Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32004D0518

    2004/518/EF:Rådets afgørelse af 14. juni 2004 om principperne, prioriteterne og betingelserne for det europæiske partnerskab med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien

    EUT L 222 af 23.6.2004, p. 20–28 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 09/02/2006; ophævet ved 32006D0057

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2004/518/oj

    23.6.2004   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 222/20


    RÅDETS AFGØRELSE

    af 14. juni 2004

    om principperne, prioriteterne og betingelserne for det europæiske partnerskab med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien

    (2004/518/EF)

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 533/2004 af 22. marts 2004 om etablering af europæiske partnerskaber inden for rammerne af stabiliserings- og associeringsprocessen (1), særlig artikel 2,

    under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Det Europæiske Råd tilsluttede sig på mødet i Thessaloniki den 19. og 20. juni 2003»Thessaloniki-dagsordenen for det vestlige Balkan: På vej mod europæisk integration«, i hvilken europæiske partnerskaber nævnes som et af midlerne til at intensivere stabiliserings- og associeringsprocessen.

    (2)

    Efter forordning (EF) nr. 533/2004 skal Rådet med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen træffe afgørelse om principperne, prioriteterne og betingelserne for de europæiske partnerskaber og om enhver efterfølgende tilpasning af disse. I samme forordning nævnes det, at opfølgningen af de europæiske partnerskaber sker på grundlag af de mekanismer, der er etableret i forbindelse med stabiliserings- og associeringsprocessen, navnlig ved hjælp af årsberetninger.

    (3)

    I Kommissionens årsberetning fra 2004 gives der en analyse af Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedoniens forberedelser til videre integration i Den Europæiske Union og indkredses der en række prioriterede områder, hvor der kræves en yderligere indsats.

    (4)

    Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien bør med henblik på forberedelserne til den videre integration i Den Europæiske Union opstille en plan med en tidsplan og nærmere enkeltheder om, hvilke foranstaltninger Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien agter at træffe til det formål —

    TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    I overensstemmelse med artikel 1 i forordning (EF) nr. 533/2004 er principperne, prioriteterne og betingelserne for det europæiske partnerskab med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien som anført i bilaget til nærværende afgørelse, som udgør en integrerende del heraf.

    Artikel 2

    Gennemførelsen af det europæiske partnerskab undersøges inden for rammerne af de mekanismer, der er etableret ved stabiliserings- og associeringsprocessen.

    Artikel 3

    Denne afgørelse træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Udfærdiget i Luxembourg, den 14. juni 2004.

    På Rådets vegne

    B. COWEN

    Formand


    (1)  EUT L 86 af 24.3.2004, s. 1.


    BILAG

    1.   INDLEDNING

    »Thessaloniki-dagsordenen« fastlægger metoder og midler til styrkelse af stabiliserings- og associeringsprocessen, herunder etablering af europæiske partnerskaber.

    Det europæiske partnerskab for Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien baserer sig på Kommissionens årsberetning, og formålet med det er at indkredse prioriterede indsatsområder med henblik på at underbygge bestræbelserne for en tilnærmelse til Den Europæiske Union inden for sammenhængende rammer. Prioriteterne er tilpasset Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedoniens specifikke behov og forberedelsesniveau og vil om nødvendigt blive ajourført. Det europæiske partnerskab indeholder også retningslinjer for den finansielle bistand til Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien.

    Det forventes, at Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien vil vedtage en plan med en tidsplan og nærmere enkeltheder om, hvorledes den agter at angribe prioriteterne i det europæiske partnerskab. Planen skal også angive tiltag til gennemførelse af Thessaloniki-dagsordenen, prioriteterne for bekæmpelse af organiseret kriminalitet og korruption fra London-konferencen i 2002 og ministermødet i Bruxelles den 28. november 2003 inden for rammerne af EU-Vestbalkan-Forummet og de foranstaltninger, som hvert af landene på Vestbalkan præsenterede på et møde den 5. november 2003 i Beograd til opfølgning af Ohrid-konferencen om integreret grænseforvaltning.

    2.   PRINCIPPER

    Stabiliserings- og associeringsprocessen skal fortsat danne grundlaget for de vestbalkanske landes tilnærmelse til EU hele vejen indtil deres fremtidige tiltrædelse.

    Hovedprioriteterne for Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien vedrører landets evne til at opfylde de kriterier, som Det Europæiske Råd fastlagde på mødet i København i 1993, og betingelserne for stabiliserings- og associeringsprocessen, navnlig dem, som Rådet fastsatte i sine konklusioner af 29. april 1997 og 21.-22. juni 1999, samt indholdet af sluterklæringen fra Zagreb-topmødet den 24. november 2000 og Thessaloniki-dagsordenen.

    3.   PRIORITETER

    Kommissionen vurderer i sin årsberetning, hvilke fremskridt der er gjort, og bemærker, hvor landet skal øge sin indsats. Prioriteterne i dette europæiske partnerskab er blevet udvalgt på grundlag af, at det er realistisk at forvente, at Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien kan realisere dem helt eller i væsentligt omfang i løbet af de kommende år. Der sondres mellem kortfristede prioriteter, som forventes realiseret i løbet af et til to år, og mellemfristede prioriteter, som forventes realiseret i løbet af tre til fire år.

    Det europæiske partnerskab anviser de vigtigste prioriterede områder, hvor Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien skal træffe forberedelser til den videre integration med Den Europæiske Union, på basis af analysen i årsberetningen fra 2004. Det skal bemærkes, at indarbejdelse af EU-retten i lovgivningen ikke i sig selv er tilstrækkeligt, når det drejer sig om lovgivningstilnærmelse. Den skal også kunne gennemføres i sin helhed.

    3.1.   PÅ KORT SIGT

    Den politiske situation

    Demokrati og retsstatsforhold

    Sikre, at statsinstitutionerne fungere på hele territoriet

    Gennemføre Ohrid-rammeaftalen— gennemføre lovgivning, der allerede er vedtaget med henblik på rammeaftalen. Vedtage resterende lovgivning til rammeaftalen, særlig lovgivning om regional opbygning, kommunernes finanser og Skopje by. Sikre hurtige fremskridt med decentraliseringsprocessen, således at der som planlagt kan afholdes lokalvalg, navnlig styrke kommunernes kapacitet inden for finansforvaltning og forvaltning af overdragne ansvarsområder og aktiver gennem uddannelse, rådgivning og levering af materiel. Side om side hermed styrke den administrative kapacitet til at overvåge og lette decentraliseringsprocessen, også på centralt plan, navnlig i ministeriet for lokalt selvstyre, og i finansministeriet i forbindelse med skattedecentraliseringen samt fagministerierne på deres egne kompetenceområder. Sikre, at der afsættes passende budgetressourcer til at garantere en gnidningsløs overdragelse af kompetenceområder. Vedtage en strategi på mellemlang sigt for en rimelig repræsentation af mindretal og afsætte passende budgetmidler hertil, samt sikre hurtig gennemførelse. Træffe yderligere foranstaltninger til at gennemføre bestemmelserne i rammeaftalen om brug af sprog og samfundssymboler. Forbedre centralregeringens overvågnings- og evalueringskapacitet. Sætte ind på at revitalisere tidligere kriseområder.

    Forbedre den offentlige forvaltnings funktionsmåde— implementere tjenestemandsloven i sin helhed. Videreudvikle tjenestemandsagenturet. Udvikle passende strategisk planlægning og sørge for tildeling af ressourcer i alle ministerier og på regeringsplan. Gennemføre generalsekretariatets strategiske udviklingsplan. Afslutte igangværende funktionsanalyser i alle offentlige instanser og tage skridt til at implementere henstillingerne derfra under hensyn til decentraliseringsprocessen. Skabe større gennemsigtighed i administrationen og vedtage en lov om offentlighedens adgang til information. Revidere loven om administrative procedurer og administrative tvistemål for bedre at kunne håndhæve borgernes rettigheder. Gennemføre ombudsmandsloven af 2003 i sin helhed og fuldføre reformen af ombudsmandens kontor. Sikre, at der følges op på ombudsmandens henstillinger. Anspore til udvikling af civilsamfundet, herunder arbejdsmarkedets parters organisationer og deres aktive deltagelse i beslutningsprocessen.

    Styrke retssystemet— forberede en alsidig reform af retsvæsenet. Revidere den nuværende ordning for udvælgelse, udnævnelse og forfremmelse af dommere og anklagere for at sikre politisk uafhængighed, dommeres uafsættelighed og et karriereforløb baseret på fortjeneste. Forberede de nødvendige forfatnings- og lovændringer til at garantere uafhængigheden af det organ, der står for udvælgelse og karriereudvikling. Forenkle domstolsprocedurerne. Forbedre fuldbyrdelsen af domstolsafgørelser. Indføre alternative tvistbilæggelsesordninger, herunder voldgift og mægling i straffesager. Sikre passende håndhævelse af ejendomsrettigheder og domstolsafgørelser på det civilretlige område. Styrke den institutionelle kapacitet til at uddanne dommere og anklagere og træffe forberedelse til oprettelse af en skole for dommere og justitsembedsmænd. Tilbyde egnede ordninger for grunduddannelse og erhvervsuddannelse.

