Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32011R0791

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 791/2011 af 3. august 2011 om indførelse af en endelig antidumpingtold og om endelig opkrævning af den midlertidige antidumpingtold på importen af visse åben mesh-stoffer af glasfibre med oprindelse i Folkerepublikken Kina

EUT L 204 af 9.8.2011, p. 1–10 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 07/11/2017

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2011/791/oj

9.8.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 204/1


RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 791/2011

af 3. august 2011

om indførelse af en endelig antidumpingtold og om endelig opkrævning af den midlertidige antidumpingtold på importen af visse åben mesh-stoffer af glasfibre med oprindelse i Folkerepublikken Kina

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1) (»grundforordningen«), særlig artikel 9, stk. 4,

under henvisning til forslag fremsat af Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) efter høring af det rådgivende udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

A.   PROCEDURE

1.   Midlertidige foranstaltninger

(1)

Kommissionen indførte ved forordning (EU) nr. 138/2011 (2) (»forordningen om midlertidig told«) en midlertidig antidumpingtold på importen af visse åben mesh-stoffer af glasfibre med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina«).

(2)

Proceduren blev indledt som følge af en klage, der blev indgivet den 6. april 2010 af Saint-Gobain Vertex s.r.o., Tolnatext Fonalfeldolgozó és Müszakiszövetgyártó, »Valmieras stikla šķiedra« AS og Vitrulan Technical Textiles GmbH (»klagerne«) på vegne af producenter, der tegner sig for en væsentlig del, i dette tilfælde over 25 %, af den samlede EU-produktion af visse åben mesh-stoffer af glasfibre.

(3)

Som anført i betragtning 13 i forordningen om midlertidig told omfattede undersøgelsen af dumping og skade perioden fra den 1. april 2009 til den 31. marts 2010 (»undersøgelsesperioden« eller »UP«). Undersøgelsen af de relevante tendenser for vurderingen af skade omfattede perioden fra 1. januar 2006 til udløbet af undersøgelsesperioden (»den betragtede periode«).

2.   Efterfølgende procedure

(4)

Efter fremlæggelse af de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, der lå til grund for beslutningen om at indføre midlertidige antidumpingforanstaltninger (»fremlæggelse af de foreløbige konklusioner«), indgav adskillige interesserede parter skriftlige redegørelser for at tilkendegive deres synspunkter vedrørende de foreløbige konklusioner. Parter, der anmodede herom, fik lejlighed til at blive hørt.

(5)

Kommissionen fortsatte med at indhente og efterprøve alle de oplysninger, som den anså for nødvendige for at træffe endelig afgørelse i sagen. Ud over den kontrol, der er omtalt i betragtning 11 i forordningen om midlertidig told, blev der aflagt kontrolbesøg hos følgende virksomheder:

 

Den eksporterende producent, som havde anmodet om individuel undersøgelse:

Yuyao Feitian Fiberglass Co., Ltd

 

og dennes forretningsmæssigt forbundne forhandler:

Yuyao Winter International Trade Co., Ltd

 

Den ikke forretningsmæssigt forbundne importør i Unionen:

Vimaplás — Tecidos Técnicos Lda., Portugal.

(6)

Alle parter blev underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, der lå til grund for den påtænkte anbefaling af indførelsen af en endelig antidumpingtold på importen af visse åben mesh-stoffer med oprindelse i Kina, og en endelig opkrævning af de beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed i form af midlertidig told (»fremlæggelse af endelige konklusioner«). Alle parter fik også tildelt en frist, inden for hvilken de kunne fremsætte bemærkninger til disse oplysninger.

(7)

De interesserede parters mundtlige og skriftlige bemærkninger blev overvejet og, hvor det var relevant, taget i betragtning.

B.   DEN PÅGÆLDENDE VARE OG SAMME VARE

1.   Den pågældende vare

(8)

Den pågældende vare er, som det fremgår af betragtning 14 i forordningen om midlertidig told, åben mesh-stoffer af glasfibre med en cellestørrelse på mere end 1,8 mm i både længde og bredde og med en vægt på mere end 35 g pr. m2 og med oprindelse i Kina (»den pågældende vare«), der i øjeblikket tariferes under KN-kode ex 7019 40 00, ex 7019 51 00, ex 7019 59 00, ex 7019 90 91 og ex 7019 90 99.

(9)

Efter indførelsen af midlertidige foranstaltninger viste en yderligere analyse, at varen ikke kan klassificeres under tre af de fem KN-koder, der er anført i betragtning 8. Derfor udgår KN-kode ex 7019 90 91, ex 7019 90 99 og ex 7019 40 00 af beskrivelsen af den pågældende vare.

(10)

Der mindes også om, at en kinesisk eksporterende producent som omtalt i betragtning 16 i forordningen om midlertidig told anmodede om præcisering af, hvorvidt glasfiberskiver er omfattet af varedefinitionen. EU-erhvervsgrenen var af den opfattelse, at glasfiberskiver er varer i efterfølgende produktionsled med andre egenskaber end den pågældende vare. Det blev dog besluttet at indhente yderligere oplysninger fra interesserede parter, før der drages en endelig konklusion herom.

(11)

Efter fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner fremsendte EU-erhvervsgrenen og Federation of European Producers of Abrasives (FEPA), der repræsenterer brugere af glasfiberskiver, materiale, hvoraf det fremgik, at der skal gennemføres en række etaper i produktionsprocessen for at omdanne åben mesh-stoffer af glasfiber til glasfiberskiver. Skivens fysiske form er også forskellig fra den pågældende vare, der normalt leveres i ruller (smalle eller brede), og den anvendes normalt også til andre formål (forstærkning af slibeskiver). Den kinesiske eksporterende producent var enig i disse argumenter.

