31994D0215

KOMMISSIONENS BESLUTNING af 16. februar 1994 om en procedure i henhold til EKSF-traktatens artikel 65 vedroerende aftaler og forskellige former for samordnet praksis mellem europaeiske producenter af staalbjaelker (Kun de spanske, tyske, engelske, franske og italienske udgaver er autentiske) (94/215/EKSF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Kul- og Staalfaellesskab, saerlig artikel 65,

under henvisning til oplysninger modtaget af Kommissionen og kontrolundersoegelser foretaget af tjenestemaend fra Kommissionen i overensstemmelse med EKSF-traktatens artikel 47,

under henvisning til de skriftlige og mundtlige bemaerkninger fremsat i henhold til EKSF-traktatens artikel 36 i parternes navne og paa deres vegne, og

ud fra foelgende betragtninger:

I. SAGSFREMSTILLING

A. RESUMÉ AF KONKURRENCEBEGRAENSNINGERNE

(1) De konkurrencebegraensninger, som Kommissionen goer indsigelse mod, stammer fra en raekke aftaler, beslutninger og samordnede praksis, som havde eller har til formaal eller til foelge at fastsaette priser, fordele kvoter og i vidt omfang udveksle oplysninger om markedet for bjaelker i Faellesskabet. Nogle af disse aftaler eller samordnede praksis gaar helt tilbage til mindst 1984.

(2) Dette samarbejde mellem europaeiske producenter og distributoerer af bjaelker og nogle af deres organisationer foregik paa forskellige niveauer, som kan sammenfattes saaledes:

a) FAELLESSKABET

Inden for EF var det vigtigste forum for dette samarbejde moederne i et udvalg ved navn »Poutrelles-udvalget«, der hoerer ind under Eurofer. Udvekslingen af oplysninger gennem Eurofer skal ogsaa naevnes i denne forbindelse.

b) INDIVIDUELLE MARKEDER

Foruden moederne i Poutrelles-udvalget moedtes virksomheder eller organisationer af virksomheder med mere uregelmaessige mellemrum for at diskutere markederne i individuelle medlemsstater, nemlig Italien, Frankrig og Tyskland, og for at koordinere deres adfaerd paa disse markeder.

c) INDIVIDUELLE AFTALER

Foruden det ovenfor skitserede samarbejde indgik nogle virksomheder individuelle aftaler om opdeling af markeder og/eller prisfastsaettelse.

d) EUROFER/SCANDINAVIEN

Virksomheder og organisationer af virksomheder moedtes jaevnligt med deres kolleger fra Norge, Sverige og Finland paa de saakaldte »Eurofer/Scandinavien-moeder«, hvor de skandinaviske markeder (inkl. det danske) blev diskuteret.

B. DE BEROERTE PRODUKTER

(3) De produkter, som denne sag vedroerer, er bredflangede bjaelker og andre I-, U- og H-jern med en diameter paa 80 mm eller derover (med undtagelse af profiler til minebrug (Zorès-jern)). Disse produkter omtales i denne beslutning samlet som »bjaelker«. Der er tale om varmvalsede lange produkter, som primaert bruges inden for byggesektoren. Bjaelker er EKSF-produkter i den betydning, der er anvendt i EKSF-traktatens artikel 81.

De paagaeldende virksomheder og organisationer inddeler bjaelker i forskellige grupper. Nedenstaaende gruppering blev indfoert i Tyskland i juli 1987:

"" ID="1">1> ID="2">IPN 80 - 220

UPN 80 - 220"> ID="1">2a> ID="2">IPE 80 - 220"> ID="1">2b1> ID="2">HE 100 - 180"> ID="1">2b2> ID="2">UPN 240 - 300

IPE 240 - 330

HE 200 - 220"> ID="1">2b3> ID="2">IPN 240 - 300

IPE 360 - 400

HE 240 - 300"> ID="1">2c> ID="2">IPN 320 - 500

UPN 320 - 400

IPE 450 - 600

HE 320 - 600"> ID="1">3> ID="2">IPN 550 - 600

IPE 750

HE 650 - 1 000">

Den 1. juli 1990 blev der indfoert en ny gruppe 2d (UPN 320-400) i Tyskland.

Samtlige involverede parter anvender samme grupper (med mindre modifikationer) i forbindelse med EKSF-markederne paa kontinentet.

Eftersom der i Det Forenede Kongerige stadig benyttes »britiske« maal, opereres der i det land med andre grupper. De paagaeldende produkter er klassificeret som »joists«, »beams/columns« og »channels«. I fjerde kvartal 1990 anvendtes f.eks. foelgende grupper:

"" ID="1">A 1> ID="2">203 × 133 uanset kg-vaegt

152 × 152 uanset kg-vaegt"> ID="1">A 2> ID="2">203 × 102

254 × 102 × 22 kun

254 × 146 uanset kg-vaegt

305 × 165 uanset kg-vaegt

356 × 171 uanset kg-vaegt

406 × 178 × 54

406 × 178 × 60kun

457 × 191 × 67

457 × 191 × 74kun

533 × 210 × 82

533 × 210 × 92kun

203 × 203 × 46

203 × 203 × 52

203 × 203 × 60

kun

254 × 254 × 73

254 × 254 × 89kun"> ID="1">A 3> ID="2">Alle andre bjaelker og bredflangede specialprofiler">

(4) I henhold til de forskellige foranstaltninger, som Kommissionen gennemfoerte i 1980 for at loese krisen inden for staalindustrien (se afsnit G nedenfor), blev bjaelker - sammen med profiler til minebrug (Zorès-jern) - omtalt som »Gruppe III«. Skoent disse foranstaltninger ikke laengere er gaeldende, anvendes udtrykket stadig inden for staalindustrien.

C. MARKEDET

(5) Som det fremgaar af tabel 1, steg produktionen af bjaelker i EKSF maerkbart i aarene frem til 1990 (1):

Tabel 1 Produktionen i EKSF "(i 1 000 tons)>

"> ID="1">1984> ID="2">4 769"> ID="1">1985> ID="2">5 218"> ID="1">1986> ID="2">6 508"> ID="1">1987> ID="2">6 618"> ID="1">1988> ID="2">7 580"> ID="1">1989> ID="2">7 944"> ID="1">1990> ID="2">8 003""(Kilde: Eurostat)

>

(6) De stoerste EKSF-producenter befinder sig i Det Forenede Kongerige, Tyskland, Spanien og Luxembourg - i naevnte raekkefoelge. Af tabel 2 fremgaar produktionen af bjaelker pr. medlemsstat i aarene 1986 til 1990.

Tabel 2 Produktion "(i 1 000 tons)>

"> ID="1">Tyskland> ID="2">1 266 587> ID="3">1 279 870> ID="4">1 480 212> ID="5">1 529 624> ID="6">1 552 923"> ID="1">Belgien> ID="2">320 294> ID="3">260 964> ID="4">309 830> ID="5">334 362> ID="6">357 879"> ID="1">Frankrig> ID="2">560 076> ID="3">541 985> ID="4">619 810> ID="5">568 153> ID="6">571 734"> ID="1">Italien> ID="2">573 148> ID="3">635 723> ID="4">733 699> ID="5">836 150> ID="6">926 494"> ID="1">Luxembourg> ID="2">1 002 647> ID="3">928 279> ID="4">1 096 178> ID="5">1 195 990> ID="6">1 189 903"> ID="1">Det Forenede

Kongerige> ID="2">1 321 718> ID="3">1 528 223> ID="4">1 721 151> ID="5">1 787 280> ID="6">1 770 252"> ID="1">Spanien> ID="2">1 284 330> ID="3">1 243 093> ID="4">1 379 117> ID="5">1 379 805> ID="6">1 336 744"> ID="1">Portugal> ID="2">22 703> ID="3">20 262> ID="4">26 172> ID="5">28 383> ID="6">20 810"> ID="1">Irland> ID="2">156 626> ID="3">179 239> ID="4">213 505> ID="5">283 762> ID="6">276 636"> ID="1">I ALT> ID="2">6 508 129> ID="3">6 617 638> ID="4">7 579 674> ID="5">7 943 509> ID="6">8 003 375""(Kilde: Eurostat - Steel Data Base)

