(1)

For at sikre, at investorer og tilsynsmyndigheder forstår, hvordan en syntetisk eller betinget form for tilbageholdelse svarer til en af de tilbageholdelsesmuligheder, der er fastsat i artikel 6, stk. 3, i forordning (EU) 2017/2402, bør anvendelsen af en sådan form for tilbageholdelse og nærmere oplysninger herom offentliggøres i det endelige udbudsdokument, prospektet, transaktionsresuméet eller oversigten over securitiseringens vigtigste karakteristika.

(2)

Ved artikel 6, stk. 3, litra a)-e), i forordning (EU) 2017/2402 fastsættes der forskellige metoder til opfyldelse af kravet om risikotilbageholdelse i nævnte forordnings artikel 6, stk. 1. For at harmonisere anvendelsen af kravet om risikotilbageholdelse og opnå en tilsvarende tilbageholdelse af en væsentlig nettoøkonomisk interesse i en securitisering er det nødvendigt at præcisere disse nærmere bestemmelser, herunder opfyldelse gennem en syntetisk eller betinget form for tilbageholdelse. I et ABCP-program svarer en likviditetsfacilitet, der dækker 100 % af kreditrisikoen ved hver af de securitiserede eksponeringer, eller som udgør en first loss-position i forhold til securitiseringen, til at tilbageholde en nettoøkonomisk interesse i securitiseringen. Sådanne ABCP-programmer bør derfor anses for at være i overensstemmelse med kravet om risikotilbageholdelse i overensstemmelse med artikel 6, stk. 3, litra a) og d), i forordning (EU) 2017/2402.

(3)

Det syntetiske mer-spread er defineret i artikel 2, nr. 29), i forordning (EU) 2017/2402 som et beløb, der kontraktligt er afsat af det eksponeringsleverende institut til at afbøde tab. Det syntetiske mer-spread medfører derfor en eksponeringsværdi, der bør tages i betragtning ved målingen af den væsentlige nettoøkonomiske interesse ved indgåelsen. Derfor bør det syntetiske mer-spread anerkendes som en mulig form for overholdelse fra det eksponeringsleverende instituts side af kravet om risikotilbageholdelse, hvis dette syntetiske mer-spread opfylder betingelserne i artikel 6, stk. 1, i forordning (EU) 2017/2402, og hvis det pågældende syntetiske mer-spread er underlagt et kapitalkrav i overensstemmelse med den gældende tilsynsmæssige regulering.

(4)

Syntetiske mer-spreads kan afsættes på to forskellige måder. Den ene måde at give kreditforbedring til senior- eller mezzanintranchen. Den anden måde at give kreditforbedring til alle trancher, herunder first loss-tranchen. Hvis det syntetiske mer-spread kun giver kreditforbedring til senior- eller mezzanintrancherne, kan det ikke behandles som en first loss-tranche. Den tilbageholdende enhed bør derfor som minimum tilbageholde et minimumsbeløb i alle trancher for at overholde artikel 6, stk. 3, litra a), i forordning (EU) 2017/2402. Hvis det syntetiske mer-spread giver kreditforbedring til alle trancher, bør det syntetiske mer-spread svare til en first loss-tranche af den syntetiske securitisering og dermed anses for at være i overensstemmelse med artikel 6, stk. 3, litra d), i forordning (EU) 2017/2402.

(5)

Det er nødvendigt at præcisere den økonomiske interesse, der skal tilbageholdes, når de underliggende eksponeringer i en securitisering omfatter kreditfaciliteters trukne og ikke-trukne beløb. Da kreditrisikoen bestemmes på grundlag af de trukne beløb, bør den nettoøkonomiske interesse kun måles under hensyntagen til disse beløb.

(6)

For at sikre løbende opfyldelse af tilbageholdelseskravet, når den nettoøkonomiske interesse tilbageholdes af den konsoliderede koncern, og den tilbageholdende enhed, der tilhører koncernen, ikke længere er omfattet af tilsynet på konsolideret niveau, er det nødvendigt at fastsætte, at en eller flere af de resterende enheder, der er omfattet af tilsynet på konsolideret niveau, bør påtage sig en eksponering mod securitiseringen.

(7)

Artikel 6, stk. 1, første afsnit, i forordning (EU) 2017/2402 forbyder salg eller afdækning af den tilbageholdte økonomiske interesse, da dette ville fjerne den tilbageholdende enheds eksponering for kreditrisikoen ved de tilbageholdte securitiseringspositioner eller eksponeringer. Afdækning bør derfor kun være tilladt, hvis den afdækker den tilbageholdende enhed mod andre risici end kreditrisikoen ved de tilbageholdte securitiseringspositioner eller eksponeringer. Afdækning bør dog også være tilladt, hvis den foretages forud for securitiseringen som et legitimt og forsigtigt element i kreditgivning eller risikostyring og ikke skaber en differentiering til gavn for den tilbageholdende enhed mellem kreditrisikoen ved de tilbageholdte securitiseringspositioner eller eksponeringer og de securitiseringspositioner eller eksponeringer, der overføres til investorer. I securitiseringer, hvor den tilbageholdende enhed forpligter sig til at tilbageholde mere end den mindste væsentlige nettoøkonomiske interesse på 5 %, bør risikoafdækning heller ikke forbydes for tilbageholdt interesse ud over denne procentdel, forudsat at disse omstændigheder er angivet i det endelige udbudsdokument, prospektet, transaktionsresuméet eller oversigten over securitiseringens vigtigste karakteristika.

(8)

For at sikre løbende tilbageholdelse af den væsentlige nettoøkonomiske interesse, bør tilbageholdende enheder drage omsorg for, at der ikke i securitiseringsstrukturen er indlejret nogen mekanisme, i medfør af hvilken den tilbageholdte væsentlige nettoøkonomiske interesse målt ved indgåelsen aftager hurtigere end den overførte interesse. Af samme grund bør den tilbageholdte væsentlige nettoøkonomiske interesse ikke prioriteres med hensyn til pengestrømme for fortrinsvis at give anledning til tilbagebetalinger eller nedskrivninger på en måde, der ville reducere den tilbageholdte væsentlige nettoøkonomiske interesse til under 5 % af den løbende nominelle værdi af de trancher, der er solgt eller overført til investorer, eller af de securitiserede eksponeringer, eller under nettoværdien på 5 % i tilfælde af traditionelle NPE-securitiseringers misligholdte eksponeringer. Endvidere bør den kreditforbedring, der gives til den institution, som påtager sig eksponering mod en securitiseringsposition, ikke aftage uforholdsmæssigt set i forhold til tilbagebetalingsraten for de underliggende eksponeringer. Dette krav bør ikke forhindre, at den tilbageholdende enhed får vederlag på prioritetsabasis for tjenester, der leveres til securitiseringens enhed med særligt formål, forudsat at vederlagets størrelse fastsættes på armslængdevilkår, og at strukturen af dette vederlag ikke undergraver tilbageholdelseskravet.

(9)

Hvis hovedlåntageren har fuldt interessesammenfald med investoren, herunder i en situation, hvor securitiseringen udelukkende omfatter egenudstedte dækkede obligationer eller andre egenudstedte gældsinstrumenter, bør den enhed, der securitiserer disse instrumenter, ikke være forpligtet til at træffe yderligere foranstaltninger for at opfylde kravet om risikotilbageholdelse.

(10)

Artikel 8 i forordning (EU) 2017/2402 indeholder visse undtagelser fra forbuddet mod resecuritiseringer. Da tilbageholdelseskravene finder anvendelse på de to niveauer af de transaktioner, der indgår i en resecuritisering, er det nødvendigt at præcisere, hvordan disse transaktioner skal opfylde tilbageholdelseskravet. Som hovedregel bør de første securitiseringer af eksponeringer og transaktionens andet »ompakkede« niveau behandles hver for sig med henblik på at opfylde kravet om risikotilbageholdelse. Der bør derfor være en forpligtelse til at tilbageholde en væsentlig nettoøkonomisk interesse på hvert af disse niveauer. Det samme bør gælde for transaktioner med mere end én underliggende securitisering som f.eks. andre ABCP-programmer end dem, der er omhandlet i artikel 8, stk. 4, i forordning (EU) 2017/2402. Det er imidlertid muligt, at securitiseringens eksponeringsleverende institut, der handler som tilbageholdende enhed, securitiserer positioner, som det havde tilbageholdt ud over minimumskravet til tilbageholdelse på det første niveau af en securitisering. I så fald bør det pågældende eksponeringsleverende institut ikke være forpligtet til at tilbageholde en yderligere interesse på gensecuritiseringsniveau, forudsat at der ikke tilføjes andre eksponeringer eller positioner til resecuritiseringens underliggende pulje. I disse tilfælde bør resecuritiseringen blot betragtes som den anden del af den samme transaktion, som ikke ville ændre securitiseringens økonomiske grundlag væsentligt. Den oprindelige tilbageholdelse på securitiseringsniveau bør således være tilstrækkelig til at opfylde formålet med kravet om risikotilbageholdelse. Endelig bør en ny trancheopdeling foretaget af securitiseringens eksponeringsleverende institut i en securitiseringsposition til sammenhængende trancher ikke i sig selv betragtes som en gensecuritisering med henblik på tilbageholdelseskravet.

(11)

Kravene til udvælgelse af aktiver i artikel 6, stk. 2, i forordning (EU) 2017/2402 er en integreret del af rammen for risikotilbageholdelse. Hvis de eksponeringsleverende institutter kunne udvælge aktiver til at securitisere porteføljer af dårligere kreditkvalitet, og navnlig uden investorernes eller de potentielle investorers viden, ville formålet med og effektiviteten af risikotilbageholdelsen i forhold til at stemme overens med eksponeringsleverende institutters og investorers interesser blive alvorligt undergravet. I dette scenario ville det eksponeringsleverende institut ganske vist anvende securitiseringen til at afvikle risikofyldte aktiver, men investorerne ville blive vildledt til at forlade sig på, at det eksponeringsleverende institut tilbageholder en del af risikoen som bevis for en passende afstemning af interesser. For at undgå et sådant scenario og skabe retssikkerhed og tryghed er det nødvendigt at fastsætte kriterier, som eksponeringsleverende institutter kan forlade sig på for at sikre overholdelse af artikel 6, stk. 2, i forordning (EU) 2017/2402. Desuden bør der også fastsættes kriterier for, hvad »sammenlignelige aktiver« er. Securitiseringer, hvor den sammenligning, der er omhandlet i artikel 6, stk. 2, i forordning (EU) 2017/2402, ikke er mulig, fordi alle sammenlignelige aktiver blev overført til SSPE'en, bør anses for at opfylde kravene i nævnte stykke, forudsat at det forhold, at en sådan sammenligning ikke er mulig, offentliggøres i det endelige udbudsdokument, prospektet, transaktionsresuméet eller oversigten over securitiseringens vigtigste karakteristika.

(12)

Hvis der er indledt insolvensbehandling af den tilbageholdende enhed, eller hvis den tilbageholdende enhed ikke kan fortsætte med at fungere i denne egenskab af årsager, der ligger uden for dens kontrol eller aktionærernes kontrol, bør det være muligt for en anden juridisk enhed, der overholder artikel 6 i forordning (EU) 2017/2402, at tilbageholde den resterende tilbageholdte væsentlige nettoøkonomiske interesse, således at interessesammenfaldet fortsat opretholdes.

(13)

I henhold til artikel 6, stk. 1, fjerde afsnit, i forordning (EU) 2017/2402 kan kun administrationsselskaber, der kan påvise, at de har ekspertise i at administrere eksponeringer af samme art som de securitiserede eksponeringer, fungere som tilbageholdende enheder i en traditionel NPE-securitisering. Det er derfor hensigtsmæssigt at fastsætte de kriterier, som administrationsselskaberne bør opfylde for at kunne påvise, at de har den nødvendige ekspertise i at administrere eksponeringer, der svarer til de securitiserede eksponeringer.

(14)

Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 625/2014 (2) supplerer bestemmelserne om risikotilbageholdelse i artikel 405 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (3) for kreditinstitutter og investeringsselskaber. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2401 (4) ændrede forordning (EU) nr. 575/2013 ved at lade femte del og dermed artikel 405 i nævnte forordning udgå. De krav om risikotilbageholdelse, der var fastsat i artikel 405 i forordning (EU) nr. 575/2013, er nu fastsat i artikel 6 i forordning (EU) 2017/2402. Delegeret forordning (EU) nr. 625/2014 bør derfor ophæves, jf. dog artikel 43, stk. 6, i forordning (EU) 2017/2402.

(15)

Denne forordning er baseret på det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, der er udarbejdet i tæt samarbejde med Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed og Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger, og som Den Europæiske Banktilsynsmyndighed har forelagt Kommissionen.

(16)

Den Europæiske Banktilsynsmyndighed har afholdt åbne offentlige høringer om udkastet til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, analyseret de potentielle omkostninger og fordele samt anmodet om rådgivning fra interessentgruppen for banker, der er nedsat i henhold til artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (5) —

a)

»syntetisk form for tilbageholdelse«: tilbageholdelse af væsentlig nettoøkonomisk interesse gennem anvendelsen af derivater

b)

»betinget form for tilbageholdelse«: tilbageholdelse af en væsentlig nettoøkonomisk interesse gennem anvendelsen af kreditstøtte, der sikrer øjeblikkelig håndhævelse af tilbageholdelsen, herunder gennem garantier, kredittilsagn eller lignende former for kreditstøtte.

a)

direkte tilbageholdelse af mindst 5 % af den nominelle værdi af hver af de trancher, der er solgt eller overført til investorerne

b)

tilbageholdelse af en eksponering, som eksponerer indehaveren for kreditrisikoen ved hver udstedt tranche af en securitiseringstransaktion pro rata på mindst 5 % af den samlede nominelle værdi af hver af de udstedte trancher

c)

tilbageholdelse af mindst 5 % af den nominelle værdi af hver af de securitiserede eksponeringer, forudsat at den tilbageholdte kreditrisiko er sidestillet med eller underordnet den securitiserede kreditrisiko vedrørende de samme eksponeringer

d)

tilvejebringelse af en likviditetsfacilitet inden for rammerne af et ABCP-program, forudsat at alle følgende betingelser er opfyldt: