Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32007D0502

2007/502/EF,Euratom: Rådets og Kommissionens afgørelse af 25. juni 2007 om undertegnelse på vegne af Det Europæiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab og midlertidig anvendelse af aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side

EUT L 189 af 20.7.2007, p. 24–25 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2007/502/oj

Related international agreement

20.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 189/24


RÅDETS OG KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 25. juni 2007

om undertegnelse på vegne af Det Europæiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab og midlertidig anvendelse af aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side

(2007/502/EF, Euratom)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION OG KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 170 sammenholdt med artikel 300, stk. 2, første afsnit, første punktum,

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel 101, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Kommissionen har på Fællesskabernes vegne forhandlet en aftale om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side, der også indeholder bestemmelser om midlertidig anvendelse af aftalen pr. 1. januar 2007. Midlertidig anvendelse vil gøre det muligt for schweiziske enheder at deltage i første indkaldelse af forslag i henhold til det syvende rammeprogram.

(2)

Aftalen blev paraferet den 27. februar 2007.

(3)

Aftalen bør underskrives og anvendes midlertidigt indtil procedurerne for dens formelle indgåelse er afsluttet —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Undertegnelsen af aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side sammen med slutakten godkendes herved på vegne af Det Europæiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab, med forbehold for aftalens senere indgåelse.

2.   Teksten til aftalen er knyttet til denne afgørelse.

Artikel 2

1.   Formanden for Rådet bemyndiges herved til at udpege de(n) person(er), der er beføjet til på Det Europæiske Fællesskabs vegne, med forbehold for aftalens senere indgåelse, at undertegne aftalen og slutakten.

2.   Formanden for Kommissionen bemyndiges herved til at udpege de(n) person(er), der er beføjet til på Det Europæiske Atomenergifællesskabs vegne med forbehold for aftalens senere indgåelse at undertegne aftalen og slutakten.

Artikel 3

Aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side anvendes midlertidigt.

Artikel 4

1.   Kommissionen vedtager Fællesskabernes holdning i Forskningsudvalget Schweiz-Fællesskaberne, der er nedsat i henhold til artikel 10 i rammeaftalen om videnskabeligt og teknisk samarbejde mellem De Europæiske Fællesskaber og Det Schweiziske Forbund (1) med hensyn til beslutninger i henhold til aftalens artikel 2, stk. 1, om anvendeligheden i Schweiz af reglerne for etablering af retlige konstruktioner oprettet i henhold til artikel 169 og 171 i EF-traktaten.

2.   Kommissionen vedtager Fællesskabernes holdning i Forskningsudvalget Schweiz-Fællesskaberne, der er nedsat i henhold til artikel 10 i rammeaftalen om videnskabeligt og teknisk samarbejde mellem De Europæiske Fællesskaber og Det Schweiziske Forbund med hensyn til beslutninger i henhold til aftalens artikel 6, stk. 2 og 3, der identificerer regioner i Schweiz, der kan være kvalificerede regioner, der kan nyde godt af forskningsinitiativer i henhold til arbejdsprogrammet »forskningspotentiale« under det specifikke »kapacitetsprogram«.

Artikel 5

Afgørelsen offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Luxembourg, den 25. juni 2007.

På Rådets vegne

A. SCHAVAN

Formand

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EFT L 313 af 22.11.1985, s. 6.


BILAG A

PRINCIPPER FOR TILDELING AF INTELLEKTUEL EJENDOMSRET

I.   Anvendelsesområde

I denne aftale gælder den definition af »intellektuel ejendomsret«, som findes i artikel 2 i konventionen om oprettelse af Verdensorganisationen for intellektuel ejendomsret, undertegnet i Stockholm den 14. juli 1967.

Ved »viden« forstås i denne aftale resultater, herunder informationer, uanset om de kan beskyttes, samt ophavsrettigheder eller de til sådanne informationer knyttede rettigheder, der følger af ansøgning om eller udstedelse af patenter, registrering af design, plantesorter, supplerende beskyttelsescertifikater eller tilsvarende former for beskyttelse.

II.   Intellektuel ejendom tilhørende parternes retlige enheder

1.

Hver part sikrer, at retlige enheder, der er hjemmehørende hos den anden part og deltager i aktiviteter i medfør af denne aftale, får intellektuelle ejendomsrettigheder og beslægtede rettigheder og forpligtelser, der opstår som følge af en sådan deltagelse, i overensstemmelse med de relevante internationale konventioner, der gælder for parterne, herunder TRIPs-aftalen (aftale om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder, der forvaltes af Verdenshandelsorganisationen) samt Bernerkonventionen (Paris-akten 1971) og Pariskonventionen (Stockholm-akten 1967).

2.

Retlige enheder hjemmehørende i Schweiz, der deltager i en indirekte aktion under de syvende rammeprogrammer EF og Euratom, får rettigheder og forpligtelser vedrørende intellektuel ejendomsret på de vilkår, der er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2321/2002 (1), ændret ved forordning (EF) nr. 1906/2006, i Rådets forordning (Euratom) nr. 2322/2002 (2), ændret ved forordning (Euratom) nr. 1908/2006, og i tilskudsaftale og/eller kontrakt indgået med Det Europæiske Fællesskab i henhold til punkt 1. Når Schweiz deltager i indirekte aktioner under det syvende rammeprogram EF, der gennemføres i medfør af artikel 169 og artikel 171 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, får Schweiz i overensstemmelse med de relevante bestemmelser de samme rettigheder og pligter som de deltagende medlemsstater.

3.

Retlige enheder hjemmehørende i en EU-medlemsstat, der deltager i schweiziske forskningsprogrammer og/eller –projekter, får i overensstemmelse med punkt 1 samme rettigheder og forpligtelser vedrørende intellektuel ejendomsret som retlige enheder hjemmehørende i Schweiz, der deltager i sådanne forskningsprogrammer.

III.   Parternes intellektuelle ejendomsret

1.

