EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32007D0738

2007/738/EF: Rådets beslutning af 9. oktober 2007 om ophævelse af beslutning 2006/125/EF om et uforholdsmæssigt stort underskud i Det Forenede Kongerige

EUT L 300 af 17.11.2007, p. 49–50 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2007/738/oj

17.11.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 300/49


RÅDETS BESLUTNING

af 9. oktober 2007

om ophævelse af beslutning 2006/125/EF om et uforholdsmæssigt stort underskud i Det Forenede Kongerige

(2007/738/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 104, stk. 12,

under henvisning til henstilling fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Efter henstilling fra Kommissionen efter traktatens artikel 104, stk. 6, vedtog Rådet ved beslutning 2006/125/EF (1), at der forelå et uforholdsmæssigt stort underskud i Det Forenede Kongerige. Rådet konstaterede, at i finansåret 2004/05 (2) lå det offentlige underskud på 3,2 % af BNP, hvilket er over traktatens referenceværdi på 3 % af BNP, mens den offentlige bruttogæld lå på 40,8 % af BNP, hvilket er et godt stykke under traktatens referenceværdi på 60 % af BNP.

(2)

I henhold til traktatens artikel 104, stk. 7, og artikel 3, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 1467/97 af 7. juli 1997 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud (3) rettede Rådet på grundlag af en henstilling fra Kommissionen den 24. januar 2006 en henstilling til Det Forenede Kongerige med henblik på at bringe situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud til ophør senest i 2006/07. Henstillingen blev offentliggjort.

(3)

I henhold til traktatens artikel 104, stk. 12, skal en rådsbeslutning om et uforholdsmæssigt stort underskud ophæves, i det omfang det uforholdsmæssigt store underskud i den pågældende medlemsstat efter Rådets opfattelse er blevet korrigeret.

(4)

I henhold til protokollen om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten, er det Kommissionens ansvar at fremlægge data til gennemførelse af proceduren. Som led i gennemførelsen af denne protokol skal medlemsstaterne indberette oplysninger om det offentlige underskud og den offentlige gæld og andre relaterede variabler to gange årligt, nemlig før den 1. april og før den 1. oktober, jf. artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 3605/93 af 22. november 1993 om gennemførelse af den protokol om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (4). I betragtning af, at de oplysninger, der blev indberettet i marts 2007 for budgetåret 2006/07, var regeringens fremskrivninger, forelagde Det Forenede Kongerige inden for rammerne af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud en supplerende indberetning. Denne indberetning, som blev modtaget den 16. juli 2007, indeholder de faktiske resultater for 2006/07, hvilket har sat Kommissionen i stand til at vurdere budgetudviklingen i Det Forenede Kongerige i forhold til Rådets henstilling om at bringe situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud til ophør senest i 2006/07.

(5)

På grundlag af data fremlagt af Kommissionen (Eurostat) i overensstemmelse med artikel 8g, stk. 1, i forordning (EF) nr. 3605/93 efter indberetning fra Det Forenede Kongerige den 16. juli 2007 og på grundlag af Kommissionens prognose fra foråret 2007 kan der drages følgende konklusioner:

Det offentlige underskud blev reduceret fra 3,2 % af BNP i 2005/06 til 2,7 % i 2006/07, hvilket ligger under referenceværdien på 3 % af BNP. Dette er lidt under fremskrivningen på 2,8 % af BNP i opdateringen fra december 2005 af Det Forenede Kongeriges konvergensprogram.

Den finanspolitiske konsolidering i 2006/07 skyldtes en stigning i indtægtskvoten på 0,4 procentpoint af BNP, navnlig gennem højere selskabsskatteindtægter. De samlede offentlige udgifter mellem 2005/06 og 2006/07 voksede i overensstemmelse med det nominelle BNP, selv om kapitaludgifterne var lavere end fremskrevet i konvergensprogrammet fra december 2006 og de løbende udgifter højere. I forhold til 2005/06, hvor bogføringen af en enkeltstående transaktion reducerede underskuddet med 0,3 % af BNP, anslås forbedringen i den strukturelle saldo (dvs. den konjunkturkorrigerede saldo ekskl. engangsforanstaltninger og andre midlertidige foranstaltninger) i 2006/07 til 0,7 % af BNP.

For 2007/08 forventes det i Kommissionens prognose fra foråret 2007, i overensstemmelse med den underskudsfremskrivning, der blev offentliggjort i finansloven fra marts 2007, at underskuddet reduceres yderligere, til 2,6 % af BNP, drevet af en stigning i indtægtskvoten, særlig skattetrykket, som imidlertid næsten fuldstændig opvejes af en stigning i udgiftskvoten. Denne underskudskvote er højere end den officielle underskudsfremskrivning på 2,3 % af BNP i opdateringen fra december 2006 af konvergensprogrammet som følge af en nedadgående revision af indtægterne fra selskabsskatten. Ifølge prognosen fra foråret vil underskuddet i et scenario uden politikændringer falde yderligere til 2,4 % af BNP i 2008/09. Dette tyder på, at underskuddet er blevet bragt ned under loftet på 3 % af BNP på troværdig og holdbar vis. I strukturelle termer forventes det offentlige underskud at falde med 0,2 procentpoint af BNP i 2007/08 og i et scenario uden politikændringer med 0,3 procentpoint i 2008/09. Dette tyder på en forholdsvis beskeden udvikling i den fremtidige konsolidering i forhold til den gunstige prognose for de økonomiske forhold.

Den offentlige gæld steg fra 39,6 % af BNP i 2004/05 til 42,5 % i 2006/07. Ifølge Kommissionens prognose fra foråret 2007 forventes det, at gældskvoten vil stige til omkring 43,9 % inden udgangen af marts 2009, men fortsat vil ligge et godt stykke under referenceværdien på 60 % af BNP. Det vil være nødvendigt med en yderligere styrkelse af den finanspolitiske stilling ud over det, der er planlagt for 2008/09, for at standse stigningen i gældskvoten.

(6)

Efter Rådets opfattelse er det uforholdsmæssigt store underskud i Det Forenede Kongerige blevet korrigeret, og beslutning 2006/125/EF bør derfor ophæves —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Ud fra en samlet vurdering kan det konkluderes, at situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud i Det Forenede Kongerige er blevet korrigeret.

Artikel 2

Beslutning 2006/125/EF ophæves herved.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.

Udfærdiget i Luxembourg, den 9. oktober 2007.

På Rådets vegne

F. TEIXEIRA DOS SANTOS

Formand


(1)  EUT L 51 af 22.2.2006, s. 14.

(2)  I henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1467/97 udarbejdes de relevante budgetdata for Det Forenede Kongerige på grundlag af budgetåret (dvs. finansåret), som løber fra 1. april til 31. marts.

(3)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 6. Ændret ved forordning (EF) nr. 1056/2005 (EUT L 174 af 7.7.2005, s. 5).

(4)  EFT L 332 af 31.12.1993, s. 7. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 2103/2005 (EUT L 337 af 22.12.2005, s. 1).


Top