EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32001Q1208

Forretningsorden for Investeringsfacilitetsudvalget under Den Europæiske Investeringsbanks auspicier

EFT L 325 af 8.12.2001, p. 28–30 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/proc_rules/2001/1208/oj

32001Q1208

Forretningsorden for Investeringsfacilitetsudvalget under Den Europæiske Investeringsbanks auspicier

EF-Tidende nr. L 325 af 08/12/2001 s. 0028 - 0030


Forretningsorden for Investeringsfacilitetsudvalget under Den Europæiske Investeringsbanks auspicier

Artikel 1

1. Investeringsfacilitetsudvalget (i det følgende benævnt "udvalget") består af en repræsentant for hver medlemsstat og en repræsentant for Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, herefter kaldet "Kommissionen". Kun medlemsstaternes repræsentanter har stemmeret.

Formanden og næstformanden for udvalget vælges blandt udvalgets medlemmer for et tidsrum af to år. Valget finder sted ved udvalgets første møde ved hemmelig afstemning. Formanden vælges blandt kandidaterne på grundlag af et kvalificeret flertal af de afgivne stemmer. Næstformanden vælges efter samme procedure.

Den Europæiske Investeringsbank, herefter kaldet "banken", varetager udvalgets sekretariat og hjælpefunktioner.

2. Medlemsstaterne udpeger hver en repræsentant og en suppleant med stemmeret. Suppleanten deltager kun i udvalgets møder som stedfortrædere. I undtagelsestilfælde, hvor hverken repræsentanten eller suppleanten kan deltage i udvalgets møde, kan repræsentanten overdrage sin stemmeret til en anden repræsentant eller lade sig repræsentere af en dertil udpeget stedfortræder. Medlemsstaterne meddeler banken og Generalsekretariatet for Rådet navnene og adresserne på deres repræsentanter og disses suppleanter via deres faste repræsentationer ved De Europæiske Fællesskaber.

3. Kommissionen udpeger en repræsentant og en suppleant til at deltage i udvalgets møder og meddeler banken og Generalsekretariatet for Rådet deres navne. De kan bistås af medarbejdere fra Kommissionen.

4. Banken udpeger en repræsentant og en suppleant til at deltage i udvalgets arbejde og meddeler Kommissionen og Generalsekretariatet for Rådet deres navne. De kan bistås af medarbejdere fra banken.

5. En repræsentant for Generalsekretariatet for Rådet indbydes til at overvære udvalgets møder som observatør.

Artikel 2

Udvalget holder møde mindst fire gange årlig og indkaldes af formanden. Formanden kan indkalde til yderligere møder på anmodning fra en repræsentant for en medlemsstat, Kommissionen eller banken.

Sekretariatet sender mødeindkaldelser til repræsentanterne med nærmere oplysninger om den foreslåede dagsorden for mødet samtidig med de relevante dokumenter, jf. artikel 5, stk. 1.

Artikel 3

Udvalget træffer alle beslutninger med et kvalificeret flertal af 145 stemmer, som mindst otte medlemsstater har afgivet som "ja"-stemmer. Medlemsstaternes repræsentanters stemmer vægtes således:

>TABELPOSITION>

Artikel 4

1. På de i artikel 3 fastsatte vilkår skal udvalget:

a) For så vidt angår investeringsfaciliteten godkende:

i) de operationelle retningslinier og forslag til ændring deraf

ii) investeringsstrategierne og driftsplanerne ifølge artikel 30, stk. 1, litra 2), i den interne aftale

iii) årsberetningerne

iv) alle generelle policy-dokumenter, herunder evalueringsrapporter

b) Afgive udtalelse om:

i) forslag om ydelse af rentegodtgørelser ifølge artikel 30, stk. 2, nummer 1), i den interne aftale

ii) forslag vedrørende projekter, som Kommissionen har afgivet en negativ udtalelse om

iii) andre forslag på grundlag af de generelle principper, der er fastlagt i de operationelle retningslinier.

2. Banken udarbejder og forelægger udvalget de i artikel 4, stk. 1, litra a), nævnte bilag. Banken forelægger udvalget forslag ifølge artikel 4, stk. 1, litra b), med nærmere oplysning om:

a) projektets beskrivelse og relevans for landeudviklingsstrategien ifølge bilagene om landestrategien

b) projektets tilsigtede udviklingsmål, herunder de planlagte foranstaltningers bæredygtighed

c) projektets generelle organisation og begrundelse

d) projektudgifterne, finansieringsformen og projektrisikoen

e) projektets lokale, nationale og regionale virkninger, på grundlag af bestemmelserne i AVS-EF Cotonou-aftalen, herunder på miljøet

f) kommissionens godkendelse eller udtalelse ifølge artikel 30, stk. 4, i den interne aftale

3. Som hovedregel skal tidsplanen og de nærmere regler for projektets tekniske gennemførelse resumeres i bilaget.

Artikel 5

1. Til brug for artikel 4 sender banken de relevante dokumenter og forslag til repræsentanterne i udvalget. Det skal ske under overholdelse af følgende tidsfrister:

a) mindst fire arbejdsuger inden den fastsatte mødedato for så vidt angår artikel 4, stk. 1, litra a)

b) mindst to arbejdsuger inden den fastsatte mødedato for så vidt angår artikel 4, stk. 1, litra b).

