(1)

Formålet med dette direktiv er at skabe en samlet ramme for en effektiv forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet i hele Unionen. Det gøres ved at styrke og indføre foranstaltninger vedrørende følgende områder: definition af de relevante strafbare handlinger og sanktioner, beskyttelse af ofre og adgang til domstolsprøvelse, støtte til ofre, forbedret dataindsamling, forebyggelse, koordinering og samarbejde.

(2)

Ligestilling mellem kvinder og mænd og ikkeforskelsbehandling er kerneværdier i Unionen og de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i henholdsvis artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 21 og 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«). Vold mod kvinder og vold i hjemmet bringer de selvsamme værdier og rettigheder i fare, underminerer kvinders og pigers ret til ligestilling på alle livets områder og hæmmer deres ligeværdige deltagelse i samfunds- og arbejdslivet.

(3)

Vold mod kvinder og vold i hjemmet udgør en krænkelse af grundlæggende rettigheder såsom retten til menneskelig værdighed, retten til livet og til menneskets integritet, forbuddet mod umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, retten til respekt for privatliv og familieliv, retten til frihed og sikkerhed, retten til beskyttelse af personoplysninger, retten til beskyttelse mod forskelsbehandling, herunder på grund af køn, og børns rettigheder som nedfældet i chartret og De Forenede Nationers konvention om barnets rettigheder.

(4)

Dette direktiv understøtter de internationale forpligtelser, som medlemsstaterne har påtaget sig til at bekæmpe og forebygge vold mod kvinder og vold i hjemmet, navnlig De Forenede Nationers konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder og De Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap, og, hvor det er relevant, Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet og Den Internationale Arbejdsorganisations konvention om afskaffelse af vold og chikane i arbejdslivet, der blev undertegnet den 21. juni 2019 i Genève.

(5)

I lyset af de særlige forhold, der gør sig gældende for de strafbare handlinger vold mod kvinder og vold i hjemmet, er det nødvendigt at fastsætte et omfattende sæt regler, der imødegår det vedvarende problem med vold mod kvinder og vold i hjemmet på en målrettet måde og tilgodeser de særlige behov hos ofre for denne form for vold. De eksisterende bestemmelser på EU-plan og nationalt plan har vist sig at være utilstrækkelige til effektivt at bekæmpe og forebygge vold mod kvinder og vold i hjemmet. Navnlig gælder det, at mens Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU (3) og 2011/93/EU (4), der fokuserer på bestemte typer af sådan vold, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU (5), der fastsætter en generel ramme for ofre for kriminalitet, giver visse garantier til ofre, imødekommer de ikke deres specifikke behov.

(6)

Vold mod kvinder og vold i hjemmet kan forværres, når den falder sammen med forskelsbehandling på grundlag af en kombination af køn og enhver anden årsag til forskelsbehandling som omhandlet i chartrets artikel 21, nemlig race, farve, etnisk oprindelse eller social baggrund, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder eller seksuel orientering (»intersektionel forskelsbehandling«). Medlemsstaterne bør derfor tage behørigt hensyn til de ofre, der er ramt af en sådan intersektionel forskelsbehandling, ved at træffe specifikke foranstaltninger. Personer, der er ramt af intersektionel forskelsbehandling, er i øget risiko for at blive udsat for kønsbaseret vold. Medlemsstaterne bør derfor tage hensyn til denne øgede risiko, når de gennemfører de foranstaltninger, der er fastsat i dette direktiv, særlig i forbindelse med den individuelle vurdering med henblik på fastlæggelse af ofres beskyttelsesbehov, specialiseret støtte til ofre samt uddannelse og oplysning af fagfolk, som sandsynligvis vil komme i kontakt med ofre.

(7)

Ofre er i øget risiko for intimidering, gengældelse samt sekundær og gentagen viktimisering. Medlemsstaterne bør sikre, at der lægges særlig vægt på disse risici og behovet for at beskytte sådanne ofres værdighed og fysiske integritet. Tidligere bekendtskab med eller tidligere forhold til gerningsmanden er en faktor, der bør tages i betragtning ved vurderingen af risikoen for repressalier.

(8)

Ofre bør kunne udøve deres rettigheder før, under og i et passende tidsrum efter straffesagen i overensstemmelse med deres behov og på de betingelser, der er fastsat i dette direktiv.

(9)

De bestemmelser i dette direktiv, som vedrører ofres rettigheder, bør finde anvendelse på alle ofre for strafbar adfærd, der udgør vold mod kvinder eller vold i hjemmet, som kriminaliseret i henhold til EU-retten eller national ret. Dette omfatter de strafbare handlinger, der er defineret i dette direktiv, nemlig kvindelig kønslemlæstelse, tvangsægteskab, deling af intimt eller manipuleret materiale uden samtykke, cyberstalking, cyberchikane, cyberflashing og tilskyndelse via nettet til vold eller had og strafbar adfærd, der er omfattet af andre EU-retsakter, navnlig direktiv 2011/36/EU og 2011/93/EU. Endelig falder visse strafbare handlinger i henhold til national ret ind under definitionen af vold mod kvinder. De omfatter strafbare handlinger såsom kvindedrab, voldtægt, seksuel chikane, seksuelt misbrug, stalking, tidlige ægteskaber, tvangsaborter, tvangssterilisering og forskellige former for cybervold såsom seksuel chikane på internettet og cybermobning. Vold i hjemmet er en form for vold, som vil kunne være specifikt kriminaliseret i henhold til national ret eller omfattet af de strafbare handlinger, der begås inden for familien eller husstanden eller mellem tidligere eller nuværende ægtefæller eller partnere, uanset om de deler husstand eller ej. De enkelte medlemsstater kan anlægge en bredere forståelse af, hvad der udgør vold mod kvinder i henhold til national strafferet. Det bør bemærkes, at dette direktiv ikke omhandler hele det spektrum af kriminel adfærd, der udgør vold mod kvinder.

(10)

Vold mod kvinder er et vedvarende udtryk for strukturel forskelsbehandling af kvinder som følge af et historisk ulige magtforhold mellem kvinder og mænd. Det er en form for kønsbestemt vold, der udøves af mænd, og som primært rammer kvinder og piger. Den har rødder i socialt konstruerede roller, adfærd, aktiviteter og egenskaber, som et givet samfund anser for passende for kvinder og mænd. Der bør derfor tages højde for et kønssensitivt perspektiv ved gennemførelsen af dette direktiv.

(11)

Vold i hjemmet er et alvorligt socialt problem, der ofte forbliver skjult. Det kan føre til alvorlige psykiske og fysiske traumer med alvorlige konsekvenser for et offers privatliv og arbejdsliv, fordi gerningsmanden typisk er en person, som offeret kender, og som offeret ville forvente at kunne stole på. Denne form for vold kan antage forskellige former, herunder fysiske, seksuelle, psykologiske og økonomiske former, og kan finde sted inden for en bred vifte af relationer. Vold i hjemmet omfatter ofte kontrollerende adfærd og kan forekomme, uanset om gerningsmanden deler eller har delt husstand med offeret eller ej.

(12)

Foranstaltningerne i dette direktiv er udformet med henblik på at imødekomme kvinders og pigers specifikke behov, da de i uforholdsmæssigt høj grad rammes af de former for vold, der er omfattet af dette direktiv, nemlig vold mod kvinder og vold i hjemmet, hvilket bekræftes af data og undersøgelser. Imidlertid bliver andre personer også ofre for disse former for vold og bør derfor også være omfattet af de samme foranstaltninger for ofre, som er fastsat i dette direktiv. Begrebet »offer« bør derfor henvise til alle personer uanset deres køn, og alle ofre bør, medmindre andet er angivet i en given bestemmelse, være omfattet af rettighederne i forbindelse med beskyttelse af ofre og adgang til domstolsprøvelse, støtte til ofre og forebyggende foranstaltninger.

(13)

På grund af deres sårbarhed kan det være ødelæggende for børn at være vidne til vold i hjemmet. Børn, der er vidne til vold i hjemmet inden for familien eller husstanden, lider typisk direkte psykologisk og følelsesmæssig skade, som påvirker deres udvikling, og er i øget risiko for at lide af fysisk og psykisk sygdom, både på kort og lang sigt. Anerkendelsen af, at børn, der har lidt skade direkte som følge af at have været vidne til vold i hjemmet, selv er ofre, er et vigtigt skridt i retning af at beskytte børn, der lider under vold i hjemmet.

(14)

Med henblik på dette direktiv bør »kompetente myndigheder« forstås som den eller de myndigheder, der i henhold til national ret er udpeget som kompetent(e) til at varetage en opgave som fastsat i dette direktiv. Hver medlemsstat bør afgøre, hvilke myndigheder der skal være kompetente med hensyn til hver af disse opgaver.

(15)

I henhold til artikel 288 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) er et direktiv med hensyn til det tilsigtede mål bindende for enhver medlemsstat, som det rettes til, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen. I betragtning af den særlige karakter af den strafbare handling kvindelig kønslemlæstelse og behovet for at sikre beskyttelsen af ofrene, der lider særlig skade som følge heraf, bør denne strafbare handling behandles specifikt i medlemsstaternes strafferet. Kvindelig kønslemlæstelse er en praksis, der indebærer overgreb og udnyttelse, og som vedrører en kvindes eller en piges kønsorganer, og som foretages med henblik på at bevare og hævde dominans over kvinder og piger og for at udøve social kontrol over kvinders og pigers seksualitet. Den foretages undertiden i forbindelse med børnetvangsægteskaber eller vold i hjemmet. Kvindelig kønslemlæstelse kan forekomme som en traditionel praksis, som nogle samfund udøver over for deres kvindelige medlemmer. Den bør omfatte lemlæstende praksis, som foretages af ikkemedicinske årsager, og som forvolder ofrene uoprettelig og livslang skade. Kvindelig kønslemlæstelse fører til psykologiske og sociale skader, som i alvorlig grad påvirker offerets livskvalitet. Begrebet »excision« bør henvise til den delvise eller fuldstændige fjernelse af klitoris og de ydre kønslæber. Begrebet »infibulering« bør henvise til lukningen af de ydre kønslæber ved delvis sammensyning af vulvas ydre læber for at indsnævre vaginalåbningen. Begrebet »udførelse af enhver anden lemlæstelse« bør henvise til alle andre fysiske ændringer af de kvindelige kønsorganer.

(16)

Tvangsægteskab er en form for vold, der indebærer alvorlige krænkelser af grundlæggende rettigheder, navnlig kvinders og pigers ret til fysisk integritet, frihed, autonomi, fysisk og mental sundhed, seksuel og reproduktiv sundhed, uddannelse og privatliv. Fattigdom, arbejdsløshed, skikke og konflikter er alle faktorer, der fremmer tvangsægteskaber. Fysisk og seksuel vold og trusler om vold er ofte anvendte tvangsmidler til at tvinge en kvinde eller pige til at indgå ægteskab. Ofte ledsages tvangsægteskaber af forskellige former for fysisk og psykisk udnyttelse og vold såsom seksuel udnyttelse. Det er derfor nødvendigt, at alle medlemsstater kriminaliserer tvangsægteskaber og gør lovovertræderne til genstand for passende straffe. Dette direktiv berører ikke definitionerne af »ægteskab« i national eller international ret. Medlemsstaterne bør træffe de nødvendige foranstaltninger til at fastsætte en forældelsesfrist, der sikrer, at tvangsægteskaber kan efterforskes, retsforfølges og pådømmes. Eftersom ofre for tvangsægteskaber ofte er mindreårige, bør forældelsesfristerne dække en periode, der er tilstrækkeligt lang og står i et rimeligt forhold til den pågældende strafbare handlings grovhed, for at gøre det muligt effektivt at indlede en retssag, efter at offeret er fyldt 18 år.

(17)

Det er nødvendigt at fastsætte harmoniserede definitioner af strafbare handlinger og straffe i forbindelse med visse former for cybervold, hvor vold er uløseligt forbundet med brugen af informations- og kommunikationsteknologi (»IKT«), og disse teknologier bruges til i betydelig grad at forstærke alvoren af de strafbare handlingers skadelige virkning og derved ændrer den strafbare handlings karakter. Cybervold er især rettet mod og påvirker kvindelige politikere, journalister og menneskerettighedsforkæmpere. Menneskerettighedsforkæmpere er enkeltpersoner, grupper eller organisationer, som fremmer og beskytter universelt anerkendte menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Cybervold kan få kvinder til at tie og forhindre, at de deltager i samfundet på lige fod med mænd. Cybervold rammer også kvinder og piger i uddannelsessammenhænge såsom skoler og universiteter i uforholdsmæssigt høj grad med skadelige konsekvenser for deres videreuddannelse og deres mentale sundhed, forårsager social udstødelse, angst og tilskyndelse til at begå selvskade og kan i ekstreme tilfælde føre til selvmord.

(18)

Brugen af IKT indebærer en risiko for let, hurtig og udbredt forstærkning af visse former for cybervold med en klar risiko for at forårsage dyb og langvarig skade for offeret eller øge denne skade. Potentialet for en sådan forstærkning, som er en forudsætning for, at der begås flere strafbare handlinger i form af cybervold som defineret i dette direktiv, bør være afspejlet i det forhold, at bestemt materiale »gøres tilgængeligt for offentligheden« ved hjælp af IKT. Begreberne »tilgængeligt for offentligheden« og »offentligt tilgængeligt« bør forstås som en henvisning til, at materialet potentielt kan nå ud til et antal personer. Disse begreber bør fortolkes og anvendes under hensyntagen til de relevante omstændigheder, herunder de teknologier, der anvendes til at gøre dette materiale tilgængeligt. For kun at fastsætte minimumsregler for de alvorligste former for cybervold er de relevante strafbare handlinger, som er defineret i dette direktiv, desuden begrænset til adfærd, som sandsynligvis vil forvolde offeret alvorlig skade eller alvorlig psykologisk skade, eller til adfærd, som sandsynligvis vil forårsage, at offeret alvorligt frygter for sin egen eller forsørgelsesberettigede personers sikkerhed. I hvert enkelt tilfælde bør der ved vurderingen af, om adfærden sandsynligvis vil forårsage alvorlig skade, tages hensyn til sagens konkrete omstændigheder, uden at dette berører retsvæsenets uafhængighed. Sandsynligheden for at forvolde alvorlig skade kan udledes af objektive faktiske omstændigheder. Dette direktiv fastlægger en retlig ramme af minimumsregler i denne henseende, og det står medlemsstaterne frit for at vedtage eller opretholde strengere strafferetlige regler.

(19)

Særligt på grund at dets tendens til let, hurtig og bred udbredelse og udførelse samt dets intime karakter kan det at gøre billeder, videoer eller lignende materiale, som viser en persons utilslørede seksuelle aktiviteter eller kønsdele, tilgængelige for offentligheden ved hjælp af IKT uden denne persons samtykke, være meget skadeligt for offeret. Den relevante strafbare handling, der defineres i dette direktiv, bør omfatte alle typer af sådant materiale såsom billeder, fotografier og videoer, herunder seksualiserede billeder, lydklip og videoklip. Den bør omfatte situationer, hvor det at gøre materiale tilgængeligt for offentligheden ved hjælp af IKT finder sted uden offerets samtykke, uanset om offeret har givet sit samtykke til frembringelsen af materialet eller måtte have videregivet det til en bestemt person. Den strafbare handling bør også omfatte fremstilling, manipulering eller ændring uden samtykke, f.eks. ved hjælp af billedredigering, herunder ved brug af kunstig intelligens, af materiale, som får det til at se ud, som om en anden person er involveret i seksuelle aktiviteter, for så vidt som materialet efterfølgende gøres tilgængeligt for offentligheden ved hjælp af IKT uden den pågældende persons samtykke. En sådan fremstilling, manipulering eller ændring af materiale bør omfatte frembringelse af deepfake-materiale, hvor materialet i væsentlig grad ligner en eksisterende person, eksisterende genstande, steder eller andre enheder eller begivenheder, der viser en anden persons seksuelle aktiviteter, og som for andre fejlagtigt forekommer at være autentisk eller sandfærdigt. For at sikre en effektiv beskyttelse af ofre mod en sådan adfærd bør trusler om at give sig i kast med sådan adfærd også være omfattet.

(20)

Udbredelse af billeder, videoer eller andet materiale, som uden en persons samtykke viser denne persons utilslørede seksuelle aktiviteter eller kønsdele til offentligheden ved hjælp af IKT, bør ikke kriminaliseres, hvis en sådan ikkekriminalisering er nødvendig for at beskytte de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartret, særlig ytringsfriheden, herunder friheden til at modtage og meddele oplysninger og tanker i et åbent og demokratisk samfund, samt den kunstneriske og videnskabelige frihed, herunder akademisk frihed. Den strafbare handling bør heller ikke omfatte offentlige myndigheders håndtering af materiale, særlig med henblik på gennemførelse af straffesager eller forebyggelse, afsløring eller efterforskning af strafbare handlinger, og medlemsstaterne bør kunne fritage en person for ansvar under visse omstændigheder, f.eks. hvis telefon- eller internethjælpetjenester håndterer materiale med henblik på at anmelde en strafbar handling til myndighederne.

(21)

Cyberstalking er en moderne form for vold, som ofte begås mod familiemedlemmer eller personer, der bor i samme husstand som krænkeren, men også af tidligere partnere eller bekendte. Typisk misbruges teknologien af gerningsmanden til at optrappe den tvangsmæssige og kontrollerende adfærd, manipulation og overvågning og forstærker derved offerets frygt, angst og gradvise isolation fra venner, familie og arbejde. Der bør derfor fastsættes minimumsregler for cyberstalking. Den strafbare handling cyberstalking bør omfatte gentagen eller løbende overvågning af offeret ved hjælp af IKT uden offerets samtykke eller en retlig tilladelse. Denne form for overvågning kan muliggøres ved at behandle offerets personoplysninger, f.eks. ved identitetstyveri, ved at stjæle passwords, ved at hacke offerets enheder, ved i hemmelighed at aktivere software til registrering af tastetryk og koder (keylogging) for at få adgang til offerets private rum, ved at installere geolokaliseringsapps, herunder stalkerware, eller ved at stjæle offerets enheder. Derudover omfatter den strafbare handling cyberstalking overvågning af ofre uden deres samtykke eller tilladelse ved hjælp af teknologiske enheder, der er forbundet via tingenes internet såsom intelligente husholdningsapparater. Der kan dog være situationer, hvor overvågningen foretages af lovlige årsager, f.eks. i forbindelse med forældres overvågning af deres børns opholdssted og deres onlineaktivitet, slægtninges helbredsrelaterede overvågning af syge, ældre eller sårbare personer eller personer med handicap eller i forbindelse med medieovervågning og efterretninger indhentet fra åbne kilder.

(22)

Strafansvar bør begrænses til situationer, hvor overvågningen sandsynligvis vil forvolde ofret alvorlig skade. Når det vurderes, om en handling sandsynligvis vil forvolde alvorlig skade, bør fokus ligge på, om handlingen typisk vil forvolde et offer skade.

(23)

I definitionen af den strafbare handling cyberstalking bør begrebet »sporing« henvise til at opspore en persons opholdssted og følge denne persons bevægelser, og begrebet »overvågning« bør henvise til at holde øje med en person mere generelt, herunder iagttage vedkommendes aktiviteter. I forbindelse med cyberstalking har begge handlinger i sidste ende til formål at kontrollere en person.

(24)

Der bør fastsættes minimumsregler for den strafbare handling cyberchikane for at dække de alvorligste former for cyberchikane. Dette bør omfatte gentagne gange eller vedvarende at indlade sig på truende adfærd rettet mod en person, i det mindste hvor en sådan adfærd indbefatter trusler ved hjælp af IKT om at begå strafbare handlinger, og hvor en sådan adfærd sandsynligvis vil fremkalde alvorlig frygt hos personen for sin egen eller forsørgelsesberettigede personers sikkerhed. Dette bør også omfatte sammen med andre personer og ved hjælp af IKT i et offentligt forum at indlade sig på truende eller fornærmende adfærd rettet mod en person, hvis en sådan adfærd sandsynligvis vil forvolde denne person alvorlig psykisk skade. Sådanne omfattende angreb, herunder koordinerede gruppeangreb på nettet, kan munde ud i angreb uden for nettet eller forårsage betydelig psykisk skade og i ekstreme tilfælde føre til, at offeret begår selvmord. Sådanne angreb er ofte rettet mod fremtrædende kvindelige politikere, journalister og menneskerettighedsforkæmpere eller på anden måde kendte kvinder, men kan også forekomme i andre sammenhænge, f.eks. på universitetsområder, i skoler og på arbejdspladser. En sådan form for onlinevold bør bekæmpes, navnlig når angrebene finder sted i stor skala, f.eks. i form af massechikane udført af et betydeligt antal mennesker. Minimumsreglerne vedrørende cyberchikane bør også omfatte uopfordret fremsendelse af et billede, en video eller andet lignende materiale, der afbilder kønsdele, til en person (»cyberflashing«), hvor en sådan adfærd sandsynligvis vil forvolde den pågældende person alvorlig psykisk skade. Cyberflashing er en udbredt form for intimidering af kvinder og en måde at bringe dem til tavshed på. Minimumsreglerne for den strafbare handling cyberchikane bør også omfatte regler om situationer, hvor offerets personlige oplysninger gøres offentligt tilgængelige ved hjælp af IKT uden ofrets samtykke med henblik på at tilskynde andre til at forvolde offeret fysisk eller alvorlig psykologisk skade (»doxing«).

(25)

I de senere år har stigningen i brugen af internettet og de sociale medier ført til en kraftig stigning i offentlig tilskyndelse til vold og had, herunder på grund af køn. Den lette, hurtige og brede spredning af had i den digitale verden forstærkes af virkningen af folks manglende hæmninger på internettet, idet den formodede anonymitet på internettet og følelsen af straffrihed reducerer de hæmninger, som normalt afholder mennesker fra at tale sådan. Kvinder er ofte mål for sexistisk og kvindefjendsk had på internettet, som kan eskalere til hadforbrydelser uden for nettet. Det er nødvendigt at forhindre eller gribe ind over for denne adfærd på et tidligt tidspunkt. Det sprog, der anvendes i denne form for tilskyndelse, henviser ikke altid direkte til målpersonens køn, men den forudindtagede motivation kan udledes af tilskyndelsens samlede indhold eller kontekst.

(26)

Den strafbare handling tilskyndelse på nettet til vold eller had forudsætter, at tilskyndelsen ikke kommer til udtryk i en rent privat sammenhæng, men offentligt ved brug af IKT. Det bør derfor være påkrævet, at der sker udbredelse til offentligheden, hvilket bør forstås således, at det indebærer, at et givet materiale, hvori der opfordres til vold eller had, via IKT gøres tilgængeligt for et potentielt ubegrænset antal personer, nemlig ved at materialet gøres let tilgængeligt for brugere generelt, uden at den person, der tilvejebragte materialet, behøver at foretage sig yderligere, uanset om disse brugere rent faktisk tilgår de pågældende oplysninger eller ej. Hvis adgangen til materialet kræver registrering eller optagelse i en gruppe af brugere, bør disse oplysninger således kun betragtes som værende udbredt til offentligheden, hvis brugere, der ønsker adgang til oplysningerne, automatisk registreres eller gives adgang, uden at et menneske træffer beslutning om eller foretager udvælgelse af, hvem der skal tildeles adgang. Ved vurderingen af, om materiale udgør tilskyndelse til had eller vold, bør de kompetente myndigheder tage hensyn til den grundlæggende ret til ytringsfrihed som fastsat i chartrets artikel 11.

(27)

For at sikre en rimelig balance mellem ytringsfriheden og retsforfølgningen af den strafbare handling tilskyndelse på nettet til vold eller had bør medlemsstaterne kunne vælge kun at straffe adfærd, der udføres på en måde, som sandsynligvis vil forstyrre den offentlige orden, eller som er truende, groft krænkende eller fornærmende. Anvendelsen af disse betingelser bør, hvis den er påkrævet i henhold til national ret, ikke føre til underminering af effektiviteten af den bestemmelse, der definerer den strafbare handling tilskyndelse på nettet til vold eller had.

(28)

Sanktionerne for de strafbare handlinger, der defineres i dette direktiv, bør være effektive, have en afskrækkende virkning og stå i et rimeligt forhold til den strafbare handlings grovhed. Med henblik herpå bør der fastsættes mindsteniveauer for den maksimale fængselsstraf for fysiske personer. De maksimale fængselsstraffe, der er fastsat i dette direktiv for strafbare handlinger begået af fysiske personer, bør finde anvendelse på i det mindste de alvorligste af disse strafbare handlinger.

(29)

Ofre bør let kunne anmelde voldsforbrydelser mod kvinder eller vold i hjemmet og forelægge beviser herfor uden at blive udsat for sekundær eller gentagen viktimisering. Det er yderst vigtigt, at ofre, når de anmelder strafbare handlinger, henvises til et specialiseret kontaktpunkt, når det er muligt, uanset om der indgives en strafferetlig anmeldelse. Dette kontaktpunkt kan være en uddannet politibetjent eller enhver fagperson, der er uddannet til at bistå ofre.

(30)

Medlemsstaterne bør ud over personlig anmeldelse give mulighed for at indgive klager online eller via anden tilgængelig og sikker IKT med henblik på anmeldelse af vold mod kvinder eller vold i hjemmet, i det mindste for så vidt angår cyberkriminalitet bestående i deling af intimt eller manipuleret materiale uden samtykke, cyberstalking, cyberchikane og tilskyndelse via nettet til vold eller had som defineret i dette direktiv. Ofre bør kunne uploade materiale vedrørende deres anmeldelse såsom skærmbilleder af den påståede voldelige adfærd.

(31)

I lyset af de særlige forhold, der gør sig gældende for vold mod kvinder og vold i hjemmet, og den øgede risiko for, at ofre muligvis trækker deres anmeldelse tilbage, selv om de har været ofre for en strafbar handling, er det vigtigt, at relevant bevismateriale indsamles på en udførlig måde så tidligt som muligt i overensstemmelse med gældende nationale procedureregler.

(32)

Medlemsstaterne kan yde retshjælp, herunder gratis retshjælp, til ofre, når de anmelder strafbare handlinger, hvor dette er fastsat i national ret. Når medlemsstaterne vurderer offerets midler med henblik på at afgøre, om der skal bevilges retshjælp, bør de tage hensyn til offerets faktiske adgang til sine økonomiske ressourcer. Vold i hjemmet kan føre til økonomisk kontrol fra gerningsmandens side, og ofrene har måske ikke reel adgang til deres egne finansielle midler.

(33)

I tilfælde af vold i hjemmet og vold mod kvinder, navnlig når den begås af nære familiemedlemmer eller partnere, kan ofrene være udsat for en sådan tvang fra gerningsmandens side, at de er bange for at henvende sig til de kompetente myndigheder, selv hvis deres liv er i fare. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at deres regler for tavshedspligt ikke udgør en hindring for, at sundhedsprofessionelle kan foretage en indberetning til de kompetente myndigheder, hvor de har rimelig grund til at antage, at der er en umiddelbar risiko for alvorlig fysisk skade. En sådan indberetning er berettiget, fordi sådanne handlinger måske ikke anmeldes af dem, der oplever dem, eller som er direkte vidne til dem. På samme måde opdages tilfælde af vold i hjemmet eller vold mod kvinder, som påvirker børn, ofte kun af tredjeparter, der bemærker unormal adfærd eller fysisk skade på barnet. Det er nødvendigt at beskytte børn effektivt mod sådanne former for vold og med det samme træffe passende foranstaltninger. Fagfolk, der kommer i kontakt med børn, der er ofre, herunder fagfolk inden for sundhedspleje, sociale tjenester eller uddannelse, bør derfor ikke være underlagt tavshedspligt, hvis de har rimelig grund til at antage, at et barn er blevet påført alvorlig fysisk skade. Når fagfolk indberetter sådanne tilfælde af vold, bør medlemsstaterne sikre, at de ikke holdes ansvarlige for brud på tavshedspligten. Retten til fortrolighed mellem advokat og klient bør dog sikres i overensstemmelse med chartrets artikel 7, hvilket er begrundet i den afgørende rolle, som advokater har i et demokratisk samfund. Hvor det er fastsat i national ret, bør præsters tavshedspligt med hensyn til skriftemål eller tilsvarende principper, der finder anvendelse for at sikre religionsfriheden, også sikres. Derudover berører fagfolks mulighed for at indberette sådanne tilfælde af vold ikke nationale regler om kildebeskyttelse, som finder anvendelse i forbindelse med medierne.

(34)

For at imødegå de manglende indberetninger i sager, hvor offeret er et barn, bør der indføres sikre og børnevenlige indberetningsprocedurer. Dette kan omfatte kompetente myndigheders udspørgning på et enkelt og letforståeligt sprog. Medlemsstaterne bør i videst muligt omfang sikre, at fagfolk, der er specialiseret i at tage sig af og yde støtte til børn, er til stede med henblik på at kunne bistå dem under indberetningprocedurerne. Der kunne være omstændigheder, hvor en sådan bistand måske ikke er relevant, f.eks. på grund af barnets modenhed eller i tilfælde af onlineindberetning, eller hvor en sådan bistand kan vise sig at være vanskelig, f.eks. i tyndt befolkede områder.

(35)

Det er vigtigt, at medlemsstaterne sikrer, at ofre, der er tredjelandsstatsborgere, uanset deres opholdsstatus, ikke afskrækkes fra at anmelde tilfælde af vold mod kvinder eller vold i hjemmet og behandles på en ikkediskriminerende måde med hensyn til deres opholdsstatus i overensstemmelse med målene i direktiv 2012/29/EU. For at beskytte alle ofre mod gentagen vold er det vigtigt at anvende en offercentreret tilgang. Det bør navnlig sikres, at håndhævelsen af tilbagesendelsesproceduren i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF (6) ikke forhindrer ofre i at udøve deres ret til at blive hørt i henhold til direktiv 2012/29/EU. Medlemsstaterne kan i overensstemmelse med direktiv 2008/115/EF beslutte at udstede en selvstændig opholdstilladelse eller anden tilladelse, der giver ret til ophold af menneskelige, humanitære eller andre årsager, til en tredjelandsstatsborger, der opholder sig ulovligt på deres område, og skal opfylde forpligtelsen i henhold til nævnte direktiv til så vidt muligt at tage hensyn til sårbare personers særlige behov inden for fristen for frivillig udrejse, hvis der er givet en sådan frist i henhold til nævnte direktiv.

(36)

Forsinkelser i behandlingen af klager over vold mod kvinder og vold i hjemmet kan skabe en særlig risiko for ofre herfor, idet de stadig kan være i umiddelbar fare, og gerningsmændene ofte er nære familiemedlemmer eller ægtefæller. De kompetente myndigheder bør derfor være behørigt uddannet og have tilstrækkelig ekspertise og effektive efterforskningsredskaber til at efterforske og retsforfølge sådanne handlinger uden at skulle oprette specialiserede tjenester eller enheder.

(37)

Efterforskning eller retsforfølgning af voldtægt bør ikke være afhængig af, at offeret eller offerets repræsentant anmelder sådanne handlinger, eller af en klage fra offeret eller offerets repræsentant. Tilsvarende bør straffesagen fortsætte, selv om offeret trækker klagen tilbage. Dette berører ikke de retsforfølgende myndigheders skønsbeføjelse til at indstille straffesagen af andre grunde, f.eks. hvis de konkluderer, at der ikke foreligger tilstrækkelige beviser til at fortsætte straffesagen.

(38)

Ofre for vold i hjemmet og seksuel vold har typisk brug for øjeblikkelig beskyttelse og særlig støtte, f.eks. i tilfælde af partnervold, hvor recidivraten ofte er høj. Der bør derfor iværksættes en individuel vurdering af offerets behov så tidligt som muligt, såsom på det tidspunkt, hvor offeret første gang kommer i kontakt med de kompetente myndigheder, så hurtigt som muligt efter offerets første kontakt med de kompetente myndigheder, eller så snart der opstår mistanke om, at personen er offer for vold i hjemmet eller seksuel vold. Dette kan ske, før et offer formelt har anmeldt en strafbar handling, eller på de kompetente myndigheders eget initiativ, hvis en tredjepart anmelder den strafbare handling.

(39)

Ved vurderingen af offerets behov for beskyttelse og støtte bør det primære hensyn være at beskytte offerets sikkerhed og yde målrettet støtte, idet der blandt andet tages hensyn til offerets individuelle omstændigheder. Omstændigheder, som kræver særlig opmærksomhed, kunne f.eks. omfatte det forhold, at offeret er gravid, offerets afhængighed af eller forhold til gerningsmanden eller den mistænkte, risikoen for, at offeret vender tilbage til gerningsmanden eller den mistænkte, nylig separation fra en gerningsmand eller mistænkt, den potentielle risiko for, at børn benyttes til at udøve kontrol over offeret, risiciene for ofre med handicap og brugen af selskabsdyr til at lægge pres på offeret. Den grad af kontrol, som gerningsmanden eller den mistænkte udøver over offeret, uanset om den er psykologisk eller økonomisk, bør også tages i betragtning.

(40)

For at sikre omfattende støtte til og beskyttelse af ofre bør alle kompetente myndigheder og relevante organer, ikke kun de retshåndhævende og de retslige myndigheder, involveres i vurderingen af risiciene for ofre, og hvilke passende støtteforanstaltninger der kan træffes på grundlag af klare retningslinjer udstukket af medlemsstaterne. Sådanne retningslinjer bør omfatte de faktorer, der skal tages i betragtning ved vurderingen af, hvilken risiko gerningsmanden eller den mistænkte udgør, herunder det forhold, at mistænkte, der er tiltalt for mindre strafbare handlinger, sandsynligvis er lige så farlige som dem, der er tiltalt for mere alvorlige strafbare handlinger, navnlig i sager om vold i hjemmet og stalking. De kompetente myndigheder bør regelmæssigt underkaste den individuelle vurdering fornyet prøvelse for at sikre, at offeret ikke har fået nye beskyttelses- eller støttebehov, som ikke er imødekommet. F.eks. kunne en sådan fornyet prøvelse finde sted på vigtige tidspunkter i processen såsom ved indledningen af en retssag, ved afsigelsen af en dom eller kendelse, eller i forbindelse med procedurer om ændring af forældremyndighedsordninger eller samkvemsret.

(41)

For at undgå sekundær og gentagen viktimisering, intimidering og repressalier bør forsørgelsesberettigede personer modtage de samme beskyttelsesforanstaltninger som dem, der ydes til offeret, medmindre der er tegn på, at den forsørgelsesberettigede person ikke har særlige beskyttelsesbehov. De kompetente myndigheder bør vurdere, om der er tegn på, at personen ikke har særlige beskyttelsesbehov, fordi enhver foranstaltning baseret på en forkert antagelse om specifikke beskyttelsesbehov ville være uforholdsmæssig, hvis det kan fastslås, at der ikke er nogen specifikke beskyttelsesbehov. Forsørgelsesberettigede personer under 18 år er på grund af deres sårbarhed i særlig risiko for at lide følelsesmæssig skade, som får negativ indflydelse på deres udvikling. Hvor det er fastsat i national ret, kan andre forsørgelsesberettigede også anses for at være i en lignende risiko.

(42)

Ofre har ofte behov for særlig støtte. For at sikre, at de reelt får tilbud om støtte, bør de kompetente myndigheder henvise ofre til passende støttetjenester. Dette bør navnlig være tilfældet, når det ved en individuel vurdering er konstateret, at offeret har særlige støttebehov. Når der tages stilling til, om ofre, der er børn, skal henvises til støttetjenester, bør disse ofres tarv komme i første række som fastsat i chartrets artikel 24. Medlemsstaterne bør sikre, at de kompetente myndigheders behandlingen af relaterede personoplysninger er baseret på retsregler og i overensstemmelse med de relevante bestemmelser om lovlig behandling fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (7) og i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 (8). Sådan ret bør omfatte passende garantier for personoplysninger, som overholder selve kernen i retten til databeskyttelse og indeholder passende og specifikke foranstaltninger til beskyttelse af fysiske personers grundlæggende rettigheder og interesser. Hvor kompetente myndigheder videregiver ofres personoplysninger til støttetjenester med henblik på henvisning af ofre, bør de sikre, at de videregivne oplysninger begrænses til, hvad der er nødvendigt for at informere støttetjenesterne om sagens omstændigheder, således at ofrene modtager passende støtte og beskyttelse. En støttetjeneste bør kun opbevare personoplysninger, så længe det er nødvendigt, og under alle omstændigheder ikke længere end fem år eller i en kortere periode, hvis det er fastsat i national ret, efter den seneste kontakt mellem støttetjenesten og offeret.

(43)

Medlemsstaterne bør træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at der er mulighed for at træffe afgørelse om øjeblikkelig bortvisning, om tilhold og om beskyttelse for at sikre en effektiv beskyttelse af ofrene og forsørgelsesberettigede personer.

(44)

Uden at det udgør en erstatning for anholdelse og tilbageholdelse af mistænkte og gerningsmænd, som fortsat hører under national ret, bør medlemsstaterne sikre, at der kan træffes afgørelse om øjeblikkelig bortvisning, om tilhold eller om beskyttelse i situationer med umiddelbar fare såsom hvis der er overhængende fare for skade, eller der allerede er sket skade, og det sandsynligvis vil gentage sig, og at ofrene i sådanne relevante situationer, og hvor sådanne afgørelser i henhold til national ret er genstand for en anmodning fra offeret, underrettes om muligheden for at anmode om sådanne afgørelser.

(45)

Afgørelser om beskyttelse kan omfatte forbud mod, at gerningsmanden eller den mistænkte får adgang til bestemte lokaliteter, kommer nærmere på offeret eller forsørgelsesberettigede personer end en foreskrevet afstand eller kontakter dem, herunder ved hjælp af onlinegrænseflader. Afgørelser om beskyttelsesordrer kan også omfatte forbud mod besiddelse af skydevåben eller dødbringende våben, hvor det er nødvendigt. Afgørelser om øjeblikkelig bortvisning, om tilhold eller om beskyttelse bør træffes enten for en given periode, eller indtil de ændres eller ophæves.

(46)

Elektronisk overvågning gør det muligt, hvor det er relevant, at sikre overholdelsen af afgørelser om øjeblikkelig bortvisning, om tilhold og om beskyttelse, registrere beviser på overtrædelse af sådanne afgørelser og forbedre overvågningen af gerningsmændene. Hvis det er muligt, hensigtsmæssigt og relevant under hensyntagen til sagens omstændigheder og sagens retlige karakter, bør elektronisk overvågning overvejes for at sikre fuldbyrdelse af afgørelser om øjeblikkelig bortvisning, om tilhold og om beskyttelse. Hvor der anvendes elektronisk overvågning, bør ofrene altid informeres om dens kapacitet og begrænsninger.

(47)

For at sikre, at afgørelser om øjeblikkelig bortvisning, om tilhold og om beskyttelse er effektive, bør overtrædelser heraf medføre straf. Disse sanktioner kan være af strafferetlig eller ikkestrafferetlig karakter og kan omfatte fængselsstraffe, bøder eller enhver sanktion, som er effektiv, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning. Det er afgørende, at ofre har mulighed for at blive informeret om overtrædelser af afgørelser om øjeblikkelig bortvisning, om tilhold eller om beskyttelse, hvor en sådan overtrædelse kunne have en indvirkning på deres sikkerhed. Eftersom overtrædelser af afgørelser om øjeblikkelig bortvisning, om tilhold eller om beskyttelse kan øge risiciene og gøre det nødvendigt at iværksætte yderligere beskyttelse, bør der om nødvendigt overvejes en fornyet prøvelse af den individuelle vurdering efter en dokumenteret overtrædelse.

(48)

Fremlæggelse af beviser for ofres tidligere seksuelle adfærd, seksuelle præferencer og påklædning eller udklædning for at anfægte deres troværdighed og manglende samtykke i sager om seksuel vold, navnlig voldtægtssager, kan forstærke opretholdelsen af skadelige stereotyper om ofrene og føre til gentagen eller sekundær viktimisering. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at beviser vedrørende ofrets tidligere seksuelle adfærd eller andre aspekter af offerets privatliv i tilknytning hertil kun er tilladt, hvis det er nødvendigt for at vurdere et konkret forhold i den foreliggende sag eller for udøvelsen af retten til et forsvar.

(49)

I betragtning af de helt særlige forhold og omstændigheder, der er forbundet med vold mod kvinder og vold i hjemmet, har retningslinjer for retshåndhævende myndigheder og anklagemyndigheder en iboende værdi. På grund af ofrenes særlige sårbarheder er vejledning om, hvordan de bør behandles i alle faser af processen, afgørende for at skabe øget bevidsthed og undgå reviktimisering i forbindelse med håndteringen af disse typer af strafbare handlinger. Retningslinjer for anklagemyndigheder kan forstås som både en procedurehåndbog og en henvisning til bedste praksis. Navnlig med hensyn til hvordan man henvender sig til ofre, og hvordan de skal behandles i overensstemmelse med deres unikke situation og oplevelser, kan specialiserede kvindetjenester tilbyde ekspertrådgivning og vejledning baseret på deres daglige interaktion med ofre. Medlemsstaterne tilskyndes til at rådføre sig og samarbejde med specialiserede kvindetjenester om udarbejdelse og revision af sådanne retningslinjer. Medlemsstaterne bør gennemgå deres retningslinjer for retshåndhævende myndigheder og anklagemyndigheder, når der sker en vigtig udvikling i deres retlige rammer eller i samfundet som helhed. Dette kan omfatte tilfælde, hvor der sker væsentlige ændringer af eksisterende love eller etableret retspraksis, eller hvor der opstår nye tendenser eller voldsformer, navnlig hvor den teknologiske udvikling fører til nye former for cybervold.

(50)

I betragtning af kompleksiteten og alvoren af vold mod kvinder og vold i hjemmet og ofrenes særlige behov for støtte bør medlemsstaterne sikre, at de udpegede organer yder supplerende støtte til og forebygger sådanne strafbare handlinger. De nationale ligestillingsorganer, der er oprettet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/113/EF (9), 2006/54/EF (10) og 2010/41/EU (11), har grundet deres ekspertise i spørgsmål vedrørende forskelsbehandling på grund af køn gode forudsætninger for at udføre disse opgaver. For at sætte disse organer i stand til at udføre deres opgaver effektivt bør medlemsstaterne sikre, at de har tilstrækkelige menneskelige og finansielle ressourcer.

(51)

Nogle af de strafbare handlinger, der er omfattet af dette direktiv, indebærer en øget risiko for gentagen, langvarig eller endog vedvarende viktimisering. Denne risiko opstår navnlig i forbindelse med strafbare handlinger, der indebærer, at materiale, der stammer fra visse former for cybervold, ved brug af IKT gøres tilgængeligt, i betragtning af hvor let og hurtigt sådant materiale kan spredes i stort omfang, og af de problemer, det ofte giver, når det drejer sig om at fjerne sådant materiale. Denne risiko består typisk selv efter en domfældelse. For effektivt at beskytte ofrenes rettigheder bør medlemsstaterne derfor træffe passende foranstaltninger med henblik på at fjerne det pågældende materiale med det samme. I betragtning af at det måske ikke altid er praktisk muligt at fjerne materiale ved kilden, f.eks. på grund af retlige eller praktiske vanskeligheder i forbindelse med gennemførelsen eller håndhævelsen af et påbud om fjernelse, bør medlemsstaterne også have mulighed for at træffe foranstaltninger med henblik på at hindre adgangen til sådant materiale med det samme.

(52)

Dette direktivs bestemmelser om påbud og andre forholdsregler for at fjerne og hindre adgang til relevant materiale bør ikke berøre de relevante regler i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2065 (12). Sådanne påbud bør navnlig være i overensstemmelse med forbuddet mod at pålægge generelle forpligtelser til at overvåge eller aktivt undersøge forhold og med de specifikke krav i nævnte forordning vedrørende påbud om at fjerne ulovligt indhold på nettet.

(53)

Foranstaltninger med henblik på at fjerne eller hindre adgangen til materiale med det samme bør navnlig omfatte bemyndigelse af de nationale myndigheder til at udstede påbud til udbydere af formidlingstjenester om at fjerne eller hindre adgangen til en eller flere specifikke dele af det pågældende materiale. Nationale myndigheder bør også kunne udstede påbud om at hindre adgangen til andre relevante udbydere af formidlingstjenester.

(54)

Alle foranstaltninger med henblik på at fjerne eller hindre adgang, herunder navnlig påbud om at fjerne eller hindre adgang, vil sandsynligvis påvirke andre parters rettigheder og interesser end ofrenes, f.eks. indholdsudbyderne, udbyderne af oplagringstjenester, hvis tjenester måtte blive anvendt, og slutbrugerne af disse tjenester, såvel som den almene interesse. Det bør derfor sikres, at sådanne påbud og andre foranstaltninger kun kan træffes på en gennemsigtig måde, og at der fastsættes passende garantier for at sikre, at de forbliver begrænset til, hvad der er nødvendigt og rimeligt i forhold til overtrædelsen, at retssikkerheden sikres, at udbydere af oplagringstjenester, andre relevante udbydere af formidlingstjenester og indholdsudbydere kan udøve deres ret til effektive retsmidler i overensstemmelse med national ret, og at der sikres en rimelig balance mellem alle involverede rettigheder og interesser, herunder alle berørte parters grundlæggende rettigheder under overholdelse af chartret. Det er vigtigt, at der foretages en omhyggelig afvejning af alle de involverede rettigheder og interesser fra sag til sag.

(55)

I betragtning af den potentielle betydning af materiale, som kan blive omfattet af påbud eller andre foranstaltninger i medfør af dette direktiv om at fjerne eller hindre adgangen hertil med henblik på efterforskning eller retsforfølgning af de relevante strafbare handlinger i henhold til strafferetten, bør der træffes de nødvendige foranstaltninger til, at de kompetente myndigheder kan få fat i eller sikre sådant materiale, hvor det er nødvendigt. Disse foranstaltninger kunne f.eks. bestå i at pålægge de relevante udbydere af oplagringstjenester eller andre relevante udbydere af formidlingstjenester at videregive materialet til disse myndigheder eller at opbevare materialet i en begrænset periode, som ikke går ud over, hvad der er nødvendigt. Alle sådanne foranstaltninger bør garantere materialets sikkerhed, fortsat være begrænset til, hvad der er rimeligt og forholdsmæssigt, og overholde de gældende regler om beskyttelse af personoplysninger.

(56)

For at undgå sekundær viktimisering bør ofre kunne opnå erstatning som led i straffesagen.

(57)

Specialiserede støttetjenester bør yde støtte til ofre for alle former for vold mod kvinder og vold i hjemmet, herunder seksuel vold, kvindelig kønslemlæstelse, tvangsægteskab, tvangsabort og tvangssterilisation, seksuel chikane og forskellige former for cybervold. Ofre bør tilbydes specialiserede støttetjenester, uanset om de har indgivet en formel anmeldelse.

(58)

Specialiserede støttetjenester bør yde ofrene skræddersyet støtte svarende til deres specifikke behov. Sådan støtte bør ydes af en person af samme køn, hvis der anmodes herom, eller det er hensigtsmæssigt, og hvis en sådan person er til rådighed. Med udgangspunkt i de krav, der er fastsat i direktiv 2012/29/EU, skal den retlige ramme suppleres for at sikre, at specialiserede støttetjenester udstyres med alle de værktøjer, der er nødvendige for at yde målrettet og integreret støtte til ofre i betragtning af deres særlige behov. Sådanne tjenester kan tilvejebringes som supplement til eller som en integreret del af generelle støttetjenester for ofre, som kan gøre brug af eksisterende enheder, der tilbyder specialiseret støtte såsom specialiserede støttetjenester for kvinder. Offentlige myndigheder, organisationer, der hjælper ofre, eller andre ikkestatslige organisationer kan yde specialiseret støtte under hensyntagen til medlemsstaternes geografi og demografiske sammensætning. Sådanne myndigheder eller organisationer bør tildeles tilstrækkelige menneskelige og finansielle ressourcer. Når tjenesterne ydes af ikkestatslige organisationer, bør medlemsstaterne sikre, at de modtager passende midler.

(59)

Specialiserede kvindetjenester, herunder støttecentre for kvinder, kvindeherberger, hjælpetjenester, krisecentre for voldtægtsofre, centre for henvisning i forbindelse med seksuel vold og primære forebyggelsestjenester, kan spille en meget vigtig rolle med hensyn til at yde rådgivning og støtte til ofre. Sådanne tjenester kan også ydes af ikkestatslige organisationer, der ledes af kvinder.

(60)

Ofre har typisk flere typer behov for beskyttelse og støtte. For at imødekomme disse behov effektivt bør medlemsstaterne stille specialiserede støttetjenester til rådighed i de samme lokaler, ved at koordinere tjenester gennem et kontaktpunkt eller ved at lette adgangen til sådanne tjenester gennem one-stop-onlineadgang. One-stop-onlineadgang vil sikre, at ofre i fjerntliggende områder, eller ofre, som ikke fysisk er i stand til at nå frem til sådanne specialiserede støttetjenester, også kan få adgang til sådanne tjenester. One-stop-onlineadgang bør som minimum indebære, at der oprettes et enkelt og ajourført websted, hvor alle relevante oplysninger om tilgængelige støtte- og beskyttelsestjenester og anvisninger om adgangen hertil findes. Et sådant websted bør overholde kravene om tilgængelighed for personer med handicap.

(61)

Ofre har unikke støttebehov på grund af de oplevede traumer. Specialiserede støttetjenester bør yde bistand til ofre, som styrker dem, og som hjælper dem til at komme på fode igen. Der bør være specialiserede støttetjenester til rådighed i tilstrækkeligt antal og hensigtsmæssigt fordelt over hver medlemsstats område under hensyntagen til den pågældende medlemsstats geografi og demografiske sammensætning samt udbuddet af onlinemekanismer. For at bidrage til dette mål bør specialiserede støttetjenester i videst muligt omfang ydes på et sprog, som offeret kan forstå, og på en måde, som er alderssvarende for offeret.

(62)

Specialiserede støttetjenester, herunder herberger og krisecentre for voldtægtsofre, bør betragtes som helt afgørende under kriser og i nødsituationer, herunder under sundhedskriser. Målet bør være fortsat at tilbyde disse tjenester i situationer, hvor forekomsten af vold i hjemmet og vold mod kvinder har tendens til at stige.

(63)

Der bør ydes bistand og støtte til ofre før og under og i en passende periode efter straffesagen, f.eks. hvis der stadig er behov for lægebehandling for at håndtere de alvorlige fysiske og psykologiske konsekvenser af volden, eller hvis ofrets sikkerhed er truet, navnlig som følge af offerets udtalelser under straffesagen.

(64)

Den traumatiserende karakter af seksuel vold, herunder voldtægt, kræver en særlig sensitiv reaktion fra uddannet og specialiseret personale. Ofre for denne form for vold har brug for øjeblikkelig traumestøtte kombineret med øjeblikkelige retsmedicinske undersøgelser for at sikre bevismateriale, der er nødvendige for fremtidig retsforfølgelse. Der bør være et tilstrækkeligt antal krisecentre for voldtægtsofre og centre for henvisning i forbindelse med seksuel vold tilgængelige, og de bør være rimeligt fordelt på den enkelte medlemsstats område under hensyntagen til den pågældende medlemsstats geografi og demografiske sammensætning. Sådanne centre kan være en del af det eksisterende sundhedssystem i medlemsstaten. På samme måde har ofre for kvindelig kønslemlæstelse, som ofte er piger, typisk behov for målrettet støtte. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at disse ofre ydes særlig støtte, der er skræddersyet til deres behov. I betragtning af de helt særlige omstændigheder, der gør sig gældende for ofre for sådanne strafbare handlinger, og deres dermed forbundne sårbarhed bør en sådan specialiseret støtte ydes under iagttagelse af de højeste standarder for privatlivets fred og fortrolighed.

(65)

Seksuel chikane på arbejdspladsen betragtes som en form for forskelsbehandling på grund af køn i direktiv 2004/113/EF, 2006/54/EF og 2010/41/EU. Seksuel chikane på arbejdspladsen har betydelige negative konsekvenser for både ofrene og arbejdsgiverne. Der bør stilles interne eller eksterne rådgivningstjenester til rådighed for både ofre og arbejdsgivere, hvor seksuel chikane på arbejdspladsen er specifikt kriminaliseret i henhold til national ret. Sådanne tjenester bør omfatte oplysninger om metoder til passende håndtering af tilfælde af seksuel chikane på arbejdspladsen, herunder om disponible retsmidler til at fjerne krænkeren fra arbejdspladsen.

(66)

Medlemsstaterne opfordres til at sikre, at nationale hjælpetjenester kan nås gratis via det harmoniserede nummer på EU-plan, nemlig 116 016, ud over eventuelle eksisterende nationale numre, og at de er tilgængelige døgnet rundt. Offentligheden bør informeres på passende vis om eksistensen og brugen af dette harmoniserede nummer. Det bør være muligt, at sådanne hjælpetjenester drives af specialiserede støttetjenester, herunder specialiserede støttetjenester for kvinder, i overensstemmelse med national praksis. Eksisterende udbydere af hjælpetjenester, herunder ikkestatslige organisationer, har betydelig erfaring med at levere sådanne tjenester. Den støtte, der ydes via sådanne hjælpetjenester, bør omfatte kriserådgivning og levering af oplysninger til ofre om personlige tjenester såsom herberger, specialiserede støttetjenester, andre relevante social- og sundhedstjenester eller politiet. Hjælpetjenester for ofre for kriminalitet bør kunne henvise ofre til specialiserede støttetjenester, specialiserede hjælpetjenester eller begge dele, når det er nødvendigt og efter anmodning.

(67)

Herberger og anden passende midlertidig indkvartering for ofre for kriminalitet spiller en afgørende rolle med hensyn til at beskytte ofrene mod voldshandlinger. Ud over at udgøre et sikkert opholdssted bør herberger yde den nødvendige støtte i forbindelse med indbyrdes forbundne problemer vedrørende ofrenes helbred, herunder deres mentale sundhed, deres økonomiske situation og deres børns trivsel og i sidste instans gøre ofrene klar til et selvstændigt liv. Medlemsstaterne bør sikre, at der er et tilstrækkeligt antal herberger og anden passende midlertidig indkvartering til rådighed. Udtrykket »et tilstrækkeligt antal« har til formål at sikre, at alle ofres behov opfyldes, både med hensyn til indkvarteringssteder og specialiseret støtte. Den endelige aktivitetsrapport fra Europarådets taskforce til bekæmpelse af vold mod kvinder, herunder vold i hjemmet, fra september 2008 anbefaler, at der skal være sikker indkvartering på specialiserede kvindeherberger tilgængelig i alle regioner, med én familieplads pr. 10 000 indbyggere. Antallet af indkvarteringspladser bør dog afhænge af et realistisk skøn over det faktiske behov. Identiteten af ofre, der opholder sig på sådanne herberger, bør forblive fortrolig for at sikre kvindernes sikkerhed. Herberger bør være udrustet til at imødekomme kvinders særlige behov, herunder ved stille herberger til rådighed, der kun er for kvinder. Der bør stilles herberger og anden passende midlertidig indkvartering til rådighed for forsørgelsesberettigede personer under 18 år. Ikke desto mindre har sikkerheden og trivslen for ofre, der opholder sig på sådanne herberger og indkvarteringssteder, stadig første prioritet, navnlig såfremt ofre og næsten voksne forsørgelsesberettigede personer indkvarteres sammen. Hvis herberger ikke er gratis, og medlemsstaterne kræver et bidrag fra ofre, når de opholder sig i herberger eller midlertidig indkvartering, bør bidraget være økonomisk overkommeligt og ikke forhindre ofrene i at få adgang til herberger eller midlertidig indkvartering. Herberger bør sørge for, at der er uddannet og specialiseret personale til at tage sig af ofrene og støtte dem.

(68)

For at sætte effektivt ind over for de negative konsekvenser for børn bør støtteforanstaltninger til børn omfatte specialiseret psykologisk rådgivning, der er tilpasset barnets alder, udviklingsbehov og individuelle situation, sammen med pædiatrisk pleje, når det er nødvendigt, og bør ydes, så snart de kompetente myndigheder har rimelig grund til at antage, at børn kan være ofre, herunder børn, der har været vidne. Når der ydes støtte til børn, bør børns rettigheder som fastsat i chartrets artikel 24 komme i første række.

(69)

I betragtning af de livsvarige konsekvenser af vold mod kvinder eller vold i hjemmet for børn, hvis forælder er blevet dræbt som følge af disse strafbare handlinger, bør medlemsstaterne sikre, at sådanne børn fuldt ud kan drage fordel af dette direktiv, navnlig gennem målrettede beskyttelses- og støtteforanstaltninger, herunder i forbindelse med eventuelle relevante retssager.

(70)

For at garantere børns sikkerhed i forbindelse med eventuelle samværsbesøg med en gerningsmand eller mistænkt, som har forældremyndighed med samværsret som fastsat i henhold til gældende nationale civilretlige bestemmelser, bør medlemsstaterne sikre, at der findes overvågede neutrale steder, herunder i børnebeskyttelses- eller børnevelfærdstjenesters lokaler, således at sådanne besøg kan finde sted dér under hensyntagen til barnets tarv. Om nødvendigt bør besøgene finde sted under tilstedeværelse af medarbejdere fra børnebeskyttelses- eller børnevelfærdstjenester. Når det er nødvendigt at sørge for midlertidig indkvartering, bør børn først og fremmest indkvarteres sammen med den person, der har forældremyndigheden, og som ikke er gerningsmanden eller den mistænkte. Der bør altid tages hensyn til barnets tarv.

(71)

Ofre, der er udsat for intersektionel forskelsbehandling, er i øget risiko for at blive udsat for vold. Disse kunne omfatte kvinder med handicap, kvinder, hvis opholdsstatus eller -tilladelse afhænger af en anden person, migrantkvinder uden dokumenter, kvinder, der ansøger om international beskyttelse, kvinder, der flygter fra væbnede konflikter, hjemløse kvinder, kvinder med racemæssig eller etnisk minoritetsbaggrund, kvinder, der bor i landdistrikter, kvinder i prostitution, kvinder med lav indkomst, kvinder, der er frihedsberøvet, lesbiske, bøsser, biseksuelle, transpersoner eller interkønnede, ældre kvinder eller kvinder med alkohol- og narkotikamisbrugslidelser. Ofre, der er udsat for intersektionel forskelsbehandling, bør derfor modtage særlig beskyttelse og støtte.

(72)

Kvinder med handicap udsættes i uforholdsmæssigt høj grad for vold mod kvinder og vold i hjemmet og har som følge af deres handicap ofte vanskeligt ved at få adgang til beskyttelses- og støtteforanstaltninger. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at de fuldt ud kan nyde godt af de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv, på lige fod med andre, idet der tages behørigt hensyn til sådanne ofres særlige sårbarhed og deres sandsynlige vanskeligheder med at række ud efter hjælp.

(73)

Tiltag til forebyggelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet bør baseres på en sammenhængende tilgang bestående af primære, sekundære og tertiære forebyggende foranstaltninger. Primære forebyggende foranstaltninger bør sigte mod at forebygge, at vold opstår, og kunne omfatte aktiviteter såsom bevidstgørelseskampagner og målrettede uddannelsesprogrammer med henblik på at øge den brede offentligheds forståelse af, hvordan alle de mange former for vold kommer til udtryk på forskellige måder, samt konsekvenserne heraf og på at øge kendskabet til samtykke i menneskelige relationer fra en tidlig alder. Sekundære forebyggende foranstaltninger bør sigte mod at opdage vold på et tidligt tidspunkt og sætte tidligt ind for at forhindre, at den udvikler sig eller eskalerer. Tertiær forebyggelse bør have fokus på forebyggelse af gentagelse og reviktimisering og på korrekt håndtering af konsekvenserne af volden og kunne omfatte fremme af indgriben fra de omkringståendes side, centre for tidlig indgriben og behandlingsprogrammer.

(74)

Medlemsstaterne bør træffe passende forebyggende foranstaltninger. Sådanne foranstaltninger kunne omfatte oplysningskampagner for at bekæmpe vold mod kvinder og vold i hjemmet. Det forebyggende arbejde kan også integreres i den formelle uddannelse gennem en styrkelse af seksualundervisningen, socioemotionelle kompetencer og empati og undervisning i, hvordan man udvikler sunde og respektfulde forhold. Under hensyntagen til sprogbarrierer og forskellige niveauer af læsefærdigheder og evner bør medlemsstaterne rette målrettede tiltag mod grupper, der er i øget risiko, herunder børn, idet der tages hensyn til deres alder og modenhed, personer med handicap, personer med alkohol- og narkotikabrugslidelser samt lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede eller interkønnede personer.

(75)

Medlemsstaterne bør træffe foranstaltninger til at forhindre opretholdelsen af skadelige kønsstereotyper med henblik på at udrydde idéen om kvinders lavere status eller stereotype roller for kvinder og mænd. Dette kunne også omfatte foranstaltninger, der tager sigte på at sikre, at kultur, sædvane, religion, tradition eller ære ikke opfattes som et berettiget grundlag for, eller giver anledning til en mildere behandling af, de strafbare handlinger kønsbestemt vold eller vold i hjemmet. Forebyggende foranstaltninger bør anspore mænd og drenge til at opføre sig som positive rollemodeller for at understøtte ligestilling mellem mænd og kvinder, men de bør også tage sigte på at overvinde stereotyper, der virker hæmmende for, at mænd rækker ud efter hjælp i situationer, hvor volden er rettet mod dem. I betragtning af at børn fra en meget ung alder udsættes for kønsroller, som former deres selvopfattelse og påvirker deres akademiske og faglige valg samt forventninger til deres roller som kvinder og mænd gennem hele deres liv, er det vigtigt at sætte ind over for kønsstereotyper allerede fra førskoleundervisnings- og børnepasningsniveau.

(76)

For at koncentrere ressourcerne, hvor der er størst behov for dem, bør kravet om at træffe forebyggende foranstaltninger for at skabe øget opmærksomhed om kvindelig kønslemlæstelse og tvangsægteskaber og omfanget af disse foranstaltninger stå i et rimeligt forhold til antallet af personer, der er truet eller berørt af denne praksis i den pågældende medlemsstat.

(77)

For at sikre, at man finder frem til ofre for vold mod kvinder og vold i hjemmet, og at de modtager passende støtte og beskyttelse, bør medlemsstaterne sikre, at embedsmænd, som sandsynligvis vil komme i kontakt med ofre, modtager uddannelse og målrettede oplysninger. Domstolspersonale bør kun pålægges at deltage i sådan uddannelse, hvis det er sandsynligt, at de kommer i kontakt med ofre, og kun på et niveau, der svarer til den kontakt, de har med ofrene. Uddannelse bør fremmes for advokater, anklagere og dommere samt for fagfolk, der yder støtte til ofre eller tjenester i forbindelse med genoprettende retfærdighed. Sådan uddannelse bør, i det omfang det er relevant, omfatte uddannelse vedrørende de specifikke støttetjenester, som ofre bør henvises til, eller specialistuddannelse, hvor deres arbejde fokuserer på ofre med særlige behov og på særlig psykologisk uddannelse. Uddannelsen bør omfatte risikoen for og forebyggelse af intimidering og gentagen og sekundær viktimisering og tilgængeligheden af beskyttelses- og støtteforanstaltninger for ofre. For at forebygge og på passende vis håndtere tilfælde af seksuel chikane på arbejdspladsen bør personer med ledelsesmæssige funktioner også modtage uddannelse, hvor seksuel chikane på arbejdspladsen er specifikt kriminaliseret i henhold til national ret. Disse personer bør også modtage oplysninger om risikoen for vold fra tredjepart. »Vold fra tredjepart« henviser til den vold, som personale kan blive udsat for på arbejdspladsen af andre end en kollega, og omfatter tilfælde som f.eks. sygeplejersker, der chikaneres seksuelt af en patient.

(78)

For at fastlægge en sammenhængende tilgang til forebyggelse og bekæmpelse af alle former for vold mod kvinder og vold i hjemmet bør medlemsstaterne sikre, at relevante embedsmænd og fagfolk modtager uddannelse i koordineret tværfagligt samarbejde med henblik på at sikre, at relevante offentlige organer og myndigheder hurtigt behandler henvisninger af sager, og at relevante professionelle specialister, herunder på det lægefaglige, juridiske, uddannelsesmæssige eller sociale område, involveres i behandlingen af sådanne sager. Det bør være op til medlemsstaterne at beslutte, hvordan de tilrettelægger sådan uddannelse. Forpligtelserne i dette direktiv bør ikke fortolkes som et indgreb i de videregående uddannelsesinstitutioners autonomi.

(79)

For at modvirke manglende anmeldelse bør medlemsstaterne samarbejde med de retshåndhævende myndigheder om udviklingen af uddannelse, navnlig vedrørende skadelige kønsstereotyper, men også om forebyggelse af strafbare handlinger i lyset af disse myndigheders tætte kontakt med grupper, der er i risiko for vold, og ofre.

(80)

Der bør oprettes behandlingsprogrammer for at forebygge og mindske risikoen for, at der begås vold mod kvinder og vold i hjemmet, og for, at gerningsmænd begår vold igen. Behandlingsprogrammer bør forestås af uddannede og kvalificerede fagfolk. Behandlingsprogrammerne bør specifikt tage sigte på at tilsikre sikre relationer og lære gerningsmændene eller personer, der er i fare for at begå strafbare handlinger, hvordan de tillægger sig en ikkevoldelig adfærd i menneskelige relationer, og hvordan de modvirker voldelige adfærdsmønstre. Medlemsstaterne kunne benytte fælles standarder og retningslinjer udarbejdet af Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder til behandlingsprogrammer.

(81)

En gerningsmand eller en mistænkt for vold som omfattet af dette direktiv, der er genstand for en afgørelse om øjeblikkelig bortvisning, om tilhold eller om beskyttelse, bør gives oplysninger om tilgængelige behandlingsprogrammer.

(82)

I forbindelse med strafbare handlinger, der udgør voldtægt, bør gerningsmænd opfordres til at deltage i behandlingsprogrammer for at mindske risikoen for gentagne lovovertrædelser.

(83)

Medlemsstaterne bør vedtage og gennemføre effektive, sammenhængende og koordinerede politikker, der omfatter alle relevante foranstaltninger med henblik på at forhindre og bekæmpe alle former for vold mod kvinder og vold i hjemmet. Disse politikker bør sætte offerets rettigheder i centrum af alle foranstaltninger. Det bør være op til medlemsstaterne at bestemme, hvilke myndigheder der udpeges eller oprettes som officielle organer med ansvar for koordinering, gennemførelse, overvågning og evaluering af politikker og foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af alle former for vold, der er omfattet af dette direktiv, i overensstemmelse med princippet om medlemsstaternes procesautonomi, forudsat at de pågældende myndigheder har de nødvendige kompetencer til at udføre de opgaver, der er fastsat i dette direktiv. Medlemsstaterne bør sikre en minimumskoordinering på centralt plan og, hvor det er relevant, på regionalt eller lokalt plan i overensstemmelse med national ret, uden at det berører kompetencefordelingen i den enkelte medlemsstat. Denne koordinering kan udgøre en del af de nationale handlingsplaner.

(84)

Civilsamfundsorganisationer, herunder ikkestatslige organisationer, der arbejder med ofre, omfatter en bred vifte af aktører med flere roller og mandater. Sådanne organisationer leverer værdifuld ekspertise, og deres inddragelse og bidrag i forbindelse med udformningen, gennemførelsen og den dertil knyttede overvågning af regeringspolitikker kunne være til gavn.

(85)

Som led i indsatsen for at bekæmpe vold mod kvinder og vold i hjemmet bør medlemsstaterne vedtage nationale handlingsplaner.

(86)

For at sikre, at ofre for cybervold som defineret i dette direktiv reelt kan udøve deres ret til at få ulovligt materiale vedrørende sådanne strafbare handlinger fjernet, bør medlemsstaterne tilskynde til selvregulerende samarbejde mellem relevante udbyder af formidlingstjenester. For at sikre, at sådant materiale opdages på et tidligt tidspunkt og bekæmpes effektivt, og at ofre for disse strafbare handlinger får tilstrækkelig bistand og støtte, bør medlemsstaterne også facilitere indførelsen af eller skabe bevidsthed om eksisterende selvregulerende foranstaltninger af frivillig karakter såsom adfærdskodekser. Sådan facilitering bør omfatte selvregulerende foranstaltninger til opdagelse af systematiske risici, særlig for at styrke mekanismer, der har til formål at bekæmpe cybervold, og for at forbedre uddannelsen af disse udbyderes arbejdstagere, som er beskæftiget med forebyggelse af vold og med at yde bistand og støtte til ofre. Sådanne selvregulerende foranstaltninger kunne supplere tiltag på EU-plan, særlig i henhold til forordning (EU) 2022/2065.

(87)

Udveksling af bedste praksis og høring i individuelle sager inden for mandaterne for Eurojust, Det Europæiske Retlige Netværk i Straffesager og andre relevante EU-agenturer kunne være af stor værdi for forebyggelsen og bekæmpelsen af alle former for vold mod kvinder og vold i hjemmet.

(88)

Der kan kun udformes politikker for en tilstrækkelig bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet på grundlag af omfattende og sammenlignelige opdelte data. For effektivt at overvåge udviklingen i medlemsstaterne opfordres medlemsstaterne også til regelmæssigt at gennemføre undersøgelser. Dette kan eventuelt gøres ved brug af Kommissionens (Eurostats) harmoniserede metode.

(89)

Medlemsstaterne bør sikre, at de data, der indsamles med henblik på dette direktiv, er begrænset til, hvad der er strengt nødvendigt for at støtte overvågningen af forekomsten af og tendenserne inden for vold mod kvinder og vold i hjemmet og udforme nye politiske strategier på dette område. Medlemsstaterne bør levere de ønskede data til Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder for at muliggøre sammenligning, vurdering og analyse af disse data på EU-plan.

(90)

Al behandling af personoplysninger, der foretages i medfør af dette direktiv, herunder de kompetente myndigheders udveksling eller videregivelse af personoplysninger, skal foretages i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF (13) og (EU) 2016/680. Al behandling af personoplysninger, der foretages af EU-institutioner, -organer, -kontorer eller -agenturer, skal foretages i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794 (14), (EU) 2018/1725 (15), (EU) 2018/1727 (16) eller andre gældende EU-regler vedrørende databeskyttelse.

(91)

Dette direktiv fastsætter minimumsregler, og medlemsstaterne kan derfor frit vedtage eller opretholde strengere strafferetlige regler vedrørende definitionen af strafbare handlinger og straffene herfor i forbindelse med vold mod kvinder. For så vidt angår de bestemmelser i dette direktiv, der vedrører ofres rettigheder, kan medlemsstaterne indføre eller opretholde bestemmelser med højere standarder, herunder bestemmelser, som fastsætter et højere niveau af beskyttelse og støtte til ofre.

(92)

Målet for dette direktiv, nemlig at forebygge og bekæmpe vold mod kvinder og vold i hjemmet i hele Unionen på grundlag af fælles minimumsregler, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af de påtænkte foranstaltningers omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(93)

I medfør af artikel 3 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, har Irland ved skrivelse af 22. juni 2022 meddelt, at det ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af dette direktiv.

(94)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

(95)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1725 og afgav en udtalelse den 5. april 2022 —