Med mindre parterne udtrykkeligt aftaler andet, gælder følgende regler for viden, som parterne frembringer som led i aktiviteter, der gennemføres i henhold til denne aftales artikel 2, stk. 4:

a)

Ejendomsretten til viden tilfalder den part, der frembringer den pågældende viden. Når hver parts andel af arbejdet ikke kan fastslås, tilfalder ejendomsretten parterne i fællesskab.

b)

Den part, der har ejendomsretten til viden, tildeler den anden part adgangsret til denne viden med henblik på gennemførelse af aktiviteter som anført i denne aftales artikel 2, stk. 4. Adgangsret til viden gives royaltyfrit.

2.

Med mindre parterne udtrykkelig aftaler andet, gælder følgende regler for videnskabelig litteratur, som parterne har frembragt:

a)

I tilfælde hvor en af parterne udgiver data, informationer og tekniske eller videnskabelige resultater i tidsskrifter, artikler, rapporter og bøger, herunder audiovisuelle værker og software på grundlag af og i relation til aktiviteter, der er udført i henhold til denne aftale, tildeles den anden part en verdensomspændende, ikke-eksklusiv, uigenkaldelig og royaltyfri ret til at oversætte, tilpasse, formidle og offentligt distribuere sådanne værker.

b)

Alle eksemplarer af ophaveretligt beskyttede data og informationer, der er omfattet af dette afsnit og skal distribueres offentligt, skal være forsynet med ophavsmandens eller ophavsmændenes navn/navne, medmindre en ophavsmand udtrykkeligt anmoder om ikke at blive nævnt ved navn. Desuden skal alle eksemplarer klart og tydeligt omtale parternes fælles medvirken.

3.

Med mindre parterne udtrykkelig aftaler andet, gælder følgende regler for ikke-frigivne informationer, som parterne råder over:

a)

Når en part meddeler den anden part informationer vedrørende aktiviteter, der gennemføres som led i denne aftale, udpeger den de informationer, den ikke ønsker frigivet.

b)

Den modtagende part kan på eget ansvar videregive ikke-frigivne informationer til organer eller personer, som denne part har tilsyn med, men kun med det udtrykkelige formål at gennemføre denne aftale.

c)

Med forudgående skriftligt samtykke fra den part, der stiller ikke-frigivne oplysninger til rådighed, kan den modtagende part give sådanne informationer større udbredelse end tilladt efter litra b). Parterne samarbejder om at fastlægge procedurer for anmodning om og opnåelse af forudgående skriftligt samtykke til en sådan større udbredelse, og hver part giver sit samtykke i den udstrækning, det er muligt efter denne parts nationale politik, love og bestemmelser.

d)

Ikke-frigivne informationer eller andre fortrolige informationer, der ikke forelægges i dokumentform, men som stilles til rådighed på seminarer eller andre møder, der afholdes mellem repræsentanter for parterne i medfør af denne aftale, eller informationer, der fremkommer ved tilknytning af personale, brug af faciliteter eller gennem indirekte aktioner, behandles fortsat fortroligt, hvis modtageren af sådanne ikke-frigivne eller andre fortrolige eller beskyttede informationer blev gjort opmærksom på denne videns fortrolige karakter, før den blev meddelt, jf. litra a).

e)

Parterne skal sikre at ikke-frigivne informationer, som de erhverver i henhold til litra a) og d), beskyttes i overensstemmelse med bestemmelserne i denne aftale. Hvis en af parterne bliver opmærksom på, at den vil blive eller kan forventes at ville blive ude af stand til at opfylde fortrolighedsbestemmelserne i litra a) og d), giver denne omgående den anden part meddelelse herom. Parterne rådfører sig derefter med hinanden om, hvilke skridt der skal tages.


(1)  EUT L 355 af 30.12.2002, s. 23.

(2)  EUT L 355 af 30.12.2002, s. 35.


BILAG B

FINANSIELLE BESTEMMELSER VEDRØRENDE SCHWEIZ’ BIDRAG SOM OMHANDLET I ARTIKEL 5 I AFTALEN

I.   Fastsættelse af det finansielle bidrag

1.

Kommissionen underretter snarest muligt og senest den 1. september hvert år Schweiz om følgende, ledsaget af det relevante baggrundsmateriale:

a)

forpligtelsesbevillingerne til de to rammeprogrammer, som anført i oversigten over udgifter i det foreløbige forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget

b)

den anslåede størrelse af Schweiz’ bidrag med henblik på dets deltagelse i de to rammeprogrammer, som opført i det foreløbige budgetforslag. For at lette de interne budgetprocedurer fremlægger Kommissionen dog vejledende tal senest den 31. maj hvert år.

2.

Så snart det almindelige budget er endeligt vedtaget, underretter Kommissionen Schweiz om ovennævnte beløb, som er opført i oversigten over udgifter, og som svarer til Schweiz’ bidrag.

II.   Betalingsprocedurer

1.

Kommissionen sender i juni og november i hvert regnskabsår Schweiz en indkaldelse af midler på et beløb, der svarer til Schweiz’ bidrag i henhold til denne aftale. Ifølge disse indkaldelser skal Schweiz betale henholdsvis seks tolvtedele af Schweiz’ bidrag for hver indkaldelse af bidrag og senest 30 dage efter modtagelse af den pågældende indkaldelse. I det sidste år af de to rammeprogrammers løbetid skal Schweiz dog betale det fulde beløb af sit bidrag senest 30 dage efter modtagelse af indkaldelsen.

2.

Schweiz’ bidrag angives og betales i euro.

3.

Schweiz indbetaler sit bidrag under denne aftale i henhold til fristerne i punkt 1. Hvis en frist ikke overholdes, skal der betales renter svarende til enmåneds-interbankrenten (EURIBOR) som anført på side 248 i Telerate. Denne sats forhøjes med 1,5 procentpoint for hver måneds forsinkelse. Den forhøjede sats gælder for hele perioden efter betalingsfristens udløb. Dog skal der kun betales rente, hvis bidraget betales mere end 30 dage efter de fastlagte forfaldsdatoer, jf. punkt 1.

4.

Schweiz’ repræsentanters og eksperters rejseomkostninger i forbindelse med deltagelse i arbejdet i forskningsudvalgene og omkostninger i forbindelse med gennemførelsen af de to rammeprogrammer refunderes af Kommissionen på samme grundlag og efter samme procedurer, som er gældende for repræsentanter og eksperter fra Fællesskabernes medlemsstater.

III.   Betingelser for gennemførelse

1.

Schweiz’ finansielle bidrag til de to rammeprogrammer i overensstemmelse med aftalens artikel 5 kan normalt ikke ændres i det pågældende regnskabsår.

2.

Som led i opgørelsen af indtægter og udgifter ved afslutningen af hvert regnskabsår (n) foretager Kommissionen en regulering af regnskaberne med hensyn til Schweiz’ bidrag, idet der tages hensyn til ændringer, der har fundet sted, enten ved overførsler, bortfald, fremførsler eller ved tillægs- eller ændringsbudgetter i løbet af regnskabsåret.

Denne regulering finder sted, når første rate for år n + 1 betales. Den sidste regulering finder dog sted senest i juli det fjerde år efter afslutningen af de to rammeprogrammer. Schweiz’ betalinger krediteres Fællesskabernes programmer som budgetindtægter, der opføres på den relevante budgetpost i oversigten over indtægter i Den Europæiske Unions almindelige budget.

IV.   Oplysning

1.

Senest den 31. maj i hvert regnskabsår (n + 1) udfærdiges og sendes til Schweiz’ orientering oversigten over bevillinger til de to rammeprogrammer vedrørende det foregående regnskabsår (n), opstillet på samme måde som Kommissionens regnskab over indtægter og udgifter.

2.

Kommissionen meddeler Schweiz statistikker og alle andre generelle finansielle data vedrørende gennemførelsen af de to rammeprogrammer, der stilles til rådighed for medlemsstaterne.


BILAG C

FINANSKONTROL VEDRØRENDE DE SCHWEIZISKE DELTAGERE I FÆLLESSKABERNES PROGRAMMER I HENHOLD TIL DENNE AFTALE

I.   Direkte kommunikation

Kommissionen kommunikerer direkte med de i Schweiz hjemmehørende deltagere i de syvende rammeprogrammer EF og Euratom og med deres underkontrahenter. De kan sende alle informationer og dokumenter, som de skal meddele i henhold til de instrumenter, der henvises til i denne aftale, og til de tilskudsaftaler og/eller kontrakter, der er indgået for at gennemføre disse.

II.   Revisioner

1.

I overensstemmelse med Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (1), ændret ved forordning (EF, Euratom) nr. 1995/2006 (2) og Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 (3), ændret ved forordning (EF, Euratom) 1248/2006 (4), samt andre forskrifter, som denne aftale henviser til, kan der i tilskudsaftaler og/eller kontrakter, der indgås med deltagere i programmet, der er hjemmehørende i Schweiz, fastsættes, at ansatte i Kommissionen eller andre af Kommissionen hertil bemyndigede personer til enhver tid kan foretage videnskabelige, finansielle, teknologiske og andre revisioner hos deltagerne eller deres underkontrahenter.

2.

Ansatte i Kommissionen og andre af Kommissionen hertil bemyndigede personer skal have passende adgang til arbejdssteder, arbejder og dokumenter samt alle nødvendige informationer, herunder også i elektronisk form, med henblik på gennemførelse af disse revisioner. Denne adgangsret omhandles udtrykkeligt i de tilskudsaftaler og/eller kontrakter, der indgås for at gennemføre de instrumenter, som denne aftale henviser til.

3.

Revisionsretten har samme rettigheder som Kommissionen.

4.

Revisionerne kan i overensstemmelse med bestemmelserne i de pågældende tilskudsaftaler og/eller kontrakter finde sted efter udløbet af de syvende rammeprogrammer EF og Euratom eller efter udløbet af denne aftale.

5.

Den schweiziske forbundsfinanskontrol underrettes på forhånd om de revisioner, der gennemføres på schweizisk område. Denne underretning er ikke en retlig forudsætning for gennemførelse af revisionerne.

III.   Kontrol på stedet

1.

Som led i denne aftale bemyndiges Kommissionen (OLAF) til i overensstemmelse med betingelserne og reglerne i Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 (5) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 (6) at fortage kontrol og inspektion på stedet på schweizisk område.

2.

Kommissionen forbereder og gennemfører kontrol og inspektion på stedet i nært samarbejde med den schweiziske forbundsfinanskontrol eller andre kompetente schweiziske myndigheder, der er udpeget af den schweiziske forbundsfinanskontrol, som underrettes i god tid om kontrollens og inspektionens indhold, formål og retsgrundlag, således at de kan yde den fornødne bistand. Med henblik herpå kan de kompetente schweiziske myndigheder deltage i kontrollen og inspektionen på stedet.

3.

Hvis de berørte schweiziske myndigheder ønsker det, gennemføres den pågældende kontrol og inspektion på stedet af Kommissionen og disse i fællesskab.

4.

Hvis deltagerne i de syvende rammeprogrammer EF og Euratom modsætter sig kontrol og inspektion på stedet, yder de schweiziske myndigheder i overensstemmelse med de nationale bestemmelser Kommissionens inspektører den bistand, der er nødvendig, for at de kan udføre den kontrol og inspektion på stedet, som de er blevet pålagt.

5.

Kommissionen meddeler så hurtigt som muligt den schweiziske forbundsfinanskontrol alle oplysninger om uregelmæssigheder eller mistanke om uregelmæssigheder, som den har fået kendskab til under gennemførelsen af kontrollen eller inspektionen på stedet. Kommissionen skal under alle omstændigheder underrette ovennævnte myndighed om resultatet af kontrollen eller inspektionen.

IV.   Information og konsultation

1.

For at sikre, at dette bilag gennemføres korrekt, foretager de kompetente myndigheder i Schweiz og Fællesskabet jævnligt udveksling af oplysninger, og de iværksætter konsultationer, når den ene eller den anden af parterne anmoder herom.

2.