(12)

Der gøres endvidere opmærksom på, at glasfiberskiverne ikke blev produceret eller solgt af nogen af de stikprøveudvalgte eksporterende producenter i Kina eller EU-producenter.

(13)

En EU-producent af glasfiberskiver, som gav sig til kende efter indførelsen af de midlertidige foranstaltninger, fremførte, at glasfiberskiver ikke bør udelukkes fra varedækningen. Producenten gjorde gældende, at glasfiberskiver ikke er en vare i et efterfølgende produktionsled, men at sondringen mellem den pågældende vare og en vare i et efterfølgende produktionsled skulle ske på det stadium, hvor coatningen af åben mesh-ruller finder sted. Ifølge virksomheden er coatningen af åben mesh-ruller, der anvendes i byggesektoren forskellig fra coatningen af åben mesh-ruller, som senere anvendes til fremstilling af glasfiberskiver. I sidstnævnte tilfælde coates rullerne med fenolharpiks. Med andre ord hævdes de kemiske egenskaber ved åben mesh-ruller til fremstilling af glasfiberskiver at være identiske med glasfiberskivernes egenskaber. Ifølge virksomheden kan disse typer åben mesh-ruller ikke anvendes som forstærkningsmateriale i byggesektoren, hvilket er den pågældende vares vigtigste anvendelsesformål. Virksomheden var derfor af den opfattelse, at såfremt glasfiberskiver skulle udelukkes fra varedækningen, burde det også det også gælde åben mesh-ruller coatet med fenolharpiks.

(14)

Som det fremgår af betragtning 13, gav virksomheden sig først til kende efter indførelsen af de midlertidige foranstaltninger, og fremlagde ikke verificerbare data til støtte for dens påstande. Da der ikke forelå data fra undersøgelsen for så vidt angår de forskellige anvendte belægninger, kunne virksomhedens påstand ikke vurderes ud fra undersøgelsesresultaterne. Hertil kommer, at de forskellige typer åben mesh-ruller uanset coatningen har de samme basale fysiske egenskaber, og derfor bør åben mesh-ruller coatet med fenolharpiks ikke udelukkes. Denne påstand blev derfor afvist.

(15)

På grundlag af de data, som er indsamlet ved undersøgelsen, og det materiale, som er fremsendt af den eksporterende producent omtalt i betragtning 10, EU-erhvervsgrenens og FEPA's kommentarer til den foreløbige fremlæggelse af oplysninger accepteres anmodningen om at udelukke glasfiberskiver fra varedækningen. Det konkluderes således, at glasfiberskiver som en vare i efterfølgende produktionsled ikke har de samme fysiske egenskaber og anvendes til andre formål end åben mesh-stoffer og derfor bør udelukkes fra definitionen af den pågældende vare, som er fastlagt i forordningen om midlertidig told. Glasfiberskiver udelukkes derfor definitivt fra undersøgelsen.

2.   Samme vare

(16)

Da der ikke er fremsat andre bemærkninger vedrørende samme vare, bekræftes betragtning 17 i forordningen om midlertidig told.

C.   DUMPING

1.   Markedsøkonomisk behandling

(17)

Som det fremgår af betragtning 18-32 i forordningen om midlertidig told, blev det oprindeligt foreslået at indrømme to virksomheder markedsøkonomisk behandling, men på et senere stadium i proceduren blev det besluttet at trække forslaget tilbage efter undersøgelse af påstande om de pågældende virksomheders markedsøkonomiske status, og påstandene viste sig at være korrekte.

(18)

En eksporterende producent, på hvilken artikel 18 i grundforordningen fandt anvendelse, gentog de argumenter, som allerede var blevet fremført, da denne blev underrettet om, at Kommissionen havde til hensigt at nægte indrømmelse af markedsøkonomisk behandling. Producenten anførte igen, at de vedtægter og den joint venture-kontrakt, som Kommissionen havde modtaget, var en gammel version, som aldrig trådte i kraft og derfor ikke havde nogen betydning for resultatet af vurderingen af virksomhedens opfyldelse af kriterierne vedrørende markedsøkonomisk behandling.

(19)

Som det fremgår af betragtning 28 i forordningen om midlertidig told kunne disse argumenter ikke fjerne tvivlen om det første dokuments autenticitet og om de oplysninger, den eksporterende producent havde afgivet i sin ansøgning om markedsøkonomisk behandling.

(20)

Hvad angår argumentet, at anvendelsen af artikel 18, stk. 1, i grundforordningen er urimelig i dette tilfælde, anvender Kommissionen bestemmelserne i denne artikel fra sag til sag alt efter den enkelte sags nærmere omstændigheder. I den nuværende procedure anses anvendelsen af denne artikel for passende som allerede nævnt i betragtning 26, 27 og 31 i forordningen om midlertidig told, eftersom fremlæggelsen af forfalskede dokumenter sår tvivl om samtlige dokumenter fremlagt af virksomheden.

