This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 32019D0327(06)
Commission Decision of 18 March 2019 on the participation of the National Regulatory Authority of the Republic of Albania in the Body of European Regulators for Electronic Communications
Kommissionens afgørelse af 18. marts 2019 om den nationale albanske tilsynsmyndigheds deltagelse i Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation
Kommissionens afgørelse af 18. marts 2019 om den nationale albanske tilsynsmyndigheds deltagelse i Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation
C/2019/1968
EUT C 115 af 27.3.2019, p. 31–35
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
In force
27.3.2019 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 115/31 |
KOMMISSIONENS AFGØRELSE
af 18. marts 2019
om den nationale albanske tilsynsmyndigheds deltagelse i Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation
(2019/C 115/10)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
I artikel 17, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union fastsættes Kommissionens beføjelser, og det bestemmes, at Kommissionen skal fremme Unionens almene interesser og tage passende initiativer med henblik herpå, udøve koordinerings-, gennemførelses- og forvaltningsfunktioner på de betingelser, der er fastsat i traktaterne, og varetage Unionens repræsentation udadtil bortset fra den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og de øvrige tilfælde, der er nævnt i traktaterne. |
(2) |
I henhold til artikel 35, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1971 (1) skal repræsentantskabet, arbejdsgrupperne og bestyrelsen være åbne over for deltagelse af tilsynsmyndigheder fra tredjelande med hovedansvar inden for elektronisk kommunikation, når disse tredjelande har indgået aftaler med Unionen herom. Det bestemmes endvidere, at der i henhold til de relevante bestemmelser i disse aftaler udarbejdes samarbejdsordninger, hvori der sker en fastsættelse af navnlig arten og omfanget af samt måden for de pågældende tredjelandes tilsynsmyndigheders deltagelse uden stemmeret i det arbejde, der udføres af Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (»BEREC«) og af BEREC-kontoret, herunder bestemmelser om deltagelse i initiativer udført af BEREC, økonomiske bidrag og BEREC-kontorets personale. |
(3) |
I henhold til artikel 104 i stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Albanien på den anden side (2) koncentreres samarbejdet om elektronisk kommunikation i første række om prioriterede områder, som har tilknytning til gældende fællesskabsret vedrørende dette område. Parterne skal især styrke samarbejdet inden for elektroniske kommunikationsnet og tilknyttede tjenester. Unionen og Albanien har derfor indgået en aftale, jf. artikel 35, stk. 2, i forordning (EU) 2018/1971. |
(4) |
En videreførelse af den albanske tilsynsmyndigheds deltagelse i BEREC og BEREC-kontoret er i fuld overensstemmelse med strategien for landene på Vestbalkan (3), hvori der opfordres til gennemførelse af tiltag til at udvikle det digitale samfund, herunder gennem udbredelsen af bredbånd og en sænkning af prisen på roaming, og til at tilpasse disse landes lovgivning til EU-lovgivningen. Som påpeget i den digitale dagsorden for landene på Vestbalkan (4) forventes et tættere forhold mellem Unionen og de nationale tilsynsmyndigheder i landene på Vestbalkan at bringe reguleringspraksis i regionen tættere på Unionens praksis. |
(5) |
På baggrund af Unionens interesse i at styrke samarbejdet med Albanien og at fremme Albaniens indførelse af Unionens reguleringsordning for elektronisk kommunikation er det hensigtsmæssigt at fastlægge samarbejdsordninger for den albanske tilsynsmyndigheds deltagelse i BEREC's repræsentantskab og arbejdsgrupper og i BEREC-kontorets bestyrelse — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Den nationale albanske tilsynsmyndighed, der har hovedansvaret for det løbende tilsyn med markedet for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, kan deltage i repræsentantskabet for og arbejdsgrupperne i Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (»BEREC«) samt i BEREC-kontorets bestyrelse.
Vedtægterne for den nationale albanske tilsynsmyndigheds deltagelse er fastsat i bilaget.
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Bruxelles, den 18. marts 2019.
På Kommissionens vegne
Mariya GABRIEL
Medlem af Kommissionen
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1971 af 11. december 2018 om oprettelse af Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) og Agenturet for Støtte til BEREC (BEREC-kontoret), om ændring af forordning (EU) 2015/2120 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1211/2009 (EUT L 321 af 17.12.2018, s. 1).
(2) Stabiliserings- og associeringsaftale mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Albanien på den anden side (EUT L 107 af 28.4.2009, s. 166).
(3) Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget. Et troværdigt udvidelsesperspektiv for landene på Vestbalkan og et øget engagement heri fra Den Europæiske Unions side (COM(2018) 65 final af 6.2.2018).
