This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 32006D1903
Decision No 1903/2006/EC of the European Parliament and of the Council of 12 December 2006 establishing the Culture Programme (2007-2013)
Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1903/2006/EF af 12. december 2006 om oprettelse af kulturprogrammet (2007-2013)
Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1903/2006/EF af 12. december 2006 om oprettelse af kulturprogrammet (2007-2013)
EUT L 378 af 27.12.2006, p. 22–31
(ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
No longer in force, Date of end of validity: 12/12/2006
27.12.2006 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 378/22 |
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE Nr. 1903/2006/EF
af 12. december 2006
om oprettelse af kulturprogrammet (2007-2013)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 151, stk. 5, første led,
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget (1),
efter proceduren i traktatens artikel 251 (2), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Det er af afgørende betydning at tilskynde til samarbejde og kulturudvekslinger for at sikre respekt for og fremme af mangfoldigheden af kulturer og sprog i Europa og forbedre de europæiske borgeres kendskab til andre europæiske kulturer end deres egen, samtidig med at de i højere grad gøres opmærksom på deres fælles europæiske kulturarv. Fremme af samarbejdet på kultur- og sprogområdet og af den kulturelle og sproglige mangfoldighed bidrager således til at give europæisk medborgerskab et konkret indhold ved at tilskynde Europas borgere til at tage aktiv del i integrationsprocessen. |
(2) |
En aktiv kulturpolitik med fokus på at bevare den europæiske kulturelle mangfoldighed og fremme fælles kulturelementer og kulturarv kan bidrage til at gøre EU mere synligt udadtil. |
(3) |
Hvis borgerne skal give deres fulde støtte til og deltage fuldt ud i den europæiske integration, bør der lægges større vægt på deres fælles kulturelle værdier og rødder som et bærende element i deres identitet og tilhørsforhold til et samfund baseret på frihed, retfærdighed, demokrati, respekt for menneskers værdighed og integritet, tolerance og solidaritet under fuld respekt for Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. |
(4) |
Det er væsentligt, at kultursektoren bidrager til og spiller en rolle i den bredere europæiske politiske udvikling. Der er mange arbejdspladser inden for kultursektoren, og der er desuden en klar forbindelse mellem investeringer i kultur og økonomisk udvikling, hvorfor det er vigtigt at styrke kulturpolitikkerne på regionalt, nationalt og europæisk plan. Kulturindustrierne bør derfor indtage en vigtigere plads i den udvikling, der finder sted i forbindelse med Lissabon-strategien, da disse industrier i stadig højere grad bidrager til den europæiske økonomi. |
(5) |
Det er også nødvendigt at fremme borgernes aktive medborgerskab og styrke kampen mod enhver form for udstødelse, herunder racisme og fremmedhad. Forbedret adgang til kultur for så mange som muligt kan være et middel til bekæmpelse af social udstødelse. |
(6) |
I traktatens artikel 3 hedder det, at »i alle de aktiviteter, der er nævnt i denne artikel, tilstræber Fællesskabet at fjerne uligheder og fremme ligestilling mellem mænd og kvinder«. |
(7) |
Kulturprogrammerne Kalejdoskop, Ariane, Raphael og Kultur 2000, som findes i henholdsvis afgørelse 719/96/EF (3), 2085/97/EF (4), 2228/97/EF (5) og 508/2000/EF (6), markerede positive etaper i gennemførelsen af Fællesskabets indsats på kulturområdet. Der er således indhøstet stor erfaring på området, især gennem evalueringen af disse kulturprogrammer. Fællesskabets indsats på kulturområdet bør nu rationaliseres og styrkes på baggrund af resultaterne af disse evalueringer, resultaterne af høringerne af alle berørte parter og det arbejde, der for nylig er gjort i EU-institutionerne. Det er derfor hensigtsmæssigt at udarbejde et program med dette for øje. |
(8) |
EU-institutionerne har ved forskellige lejligheder udtalt sig om emner i relation til Fællesskabets indsats på kulturområdet og de udfordringer, der ligger i kultursamarbejdet, navnlig Rådets resolution af 25. juni 2002 om en ny arbejdsplan for det europæiske samarbejde på kulturområdet (7) og Rådets resolution af 19. december 2002 om gennemførelsen af arbejdsplanen for europæisk samarbejde på kulturområdet (8), Europa-Parlamentets beslutning af 5. september 2001 om samarbejdet på kulturområdet i EU (9), Europa-Parlamentets beslutning af 28. februar 2002 om gennemførelsen af Kultur 2000-programmet (10), Europa-Parlamentets beslutning af 22. oktober 2002 om teatrets og scenekunstens betydning og dynamik i det udvidede Europa (11) og Europa-Parlamentets beslutning af 4. september 2003 om kulturindustri (12) samt Regionsudvalgets udtalelse af 9. oktober 2003 om forlængelse af Kultur 2000-programmet. |
(9) |
Rådet har i ovennævnte resolutioner understreget nødvendigheden af at vedtage en mere sammenhængende strategi for kulturområdet på EU-plan, og at europæisk merværdi er et vigtigt og afgørende begreb i det europæiske kultursamarbejde og en generel betingelse for fællesskabsforanstaltninger på kulturområdet. |
(10) |
For at det fælles kulturområde for de europæiske folk kan blive til virkelighed, er det vigtigt at fremme bevægeligheden på tværs af grænserne for kulturelle aktører og for kunstværker og kunstneriske og kulturelle frembringelser samt at tilskynde til dialog og kulturelle udvekslinger. |
(11) |
I Rådets konklusioner af 16. november 2004 om arbejdsplanen for kultur 2005-2006, i Europa-Parlamentets beslutning af 4. september 2003 om kulturindustrien og i Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 28. januar 2004 om kulturindustrien i Europa gives der udtryk for behovet for i højere grad at tage hensyn til den ikke-audiovisuelle kulturindustris specifikke økonomiske og sociale kendetegn. Desuden bør der i det nye program tages hensyn til forberedende foranstaltninger til kultursamarbejde, der er blevet fremmet mellem 2002 og 2004. |
(12) |
I denne sammenhæng er der behov for at fremme samarbejdet mellem de kulturelle aktører og tilskynde dem til at danne flerårige samarbejdsprojekter, så de kan udvikle fælles aktiviteter, yde støtte til mere målrettede foranstaltninger med en reel europæisk merværdi, støtte kulturarrangementer med høj symbolværdi, støtte organisationer, der beskæftiger sig med europæisk kultursamarbejde, og tilskynde til analyser af udvalgte emner af europæisk interesse samt indsamling og formidling af information og aktiviteter, der tager sigte på at maksimere virkningen af projekter inden for europæisk kultursamarbejde og europæisk kulturpolitikudvikling. |
(13) |
I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse 1622/2006/EF af 24. oktober 2006 om en fællesskabsaktion vedrørende »Den Europæiske Kulturhovedstad« 2007-2019 (13) bør der ydes betydelig støtte til dette arrangement, der nyder stor bevågenhed blandt europæerne og bidrager til at styrke følelsen af at tilhøre et fælles kulturelt område. Der bør i denne sammenhæng lægges vægt på det tværeuropæiske kultursamarbejde. |
(14) |
Der bør ydes støtte til organer, der arbejder for det europæiske kultursamarbejde og derved optræder som »ambassadører« for europæisk kultur på grundlag af den erfaring, som EU har indhøstet i forbindelse med Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse 792/2004/EF af 21. april 2004 om et EF-handlingsprogram til fremme af organer, der er aktive på europæisk plan på kulturområdet (14). |
(15) |
Det er nødvendigt, at programmet i overensstemmelse med princippet om ytringsfrihed bidrager til EU's bestræbelser på at fremme en bæredygtig udvikling og bekæmpe enhver form for diskrimination. |
(16) |
Kandidatlandene og de EFTA-lande, der er parter i EØS-aftalen, er anerkendt som potentielle deltagere i fællesskabsprogrammer i henhold til de aftaler, der er indgået med disse lande. |
(17) |
Det Europæiske Råd vedtog på mødet den 19.-20. juni 2003 i Thessaloniki »Dagsordenen for det vestlige Balkan: På vej mod europæisk integration«, hvoraf det fremgår, at fællesskabsprogrammerne bør være åbne for de lande, der deltager i stabiliserings- og associeringsprocessen, på grundlag af rammeaftaler, der skal indgås mellem Fællesskabet og de pågældende lande. Disse lande skal, såfremt de ønsker det, og afhængig af budgetmæssige overvejelser eller politiske prioriteringer, kunne deltage i programmet eller blive omfattet af en mere begrænset form for samarbejde på grundlag af supplerende bevillinger og særlige procedurer, som skal aftales mellem de berørte parter. |
(18) |
Programmet bør desuden efter procedurer, som skal fastlægges nærmere, være åbent for samarbejde med andre tredjelande, der har indgået aftaler med Fællesskabet, som omfatter kultursamarbejde. |
(19) |
For at øge fællesskabsindsatsens merværdi er det nødvendigt at sikre, at der er sammenhæng og komplementaritet mellem de aktioner, der gennemføres inden for rammerne af denne afgørelse og andre relevante fællesskabspolitikker, -aktioner og -instrumenter, i overensstemmelse med traktatens artikel 151, stk. 4. Der bør lægges særlig vægt på de fælles berøringsflader mellem fællesskabsforanstaltninger inden for kultur og uddannelse og foranstaltninger til fremme af bedste praksis og tættere europæisk samarbejde. |
(20) |
For så vidt angår implementeringen af Fællesskabets støtte, bør der tages hensyn til den europæiske kulturelle sektors særlige karakter, og det bør navnlig sikres, at de administrative og finansielle procedurer forenkles i videst muligt omfang og tilpasses såvel de forfulgte mål som den kulturelle sektors praksis og udvikling. |
(21) |
Kommissionen, medlemsstaterne og kulturkontaktpunkterne bør bestræbe sig på at tilskynde mindre aktører til at deltage i flerårige samarbejdsprojekter og i tilrettelæggelse af aktiviteter, der skal føre potentielle projektpartnere sammen. |
(22) |
Programmet bør samle de specifikke kvaliteter og den specifikke ekspertise, som de kulturelle aktører i hele Europa har. Kommissionen og medlemsstaterne bør om nødvendigt træffe foranstaltninger for at afhjælpe lav deltagelse fra de kulturelle aktørers side i en medlemsstat eller et deltagende land. |
(23) |
Der bør inden for rammerne af samarbejdet mellem Kommissionen og medlemsstaterne sikres løbende overvågning og evaluering af dette program for at kunne foretage tilpasninger af navnlig prioriteringerne for gennemførelsen af foranstaltningerne. Evalueringen bør bestå i en ekstern evaluering, som skal foretages af uafhængige og uvildige organer. |
(24) |
Procedurerne for overvågning og evaluering af programmet bør anvende specifikke, målbare, realiserbare, relevante og tidsbestemte målsætninger og indikatorer. |
(25) |
Der bør gennemføres passende foranstaltninger for at forebygge uregelmæssigheder og svig og for at inddrive midler, som er tabt eller blevet udbetalt eller anvendt uretmæssigt. |
(26) |
Det er hensigtsmæssigt at indføre et enhedsinstrument for finansiering og programmering af kultursamarbejdet, som benævnes »kulturprogrammet«, for perioden 1. januar 2007-31. december 2013. |
(27) |
Denne afgørelse bør for hele programmets varighed fastlægge en finansieringsramme, der udgør det primære referencegrundlag som omhandlet i punkt 37 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (15). |
(28) |
De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne afgørelse bør træffes i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (16). |
(29) |
De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne afgørelse bør træffes i overensstemmelse med Rådets forordning nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (17) (i det følgende benævnt »finansforordningen«) og Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning nr. 1605/2002 (18). |
(30) |
Fællesskabets indsats supplerer det samarbejde på kulturområdet, der gennemføres på nationalt og regionalt plan. Målene for denne afgørelse, nemlig at styrke det europæiske kulturområde, der er baseret på fælles kulturarv (tværnational bevægelighed for kulturelle aktører i Europa, udbredelse på tværs af grænserne af kunstværker og kunstneriske og kulturelle frembringelser samt tværkulturel dialog), kan som følge af deres grænseoverskridende karakter ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne afgørelse ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål. |
(31) |
Der bør fastsættes overgangsbestemmelser for at sikre en gnidningsløs overgang mellem de programmer, der er oprettet i henhold til afgørelse nr. 508/2000/EF og nr. 792/2004/EF, og det program, der oprettes i henhold til nærværende afgørelse — |
TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:
Artikel 1
Oprettelse og varighed
1. Med denne afgørelse oprettes kulturprogrammet, der er et flerårigt enhedsprogram for Fællesskabets foranstaltninger på kulturområdet, og som er åbent for alle kulturelle sektorer og alle kategorier af kulturelle aktører (i det følgende benævnt »programmet«).
2. Programmet gennemføres i perioden 1. januar 2007 til 31. december 2013.
Artikel 2
Budget
1. Finansieringsrammen for gennemførelsen af dette program er for den i artikel 1 nævnte periode fastlagt til 400 mio. EUR.
2. De årlige bevillinger godkendes af budgetmyndigheden inden for den finansielle ramme.
Artikel 3
Mål
1. Programmets overordnede mål er at styrke det kulturelle område, der er fælles for europæerne, og som er baseret på en fælles kulturarv, gennem udvikling af kultursamarbejdet mellem skabende kunstnere, kulturelle aktører, og kulturinstitutioner i de lande, der deltager i programmet, med henblik på at fremme udviklingen af europæisk medborgerskab. Programmet er åbent for deltagelse af ikke-audiovisuelle kulturindustrier, navnlig små kulturvirksomheder, når disse industrier optræder i kulturelt nonprofit-øjemed.
2. Programmet har følgende specifikke mål:
a) |
at fremme den tværnationale bevægelighed for personer, der arbejder i kultursektoren |
b) |
at fremme den tværnationale udbredelse af kunstværker og kunstneriske og kulturelle frembringelser |
c) |
at fremme den tværkulturelle dialog. |
Artikel 4
Indsatsområder
1. Programmets mål gennemføres ved hjælp af følgende foranstaltninger, som er beskrevet i bilaget:
a) |
støtte til kulturelle aktioner
|
b) |
støtte til organer, der er aktive på kulturområdet på europæisk plan |
c) |
støtte til analyser samt indsamling og formidling af information og til aktiviteter, der maksimerer virkningen af projekter inden for europæisk kultursamarbejde og europæisk kulturpolitikudvikling. |
2. Disse foranstaltninger gennemføres efter bestemmelserne i bilaget.
Artikel 5
Bestemmelser angående tredjelande
1. Programmet er åbent for deltagelse af følgende lande:
a) |
de EFTA-lande, der deltager i EØS, på de betingelser, der er fastsat i EØS-aftalen |
b) |
de kandidatlande, der har udarbejdet en førtiltrædelsesstrategi for tiltrædelse af EU, i overensstemmelse med de generelle principper, betingelser og procedurer for disse landes deltagelse i fællesskabsprogrammerne, som er fastsat i rammeaftalerne |
c) |
landene i det vestlige Balkan efter de procedurer, der er aftalt med de pågældende lande i henhold til rammeaftalerne om deres deltagelse i fællesskabsprogrammerne. |
De lande, der er omhandlet i dette stykke, deltager fuldt ud i programmet, under forudsætning af at betingelserne er opfyldt, og at der stilles supplerende bevillinger til rådighed.