    Forbedre bekæmpelsen af korruption— gennemføre strategien for bekæmpelse af korruption. Øge den institutionelle kapacitet til af efterforske og retsforfølge korruption. Forbedre koordinationen og sørge for samarbejde mellem lovhåndhævelsesinstanserne og statskommissionen for forebyggelse af korruption. Forbedre udvekslingen af oplysninger om korruptionstilfælde mellem de forskellige tjenester, der har ansvaret for at påvise, undersøge og retsforfølge tilfælde af korruption. Styrke og anvende reglerne vedrørende tjenestemænds angivelse af oplysninger om formueforhold, interessekonflikt, gennemsigtighed i offentlige indkøb og intern og ekstern kontrol af forvaltningen. Vedtage passende lovgivning om finansiering af politiske partier.

    Menneskerettigheder og beskyttelse af mindretal

    Styrke retshåndhævelsesinstansernes respekt for menneskerettighederne— sikre overholdelse af den europæiske menneskerettighedskonvention, konventionen til forebyggelse af tortur og umenneskelig eller vanærende behandling eller straf og andre relevante internationale konventioner. Implementere de etiske regler og sørge for, at uregelmæssigheder retsforfølges. Sætte ind over for tidligere tilfælde af mishandling med passende former for retsforfølgelse. Forbedre den interne kontrol og udbredelse af professionelle standarder i alle retshåndhævelsesinstanser og retsvæsenet og fængslerne. Respektere reglerne om varetægtsfængsling. Bevidstgøre politiet, dommere, anklagere og andre retshåndhævende instanser om deres forpligtelser med hensyn til menneskerettigheder og sikre, at de indfrier dem i overensstemmelse med internationale krav.

    Underbygge ytringsfriheden og medierne— revidere lovgivningen om radio- og fjernsynsvirksomhed for at hindre politisk indblanding. Tage konkrete skridt til at sikre medietilsynsorganernes uafhængighed. Revidere lovgivningen om æreskrænkelse i retning af europæiske standarder og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis.

    Garantere respekt for mindretallenes rettigheder— sikre, at processen for oprettelse af et tredje statsuniversitet i Tetovo fuldføres på en sådan måde, at der skabes synergi med det sydøsteuropæiske universitet, og sikre akademiske standarder på linje med Bologna-erklæringen.

    Regionalt samarbejde og internationalt samarbejde

    Fremme det regionale samarbejde— opfylde kravene i henhold til stabiliserings- og associeringsprocessen og indfri Thessaloniki-tilsagnene om regionalt samarbejde. Implementere alle regionale frihandelsaftaler. Fortsætte med at indgå aftaler med nabolandene, også om grænseoverskridende samarbejde om bekæmpelse af organiseret kriminalitet, ulovlig handel og smugleri, retssamarbejde, grænseforvaltning, miljø og energi og garantere en effektiv gennemførelse.

    Sikre en ordentlig gennemførelse af stabiliserings- og associeringsaftalen på området regionalt samarbejde— indlede forhandlinger med Kroatien om en bilateral konvention om regionalt samarbejde.

    Vedtage passende lovgivning om samarbejde med Den Internationale Krigsforbryderdomstol vedrørende Det Tidligere Jugoslavien.

    Gennemføre internationale aftaler indgået af Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien— garantere, at Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien indfrier sine forpligtelser i dens forbindelser med EU.

    Den økonomiske situation

    Fri markedsøkonomi og strukturreformer

    Underbygge den makroøkonomiske stabilitet— opretholde et stabilt makroøkonomisk grundlag inden for rammerne af Den Internationale Valutafonds program. Indgå en aftale om et opfølgningsprogram.

    Foretage økonomiske reformer— indføre alsidige markedsorienterede reformer med sigte på at indskrænke statens rolle i økonomien og skabe lige betingelser for alle erhvervsdrivende, således at de kan operere i et stabilt og forudsigeligt klima. Klarlægge og håndhæve ejendomsrettigheder, også i forbindelse med privatisering.

    Forbedre erhvervsmiljøet— vedtage og gennemføre bedre lovgivning inden for selskabsret. Modernisere administrationen og retsvæsenet og strømline konkursprocedurerne. Udarbejde et program til at forenkle og indskrænke licensprocedurerne og øge gennemsigtigheden i alle administrative procedurer, som påvirker virksomhederne.

