Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32002R0346

    Kommissionens forordning (EF) nr. 346/2002 af 25. februar 2002 om anvendelse af den i artikel 30 i Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 omhandlede krisedestillation for bordvin i Italien

    EFT L 55 af 26.2.2002, p. 12–13 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 24/06/2006

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2002/346/oj

    32002R0346

    Kommissionens forordning (EF) nr. 346/2002 af 25. februar 2002 om anvendelse af den i artikel 30 i Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 omhandlede krisedestillation for bordvin i Italien

    EF-Tidende nr. L 055 af 26/02/2002 s. 0012 - 0013


    Kommissionens forordning (EF) nr. 346/2002

    af 25. februar 2002

    om anvendelse af den i artikel 30 i Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 omhandlede krisedestillation for bordvin i Italien

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for vin(1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 2585/2001(2), særlig artikel 30 og 33, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1) Efter artikel 30 i forordning (EF) nr. 1493/1999 kan der indledes en krisedestillation i tilfælde af usædvanlige markedsforstyrrelser som følge af stor overskudsproduktion. Foranstaltningen kan begrænses til bestemte vinkategorier og/eller til bestemte produktionsområder, og den kan anvendes på kvbd på anmodning fra en medlemsstat.

    (2) Den italienske regering anmodede ved brev af 17. januar 2002 om, at der indledes en krisedestillation for bordvin produceret i Italien. Der blev sendt yderligere oplysninger den 31. januar 2002.

    (3) Italien havde en stor produktion af bordvin i produktionsårene 1998/99 til 2000/01 (henholdsvis 43,92 mio. hl, 45,2 mio. hl og 41,2 mio. hl). De seneste produktionsskøn for produktionsåret 2001/02 viser en bordvinsproduktion på 38,7 mio. hl.

    (4) Der har hobet sig betydelige lagre af bordvin op. De androg 18,3 mio. hl i begyndelsen af produktionsåret 1998/99 og nåede op på 22,5 mio. hl i begyndelsen af produktionsåret 2000/01 for at nå op på 24 mio. hl pr. 31. juli 2001.

    (5) Oven i denne udvikling kommer ændringer i udenrigshandelen. På grund af en stor høst i nogle andre medlemsstater i indeværende produktionsår er indførslen af bordvin steget.

    (6) Denne situation har haft en negativ indflydelse på udviklingen i priserne, der i gennemsnit er faldet med ca. 11 % for rødvin siden begyndelsen af produktionsåret 1999/2000 og med 14 % for hvidvin. Desuden er prisudsvinget meget varieret efter område, og i nogle områder ligger priserne under gennemsnitspriserne.

    (7) Den krisedestillation, der blev besluttet i produktionsåret 2000/01, havde helt sikkert en positiv indflydelse på priserne og stabiliserede noteringerne i en periode, men viste sig utilstrækkelig over for den betydelige stigning i lagrene, der tynger markedet og forhindrer en sanering af dette.

    (8) For at vende denne negative tendens for priserne og salget er det derfor nødvendigt at bringe lagrene af bordvin ned på et niveau, der anses for normalt til at dække markedsbehovet, og således udbedre den vanskelige markedssituation. I betragtning af udviklingen i disse lagre i de to sidste produktionsår er det nødvendigt at nedbringe disse lagre til et rimelig niveau, der afspejler behovet for at dække et mere normalt forbrug.

    (9) Da betingelserne i artikel 30, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1493/1999 er opfyldt, bør der indledes en krisedestillation for en mængde på højst 4 mio. hl bordvin. Foranstaltningen er åben for en begrænset periode for at gøre den så effektiv som muligt. Der bør ikke fastsættes en maksimumsmængde, som hver producent kan lade destillere, fordi de oplagrede mængder kan variere meget fra producent til producent og snarere afhænger af salgsresultaterne end af den årlige produktion for hver producent.

    (10) Den ordning, der er fastsat i Kommissionens forordning (EF) nr. 1623/2000 af 25. juli 2000 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 om den fælles markedsordning for vin for så vidt angår handelsmekanismer(3), senest ændret ved forordning (EF) nr. 2464/2001(4), skal anvendes. Ud over de artikler i forordningen, der henviser til den destillationsforanstaltning, som er fastsat i artikel 30 i forordning (EF) nr. 1493/1999, anvendes andre bestemmelser i forordning (EF) nr. 1623/2000, bl.a. bestemmelserne om levering af alkohol til interventionsorganet og udbetaling af forskud.

    (11) Den opkøbspris, som destillationsvirksomheden skal betale producenten, bør fastsættes på et sådant niveau, at problemerne afhjælpes og producenterne får mulighed for at gøre brug af foranstaltningen. Prisen bør dog ikke fastsættes på et så højt niveau, at anvendelsen af destillationsforanstaltningen i artikel 29 i forordning (EF) nr. 1493/1999 skades derved.

    (12) Det produkt, der fremkommer ved krisedestillationen, må kun være råalkohol eller neutral alkohol, der skal leveres til interventionsorganet for at forhindre forstyrrelser på det marked for konsumalkohol, som i første række forsynes ved destillation i henhold til artikel 29 i forordning (EF) nr. 1493/1999.

    (13) De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Vin -

    UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

    Artikel 1

    Den krisedestillation, der er omhandlet i artikel 30 i forordning (EF) nr. 1493/1999, anvendes for højst 4 mio. hl bordvin i Italien.

    Artikel 2

    Ud over bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1623/2000, der henviser til artikel 30 i forordning (EF) nr. 1493/1999, anvendes følgende bestemmelser i forordning (EF) nr. 1623/2000 for foranstaltningen i nærværende forordning:

    - bestemmelserne i artikel 62, stk. 5, for den pris, der skal betales af det i artikel 6, stk. 2, nævnte interventionsorgan

    - bestemmelserne i artikel 66 og 67 for det forskud, der er nævnt i artikel 6, stk. 2.

    Artikel 3

    Hver producent kan indgå en kontrakt som omhandlet i artikel 65 i forordning (EF) nr. 1623/2000 fra den 4. marts 2002 til den 22. marts 2002. Kontrakten ledsages af bevis på, at der er stillet en sikkerhed på 5 EUR/hl. Kontrakterne må ikke overdrages.

    Artikel 4

    1. Medlemsstaten fastlægger den nedsættelsessats, der skal anvendes på ovennævnte kontrakter, hvis den samlede mængde af indgivne kontrakter overstiger mængden i artikel 1.

    2. Medlemsstaten træffer de administrative bestemmelser, der er nødvendige for senest den 10. maj 2002 at godkende ovennævnte kontrakter med angivelse af den anvendte nedsættelsessats og den pr. kontrakt accepterede mængde vin, idet producenten skal kunne opsige kontrakten, hvis mængden nedsættes. Medlemsstaten meddeler inden den 31. maj 2002 Kommissionen, hvilke mængder vin der er anført i de godkendte kontrakter.

    3. Vinen skal leveres til destilleri senest den 31. juli 2002. Den fremstillede alkohol skal leveres til interventionsorganet senest den 31. december 2002.

    4. Sikkerheden frigives for de leverede mængder, når producenten fører bevis for, at vinen er leveret til destilleri.

    5. Hvis der ikke leveres vin, inden fristen udløber, inddrages sikkerheden.

    6. Medlemsstaten kan begrænse det antal kontrakter, som en producent kan indgå i forbindelse med destillationen.

    Artikel 5

    Minimumsopkøbsprisen for vin, der leveres til destillation i henhold til nærværende forordning, er på 1,914 EUR pr. % vol. og pr. hl.

    Artikel 6

    1. Destillationsvirksomheden leverer det destillerede produkt til interventionsorganet. Produktet har et alkoholindhold på mindst 92 % vol.

    2. Interventionsorganet betaler destillationsvirksomheden 2,2812 EUR pr. % vol. pr. hl leveret råalkohol. Destillationsvirksomheden kan modtage et forskud på 1,1222 EUR pr. % vol. pr. hl. Den pris, der rent faktisk betales, nedsættes i så fald med forskuddet.

    Artikel 7

    Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

    Den anvendes fra den 4. marts 2002.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 25. februar 2002.

    På Kommissionens vegne

    Franz Fischler

    Medlem af Kommissionen

    (1) EFT L 179 af 14.7.1999, s. 1.

    (2) EFT L 345 af 29.12.2001, s. 10.

    (3) EFT L 194 af 31.7.2000, s. 45.

    (4) EFT L 331 af 15.12.2001, s. 25.

    Top