(1)

Parisaftalen (4), der blev vedtaget den 12. december 2015 inden for rammerne af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) (»Parisaftalen«), trådte i kraft den 4. november 2016. Parterne i Parisaftalen er blevet enige om at holde stigningen i den gennemsnitlige globale temperatur et godt stykke under 2 °C over de førindustrielle niveauer og om at fortsætte indsatsen for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C over de førindustrielle niveauer. Denne forpligtelse er blevet styrket med vedtagelsen inden for rammerne af UNFCCC af Glasgowklimaaftalen den 13. november 2021, hvor UNFCCC-partskonferencen, der tjener som møde for parterne i Parisaftalen, anerkender, at virkningerne af klimaændringerne vil være langt mindre ved en temperaturstigning på 1,5 °C sammenlignet med en på 2 °C, og er fast besluttet på at fortsætte bestræbelserne på at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C.

(2)

Der er et stadig mere presserende behov for handling for at reducere drivhusgasemissionerne, som Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) anfører i sine rapporter af 7. august 2021 med titlen »Climate Change 2021: The Physical Science Basis« (Klimaændringer 2021: det fysiske videnskabsgrundlag), af 28. februar 2022 med titlen »Climate Change 2022: Impact, Adaptation and Vulnerability« (Klimaændringer 2022: indvirkning, tilpasning og sårbarhed) og af 4. april 2022 med titlen »Climate Change 2022: Mitigation of Climate Change« (Klimaændringer 2022: modvirkning af klimaændringer). Unionen bør derfor tage hånd om dette presserende behov ved at intensivere sin indsats.

(3)

Unionen har indført en lovgivningsmæssig ramme med henblik på at nå 2030-målet for reduktion af drivhusgasemissioner med mindst 40 %, som blev godkendt af Det Europæiske Råd i 2014 før Parisaftalens ikrafttræden. Denne lovgivningsmæssige ramme består bl.a. af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (5), som opretter et system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Unionen (EU ETS), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/841 (6), som pålægger medlemsstaterne at opveje drivhusgasemissioner og -optag fra arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug (LULUCF), og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/842 (7), som fastsætter nationale mål for reduktion af drivhusgasemissioner frem til 2030 i de sektorer, der ikke er omfattet af direktiv 2003/87/EF eller af forordning (EU) 2018/841.

(4)

Kommissionens meddelelse af 11. december 2019 om »den europæiske grønne pagt« danner et udgangspunkt for opfyldelsen af Unionens mål om klimaneutralitet senest i 2050 og målet om at opnå negative emissioner derefter som fastsat i artikel 2, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 (8) (»den europæiske klimalov«). Den europæiske grønne pagt kombinerer et omfattende sæt af gensidigt forstærkende foranstaltninger og initiativer, der sigter mod at opnå klimaneutralitet i Unionen senest i 2050, og fastlægger en ny vækststrategi, der sigter mod at omstille Unionen til et retfærdigt og velstående samfund med en moderne, ressourceeffektiv og konkurrencedygtig økonomi, hvor den økonomiske vækst er afkoblet fra ressourceanvendelsen. Den har ligeledes til formål at beskytte, bevare og øge Unionens naturkapital og beskytte borgernes sundhed og trivsel mod miljørelaterede trusler og konsekvenser. Samtidig rummer denne omstilling kønsligestillingsaspekter samt en særlig indvirkning på visse ugunstigt stillede og sårbare grupper såsom ældre, personer med handicap og personer med en racemæssig eller etnisk minoritetsbaggrund. Det skal derfor sikres, at omstillingen er retfærdig og inklusiv, og at ingen lades i stikken.

(5)

Den 16. juni 2022 vedtog Rådet en henstilling om sikring af en retfærdig omstilling til klimaneutralitet (9), hvori det fremhæver behovet for ledsageforanstaltninger og for at lægge særlig vægt på at støtte de regioner, industrier, mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder, arbejdstagere, husholdninger og forbrugere, som vil stå over for de største udfordringer. Denne henstilling tilskynder medlemsstaterne til at overveje en række foranstaltninger inden for beskæftigelse og omstillinger på arbejdsmarkedet, jobskabelse og iværksætteri, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, offentlige udbud, systemer for beskatning og social beskyttelse, basale tjenester og boliger samt, blandt andet med henblik på at styrke ligestillingen mellem kønnene og uddannelse.

(6)

Gennem vedtagelsen af forordning (EU) 2021/1119 har Unionen i lovgivningen fastsat et bindende mål om en klimaneutral økonomi senest i 2050, hvorved nettoemissionerne reduceres til nul senest på denne dato, og et mål om at opnå negative emissioner derefter. Ved nævnte forordning fastsættes der også et bindende EU-mål om en intern reduktion af nettodrivhusgasemissioner (emissioner efter fratrækning af optag) med mindst 55 % sammenlignet med 1990-niveauerne senest i 2030. Endvidere fastsætter den, at bidraget fra nettooptag til EU-klimamålet for 2030 skal begrænses til 225 mio. ton CO2-ækvivalenter.

(7)

For at gennemføre de forpligtelser, der er fastsat i forordning (EU) 2021/1119, og Unionens bidrag i henhold til Parisaftalen bør Unionens lovgivningsmæssige ramme for at nå 2030-målet for reduktion af drivhusgasemissionerne tilpasses.

(8)

Forordning (EU) 2018/842 fastsætter medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til deres mindstebidrag for perioden fra 2021 til 2030 med henblik på opfyldelse af Unionens nuværende mål for reduktion af drivhusgasemissionerne på 30 % i 2030 i forhold til niveauet i 2005 i de sektorer, der er omfattet af nævnte forordnings artikel 2. Forordningen fastsætter også regler om fastsættelse af årlige emissionstildelinger og evaluering af medlemsstaternes fremskridt med at opnå deres minimumsbidrag.

(9)

Selv om emissionshandel også vil finde anvendelse på drivhusgasemissioner fra søtransport samt fra bygninger, vejtransport og yderligere sektorer, bør anvendelsesområdet for forordning (EU) 2018/842 fastholdes. Forordning (EU) 2018/842 bør derfor fortsat finde anvendelse på drivhusgasemissioner fra indenlandsk sejlads, men ikke fra international sejlads. Inkluderingen af kommunale affaldsforbrændingsanlæg i bilag I til direktiv 2003/87/EF, med henblik på nævnte direktivs artikel 14 og 15, bør heller ikke ændre anvendelsesområdet for forordning (EU) 2018/842. Drivhusgasemissionerne fra en medlemsstat, der er omfattet af forordning (EU) 2018/842, og som skal tages i betragtning i forbindelse med overensstemmelseskontrol, vil fortsat blive fastlagt efter afslutningen af revisioner af opgørelserne i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 (10).

(10)

I overensstemmelse med IPCC's retningslinjer for nationale drivhusgasopgørelser fra 2006 indberettes CO2-emissioner fra biomasse til energi i opgørelseskategorierne arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug i henhold til forordning (EU) 2018/841. For at undgå dobbelttælling sættes drivhusgasemissioner fra biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler til nul med henblik på bestemmelse af drivhusgasemissioner i henhold til forordning (EU) 2018/842. For at tage hensyn til virkningerne af indirekte ændret arealanvendelse og for at fremme sådanne brændstoffers og brændslers bæredygtighed er det vigtigt, at alle medlemsstaterne gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 (11) fuldt ud, herunder dets kriterier for bæredygtighed og drivhusgasemissionsbesparelser for sådanne brændstoffer og brændsler.

(11)

I nogle sektorer er drivhusgasemissionerne enten steget eller forblevet stabile. I sin meddelelse af 17. september 2020 om »Styrkelse af Europas klimaambitioner for 2030 — Investering i en klimaneutral fremtid til gavn for borgerne« anførte Kommissionen, at det øgede overordnede 2030-mål for reduktion af drivhusgasemissioner kun kan nås med bidrag fra alle sektorer.

(12)

I sine konklusioner af 11. december 2020 anførte Det Europæiske Råd, at det nye 2030-mål for reduktion af drivhusgasemissionerne vil blive opfyldt af medlemsstaterne i fællesskab på den mest omkostningseffektive måde, at alle medlemsstater vil deltage i denne indsats under hensyntagen til retfærdighed og solidaritet, samtidig med at ingen lades i stikken, og at det nye 2030-mål skal nås på en måde, der bevarer Unionens konkurrenceevne og tager hensyn til medlemsstaternes forskellige udgangspunkter, særlige nationale forhold og drivhusgasemissionsreduktionspotentiale, herunder for medlemsstater og øer, samt den indsats, der gøres.

(13)

For at nå det nye EU-mål for 2030 om at reducere nettodrivhusgasemissionerne med mindst 55 % sammenlignet med 1990-niveauerne vil de sektorer, der er omfattet af forordning (EU) 2018/842, skulle reducere deres drivhusgasemissioner progressivt, indtil de når – 40 % sammenlignet med 2005-niveauerne i 2030. Forordning (EU) 2018/842 bidrager også til at opfylde målsætningerne i Parisaftalen samt til Unionens mål om klimaneutralitet senest i 2050 i henhold til forordning (EU) 2021/1119, hvis opnåelse kræver konvergens mellem alle medlemsstaters indsats over tid under hensyntagen til specifikke nationale omstændigheder.

(14)

De mål for reduktion af drivhusgasemissionerne for 2030, der er fastsat i forordning (EU) 2018/842, skal revideres for hver medlemsstat. Den metode, der blev anvendt til revisionen af de nationale 2030-mål for reduktion af drivhusgasemissioner, bør være den samme som den, der blev anvendt, da forordning (EU) 2018/842 blev vedtaget, hvor de nationale bidrag blev fastsat under hensyntagen til medlemsstaternes forskellige kapaciteter og muligheder for omkostningseffektivitet for at sikre en retfærdig og afbalanceret fordeling af indsatsen. Hver enkelt medlemsstats mål for reduktion af drivhusgasemissionerne i 2030 bør således fastsættes i forhold til dens drivhusgasemissioner for 2005, der er omfattet af nævnte forordning, som gennemgået i medfør af artikel 4, stk. 3, deri med undtagelse af verificerede drivhusgasemissioner fra anlæg, der var i drift i 2005, og som først blev omfattet af EU ETS efter 2005.

(15)

Som følge heraf er nye bindende nationale grænseværdier udtrykt i årlige emissionstildelinger nødvendige fra det år, hvor denne forordning træder i kraft. Disse grænser vil progressivt føre til 2030-målet for reduktion af drivhusgasemissionerne for hver medlemsstat. De årlige grænseværdier for årene forud for det år, hvor denne forordning træder i kraft, og som er fastsat i Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/2126 (12), fastholdes.

(16)

Covid-19-pandemien og Ruslands angrebskrig mod Ukraine indvirker på Unionens økonomi og niveauet for dens drivhusgasemissioner i et omfang, der endnu ikke kan kvantificeres fuldt ud. På den anden side udruller Unionen sin største stimuluspakke nogensinde og fremskynder omstillingen væk fra fossile brændstoffer, hvilket også har en potentiel indvirkning på drivhusgasemissionsniveauet. På grund af disse usikkerheder og andre uforudsete hændelser, som har indflydelse på drivhusgasemissionerne, er det hensigtsmæssigt at revidere emissionsdataene i 2025 og om nødvendigt ajourføre de årlige emissionstildelinger i 2025 for årene 2026 til 2030. Denne ajourføring bør baseres på en omfattende revision af de nationale opgørelser, som Kommissionen har foretaget for at bestemme de gennemsnitlige drivhusgasemissioner for hver medlemsstat i årene 2021, 2022 og 2023.

(17)

I overensstemmelse med forordning (EU) 2021/1119 bør der gives prioritet til reduktioner af direkte drivhusgasemissioner, som vil skulle suppleres med øget kulstoffjernelse for at opnå klimaneutralitet. I forordning (EU) 2021/1119 anerkendes det, at kulstofdræn omfatter naturlige og teknologiske løsninger. Det er vigtigt at indføre en EU-ordning for certificering af sikker og permanent lagret kulstoffjernelse opnået ved hjælp af teknologiske løsninger, som giver medlemsstaterne og markedsoperatørerne klarhed med henblik på at øge en sådan kulstoffjernelse. Når en sådan certificeringsordning er i kraft, kan der foretages en analyse af opgørelsen af en sådan kulstoffjernelse i henhold til EU-retten.

(18)

For at tilskynde til tidligere handling og yderligere sikre miljømæssig integritet er det nødvendigt og hensigtsmæssigt at sænke lofterne for lån og henlæggelse af årlige emissionstildelinger for hele perioden fra 2021 til 2030. På den anden side bør medlemsstaterne være i stand til progressivt at reducere deres drivhusgasemissioner og nå deres forhøjede nationale mål for reduktion af drivhusgasemissionerne for 2030 på en omkostningseffektiv måde. I lyset af den nye og strengere årlige emissionstildeling, der kræves i henhold til denne forordning, bør de eksisterende lofter over overførsler af årlige emissionstildelinger mellem medlemsstaterne hæves. Muligheden for at overføre årlige emissionstildelinger fremmer samarbejde mellem medlemsstaterne og giver dem mulighed for at nå deres mål for reduktion af drivhusgasemissionerne på en omkostningseffektiv måde, mens den miljømæssige integritet bevares. Sådanne overførsler bør være gennemsigtige, så de udføres på en måde, der passer alle parter, herunder ved hjælp af auktionering, ved brug af mellemmænd, der opererer på agenturbasis, gennem bilaterale aftaler eller ved brug af en elektronisk grænseflade, der sigter mod at lette udvekslingen af oplysninger om påtænkte overførsler og mod at nedbringe transaktionsomkostningerne.

Medlemsstaterne skal allerede indberette de sammenfattede oplysninger om gennemførte overførsler i overensstemmelse med Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/1208 (13). Når Kommissionen har samlet oplysningerne, bliver disse stillet til rådighed i elektronisk form inden for tre måneder fra modtagelsen af rapporterne fra medlemsstaterne, og af dem fremgår intervallet for de priser, der er betalt pr. årlig emissionstildelingstransaktion. I de to perioder mellem offentliggørelsen af de gennemførelsesretsakter, der er omhandlet i artikel 38, stk. 4, i forordning (EU) 2018/1999, og begyndelsen af kontrollen af overensstemmelsen kan medlemsstaterne den 15. i hver måned desuden underrette Kommission om gennemførte overførsler. Endvidere og med henblik på at lette udvekslingen af oplysninger om påtænkte overførsler opfordres medlemsstaterne til løbende at ajourføre de relevante oplysninger. Kommissionen samler de modtagne oplysninger og stiller dem til rådighed rettidigt og i elektronisk form. For at forbedre gennemsigtigheden bør medlemsstaterne forud for enhver faktisk overførsel underrette Udvalget for Klimaændringer, som er nedsat ved forordning (EU) 2018/1999, om deres hensigt om at foretage en overførsel af en del af deres årlige emissionstildeling for et givet år. Det er derfor hensigtsmæssigt at ændre forordning (EU) 2018/1999.

(19)

For så vidt angår visse medlemsstater er det muligt at have en begrænset annullering af emissionskvoter i EU ETS taget i betragtning med henblik på overholdelse af forordning (EU) 2018/842 (»EU ETS-fleksibilitet«). Af de medlemsstater, der er berettigede hertil, har to ikke gjort brug af EU ETS-fleksibilitet, og én har ikke gjort fuld brug af den. I lyset af det øgede ambitionsniveau, der fastsættes i nærværende forordning, bør disse medlemsstater gives ny mulighed for at gøre brug eller yderligere brug af denne fleksibilitet. Det er derfor hensigtsmæssigt at fastsætte en ny frist som gør muligt for disse medlemsstater til at underrette Kommissionen om en hensigt om at gøre brug eller yderligere brug af denne fleksibilitet. Grundet den særlige opbygning af Maltas økonomi ligger denne medlemsstats nationale mål for reduktion af drivhusgasemissionerne, som er baseret på BNP pr. indbygger, desuden væsentligt over dens omkostningseffektive reduktionspotentiale. Det er derfor hensigtsmæssigt at øge Maltas adgang til denne fleksibilitet, uden at det går ud over Unionens mål for reduktion af drivhusgasemissionerne for 2030.

(20)

Ud over EU ETS-fleksibilitet er det muligt at tage en begrænset mængde nettooptag og nettoemissioner fra LULUCF i betragtning med henblik på medlemsstaternes overholdelse af forordning (EU) 2018/842 (»LULUCF-fleksibilitet«). For at sikre, at der træffes tilstrækkelige modvirkningsforanstaltninger frem til 2030, er det hensigtsmæssigt at begrænse anvendelsen af LULUCF-fleksibilitet ved at opdele anvendelsen af LULUCF-fleksibilitet i to særskilte tidsperioder, der hver er underlagt en grænse svarende til halvdelen af den maksimale mængde nettooptag, der er fastsat i bilag III til forordning (EU) 2018/842. Det er også hensigtsmæssigt at bringe titlen på dette bilag i overensstemmelse med forordning (EU) 2018/841 efter ændringen heraf ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/268 (14). Som følge heraf er der ikke længere behov for, at forordning (EU) 2018/842 tillægger Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter med henblik på at ændre titlen på dennes bilag III. Artikel 7, stk. 2, i forordning (EU) 2018/842 bør derfor udgå.

(21)

Hvis Kommissionen finder, at en medlemsstat ikke gør tilstrækkelige fremskridt med at opfylde sine årlige emissionsniveauer i henhold til forordning (EU) 2018/842, bør mekanismerne for korrigerende foranstaltninger i henhold til nævnte forordning styrkes for at muliggøre en hurtig og effektiv indsats. Det er derfor hensigtsmæssigt at revidere de krav, der gælder for korrigerende handlingsplaner, som medlemsstaterne skal forelægge Kommissionen, hvis de ikke gør tilstrækkelige fremskridt.

(22)

Unionen og medlemsstaterne er parter i De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europas konvention om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (15) (»Århuskonventionen«). Offentlig kontrol og adgang til klage og domstolsprøvelse er væsentlige elementer i Unionens demokratiske værdier og redskaber til at varetage retsstatsprincippet.

(23)

Unionens klimaindsats bør gøre brug af den nyeste videnskab. Rådgivning fra Det Europæiske Videnskabelige Rådgivende Organ om Klimaændringer, der er oprettet i henhold til artikel 10a i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 401/2009 (16), bør derfor tages i betragtning i forbindelse med forordning (EU) 2018/842.

(24)

I betragtning af indførelsen af en styrket overholdelsesordning i forordning (EU) 2018/841 fra 2026 er det hensigtsmæssigt at afskaffe fratrækningen af de drivhusgasemissioner, der genereres af hver medlemsstat i perioden fra 2026 til 2030 i LULUCF-sektoren ud over deres optag. Artikel 9, stk. 2, i forordning (EU) 2018/842 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(25)

Det er hensigtsmæssigt, at revisionen af forordning (EU) 2018/842 i 2024 tager hensyn til Unionens mål for reduktion af drivhusgasemissioner i henhold til forordning (EU) 2021/1119, Unionens forpligtelse til at nå målene i Parisaftalen og eventuelle relevante forpligtelser, der følger af UNFCCC-partskonferencerne. Denne revision bør desuden omfatte en vej til reduktion af drivhusgasemissioner, som er forenelig med det bindende mål om klimaneutralitet i Unionen senest i 2050 i henhold til forordning (EU) 2021/1119.

(26)

Ikke-CO2-drivhusgasemissioner såsom methan, dinitrogenoxid og fluorholdige gasser tegner sig for over 20 % af Unionens drivhusgasemissioner. Ikke-CO2-drivhusgasemissioner er omfattet af forordning (EU) 2018/842 og vil derfor nødvendigvis være en del af de foranstaltninger, som medlemsstaterne vil indføre for at nå deres øgede 2030-mål for reduktion af drivhusgasemissioner i henhold til nærværende forordning. Senest den 30. juni 2023 skal medlemsstaterne forelægge Kommissionen et udkast til ajourføring af deres integrerede nationale energi– og klimaplaner. Kommissionen vil udstede retningslinjer i denne henseende, herunder for at tilskynde medlemsstaterne til at fremlægge mål og politikker for reduktion af methanemissioner. Medlemsstaterne skal ligeledes vurdere, om deres strategiske planer under den fælles landbrugspolitik bør revideres for at afspejle det øgede ambitionsniveau i forordning (EU) 2018/842, der er indført ved ændringerne heraf gennem nærværende forordning. Kommissionen vil medtage oplysninger om de resultater, der er opnået ved kombination af Unionens og medlemsstaternes indsats vedrørende ikke-CO2-drivhusgasemissioner, i de årlige rapporter i henhold til artikel 29, stk. 5, i forordning (EU) 2018/1999. Kommissionen skal også vurdere udkast til integrerede nationale energi– og klimaplaner og kan udstede henstillinger til medlemsstater, som ikke gør tilstrækkelige fremskridt. Kommissionen vil i forbindelse med revisionen af forordning (EU) 2018/841 vurdere de nuværende tendenser og fremtidige fremskrivninger af drivhusgasemissioner fra landbruget samt reguleringsmæssige valgmuligheder for at sikre, at de er forenelige med målet om at opnå langsigtede reduktioner af drivhusgasemissionerne i alle økonomiens sektorer i overensstemmelse med Unionens mål om klimaneutralitet og Unionens mellemliggende klimamål, der er fastsat i forordning (EU) 2021/1119. I forbindelse med revisionen af forordning (EU) 2018/842 vil Kommissionen vurdere, hvordan alle sektorer, som er omfattet af nævnte forordning, bidrager til reduktionen af drivhusgasemissioner, herunder navnlig den reduktion, der er opnået med hensyn til ikke-CO2-drivhusgasemissioner, også i andre sektorer end landbruget.

(27)

Målene for denne forordning, nemlig i lyset af forordning (EU) 2021/1119 at justere forpligtelserne for medlemsstaterne med hensyn til deres mindstebidrag for perioden fra 2021 til 2030 med henblik på opfyldelse af Unionens mål om at reducere sine drivhusgasemissioner og med henblik på at bidrage til at nå målsætningerne i Parisaftalen, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går nærværende forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(28)

Forordning (EU) 2018/842 og (EU) 2018/1999 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —