19.10.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 274/15

(1)

Efter at have modtaget en klage anmodede Kommissionen den 15. november 2002 de portugisiske myndigheder om oplysninger vedrørende indførelse af en skattelignende afgift til finansiering af indsamling, transport, behandling og destruktion af affald hidrørende fra slagtning af drøvtyggere og fjerkræ i henhold til lovdekret (Decreto-Lei) nr. 197/2002 af 25. september 2002 (1) (i det følgende benævnt »lovdekret nr. 197/2002«). De portugisiske myndigheder svarede ved brev af 20. januar 2003.

(2)

Af de indsendte oplysninger fremgik det, at den pågældende foranstaltning var sat i kraft uden Kommissionens forudgående godkendelse, og den blev registreret som ikke-anmeldt statsstøtte under nummer NN 41 A-B/03.

(3)

Kommissionens tjenestegrene anmodede ved breve af 16. og 30. april 2003 de portugisiske myndigheder om yderligere informationer vedrørende den omhandlede ordning. De portugisiske myndigheder havde en frist på fire uger til at besvare henvendelserne.

(4)

Ved breve af 5. maj og 6. juni 2003, som blev registreret henholdsvis den 5. maj og den 10. juni 2003, anmodede Portugals Faste Repræsentation ved Den Europæiske Union på de portugisiske myndigheders vegne om forlængelse af fristen for meddelelse af de ønskede oplysninger under hensyntagen til, at der var behov for mere tid til at indsamle disse.

(5)

Kommissionens tjenestegrene forlængede ved brev af 25. juli 2003 fristen med fire uger.

(6)

Da Kommissionens tjenestegrene ikke modtog svar inden udløbet af den frist på fire uger, der var fastsat i det sidste, ovennævnte brev, sendte de i brev af 19. december 2003 de portugisiske myndigheder en rykkerskrivelse, hvori det påpegedes, at hvis der ikke blev modtaget et svar, ville de foreslå Kommissionen at fremsende påbud om oplysninger i henhold til artikel 10, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (2) (nu artikel 108 i TEUF).

(7)

Ved brev af 5. februar 2004, der blev registreret samme dag, fremsendte Portugals Faste Repræsentation ved Den Europæiske Union Kommissionens tjenestegrene de portugisiske myndigheders besvarelse af brevene af 16. og 30. april 2003 fra disse tjenestegrene.

(8)

Kommissionens tjenestegrene anmodede ved brev af 11. november 2004 de portugisiske myndigheder om yderligere informationer vedrørende den omhandlede ordning. De portugisiske myndigheder havde en frist på fire uger til at besvare henvendelserne.

(9)

Ved brev af 30. december 2004, som blev registreret den 5. januar 2005, anmodede Portugals Faste Repræsentation ved Den Europæiske Union på de portugisiske myndigheders vegne om forlængelse af fristen for meddelelse af alle de ønskede oplysninger under hensyntagen til, at der var behov for mere tid til at indsamle disse.

(10)

Som ønsket forlængede Kommissionens tjenestegrene ved brev af 17. januar 2005 for anden gang fristen med fire uger.

(11)

Da der ikke indkom en besvarelse af spørgsmålene fra Kommissionens tjenestegrene inden udløbet af den nye frist, sendte de den 12. april 2005 de portugisiske myndigheder en ny rykkerskrivelse, hvori de endnu en gang blev gjort opmærksomme på, at disse tjenestegrene ved manglende overholdelse af fristen på fire uger for fremsendelse af et svar, ville forbeholde sig retten til at foreslå Kommissionen at fremsende påbud om oplysninger i henhold til artikel 10, stk. 3, i forordning (EF) nr. 659/1999.

(12)

Fristen for den ovennævnte besvarelse udløb i maj 2005. Da der ikke indkom svar inden udløbet af den nævnte frist, pålagde Kommissionen ved beslutning af 21. februar 2006 (3) Portugal at meddele den alle de oplysninger, landet var blevet anmodet om, idet den præciserede, at den — hvis der ikke indkom et svar fra disse myndigheder — forbeholdt sig retten til at indlede den procedure, der er fastsat i artikel 108, stk. 2, i TEUF (se punkt 80 i påbuddet om at indsende oplysninger).

(13)

Da ingen af de ønskede oplysninger blev indsendt, besluttede Kommissionen den 28. januar 2009 at indlede den procedure, der er fastsat i artikel 108, stk. 2, i TEUF. Denne beslutning blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (4). Kommissionen opfordrede de øvrige medlemsstater og andre interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til den omhandlede støtte.

(14)

Da Kommissionen ikke havde modtaget kommentarer fra Portugal inden for den fastsatte frist, sendte den en rykkerskrivelse til de portugisiske myndigheder den 18. marts 2009. Den 14. april 2009 sendte Portugal sine kommentarer samt kopier af lovdekret nr. 393-B/98 og nr. 244/2003 til Kommissionen. Den 15. juni 2009 indkom der kommentarer fra ETSA — Empresa de Transformação de Subprodutos Animais, SA.

(15)

Den 1. juli 2009 tilsendte Kommissionen de portugisiske myndigheder ETSA's kommentarer. De portugisiske myndigheder tilsendte ikke Kommissionen bemærkninger til denne virksomheds kommentarer.

(16)

I forlængelse af ETSA's kommentarer sendte Kommissionens tjenestegrene den 19. februar 2010 de portugisiske myndigheder et brev med anmodning om yderligere præciseringer. De portugisiske myndigheder svarede ved brev af 27. april 2010.

(17)

Ved brev af 1. februar 2011 anmodede Kommissionens tjenestegrene de portugisiske myndigheder om at meddele bestemte oplysninger og om at give en fyldestgørende besvarelse af alle de spørgsmål, som de tidligere var blevet stillet af disse tjenestegrene.

(18)

Ved brev af 24. februar 2011 anmodede de portugisiske myndigheder om en forlængelse af besvarelsesfristen på 30 dage.

(19)

Ved brev af 28. februar 2011 indrømmede Kommissionens tjenestegrene de portugisiske myndigheder en forlængelse af besvarelsesfristen på 30 dage. De portugisiske myndigheder besvarede spørgsmålene fra Kommissionens tjenestegrene ved brev af 1. april 2011.

(20)

Ved brev af 20. juni 2011 meddelte Kommissionens tjenestegrene de portugisiske myndigheder, at de ville foreslå Kommissionen at træffe en betinget positiv afgørelse og angav betingelserne herfor.

(21)

Ifølge de portugisiske myndigheder blev der mellem 1. januar og 14. oktober 1998 konstateret 66 tilfælde af bovin spongiform encephalopati (i det følgende benævnt »BSE«). Over for denne risiko for folkesundheden og dyresundheden vedtog Kommissionen beslutning 98/653/EF af 18. november 1998 om hasteforanstaltninger som følge af forekomsten af bovin spongiform encephalopati i Portugal (5) og pålagde iværksættelse af foranstaltninger, som forekomsten af BSE-tilfælde i Portugal nødvendiggjorde, herunder navnlig forbud mod at sende bestemte dyr og animalske biprodukter fra portugisisk område til andre medlemsstater.

(22)

For at mildne konsekvenserne af de foranstaltninger, der var iværksat i forbindelse med bekæmpelsen af BSE, påtog den portugisiske stat sig fra 1999 at afholde alle udgifter i forbindelse med indsamling, behandling og destruktion af kødaffald fra pattedyr og fugle. Ved lovdekret nr. 393-B/98 af 4. december 1998 (6) (i det følgende benævnt »lovdekret 393-B/98«) påtog den portugisiske stat sig således ansvaret for og udgifterne til indsamling, behandling og destruktion af biprodukter.

(23)

Der er i henhold til artikel 4, stk. 3, i lovdekret nr. 393-B/98 mulighed for at fastsætte afgifter, der skal betales af slagterier og anvendes til finansiering af destruktion af bestemte råvarer. Ifølge oplysningerne fra de portugisiske myndigheder blev slagterierne ikke pålagt denne afgift.

(24)

De portugisiske myndigheder forklarede, at de ikke rådede over specifikke foranstaltninger i tilstrækkeligt omfang til at kunne varetage passende behandling af affaldet og derfor havde været tvunget til at lade den private sektor varetage denne opgave, som i sagens natur var statens ansvar.

(25)

De portugisiske myndigheder forklarede, at denne opgave af offentlig interesse var blevet pålagt den private sektor i henhold til lovdekret nr. 197/99 af 8. juni 1999 (7), som er den nationale retsakt til gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/52/EF af 13. oktober 1997 om ændring af direktiv 92/50/EØF, 93/36/EØF og 93/37/EØF om samordning af fremgangsmåderne med hensyn til indgåelse af henholdsvis offentlige tjenesteydelsesaftaler, aftaler om offentlige indkøb og offentlige bygge- og anlægskontrakter (8). De private virksomheder, der fik til opgave at udføre de pågældende opgaver, blev udvalgt på grundlag af deres tekniske formåen med henblik på god varetagelse af den opgave af offentlig interesse, som de blev pålagt, og under hensyntagen til, at det hastede med en sikker, hurtig og effektiv behandling af disse biprodukter. De portugisiske myndigheder indsendte et eksempel på en tjenesteydelseskontrakt, der var gyldig mellem den 1. september 2004 og den 31. december 2004.

(26)

Ifølge oplysningerne fra de portugisiske myndigheder var de parametre, der lå til grund for beregningen af kompensation for de ydede tjenester, blevet fastlagt ved fælles bekendtgørelse (despacho conjunto) nr. 96/99 af 25. januar 1999 (9). Indholdet af denne bekendtgørelse blev ajourført periodisk og således ændret ved fælles bekendtgørelse nr. 324/2001 af 6. april 2001 (10) og fælles bekendtgørelse nr. 124/2002 af 19. februar 2002 (11).

(27)

Rådet forbød ved beslutning 2000/766/EF (12) anvendelse af animalske biprodukter fra næsten alle arter i dyrefoder og påbød alle medlemsstater, herunder Portugal, at destruere disse biprodukter.

(28)

De portugisiske myndigheder forklarede, at affaldets omfang tog til på grund af denne afgørelse, og at omkostningerne derfor også var øget.

(29)

Kommissionen besluttede ved beslutning 2001/376/EF (13) at opretholde beslutning 98/653, som var vedtaget for Portugals vedkommende.

(30)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1774/2002 af 3. oktober 2002 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, som ikke er bestemt til konsum (14), er der fastsat specifikke regler for indsamling, behandling og destruktion af animalske biprodukter for forskellige kategorier af biprodukter.

(31)

De portugisiske myndigheder forklarede, at de for at opfylde deres forpligtelser i denne forbindelse besluttede at overføre omkostningerne ved de omhandlede foranstaltninger til sektorens erhvervsdrivende under nøje efterlevelse af »forureneren betaler«-princippet og ud fra hensynet til beskyttelse af folkesundheden, som disse myndigheder er ansvarlige for, og som det er af afgørende betydning fortsat at garantere. Portugal iværksatte således den ordning, der var omhandlet i lovdekret nr. 197/2002 af 25. september 2002.

(32)

Fra oktober 2002, som var tidspunktet for ikrafttrædelsen af lovdekret nr. 197/2002, blev omkostningerne i forbindelse med indsamling, transport, behandling og destruktion af biprodukter af kød fra pattedyr og fjerkræ finansieret via indtægterne fra en skattelignende afgift for slagterier, importører af ikke-udbenet okse- og svinekød og for erhvervsdrivende i EU-samhandelen, dvs. virksomheder, der forhandler eller modtager ikke-udbenet okse- og svinekød.

(33)

Ved brev af 20. januar 2003 oplyste de portugisiske myndigheder, at følgende virksomheder var fritaget for betaling af afgiften:

(34)

Hvad angår den præcise anvendelse af indtægterne fra afgifterne, oplyste de portugisiske myndigheder, at de udelukkende var bestemt til finansiering af tjenester i forbindelse med indsamling, transport, behandling og destruktion af biprodukter af kød fra pattedyr og fjerkræ, herunder i form af specifikke risikoprodukter.

(35)

Afgiftsbeløbet er angivet i bilag 1 til lovdekret nr. 197/2002 i forhold til vægt og art:

(36)

Hvad angår finansiering af indsamling, transport, behandling og destruktion af specifikke risikoprodukter, fastsætter artikel 2, stk. 2, i lovdekret nr. 197/2002, at der — specifikt og udelukkende for slagterier — opkræves en fast afgift på 0,30 EUR pr. kg specifikke risikoprodukter.

(37)

Alle afgifterne betales ved reverse charge-metoden til et offentligt organ: det nationale institut for intervention og garanti for landbruget (Instituto Nacional de Intervenção e Garantia Agrícola (INGA)). De afgifter, der blev opkrævet hos virksomhederne, udgjorde indtægter for INGA og betaltes direkte til dette organ.

(38)

Som omhandlet i betragtning 32 og 33 i nærværende afgørelse, fastsætter artikel 4 i lovdekret nr. 197/2002, at slagterierne også har mulighed for at organisere sig — enten ved anvendelse af tredjeparters tjenesteydelser eller på eget initiativ — med henblik på at fremme indsamling, behandling og destruktion af biprodukter (dog ikke specifikke risikoprodukter) efter den gældende lovgivning. Hvis slagterierne foretager indsamling, behandling og destruktion af egne biprodukter — med undtagelse af specifikke risikoprodukter — fastsættes den afgift, der skal betales i henhold til bilag 2 i lovdekret nr. 197/2002, på følgende måde:

(39)

Hvis slagterierne foretager indsamling, behandling og destruktion af alle deres egne biprodukter generelt i selve virksomheden eller i opskæringslokalerne — med undtagelse af specifikke risikoprodukter — er de ikke afgiftspligtige.

(40)

I henhold til artikel 5 i lovdekret nr. 197/2002 påhviler det INGA at føre kontrol med slagteriernes afgiftsbetaling, hvorfor de bør registrere og ajourføre oplysninger om antal dyrekroppe og deres respektive vægt. INGA skal ligeledes føre kontrol med betaling af afgifter i forbindelse med import og modtagelse af produkter fra Den Europæiske Union, og de berørte virksomheder skal ajourføre oplysninger om alle deres aktiviteter på området.

(41)

Hvis de vælger denne alternative løsning, skal slagterierne forinden forelægge INGA de respektive projekter til godkendelse og underkaste sig alle de kontrolforanstaltninger, som de ansvarlige myndigheder måtte tage i brug.

(42)

De portugisiske myndigheder gav garantier for, at denne type opgaver kun ville blive varetaget af virksomheder, som forvalter de biprodukter, hvis destruktion er obligatorisk, og at afgiften kun havde til formål at vælte omkostningerne ved dette arbejde over på de samme virksomheder.

(43)

Hvad angår sammenhængen mellem afgiftsindtægterne og omkostningerne i forbindelse med de tjenester, som de skal finansiere, oplyste de portugisiske myndigheder, at de afgifter, der er angivet i bilag I og II i lovdekret nr. 197/2002, og den afgift, der er omhandlet i artikel 2, stk. 2, angående specifikke risikoprodukter, blev beregnet på grundlag af de reelle omkostninger for de tjenester, der skulle ydes, og under hensyntagen til arten og relevansen af biprodukterne for hver enkelt dyreart.

(44)

For de portugisiske myndigheder udgør denne finansiering i alle henseender en kompensation for brugerne for ydelse af en tjeneste, der er i den almindelige offentligheds interesse. De beløb, der betales af afgiftspligtige, står i direkte forhold til de mængder affald, der rent faktisk leveres til de offentlige myndigheder, og til de faktiske omkostninger i forbindelse med destruktionen af dette affald. Til at understøtte disse oplysninger fremlagde de portugisiske myndigheder dokumenter for årene fra 1999 til 2005, som viser omkostningerne for tjenesteydelserne, og for 2003 et dokument, der viser afgiftsindtægterne for de forskellige typer biprodukter — uafhængigt af, om der er tale om importerede produkter eller nationale produkter.

(45)

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt de importerede produkter kan nyde godt af ordningen på samme måde som nationale produkter, forsikrer de portugisiske myndigheder, at i overensstemmelse med »forureneren betaler«-princippet afspejler de afgifter, der anvendes på slagterier, importerede produkter og handel inden for Fællesskabet med udbenet kød, de omkostninger, der er forbundet med behandling af samtlige de biprodukter, der genereres i forløbet frem mod den endelige forbruger.

(46)

Ifølge de portugisiske myndigheder genereres der i forbindelse med import af ikke-udbenet kød biprodukter, og den er derfor omfattet af indsamling, transport, behandling og destruktion, hvorfor det er berettiget at anvende de nævnte afgifter herpå.

(47)

De portugisiske myndigheder vurderer, at de finansierede foranstaltninger er i offentlighedens interesse, fordi det efter BSE-krisen blev klart, at destruktionen af slagteriaffald er en offentlig opgave, der henhører under staten på grund af dens betydning for folkesundheden og dyresundheden og for beskyttelsen af miljøet.

(48)

Den ordning, der er fastsat ved lovdekret nr. 197/2002, blev ophævet ved lovdekret nr. 244/2003 af 7. oktober 2003 (i det følgende benævnt »lovdekret nr. 2244/2003«), der trådte i kraft den 22. oktober 2003 (15) og fastsatte en generel ordning og en overgangsordning for animalske biprodukter, der ikke var egnet til konsum.

(49)

I henhold til den generelle ordning skal slagterier, opskæringsvirksomheder, rugerier og ægproducenter, selv eller ved hjælp af eksterne tjenesteydelser, sørge for indsamling, transport, oplagring, håndtering, behandling og destruktion af biprodukter i kategori 1, 2 og 3, der er genereret i de pågældende virksomheder, i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1774/2002 og ved gennemførelse af en plan, der skal godkendes af generaldirektoratet for veterinære anliggender (Direcção-Geral de Veterinária (DG V)).

(50)

Slagterier, opskæringsvirksomheder, rugerier og ægproducenter skal fremlægge en plan for destruktion eller anvendelse af biprodukter under kategori 3, som skal godkendes af DG V, inden for en frist på 90 dage at regne fra ikrafttrædelsen af lovdekret nr. 244/2003 eller efter start af aktiviteter. Hvad angår kategori 3, fortsætter INGA indtil DG V's godkendelse af planerne med at sikre indsamling, transport, behandling, midlertidig oplagring og destruktion af biprodukter i overensstemmelse med lovdekret nr. 197/2002. Indtil godkendelse af planen for biprodukter under kategori 3 er ejere af slagterier, opskæringsvirksomheder, rugerier og ægproducerende virksomheder forpligtet til at betale de afgifter, der er fastsat i bilag 1 til lovdekret nr. 197/2002 — med undtagelse af virksomheder, som nyder godt af den alternative ordning, der er fastsat herunder, og som betaler de afgifter, der er fastsat i bilag 2 i det nævnte lovdekret.

(51)

I henhold til overgangsordningen fortsætter INGA ligeledes med at varetage disse tjenester i forbindelse med biprodukter henhørende under kategori 1 og 2.

(52)

Hvad angår biprodukter under kategori 1 og 2, skulle slagterier og opskæringsvirksomheder fremlægge en plan for destruktion eller anvendelse inden for en frist på 30 dage fra overgangsordningens udløb i november 2005. Indtil planens godkendelse er de forpligtet til at betale 0,35 EUR pr. kg biprodukt under kategori 1 eller 2. Fra det øjeblik, hvor planen for destruktion eller anvendelse er godkendt, er de afgiftspligtige fritaget for betaling af afgiften.

(53)

Når slagterierne og opskæringsvirksomhederne indsender en plan til DG V angående de foranstaltninger, der er nødvendige for at destruere biprodukter under kategori 1 og 2, påtager de sig ansvaret for gennemførelsen af disse foranstaltninger og underlægges ovennævnte myndigheds kontrol. Artikel 3, stk. 4, i lovdekret nr. 244/2003 fastsætter, at ordningen udløber to år efter lovdekretets ikrafttrædelse.

(54)

Overgangsordningen under lovdekret nr. 244/2003 udløb i november 2005. De portugisiske myndigheder anførte i deres brev af 1. april 2011, at efter udløbet af overgangsordningen under lovdekret nr. 244/2003 blev omkostningerne ved destruktion af biprodukter fra slagterier og opskæringsvirksomheder afholdt af virksomhederne ved genanvendelse af affaldet som biobrændsel og eksport af mel.

(55)

I sin beslutning om at indlede proceduren gav Kommissionen udtryk for sin tvivl med hensyn til eksistensen af en støtte til fordel for virksomheder, der varetog indsamling, transport, behandling og destruktion af de pågældende biprodukter for slagterier og opskæringsvirksomheder, importører af ikke-udbenet oksekød, svinekød og fjerkrækød, erhvervsdrivende i EU-samhandelen og opdrættere — samt tvivl med hensyn til støttens forenelighed.

(56)

Kommissionen gentog bl.a. de spørgsmål, der var stillet i forbindelse med det første påbud om at fremlægge oplysninger. Hvad angår støtten til fordel for virksomheder, der varetager indsamling, transport, behandling og destruktion af de pågældende biprodukter, udtrykte den tvivl med hensyn til arten af den tjeneste i offentlighedens interesse, som de portugisiske myndigheder mente der var tale om i den foreliggende sag — navnlig på baggrund af Altmark-dommen (16). Hvad angår støtten til slagterier og opskæringsvirksomheder, importører af ikke-udbenet oksekød, svinekød og fjerkrækød samt erhvervsdrivende i EU-samhandelen i sektoren, udtrykte Kommissionen tvivl om, hvorvidt det bidrag, sektoren ydede via afgiften, svarede til de reelle økonomiske omkostninger i forbindelse med indsamlingen og anmodede om kvantificerede oplysninger herom. Hvad angår støtten til opdrætterne, udtrykte Kommissionen endelig tvivl om, hvilke fordele disse kunne have ved den indførte ordning, eftersom de ikke var afgiftspligtige.

(57)

Kommissionen foretog derefter en foreløbig undersøgelse af de omhandlede foranstaltningers forenelighed på baggrund af de retningslinjer, der havde været gældende siden 1998, og konkluderede i den indledende del af beslutningsproceduren, at den ikke havde tilstrækkelige oplysninger til at kunne drage konklusioner om de pågældende foranstaltningers forenelighed.

(58)

I sine bemærkninger gjorde Portugal indledningsvist opmærksom på den særlige situation i landet i 1998 på grund af BSE. De portugisiske myndigheder henviser bl.a. til beslutning 98/653/EF, som forbyder forsendelse fra portugisisk område til andre medlemsstater eller tredjelande af bestemte produkter, navnlig kød- og benmel som sådan eller indeholdt i andre produkter. Portugal udarbejdede i den forbindelse en plan for overvågning, kontrol og udryddelse af BSE, som blev godkendt af Kommissionens Stående Veterinærkomité. Kommissionen besluttede den 18. april 2001 at opretholde eksportforbuddet for Portugal, og det blev først ophævet i 2004 ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1993/2004 (17).

(59)

Portugal fremfører således, at alle de foranstaltninger, der blev truffet mellem 1998 og 2004, havde til formål at afhjælpe en krisesituation, der indebar fare for folkesundheden. Det var således de portugisiske myndigheders formål at muliggøre umiddelbar gennemførelse af foranstaltningerne, indtil virksomhederne fik sig organiseret og selv kunne varetage opgaverne — under kontrol fra statens side. Portugal mener, at beskyttelsen af folkesundheden er et retligt gode, som har mere vægt en noget andet gode, og som berettiger til, at der gøres undtagelse fra statsstøttereglerne.

(60)

Ifølge de portugisiske myndigheder forhindrede vedtagelsen af beslutning 98/653/EF og de efterfølgende forlængelser, at de foranstaltninger, der var truffet af den portugisiske stat til løsning af BSE-krisen, skabte konkurrencefordrejning på markedet og herved hæmmede samhandelen mellem medlemsstaterne. Portugal anfører, at eftersom der var et forbud mod eksport af de ovennævnte produkter, var der heller ingen samhandel, hvorfor der ikke kunne være tale om konkurrencefordrejning.

(61)

Portugal fremfører for det første, at der ikke blev ydet støtte i 1998 og beviser det ved oplysninger om ikrafttrædelsen af lovdekret nr. 393-B/98 af 4. december 1998. Det var først på det tidspunkt, at den portugisiske stat — undtagelsesvist og i en overgangsperiode — påtog sig ansvaret for indsamling, behandling og destruktion af biprodukterne.

(62)

Efter ikrafttrædelsen af lovdekret nr. 393-B/98 påtog den portugisiske stat sig udgifterne i forbindelse med indsamling, behandling og destruktion af biprodukter frem til ikrafttrædelsen af lovdekret nr. 197/2002. Hertil fremførte de portugisiske myndigheder, at det skal tages i betragtning, at de portugisiske myndigheder påtog sig ansvaret for disse foranstaltninger på kort sigt, og at ordningen blev revideret efterfølgende, samt at afgiften blev indført som et middel til at vælte finansieringen af indsamling, transport, behandling og destruktion af biprodukter af kød fra pattedyr og fjerkræ, herunder specifikke risikoprodukter, over på sektoren.

(63)

Hvad angår omkostningerne ved de nævnte foranstaltninger, fremfører de portugisiske myndigheder, at de parametre, som de baserede sig på ved beregning af kompensationen, tidligere var blevet fastsat i en bekendtgørelse offentliggjort i Diário da República. De portugisiske myndigheder nævner tre bekendtgørelser (18), som angiver priserne for tjenesteydelserne (indsamling, transport og påfyldning i store sække pr. produktkilogram). Der blev taget hensyn til de udgifter, der i forbindelse med disse opgaver skulle afholdes af enheder til behandling af biprodukter af animalsk oprindelse, som ikke lå i tilknytning til slagterier. Der blev ligeledes taget hensyn til løbende udgifter til f.eks. energi, brændstof, aflønning, forsikring m.m. Disse parametre er de samme for alle leverandører af de pågældende tjenesteydelser. De portugisiske myndigheder oplyste, at fortjenesterne lå på mellem 30 og 39,5 %, eller at de efter disse myndigheders opfattelse udgjorde en margen, der var passende, eller som endog lå under gennemsnittet for erhvervsaktiviteterne. De portugisiske myndigheder vedlagde oplysninger om årene med anvendelse af de parametre, som var anvendt til fastsættelse af de priser, der var angivet i bekendtgørelserne.

(64)

Det kan konkluderes, at den portugisiske stat vurderer, at den ydede støtte kan anses for at være forenelig ved fravigelse af »forureneren betaler«-princippet, idet den svarer til udgifterne for de ydede tjenesteydelser, og fordi de retningslinjer, der var gældende på det tidspunkt (EF-rammebestemmelserne for statsstøtte i forbindelse med TSE-test, døde dyr og slagteriaffald (19)) muliggjorde støtte på op til 100 % af de faktiske udgifter, fordi den var kortvarig.

(65)

Siden oktober 2002 har det juridiske grundlag for betaling af afgifterne været lovdekret nr. 197/2002. De portugisiske myndigheder mener, at der med de omhandlede afgifter blev taget hensyn til de priser, der skulle betales for virksomhedernes behandling af biprodukter. Eftersom krisen trak ud, vurderede de portugisiske myndigheder imidlertid, at der fortsat var grund til, at staten intervenerede som formidler.

(66)

I forbindelse med de simulationer, der blev foretaget på det pågældende tidspunkt, blev der taget hensyn til samtlige de udgifter, virksomhederne skulle bære, og en rimelig fortjeneste. De portugisiske myndigheder fremsendte en budgetopgørelse baseret på omkostninger og udgifter for 2003, som efter deres opfattelse viste, at der var balance mellem indtægter og udgifter under den nye lovgivning, og som fastsætter afgifter til finansiering af tjenesteydelserne.

(67)

De portugisiske myndigheder fremfører desuden, at finansieringen af indsamling, transport og destruktion af biprodukter af fjerkrækød ikke skete via afgifter, der var betalt af slagterier og importører af slagtekroppe, halve slagtekroppe og andre ikke-udskårne stykker af kvæg og svin. De portugisiske myndigheder påpegede, at artikel 2, stk. 1, i lovdekret nr. 197/2002 skal fortolkes i henhold til bilag 1, som fastsætter, at finansiering af transport, behandling og destruktion af biprodukter af kød foretages af tre typer virksomheder: virksomheder, der slagter kvæg, svin, får/geder, fjerkræ m.m., importører af slagtekroppe, halve slagtekroppe og andre ikke-udbenede stykker af kvæg og svin samt erhvervsdrivende i EU-samhandelen, hvis aktiviteter omhandler de samme produkter. Bilag 1 indeholdt således en tabel, der angav de afgifter, der skulle betales af fjerkræslagterier, som ikke gennemførte indsamling, transport, behandling og destruktion af biprodukter hidrørende fra slagtning af fjerkræ — under hensyntagen til, at der i forbindelse med fjerkrækroppe generelt ikke optræder biprodukter.

(68)

De portugisiske myndigheder erklærede desuden, at forskellen på de to afgifter, der er fastsat i bilag 2 i lovdekret nr. 197/2002, skyldtes de omkostninger, der var forbundet med opskæringsvirksomhedernes biprodukter.

(69)

De portugisiske myndigheder oplyste, at der i overensstemmelse med lovdekret nr. 197/2002 og nr. 244/2003 ikke var fastsat nogen overvæltning af afgifter på opdrætterne, selv om omkostningerne i forbindelse med indsamling, transport, behandling og destruktion reelt havde indvirkning på hele kødsektoren. De portugisiske myndigheder fremlagde i den forbindelse to fakturaer for tjenesteydelser dateret den 22. oktober 2002 og den 28. oktober 2003, som ifølge disse myndigheder skulle vise, at slagterierne havde væltet omkostningerne i forbindelse med indsamling, transport, behandling og destruktion over på opdrætterne.

(70)

De portugisiske myndigheder garanterer endelig, at de virksomheder, der leverede tjenesteydelserne, ikke bortkanaliserede midler til eventuelle konkurrerende aktiviteter, eftersom deres eneste aktivitet var indsamling, transport, behandling og destruktion af animalske biprodukter.

(71)

De portugisiske myndigheder fremfører også, at den overgangsordning, der blev indført ved lovdekret nr. 244/2003, udløb i november 2005, og at de virksomheder, der genererede biprodukter, fuldt ud påtog sig det ansvar, som staten indledningsvist midlertidigt havde påtaget sig for disse. Siden november 2005 har samtlige omkostninger været afholdt af virksomhederne, som kompenserer herfor ved genanvendelse af affald som biobrændsel og eksport af mel.

(72)

De portugisiske myndigheder mener derfor, at de har opfyldt de fastlagte forpligtelser, eftersom de virksomheder, der genererede biprodukter, gradvist begyndte at betale for de aktiviteter, som var forbundet med destruktion af biprodukter, via afgiften.

(73)

ETSA fremsendte bemærkninger ved brev af 15. juni 2009. ETSA-gruppen består af virksomhederne ITS -Indústria Transformadora de Subprodutos Animais, SA og SEBOL — Comércio e Indústria de Sebo, SA. Disse virksomheder står for indsamling, transport, behandling og destruktion af biprodukter af animalsk oprindelse af kategori 1, 2 og 3 i Portugal og udgør nogle af de virksomheder, som den portugisiske stat henvendte sig til med henblik på levering af de omhandlede tjenesteydelser i den pågældende periode. ETSA anses derfor for at have modtaget betalinger fra staten og er derfor berørt part i sag nr. C 3/09.

(74)

ETSA minder indledningsvist om konteksten med BSE-krisen, som tvang den portugisiske stat til at træffe en række præventive foranstaltninger (navnlig indsamling, transport, behandling og destruktion af biprodukter af animalsk oprindelse under kategori 1, 2 og 3) til bekæmpelse og begrænsning af risikoen for denne sygdom, således at folkesundheden og miljøet kunne beskyttes. Vedtagelsen af disse foranstaltninger var i store træk i overensstemmelse med de forpligtelser, der var fastsat i fællesskabslovgivningen.

(75)

ITS og SEBOL leverede mellem 1998 og 2005 tjenesteydelser for INGA med hensyn til indsamling, transport, behandling og destruktion af affald gennem direkte tildeling. ETSA henviser til, at alle de virksomheder, der var i stand til at yde de krævede tjenesteydelser, fik tildelt opgaverne på de samme vilkår. Indtil den 10. oktober 2002 indgik INGA aftaler med virksomheder, der var godkendt til at yde denne form for tjenesteydelse, og afholdt de hermed forbundne omkostninger i henhold til artikel 6 i lovdekret nr. 393-B/98. De parametre, der blev anvendt til at beregne prisen for tjenesteydelserne, var i overensstemmelse med fælles bekendtgørelse nr. 96/99. Prisen blev fastsat i forhold til råvarernes vægt og kunne revideres, hvis vilkårene for leverance af tjenesteydelserne ændredes. I forbindelse med den pris, der blev betalt til SEBOL og ITS, blev der taget hensyn til den skønnede pris for tjenesteydelsen, navnlig sammenholdt med vægten og omfanget af det affald, der skulle indsamles og behandles, og iværksættelse og forvaltning af systemet med indsamling af døde dyr i bedrifterne, hvilket bl.a. indebar hurtig afhentning af dyrene efter deres død.

(76)

ETSA understreger, at selv om tildelingen af tjenesteydelseskontrakterne ikke skete ved offentligt udbud, dækker den pris, der blev betalt for tjenesteydelser, de reelle omkostninger — under hensyntagen til de hermed forbundne indtægter — og muliggjorde kun en rimelig og legitim fortjeneste. Det fremføres også, at betalingen for tjenesteydelserne altid forekom at være i overensstemmelse med princippet om effektivitet, eftersom den pris, INGA betalte, lå på det gennemsnitlige europæiske niveau for tilsvarende tjenesteydelser og faktisk frem til 2005 havde været lavere end de priser, der efterfølgende var blevet anvendt i kontrakter om levering af den samme type tjenesteydelser og indgået efter offentlige udbud, der skulle lette fastsættelse af modydelser i overensstemmelse med markedskriterier.

(77)

Fra 2005 begyndte tjenesteydelseskontrakterne at blive tildelt ved internationalt offentligt udbud. Der blev gennemført tre offentlige udbud: kvæg/enhovede dyr på nationalt plan, får/geder (syd) og får/geder (nord). ITS deltog i de offentlige udbud gennem et konsortium, som fik tildelt kontrakten for tjenesteydelser. Der blev indgået tre kontrakter om tjenesteydelser for de tre nævnte opgaver. ETSA omtaler bl.a. følgende arbejdsopgaver: indsamling, transport, behandling og destruktion af affald samt fortsat og ajourført registrering og arkivering, hvad angår de pågældende aktiviteter. Det var instituttet for finansiering af landbrug og fiskeri (Instituto de Financiamento da Agricultura e Pescas — IFAP I.P.), der havde til opgave at føre tilsyn med overholdelsen af forpligtelserne.

(78)

ETSA understreger, at de indgåede kontrakter forudfastsatte priserne på en objektiv og gennemsigtig måde ud fra antal ton og den pågældende dyreart. Ifølge ETSA blev priserne fastsat på markedsvilkår, og de garanterede en passende dækning af de omkostninger, der var forbundet med de offentlige tjenesteforpligtelser, og var fastsat i tjenesteydelseskontrakterne og i henhold til den relevante lovgivning.

(79)

ETSA konkluderede på denne baggrund, at den ikke modtog ulovlig støtte, og at de allerede modtagne midler blot var en legitim modydelse for ydelse af en offentlig tjeneste.