(21)

Den anden eksporterende producent, som blev nægtet markedsøkonomisk behandling, men som til gengæld blev indrømmet individuel behandling, anfægtede det grundlag, hvorpå Kommissionen havde trukket sin beslutning tilbage. Producenten fandt, at der ikke forelå nye afgørende beviser, som i væsentlig grad kunne anfægte de oprindelige konklusioner og berettige annulleringen af den første beslutning om at indrømme markedsøkonomisk behandling. Producenten anførte, at de unøjagtigheder og mangler, som var fundet i regnskaberne, og som revisoren ikke havde kommenteret, ikke havde nogen materiel indflydelse på regnskabernes pålidelighed.

(22)

Som det fremgår af betragtning 30 i grundforordningen, kunne disse argumenter ikke bortveje tvivlen om nøjagtigheden og fuldstændigheden af de tal, producenten havde fremlagt i sine regnskaber.

(23)

Producenten finder endvidere, at resultatet af undersøgelsen og den individuelle toldsats er urimelig og ude af proportioner, eftersom virksomheden har samarbejdet under proceduren og bliver pålagt samme høje toldsats som virksomheder, som ikke samarbejder, og den virksomhed, som underkastes bestemmelserne i grundforordningens artikel 18. I denne forbindelse kan det nævnes, at virksomheden er underkastet en toldsats, som er resultatet af den metode, der anvendes for virksomheder, som er blevet indrømmet individuel behandling.

(24)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger vedrørende markedsøkonomisk behandling, bekræftes konklusionerne i betragtning 18-32 i forordningen om midlertidig told.

2.   Individuel undersøgelse

(25)

Som det fremgår af betragtning 37 i forordningen om midlertidig told anmodede en gruppe af forretningsmæssigt forbundne virksomheder, som ikke indgik i stikprøven, om individuel undersøgelse i overensstemmelse med artikel 17, stk. 3, i grundforordningen og indsendte besvaret ansøgningsformular vedrørende markedsøkonomisk behandling inden for den fastsatte tidsfrist.

(26)

Som nævnt i betragtning 5 blev der aflagt kontrolbesøg hos gruppen af forretningsmæssigt forbundne virksomheder, og det blev fastslået, at virksomhederne ikke opfyldte kriterium 1, 2 og 3 i artikel 2, stk. 7, litra c, i grundforordningen.

(27)

Hvad angår kriterium et, kunne de to forretningsmæssigt forbundne virksomheder ikke fremlægge tilstrækkelige beviser vedrørende aktionærernes bidrag til selskabskapitalen. Aktionærerne overtog de virksomheder, som oprindeligt blev oprettet med statsmidler, uden at de selv bidrog med kapital. Hertil kommer, at der i strid mod vedtægterne ikke blev afholdt aktionærmøder, og der heller ikke forelå referater af sådanne møder, hvilket rejser tvivl om, hvorvidt de forretningsmæssige beslutninger blev truffet af aktionærerne uden statslig indgriben. På baggrund af ovenstående vurderes det, at virksomhederne ikke kunne påvise, at deres forretningsbeslutninger ikke træffes uden væsentlig statslig indgriben.

(28)

Hvad angår kriterium to, viste undersøgelsen, at de to forretningsmæssigt forbundne virksomheders regnskaber ikke blev revideret i henhold til internationale regnskabsstandarder, eftersom de indeholdt en række mangler og fejl som f.eks. bogførte/betalte afgifter, løbende fejl på kontoen for udbetaling af udbytte og manglende afskrivning, som ikke fremgik af revisionspåtegningen.

(29)

Angående kriterium tre undlod den ene forretningsmæssigt forbundne virksomhed at fremlægge deres aftale om brugsretten til jord, der blev ikke fundet posteringer i deres regnskaber og ej heller blev der fremlagt dokumentation for betaling. Den anden virksomhed fik overdraget en brugsret til jord fra sin forretningsmæssigt forbundne virksomhed, hvilket ikke fremgår af regnskaberne, og derfor ikke er afskrevet.

(30)

På baggrund heraf blev det foreslået, at gruppen af virksomheder, som anmodede om individuel undersøgelse, nægtes markedsøkonomisk behandling.

(31)

Kommissionen fremlagde officielt resultaterne af konklusionerne vedrørende markedsøkonomisk behandling for gruppen af forretningsmæssigt forbundne virksomheder i Kina og klagerne. De fik endvidere lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og til at anmode om at blive hørt mundtligt, hvis der var særlige grunde til, at de burde høres. Der blev ikke modtaget bemærkninger efter fremlæggelse af konklusionerne vedrørende markedsøkonomisk behandling.

3.   Individuel behandling

(32)

Det blev foreløbigt fastslået, at en af de stikprøveudvalgte grupper af eksporterende producenter i Kina, som var blevet nægtet markedsøkonomisk behandling, opfyldte alle betingelserne for individuel behandling.

(33)

Som det fremgår af betragtning 35 i forordningen om midlertidig told, opfyldte den eksporterende producent, for hvilken beslutningen om markedsøkonomisk behandling blev trukket tilbage, betingelserne i artikel 9, stk. 5, i grundforordningen for indrømmelse af individuel behandling.

(34)

EU-erhvervsgrenen anfægtede beslutningen om at indrømme individuel behandling til den virksomhed, for hvilken beslutningen om at indrømme markedsøkonomisk behandling var blevet trukket tilbage, med den begrundelse, at de ufuldstændige regnskaber og uregelmæssighederne rejste tvivl om samtlige virksomhedens data. Det blev imidlertid fastslået, at uregelmæssighederne i regnskaberne ikke havde nogen indflydelse på pålideligheden af virksomhedens eksportpriser. EU-erhvervsgrenens påstand blev derfor afvist.