De kompetente schweiziske myndigheder underretter straks Kommissionen om alle elementer, de får kendskab til, som kan give formodning om eventuelle uregelmæssigheder i forbindelse med indgåelsen og gennemførelsen af kontrakter, der indgås i henhold til de instrumenter, som denne aftale henviser til.

V.   Fortrolighed

Alle oplysninger, der er blevet meddelt eller modtaget i medfør af dette bilag, er, uanset formen, omfattet af tavshedspligt og nyder den samme beskyttelse som den, lignende oplysninger har efter den schweiziske lovgivning og efter de tilsvarende bestemmelser, der gælder for Fællesskabets institutioner. Oplysningerne må ikke meddeles til andre end dem, der i fællesskabsinstitutionerne, medlemsstaterne eller i Schweiz i kraft af deres hverv skal have kendskab til dem, eller anvendes til andre formål end til at sikre en effektiv beskyttelse af parternes finansielle interesser.

VI.   Administrative foranstaltninger og sanktioner

Uden at det berører anvendelsen af den schweiziske strafferet kan Kommissionen pålægge administrative foranstaltninger og sanktioner i henhold til forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002, ændret ved forordning (EF, Euratom) nr. 1995/2006, og (EF, Euratom) nr. 2342/2002, ændret ved forordning (EF, Euratom) nr. 1248/2006, og ved Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (7).

VII.   Inddrivelse og tvangsfuldbyrdelse

Kommissionens beslutninger, der vedtages i henhold til det syvende rammeprogram EF som led i anvendelsen af denne aftale, og som indebærer en forpligtelse for andre end stater til at betale en pengeydelse, kan tvangsfuldbyrdes i Schweiz. Fuldbyrdelsespåtegning skal efter en prøvelse, der kun omfatter ægtheden af det pågældende fuldbyrdelsesgrundlag, påføres af den myndighed, som den schweiziske regering har udpeget og anmeldt for Kommissionen. Tvangsfuldbyrdelsen finder sted efter de schweiziske retsplejeregler. Lovligheden af den beslutning, der udgør fuldbyrdelsesgrundlaget, er underlagt Domstolens kontrol. Afgørelser, der træffes af De Europæiske Fællesskabers Domstol i medfør af en voldgiftsbestemmelse i en kontrakt vedrørende de syvende rammeprogrammer EF og Euratom, har fuldbyrdelseskraft på samme betingelser.


(1)  EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.

(2)  EUT L 390 af 30.12.2006, s. 1.

(3)  EFT L 357 af 31.12.2002, s. 1.

(4)  EUT L 227 af 19.8.2006, s. 3.

(5)  EFT L 292 af 15.11.1996, s. 2.

(6)  EFT L 136 af 31.5.1999, s. 1.

(7)  EFT L 312 af 23.12.1995, s. 1.


Fælleserklæring fra de kontraherende parter om en tæt dialog med hensyn til de nye konstruktioner, der gennemfører artikel 169 og 171 i EF-traktaten

Med henblik på at sikre korrekt gennemførelse af artikel 2.1 i denne aftale erklærer de to parter, at Det Schweiziske Forbund rettidigt vil blive behørigt informeret om forberedende arbejde vedrørende konstruktioner på basis af artikel 169 og/eller 171 i EF-traktaten, der skal gennemføres under de syvende rammeprogrammer.


Rådets erklæring vedrørende Schweiz' deltagelse i udvalg

Rådet accepterer, at Schweiz’ repræsentanter for så vidt emnerne vedrører dem kan deltage som observatører i møder i

alle udvalg, der nedsættes i henhold til de syvende rammeprogrammer EF og Euratom, herunder udvalget for videnskabelig og teknisk forskning (CREST)

Styrelsesrådet for Det Fælles Forskningscenter.

Schweiz’ repræsentanter er ikke til stede under afstemninger i disse udvalg.


Fællesskabernes erklæring om behandling af EU-forskere i Schweiz i henhold til denne aftale

Fællesskaberne forventer, at opholdstilladelser udstedt til deltagende forskere ikke tæller med i beregningen af en maksimumsgrænse, i den udstrækning Schweiz anvender en maksimumsgrænse for antallet af opholdstilladelser, der er til rådighed for en EU-medlemsstat. Fællesskaberne forventer desuden, at forskere, der deltager i projekter og ansættes af Fællesskabernes Fælles Forskningscentre, tilsvarende kan nyde godt af artikel 12, stk. 3, i samarbejdsaftalen mellem Euratom og Det Schweiziske Forbund inden for kontrolleret termonuklear fusion og plasmafysik (EFT L 242/1 af 4.9.1978).


Erklæring fra Schweiz' regering

Det er den schweiziske regerings opfattelse, at Fællesskabernes erklæring om behandling af EU-forskere i henhold til denne aftale ikke berører de kontraherende parters rettigheder og forpligtelser i henhold til aftalen og den schweiziske retspleje.


Top

20.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 189/26


AFTALE

om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som handler på vegne af Det Europæiske Fællesskab,

og

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER,

(i det følgende benævnt »Kommissionen«),

der handler på vegne af Det Europæiske Atomenergifællesskab,

(under ét i det følgende benævnt »Fællesskaberne«),

på den ene side

og

DET SCHWEIZISKE FORBUNDSRÅD,

der handler på vegne af Det Schweiziske Forbund, i det følgende benævnt »Schweiz«,

på den anden side,

(i det følgende benævnt »parterne«),

SOM TAGER FØLGENDE I BETRAGTNING:

De nære forbindelser mellem Schweiz og Fællesskaberne er til fordel for parterne.

Videnskabelig og teknologisk forskning har stor betydning for Fællesskaberne og for Schweiz, og parterne har gensidig interesse i at samarbejde på dette område for at udnytte ressourcerne bedre og undgå unødige overlapninger.

Schweiz og Fællesskaberne gennemfører forskningsprogrammer inden for områder af fælles interesse.

Fællesskaberne og Schweiz har interesse i at samarbejde om disse programmer til parternes gensidige fordel.

