Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31995R1838

    Kommissionens forordning (EF) nr. 1838/95 af 26. juli 1995 om ændring af forordning (EØF) nr. 1558/91 om gennemførelsesbestemmelser for producentstøtteordningen for produkter forarbejdet på basis af frugt og grøntsager

    EFT L 177 af 28.7.1995, p. 2–3 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/08/1997

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/1995/1838/oj

    31995R1838

    Kommissionens forordning (EF) nr. 1838/95 af 26. juli 1995 om ændring af forordning (EØF) nr. 1558/91 om gennemførelsesbestemmelser for producentstøtteordningen for produkter forarbejdet på basis af frugt og grøntsager

    EF-Tidende nr. L 177 af 28/07/1995 s. 0002 - 0003


    KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1838/95 af 26. juli 1995 om ændring af forordning (EØF) nr. 1558/91 om gennemførelsesbestemmelser for producentstøtteordningen for produkter forarbejdet på basis af frugt og grøntsager

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 426/86 af 24. februar 1986 om den fælles markedsordning for produkter forarbejdet på basis af frugt og grøntsager (1), senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1032/95 (2), særlig artikel 3, stk. 4, og

    ud fra følgende betragtninger:

    Tomatforarbejdningsvirksomheder skal råde over en meget stor kapital i en meget kort periode for at kunne købe råvarerne; for at løse disse likviditetsproblemer gør de brug af etårige lån og skal bære store finansielle byrder; under disse omstændigheder bør det fastsættes, at udbetalingen af producentstøtten fremskyndes på den betingelse, at der stilles sikkerhed, som garanterer, at beløbet tilbagebetales, hvis betingelserne for den fremskyndede udbetaling af producentstøtten ikke overholdes; af hensyn til producenterne bør der anvendes sanktion i det tilfælde, hvor forarbejdningsvirksomheden ikke indgiver ansøgning om endelig støtte;

    de i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Produkter Forarbejdet på Basis af Frugt og Grøntsager -

    UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

    Artikel 1

    Artikel 13 i forordning (EØF) nr. 1558/91 affattes således:

    »Artikel 13

    1. Når det drejer sig om tomatprodukter, kan forarbejdningsvirksomheden mellem 1. september og 30. november i hvert produktionsår indsende en ansøgning om fremskyndet støtte. Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger:

    a) ansøgerens navn og adresse

    b) nettovægten af de færdigvarer, der er forarbejdet inden den 15. november, og som der er indsendt ansøgning om fremskyndet støtte for, opdelt på produkter, som der er fastsat en særskilt støttesats for

    c) nettovægten af de tomater, der er anvendt til forarbejdningen af hvert af de i litra b) omhandlede produkter

    d) en kopi af de bank- eller postoverførsler, der berettiger til betaling af mindst 50 % af minimumsprisen for de i litra c) nævnte produkter, samt referencer for de kontrakter, som de vedrører

    e) en erklæring fra forarbejdningsvirksomheden om, at de i litra b) omhandlede produkter opfylder de kvalitetskrav, som Fællesskabet har fastsat.

    Bestemmelserne i artikel 12, stk. 4, andet afsnit, anvendes.

    2. Producentstøtten for den mængde færdigvarer, der er omhandlet i stk. 1, litra b), udbetales til forarbejdningsvirksomheden. Støtteudbetalingen er betinget af, at der stilles sikkerhed som garanti for tilbagebetaling af et beløb svarende til den udbetalte støtte plus 10 %.

    Den fremskyndede støtte udbetales senest tredive dage efter indsendelse af ansøgningen.

    3. Den i stk. 2 omhandlede sikkerhed fortabes helt, hvis forarbejdningsvirksomheden ikke indgiver den i artikel 12, stk. 4, omhandlede ansøgning om endelig støtte, og forarbejdningsvirksomheden udelukkes endvidere i det følgende produktionsår fra den producentstøtteordning, der er fastsat i artikel 2 i forordning (EØF) nr. 426/86.

    Sikkerheden fortabes i forhold til den del af støtten, der svarer til den mængde færdigvarer, som er anført i ansøgningen om fremskyndet støtte, og for hvilken det inden betaling af producentstøtten på basis af ansøgningen i artikel 14 fastslås, at der pr. 15. november ikke kunne ydes producentstøtte for den pågældende mængde.

    4. Sikkerheden frigives, når de ansvarlige myndigheder har betalt producentstøtten på grundlag af den i artikel 14 omhandlede ansøgning om støtte, jf. dog stk. 3.

    5. Når bestemmelserne i denne artikel anvendes, omfatter de i artikel 14, stk. 1 og 2, omhandlede oplysninger og dokumenter forarbejdningsvirksomhedens samlede produktion i løbet af det pågældende produktionsår, og af ansøgningerne om støtte skal det fremgå, at der er indsendt ansøgning om fremskyndet støtte.«

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 26. juli 1995.

    På Kommissionens vegne

    Franz FISCHLER

    Medlem af Kommissionen

    (1) EFT nr. L 49 af 27. 2. 1986, s. 1.

    (2) EFT nr. L 105 af 9. 5. 1995, s. 3.

    Top