(35)

På baggrund heraf bekræftes den oprindelige konklusion, at to af de tre eksporterende producenter opfylder alle betingelserne for indrømmelse af individuel behandling. Betragtning 33-36 i forordningen om midlertidig told for så vidt angår individuel behandling bekræftes herved.

(36)

Gruppen af to forretningsmæssigt forbundne virksomheder, som anmodede om individuel undersøgelse, anmodede også om individuel behandling, såfremt det ved undersøgelsen skulle fremgå, at de ikke opfyldte kravene for markedsøkonomisk behandling. Det blev fastslået, at de opfyldte betingelserne i grundforordningens artikel 9, stk. 5, for indrømmelse af individuel behandling.

(37)

EU-erhvervsgrenen rejste også tvivl om beslutningen om at indrømme gruppen af to forretningsmæssigt forbundne virksomheder individuel behandling ud fra den betragtning, at eftersom virksomhedernes data viste sig at være upålidelige ved vurderingen vedrørende markedsøkonomisk behandling, kunne de heller ikke være et egnet grundlag for indrømmelse af individuel behandling. EU-erhvervsgrenens påstand blev afvist med den begrundelse, at uregelmæssighederne i forbindelse med vurderingen vedrørende markedsøkonomisk behandling ikke havde nogen indflydelse på opfyldelsen af betingelserne for indrømmelse en individuel told, og derfor kunne der indrømmes individuel behandling.

4.   Normal værdi

a)   Valg af referenceland

(38)

Der blev ikke modtaget bemærkninger til valget af referenceland. Det bekræftes derfor, at Canada er et hensigtsmæssigt og egnet referenceland, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 7. Konklusionerne i betragtning 39-45 i forordningen om midlertidig told bekræftes herved.

b)   Fastsættelse af den normale værdi

(39)

Der mindes om, at det blev anset for mere hensigtsmæssigt at beregne en normal værdi for at tage højde for kvalitetsforskellene mellem samme vare produceret og solgt i Canada og den pågældende vare fra Kina. Den normale værdi blev derfor beregnet på grundlag af den canadiske producents produktionsomkostninger med tillæg af et rimeligt beløb til dækning af salgs- og administrationsomkostninger, generalomkostninger og fortjeneste på hjemmemarkedet.

(40)

De virksomheder, som fik indrømmet individuel behandling, bestred beregningen af den normale værdi, og den ene virksomhed rejste navnlig spørgsmålet om, hvorvidt den var blevet beregnet for hver varetype. Det blev bekræftet, at den normale værdi blev beregnet for hver varetype på grundlag af data fra den eneste producent af den pågældende vare i referencelandet. Af hensyn til nødvendigheden af fortrolighed blev den normale værdi oplyst i form af prisintervaller.

(41)

Tre parter fremførte, at den oplyste normale værdi ikke gav en rimelig forståelse af de kendsgerninger og betragtninger, som lå til grund for beregningen af dumpingmargenen. Alle virksomheder anmodede om mere detaljerede oplysninger om beregningen af den normale værdi og om omfanget af de forskellige justeringer af den normale værdi for at tage højde for kvalitetsforskellene. Det vurderedes imidlertid, at virksomhederne havde fået alle de data, der kunne oplyses under hensyntagen til forpligtelsen til at overholde datafortroligheden.

(42)

Denne påstand blev derfor afvist. Konklusionerne i betragtning 46-49 i forordningen om midlertidig told vedrørende fastsættelse af den normale værdi bekræftes herved.

c)   Eksportpriser for eksporterende producenter, der blev indrømmet individuel behandling

(43)

Den ene af de virksomheder, som var blevet indrømmet individuel behandling i den indledende fase, anmodede om nærmere redegørelse for beregningen af emballeringsomkostninger, eftersom der efter deres opfattelse ikke var nogen konsistent sammenhæng mellem de oplyste data om emballeringen og omfanget og værdien af transaktionerne. Eftersom denne virksomhed ikke havde anført emballeringsomkostninger i sin besvarelse af antidumpingspørgeskemaet, blev emballeringsomkostningerne beregnet på grundlag af oplysninger fra de andre to eksporterende producenter, som indgik i stikprøven.

(44)

Da der ikke er fremsat andre bemærkninger til fastsættelsen af eksportprisen, bekræftes konklusionen i betragtning 50 i forordningen om midlertidig told herved.

(45)

Efter fremlæggelsen af de endelige konklusioner fremførte gruppen af forretningsmæssigt forbundne virksomheder, der skulle indrømmes individuel behandling, at provisioner ikke burde have været medregnet i de beløb, som blev fratrukket eksportprisen. Påstanden blev accepteret, og eksportprisen blev justeret i overensstemmelse hermed, og gruppens dumpingmargen blev derfor revideret.

d)   Sammenligning

(46)

Da der ikke er fremsat andre bemærkninger vedrørende sammenligningen mellem den normale værdi og eksportprisen ab fabrik, bekræftes konklusionen i betragtning 51 og 52 i forordningen om midlertidig told herved.

5.   Dumpingmargener

a)   For samarbejdende eksporterende producenter, som blev indrømmet individuel behandling

(47)

En EU-importør af den pågældende vare bifaldt indførelsen af de midlertidige foranstaltninger, eftersom importprisen derved ville blive genetableret på et ikke-skadevoldende niveau. Importøren var dog af den opfattelse, at en forskel på mere end 10 % mellem de forskellige toldafgifter ville forvride markedet. Derfor anmodede importøren om, at foranstaltningerne ændres på en sådan måde, at den virksomhed, som var blevet indrømmet individuel behandling, og som pålægges en lavere individuel told, ikke burde drage fordel heraf. Importøren hævdede, at der var øget risiko for, at den eksporterende producent med den lavere individuelle told ville omgå foranstaltningerne. Der blev imidlertid ikke fremlagt yderligere oplysninger eller bevis for at underbygge denne påstand, hvorfor den blev afvist.

(48)

På dette grundlag udgør de endelige dumpingmargener følgende i procent af cif-prisen, frit Unionens grænse, ufortoldet:

Virksomhed

Endelig dumping margen

Yuyao Mingda Fiberglass Co., Ltd

62,9 %

Grand Composite Co., Ltd og den hermed forretningsmæssigt forbundne virksomhed Ningbo Grand Fiberglass Co., Ltd

48,4 %

Yuyao Feitian Fiberglass Co., Ltd

60,7 %

b)   For alle andre eksporterende producenter

(49)

Da der ikke er fremsat nogen bemærkninger vedrørende dumpingmargenerne, bekræftes konklusionerne i betragtning 53-57 i forordningen om midlertidig told herved.

(50)

På dette grundlag fastsættes det landsdækkende dumpingniveau endeligt til 62,9 % af cif-prisen, frit Unionens grænse, ufortoldet, og konklusionen i betragtning 58 i forordningen om midlertidig told bekræftes.

D.   SKADE

1.   EU-produktion

(51)

Det præciseres, at udtrykket »EU-erhvervsgrenen« i betragtning 59 i forordningen om midlertidig told refererer til alle EU-producenter. Da der ikke er fremsat andre bemærkninger vedrørende EU-produktionen, bekræftes betragtning 60 i forordningen om midlertidig told.

2.   EU-forbruget

(52)

Som forklaret i betragtning 9 bør KN-kode ex 7019 90 91, ex 7019 90 99 og ex 7019 40 00 udgå af beskrivelsen af den pågældende vare. Udelukkelsen af disse koder ændrede ikke konklusionerne vedrørende EU-forbruget, herunder importen, som var baseret på tal indeholdt i klagen suppleret med verificerede tal indhentet fra de samarbejdende virksomheder samt Eurostattal.

(53)

Da der ikke er fremsat andre bemærkninger vedrørende EU-forbruget, bekræftes konklusionerne i betragtning 61-63 i forordningen om midlertidig told herved.

3.   Import fra det pågældende land

(54)

Da der ikke er fremsat andre bemærkninger til dumpingimporten fra det pågældende land med hensyn til omfang, priser og markedsandel, bekræftes konklusionerne i betragtning 64-66 i forordningen om midlertidig told herved.

(55)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger vedrørende prisunderbud, bekræftes metoden i betragtning 67 og 68 i forordningen om midlertidig told til fastsættelse af prisunderbuddet, herunder også kvalitetsjusteringen. Efter den individuelle undersøgelse, som blev indrømmet efter indførelsen af de midlertidige foranstaltninger over for en gruppe af eksporterende producenter i Kina, blev prissammenligningen af sammenlignelige varetyper taget op til ny behandling. Denne fornyede behandling bekræftede, at dumpingimporten fra Kina underbød EU-erhvervsgrenens priser med 30-35 % i UP.

4.   EU-erhvervsgrenens situation

(56)

Da der ikke er fremsat bemærkninger vedrørende EU-erhvervsgrenens situation, bekræftes konklusionerne i betragtning 69-84 i forordningen om midlertidig told herved.

5.   Konklusion vedrørende skade

(57)

Da der ikke er fremsat bemærkninger hertil, bekræftes konklusionerne i betragtning 85-87 i forordningen om midlertidig told herved.

E.   ÅRSAGSSAMMENHÆNG

1.   Dumpingimportens virkninger

(58)

Da der ikke er fremsat bemærkninger til dumpingimportens virkninger, bekræftes konklusionerne i betragtning 89-91 i forordningen om midlertidig told herved.

2.   Virkningerne af andre faktorer

(59)

Da der ikke er fremsat andre bemærkninger vedrørende virkningerne af andre faktorer, bekræftes konklusionerne i betragtning 92-96 i forordningen om midlertidig told herved.

3.   Konklusion om årsagssammenhæng

(60)

Da der ikke er fremsat bemærkninger vedrørende årsagssammenhæng, bekræftes betragtning 97-99 i forordningen om midlertidig told herved.

F.   UNIONENS INTERESSER

1.   EU-erhvervsgrenens interesser

(61)

Da der ikke er fremsat bemærkninger i forbindelse med Unionens interesser, bekræftes konklusionerne i betragtning 101-103 i forordningen om midlertidig told.

2.   Importørernes interesser

(62)

Da der ikke er fremsat bemærkninger om importørernes interesser, konkluderedes det, at indførelsen af endelige foranstaltninger vedrørende importen af den pågældende vare ikke ville stride mod importørernes interesser.

3.   Brugernes og forbrugernes interesser

(63)

Der mindes om, at brugerne eller forbrugerorganisationerne i undersøgelsens indledende fase ikke indgik i noget samarbejde. Efter offentliggørelsen af forordningen om midlertidig told fremsendte en brugersammenslutning bemærkninger. Bemærkningerne vedrørte imidlertid kun den potentielt negative virkning af indførelsen af glasfiberskiver, hvis ikke de blev udelukket fra varedækningen. Som det fremgår af betragtning 15, bør glasfiberskiver udelukkes fra varedækningen. Derfor vil indførelsen af endelige antidumpingforanstaltninger ikke have en negativ virkning for brugere af glasfiberskiver.

