21.7.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 189/3

(1)

Ved brev af 30. december 2005 indgav den italienske banksammenslutning (Associazione Bancaria Italiana — ABI) en klage til Kommissionen over en række foranstaltninger, som sammenslutningen hævdede var til fordel for Poste Italiane's bankvirksomhed, der drives af Bancoposta, en fuldt integreret afdeling af Poste Italiane SpA (PI).

(2)

Klageren hævder for det første, at Poste Italiane modtager overkompensation for omkostningerne i forbindelse med det salg af postopsparingsprodukter, som Poste Italiane varetager på vegne af Cassa Depositi e Prestiti SpA (CDP) og i dennes navn. For det andet hævder klageren, at eneretten på salget af nævnte produkter udgør en yderligere fordel, idet den trækker kunderne bort fra de kommercielle bankers salg af sammenlignelige produkter.

(3)

Ved brev af 7. februar 2006 stillede Kommissionen de italienske myndigheder en række spørgsmål om bl.a. postopsparing. Efter at have anmodet om en forlængelse af fristen, afgav Italien svar ved brev af 21. april 2006. Kommissionen udbad sig yderligere oplysninger ved brev af 29. juni 2006; Italien svarede ved brev af 31. juli 2006 og brev af 9. august 2006.

(4)

Den 30. marts 2006 blev der afholdt et møde med de italienske myndigheder og repræsentanter for Poste Italiane.

(5)

Kommissionen anmodede om uddybende oplysninger ved brev til Associazione Bancaria Italiana af 20. april 2006; Associazione Bancaria Italiana svarede ved brev af 8. juni 2006.

(6)

Ved brev af 22. november 2006 meddelte Kommissionen Italien, at den havde besluttet at iværksætte proceduren i EF-traktatens artikel 88, stk. 2, over for foranstaltningen.

(7)

Kommissionens beslutning om at iværksætte proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (2). Kommissionen opfordrede berørte parter til at fremsætte eventuelle bemærkninger.

(8)

De italienske myndigheder fremsendte bemærkninger ved brev af 2. februar 2007.

(9)

Associazione Bancaria Italiana fremsendte bemærkninger ved brev af 13. marts 2007. Kommissionen videresendte nævnte bemærkninger til de italienske myndigheder ved brev af 20. marts 2007 for at høre deres kommentarer. De italienske myndigheders bemærkninger indløb ved brev af 18. april 2007.

(10)

Den 20. marts 2007 blev der afholdt et møde mellem Associazione Bancaria Italiana og Kommissionens tjenestegrene.

(11)

Kommissionen anmodede Associazione Bancaria Italiana om uddybende oplysninger ved brev af 23. marts 2007; de indløb den 18. maj 2007. Kommissionen videresendte disse bemærkninger ved brev af 23. maj 2007 til de italienske myndigheder, som svarede ved brev af 22. juni 2007.

(12)

Kommissionen anmodede Italien om uddybende oplysninger den 25. januar 2008; Italien fremsendte svar den 11. marts 2008, den 13. maj 2008 og den 17. juni 2008.

(13)

Kommissionen udskrev i januar 2007 et offentligt udbud (2007/S 29–034352) med det formål at få iværksat en undersøgelse af godtgørelsen i forbindelse med salg af postsparebeviser. Da risikoen for en interessekonflikt i forbindelse med en af de bydende ikke kunne udelukkes, skrev Kommissionen den 29. juni 2007 til de italienske myndigheder og til Associazione Bancaria Italiana for at indhente deres bemærkninger. Italien svarede ved brev af 5. juli 2007.

(14)

Udbuddet udløb den 9. november 2007, hvorfor Kommissionen offentliggjorde et nyt udbud (COMP/2007/D3/23); Kommissionen indgik den 20. december 2007 en kontrakt med en udvildig ekspert (i det følgende benævnt »eksperten«) om gennemførelse af en undersøgelse. Eksperten forelagde den endelige undersøgelsesrapport for Kommissionen den 21. juni 2008.

(15)

CDP-kassen var en statsvirksomhed, indtil den i 2003 blev omdannet til offentligt aktieselskab. Kassen har siden da været under statens kontrol, selvom 30 % af aktiekapitalen overgik til 65 bankfonde (3).

(16)

Formålet med kassen er at fremme offentlig investering, lokale infrastrukturer til formidling af lokale offentlige serviceydelser og større offentlige værker af national interesse.

(17)

CDP-kassens erhvervsaktivitet har siden 2003 været fokuseret på to områder:

(18)

Poste Italiane, der varetager postbesørgelsen i hele Italien, opfylder den almene postbesørgelsespligt (4), som denne er defineret i Italiens lovgivning (5) og forordningerne om postbefordringspligten. Poste Italiane's mandat til levering af en ydelse af almen økonomisk interesse omfatter for øjeblikket ikke finansielle tjenesteydelser.

(19)

Poste Italiane varetager ikke blot den almene postbesørgelse, men tilbyder også integrerede kommunikationsprodukter og -tjenesteydelser samt logistiske og finansielle produkter og tjenesteydelser. Følgende skema viser de vigtigste tal (6).

Skema 1

Økonomiske oplysninger om Poste Italiane's vigtigste erhvervsaktiviteter

(20)

I henhold til årsregnskabet repræsenterede postbesørgelsen 33,5 % af gruppens samlede provenu i 2006; de finansielle aktiviteter bidrog med 27,5 % og forsikringsvirksomheden med 37,6 %. Finans- og forsikringsvirksomheden bidrog med henholdsvis 82 % og 18,7 % til PI-gruppens driftsoverskud. Postbesørgelsen udviste et underskud på 4 mio. EUR.

(21)

Indtil december 2003 ejedes Poste Italiane 100 % af den italienske stat. I december 2003 overdrog den italienske stat 35 % af Poste Italiane's aktiekapital til CDP-kassen. Poste Italiane SpA er selv et privat selskab, der kontrolleres af staten.

(22)

En netop gennemført undersøgelse (7) viser, at Italiens postmarked var forholdsvis åbent allerede inden gennemførelsen af det første postdirektiv (8). Andre virksomheder end Poste Italiane kunne allerede da omdele adresserede reklameforsendelser og hybride forsendelser. Nogle lokale postvirksomheder omdelte forsendelser for Poste Italiane i underentreprise. Dette standsede efter gennemførelsen af direktiv 97/67/EF, der indebar, at besørgelsen af hybride forsendelser igen blev en del af de reserverede tjenesteydelser. Det område, der er reserveret for Poste Italiane, omfatter også ankommende og afgående internationale forsendelser. Det 2. postdirektiv (9), der indebærer en komplet liberalisering af landets postmarked inden den 1. januar 2009, har været indarbejdet i den italienske lovgivning siden den 1. januar 2003; heri sattes grænsen for reserverede produkter til 100 g for brevforsendelser og tre gange grundsatsen for prioriterede forsendelser. Fra 1. januar 2006 omfatter Poste Italiane's reserverede område brevforsendelser på op til 50 g og 2,5 gange grundsatsen for prioriterede forsendelser. Back office-ydelser og engros-forsendelser hører fortsat til blandt de reserverede forsendelser. Postmarkedet er i dag forholdsvis åbent i juridisk henseende, eftersom direkte postbesørgelse af reklamer er liberaliseret. Reglerne for adgang til markedet betragtes ikke som strenge (10).

(23)

Kommissionen fremsatte den 19. oktober 2006 et forslag til en nyt postdirektiv med henblik på fuld liberalisering af Fællesskabets indre marked for posttjenesteydelser. Direktivet (11), der trådte i kraft den 27. februar 2008, indebærer, at de retlige monopoler inden for posttjenesteydelser skal afskaffes inden den 31. december 2010, dog således at visse medlemsstater får mulighed for at udsætte fristen til den 31. december 2012.

(24)

Præsidentdekret nr. 114 af 14. marts 2001 indeholder bestemmelser om, hvilke ydelser Poste Italiane kan tilbyde inden for bank- og finansvæsenet; ydelserne varetages af Bancoposta. Der er tale om følgende aktiviteter: indlån af enhver art; betalingstjenester; valutahandel; reklame for og salg af finansieringsmidler, der stilles til rådighed af banker og andre autoriserede finansieringsinstitutter; visse former for investering (handel på tredjeparts vegne, placering og modtagelse af ordrer, med undtagelse af handel for egen regning samt individuel porteføljeadministration). Poste Italiane har et eksplicit forbud mod finansieringsvirksomhed.

(25)

Poste Italiane/Bancoposta kan betragtes som opsparingsinstitut og finansmæglingsselskab. Selskabet er ikke nogen egentlig bank, men driver virksomhed og tilbyder bankprodukter og andre finansprodukter via sine mange postkontorer.

(26)

De 13 893 postekspeditionssteder, der gør Poste Italiane til Italiens mest udbredte banknet, er ikke at betragte som nogen byrde, men tværtimod som en fordel, da Poste Italiane's finansielle tjenesteydelser dækker omkostningerne ved dette net, og ekspeditionsstederne dermed ikke belaster udbyderen af den almene tjeneste (12).

(27)

Kreditvurderingsbureauet Fitch offentliggjorde en rapport i 2004, hvoraf det fremgår, at Poste Italiane/Bancoposta når ud til hele Italiens befolkning på en måde, som ingen national bank kan rivalisere med inden for en overskuelig fremtid (13). Bureauet mener endvidere, at Poste Italiane har koncentreret sin strategi om udvikling af finansielle tjenesteydelser.