Det er i parternes interesse at tilskynde til deres forskningsenheders gensidige adgang til forskningsmæssige og teknologiske aktiviteter i Schweiz på den ene side og til Fællesskabernes rammeprogrammer for forskning og teknologisk udvikling på den anden side.

Det Europæiske Atomenergifællesskab og Schweiz indgik i 1978 en samarbejdsaftale på området kontrolleret termonuklear fusion og plasmafysik (i det følgende benævnt »fusionsaftalen«).

Parterne indgik den 8. januar 1986 en rammeaftale om videnskabelig og teknisk samarbejde, der trådte i kraft den 17. juli 1987 (i det følgende benævnt »rammeaftalen«).

Artikel 6 i rammeaftalen fastsætter, at samarbejdet i henhold til rammeaftalen skal gennemføres på grundlag af hensigtsmæssige aftaler.

Fællesskaberne og Schweiz undertegnede den 16. januar 2004 en aftale om videnskabeligt og teknologisk samarbejde (1), der har været anvendt midlertidigt siden 1. januar 2004 og trådte i kraft den 16. maj 2006.

Den nævnte aftales artikel 9, stk. 2, fastsætter fornyelse af aftalen med henblik på deltagelse i nye flerårige rammeprogrammer for forskning og teknologisk udvikling på betingelser, der fastsættes ved fælles overenskomst.

Det Europæiske Fællesskabs syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013) (i det følgende benævnt »det syvende rammeprogram EF«) blev vedtaget ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1982/2006/EF (2) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1906/2006 (3) og ved Rådets afgørelse 2006/971/EF (4), 2006/972/EF (5), 2006/973/EF (6), 2006/974/EF (7) og 2006/975/EF (8), og Det Europæiske Atomenergifællesskabs (Euratom) syvende rammeprogram for forskning og uddannelse på det nukleare område (2007-2011), som også bidrager til realiseringen af det europæiske forskningsrum, blev vedtaget ved Rådets afgørelse 2006/970/Euratom (9), Rådets forordning (Euratom) nr. 1908/2006 (10) og Rådets afgørelse 2006/976/Euratom (11) og 2006/977/Euratom (12) (i det følgende benævnt »de syvende rammeprogrammer EF og Euratom«).

Denne aftale og aktiviteter i medfør af aftalen berører på ingen måde medlemsstaternes beføjelser til at gennemføre bilaterale aktiviteter sammen med Schweiz inden for videnskab, teknologi, forskning og udvikling og til efter omstændighederne at indgå aftaler herom, jf. dog de relevante bestemmelser i traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber —

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

Artikel 1

Genstand

1.   Schweiz deltager i gennemførelsen af de syvende rammeprogrammer EF og Euratom i deres helhed på de betingelser og vilkår, der er fastlagt i denne aftale, uden at dette berører bestemmelserne i fusionsaftalen.

Schweiziske retlige enheder kan deltage i alle specifikke programmer under de syvende rammeprogrammer EF og Euratom.

2.   Schweiziske retlige enheder kan deltage i alle aktiviteter i De Europæiske Fællesskabers Fælles Forskningscenter, for så vidt en sådan deltagelse ikke er omfattet af stk. 1.

3.   Retlige enheder hjemmehørende i Fællesskaberne, herunder Det Fælles Forskningscenter, kan deltage i forskningsprogrammer og/eller -projekter i Schweiz inden for emner, der svarer til emnerne for programmerne under de syvende rammeprogrammer EF og Euratom.

4.   Ved »retlig enhed« forstås i denne aftale enhver fysisk eller juridisk person, der er oprettet i overensstemmelse med den for dens hjemsted gældende nationale ret eller fællesskabsretten, og som har status som retssubjekt og i eget navn kan påtage sig forpligtelser og erhverve rettigheder. Sådanne enheder omfatter bl.a. universiteter, forskningsorganer, industrivirksomheder — herunder også små og mellemstore virksomheder — og fysiske personer.

Artikel 2

Samarbejdsformer og -virkemidler

Samarbejdet omfatter følgende:

1)

Deltagelse af retlige enheder hjemmehørende i Schweiz i alle særprogrammer under de syvende rammeprogrammer EF og Euratom på de betingelser og vilkår, der er fastsat i reglerne for virksomheders, forskningscentres og universiteters deltagelse både i Det Europæiske Fællesskabs indsats inden for forskning, teknologisk udvikling og demonstration og i Det Europæiske Atomenergifællesskabs indsats inden for forskning og uddannelse.

Hvis Fællesskabet iværksætter implementering af artikel 169 og 171 i EF-traktaten, skal Schweiz have lov til at deltage i de retlige konstruktioner, der oprettes i henhold til disse bestemmelser med forbehold for de regler, der vedtages for etablering af sådanne retlige enheder, og således, at disse regler bliver gældende i Schweiz. Schweiz/Fællesskabernes forskningsudvalg afgør om sådanne regler kan anvendes i Schweiz.

Retlige enheder hjemmehørende i Schweiz skal kunne deltage i indirekte aktioner på grundlag af artikel 169 og 171 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

2)

Schweiz' finansielle bidrag til programbudgetterne for gennemførelse af de syvende rammeprogrammer EF og Euratom som omhandlet i artikel 5, stk. 2.

3)

Deltagelse af retlige enheder hjemmehørende i De Europæiske Fællesskaber i schweiziske forskningsprogrammer og/eller -projekter, der er vedtaget af Forbundsrådet om emner, der svarer til emnerne i de syvende rammeprogrammer EF og Euratom, på de vilkår og betingelser, der er fastlagt i de respektive schweiziske bestemmelser og efter samtykke fra partnerne i det specifikke projekt og det tilsvarende schweiziske programs ledelse. Retlige enheder hjemmehørende i De Europæiske Fællesskaber, der deltager i schweiziske forskningsprogrammer og/eller -projekter, afholder deres egne omkostninger, herunder deres forholdsmæssige andel af projektets administration og generelle ledelse.

4)

Ud over den regelmæssige oversendelse af information og dokumentation vedrørende gennemførelsen af de syvende rammeprogrammer EF og Euratom og de schweiziske programmer og/eller projekter kan samarbejdet omfatte følgende:

a)

jævnlig udveksling af synspunkter om retningslinjer og prioriteringer inden for forskningspolitik og -planlægning i Schweiz og Fællesskaberne

b)

udveksling af synspunkter om fremtidsudsigterne for og videreudviklingen af samarbejdet

c)

regelmæssig udveksling af information om gennemførelsen af forskningsprogrammer og -projekter i Schweiz og Fællesskaberne og om resultaterne af et arbejde, der gennemføres som led i denne aftale

d)

fælles møder

e)

besøg og udveksling af forskningsmedarbejdere, ingeniører og teknikere

f)

jævnlige kontakter og opfølgning mellem program- og projektledere fra Schweiz og Fællesskaberne

g)

ekspertdeltagelse i seminarer, symposier og workshopper.

Artikel 3

Tilpasning

Samarbejdet kan tilpasses og udbygges på et hvilket som helst tidspunkt efter fælles overenskomst mellem parterne.

Artikel 4

Rettigheder og pligter i tilslutning til intellektuel ejendomsret

1.   Retlige enheder hjemmehørende i Schweiz, som deltager i Fællesskabernes forskningsprogrammer, har med hensyn til ejendomsret, udnyttelse og formidling af informationer og intellektuel ejendom, der fremkommer som følge af en sådan deltagelse, de samme rettigheder og pligter som retlige enheder hjemmehørende i Fællesskaberne, jf. dog bilag A og gældende lovgivning. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse på de resultater, der fremkommer som følge af projekter, der er påbegyndt forud for denne aftales midlertidige anvendelse.

2.   Retlige enheder hjemmehørende i Fællesskaberne, som deltager i schweiziske forskningsprogrammer og/eller -projekter som omhandlet i artikel 2, stk. 3, har med hensyn til ejendomsret, udnyttelse og formidling af informationer og intellektuel ejendom, der fremkommer som følge af en sådan deltagelse, samme rettigheder og pligter som retlige enheder hjemmehørende i Schweiz, jf. dog bilag A og gældende lovgivning.

Artikel 5

Finansielle bestemmelser

1.   Schweiz betaler ikke bidrag i forbindelse med forpligtelser, som Fællesskaberne har indgået i henhold til de syvende rammeaftaler EF og Euratom inden den midlertidige anvendelse af denne aftale — samt de hermed forbundne betalinger. Schweiz' finansielle bidrag i forbindelse med dets deltagelse i gennemførelsen af de syvende rammeprogrammer EF og Euratom fastsættes i forhold til og som tillæg til det beløb, der hvert år er til rådighed på Den Europæiske Unions almindelige budget til forpligtelsesbevillinger til dækning af Kommissionens finansielle forpligtelser i tilslutning til enhver form for arbejde, der er nødvendigt for gennemførelse, forvaltning og drift af de programmer og aktiviteter, der er omfattet af denne aftale.

2.   Den proportionalitetsfaktor, der danner grundlag for Schweiz' bidrag til de syvende rammeprogrammer EF og Euratom, men ikke fusionsprogrammet, fremkommer ved at udregne forholdet mellem Schweiz' bruttonationalprodukt, angivet i markedspriser, og summen af Den Europæiske Unions medlemsstaters bruttonationalprodukter angivet i markedspriser. Det schweiziske bidrag til fusionsprogrammet beregnes fortsat på basis af den relevante aftale. Dette forhold udregnes på grundlag af Eurostats seneste statistiske oplysninger vedrørende samme år, der er til rådighed på det tidspunkt, hvor det foreløbige forslag til Den Europæiske Unions budget for samme år offentliggøres.

3.   Betingelserne for Schweiz' finansielle bidrag er fastlagt i bilag B.

Artikel 6

Forskningsudvalget Schweiz/Fællesskaberne

1.   Forskningsudvalget Schweiz/Fællesskaberne, der er nedsat i rammeaftalen, overvåger og vurderer denne aftale og påser, at den gennemføres på tilfredsstillende måde. Alle spørgsmål i forbindelse med gennemførelsen eller fortolkningen af denne aftale indbringes for udvalget.

2.   Udvalget kan efter anmodning fra Schweiz identificere de regioner i Schweiz, der opfylder de kriterier, der er indeholdt i artikel 5, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (13) og derfor kan være egnede regioner, der kan nyde godt af forskningsinitiativer i henhold til arbejdsprogrammet »forskningspotentiale« i henhold til det specifikke »kapacitetsprogram«.

3.   Udvalget kan beslutte at ændre de henvisninger til fællesskabsakter, der er anført i bilag C.

Artikel 7

Deltagelse

1.   Uden at dette berører bestemmelserne i artikel 4 har retlige enheder hjemmehørende i Schweiz, som deltager i de syvende rammeprogrammer EF og Euratom, samme kontraktlige rettigheder og forpligtelser som enheder hjemmehørende i Fællesskaberne.

2.   Vilkårene for indsendelse og evaluering af forslag og for tildeling og indgåelse af tilskudsaftaler og/eller kontrakter under Fællesskabernes programmer er de samme for retlige enheder hjemmehørende i Schweiz som for retlige enheder hjemmehørende i Fællesskaberne.

3.   Retlige enheder hjemmehørende i Schweiz er kvalificerede til at opnå lån udstedt af EIB til støtte for forskningsformål, der er indeholdt i det syvende rammeprogram EF.

4.   Når der udvælges bedømmere og uafhængige eksperter til Fællesskabernes programmer for forskning og teknologisk udvikling tages et passende antal schweiziske eksperter i betragtning, idet der tages højde for de færdigheder og den viden, der er relevant for de opgaver, de får tildelt.

5.   Retlige enheder hjemmehørende i Fællesskaberne kan deltage på samme vilkår og betingelser som schweiziske program- og/eller projektpartnere i schweiziske forskningsprogrammer som omhandlet i artikel 2, stk. 3, jf. dog artikel 1, stk. 3, artikel 2, stk. 3, og artikel 4, stk. 2, og bestående retsforskrifter og administrative bestemmelser. De schweiziske myndigheder kan gøre deltagelse af en eller flere retlige enheder hjemmehørende i Fællesskaberne i et projekt betinget af, at mindst én schweizisk enhed deltager heri samtidig.