>

(7) Handelen mellem EKSF-medlemsstaterne er meget stor. For eksempel i 1990 udgjorde importen fra andre medlemsstater over 36 % af den samlede produktion. En stor del af EKSF-produktionen (normalt omkring 25 %) eksporteres til tredjelande. Importen af bjaelker fra tredjelande er mindre omfattende

Tabel 3 Handelen mellem medlemsstater og med tredjelande "(i 1 000 tons)>

"> ID="1">1988> ID="2">2 349> ID="3">640> ID="4">2 989> ID="5">2 302> ID="6">1 853> ID="7">4 155"> ID="1">1989> ID="2">2 635> ID="3">655> ID="4">3 290> ID="5">2 604> ID="6">1 863> ID="7">4 467"> ID="1">1990> ID="2">2 895> ID="3">619> ID="4">3 514> ID="5">2 877> ID="6">1 939> ID="7">4 816""(Kilde: Eurostat)

>

(8) Det er vanskeligt at bestemme forbruget af bjaelker i EKSF noejagtigt, da der ikke findes tilstraekkeligt praecise og detaljerede statistikker over lagerbevaegelserne for de paagaeldende produkter i de forskellige led i distributionskaeden (producent, grossist og forbruger). Det er imidlertid muligt skoensmaessigt at beregne forbruget ved hjaelp af foelgende regnestykke: EKSF-produktionen plus importen fra tredjelande minus eksporten til tredjelande. Disse cirkatal giver er indtryk af de paagaeldende produkters betydning.

Tabel 4 Beregnet forbrug i EKSF "(i 1 000 tons)>

"> ID="1">1988> ID="2">7 580> ID="3">640> ID="4">1 853> ID="5">6 367"> ID="1">1989> ID="2">7 943> ID="3">655> ID="4">1 863> ID="5">6 735"> ID="1">1990> ID="2">8 003> ID="3">619> ID="4">1 939> ID="5">6 683""(Kilde: Eurostat)

>

(9) Da nogle af aftalerne og de samordnede praksis vedroerer markederne i individuelle medlemsstater, er det noedvendigt at se paa disse undermarkeder saerskilt:

Tabel 5 Det tyske marked "(i 1 000 tons)>

"> ID="1">1988> ID="2">1 480> ID="3">440> ID="4">254> ID="5">694> ID="6">578> ID="7">213> ID="8">791> ID="9">1 577"> ID="1">1989> ID="2">1 530> ID="3">490> ID="4">378> ID="5">868> ID="6">633> ID="7">218> ID="8">851> ID="9">1 513"> ID="1">1990> ID="2">1 553> ID="3">560> ID="4">343> ID="5">903> ID="6">715> ID="7">204> ID="8">919> ID="9">1 569""(Kilde: Eurostat)

>

Tabel 6 Det italienske marked "(i 1 000 tons)>

"> ID="1">1988> ID="2">734> ID="3">212> ID="4">64> ID="5">276> ID="6">181> ID="7">142> ID="8">323> ID="9">781"> ID="1">1989> ID="2">836> ID="3">254> ID="4">81> ID="5">335> ID="6">192> ID="7">115> ID="8">307> ID="9">808"> ID="1">1990> ID="2">926> ID="3">276> ID="4">60> ID="5">336> ID="6">206> ID="7">104> ID="8">310> ID="9">900""(Kilde: Eurostat)

>

Tabel 7 Det franske marked "(i 1 000 tons)>

"> ID="1">1988> ID="2">620> ID="3">148> ID="4">151> ID="5">299> ID="6">594> ID="7">60> ID="8">654> ID="9">973"> ID="1">1989> ID="2">568> ID="3">165> ID="4">144> ID="5">309> ID="6">645> ID="7">54> ID="8">699> ID="9">958"> ID="1">1990> ID="2">572> ID="3">179> ID="4">130> ID="5">309> ID="6">754> ID="7">39> ID="8">793> ID="9">1 056""(Kilde: Eurostat)

>

Tabel 8 Det spanske marked "(i 1 000 tons)>

"> ID="1">1988> ID="2">1 379> ID="3">348> ID="4">324> ID="5">672> ID="6">46> ID="7">9> ID="8">55> ID="9">762"> ID="1">1989> ID="2">1 380> ID="3">331> ID="4">265> ID="5">596> ID="6">70> ID="7">13> ID="8">83> ID="9">867"> ID="1">1990> ID="2">1 337> ID="3">341> ID="4">258> ID="5">599> ID="6">152> ID="7">34> ID="8">186> ID="9">924""(Kilde: Eurostat)

>

Tabel 9 Det danske marked "(i 1 000 tons)>

"> ID="1">1988> ID="2">-> ID="3">12> ID="4">1> ID="5">13> ID="6">31> ID="7">54> ID="8">85> ID="9">72"> ID="1">1989> ID="2">-> ID="3">2> ID="4">1> ID="5">3> ID="6">40> ID="7">41> ID="8">81> ID="9">78"> ID="1">1990> ID="2">-> ID="3">4> ID="4">3> ID="5">7> ID="6">52> ID="7">51> ID="8">103> ID="9">96""(Kilde: Eurostat)

>

Tabel 10 Marketed i Det Forenede Kongerige "(i 1 000 tons)>

"> ID="1">1988> ID="2">1 721> ID="3">148> ID="4">472> ID="5">620> ID="6">234> ID="7">53> ID="8">287> ID="9">1 388"> ID="1">1989> ID="2">1 787> ID="3">229> ID="4">316> ID="5">545> ID="6">266> ID="7">43> ID="8">309> ID="9">1 551"> ID="1">1990> ID="2">1 770> ID="3">313> ID="4">490> ID="5">803> ID="6">217> ID="7">29> ID="8">246> ID="9">1 213""(Kilde: Eurostat)

>

D. DE BEROERTE VIRKSOMHEDER OG ORGANISATIONER AF VIRKSOMHEDER

(10) Foelgende virksomheder og organisationer af virksomheder deltog i overtraedelserne:

1. Peine-Salzgitter AG

2. Thyssen Stahl AG

3. Saarstahl AG

4. Walzstahl-Vereinigung

5. TradeARBED SA

6. Cockerill Sambre SA

7. Unimétal, Société Française des Aciers Longs SA

8. British Steel plc

9. Empresa Nacional Siderurgica SA

10. José María Aristrain, Madrid SA og José María Aristrain SA

11. Ferdofin SpA

12. Acciaierie e Ferriere Stefana F.lli fu Girolamo SpA

13. Eurofer asbi

14. Hoesch Stahl AG

15. Kloeckner Stahl GmbH

16. Neue Maxhuette Stahlwerke GmbH

17. Norsk Jernverk AS

18. SSAB - Svenskt Staal AB

19. Ovako Profiler AB

20. Smedjebacken/Fundia Steel AB

Denne liste er ikke den samme, som listen over de virksomheder, som denne beslutning er rettet til.

E. OPLYSNINGER OM DE BEROERTE VIRKSOMHEDER OG ORGANISATIONER AF VIRKSOMHEDER

(11) TYSKLAND

a) Stahlwerke Peine-Salzgitter AG (herefter benaevnt »Peine-Salzgitter«) er et aktieselskab med en aktiekapital paa 312 mio. DM. Naesten alle aktierne (99,48 %) ejes af Salzgitter Huettenwerk GmbH, der er et 100 %-ejet datterselskab af Salzgitter GmbH, der selv er et 100 %-ejet datterselskab af Preussag AG. Virksomheden er en af de stoerste staalproducenter i Tyskland med en konsolideret omsaetning i 1989/90 paa 3,225 mia. DM. Inden for bjaelker havde virksomheden i 1990 en omsaetning paa [. . .] (2). I 1992 aendrede den navn til Preussag Stahl AG.

b) Thyssen Stahl AG (herefter benaevnt »Thyssen«) er et aktieselskab med en aktiekapital paa ca. 2 mia. DM. Det er et 100 %-ejet datterselskab af Thyssen AG (tidligere August Thyssen-Huette) og udgoer det stoerste staalproducerende datterselskab i Thyssen-koncernen. I 1989/90 havde Thyssen en omsaetning paa 8,241 mia. DM. I 1990 androg virksomhedens salg af bjaelker [. . .].

c) Saarstahl AG (herefter benaevnt »Saarstahl«) er efterfoelgeren for Saarstahl Voelklingen GmbH. Sidstnaevnte blev den 15. juni 1989 omdannet til et aktieselskab kaldet DHS-Dillinger Huette Saarstahl AG.

