Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32007D1482

    Europa-parlamentets og rådets beslutning nr. 1482/2007/EF af 11. december 2007 om oprettelse af et fællesskabsprogram til forbedring af beskatningssystemernes virkemåde i det indre marked (Fiscalis 2013-programmet) og om ophævelse af beslutning nr. 2235/2002/EF

    EUT L 330 af 15.12.2007, p. 1–7 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/12/2013; ophævet ved 32013R1286

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2007/1482/oj

    15.12.2007   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 330/1


    EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS BESLUTNING Nr. 1482/2007/EF

    af 11. december 2007

    om oprettelse af et fællesskabsprogram til forbedring af beskatningssystemernes virkemåde i det indre marked (Fiscalis 2013-programmet) og om ophævelse af beslutning nr. 2235/2002/EF

    EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 95,

    under henvisning til forslag fra Kommissionen,

    under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

    efter proceduren i traktatens artikel 251 (2), og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 888/98/EF af 30. marts 1998 om et fællesskabshandlingsprogram til forbedring af afgiftssystemerne i det indre marked (3) (Fiscalis-programmet, i det følgende benævnt »2002-programmet«) og Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 2235/2002/EF af 3. december 2002 om et fællesskabsprogram til forbedring af beskatningssystemernes virkemåde i det indre marked (4) (Fiscalis-programmet 2003-2007, i det følgende benævnt »2007-programmet«) har i væsentlig grad medvirket til, at traktatens mål har kunnet opfyldes. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at fortsætte de aktiviteter, der er påbegyndt under disse programmer. Programmet, som er fastlagt ved denne beslutning (i det følgende benævnt »programmet«), bør have en varighed på seks år for at tilpasse det til varigheden af den flerårige finansielle ramme, som er indeholdt i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (5).

    (2)

    En effektiv, ensartet og virkningsfuld anvendelse af fællesskabsretten har afgørende betydning for beskatningssystemernes virkemåde i det indre marked, navnlig for beskyttelsen af nationale finansielle interesser gennem bekæmpelse af skattesvig og skatteunddragelse, eliminering af konkurrenceforvridning og lettelse af byrden for administrationer og skatteydere. Det er Fællesskabets opgave i samarbejde med medlemsstaterne at sikre en sådan effektiv, ensartet og virkningsfuld anvendelse af fællesskabsretten. Et virkningsfuldt og effektivt samarbejde mellem de nuværende og eventuelle kommende medlemsstater og mellem dem og Kommissionen er et nøgleelement for beskatningssystemernes funktion og for bekæmpelse af svig. Programmet burde også hjælpe med at udpege lovgivning og administrativ praksis, der hindrer samarbejde og mulige løsninger på sådanne samarbejdsproblemer.

    (3)

    Der bør stilles praktiske midler til rådighed til at understøtte kandidatlandes tiltrædelsesproces, således at disse landes skatteadministrationer bliver i stand til at påtage sig alle de opgaver, som kræves i henhold til fællesskabslovgivningen, fra deres tiltrædelsesdato. Programmet bør derfor være åbent for kandidatlande. En lignende fremgangsmåde bør følges i forhold til potentielle kandidatlande.

    (4)

    De transeuropæiske computerbaserede, sikre kommunikations- og informationsudvekslingssystemer, som finansieres over 2007 programmet, spiller en væsentlig rolle, når det gælder om at forbedre skattesystemerne i Fællesskabet, og de bør derfor fortsat finansieres. Herudover bør det være muligt at medtage yderligere informationsudvekslingssystemer på skatteområdet i programmet, f.eks. EMCS (et system til kontrol af punktafgiftspligtige varers bevægelser), som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1152/2003/EF af 16. juni 2003 om edb-mæssig registrering og kontrol af punktafgiftspligtige varers bevægelser (6), og ethvert andet system, der kræves til gennemførelse af Rådets direktiv 2003/48/EF af 3. juni 2003 om beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger (7).

    (5)

    De erfaringer, som Fællesskabet har opnået i forbindelse med 2002- og 2007-programmerne, viser, at det at bringe embedsmænd fra forskellige nationale administrationer sammen omkring fagspecifikke aktiviteter som arbejdsbesøg, seminarer, projektgrupper og multilaterale kontrolforanstaltninger kan bidrage til at nå målene for sådanne programmer. Disse aktiviteter bør derfor videreføres. Det bør fortsat være muligt at udvikle nye former for aktiviteter for at imødekomme de behov, der måtte opstå, endnu mere effektivt.