Formanden kan undtagelsesvis tillade afvigelser fra disse tidsfrister efter begrundet anmodning derom fra banken.

2. Om de i stk. 1, litra a) og b), nævnte dokumenter meddeler repræsentanterne skriftligt banken alle bemærkninger og anmodninger om yderligere oplysninger mindst henholdsvis fem og tre arbejdsdage inden mødedatoen.

3. På forslag fra formanden vedtager udvalget dagsordenen ved mødets begyndelse. Hver repræsentant kan anmode om optagelse af punkter på dagsordenen, men kun til drøftelse. Oplysninger, der gives i denne forbindelse, kan gives mundtligt.

4. En fraværende repræsentant anses for at have godkendt eller afgivet en positiv udtalelse om de forelagte dokumenter, medmindre hans suppleant (eller undtagelsesvis dennes dertil udpegede stedfortræder) er tilstede, eller han skriftligt har meddelt formanden for udvalget, at han ikke agter at godkende eller afgive en positiv udtalelse, eller han undtagelsesvis har overdraget sin stemmeret til en anden repræsentant. I tilfælde af overdragelse af stemmeret eller udpegelse af en stedfortræder skal formanden for udvalget underrettes derom.

En repræsentant kan kun udøve stemmeretten for én anden medlemsstats repræsentant.

Artikel 6

1. Udvalgets udtalelse kan på bankens initiativ udbedes under anvendelse af den skriftlige fremgangsmåde.

Såfremt et forslag forelægges under anvendelse af den skriftlige fremgangsmåde, skal det forelægges samtidig med alle tilhørende bilag. En repræsentant anses for at have stemt for et forslag, såfremt han ikke stemmer imod inden for to uger efter forslagets forelæggelse.

Såfremt en repræsentant udtrykkelig anmoder om drøftelse på et møde i udvalget senest fem arbejdsdage inden udløbet af den i foregående afsnit nævnte frist på to uger, indkalder formanden udvalget til møde ifølge artikel 2.

Artikel 7

1. Medens banken altid handler i overensstemmelse med artikel 30, stk. 5, i den interne aftale, kan udvalgets godkendelse af dokumenter ifølge artikel 30, stk. 1, i den interne aftale og dets positive udtalelse ifølge artikel 30, stk. 2, i den interne aftale gives med forbehold af de ændringer, som udvalget anviser.

2. Udvalget kan anmode om, at bedømmelsen af en anmodning eller et forslag suppleres i visse henseender. I sådanne tilfælde kan anmodningen eller forslaget forelægges udvalget på ny.

3. Udvalgets udtalelser tilstilles bankens beslutningstagende organer.

Artikel 8

1. På formandens ansvar fører sekretariatet de væsentligste konklusioner af hvert af udvalgets møder og repræsentanternes væsentligste standpunkter til protokols senest to uger efter mødedatoen. Sekretariatet fører desuden protokol over de udtalelser og stemmer, der afgives under anvendelse af den skriftlige fremgangsmåde. Protokollaterne tilsendes de i artikel 1, stk. 2, nævnte modtagere.

2. Protokollatet anses for endeligt, når det er godkendt af udvalget, enten under anvendelse af den skriftlige fremgangsmåde eller på et senere møde.

3. Al korrespondance vedrørende udvalget skal sendes til sekretariatet og stiles til formanden for udvalget.

4. Deltagerne i udvalgets møder skal behandle udvalgets arbejde og drøftelser fortroligt. Dokumenter vedrørende udvalgets arbejde og drøftelser er forbeholdt adressaterne, der er ansvarlige for deres forsvarlige opbevaring og for overholdelsen af deres fortrolige karakter.

Artikel 9

1. Udvalgets driftsomkostninger, herunder rejseudgifterne for en repræsentant fra hver medlemsstats delegation, afholdes af banken.

2. Banken stiller de lokaler og det udstyr til rådighed for udvalget, som dets arbejde kræver.

Artikel 10

Alle varsler, al korrespondance og alle dokumenter, der skal sendes ifølge disse bestemmelser, kan sendes per e-post eller fax.

Top