Som foelge heraf blev hovedparten af aktiviteterne i det tidligere Saarstahl Voelklingen GmbH overfoert til et nydannet selskab ved navn Saarstahl AG, der er et 100 %-ejet datterselskab af DHS. Saarstahl, der fremstiller lange produkter, er saaledes i oekonomisk henseende efterfoelgeren for Saarstahl Voelklingen GmbH og har accepteret at overtage alle de forpligtelser, som Saarstahl Voelklingen GmbH maatte have paataget sig. Anvendelsen af udtrykket »Saarstahl« skal derfor - for saa vidt angaar perioden foer juni 1989 - forstaas som en henvisning til Saarstahl Voelklingen GmbH.

Usinor Sacilor-koncernen ejede 70 % af aktierne i DHS, medens den tyske delstat Saarland ejede 27,5 %. De resterende 2,5 % ejedes af Arbed SA.

I 1989 havde Saarstahl en omsaetning paa 2,438 mia. DM, hvoraf bjaelker repraesenterede [. . .]. Den 18. maj 1993 blev virksomheden erklaeret konkurs, og den 31. juli 1993 blev den sat under administration.

d) Hoesch Stahl AG (herefter benaevnt »Hoesch«), Dortmund var et aktieselskab med en aktiekapital paa 210 mio. DM. Alle aktierne var ejet af Hoesch AG, som havde en konsolideret omsaetning paa 10,679 mia. DM i 1989. I 1992 fusionerede virksomheden med Krupp, og de to virksomheder udgoer nu tilsammen Krupp-Hoesch AG.

e) Kloeckner Stahl GmbH (herefter benaevnt »Kloeckner«) er et 100 %-ejet datterselskab af Kloeckner-Werke AG, en koncern der beskaeftiger sig med staal, plastic og ingenioervirksomhed. I 1989/90 havde Kloeckner-Werke AG en konsolideret omsaetning paa naesten 7,5 mia. DM. Dets produktion af valsede staalprodukter androg over 3,6 mio. tons i samme periode. I maj 1993 indledte Kloeckner Stahl GmbH forligsforhandlinger, som den 3. juni 1993 mundede ud i en aftale med virksomhedens kreditorer, herunder Kommissionen (se betragtning 29).

f) Neue Maxhuette Stahlwerke GmbH (herefter benaevnt »Neue Maxhuette«) blev stiftet i 1988 af den tyske delstat Bayern (som dengang ejede 45 % af aktierne), Thyssen Stahl AG (5,5 %), Thyssen Edelstahlwerke AG (5,5 %), Lech-Stahlwerke GmbH (11 %), Krupp Stahl AG (11 %), Kloeckner (11 %) og Mannesmannroehren-Werke AG (11 %). Neue Maxhuette overtog hovedaktiverne i Eisenwerk-Gesellschaft Maximilianhuette GmbH, som blev erklaeret konkurs den 16. april 1987. I 1991 beloeb virksomhedens omsaetning sig til 226 mio. DM. Virksomheden er i dag kendt under navnet NMH Stahlwerke GmbH.

g) Walzstahl-Vereinigung er en organisation af producenter af valsede staalprodukter i Tyskland, men har ogsaa medlemmer i udlandet. Den tilhoerer Wirtschaftsvereinigung Stahl, den tyske organisation af staalproducenter.

(12) LUXEMBOURG

a) SA TradeARBED (herefter benaevnt »TradeARBED«) er et aktieselskab, hvori alle aktierne (direkte eller indirekte) ejes af Arbed SA (herefter benaevnt »Arbed«). TradeARBED varetager distributionen af Arbeds staalprodukter. I 1990 havde Arbed SA en konsolideret omsaetning paa 208,76 mia. lfr., hvoraf de [. . .]. stammede fra bjaelker.

Hvad angaar bjaelker og lange produkter, har Arbed indgaaet en samarbejds- og markedsfoeringsaftale med to af sine konkurrenter, nemlig Cockerill Sambre og Unimétal.