    (6)

    De erfaringer, der er opnået i forbindelse med 2002- og 2007-programmerne tyder på, at en samordnet udvikling og gennemførelse af et fælles uddannelsesprogram kan bidrage markant til programmålene, især fordi der opnås en høj standard for forståelsen af fællesskabsretten. De muligheder, som et elektronisk læringsmiljø kan give, bør udnyttes fuldt ud.

    (7)

    Embedsmænd, som arbejder med skat, bør have tilstrækkelig sproglig kompetence til at samarbejde om og deltage i programmet. Det bør være de deltagende landes ansvar, at deres embedsmænd har de fornødne sproglige kundskaber.

    (8)

    Det er hensigtsmæssigt, at der gives mulighed for at tilrettelægge visse aktiviteter, så eksperter som f.eks. embedsmænd fra tredjelande eller repræsentanter for internationale organisationer kan deltage heri.

    (9)

    Midtvejsevalueringen af 2007-programmet har bekræftet, at informationer, der fremkommer som resultatet af programaktiviteter, bør stilles til rådighed for alle deltagende lande og Kommissionen.

    (10)

    Selv om ansvaret for, at programmets mål realiseres, først og fremmest påhviler de deltagende lande, er der behov for en supplerende indsats på fællesskabsplan for at koordinere de aktiviteter, der forfølges under programmerne, oprette infrastrukturen og sikre det nødvendige incitament.

    (11)

    Målene for denne beslutning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af aktionens omfang og virkninger bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne beslutning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

    (12)

    I denne beslutning fastlægges der for hele programmets varighed en finansieringsramme, der udgør det primære referencegrundlag for budgetmyndigheden under den årlige budgetprocedure, jf. punkt 37 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning.

    (13)

    De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne beslutning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (8)

    VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

    KAPITEL I

    ALMINDELIGE BESTEMMELSER

    Artikel 1

    Fiscalis 2013-programmet

    1.   Der fastlægges herved et flerårigt fællesskabshandlingsprogram (Fiscalis 2013) (i det følgende benævnt »programmet«) for perioden 1. januar 2008 til 31. december 2013, som skal forbedre beskatningssystemernes virkemåde i det indre marked.

    2.   Programmet omfatter følgende aktiviteter:

    a)

    kommunikations- og informationsudvekslingssystemer

    b)

    multilaterale kontrolforanstaltninger som defineret i artikel 2, nr. 4

    c)

    seminarer og projektgrupper

    d)

    arbejdsbesøg

    e)

    uddannelsesaktiviteter, og

    f)

    andre lignende aktiviteter, der er nødvendige for at nå programmets mål.

    Deltagelse i de aktiviteter, der er nævnt i litra b)-f), sker på frivillig basis.

    Artikel 2

    Definitioner

    I denne beslutning forstås ved:

    1)

    »beskatning«: følgende skatter og afgifter, der anvendes i de deltagende lande, som defineret i artikel 3, stk. 1:

    a)

    merværdiafgift

    b)

    punktafgifter på alkohol og tobaksvarer samt afgifter på energiprodukter og elektricitet, som omhandlet i henholdsvis direktiv 92/83/EØF (9), direktiv 95/59/EF (10) og direktiv 2003/96/EF (11)

    c)

    indkomst- og formueskatter som omhandlet i artikel 1, stk. 2, i direktiv 77/799/EØF (12)

    d)

    afgifter på forsikringspræmier som defineret i artikel 3 i direktiv 76/308/EØF (13)

    2)

    »administration«: de offentlige myndigheder og andre organer i de deltagende lande, som er ansvarlige for forvaltning af beskatning eller aktiviteter i forbindelse med beskatning

    3)

    »embedsmand«: en embedsmand i administrationen

    4)

    »multilateral kontrol«: en koordineret kontrol af en eller flere indbyrdes forbundne personers skattetilsvar tilrettelagt af to eller flere deltagende lande, herunder mindst én medlemsstat, og i fælles eller komplementær interesse.

    Artikel 3

    Deltagelse i programmet

    1.   Deltagerlande er medlemsstaterne og de lande, der er omhandlet i stk. 2.

    2.   Programmet er åbent for deltagelse af:

    a)

    kandidatlande, der er omfattet af en førtiltrædelsesstrategi, i overensstemmelse med de generelle principper og betingelser for disse landes deltagelse i EF-programmer, som er fastsat i de respektive rammeaftaler og associeringsrådsafgørelser

    b)

    potentielle kandidatlande i overensstemmelse med de bestemmelser, som skal aftales med disse lande efter indgåelsen af rammeaftaler vedrørende deres deltagelse i EF-programmer.

    3.   Deltagende lande repræsenteres af embedsmænd.

    Artikel 4

    Mål

    1.   Programmets overordnede mål er at forbedre beskatningssystemernes virkemåde i det indre marked ved at øge samarbejdet mellem de deltagende lande, deres administrationer og embedsmænd.

    2.   De specifikke mål for programmet er følgende:

    a)

    for så vidt angår merværdiafgift og punktafgifter:

    i)

    at sikre virkningsfuld, effektiv og udvidet informationsudveksling og administrativt samarbejde

    ii)

    at give embedsmænd mulighed for at opnå en høj standard for forståelsen af fællesskabsretten og dens gennemførelse i medlemsstaterne, og

    iii)

    at sikre kontinuerlig forbedring af administrative procedurer og tage hensyn til administrationernes og de afgiftspligtige personers behov ved at udvikle og udbrede god administrativ praksis

    b)

    for så vidt angår indkomst- og formueskatter:

    i)

    at sikre virkningsfuld og effektiv informationsudveksling og administrativt samarbejde, herunder udveksling af god administrativ praksis, og

    ii)

    at give embedsmænd mulighed for at opnå en høj standard for forståelsen af fællesskabsretten og dens gennemførelse i medlemsstaterne

    c)

    for så vidt angår afgifter på forsikringspræmier, at forbedre samarbejdet mellem administrationer og dermed sikre en bedre anvendelse af de gældende regler, og

    d)

    for så vidt angår kandidatlande og potentielle kandidatlande, at imødekomme disse landes særlige behov, således at de kan træffe de nødvendige foranstaltninger på områderne skattelovgivning og administrativ kapacitet med henblik på tiltrædelse.

    Artikel 5

    Arbejdsprogram og indikatorer

    Kommissionen udarbejder hvert år et arbejdsprogram efter forvaltningsproceduren i artikel 17, stk. 2. Arbejdsprogrammet udarbejdes på grundlag af en plan over påtænkte aktiviteter for det pågældende regnskabsår og den forventede fordeling af midlerne. Arbejdsprogrammet offentliggøres på Kommissionens websted.

    Arbejdsprogrammet skal indeholde indikatorer for de specifikke mål for programmet, som fastlagt i artikel 4, stk. 2, som skal anvendes til midtvejs- og slutevalueringerne af programmet i henhold til artikel 19.

    KAPITEL II

    PROGRAMMETS AKTIVITETER

    Artikel 6

    Kommunikations- og informationsudvekslingssystemer

    1.   Kommissionen og medlemsstaterne sikrer, at de i stk. 2 omhandlede kommunikations- og informationsudvekslingssystemer er operationelle.

    2.   Kommunikations- og informationsudvekslingssystemerne er:

    a)

    Det Fælles Kommunikationsnet/Den Fælles Systemgrænseflade (CCN/CSI)

    b)

    Momsinformationsudvekslingssystemet (VIES)

    c)

    punktafgiftssystemer

    d)

    Systemet til Verifikation af Punktafgiftspligtige Varers Omsætning (EMCS), og

    e)

    alle nye kommunikations- og informationsudvekslingssystemer på skatteområdet, som etableres i henhold til fællesskabslovgivningen, og som fastsættes i det i artikel 5 omhandlede arbejdsprogram.

    3.   Kommunikations- og informationsudvekslingssystemernes fællesskabselementer omfatter maskinel, programmel og nettilslutninger, der skal være fælles for samtlige medlemsstater.

    Kommissionen indgår på Fællesskabets vegne de fornødne kontrakter til sikring af disse elementers operationelle egenskaber.

    4.   Kommunikations- og informationsudvekslingssystemernes ikke-fællesskabselementer omfatter nationale databaser, som udgør en del af disse systemer, nettilslutninger mellem fællesskabselementerne og ikke-fællesskabselementerne, samt det programmel og maskinel, som hver medlemsstat måtte anse for hensigtsmæssigt for at få det fulde udbytte af systemerne overalt i sin administration.

    Medlemsstaterne sikrer, at ikke-fællesskabselementerne holdes operationelle, og sikrer disse elementers interoperabilitet med fællesskabselementerne.

    5.   Kommissionen koordinerer i samarbejde med medlemsstaterne de aspekter ved fastlæggelsen af og virkemåden for fællesskabs- og ikke-fællesskabselementerne i systemerne og infrastrukturen, der er omhandlet i stk. 2, for at sikre, at de er operationelle, kan sammenkobles og hele tiden forbedres. Medlemsstaterne overholder de tidsplaner og frister, som fastlægges herfor.

    Artikel 7

    Multilaterale kontrolforanstaltninger

    De deltagende lande vælger blandt de multilaterale kontrolforanstaltninger, de iværksætter, de foranstaltninger, hvis omkostninger skal bæres af Fællesskabet i henhold til artikel 14. Efter hver kontrol fremsendes en evalueringsrapport til Kommissionen.

    Artikel 8

    Seminarer og projektgrupper

    Kommissionen og de deltagende lande tilrettelægger sammen seminarer og projektgrupper.

    Artikel 9

    Arbejdsbesøg

    1.   De deltagende lande kan tilrettelægge arbejdsbesøg for embedsmænd. Arbejdsbesøgene må ikke strække sig over mere end en måned. Hvert arbejdsbesøg målrettes mod en særlig arbejdsaktivitet, forberedes i tilstrækkelig grad, overvåges og evalueres efterfølgende af de pågældende embedsmænd og administrationer.

    2.   De deltagende lande giver embedsmænd på arbejdsbesøg mulighed for at deltage aktivt i værtsadministrationens aktiviteter. Med henblik herpå skal de besøgende embedsmænd være bemyndiget til at udføre de opgaver, som hører til de funktioner, de får overdraget af værtsadministrationen, i overensstemmelse med landets retsorden.

    3.   Under arbejdsbesøgene sidestilles besøgende embedsmænds civilretlige ansvar i forbindelse med udøvelsen af deres opgaver med værtsadministrationens nationale embedsmænds. De besøgende embedsmænd er underlagt samme regler for tavshedspligt og åbenhed som værtsadministrationens embedsmænd.

    Artikel 10

    Uddannelsesaktiviteter

    1.   De deltagende lande sørger sammen med Kommissionen for at fremme et struktureret samarbejde mellem nationale uddannelsesinstitutioner og embedsmænd med ansvar for uddannelse på skatteområdet i administrationerne, navnlig ved:

    a)

    at udbygge eksisterende uddannelsesprogrammer og om nødvendigt udarbejde nye programmer med henblik på at etablere en fælles uddannelseskerne for embedsmænd, således at disse kan erhverve de nødvendige faglige færdigheder og kundskaber

    b)

    at åbne uddannelseskurser på skatteområdet, der afholdes af et deltagende land for egne embedsmænd, for embedsmænd fra alle deltagerlande, når det er hensigtsmæssigt

    c)

    at udvikle de nødvendige værktøjer til fælles uddannelse på beskatningsområdet, når det er hensigtsmæssigt.

    2.   De deltagende lande integrerer de i fællesskab udviklede uddannelsesprogrammer, der er omhandlet i stk. 1, litra a), i de nationale uddannelsesprogrammer, når det er hensigtsmæssigt.

    De deltagende lande sørger desuden for, at deres embedsmænd får den nødvendige grund- og videreuddannelse til at kunne erhverve de fælles faglige færdigheder og kundskaber i overensstemmelse med uddannelsesprogrammerne samt den sprogundervisning, som er nødvendig for, at embedsmændene kan tilegne sig tilstrækkelige sprogkundskaber til at kunne deltage i programmet.

    Artikel 11

    Deltagelse i programmets aktiviteter

    Eksperter som f.eks. repræsentanter fra internationale organisationer og embedsmænd fra tredjelande kan deltage i programmets aktiviteter, når det er væsentligt for at nå de i artikel 4 fastlagte mål.

    Artikel 12

    Informationsdeling

    Informationer, der fremkommer som resultat af de i artikel 1, stk. 2, omhandlede aktiviteter, deles mellem de deltagende lande og Kommissionen, for så vidt det bidrager til gennemførelsen af programmets mål.

