(1)

Ved forordning (EU) 2018/1861 og (EU) 2018/1862 fastsættes de nye regler for oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet. De nye forordninger øger Schengeninformationssystemets effektive virkning og tekniske og operationelle effektivitet og udvider dets brug ved at indføre nye indberetningskategorier og funktionaliteter. Desuden er der ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1860 (3) indført en ny type indberetning om tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere.

(2)

Forordning (EU) 2018/1861 udgør retsgrundlaget for Schengeninformationssystemet for så vidt angår forhold, der er omfattet af anvendelsesområdet for tredje del, afsnit V, kapitel 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), og forordning (EU) 2018/1862 udgør retsgrundlaget for Schengeninformationssystemet for så vidt angår forhold, der er omfattet af anvendelsesområdet for tredje del, afsnit V, kapitel 4 og 5, i TEUF. Det forhold, at retsgrundlaget for Schengeninformationssystemet består af særskilte retsakter, berører ikke princippet om, at Schengeninformationssystemet udgør ét enkelt informationssystem, der bør fungere som et sådant.

(3)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 (4) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (5) fastsætter sammen med forordning (EU) 2018/1861 og (EU) 2018/1862 registreredes rettigheder for så vidt angår behandling af deres personoplysninger i forbindelse med de nationale kompetente myndigheders brug af Schengeninformationssystemet samt procedurerne for udøvelse af disse rettigheder.

(4)

De nationale uafhængige tilsynsmyndigheder som omhandlet i direktiv (EU) 2016/680 og forordning (EU) 2016/679 overvåger, om medlemsstaterne behandler personoplysninger lovligt i forbindelse med deres brug af Schengeninformationssystemet.

(5)

I henhold til forordning (EU) 2018/1861 og (EU) 2018/1862 skal medlemsstaterne hvert år rapportere til Det Europæiske Databeskyttelsesråd om de registreredes udøvelse af deres rettigheder efter en model, som Kommissionen udarbejder.

(6)

For at sikre, at medlemsstaternes årlige rapportering giver et ensartet overblik over, hvordan de retsmidler, der er til rådighed for de registrerede, fungerer, bør modellen omfatte de oplysninger, der efter forordning (EU) 2018/1861 og (EU) 2018/1862 skal indsamles om de registreredes udøvelse af deres ret til adgang til og berigtigelse og sletning af de af deres personoplysninger, der er lagret i Schengeninformationssystemet, samt om retsmidler ved nationale domstole og gensidig anerkendelse af retsafgørelser.

(7)

I medfør af artikel 19 i forordning (EU) 2018/1860 finder artikel 54, stk. 3, i forordning (EU) 2018/1861 også anvendelse på indberetninger om tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere. Medlemsstaterne bør derfor i deres årlige rapportering til Det Europæiske Databeskyttelsesråd også medtage de registreredes udøvelse af deres rettigheder for denne indberetningskategori.

(8)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltog Danmark ikke i vedtagelsen af forordning (EU) 2018/1861 og (EU) 2018/1862, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Da forordning (EU) 2018/1861 og (EU) 2018/1862 imidlertid bygger på Schengenreglerne, meddelte Danmark i overensstemmelse med artikel 4 i nævnte protokol den 26. april 2019 sin beslutning om at gennemføre forordning (EU) 2018/1861 og (EU) 2018/1862 i national ret. Danmark er derfor i medfør af international ret forpligtet til at gennemføre denne afgørelse.

(9)

Irland deltager i denne afgørelse, for så vidt som den vedrører forordning (EU) 2018/1862, i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, i protokol nr. 19 om Schengenreglerne som integreret i Den Europæiske Union, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og artikel 6, stk. 2, i Rådets afgørelse 2002/192/EF (6) sammenholdt med Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1745 (7).

(10)

For så vidt angår Island og Norge udgør denne afgørelse en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og den videre udvikling af Schengenreglerne (8), henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra G), i Rådets afgørelse 1999/437/EF (9).

(11)

For så vidt angår Schweiz udgør denne afgørelse en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (10), der henhører under det område, der er nævnt i artikel 1, litra G), i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/146/EF (11) og artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/149/RIA (12).

(12)

For så vidt angår Liechtenstein udgør denne afgørelse en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (13), der henhører under det område, der er nævnt i artikel 1, litra G), i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EU (14) og artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/349/EU (15).

(13)

For så vidt angår Bulgarien og Rumænien udgør denne afgørelse en retsakt, der bygger på, eller som på anden måde har tilknytning til, Schengenreglerne, jf. artikel 4, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2005, og bør sammenholdes med Rådets afgørelse 2010/365/EU (16) og (EU) 2018/934 (17).

(14)

For så vidt angår Kroatien udgør denne afgørelse en retsakt, der bygger på, eller som på anden måde har tilknytning til, Schengenreglerne, jf. artikel 4, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2011, og bør sammenholdes med Rådets afgørelse (EU) 2017/733 (18).

(15)

For så vidt angår Cypern udgør denne afgørelse en retsakt, der bygger på, eller som på anden måde har tilknytning til, Schengenreglerne, jf. artikel 3, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2003.

(16)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (19) og afgav udtalelse den 11. juli 2022 —