og modtage strakskreditoverførsler i euro. Mindst en tredjedel af betalingstjenesteudbyderne i Unionen tilbyder i øjeblikket ikke betalingstjenester, der består i at sende og modtage strakskreditoverførsler i euro. Desuden har den hastighed, hvormed betalingstjenesteudbydere har indført strakskreditoverførsler i deres udbud af tjenester, været for langsom i de seneste år, hvilket hindrer yderligere integration af det indre marked, undergraver Unionens åbne strategiske autonomi og begrænser potentielle fordele for betalingstjenestebrugere. Betalingstjenesteudbydere, der tilbyder betalingstjenester, der består i at sende og modtage kreditoverførsler i euro, til deres betalingstjenestebrugere, bør derfor forpligtes til at tilbyde betalingstjenester, der består i at sende og modtage strakskreditoverførsler i euro, til alle deres betalingstjenestebrugere. Dette krav bør finde anvendelse med hensyn til alle betalingskonti, som betalingstjenesteudbydere fører for deres betalingstjenestebrugere, herunder betalingskonti med basale funktioner som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU (5).

(8)

For at skabe et integreret marked for strakskreditoverførsler i euro er det afgørende, at sådanne transaktioner behandles i overensstemmelse med et fælles sæt regler og krav. En strakskreditoverførsel i euro gør det muligt at kreditere betalingsmodtagerens konto inden for få sekunder og døgnet rundt. At de kan foretages døgnet rundt alle årets dage, er et iboende træk ved strakskreditoverførsler, som bør opfylde specifikke betingelser, herunder med hensyn til tidspunktet for modtagelse af betalingsordrer, behandling, kreditering og fastsættelse af valørdatoer.

(9)

Den Europæiske Centralbank (ECB) og de nationale centralbanker bør, når de ikke handler i egenskab af monetære myndigheder eller andre offentlige myndigheder, kunne begrænse tilbuddet om en betalingstjeneste, der består i at sende strakskreditoverførsler i euro, til den periode, hvor ECB og de nationale centralbanker tilbyder en betalingstjeneste, der består i at sende og modtage traditionelle kreditoverførsler i euro. Begrundelsen for at tillade den begrænsning er, at det muligvis er nødvendigt, for at ECB eller en national centralbank på grund af detaljer i de interne operationelle ordninger altid kan overholde artikel 123 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

(10)

Betalingstjenesteudbydere, der er etableret i en medlemsstat, der ikke har euroen som valuta, kan have begrænset adgang til likviditet i euro uden for åbningstiden. Det er derfor forholdsmæssigt at give mulighed for, at sådanne betalingstjenesteudbydere kun anmoder om forudgående tilladelse fra deres kompetente myndigheder til at levere en betalingstjeneste, der består i at sende strakskreditoverførsler fra konti denomineret i den pågældende medlemsstats nationale valuta uden for åbningstiden, op til en vis grænse pr. transaktion. De kompetente myndigheder bør kunne give en sådan tilladelse på grundlag af deres vurdering af en betalingstjenesteudbyders adgang til likviditet i euro.

(11)

Der findes en række betalingsinitieringskanaler i medlemsstaterne, hvorigennem betalingstjenestebrugere kan afgive en betalingsordre om en kreditoverførsel i euro, f.eks. via netbank, en mobilapp, en pengeautomat, en selvbetjeningsterminal, i en filial eller pr. telefon. For at sikre, at alle betalingstjenestebrugere har adgang til strakskreditoverførsler i euro, bør der ikke være nogen forskel med hensyn til de betalingsinitieringskanaler, hvorigennem betalingstjenestebrugerne kan afgive betalingsordrer om strakskreditoverførsler og andre kreditoverførsler. Hvis det er muligt for en betalingstjenestebruger at afgive flere betalingsordre om kreditoverførsler i euro som en pakke til en betalingstjenesteudbyder, bør det også være muligt at afgive flere betalingsordrer om strakskreditoverførsler i euro som en pakke. Betalingstjenesteudbyderne bør som standard kunne tilbyde alle kreditoverførsler i euro, der initieres af deres betalingstjenestebrugere, som strakskreditoverførsler i euro.