2. Programmet er ligeledes åbent for deltagelse af andre tredjelande, der har indgået associerings- eller samarbejdsaftaler med Fællesskabet, som omfatter bestemmelser om kultursamarbejde, på grundlag af supplerende bevillinger og særlige procedurer, som skal fastlægges.
De i stk. 1 nævnte lande i den vestlige del af Balkan, som ikke ønsker fuld deltagelse i programmet, kan samarbejde med programmet på betingelserne i dette stykke.
Artikel 6
Samarbejde med internationale organisationer
Programmet gør det muligt at samarbejde med internationale organisationer, som er kompetente på kulturområdet, f.eks. Unesco eller Europarådet, om gennemførelsen af de i artikel 4 nævnte foranstaltninger på grundlag af fælles bidrag og i overensstemmelse med den enkelte institutions eller organisations vedtægter.
Artikel 7
Komplementaritet med andre fællesskabsinstrumenter
Kommissionen sikrer, at der er forbindelse mellem programmet og andre fællesskabsinstrumenter, navnlig sådanne som vedrører strukturfondene og inden for almen uddannelse, erhvervsuddannelse, forskning, informationssamfundet, medborgerskab, ungdom, sport, sprog, social integration, EU's eksterne forbindelser og bekæmpelse af enhver form for diskrimination.
Artikel 8
Gennemførelse
1. Kommissionen gennemfører de fællesskabsaktioner, der er omfattet af programmet, i overensstemmelse med bilaget.
2. Følgende foranstaltninger vedtages efter proceduren i artikel 9, stk. 2:
a) |
den årlige arbejdsplan, herunder prioriterede opgaver, og udvælgelseskriterier og -procedurer |
b) |
det årlige budget og midlernes fordeling på de forskellige programaktioner |
c) |
foranstaltninger til overvågning og evaluering af programmet |
d) |
den finansielle støtte fra Fællesskabet i henhold til artikel 4, stk. 1, litra a), første led: beløb, varighed, fordeling og modtagere. |
3. Alle andre foranstaltninger, der er nødvendige for gennemførelsen af denne afgørelse, vedtages efter proceduren i artikel 9, stk. 3.
Artikel 9
Udvalg
1. Kommissionen bistås af et udvalg.
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.
Perioden i artikel 4, stk. 3, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til to måneder.
3. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 3 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.
4. Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.
Artikel 10
Kulturkontaktpunkter
1. Kulturkontaktpunkterne, som defineret i bilagets punkt I.3.1, fungerer som gennemførelsesorganer for formidling af oplysninger om programmet på nationalt plan i overensstemmelse med artikel 54, stk. 2, litra c), og stk. 3, i finansforordningen.
2. Kulturkontaktpunkterne skal opfylde følgende kriterier:
a) |
have tilstrækkeligt personale med relevante faglige og sproglige kvalifikationer til at kunne arbejde i et miljø præget af internationalt samarbejde |
b) |
råde over passende infrastrukturer, navnlig med hensyn til informations- og kommunikationsteknologi |
c) |
fungere i en administrativ sammenhæng, som gør det muligt for dem at varetage deres opgaver tilfredsstillende og undgå interessekonflikter. |
Artikel 11
Finansielle bestemmelser
1. Den finansielle støtte har form af tilskud til juridiske personer. Der kan i visse tilfælde i henhold til artikel 114, stk. 1, i finansforordningen ydes tilskud til fysiske personer. Kommissionen kan også uddele priser til fysiske eller juridiske personer vedrørende aktioner eller projekter, der gennemføres som led i programmet. Afhængig af aktionens art kan der gives tilladelse til at anvende faste tilskudsbeløb og/eller tariffer baseret på enhedspriser.
2. Kommissionen kan beslutte, om man på baggrund af ansøgerens profil og aktionernes art kan undlade at efterprøve, om ansøgeren har de faglige kompetencer og kvalifikationer, der er nødvendige for at fuldføre aktionen eller arbejdsprogrammet.
3. Der kan ydes tilskud til eller gives en pris for visse specifikke aktiviteter, som gennemføres af europæiske kulturhovedstæder, der er udpeget i medfør af afgørelse 1419/1999/EF.
Artikel 12
Bidrag til andre fællesskabsmål
Programmet bidrager til at styrke Fællesskabets tværgående mål, navnlig ved at:
a) |
fremme det grundlæggende princip om ytringsfrihed |
b) |
fremme bevidstheden om betydningen af at bidrage til en bæredygtig udvikling |
c) |
søge at fremme gensidig forståelse og tolerance i Den Europæiske Union |
d) |
bidrage til at komme enhver form for diskrimination på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering til livs. |
Der lægges særlig vægt på, at der er sammenhæng og komplementaritet mellem programmet og fællesskabspolitikkerne for kultursamarbejde med tredjelande.
