(1)

I traktatens artikel 43, stk. 3, fastsættes det, at Rådet på forslag af Kommissionen vedtager foranstaltninger vedrørende fastsættelse og fordeling af fiskerimuligheder.

(2)

Ifølge Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 (1) skal der vedtages bevarelsesforanstaltninger under hensyntagen til den foreliggende videnskabelige, tekniske og økonomiske rådgivning, herunder, hvor det er relevant, rapporter fra Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF).

(3)

Det påhviler Rådet at vedtage foranstaltninger vedrørende fastsættelse og fordeling af fiskerimuligheder, herunder, hvis det er relevant, visse funktionelt tilknyttede betingelser. Fiskerimulighederne bør fordeles mellem medlemsstaterne på en sådan måde, at hver medlemsstat sikres en relativ stabilitet i fiskeriet for hver bestand eller for hvert fiskeri, og med behørig hensyntagen til den fælles fiskeripolitiks mål som fastsat i forordning (EU) nr. 1380/2013.

(4)

De samlede tilladte fangstmængder (»TAC'er«) bør fastsættes på grundlag af den foreliggende videnskabelige rådgivning og under hensyntagen til biologiske og samfundsøkonomiske aspekter, samtidig med at der sikres en retfærdig behandling af de forskellige fiskerisektorer, og på baggrund af de holdninger, som er kommet til udtryk under høringen af interesseparter, herunder navnlig på møder med de berørte rådgivende råd.

(5)

Hvis en TAC for en bestand kun tildeles én medlemsstat, bør den berørte medlemsstat i overensstemmelse med traktatens artikel 2, stk. 1, bemyndiges til at fastlægge niveauet for denne TAC. Der bør fastsættes bestemmelser for at sikre, at den berørte medlemsstat ved fastlæggelsen af TAC-niveauet handler i fuld overensstemmelse med principperne og reglerne i den fælles fiskeripolitik.

(6)

Rådets forordning (EF) nr. 847/96 (2) indførte supplerende betingelser for forvaltningen af TAC'er fra år til år, herunder i henhold til nævnte forordnings artikel 3 og 4 bestemmelser om fleksibilitet for præventive og analytiske TAC'er. I henhold til nævnte forordnings artikel 2 skal Rådet, når det fastsætter TAC'erne, beslutte, hvilke bestande der ikke skal være omfattet af nævnte forordnings artikel 3 eller 4, særlig på grundlag af bestandenes biologiske tilstand. Der er senere indført endnu en årsbaseret fleksibilitetsmekanisme ved artikel 15, stk. 9, i forordning (EU) nr. 1380/2013 for alle bestande, der er omfattet af landingsforpligtelsen. For at undgå en uforholdsmæssig høj grad af fleksibilitet, som ville underminere princippet om fornuftig og ansvarlig udnyttelse af havets biologiske ressourcer, hindre opfyldelse af den fælles fiskeripolitiks målsætninger og resultere i forværring af bestandenes biologiske tilstand, bør det derfor fastsættes, at artikel 3 og 4 i forordning (EF) nr. 847/96 kun anvendes på analytiske TAC'er, hvis den årsbaserede fleksibilitet, der er fastsat i artikel 15, stk. 9, i forordning (EU) nr. 1380/2013, ikke anvendes.

(7)

Landingsforpligtelsen som omhandlet i artikel 15 i forordning (EU) nr. 1380/2013 indføres særskilt for de enkelte fiskerier. I de regioner, der er omfattet af nærværende forordning, gælder det, at alle arter, som er underlagt fangstbegrænsninger, skal landes fra den 1. januar 2019. I artikel 16, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1380/2013 fastsættes det, at når der indføres landingsforpligtelse for en fiskebestand, skal fiskerimulighederne fastsættes under hensyntagen til, at de i stedet for at afspejle landinger nu skal afspejle fangster. Der indrømmes dog specifikke undtagelser fra landingsforpligtelsen, jf. artikel 15, stk. 4-7, i nævnte forordning. Kommissionen har på grundlag af fælles henstillinger forelagt af medlemsstaterne og i overensstemmelse med artikel 15 i nævnte forordning vedtaget en række delegerede forordninger om fastsættelse af specifikke planer for udsmid for en indledende periode på højst tre år, der kan fornys for en yderligere samlet periode på tre år, til gennemførelse af landingsforpligtelsen.

(8)

Fiskerimuligheder bør være i overensstemmelse med internationale aftaler og principper, f.eks. FN-aftalen af 1995 om bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande (3) og de detaljerede forvaltningsprincipper, som er fastlagt i FAO's internationale retningslinjer for forvaltning af dybhavsfiskeri på åbent hav fra 2008, i henhold til hvilke lovgiver navnlig bør være mere forsigtig, hvis oplysninger er usikre, upålidelige eller utilstrækkelige. At der ikke foreligger tilstrækkelige videnskabelige oplysninger bør ikke bruges som begrundelse for at udskyde eller undlade at træffe bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger.

(9)

TAC'en og EU-kvoten for sort sabelfisk i EU-farvande og internationale farvande i 5, 6, 7 og 12 bør fastsættes under hensyntagen til, at tredjelande lander fangster af denne bestand, og at Unionen bør have fiskerimuligheder, der svarer til andelen af de historiske fangster af denne bestand.

(10)

I betragtning af rådgivning fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) om en nedsættelse af fiskerimulighederne givet en høj kvoteudnyttelse og i lyset af indførelsen af landingsforpligtelsen i 2019 bør direkte fiskeri efter beryxarter i underområde 3-10, 12 og 14 (Nordsøen og de nord- og sydvestlige farvande) ikke tillades, og TAC'en bør udelukkende fastsættes for bifangster.

(11)

Ifølge rådgivningen fra ICES viser begrænsede observationer om bord på fartøjer, at procentdelen af nordlig skolæst har udgjort mindre end 1 % af de rapporterede fangster af almindelig skolæst. Med udgangspunkt heri anbefaler ICES, at der ikke bør foregå noget direkte fiskeri efter nordlig skolæst, og at bifangster bør fratrækkes TAC'en for almindelig skolæst for at mindske potentialet for fejlrapportering af arter mest muligt. ICES angiver, at der er betydelige forskelle, dvs. på mere end én størrelsesorden (mere end ti gange), mellem de relative mængder af almindelig skolæst og nordlig skolæst, der rapporteres om i de officielle landinger og de observerede fangster samt i videnskabelige undersøgelser i de områder, hvor der i øjeblikket fiskes efter nordlig skolæst. Der foreligger meget begrænsede data for denne art, og en del af de rapporterede landingsdata anses af ICES for at være fejlrapportering af arter. Som følge heraf er det ikke muligt at opstille en nøjagtig historisk fangstopgørelse for nordlig skolæst. Derfor bør enhver bifangst af nordlig skolæst begrænses til 1 % af hver medlemsstats kvote af almindelig skolæst og fratrækkes denne kvote i overensstemmelse med den videnskabelige rådgivning. Hvis nordlig skolæst anses for udelukkende at være en bifangst til almindelig skolæst og tilhører samme TAC, vil der ikke længere forekomme fejlrapportering.

(12)

I betragtning af ICES' rådgivning er det hensigtsmæssigt, at TAC'en for spidstandet blankesten i ICES-underområde 6, 7 og 8 (de nordvestlige farvande) fortsat udelukkende gælder for bifangster.

(13)

Fangster af spidstandet blankesten tages i de relevante områder, der hører under Komitéen for Fiskeriet i det Østlige Centrale Atlanterhav (CECAF) og Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet (GFCM), som grænser op til ICES-underområde 9. Eftersom ICES-dataene for disse tilstødende områder er ufuldstændige, bør TAC'en fortsat kun omfatte ICES-underområde 9. Ikke desto er der fastsat bestemmelser om datarapportering for disse tilstødende områder for at sikre, at forvaltningsbeslutninger træffes på det bedste tilgængelige grundlag.

(14)

For spidstandet blankesten i ICES-underområde 10 foreligger ingen rådgivning fra ICES for 2020. Der bør dog fastsættes fiskerimuligheder for både 2019 og 2020. Det kan være nødvendigt at foretage den fornødne ændring af de fiskerimuligheder, der fastsættes i denne forordning, når den videnskabelige rådgivning for 2020 bliver offentliggjort.

(15)

Under hensyn til den lave udnyttelse og det forhold, at der ikke foregår noget målrettet fiskeri, bør der ikke længere fastsættes TAC for sort sabelfisk i ICES-underområde 1-4 (Nordsøen og Skagerrak).

(16)

Der bør ikke længere fastsættes TAC for almindelig skolæst i ICES-underområde 1, 2 og 4 (Nordsøen) og for skælbrosme i ICES-underområde 1-10, 12 og 14. Ifølge ICES' rådgivning vil fravær af TAC'er medføre en lav eller ingen risiko for ikkebæredygtig udnyttelse.

(17)

ICES anbefaler, at der indtil 2020 ikke tages fangster af orange savbug. Det er hensigtsmæssigt at forbyde at fiske efter, beholde om bord, omlade eller lande denne art, eftersom bestanden er nedfisket og ikke er i bedring. ICES gør opmærksom på, at der ikke er foregået direkte EU-fiskeri efter orange savbug i det nordøstlige Atlanterhav siden 2010.

(18)

ICES anbefaler, at fiskeridødeligheden for dybhavshajer minimeres, og at målrettet fiskeri ikke bør tillades. Dybhavshajer er arter med lang levetid og lave reproduktionsrater og er hurtigt blevet overudnyttede. Fiskerimulighederne for sådanne arter bør derfor begrænses helt gennem et generelt forbud mod fiskeri efter arterne. Direkte ikkeindustrielt dybhavsfiskeri efter sort sabelfisk ved anvendelse af langliner indebærer dog uundgåelige bifangster af dybhavshajer, som i dag udsmides døde. Langliner er anerkendt som et selektivt fiskeredskab i sådant fiskeri. Selv med dette redskab har det dog vist sig uundgåeligt at fange dybhavshajer utilsigtet. Derfor bør en restriktiv TAC for uundgåelige bifangster af disse arter i direkte fiskeri efter sort sabelfisk ved anvendelse af langliner opretholdes. De berørte medlemsstater bør endvidere udvikle regionale forvaltningsforanstaltninger for fiskeri efter sort sabelfisk med henblik på at nedbringe bifangster af dybhavshajer. Desuden bør de træffe specifikke dataindsamlingsforanstaltninger for dybhavshajer for at sikre tæt overvågning af disse bestande. Fastsættelse af en tilladt EU-bifangst for dybhavshajer i EU-farvande og internationale farvande i ICES-underområde 5-9, EU-farvande og internationale farvande i ICES-underområde 10 samt i EU-farvande i CECAF 34.1.1, 34.1.2 og 34.2 berører ikke princippet om relativ stabilitet for så vidt angår dybhavshajer i de nævnte områder.

(19)

For at undgå afbrydelser i fiskeriet og sikre EU-fiskernes udkomme bør denne forordning anvendes fra den 1. januar 2019. Med henblik på at give medlemsstaterne mulighed for at sikre denne forordnings rettidige anvendelse bør den træde i kraft umiddelbart efter offentliggørelsen —