26.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 53/13

(1)

Ved brev af 25. november 2004, der blev registreret den 29. november 2004 med nr. CP221/2004, modtog Kommissionen en klage over en mulig ulovlig statsstøtte til Institut Français du Pétrole (herefter benævnt »IFP«) og et af IFP’s datterselskaber, selskabet Axens. Klageren har af frygt for negative markedskonsekvenser anmodet om, at hans identitet ikke oplyses.

(2)

Ved brev af 21. december 2005 underrettede Kommissionen Frankrig om sin beslutning om at indlede den i traktatens artikel 88, stk. 2, fastsatte procedure over for denne støtteforanstaltning.

(3)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (2). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til den omhandlede støtteforanstaltning.

(4)

Ved brev af 16. januar 2006, der blev registreret samme dag, anmodede Frankrig om yderligere én måneds frist til at fremsætte sine bemærkninger, hvilket Kommissionen accepterede ved brev af 19. januar 2006. Frankrig fremsendte sine bemærkninger til Kommissionen ved brev af 23. februar 2006, der blev registreret samme dag.

(5)

Ved brev af 15. marts 2006, der blev registreret samme dag, anmodede selskabet UOP om yderligere én måneds frist til at fremsætte sine bemærkninger, hvilket Kommissionen accepterede ved brev af 22. marts 2006.

(6)

Ved brev af 17. marts 2006, der blev registreret samme dag, anmodede selskabet Haldor Topsøe A/S om yderligere én måneds frist til at fremsætte sine bemærkninger, hvilket Kommissionen accepterede ved brev af 22. marts 2006.

(7)

Ved brev af 20. marts 2006, der blev registreret den 22. marts 2006, fremsendte selskabet Axens sine bemærkninger om den omhandlede foranstaltning til Kommissionen.

(8)

Ved brev af 12. april 2006, der blev registreret samme dag, anmodede selskabet Haldor Topsøe A/S om yderligere frist til den 24. april 2006, hvilket Kommissionen accepterede ved brev af 19. april 2006.

(9)

Ved brev af 18. april 2006, der blev registreret den 19. april 2006, fremsendte selskabet UOP sine bemærkninger om den omhandlede foranstaltning til Kommissionen.

(10)

Ved brev af 19. april 2006 anmodede Kommissionen klageren om at fremsende en ikke-fortrolig udgave af sin klage. En sådan udgave blev fremsendt til Kommissionen ved brev af 26. april 2006, der blev registreret den 27. april 2006.

(11)

Ved brev af 3. maj 2006, der blev registreret samme dag, anmodede selskabet Haldor Topsøe A/S om yderligere frist til at fremsætte sine bemærkninger, hvilket Kommissionen afviste ved brev af 4. maj 2006.

(12)

Ved brev af 22. juni 2006 fremsendte Kommissionen kopi af bemærkningerne fra UOP og Axens samt kopi af klagen til Frankrig. Kommissionen fremsendte desuden en anmodning om supplerende oplysninger. Ved brev af 4. juli 2006, der blev registreret den 5. juli 2006, anmodede Frankrig om en forlængelse af fristen til at svare, hvilket Kommissionen accepterede ved brev af 7. juli 2006. Ved brev af 8. september 2006, der blev registreret af Kommissionen den 12. september 2006, fremsendte Frankrig sine kommentarer til bemærkningerne fra de interesserede parter samt svar på Kommissionens supplerende spørgsmål.

(13)

Ved brev af 18. juli 2006, der blev registreret den 19. juli 2006, meddelte Frankrig i øvrigt Kommissionen, at IFP var omdannet til et offentligt foretagende af industriel og kommerciel karakter (EPIC).

(14)

Ved brev af 13. oktober 2006 anmodede Kommissionen Frankrig om supplerende oplysninger. Frankrig fremsendte disse oplysninger til Kommissionen ved brev af 24. oktober 2006, der blev registreret den 26. oktober 2006.

(15)

Den 15. juni 2007 afholdtes et arbejdsmøde mellem Frankrig og Kommissionen.

(16)

Ved brev af 19. juni 2007 anmodede Kommissionen Frankrig om supplerende oplysninger. Ved brev af 10. juli 2007 anmodede Frankrig om yderligere frist frem til den 31. august 2007. Ved brev af 11. juli 2007 forlængede Kommissionen fristen frem til den 13. august 2007. Frankrig meddelte Kommissionen de supplerende oplysninger ved brev af 9. og 22. august 2007, der blev registreret henholdsvis den 9. og 22. august 2007.

(17)

Frem til 2006 var IFP et privatretligt erhvervsrettet foretagende (3) uden egenkapital eller aktionærer, men undergivet den franske regerings økonomiske og finansielle kontrol (4). Ved dekret nr. 2006-797 af 6. juli 2006, der blev vedtaget på grundlag af lov nr. 2005-781 af 13. juli 2005, blev IFP omdannet til et offentligt foretagende af industriel og kommerciel karakter (EPIC). Spørgsmålet om, hvorvidt der som følge af denne ændring af foretagendets retlige status er ydet statsstøtte i den i traktatens artikel 87, stk. 1, fastsatte betydning, undersøges af Kommissionen i forbindelse med en anden procedure (NN 11/08).

(18)

IFP har i henhold til sine vedtægter tre opgaver: forskning og udvikling inden for olie- og gasprospektering, raffineringsteknik og petrokemi, uddannelse af ingeniører og teknikere samt udarbejdelse af informations- og dokumentationsmateriale om disse sektorer. Hovedretningslinjerne for IFP’s virke fastlægges i en formålsaftale med staten for fem år ad gangen.

(19)

Til gengæld modtager IFP et årligt beløb fra statsbudgettet. Denne offentlige støtte udgjorde 144 mio. EUR i 2005 og 167,5 mio. EUR i 2006 (5).

(20)

Selskabet Axens blev oprettet ved en fusion den 29. maj 2001 (med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2001) af selskabet Procatalyse SA (100 % ejet datterselskab af ISIS, der selv på daværende tidspunkt var 52,8 % kontrolleret af IFP) og IFP’s industriafdeling, der blev udskilt af IFP ved den lejlighed. Den 22. oktober 2001 tilbagekøbte IFP ISIS’ aktiepost i Axens og ejer nu Axens 100 %. Axens er aktiv på markedet for katalysatorer og teknologier til raffineringsindustrien og den petrokemiske industri. Axens’ samlede omsætning var på 304,9 mio. EUR i 2005 og 308,45 mio. EUR i 2006. Licenser til processer tegner sig for ca. en tredjedel af omsætningen (6). Axens havde 636 ansatte i 2006 (7) og en anslået andel af verdensmarkedet for eksisterende licensbaserede raffineringsvirksomheder på 7 % (8).

(21)

IFP ejer desuden enten direkte eller indirekte (via det finansielle holdingselskab IFP Investissements) samtlige aktieposter i flere selskaber, bl.a. Beicip-Franlab og Prosernat. Beicip-Franlab er et kommercielt selskab, som IFP oprettede i 1967, og som har specialiseret sig i udgivelse og formidling af programmel inden for gas- og olieprospektering og -udvinding samt feasibilityundersøgelser og rådgivning. I 2006 havde selskabet en omsætning på 42 mio. EUR og 166 ansatte (9). Prosernat er et kommercielt selskab, der blev overtaget i 2001 i forbindelse med IFP Investissements’ afståelse af ISIS til IFP. Dette selskab leverer feasibilityundersøgelser, andre tjenesteydelser og færdigt udstyr til gasbehandling og genindvinding af svovl. Selskabet havde i 2006 en omsætning på 49,9 mio. EUR og 71 ansatte (10).

(22)

IFP har siden sin oprettelse i 1944 og frem til slutningen af 2002 modtaget provenuet af en skattelignende afgift på visse olieprodukter. Tilbagebetaling af denne afgift var emnet for Kommissionens beslutning 96/615/EF af 29. maj 1996 om videreførelse af afgiften på visse olieprodukter opkrævet til fordel for Institut français du pétrole for perioden 1993-1997 (11), hvori det konkluderes, at betaling af provenuet af en skattelignende afgift til fordel for IFP i perioden 1993-1997 ikke var omfattet af traktatens artikel 87, stk. 1, med henvisning til punkt 2.4 i rammebestemmelserne for statsstøtte til forskning og udvikling (12) fra 1996 (herefter benævnt »F & U-rammebestemmelserne 1996«).

(23)

Den 3. oktober 1997 underrettede Frankrig Kommissionen om et nyt dekret, hvorefter den skattelignende afgift på visse olieprodukter til fordel for IFP blev opretholdt uden væsentlige ændringer i perioden 1998-2002. Kommissionen gjorde i sin beslutning af 4. februar 1998 (13) ikke indsigelser mod afgiftens videreførelse i perioden 1998-2002.

(24)

Ved breve af henholdsvis 1. marts og 18. maj 2001 (herefter benævnt »korrespondancen fra 2001«) informerede Frankrig Kommissionen om en plan for reorganisering af IFP’s forskningsaktiviteter inden for raffinering, petrokemi og gasbehandling og anmodede Kommissionen om at bekræfte, at denne plan ikke indebar, at der blev rokket ved de konklusioner, Kommissionen var nået frem til i sine tidligere beslutninger.

(25)

Ifølge planen skulle markedsføring og afsætning af forskningsresultaterne på området overlades til en kommerciel enhed, der skulle oprettes ved at sammenlægge IFP’s industriafdeling og selskabet Procatalyse, der var indirekte kontrolleret af IFP og specialiseret i industriel udvikling, fremstilling og salg af alle former for kemikalier.

(26)

Ud over overførsel af hovedparten af IFP’s industriafdeling, inklusive kunder og eksisterende kontrakter, til gengæld for overdragelse af aktiemajoriteten i det nye datterselskab, indebar planen, at IFP og datterselskabet skulle indgå følgende aftaler:

(27)

Til gengæld betaler datterselskabet dels afgifter til IFP for licensaftalerne, dels et vederlag […] (15) for adgangen til IFP’s forskningskapacitet. […] (15).

(28)

Kommissionen fandt, at den forelagte reorganiseringsplan for IFP var i overensstemmelse med de i beslutningen af 4. februar 1998 fastsatte betingelser for videreførelsen af den skattelignende afgift på visse olieprodukter i perioden 1998-2002, og meddelte Frankrig dette ved tjenestebrev D/52473 af 19. juni 2001.

(29)

I overensstemmelse med den forelagte plan blev selskabet Axens oprettet som datterselskab af IFP den 29. maj 2001. Aftalerne mellem IFP og Axens trådte i kraft den 1. januar 2001 og skulle løbe i ti år.

(30)

Ved brev af 27. november 2002 informerede Frankrig Kommissionen om, at provenuet fra den skattelignende afgift fra og med 1. januar 2003 skulle erstattes med en budgetbevilling til IFP.

(31)

I henhold til en tiårig eneretsaftale om udvikling, markedsføring og brug, undertegnet den 28. maj 2003 med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2003, [tilbyder IFP Beicip-Franlab sine forskningsresultater vedrørende algoritmer, modeller og metoder, der er udviklet af IFP på området »Prospektering — Forekomster«, og Beicip-Franlab kan anmode IFP om at fremstille produkter på dette grundlag. IFP bevarer alle rettigheder til de programmelprodukter, der udvikles. Beicip-Franlab dækker alle IFP’s omkostninger ved udvikling af produkterne og betaler forskellige supplerende vederlag til dækning af udgifter til vedligeholdelse af brugsrettighederne] (14).

(32)

En tillægsaftale blev undertegnet den 16. december 2005 med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2005. Den indebærer en ændring af betalingsvilkårene, men princippet om, at Beicip-Franlab afholder alle udviklingsomkostninger, er bibeholdt.

(33)

Den 18. august blev der undertegnet en tiårig rammelicensaftale og en tiårig aftale om industriforskning mellem IFP og Prosernat med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2002, i henhold til hvilken [IFP tilbyder resultaterne af sin forskning inden for teknologier til gasbehandling og genindvinding af svovl. IFP har ejendomsretten til korrelationer, processer og specialudstyr i tilknytning til processerne. Hvis Prosernat er interesseret i at markedsføre resultaterne, skal selskabet for egen regning videreudvikle processerne til industrielt brug og får de beslægtede ejendomsrettigheder til disse processer, som selskabet derefter kan få enelicens til] (14).

(34)

Prosernat skal for licensen til processerne betale en afgift på […] (15) af den årlige omsætning hidrørende fra afgifterne på underlicenserne i de første fire år. Det er aftalt, at denne procentsats ændres til […] (15) efter de første fire år. Afgiftssatsen for udstyr fastsættes individuelt. Vederlaget til IFP for at give Prosernat adgang til sine forskningsresultater udgør […] (15) af Prosernats samlede årsomsætning.

(35)

Kommissionens begrundelse for at indlede den formelle undersøgelsesprocedure er, at den franske stats engagement til fordel for IFP-koncernen muligvis er i strid med statsstøttereglerne, og at de af Frankrig fremførte argumenter ikke umiddelbart kan godtages.

(36)

Kommissionen mener for det første, at betingelserne i Kommissionens tidligere beslutninger ikke længere er opfyldt. Til orientering opsummeres begrundelserne for de tidligere beslutninger her:

(37)

Kommissionen konstaterer til gengæld nu, at IFP siden 2001 har indledt en stadigt mere omfattende og mere struktureret kommerciel aktivitet gennem Axens’ tilstedeværelse på markedet for raffineringsteknik og petrokemi og gennem indgåelse af eneretsaftaler om forskning og licenser med Axens. Dette kommercielle datterselskab, hvori IFP har aktiemajoriteten, har i realiteten privilegeret adgang til IFP’s F & U inden for sit forretningsområde. Kommissionen har truffet beslutning om at indlede proceduren, fordi den mener, at begrundelserne for beslutningerne fra 1996 og 1998 ikke længere har gyldighed, og at punkt 2.4, første afsnit, i F & U-rammebestemmelserne fra 1996 ikke længere kan anvendes på Axens’ aktiviteter. Kommissionen har således konkluderet, at der er tale om statsstøtte i den i traktatens artikel 87, stk. 1, fastsatte betydning til fordel for IFP og dettes datterselskab Axens.

(38)

Eftersom IFP har aktiemajoriteten i to andre kommercielle datterselskaber, Beicip-Franlab og Prosernat og har indgået eneretsaftaler med disse datterselskaber, kan Kommissionen heller ikke udelukke, at der er tale om statsstøtte i den i traktatens artikel 87, stk. 1, fastsatte betydning på datterselskaberne Beicip-Franlabs og Prosernats forretningsområder.

(39)

Kommissionen har for det andet undersøgt, om støtten er forenelig med de forskellige relevante bestemmelser i traktaten. Den er nået til den konklusion, at den potentielle støtte i kraft af sit formål kun kan behandles på grundlag af bestemmelserne i traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), og mere specifikt på grundlag af F & U-rammebestemmelserne fra 1996. Da Frankrig ikke har fremført argumenter herfor, er Kommissionen i tvivl om, hvorvidt de nødvendige forudsætninger for godkendelse af støtten med henvisning til disse bestemmelser er opfyldt.

(40)

Kommissionen har derfor opfordret Frankrig til at fremsætte bemærkninger til følgende punkter:

(41)

For det første understreger Frankrig, at IFP’s finansieringsordning er behandlet i to kommissionsbeslutninger, der konkluderede, at der ikke var tale om statsstøtte i den i traktatens artikel 87, stk. 1, fastsatte betydning.

(42)

For det andet gør Frankrig opmærksom på, at reorganiseringen i 2001 betød, at IFP’s kommercielle aktiviteter inden for raffinering og petrokemi, der hidtil havde været varetaget dels af IFP’s industriafdeling, dels af selskabet Procatalyse, der kontrolleres indirekte af IFP, overgik til et datterselskab. Frankrig hævder, at formålet med denne reorganisering var, at IFP atter skulle centrere sine aktiviteter omkring sin oprindelige, almennyttige opgave, som var pålagt af staten, og som gik ud på at støtte forskning og udvikling inden for kulbrinter og nye energi- og miljøteknologier.

(43)

I denne forbindelse mener Frankrig, at korrespondancen fra 2001 er at opfatte som anmeldelser i den i traktatens artikel 88, stk. 3, fastsatte betydning. Frankrig anfører, at brevet af 5. marts 2001 indeholdt en meddelelse til underretning, en udfyldt anmeldelsesformular (17) og fem tekniske bilag, bl.a. aftalen om industriforskning og licensaftalerne. Frankrig henviser desuden til det efterfølgende møde (18) og udvekslingen af oplysninger (19) og gør i øvrigt opmærksom på, at man fra Kommissionen modtog en kvittering for modtagelsen dateret den 7. maj 2001 (20). Frankrig understreger, at Kommissionen blev anmodet om at bekræfte, at planen for reorganiseringen ikke ville medføre, at der blev rokket ved Kommissionens analyse og konklusioner i dens tidligere beslutninger.

(44)

Frankrig mener derfor, at tjenestebrev D/52473 af 19. juni 2001, hvori Kommissionen erklærede, at den forelagte plan for reorganisering af IFP var i overensstemmelse med betingelserne i Kommissionens beslutning af 4. februar 1998 om videreførelse for perioden 1998-2002 af den skattelignende afgift på visse olieprodukter, gav Frankrig grund til at tro, at alt var i orden. Frankrig gør opmærksom på, at Kommissionen i dette brev gav udtryk for, at reorganiseringsplanen hverken ændrede karakteren af IFP’s aktiviteter eller de franske virksomheders stilling i forhold til andre virksomheder i EU, hvad angik markedsføring og salg af processer, og Kommissionen gjorde ikke indsigelse mod forslagene til aftaler, heller ikke bestemmelsen om forhåndsret, som den dog var blevet gjort bekendt med i forbindelse med kontakterne med Frankrig siden den 5. marts 2001. Frankrig mener sig fuldt berettiget til at tro, at oprettelsen af Axens og undertegnelsen af aftalerne mellem IFP og Axens ikke indebar statsstøtte. Frankrig påpeger, at oprettelsen af Axens og undertegnelsen af aftalerne mellem IFP og Axens blev gennemført i fuld overensstemmelse med den plan, Kommissionen havde fået forelagt i marts 2001.

(45)

Med hensyn til de ændringer, der er sket efterfølgende, og som Kommissionen ikke er blevet underrettet om, oplyser Frankrig følgende: IFP’s overtagelse af den fulde kontrol med Prosernat og Axens i slutningen af 2001 skete ikke efter IFP’s eget valg, men var en konsekvens af uafhængige aktørers handlinger. I øvrigt gør Frankrig opmærksom på, at Kommissionen i tjenestebrev D/52473 af 19. juni 2001 betragtede det som en garanti mod forskelsbehandling, at IFP havde mindst aktiemajoriteten i det nye selskab. For det andet gør Frankrig gældende, at aftalerne mellem IFP og Prosernat svarer til aftalerne mellem IFP og Axens, hvorfor man ikke anså det for nødvendigt at fremsende dem til Kommissionen. Endelig mener Frankrig ikke, det var nødvendigt at fremsende aftalen mellem IFP og Beicip-Franlab til Kommissionen, eftersom sidstnævnte virksomhed ifølge denne aftale skal dække IFP’s omkostninger 100 %.

(46)

Frankrig erindrer om, at Kommissionen blev informeret om ændringen i IFP’s finansieringsform ved brev af 27. november 2002.

(47)

Det er Frankrigs opfattelse, at princippet om adskillelse af regnskaberne for de enkelte aktiviteter, som er fastsat i artikel 1 i direktiv 80/723/EØF, er overholdt. Frankrig anfører i den forbindelse, at IFP’s budget er opdelt på fem »projektcentre«, en »informationsaktivitet« og en post for »sonderende forskning«, således at det er muligt at sondre mellem IFP’s forskellige aktiviteter.

(48)

Frankrig har desuden gjort rede for klassificeringen af projekter inden for de fem centre:

(49)

Endelig informerer Frankrig om IFP’s analytiske regnskabssystem, der gør det muligt at fordele indtægter (bortset fra bevillingen fra statsbudgettet) og omkostninger på de enkelte projekter inden for hvert projektcenter.

(50)

Frankrig anfægter Kommissionens analyse, i henhold til hvilken IFP og Axens skulle udgøre én samlet økonomisk enhed. Frankrig mener, at IFP og dets datterselskaber udgør særskilte enheder med forskellige formål.

(51)

For det første hævder Frankrig, at IFP’s forskningsaktivitet er en almennyttig opgave, der indgår i en nationalt, EU- og internationalt anerkendt sammenhæng med det formål at sikre kulbrinteforsyningen på lang sigt.

(52)

For det andet mener Frankrig ikke, at brugen af begrebet »tilknyttede virksomheder«, der figurerer i bilag I til Kommissionens henstilling af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (21) (»SMV-henstillingen«), er relevant i dette tilfælde. Frankrig henviser desuden til EF-retspraksis, hvorefter det faktum, at et moderselskab ejer et datterselskab 100 % ikke er tilstrækkeligt bevis for, at moderselskabet kontrollerer det pågældende datterselskab. Frankrig anfører også, at tilstedeværelsen af en eneretsaftale ikke er ensbetydende med, at datterselskabet ikke opererer uafhængigt, for i så fald ville traktatens artikel 81, der tager sigte på sådanne aftaler, være uden mening. Endelig mener Frankrig, at indtrykket af, at IFP og Axens opererer i fællesskab på markedet, er en logisk konsekvens af, at Axens distribuerer produkter, der er resultatet af IFP’s forskning, og at dette indtryk af fællesskab ikke må forveksles med økonomisk og forretningsmæssig afhængighed.

(53)

For det tredje fremlægger Frankrig oplysninger, der skal påvise, at IFP’s datterselskaber opererer uafhængigt af moderselskabet. Frankrig anfører, at hvert datterselskab udarbejder sin egen strategi og får den godkendt af sin bestyrelse, hvori der ikke kun sidder repræsentanter for IFP. Frankrig tilføjer, at de aftaler, der er indgået mellem IFP og datterselskaberne, er i overensstemmelse med de almindelige retsregler og aftalelovgivningen, og at IFP’s repræsentant i denne forbindelse ikke deltager i afstemninger om spørgsmål vedrørende de pågældende aftaler. Frankrig præciserer, at datterselskaberne har deres egne udvalg og fuld ledelsesmæssig uafhængighed under aktionærernes kontrol, der følger den normale model med godkendelse af regnskab og årsberetning osv. Frankrig forklarer desuden, at IFP og datterselskaberne råder over hierarkisk og geografisk uafhængige finans- og regnskabsafdelinger med egne it- og forvaltningssystemer. Endelig påpeger Frankrig, at IFP’s datterselskaber selv bestemmer, hvilke produkter og tjenesteydelser de vil markedsføre. I den forbindelse præciserer Frankrig, at Axens helt frit kan acceptere eller afvise det forskningsarbejde, IFP forelægger, og nævner flere eksempler på processer, hvor Axens supplerer sine forskningsbehov via andre kontraktbaserede forbindelser.

(54)

Frankrig mener ikke, at finansieringen af IFP, der er en organisation med almennyttigt formål, udgør statsstøtte, og henviser til punkt 2.4, første afsnit, i F & U-rammebestemmelserne fra 1996.

(55)

For det første gør Frankrig gældende, at der i punkt 2.4, andet afsnit, i F & U-rammebestemmelserne fra 1996 står, at »når resultaterne af disse F & U-arbejder, der er finansieret af staten, stilles til rådighed for EF-virksomheder på et ikke-diskriminerende grundlag, går Kommissionen principielt ud fra, at der normalt ikke er tale om statsstøtte i den i EF-traktatens artikel 92 (nu artikel 87), stk. 1, anførte betydning«.

(56)

I denne forbindelse oplyser Frankrig, at IFP udfører et meget stort antal forskningsopgaver, hvis resultater stilles til rådighed for virksomheder i EU uden nogen form for forskelsbehandling. For at sikre, at forskningsresultaterne er bredt tilgængelige, udgiver IFP bl.a. et videnskabeligt tidsskrift, offentliggør artikler om sine aktiviteter, præsenterer sit arbejde på kongresser, offentliggør forskningsarbejder online, er medlem af videnskabelige sammenslutninger og partnerskabsforetagender sammen med andre forskningscentre og tilbyder postuniversitær uddannelse inden for sine forskningsområder.

(57)

Frankrig præciserer, at tre fjerdedele af forskningsbudgettet for resultatcentret »Prospektering-Produktion« går til grundforskning, og resultaterne formidles bredt uden nogen form for forskelsbehandling. Angående resultatcentret »Raffinering-Petrokemi« oplyser Frankrig, at mange af dets forskningsresultater ligeledes formidles videre uden forskelsbehandling.

(58)

For det andet mener Frankrig, at Kommissionens argumentation i beslutningerne fra 1996 og 1998, hvorefter det »konstateres, at selv om IFP ikke altid fakturerer de faktiske forskningsomkostninger, er der ikke tale om forskelsbehandling af de virksomheder, til hvilke IFP overdrager resultater af den forskning, instituttet udfører alene eller som samarbejdsprojekter«, fortsat har gyldighed.

(59)

I denne forbindelse understreger Frankrig, at IFP på området for prospektering og produktion udfører industriforskning for et stort antal partnere i industrien baseret på et simpelt samarbejde eller i form af fælles industriprojekter (»Joint Industrial Projects«) med deltagelse af flere kunder og åbne for alle interesserede.