    KAPITEL III

    FINANSIELLE BESTEMMELSER

    Artikel 13

    Finansieringsramme

    1.   Finansieringsrammen for gennemførelse af programmet i perioden 1. januar 2008 til 31. december 2013 fastsættes til 156 900 000 EUR.

    2.   De årlige bevillinger godkendes af budgetmyndigheden inden for rammerne af den flerårige finansielle ramme, i overensstemmelse med punkt 37 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning.

    Artikel 14

    Udgifter

    1.   De nødvendige udgifter til gennemførelse af programmet bæres af Fællesskabet og de deltagende lande i overensstemmelse med stk. 2 – 6.

    2.   Fællesskabet afholder følgende udgifter:

    a)

    udgifter til erhvervelse, udvikling, installering, vedligeholdelse og daglig drift af fællesskabselementerne i de kommunikations- og informationsudvekslingssystemer, der er omhandlet i artikel 6, stk. 3

    b)

    rejse- og opholdsudgifter for embedsmænd fra deltagende lande i forbindelse med multilaterale kontrolforanstaltninger, arbejdsbesøg, seminarer og projektgrupper

    c)

    udgifter til tilrettelæggelse af seminarer

    d)

    rejse- og opholdsudgifter for eksperter, der i henhold til artikel 11 deltager i aktiviteterne

    e)

    udgifter til erhvervelse, udvikling, installering og vedligeholdelse af uddannelsessystemer og –moduler, forudsat at de er fælles for alle deltagende lande

    f)

    udgifter til de andre aktiviteter, der er omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra f), op til et maksimum på 5 % af de samlede omkostninger til programmet.

    3.   De deltagende lande samarbejder med Kommissionen for at sikre, at bevillingerne anvendes i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning.

    Kommissionen fastlægger reglerne for betaling af udgifter i overensstemmelse med Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (14) (i det følgende benævnt »finansforordningen«), og meddeler disse til de deltagende lande.

    4.   Kommissionen vedtager alle nødvendige foranstaltninger til budgetforvaltning af programmet efter forvaltningsproceduren i artikel 17, stk. 2.

    5.   Bevillingerne til programmet kan også dække udgifter til forberedende aktiviteter, tilsyns-, kontrol-, revisions- og evalueringsaktiviteter, som umiddelbart kræves til forvaltning af programmet og virkeliggørelse af dets mål, herunder navnlig undersøgelser, møder, informations- og publikationsaktiviteter, udgifter i forbindelse med it-net, der fokuserer på informationsudveksling, og alle andre udgifter til teknisk og administrativ bistand, som Kommissionen måtte afholde i forbindelse med forvaltningen af programmet.

    De administrative udgifters andel må i almindelighed ikke overstige 5 % af programmets samlede udgifter inklusive Kommissionens administrative udgifter.

    6.   De deltagende lande afholder følgende udgifter:

    a)

    udgifter til indkøb, udvikling, installering, vedligeholdelse og daglig drift af ikke-fællesskabselementerne i de kommunikations- og informationsudvekslingssystemer, der er omhandlet i artikel 6, stk. 4

    b)

    udgifter til grund- og videreuddannelse, herunder sprogundervisning, af deres embedsmænd.

    Artikel 15

    Anvendelse af finansforordningen

    Finansforordningen finder anvendelse på alle tilskud, der er omfattet af dennes artikel 108-120, og som ydes i henhold til nærværende beslutning. Især kræves der en forudgående skriftlig aftale med modtagerne, jf. artikel 108 i finansforordningen og de detaljerede gennemførelsesbestemmelser hertil, hvori disse erklærer sig villige til at lade Den Europæiske Revisionsret kontrollere anvendelsen af de bevilgede midler. En sådan kontrol kan foretages uanmeldt.

    Artikel 16

    Finanskontrol

    Finansieringsafgørelser og alle aftaler eller kontrakter, der træffes eller indgås som led i denne beslutning, underkastes finanskontrol og om nødvendigt revisioner på stedet foretaget af Kommissionen, herunder Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), og af Revisionsretten.

    KAPITEL IV

    ANDRE BESTEMMELSER

    Artikel 17

    Udvalg

    1.   Kommissionen bistås af udvalget for Fiscalis-programmet.

    2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

    Perioden i artikel 4, stk. 3, i afgørelse 1999/468/EF, fastsættes til tre måneder.

    Artikel 18

    Opfølgning

    Programmet underkastes en løbende fælles overvågning af de deltagende lande og Kommissionen.