    Beskæftigelsespolitik— udarbejde og gennemføre en alsidig strategi for fremme af beskæftigelse og nedbringelse af arbejdsløshed, særlig med hensyn til erhvervsuddannelse og arbejdsmarkedsreformer med inddragelse af alle relevante aktører i alle etniske befolkningsgrupper. Overholde grundlæggende arbejdsstandarder og sikre, at de håndhæves effektivt (hvilket også gælder retten til at organisere sig og til at føre kollektive forhandlinger og ikke-forskelsbehandling i beskæftigelsessammenhæng).

    Forvaltning af offentlige finanser

    Forbedre forvaltningen af de offentlige finanser— gennemføre en fiskal decentralisering. Indføre princippet om præstationsløn i tjenestemænds lønstruktur. Styrke den interne kontrol- og revisionskapacitet i finansministeriet og udvide kontrollen af den offentlige forvaltning som helhed. Revidere loven om statsrevisionen for at afpasse den efter EU-standarderne og styrke statsrevisionen som en uafhængig statsinstitution med eget budget. Føre strengere kontrol og opsyn med udgifter via midler uden for budgettet. Oprette et effektivt obligationsmarked.

    EU-standarder

    Det indre marked og handel

    Sikre den korrekte gennemførelse af protokollen om tilpasning af stabiliserings- og associeringsaftalen for at tage hensyn til EU-udvidelsen.

    Varebevægelser— gøre yderligere fremskridt med overtagelse af europæiske tekniske forskrifter og standarder. Gennemføre lovgivningen fra 2002 om standarder, certificering, måling og overensstemmesesvurdering, inkl. vedtagelse af gennemførelsesbestemmelser og styrkelse af den administrative kapacitet til at garantere håndhævelse. Gøre fremskridt med anvendelsen af den kombinerede nomenklatur.

    Finansielle tjenesteydelser— forbedre forsigtighedsreglerne for og overvågningen af denne sektor.

    Beskyttelse af personoplysninger— ændre lovgivningen om beskyttelse af personoplysninger på linje med EU-standarderne og oprette en uafhængig myndighed til at føre tilsyn med gennemførelsen.

    Told— opnå væsentlige resultater med bekæmpelsen af bedrageri, smugling og ulovlig handel. Yderligere styrke toldadministrationen og sikre, at den efterhånden fungerer efter EU-standarderne. Fremme reformprocessen og sørge for, at den strategiske plan for 2004 2008 gennemføres ordentligt. Navnlig sørge for, at enheden for professionelle standarder fungerer efter hensigten, og for retsforfølgelse i tilfælde af korruption inden for toldvæsenet. Styrke det administrative samarbejde i toldsektoren. Styrke de instanser, der varetager gennemførelsen af handelsaftaler, særlig med hensyn til kontrol af præferenceoprindelsesreglerne.

    Beskatning— påbegynde revisionen af den aktuelle skattelovgivning og de administrative procedurer for at sikre en effektiv og ikke-diskriminerende håndhævelse af skattelovgivningen. Ophæve de nuværende forskellige punktafgiftssatser på tobaksvarer afhængigt af varernes oprindelse (indenlandske eller importerede). Fortsætte den igangværende reform af skatteforvaltningen og særlig styrke dens kapacitet på lokalt plan til opkrævning og kontrol af skyldige skatter. Angribe problemet med de voksende momstilbagebetalingsrestancer. Håndhæve principperne i adfærdskodeksen for erhvervsbeskatning og sikre, at nye skatteforanstaltninger er i overensstemmelse med disse principper.

    Konkurrence og statsstøtte— vedtage lovgivning om konkurrencebegrænsende praksis. Give konkurrencemyndigheden effektive midler til direkte at håndhæve loven og anvende sanktioner. Fremme gennemsigtighed i statsstøtteprincipperne samt håndhævelse af dem. Fremme konkurrencepolitikken gennem liberalisering, forbedring af praksis i forbindelse med offentlige indkøb, sikre en konkurrencefremmende tilgang til privatisering. Vedtage gennemførelsesbestemmelser vedrørende statsstøtte og styrke den administrative kapacitet til at anvende lovgivningen.

    Offentlige indkøb— forbedre de gældende regler om offentlige indkøb på linje med EU-rettens bestemmelser og oprette et organ for offentlige indkøb, der er i stand til at anvende lovgivningen.

    Intellektuel, industriel og kommerciel ejendomsret— vedtage gennemførelsesbestemmelser til loven om industriel ejendomsret og gennemføre loven. Fortsætte med at forbedre lovgivningen om ophavsret og beslægtede rettigheder.

    Sektorpolitik

    Industri og SMV'er— vedtage omstrukturerings- og omstillingsprogrammet for stålindustrien i overensstemmelse med de konkurrencerelevante regler i EU-retten for at skabe effektive og konkurrencedygtige firmaer. Implementere principperne fra det europæiske charter for små virksomheder og realisere målene for 2004. Forbedre små og mellemstore virksomheders adgang til finansielle og andre tjenesteydelser. Fortsætte forberedelserne til oprettelse af en national garantifond.

    Energi— udbygge den nyligt etablerede energitilsynskommission, således at den opfylder EU-retningslinjerne og undgå, at der opstår en monopolsituation i energisektoren. Ændre energiloven med bestemmelserne om etablering af transmissionssystem-operatøren og om forsyningspligt. Videreføre reformerne (privatisering) i elektricitetssektoren.

    Telekommunikation— sikre, at sektoren for elektronisk kommunikation liberaliseres reelt sammen med en styrkelse af tilsynsmyndighederne og vedtagelse af passende lovgivning og politik for sektoren.

    Miljø— vedtage loven om miljø, affaldsforvaltning, vandforvaltning, beskyttelse af naturressourcerne og luftkvaliteten i overensstemmelse med EU-standarderne. Udvikle en national strategi for bæredygtig udvikling i overensstemmelse med EU-retten, herunder en samlet plan for gennemførelsen af henstillingerne i konklusionerne fra FN's verdenstopmøde om bæredygtig udvikling i Johannesburg 2002.

    Samarbejde om retlige og indre anliggender

    Grænseforvaltning— til opfølgning af Ohrid-konferencen om grænsesikkerhed og forvaltning i maj 2002 implementere de foranstaltninger på kort sigt, som regeringen har vedtaget, og som blev præsenteret på ministermødet vedrørende retlige og indre anliggender inden for rammerne af forummet for EU og de vestbalkanske lande den 28. november 2003. Gennemføre strategien for integreret grænseforvaltning, som blev vedtaget i december 2003, i samarbejde med de involverede instanser. Styrke koordinationen mellem indenrigsministeriet og forsvarsministeriet for at lette overførslen af kompetence vedrørende grænsekontrol til grænsepolitiet, og sikre udvikling af grænsepolitiets institutioner.

    Migrations- og asylpolitik— gennemføre asylloven af 2003. Oprette en uafhængig og gennemsigtig ankeinstans for asylsøgere. Vedtage passende gennemførelsesbestemmelser og udvikle politikken for modtagelse af asylsøgere og modtagelsesfaciliteterne. Revidere lovgivningen om migration, særlig hvad angår lovlig og ulovlig indvandring og menneskesmugling. Opstille en fælles strategi til at bekæmpe ulovlig indvandring og menneskesmugling under hensyntagen til den regionale dimension. Vedtage en ny udlændingelov.

    Politiet— Sørge for, at politiet, navnlig særpolitistyrkerne, optræder i overensstemmelse med internationale standarder og praksis. Klarlægge indenrigsministeriets og forsvarsministeriets respektive roller i krisestyringssituationer på linje med EU-praksis. Vedtage og gennemføre en handlingsplan for reform af politiet under hensyntagen til en ligelig repræsentation på alle niveauer, og planlægge de nødvendige ressourcer til gennemførelsen. Hurtigt træffe foranstaltninger til reform af forvaltningen af de menneskelige ressourcer. Forbedre samarbejdet med retsvæsenet. Forbedre uddannelseskapaciteten og sikre, at politiskolen fungerer ordentligt, også ved tildeling af passende budgetmidler. Mindske korruption og upassende adfærd i politiets rækker. Fremme samarbejdet med Interpol og andre internationale retshåndhævende instanser, særlig gennem bedre muligheder for konsultation af deres databaser.

    Organiseret kriminalitet, smugleri, narkotika, hvidvaskning af penge og terrorisme— implementere de praktiske foranstaltninger, som regeringen har vedtaget, og som blev præsenteret på ministermødet vedrørende retlige og indre anliggender mellem EU og de vestbalkanske lande den 28. november 2003. Fuldføre ratifikationen af FN-konventionen af 2002 om organiseret kriminalitet og dertil hørende protokoller om håndvåben, menneskehandel og migrantsmugling og implementere dem. Forbedre koordinationen mellem retshåndhævende instanser, der er inddraget i bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Forbedre efterretning og risikoanalyse og oprette en central kriminalefterretningsenhed, som skal samarbejde med alle retshåndhævende instanser. Vedtage lovgivningsændringer, som muliggør brug af særlige undersøgelsesredskaber. Udvikle programmer for beskyttelse af vidner. Øge kapaciteten til bekæmpelse af narkotikahandel. Opstille en national narkotikastrategi på linje med EU's narkotikastrategi og narkotikahandlingsplan. Klarlægge, hvilken rolle direktoratet for bekæmpelse af hvidvaskning af penge og finanspolitiet skal spille hver især, og opgradere direktoratet til, hvad der vil svare til en finansiel efterretningsenhed efter EU-standarder. Tage forberedende skridt til at indgå en aftale med Europol. Udvide det internationale samarbejde og gennemføre de relevante internationale konventioner mod terrorisme. Forbedre samarbejdet og informationsudvekslingen mellem politiet og efterretningstjenesterne inden for staten og med andre stater. Forhindre finansiering og forberedelse af terrorhandlinger.

    3.2.   PÅ MELLEMLANG SIGT

    Den politiske situation

    Demokrati og retsstatsforhold

    Gennemføre Ohrid-rammeaftalen— gennemføre den strategiske plan for rimelig repræsentation af mindretal. Sørge for, at forvaltningen på decentralt niveau fungerer ordentligt. Sætte ind på at revitalisere tidligere kriseområder.

    Yderligere forbedre forvaltningens funktionsmåde— fremme forvaltningens uafhængighed, gennemsigtighed i ansættelsesprocedurer og karriereforløb baseret på fortjeneste, professionalisme og ligelig repræsentation af alle samfund. Fortsætte reformen af den offentlige forvaltning, særlig i lyset af resultatet af den »funktionelle« analyse. Yderligere udvikle ministeriernes evne til at udøve en række fælles funktioner til støtte af generalsekretariatets og andre centrale instansers koordinationsrolle (politikudformning, strategisk planlægning, finansforvaltning, personaleforvaltning, informationsteknologi). Sørge for, at de afdelinger i forvaltningen, der har ansvaret for gennemførelsen af bestemmelserne i stabiliserings- og associeringsaftalen, er behørigt udstyret til at udføre deres hverv. Yderligere anspore til udvikling af civilsamfundet, herunder arbejdsmarkedets parters organisationer og deres deltagelse i beslutningsprocessen.

    Yderligere styrke retssystemet— gennemføre en alsidig reform af retssystemet med de nødvendige forfatningsændringer og lovændringer og styrke kapaciteten generelt i retssystemet. Sørge for, at skolen for dommere og justitsembedsmænd fungerer. Forbedre uddannelsen i EU-lovgivning, grænseoverskridende samarbejde i straffesager og -praksis. Reducere puklen af sager ved alle domstole. Sikre, at der er egnet materiel og et veluddannet og specialiseret administrativt personale med en passende status til rådighed. Skaffe tilstrækkelige budgetressourcer til at garantere adgang til domstolene og retshjælp. Hæve lønningerne.

    Yderligere forbedre bekæmpelsen af korruption og organiseret kriminalitet— opnå væsentlige, håndgribelige resultater med bekæmpelsen af korruption på alle niveauer ved hjælp af passende lovgivning og planmæssig gennemførelse af det nationale program for bekæmpelse af korruption. Lette indplaceringen af forbindelsesofficerer, der udstationeres fra EU-medlemsstaterne i de relevante statsorganer, der varetager bekæmpelsen af organiseret kriminalitet. Forelægge halvårlige rapporter for EU om de håndgribelige resultater, der er nået i retsforfølgningen af aktiviteter i forbindelse med organiseret kriminalitet i overensstemmelse med FN-konventionen om transnational organiseret kriminalitet (Palermo-konventionen).

    Menneskerettigheder og beskyttelse af mindretal

    Sørge for at de retshåndhævende instanser respekterer menneskerettighederne— sørge for, at politiet, dommerne, anklagere og andre retshåndhævende instanser er helt klar over deres forpligtelser og indfrier dem. Sørge for at menneskets værdighed respekteres i varetægtsarrester og fængsler.

    Yderligere underbygge ytringsfriheden og medierne— sørge for, at medieloven er på linje med EU-standarder og gennemføres korrekt.

    Yderligere fremme princippet om ikke-diskrimination og ligelig repræsentation— skabe jobmuligheder for alle etniske grupper og lette adgangen til uddannelse. Fremme højere uddannelse for mindretallene og sikre, at højere uddannelse på albansk lever op til EU-standarderne som defineret i Bologna-erklæringen.

    Regionalt og internationalt samarbejde

    Yderligere fremme det regionale samarbejde— føre en konstruktiv og afbalanceret regionalpolitik for fremme af dialog, stabilitet, gode naboskabsforbindelser og samarbejde. Implementere aftalememorandummet om det sydøsteuropæiske regionale basistransportnet. Indfri tilsagnene, der er afgivet inden for rammerne af Athen-aftalememorandummet af 2003, om det regionale energimarked i Sydøsteuropa og træffe forberedelser til oprettelsen af det integrerede regionale energimarked.

    Gennemføre internationale aftaler, der er indgået af Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien— gennemføre internationale aftaler og konventioner, der er ratificeret af Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, særlig konventionerne om retlige og indre anliggender, menneskerettigheder og mindretals rettigheder samt handel.

    Den økonomiske situation

    Fri markedsøkonomi og strukturreformer

    Sikre de økonomiske reformers bæredygtighed

    Yderligere forbedre erhvervsklimaet— sikre anvendelse af de vigtigste internationale og EU-standarder inden for selskabsret, regnskabs- og revisionsvæsen. Gøre forvaltningen og retsvæsenet endnu mere effektivt, fuldføre gennemførelsen af programmet om forenkling og indskrænkning af licensprocedurerne og yderligere øge gennemsigtigheden i alle administrative procedurer, der påvirker virksomhederne. Sikre håndhævelse af kreditorers rettigheder inden for rammerne af gennemsigtige retsregler og ved en reform af matrikelsystemet. Arbejde for indførelse af en adfærdskodeks for virksomhedsstyring.

    Beskæftigelse og socialpolitik— udforme en socialpolitik til at fremme social samhørighed, effektive socialbeskyttelsessystemer, forbedre de sociale standarder og løse problemer med fattigdom og social udelukkelse. Arbejde videre med en beskæftigelsespolitik med inddragelse af alle relevante aktører.

    Forvaltning af offentlige finanser

    Yderligere forbedre de offentlige finanser og forvaltningen heraf— forbedre den offentlige interne og eksterne finanskontrol. Fjerne de vigtigste hindringer for udvikling af anden søjle i pensionssystemet, særlig ved finansiering af omstillingen fra et solidaritetssystem til et obligatorisk akkumuleringssystem.

    Bedrageri— indføre effektive procedurer for påvisning, behandling samt opfølgning af (formodet) bedrageri og andre uregelmæssigheder, der påvirker nationale og internationale finansielle ressourcer.

    EU-standarder

    Det indre marked og handel

    Varebevægelser— styrke regeringens evne til at anvende stabiliserings- og associeringsaftalen, særlig gennem udvikling af intern sagkundskab til at vurdere, hvorvidt lovforslag er på linje med EU-retten.

    Finansielle tjenesteydelser— garantere egnede arbejdsforhold for uafhængige og veluddannede tilsynsmyndigheder i overensstemmelse med internationalt anerkendte standarder.

    Beskyttelse af personoplysninger— fortsætte den institutionelle styrkelse af myndigheden for databeskyttelse på linje med EU-standarder og -praksis.

    Told— yderligere styrke toldadministrationen og sikre, at den efterhånden fungerer efter EU-standarderne. Gennemføre den strategiske plan for 2004-2008.

    Beskatning— fortsætte med at styrke skatteforvaltningen, særlig hvad angår skatteopkrævning og -kontrol, og sikre, at den efterhånden fungerer efter EU-standarder. Udvikle en revisionsstrategi og passende it-systemer.

    Konkurrence og statsstøtte— gennemføre lovgivning om konkurrencebegrænsende praksis. Yderligere styrke konkurrencemyndigheden med beføjelser til at håndhæve lovgivning og anvende sanktioner. Skabe større gennemsigtighed i statsstøtten.

    Offentlige indkøb— gøre indkøbsorganerne helt operative og dermed sikre, at indkøbsprocedurerne forløber helt i overensstemmelse med reglerne og stabiliserings- og associeringsaftalens principper.

    Intellektuel ejendomsret— sikre gennemførelsen af lovgivningen af intellektuel og industriel ejendomsret.

    Sektorpolitik

    Industri og SMV'er— gennemføre omstrukturerings- og omstillingsprogrammet for stålindustrien. Fuldføre strategien for implementering af det europæiske charter for små og mellemstore virksomheder. Fremme SMV'ers adgang til kreditfaciliteter. Yderligere udvikle erfaringerne med støttemekanismer uden for den finansielle sektor for SMV'er (dvs. klynger og teknologiparker). Gennemføre FIAS-handlingsplanen for nedbringelse af hindringer for investeringer.