Artikel 8

Mobilitet

Hver af parterne forpligter sig til i overensstemmelse med bestående regler og gældende aftaler at tillade indrejse og ophold af forskere, der i Schweiz og i Fællesskaberne deltager i de af denne aftale omfattede aktiviteter, og som — for så vidt det er nødvendigt for gennemførelsen af den pågældende aktivitet — er ledsaget af et begrænset antal medlemmer af deres forskningspersonale.

Artikel 9

Revision og fremtidigt samarbejde

1.   Skulle Fællesskaberne revidere eller udvide deres forskningsprogrammer, kan denne aftale revideres eller udvides på de betingelser, der vedtages ved fælles overenskomst. Parterne udveksler på forhånd oplysninger og synspunkter om alle sådanne revisioner eller udvidelser samt om alle andre anliggender, der direkte eller indirekte påvirker Schweiz' samarbejde inden for de områder, som er omfattet af de syvende rammeprogrammer EF og Euratom. Schweiz underrettes om det præcise indhold af de reviderede eller udvidede programmer senest to uger efter, at de er vedtaget af Fællesskaberne. I tilfælde af revision eller udvidelse af forskningsprogrammerne kan Schweiz opsige denne aftale med seks måneders varsel. Et sådant varsel eller oplysning om, at denne aftale agtes opsagt eller udvidet, gives inden tre måneder efter, at Fællesskaberne har truffet afgørelse herom.

2.   Vedtager Fællesskaberne nye flerårige rammeprogrammer for forskning og teknologisk udvikling, kan denne aftale fornys eller genforhandles efter fælles overenskomst mellem parterne. Parterne udveksler i Forskningsudvalget Schweiz/Fællesskaberne oplysninger og synspunkter om forberedelserne til sådanne programmer eller andre igangværende eller fremtidige forskningsaktiviteter.

Artikel 10

Forbindelse til andre internationale aftaler

1.   Denne aftales bestemmelser berører ikke fordele i henhold til andre internationale aftaler, der er bindende for en af parterne, og i henhold til hvilke fordelene heraf alene forbeholdes retlige enheder hjemmehørende på den pågældende parts område.

2.   En retlig enhed hjemmehørende i et andet land, der er associeret til det syvende rammeprogram EF (associeret land) har de samme rettigheder og pligter i henhold til denne aftale som retlige enheder hjemmehørende i et medlemsland, dog forudsat at det associerede land, hvori enheden er hjemmehørende, har accepteret at give retlige enheder fra Schweiz samme rettigheder og forpligtelser.

Artikel 11

Territorial anvendelse

Denne aftale gælder på den ene side for de områder, hvor traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber finder anvendelse, og på de betingelser, der er fastsat i disse traktater, og på den anden side for Schweiz' område.

Artikel 12

Bilag

Bilag A, B og C udgør en integrerende del af denne aftale.

Artikel 13

Ændringer og opsigelse

1.   Denne aftale indgås for en periode, der svarer til løbetiden for de syvende rammeprogrammer EF og Euratom.

2.   Aftalen kan kun ændres skriftligt efter fælles overenskomst mellem parterne. Proceduren for ændringernes ikrafttræden er den samme som den, der gælder for denne aftale.

3.   Hver part kan når som helst opsige aftalen med seks måneders skriftligt varsel.

4.   Projekter og aktiviteter, der er i gang på tidspunktet for opsigelsen og/eller ved udløbet af aftalen, fortsætter, indtil de er fuldført i henhold til vilkårene i aftalen. Parterne træffer ved fælles overenskomst afgørelse om alle andre eventuelle følger af opsigelsen.

Artikel 14

Ikrafttræden og midlertidig anvendelse

1.   Denne aftale ratificeres eller indgås af parterne i overensstemmelse med deres egne procedurer. Den træder i kraft på dagene for endelig meddelelse om, at de nødvendige procedurer til dette formål er gennemført. Den får midlertidig virkning pr. 1. januar 2007.

2.   Det aftales hermed, at følgende gælder, hvis den ene part meddeler den anden, at den ikke indgår aftalen:

Fællesskaberne tilbagebetaler Schweiz dets bidrag til Den Europæiske Unions almindelige budget, jf. artikel 2, stk. 2.

Fra denne tilbagebetaling fradrager Fællesskaberne dog midler, som Fællesskaberne har bevilget med henblik på schweiziske retlige enheders deltagelse i indirekte aktioner, herunder de i artikel 2, stk. 1, omhandlede tilbagebetalinger.

Projekter og aktiviteter, der er iværksat under den midlertidige anvendelse af aftalen, og som stadig løber, når ovennævnte meddelelse indtræffer, videreføres på denne aftales vilkår, indtil de er fuldført.

Denne aftale er udfærdiget i to eksemplarer på bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, italiensk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed.

Съставено в Люксембург на двадесет и пети юни две хиляди и седма година.

Hecho en Luxemburgo, el veinticinco de junio de dos mil siete.

V Lucemburku dne dvacátého pátého června dva tisíce sedm.

Udfærdiget i Luxembourg den femogtyvende juni to tusind og syv.

Geschehen zu Luxemburg am fünfundzwanzigsten Juni zweitausendsieben.

Kahe tuhande seitsmenda aasta juunikuu kahekümne viiendal päeval Luxembourgis.

Έγινε στο Λουξεμβούργο, στις είκοσι πέντε Ιουνίου δύο χιλιάδες επτά.

Done at Luxembourg, on the twenty-fifth day of June in the year two thousand and seven.

Fait à Luxembourg, le vingt-cinq juin deux mille sept.

Fatto a Lussemburgo, addì venticinque giugno duemilasette.

Luksemburgā, divtūkstoš septītā gada divdesmit piektajā jūnijā.

Priimta du tūkstančiai septintųjų metų birželio dvidešimt penktą dieną Liuksemburge.

Kelt Luxembourgban, a kettőezer-hetedik év június havának huszonötödik napján.

Magħmul fil-Lussemburgu, fil-ħamsa u għoxrin jum ta' Ġunju tas-sena elfejn u sebgħa.

Gedaan te Luxemburg, de vijfentwintigste juni tweeduizend zeven.

Sporządzono w Luksemburgu dnia dwudziestego piątego czerwca roku dwa tysiące siódmego.

Feito no Luxemburgo, em vinte e cinco de Junho de dois mil e sete.

Adoptat la Luxemburg, douăzeci şi cinci iunie două mii șapte.

V Luxemburgu dňa dvadsiateho piateho júna dvetisícsedem.

V Luxembourgu, petindvajsetega junija leta dva tisoč sedem.

Tehty Luxemburgissa kahdentenakymmenentenäviidentenä päivänä kesäkuuta vuonna kaksituhattaseitsemän.

Som skedde i Luxemburg den tjugofemte juni tjugohundrasju.

Зa Eвpoпeйcката общност

Por la Comunidad Europea

Za Evropské společenství

For Det Europæiske Fællesskab

Für die Europäische Gemeinschaft

Euroopa Ühenduse nimel

Гια την Ευρωπαїκή Κоινότητα

For the European Community

Pour la Communauté européenne

Per la Comunità europea

Eiropas Kopienas vārdā

Europos bendrijos vardu

Az Európai Közösség részéről

Għall-Komunità Ewropea

Voor de Europese Gemeenschap

W imieniu Wspólnoty Europejskiej

Pela Comunidade Europeia

Pentru Comunitatea Europeană

Za Európske spoločenstvo

Za Evropsko skupnost

Euroopan yhteisön puolesta

För Europeiska gemenskapen

Image

Зa Eвpoпeйcката общност зa aтoмна енергия

Por la Comunidad Europea de la Energía Atómica

Za Evropské společenství pro atomovou energii

For Det Europæiske Atomenergifælleskab

Für die Europäische Atomgemeinschaft

Euroopa Aatomienergiaühenduse nimel

Гια την Ευρωπαїκή Κоινότητα Ατομικής Εvέργειας

For the European Atomic Energy Community

Pour la Communauté européenne de l'énergie atomique

Per la Comunità europea dell'energia atomica

Eiropas Atomenerġijas kopienas vārdā

Europos atominés energijos bendrijos vardu

Az Európai Atomeneregia-közösség részéről

Għall-Komunità Ewropea ta' l-Enerġija Atomika

W imieniu Europejskiej Wspólnoty Energii Atomowej

Voor de Europese Gemeenschap voor Atoomenergie

Pela Comunidade Europeia da Energia Atómica

Pentru Comunitatea Europeană a Energiei Atomice

Za Európske spoločenstvo pre atómovú energiu

Za Evropsko skupnost za atomsko energijo

Euroopan atominienergiayhteisön puolesta

För Europeiska atomenergigemenskapen

Image

Зa Конфедерация Швейцария

Por la confederación Suiza

Za Švýcarskou konfederaci

For Det Schweiziske Forbund

Für die Schweizerische Eidgenossenschaft

Šveitsi Konföderatsiooni nimel

Гια την Ελβετική Συνομοσπονδία

For the Swiss Confederation

Pour la Confédération suisse

Per la Confederazione svizzera

Šveices Konfederācijas vārdā

Šveicarijos Konfederacijos vardu

A Svájci Államszövetség részéről

Għall-Konfederazzjoni Żvizzera

Voor de Zwitserse Bondsstaat

W imieniu Konfederacji Szwajcarskiej

Pela Confederação Suíça

Pentru Confederaţia Elveţiană

Za Švajčiarsku konfederáciu

Za Švicarsko konfederacijo

Sveitsin valaliiton puolesta

På Schweiziska edsförbundets vågnar

Image


(1)  EUT L 32 af 5.2.2004, s. 22.

(2)  EUT L 412 af 30.12.2006, s. 1.

(3)  EUT L 391 af 30.12.2006, s. 1.

(4)  EUT L 400 af 30.12.2006, s. 86. Berigtiget i EUT L 54 af 22.2.2007, s. 30.

(5)  EUT L 400 af 30.12.2006, s. 243. Berigtiget i EUT L 54 af 22.2.2007, s. 81.

(6)  EUT L 400 af 30.12.2006, s. 270. Berigtiget i EUT L 54 af 22.2.2007, s. 91.

(7)  EUT L 400 af 30.12.2006, s. 299. Berigtiget i EUT L 54 af 22.2.2007, s. 101.

(8)  EUT L 400 af 30.12.2006, s. 368. Berigtiget i EUT L 54 af 22.2.2007, s. 126.

(9)  EUT L 400 af 30.12.2006, s. 60. Berigtiget i EUT L 54 af 22.2.2007, s. 21.

(10)  EUT L 400 af 30.12.2006, s. 1. Berigtiget i EUT L 54 af 22.2.2007, s. 4.

(11)  EUT L 400 af 30.12.2006, s. 404. Berigtiget i EUT L 54 af 22.2.2007, s. 139.

(12)  EUT L 400 af 30.12.2006, s. 434. Berigtiget i EUT L 54 af 22.2.2007, s. 149.

(13)  EUT L 210 af 31.7. 2006, s. 25.

Top

20.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 189/38


SLUTAKT

De befuldmægtigede

for DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB

og

for DET SCHWEIZISKE FORBUND

der mødtes i Luxembourg den femogtyvende juni to tusind og syv for at underskrive aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side, har vedtaget følgende fælleserklæring, der er vedhæftet denne slutakt:

Fælleserklæring fra de kontraherende parter om en tæt dialog med hensyn til de nye konstruktioner, der gennemfører artikel 169 og 171 i EF-traktaten.

De har også noteret sig følgende erklæringer, der er vedhæftet denne slutakt:

Rådets erklæring vedrørende Schweiz' deltagelse i udvalg.

Fællesskabernes erklæring om behandling af EU-forskere i Schweiz i henhold til denne aftale.

Top