(4) Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, »Measures in support of a Digital Agenda for the Western Balkans« (SWD(2018) 360 final).
BILAG
VEDTÆGTER
1. Deltagelse i BEREC's repræsentantskab
1. |
Den nationale albanske tilsynsmyndighed kan deltage i arbejdet i BEREC's repræsentantskab. |
2. |
Den nationale albanske tilsynsmyndighed udpeger med henblik på deltagelse i repræsentantskabets drøftelser en repræsentant, som enten er lederen af den nationale tilsynsmyndighed, et medlem af dens kollegiale organ eller en af deres stedfortrædere. |
3. |
Den nationale albanske tilsynsmyndighed udpeger tillige en suppleant, som er stedfortræder for repræsentanten i dennes fravær. Som suppleant udpeges enten lederen af den nationale tilsynsmyndighed, et medlem af dens kollegiale organ, en af deres stedfortrædere eller en person blandt den nationale tilsynsmyndigheds personale. |
4. |
Repræsentanten for den nationale albanske tilsynsmyndighed og dennes suppleant udpeges på grundlag af deres viden inden for elektronisk kommunikation og under hensyntagen til relevante ledelsesmæssige, administrative og budgetmæssige kvalifikationer. Den nationale tilsynsmyndighed bestræber sig på at begrænse udskiftningen af sin repræsentant og om muligt også dennes suppleant for at sikre et maksimalt udbytte af disses deltagelse. |
5. |
Deltageren fra den nationale albanske tilsynsmyndighed har ret til at udtale sig i alle drøftelser, uanset om disse finder sted på et møde i BEREC's repræsentantskab eller på anden vis. Sådanne udtalelser tages behørigt til referat i overensstemmelse med repræsentantskabets regler og arbejdsmetoder. |
6. |
Navnet på repræsentanten for den nationale albanske tilsynsmyndighed samt dennes suppleant opføres på den liste over medlemmer af repræsentantskabet, som offentliggøres i overensstemmelse med artikel 7, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1971 (1). |
7. |
Repræsentanten for den nationale albanske tilsynsmyndighed og dennes suppleant skal ved deltagelsen i repræsentantskabets arbejde hverken søge eller modtage instruktioner fra nogen regering, institution eller person eller fra noget organ. |
2. Deltagelse i arbejdsgrupperne
1. |
Den nationale albanske tilsynsmyndighed kan udpege eksperter med henblik på deltagelse i BEREC's arbejdsgrupper. |
2. |
Sådanne eksperter kan deltage i alle arbejdsgruppernes aktiviteter i overensstemmelse med BEREC's regler og arbejdsmetoder. De kan udtale sig i alle drøftelser, uanset om disse finder sted på et møde i arbejdsgrupperne eller på anden vis. |
3. Deltagelse i BEREC-kontorets bestyrelse
1. |
Den nationale albanske tilsynsmyndighed kan deltage i arbejdet i BEREC-kontorets bestyrelse. |
2. |
Den nationale albanske tilsynsmyndighed udpeger med henblik på deltagelse i bestyrelsens arbejde enten den person, der er udnævnt som repræsentant i repræsentantskabet, eller lederen af den nationale tilsynsmyndighed, et medlem af dens kollegiale organ eller en af deres stedfortrædere. |
3. |
Den nationale albanske tilsynsmyndighed udpeger tillige som suppleant enten den person, der er udnævnt som suppleant for repræsentanten i repræsentantskabet, eller lederen af den nationale tilsynsmyndighed, et medlem af dens kollegiale organ, en af deres stedfortrædere eller en person blandt den nationale tilsynsmyndigheds personale. Suppleanten er stedfortræder for repræsentanten i dennes fravær. |
4. |
Deltageren fra den nationale albanske tilsynsmyndighed har ret til at udtale sig i alle drøftelser, uanset om disse finder sted på et møde i BEREC-kontorets bestyrelse eller på anden vis. Sådanne udtalelser tages behørigt til referat i overensstemmelse med bestyrelsens regler og arbejdsmetoder. |
5. |
Navnet på repræsentanten for den nationale albanske tilsynsmyndighed samt dennes suppleant opføres på den liste over medlemmer af bestyrelsen, som offentliggøres i overensstemmelse med artikel 15, stk. 4, i forordning (EU) 2018/1971. |
6. |
Repræsentanten for den nationale albanske tilsynsmyndighed og dennes suppleant skal ved deltagelsen i bestyrelsens arbejde hverken søge eller modtage instruktioner fra nogen regering, institution eller person eller fra noget organ. |
4. Interesseerklæringer
1. |
Repræsentanterne for den nationale albanske tilsynsmyndighed i repræsentantskabet og bestyrelsen samt disses suppleanter afgiver hver især en skriftlig loyalitetserklæring og en interesseerklæring, hvori de anfører, hvorvidt der foreligger direkte eller indirekte interesser, der kan anses for at berøre deres uafhængighed.
Disse erklæringer udfærdiges ved indtrædelsen og offentliggøres. De skal være præcise og fuldstændige og ajourføres, når der er risiko for, at der foreligger direkte eller indirekte interesser, der kan anses for at berøre uafhængigheden for den person, der udfærdiger erklæringen. |
5. Personale
1. |
BEREC-kontoret kan anvende personale fra Republikken Albanien, herunder udstationerede nationale eksperter og andet personale, der ikke er ansat af BEREC-kontoret, i henhold til en afgørelse, som skal udstedes af bestyrelsen. |
6. Finansielle bidrag fra den nationale albanske tilsynsmyndighed til BEREC-kontoret
1. |
Det finansielle bidrag til BEREC-kontorets budget, som den nationale albanske tilsynsmyndighed skal betale for at deltage i BEREC, svarer til de samlede omkostninger ved dens deltagelse i overensstemmelse med dette bilags punkt 1, 2 og 3. Beløbene fastsættes i overensstemmelse med punkt 6.2 nedenfor. |
2. |
Det finansielle bidrag, som den nationale albanske tilsynsmyndighed skal betale, jf. punkt 6.1, dækker følgende omkostninger:
Det finansielle bidrag fastsættes af BEREC under hensyntagen til bl.a. det forventede omfang af tjenesterejser i det følgende år samt det faktiske omfang af tjenesterejser og godtgørelser i de(t) forgangne år. |
3. |
Den nationale tilsynsmyndigheds bidrag gennemføres i overensstemmelse med BEREC-kontorets finansielle regler som vedtaget i henhold til artikel 29 i forordning (EU) 2018/1971. |
4. |
BEREC-kontoret godtgør rejse- og opholdsudgifter, som afholdes af repræsentanter for den nationale albanske tilsynsmyndighed samt dennes eksperter i forbindelse med deltagelse i BEREC's og BEREC-kontorets arbejde, herunder tilknyttede møder, i henhold til reglerne i »BEREC Office Management Committee Decision concerning the reimbursement of travel, subsistence and other expenses incurred in the course of journeys made by persons not employed by the BEREC Office« (2). |
5. |
Efter denne afgørelses ikrafttræden og ved begyndelsen af hvert af de følgende år sender BEREC-kontoret den nationale tilsynsmyndighed en anmodning om indbetaling af midler svarende til landets bidrag til agenturet i henhold til denne afgørelse. |
6. |
Bidraget udtrykkes i EUR og indbetales på en bankkonto i EUR tilhørende BEREC-kontoret. |
7. |
Den nationale albanske tilsynsmyndighed indbetaler sit bidrag, jf. anmodningen om indbetaling af midler, for sin egen del senest 30 dage efter BEREC-kontorets indkaldelse. |
8. |
Enhver forsinkelse med betalingen af bidraget medfører, at den nationale tilsynsmyndighed skal betale renter af det udestående beløb fra forfaldsdatoen. Der anvendes den rentesats, som Den Europæiske Centralbank anvender på forfaldsdagen for transaktioner i EUR, forhøjet med 1,5 procentpoint. |
7. Nærmere bestemmelser vedrørende samarbejdsordninger
1. |
Repræsentantskabet og bestyrelsen præciserer om nødvendigt de nærmere bestemmelser vedrørende samarbejdsordninger med henblik på den nationale albanske tilsynsmyndigheds deltagelse i overensstemmelse med forordning (EU) 2018/1971 og disse vedtægter. |
2. |
Den nationale albanske tilsynsmyndighed kan deltage i BEREC's arbejde, herunder i repræsentantskabet og arbejdsgrupperne, og i bestyrelsen fra datoen for denne afgørelses ikrafttræden uafhængigt af færdiggørelsen af de nærmere bestemmelser vedrørende samarbejdsordninger, jf. punkt 7.1 ovenfor. |
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1971 af 11. december 2018 om oprettelse af Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) og Agenturet for Støtte til BEREC (BEREC-kontoret), om ændring af forordning (EU) 2015/2120 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1211/2009 (EUT L 321 af 17.12.2018, s. 1).
(2) BEREC Office MC Decision concerning the reimbursement of travel, subsistence and other expenses incurred in the course of journeys made by persons not employed by the BEREC Office and repealing the previous Management Committee Decision No MC/2013/05 of 6 June 2013 (MC/2015/13).