(1)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/241 (2) om oprettelse af genopretnings- og resiliensfaciliteten trådte i kraft den 19. februar 2021. Genopretnings- og resiliensfaciliteten yder finansiel støtte til gennemførelse af reformer og investeringer og bidrager således med en finanseffekt finansieret af Unionen. Den bidrager til den økonomiske genopretning og til gennemførelsen af bæredygtige og vækstfremmende reformer og investeringer, navnlig til fremme af den grønne og den digitale omstilling, og vil samtidig styrke modstandsdygtigheden og den potentielle vækst i medlemsstaternes økonomier. Den hjælper også med at skabe mere holdbare offentlige finanser og styrke væksten og jobskabelsen på mellemlang og lang sigt. Det maksimale finansielle bidrag for hver medlemsstat inden for rammerne af genopretnings- og resiliensfaciliteten bliver i overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, i forordning (EU) 2021/241 ajourført i juni 2022.

(2)

Den 24. november 2021 vedtog Kommissionen den årlige undersøgelse af bæredygtig vækst, som markerede starten på det europæiske semester 2022 for samordning af de økonomiske politikker. Den tog behørigt hensyn til det sociale Portotilsagn underskrevet den 7. maj 2021 om at fortsætte gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder, som blev proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017. Det Europæiske Råd godkendte prioriteterne i den årlige undersøgelse af bæredygtig vækst 2022 den 25. marts 2022. Den 24. november 2021 vedtog Kommissionen på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 (3) ligeledes rapporten om varslingsmekanismen, hvori Belgien ikke blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse. Samme dato vedtog Kommissionen også en henstilling med henblik på Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet og et forslag til den fælles rapport om beskæftigelsen 2022, der indeholder en analyse af gennemførelsen af retningslinjerne for beskæftigelsen og principperne for den europæiske søjle for sociale rettigheder. Rådet vedtog henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet (4) (»henstillingen om euroområdet fra 2022«) den 5. april 2022 og den fælles beskæftigelsesrapport den 14. marts 2022.

(3)

Ruslands invasion af Ukraine i kølvandet på den globale pandemi har ændret den geopolitiske og økonomiske situation betydeligt. Invasionens indvirkning på medlemsstaternes økonomier har bl.a. kunnet mærkes gennem højere energi-, fødevare- og råvarepriser og svagere vækstudsigter. De højere energipriser presser især de mest sårbare husholdninger, som er ramt eller risikerer at blive ramt af energifattigdom, og de virksomheder, der er mest sårbare over for pludselige stigninger i energipriserne. Unionen oplever også en hidtil uset tilstrømning af personer, der flygter fra Ukraine. De økonomiske virkninger af Ruslands angrebskrig har påvirket medlemsstaterne asymmetrisk. I den forbindelse blev Rådets direktiv 2001/55/EF (5) den 4. marts 2022 taget i brug for første gang ved Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/382 (6) med henblik på at give fordrevne personer fra Ukraine ret til lovligt ophold i Unionen samt adgang til uddannelse, arbejdsmarkedet, sundhedsydelser, bolig og sociale sikringsordninger.

(4)

Under hensyntagen til en økonomisk og geopolitisk situation i hastig udvikling genoptages den brede samordning af den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken inden for det europæiske semester i 2022, idet forløbet også tilpasses gennemførelseskravene i forbindelse med genopretnings- og resiliensfaciliteten som skitseret i den årlige undersøgelse af bæredygtig vækst 2022. Gennemførelsen af de vedtagne genopretnings- og resiliensplaner spiller en vigtig rolle for opfyldelsen af målene for samordning af den økonomiske politik under det europæiske semester, eftersom planerne indeholder foranstaltninger til at håndtere alle eller en betydelig del af de relevante landespecifikke henstillinger, der blev udstedt i forbindelse med de europæiske semesterforløb i 2019 og 2020. De landespecifikke henstillinger fra 2019 og 2020 er fortsat yderst relevante for genopretnings- og resiliensplanerne, der er blevet revideret, ajourført eller ændret i henhold til artikel 14, 18 og 21 i forordning (EU) 2021/241, hvilket gælder for alle andre landespecifikke henstillinger, der blev udstedt før datoen for indgivelsen af sådanne reviderede, ajourførte eller ændrede genopretnings- og resiliensplaner.

(5)

Den generelle undtagelsesklausul i stabilitets- og vækstpagten har været aktiveret siden marts 2020. I sin meddelelse af 3. marts 2021 med titlen »Et år siden covid-19 brød ud: finanspolitisk reaktion« indtog Kommissionen den holdning, at beslutningen om, hvorvidt den generelle undtagelsesklausul skal deaktiveres eller fortsat skal anvendes, bør træffes som led i en overordnet vurdering af økonomiens tilstand med niveauet for den økonomiske aktivitet i Unionen eller i euroområdet sammenlignet med niveauet før krisen (ultimo 2019) som det bærende kvantitative kriterie. Den øgede usikkerhed og de alvorlige nedadrettede risici for de økonomiske udsigter som følge af krig i Europa samt de hidtil usete stigninger i energipriserne og de vedvarende forstyrrelser af forsyningskæderne berettiger, at stabilitets- og vækstpagtens generelle undtagelsesklausul fortsat er aktiveret i hele 2023.

(6)

Ifølge den fremgangsmåde, der følges i Rådets henstilling af 18. juni 2021 (7) om Belgiens stabilitetsprogram for 2021, bestemmes den overordnede finanspolitiske kurs i øjeblikket bedst ud fra ændringen i primære udgifter (ekskl. diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden og midlertidige nødforanstaltninger i forbindelse med covid-19-krisen), mens udgifter finansieret med ikketilbagebetalingspligtig støtte (tilskud) fra genopretnings- og resiliensfaciliteten og andre EU-midler medtages, i forhold til den potentielle vækst på mellemlang sigt (8). I forbindelse med undersøgelsen af, om den nationale finanspolitik er forsvarlig, og om sammensætningen heraf bidrager til en bæredygtig genopretning i overensstemmelse med den grønne og den digitale omstilling, lægges der foruden den overordnede finanspolitiske kurs også vægt på udviklingen i de nationalt finansierede (9) primære løbende udgifter (ekskl. diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden og midlertidige nødforanstaltninger i forbindelse med covid-19-krisen) samt i investeringerne.

(7)

Den 2. marts 2022 vedtog Kommissionen en meddelelse, som udstikker overordnede finanspolitiske retningslinjer for 2023 (»de finanspolitiske retningslinjer«) med henblik på at hjælpe medlemsstaterne med at forberede deres stabilitets- og konvergensprogrammer og dermed styrke den politiske samordning. På grundlag af de makroøkonomiske udsigter i vinterprognosen 2022 bemærkede Kommissionen, at det forekommer hensigtsmæssigt i 2023 at gå fra en samlet set understøttende finanspolitisk kurs i 2020-2022 til en overvejende neutral samlet finanspolitisk kurs, samtidig med at der udvises parathed til at reagere på udviklingen i den økonomiske situation. Kommissionen meddelte, at de finanspolitiske henstillinger for 2023 fortsat bør differentieres mellem medlemsstaterne under hensyntagen til eventuelle afsmittende virkninger mellem landene. Kommissionen opfordrede medlemsstaterne til at følge disse retningslinjer i deres stabilitets- og konvergensprogrammer. Kommissionen forpligtede sig til at følge den økonomiske udvikling nøje og tilpasse sine politiske retningslinjer efter behov og senest i forbindelse med forårspakken under det europæiske semester i slutningen af maj 2022.

(8)

For så vidt angår de finanspolitiske retningslinjer tager de finanspolitiske henstillinger for 2023 hensyn til den forværrede økonomiske situation, den øgede usikkerhed og yderligere nedadrettede risici og den højere inflation sammenlignet med Kommissionens vinterprognose 2022. Den finanspolitiske reaktion skal derfor tage sigte på at forøge de offentlige investeringer i den grønne og den digitale omstilling og energisikkerhed og på at opretholde købekraften i de mest sårbare husholdninger med henblik på at afbøde virkningerne af energiprisstigningerne og begrænse inflationspresset fra anden runde-effekter ved hjælp af målrettede og midlertidige foranstaltninger. Finanspolitikken skal forblive fleksibel, så den kan tilpasses de hurtigt skiftende omstændigheder, herunder udfordringer som følge af Ruslands angrebskrig mod Ukraine med hensyn til forsvar og sikkerhed, og den skal differentiere mellem medlemsstaterne efter deres finanspolitiske og økonomiske situation, herunder med hensyn til eksponering for krisen og tilstrømningen af fordrevne personer fra Ukraine.

(9)

Den 30. april 2021 indgav Belgien sin nationale genopretnings- og resiliensplan til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 18, stk. 1, i forordning (EU) 2021/241. Kommissionen har i medfør af artikel 19 i forordning (EU) 2021/241 vurderet genopretnings- og resiliensplanens relevans, effektivitet, virkningsfuldhed og sammenhæng i overensstemmelse med vurderingsretningslinjerne fastsat i bilag V til forordningen. Den 13. juli 2021 vedtog Rådet en gennemførelsesafgørelse om godkendelse af vurderingen af Belgiens genopretnings- og resiliensplan (10). Tilrådighedsstillelsen af trancher er betinget af, at Kommissionen i overensstemmelse med artikel 24, stk. 5, i forordning (EU) 2021/241 har vedtaget en afgørelse om, at Belgien på tilfredsstillende vis har opfyldt de relevante milepæle og mål, der er anført i Rådets gennemførelsesafgørelse. En tilfredsstillende opfyldelse forudsætter, at opfyldelsen af forudgående milepæle og mål ikke er blevet tilbagerullet.

(10)

Den 30. april 2022 fremlagde Belgien sit nationale reformprogram for 2022 og sit stabilitetsprogram for 2022 i overensstemmelse med fristen i artikel 4 i forordning (EF) nr. 1466/97. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen. Det nationale reformprogram for 2022 afspejler i overensstemmelse med artikel 27 i forordning (EU) 2021/241 også Belgiens halvårlige rapportering om de fremskridt, der er gjort med gennemførelsen af genopretnings- og resiliensplanen.

(11)

Den 23. maj 2022 offentliggjorde Kommissionen landerapporten for Belgien 2022. Heri foretages der en vurdering af Belgiens fremskridt med hensyn til at gennemføre de relevante landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget af Rådet i 2019, 2020 og 2021, og der gøres status over Belgiens gennemførelse af genopretnings- og resiliensplanen med udgangspunkt i resultattavlen for genopretnings- og resiliensfaciliteten. På grundlag af denne analyse er der i landerapporten udpeget mangler med hensyn til udfordringer, som enten ikke håndteres eller kun håndteres delvist i genopretnings- og resiliensplanen, ligesom der også afdækkes nye udfordringer, herunder som følge af Ruslands invasion af Ukraine. Rapporten indeholder også en vurdering af Belgiens fremskridt med gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder og med opfyldelsen af Unionens overordnede mål vedrørende beskæftigelse, færdigheder og fattigdomsbekæmpelse samt af fremskridtene med gennemførelsen af De Forenede Nationers mål for bæredygtig udvikling.

(12)

Den 23. maj 2022 offentliggjorde Kommissionen en rapport i medfør af artikel 126, stk. 3, i traktaten. I rapporten er der redegjort for budgetsituationen i Belgien, eftersom landets offentlige underskud i 2021 oversteg traktatens referenceværdi på 3 % af bruttonationalproduktet (BNP), samtidig med at den offentlige gæld oversteg traktatens referenceværdi på 60 % af BNP og ikke overholdt gældsreduktionsmålet. I rapporten blev det konkluderet, at underskudskriteriet og gældskriteriet ikke var opfyldt. I overensstemmelse med meddelelsen af 2. marts 2022 tog Kommissionen i sin vurdering af alle relevante faktorer hensyn til, at overholdelse af gældsreduktionsmålet vil indebære en for krævende fremrykket finanspolitisk indsats, der kan bringe væksten i fare. Kommissionen mener derfor ikke, at det er berettiget at overholde gældsreduktionsmålet under de nuværende ekstraordinære økonomiske forhold. Som bebudet foreslog Kommissionen ikke at indlede en ny procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud i foråret 2022, men vil i efteråret 2022 revurdere, om det er nødvendigt at indlede en sådan procedure.

(13)

I sin henstilling af 20. juli 2020 (11) henstillede Rådet, at Belgien i 2020 og 2021 skulle træffe alle nødvendige foranstaltninger i overensstemmelse med den generelle undtagelsesklausul til effektivt at imødegå covid-19-pandemien, understøtte økonomien og støtte den efterfølgende genopretning. Det henstillede også, at Belgien skulle føre en finanspolitik, der tager sigte på at opnå en forsvarlig budgetstilling på mellemlang sigt og sikre en holdbar gæld, og samtidig øge investeringerne, så snart den økonomiske situation tillader det. Ifølge data valideret af Eurostat faldt Belgiens offentlige underskud fra 9,0 % af BNP i 2020 til 5,5 % i 2021. Belgiens finanspolitiske reaktion understøttede den økonomiske genopretning i 2021, mens de midlertidige nødforanstaltninger faldt fra at udgøre 4,4 % af BNP i 2020 til 2,9 % i 2021. De foranstaltninger, som Belgien har truffet i 2021, var i overensstemmelse med Rådets henstilling af 20. juli 2020. De diskretionære budgetforanstaltninger, som regeringen traf i 2020 og 2021, var hovedsagelig enten af midlertidig karakter eller opvejet af udlignende foranstaltninger. Samtidig var nogle af de diskretionære foranstaltninger, som regeringen traf i perioden 2020-2021, hverken midlertidige eller blev modsvaret af udlignende foranstaltninger, der hovedsagelig bestod i varige forhøjelser af minimumspensioner og lønninger i sundhedssektoren. Ifølge data valideret af Eurostat faldt den offentlige gæld fra 112,8 % af BNP i 2020 til 108,2 % af BNP i 2021.

(14)

Det makroøkonomiske scenario, der ligger til grund for budgetfremskrivningerne, i stabilitetsprogrammet for 2022, er gunstigt. Regeringen forventer en realvækst i BNP på 3,0 % i 2022 og 1,9 % i 2023. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2022 ventes derimod en lavere realvækst i BNP på 2,0 % i 2022 og 1,6 % i 2023, hvilket hovedsagelig tilskrives den tidligere skæringsdato for de makroøkonomiske fremskrivninger, der ligger til grund for stabilitetsprogrammet for 2022, hvilket var inden Rusland indledte sin angrebskrig mod Ukraine. I sit stabilitetsprogram for 2022 forventer regeringen, at det samlede underskud vil aftage til 5,2 % af BNP i 2022 og til 3,6 % i 2023. Faldet i 2022 afspejler især den robuste vækst i den økonomiske aktivitet og afviklingen af de fleste nødforanstaltninger. Ifølge stabilitetsprogrammet for 2022 vil den offentlige gældskvote falde (marginalt) til 108,0 % i 2022 og øges til 108,8 % i 2023. På grundlag af de politiske foranstaltninger, der var kendt på skæringsdatoen for prognosen, forventes det offentlige underskud ifølge Kommissionens forårsprognose 2022 at udgøre henholdsvis 5,0 % og 4,4 % af BNP i 2022 og 2023. I 2022 er dette på trods af det mindre gunstige makroøkonomiske scenario i Kommissionens forårsprognose 2022 i overensstemmelse med det underskud, der blev fremskrevet i stabilitetsprogrammet for 2022, da de budgetmæssige fremskrivninger i stabilitetsprogrammet for 2022 tager hensyn til en teknisk korrektion, der kun afspejler den budgetmæssige virkning af Ruslands angrebskrig mod Ukraine i 2022. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2022 forventes der i 2023 et højere offentligt underskud, hovedsagelig som følge af et mindre gunstigt makroøkonomisk scenario og foranstaltninger, der endnu ikke er specificeret for de sidste år af stabilitetsprogrammet for 2022. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2022 forventes en stort set uændret offentlig gældskvote på 107,5 % i 2022, men en lavere kvote på 107,6 % i 2023, hvilket afspejler den lavere stigning i BNP-deflatoren i stabilitetsprogrammet for 2022. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2022 anslås den potentielle produktionsvækst på mellemlang sigt (gennemsnit over 10 år) at være på 1,4 %. Dette skøn tager dog ikke højde for virkningerne af de reformer, der indgår i genopretnings- og resiliensplanen, og som kan øge Belgiens potentielle vækst.

(15)

I 2022 udfasede regeringen størstedelen af de foranstaltninger, der blev truffet som reaktion på covid-19-krisen, og de midlertidige nødforanstaltninger forventes således at aftage fra 2,9 % af BNP i 2021 til 0,4 % i 2022. Det offentlige underskud i 2022 påvirkes af de foranstaltninger, der er vedtaget for at afbøde de økonomiske og sociale virkninger af stigningen i energipriserne, som ifølge Kommissionens forårsprognose 2022 anslås til 0,5 % af BNP i 2022 og 0 % af BNP i 2023 (12). Disse foranstaltninger består primært af engangsoverførsler til husholdninger og nedsættelser af indirekte skatter på energiforbrug. Disse foranstaltninger er meldt ud som værende af midlertidig karakter og vedrører 2022. Hvis energipriserne imidlertid forbliver høje i 2023, kan nogle af disse foranstaltninger videreføres. Nogle af disse foranstaltninger er ikke målrettede, navnlig generelle overførsler til husholdninger for at støtte energiforbruget og nedsættelser af momssatser på gas og elektricitet samt punktafgifter på benzin. Det offentlige underskud påvirkes også af omkostningerne til midlertidig beskyttelse af fordrevne personer fra Ukraine, som ifølge Kommissionens forårsprognose 2022 forventes at udgøre 0,1 % af BNP i både 2022 og 2023 (13), samt af de øgede forsvarsudgifter (0,1 % af BNP i 2022).

(16)

I sin henstilling af 18. juni 2021 henstillede Rådet, at Belgien i 2022 bør udnytte genopretnings- og resiliensfaciliteten med henblik på at finansiere yderligere investeringer til støtte for genopretningen og samtidig føre en forsvarlig finanspolitik. Belgien bør desuden opretholde de nationalt finansierede investeringer. Rådet henstillede også, at Belgien, når den økonomiske situation tillader det, skulle føre en finanspolitik, der tager sigte på at opnå en forsvarlig budgetstilling på mellemlang sigt og sikre finanspolitisk holdbarhed på mellemlang sigt, og samtidig skulle øge investeringerne med henblik på at løfte vækstpotentialet.

(17)

Ifølge Kommissionens forårsprognose 2022 og de oplysninger, der er indeholdt i Belgiens stabilitetsprogram for 2022, forventes den finanspolitiske kurs i 2022 at være understøttende med – 2,4 % af BNP (14). Belgien agter løbende at støtte genopretningen ved at udnytte genopretnings- og resiliensfaciliteten til at finansiere yderligere investeringer som henstillet af Rådet. Det positive bidrag til den økonomiske aktivitet fra udgifter finansieret med tilskud under genopretnings- og resiliensfaciliteten og andre EU-midler forventes at stige med 0,2 procentpoint af BNP i forhold til 2021. Nationalt finansierede investeringer skønnes at indebære et neutralt bidrag til den finanspolitiske kurs i 2022 (15). Belgien planlægger derfor at opretholde nationalt finansierede investeringer som henstillet af Rådet. Samtidig ventes væksten i nationalt finansierede primære løbende udgifter (ekskl. nye foranstaltninger på indtægtssiden) i 2022 at indebære et ekspansivt bidrag på 2,1 procentpoint til den samlede finanspolitiske kurs. Dette betydelige ekspansive bidrag omfatter den yderligere virkning af foranstaltningerne til afhjælpning af de økonomiske og sociale følger af stigningen i energipriserne (0,5 % af BNP) samt omkostningerne ved at yde midlertidig beskyttelse til fordrevne personer fra Ukraine (0,1 % af BNP). Desuden forventes stigningen i de offentlige udgifter som følge af den automatiske indeksering af lønningerne i den offentlige sektor og af de sociale ydelser og i mindre grad som følge af det højere offentlige forbrug af varer og tjenesteydelser også at bidrage til det ekspansive bidrag fra de nationalt finansierede primære løbende nettoudgifter. Ifølge Kommissionens prognose modsvares disse foranstaltninger og drivkræfterne for højere udgifter ikke fuldt ud af udlignende foranstaltninger.

(18)

I 2023 forventes den finanspolitiske kurs ifølge Kommissionens forårsprognose 2022 at ligge på 0,0 % af BNP under antagelse af en uændret politik (16). Belgien ventes fortsat at anvende tilskuddene under genopretnings- og resiliensfaciliteten i 2023 til at finansiere yderligere investeringer til støtte for genopretningen. Det positive bidrag til den økonomiske aktivitet fra udgifter finansieret med tilskud under genopretnings- og resiliensfaciliteten og andre EU-midler forventes at forblive stabilt i forhold til 2022. Nationalt finansierede investeringer skønnes at indebære et ekspansivt bidrag til den finanspolitiske kurs på 0,1 procentpoint af BNP i 2023 (17). Samtidig ventes væksten i nationalt finansierede primære løbende udgifter (ekskl. nye foranstaltninger på indtægtssiden) i 2023 at indebære et stort set neutralt bidrag på 0,1 procentpoint til den samlede finanspolitiske kurs. Dette omfatter virkningen af udfasningen af de foranstaltninger, hvormed der tages højde for stigningen i energipriserne (0,5 % af BNP).

(19)

Ifølge stabilitetsprogrammet for 2022 forventes det offentlige underskud gradvist at aftage til 3,4 % af BNP i 2024 og til 2,7 % senest i 2025. Det offentlige underskud ventes dermed at falde til under 3 % af BNP i 2025. Disse fremskrivninger er baseret på et makroøkonomisk scenario, der blev udarbejdet forud for den russiske invasion af Ukraine, og tager hensyn til foranstaltninger, der endnu ikke er specificeret for de sidste år af stabilitetsprogrammet for 2022, navnlig en såkaldt »fleksibel finanspolitisk indsats« på 0,8 % af BNP mellem 2023 og 2025. Ifølge stabilitetsprogrammet for 2022 vil den offentlige gældskvote stige indtil 2025, nærmere bestemt til 109,7 % i 2024 og til 110,1 % i 2025. Ifølge Kommissionens analyse forekommer risiciene for gældsholdbarheden at være høje på mellemlang sigt.

(20)

Ved en uændret politik forventes den hurtigt aldrende befolkning at forstærke de aldersrelaterede udgifters virkning på de offentlige finanser. Ifølge Kommissionens rapport om befolkningens aldring fra 2021 (18) forventes der en stigning i de aldersrelaterede udgifter på 3,6 procentpoint af BNP i 2040 og 5,4 procentpoint af BNP i 2070, hovedsagelig som følge af udgifter til pension og langtidspleje. Belgien har i sin genopretnings- og resiliensplan forpligtet sig til at gennemføre en pensionsreform for bl.a. at forbedre pensionssystemets finansielle og sociale bæredygtighed og fremme konvergensen mellem forskellige pensionsordninger. Hvad angår langtidspleje var Belgien allerede et af de EU-lande, der havde de højeste udgifter i 2019, og landets udgifter forventes at stige yderligere med 14 % inden 2030 og med 2,2 procentpoint af BNP i 2070. Der er — om end med store regionale forskelle — iværksat reformer med henblik på at fremme en omkostningseffektiv anvendelse af de forskellige plejemiljøer, navnlig for at undgå og udskyde unødvendig eller for tidlig institutionsanbringelse, som en ud af fire beboere i plejehjem er berørt af (19). Covid-19-krisen har sat gennemførelsen af planlagte omkostningsbesparende foranstaltninger i bero. Dette antyder, at der kan være plads til yderligere at reducere for hyppig anvendelse af institutionsanbringelse, samtidig med at brugen af hjemmeplejetjenester af høj kvalitet styrkes, og de økonomiske hindringer, som begrænser de mest sårbare gruppers adgang til disse tjenester, afhjælpes. En hurtig og ambitiøs gennemførelse af reformerne vil bidrage til at afhjælpe problemerne med hensyn til bæredygtighed.

(21)

Det belgiske skattesystem er kendetegnet ved en høj skattebyrde på arbejde med relativt høje skattesatser og snævre skattetrin. Dette begrænser skattesystemets reelle progressivitet og svækker deltagelsen på arbejdsmarkedet yderligere. Skattereformen i 2016 reducerede skattebyrden på arbejde for de laveste indkomstgrupper, men skattekilen for personer, der tjener en gennemsnitsløn, er fortsat den højeste i Unionen. En høj beskatning af arbejde kan også afholde arbejdstagere fra at deltage i livslang læring. Desuden risikerer visse elementer i arbejdsløshedsunderstøttelsessystemet at underminere jobsøgendes incitamenter til at arbejde og kan mindske aktiveringspolitikkernes effektivitet. De komplekse forhold i forbindelse med den sociale støtte og de begrænsede muligheder for at kombinere indkomst fra arbejde og sociale ydelser kan skabe incitamenter til at undlade at tage arbejde, navnlig for personer med lave indtjeningsmuligheder. Endvidere udhules skattegrundlaget — til dels for at afdæmpe de høje skattesatser — af talrige fritagelser, fradrag og nedsatte satser, hvilket skaber effektivitetstab og forvridninger. Visse elementer i skattesystemet bidrager til at forvride investeringsvalgene og fører til overinvestering i visse aktiver. F.eks. er lejeindtægter fra fast ejendom underbeskattede, og renter på boliglån til sekundærboliger er fradragsberettigede. Desuden skaber skattemæssige incitamenter til opsparing og den ufleksible udformning af skattereglerne for langsigtede opsparinger og pensionsordninger hindringer for en bedre fordeling af kapitalen. Skatten på værdipapirkonti, der blev indført ved lov af 17. februar 2021, skaber ligeledes incitamenter til at undlade at investere i finansielle instrumenter. Desuden er der mulighed for at udvikle miljøbeskatning ved at reducere subsidier til fossile brændstoffer og tilskynde til investeringer i lavemissionsøkonomien. For eksempel vil en revision af punktafgifterne på fossile brændstoffer, der anvendes til opvarmning (f.eks. gasolie og naturgas), som er lave sammenlignet med elektricitet, tilskynde til investeringer i CO2-besparende opvarmningsløsninger. Politiske valgmuligheder såsom indførelse af vejafgifter for private køretøjer (lige som for lastbiler) og en samtidig sikring af et tilstrækkeligt udbud af offentlig transport kan anvendes til at afhjælpe trafikbelastningen (det gennemsnitlige antal timer, der årligt tilbringes i trafikpropper, er blandt det højeste i Unionen). Det kan også bidrage til at mindske de drivhusgasemissioner, der ikke er omfattet af emissionshandelsordningerne. En kombination af en omlægning af beskatningen væk fra arbejde og en udvidelse af skattegrundlaget kan forbedre retfærdigheden i skattesystemet, øge beskæftigelsen og fremme sociale og miljømæssige mål.

(22)

I overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, litra b), i forordning (EU) 2021/241 og kriterie 2.2. i bilag V til nævnte forordning indeholder genopretnings- og resiliensplanen et omfattende sæt gensidigt forstærkende reformer og investeringer med en vejledende tidsplan for gennemførelse, som skal være afsluttet senest den 31. august 2026. Disse bidrager til at håndtere alle eller en betydelig del af de økonomiske og sociale udfordringer, der er skitseret i de landespecifikke henstillinger, som Rådet rettede til Belgien i forbindelse med det europæiske semester i 2019 og 2020, såvel som i alle landespecifikke henstillinger, der er blevet udstedt før datoen for vedtagelse af en genopretnings- og resiliensplan. Navnlig forventes Belgiens genopretnings- og resiliensplan at bidrage til at håndtere en betydelig del af de udfordringer, der er udpeget i de relevante landespecifikke henstillinger. For at forbedre kvaliteten og effektiviteten af de offentlige udgifter omfatter Belgiens genopretnings- og resiliensplan en systematisk integration af udgiftsanalyser i budgetplanlægningscyklusserne på alle forvaltningsniveauer. På baggrund af de stigende udgifter til offentlige pensioner omfatter planen en pensionsreform, der bl.a. tager sigte på at forbedre pensionssystemets finansielle og sociale bæredygtighed. Den belgiske genopretnings- og resiliensplan omfatter også en række foranstaltninger med henblik på at håndtere udfordringerne på arbejdsmarkedet og styrke sårbare gruppers integration i samfundet og på arbejdsmarkedet, f.eks. personer med migrantbaggrund, kvinder, unge, personer med handicap og personer, der risikerer digital udstødelse. I henhold til genopretnings- og resiliensplanen vil Belgien sikre indførelse af 5G. Den belgiske genopretnings- og resiliensplan indeholder også en reform af beskatningsordningen for firmabiler med henblik på fuld elektrificering af firmabilparkerne.

(23)

Gennemførelsen af Belgiens genopretnings- og resiliensplan forventes at bidrage til yderligere at fremme den grønne og den digitale omstilling. Foranstaltningerne til støtte for klimamål i Belgien omfatter et beløb, der svarer til 49,6 % af genopretnings- og resiliensplanens samlede tildeling, mens foranstaltningerne til støtte for digitale mål omfatter et beløb, der svarer til 26,6 % af genopretnings- og resiliensplanens samlede tildeling. En fuld gennemførelse af genopretnings- og resiliensplanen i overensstemmelse med de relevante milepæle og mål vil hjælpe Belgien med at komme sig hurtigt oven på covid-19-krisen og samtidig styrke landets modstandsdygtighed. Det er fortsat vigtigt systematisk at inddrage arbejdsmarkedets parter og andre relevante interessenter for at sikre en vellykket gennemførelse af genopretnings- og resiliensplanen samt af andre økonomipolitiske og beskæftigelsespolitiske tiltag, der går videre end genopretnings- og resiliensplanen, og således sikre et bredt ejerskab til den overordnede politiske dagsorden.

(24)

Belgien har endnu ikke fremlagt partnerskabsaftalen, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1060 (20), eller de øvrige programmer vedrørende samhørighedspolitikken som fastsat i nævnte forordning. Belgien skal i overensstemmelse med forordning (EU) 2021/1060 tage hensyn til de relevante landespecifikke henstillinger i forbindelse med programmeringen af midlerne under samhørighedsfondene for perioden 2021-2027. Dette er en forudsætning for at øge effektiviteten og få størst mulig merværdi af den finansielle støtte, der modtages via samhørighedsfondene, og samtidig fremme koordinering, komplementaritet og sammenhæng mellem disse samhørighedsfonde og Unionens øvrige instrumenter og fonde. En vellykket gennemførelse af genopretnings- og resiliensfaciliteten og af programmerne vedrørende samhørighedspolitikken kræver også, at flaskehalsene for investeringer til støtte for den grønne og den digitale omstilling og en afbalanceret territorial udvikling fjernes.

(25)

Foruden de økonomiske og sociale udfordringer, som genopretnings- og resiliensplanen skal håndtere, står Belgien også over for andre udfordringer, som knytter sig til landets arbejdsmarked og uddannelsessystem. Den rekordhøje andel af ledige stillinger i Belgien viser, at det er blevet stadig vanskeligere for arbejdsgiverne at ansætte medarbejdere med de rette færdigheder. Manglen på arbejdskraft vedrører alle færdighedsniveauer og er vedvarende i forskellige sektorer, herunder informations- og kommunikationsteknologi, uddannelse, pleje samt bygge- og anlæg. Der er navnlig for få kandidater inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvæsen og matematik (STEM), både hvad angår kandidater fra erhvervsuddannelser på sekundærtrinnet og hvad angår kandidater med en videregående uddannelse. De manglende match mellem udbudte og efterspurgte færdigheder og kompetencer kan også forklares ved lav deltagelse i voksenuddannelse, navnlig for lavtuddannede for hvem opkvalificering kan give bedre beskæftigelsesmuligheder. Inden for rammerne af genopretnings- og resiliensplanen vil der blive udviklet individuelle læringskonti og individuelle læringsrettigheder for beskæftigede. Den andel af udgifterne til aktive arbejdsmarkedspolitikker, der er afsat til videreuddannelse, er imidlertid begrænset, og kun en lille, om end stigende, andel af de jobsøgende følger en uddannelse i relation til en beskæftigelse, hvor der mangel på arbejdskraft. Afhjælpning af mangel på arbejdskraft og manglende match mellem udbudte og efterspurgte færdigheder og kompetencer er en vigtig løftestang for at håndtere den digitale omstilling og muliggøre den grønne omstilling samt for at nå Unionens overordnede mål for 2030 vedrørende beskæftigelse og færdigheder.

(26)

Med hensyn til mangel på arbejdskraft og manglende match mellem udbudte og efterspurgte færdigheder og kompetencer er der navnlig bekymring med hensyn til uddannelsessystemets resultater og inklusion, også i lyset af de høje offentlige udgifter til uddannelse (21). Forskellen i uddannelsesresultater er nært forbundet med de studerendes socioøkonomiske baggrund og eventuelle migrantbaggrund og er blandt de største i Unionen, hvilket fører til uligheder på uddannelsesområdet. Mere end en ud af tre unge voksne med handicap afslutter ikke en uddannelse på sekundærtrinnet. Desuden deltog kun 6,2 % af eleverne i arbejdsbaseret læring i Belgien i 2019, hvilket er et godt stykke under EU-gennemsnittet (29 %). Det er især berettiget at øge arbejdsmarkedsrelevansen af erhvervsuddannelsessystemerne i det franske fællesskab, da kun tre ud af de ti mest populære erhvervsuddannelsesmuligheder på sekundærtrinnet forbereder til erhverv med mangel på arbejdskraft. Generelt er der i Belgien fortsat bekymring for, at erhvervsuddannelserne har lavere tiltrækningskraft, fordi de ikke anses for studieretninger for personer, der udmærker sig, hvilket afspejles i den store andel af befolkningen, der har en negativ opfattelse af erhvervsuddannelserne. En styrkelse af lærerfaget vil bidrage til at fastholde lærerne og mindske den stigende mangel på kvalificerede lærere. Dette udgør en særlig udfordring for dårligt stillede skoler og risikerer yderligere at øge de eksisterende uligheder i uddannelsessystemet. På trods af, at der allerede er truffet foranstaltninger, vil lærerfagets tiltrækningskraft blive styrket gennem en bedre grunduddannelse og løbende faglig udvikling samt gennem udvikling af mere fleksible og attraktive karriereforløb.

(27)

I overensstemmelse med den opfordring, som Unionens stats- og regeringschefer fremsatte i Versailleserklæringen, er formålet med Kommissionens forslag til REPowerEU-planen at udfase Unionens afhængighed af import af fossile brændstoffer fra Rusland så hurtigt som muligt. Med henblik herpå agter Kommissionen at identificere de bedst egnede projekter, investeringer og reformer på nationalt, regionalt og EU-plan i dialog med medlemsstaterne. Disse foranstaltninger skal reducere den samlede afhængighed af fossile brændstoffer og flytte importen af fossile brændstoffer væk fra Rusland.

(28)

Ca. 70 % af Belgiens indenlandske bruttoenergiforbrug dækkes af import af fossile brændstoffer. Ifølge data fra 2020 er afhængigheden af import af fossile brændstoffer fra Rusland på 30 % hvad angår råolie (andel af den samlede import), hvilket er højere end gennemsnittet for EU-27 (26 %), og forholdsvis lavere hvad angår naturgas (7 % i forhold til EU-gennemsnittet på 44 %) og hvad angår kul (39 % i forhold til EU-gennemsnittet på 54 %) (22). Andelene i energimikset af olie (39 % af det indenlandske bruttoforbrug i forhold til EU-gennemsnittet på 33 %) og naturgas (30 % i forhold til EU-gennemsnittet på 24 %) ligger begge over EU-gennemsnittet, mens andelen af kul er lavere (5 % i forhold til EU-gennemsnittet på 11 %). Kerneenergiens andel af energimikset udgør 16 % af det indenlandske bruttoforbrug. Vedvarende energi udgjorde kun 13 % af det endelige energiforbrug i 2020. Belgien er nødt til at træffe væsentlige yderligere foranstaltninger til at fremskynde udviklingen af vedvarende energikilder for at gøre fremskridt hen imod klimaneutralitet i 2050 og mindske landets afhængighed af importerede fossile brændstoffer. Udviklingen af onshore-vindkraftprojekter og den dermed forbundne udvidelse af elnettet hæmmes imidlertid i alvorlig grad af lange forsinkelser i forbindelse med byggetilladelser, navnlig på grund af talrige, gentagne og langvarige klageprocedurer. En samordning på alle myndighedsniveauer (føderalt, regionalt og lokalt) vedrørende de mål og den strategi, der er nødvendig for at nå Belgiens mål for vedvarende energi, vil skabe en klarere ramme for investorer, reducere antallet af klager og fremskynde udbredelsen af vedvarende energikilder samt den dertil knyttede netforstærkning. For at gøre det lettere at opnå tilladelser kunne man desuden styrke klagebehandlingsorganernes kapacitet og træffe yderligere foranstaltninger til at reducere klageprocedurernes varighed og sandsynligheden for successive klager ved at lempe restriktionerne (for vindmøller) i nærheden af lufthavne, radaranlæg og militærområder og ved at ajourføre kravene til minimumsafstand. Ved at indføre en fysisk planlægning, der tager hensyn til territoriernes ressourcepotentiale, og styrke kommunernes deltagelse i projekter vedrørende produktion af energi fra vedvarende kilder, kan accepten heraf øges blandt lokale beboere.

Potentialet for tagmonterede solcelleanlæg (for både små og store anlæg) kan udnyttes bedre ved at fastlægge rammebetingelser, der er forudsigelige og tilstrækkelige til at stimulere egetforbrug, energideling og prisfleksibelt elforbrug. For at tage højde for den stigende andel af variable energikilder i elnettet skal nettet styrkes og gøres mere intelligent. Det anbefales så vidt muligt at fremtidssikre nye gasrelaterede infrastruktur- og netinvesteringer, således at de gøres mere bæredygtige på lang sigt ved at tilbyde fremtidige anvendelsesmuligheder for bæredygtige brændstoffer.

(29)

Flere måder til yderligere at øge energieffektiviteten og reducere energiforbruget, emissionerne og afhængigheden af fossile brændstoffer er bl.a. investeringer i brintværdikæden, energirenovering og dekarbonisering af bygninger. Dette indebærer, at subsidierne omlægges til CO2-besparende varmekilder, og at regionale forbud mod oliefyrede kedel- eller gaskedelanlæg i nye bygninger indføres eller fremskyndes. Brændstofomlægningen vil blive lettere, hvis energiforbruget reduceres, og forbedringerne af energieffektivitet intensiveres (ved at tilskynde til mere gennemgribende renovering) og gennemføres parallelt med brændstofomlægningen. Ambitionsniveauet vedrørende reduktion af drivhusgasemissioner, mere anvendelse af vedvarende energi og øget energieffektivitet skal øges yderligere, hvis Belgien skal opfylde Fit for 55-målene. Hvad angår transport skyldes en stor del af olieforbruget i Belgien den høje andel af brug af privatbiler. Fremme af »blød mobilitet« (f.eks. cykling og delt mobilitet) og brug af offentlig transport, herunder gennem forbedrede offentlige transporttjenester, vil bidrage til at mindske brugen af privatbiler og det dermed forbundne olieforbrug.

(30)

Den hurtigere omstilling til klimaneutralitet og væk fra brugen af fossile brændstoffer vil medføre betydelige omstruktureringsomkostninger i adskillige sektorer, men Belgien vil som led i samhørighedspolitikken kunne trække på mekanismen for retfærdig omstilling til at mindske omstillingens socioøkonomiske virkning i de hårdest ramte områder. Belgien vil også kunne trække på Den Europæiske Socialfond Plus, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1057 (23), til at forbedre beskæftigelsesmulighederne og styrke den sociale samhørighed.

(31)

Rådet har på baggrund af Kommissionens vurdering gennemgået stabilitetsprogrammet for 2022, og dets holdning (24) afspejles i henstilling 1.

(32)

I betragtning af de nære indbyrdes forbindelser mellem euromedlemsstaternes økonomier og deres kollektive bidrag til Den Økonomiske og Monetære Unions virkemåde henstillede Rådet, at medlemsstaterne i euroområdet træffer foranstaltninger, herunder gennem deres genopretnings- og resiliensplaner, til at efterkomme henstillingerne i henstillingen om euroområdet fra 2022. For Belgiens vedkommende afspejles dette især i henstilling 1, 2 og 3 nedenfor,