(1)

Ligestilling og ikkeforskelsbehandling anerkendes i artikel 2 og 3 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) som grundlæggende værdier for Unionen. I artikel 8 og 10 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) er det henholdsvis fastsat, at Unionen skal fremme ligestilling mellem mænd og kvinder og bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn i alle sine aktiviteter. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder beskytter i artikel 21 og 23 retten til ikkeforskelsbehandling og retten til ligestilling mellem kvinder og mænd. Unionen har allerede vedtaget flere direktiver om bekæmpelse af forskelsbehandling.

(2)

Formålet med dette direktiv er at fastsætte minimumskrav til virket for organer til fremme af ligebehandling (»ligebehandlingsorganer«) for at gøre dem mere effektive og sikre deres uafhængighed med henblik på at styrke anvendelsen af princippet om ligebehandling, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF (3) og 2010/41/EU (4).

(3)

Direktiv 2006/54/EF forbyder forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med adgang til beskæftigelse og erhverv, herunder forfremmelse, og til erhvervsuddannelse, i forbindelse med arbejdsvilkår, herunder løn, og i forbindelse med erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger.

(4)

Direktiv 2010/41/EU forbyder forskelsbehandling mellem mænd og kvinder i selvstændige erhverv.

(5)

Ifølge Domstolen kan anvendelsesområdet for princippet om ligebehandling af mænd og kvinder ikke begrænses til et forbud mod forskelsbehandling baseret på, at en person tilhører det ene eller det andet køn. Som følge af hensigten med princippet og arten af de rettigheder, det søger at sikre, finder det også anvendelse på forskelsbehandling, der udspringer af kønsskifte (5).

(6)

I henhold til direktiv 2006/54/EF og 2010/41/EU skal medlemsstaterne udpege et eller flere organer, der skal fremme, herunder evaluere, overvåge og støtte, ligebehandling af alle personer uden forskelsbehandling af de grunde, der er nævnt i de respektive direktiver. Medlemsstaterne skal i henhold til nævnte direktiver sikre, at sådanne organer også har kompetence til at give ofre uvildig bistand, foretage uvildige undersøgelser af forskelsbehandling, offentliggøre uvildige rapporter og fremsætte henstillinger om ethvert spørgsmål vedrørende forskelsbehandling. I henhold til direktiverne skal medlemsstaterne også sikre, at disse organers opgaver omfatter udveksling af oplysninger med tilsvarende europæiske organer såsom Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder.

(7)

Rådets direktiv 2000/43/EF (6) og 2004/113/EF (7) indeholder også bestemmelser om udpegelse af ligebehandlingsorganer til fremme, evaluering og overvågning af samt til støtte for ligebehandling af alle personer uden forskelsbehandling af de grunde, der er omfattet af de respektive direktiver.

(8)

Alle medlemsstater har udpeget ligebehandlingsorganer i henhold til direktiv 2006/54/EF og 2010/41/EU. Der er indført et forskelligartet system af ligebehandlingsorganer, og der er opstået god praksis. Mange ligebehandlingsorganer står imidlertid over for udfordringer, navnlig med hensyn til de ressourcer, den uafhængighed og de beføjelser, de skal have for at udføre deres opgaver.

(9)

Direktiv 2006/54/EF og 2010/41/EU giver medlemsstaterne en bred skønsmargen med hensyn til ligebehandlingsorganers opbygning og virke. Som et resultat heraf er der betydelige forskelle mellem medlemsstaternes ligebehandlingsorganer for så vidt angår deres mandater, kompetencer, struktur, ressourcer og operationelle virke. Dette betyder også, at beskyttelsen mod forskelsbehandling varierer fra medlemsstat til medlemsstat.

(10)

For at sikre, at ligebehandlingsorganer effektivt kan bidrage til håndhævelsen af direktiv 2006/54/EF og 2010/41/EU ved at fremme ligebehandling, forebygge forskelsbehandling og tilbyde bistand med at få klageadgang og adgang til domstolsprøvelse til alle enkeltpersoner og grupper, der udsættes for forskelsbehandling, i hele Unionen, er det nødvendigt at fastlægge minimumsstandarder for disse organers virke. De minimumsstandarder, der fastlægges ved nærværende direktiv, tager hensyn til Kommissionens henstilling (EU) 2018/951 (8) og bygger på nogle af dens bestemmelser og den tilgang, der anbefales deri. De bygger også på andre relevante instrumenter såsom den reviderede generelle henstilling nr. 2 om ligebehandlingsorganer vedtaget af Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance og Parisprincipperne vedrørende nationale menneskerettighedsinstitutioners status vedtaget af De Forenede Nationer, som finder anvendelse på nationale menneskerettighedsinstitutioner.

(11)

De samme minimumsstandarder for ligebehandlingsorganers virke med hensyn til spørgsmål, der er omfattet af Rådets direktiv 79/7/EØF (9), direktiv 2000/43/EF, Rådets direktiv 2000/78/EF (10) og direktiv 2004/113/EF, er fastsat i Rådets direktiv (EU) 2024/1499 (11).

(12)

Nærværende direktiv bør finde anvendelse på ligebehandlingsorganers indsats på de områder, der er omfattet af direktiv 2006/54/EF og 2010/41/EU. De minimumskrav, der fastlægges ved nærværende direktiv, bør kun vedrøre ligebehandlingsorganers virke og bør ikke udvide nævnte direktivers materielle eller personelle anvendelsesområde.

(13)

Dette direktiv finder anvendelse på ligebehandlingsorganer, når de bekæmper forskelsbehandling, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1158 (12) i medfør af henvisningen i nævnte direktivs artikel 15 til artikel 20 i direktiv 2006/54/EF, der erstattes af nærværende direktiv.

(14)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/970 (13) bør kun betragtes som lex specialis i forhold til direktiv 2006/54/EF for så vidt angår spørgsmål, der er omfattet deri. Nærværende direktiv bør ikke berøre mere specifikke bestemmelser om ligebehandlingsorganer i direktiv (EU) 2023/970.

(15)

I forbindelse med fremme af ligebehandling, forebyggelse af forskelsbehandling, indsamling af data om forskelsbehandling og bistand til ofre i overensstemmelse med dette direktiv er det vigtigt, at ligebehandlingsorganer er særligt opmærksomme på intersektionel forskelsbehandling, hvorved forstås forskelsbehandling på grundlag af en kombination af køn og enhver anden grund til forskelsbehandling, der er omfattet af direktiv 79/7/EØF, 2000/43/EF, 2000/78/EF eller 2004/113/EF.

(16)

Medlemsstaterne bør udpege et eller flere organer, der skal udøve de kompetencer, der er fastlagt i dette direktiv. Medlemsstaterne kan fordele kompetencerne mellem flere ligebehandlingsorganer, f.eks. ved at give et organ opgaver vedrørende forebyggelse af forskelsbehandling, fremme af ligebehandling og bistand til ofre for forskelsbehandling og et andet organ beslutningsfunktioner. Dette direktiv bør ikke berøre arbejdstilsyns- eller andre håndhævende organers kompetencer samt arbejdsmarkedets parters autonomi og rolle.

(17)

Ligebehandlingsorganer kan kun udfylde deres rolle effektivt, hvis de er i stand til at handle i fuld uafhængighed uden at være underlagt udefrakommende påvirkning. Med henblik herpå bør medlemsstaterne træffe en række foranstaltninger, der bidrager til ligebehandlingsorganers uafhængighed. Ligebehandlingsorganer, der udøver kompetencer, der er fastlagt i dette direktiv, kan være en del af et ministerium eller en anden organisatorisk enhed, forudsat at der er indført de nødvendige garantier til at sikre, at de kan udføre deres opgaver uafhængigt af politisk, finansiel, religiøs eller anden påvirkning. Under udførelsen af deres opgaver og udøvelsen af deres kompetencer bør ligebehandlingsorganer navnlig bevare deres uafhængighed for så vidt angår enhver udefrakommende påvirkning, det være sig direkte eller indirekte, ved at afstå fra at søge eller modtage instrukser fra nogen. I overensstemmelse med målene for dette direktiv og inden for de gældende retlige rammer bør ligebehandlingsorganer kunne forvalte deres egne finansielle og øvrige ressourcer, herunder ved at udvælge og forvalte deres eget personale, og de bør kunne fastsætte deres egne prioriteter. Medarbejdere, der har en beslutningstagende eller ledende stilling, uanset om den er fast eller midlertidig, såsom lederen af ligebehandlingsorganet eller dennes stedfortræder, og, hvor det er relevant, medlemmer af bestyrelsen, bør være uafhængige, kvalificerede til deres stilling og udvalgt gennem en gennemsigtig procedure. Gennemsigtigheden i denne procedure kan sikres ved f.eks. at offentliggøre stillingsopslag.

(18)

Medlemsstaterne bør sikre, at ligebehandlingsorganers interne struktur, f.eks. deres interne organisation og interne procedurer, giver dem mulighed for en uafhængig og, hvor det er relevant, upartisk udøvelse af deres forskellige kompetencer ved at indføre passende garantier, når ligebehandlingsorganer har potentielt modstridende opgaver, navnlig når nogle af disse opgaver fokuserer på støtte til ofre. Ligebehandlingsorganer bør navnlig handle upartisk, når de gennemfører en undersøgelse eller vurderer en sag, navnlig når ligebehandlingsorganet har bindende beslutningsbeføjelser.

(19)

Hvis ligebehandlingsorganet er en del af et organ med flere mandater såsom en ombudsmand med et bredere mandat eller en national menneskerettighedsinstitution, bør den interne struktur i et sådant organ med flere mandater garantere en effektiv udøvelse af det specifikke ligestillingsmandat.

(20)

Gennem deres respektive nationale budgetprocedurer bør medlemsstaterne sikre, at ligebehandlingsorganer modtager tilstrækkelige ressourcer, herunder kvalificeret personale, passende lokaler og infrastruktur til at udføre hver af deres opgaver effektivt, inden for en rimelig frist eller inden for de frister, der er fastsat i national ret. Modtagelsen af sådanne tilstrækkelige ressourcer er afgørende for, at ligebehandlingsorganer kan fungere effektivt og udføre deres opgaver. Det er vigtigt, at medlemsstaterne i de tilfælde, hvor ligebehandlingsorganer tillægges nye kompetencer, sikrer, at deres finansielle og øvrige ressourcer fortsat giver dem mulighed for at udføre deres opgaver og udøve deres kompetencer effektivt.

(21)

Det er vigtigt, at tildelingen af finansielle ressourcer forbliver stabil, planlægges på et flerårigt grundlag og sætter ligebehandlingsorganer i stand til at dække omkostninger, der kan være vanskelige at forudse, f.eks. i tilfælde af flere klager og øgede sagsomkostninger og anvendelse af automatiserede systemer. Det er afgørende at være opmærksom på de muligheder og risici, der er forbundet med anvendelse af automatiserede systemer, herunder kunstig intelligens. Ligebehandlingsorganer bør især være udstyret med passende menneskelige og tekniske ressourcer. Disse ressourcer bør navnlig sætte ligebehandlingsorganer i stand til på den ene side at anvende automatiserede systemer til deres arbejde og på den anden side at vurdere, om sådanne systemer overholder reglerne om ikkeforskelsbehandling. Hvis ligebehandlingsorganet er en del af et organ med flere mandater, bør de ressourcer, der er nødvendige, for at det kan varetage sit ligestillingsmandat, sikres.

(22)

Ligebehandlingsorganer har sammen med andre aktører såsom arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer en central rolle i forebyggelsen af forskelsbehandling og fremme af ligestilling. For at tackle de strukturelle aspekter af forskelsbehandling og bidrage til sociale forandringer bør ligebehandlingsorganer have beføjelse til at udføre aktiviteter for at forebygge forskelsbehandling af de grunde og på de områder, der er omfattet af direktiv 2006/54/EF og 2010/41/EU, og for at fremme ligebehandling. Sådanne aktiviteter kan omfatte udveksling af god praksis, positiv særbehandling og integration af ligestillingsaspektet blandt offentlige og private enheder, og at de gives relevant uddannelse, information, rådgivning, vejledning og støtte. Det er også afgørende, at ligebehandlingsorganer kommunikerer med relevante interessenter og deltager i den offentlige debat.

(23)

Ud over forebyggelse er det en central opgave for ligebehandlingsorganer at yde bistand til ofre for forskelsbehandling. Ofre bør forstås således, at de omfatter alle personer, der mener, at de har været udsat for forskelsbehandling som omhandlet i artikel 4 i direktiv 2006/54/EF eller i artikel 4 i direktiv 2010/41/EU, uanset f.eks. deres socioøkonomiske status, politiske overbevisning, alder, helbred, nationalitet, opholdsstatus, sprog, hudfarve, læse- og skrivefærdigheder, køn, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika. Enhver person kan blive offer for forskelsbehandling på grund af køn og bør fra et tidligt tidspunkt kunne nyde godt af bistand fra ligebehandlingsorganer, uanset om der er konstateret forskelsbehandling. En sådan bistand bør altid som minimum omfatte meddelelse af vigtige oplysninger til klagere, herunder oplysninger om, hvorvidt klagen vil blive henlagt, eller om der er grund til at forfølge den videre, medmindre klagen er indgivet anonymt. Medlemsstaterne er ansvarlige for at fastlægge de nærmere regler for, hvordan ligebehandlingsorganet skal underrette klagerne, herunder tidsrammen for processen eller retssikkerhedsgarantier mod gentagne eller urimelige klager.

(24)

For at sikre, at alle ofre kan klage, bør det være muligt at indgive klager på forskellige måder. Ifølge henstilling (EU) 2018/951 bør det være muligt at indgive klager til ligebehandlingsorganer på et sprog, som klageren har valgt, og som almindeligvis anvendes i den medlemsstat, hvor ligebehandlingsorganet er beliggende. For at afhjælpe en af årsagerne til manglende anmeldelse, nemlig frygt for repressalier, bør ligebehandlingsorganer informere ofre om de gældende fortrolighedsregler.

(25)

For at give mulighed for hurtig og økonomisk overkommelig udenretslig bilæggelse af tvister bør medlemsstaterne give parterne mulighed for at søge alternativ tvistbilæggelse, som tilbydes af ligebehandlingsorganet selv eller af en anden eksisterende kompetent enhed. Ved udvælgelsen af en anden kompetent enhed er det vigtigt at overveje enheder, der er etableret på et varigt grundlag, og at sikre, at den person eller de personer, som er ansvarlige for tvistbilæggelsesproceduren, er uafhængige og upartiske og besidder den nødvendige ekspertise. En udenretslig bilæggelse af tvister, der foregår efter aftale med parterne, giver større chance for et vellykket resultat. For parterne kan det også være nyttigt at have mulighed for at søge uafhængig rådgivning eller lade sig repræsentere eller bistå af en tredjepart såsom arbejdsmarkedets parter på et hvilket som helst tidspunkt af den alternative tvistbilæggelse. Hvis der ikke findes en løsning, f.eks. hvis resultatet af processen afvises af en af parterne, bør det ikke forhindre parterne i at agere i retssager. Medlemsstaterne bør fastlægge de nærmere bestemmelser for proceduren for alternativ tvistbilæggelse i henhold til national ret og praksis.

(26)

Hvis ligebehandlingsorganer har mistanke om en mulig overtrædelse af princippet om ligebehandling som fastsat i direktiv 2006/54/EF og 2010/41/EU, bør de kunne foretage undersøgelser, navnlig efter en klage eller på eget initiativ.

(27)

Bevismateriale er vigtigt for at afgøre, om forskelsbehandling har fundet sted, og det er ofte ikke i offerets besiddelse. Ligebehandlingsorganer bør derfor kunne få adgang til de oplysninger, der er nødvendige for at fastslå, om der er sket forskelsbehandling, og samarbejde med andre kompetente organer, som kan omfatte de relevante offentlige tjenester, f.eks. arbejdstilsyn eller uddannelsestilsyn, og arbejdsmarkedets parter. Medlemsstaterne bør fastlægge en passende ramme for udøvelsen af denne kompetence i overensstemmelse med nationale regler og procedurer. Medlemsstaterne kan overdrage gennemførelse af undersøgelser til et andet kompetent organ i overensstemmelse med national ret og praksis. For at undgå overlappende processer bør et sådant kompetent organ på ligebehandlingsorganets anmodning give det oplysninger om resultaterne af undersøgelsen, når processen er afsluttet.

(28)

Ligebehandlingsorganer bør kunne dokumentere deres vurdering af klagen på grundlag af det bevismateriale, der er indsamlet. Medlemsstaterne bør fastsætte den juridiske karakter af denne vurdering, som kan være en ikkebindende udtalelse eller en bindende afgørelse. Begge bør omfatte en begrundelse for vurderingen og eventuelt omfatte foranstaltninger til at afhjælpe enhver konstateret overtrædelse af princippet om ligebehandling og forebygge yderligere tilfælde, idet der tages hensyn til den forskellige karakter af udtalelser og afgørelser. For at sikre, at ligebehandlingsorganers arbejde er effektivt, bør medlemsstaterne indføre passende mekanismer til at følge op på udtalelser og fuldbyrde afgørelser.

(29)

For at øge kendskabet til deres arbejde og reglerne om ligestilling og ikkeforskelsbehandling bør ligebehandlingsorganer som minimum kunne offentliggøre sammendragene af de af deres udtalelser og afgørelser, som de mener er af særlig relevans.

(30)

Ligebehandlingsorganer bør have ret til at agere i retssager for at bidrage til at sikre overholdelse af princippet om ligebehandling som fastsat i direktiv 2006/54/EF og 2010/41/EU. Sådanne retssager kan finde sted ved domstole eller tilsvarende organer, der behandler spørgsmål om ligebehandling og forskelsbehandling, i overensstemmelse med national ret og praksis. National ret og praksis om antagelse af søgsmål til realitetsbehandling, og navnlig enhver betingelse om legitim interesse, må ikke anvendes på en måde, der kan undergrave effektiviteten af ligebehandlingsorganers ret til at agere. Beføjelserne til at gennemføre undersøgelser og træffe afgørelser og den ret til at agere i retssager, som ligebehandlingsorganer tildeles i henhold til dette direktiv, forventes at fremme den praktiske gennemførelse af de nuværende bestemmelser i direktiv 2006/54/EF om bevisbyrde og i direktiv 2006/54/EF og 2010/41/EU om forsvar af rettigheder. Ligebehandlingsorganer vil på de betingelser, der fastsættes i nærværende direktiv, kunne fastslå faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, og dermed kunne opfylde betingelserne i artikel 19 i direktiv 2006/54/EF. Den støtte, som ligebehandlingsorganer yder i henhold til nærværende direktiv, vil derfor lette ofres adgang til domstolsprøvelse. Ligebehandlingsorganer bør kunne udvælge de sager, de beslutter at forfølge i retssager for at bidrage til en korrekt fortolkning og anvendelse af lovgivningen om ligebehandling.

(31)

Når ligebehandlingsorganer har beføjelse til at træffe bindende afgørelser, bør de have beføjelse til at optræde som part i sager om fuldbyrdelse eller domstolsprøvelse af disse afgørelser. Ligebehandlingsorganer bør også kunne fremsætte bemærkninger til domstolene, f.eks. ved at afgive ekspertudtalelser, i overensstemmelse med national ret og praksis.

(32)

Ligebehandlingsorganers ret til at agere i retssager kan antage forskellige former i forskellige nationale retlige rammer. Medlemsstaterne bør derfor i overensstemmelse med national ret og praksis vælge en eller flere af følgende muligheder for ageren for ligebehandlingsorganer: at agere på vegne af et eller flere ofre eller til støtte for et eller flere ofre eller at indlede retssager i eget navn.