Artikel 13
Overvågning og evaluering
1. Kommissionen sørger for, at det regelmæssigt kontrolleres, at programmet opfylder de fastsatte mål. Resultaterne af overvågnings- og evalueringsprocessen anvendes ved gennemførelsen af programmet.
Overvågningen omfatter navnlig udarbejdelse af de rapporter, der er omhandlet i stk. 3, litra a) og c).
Programmets specifikke mål kan efter proceduren i traktatens artikel 251 revideres på grundlag af resultaterne af overvågningsrapporter.
2. Kommissionen sørger for regelmæssig, ekstern og uafhængig evaluering af programmet.
3. Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg samt Regionsudvalget:
a) |
en midtvejsevalueringsrapport om de opnåede resultater og om de kvalitative og kvantitative aspekter af gennemførelsen af dette program, senest den 31. december 2010 |
b) |
en meddelelse om fortsættelsen af programmet, senest den 31. december 2011 |
c) |
en efterfølgende evalueringsrapport, senest den 31. december 2015. |
Artikel 14
Overgangsbestemmelser
Aktioner, der er påbegyndt før den 31. december 2006 på grundlag af afgørelse nr. 508/2000/EF eller nr. 792/2004/EF, skal fortsat forvaltes i overensstemmelse med bestemmelserne i disse afgørelser, indtil de er afsluttet.
Det udvalg, der er nedsat ved artikel 5 i afgørelse nr. 508/2000/EF, erstattes af det udvalg, der er omhandlet i artikel 9 i nærværende afgørelse.
Artikel 15
Ikrafttrædelse
Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Strasbourg, den 12. december 2006
På Europa-Parlamentets vegne
Josep BORRELL FONTELLES
Formand
På Rådets vegne
Mauri PEKKARINEN
Formand
(1) EUT C 164 af 5.7.2005, s. 65.
(2) Europa-Parlamentets holdning af 25.10.2005 (EUT C 272 E af 9.11.2006, s. 233, Rådets fælles holdning af 18. juli 2006 (EUT C 238 E af 3.10.2006, s. 18) og Europa-Parlamentets holdning af 24.10.2006 (endnu ikke offentliggjort i EUT). Rådets afgørelse af 11.12.2006.
(3) Europa-Parlamentet og Rådets afgørelse nr. 719/96/EF af 29. marts 1996 om iværksættelse af et program til støtte for kunstneriske og kulturelle arrangementer med en europæisk dimension (Kalejdoskop) (EFT L 99 af 20.4.1996, s. 20). Ændret ved afgørelse nr. 477/1999/EF (EFT L 57 af 5.3.1999, s. 2).
(4) Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 2085/97/EF af 6. oktober 1997 om et program til støtte for bøger og læsning, herunder for oversættelse (Ariane) (EFT L 291 af 24.10.1997, s. 26). Ændret ved afgørelse nr. 476/1999/EF (EFT L 57 af 5.3.1999, s. 1).
(5) Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 2228/97/EF af 13. oktober 1997 om et EF- handlingsprogram for kulturarven, Raphael-programmet (EFT L 305 af 8.11.1997, s. 31). Ophævet ved afgørelse nr. 508/2000/EF (EFT L 63 af 10.3.2000, s. 1).
(6) Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 508/2000/EF af 14. februar 2000 om indførelse af Kultur 2000-programmet (EFT L 63 af 10.3.2000, s. 1). Senest ændret ved Rådets forordning nr. 885/2004/EF (EUT L 168 af 1.5.2004, s. 1).
(7) EFT C 162 af 6.7.2002, s. 5.
(8) EFT C 13 af 18.1.2003, s. 5.
(10) EFT C 293 E af 28.11.2002, s. 105.
(11) EUT C 300 E af 11.12.2003, s. 156.
(12) EUT C 76 E af 25.3.2004, s. 459.
(13) EUT L 304 af 3.11.2006, s. 1.
(14) EUT L 138 af 30.4.2004, s. 40.
(15) EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1.
(16) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.
(17) EFT L 248 af 16.9.2002, s.1.
(18) EFT L 357 af 31.12.2002, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF, Euratom) nr. 1261/2005 (EUT L 201 af 2.8.2005, s.3).
BILAG
I. BESKRIVELSE AF AKTIVITETER OG ARRANGEMENTER
1. Første aktionsdel: Støtte til kulturaktioner
1.1. Flerårige samarbejdsprojekter
Programmet støtter bæredygtige og strukturerede kultursamarbejdsprojekter med henblik på at samle de specifikke kvaliteter og den specifikke ekspertise, som de kulturelle aktører i hele Europa har. Støtten har til formål at hjælpe samarbejdsprojekterne i start- og etableringsfasen eller i den geografiske udvidelsesfase. Målet er at tilskynde dem til at etablere sig på et bæredygtigt grundlag og blive økonomisk uafhængige.