(12)

Nogle betalingsinitieringskanaler såsom bankfilialer er ikke tilgængelige døgnet rundt, og derfor bør tidspunktet for modtagelse af en papirbaseret betalingsordre om en strakskreditoverførsel være det tidspunkt, hvor den papirbaserede betalingsordre indføres i betalerens betalingstjenesteudbyders interne system, hvilket bør ske, så snart sådanne betalingsinitieringskanaler er tilgængelige.

(13)

Hvis en betalingstjenestebruger afgiver med flere betalingsordrer om strakskreditoverførsler som en pakke til sin betalingstjenesteudbyder, bør den pågældende betalingstjenesteudbyder straks begynde at pakke pakken ud med henblik på at konvertere den til individuelle strakskreditoverførselstransaktioner. Tidspunktet for modtagelse af en betalingsordre om en strakskreditoverførsel, der afgives i en pakke med flere betalingsordrer, bør være det tidspunkt, hvor den efterfølgende individuelle strakskreditoverførselstransaktion er blevet pakket ud, under hensyntagen til eventuelle kapacitetsbegrænsninger i et detailbetalingssystem, som er blevet meddelt betalerens betalingstjenesteudbyder. Umiddelbart efter udpakningen bør betalerens betalingstjenesteudbyder videresende den pågældende individuelle strakskreditoverførselstransaktion til betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder. Videresendingen bør ske med forbehold af eventuelle løsninger, der skal stilles til rådighed af detailbetalingssystemer, og som gør det muligt at konvertere flere betalingsordrer om strakskreditoverførsler som pakker til individuelle strakskreditoverførselstransaktioner.

(14)

Hvis en betalingsordre om en strakskreditoverførsel i euro afgives fra en betalingskonto, som ikke er denomineret i euro, bør tidspunktet for modtagelse af den pågældende betalingsordre være det tidspunkt, hvor betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder straks efter denne betalingsordre om en strakskreditoverførsel i euro er blevet afgivet til den, veksler transaktionsbeløbet fra den valuta, som betalingskontoen er denomineret i, til euro.

(15)

Betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter bør bidrage til at lette udbredelsen af strakskreditoverførsler i euro og bør derfor være omfattet af kravene i denne ændringsforordning. Betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter er imidlertid ikke medtaget på listen over enheder, der er omfattet af definitionen af udtrykket »institut« i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF (6). Betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter er derfor reelt forhindret i at deltage i systemer, der er betegnet af medlemsstaterne i henhold til nævnte direktiv. Den heraf følgende manglende mulighed for at deltage i sådanne betalingssystemer kan hindre betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter i at levere strakskreditoverførsler i euro effektivt og konkurrencedygtigt. Det er derfor berettiget at ændre direktiv 98/26/EF for at medtage betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter på listen over enheder, der er omfattet af definitionen af udtrykket »institut« i nævnte direktiv, men kun med henblik på at definere deltagere i et betalingssystem.

(16)

Betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter bør opfylde kravene og overholde reglerne for betalingssystemer, som medlemsstaterne har betegnet i henhold til direktiv 98/26/EF, for at kunne deltage i disse systemer. I betragtning af betydningen af betalingsinstitutters og e-pengeinstitutters mulige bidrag til at lette udbredelsen af strakskreditoverførsler i euro og betydningen af at genskabe lige konkurrencevilkår for banker og disse institutter så hurtigt som muligt er det nødvendigt at give medlemsstaterne en kort frist for gennemførelse og anvendelse af ændringerne af direktiv 98/26/EF og passende frister for anvendelse af denne ændringsforordning på betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter. For at sikre reelle lige konkurrencevilkår for deltagere i systemer, der er betegnet af medlemsstaterne i henhold til nævnte direktiv, opretholde disse systemers stabilitet og integritet og sikre omfattende risikostyring fra betalingsinstitutters og e-pengeinstitutters side er det med henblik på betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter, der anmoder om at deltage og deltager i systemer, der er betegnet af medlemsstaterne i henhold til direktiv 98/26/EF, nødvendigt at videreudvikle visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (7). De pågældende bestemmelser vedrører beskyttelse af brugernes midler, forretningsgange og ordninger for forretningskontinuitet. Det forventes, at ændringerne af direktiv (EU) 2015/2366 vil blive gennemgået yderligere af Europa-Parlamentet og Rådet, når de behandler Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om betalingstjenester og elektroniske pengetjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 98/26/EF og om ophævelse af direktiv (EU) 2015/2366 og 2009/110/EF og Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010.

(17)

Betalingstjenestebrugere er meget følsomme over for gebyrniveauet for substituerbare betalingsmetoder. Gebyrniveauet kan derfor lede dem i retning af eller væk fra en bestemt betalingsmetode. På nationale markeder, hvor der er blevet opkrævet højere transaktionsgebyrer for strakskreditoverførsler i euro sammenlignet med gebyrer for andre kreditoverførsler i euro, er udbredelsen af strakskreditoverførsler lav. Dette har forhindret opnåelse af den kritiske masse af strakskreditoverførsler i euro, som er nødvendig for at realisere de fulde netværkseffekter for både betalingstjenesteudbydere og -brugere. Ingen typer gebyrer, der opkræves fra betalere og betalingsmodtagere for gennemførelse af strakskreditoverførsler i euro, herunder transaktionsgebyrer eller faste gebyrer, bør derfor overstige sådanne gebyrer, der pålægges den samme betalingstjenestebruger for tilsvarende typer af andre kreditoverførsler i euro. Det vil være uhensigtsmæssigt, at betalingstjenesteudbydere omgår formålet med dette krav. Ved identifikationen af tilsvarende typer af kreditoverførsler bør det være muligt at anvende kriterier, herunder betalingsinitieringskanalen eller det betalingsinstrument, der anvendes til at initiere betalingen, kundestatus og yderligere funktioner eller tjenester.

(18)

Allestedsnærværende strakskreditoverførsler i euro giver betalingstjenesteudbydere mulighed for at udvikle nye betalingsløsninger såsom mobilbetalingsapps, der gør det lettere at anvende strakskreditoverførsler i euro til betalinger ved interaktionspunktet. Sådanne betalingsløsninger kan omfatte yderligere funktioner eller tjenester, der tilbydes betalere og betalingsmodtagere, såsom betalingsinitiering, tvistbilæggelse eller refusion. Betalingstjenesteudbydere bør kunne fastlægge gebyrerne for sådanne yderligere funktioner eller tjenester ud over den grundlæggende strakskreditoverførsel. En strakskreditoverførselsbaseret betalingsløsning, der omfatter yderligere funktioner eller tjenester, bør ikke betragtes som værende af tilsvarende karakter som en traditionel kreditoverførsel, der tilbydes uden de samme yderligere funktioner eller tjenester. Hvis det er muligt for en betalingstjenestebruger at afgive betalingsordrer om traditionelle kreditoverførsler uden yderligere funktioner eller tjenester, bør samme mulighed også være tilgængelig for strakskreditoverførsler i euro. Det bør sikres, at det set fra betalingstjenestebrugerens synspunkt ikke er dyrere at sende eller modtage en strakskreditoverførsel i euro end at sende eller modtage en traditionel kreditoverførsel i euro, der tilbydes med de samme yderligere funktioner eller tjenester. Betalingstjenesteudbydere, der tilbyder forskellige varianter af en betalingsløsning, hvor det eneste kendetegn, der adskiller dem, er brugen af strakskreditoverførsler i den ene og traditionelle kreditoverførsler i den anden, bør navnlig sikre, at det samlede gebyr for varianten strakskreditoverførsel i euro ikke er højere end gebyret for varianten traditionel kreditoverførsel i euro.

(19)

For at give betalingstjenestebrugere større råderum, når de gør brug af strakskreditoverførsler, bør en betalingstjenestebruger kunne fastsætte en individuel grænse for et maksimumsbeløb, enten dagligt eller pr. transaktion, som den kan sende ved hjælp af strakskreditoverførsel. Betalingstjenestebrugere bør på et hvilket som helst tidspunkt uden vanskeligheder og med øjeblikkelig virkning kunne ændre eller ophæve disse individuelle grænser.

(20)

Sikkerheden i forbindelse med kreditoverførsler i euro, både strakskreditoverførsler og traditionelle kreditoverførsler, er afgørende for at øge betalingstjenestebrugeres tillid til betalingstjenester, der består i at sende og modtage kreditoverførsler, og sikre, at de anvendes. I henhold til direktiv (EU) 2015/2366 er den eneste afgørende faktor for en korrekt gennemførelse af transaktionen med hensyn til betalingsmodtageren den entydige identifikationskode som defineret i nævnte direktiv, og betalingstjenesteudbydere er ikke forpligtet til at verificere betalingsmodtagerens navn. Betalingstjenesteudbydere bør have indført solide og ajourførte foranstaltninger til afsløring og forebyggelse af svig, der er udformet med henblik på at forhindre, at en kreditoverførsel sendes til en forkert betalingsmodtager som følge af svig eller fejl, eftersom det måske ikke er muligt for betaleren at inddrive midlerne, inden de krediteres betalingsmodtagerens konto. Betalingstjenesteudbydere bør have en vis grad af fleksibilitet med hensyn til at udforme de mest hensigtsmæssige foranstaltninger til håndtering af forskellige muligheder for initiering af betalinger. Sådanne foranstaltninger bør ikke medføre, at betalingstjenestebrugere pålægges yderligere gebyrer eller afgifter. Betalingstjenesteudbydere bør derfor levere en tjeneste, der sørger for verifikation af den betalingsmodtager, som betaleren har til hensigt at sende en kreditoverførsel til (tjenesten, der sørger for verifikation). For at undgå unødige gnidninger eller forsinkelser i behandlingen af transaktionen bør betalerens betalingstjenesteudbyder udføre denne tjeneste umiddelbart efter det tidspunkt, hvor betaleren giver de relevante oplysninger om betalingsmodtageren, og før det tidspunkt, hvor betaleren får mulighed for at godkende kreditoverførslen.

(21)

Nogle attributter til navnet på den betalingsmodtager, til hvis konto betaleren ønsker at foretage en kreditoverførsel, såsom tilstedeværelsen af diakritiske tegn eller forskellige mulige translitterationer af navne i forskellige alfabeter, forskelle mellem sædvanligvis anvendte navne og navne, der er angivet i de formelle dokumenter, kan føre til en situation, hvor navnet på betalingsmodtageren, som betaleren har angivet og navnet på den betalingsmodtager, der er knyttet til den betalingskontoidentifikationskode, der er fastsat i punkt 1, litra a), i bilaget til forordning (EU) nr. 260/2012 (betalingskontoidentifikationskoden), som betaleren har angivet, ikke stemmer nøjagtigt overens, men ikke desto mindre næsten stemmer overens. I sådanne tilfælde bør betalingstjenesteudbyderen for at undgå unødige gnidninger i behandlingen af kreditoverførsler i euro og for at lette betalerens beslutning om, hvorvidt den påtænkte transaktion skal gennemføres, oplyse betaleren om navnet på den betalingsmodtager, der er knyttet til den betalingskontoidentifikationskode, som betaleren har angivet, på en måde, der sikrer overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (8).

(22)

Godkendelse af en kreditoverførsel, hvor betalingsmodtageren ikke er blevet verificeret, kan medføre, at midlerne overføres til en forkert betalingsmodtager. Betalingstjenesteudbydere bør ikke holdes ansvarlige for gennemførelsen af en transaktion til en forkert betalingsmodtager på grundlag af en ukorrekt entydig identifikationskode, jf. artikel 88 i direktiv (EU) 2015/2366, for så vidt som betalingstjenesteudbyderne på korrekt vis udfører den tjeneste, der sørger for verifikation. Hvis betalingstjenesteudbydere, herunder betalingsinitieringstjenesteudbydere ikke udfører en sådan tjeneste korrekt, og hvis en sådan fejl medfører en mangelfuldt gennemført betalingstransaktion, bør sådanne betalingstjenesteudbydere imidlertid uden forsinkelse refundere betaleren det overførte beløb og, hvor det er relevant, føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis betalingstransaktionen ikke var blevet gennemført. Betalingstjenesteudbydere bør oplyse betalingstjenestebrugere om konsekvenserne for betalingstjenesteudbyderens ansvar og betalingstjenestebrugerens ret til refusion, hvis betalingstjenestebrugeren vælger at ignorere en underretning, der er givet i overensstemmelse med denne ændringsforordning.

(23)

Den tjeneste, der sørger for verifikation, bør så vidt muligt udføres i overensstemmelse med et EU-dækkende sæt regler og standarder for at fremme en gnidningsløs og interoperabel gennemførelse. Dette sæt regler og standarder kan udvikles af organisationer, der består af eller repræsenterer betalingstjenesteudbydere.

(24)

Betalingstjenestebrugere, der ikke er forbrugere, og som afgiver flere betalingsordrer som en pakke, bør til enhver tid under deres kontraktforhold med betalingstjenesteudbyderen kunne fravælge at modtage den tjeneste, der sørger for verifikation. Efter at have fravalgt at modtage den tjeneste, der sørger for verifikation, bør de pågældende betalingstjenestebrugere igen kunne vælge at benytte sig af den tjeneste, der sørger for verifikation.

(25)

Det er af kritisk betydning, at betalingstjenesteudbydere reelt opfylder deres forpligtelser, der følger af restriktive foranstaltninger vedtaget af Unionen i overensstemmelse med artikel 215 i TEUF over for en person, et organ eller en enhed, der er omfattet af indefrysning af aktiver eller et forbud mod, at der direkte eller indirekte stilles midler eller økonomiske ressourcer til rådighed for vedkommende eller til fordel for vedkommende (målrettede finansielle restriktive foranstaltninger). EU-retten fastsætter imidlertid ikke regler om, hvilken procedure eller hvilke værktøjer betalingstjenesteudbydere skal anvende for at sikre, at de opfylder disse forpligtelser. Betalingstjenesteudbydere anvender således forskellige metoder, der er baseret på deres individuelle valg eller på vejledning fra de relevante nationale myndigheder. Praksis med at opfylde forpligtelser, der følger af målrettede finansielle restriktive foranstaltninger, ved at screene den betaler og den betalingsmodtager, der er involveret i hver enkelt kreditoverførselstransaktion, uanset om den er indenlandsk eller grænseoverskridende, fører til, at et meget stort antal kreditoverførsler markeres som potentielt involverende personer eller enheder, der er omfattet af målrettede finansielle restriktive foranstaltninger. Langt størstedelen af sådanne markerede transaktioner viser sig imidlertid efter verifikation ikke at involvere personer eller enheder, der er omfattet af målrettede finansielle restriktive foranstaltninger. På grund af karakteren af strakskreditoverførsler er det umuligt for betalingstjenesteudbydere inden for de påkrævede korte frister at verificere sådanne markerede transaktioner, og de afvises derfor. Denne situation skaber operationelle udfordringer for betalingstjenesteudbydere med hensyn til at tilbyde betalingstjenester, der består i at sende og modtage strakskreditoverførsler, til deres betalingstjenestebrugere i hele Unionen på en pålidelig og forudsigelig måde. For at skabe større retssikkerhed, øge effektiviteten af betalingstjenesteudbyderes bestræbelser på at opfylde deres forpligtelser, i forbindelse med strakskreditoverførsler i euro, der følger af målrettede finansielle restriktive foranstaltninger vedtaget af Unionen og for at forhindre unødvendige hindringer for afsendelse og modtagelse af strakskreditoverførsler bør betalingstjenesteudbydere regelmæssigt og som minimum dagligt verificere, om deres betalingstjenestebrugere er personer eller enheder, der er omfattet af målrettede finansielle restriktive foranstaltninger, og de bør ikke længere anvende transaktionsbaseret screening i den specifikke forbindelse. Betalingstjenesteudbyderes forpligtelse til regelmæssigt at verificere deres betalingstjenestebrugere vedrører kun personer eller enheder, der er omfattet af målrettede finansielle restriktive foranstaltninger. Andre former for restriktive foranstaltninger vedtaget i henhold til artikel 215 i TEUF eller restriktive foranstaltninger, der ikke er vedtaget i henhold til artikel 215 i TEUF, er ikke omfattet af denne forpligtelse.

(26)

For at forhindre, at der initieres strakskreditoverførsler fra betalingskonti, der tilhører personer eller enheder, der er omfattet af målrettede finansielle restriktive foranstaltninger, og for straks at indefryse midler, der sendes til sådanne betalingskonti, bør betalingstjenesteudbydere foretage verifikation af deres betalingstjenestebrugere straks efter ikrafttrædelsen af en ny målrettet finansiel restriktiv foranstaltning. Den pågældende forpligtelse bør gælde for alle betalingstjenesteudbydere, der sender eller modtager strakskreditoverførsler i euro, hvorved det sikres, at alle betalingstjenesteudbydere reelt opfylder deres forpligtelser, der følger af målrettede finansielle restriktive foranstaltninger. Betalingstjenesteudbyderes forpligtelse til regelmæssigt at verificere, om deres betalingstjenestebrugere er personer eller enheder, der er omfattet af målrettede finansielle restriktive foranstaltninger, griber ikke ind i foranstaltninger, som betalingstjenesteudbydere bør kunne træffe for at overholde EU-retten om forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, navnlig dens risikobaserede krav, for at overholde andre restriktive foranstaltninger end indefrysning af aktiver eller forbud mod at stille midler eller økonomiske ressourcer til rådighed, der er vedtaget i overensstemmelse med artikel 215 i TEUF, eller for at overholde restriktive foranstaltninger, der ikke er vedtaget i overensstemmelse med artikel 215 i TEUF.

(27)

Overtrædelser af de bestemmelser, der indføres ved denne ændringsforordning, bør udløse sanktioner, der pålægges af medlemsstaternes kompetente myndigheder eller judicielle myndigheder. Disse sanktioner bør være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og have afskrækkende virkning. For at fremme gensidige tillid blandt betalingstjenesteudbydere og blandt de relevante kompetente myndigheder til en ensartet og grundig gennemførelse af en harmoniseret tilgang til opfyldelse af betalingstjenesteudbydernes forpligtelser, der følger af de målrettede finansielle restriktive foranstaltninger, er det navnlig hensigtsmæssigt at harmonisere en fælles standard i hele Unionen for loftet for de sanktioner, der skal pålægges for betalingstjenesteudbyderes overtrædelse af deres forpligtelser til at verificere, om deres betalingstjenestebrugere er personer eller enheder, der er omfattet af målrettede finansielle restriktive foranstaltninger. Det bør være muligt at pålægge sanktioner ikke blot over for betalingstjenesteudbydere, men også over for fysiske personer, der er medlemmer af en betalingstjenesteudbyders øverste ledelse eller ledelsesorgan.