(60)

Hvad angår markedet for raffinering og petrokemi, mener Frankrig, at det vederlag, Axens betaler for forskningsresultater, som selskabet får stillet til rådighed af IFP, svarer til markedsvilkårene. Til denne finansielle modydelse føjer Frankrig Axens’ udgifter til udførelse af supplerende opgaver, der er nødvendige for udnyttelsen af de pågældende forskningsresultater, samt Axens’ yderligere omkostninger ved anvendelsen af andre teknologier og produkter end IFP’s. Ifølge Frankrig er den store andel af selskabets omsætning, der går til forskningsaktiviteter, et tydeligt tegn på, at Axens ikke har nogen konkurrencemæssig fordel af den forskning, IFP udfører for Axens’ regning. Frankrig fremlægger materiale, der viser, at Axens har anvendt væsentlig større beløb på sine forskningsaktiviteter, end hvad der er gennemsnittet for sektoren.

(61)

Frankrig hævder desuden, at meget af forskningsarbejdet i resultatcentret »Raffinering-Petrokemi« udføres for andre industripartnere fra andre lande på trods af Axens’ forhåndsret.

(62)

Frankrig konkluderer, at statens engagement til fordel for IFP ikke udgør statsstøtte i den i traktatens artikel 87, stk, 1, fastsatte betydning, og at IFP’s datterselskaber ikke har nogen fordel af adgangen til resultaterne af den forskning, IFP udfører for deres regning.

(63)

Frankrig anfører, at såfremt statens engagement til fordel for IFP skulle blive fortolket som statsstøtte i den i traktatens artikel 87, stk. 1, fastsatte betydning til gavn for Axens, ville denne støtte under alle omstændigheder være i overensstemmelse med fællesmarkedet. Frankrig fremlægger materiale, der skal vise, at støtten vil kunne betragtes som forenelig med traktaten i medfør af den i artikel 87, stk. 3, litra c), fastsatte undtagelse.

(64)

For det første mener Frankrig, at statens finansiering af Axens’ industriforskning ikke overstiger de i F & U-rammebestemmelserne fra 1996 fastsatte øvre grænser. Frankrig oplyser i den forbindelse beløbene dels for de af IFP krævede afgifter for den industriforskning, IFP har udført sammen med Axens, dels for de af Axens betalte vederlag […] (15).

(65)

For det andet anfører Frankrig, at en potentiel støtte til fordel for Axens ville have en tilskyndelsesvirkning. Frankrig fremlægger i den forbindelse statistikker, der viser en gradvis forøgelse både af Axens’ udgifter til F & U og af F & U-personalet og af disse udgifters procentvise andel af omsætningen. Frankrig giver desuden eksempler på Axens’ projekter, som ikke kunne være gennemført uden IFP’s bistand. Endelig hævder Frankrig, at alle Axens’ konkurrenter, især i USA, modtager omfattende offentlig støtte.

(66)

Som et sidste punkt erindrer Frankrig om statsstøttens strategiske betydning for innovation og F & U, som Kommissionen også erkender i forbindelse med relanceringen af Lissabonstrategien, og som kommer til udtryk i handlingsplanen for statsstøtte.

(67)

Klageren ønsker ikke sin identitet oplyst af frygt for negative forretningsmæssige konsekvenser. Klageren mener, at hans interesser er direkte truet af Frankrigs støtte til IFP og/eller dets datterselskab Axens. Axens, der er konkurrent til klageren, har siden sin oprettelse forfulgt en aggressiv forretningspolitik centreret om licenserne til teknologier, der udelukkende er udviklet via moderselskabet IFP’s F & U-aktiviteter.

(68)

Klagen er koncentreret om IFP’s særlige aktivitetsområder, dvs. teknologier og katalysatorer til raffinering, gasbehandling og petrokemisk produktion, og om Axens’ licensvirksomhed på disse områder. Klageren mener, at Axens på disse områder konkurrerer direkte med andre markedsaktører uden at skulle afholde de faktiske F & U-omkostninger, eftersom Axens er enedistributør af de teknologier, IFP har udviklet med økonomisk støtte fra staten. Desuden kan IFP/Axens tilsammen ifølge klageren gennemføre F & U-aktiviteter, som ikke ville være rentable for ikke-subventionerede virksomheder.

(69)

Klageren mener, at elementerne af statsstøtte kan identificeres direkte i statens tilskud til IFP, IFP’s oprettelse af og kapitaltilførsel til det kommercielle datterselskab Axens, finansieringen af IFP’s afdeling for raffinering og petrokemi, der har Axens som enedistributør, samt i de enelicenser, IFP giver Axens til IFP’s teknologier.

(70)

Klageren finder, at statens nuværende finansiering af IFP’s og Axens’ aktiviteter, som ikke er blevet anmeldt til Kommissionen og ikke er omfattet af Kommissionens tidligere beslutninger, udgør ulovlig statsstøtte. I den forbindelse fremhæver klageren de konkrete forskelle mellem konklusionerne i Kommissionens tidligere beslutninger og IFP’s og Axens’ aktuelle situation:

(71)

Klageren mener således, at IFP adskiller sig klart fra den model for et offentligt forskningsinstitut uden profit for øje, der er omhandlet i punkt 2.4 i F & U-rammebestemmelserne fra 1996, når det gælder datterselskabet Axens’ kommercielle aktiviteter. Klageren hævder tværtimod, at IFP og Axens udgør én fælles økonomisk enhed, der opererer på markedet i direkte konkurrence med de øvrige aktører. Ifølge klageren tyder flere ting på, at IFP og Axens bør betragtes som én fælles økonomisk enhed og dermed som en virksomhed i den i traktatens artikel 87, stk. 1, fastsatte betydning:

(72)

De midler, den franske stat betaler til det fælles foretagende IFP/Axens til finansiering af forskning i teknologier til raffinering, gasbehandling og petrokemi, er statsmidler. Ifølge klagerens skøn andrager IFP’s F & U-udgifter på disse områder ca. 100 mio. EUR, men Axens refunderer moderselskabet under halvdelen af disse udgifter. Klageren anslår derfor, at støtten til IFP/Axens beløber sig til 50 mio. EUR om året.

(73)

Den konkurrencemæssige fordel består ifølge klageren i, at IFP/Axens ikke selv skal dække samtlige F & U-udgifter og derfor kan presse markedspriserne på de pågældende områder. Klageren mener, at en sådan fordel indebærer risiko for, at andre virksomheder tvinges ud af markedet.

(74)

Ifølge klageren dækker markedet for de pågældende teknologier hele verden eller i hvert fald hele Europa. Statsstøtten til fordel for IFP/Axens påvirker således samhandelen inden for EU.

(75)

Klageren mener derfor, at statens engagement til fordel for IFP/Axens helt klart udgør statsstøtte i den i traktatens artikel 87, stk. 1, fastsatte betydning.

(76)

Klageren gør gældende, at eftersom udviklingen af teknologier til raffinering er en aktivitet, som ligger tæt på det marked, hvor forskningsresultaterne er direkte afsættelige, falder den ikke ind under definitionen på aktiviteter på prækonkurrencestadiet i F & U-rammebestemmelserne fra 1996. Derfor er denne støtte til IFP/Axens at betragte som driftsstøtte, som er uforenelig med traktatens bestemmelser om statsstøtte.

(77)

Klageren understreger, at selv om man betragtede IFP/Axens’ aktiviteter som udviklingsaktiviteter på prækonkurrencestadiet, overstiger støtten den tilladte grænse, der er fastsat i F & U-rammebestemmelserne fra 1996 for sådanne aktiviteter, dvs. 25 %, og kan meget vel også vise sig at overstige den fastsatte grænse for industriforskning, som er 50 %.

(78)

Hvis man forudsætter, at det drejer sig om F & U-aktiviteter i overensstemmelse med definitionen i F & U-rammebestemmelserne fra 1996, mener klageren, at støttens tilskyndelsesvirkning er diskutabel. Ifølge klageren afholder støtten til IFP/Axens de øvrige markedsaktører fra at investere i F & U på disse områder, fordi deres indtjening herfra påvirkes af statsstøtten, hvorfor de ikke kan få dækket deres F & U-udgifter.

(79)

Klageren konkluderer derfor, at statsstøtten til fordel for IFP/Axens er ulovlig og uforenelig med fællesmarkedet.

(80)

For det første erindrer selskabet Axens om, at det blev oprettet i 2001 for at samle IFP’s aktiviteter inden for raffinerings- og petrokemiske processer i én enkelt, mere kommercielt orienteret virksomhed, som også skulle omfatte aktiviteterne i det datterselskab, der fremstillede katalysatorer. Axens anfører, at det selv varetager alle funktioner (finansielle, juridiske og personalemæssige), der gør det til en helt selvstændig virksomhed, og selskabets egen ledelse med den administrerende direktør i spidsen er ansvarlig for den daglige drift. Axens mener selv, at kun ganske få beslutninger træffes på bestyrelsesplan, og at aktionærerne i høj grad overlader det til ledelsen at træffe selvstændige beslutninger på det forretningsmæssige og industrielle område. Axens anfægter således Kommissionens analyse, ifølge hvilken IFP og Axens skulle udgøre én samlet økonomisk enhed.

(81)

For det andet gør Axens opmærksom på, at reorganiseringen i 2001 blev gennemført i overensstemmelse med den plan, der var udtrykkeligt godkendt af Kommissionen. Axens følte sig berettiget til at stole på, at den nye juridiske og finansielle struktur var fuldt lovlig; det forhold, at der nu rejses tvivl om selskabets legitimitet, vil hæmme dets udvikling i alvorlig grad.

(82)

For det tredje gør Axens gældende, at hovedparten af aktørerne på markederne for teknologier og katalysatorer inden for raffinering og petrokemi benytter sig af en kombination af intern forskning og samarbejdsforskningsprojekter. Selskabet Criterion, der er et datterselskab af Shell, har adgang til moderselskabets forskning, ABB Lummus har indgået aftaler med Chevron og Shell, UOP med Total og andre virksomheder og Albermale med ExxonMobil. Axens anfører, at dets samarbejde med IFP er af tilsvarende art og blev struktureret tilstrækkeligt gennemsigtigt via de tre forsknings- og licensaftaler. Disse aftaler er efter begge parters opfattelse baseret på en normal forretningsmæssig model. Axens mener, at det forhold, at den del af dets omsætning, der går til forskningsudgifter, er fuldt sammenlignelig med konkurrenternes F & U-indsats, er et yderligere bevis på, at Axens ikke har nogen fordel af sine forbindelser med IFP.

(83)

Endelig understreger Axens, at det konkurrerer med meget stærke aktører, der i mange tilfælde støttes af staten i hjemlandet. I USA opererer Department of Energy således med et budget på flere hundrede millioner dollars til støtte for forskningsprojekter.

(84)

Selskabet UOP Limited har hjemsted i Det Forenede Kongerige. Selskabet råder over to produktionsanlæg i henholdsvis Det Forenede Kongerige og Italien og er aktivt i 17 EU-lande. Selskabet har specialiseret sig i procesdesign, -teknik og -licenser og dertil knyttede tjenesteydelser, f.eks. omdannelse af olie, fremstilling af rene brændstoffer, afsvovling af brændstoffer samt petrokemiske teknologier. UOP fremstiller også katalysatorer, molekylære filtre, absorptionsmidler og specialudstyr.

(85)

UOP og IFP/Axens er konkurrenter på området for produktionsteknologier og afsvovling af benzin, fremstilling og udvinding af aromastoffer samt på området for katalysatorer til en bred vifte af processer til fremstilling af rene brændstoffer. UOP er meget tilfreds med, at der er indledt en formel undersøgelsesprocedure over for støtten til IFP, og er enig med Kommissionen i hovedparten af dennes konklusioner.

(86)

For det første mener UOP, at der har været tale om en klar udvidelse af IFP’s aktiviteter i de senere år. IFP skulle således have omstruktureret en licensaktivitet, der tidligere var forholdsvis ubetydelig og åben for alle virksomheder, således at den nu konkurrerer direkte med de private aktører på markedet for processer. UOP erindrer om, at EF-retspraksis foreskriver, at når staten beslutter at optræde som økonomisk aktør, skal den agere på samme vilkår som en privat aktør. UOP mener i den sammenhæng, at et driftsunderskud på over 555 mio. EUR over de seneste tre år ikke er acceptabelt for en normal aktionær.

(87)

I den forbindelse har UOP anmodet Kommissionen om at give Frankrig påbud om at suspendere den offentlige støtte til IFP med henvisning til artikel 11 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (22).