(28)

Poste Italiane tilbyder en bred vifte af finansielle tjenesteydelser, som konkurrerer med banksektorens ydelser:

(29)

Det aspekt, der tages op til vurdering i denne beslutning, vedrører indlån, og herunder i første række postopsparing, da Poste Italiane rejser midler ved salg af postopsparingsbeviser og postsparebøger på CDP-kassens vegne og i dennes navn.

(30)

Poste Italiane har gennem de seneste år foretaget en kraftig udvidelse af udbuddet af betalingsserviceydelser til kunderne, idet institutionen ud over de sædvanlige serviceydelser (girooverførsler og postanvisninger) nu også varetager serviceydelser, der traditionelt udbydes af bankerne (debet- og kreditkort, pengeoverførsler, betalingsservice for betaling af regninger) (14).

(31)

Til sidst skal det nævnes, at Poste Italiane også sælger følgende finansierings- og investeringsprodukter:

(32)

Genstanden for denne undersøgelse er den godtgørelse, som CDP-kassen har betalt Poste Italiane for salget af opsparingsbeviser i tidsrummet 2000-2006.

(33)

I artikel 1, stk. 1, i økonomi- og finansministerens dekret af 6. oktober 2004 (17) (i det følgende benævnt »dekretet«) om lovdekret nr. 260 af 30. september 2003, defineres postopsparing som »den indsamling af midler, med statsgaranteret tilbagebetalingspligt, der foretages af CDP-kassen via Poste Italiane S.p.a.«. Midlerne rejses gennem postsparebøger og postopsparingsbeviser.

(34)

Det følger af dekretets artikel 1, stk. 2, at postopsparing, dvs. CDP-kassens modtagelse af midler formidlet via Poste Italiane, er at betragte som en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse.

(35)

Postsparebøger er et statsgaranteret kapitalrejsningsinstrument og har dermed en lav risikoprofil. De kan være udstedt på navn og/eller til ihændehaveren. De almindeligste postsparebogstransaktioner er indsætning og hævning.

(36)

Den 22. november 2006 fastslog Kommissionen, at den godtgørelse, som CDP-kassen havde betalt til Poste Italiane for salg af postsparebøger i tidsrummet 2000-2005, ikke var at betragte som statsstøtte i den i traktatens artikel 87, stk. 1, omhandlede forstand.

(37)

Postsparebeviser er et statsgaranteret kapitalrejsningsinstrument og har dermed en lav risikoprofil; de kan ikke omsættes på markedet, da en eksplicit lovbestemmelse forbyder overdragelse til andre; udbetalingen — dvs. tilbagebetalingen af kapitalen og udbetalingen af renter — sker på anfordring; postsparebeviser ligner amerikanske put options i den forstand, at de giver opspareren mulighed for at kræve beviset indløst til en forhåndsfastsat pris når som helst i dets løbetid. Renten, hvoraf der skal betales udbytteskat på 12,5 %, kommer til udbetaling på én gang ved bevisets indløsning.

(38)

Postsparebeviser er nærmest at sammenligne med obligationer med én kupon; de udstedes løbende i åben serie, dvs. at emissionens størrelse ikke er fastlagt på forhånd. Salg, administration og indløsning af postsparebeviser og andre hermed forbundne transaktioner er fritaget for provision og gebyrer. Postsparebeviser har siden 2003 eksisteret i papirform og i elektronisk form. Frem til 2003 fandtes der kun papirbeviser.

(39)

Der er fire hovedtyper af postsparebeviser (18):

Skema 2

Beholdningen af postsparebeviser  (20) efter type (mio. EUR)

(40)

I henhold til Associazione Bancaria Italiana har de italienske husstande følgende opsparing i form af postsparekonti og hermed konkurrerende finansielle instrumenter:

Skema 3

Italienske husstandes opsparing fordelt på postsparekonti og andre finansielle instrumenter (mio. EUR)

(41)

Poste Italiane modtager en årlig godtgørelse for salget af postsparebeviser; siden 2000 har følgende aftaler — med ændringer — ligget til grund herfor:

(42)

Den årlige godtgørelse, der i henhold til disse aftaler betales til Poste Italiane, er sammensat af tre komponenter: i) en provision på bruttosalgsbeløbet (upfront fee), der afhænger af, hvor mange postsparebeviser der udstedes i løbet af året, ii) en provision for administrationen af beholdningen af postsparebeviser, og iii) andre specifikke komponenter, jf. skema 4 og 5.

Skema 4

Godtgørelse for salget af postsparebeviser i medfør af aftalerne

Skema 5

Poste Italiane's årlige godtgørelse i 2000-2006 (mio. EUR)

(43)

Ifølge CDP-kassens regnskaber svinger Poste Italiane's godtgørelse meget i forhold til omfanget af modtagne midler, hvilket giver kassen en exceptionel driftsfleksibilitet og en meget slank omkostningsstruktur.

(44)

Kommissionen skal for det første minde om, at den i beslutningen af 22. november 2006 var nået til den konklusion, at de juridiske bestemmelser for CDP-kassens salg af postopsparingsprodukter (postsparebeviser og postsparebøger) ikke indebar nogen retlig eneret på salget.

(45)

Kommissionen betvivlede, at den godtgørelse, som Poste Italiane modtog fra CDP-kassen for salget af postsparebeviser, kunne betragtes som en passende markedsreference og stillede navnlig spørgsmålstegn ved de sammenlignelige produkter, som Italien anførte for at godtgøre, at godtgørelsen var markedskonform. Kommissionen anførte ydermere, at den præcise sammensætning af den godtgørelse, som Poste Italiane havde modtaget siden 2000 for salget af postsparebeviser, og dennes præcise værdi, på daværende tidspunkt var ukendt.

(46)

Det var derfor meget vanskeligt for Kommissionen at fastslå, hvorvidt alle komponenter i godtgørelsen for salget af postsparebeviser

(47)

Kommissionen stødte endvidere på alvorlige vanskeligheder ved vurderingen af, om CDP-kassens godtgørelse til Poste Italiane for salget af postsparebeviser — ifald denne var at betragte som statsstøtte — var forenelig med fællesmarkedet.

(48)

Der indløb kun bemærkninger fra Associazione Bancaria Italiana (ABI) under proceduren.

(49)

Associazione Bancaria Italiana hævdede i sin klage af 30. december 2005, at det arbejde, som Poste Italiane varetog for CDP-kassen, blev godtgjort med et uforholdsmæssigt højt beløb, dvs. højere end:

(50)

Associazione Bancaria Italiana hævder bl.a., at provisionen for salg af selskabsobligationer svinger mellem 0,5 % og 6 %, idet den afhænger af en lang række faktorer såsom emittentens kreditværdighed, emissionens struktur, salgsnettet og værdipapirets kompleksitet. Den provision, som bankerne tager for salg af bankobligationer for andres regning, ligger gennemsnitligt på 1 %-1,5 % af salgsbeløbet.

(51)

Associazione Bancaria Italiana hævder, at den godtgørelse, som staten betaler Poste Italiane for salg af postopsparingsprodukter, udgør statsstøtte til Poste Italiane og skader bankerne, som ville kunne yde samme service på bedre vilkår og til lavere omkostninger for staten.

(52)

Ved brev af 13. marts 2007 og brev af 18. maj 2007 fremlagde Associazione Bancaria Italiana yderligere nedenstående bemærkninger.

(53)

Associazione Bancaria Italiana mener, at salget af postsparebeviser bør sammenholdes med salget af statsudstedte værdipapirer, dvs. BOT- eller BTP-papirer, alt under hensyn til papirernes løbetid. Poste Italiane modtager ikke blot en omsætningsbaseret salgsprovision, der er højere end provisionen for statsobligationer (ca. 195-160 basispoint), men modtager også en yderligere godtgørelse afhængigt af beholdningen af postsparebeviser.

(54)

Associazione Bancaria Italiana er ikke enig i konklusionerne af den benchmark-undersøgelse, der blev fremlagt i Kommissionens beslutning af 22. november 2006, af følgende årsager:

(55)

Ved brev af 18. maj 2007 sendte Associazione Bancaria Italiana Kommissionen resultatet af en undersøgelse, der var udført med hjælp fra en konsulentvirksomhed; den tog sigte på at fastslå, hvilke produkter der kan sidestilles med postsparebeviser, og hvordan godtgørelsen for salg af sådanne produkter bør analyseres. Ifølge undersøgelsen, der understøtter Associazione Bancaria Italianas standpunkt, kan nedenstående produkter sidestilles med postsparebeviser.

(56)

Flerårige statsobligationer (BTP) er et produkt, der kan sidestilles med almindelige postsparebeviser. Flerårige statsobligationer og postsparebeviser har samme karakteristika med hensyn til løbetid, risikoprofil, afkast og beskatning. Provisionen for salg af flerårige statsobligationer ligger på mellem 0,30 % og 0,40 % af den tegnede kapital.