(28)

Betalingstjenesteudbyderne har brug for tilstrækkelig tid til at opfylde de forpligtelser, der er fastsat i denne ændringsforordning. Disse forpligtelser bør derfor indføres gradvist, så betalingstjenesteudbyderne kan udnytte deres ressourcer mere effektivt. Forpligtelsen til at tilbyde betalingstjenester, der består i at sende strakskreditoverførsler, bør derfor gælde senere end forpligtelsen til at tilbyde betalingstjenester, der består i at modtage strakskreditoverførsler, da afsendelse af strakskreditoverførsler har tendens til at være den dyreste og mest komplekse af de to tjenester at gennemføre og derfor kræver mere tid til gennemførelsen heraf. Den tjeneste, der sørger for verifikation, er relevant for betalingstjenesteudbydere, der tilbyder betalingstjenester, der består i at sende kreditoverførsler.

Forpligtelsen til at tilbyde tjenester, der sørger for verifikation, bør derfor gælde fra samme tidspunkt som forpligtelsen til at tilbyde betalingstjenester, der består i at sende strakskreditoverførsler. Forpligtelserne vedrørende gebyrer og den harmoniserede procedure for at sikre opfyldelse af de forpligtelser, der følger af de målrettede finansielle restriktive foranstaltninger, bør gælde, så snart betalingstjenesteudbyderne er forpligtet til at tilbyde betalingstjenester, der består i at modtage strakskreditoverførsler. For at gøre det muligt for betalingstjenesteudbydere, der er etableret i medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, effektivt at afsætte de ressourcer, der er nødvendige for gennemførelsen af strakskreditoverførsler i euro, bør forpligtelserne i denne ændringsforordning gælde for sådanne betalingstjenesteudbydere fra en senere dato end for betalingstjenesteudbydere, der er etableret i medlemsstater, der har euroen som valuta. Indførelsen af de forskellige forpligtelser bør ske gradvist, som det er tilfældet for betalingstjenesteudbydere, der er etableret i euroområdet. Indføres euroen som valuta i en medlemsstat, der ikke har euroen som valuta, inden disse senere datoer, bør betalingstjenesteudbydere i den pågældende medlemsstat overholde denne ændringsforordning inden for ét år efter tiltrædelsen af euroområdet og ikke senere end de respektive datoer, der er fastsat for betalingstjenesteudbydere i medlemsstater, der ikke har euroen som valuta. Sådanne betalingstjenesteudbydere bør dog kunne overholde denne ændringsforordning tidligere end de respektive datoer, der er fastsat for betalingstjenesteudbydere i medlemsstater, der har euroen som valuta.

(29)

Kommissionen bør forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport med en evaluering af udviklingen i gebyrerne for betalingskonti samt for nationale og grænseoverskridende kreditoverførsler og strakskreditoverførsler i euro og i andre valutaer siden datoen for vedtagelsen af Kommissionens lovgivningsforslag til denne ændringsforordning, dvs. den 26. oktober 2022, med henblik på at overvåge denne ændringsforordnings eventuelle virkninger på prisfastsættelsen af konti, traditionelle kreditoverførsler og strakskreditoverførsler. Kommissionen bør også evaluere omfanget og effektiviteten af en betalingstjenesteudbyders forpligtelse til regelmæssigt at verificere, om dens betalingstjenestebrugere er personer eller enheder, der er omfattet af målrettede finansielle restriktive foranstaltninger, for at forhindre unødvendige hindringer for afsendelse og modtagelse af strakskreditoverførsler. Kommissionen bør desuden forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport med en vurdering af de resterende hindringer for gennemførelse af strakskreditoverførsler under forskellige omstændigheder, herunder betalinger ved interaktionspunktet. Rapporten bør vurdere standardiseringsniveauet for de teknologier, der er relevante for anvendelsen af strakskreditoverførsler, såsom QR-koder, nærfeltskommunikation (NFC) og Bluetooth.