    Telekommunikation— overtage og anvende de nye EU-regler for elektronisk kommunikation.

    Landbrug— vedtage og gennemføre strukturreformer inden for landbruget. Vedtage og gennemføre en alsidig reform, bl.a. vedrørende inspektionstjenester internt og ved grænserne og praksis inden for plante- og dyresundhed, politikanalyse, sektorinformationssystemer og statistiske koordinationsfunktioner til eksisterende offentlige og private sektorinstitutioner og -tjenester.

    Miljø— yderligere tilnærme lovgivningen til EU-standarder. Gennemføre den vedtagne lovgivning. Forbedre miljøovervågningen og bygge videre på den administrative kapacitet. Indarbejde miljøanliggender i de forskellige politikker, særlig ved hjælp af vurderinger af virkningerne på miljøet efter EU-standarder.

    Samarbejde om retlige og indre anliggender

    Grænseforvaltning— fuldføre gennemførelsen af strategien for integreret grænseforvaltning i samarbejde med de kompetente instanser.

    Migrations- og asylpolitik— støtte opbygningen af de nationale asylstrukturer efter internationale og europæiske standarder, således at de kan yde asylsøgere og flygtninge en passende beskyttelse og hjælp. Implementere strategien for bekæmpelse af ulovlig indvandring og menneskesmugling.

    Politiet— fuldføre reformen af politiet. Forbedre træning i bekæmpelse af nye former for kriminalitet, herunder computerkriminalitet og grænseoverskridende kriminalitet. Yderligere forbedre politiinformationssystemerne.

    Organiseret kriminalitet, smugleri, narkotika og hvidvaskning af penge— opnå væsentlige resultater med bekæmpelsen af organiseret kriminalitet. Sikre, at FN-instrumenterne mod organiseret kriminalitet anvendes. Yderligere forbedre statens evne til at forebygge og bekæmpe kriminalitet gennem koordination mellem de retshåndhævende instanser og med retsvæsenet, en bedre analysekapacitet til at tage sig af kriminel efterretning og yderligere træning i bekæmpelse af nye former for kriminalitet. Mindske mængden af ulovlige håndvåben og lette våben. Sørge for, at den finansielle efterretningsenhed fungerer efter EU-standarder. Gennemføre den nationale narkotikastrategi. Øge indsatsen mod økonomisk kriminalitet (herunder hvidvaskning af penge og falskmøntneri) og bedrageri og forbedre den relevante nationale lovgivning.

    4.   PROGRAMMERING

    EU's bistand inden for rammerne af stabiliserings- og associeringsprocessen til landene i det vestlige Balkan ydes gennem de relevante finansieringsinstrumenter, navnlig Rådets forordning (EF) nr. 2666/2000 af 5. december 2000 om bistand til Albanien, Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Forbundsrepublikken Jugoslavien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien (1); nærværende afgørelse får derfor ingen finansielle virkninger. Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien har desuden adgang til finansiering via multilandeprogrammer og horisontale programmer. Kommissionen arbejder sammen med Den Europæiske Investeringsbank og de internationale finansieringsinstitutioner, navnlig Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling og Verdensbanken, med henblik på at lette samfinansiering af projekter med relation til stabiliserings- og associeringsprocessen.

    5.   BETINGETHED

    Fællesskabets bistand som led i stabiliserings- og associeringsprocessen for landene på Vestbalkan er betinget af videre fremskridt med opfyldelsen af de politiske kriterier fra København. Indfries disse almindelige betingelser ikke, vil Rådet kunne træffe egnede foranstaltninger på grundlag af artikel 5 i forordning (EF) nr. 2666/2000.

    Fællesskabets bistand er desuden underlagt de betingelser, som Rådet fastlagde i sine konklusioner af 29. april 1997, særlig hvad angår modtagernes tilsagn om at ville gennemføre demokratiske, økonomiske og institutionelle reformer, under hensyn til de prioriteter, der er fastlagt under det europæiske partnerskab.

    6.   TILSYN

    Opfølgningen af det europæiske partnerskab sker gennem de mekanismer, der er etableret som led i stabiliserings- og associeringsprocessen, navnlig ved hjælp af årsberetninger om stabiliserings- og associeringsprocessen.


    (1)  EFT L 306 af 7.12.2000, s. 1. Ændret ved forordning (EF) nr. 2415/2001 (EFT L 327 af 12.12.2001, s. 3).


    Top