(88)

For det andet skønner UOP, at det forhold, at IFP/Axens ikke selv skal dække alle deres F & U-udgifter, ikke blot har gjort det muligt for dem at sætte sig på en betydelig andel af markedet for raffineringsteknik og petrokemi, men også at bringe konkurrenternes rentabilitet i fare. UOP gør desuden gældende, at IFP/Axens’ meget markedsnære position og begrænsede F & U-aktiviteter er udtryk for, at statsstøtten ikke har nogen tilskyndelsesvirkning. Endelig mener UOP, at de private aktører på mellemlang sigt vil være nødsaget til at skære ned på deres F & U-udgifter for fortsat at kunne konkurrere med et foretagende, der modtager omfattende statsstøtte.

(89)

For det tredje er UOP enig i Kommissionens analyse, hvorefter IFP og Axens udgør én samlet økonomisk enhed. Både kapitalstrukturen, personkredsen i ledelsen, de privilegerede relationer og graden af økonomisk integration mellem IFP og Axens leder til denne konklusion. I den forbindelse understreger UOP, at de to selskabers økonomiske integration er bevist i og med, at Axens er enedistributør af de teknologier, der er udviklet af IFP, og den første og potentielt eneste modtager af IFP’s forskningsresultater. De pågældende aftaler viser ifølge UOP, at IFP og Axens helt klart er indbyrdes afhængige, arbejder sammen og forfølger de samme interesser på markedet. UOP mener også, at IFP som eneaktionær i Axens er i stand til at fastlægge Axens’ strategi på kort og mellemlang sigt.

(90)

For det fjerde er UOP enig med Kommissionen i, at for at der ikke kan være tale om en fordel for IFP/Axens, skal IFP’s udgifter til den F & U, der udføres i samarbejde med eller på vegne af Axens, finansieres med indtægter hidrørende fra markedet.

(91)

For det femte foreslår UOP, at Kommissionen tager hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for markedet for licenser til procesteknologi, når den skal vurdere, hvordan IFP/Axens’ F & U-aktiviteter relaterer sig til forskningskategorierne i bilag I til F & U-rammebestemmelserne fra 1996. Med særlige forhold tænkes her på, at IFP/Axens og deres konkurrenter ikke markedsfører og sælger et produkt eller en tjenesteydelse, men en proces. Ifølge UOP må den kendsgerning, at industrien sædvanligvis bruger betegnelsen »F & U« for udviklingen af en afsættelig proces, ikke få Kommissionen til at glemme, at denne udvikling foregår i et led efter F & U-aktiviteter, således som de er defineret i F & U-rammebestemmelserne fra 1996. UOP gør i den forbindelse gældende, at F & U for de industrier, der beskæftiger sig med raffinerings- og petrokemiske processer, kan inddeles i tre etaper:

(92)

Efter UOP’s opfattelse er etape b) og c) integrerende dele af den kommercielle udvikling.

(93)

Endelig har UOP, selv om det er enig i Kommissionens analyse af den tætte økonomiske forbindelse mellem IFP og Axens, ønsket at fremkomme med yderligere argumenter for det tilfælde, at Kommissionen efter den formelle undersøgelsesprocedure skulle nå til den konklusion, at IFP og Axens udgør to særskilte økonomiske enheder. Ifølge UOP tilbyder markedet for processer produkter, der ikke er sammenlignelige. Den eneste måde, hvorpå man kan sikre sig, at Axens betaler markedsprisen for IFP’s forskningsresultater, vil være at anvende en udbudsprocedure. UOP mener, at således, at forhåndsretten i sig selv udgør en fordel, eftersom IFP ved at give Axens forhåndsret afskærer sig fra på grundlag af et udbud at overlade sine forskningsresultater til den højstbydende aktør på markedet.

(94)

Frankrig har følgende svar på UOP’s bemærkninger og klagen:

(95)

For det første tilbageviser Frankrig UOP’s påstand om, at IFP/Axens skulle være én samlet virksomhed, med en henvisning til Axens’ uafhængighed af IFP og til, at IFP er en forsknings-, uddannelses- og dokumentationsinstitution, hvilket adskiller den grundlæggende fra Axens og UOP.

(96)

Hvad angår Axens’ uafhængighed af IFP, erindrer Frankrig først og fremmest om, at en struktur, hvor en virksomhed ejer hele aktiekapitalen i et datterselskab, ifølge EF-retspraksis ikke er et tilstrækkeligt kriterium til at fastslå, at datterselskabet kan betragtes som økonomisk uafhængigt af moderselskabet. Axens, der ganske vist ejes 100 % af IFP, er fuldstændigt uafhængigt på det relevante marked. Der er flere beviser på en sådan uafhængighed:

(97)

Med hensyn til IFP’s karakter af almennyttigt forskningsinstitut anfører Frankrig atter, at IFP er et forskningsinstitut, hvis primære formål er at udføre forskning og videreformidle resultaterne af denne forskning gennem undervisning, offentliggørelse eller overførsel af teknologi, og at afkastet geninvesteres i fuldt omfang i forskning eller videreformidling af forskningsresultaterne.

(98)

For det andet henviser Frankrig til, at de midler, der overføres fra staten til IFP, ikke udgør statsstøtte i henhold til punkt 2.4, første afsnit, i F & U-rammebestemmelserne fra 1996, og afviser følgelig UOP’s påstand om, at disse midler (24) skulle udgøre driftsstøtte.

(99)

For det tredje skulle næsten hele den offentlige støtte til IFP ifølge UOP gå til finansiering af markedsorienterede aktiviteter, hvorfor F & U-rammebestemmelserne fra 1996 ikke skulle finde anvendelse på denne støtte. Denne påstand tilbagevises af Frankrig, der erindrer om, at IFP først og fremmest har et almennyttigt formål centreret omkring forskning og formidling af viden, hvilket ikke må forveksles med de rent kommercielle formål, der forfølges af private aktører som UOP og Axens.

(100)

Desuden består den forskning, IFP udfører for Axens i henhold til aftalen om industriforskning, dels i tekniske feasibilityundersøgelser, dels i industriforskning. IFP udfører ikke prækompetitiv forskning for Axens, der selv varetager og finansierer sådanne aktiviteter. Frankrig henviser til de finansielle opstillinger, der blev fremsendt sammen med Frankrigs bemærkninger i februar 2006 som dokumentation for, at IFP fuldt ud overholder bestemmelserne i direktiv 80/723/EØF, og påpeger, at budgetbevillingen helt klart anvendes til udførelsen af IFP’s almennyttige opgave og finansieringen af F & U i den i F & U-rammebestemmelserne fra 1996 fastsatte betydning.

(101)

For det fjerde anfører Frankrig over for UOP’s påstand om, at forhåndsretten giver Axens en fordel, fordi Axens — stadigvæk ifølge UOP — ikke betaler markedsprisen for en sådan ret, at det er vigtigt at vurdere det samlede økonomiske resultat af de vederlag, Axens betaler til IFP. Ud over udbyttet blev de enkelte elementer i dette samlede vederlag (bestående af vederlaget for forhåndsretten og de i rammelicensaftalen og produktlicensaftalen fastsatte afgifter) fastsat i 2001 i henhold til en rationel økonomisk beregning, som skal sikre, at Axens ikke får nogen økonomisk fordel af sin forbindelse med IFP, og at IFP hvert år får et rimeligt og stabilt afkast, der uafhængigt af kombinationen af statsstøtte og Axens’ umiddelbare salg er tilstrækkeligt til, at IFP ikke risikerer alt for store udsving i sine indtægter.

(102)

Frankrig fastholder, at det udelukkende er dette samlede vederlag, der rent faktisk betales af Axens, sammenholdt med Axens’ samlede omsætning, der skal analyseres i relation til markedsvilkårene. En sådan analyse viser, at forhåndsretten hverken giver Axens en konkurrencemæssig fordel eller virker konkurrencefordrejende.

(103)

Som det sidste punkt anfægter Frankrig ligeledes påstanden om, at tilstedeværelsen af en påstået ulovlig statsstøtte til fordel for IFP/Axens skulle have skadet konkurrenterne og forhindret innovationsudviklingen. Frankrig bemærker, at UOP Limited er den eneste af mange eksisterende konkurrenter, der har fremsendt bemærkninger til Kommissionen. Frankrig understreger desuden, at der ikke er fremlagt nogen form for dokumentation for de påståede skader.

(104)

Frankrig mener således, at innovationsudviklingen ikke er blevet hindret på markedet for raffinering og petrokemi. I den forbindelse skulle det af analysen af markedsandele på markedet for teknologilicenser og katalysatorer fremgå, at UOP-koncernen indtager en klart dominerende stilling. Hvis man overhovedet kan tale om markedsstyrke, ligger den ifølge Frankrig hos UOP og ikke hos Axens. Frankrig tilføjer, at selv om UOP’s markedsstyrke skulle være blevet svækket, skyldes det UOP’s egne strategiske fejltagelser, bl.a. på markedet for afsvovling, hvor UOP har undladt at investere og dermed har udelukket sig selv fra en stærkt indtægtsgivende aktivitet.

(105)

For det første fastholder Frankrig, at reorganiseringen af IFP’s aktiviteter blev anmeldt til Kommissionen. Korrespondancen fra 2001, hvorved Frankrig informerede Kommissionen om den plan om en intern reorganisering, der førte til, at IFP’s kommercielle aktiviteter blev lagt ud i datterselskaber, var at betragte som en anmeldelse i den i traktatens artikel 88, stk. 3, fastsatte betydning.

(106)

For det andet henviser Frankrig til argumentationen i sine bemærkninger (jf. punkt 4.3) og sine svar på UOP’s bemærkninger (jf. betragtning 95 ff.), der tilbageviser påstanden om, at IFP og Axens skulle udgøre én samlet økonomisk enhed.

(107)

For det tredje insisterer Frankrig på, at IFP’s forskning inden for resultatcentret »Raffinering-Petrokemi« er til fordel for forskellige industrielle partnere fra flere forskellige stater […] (15) og ikke kun for Axens som påstået af klageren.

(108)

For det fjerde anfører Frankrig, at i modsætning til klagerens påstand om, at halvdelen af Axens’ indtjening skulle hidrøre fra salget af proceslicenser og levering af dertil knyttede tjenesteydelser, var teknologilicensernes (process licensing) andel af Axens’ omsætning i 2003, 2004 og 2005 henholdsvis 36 %, 38 % og 31 %.

(109)

For det femte anfægter Frankrig klagerens påstand om, at Axens ikke skulle have sine egne forskningsfaciliteter. Axens råder tværtimod over sine egne menneskelige og materielle ressourcer til at udføre prækompetitiv forskning med henblik på godkendelse forud for markedsføringen: dimensioneringsprogrammel, værktøjer til processimulationer, apparatur til evaluering af katalysatorer og adsorptionsmidler og forsøgsanlæg til udvikling af katalysatorer og simulation af sammenkædning af enkeltstadier før industriel ekstrapolation. Axens’ ressourcer skulle i øvrigt have gjort det muligt for selskabet at færdiggøre udviklingen af produkter og processer, der var forelagt af andre tredjeparter end IFP.

(110)

For det sjette fastholder Frankrig, at IFP stadig i kraft af sin opgave og sine aktiviteter fremstår som et nonprofit-foretagende, der udelukkende udfører en almennyttig opgave, som er det pålagt af staten. Denne analyse understøttes af IFP’s og dets datterselskabers drift og organisation, eftersom IFP har sørget for, at dets datterselskaber er helt selvstændige og uafhængige. Frankrig mener derfor med henvisning til punkt 2.4, første afsnit, i F & U-rammebestemmelserne fra 1996, at finansieringen af IFP som et forskningsinstitut med et almennyttigt formål ikke kan betragtes som statsstøtte.

(111)

For det syvende afviser Frankrig specifikt påstanden om, at IFP’s forskningsaktivitet skulle kunne sammenlignes med simpel udvikling af en »teknologiproces« (technology process), der kan anvendes direkte af kommercielle virksomheder i deres industriproduktion. Frankrig fremlægger i den forbindelse detaljerede oplysninger om udviklingscyklusserne for processer og produkter.

(112)

For det ottende henviser Frankrig til de bemærkninger, man efter åbningen af proceduren fremsendte vedrørende klagerens påstand om, at vederlaget for den forskning, IFP udfører for Axens, ikke skulle svare til markedsvilkårene (jf. betragtning 60).

(113)

For det niende anfægter Frankrig påstanden om, at den støtte, Axens i givet fald skulle modtage, skulle andrage 50 mio. EUR i 2003, og henviser i den forbindelse til de fremsendte finansielle oversigter.

(114)

Endelig mener Frankrig, at Axens’ konkurrenter i modsætning til, hvad klageren påstår, helt generelt modtager (direkte og indirekte) offentlig støtte til udførelsen af deres F & U. F.eks. modtager UOP-koncernen støtte til sine interne F & U-programmer gennem National Institute of Standards and Technologies (NIST). UOP lægger desuden en del af sin forskning uden for virksomheden via partnerskaber med forskningsinstitutter og -laboratorier eller universiteter, der selv modtager offentlige midler. UOP samarbejder således med Pacific Northwest National Laboratory, Argonne National Laboratory, Synchrotron Catalysis Consortium under Delaware Universitet samt med College of Engineering under Illinois Universitet i Urbana-Champaign og med norske SINTEF.