(33)

Ligebehandlingsorganer bør kunne agere på vegne af eller til støtte for ofre og, hvor det er relevant, med deres godkendelse, hvorved der gives dem adgang til domstolsprøvelse, hvor ofrene ellers ofte afskrækkes af proceduremæssige og økonomiske barrierer eller frygt for viktimisering. Når ligebehandlingsorganer agerer på vegne af et eller flere ofre, repræsenterer de ofrene ved domstolen. Når ligebehandlingsorganer agerer til støtte for et eller flere ofre, deltager de i retssager, som ofrene har indledt, for at støtte kravet.

(34)

Nogle tilfælde af forskelsbehandling er vanskelige at bekæmpe, fordi der ikke er nogen klager, der selv forfølger sagen. Domstolen bekræftede i dommen i sag C-54/07 (14), som blev anlagt af et ligebehandlingsorgan i eget navn, at der kan konstateres forskelsbehandling, selv om der ikke kan identificeres en klager. For i samfundets interesse at bekæmpe forskelsbehandling bør medlemsstaterne derfor også have mulighed for at fastsætte, at ligebehandlingsorganer kan agere i eget navn i visse tilfælde af forskelsbehandling, f.eks. på grund af sagernes antal eller alvor eller behovet for juridisk afklaring, som hver især kan indikere, at forskelsbehandlingen har strukturel eller systematisk karakter. Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med national ret og praksis kunne fastsætte, at det i sådanne sager om forskelsbehandling kræves, at den indklagede er en identificeret person eller enhed.

(35)

For at sikre respekten for individuelle rettigheder bør medlemsstaterne fastlægge rammerne for ligebehandlingsorganers beføjelser med passende retssikkerhedsgarantier, som sikrer, at retten til fortrolighed og generelle retsprincipper såsom retten til en retfærdig rettergang, retten til et forsvar og retten til domstolsprøvelse af bindende afgørelser beskyttes på passende vis, herunder hvis ligebehandlingsorganet optræder som part eller på vegne af en part i retssager. Medlemsstaterne kan f.eks. tilbyde fortrolighed til vidner og whistleblowere som en vigtig måde at tilskynde til indberetning af tilfælde af forskelsbehandling på.

(36)

Dette direktivs bestemmelser om ligebehandlingsorganers ret til at agere i retssager ændrer ikke rettighederne for ofre eller sammenslutninger, organisationer eller andre juridiske personer, som håndhæver ofres rettigheder, som i overensstemmelse med kriterierne i national ret har en legitim interesse i at sikre, at direktiv 2006/54/EF og 2010/41/EU overholdes, som fastsat i disse direktiver, herunder når disse ofre, sammenslutninger, organisationer eller andre juridiske enheder har indledt en retslig eller administrativ procedure eller begge dele.

(37)

Hvorvidt ligebehandlingsorganers arbejde er virkningsfuldt, afhænger også af, at grupper, der er i risiko for forskelsbehandling, får fuld adgang til deres tjenester. I Den Europæiske Unions anden undersøgelse om mindretal og forskelsbehandling gennemført af Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder tilkendegav 71 % af medlemmerne af etniske mindretal eller indvandrermindretal, at de ikke er bekendt med organisationer, der tilbyder støtte eller rådgivning til ofre for forskelsbehandling. Som et vigtigt skridt for at understøtte en sådan adgang skal medlemsstaterne sikre, at alle personer kender deres rettigheder og er opmærksomme på ligebehandlingsorganers eksistens og de tjenester, som disse organer tilbyder. Dette er særlig vigtigt for ugunstigt stillede grupper og grupper, hvis adgang til disse oplysninger kan være hindret, f.eks. af deres usikre økonomiske status, alder, handicap, læse- og skrivefærdigheder, nationalitet eller opholdsstatus eller deres manglende adgang til onlineværktøjer.

(38)

Alle bør på lige fod sikres adgang til ligebehandlingsorganers tjenester og publikationer. Derfor bør potentielle barrierer for adgang til ligebehandlingsorganers tjenester kortlægges og imødegås. Tjenesterne bør være gratis for klagere. Uden at dette berører regionale og lokale myndigheders autonomi, bør medlemsstaterne også sikre, at ligebehandlingsorganers tjenester er tilgængelige for alle potentielle ofre på hele deres område, f.eks. gennem oprettelse af lokale kontorer, herunder mobile kontorer, anvendelse af kommunikationsværktøjer, tilrettelæggelse af lokale kampagner, samarbejde med lokale delegerede eller civilsamfundsorganisationer eller gennem tjenesteydere, der er indgået kontrakt med.

(39)

For at sikre adgang for personer med handicap til alle ligebehandlingsorganers tjenester og aktiviteter er det nødvendigt at sikre tilgængelighed i overensstemmelse med kravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/882 (15) og at sikre tilpasninger i rimeligt omfang i overensstemmelse med De Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap, der blev vedtaget den 13. december 2006. Ligebehandlingsorganer bør derfor sikre fysisk og digital tilgængelighed ved at forebygge og fjerne barrierer, som personer med handicap kan stå over for i forbindelse med adgang til ligebehandlingsorganers tjenester og oplysninger, og sørge for tilpasninger i rimeligt omfang, idet der foretages nødvendige og passende ændringer og tilpasninger, hvis det er nødvendigt i et konkret tilfælde.

(40)

Muligheden for, at ligebehandlingsorganer regelmæssigt og på et langsigtet grundlag kan koordinere og samarbejde på forskellige niveauer, er afgørende for gensidig læring, sammenhæng og konsekvens, og det kan udvide rækkevidden og virkningen af deres arbejde. Ligebehandlingsorganer bør inden for deres respektive kompetenceområder samarbejde med andre ligebehandlingsorganer i samme medlemsstat og med offentlige og private enheder på lokalt, regionalt, nationalt og internationalt plan samt EU-plan, f.eks. netværk for ligebehandlingsorganer på EU-plan, civilsamfundsorganisationer, databeskyttelsesmyndigheder, arbejdsmarkedets parter, arbejds- og uddannelsestilsyn, retshåndhævende organer, agenturer med ansvar på nationalt plan for forsvar af menneskerettighederne, nationale statistiske kontorer, myndigheder, der forvalter EU-midler, nationale romakontaktpunkter, forbrugerorganisationer og nationale uafhængige mekanismer til fremme, beskyttelse og overvågning af De Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap.

(41)

Ligebehandlingsorganer kan ikke udfylde deres rolle som eksperter i ligebehandling eller bidrage til integration af kønsaspektet, hvis de ikke høres tilstrækkeligt tidligt i den politiske beslutningsproces om spørgsmål vedrørende rettigheder og forpligtelser, der følger af direktiv 2006/54/EF og 2010/41/EU. Medlemsstaterne bør derfor indføre procedurer for at sikre sådan rettidig høring og bør gøre det muligt for ligebehandlingsorganer, hvor disse finder det nødvendigt, at fremsætte henstillinger og offentliggøre dem i så god tid, at de kan tages i betragtning.

(42)

Ligebehandlingsdata er afgørende for at øge bevidstheden, bevidstgøre folk, kvantificere forskelsbehandling, vise tendenser over tid, bevise eksistensen af forskelsbehandling, evaluere gennemførelsen af ligestillingslovgivningen, påvise behovet for positiv særbehandling og bidrage til evidensbaseret politikudformning. Ligebehandlingsorganer kan bidrage til udviklingen af ligebehandlingsdata til disse formål, f.eks. ved at tilrettelægge rundbordsdiskussioner, som samler alle relevante enheder. Ligebehandlingsorganer bør også indsamle og analysere data om deres egne aktiviteter og kunne gennemføre undersøgelser, og de bør i overensstemmelse med national ret kunne få adgang til og gøre brug af statistikker vedrørende de rettigheder og forpligtelser, der følger af direktiv 2006/54/EF og 2010/41/EU. Personoplysninger, der indsamles af ligebehandlingsorganet, bør anonymiseres eller, hvis dette ikke er muligt, pseudonymiseres.

(43)

Ligebehandlingsorganer bør vedtage et arbejdsprogram, der fastlægger deres prioriteter og kommende aktiviteter, hvilket giver dem mulighed for at sikre sammenhæng mellem deres forskellige arbejdsområder over tid og at tage fat på systemiske problemer med forskelsbehandling, der falder ind under deres mandat, som led i en langsigtet handlingsplan.

(44)

Ud over at offentliggøre en årlig aktivitetsrapport bør ligebehandlingsorganer regelmæssigt offentliggøre en rapport med en samlet vurdering af situationen med hensyn til forskelsbehandling, der falder ind under deres mandat i medlemsstaterne, samt andre rapporter vedrørende forskelsbehandling.

(45)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af medlemsstaternes rapporteringsforpligtelser for så vidt angår virket for ligebehandlingsorganer, der er udpeget i henhold til dette direktiv, bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at opstille en liste over relevante indikatorer, på grundlag af hvilke der bør indsamles data. Sådanne indikatorer bør ikke have til formål at lave ranglister eller fremsætte specifikke henstillinger til de enkelte medlemsstater. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (16).

(46)

Dette direktiv fastsætter minimumskrav og giver således medlemsstaterne mulighed for at indføre eller opretholde gunstigere bestemmelser. Gennemførelsen af dette direktiv bør ikke tjene som begrundelse for en forringelse af de eksisterende vilkår på dette felt i de enkelte medlemsstater.

(47)

Enhver behandling af personoplysninger, der foretages af ligebehandlingsorganer i henhold til dette direktiv, bør foretages i fuld overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (17). Medlemsstaterne bør sikre, at ligebehandlingsorganers opgaver er klart fastlagt ved lov i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679. Ligebehandlingsorganer bør kun behandle personoplysninger i det omfang, det er nødvendigt for, at de kan udføre deres opgaver i henhold til dette direktiv. Personer, hvis personoplysninger behandles, bør informeres om deres rettigheder som registrerede, herunder om de retsmidler, de har til rådighed på nationalt plan.

(48)

Hvis udførelsen af ligebehandlingsorganers opgaver kræver behandling af de særlige kategorier af personoplysninger, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1, i forordning (EU) 2016/679, bør medlemsstaterne også sikre, at national ret respekterer det væsentligste indhold af retten til databeskyttelse og fastsætter passende og specifikke foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes grundlæggende rettigheder og interesser i overensstemmelse med artikel 9, stk. 2, litra g), i forordning (EU) 2016/679. Sådanne garantier bør f.eks. omfatte interne politikker og foranstaltninger til at sikre dataminimering, herunder gennem anonymisering af personoplysninger, hvor det er muligt, til at anvende pseudonymisering og kryptering af personoplysninger, til at forhindre uautoriseret adgang til og videregivelse af personoplysninger og til at sikre, at personoplysninger ikke behandles længere end nødvendigt af hensyn til de formål, hvortil de behandles.

(49)

Dette direktiv bygger på reglerne i direktiv 2006/54/EF og 2010/41/EU ved at indføre skærpede standarder for ligebehandlingsorganers virke. Bestemmelserne om ligebehandlingsorganer i direktiv 2006/54/EF og 2010/41/EU bør derfor udgå.

(50)

Dette direktiv har til formål at sikre, at ligebehandlingsorganer fungerer i overensstemmelse med minimumsstandarder, med henblik på at gøre dem mere effektive og sikre deres uafhængighed for at styrke anvendelsen af princippet om ligebehandling. Målet for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv, som udelukkende fastsætter minimumsstandarder, ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(51)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (18) og afgav en udtalelse den 2. februar 2023 (19) —

a)

vedtager et arbejdsprogram med deres prioriteter og kommende aktiviteter

b)

udarbejder og offentliggør en årlig aktivitetsrapport, der omhandler deres årlige budget, personale og regnskab, og

c)

offentliggør en eller flere rapporter med henstillinger mindst hvert fjerde år om situationen med hensyn til ligebehandling og forskelsbehandling, herunder potentielle strukturelle emner, i deres medlemsstat.