(57)

I modsætning til konklusionen af den undersøgelse, der citeres i Kommissionens beslutning af 22. november 2006, kan almindelige postsparebeviser ikke sidestilles med:

(58)

Hvad angår spørgsmålet om almindelige postsparebevisers kompleksitet argumenterer Associazione Bancaria Italiana, at disse beviser ikke omfattes af definitionen på strukturerede obligationer. Den omstændighed, at postsparebeviser omfatter en indløsningsmulighed svarende til en put-option, er ikke begrundelse nok for en højere salgsprovision. Man kan højst sige, at optionen er en garanti for køberen, idet han har mulighed for at indfri investeringen, når han ønsker det; optionen spiller derimod ingen rolle for værdipapirets struktur eller risikoniveau.

(59)

Postsparebeviser med en løbetid på 18 måneder kan sidestilles med statsudstedte værdipapirer, såsom BOT- og CTZ-papirer. Modsat det i benchmark-undersøgelsen anførte kan postsparebeviser med en løbetid på 18 måneder ikke sidestilles med virksomhedsobligationer med en kreditværdighed på A+ eller derover, eftersom deres risikoprofil er langt lavere.

(60)

Provisionen på statsobligationer (BPT) ligger mellem 0,05 % og 0,30 % af den tegnede kapital afhængigt af varigheden (og betales sælgeren af køberen). Provisionen ved salg af nulkupon-statsobligationer (CTZ) ligger på 0,20 % af den tegnede kapital.

(61)

Postsparebeviser med fast løbetid kan sidestilles med statsudstedte værdipapirer, såsom BOT-, CTZ- og BTP-papirer, alt efter bevisets restløbetid.

(62)

Pristalsregulerede postsparebeviser kan sidestilles med mellem-/langfristede statsobligationer indeksreguleret på basis af inflationen i euro-området (BTP EURi). De kan ikke sidestilles med equity-relaterede virksomhedsobligationer, eftersom de har en langt lavere risikoprofil, og afkastet ikke er knyttet til en kurv af finansielle instrumenter (som equity-relaterede obligationer), men til inflationen.

(63)

Provisionen på salg af BTP EURi-obligationer er 0,40 % af den tegnede kapital.

(64)

Pristalsregulerede postsparebeviser kan sidestilles med pristalsregulerede obligationer udstedt af et finansielt selskab (omend risikoprofilen er lavere for postsparebeviser). Denne type postsparebeviser kan dog ikke sammenlignes med virksomhedsobligationer, eftersom CDP-kassen er en finansformidlende virksomhed.

(65)

Provisionen på salg af pristalsregulerede finansielle obligationer ligger mellem 1 % og 2,5 % af den tegnede kapital.

(66)

Associazione Bancaria Italiana havde oprindeligt argumenteret, at postsparebeviser kunne sidestilles med investeringsfonde, der sætter midlerne i euro-statsobligationer, men vender ikke tilbage til dette argument i brevet af 18. maj 2007; sammenslutningen giver ikke nogen forklaring herpå.

(67)

Associazione Bancaria Italiana opstiller to eksempler på scenarier for salg af produkter, der kan sidestilles med postsparebeviser. I det første scenario sælges produktet af en institution, der udelukkende får betaling for salget (administrationen varetages af emittenten), medens postsparebeviserne i det andet scenario sælges og administreres af institutionen, der får betaling for begge aktiviteter (i hvilket tilfælde der ikke er noget klart skel mellem de to godtgørelseskomponenter, dvs. salg og regnskabsføring og administration). Undersøgelsen har vist, at der ikke på grundlag af markedspraksis kan skelnes mellem den del af provisionen, der alene vedrører salg, den del, der vedrører regnskabsføring og administration, og den del, der vedrører fremstillingen af papirobligationer.

(68)

Godtgørelsens størrelse afhænger ifølge Associazione Bancaria Italiana både af obligationens kompleksitet, emittentens kreditværdighed, salgsnettet, værdipapirets løbetid, emittentens omdømme, emissionens struktur og de juridiske krav (emittentens lovgivnings- og licenskrav).

(69)

Associazione Bancaria Italiana begrunder argumentet om, at statsgaranterede postsparebeviser har en klart lavere risikoprofil end virksomhedsobligationer, med at statsudstedte værdipapirers interne forrentning (IRR) altid ligger lavere end forrentningen af virksomhedsobligationer med samme kreditværdighed. Associazione Bancaria Italiana hævder ydermere, at default-satsen ved emission af statsudstedte værdipapirer med Aa-kreditværdighed er 0 over ti år, medens den for virksomhedsobligationer med samme kreditværdighed ligger på 0,59.

(70)

Endelig hævdes det, at det er umuligt at opgøre provisionen på fremstilling af værdipapirer i papirform, eftersom man efterhånden næsten overalt handler med værdipapirer i elektronisk form.

(71)

Italien baserer sine bemærkninger på den benchmark-undersøgelse, som landet lod foretage i januar 2006 for at fastslå CDP-kassens og Poste Italiane's markedsgodtgørelse for postspareprodukter med henblik på forberedelsen af den nye aftale for 2006-2008.

(72)

Benchmark-undersøgelsen bygger på en sekstrinsmetode, hvori man:

(73)

Undersøgelsen viser, at tre faktorer influerer på provisionsniveauet inden for postopsparing: risiko/afkast-profilen, værdipapirernes struktur (strukturerede instrumenter over for »plain vanilla«-instrumenter (30), samt investeringens varighed.

(74)

Italien anfører bl.a., at provisionen for salg af postsparebeviser ikke kan sammenlignes med provisionen for salg af statsudstedte værdipapirer af følgende årsager:

(75)

Hovedkonklusionerne af undersøgelsen er som følger:

Skema 6

Markedsprovionssatsen for referencestikprøven af strukturerede virksomhedsobligationer i tidsrummet 2006-2008 og CDP-kassens/Poste Italiane's satser (%)

(76)

Som det fremgår af skemaet konkluderedes det i benchmark-undersøgelsen på grundlag af en analyse af en stikprøve af sammenlignelige værdipapirer, at provisionssatsen for postsparebeviser ligger inden for et interval, der ikke er højere end sammenlignelige produkters.

(77)

Det fastslås også i benchmark-undersøgelsen, at Poste Italiane's godtgørelse kan nedsættes, hvis salgsmålene ikke nås. Da postsparebeviser — modsat obligationer — kan kræves indløst når som helst, må Poste Italiane nøje påse, at de forhåndsfastsatte mål realiseres.

(78)

Med hensyn til godtgørelsen for administrationen af elektroniske postsparebeviser foreslås det i undersøgelsen, at man som benchmark for provisionssatserne anvender de satser, som Monte Titoli SpA praktiserer over for de formidlende institutioner til betaling for central administration; denne del af godtgørelsen viser sig at svare til markedets satser (inden for et interval på 0,0023 %-0,0020 %, alt afhængigt af beholdningen af elektroniske postsparebeviser). Med hensyn til postsparebeviser i papirform har det ikke været muligt at foretage en sammenlignende analyse på Italiens bankmarked, da denne type beviser er den eneste, der endnu optræder i papirform.

(79)

Ved brev af 2. februar 2007, 18. april 2007, 22. juni 2007, 11. marts 2008, 13. maj 2008 og 17. juni 2008 har Italien fremsat nedenstående bemærkninger.

(80)

Italien hævder, at den salgsprovision, som Poste Italiane har modtaget siden 2000, er markedskonform; der er tale om et maksimum, som kun betales, hvis bruttosalgsmålene for postsparebeviser realiseres. Poste Italiane's godtgørelse kan derfor kun vanskeligt sammenlignes med den godtgørelse, der modtages af andre institutioner, der sælger tilsvarende produkter.

(81)

Italien henviser igen til konklusionerne af benchmark-undersøgelsen for så vidt angår identificeringen af sammenlignelige produkter og godtgørelsen herfor.

(82)

En sammenligning med provisionsstrukturen for postsparebøger — som ifølge beslutningen af 22. november 2006 var markedskonforme — viser, at godtgørelsen for postsparebeviser er mindre. Hvis godtgørelsen for postsparebeviser fordeles over den gennemsnitlige løbetid (ca. [7-10] år) ligger provisionen på ca. […] %, hvilket er lavere end den årlige godtgørelse for postsparebøger, der ligger på 0,90 %. Men postsparebeviser og postsparebøger er naturligvis forskellige produkter: postsparebøger er et kortfristet produkt, medens postsparebeviser er et mellem-/langfristet, mere komplekst og mere struktureret produkt.

(83)

Italien anfører, at finansielle produkter i papirform er yderst sjældne på markedet, men at postsparebeviser af papir kan sidestilles med de indlånsbeviser (certificati di deposito), der udstedes af kreditinstitutioner. Den udstedende institution opkræver en engangsprovision på minimum 4,5 EUR og maksimum 9,30 EUR pr. værdipapir, uafhængigt af papirets værdi og varighed. Indlånsbeviser løber gennemsnitligt over 24 måneder, og Italien konstaterer derfor, at kreditinstitutionernes årsprovision pr. bevis ligger på mellem 2,25 EUR og 4,65 EUR. Hvis man går ud fra, at postsparebeviser i gennemsnit har en værdi på ca. 2 000 EUR og ganger dette beløb med Poste Italiane's accepterede godtgørelsesprocentsats på 0,11 %, så bliver resultatet en årsprovision pr. værdipapir i papirform på ca. 2,20 EUR, hvilket ligger på linje med provisionen på indlånsbeviser.

(84)

For så vidt angår godtgørelsen for produktion af papirbeviser kan man sammenligne med de papirbeviser, som repræsenterer et indskud i en investeringsfond, hvor de gennemsnitlige omkostninger ligger på mellem 10 og 20 EUR pr. bevis. Det vil sige, at Poste Italiane's godtgørelse på ca. 1,70 EUR pr. værdipapir, må betragtes som rimelig.

(85)

Med hensyn til fortjenesten ved salg af postsparebeviser understreger Italien, at disse beviser indgår som investeringstilbud i en bred vifte af finansielle tjenesteydelser, som Poste Italiane tilbyder sin kundekreds med det formål at sikre den mest formålstjenlige placering af midlerne. Bancoposta's fortjeneste på tjenesteydelser (i 2005 på […]) er langt mindre end fortjenesten på samtlige tilsvarende tjenesteydelser, der tilbydes af banksektoren (omkring 35 %).

(86)

Italien anfører, at det ved undersøgelsen af, om Poste Italiane har haft en økonomisk fordel, ikke er nødvendigt at splitte godtgørelsen for sammenlignelige produkter op i forskellige komponenter; det er nok blot at sammenligne den samlede godtgørelse for postsparebeviser med den samlede godtgørelse for sammenlignelige produkter.

(87)

Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt det markedsøkonomiske investorprincip er overholdt, anfører Italien, at godtgørelsen er blevet beregnet på grundlag af en metode, der opfylder det økonomiske ræsonnement, der ligger til grund for sådanne beslutninger på markedet. Selvom ingen undersøgelser går tilbage til 2000, betyder dette, at godtgørelsen bygger på samme økonomiske principper, således som det også fremgår af benchmark-undersøgelsen (se skema 4 og 5).

(88)

Ifølge de italienske myndigheder fører Poste Italiane et separat regnskab for samtlige finansielle tjenesteydelser i detailsektoren og skelner ikke af regnskabshensyn mellem de forskellige finansielle produkter. Omkostninger og indtjening for de enkelte produkter — og herunder også postsparebeviser — sammenlignes kun med henblik på en administrationsanalyse, hvorfor sammenligningen indebærer en stor grad af usikkerhed. Undersøgelsen viser, at postsparebeviser indebærer en tungere administrationsbyrde end andre finansielle tjenesteydelser såsom anfordringskonti. Italien mener derfor, at den bedste proxy-indikator for de økonomiske og finansielle postsparebevisdata i 2005 er en samlet bruttorentabilitet på […] % (35).

(89)

Banca d'Italia bekræfter, at postsparebeviser er at betragte som strukturerede finansielle instrumenter, da de er værdipapirer af samme art som obligationer, eller i hvert fald lån, da de er derivatprodukter, idet de indbefatter en afledt kontrakt af optionstypen, og de to komponenter — obligationen og derivatet — udgør uadskillelige dele af ét instrument.

(90)

Italien er ikke enig i den argumentation, som Associazione Bancaria Italiana har fremført vedrørende identificeringen af produkter, der kan sidestilles med postsparebeviser.

(91)

Italien anfører, at prisfastsættelsesforskellen mellem de forskellige emittenter — det være sig stats- (stater eller supranationale organisationer), finans-, bank- eller virksomhedsinstitutioner (i snæver betydning) — på nuværende tidspunkt ved samme kreditværdighed ligger inden for nogle få procentpoint, idet forskellen i finansieringsomkostninger mellem de to yderpunkter (statsinstrumenter og virksomhedsinstrumenter) er på ca. 5-6 basispoint, medens forskellen mellem finansieringsinstrumenter og virksomhedsinstrumenter andrager 2-3 point. Sagt med andre ord: for så vidt angår emittenter med samme kreditværdighed er emittenttypen (staten, finansinstitution, kreditinstitut mv.) ikke signifikant, og rokker ikke ved de konklusioner, der drages i den af Italien fremlagte undersøgelse. I modsætning til, hvad der hævdes af den italienske banksammenslutning, lægges der i benchmark-undersøgelsen en bred definition af virksomhedsobligationer til grund, eftersom der ikke blot henvises til obligationer udstedt af industrivirksomheder, men også obligationer udstedt af finansielle institutioner. Det bør ydermere nævnes, at obligationerne i den kurv, der bruges i undersøgelsen, har en gennemsnitlig kreditværdighed på AA–, hvilket er højere end den kreditværdighed (A+), som CDP-kassen, der udsteder postsparebeviserne, sidder inde med, og den kreditværdighed (A+), som Den Italienske Republik, der er garant for postsparebeviserne, har.

(92)

Italien fremfører også, at Poste Italiane/Bancoposta i gennemsnit havde modtaget en provision på 2,9 % for salget af strukturerede obligationer udstedt af de italienske banker, hvilket er på linje med provisionen for salget af postsparebeviser.

(93)

Italien mener ikke, at postsparebeviser kan sidestilles med statsudstedte værdipapirer af følgende grunde:

(94)

Det følger heraf, at postsparebeviser ikke kan sidestilles med statsudstedte værdipapirer, men bedre kan sammenlignes med investeringsfonde på grund af salgsmetoden og administrationen.

(95)

Med hensyn til den omstændighed, at omkostningerne ved salg af postsparebeviser ifølge loven skal holdes på linje med omkostningerne i forbindelse med statens gældssættelse på markedet, anfører Italien, at det årlige bruttoafkast af postsparebeviser ligger lavere end for statsudstedte værdipapirer (ca. 180 basispoint for de instrumenter, der er anført som eksempler, med løbetid på 8, 10 eller 20 år). Denne forskel mener Italien skyldes den implicitte put-option af amerikansk type. Hvis distributionsprovisionen lægges oveni, når man frem til, at statens omkostninger ligger på et lignende niveau.

(96)

Italien gør gældende, at Associazione Bancaria Italiana ser bort fra, at postsparebeviser omfatter en implicit put option, og undlader at anføre investeringsfonde blandt de sammenlignelige instrumenter. Efter de italienske myndigheders opfattelse omfattes postsparebeviser af Banca d'Italia's definition af strukturerede værdipapirer.

(97)

Italien konstaterer, at provisionen ved salg af postsparebeviser betales også for Poste Italiane's aktiviteter i forbindelse med realiseringen af de forskellige salgsmål (brutto og netto) for postopsparingen samt for de enkelte produkter. Provisionen omfatter også Poste Italiane's godtgørelse for kundeadministrationen efter salget og i hele postsparebevisets løbetid (specifikt fordi produktet kan kræves indløst når som helst, og fordi der ikke findes noget sekundært marked for postsparebeviser).

(98)

Italien bestrider den italienske banksammenslutnings påstand om, at provisionsbeløbene for salg af pristalsregulerede obligationer ligger på mellem 1 % og 2,5 %. Poste Italiane's gennemsnitlige distributionsprovision for salg af strukturerede obligationer udstedt af udenlandske og italienske banker er på 3,05 % (36), og provisionen for italienske bankers obligationer er på 2,9 % (37) (til eksempel kan nævnes, at Poste Italiane for salget af strukturerede obligationer udstedt af Capitalia SpA har modtaget en provision på 3,212 % (38) af det nominelle tegningsbeløb.

(99)

Italien konkluderer, at den italienske banksammenslutnings undersøgelse er af generel art og ikke tager hensyn til de specifikke omstændigheder i forbindelse med salg af postsparebeviser set i forhold til salg af andre obligationer.

(100)

De undersøgelser, der blev bestilt af Poste Italiane og den italienske banksammenslutning, bygger på samme metode, men når frem til indbyrdes modstridende konklusioner. I ingen af de to undersøgelser er det lykkedes at findes produkter, der helt kan sidestilles med hinanden, og der er således afdækket forskellige faktorer med virkning for salgsprovisionen alt efter, hvilket sammenligningsprodukt der er valgt.

(101)

Kommissionen gav således en uvildig ekspert i opdrag at lave en undersøgelse af godtgørelsen for salg af postsparebeviser.

(102)

En grundlæggende konstatering i ekspertundersøgelsen er, at det italienske værdipapirmarked er opdelt på to niveauer: i) niveau 1, hvor emittenterne henvender sig til investeringsinstitutioner; hvor udbyttet ligger på et normalt niveau alt under hensyntagen til risikoen for misligholdelse og euroens afkastskurve; hvor salget varetages af de store investeringsbanker (eller via en konkurrencebaseret auktionsordning, som det er tilfældet med størsteparten af de italienske statsobligationer); og hvor salgsprovisionen er forholdsvis lav; ii) niveau 2, hvor salget sker via detailsalgskontorer, der henvender sig direkte til de enkelte sparere; hvor emittenterne kan opnå bedre lånevilkår end på niveau 1, og hvor salgsprovisionen er klart højere. Dette forhold har direkte følger for størrelsen af salgsprovisionen på finansprodukter: hvordan man end sammenstiller de forskellige finansprodukters egenskaber i en kombination, der forventes at spille ind på salgsprovisionens størrelse, så er det en kendsgerning, at man får en væsentligt højere provision blot ved at sælge produktet på niveau 2.

(103)

Eksperten anfører, at salgsprovisionen på finansprodukter bør afspejle det arbejde, der udfoldes af distributionsnettet for at afsætte produktet. Eksperten udvælger derpå de produkter, der bedst kan sidestilles med postsparebeviser på basis af de pågældende finansprodukters grundlæggende karakteristika, dvs. risiko, likviditet, kontraktens kompleksitet (39), emittentens omdømme og juridiske status, løbetid, emissionsstørrelse, udbudsstruktur, minimumsinvestering og salgskanaler (institutionssalg/detailsalg); de enkelte karakteristika tildeles derefter en rating.

(104)

De enkelte finansprodukters klassificering sammenlignes derefter med de enkelte postsparebevistypers klassificering.

Skema 7

Finansielle produkter — faktorer der influerer på salgsprovisionen

(105)

Salgskanalen (institutions- eller detailsalg) har været afgørende ved indkredsningen af sammenlignelige produkter. Postsparebeviser kan bedst sammenlignes med detailsalgsfinansprodukter, eftersom de normalt sælges til private. Så godt som den samlede beholdning af postsparebeviser (ca. 99 %) er i private hænder; institutionsinvestorer køber normalt ikke disse produkter. Dette er hovedårsagen til, at statsudstedte værdipapirer (BOT, BTP og CCT) ikke kan sidestilles med postsparebeviser.

(106)

Det konstateres i ekspertundersøgelsen, at det produkt, der bedst kan sidestilles med postsparebeviser, er bankobligationer (almindelige postsparebeviser og postsparebeviser med fast løbetid sidestilles med plain vanilla-bankobligationer, og pristalsregulerede postsparebeviser med pristalsregulerede obligationer — se skema 14). Det næstbedste sammenligningsprodukt (41) er investeringsfonde. Det gælder for begge disse produkter, at de kun eksisterer i elektronisk form (42).

(107)

Kommissionen skal i denne forbindelse understrege, at provisionen skal beregnes for såvel postsparebeviser i papirform som postsparebeviser i elektronisk form, uanset at de to former for postspareviser har andre karakteristika tilfælles (gennemsnitlig løbetid, afkast ved indløsning og den omstændighed, at de sælges af Poste Italiane).

(108)

Eksperten søger at sammenligne provisionen for salg af postsparebeviser ved at opstille et sæt data om obligationer og investeringsfonde på grundlag af i) et stort antal prospekter over bankobligationer, der noteres på TLX (43), dvs. det sekundære regulerede marked for værdipapirer (efter den italienske børs), og ii) de største italienske bankers netsteder, hvor prospekter om obligationsemissioner sædvanligvis kan hentes. Oplysningerne omfatter 511 obligationsemissioner, der er solgt på det italienske marked mellem 2002 og 2008 (heraf 162 udstedt før 2006). Den årlige dækning (i forhold til de samlede emissioner) af de seneste emissioner er som følger: 18 % i 2006, 15 % i 2005, 9 % i 2004, 3 % i 2003 og 0,2 % i 2002.

(109)

Eksperten har foretaget supplerende analyser på grundlag af statistikker over hvert enkelt sammenligningsprodukt. Således har han med hensyn til bankudstedte »plain vanilla«-obligationer (der er det produkt, der bedst kan sidestilles med almindelige postsparebeviser og postsparebeviser med fast løbetid) konstateret, at de deskriptive statistikker ikke giver et tilstrækkelig godt billede af de faktorer, der er bestemmende for salgsprovisionen, til at man kan vurdere, om provisionen ved salg af postsparebeviser er markedskonform. Det skal navnlig nævnes, at bankobligationer ikke er homogene i alle relevante aspekter og kan være ikke-homogene i forhold til den ene type postsparebeviser, de skal sammenlignes med. De statistiske prøver må derfor anvendes rationelt ved undersøgelsen af, hvilke karakteristika inden for en gruppe tilsvarende værdipapirer der rent faktisk er relevante ved opgørelsen af salgsprovisionen. Med henblik herpå henviser eksperten til en liste over, hvilke faktorer der er relevante og influerer på salgsprovisionen (se betragtning 103-104). En regressionsanalyse indgår i undersøgelsen af, hvor stor indflydelse disse uafhængige variabler har på provisionen ved salg af et produkt som postsparebeviser.

(110)

Bankobligationsstikprøven løber ikke over så langt et tidsrum, at der kan drages relevante konklusioner med hensyn til, hvordan salgsprovisionen har udviklet sig i løbet af tidsrummet 2000-2003. Af statistiske årsager kan der ikke opstilles signifikante tidsserier (44) ud over 2000-2006. Bankobligationsstikprøven tillader kun, at der drages konklusioner for tidsrummet 2000-2006 på et generelt — ikke et årligt — grundlag.

(111)

Eksperten mener dog klart, at der kan drages en relevant konklusion for hele perioden, da det ved samtaler på stedet er konstateret, at der ikke har været væsentlige udsving i salgsprovisionens omfang siden 2000 (ifølge nogle adspurgte har der faktisk været et fald).

(112)

For investeringsfonde er der opstillet et datasæt med oplysninger om 102 fonde (45); den eneste nyttige analyse, der kan foretages af denne stikprøve, er repræsenteret ved deskriptive statistikker (46). I dette tilfælde har det dog været muligt at opstille en række tidsserier over den godtgørelse, sælgeren har modtaget i forbindelse med investeringsfonde.

(113)

Man må også se på strukturen af den godtgørelse, der ydes ved salg af sammenlignelige produkter:

(114)

Den godtgørelse, som Poste Italiane har modtaget fra CDP-kassen i medfør af årsaftalerne for 2000-2006, består af følgende komponenter (47) (se også skema 4):

(115)

Godtgørelsens struktur har været ret svingende i de forskellige aftaler for årene 2000-2002. Den samlede godtgørelsesstruktur har været stabil siden 2003 i den forstand, at man genfinder de samme godtgørelseskomponenter (omend tallene for de enkelte komponenter svinger). Det er ikke nemt at sammenligne de enkelte år i tidsrummet 2000-2002 med hinanden, eller perioden 2000-2002 med 2003-2006.

(116)

For at kunne sammenligne provisionen på postsparebeviser med provisionen på tilsvarende finansielle produkter har eksperten konverteret den dobbelte godtgørelse for postsparebeviser til én samlet upfront-provision, der skønnes at svare hertil; dette tal kan umiddelbart sammenlignes med den reelle upfront-provision på bankobligationer og fællesinvesteringsfonde. Det samlede tal for postsparebeviserne beregnes for hvert år ved, at den ved kontrakt fastsatte reelle upfront-provision sammenlægges med en skønnet upfront-tillægsprovision, der skal repræsentere nutidsværdien af den fremtidige godtgørelse, som Poste Italiane forventer at opnå på de postsparebeviser, der sælges de enkelte år, i medfør af den årlige procentuelle provision på eksisterende postsparebeviser. Størrelsen af den forhåndsfastsatte tillægsprovision fastsættes under hensyntagen til gennemsnitsløbetiden af de enkelte postsparebevistyper (48), idet nutidsværdien i salgsåret beregnes på grundlag af de årlige procentuelt ansatte provisioner, der opnås i løbet af et postsparebevis' gennemsnitlige løbetid (49).

(117)

Eksperten mener, at beregningen af ovennævnte nutidsværdi ydermere forudsætter man lægger sig fast på en af to — lige acceptable — valgmuligheder med hensyn til fremtidige årsprovisioner:

(118)

En ny beregning af upfront-provisionerne på postsparebeviser på basis af en variabel årsprovision resulterer generelt i lavere tal end beregninger på grundlag af en konstant årsgodtgørelse. Skema 8 afbilder dette forhold for almindelige postsparebeviser og postsparebeviser med fast løbetid:

Skema 8

Skøn over samlede upfront-betalte provisioner på postsparebeviser (%)

(119)

Eksperten har fulgt sædvanlig praksis ved i størsteparten af rapporten at tage udgangspunkt i en konstant årsprovision.

(120)

Den genberegnede upfront-provision, som Poste Italiane har modtaget for postsparebeviser på grundlag af ovennævnte antagelse, er anført i det følgende.

Skema 9

Den genberegnede upfront-provision, som Poste Italiane har modtaget for postsparebeviser

(121)

På grundlag af de indsamlede oplysninger kan der foretages et skøn over, hvor stor spredningen er i markedsgodtgørelsen for salg af postsparebeviser. Den skønnede markedsgodtgørelse udviser forskelle, men afhænger af, hvad der vælges som sammenligningsprodukt.

(122)

Skema 10 viser intervallet for de skønnede samlede upfront-provisioner på postsparebeviser (baseret på en regressionsanalyse af bankobligationsstikprøven) og de genberegnede reelle provisioner, som Poste Italiane har modtaget for postsparebeviser. Intervallet for den reelle godtgørelse for postsparebeviser er fastlagt ved de minimums- og maksimumsprovisioner (52), der er konstateret i tidsrummet 2000-2006. Det interval, der anvendes i sammenligningen, er defineret ved de forventede minimums- og maksimumsværdier for postsparebeviserne; disse værdier er opnået ved regression af provisionerne under hensyntagen til de relevante faktorer. Skemaet viser også de intervaller, der fremkommer ved at addere en eller flere standardafvigelser til de forventede minimums- og maksimumsværdier (53).

(123)

Det er nyttigt at henvise til de klassiske intervaller (middelværdi + 1 standardafvigelse) og (middelværdi + 2 standardafvigelser) ved vurderingen af en begivenheds sandsynlighed: en observation, hvis afstand fra forventningsværdien er mindre end én standardafvigelse har statistisk en høj sandsynlighed for at være lig med forventningsværdien; hvis den ligger i en afstand på mellem én og to standardafvigelser, er sandsynligheden mindre, men ikke unormalt lav; hvis den ligger i en afstand på mere end to standardafvigelser, er sandsynligheden ret lav, og man kan derfor tale om en »sjælden« — eller potentielt »unormal« — begivenhed (54).

Skema 10

Genberegnede upfront-provisioner og skønnede markedsgodtgørelser for postsparebeviser i bankobligationsstikprøven (%)

(124)

Eksperten drager følgende konklusioner heraf:

(125)

Eksperten anfører også de salgsprovisioner, der forventes for almindelige postsparebeviser og postsparebeviser med fast løbetid, når der indregnes uafhængige variable dummy-værdier (56) for de enkelte salgsinstitutioner med det formål at måle en anden faktor, nemlig de enkelte salgsinstitutioners prispolitik, der ikke indgår i regressionsanalysen i skema 10:

Skema 11

Skønnede godtgørelser for postsparebeviser, pr. salgsinstitution

(126)

Skema 12 viser de genberegnede samlede upfront-provisioner, som Poste Italiane har modtaget for salg af postsparebeviser (punktoverslag) og fonde for investering i pengemarkedet.

Skema 12

Genberegnede upfront-provisioner og årlige markedsprovisioner for postsparebeviser skønnet på grundlag af stikprøven af investeringsfonde

(127)

Eksperten beregnede — ud fra den arbejdshypotese, at den årlige godtgørelse var konstant — den årlige godtgørelse for salg af postsparebeviser i absolutte tal, svarende til den godtgørelse, som Poste Italiane ville have modtaget, hvis virksomheden var blevet betalt de gennemsnitssatser, som sælgere af tilsvarende investeringsfonde modtog. De årlige absolutte tal for godtgørelsen for postsparebeviser og for den godtgørelse, som fonde for investering i pengemarkedet ville være resulteret i, er vist i skema 13.

Skema 13

Reelle og skønnede godtgørelser for salg af postsparebeviser, i absolutte tal

(128)

Eksperten konkluderer:

(129)

Den godtgørelse, som CDP-kassen har betalt til Poste Italiane, androg i alt 15 mio. EUR i 2003, 16 mio. EUR i 2004 og 18 mio. EUR i 2005 og 2006 (se skema 4).

(130)

Godtgørelsen for fremstilling af postsparebeviser i papirform indgår ikke i de tidligere undersøgelser af, om den godtgørelse, der er betalt til Poste Italiane for salg af postsparebeviser, er markedskonform. Eksperten anlagde det synspunkt, at det var rimeligt ikke at medtage denne komponent i beregningen af upfront-tillægsprovisionen, da der er tale om en meget specifik omstændighed i forbindelse med postsparebeviser, som ikke optræder i forbindelse med andre sammenlignelige finansielle produkter i tidsrummet 2000-2006. Som nævnt ovenfor sammenligner Italien den godtgørelse, som Poste Italiane modtager for fremstilling af postsparebeviser i papirform, med den betaling, der kræves for investeringsfondenes udstedelse af papirbeviser. Italien bemærker, at denne betaling ligger på mellem 10 og 20 EUR pr. bevis, og understreger, at den godtgørelse, som CDP-kassen giver Poste Italiane, er på 1,70 pr. papirbevis, og konkluderer, at dette beløb ikke kan betragtes som overdrevent højt. Eksperten bekræfter, at de beløb, som investeringsfondene betaler for fremstilling af papirbeviser, svarer til det af Italien beskrevne niveau.

(131)

Den godtgørelse, som CDP-kassen har betalt til Poste Italiane for fremstilling af postsparebeviser i papirform, kan betragtes som markedskonform.

(132)

Den generelle konklusion, som eksperten drager i sin rapport, er, at den godtgørelse, som CDP-kassen har betalt til Poste Italiane i tidsrummet 2000-2006, er markedskonform.

(133)

Ved vurderingen af, om en foranstaltning er at betragte som statsstøtte i den i traktatens artikel 87, stk. 1, omhandlede forstand, tager Kommissionen principielt stilling til, om ordningen:

(134)

For at drage en konklusion i dette tilfælde behøver Kommissionen blot at tage stilling til, hvorvidt den her debatterede godtgørelse har givet Poste Italiane en fordel.

(135)

Det følger af dekretet af 6. oktober 2004, at modtagelse af postopsparingen er blevet en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse (57). Fra og med 2004 må bedømmelsen derfor tage udgangspunkt i Altmark-dommen (58).

(136)

Kommissionen fastslog allerede i beslutningen om procedurens iværksættelse, at den støttemodtagende virksomhed, Poste Italiane, har pligt til at varetage en offentlig service, og at denne pligt er klart defineret. De parametre, der danner grundlaget for beregningen af godtgørelsen, er klart og objektivt forhåndsfastlagt i aftalerne mellem CDP-kassen og Poste Italiane. Tilbage står kontrollen af, at godtgørelsen ikke er højere end, hvad der er nødvendigt for helt eller delvist at dække omkostningerne i forbindelse med den offentlige servicepligt, alt under hensyntagen til de hermed forbundne indtægter samt en rimelig fortjeneste. Da der ikke er nogen offentlig udbudsprocedure involveret, må vurderingen af, hvor stor godtgørelsen bør være, baseres på en undersøgelse af, hvor store omkostninger en typisk virksomhed, dvs. en veldrevet virksomhed med de nødvendige midler, ville have ved varetagelsen af en sådan pligt, alt under hensyntagen til de hermed forbundne indtægter samt en rimelig fortjeneste for opfyldelsen af denne opgave.

(137)

Hvis den godtgørelse, som betales af CDP-kassen, er markedskonform, er der hermed etableret et passende skøn over de omkostninger, som en typisk, veldrevet virksomhed må afholde i forbindelse med varetagelsen af denne pligt, alt under hensyntagen til de hermed forbundne indtægter samt en rimelig fortjeneste for opfyldelsen af denne opgave. Godtgørelsen opfylder således de fire kriterier, der er opstillet i Altmark-dommen, og udgør dermed ikke nogen støtte (59). Hvis den årsgodtgørelse, som Poste Italiane modtog for postsparebøger, var markedskonform, inden Poste Italiane og CDP-kassen fik overdraget denne tjeneste af almen økonomisk interesse, så er det klart, at Poste Italiane ikke har draget fordel heraf, og at godtgørelsen ikke udgør statsstøtte.

(138)

I undersøgelsen af, om den godtgørelse, som CDP-kassen har betalt, er markedskonform, gennemløber Kommissionen på ny hovedfaserne i den metode (som den anbefalede i beslutningen om procedurens iværksættelse), der blev anvendt i benchmark-undersøgelsen, og som også fandt anvendelse i de to følgende undersøgelser:

(139)

De tre undersøgelser afviger i det væsentlige fra hinanden med hensyn til, hvilke produkter de finder sammenlignelige, og hvilke faktorer der er bestemmende for godtgørelsen og influerer på valget af sammenlignelige produkter. Følgende skema viser, hvilke produkter der findes sammenlignelige i de tre undersøgelser:

Skema 14

Sammenlignelige produkter ifølge de tre undersøgelser

(140)

Det er Kommissionens opfattelse, at den af eksperten anvendte metode (se bl.a. skema 7) og undersøgelsesresultaterne fuldt ud lever op til kravene. De udpegede sammenligningsprodukter opfylder nemlig begge parters krav, jf. nedenfor. Alle faktorer af betydning for vurderingen af de finansielle referenceprodukters væsentligste karakteristika er blevet nøje bedømt og afvejet mod hinanden. Eksperten påpeger i undersøgelsen endnu en faktor, som spiller en meget vigtig rolle for salgsprovisionen, og som ingen af parterne — hverken de italienske myndigheder eller Associazione Bancaria Italiana — har påpeget, nemlig kundeunderlaget. Eksperten observerer nemlig i denne forbindelse, at det ved salg til private investorer faktisk er muligt — i hvert fald i Italien — at tilbyde et lavere udbytte end ved et tilsvarende salg (med samme risikoprofil) til institutionsinvestorer. I dette tilfælde kan det forhold, at den indtjening, der opnås ved salg til private, er højere end den provision, der opnås ved salg til institutioner, sidestilles med en form for overskudsfordeling (61).

(141)

Det har ikke været muligt at finde et produkt, der muliggør en perfekt sammenligning med postsparebeviser, men ekspertundersøgelsen åbner trods alt mulighed for at opstille et skøn over markedsprovisionen for produkter med karakteristika svarende til postsparebeviser (f.eks. ved hjælp af regressionsanalyse).

(142)

Italien har på samme måde som i benchmark-undersøgelsen ved flere lejligheder anført, at postsparebevisernes implicitte put-option gør disse værdipapirer mere komplekse end »plain vanilla«-papirer og sammenlignelige med strukturerede produkter.

(143)

Kommissionen mener, at nogle papirer såsom »plain vanilla«-obligationer og almindelige aktier har forholdsvis simple strukturer og afkast, medens andre, såsom strukturerede obligationer og obligationer med afledte komponenter af optionstypen, har strukturer og afkast, som er mere komplekse og afhængige af de underliggende aktiviteters udvikling. At forklare og ikke mindst sælge produkter med komplekse strukturer til private investorer er en krævende opgave for detailsektoren, der må investere i uddannelse af personalet og afsætte ressourcer og kostbar tid til salgsprocessen.