    Artikel 19

    Midtvejsevaluering og slutevaluering

    1.   Programmet underkastes en midtvejsevaluering og en slutevaluering, der foretages under Kommissionens ansvar ved hjælp af de i stk. 2 omhandlede rapporter og anden relevant information. Programmet evalueres ud fra de i artikel 4 fastsatte mål.

    I midtvejsevalueringen gennemgås de resultater, der er opnået midtvejs i gennemførelsen af programmet hvad angår effektivitet og virkning, og det undersøges om programmets mål fortsat er relevante, og hvilke virkninger aktiviteterne under programmet har haft. Desuden foretages der en vurdering af bevillingsanvendelsen og af status for opfølgning og gennemførelse.

    Slutevalueringen har til formål at vurdere programmets effektivitet og virkning. Midtvejs- og slutevalueringerne offentliggøres på Kommissionens websted.

    2.   De deltagende lande fremsender følgende evalueringsrapporter til Kommissionen:

    a)

    senest den 31. marts 2011 en midtvejsevalueringsrapport om programmets relevans, effektivitet og virkning

    b)

    senest den 31. marts 2014 en slutevalueringsrapport om programmets effektivitet og virkning.

    3.   På grundlag af de i stk. 2 omhandlede rapporter og andre relevante oplysninger forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet følgende rapporter:

    a)

    senest den 31. juli 2011 en midtvejsevalueringsrapport og en meddelelse om, hvorvidt programmet bør videreføres, i givet fald ledsaget af et forslag herom

    b)

    senest den 31. juli 2014 slutevalueringsrapporten.

    Disse rapporter sendes også til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og til Regionsudvalget til orientering.

    Artikel 20

    Ophævelse

    Beslutning nr. 2235/2002/EF ophæves med virkning fra den 1. januar 2008.

    Finansielle forpligtelser i forbindelse med foranstaltninger i medfør af nævnte beslutning er dog fortsat underlagt beslutningens bestemmelser, indtil de er afsluttet.

    Artikel 21

    Ikrafttræden

    Denne beslutning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Den anvendes fra den 1. januar 2008.

    Artikel 22

    Adressater

    Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

    Udfærdiget i Strasbourg, den 11. december 2007.

    På Europa-Parlamentets vegne

    H.-G. PÖTTERING

    Formand

    På Rådets vegne

    M. LOBO ANTUNES

    Formand


    (1)  EUT C 93 af 27.4.2007, s. 1.

    (2)  Europa-Parlamentets udtalelse af 20.6.2007 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 22.11.2007.

    (3)  EFT L 126 af 28.4.1998, s. 1.

    (4)  EFT L 341 af 17.12.2002, s. 1. Senest ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 885/2004 (EUT L 168 af 1.5.2004, s. 1).

    (5)  EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1.

    (6)  EUT L 162 af 1.7.2003, s. 5.

    (7)  EUT L 157 af 26.6.2003, s. 38. Senest ændret ved direktiv 2006/98/EF (EUT L 363 af 20.12.2006, s. 129).

    (8)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23. Ændret ved afgørelse 2006/512/EF (EUT L 200 af 22.7.2006, s. 11).

    (9)  Rådets direktiv 92/83/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer (EFT L 316 af 31.10.1992, s. 21). Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2005.

    (10)  Rådets direktiv 95/59/EF af 27. november 1995 om forbrugsbeskatning af forarbejdet tobak bortset fra omsætningsafgift (EFT L 291 af 6.12.1995, s. 40). Senest ændret ved direktiv 2002/10/EF (EFT L 46 af 16.2.2002, s. 26).

    (11)  Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (EUT L 283 af 31.10.2003, s. 51). Senest ændret ved direktiv 2004/75/EF (EUT L 157 af 30.4.2004, s. 100).

    (12)  Rådets direktiv 77/799/EØF af 19. december 1977 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte skatter (EFT L 336 af 27.12.1977, s. 15). Senest ændret ved direktiv 2006/98/EF.

    (13)  Rådets direktiv 76/308/EØF af 15. marts 1976 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med visse bidrag, afgifter, skatter og andre foranstaltninger (EFT L 73 af 19.3.1976, s. 18). Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

    (14)  EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1. Ændret ved forordning (EF, Euratom) nr. 1995/2006 (EUT L 390 af 30.12.2006, s. 1).


    Top