Hvert samarbejdsprojekt skal have deltagelse af mindst seks aktører fra seks forskellige lande, der deltager i programmet. Det skal have til formål at samle forskellige slags aktører fra en eller flere sektorer med henblik på at gennemføre forskellige flerårige aktiviteter, som kan gennemføres i enkeltsektorer eller på tværs af sektorerne, men som alle skal forfølge det samme mål.
Hvert samarbejdsprojekt sigter mod at gennemføre en række strukturerede og flerårige kulturaktiviteter. Aktiviteterne skal gennemføres i løbet af hele den periode, hvor der modtages fællesskabsstøtte. De skal omfatte mindst to af de tre specifikke mål, der er fastsat i artikel 3, stk. 2. Der gives fortrinsret til samarbejdsprojekter, der sigter på at gennemføre aktiviteter, som vedrører alle tre specifikke mål i ovennævnte artikel.
Samarbejdsprojekterne udvælges efter indkaldelse af forslag i henhold til finansforordningen. Udvælgelsen finder bl.a. sted ud fra en vurdering af arrangørernes ekspertise på det pågældende område, deres finansielle og operationelle kapacitet til at gennemføre de foreslåede aktiviteter, aktiviteternes kvalitet og den udstrækning, hvori de opfylder programmets overordnede og specifikke mål, jf. artikel 3.
Samarbejdsprojekterne oprettes på grundlag af en samarbejdsaftale, dvs. et fælles dokument, der har juridisk status i et af deltagerlandene og er underskrevet af alle arrangørerne.
Fællesskabsstøtten kan ikke overstige 50 % af projektets budget og trappes gradvist ned. Den kan ikke overstige 500 000 EUR pr. år for alle samarbejdsprojekternes aktiviteter. Der ydes støtte i en periode på tre til fem år.
Det kan til orientering oplyses, at cirka 32 % af programmets samlede budget går til denne type støtte.
1.2. Samarbejdsaktioner
Der ydes i henhold til programmet støtte til kultursamarbejdsaktioner, der gennemføres i enkeltsektorer eller på tværs af sektorerne i samarbejde mellem aktører på europæisk plan. Kreativitet og innovation gives højeste prioritet. Der skal især tilskyndes til aktioner, der tager sigte på at udforske samarbejdsmuligheder med henblik på at videreudvikle disse på længere sigt.
Hver aktion planlægges og gennemføres i fællesskab af mindst tre kulturelle aktører fra tre forskellige deltagerlande; aktørerne kan komme fra en eller flere sektorer.
Aktionerne udvælges efter indkaldelse af forslag i henhold til finansforordningen og gennemførelsesforanstaltningerne hertil. Udvælgelsen finder bl.a. sted ud fra en vurdering af arrangørernes ekspertise, deres finansielle og operationelle kapacitet til at gennemføre de foreslåede aktioner, aktionernes kvalitet, og den udstrækning, hvori de opfylder programmets overordnede og specifikke mål, jf. artikel 3.
Fællesskabsstøtten kan ikke overstige 50 % af projektets budget. Den kan ikke være mindre end 50 000 EUR og ikke overstige 200 000 EUR. Støtten ydes for en periode på højst 24 måneder.
De betingelser, der i forbindelse med denne aktion gælder for, hvor mange aktører der mindst skal være, for at der kan forelægges projekter, samt for minimums- og maksimumsbeløb for fællesskabsstøtten, kan tilpasses, så der tages hensyn til de særlige vilkår for litterær oversættelse.
Det kan til orientering oplyses, at cirka 29 % af programmets samlede budget går til denne type støtte.
1.3. Særaktioner
Programmet yder også støtte til særaktioner. Det særlige ved disse aktioner er, at de bør være omfattende og vidtrækkende og have stor gennemslagskraft over for de europæiske borgere, at de skal bidrage til at øge følelsen af at tilhøre det samme fællesskab og bevidstheden om den kulturelle mangfoldighed i medlemsstaterne, og at de skal bidrage til den tværkulturelle og internationale dialog. De skal vedrøre mindst to af de tre specifikke mål, der fremgår af artikel 3.
Særaktionerne skal også bidrage til i højere grad at synliggøre Fællesskabets indsats på kulturområdet både inden for og uden for Den Europæiske Union. De skal også bidrage til at øge den globale bevidsthed om den europæiske kulturs rigdom og mangfoldighed.
Der vil blive ydet betydelig støtte til »Europæiske kulturhovedstæder« for at fremme gennemførelsen af aktiviteter, der tager sigte på at synliggøre Europa og det tværeuropæiske samarbejde på kulturområdet.
Særaktioner kan også omfatte prisuddelinger, for så vidt som de sætter fokus på kunstnere, kunstværker eller kunstneriske eller kulturelle frembringelser, så de bliver kendt ud over de nationale grænser og således er med til at fremme bevægelighed og udvekslinger.
Der kan i den forbindelse også gives støtte til aktioner, der gennemføres i samarbejde med tredjelande og internationale organisationer, jf. artikel 5, stk. 2, og artikel 6.
Ovennævnte eksempler udgør ikke en udtømmende liste over foranstaltninger, der vil kunne støttes under denne underafdeling i programmet.
For særaktionernes vedkommende afhænger udvælgelsesprocedurerne af den pågældende aktion. Finansiering ydes på grundlag af indkaldelser af forslag undtagen i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 54 og 168 i finansforordningen. Der vil også blive taget hensyn til, hvorvidt de enkelte aktioner opfylder programmets overordnede og specifikke mål, jf. artikel 3 i denne afgørelse.
Fællesskabsstøtten kan ikke overstige 60 % af projektets budget.
Det kan til orientering oplyses, at cirka 16 % af programmets samlede budget går til denne type støtte.
2. Anden aktionsdel: støtte til organer, der er aktive på europæisk plan på kulturområdet
Støtten ydes i form af et driftstilskud til samfinansiering af de udgifter, der følger af det løbende arbejdsprogram i et organ, der arbejder for virkeliggørelsen af et mål af generel europæisk interesse på kulturområdet, eller et mål, der indgår i Den Europæiske Unions politik på dette område.
Det skal sikres, at disse tilskud tildeles på grundlag af årlige indkaldelser af forslag.
Det kan til orientering oplyses, at cirka 10 % af programmets samlede budget går til denne aktionsdel.
Der kan ydes støtte til organisationer, der gør en indsats for kultursamarbejdet på en eller flere af følgende måder:
— |
ved at påtage sig en repræsentativ funktion på fællesskabsplan, |
— |
ved at indsamle eller formidle information med henblik på at lette det grænseoverskridende kultursamarbejde i Fællesskabet, |
— |
ved at etablere netværk på europæisk plan mellem organer, der er aktive på kulturområdet, |
— |
ved at deltage i kultursamarbejdsprojekter eller optræde som ambassadører for europæisk kultur. |
Disse organisationer skal have en reel europæisk dimension. De skal i den henseende gennemføre deres aktiviteter på europæisk plan, alene eller via forskellige koordinerede sammenslutninger, og deres struktur (registrerede medlemmer) og aktiviteter skal have potentiel indflydelse på EU-plan eller dække mindst syv europæiske lande.
Denne aktionsdel skal være åben for de organer, der modtager støtte under emneområde 2 i bilag I til afgørelse nr. 792/2004/EF og for ethvert andet organ, der er aktivt på europæisk plan på kulturområdet, under forudsætning af, at de opfylder de mål, der er fastsat i nærværende afgørelses artikel 3, og de vilkår og betingelser, der er fastsat i nærværende afgørelse.
Modtagerne af disse driftstilskud udvælges ved indkaldelse af forslag. Dette sker efter en vurdering af organernes arbejdsprogrammer sammenholdt med de specifikke mål i artikel 3.
Det samlede driftstilskud under denne aktionsdel kan ikke overstige 80 % af organets samlede tilskudsberettigede udgifter i det kalenderår, for hvilket tilskuddet ydes.
3. Tredje aktionsdel: støtte til analyser og til indsamling og formidling af information samt til maksimering af virkningen af projekter inden for kultursamarbejde
Det kan til orientering oplyses, at cirka 5 % af programmets samlede budget går til denne aktionsdel.
3.1. Støtte til kulturkontaktpunkter
For at sikre en målrettet, effektiv og brugernær udbredelse af praktiske oplysninger om programmet skal der ydes støtte til en række kulturkontaktpunkter. Disse kontaktpunkter, der skal operere på nationalt plan, oprettes på frivillig basis i overensstemmelse med artikel 39 i forordning nr. 2342/2002.
Kulturkontaktpunkterne har til opgave:
— |
at gøre PR for programmet |
— |
ved hjælp af effektiv informationsformidling og ved udvikling af relevante initiativer til indbyrdes netværkssamarbejde at fremme adgangen til programmet og tilskynde så mange professionelle og andre aktører på kulturområdet som muligt til at deltage i programaktiviteterne |
— |
at sikre en konstant forbindelse til de forskellige institutioner, som støtter kultursektoren i medlemsstaterne, og på denne måde bidrage til, at programaktiviteterne supplerer de nationale støtteforanstaltninger |
— |
at skaffe information om andre fællesskabsprogrammer, som er åbne for kulturprojekter, hvis dette er påkrævet. |
3.2. Støtte til analyser inden for kultursamarbejde
Programmet skal støtte gennemførelsen af analyser og undersøgelser inden for europæisk kultursamarbejde og europæisk kulturpolitikudvikling. Støtten har til formål at øge mængden og kvaliteten af information og data med henblik på at tilvejebringe sammenlignelige data og analyser vedrørende kultursamarbejde på EU-plan, bl.a. om bevægeligheden for skaberne og aktørerne på kulturområdet, udbredelsen af kunstværker og kunstneriske og kulturelle frembringelser og den tværkulturelle dialog.
Der kan under denne aktionsdel ydes støtte til undersøgelser og analyser, der bidrager til at forbedre kendskabet til det tværeuropæiske samarbejde på kulturområdet og baner vej for udbredelsen heraf. Der bør i særlig grad tilskyndes til gennemførelse af projekter vedrørende indsamling og analyse af statistiske data.