(30)

I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1230 (9) skal gebyrer, der opkræves af en betalingstjenesteudbyder, som er beliggende i en medlemsstat, der ikke har euroen som valuta, i forbindelse med grænseoverskridende kreditoverførsler i euro, være de samme som de gebyrer, som den pågældende betalingstjenesteudbyder opkræver i forbindelse med indenlandske kreditoverførsler i den pågældende medlemsstats nationale valuta. I situationer, hvor en sådan betalingstjenesteudbyder opkræver højere gebyrer for indenlandske strakskreditoverførsler i national valuta end for indenlandske traditionelle kreditoverførsler i national valuta og derfor også højere gebyrer end for grænseoverskridende traditionelle kreditoverførsler i euro, vil de gebyrer, som en sådan betalingstjenesteudbyder skal anvende i henhold til forordning (EU) 2021/1230 i forbindelse med grænseoverskridende strakskreditoverførsler i euro, være højere end gebyrerne for grænseoverskridende traditionelle kreditoverførsler i euro. For at undgå modstridende krav og under hensyntagen til det centrale mål om at lede betalingstjenestebrugerne i retning af strakskreditoverførsler i euro bør det i sådanne situationer kræves, at de gebyrer, der opkræves fra betalere og betalingsmodtagere for grænseoverskridende strakskreditoverførsler i euro, ikke overstiger de gebyrer, der opkræves for grænseoverskridende traditionelle kreditoverførsler i euro.

(31)

Forordning (EU) nr. 260/2012 og (EU) 2021/1230 og direktiv 98/26/EF og (EU) 2015/2366 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(32)

Enhver behandling af personoplysninger i forbindelse med levering af kreditoverførsler eller den tjeneste, der sørger for verifikation, samt verifikation af, om betalingstjenestebrugerne er personer eller enheder, der er omfattet af målrettede finansielle restriktive foranstaltninger, bør være i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679. Behandlingen af fysiske personers navne og betalingskontoidentifikationskoder er forholdsmæssig og nødvendig for at forhindre svigagtige transaktioner, opdage fejl og sikre opfyldelse af målrettede finansielle restriktive foranstaltninger.

(33)

Målene for denne forordning, nemlig at fastsætte de nødvendige ensartede regler for grænseoverskridende strakskreditoverførsler i euro på EU-plan og øge den samlede udbredelse af strakskreditoverførsler i euro, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, fordi de ikke kan pålægge betalingstjenesteudbydere, der er etableret i andre medlemsstater, forpligtelser, men kan på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(34)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (10) og afgav udtalelse den 19. december 2022 (11) —

1)

I artikel 2 foretages følgende ændringer:

2)

Følgende artikler indsættes:

(*2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1132 af 14. juni 2017 om visse aspekter af selskabsretten (EUT L 169 af 30.6.2017, s. 46).« "

3)

I artikel 11 indsættes følgende stykker:

(*3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF (EUT L 182 af 29.6.2013, s. 19).« "

4)

Artikel 15 affattes således:

5)

I artikel 16 tilføjes følgende stykke:

1)

I artikel 3 tilføjes følgende stykke:

(*4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro og om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009 (EUT L 94 af 30.3.2012, s. 22).« "

2)

Artikel 6, stk. 2, affattes således:

1)

Artikel 10, stk. 1, affattes således:

2)

I artikel 35 foretages følgende ændringer:

3)

Følgende artikel indsættes:

(*6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2554 af 14. december 2022 om digital operationel modstandsdygtighed i den finansielle sektor og om ændring af forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 648/2012, (EU) nr. 600/2014, (EU) nr. 909/2014 og (EU) 2016/1011 (EUT L 333 af 27.12.2022, s. 1).« "

1)

Litra b) affattes således:

(*7)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1)."

(*8)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 349)."

(*9)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35)."

(*10)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed, ændring af direktiv 2005/60/EF og 2006/48/EF og ophævelse af direktiv 2000/46/EF (EUT L 267 af 10.10.2009, s. 7).« "

2)

Litra f) affattes således: