Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32023R2896

    Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/2896 af 17. oktober 2023 om ændring af delegeret forordning (EU) 2016/232 for så vidt angår visse krav om meddelelse af oplysninger om producentsamarbejdet

    C/2023/6654

    EUT L, 2023/2896, 22.12.2023, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2023/2896/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2023/2896/oj

    European flag

    Tidende
    Den Europæiske Unions

    DA

    Serie L


    2023/2896

    22.12.2023

    KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2023/2896

    af 17. oktober 2023

    om ændring af delegeret forordning (EU) 2016/232 for så vidt angår visse krav om meddelelse af oplysninger om producentsamarbejdet

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (1), særlig artikel 173, stk. 1, litra i), og artikel 223, stk. 2, litra a), og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Rapporteringskrav spiller en vigtig rolle med hensyn til at sikre både en grundig overvågning og en korrekt håndhævelse af lovgivningen. Det er imidlertid vigtigt at strømline disse krav for at sikre, at de opfylder det formål, de var beregnet til, og for at begrænse den administrative byrde.

    (2)

    I artikel 164 i forordning (EU) nr. 1308/2013 fastsættes særlige bestemmelser om udvidelse af de regler, der gælder for producentorganisationer, sammenslutninger af producentorganisationer og brancheorganisationer, til at omfatte andre aktører, der udøver deres virksomhed inden for samme økonomiske område eller områder, og som ikke er medlem af organisationen eller sammenslutningen. Det fastsættes i nævnte artikel, at medlemsstaterne er forpligtet til at underrette Kommissionen om alle afgørelser, der træffes i forbindelse med sådanne udvidelser, uden at der fastsættes yderligere bestemmelser eller tidsfrister i denne henseende.

    (3)

    Ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/232 (2) fastsættes der regler, der bl.a. præciserer anvendelsesområdet og fristerne for medlemsstaternes meddelelser til Kommissionen om forskellige aspekter vedrørende producentsamarbejdet, herunder aspekter vedrørende producentorganisationer, sammenslutninger af producentorganisationer og brancheorganisationer.

    (4)

    Medlemsstaternes afgørelser om udvidelse af regler bør derfor opføres blandt de oplysninger, der skal meddeles en gang om året i henhold til artikel 5 i delegeret forordning (EU) 2016/232. Denne forenkling er i overensstemmelse med Kommissionens meddelelse »EU's konkurrenceevne på lang sigt efter 2030« (3).

    (5)

    Delegeret forordning (EU) 2016/232 bør derfor ændres —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    I artikel 5 i delegeret forordning (EU) 2016/232 tilføjes følgende som stk. 2a:

    »2a.   Senest den 31. marts hvert år meddeler medlemsstaterne Kommissionen følgende oplysninger om de afgørelser om udvidelse af regler, der er truffet i det foregående år i henhold til artikel 164 i forordning (EU) nr. 1308/2013: titlen på hver afgørelse, den berørte sektor, datoen for vedtagelsen af afgørelsen, forlængelsens anvendelsesperiode, de officielle offentliggørelsesreferencer og, hvis det er relevant, afgørelsens URL.«

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 17. oktober 2023.

    På Kommissionens vegne

    Ursula VON DER LEYEN

    Formand


    (1)   EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671.

    (2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/232 af 15. december 2015 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår visse aspekter af producentsamarbejdet (EUT L 44 af 19.2.2016, s. 1).

    (3)  COM(2023) 168 final.


    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2023/2896/oj

    ISSN 1977-0634 (electronic edition)


    Top