Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32004A1224(03)

    Rådets udtalelse af 5. juli 2004 om Cyperns konvergensprogram, 2004-2007

    EUT C 320 af 24.12.2004, p. 5–6 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

    24.12.2004   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 320/5


    RÅDETS UDTALELSE

    af 5. juli 2004

    om Cyperns konvergensprogram, 2004-2007

    (2004/C 320/03)

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 9, stk. 2,

    under henvisning til Kommissionens henstilling,

    efter høring af Det Økonomiske og Finansielle Udvalg —

    AFGIVET FØLGENDE UDTALELSE:

    Den 5. juli 2004 gennemgik Rådet Cyperns konvergensprogram, der dækker perioden 2004-2007. Programmet er stort set i overensstemmelse med datakravene i den reviderede »adfærdskodeks for stabilitets- og konvergensprogrammernes indhold og form«.

    Den budgetstrategi, der ligger til grund for programmet, tager sigte på at reducere det offentlige underskud fra 6,3 % af BNP i 2003 til 2,9 % af BNP i 2005 for at opfylde Maastricht-underskudskriteriet i 2005 og yderligere reducere underskuddet til under 2,2 % af BNP i 2006 og 1,6 % af BNP i 2007. Til det formål planlægges det i konvergensprogrammet, at overskuddet på den primære balance skal stige fra de forventede -1,6 % af BNP i 2004 til 2 % af BNP i 2007, og at der skal ske et markant omsving i den opadgående tendens i gældskvoten fra 75,2 % af BNP i 2004 til under 69 % inden udgangen af programperioden. Dette understøttes af en pakke af hovedsagelig strukturelle foranstaltninger med henblik på i omtrent samme grad at dæmpe udgifterne og øge indtægterne. Foranstaltningerne gennemføres hovedsagelig fra og med 2005.

    I programmet fokuseres der på indtægtsforøgelse og udgiftskontrol, som er der, hvor der historisk set især er sket et skred. Den særlige justeringsplan, der præsenteres i programmet, afspejler regeringens ønske om at forbedre de offentlige finanser med det formål at indføre euroen senest i 2007; dette er den vigtigste faktor bag den stærke finanspolitiske justering i begyndelsen i perioden med det formål at nedbringe det offentlige budgetunderskud med 2,3 procentpoint af BNP i 2005. På baggrund af de blandede erfaringer med finanspolitisk konsolidering forekommer dette ret ambitiøst og kræver derfor et stærkt engagement, bl.a. kan det blive nødvendigt at træffe yderligere foranstaltninger.

    Det makroøkonomiske scenario, der ligger til grund for programmet, og hvori den reale BNP-vækst forventes at stige fra 3,5 % i 2004 til 4,5 % i 2007, ser ud til at afspejle plausible antagelser for væksten. Prognosen for inflationen forekommer også realistisk. Programmet indeholder fire forskellige scenarier for de makroøkonomiske og budgetmæssige prognoser: et »centralt« scenario, et »øvre« scenario, et »nedre« scenario og et scenario med »højere rentesatser«. Det såkaldte »centrale« scenario anses for referencescenariet for vurdering af budgetprognoserne, fordi det ud fra de foreliggende oplysninger synes at afspejle de sandsynlige vækstantagelser.

    I programmet forventes underskuddet at blive reduceret til (under) referenceværdien på 3 % af BNP i 2005 for derefter at falde yderligere, om end disse mål ikke er forenelige med en stilling tæt på balance i løbet af programperioden.

    Budgetresultatet kan blive værre end forventet. I betragtning af justeringens størrelse og Cyperns erfaringer med finanspolitisk konsolidering hersker der betydelig usikkerhed om målsætningen for 2005. Det kan tænkes, at budgetstillingen i programmet ikke er tilstrækkelig til at reducere underskuddet til (under) tærsklen på 3 % af BNP i 2005. Den giver måske heller ikke en tilstrækkelig sikkerhedsmargen til at forhindre en overskridelse af denne tærskel under normale makroøkonomiske svingninger.

    I programmet topper gældskvoten med 75,2 % i 2004 og falder derefter med næsten 7 procentpoint til 68,4 % af BNP i 2007. Dette stærke fald skyldes hovedsagelig stadig mere positive primære balancer og en vækst i det nominelle BNP, der overskrider rentebetalingerne på statens gæld i 2005-2007. Udviklingen i gældskvoten kan vise sig at være mindre gunstig end forventet som følge af ovennævnte risici for underskudsresultaterne.

    Med hensyn til holdbarheden på længere sigt risikerer Cypern uligevægt på budgettet, når det skal afholde udgifterne i forbindelse med befolkningens aldring. Mens reformen af sundhedssystemet vil blive gennemført i 2006, befinder reformen af pensionsordningen sig kun på et indledende stadium. En rettidig og effektiv gennemførelse af sådanne reformer og andre foranstaltninger, som er nødvendige for at sikre et tilstrækkeligt primært overskud, er af afgørende betydning for holdbarheden af de offentlige finanser.

    På grundlag af henstillinger fra Kommissionen besluttede Rådet den 5. juli 2004 i overensstemmelse med traktatens artikel 104, stk. 6, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud på Cypern, og Rådet rettede efter artikel 104, stk. 7, henstillinger til Cypern med henblik på at bringe denne situation til ophør, i hvilke Rådet gav rådgivning om den nødvendige politik.

    Centrale fremskrivninger fra Cyperns konvergensprogram

     

    2003

    2004

    2005

    2006

    2007

    Real BNP-vækst (%)

    2,0

    3,5

    4,3

    4,4

    4,5

    Beskæftigelsesvækst (%)

    0,9

    1,0

    1,0

    2,0

    3,0

    CPI-inflation (%)

    4,1

    2,0

    2,0

    2,0

    2,0

    Offentlig saldo (% af BNP)

    – 6,3

    – 5,2

    – 2,9

    – 2,2

    – 1,6

    Offentlig bruttogæld (% af BNP)

    72,6

    75,2

    74,8

    71,5

    68,4


    (1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1. De dokumenter, der henvises til i denne tekst, kan ses på følgende website:

    http://europa.eu.int/comm/economy_finance/about/activities/sgp/main_en.htm


    Top