(1)

Den 20. september 2019 meddelte Det Forenede Kongerige Kommissionen, Den Europæiske Unions Luftfartssikkerhedsagentur (»agenturet«) og de øvrige medlemsstater, at landet havde indrømmet en dispensation i henhold til artikel 71, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1139 for alle operatører af luftfartøjer, der opereres inden for Det Forenede Kongerige ved eller under 3 000 fod over middelvandstanden og i luftrum af klasse D, fra kravene i punkt SERA.5005, litra a), (visuelflyveregler (VFR)) i bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 923/2012 (2). I den meddelte dispensation fastsættes det bl.a., at den tidligere, identiske dispensation, der blev meddelt Kommissionen den 17. april 2019, ophæves med virkning fra den 12. september.

(2)

Ovennævnte dispensation gælder, når et luftfartøj flyver under alle følgende betingelser: i) kun om dagen, ii) ved en hastighed, som ifølge flyvehastighedsmåleren er 140 knob eller derunder for at give tilstrækkelig mulighed for at observere anden trafik og eventuelle hindringer i tide til at undgå sammenstød, iii) fri af skyer og med jordsigt, og hvis luftfartøjet ikke er en helikopter, med en flyvesigtbarhed på mindst 5 km, eller hvis luftfartøjet er en helikopter, med en flyvesigtbarhed på mindst 1 500 m.

(3)

Det Forenede Kongerige har indrømmet denne dispensation for at lette en sikker overgang til fremtidige luftrumskrav, som de er formuleret i landets reviderede handlingsplan på højt niveau, og navnlig for at vinde tid til at gennemføre de proceduremæssige ændringer i lufttrafiktjenesten, der er nødvendige for at kunne anvende de relevante SERA-krav på sikker vis, og for at overveje en modernisering af luftrummet. Endelig har Det Forenede Kongerige givet en beskrivelse af forskellige risikobegrænsende foranstaltninger, der ledsager denne dispensation.

(4)

Dispensationen er indrømmet for perioden fra 12. september 2019 til 25. marts 2020. Siden 2014 har Det Forenede Kongerige udstedt otte dispensationer fra punkt SERA.5005, litra a), i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 923/2012 med en samlet varighed på 61 måneder (3). På grundlag af princippet om, at nye regler øjeblikkeligt finder anvendelse på endnu ikke indtrådte virkninger af en situation, der er opstået, mens den gamle regel var gældende, beregnes de i artikel 71, stk. 2, i forordning (EU) 2018/1139 nævnte perioder på otte måneder således, at de omfatter perioder, der ligger forud for nævnte forordnings ikrafttræden. Under hensyntagen hertil har agenturet vurderet, om betingelserne i artikel 71, stk. 1, i nævnte forordning var opfyldt, og konkluderet, at det for visse af betingelserne ikke var tilfældet.

(5)

Kommissionen er enig i agenturets henstilling.

(6)

I henhold til artikel 71, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1139 kan en medlemsstat kun indrømme enhver fysisk eller juridisk person, der er omfattet af nævnte forordning, dispensation »i tilfælde hvor disse personer er berørt af hastende uforudseelige omstændigheder eller har hastende operationelle behov«, og når alle betingelserne i litra a) til d) i nævnte artikel er opfyldt.

(7)

Kommissionen er af den opfattelse, at dispensationen ikke opfylder betingelsen »hastende operationelle behov«. Denne konklusion bekræftes af den gentagne udstedelse af samme type dispensation siden den 13. november 2014. Den fortsatte gentagelse af dispensationen viser, at dens varighed ikke er begrænset, og indikerer, at det reelle mål er at opretholde en langsigtet dispensation fra punkt SERA.5005, litra a), snarere end at tage hensyn til et specifikt hastende operationelt behov hos en person, der er omfattet af disse bestemmelser. Det forhold, at Det Forenede Kongerige i sin underretning har anført, at landet ikke har pålagt minima for afstand fra skyer i luftrum af klasse D, og har erklæret, at det vil træffe foranstaltninger til at overholde gennemførelsesforordning (EU) nr. 923/2012 på lang sigt, ændrer ikke denne konklusion.

(8)

På baggrund af ovenstående betragtninger er det ikke nødvendigt for Kommissionen at vurdere, om betingelserne i artikel 71, stk. 1, litra a)-d), i forordning (EU) 2018/1139 er opfyldt. Kommissionen konstaterer imidlertid følgende.

(9)

Kommissionen er af den opfattelse, at dispensationen ikke opfylder betingelsen i artikel 71, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2018/1139, fordi det med andre midler, der er i overensstemmelse med forordningen, på passende vis er muligt at imødekomme de behov, der har ført til udstedelsen af denne dispensation. I modsætning til, hvad Det Forenede Kongeriges hævder, giver gennemførelsesforordning (EU) nr. 923/2012 faktisk mulighed for på passende vis at imødekomme behovene uden at indrømme dispensation. I henhold til nævnte forordning kan flyvninger udføres som »specielle VFR-flyvninger« som fastsat i punkt SERA.5010 (Speciel VFR i kontrolzoner), som har fået klarering af en flyvekontrolenhed til at flyve i en kontrolzone under vejrforhold, der er dårligere end visuelle vejrforhold. Hvis det er nødvendigt inden for en bestemt luftrumsklasse at udføre flyveoperationer, som er forenelige med en mindre restriktiv klasse, kan følgende løsninger overvejes som alternativ: omklassificering af det berørte luftrum eller omstrukturering af en del af det berørte luftrum gennem luftrumsrestriktioner eller -reservationer eller dele af mindre restriktive luftrumsklasser (f.eks. korridorer), jf. punkt SERA.6001, litra a).

(10)

Endelig opfylder dispensationen ikke kravene til sikkerhed og er ikke i overensstemmelse med de væsentlige krav i forordning (EU) 2018/1139. I den forbindelse henviser Kommissionen til sin tidligere afgørelse (betragtning 11-13) vedrørende en dispensation fra punkt SERA.5005, litra a), i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 923/2012 (4).

(11)

Som følge heraf har gennemførelsen af dispensationen, der blev meddelt den 17. april 2019, en negativ indvirkning på sikkerhedsniveauet, og dispensationen overholder ikke de overordnede sikkerhedsmål i forordning (EU) 2018/1139.

(12)

Kommissionen påpeger også, at Det Forenede Kongerige i henhold til Kommissionens tidligere afgørelse om en dispensation fra punkt SERA.5005, litra a), i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 923/2012 (5) var forpligtet til at ophæve dispensationen frem for at forlænge dens tidsmæssige anvendelse, sådan som landet har gjort.

(13)

Den 29. marts 2017 meddelte Det Forenede Kongerige sin beslutning om at udtræde af Unionen i henhold til artikel 50 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I henhold til artikel 50, stk. 3, i TEU ophører traktaterne med at finde anvendelse på den udtrædende stat på datoen for udtrædelsesaftalens ikrafttræden eller, hvis en sådan aftale ikke foreligger, to år efter meddelelsen, medmindre Det Europæiske Råd efter aftale med den pågældende medlemsstat med enstemmighed beslutter at forlænge denne frist. Fristen er blevet forlænget tre gange, senest ved Det Europæiske Råds afgørelse (EU) 2019/1810 (6), hvorved fristen blev forlænget til senest den 31. januar 2020.

(14)

Den 11. januar 2019 gav Rådet ved afgørelse (EU) 2019/274 (7) bemyndigelse til undertegnelse af den udtrædelsesaftale, der blev opnået enighed om på forhandlerniveau den 14. november 2018. Unionen har bekræftet, at den er rede til hurtigt at undertegne og indgå udtrædelsesaftalen, hvis Det Forenede Kongeriges parlament godkender denne. I udtrædelsesaftalens fjerde del (8) er der fastsat en overgangsperiode, der begynder på datoen for aftalens ikrafttræden, og i hvilken EU-retten fortsat finder anvendelse på og i Det Forenede Kongerige som fastsat heri.

(15)

Under alle omstændigheder finder denne afgørelse kun anvendelse, så længe EU-retten finder anvendelse på og i Det Forenede Kongerige —