(64)

Da der ikke blev fremsat yderligere bemærkninger om brugernes og forbrugernes interesser, konkluderedes det, at indførelsen af endelige foranstaltninger vedrørende importen af det pågældende produkt ikke ville stride mod deres interesser.

4.   Konklusion vedrørende Unionens interesser

(65)

På baggrund af ovenstående konkluderes det, at der ikke er nogen tvingende grunde til ikke at indføre en endelig antidumpingtold på importen af åben mesh-stoffer af glasfibre med oprindelse i Kina.

G.   ENDELIGE ANTIDUMPINGFORANSTALTNINGER

1.   Skadestærskel

(66)

Efter fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner anførte en kinesisk eksporterende producent, at denne ikke havde fået tilstrækkeligt detaljerede oplysninger om beregningen af skadesmargenen, eftersom data om EU-erhvervsgrenens mængder, værdier og priser for hver varetype ikke blev oplyst. Virksomheden fremførte som argument, at disse oplysninger ikke kunne betragtes som fortrolige, eftersom stikprøven bestod af fire EU-producenter. Det bør dog bemærkes, at nogle typer varer i UP blev solgt af et meget begrænset antal EU-producenter. Det betragtes derfor som hensigtsmæssigt ikke at oplyse priser, mængder og værdier i forbindelse med sådanne transaktioner. Desuden anses det ikke for nødvendigt at afsløre detaljerede tal for hver eneste type vare for at give parterne tilstrækkelig information om beregningsmetoden og resultaterne af beregningen.

(67)

Samme kinesiske eksporterende producent rejste tvivl om den anvendte målfortjeneste i beregningen af skadesmargenen, navnlig den kendsgerning, at målfortjenesten var identisk med EU-erhvervsgrenens vejede gennemsnitsfortjeneste i UP. Den betvivlede også anvendelsen af dataene fra de stikprøveudvalgte EU-producenter ved beregningen af målfortjenesten i stedet for de data, der refererer til EU-erhvervsgrenen som helhed. Endelig rejste den tvivl om det anvendte målfortjenesteniveau sammenholdt med niveauet i en anden undersøgelse, der blev foretaget for kort tid siden om en nært beslægtet varesektor.

(68)

Som forklaret i betragtning 112 i forordningen om midlertidig told afspejler målfortjenesten den gennemsnitlige fortjeneste, som EU-erhvervsgrenen opnåede i årene 2006-2007, mens den vejede gennemsnitsfortjeneste i UP blev beregnet på grundlag af dataene fra de fire virksomheder, som indgik i stikprøven. Hertil kommer, at der ved denne fortjeneste som forklaret i betragtning 79 i forordningen om midlertidig told ikke tages hensyn til de ekstraordinære omstruktureringsomkostninger, som nogle af de stikprøveudvalgte producenter har indberettet. Det er derfor et rent tilfælde, at disse to fortjenestetal er identiske.

(69)

Angående spørgsmålet om, hvilke data der skal anvendes for at beregne målfortjenesten, bør det bemærkes, at fortjenesteniveauet ved stikprøveundersøgelser er en af mikroindikatorerne i skadesanalysen. Følgelig anses det beregnede tal for stikprøven for repræsentativt for EU-erhvervsgrenen som helhed. I en undersøgelse, hvor der anvendes stikprøver, er den målfortjeneste, som anvendes ved beregningen af skadesmargenen, altid baseret på data fra de virksomheder, som indgår i stikprøven.

(70)

Endelig bør det i forbindelse med henvisningen til en anden antidumpingundersøgelse understreges, at resultaterne og konklusionerne fra hver undersøgelse er baseret på de data vedrørende en specifik varedefinition og en specifik periode, som er indsamlet fra samarbejdende virksomheder i hver undersøgelse. Det er derfor umuligt at foretage en direkte sammenligning mellem resultaterne af disse to separate undersøgelser og to forskellige UP.

(71)

Med hensyn til skadestærsklen kan det nævnes, at som følge af korrektionen af en skrivefejl ved beregningen af den foreløbige skadesmargen vedrørende en eksporterende producent blev dennes margen opjusteret. Dette har imidlertid ikke indflydelse på størrelsen af denne virksomheds antidumpingtold, eftersom tolden er baseret på dumpingmargenen.

(72)

Det bør også næves, at der i forbindelse med indrømmelsen af individuel behandling til en anden gruppe kinesiske eksporterende producenter som nævnt i betragtning 32 også blev beregnet en individuel skadesmargen for dem.

(73)

Som følge af de i betragtning 71 nævnte revisioner blev den vejede gennemsnitlige skadesmargen for de samarbejdende eksporterende producenter, som ikke indgik i stikprøven, og restskadesmargenen for ikke-samarbejdende producenter også revideret.

(74)

På grundlag heraf udgør de endelige skadesmargener følgende i procent af cif-prisen, frit Unionens grænse, ufortoldet:

Virksomhed

Endelig skadesmargen

Yuyao Mingda Fiberglass Co., Ltd

69,1 %

Grand Composite Co. Ltd og den hermed forretningsmæssigt forbundne virksomhed Ningbo Grand Fiberglass Co., Ltd

77,4 %

Yuyao Feitian Fiberglass Co., Ltd

87,6 %

Vejet gennemsnit på basis af stikprøven for de samarbejdende eksporterende producenter, der ikke indgår i stikprøven

72,1 %

Restmargen for ikke-samarbejdende producenter og Ningbo Weishan Duo Bao Building Materials Co., Ltd.

87,6 %

2.   Endelige foranstaltninger

(75)

Ud fra ovenstående bør der i overensstemmelse med grundforordningens artikel 9, stk. 4, indføres en endelig antidumpingtold på importen af den pågældende vare svarende til enten dumping- eller skadesmargenen, afhængigt af hvad der er lavest, i henhold til reglen om den lavest mulige told. Alle toldsatser bør derfor fastsættes på samme niveau som de konstaterede dumpingmargener.

(76)

Der foreslås følgende antidumpingtold:

Virksomhed

Skadestærskel

Dumpingmargen

Antidumpingtold

Yuyao Mingda Fiberglass Co., Ltd

69,1 %

62,9 %

62,9 %

Grand Composite Co., Ltd og den hermed forretningsmæssigt forbundne virksomhed Ningbo Grand Fiberglass Co. Ltd

77,4 %

48,4 %

48,4 %

Yuyao Feitian Fiberglass Co., Ltd

87,6 %

60,7 %

60,7 %

Vejet gennemsnit på basis af stikprøven for de samarbejdende eksporterende producenter, der ikke indgår i stikprøven

72,1 %

57,7 %

57,7 %

Restmargen for ikke-samarbejdende producenter og Ningbo Weishan Duo Bao Building Materials Co., Ltd

87,6 %

62,9 %

62,9 %

(77)

Antidumpingtolden for individuelle virksomheder i denne forordning blev fastsat ud fra konklusionerne i denne undersøgelse. De afspejler således den situation, der konstateredes i forbindelse med undersøgelsen vedrørende ovennævnte virksomheder. Denne told (i modsætning til den landsdækkende told for »alle andre virksomheder«) finder udelukkende anvendelse på import af varer med oprindelse i Folkerepublikken Kina og fremstillet af virksomhederne og således af de nævnte specifikke retlige enheder. Importerede varer, der er fremstillet af andre virksomheder, som ikke udtrykkeligt er nævnt i den dispositive del af denne forordning med navn og adresse, herunder forretningsmæssigt forbundne enheder til de specifikt nævnte, kan ikke drage fordel af denne told, men er omfattet af tolden for »alle andre virksomheder«.

(78)

Alle anmodninger om anvendelse af en individuel antidumpingtoldsats for virksomheder (f.eks. efter ændring af den pågældende enheds navn eller oprettelse af nye produktions- eller salgsenheder) bør omgående indgives til Kommissionen (3) med alle relevante oplysninger, især om ændringer i virksomhedens aktiviteter med hensyn til produktion, hjemmemarkeds- og eksportsalg i tilknytning til f.eks. den pågældende navneændring eller den pågældende ændring i produktions- og salgsenheder. Forordningen vil i givet fald blive ændret i overensstemmelse hermed gennem en ajourføring af listen over virksomheder, der er omfattet af individuelle toldsatser.

(79)

Alle parter blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og overvejelser, der lå til grund for den påtænkte anbefaling af indførelsen af en endelig antidumpingtold. De fik også en frist, inden for hvilken de kunne fremsætte bemærkninger til fremlæggelsen af de endelige konklusioner. Der blev taget behørigt hensyn til parternes bemærkninger, og konklusionerne er, hvor det har været relevant, blevet ændret i overensstemmelse hermed.

(80)

Gruppen af to forretningsmæssigt forbundne virksomheder, som anmodede om individuel behandling, og som blev indrømmet individuel behandling, gav udtryk for, at den påtænkte at afgive et tilsagn. Gruppen afgav ikke et tilsagn inden for fristen i grundforordningens artikel 8, stk. 2, hvorfor det ikke kunne tages i betragtning.

(81)

For at sikre lige behandling af nye eksportører og de samarbejdende virksomheder, der ikke indgik i stikprøven, og som er nævnt i bilaget til denne forordning, bør der fastsættes bestemmelser om, at den vejede gennemsnitlige told, der indføres for sidstnævnte virksomheder, også skal gælde for nye eksportører, som ellers ville være berettiget til en genoptagelse af undersøgelsen i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 4, da nævnte artikel ikke finder anvendelse, når der er blevet anvendt stikprøver.

3.   Endelig opkrævning af midlertidig told

(82)

På grund af størrelsen af de konstaterede dumpingmargener og omfanget af den skade, der er forvoldt EU-erhvervsgrenen, anses det for nødvendigt, at de beløb, der er stillet som sikkerhed i form af midlertidig antidumpingtold, indført ved forordningen om midlertidig told, opkræves endeligt med et beløb svarende til den endelige told. Da glasfiberskiver nu er udelukket fra varedækningen (jf. betragtning 15) frigives de beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed i form af midlertidig told på importen af glasfiberskiver. Hvis den endelige told er lavere end den midlertidige told, bør beløb, for hvilke der midlertidigt er stillet sikkerhed ud over den endelige told, frigives —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Der indføres hermed en endelig antidumpingtold på importen af åben mesh-stoffer af glasfibre med en cellestørrelse på mere end 1,8 mm i både længde og bredde og med en vægt på mere end 35 g pr. m2, som ikke omfatter glasfiberskiver, og som i øjeblikket tariferes under KN-kode ex 7019 51 00 og ex 7019 59 00 (Taric-kode 7019510010 og 7019590010), og som har oprindelse i Folkerepublikken Kina.