(115)

Kommissionen mente i beslutningerne fra 1996 og 1998, at den offentlige støtte til IFP’s F & U-aktiviteter ikke faldt ind under bestemmelserne i traktatens artikel 87, stk. 1, eftersom IFP var en almennyttig forskningsorganisation, der ikke havde kommercielle aktiviteter.

(116)

I sin beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure drog Kommissionen imidlertid denne analyse delvist i tvivl med den begrundelse, der er opsummeret i betragtning 37 i den foreliggende beslutning. Kommissionen mente bl.a., at IFP gennem sine datterselskaber Axens, Beicip-Franlab og Prosernat havde involveret sig i økonomiske aktiviteter på henholdsvis markedet for raffineringsteknik og petrokemi, markedet for rådgivning om udnyttelse af olieforekomster og udgivelse og formidling af programmel til olieudvinding samt markedet for teknologi til gasbehandling og genindvinding af svovl (i det følgende benævnt »de berørte markeder«). Det bør derfor undersøges, om den offentlige støtte til IFP ikke resulterer i statsstøtte på de berørte markeder.

(117)

For at fastslå, om der foreligger statsstøtte, har Kommissionen forsøgt at identificere de eventuelle modtagere. Ud fra en konkurrencemæssig analyse mener Kommissionen ikke, at IFP og dets datterselskaber Axens, Beicip-Franlab og Prosernat kan betragtes som særskilte økonomiske aktører. Kommissionen baserer sig først og fremmest på, at IFP direkte ejer 100 % af aktiekapitalen i henholdsvis Axens og Beicip-Franlab og indirekte ejer 100 % af aktiekapitalen i Prosernat.

(118)

Kommissionen baserer sig i sine konkurrencemæssige analyser normalt på kapitalstrukturen som udtryk for virksomheders uafhængighed. I den forbindelse skal Kommissionen erindre om, at hvis man benytter kriteriet om kapitalstrukturen, således som det er præciseret artikel 3, stk. 3, i bilaget til SMV-henstillingen, vil virksomhedskoncerner af større økonomisk styrke end en SMV under ingen omstændigheder kunne betegnes som SMV. Ifølge SMV-henstillingen er der tale om »tilknyttede« virksomheder, hvis en virksomhed råder over flertallet af aktionærstemmerne i en anden virksomhed. Samme henstilling er desuden blevet benyttet i andre meddelelser fra Kommissionen, bl.a. i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (25), når det skal afgøres, om der er tale om en uafhængig virksomhed. Kapitalstrukturen er ligeledes nævnt i artikel 5, stk. 4, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (»EF-fusionsforordningen«) (26) samt i artikel 1, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 772/2004 af 27. april 2004 om anvendelse af traktatens artikel 81, stk. 3, på kategorier af teknologioverførselsaftaler (27).

(119)

Ud over kriteriet om kapitalstrukturen tager Kommissionen hensyn til flere andre forhold, der samlet set bekræfter Kommissionens analyse, hvorefter IFP og dets datterselskaber set fra kunders og konkurrenters synspunkt ikke kan holdes adskilt. EF-Domstolen fastslår således i sin dom i sagen om Intermills/Kommissionen (28), »at de tre virksomheder i sagen, på trods af, at de hver især har status som selvstændige juridiske personer i forhold til det tidligere Intermills-selskab, tilsammen udgør en enhed, i hvert fald for så vidt angår den støtte, der er ydet af de belgiske myndigheder. Kommissionen var derfor ved anvendelse af traktatens artikel 92 berettiget til at betragte den samlede koncern som en enkelt virksomhed«.

(120)

Hvad angår IFP’s og dets datterselskabers opgaver, konstaterer Kommissionen, at nok adskiller IFP’s hovedformål og vedtægter sig fra datterselskabernes, men udnyttelsen af IFP’s F & U-resultater på markedet figurerer ikke desto mindre blandt de vigtigste formål, staten har opstillet i sin formålsaftale med IFP, og indgår i IFP’s udviklingsstrategi. Det drejer sig således om at opnå et finansielt udbytte af IFP’s F & U-udgifter, som skal anvendes til at udvide IFP’s forskningsaktiviteter yderligere, idet man skal udnytte de muligheder, der ligger på markederne:

(121)

Hvad angår den reelle kontrol over datterselskaberne, har Kommissionen dels noteret sig, at ledende medarbejdere fra IFP sidder i datterselskabernes besluttende instanser, dels hvilke beslutningscentre der fastlægger strategierne og træffer de grundlæggende beslutninger:

(122)

Kommissionen noterer sig, at eneretsaftalerne i deres egenskab af aftaler reguleret ved lov er indgået i henhold til helt præcise regler, hvorefter IFP’s repræsentant i bestyrelsen ikke deltager i afstemninger om spørgsmål i relation til eneretsaftalerne. Men selv om IFP’s repræsentant ikke deltager i afstemningen, stemmer de øvrige medlemmer af bestyrelsen, også dem, der er ledende medarbejdere hos IFP.

(123)

Kommissionen medgiver, at eneretsaftalerne ikke i sig selv er bevis for, at der ikke er tale om uafhængige virksomheder. Men Kommissionen noterer sig, at disse aftaler er væsentlige for datterselskabernes økonomiske aktiviteter.

(124)

Kommissionen henviser desuden til, at mulighederne for at deltage i samarbejdsforskningsprojekter med andre virksomheder inden for datterselskabernes forretningsområder er nøje fastlagt i eneretsaftalerne. IFP kan således kun deltage i et forskningsprojekt inden for de berørte datterselskabers forretningsområder, såfremt datterselskaberne afstår fra at gøre deres forhåndsret gældende og ikke selv ønsker at gennemføre forskningsprojektet (30). IFP har ligeledes forhåndsret til de forskningsprojekter, de berørte datterselskaber ønsker at gennemføre. Først når IFP har afstået fra at gøre sin forhåndsret gældende, kan de berørte datterselskaber tilbyde forskningsprojektet til andre virksomheder (31). Efter Kommissionens opfattelse er disse restriktioner udtryk for en markant økonomisk integration mellem IFP og de berørte datterselskaber.

(125)

Kommissionen har desuden noteret sig, at der foreligger aftaler om tilrådighedsstillelse af bl.a. lokaler og personale:

(126)

Med hensyn til spørgsmålet om, hvordan IFP og dets datterselskaber opfattes på de berørte markeder, mener Kommissionen, at flere forhold tyder på, at IFP og de berørte datterselskaber fremtræder som ét samlet foretagende med et fælles image over for kunder og konkurrenter. Udover betegnelsen »IFP Group Technologies« i Axens’ og Prosernats logoer er der direkte links mellem de berørte datterselskabers websteder til IFP’s forskningsindsats inden for deres forretningsområde (32). Tilsvarende betegner Beicip-Franlabs kontor i Bahrain sig selv som »IFP Middle East Consulting«. Desuden deltager IFP og Axens sammen på diverse konferencer (33). Kommissionen har også i annoncer og publikationer (34) og på websteder for forskellige aktører i sektoren (35) fundet flere referencer til IFP/Axens som én enkelt enhed.

(127)

Endelig noterer Kommissionen sig, at der er sammenfald mellem IFP’s og datterselskaberne Axens’, Beicip-Franlabs og Prosernats forretningsområder, hvilket gør det endnu mere oplagt at betragte IFP-koncernen som én samlet virksomhed.

(128)

Konklusionen er, at formålet om udnyttelse af F & U-resultaterne er et centralt element i IFP’s udviklingsstrategi, således som det er præciseret i IFP’s formålsaftale med staten. Det forhold, at IFP sidder på hele kapitalen i datterselskaberne, og at ledende medarbejdere fra IFP deltager i ledelsen af datterselskaberne, vidner om, at IFP har den reelle juridiske kontrol med de berørte datterselskaber. Endelig vidner eneretsaftalerne mellem IFP og datterselskaberne på områder af meget stor betydning for deres forretningsområder om økonomisk integration mellem de pågældende virksomheder. Det forhold, at IFP og dets datterselskaber optræder i fællesskab og med et fælles image på de berørte markeder, er endnu et bevis herpå. I betragtning af sin egen beslutningspraksis og Domstolens retspraksis må Kommissionen derfor antage, at datterselskaberne ikke kan holdes adskilt fra moderselskabet IFP som økonomiske aktører på de berørte markeder.

(129)

På baggrund af ovenstående mener Kommissionen, at modtagerne af en eventuel statsstøtte er enhederne IFP, Axens, Beicip-Franlab og Prosernat til deres aktiviteter på markedet for raffineringsteknik og petrokemi, markedet for rådgivning om udnyttelse af olieforekomster og udgivelse og formidling af programmel til olieudvinding samt markedet for teknologier til gasbehandling og genindvinding af svovl.

(130)

I det omfang, det er påvist, at IFP via sine datterselskaber Axens, Beicip-Franlab og Prosernat udøver økonomiske aktiviteter, er det sandsynligt, at støtten fra den franske stat til IFP inden for de tre datterselskabers forretningsområder falder ind under traktatens artikel 87, stk. 1.

(131)

Det spørgsmål, Kommissionen skal besvare, før det kan afgøres, om der består en konkurrencemæssig fordel, er, om den offentlige støtte til IFP også indebærer en fordel for IFP’s økonomiske aktiviteter på de berørte markeder. Kommissionen har i Fællesskabets nye rammebestemmelser for statsstøtte til forskning, udvikling og innovation (36) fra 2006 præciseret sin fortolkning af støttebegrebet i det tilfælde, hvor én og samme enhed udøver både økonomiske og ikke-økonomiske aktiviteter; disse rammebestemmelser afspejler Kommissionens holdning til spørgsmålet: »Såfremt den samme enhed udfører aktiviteter af såvel økonomisk som ikke-økonomisk karakter, vil den offentlige finansiering af ikke-økonomiske aktiviteter, for at undgå krydssubsidiering af den økonomiske aktivitet, ikke falde ind under EF-traktatens artikel 87, stk. 1, hvis de to former for aktiviteter samt deres omkostninger og finansiering klart kan adskilles. Som bevis for, at omkostninger er korrekt henført, kan universiteternes og forskningsinstitutionernes årsregnskaber anvendes« (37).

(132)

Kommissionen skal med andre ord fastslå, om der finder krydssubsidiering af økonomiske aktiviteter sted via statens finansiering af IFP’s ikke-økonomiske aktiviteter. Kommissionen har derfor undersøgt IFP’s regnskaber for at afdække det eventuelle beløb for den offentlige støtte, der er anvendt til IFP’s kommercielle aktiviteter. Eftersom IFP og dets datterselskaber er særskilte juridiske enheder, har de også separate regnskaber. Kommissionen antager, at hvis der er tale om subventionering af økonomiske aktiviteter, kan den henføres til størrelsen af de vederlag, de pågældende datterselskaber betaler til moderselskabet, og vil fremgå af IFP’s regnskab.

(133)

For det første noterer Kommissionen sig, at IFP’s budget er opdelt på syv projektcentre, hvilket muliggør en reel regnskabsmæssig adskillelse af F & U-aktiviteter, uddannelse, vidensformidling og forvaltning af IFP’s portefølje.

(134)

Kommissionen mener, at de berørte regnskaber i forbindelse med den foreliggende undersøgelse er regnskabet for resultatcentret »Raffinering-Petrokemi«, for så vidt angår aktiviteterne indenfor raffineringsteknik og petrokemi og teknologier til genindvinding af svovl, og regnskabet for resultatcentret »Prospektering-Produktion«, for så vidt angår aktiviteterne inden for rådgivning om udnyttelse af olieforekomster og udgivelse og formidling af programmel til olieudvinding samt aktiviteterne inden for teknologier til gasbehandling. Kommissionen mener ikke, at den offentlige finansiering af projekter, der gennemføres af centret »Sonderende forskning«, er omfattet af dens undersøgelse, eftersom disse projekter må betegnes som grundforskning i den i bilaget til F & U-rammebestemmelserne fra 1996 fastsatte betydning, er meget risikobetonede og ikke tager sigte på en bestemt sektor.

(135)

For det andet er det Kommissionens opfattelse, at det analytiske regnskabssystem, der anvendes inden for IFP, gør det muligt at henføre indtægter og udgifter (bortset fra bevillingen fra statsbudgettet) og fordele omkostningerne korrekt inden for hvert center. Kommissionen bemærker i den forbindelse, at IFP’s analytiske regnskab tager udgangspunkt i projekterne. Projekterne er samlet efter centre. Inden for hvert center er projekterne opdelt efter segment eller type, og omkostninger og indtægter henføres til det relevante projekt. Kommissionen noterer sig desuden, at IFP’s budget og årsregnskab kontrolleres og revideres af to eksterne revisorer.