3.3. Støtte til indsamling og formidling af information samt til maksimering af virkningen af projekter inden for kultursamarbejde
Programmet støtter indsamling og formidling af information samt aktiviteter, der tager sigte på at maksimere projekternes virkning ved at udvikle et internetbaseret værktøj, der er særligt tilpasset professionelle kulturarbejderes behov inden for tværeuropæisk kultursamarbejde.
Værktøjet skal gøre det muligt at udveksle erfaringer og god praksis og formidle information om programmet samt om tværeuropæisk kultursamarbejde i bred forstand.
II. FORVALTNING AF PROGRAMMET
Programmets finansieringsramme kan også anvendes til at dække udgifter til forberedelse, opfølgning, kontrol, revision og evaluering, der er nødvendige for at forvalte programmet og realisere dets mål, navnlig undersøgelser, møder, information og offentliggørelse, udgifter til informationsnetværk, der tager sigte på informationsudveksling, samt alle andre udgifter til teknisk og administrativ bistand, som Kommissionen kan få i forbindelse med programmets forvaltning.
III. KONTROL OG REVISION
For de projekter, der udvælges efter proceduren i artikel 11, stk. 2, etableres der en revisionsordning baseret på stikprøver.
Tilskudsmodtagerne stiller alle udgiftsbilag til rådighed for Kommissionen i en periode på fem år fra datoen for den sidste udgiftsbetaling. Tilskudsmodtageren sørger for, at udgiftsbilag, der måtte befinde sig hos partnere eller medlemmer, stilles til rådighed for Kommissionen.
Kommissionen kan enten direkte ved hjælp af en af sine medarbejdere eller via et andet kvalificeret eksternt organ efter eget valg foretage en kontrol af anvendelsen af tilskuddet. Kontrollen kan foretages i hele aftalens løbetid og i en periode på fem år fra datoen for udbetaling af sidste rate af tilskuddet. Resultaterne af disse kontroller kan om nødvendigt føre til, at Kommissionen træffer beslutning om tilbagesøgning.
Kommissionens personale og eksterne personer, der har fået mandat fra Kommissionen, skal i det omfang, det er nødvendigt for at udføre disse kontroller, have adgang til modtagerens kontorer og til alle oplysninger, herunder i elektronisk form.
Revisionsretten og Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) har samme rettigheder, navnlig adgangsrettigheder, som Kommissionen.
For at beskytte Fællesskabets finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder kan Kommissionen i overensstemmelse med Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 af 11. november 1996 om Kommissionens kontrol og inspektion på stedet med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder (1) foretage kontrol og undersøgelser på stedet som led i dette program. Om nødvendigt foranstalter OLAF undersøgelser i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 (2).
IV. INFORMATION, KOMMUNIKATION OG AKTIVITETER, DER TAGER SIGTE PÅ AT MAKSIMERE PROJEKTERNES VIRKNING
1. Kommissionen
Kommissionen kan arrangere seminarer, konferencer eller møder for at fremme gennemførelsen af programmet og informere, udsende publikationer, gennemføre andre aktiviteter med henblik på udbredelse af oplysninger om programmet samt om fornødent andre aktiviteter, der tager sigte på at maksimere projekternes virkning, og kan overvåge og evaluere programmet. Disse aktiviteter kan finansieres gennem tilskud eller ved en offentlig udbudsprocedure eller organiseres og finansieres direkte af Kommissionen.
2. Kulturkontaktpunkter
Kommissionen og medlemsstaterne skal på frivillig basis tilrettelægge og styrke udvekslingen af information, der er nyttig for gennemførelsen af programmet, gennem de kulturkontaktpunkter, der fungerer som gennemførelsesorganer på nationalt plan i overensstemmelse med artikel 54, stk. 2, litra c), og stk. 3, i finansforordningen.
3. Medlemsstaterne
Med forbehold af traktatens artikel 87 kan medlemsstaterne om fornødent etablere støtteordninger til fremme af kulturelle aktørers individuelle mobilitet for at rette op på deres lave deltagelse i programmet. Støtten kan ydes i form af rejselegater til kulturelle aktører for at lette den forberedende fase af tværnationale kulturprojekter.
V. FORDELING AF DET SAMLEDE BUDGET
Fordeling af programmets årlige budget
|
Andel af budgettet i % |
||
Aktionsdel 1 (støtte til kulturelle projekter) |
Ca. 77 |
||
|
Ca. 32 |
||
|
Ca. 29 |
||
|
Ca. 16 |
||
Aktionsdel 2 (støtte til organer på europæisk niveau inden for kulturområdet) |
Ca. 10 |
||
Aktionsdel 3 (analyse, indsamling og spredning af information) |
Ca. 5 |
||
Samlede driftsudgifter |
Ca. 92 |
||
Programmets forvaltning |
Ca. 8 |
Disse procentsatser er vejledende og kan ændres af det i artikel 9 nævnte udvalg efter proceduren i artikel 9, stk. 2.