2.   Den endelige antidumpingtold fastsættes til følgende af nettoprisen, frit Unionens grænse, ufortoldet, for de i stk. 1 omhandlede varer fremstillet af nedenstående virksomheder:

Virksomhed

Told (%)

Taric-tillægskode

Yuyao Mingda Fiberglass Co., Ltd

62,9

B006

Grand Composite Co., Ltd og den hermed forretningsmæssigt forbundne virksomhed Ningbo Grand Fiberglass Co., Ltd

48,4

B007

Yuyao Feitian Fiberglass Co., Ltd

60,7

B122

Virksomheder anført i bilag I

57,7

B008

Alle andre virksomheder

62,9

B999

3.   Anvendelsen af de individuelle toldsatser, der er fastsat for de i stk. 2 nævnte virksomheder, er betinget af, at der over for medlemsstaternes toldmyndigheder fremlægges en gyldig handelsfaktura, der overholder kravene i bilag II. Hvis en sådan faktura ikke fremlægges, anvendes den told, der gælder for alle andre virksomheder.

4.   Gældende bestemmelser vedrørende told finder anvendelse, medmindre andet er fastsat.

Artikel 2

1.   De beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed i form af midlertidig antidumpingtold i henhold til Kommissionens forordning (EU) nr. 138/2011 på importen af glasfiberskiver med oprindelse i Folkerepublikken Kina, frigives på anmodning herom.

2.   De beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed i form af midlertidig antidumpingtold i henhold til Kommissionens forordning (EU) nr. 138/2011 på importen af visse åben mesh-stoffer af glasfibre med oprindelse i Folkerepublikken Kina, opkræves endeligt, såfremt der er tale om de varer, der i øjeblikket tariferes under KN-kode ex 7019 51 00 og ex 7019 59 00. De beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed ud over den endelige antidumpingtold, frigives, herunder også de beløb, der ville være blevet stillet som sikkerhed for de varer, som i øjeblikket tariferes under KN-kode ex 7019 40 00, ex 7019 90 91 and ex 7019 90 99.

Artikel 3

Hvis en ny eksporterende producent i Kina over for Kommissionen fremlægger tilstrækkelig dokumentation for, at den pågældende virksomhed:

ikke har eksporteret den vare, der er beskrevet i artikel 1, stk. 1, til Unionen i undersøgelsesperioden (1. april 2009 til 30. marts 2010)

ikke er forretningsmæssigt forbundet med nogen af de eksportører eller producenter i Folkerepublikken Kina, som er genstand for de ved denne forordning indførte antidumpingforanstaltninger

faktisk har eksporteret de pågældende varer til Unionen efter den undersøgelsesperiode, hvorpå foranstaltningerne er baseret, eller har indgået en uigenkaldelig kontraktmæssig forpligtelse til at eksportere en væsentlig mængde til Unionen,

kan Rådet ved simpelt flertal efter forslag fremsat af Kommissionen efter høring af det rådgivende udvalg ændre artikel 1, stk. 2, ved at tilføje den nye eksporterende producent til de samarbejdende virksomheder, der ikke indgik i stikprøven og derfor er omfattet af den vejede gennemsnitlige toldsats på 57,7 %.

Artikel 4

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 3. august 2011.

På Rådets vegne

M. DOWGIELEWICZ

Formand


(1)  EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51.

(2)  EUT L 43 af 17.2.2011, s. 9.

(3)  Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Handel, Direktorat H, kontor N105 04/090, B-1049 Bruxelles, Belgien.


BILAG I

KINESISKE SAMARBEJDENDE EKSPORTERENDE PRODUCENTER, DER IKKE INDGIK I STIKPRØVEN (TARIC-TILLÆGSKODE B008)

 

Jiangxi Dahua Fiberglass Group Co., Ltd

 

Lanxi Jialu Fiberglass Net Industry Co., Ltd

 

Cixi Oulong Fiberglass Co., Ltd

 

Jiangsu Tianyu Fibre Co., Ltd

 

Jia Xin Jinwei Fiber Glass Products Co., Ltd

 

Jiangsu Jiuding New Material Co., Ltd

 

Changshu Jiangnan Glass Fiber Co., Ltd

 

Shandong Shenghao Fiber Glass Co., Ltd

 

Yuyao Yuanda Fiberglass Mesh Co., Ltd

 

Ningbo Kingsun Imp & Exp Co., Ltd

 

Ningbo Integrated Plasticizing Co., Ltd

 

Nankang Luobian Glass Fibre Co., Ltd

 

Changshu Dongyu Insulated Compound Materials Co., Ltd


BILAG II

Den gyldige handelsfaktura, der er omhandlet i artikel 1, stk. 3, skal indeholde en erklæring underskrevet af en af de ansatte i den enhed, der har udstedt handelsfakturaen, og udformet på følgende måde:

1.

Navn og stilling for den ansatte i den enhed, der har udstedt handelsfakturaen.

2.

Følgende erklæring:

»Undertegnede bekræfter, at den (mængde) åben mesh-stoffer af glasfibre, der er solgt til eksport til Den Europæiske Union, og som er omfattet af denne faktura, blev fremstillet af (virksomhedens navn og hovedsæde) (Taric-tillægskode) i Folkerepublikken Kina. Jeg erklærer, at oplysningerne i denne faktura er fuldstændige og korrekte.

Dato og underskrift«.


Top