(136)

For det tredje noterer Kommissionen sig, at centrene har egne indtægter, og at bevillingen fra staten ikke allokeres analytisk til centrene. Det kan muligvis resultere i en regnskabsmæssig manko mellem de enkelte centres bogførte indtægter og omkostninger. Centrenes egne indtægter omfatter vederlag for ydelser, licensafgifter og udbytte fra datterselskaberne.

(137)

For det fjerde konstaterer Kommissionen, at IFP’s samlede omkostninger ved et givet projekt figurerer i regnskabet og ikke blot omfatter omkostninger, der er direkte affødt af projektet (indkøb af varer, mindre udstyr og løsøre, eksterne ydelser, transport, forsikring, dokumentation, vedligeholdelse og lejeudgifter i forbindelse med det enkelte projekt), men også indirekte omkostninger (lønninger og sociale bidrag for personalet, afskrivninger på materielle og immaterielle anlægsaktiver samt generalomkostninger). De indirekte omkostninger konteres projekter forholdsmæssigt efter antallet af mandtimer på grundlag af en beregnet timesats for de forskellige personalekategorier (ingeniør, tekniker osv.). Kommissionen mener, at denne bogføringsmetode er objektiv og relevant set ud fra et regnskabsmæssigt synspunkt, for så vidt angår de undersøgte aktiviteter.

(138)

For det femte noterer Kommissionen sig, at omkostninger ved tværgående projekter, der gennemføres af centrene »Udstyr og Materiel« og »Støtteaktiviteter«, ligeledes fordeles på de enkelte projekter enten direkte eller forholdsmæssigt efter de samlede omkostninger ved det segment, projektet hører under (erhvervelse af kompetencer eller industriforskning).

(139)

Endelig konstaterer Kommissionen, at tilrådighedsstillelse af faciliteter, som er nævnt i betragtning 125, sker i henhold til aftaler mellem IFP og de berørte datterselskaber. Disse ydelser faktureres af IFP med den fulde pris og konteres de berørte centre.

(140)

Kommissionen kan således konkludere, at de bogførte udgifter for resultatcentrene »Raffinering-Petrokemi« og »Prospektering-Produktion« rent faktisk afspejler de samlede omkostninger ved IFP’s aktiviteter på de berørte markeder.

(141)

Kommissionen konstaterer samtidig, at der ikke er nogen præcis sammenhæng hverken mellem centrene »Raffinering-Petrokemi« og »Prospektering-Produktion« på den ene side og de berørte datterselskabers forretningsområder på den anden side. Det vil — for at bruge forskningskontrakternes ordvalg — sige, at centrene dækker aktiviteter både på de områder, hvor datterselskaberne har enerettigheder, og på områder, hvor der ikke består sådanne enerettigheder.

(142)

Resultatcentret »Raffinering-Petrokemi« dækker således IFP’s forskning i teknologier til genindvinding af svovl, hvor forskningsresultaterne udnyttes af datterselskabet Prosernat, IFP’s forskning i raffineringsteknik, petrokemi, GTL (gas to liquid) og estere af vegetabilske olier til dieselolie, hvor forskningsresultaterne udnyttes af datterselskabet Axens, og IFP’s forskning inden for CTL (coal to liquid), biomasse (bortset fra estere af vegetabilske olier til dieselolie) og hydrogenproduktion, hvor forskningsresultaterne udnyttes i samarbejde med andre industrielle partnere.

(143)

Resultatcentret »Prospektering-Produktion« dækker IFP’s forskning inden for rådgivning om udnyttelse af olieforekomster og udgivelse og formidling af programmel til olieudvinding, hvor forskningsresultaterne udnyttes af datterselskabet Beicip-Franlab, IFP’s forskning i teknologier til gasbehandling, hvor forskningsresultaterne udnyttes af datterselskabet Prosernat, men også forskning i genindvinding af CO2 og transport af hydrogen, hvor forskningsresultaterne udnyttes i samarbejde med andre industrielle partnere.

(144)

Kommissionen tager desuden hensyn til det forhold, at flere projekter, der gennemføres i resultatcentrene »Raffinering-Petrokemi« og »Prospektering-Produktion«, og som vedrører segmentet »Erhvervelse af kompetencer«, er grundforskning i den i bilag I til F & U-rammebestemmelserne fra 1996 fastsatte betydning; resultaterne af denne forskning formidles bredt til virksomheder i EU uden forskelsbehandling. Formålet med disse projekter er at udvikle nye ideer gennem regulær grundforskning og samtidig udvikle kompetencer. Frankrig har forelagt Kommissionen en liste med beskrivelser af projekterne inden for dette segment. Kommissionen noterer sig desuden, at IFP formidler resultaterne af denne forskning ad forskellige kanaler, bl.a. i instituttets eget videnskabelige tidsskrift Oil & Gas Science and Technology, der er frit tilgængeligt online, gennem afholdelse af og deltagelse i kongresser, udgivelse af forskningsarbejder, partnerskaber med andre forskningsinstitutioner og postuniversitære uddannelsesforløb.

(145)

Med henvisning til indholdet af betragtning 133-139 finder Kommissionen, at IFP’s analytiske regnskabssystem gør det muligt at spore samtlige afholdte udgifter og modtagne vederlag for disse økonomiske aktiviteter. Kommissionen bemærker dog, at sådan som IFP’s regnskab i øjeblikket er opstillet, kræver sondringen mellem økonomiske og ikke-økonomiske aktiviteter en meget grundig analyse af centrenes regnskaber projekt for projekt. Kommissionen mener derfor, at IFP fremover bør opstille og offentliggøre sit regnskab med en tydeligere sondring mellem økonomiske og ikke-økonomiske aktiviteter, f.eks. ved at samle de økonomiske aktiviteter inden for ét og samme center i overensstemmelse med principperne i direktiv 2006/111/EF.

(146)

Efter at have gennemgået regnskaberne for IFP’s forskellige centre kan Kommissionen fastslå omkostningerne ved F & U-projekterne og IFP’s egne indtægter på de områder, hvor datterselskaberne Axens og Prosernat har enerettigheder, dvs. teknologier til raffinering, petrokemi, GTL og estere af vegetabilske olier til dieselolie samt teknologier til gasbehandling og genindvinding af svovl:

Tabel 1

(147)

Eftersom disse tal viser et regnskabsmæssigt underskud, finansieres IFP’s kommercielle aktiviteter inden for raffineringsteknik, petrokemi, GTL og estere af vegetabilske olier til dieselolie samt teknologier til gasbehandling og genindvinding af svovl ikke fuldt ud med instituttets egne indtægter, men dækkes altså af tilskuddet fra staten til IFP. Der er således tale om en selektiv fordel, der finansieres med statsmidler.

(148)

Det kumulerede underskud i perioden 2003-2006 i relation til de berørte markeder andrager således [under 50 mio. EUR] (15). Det er dog væsentligt mindre end det af UOP påståede beløb.

(149)

IFP’s aktiviteter inden for rådgivning om udnyttelse af olieforekomster og udgivelse og formidling af programmel til olieudvinding skal behandles særskilt. Kommissionen noterer sig, at ifølge udviklingsaftalen mellem IFP og datterselskabet Beicip-Franlab, som ændret ved den tillægsaftale, der blev undertegnet den 16. december 2005 med virkning tilbage fra den 1. januar 2005, skal Beicip-Franlab refundere IFP alle omkostninger ved IFP’s forskning inden for Beicip-Franlabs forretningsområde, omregnet til nutidsværdi og forrentet med den lovbestemte rente; det gælder også forskning i algoritmer, modeller og metoder. Kommissionen har desuden gennemgået de vederlag, Beicip-Franlab har betalt til IFP i 2003 og 2004, og konstaterer, at de mere end dækker omkostningerne ved IFP’s forskning på det område, hvor Beicip-Franlab har enerettigheder.

(150)

Kommissionen konkluderer derfor, at IFP’s og Beicip-Franlabs fælles aktiviteter finansieres fuldt ud med indtægter fra markedet for rådgivning om udnyttelse af olieforekomster og udgivelse og formidling af programmel til olieudvinding. På dette marked har IFP og Beicip-Franlab altså ingen konkurrencefordel.

(151)

Det er en kendsgerning, at visse af IFP’s aktiviteter kan betegnes som værende af økonomisk art, eftersom de udnyttes kommercielt af datterselskaberne. Kommissionen er således nået til den konklusion, at de berørte datterselskaber ikke kan betragtes som virksomheder, der opererer uafhængigt af moderselskabet, eftersom deres aktiviteter er integreret i IFP’s udviklingsstrategi, IFP har ikke blot juridisk, men også reel kontrol over datterselskaberne, der er indgået eneretsaftaler, der vidner om en stærk økonomisk integration, og IFP og de berørte datterselskaber optræder med et fælles image hos aktørerne i de pågældende sektorer.

(152)

Desuden modtager IFP, for så vidt angår instituttets kommercielle aktiviteter, et offentligt tilskud, hvilket giver en selektiv fordel (dog ikke på datterselskabet Beicip-Franlabs forretningsområde), eftersom tilskuddet kun gives et enkelt foretagende. Tilskuddet hidrører fra statsmidler.

(153)

Det er Kommissionens opfattelse, at på Axens’ og Prosernats forretningsområder er også de øvrige kriterier for tilstedeværelsen af statsstøtte opfyldt.

(154)

Kommissionen mener, at enhver form for støtte til aktiviteterne på Axens’ og Prosernats forretningsområder styrker IFP’s og dets datterselskabers konkurrencemæssige stilling og indebærer en potentiel konkurrencefordrejning.

(155)

Hvad angår IFP’s og Axens’ aktivitetsområder, har Kommissionen noteret sig de oplysninger, Frankrig har fremsendt, og som også Axens har peget på i sine bemærkninger, og som skal dokumentere, at Axens med egne midler finansierer meget store yderligere forskningsudgifter sammenholdt med andre virksomheder i sektoren. Kommissionen mener dog ikke, at det ud fra beløbets størrelse kan udledes, at forbindelsen med IFP ikke indebærer en fordel, eftersom der ved gennemgangen af IFP’s regnskaber kunne konstateres en klar regnskabsmæssig manko i forholdet mellem udgifter og indtægter inden for Axens’ forretningsområde.

(156)

Hvad angår IFP’s og Prosernats aktivitetsområde har Kommissionen noteret sig Frankrigs bemærkninger om, at samarbejdet omkring hovedparten af projekterne vedrørende olieprospektering og -udvinding er åbne for et stort antal industrielle partnere på lige fod. Ikke desto mindre er visse projekter omfattet af eneretsaftalerne mellem IFP og Prosernat, og i den sammenhæng er der fastsat meget præcise rammer og begrænsninger for samarbejdet med andre industrielle partnere. Det giver Prosernat en selektiv fordel, der finansieres med statsmidler.

(157)

Denne konkurrencefordrejning vil desuden kunne påvirke samhandelen inden for EU, eftersom de berørte datterselskabers forretningsområder udgør konkurrencebaserede markeder i international målestok. Markedet for raffineringsteknik og petrokemi er et verdensomspændende marked, der har været åbent for konkurrence siden 1950’erne. IFP’s og Axens’ konkurrenter på dette marked er først og fremmest virksomhederne UOP, Chevron, Lummus, Shell, ExxonMobil, Haldor Topsøe og ConocoPhillips. På markedet for teknologier til gasbehandling og genindvinding af svovl konkurrerer IFP og Prosernat med leverandører af udstyr til gasbehandling, bl.a. virksomhederne KCC, KPS, SIIRTEC-NIGI, Hanover Maloney, Frames, TDE og GPS, med udbydere af licenser til gasbehandlingsteknologier, bl.a. UOP, ExxonMobil, Shell Global Solutions, BASF, Eneos og Huntsman, samt med specialister i behandling af svovl, bl.a. Jacobs, Black & Veath Pritchard, Lurgi, Parsons, Technip-KTI, SIIRTEC-NIGI og CBI & TPA.

(158)

Kommissionen må derfor afvise Frankrigs argument om, at ikke alle kriterierne for at betegne den offentlige støtte til IFP’s og dets datterselskaber Axens’ og Prosernats aktiviteter som statsstøtte i den i traktatens artikel 87, stk. 1, fastsatte betydning er opfyldt.

(159)

Endelig vil Kommissionen gerne præcisere, at spørgsmålet om yderligere statsstøtte i den i traktatens artikel 87, stk. 1, fastsatte betydning som følge af EPIC’s nye status og en eventuel ubegrænset statsgaranti til IFP i medfør af denne status (38) er genstand for en særskilt undersøgelse fra Kommissionens side i forbindelse med en anden procedure (NN 11/08). At der er tale om en særskilt undersøgelse, skyldes, at EPIC’s nye status er af forholdsvis ny dato sammenholdt med de forhold, der undersøges i forbindelse med den foreliggende beslutning.