(144)

Der findes intet af myndighederne udstedt, retligt bindende, officielt dokument, der giver en præcis definition af, hvad der forstås ved »plain vanilla«-obligationer og strukturerede obligationer. Selv hvis man opstillede en bred definition af »strukturerede obligationer« (62), ville mange finansielle produkter ligge mellem »plain vanilla« og »struktureret« i snæver forstand. Eksperten anfører i denne forbindelse, at obligationer med en option, der tillader førtidig indløsning, såsom postsparebeviser, ikke er at sidestille med en typisk struktureret obligation. Postsparebevisers afkaststruktur er nemlig enkel, og Italiens småsparere har gennem flere årtier oparbejdet et udmærket kendskab til muligheden for førtidig opsigelse med tilbagebetaling af den investerede kapital og de påløbne renter, hvorfor det ikke kræver nogen særlig indsats fra sælgeren at forklare investorerne, hvordan produktet fungerer.

(145)

På baggrund af ovenstående har eksperten baseret sig på den definition, at en obligation er »struktureret« hvis dens afkast afhænger af, hvordan forskellige parametre udvikler sig, på grundlag af en i emissionsreglerne fastlagt ordning.

(146)

Kommissionen er således enig med eksperten i, at den omstændighed, at postspareviser har en indbygget put-option, ikke er nok til at sidestille sådanne værdipapirer med »strukturerede obligationer«, således som disse normalt defineres.

(147)

Det er følgelig ikke formålstjenligt (63) at sidestille postsparebeviser og strukturerede værdipapirer, som foreslået af Italien, medmindre der er tale om pristalsregulerede postsparebeviser.

(148)

Associazione Bancaria Italiana her ved flere lejlighed foreslået en sidestilling med kort- og langfristede statsudstedte værdipapirer. En sådan sidestilling er imidlertid ikke fyldestgørende, da statsobligationer hovedsageligt afsættes til institutionsinvestorer, medens bankobligationer og postsparebeviser typisk sælges til markedets detailsegment. Hertil kommer, at den provision for salg af statsudstedte værdipapirer, som bankerne afkræver private investorer, ikke er en markedspris, der afspejler samspillet mellem udbud og efterspørgsel ved salg til private; den fastsættes tværtimod unilateralt ved offentliggørelse af en statslig bekendtgørelse, som har samme retskraft som en lov. Provisionen repræsenterer derfor ikke markedsniveauet for godtgørelser ved salg på det italienske marked (64).

(149)

Kommissionen mener, at de sammenligningsprodukter, der er identificeret af eksperten, imødekommer den italienske banksammenslutnings indvendinger, i) fordi bankobligationer udstedes af finansieringsselskaber og dermed er de produkter, der bedst kan sidestilles med de postsparebeviser, der udstedes af CDP-kassen; ii) fordi statsudstedte værdipapirer og bankobligationer med samme kreditværdighed har samme risikoprofil; iii) fordi det ikke er strukturerede bankobligationer, men derimod »plain vanilla«-obligationer, der bedst kan sidestilles med almindelige postsparebeviser og postsparebeviser med fast løbetid.

(150)

Kommissionen konkluderer derfor, at de sammenligningsprodukter, der bør tages i betragtning i denne beslutning, er de produkter, der er defineret af eksperten, dvs. i første række bankobligationer og derefter investeringsfonde med tilsvarende karakteristika

(151)

Kommissionen anlægger det synspunkt, at den metode og de beregninger, som eksperten har lagt til grund ved udregningen af upfront-provisionen ved salg af postsparebeviser, er fyldestgørende. Dette betyder bl.a.

(152)

Det følger heraf, at de af eksperten konstaterede upfront-provisioner er korrekte.

(153)

Kommissionen noterer sig, at der kun er begrænsede data til rådighed, og er enig med eksperten i, at man i den økonomiske fagpresse og markedsforskning ikke finder omtale af finansielle produkter, der er perfekt sammenlignelige med postsparebeviser på samtlige relevante punkter. Kommissionen finder, at de store mængder data, som er blevet indsamlet og brugt af eksperten, både kvalitativt og kvantitativt (65) er fyldestgørende for så vidt angår konklusionerne i denne beslutning.

(154)

Kommissionen finder endvidere, at en konklusion vedrørende hele perioden (2000-2006) er relevant, eftersom de interviews, eksperten har haft, viser, at salgsprovisionernes omfang ikke har ændret sig væsentligt efter år 2000 (visse adspurgte rapporterer faktisk en nedgang). Forhandlinger mellem parterne har endvidere medført store udsving i godtgørelserne i årenes løb (eksempelvis er den årlige administrationsprovision reduceret både procentuelt og beløbsmæssigt). Kommissionen mener, at forhandlinger om godtgørelsen bør baseres på en flerårig periode. Det er derfor relevant, at ræsonnementet også dækker en flerårig periode.

(155)

Kommissionen er også enig med eksperten i, at det er nødvendigt — eftersom postsparebeviser og samtlige sammenlignelige finansielle produkter har forskellige godtgørelsesstrukturer — at godtgørelsessatsen i forbindelse med salg af forskellige produkter udtrykkes i sammenlignelige tal. I denne forbindelse bør det nævnes, at Kommissionen mener, uanset at kun salgsprovisionen finder anvendelse i forbindelse med bankobligationer, at det er korrekt at beregne tilsvarende upfront-provisioner for investeringsfonde.

(156)

Kommissionen mener også, at regressionsanalyser baseret på bankobligationsstikprøven generelt må være den bedste metode til måling af markedsgodtgørelsen for salg af postsparebeviser. Kommissionen er enig med eksperten i, at de deskriptive statistikker for investeringsfonde, som både Associazione Bancaria Italiana og Italien identificerer som sammenlignelige produkter, kan tjene som grundlag for nyttige konklusioner. Kommissionen finder følgelig, at de af eksperten beregnede gennemsnit og forventningsværdier er acceptable.

(157)

Kommissionen og eksperten ser dog forskelligt på et spørgsmål af teknisk art: hvilke intervaller (middelfejl/standardafvigelse) der i givet fald skal anvendes på forventningsværdierne ved kontrollen af, om godtgørelsen er markedskonform. Kommissionen finder det ikke nødvendigt at uddybe dette spørgsmål yderligere, da disse intervaller ikke er nødvendige for vurderingen.

(158)

Undersøgelsen kræver, at man tager stilling til, hvorvidt følgende produkter var markedskonforme i referenceperioden.

Skema 15

Tegningsperioder for de forskellige typer postsparebeviser

(159)

For så vidt angår postsparebeviser i elektronisk form giver en sammenligning af tallene i skema 9 og 10 følgende resultater.

(160)

Godtgørelsen for postsparebeviser med en løbetid på 18 måneder i papirform er den samme som for elektroniske beviser (der er ingen årlig administrationsgodtgørelse for denne type beviser). Denne type beviser er dermed også markedskonform.

(161)

Tilbage står kun en undersøgelse af, hvorvidt den godtgørelse, der er udbetalt for almindelige postsparebeviser i papirform i tidsrummet 2000-2006 og for postsparebeviser med fast løbetid i papirform i tidsrummet 2000-2002, er markedskonform.

(162)

Kommissionen bemærker, at eksperten også sammenligner postsparebeviser i papirform med sammenligningsprodukter i elektronisk form, eftersom han ikke har kunnet finde passende sammenligningsprodukter i papirform på markedet.

(163)

Det er Kommissionens opfattelse, at de specifikke aktiviteter, som Poste Italiane varetager i forbindelse med postsparebeviser i papirform, ikke kan sidestilles med produktionen af investeringsbeviser i papirform, for hvilken der betales en specifik provision (se betragtning 129-131).

(164)

Det bør påpeges, at forskellen mellem den samlede provision for postsparebeviser i papirform og postsparebeviser i elektronisk form alene skyldes provisionens administrationskomponent (69).

(165)

Poste Italiane varetager specifikke opgaver i forbindelse med administrationen af beholdningen af postsparebeviser i papirform. Det er nemlig muligt at købe almindelige postsparebeviser når som helst og i hvilket som helst italiensk postkontor: enhver kan møde op på et postkontor med et identitetsbevis og et kontantbeløb og investere i postsparebeviser. Man behøver ikke have nogen postanfordringskonto, eftersom postsparebeviser i papirform kan købes kontant. Kunden udfylder forskellige skemaer og hans navn anføres på postsparebeviset, hvorefter han får det udleveret. Ved indløsningen af postsparebeviser er proceduren den samme. Administrationen af denne procedure kræver en vis organisation, som ikke er nødvendig — eller som kræver en mindre indsats — i forbindelse med elektroniske postsparebeviser og bankobligationer.

(166)

Det vil således sige, at de specifikke opgaver, som Poste Italiane varetager i forbindelse med postsparebeviser i papirform, menes at kunne begrunde den højere godtgørelse på den årlige beholdning af postsparebeviser i papirform, hvorfor enhver sammenligning mellem de skønnede samlede upfront-provisioner på almindelige postsparebeviser i papirform og på bankobligationer uundgåeligt indebærer en skævhed i Poste Italiane's disfavør; ved vurderingen af, hvorvidt godtgørelsen for postsparebeviser er markedskonform, bør man derfor hovedsageligt basere sig på oplysningerne om postsparebeviser i elektronisk form.

(167)

Kommissionen er enig med eksperten i, at Poste Italiane varetager specifikke opgaver i forbindelse med postsparebeviser i papirform, dvs. opgaver ud over refusionen for den materielle fremstilling af postsparebeviser i papirform (70). Disse ekstraopgaver gør en højere årsprovision berettiget. Taget som gennemsnit over referenceperioden svarer den årsprovision, som Poste Italiane har modtaget for de specifikke ekstraopgaver i forbindelse med administrationen af beviser i papirform, til ca. 0,14 % af beholdningen af postsparebeviser i papirform (se skema 4) (71). Selv om det ikke er muligt præcist at opgøre, hvor store omkostningerne i forbindelse med administrationen af postsparebeviser er, mener Kommissionen dog, at den højeste af de her undersøgte godtgørelser ikke er overdrevent høj, når man tager det arbejde og den organisation, der er forbundet med administrationen af papirbeviser (jf. betragtning 166), i betragtning. I 2006 androg Poste Italiane's administrationsprovision knap 7 126 EUR pr. postkontor. I 2000-2001, hvor parterne forhandlede om specifikke kvalitative målsætninger (72), androg administrationsprovisionen til Poste Italiane henholdsvis 18 064 EUR og 14 231 EUR pr. postkontor (73). Kommissionen finder, at disse provisionsniveauer står i rimeligt forhold til de opgaver, administrationen af postsparebeviser i papirform indebærer, og dermed er markedskonforme. Kommissionen noterer sig endvidere, at disse årsprovisioner udviser en faldende tendens, og at antallet af beviser i papirform forventes at falde med tiden.

(168)

For så vidt angår postsparebeviser med fast løbetid — der ikke fandtes i elektronisk form — har Kommissionen beregnet, hvor store provisioner der blev udbetalt til Poste Italiane, med fradrag af godtgørelsen for administrationsarbejdet. I tidsrummet 2000-2002 ligger tallet ud fra et konservativt (74) skøn på 1,72 % i gennemsnit, hvilket er lavere end både den mindste forventningsværdi for godtgørelsen (1,76 %, se skema 10) og de forskellige skøn over godtgørelserne for postsparebeviser med fast løbetid, alt under hensyntagen til de forskellige distributørers prispolitik (se skema 11, B). Kommissionen kan derfor konkludere, at godtgørelsen for postsparebeviser med fast løbetid i papirform er markedskonform.

(169)

Det kan på baggrund af ovenstående konkluderes, at godtgørelsen for salg af almindelige postsparebeviser i papirform og postsparebeviser med fast løbetid i papirform er markedskonform.

(170)

Kommissionen når derfor frem til den konklusion, at de godtgørelser, der er udbetalt for salg af postsparebeviser i tidsrummet 2000-2006, er markedskonforme.

(171)

I denne specifikke sag kunne Kommissionen have anlagt et alternativt standpunkt: at de provisioner, der er udbetalt til Poste Italiane, er markedskonforme, blot de ligger under den maksimale forventningsværdi.

(172)

Hvis man anlægger dette standpunkt, fremgår det af skema 10, at godtgørelsen for almindelige postsparebeviser og postsparebeviser med fast løbetid i papirform er markedskonform. Den maksimale forventningsværdi for almindelige postsparebeviser i papirform er på 4,54 % (maksimumsskøn), medens maksimumsgodtgørelsen i tidsrummet 2000-2006 er på 3,07 %. Disse tal er for postsparebeviser med fast løbetid i papirform henholdsvis 3,34 % og 3,09 %.

(173)

Kommissionen ville være nået frem til den samme konklusion, hvis den valgte metode havde været baseret på en variabel årsgodtgørelse.

(174)

Denne metode ville have været acceptabel, for så vidt som Kommissionen tager udgangspunkt i den formodning, at Poste Italiane og CDP-kassen i deres årlige forhandlinger tog hensyn til årsprovisionernes variabilitet.

(175)

Ved anvendelse af nævnte metode ville Kommissionen være nået frem til endog endnu mere overbevisende konklusioner vedrørende produktets markedskonformitet.

(176)

Eksperten anfører, at det med absolut sikkerhed kan fastslås, at omsætning i papirform er specifik for postsparebeviser; den eneste undtagelse er beviser udstedt af investeringsfonde, hvor loven endnu tillader papiromsætning. Associazione Bancaria Italiana medgiver selv, at finansmarkederne i dag næsten udelukkende handler med elektroniske produkter. Banksammenslutningen fremlægger ingen argumenter eller forslag til, hvordan det kan undersøges, om en godtgørelse er markedskonform; sammenslutningen bestrider heller ikke beregningen af godtgørelsen for fremstilling af papirbeviser, der bygger på en sammenligning med repræsentative papirbeviser udstedt af investeringsfonde. Kommissionen er derfor enig i ekspertens konklusioner om dette punkt (se betragtning 129-131).

(177)

Med hensyn til de argumenter, som Italien har fremført vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt fortjenesten ved salg af postsparebeviser (betragtning 85-88) er markedskonform, skal Kommissionen anføre, at Italiens beregning af afkastniveauet ikke er tilstrækkelig til at godtgøre, at salgsprovisionen for postsparebeviser er markedskonform, eftersom Poste Italiane — som de italienske myndigheder selv oplyser — ikke fører separat regnskab over de forskellige finansielle produkter, og der derfor ikke kan fremskaffes tilstrækkeligt pålidelige data om omkostninger og indtægter i forbindelse med postsparebeviser, til at de kan bruges i denne beslutning.

(178)

Sammenligningen mellem Poste Italianes/Bancoposta's samlede fortjeneste og fortjenesten for samtlige tilsvarende serviceydelser, der tilbydes af bankvæsenet, er endnu mere upræcis.

(179)

Kommissionen mener, at der ikke ud fra dette argument kan drages nogen konklusion om, hvorvidt provisionen på salg af postsparebeviser er markedskonform, ved henvisning til én enkelt af de serviceydelser, Bancoposta tilbyder, og ved sammenligning med usammenlignelige aktiviteter og produkter tilbudt af bankvæsenet.

(180)

Med hensyn til de italienske myndigheders sammenligning af provisionsstrukturerne for postsparebeviser og for postsparebøger, hvor den formodet markedskonforme godtgørelse for postsparebeviser ekstrapoleres over produktets gennemsnitlige løbetid (betragtning 82), finder Kommissionen, at den arbejdshypotese, at værdipapirets løbetid indvirker lineært på salgsprovisionen, på baggrund af ekspertens analyse er alt for simplistisk. Det er endvidere mere korrekt at sammenligne postsparebeviser med finansielle instrumenter udstedt af markedsoperatører.

(181)

Associazione Bancaria Italiana anfører, at statsudstedte værdipapirer altid har et lavere internt afkast end virksomhedspapirer med en tilsvarende kreditværdighed, og at dette skyldes forskelle i risikoprofilen også for så vidt angår finansielle instrumenter med samme kreditværdighed; Kommissionen finder imidlertid, at disse forskelle i afkastet bedre forklares ved forskellen i salgsnettet (salg til private over for salg til institutioner), snarere end ved en forskel i risikoniveauet.

(182)

Ifølge Fællesskabsrammebestemmelserne for statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste skal virksomhedsregnskaberne i tilfælde, hvor en virksomhed har fået overdraget varetagelsen af flere forskellige tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (75), gøre det muligt at kontrollere, at ingen af nævnte tjenesteydelser af almen økonomisk interesse har været genstand for overkompensation.

(183)

Det fremgår af Italiens oplysninger, at Poste Italiane's interne regnskaber ikke sikrer en korrekt adskillelse af de omkostninger/indtægter, der er resultatet af den tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, som postopsparing repræsenterer, og de omkostninger/indtægter, der er resultatet af andre opgaver.

(184)

Kommissionen skal derfor erindre Italien om den pligt, der påhviler landet i denne forbindelse.

(185)

Den markedsgodtgørelse, som Italien har ydet Poste Italiane for salg af postsparebeviser, repræsenterer et passende skøn over de omkostninger, som en typisk, veldrevet virksomhed ville have skullet afholde i forbindelse med varetagelsen af sådanne pligter alt under hensyntagen til de hermed forbundne indtægter samt en rimelig fortjeneste for varetagelsen af denne opgave.

(186)

Det konkluderes derfor, at de fire kriterier i Altmark-dommen er blevet overholdt, siden virksomheden i 2004 overtog denne serviceydelse af almen økonomisk interesse. Den godtgørelse, som Poste Italiane har fået udbetalt for salget af postsparebeviser i tidsrummet 2004-2006, udgør ikke statsstøtte.

(187)

Den godtgørelse, som Poste Italiane modtog for salget af postsparebeviser, inden denne serviceydelse af almen økonomisk interesse blev overdraget til Poste Italiane og CDP-kassen, var markedskonform. Denne godtgørelse gav ikke Poste Italiane fordele og udgør derfor ikke nogen statsstøtte.

(188)

Kommissionen drager den konklusion, at den godtgørelse, som Poste Italiane har fået udbetalt for salget af postsparebeviser i tidsrummet 2000-2006, udgør ikke statsstøtte —