(80)

I artikel 107, stk. 1, i TEUF, hedder det, at »bortset fra de i traktaterne hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med det indre marked i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne«.

(81)

Artikel 107-109 i TEUF finder anvendelse på svinekødssektoren i medfør af artikel 21 i Rådets forordning (EØF) nr. 2759/75 (20) af 29. oktober 1975 om den fælles markedsordning for disse produkter ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1913/2005 (21). De finder anvendelse i oksekødssektoren i henhold til artikel 40 i forordning (EF) nr. 1254/99 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for kød for disse produkter (22) ændret ved forordning (EF) nr. 1152/2007 (23). Inden vedtagelsen af sidstnævnte forordning anvendtes artiklerne i samme sektor i medfør af artikel 24 i Rådets forordning (EØF) nr. 805/68 (24). De finder anvendelse i sektorerne for fåre- og gedekød i henhold til artikel 22 i Rådets forordning (EF) nr. 2467/98 af 3. november 1998 om den fælles markedsordning for disse produkter (25), ændret ved forordning (EF) nr. 1913/2005. De finder anvendelse i fjerkrækødsektoren i henhold til artikel 19 i Rådets forordning (EØF) nr. 2777/75 af 29. oktober 1975 om den fælles markedsordning for disse produkter (26), senest ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 679/2006 (27). Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) (28) ophævede disse forskellige forordninger og fastsætter i artikel 180, at reglerne om statsstøtte finder anvendelse på de ovennævnte produkter.

(82)

Hvad angår støttens art, skal den bestemmes for alle dem, der nyder godt af indsamling, transport, behandling og destruktion af slagteriaffald samt finansiering heraf. Kommissionen konstaterede, at der var tale om følgende kategorier af potentielle modtagere under den portugisiske ordning:

(83)

Hvad angår godkendelse af eventuel støtte over en længere periode, skelnede Kommissionen mellem fire perioder i sin beslutning om at indlede den formelle procedure under hensyntagen til de forskellige fællesskabsbestemmelser, der var relevante for en analyse af de eventuelle støtteforanstaltninger. Kommissionen så på perioden fra 1998 til 31. december 1999, en dato, som ligger forud for ikrafttrædelsen af retningslinjerne for statsstøtte i landbrugssektoren, perioden fra 1. januar 2000 til 31. december 2002, en dato, som ligger forud for ikrafttrædelsen af retningslinjerne for statsstøtte til fjernelse af slagteriaffald og dyr, der findes døde, samt udgifter til sporing af overførbare spongiforme encephalopatier (TSE), perioden fra 1. januar 2003 til 31. december 2006, en dato, som ligger forud for ikrafttrædelsen af nye retningslinjer for landbruget for 2007-2013 (29) samt perioden fra 1. januar 2007 og frem til nu.

(84)

På grund af de nye oplysninger fra de portugisiske myndigheder, herunder navnlig om den allerede nævnte anvendelse af lovdekret nr. 244/2003, og om de forskellige former for finansiering af eventuel støtte ændrer Kommissionen lidt opdelingen af de forskellige perioder og tager hensyn til de forskellige efterfølgende perioder i sin godkendelse af hver gruppe af mulige støttemodtagere:

(85)

I henhold til Domstolens retspraksis betragtes støtte som indgreb, der under enhver tænkelig form direkte eller indirekte kan give virksomheder en fordel, eller som bør betragtes som en økonomisk fordel, som modtagervirksomheden ikke ville have opnået på normale markedsbetingelser (30). Som støtte betragtes endvidere indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt tynger en virksomheds budget, og derved, uden at være tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger (31).

(86)

Ifølge Kommissionen er indsamling, transport, behandling og destruktion af de omhandlede materialer en økonomisk aktivitet, da der er tale om tjenesteydelser mod betaling, der kan leveres af en lang række fællesskabsvirksomheder. Denne konklusion er bl.a. baseret på ETSA's oplysninger, som er resumeret i betragtning 73 ff. i nærværende afgørelse.

(87)

Hvad angår denne økonomiske aktivitet, fremfører de portugisiske myndigheder, at de virksomheder, der leverede de pågældende tjenesteydelser, varetog en opgave i offentlighedens generelle interesse, der var begrundet i hensynet til beskyttelsen af folkesundheden og miljøet. De portugisiske myndigheder understregede i den forbindelse landets specifikke situation i forhold til BSE-krisen. Portugal fremfører således, at alle de foranstaltninger, der blev truffet, havde til formål at afhjælpe en krisesituation, der indebar fare for folkesundheden. Det var således de portugisiske myndigheders formål at muliggøre umiddelbar gennemførelse af foranstaltningerne, indtil virksomhederne fik sig organiseret og selv kunne varetage opgaverne — under kontrol fra statens side (se betragtning 21 og 59 i nærværende afgørelse).

(88)

ETSA vurderede i sine kommentarer, at den ikke modtog nogen ulovlig støtte, og at alle de modtagne midler blot var en legitim modydelse for ydelse af offentlig service (se betragtning 79 i nærværende afgørelse).

(89)

Det fremgår af Domstolens dom i Altmark-sagen (32), at offentlig støtte, som har til formål at muliggøre offentlig service, ikke er omfattet af artikel 107 i TEUF, da denne støtte bør betragtes som en kompensation, der er et vederlag for de ydelser, som de begunstigede virksomheder har ydet for at opfylde forpligtelser til offentlig service. Domstolen mener imidlertid, at følgende betingelser er opfyldt:

(90)

Anvendelse af Altmark-sagens retspraksis på det omhandlede tilfælde foranlediger Kommissionen til at formulere følgende betragtninger:

(91)

Det skal frem for alt undersøges, om vi i det pågældende tilfælde står over for en tjenesteydelse af egentlig almindelig økonomisk interesse efter artikel 106, stk. 2, i TEUF.

(92)

Det fremgår af Domstolens retspraksis, at med undtagelse af de sektorer, hvor der findes EU-regler på området, har medlemsstaterne vide skønsbeføjelser, hvad angår arten af de tjenesteydelser, der kan betegnes som værende af almindelig økonomisk interesse. Det er derfor Kommissionens opgave at sikre, at disse skønsbeføjelser anvendes på en måde, der ikke er åbenlyst forkert, hvad angår definitionen af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse.

(93)

Der er siden 1990'erne konstateret forskellige overførbare spongiforme encephalopatier (TSE) særskilt — hos personer og dyr. Fra og med 1996 begyndte man at konstatere, at der var lighed mellem BSE-agenser og agenser hidrørende fra den nye variant af Creutzfeldt-Jakob-sygdommen. Siden 1990 har Fællesskabet vedtaget en række foranstaltninger til beskyttelse af menneskers og dyrs sundhed mod risikoen for BSE. Disse foranstaltninger er baseret på beskyttelsesbestemmelserne i Rådets direktiver om veterinærkontrolforanstaltninger. Ved beslutning 2000/766/EF blev medlemsstaterne forpligtet til at indsamle, transportere, behandle, oplagre og destruere animalsk affald i henhold til direktiv 90/667/EØF (33), Kommissionens beslutning 97/735/EF (34) og Rådets beslutning 1999/534/EF (35). Forordning (EF) nr. 1774/2002 fastsatte i den forbindelse sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, som ikke er bestemt til konsum, samt forpligtelser for medlemsstaterne til at sørge for vedtagelse af passende foranstaltninger og etablering af en passende ordning for indsamling, transport og destruktion af animalske biprodukter.

(94)

Eftersom Domstolen har fastslået, at forvaltning af bestemte former for affald kan være genstand for en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse (36) og under hensyntagen til den ovennævnte specifikke BSE-krisesituation har Kommissionen ingen indsigelser, hvad angår arten af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, som de portugisiske myndigheder har erklæret at ville anvende i forbindelse med denne indsamling og efterfølgende destruktion af slagtekroppe og andet animalsk affald, der ikke var egnet til konsum, i perioden 1999-2005, hvor den portugisiske stat påtog sig det fulde ansvar (1999-2003) eller det delvise ansvar (2003-2005) for disse aktiviteter. Der er tale om en beslutning, som var berettiget under hensyntagen til folkesundheden og beskyttelsen af miljøet, hvorfor den var omfattet af princippet om almindelig økonomisk interesse i medfør af artikel 106, stk. 2, i TEUF.

(95)

I henhold til Altmark-dommen kræves der et mandat i form af en eller flere officielle retsakter, som er bindende i national ret. Hvad angår den første betingelse, der blev fastslået med Altmark-dommen, fastsatte lovdekret nr. 393-B/98 og nr. 244/93, at det var obligatorisk at indsamle, transportere, behandle og destruere biprodukter af animalsk oprindelse, der var uegnet til konsum. Artikel 6 i lovdekret nr. 393-B/98 fastsætter, at det påhviler INGA, som har ansvaret for indsamling, behandling og destruktion af animalske biprodukter, der er uegnede til konsum, at foretage udvælgelse af de virksomheder, der skal varetage disse opgaver. Ved fælles bekendtgørelse nr. 95/99 var der forinden fastsat parametre for beregning af betalingen for offentlig tjeneste og øvrige forpligtelser i forbindelse med leveringen af denne tjenesteydelse, f.eks. virksomhedens forpligtelse til at indsamle alle biprodukter, der genereres på nationalt område, i overensstemmelse med de sanitære og tekniske normer, der er fastsat i lovgivningen.

(96)

De portugisiske myndigheder fremfører, at forpligtelserne for de virksomheder, der ydede disse tjenesteydelser, var klart defineret i kontrakterne om tjenesteydelse. Eksempelvis forelagde de Kommissionen en kontrakt om tjenesteydelser fra 2003, der blev indgået på grundlag af lovdekret nr. 393-B/98.

(97)

Kommissionen konstaterer, at forpligtelserne for den virksomhed, der leverer tjenesteydelserne, var klart defineret i kontrakten om tjenesteydelser, som de portugisiske myndigheder forelagde den. Kommissionen konkluderer med henvisning til lovdekret nr. 393-B/98, den fælles bekendtgørelse og det indsendte eksempel på en tjenesteydelseskontrakt, at den første betingelse i Altmark-dommen er opfyldt.

(98)

Hvad angår den anden betingelse, finder Kommissionen — på grundlag af de foreliggende oplysninger — at de parametre, som beregningen af kompensationen er baseret på, er blevet forudfastlagt på en måde, der er objektiv og gennemsigtig. De fælles bekendtgørelser, som de portugisiske myndigheder har fremlagt, fastlægger således beregningsmetoden og de støtteberettigede udgifter (se betragtning 26 i nærværende afgørelse). Disse oplysninger blev kontrolleret periodisk ved sammenholdelse med tidligere regnskabsår. Fra og med 2005 blev der gennemført offentlige udbud. Ud fra de oplysninger, som Kommissionen råder over, vurderer den, at den anden betingelse, der fastsættes med Altmark-dommen, er opfyldt.

(99)

Hvad angår den tredje betingelse, fremfører de portugisiske myndigheder og den interesserede part, at kompensationen ikke overstiger, hvad der er nødvendigt for helt eller delvist at dække de udgifter, der er afholdt ved opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne.

(100)

Kommissionen anmodede flere gange de portugisiske myndigheder — bl.a. ved begyndelsen af undersøgelsen — om oplysninger om metoden til beregning af de faktiske omkostninger i forbindelse med tjenesteydelserne. De portugisiske myndigheder fremlagde dokumenter med angivelse af de årlige udgifter for de virksomheder, der leverede tjenesteydelserne i perioden 1999-2005, og sammenholdt disse oplysninger med, hvad INGA betalte de pågældende virksomheder for at varetage tjenesteydelserne. De pågældende dokumenter viser, at den kompensation, INGA har betalt til de virksomheder, der har leveret tjenesteydelserne, ikke oversteg, hvad der var nødvendigt for helt eller delvist at dække omkostningerne i forbindelse med varetagelsen af tjenesteydelserne. De modtagne dokumenter viser, at der med kompensationen ligeledes blev taget hensyn til en fortjeneste på mellem 30 og 39,5 % alt efter det pågældende år (se betragtning 62 i nærværende afgørelse).

(101)

De portugisiske myndigheder forsikrede om, at midlerne ikke ville kunne overføres til konkurrerende aktiviteter, som virksomhederne eventuelt kunne gå i gang med (krydssubsidiering), fordi de udvalgte leverandører af tjenesteydelser ikke gav sig af med andre aktiviteter.

(102)

På grundlag af de oplysninger, som de portugisiske myndigheder har lagt frem, mener Kommissionen imidlertid ikke at være i stand til at konkludere, at den fortjeneste, der var tale om, var »rimelig« i medfør af den retspraksis, der var resultatet af Altmark-dommen.

(103)

ETSA hævdede i sine kommentarer, at betalingen for tjenesteydelsen i passende omfang afspejlede de afholdte udgifter og muliggjorde en fortjeneste, der ikke udgjorde en hvilken som helst fordel, og at betalingen for offentlig tjeneste i perioden forud for 2005 svarede til den gennemsnitlige europæiske betaling og lå under den, der var fastsat i den offentlige kontrakt for tjenester, der var tildelt ved offentligt udbud.

(104)

Hvad angår disse oplysninger, konstaterer Kommissionen, at hverken de portugisiske myndigheder eller den interesserede part fremlagde dokumentation herfor.

(105)

Kommissionen kan derfor ikke konkludere, at den tredje betingelse fra Altmark-dommen er opfyldt i den foreliggende sag.

(106)

Eftersom de tjenesteydende virksomheder før 2005 ikke blev udvalgt ved offentligt udbud, kræver Altmark-dommen, at der foretages en sammenligning med omkostningerne i en gennemsnitsvirksomhed. De portugisiske myndigheder fremlagde ikke dokumentation for, at vurderingen af omkostningerne var sket på grundlag af en vurdering af omkostningerne i en gennemsnitsvirksomhed.

(107)

Kommissionen må imidlertid konkludere, at ikke alle Altmark-dommens kriterier (fire) er opfyldt i den foreliggende sag, og at det ikke kan udelukkes, at der har været visse fordele for de virksomheder, der leverede tjenesteydelserne i perioden mellem ikrafttrædelsen af lovdekret nr. 393-B/98 og udløbet — i 2005 — af den overgangsordning, der var fastsat ved lovdekret nr. 244/2003.

(108)

De offentlige betalinger foretages til bestemte virksomheder, dvs. de virksomheder, der har fået pålagt tjenesteydelserne. Det kan derfor vurderes, at den omhandlede foranstaltning er specifik.

(109)

Kommissionen konkluderede imidlertid, at det ikke kan udelukkes, at der har været en selektiv fordel for de virksomheder, der leverede tjenesteydelserne i perioden mellem 1998 og udløbet — i 2005 — af den overgangsordning, der var fastsat ved lovdekret nr. 244/2003.

(110)

I henhold til Domstolens dom i GEMO-sagen (37) kan det forhold, at den indsamling og destruktion af døde dyr og slagteriaffald, der foretages for producenter og slagterier, varetages af private virksomheder, ikke anvendes til at sætte spørgsmålstegn ved, om der foreligger statsstøtte, hvis det er offentlige myndigheder, der har indført ordningen for de omhandlede aktiviteter.

(111)

I den foreliggende sag er det ligeledes de portugisiske myndigheder, der har indført aktivitetsordningen og finansierer den som fastsat ved lovdekret nr. 393-B/98, nr. 197/2002 og nr. 244/2003. Kommissionen konkluderer derfor i den nuværende fase, at de pågældende ordninger er statslige.

(112)

Domstolen fastslog i GEMO-dommen, at udgifterne til destruktion af døde dyr og slagteriaffald bør betragtes som en omkostning, der er forbundet med producenternes og slagteriernes økonomiske aktivitet (38). Domstolen konkluderede derfor, at artikel 107, stk. 1, i TEUF bør fortolkes således, at en ordning, der sikrer producenterne og slagterierne gratis indsamling og destruktion af døde dyr og slagteriaffald, er at betragte som statsstøtte til fordel for landmændene og slagterierne.

(113)

I den foreliggende sag kan det vurderes, at destruktionen af døde dyr og slagteriaffald udgjorde en omkostning, der var forbundet med aktiviteten, ikke blot for slagterier og opskæringsvirksomheder, men også for importører af ikke-udbenet oksekød, svinekød og fjerkrækød samt for virksomheder, der forhandler eller modtager ikke-udbenet oksekød og svinekød. Efter Kommissionens opfattelse havde den beskrevne finansiering af omkostningerne ved indsamling, behandling og destruktion af biprodukter hidrørende fra pattedyr og fjerkræ ved statstilskud inden ikrafttrædelsen af lovdekret nr. 197/2002 til følge, at brugerne af denne tjeneste blev fritaget for en udgift, der er forbundet med deres aktiviteter.

(114)

Kommissionen konkluderer, at der forelå en fordel forud for anvendelsen af en skattelignende afgift.

(115)

Hvad angår perioden efter ikrafttrædelsen af lovdekret nr. 197/2002 og lovdekret nr. 244/2003, skete finansieringen af de ovenfor beskrevne aktiviteter via en skattelignende afgift, der blev indført ved lovdekret nr. 197/2002 og ændret ved lovdekret nr. 244/2003. Fritaget for betaling af afgiften var i henhold til lovdekret nr. 197/2002 slagterier, som varetog indsamling, transport, behandling og destruktion af samtlige de omhandlede biprodukter hidrørende fra enten egen virksomhed eller udskæringsvirksomheder, bortset fra specificeret risikomateriale, og disse enheder var autonome med hensyn til behandling af deres egne biprodukter (se bilag 2, punkt 2, i lovdekret nr. 197/2002) på samme måde som importører og erhvervsdrivende i EU-samhandelen, der håndterer udbenet kød, i forbindelse med hvilket der ikke genereres biprodukter, som er omhandlet af den obligatoriske behandling, der er fastsat i EU-lovgivningen og national lovgivning. I henhold til lovdekret nr. 244/2003 skulle de nævnte virksomheder afgiftsfritages på grundlag af en plan for destruktion eller anvendelse i overensstemmelse med de specifikke betingelser, der er fastsat for de forskellige kategorier af materiale.

(116)

For at kunne vurdere, om der var en fordel for slagterier og opskæringsvirksomheder, importører af ikke-udbenet oksekød, svinekød og fjerkrækød og erhvervsdrivende i EU-samhandelen, dvs. for afgiftspligtige forhandlere/modtagere af ikke-udbenet oksekød og svinekød, er det nødvendigt at se på, i hvilket omfang afgiftsbidraget svarer til de reelle udgifter til indsamlingstjenesten.

(117)

Kommissionen bemærker, at de portugisiske myndigheder i deres brev af 20. januar 2003 erklærede, at de afgifter, der er angivet i bilag 1 og 2 i lovdekret nr. 197/2002, og den afgift, der er omhandlet i artikel 2, stk. 2, for specificeret risikomateriale, blev beregnet på grundlag af de reelle udgifter til de tjenester, der skulle leveres, under hensyntagen til arten og relevansen af de biprodukter, der genereres for hver enkelt dyreart.

(118)

For de portugisiske myndigheder udgør denne finansiering i alle henseender en kompensation for brugerne af en tjeneste, der er i den almindelige offentligheds interesse. De beløb, der betales af afgiftspligtige, er ikke faste, men står i direkte forhold til de mængder affald, der rent faktisk leveres til de offentlige myndigheder og til de faktiske omkostninger ved destruktion af dette affald.

(119)

Til støtte herfor fremlagde de portugisiske myndigheder dokumenter med værdier for 2003, hvor man sammenligner de reelle økonomiske omkostninger i forbindelse med de leverede tjenesteydelser og det bidrag, der hidrører fra den tilsvarende afgift. De portugisiske myndigheder fremlagde ikke dokumenter med oplysninger om afgiftsindtægter for den resterende del af året 2002 efter ikrafttrædelsen af lovdekret nr. 197/2002 i oktober det år.

(120)

Hvad angår årene 2004 og 2005, indsendte de portugisiske myndigheder dokumenter med oplysninger om udgifterne til de gennemførte aktiviteter, men ikke om indtægter hidrørende fra den afgift, der var pålagt de virksomheder, der endnu ikke havde fået godkendt planen for destruktion og anvendelse. Disse virksomheder manglede derfor endnu at betale den afgift, der ved lovdekret nr. 244/2003 var fastsat for overgangsordningen.

(121)

Hvad angår årene 2002, 2004 og 2005 kan Kommissionen ikke — ud fra de dokumenter, de portugisiske myndigheder har indsendt — konkludere, at bidragene fra de afgiftspligtige står i direkte forhold til de mængder affald, der rent faktisk blev overgivet til indsamling og til de reelle udgifter til destruktion af dette affald.

(122)

Hvad angår 2003, konkluderer Kommissionen, at der ikke var tale om nogen fordel, eftersom bidragene fra de afgiftspligtige via afgiften stod i direkte forhold til omkostningerne ved de leverede tjenesteydelser.

(123)

Kommissionen kan til gengæld ikke udelukke, at der har været en fordel for slagterier og udskæringsvirksomheder, importører af ikke-udbenet oksekød, svinekød og fjerkrækød og erhvervsdrivende i EU-samhandelen, dvs. virksomheder, der forhandler/modtager ikke-udbenet oksekød og svinekød, og som var afgiftspligtige i perioden mellem oktober 2002 og 1. januar 2003 samt i 2004 og 2005.

(124)

I det foreliggende tilfælde kan det vurderes, at destruktionen af døde dyr og slagteriaffald er en omkostning, der er forbundet med aktiviteten, ikke kun for slagterier og opskæringsvirksomheder, men også for opdrættere, som i henhold til markedsmekanismerne mindst skulle afholde en del af de udgifter, der er forbundet med disse tjenester. I overensstemmelse med den retspraksis, der følger af GEMO-dommen, er det Kommissionens opfattelse, at den beskrevne finansiering af omkostningerne ved indsamling, behandling og destruktion af biprodukter hidrørende fra pattedyr og fjerkræ ved statstilskud inden ikrafttrædelsen af lovdekret nr. 197/2002 havde til følge, at brugerne af denne tjeneste blev fritaget for en udgift, der er forbundet med deres aktiviteter.

(125)

Kommissionen konkluderer, at der forelå en fordel forud for anvendelsen af en skattelignende afgift.

(126)

Som beskrevet kunne man med de foranstaltninger, som de portugisiske myndigheder havde iværksat til indsamling, transport, behandling og destruktion af biprodukter af kød fra pattedyr og fjerkræ, fritage opdrættere fra udgifter, som de under normale omstændigheder ville skulle afholde delvist. Det fremgår af lovdekret nr. 197/2002 og den overgangsordning, der er fastsat ved lovdekret nr. 244/2003, at opdrætterne ikke er omfattet af den pågældende afgift. De portugisiske myndigheder oplyste, at omkostningerne ved indsamling var blevet fordelt på hele sektoren inden udgangen af 2005. Kommissionen konstaterer, at de to fakturaer, som de portugisiske myndigheder indsendte, på grundlag af lovdekret nr. 197/2002 og nr. 244/2003 anfører afgiften for et af slagterierne i oktober 2002 og oktober 2003. De portugisiske myndigheders oplysninger om, at omkostningerne i overensstemmelse med markedsmekanismerne var blevet væltet over på hele sektoren, herunder opdrætterne, bekræftes af de indsendte dokumenter. Kommissionen konkluderer derfor, at opdrætterne afholdt de udgifter, der var forbundet med deres aktiviteter, og således ikke havde nydt godt af nogen speciel fordel.

(127)

Kommissionen finder, at opdrætterne kun nød godt af en fordel i perioden forud for anvendelsen af afgiften.

(128)

Kommissionen konkluderer på baggrund af ovenstående, at der havde været en fordel for slagterierne og importørerne i forbindelse med indsamling, transport, behandling og destruktion af animalske biprodukter i alle perioderne, bortset fra i 2003. For opdrætternes vedkommende gjaldt denne fordel kun i perioden forud for indførelsen af afgiften.

(129)

Artikel 1, stk. 107, i TEUF omhandler statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler. Den pågældende støtte bør med andre ord kunne tillægges staten og være ydet ved hjælp af statsmidler.

(130)

I den foreliggende sag blev omkostningerne i forbindelse med indsamling, behandling og destruktion af biprodukter af kød fra pattedyr og fjerkræ finansieret via direkte statsindstægter mellem 1999 og oktober 2002 og fra oktober 2002, ved indtægter fra en skattelignende afgift anvendt på slagterier, importører af ikke-udbenet okse- og svinekød og på erhvervsdrivende i EU-samhandelen, dvs. virksomheder, der forhandler eller modtager ikke-udbenet okse- og svinekød.

(131)

Betalingerne til leverandører af de tjenesteydelser, som garanteres ved direkte statsindtægter, indebærer fordele finansieret med statsmidler. Det forhold, at denne offentlige tjenesteydelse fra 1999 og frem til indførelsen af afgiften i 2002 blev finansieret over statslige budgetter, indebærer, at de virksomheder, der leverede denne tjenesteydelse, modtog offentlige midler til at dække udgifter, der måtte betales herfor.

(132)

De afgifter, der blev opkrævet mellem september 2002 og november 2005, er ikke omfattet af bestemmelserne i TEUF om statsstøtte, medmindre de anvendes til finansiering af en statsstøtteforanstaltning og således er en integrerende del af denne støtte (39).

(133)

Afgifterne betales ved reverse charge til INGA. De afgifter, der blev opkrævet hos virksomhederne, var indtægter for INGA og betaltes direkte til dette organ.

(134)

For at det kan antages, at en afgift udgør en integrerende del af en støtteforanstaltning, skal der nødvendigvis bestå en tvungen forbindelse mellem afgiften og støtten i henhold til den relevante nationale lovgivning, således at afgiftsprovenuet nødvendigvis anvendes til at finansiere støtten (40).

(135)

Eftersom afgifterne udgjorde indtægter for INGA og blev indbetalt direkte hertil, vurderer Kommissionen, at de var en integrerende del af støtteforanstaltningen.

(136)

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt indtægterne fra de skattelignende afgifter i den foreliggende sag kan anses for at være statslige midler, skal det bemærkes, at der for så vidt angår statsmidler ikke skal skelnes mellem de tilfælde, hvor støtten ydes direkte af staten, og så dem, hvor den ydes gennem et offentligt eller privat organ, der udpeges eller oprettes af den pågældende stat. EF-domstolen erklærede den 15. juli 2004 i sin dom i Pearle-sagen (41), at obligatoriske bidrag, der opkræves af en formidlende organisation hos samtlige virksomheder i én erhvervssektor, ikke skal anses for at være statsmidler, hvis de opfylder alle følgende fire betingelser:

(137)

Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at den første betingelse i dommen i sagen Pearle m.fl. ikke er opfyldt, eftersom foranstaltningen blev fastlagt ved et lovdekret med henblik på gennemførelse af en politik, der af staten var fastlagt til bekæmpelse af BSE.

(138)

Den tredje og fjerde betingelse er heller ikke opfyldt, fordi finansieringsformen er fastsat ved de nævnte lovdekreter. De portugisiske myndigheder har derfor mulighed for at have indflydelse på, hvordan foranstaltningen skal finansieres.

(139)

Eftersom ikke alle betingelserne i dommen i sagen Pearle m.fl. er opfyldt, og den portugisiske stat har haft afgørende indflydelse på finansieringen af støtteforanstaltningen, vurderer Kommissionen, at indtægterne fra de skattelignende afgifter rent faktisk er statsmidler.

(140)

I henhold til Domstolens retspraksis medfører en styrkelse af konkurrenceevnen for en virksomhed efter ydelse af statsstøtte generelt konkurrencefordrejning i forhold til konkurrerende virksomheder, som ikke har modtaget en sådan støtte (42).

(141)

Foranstaltningen kan have indflydelse på Portugals stilling i kødsektoren (43). Eftersom de portugisiske myndigheder opererer på et meget konkurrencepræget internationalt marked, fordrejer eller truer foranstaltningen med at fordreje konkurrencen. Foranstaltningen kan ligeledes påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

(142)

De portugisiske myndigheder argumenterede, at på grund af transportforbuddet mod transport af levende kvæg og kød- og benmel som sådan eller som bestanddele i andre produkter var der ingen samhandel, hvorfor der ikke kunne være tale om konkurrencefordrejning.

(143)

Det skal i den forbindelse erindres om, at i henhold til retspraksis (44) kan en støtte påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencen — også selv om den begunstigede virksomhed, som konkurrerer med producenter i andre medlemsstater, ikke selv eksporterer produkter. Når en medlemsstat yder støtte til en virksomhed, kan det interne udbud således af denne årsag fastholdes eller øges med den konsekvens, at der sker en forringelse af mulighederne for virksomheder i andre medlemsstater for at tilbyde deres tjenester i den pågældende medlemsstat.

(144)

Kommissionen finder på den baggrund, at det forhold, at forsendelse af de ovennævnte produkter fra Portugal til andre medlemsstater er blevet forbudt, ikke har indflydelse på, hvorvidt støtten kan fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen.

(145)

Det er Kommissionens opfattelse, at den foranstaltning, der blev iværksat ved lovdekret nr. 393-B/98, nr. 197/2002 og nr. 244/2003, med hensyn til indsamling, transport, behandling og destruktion af animalske biprodukter, udgjorde statsstøtte til fordel for slagterier og importører i den periode, hvor lovdekret nr. 393-B/98 var gældende og frem til afslutningen af overgangsperioden som fastsat ved lovdekret nr. 244/2003. 2003 udgjorde en undtagelse, hvor de portugisiske myndigheder kunne påvise, at der ikke var tale om nogen fordel.

(146)

Hvad angår opdrætterne, finder Kommissionen, at foranstaltningen inden indførelse af afgiften udgjorde statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1.

(147)

Hvad angår de tjenesteydende virksomheder, konkluderer Kommissionen, at det ikke kan udelukkes, at der forelå statsstøtte i perioden mellem ikrafttrædelsen af lovdekret nr. 394-B/98 og udløbet af overgangsperioden som fastsat ved lovdekret nr. 244/2003, der udløb i 2005.

(148)

Kommissionen konstaterer, at Portugal, hverken anmeldte den støtte, der var ydet fra 1999, eller de ordninger, der var fastsat ved lovdekret nr. 197/2002 og nr. 244/2003, jf. artikel 108, stk. 3, i TEUF. Artikel 1, litra f), i forordning (EF) nr. 659/1999 definerer »ulovlig støtte« som ny støtte, der er gennemført i strid med traktatens artikel 93, stk. 3.

(149)

Da de foranstaltninger, Portugal har iværksat, omfatter statsstøtteelementer, er der tale om ny støtte, der ikke er anmeldt til Kommissionen, og som derfor er ulovlig i henhold til TEUF.

(150)

Undersøgelsen af foreneligheden af eventuel statsstøtte omfatter to faser: i den første ser Kommissionen nærmere på foreneligheden af den støtte, der er ydet til tjenesteydende virksomheder; i den anden undersøger den foreneligheden af eventuel støtte, der er ydet til slagterier og opskæringsvirksomheder, til importører og erhvervsdrivende i EU-samhandelen i sektoren samt til opdrættere.

(151)

Da der er tale om støtte, der fra 2002 blev finansieret ved en skattelignende afgift, og finansieringen var en integrerende del af støtteforanstaltningen, bør Kommissionen undersøge både de finansierede foranstaltninger, dvs. støtten, og finansieringen heraf. Når finansieringen af støtte sker over obligatoriske bidrag, og dette forhold udgør en integrerende del af støtten, har Domstolen fastslået, at Kommissionen ved sin undersøgelse heraf nødvendigvis bør tage hensyn til, hvordan støtten er finansieret (45). Som nævnt i betragtning 135 i nærværende afgørelse, bør finansieringsformen for støtten anses for at udgøre en integrerende del af støtteforanstaltningen.

(152)

I henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF kan der gøres undtagelser.

(153)

Det fremgår af Domstolens retspraksis, at godtgørelse for offentlige tjenesteydelser ikke udgør statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF, såfremt visse betingelser er opfyldt (jf. betragtning 89 i nærværende afgørelse). Hvis godtgørelserne for offentlige tjenesteydelser ikke opfylder disse betingelser, og hvis de generelle kriterier for anvendelse af artikel 107, stk. 1, i TEUF er opfyldt, er den nævnte godtgørelse at betragte som statsstøtte, der imidlertid kan vurderes at være forenelig med TEUF — som omhandlet i artikel 106, stk. 2, i samme traktat — hvis den er nødvendig for tjenesteydelser af generel økonomisk interesse og ikke påvirker samhandelen på en måde, der strider imod EU's interesser. Kommissionen præciserede, hvilke betingelser der bør være opfyldt for at sikre denne balance. Allerede i sin meddelelse om forsyningspligtydelser i Europa fra 2001 (46) præciserede Kommissionen, at det skal garanteres, at enhver restriktion i forhold til EF-traktatens regler, navnlig konkurrencerestriktioner og begrænsninger af frihederne inden for det indre marked, ikke går ud over, hvad der er strengt nødvendigt for effektivt at garantere forpligtelserne med hensyn til forsyningspligtydelser. Dette indebærer navnlig, at godtgørelsen ikke overstiger de supplerende nettoomkostninger i forbindelse med de opgaver, en given virksomhed er blevet tildelt. Kommissionen præciserede disse betingelser efterfølgende — både i fællesskabsrammebestemmelserne for statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste (47) og i sin afgørelse af 28. november 2005 om anvendelse af artikel 86, stk. 2 (48). Hvad angår beregningen af kompensationen, præciserede Kommissionen, at den ikke må overstige, hvad der er nødvendigt til dækning af de omkostninger, der er forbundet med at opfylde forpligtelserne til offentlig tjeneste, under hensyntagen til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af disse forpligtelser. Den rimelige fortjeneste omfatter navnlig alle eller nogle af de produktivitetsgevinster, de pågældende virksomheder opnår i løbet af en aftalt, begrænset periode, uden at det forringer kvalitetsniveauet for de tjenesteydelser, virksomheden af staten har fået overdraget at udføre.

(154)

Punkt 18 i fællesskabsrammebestemmelserne for statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste fastsætter desuden, at der ved »rimelig fortjeneste« forstås en forrentning af egenkapitalen, der tager hensyn til virksomhedens risiko eller manglende risiko som følge af statens intervention, navnlig hvis staten indrømmer den særlige eller eksklusive rettigheder. Denne forrentning må normalt ikke overstige den gennemsnitlige kapitalforrentning i den pågældende sektor i de senere år. I sektorer, hvor der ikke findes nogen virksomhed, der kan sammenlignes med den virksomhed, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse, kan sammenligningen foretages med virksomheder i andre medlemsstater eller om nødvendigt i andre sektorer, forudsat at der tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende i hver sektor. Ved fastlæggelsen af, hvad der udgør en rimelig fortjeneste, kan medlemsstaten indføre incitamentsbaserede kriterier, bl.a. i forhold til kvalitet af ydede tjenester og produktivitetsgevinster.

(155)

Som angivet i betragtning 99 ff. i nærværende afgørelse kan Kommissionen ikke ud fra de oplysninger, der er indsendt af portugisiske myndigheder, konkludere, at godtgørelsen blev beregnet under hensyntagen til en rimelig fortjeneste, der ikke ligger over sektorgennemsnittet. Kommissionen anmodede flere gange de portugisiske myndigheder om at fremlægge de oplysninger, der var nødvendige for i den foreliggende sag at vurdere, om betingelserne for at indrømme undtagelser for statsstøtte i form af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse var opfyldt. Af de oplysninger, der er indsendt af Portugal, fremgår det ikke, at der er foretaget nogen sammenligning med andre virksomheder for at bestemme den gennemsnitlige sats i den pågældende sektor.

(156)

Kommissionen kan derfor ikke konkludere, at støtten til fordel for leverandører af tjenesteydelser er forenelig, jf. artikel 106, stk. 2, i TEUF.

(157)

I henhold til artikel 107, stk. 3, litra c), i TEUF kan støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner betragtes som forenelig med det indre marked, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. For at kunne anvende undtagelsesbestemmelsen i forrige betragtning skal støtten bidrage til den pågældende sektors udvikling.

(158)

I den foreliggende sag erklærer de portugisiske myndigheder, at de siden 1999 har afholdt samtlige omkostninger i forbindelse med indsamling, behandling og destruktion af biprodukter af kød fra pattedyr og fjerkræ. Fra oktober 2002 blev omkostningerne i forbindelse med indsamling, transport, behandling og destruktion af biprodukter af kød fra pattedyr og fjerkræ finansieret via indtægterne fra en afgift anvendt på slagterier, importører af ikke-udbenet okse- og svinekød og på erhvervsdrivende i EU-samhandelen, dvs. på virksomheder, der forhandler eller modtager ikke-udbenet okse- og svinekød, når de ikke selv varetager disse foranstaltninger.

(159)

I overensstemmelse med punkt 23.3 i EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til landbruget for perioden 2000-2006 (i det følgende »rammebestemmelserne«) (49) og Kommissionens meddelelse om fastlæggelse af reglerne for vurdering af ulovlig statsstøtte (50) skal enhver ulovlig støtte vurderes i henhold til de normer og retningslinjer, der var gældende, da støtten blev ydet, jf. artikel 1, litra f), i forordning (EF) nr. 659/1999. Kommissionen vedtog i 2002 EF-rammebestemmelserne for statsstøtte i forbindelse med TSE-test, døde dyr og slagteriaffald. Disse retningslinjer var gældende mellem 1. januar 2003 og 31. december 2006 (51). Punkt 44 i de sidstnævnte retningslinjer fastsætter en undtagelse fra princippet om, at ulovlig støtte skal være godkendt i henhold til de regler, der er gældende ved tildelingen, navnlig for så vidt angår slagteriaffald. I overensstemmelse med punkt 47 i disse retningslinjer anvender Kommissionen principper, der er baseret på punkt 11.4 i rammebestemmelserne, på ulovlig støtte i forbindelse med slagteriaffald, der er ydet frem til slutningen af 2002. Punkt 47 i retningslinjerne vedrørende overførbare spongiforme encephalopatier udgør således det relevante juridiske grundlag til vurdering af støtte ydet fra 1999.

(160)

I overensstemmelse med punkt 194, litra c), i EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til landbrug og skovbrug for perioden 2007-2013 ophørte Kommissionen ved deres ikrafttrædelse den 1. januar 2007 med at anvende retningslinjerne for overførbare spongiforme encephalopatier, når der ses bort fra ulovlig støtte, der er ydet inden den 1. januar 2007 og omhandlet i punkt 43 ff. i disse rammebestemmelser. Punkt 47 i retningslinjerne for overførbare spongiforme encephalopatier finder derfor fortsat anvendelse på ulovlig støtte i forbindelse med slagteriaffald fra 1. januar 2003.

(161)

Punkt 47 i retningslinjerne for overførbare spongiforme encephalopatier fastsætter en række bestemmelser vedrørende slagteriaffald.

(162)

Kommissionen har i henhold til punkt 47 i retningslinjerne for overførbare spongiforme encephalopatier siden januar 2001 truffet en række individuelle beslutninger om godkendelse af statsstøtte på op til 100 % af omkostningerne ved bortskaffelse af specificeret risikomateriale, kød- og benmel og foder indeholdende sådanne produkter, der måtte bortskaffes som følge af den nye fællesskabslovgivning om TSE. Disse beslutninger var navnlig baseret på punkt 11.4 i EF-rammebestemmelserne for statsstøtte i landbrugssektoren under hensyntagen til denne støttes korte varighed og nødvendigheden af at overholde princippet om, at forureneren betaler, på lang sigt. Kommissionen har undtagelsesvis accepteret, at en sådan støtte også ydes til andre erhvervsdrivende end dem, der arbejder inden for husdyrproduktion, f.eks. slagterier. Kommissionen vil anvende de samme principper for så vidt angår ulovlig støtte, der ydes før udgangen af 2002 til tilsvarende omkostninger i forbindelse med den nye EU-lovgivning om TSE, og uden at andre bestemmelser i EU-retten derved tilsidesættes.

(163)

Kommissionen har i henhold til punkt 47 i retningslinjerne vedrørende overførbare spongiforme encephalopatier undtagelsesvis accepteret, at en sådan støtte også ydes til andre erhvervsdrivende end dem, der producerer levende dyr, f.eks. slagterier. Kommissionen har tidligere afgjort, at denne undtagelse også bør dække andre virksomheder, som varetager opgaver, der er tæt forbundet med produktion af levende dyr som f.eks. virksomheder, der forarbejder animalske biprodukter.

(164)

Kommissionen godkendte på grundlag af punkt 11.4 i landbrugsrammebestemmelserne støtte på op til 100 % af de reelt afholdte udgifter for foranstaltninger som f.eks. sanitær kontrol, testning og andre sporingsforanstaltninger, køb og anvendelse af plantebeskyttelsesmidler og -produkter og ødelæggelse af afgrøder, under forudsætning af, at:

(165)

I henhold til punkt 47 i retningslinjerne for overførbare spongiforme encephalopatier skal disse principper ligeledes finde anvendelse.

(166)

Overførbar spongiform encephalopati er en overførbar sygdom, som udgør en trussel for folkesundheden. Der er tale om en dyresygdom, hvis primærudbrud skal anmeldes direkte til Kommissionen og de øvrige medlemsstater (52). Formålet med støtteforanstaltningen er at sikre, at de nødvendige præventionsforanstaltninger vedrørende indsamling, transport, behandling og destruktion blev iværksat i overensstemmelse med den veterinærlovgivning, der var gældende mellem 1999 og 2005 for kødsektoren.

(167)

Kommissionen gør opmærksom på, at Portugal oplyste at have afholdt samtlige omkostninger i forbindelse med indsamling, behandling og destruktion af biprodukter af kød fra pattedyr og fjerkræ fra 1999 til udgangen af 2002 i forbindelse med de kriseforanstaltninger, der blev godkendt af Kommissionen inden for rammerne af beslutning 98/653/EF, som forbyder eksport af kødmel og benmel hidrørende fra pattedyr. Den bemærker ligeledes, at de embargoforanstaltninger for oksekød, der blev anvendt på Portugal, først blev ophævet med vedtagelsen af forordning (EF) nr. 1993/2004.

(168)

Kommissionen påpeger også, at i overensstemmelse med punkt 33 og 34 i retningslinjerne vedrørende overførbare spongiforme encephalopatier blev virksomhederne udvalgt og betalt i overensstemmelse med markedsprincipperne, og der skete ingen forskelsbehandling (se betragtning 21 ff. i nærværende afgørelse). Under hensyntagen til de kriseforanstaltninger, der skulle træffes, kan Kommissionen i den foreliggende sag godtage, at de portugisiske myndigheder udvalgte leverandørerne af tjenesteydelser i overensstemmelse med lovdekret nr. 197/99 af 8. juni 1999 — som ifølge oplysningerne fra disse myndigheder er den nationale retsakt til gennemførelse af direktiv 97/52/EF — uden at anvende offentligt udbud (se betragtning 24 i nærværende afgørelse).

(169)

De portugisiske myndigheder oplyste, at lovdekret nr. 197/2002 havde til formål at sikre opfyldelse af Portugals forpligtelser i henhold til beslutning 2000/766/EF under overholdelse af princippet om, at forureneren betaler (jf. betragtning 65 og 66 i nærværende afgørelse). De portugisiske myndigheder bekræftede, at der ikke kan være sket overførsel af midler til konkurrerende aktiviteter, som de tjenesteydende virksomheder eventuelt måtte give sig af med, eftersom der udelukkende var tale om indsamling, behandling, transport og destruktion af animalske biprodukter.

(170)

Kommissionen finder ligeledes, at ansvaret for tjenesteydelsen og finansieringen heraf blev pålagt virksomhederne i forbindelse med en overgangsfase ved den ordning, der var fastsat ved lovdekret nr. 244/2003.

(171)

På grund af de særlige og hastende omstændigheder i forbindelse med risikoen for spredning af BSE mellem 1999 og 2004 og det forhold, at den ordning, der var fastlagt ved lovdekret nr. 244/2003, fastsatte en gradvis overførsel af ansvaret for og finansieringen af tjenesteydelserne til sektorens virksomheder, vurderer Kommissionen, at støtten var kortvarig og i overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler på lang sigt.

(172)

Kommissionen kan derfor på grundlag af de oplysninger, den råder over, konkludere, at den støtte, der blev ydet mellem 1999 og udgangen af 2002, kan være omfattet af den undtagelse, der er fastsat i artikel 107, stk. 3, litra c), i TEUF.

(173)

Hvad angår støtte, der blev ydet mellem 2003 og november 2005, vurderer Kommissionen, at støtten — på grund af den krisesituation, der var gældende frem til 2004 og det forhold, at ordningen under lovdekretet fastsætter gradvis overførsel af ansvar og finansiering som omhandlet ovenfor — kan anses for at være forenelig og i overensstemmelse med punkt 47 i retningslinjerne vedrørende overførbare spongiforme encephalopatier, hvor de modtagne ydelser svarer til de »faktiske« udgifter.

(174)

Som nævnt i betragtning 100 i nærværende afgørelse godtgjorde de portugisiske myndigheder, at støtten svarede til de »faktiske« udgifter til de tjenesteydende virksomheder for så vidt angår perioden mellem 1999 og 2005.

(175)

Kommissionen kan derfor på grund af de oplysninger, den råder over, konkludere, at den støtte, der mellem 2003 og november 2005 blev ydet til de tjenesteydende virksomheder, kan være omfattet af den undtagelse, der er fastsat i artikel 107, stk. 3, litra c), i TEUF.

(176)

Som anført af Kommissionen i betragtning 166 i nærværende afgørelse skabte risikoen for spredning af BSE i Portugal mellem 1999 og 2004 særlige omstændigheder og en krisesituation. På grund af den usædvanlige situation og under hensyntagen til, at der i den ordning, der anvendtes ved lovdekret nr. 244/2003, indgik en gradvis overgang af ansvar for og finansiering af tjenesteydelserne til sektorens virksomheder, vurderer Kommissionen, at støtten er kortfristet og respekterer princippet om, at forureneren betaler på lang sigt. I overensstemmelse med sin tidligere praksis finder den desuden, at støtten i det foreliggende tilfælde efter punkt 47 i retningslinjerne vedrørende overførbare spongiforme encephalopatier undtagelsesvist kunne ydes til andre virksomheder i sektoren, navnlig slagterier og opskæringsvirksomheder samt til importører og erhvervsdrivende i EU-samhandelen.

(177)

Som konstateret af Kommissionen med hensyn til de tjenesteydende virksomheder, blev støtten ydet i overensstemmelse med de principper, der er fastsat i punkt 47 i retningslinjerne vedrørende overførbare spongiforme encephalopatier.

(178)

Hvad angår slagterier og opskæringsvirksomheder, importører og erhvervsdrivende i EU-samhandelen i sektoren kan Kommissionen derfor konkludere, at den ydede støtte kan være omfattet af den undtagelse, der er fastsat i artikel 107, stk. 3, litra c), i TEUF.

(179)

Hvad angår opdrætterne, konkluderer Kommissionen ligeledes — hvad angår betragtning 160 ff. i nærværende afgørelse — at støtten blev ydet i overensstemmelse med de principper, der er fastsat i punkt 47 i retningslinjerne vedrørende overførbare spongiforme encephalopatier, og kan være omfattet af den undtagelse, der er fastsat i artikel 107, stk. 3, litra c), i TEUF.

(180)

Fra oktober 2002, som var tidspunktet for ikrafttrædelsen af lovdekret nr. 197/2002, blev omkostningerne i forbindelse med indsamling, transport, behandling og destruktion af biprodukter af kød fra pattedyr og fjerkræ finansieret via indtægterne fra en skattelignende afgift anvendt på slagterier, importører af ikke-udbenet okse- og svinekød og på erhvervsdrivende i EU-samhandelen, dvs. på virksomheder, der forhandler eller modtager ikke-udbenet okse- og svinekød.

(181)

I overensstemmelse med Domstolens retspraksis (53) finder Kommissionen normalt, at når en statsstøtte finansieres gennem obligatoriske afgifter, kan dette skabe en beskyttende virkning, der går længere end den egentlige støtte. De pågældende bidrag er obligatoriske afgifter. I overensstemmelse med samme retspraksis finder Kommissionen endvidere, at en støtte ikke kan finansieres af skattelignende afgifter, der også er lagt på produkter indført fra andre medlemsstater.

(182)

Under hensyntagen til denne retspraksis og til det forhold, at støtten ydes ved hjælp af statslige midler og således udgør statsstøtte, er det i henhold til artikel 107 i TEUF nødvendigt at vurdere, om den kan medføre forskelsbehandling, som strider mod artikel 110 i TEUF, eftersom produkter fra andre medlemsstater også skal pålægges afgiften.

(183)

Ifølge de portugisiske myndigheder er afgifterne på ikke-udskåret importeret kød berettiget, fordi der produceres biprodukter af ikke-udskåret kød, som er genstand for indsamling, transport, behandling og destruktion, og disse importerede produkter kunne derfor være omfattet af ordningen på samme måde som de nationale produkter.

(184)

Ifølge de oplysninger, som Kommissionen råder over, blev der opkrævet afgifter hos slagterier og importører af slagtekroppe, halve slagtekroppe og andre ikke-udskårne stykker af kvæg og svin (se artikel 2, stk. 2, i lovdekret nr. 197/2002), som blev anvendt til at finansiere indsamling, transport, behandling og destruktion af biprodukter hidrørende fra kød af pattedyr og fjerkræ (artikel 1, stk. 1, i lovdekret nr. 197/2002).

(185)

Disse oplysninger fik Kommissionen til at nære tvivl om forholdet mellem de afgifter, der blev opkrævet hos de afgiftspligtige, og de tjenesteydelser, de nød godt af. Kommissionen kunne ikke udelukke, at der forelå en potentiel forskelsbehandling af produkter importeret fra andre medlemsstater, som også blev pålagt afgift.

(186)

De portugisiske myndigheder forsikrede efterfølgende, at finansieringen af indsamling, transport, behandling og destruktion af biprodukter af fjerkrækød ikke skete ved hjælp af afgifter, der var opkrævet hos slagterier og importører af slagtekroppe, halve slagtekroppe og andre ikke-udskårne stykker af kvæg og svin, men derimod — i overensstemmelse med bilag 1 til lovdekret nr. 197/2002 — hos fjerkræslagterier, der ikke foretog indsamling, transport, behandling og destruktion af samtlige biprodukter i forbindelse med slagtning af fjerkræ. Virksomheder, der importerede og forhandlede fjerkrækroppe, var fritaget for afgifter, da der i forbindelse med hovedparten af fjerkræslagtekroppene ikke blev produceret biprodukter.

(187)

Hvad angår virksomheder, der importerer og forhandler slagtekroppe, halve slagtekroppe og andre ikke-udskårne stykker af kvæg og svin, fremførte de portugisiske myndigheder, at der i forbindelse med disse importerede ikke-udskårne stykker blev produceret biprodukter.

(188)

Allerede i påbuddet om oplysninger og senere, ved procedurens indledning, anmodede Kommissionen de portugisiske myndigheder om at garantere, at importerede produkter var omfattet af mekanismen på samme måde som de nationale produkter, og om at de med taloplysninger godtgjorde, at der i en bestemt referenceperiode var finansiel balance mellem de beløb, der blev opkrævet for produkter af ikke-udbenet oksekød og svinekød fra andre medlemsstater, og udgifterne til de tjenesteydelser, som udelukkende de havde nydt godt af (se punkt 37, litra h), i beslutningen om at indlede proceduren].

(189)

De portugisiske myndigheder garanterede, at de importerede ikke-udskårne stykker var omfattet af de samme tjenesteydelser med hensyn til indsamling, transport, behandling og destruktion af biprodukter af kød som de nationale produkter, men de fremlagde ikke præcis taldokumentation herfor.

(190)

De oplysninger, som Kommissionen har fået forelagt, sætter den således ikke i stand til at konkludere, at den afgift, der blev indført ved lovdekret nr. 197/2002 for importerede produkter, stod i forhold til udgifterne til de tjenesteydelser, som biprodukterne hidrørende fra disse importerede produkter var genstand for, og at de importerede produkter derfor kunne være omfattet af de tjenesteydelser, der var finansieret ved støtteforanstaltningen, på samme måde som de nationale produkter.

(191)

I henhold til artikel 3, stk. 2, i lovdekret nr. 244/2003 var slagterier, opskæringsvirksomheder, rugerier og ægproducerende virksomheder forpligtet til at betale de afgifter, der var fastsat i bilag 1 i lovdekret nr. 197/2002, bortset fra virksomheder, der var omfattet af den alternative ordning under denne lovgivning, og som var forpligtet til at betale de afgifter, der var fastsat i bilag 2, indtil godkendelse af destruktionsplanen for materialer under kategori 3. Hvad angår biprodukter under kategori 1 og 2 og indtil godkendelse af en plan, var de forpligtet til at betale 0,35 EUR pr. kg biprodukt (artikel 5, stk. 1, i lovdekret nr. 244/2003).

(192)

Hvad angår de ændringer, der blev indført i afgiftsordningen ved lovdekret nr. 244/2003, anmodede Kommissionen de portugisiske myndigheder om at godtgøre, at importerede produkter var omfattet af de omhandlede tjenesteydelser på samme måde som de nationale produkter.

(193)

De portugisiske myndigheder bekræftede, at den afgift, der var indført ved lovdekret nr. 244/2003, var baseret på de faktisk genererede biprodukter, og at de importerede produkter kunne være omfattet af de pågældende tjenesteydelser på samme måde. Kommissionen konstaterer imidlertid, at de portugisiske myndigheder ikke fremlagde kvantificerede oplysninger som dokumentation.

(194)

På grund af de manglende oplysninger kan Kommissionen ikke konkludere, at den afgift, der blev indført ved lovdekret nr. 244/2003, stod i et passende forhold til udgifterne til de tjenesteydelser, som biprodukterne hidrørende fra disse importerede produkter var genstand for, og at de importerede produkter derfor kunne være omfattet af de tjenesteydelser, der var finansieret ved støtteforanstaltningen, på samme måde som de nationale produkter.

(195)

Kommissionen finder ikke, at den afgiftsordning, der er anvendt på grundlag af lovdekret nr. 197/2002 og den overgangsordning, der er fastsat ved artikel 3, stk. 2, og artikel 5, stk. 2, i lovdekret nr. 244/2003, er i overensstemmelse med artikel 110 i TEUF, da der er tale om en ordning, som potentielt forskelsbehandler produkter, der importeres fra andre medlemsstater, og som var også pålagt en afgift.

(196)

Kommissionen beklager, at Portugal har ydet ulovlig støtte til indsamling, transport, behandling og destruktion af slagteriaffald i strid med artikel 108, stk. 3, i TEUF.

(197)

Støtten til indsamling, transport, behandling og destruktion af slagteriaffald var i overensstemmelse med EU-reglerne for så vidt angår de begunstigede. Finansieringen af denne støtte ved hjælp af afgiftsordningen, der er anvendt på grundlag af lovdekret nr. 197/2002 og den overgangsordning, der er fastsat ved artikel 3, stk. 2, og artikel 5, stk. 2, i lovdekret nr. 244/2003, er til gengæld uforenelig med det indre marked, da der er tale om en ordning, som potentielt forskelsbehandler produkter, der importeres fra andre medlemsstater, og som var også pålagt en afgift.

(198)

Kommissionen finder det behørigt i denne sag at vedtage en betinget afgørelse under anvendelse af muligheden i artikel 7, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999. Heri hedder det, at Kommissionen til en positiv beslutning kan knytte betingelser, hvorved støtte anses for at være forenelig med fællesmarkedet, og forpligtelser, hvorved den kan overvåge, om beslutningen overholdes.

(199)

For at afhjælpe overtrædelsen af artikel 110 i TEUF og således med tilbagevirkende kraft fjerne den potentielle forskelsbehandling bør Portugal tilbagebetale den del af afgiften, der er opkrævet for produkter med oprindelse i de øvrige medlemsstater, inden for en frist og på betingelser, som Kommissionen fastlægger. Når overtrædelsen er afhjulpet, vil de pågældende støtteforanstaltninger være forenelige med traktaten.

(200)

Kommissionen fastlægger betingelserne for den nævnte tilbagebetaling. Portugal skal således foretage tilbagebetaling til personer, der har betalt afgiften, bortset fra den, der blev pålagt produkter hidrørende fra andre medlemsstater i perioden mellem indførelsen af den afgift, der er fastsat ved lovdekret nr. 197/2002, og den sidste dato for anvendelsen af denne afgift forud for udløbet af overgangsperioden, som var fastsat ved lovdekret nr. 244/2003. Portugal skal til det formål sikre, at følgende betingelser er opfyldt:

—

hvis de kan dokumentere, at afgiften blev anvendt på produkter importeret fra andre medlemsstater, skal personer, som har betalt afgiften, kunne kræve tilbagebetaling af en forholdsmæssig del af afgiftsindtægterne bestemt til finansiering af den del af støtten, der udelukkende er beregnet på nationale produkter. Disse anmodninger om tilbagebetaling skal indgives inden for en frist, der er fastsat efter national ret og aldrig er kortere end seks måneder at regne fra offentliggørelsen af nærværende afgørelse

—

Portugal fastlægger omfanget af den eventuelle forskelsbehandling, som indførte produkter har været genstand for. Portugal skal derfor med henblik herpå i en referenceperiode efterprøve, om det fulde provenu af den pågældende afgift på de indenlandske varer opgjort i penge svarer til de fordele, der udelukkende kommer disse varer til gode

—

tilbagebetalingen skal være tilendebragt senest seks måneder efter indgivelsen af en anmodning

—

de tilbagebetalte beløb skal opdateres med påløbne renter beregnet fra datoen for opkrævningen til datoen for den egentlige tilbagebetaling. Renterne beregnes på basis af Kommissionens referencesats ved hjælp af metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten (55)

—

de portugisiske myndigheder skal acceptere, at afgiftspligtige fremlægger enhver form for rimeligt bevis for de indbetalte afgiftsbeløb for produkter fra andre medlemsstater

—

retten til tilbagebetaling kan ikke underlægges andre betingelser, navnlig at den ikke er væltet over på forbrugerne

—

for personer, der endnu ikke har betalt afgiften, giver de portugisiske myndigheder formelt afkald på at modtage den forholdsmæssige afgiftsdel for produkter, der er importeret fra andre medlemsstater, og som skal anvendes til finansiering af den del af støtten, der udelukkende tager sigte på nationale produkter. De giver ligeledes afkald på eventuelle morarenter for så vidt angår denne del af støtten

—

hvis Kommissionen anmoder herom, fremlægger de portugisiske myndigheder en fyldestgørende rapport, der påviser, at tilbagebetalingen er gennemført tilfredsstillende

—

hvis der i en anden medlemsstat er pålagt en afgift med det samme formål på de samme produkter, som var afgiftspålagte i Portugal, forpligter de portugisiske myndigheder sig til at tilbagebetale personer, der har erlagt afgiften, den del, der er pålagt produkter med oprindelse i denne anden medlemsstat

—

Portugal forpligter sig til at gøre alle mulige betalere af afgiften bekendt med denne afgørelse.