(160)

Kommissionen har påvist, at IFP og dets datterselskaber Axens og Prosernat har en selektiv fordel, der finansieres med statsmidler. Denne fordel skyldes, at F & U-aktiviteterne inden for Axens’ og Prosernats forretningsområder ikke dækkes fuldt ud med egne midler. Det forhold, at IFP’s omkostninger inden for Axens’ og Prosernats forretningsområder ikke dækkes fuldt ud, kan tilskrives de overførselsordninger inden for koncernen, som er fastsat i eneretsaftalerne mellem dels IFP og Axens, dels IFP og Prosernat. Kommissionen mener derfor, at der er tale om støtte, fordi oprettelsen af datterselskaberne var ledsaget af eneretsaftaler mellem disse datterselskaber og moderselskabet, og de pågældende aftaler giver ikke sikkerhed for, at IFP får dækket alle sine omkostninger ved den forskning, det udfører for Axens og Prosernat. Kommissionen skal erindre om, at aftalerne mellem IFP og Axens trådte i kraft den 1. januar 2001 og mellem IFP og Prosernat den 1. januar 2002.

(161)

Kommissionen har noteret sig Frankrigs bemærkninger, der er opsummeret under punkt 4.1. Kommissionen har forståelse for, at Frankrig mener i al væsentlighed at have anmeldt de strukturelle og aftalemæssige ændringer til Kommissionen i 2001. Kommissionen mener dog, at udviklingen i IFP’s kommercielle aktivitet siden 2001 via dets datterselskaber er af et sådant omfang, at det influerer på enhver tidligere økonomisk og juridisk analyse. Kommissionen fastholder således den vurdering, den har gjort rede for under punkt 3.2 i beslutningen om at indlede proceduren, vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt støtten var lovlig. Ifølge den vurdering må den foreliggende støtte betragtes som ulovlig at regne fra den dato, hvor Kommissionens beslutning fra 1998 ikke længere var gældende, dvs. fra den 1. januar 2003.

(162)

Kommissionen tager Frankrigs og selskabet Axens’ bemærkninger om støttemodtagernes berettigede tiltro til, at støtten var lovlig, til efterretning. Men i betragtning af nedenstående redegørelse, hvoraf det fremgår, at Kommissionen konkluderer, at støtten til IFP og dets datterselskaber er forenelig med fællesmarkedet, er der ingen grund til, at Kommissionen vurderer dette spørgsmål.

(163)

Kommissionen har ikke imødekommet UOP’s krav om at vedtage en beslutning om at give Frankrig påbud om at suspendere betaling af enhver form for ulovlig støtte. Dels er den offentlige støtte til IFP hovedfinansieringskilden for andre aktiviteter end IFP’s og datterselskaberne Axens’ og Prosernats økonomiske aktiviteter, bl.a. uddannelse, grundforskning og F & U-samarbejdsprojekter samt formidling af F & U-resultater, som Kommissionen principielt anser for ikke-økonomiske, og som tegner sig for 90 % af den offentlige støtte til IFP, dels mener Kommissionen, at en sådan beslutning ikke ville være relevant, eftersom det med rimelighed kunne forventes, at i hvert fald en del af støtten var forenelig med fællesmarkedet.

(164)

Inden Kommissionen gennemgår de forskellige forskningsstadier, der er omfattet af F & U-rammebestemmelserne fra 1996, skal det afgøres, om IFP’s aktiviteter, hvortil der er ydet statsstøtte, reelt kan betegnes som forskning og udvikling. I den henseende baserer Kommissionen sig på Frascati-manualen (39), der indeholder definitioner på F & U og en klassificering af aktiviteter, der indgår i F & U.

(165)

Manualen opererer med kriterier, der gør det muligt at sondre mellem F & U og de dertil knyttede videnskabelige, teknologiske og industrielle aktiviteter. Det grundlæggende kriterium i manualen er, at der i F & U-aktiviteter skal være et betydeligt element af noget nyt, og at de skal af- eller bekræfte en videnskabelig og/eller teknologisk uvished.

(166)

Som supplerende kriterier skal nævnes formålet med projekterne, det forhold, at der er tale om ukendte fænomener, strukturer eller relationer, som projekterne skal undersøge, at de skal finde nye anvendelsesformål for allerede erhvervet viden eller kendte teknikker, at der er stor sandsynlighed for, at projekterne fører til ny forståelse (mere omfattende og dybere) af fænomener, relationer eller behandlingsprincipper af interesse for mere end én enkelt organisation, og at resultaterne kan patenteres, samt karakteren af det personale, der arbejder med projekterne, de anvendte metoder, den generelle karakter af konklusioner og resultater af et projekt og i givet fald den sædvanlige klassificering af projektet i andre kategorier af aktiviteter.

(167)

Endelig præciseres det i Frascati-manualen, at hvis det primære formål med arbejdet er at foretage nye tekniske forbedringer af produktet eller processen, falder det ind under definitionen på F & U. Hvis produktet eller processen eller fremgangsmåden i vidt omfang »ligger fast«, og hovedformålet er at finde afsætningsmuligheder, fastlægge præproduktionsplaner eller sikre, at produktions- eller kontrolsystemet fungerer effektivt, er der ikke tale om F & U.

(168)

Kommissionen bemærker, at de aktiviteter, IFP udfører i samarbejde med datterselskabet Axens, vedrører udvikling af nye processer og nye produkter (katalysatorer, adsorptionsmidler) til billigere og mere miljøvenlig fremstilling af brændsel, brændstoffer og petrokemiske mellemprodukter ud fra alle tilgængelige kulstofkilder. Kommissionen bemærker, at de aktiviteter, IFP udfører i samarbejde med datterselskabet Prosernat, vedrører udvikling af nye processer og udstyr til behandling af naturgas og genindvinding af svovl.

(169)

I denne sammenhæng består nyhedselementet i projekterne i komponenterne, deres indbyrdes relationer og/eller de tilsigtede processers og produkters karakteristika. I hvert projekt afdækkes der blokerende faktorer. Som eksempel kan nævnes, at IFP har gennemført et projekt, der tager sigte på udvikling af en ny proces til fremstilling af parafinske basisprodukter med højt oktantal ud fra tungere ladninger end dem, der behandles i dag, for at få løst problemet omkring nedbringelse af indholdet af aromastoffer i »pool petrol«.

(170)

Kommissionen noterer sig desuden, at de aktiviteter, hvortil der ydes offentlig støtte, ligger forud for processernes og produkternes godkendelse. Den er ligeledes opmærksom på, at resultaterne af de gennemførte projekter er ganske vidtrækkende og patenteres, at det personale, der arbejder med disse projekter, hovedsagelig består af forskere og teknikere, og at metoderne er baseret på forsøg, fortolkning og modellering. Endelige konstaterer Kommissionen, at de aktiviteter af samme art, der gennemføres af andre aktører i sektoren, normalt klassificeres som forskning (40).

(171)

Kommissionen kan altså ikke godtage klagerens argument om, at de aktiviteter, der berøres af den foreliggende procedure, ikke kan betegnes som F & U. Kommissionen mener tværtimod, at de aktiviteter, IFP gennemfører i samarbejde med sine datterselskaber, falder ind under definitionen på F & U.

(172)

Når der er tale om statsstøtte til F & U-aktiviteter, er det reglerne for statsstøtte til forskning og udvikling, der er relevante for undersøgelsen af støttens forenelighed med fællesmarkedet. I det omfang den støtte, der kan tilskrives eksistensen af kommercielle datterselskaber, med hvem IFP har indgået eneretsaftaler mellem den 1. januar 2001 og den 1. januar 2003, betragtes som værende ulovlig fra og med den 1. januar 2003, er de regler, der er relevante for undersøgelsen af foreneligheden med fællesmarkedet, F & U-rammebestemmelserne fra 1996.

(173)

Bilag I til F & U-rammebestemmelserne fra 1996 indeholder en definition af industriel forskning og udviklingsaktiviteter på prækonkurrencestadiet:

(174)

Kommissionen har i denne sammenhæng undersøgt cyklussen og fordelingen af de aktiviteter, der er udført i henhold til aftalen om industriforskning mellem IFP og datterselskabet Axens, samt de af Frankrig fremsendte komplette lister over og beskrivelser af de projekter, der er gennemført mellem 2003 og 2006.

(175)

IFP udfører forskning, som tager sigte på at verificere mulighederne for en bestemt syntesevej og svarer til feasibilityundersøgelser forud for industriforskning i den i F & U-rammebestemmelserne fra 1996 fastsatte betydning:

(176)

Desuden foretages der en foreløbig undersøgelse af mulighederne for patentering for at få sikkerhed for forskningens innovative karakter. Derefter præsenterer IFP det videnskabelige og tekniske materiale for datterselskabet, der så kan gøre sin forhåndsret gældende.

(177)

Når Axens ønsker at gå videre med forskningen på grundlag af det forelagte materiale, udfører IFP industriforskning for at erhverve ny viden eller udbygge eksisterende viden med sigte på udvikling af nye processer, produkter eller teknologier eller forbedre eksisterende processer, produkter eller teknologier (41). Denne forskning består i at undersøge nye synteseveje eller forbedre eksisterende i en anden målestok end til industrielt brug. Efter Kommissionens opfattelse er formålet at validere koncepter, og aktiviteterne falder ind under definitionen på industriforskning i F & U-rammebestemmelserne fra 1996:

(178)

Når industriforskningsarbejdet er afsluttet, afleverer IFP sagsmaterialet om den pågældende katalysator eller proces til datterselskabet. Derefter beslutter Axens, om man vil fortsætte med et prækompetitivt udviklingsarbejde med henblik på anvendelse i industrien. På dette stadium består arbejdet i at udføre test og underbygge resultaterne af den forskning, der er beskrevet i betragtning 177, på prototyper, der er repræsentative for industriel anvendelse:

(179)

Der er desuden udpeget en ekspertkomité til at fastlægge og validere godkendelsen af produktet eller processen. Først efter godkendelsen, hvor man har sikkerhed for, at der er taget højde for relevante miljø- og sikkerhedsmæssige krav, træffes der beslutning om, hvorvidt processen og/eller produktet skal markedsføres og lanceres til industriel anvendelse (42). De produkter og processer, der bliver resultatet af det beskrevne forskningsarbejde, bliver således først bragt i omsætning efter godkendelse og lanceres ikke for industrien forud for godkendelsen.

(180)

Kommissionen mener ikke, dette arbejde kan sidestilles med rutinemæssige aktiviteter i en industriproduktion, eftersom de bl.a. ligger uden for den industrielle anvendelse. Kommissionen konkluderer, at det kan betragtes som udviklingsaktiviteter på prækonkurrencestadiet i overensstemmelse med F & U-rammebestemmelserne fra 1996. Den påpeger desuden, at alle omkostninger ved arbejdet finansieres af Axens’ med egne midler.

(181)

Hvad angår den forskning, IFP udfører i samarbejde med datterselskabet Prosernat, konstaterer Kommissionen, at arbejdscyklussen og -fordelingen mellem IFP og Prosernat styres af en aftale om industriforskning, som i relation til teknologier til gasbehandling og genindvinding af svovl følger samme model som aftalen mellem IFP og Axens. Det understøttes af gennemgangen af de af Frankrig fremlagte komplette lister over og beskrivelser af de projekter, der er gennemført mellem 2003 og 2006.

(182)

Kommissionen konkluderer, at de aktiviteter, hvortil der er ydet støtte med statsmidler, rent faktisk svarer til de forskningsstadier, der er defineret i bilag I til F & U-rammebestemmelserne fra 1996. Den bemærker, at de mest markedsnære aktiviteter, dvs. udviklingsaktiviteter på prækonkurrencestadiet og udviklingsaktiviteter til kommercielle formål, under alle omstændigheder finansieres fuldt ud af datterselskaberne med egne midler hidrørende fra indtægter fra markedet, og at den offentlige støtte kun vedrører de stadier, der kan betegnes som industriforskning. Kommissionen kan derfor ikke godtage UOP’s argument om, at statsstøtten til IFP og dets datterselskaber Axens og Prosernat udgør driftsstøtte.

(183)

Bilag II til F & U-rammebestemmelserne fra 1996 indeholder en oversigt over de udgifter, der kan indgå i beregningen af F & U-støttens intensitet:

(184)

Det præciseres desuden i bilag II til F & U-rammebestemmelserne fra 1996, at hvis udgifterne er opstået på grund af andre aktiviteter eller andre F & U-aktiviteter, skal de vurderes særskilt for den støttede F & U-aktivitet og de øvrige aktiviteter.

(185)

For det første bemærker Kommissionen, at de udgifter, der hidrører direkte fra projekterne, vedrører underleverancer, transport, forsikring og dokumentation samt vareindkøb og mindre udstyr. De svarer til henholdsvis udgifter til konsulentbistand og tilsvarende tjenesteydelser, yderligere generalomkostninger og andre driftsudgifter. Kommissionen konstaterer, at disse omkostninger hidrører direkte og udelukkende fra forskningsaktiviteterne.

(186)

For det andet bemærker Kommissionen, at de øvrige omkostninger, der kan tilskrives projekterne, vedrører udgifter til forskningspersonale, afskrivninger på materielle og immaterielle anlægsaktiver samt andre generalomkostninger og svarer til henholdsvis personaleudgifter, udgifter til instrumenter, udstyr, jord og bygninger samt yderligere generalomkostninger. Disse udgifter kan direkte tilskrives forskningsaktiviteterne og er forholdsmæssigt fordelt på de forskellige projekter efter, hvor megen tid forskningspersonalet har brugt på hvert projekt.

(187)

Desuden kan de udgifter til tværgående F & U-projekter, der vedrører metoder og udstyr, som anvendes i de øvrige F & U-projekter, sidestilles med yderligere generalomkostninger, der er direkte knyttet til forskningsaktiviteterne. Udgifterne til disse tværgående projekter konteres de enkelte F & U-projekter forholdsmæssigt. Kommissionen mener, at de anvendte beregningsmetoder til dette formål er tilfredsstillende.

(188)

Kommissionen konkluderer, at projektudgifterne svarer til de støtteberettigede udgifter, der er defineret i bilag II til F & U-rammebestemmelserne fra 1996.

(189)

I henhold til punkt 5.4 i F & U-rammebestemmelserne fra 1996 er den maksimale tilladte støtteintensitet for tekniske feasibilityundersøgelser, der går forud for aktiviteter i forbindelse med industriforskning 75 %. I henhold til punkt 5.3 i samme rammebestemmelser er den maksimale tilladte støtteintensitet for industriforskning 50 %. I henhold til punkt 5.5 i rammebestemmelserne er den maksimale tilladte støtteintensitet for udviklingsprojekter på prækonkurrencestadiet 25 %. I henhold til rammebestemmelsernes punkt 5.9 er den maksimale tilladte støtteintensitet for F & U-projekter, der omfatter både industriforskning og udvikling på prækonkurrencestadiet, et vejet gennemsnit af de godkendte støtteintensiteter for de to typer forskning.

(190)

Først og fremmest bemærker Kommissionen, at IFP med egne midler hidrørende fra de af datterselskaberne betalte vederlag og uden finansiel medvirken fra staten har finansieret over 50 % af omkostningerne ved sine tekniske feasibilityundersøgelser og sin industrielle forskning i perioden mellem 2003 og 2006. Kommissionen bemærker, at den tilladte støtteintensitet kan være over 50 %, hvis man medregner den del af de tekniske feasibilityundersøgelser, hvortil støtten har udgjort 75 % af omkostningerne. Kommissionen har opstillet følgende tabel på grundlag af de lister over projekter, hvor de årlige udgifter er specificeret for hvert projekt og for hvert forskningsstadium, samt på grundlag af opgørelsen over IFP’s indtægter. Kommissionen har været meget nøjeregnende ved udarbejdelsen og medtaget alle udgifter, der direkte eller indirekte (43) kunne henføres til de aktivitetsområder, hvor Axens og Prosernat har enerettigheder, og udelukket alle andre indtægter end vederlagene fra Axens og Prosernat (44).

Tabel 2

(191)

Dernæst bemærker Kommissionen, at den andel af finansieringen af IFP’s og datterselskabernes forskningsaktiviteter, der dækkes med egne midler, kan være større, hvis man medregner udviklingsaktiviteterne på prækonkurrencestadiet, hvor den tilladte støtteintensitet er 25 %. Rent faktisk finansieres disse aktiviteter fuldt ud af Axens og Prosernat med egne midler uden finansiel medvirken fra staten eller IFP.

(192)

Kommissionen har desuden på grundlag af de årlige lister over gennemførte projekter i perioden 2003-2006 efterprøvet, om grænserne for tilladt støtteintensitet for de enkelte forskningsstadier er overholdt. For de efterfølgende år skal Frankrig hvert år forelægge Kommissionen en rapport, så denne kan forvisse sig om, at støtteintensiteten for de enkelte forskningsstadier og de enkelte projekter også er overholdt. Rapporten skal omhandle alle projekter, der gennemføres på Axens’ og Prosernats forretningsområder med angivelse af omkostningerne på de enkelte forskningsstadier, beløbet for den offentlige støtte og de egne midler, IFP og dets datterselskaber har anvendt til formålet. Kommissionen mener, at støtten skal udgøre under 50 % af udgifterne for at give sikkerhed for, at grænserne for støtteintensitet er overholdt.

(193)

Endelig konstaterer Kommissionen, at overholdelsen af grænserne for støtteintensitet i vidt omfang afhænger af, hvor stort et beløb af egne midler IFP råder over til sine projekter på de berørte områder. Disse egne midler består primært af de vederlag, Axens og Prosernat betaler til IFP. Kommissionen er derfor af den opfattelse, at der bør indføjes en bestemmelse i eneretsaftalerne, der regulerer disse vederlag, så man har sikkerhed for, at moderselskabet modtager et ikke-fast minimumsvederlag dækkende mindst 25 % af IFP’s udgifter til feasibilityundersøgelser forud for industriforskningsprojekter, 50 % for industriforskningsprojekter og i givet fald 75 % for udviklingsaktiviteter på prækonkurrencestadiet, når der er tale om forskning, IFP udfører på datterselskabernes forretningsområder (47).

(194)

Kommissionen konkluderer, at grænserne for tilladt støtteintensitet i henhold til F & U-rammebestemmelserne fra 1996 er overholdt, under forudsætning af at betingelserne i betragtning 192 og 193 opfyldes.

(195)

Bestemmelserne om kumuleret støtte i punkt 5.12 i F & U-rammebestemmelserne fra 1996 er overholdt. Kommissionen har således udregnet beløbet for den samlede offentlige støtte fra alle kilder.

(196)

For det første bemærker Kommissionen, at IFP’s og dets datterselskabers forskningsaktiviteter er styret af statens overordnede strategi for energiforsyningssikkerheden på lang sigt. Kulbrinter er således strategisk vigtige for medlemsstaternes økonomi i dag, bl.a. på grund af kulbrinters store betydning for transport- og kemikalieindustrien. IFP’s og dets datterselskabers aktiviteter skal således ses i sammenhæng med tre væsentlige problemstillinger: det voksende behov for energi, der primært er affødt af stigende mobilitet og øget samhandel, den gradvise tømning af olie- og gasreserverne samt kontrol med udledningen af drivhusgasser. Kommissionen bemærker, at IFP’s og dets datterselskabers forskning især fokuserer på følgende områder:

(197)

Kommissionen bemærker, at IFP’s forskningsprogram gennemgås af tekniske udvalg, hvis sammensætning og nærmere beføjelser bestemmes af den ansvarlige minister, og som sikrer, at der fokuseres på de ovennævnte prioriterede områder.

(198)

For det andet er Kommissionen opmærksom på, at udviklingen af nye energiteknologier, bl.a. biobrændstoffer og genindvinding af gas, prioriteres højt i EU’s forsknings-, energi- og miljøpolitik.

(199)

For det tredje noterer Kommissionen sig, at IFP og dets datterselskaber takket være den offentlige støtte har været i stand til at udføre yderligere forskningsaktiviteter, som ellers ikke kunne være gennemført på grund af teknologiske risici eller meget stor usikkerhed om investeringsafkastet. Specielt inden for raffineringsteknik og petrokemi betyder de store risici, der er forbundet med fremstillingen af de første enheder til industriel brug, at de virksomheder, der opererer på dette marked, er nødt til at være meget selektive i relation til F & U-projekter. Som eksempel kan nævnes, at IFP og Axens har gennemført følgende forskningsprojekter: nye katalysatorer og teknologier inden for teknologi til fremstilling af paraxylen, ny proces inden for GNL baseret på udnyttelse af nye koncepter og teknologier inden for køleteknik, en ny, renere og mere effektiv proces til fremstilling af biodiesel ved esterificering af vegetabilske olier.

(200)

For det fjerde bemærker Kommissionen den positive udvikling siden 2002 i forskellige indikatorer for IFP’s og Axens’ og Prosernats forskningsindsats. Både IFP’s og datterselskabernes udgifter og personaleforbrug til F & U på de områder, hvor datterselskaberne har enerettigheder, har været stigende på trods af, at statsstøtten blev reduceret med 41 % i perioden 2003-2006:

Tabel 3

(201)

For det femte bemærker Kommissionen, at F & U-udgifterne udgør en meget stor del af omsætningen. På Prosernats forretningsområder var det 9 % i 2006. For Axens’ vedkommende var det 13 % i 2006, hvilket er væsentligt mere, end hvad der i øvrigt kan konstateres i sektoren. Til sammenligning var F & U-udgifternes andel i omsætningen i fire tilsvarende virksomheder inden for Axens’ forretningsområder således mellem 2,3 og 10 % (48).

(202)

For det sjette tager Kommissionen hensyn til det forhold, at anvendelsesområderne for IFP’s og dets datterselskabers forskning er underlagt omfattende og meget forskelligartet regulering, der dels er geografisk betinget, dels løbende ændres. Især har raffineringssektoren siden 2000 været underlagt stadigt strengere miljøkrav. Til de videnskabelige og teknologiske risici, der er forbundet med selve F & U-projekterne, skal således føjes stor usikkerhed omkring lovgivningen på de pågældende områder. Resultaterne af IFP’s og dets datterselskabers forskning er desuden vanskelige at beskytte, dels fordi de udnyttes i mange lande, dels fordi de forskellige lande opererer med meget forskellige regler på patentområdet.

(203)

For det syvende finder Kommissionen, at den offentlige støtte til IFP og Axens i modsætning til, hvad UOP hævder, ikke i kraft af sin karakter eller sit omfang kan forventes at hæmme de dynamiske incitamenter på markedet for raffineringsteknologier. Kommissionen vil først og fremmest gøre opmærksom på, at udbuddet på dette marked er meget differentieret og kun omfatter et begrænset antal kunder. Det anslås således, at der på verdensplan kun blev anvendt syv forskellige procestyper i de raffinerings- og petrokemiske anlæg, der var i drift i 2005. Desuden vælger kunderne en teknologi ud fra forskellige kriterier, hvoraf nogle — såsom prisen for det nødvendige anlæg og investeringsafkastet — anses for helt afgørende, men ligger helt uden for de støttede forskningsprojekter. Endelig konstaterer Kommissionen, at visse af IFP’s og Axens’ konkurrenter har en meget stærk konkurrencemæssig stilling, som burde sætte dem i stand til opretholde deres F & U-planer på dette marked. UOP har således en markedsandel på verdensplan svarende til 57 % i værdi af de eksisterende raffineringsanlæg, der drives på licens, medens IFP’s og Axens’ markedsandel udgør 7 %.

(204)

Endelig bemærker Kommissionen, at EU’s handelspartnere også bevilger store beløb til finansiering af forskning på energiområdet. Således havde USA’s Department of Energy i 2005 et budget på 5,794 mia. USD, og beløbet har været stigende de seneste tiår. Department of Energy subventionerer talrige forskningsprogrammer, bl.a. inden for biodiesel. Kommissionen noterer sig, at IFP’s og Axens’ konkurrenter også modtager omfattende offentlig støtte. Det gælder bl.a. UOP, der får støtte fra National Institute of Standards and Technology til sin forskning i katalysatorer (49). UOP skulle ligeledes få indirekte offentlig støtte via flere partnerskaber med forskningsinstitutter og universiteter.

(205)

Kommissionen mener afslutningsvis, at støtten til IFP og dets datterselskaber Axens og Prosernat har en tilskyndelsesvirkning i betragtning af forskningsområdets strategiske betydning, den kvalitative og kvantitative styrkelse af forskningsindsatsen og de særlige risici og vanskeligheder, der gør sig gældende i de pågældende sektorer. Kommissionen mener desuden ikke, at støtten hæmmer innovationsdynamikken på markederne. Den har også noteret sig de andre landes støtte til IFP’s konkurrenter.

(206)

Det skal af den årsrapport, Frankrig skal forelægge for Kommissionen, indtil eneretsaftalerne mellem IFP og dets datterselskabet Axens og Prosernat udløber, fremgå, at støttens tilskyndelsesvirkning løbende verificeres.

(207)

På grundlag af ovenstående redegørelse konkluderer Kommissionen, at støtten til IFP og dets datterselskaber Axens og Prosernat er i overensstemmelse med F & U-rammebestemmelserne fra 1996 under forudsætning af, at de i betragtning 192, 193 og 206 fastsatte betingelser overholdes —