En aftale mellem Arbed SA og Cockerill Sambre om rationalisering og specialisering af parternes produktion inden for baade flade og lange produkter blev godkendt af Kommissionen den 28. maj 1984 for en periode paa omtrent ti aar. I henhold til aftalen skulle Arbed specialisere sig i lange produkter, medens Cockerill Sambre skulle fokusere paa flade produkter. Denne aftale blev aendret i 1989/90. Som foelge heraf valses nogle af de bjaelker, som markedsfoeres af TradeARBED, nu af Cockerill Sambre, som selv har trukket sig ud af markedet.

Den 14. juli 1988 godkendte Kommissionen, indtil slutningen af 1992, en specialiseringsaftale mellem Arbed SA og Unimétal inden for lange produkter.

Den 9. september 1991 godkendte Kommissionen en aftale mellem Arbed og Usinor Sacilor om faelles salg af staalbjaelker (beslutning 91/515/EKSF (3).

Den 23. juli 1993 godkendte Kommissionen en sammenlaegning af nogle af Usinor Sacilors og Arbeds aktiviteter, herunder produktionen og distributionen af staalbjaelker, i ProfilARBED SA, der er et datterselskab af Arbed SA.

b) Eurofer asbl (herefter benaevnt »Eurofer«), Foreningen af Europaeiske Staalproducenter, er en organisation. De fleste af medlemmerne er organisationer af virksomheder, men der findes ogsaa individuelle virksomheder (f.eks. Det Danske Staalvalsevaerk A/S og British Steel i den periode, der er omfattet af denne beslutning), som er selvstaendige medlemmer af Eurofer.

(13) BELGIEN

SA Cockerill Sambre (herefter benaevnt »Cockerill Sambre«) er Belgiens stoerste staalproducent. SA Steelinter (herefter benaevnt »Steelinter«) er hoveddistributoer for Cockerill Sambre, der direkte eller indirekte ejer alle aktierne i Steelinter. I 1990 havde Cockerill Sambre-koncernen en omsaetning paa 203 mia. bfr. I 1989, som var det sidste aar, hvor Cockerill Sambre fremstillede bjaelker, tegnede disse sig for [. . .] af salget.

(14) FRANKRIG

Unimétal Société Française des Aciers Longs SA (herefter benaevnt »Unimétal«) er den stoerste producent af lange produkter i Usinor Sacilor-koncernen, af hvilken Unimétal er et 100 %-ejet datterselskab. I 1990 beloeb Unimétals omsaetning sig til 6,896 mia. ffr., hvoraf bjaelker udgjorde [. . .].

Usinor Sacilor SA (herefter benaevnt »Usinor Sacilor«) et et statsejet holdingselskab, der forener de fleste af Frankrigs staalproducerende virksomheder. Det blev stiftet ved en fusion mellem Usinor SA og Sacilor SA, som blev formaliseret den 18. november 1987. De to virksomheder blev reelt slaaet sammen i 1982. Kommissionen godkendte denne fusion den 2. april 1982.

Usinor Sacilor er verdens naeststoerste staalproducent. I 1990 havde Usinor Sacilor en konsolideret omsaetning paa 96,053 mia. ffr.

(15) DET FORENEDE KONGERIGE

British Steel plc (herefter benaevnt »British Steel«) er den stoerste staalproducent i Det Forenede Kongerige og efterfoelgeren for British Steel Corporation, der blev privatiseret i 1988. I det forretningsaar, der sluttede den 31. marts 1990, havde British Steel en konsolideret omsaetning paa 5,113 mia. £. I 1990 androg British Steels salg af bjaelker i alt [. . .].

(16) SPANIEN

a) Empresa Nacional Siderúrgica SA (herefter benaevnt »Ensidesa«) er en stor spansk staalproducent. Instituto Nacional de Industria (en statsejet enhed) ejer 99,9997 % af aktierne heri. Ensidesas konsoliderede omsaetning androg 1,437 mia. ECU i 1990, hvoraf bjaelker tegnede sig for [. . .].

b) José María Aristrain Madrid SA og José María Aristrain SA (herefter under ét benaevnt »Aristrain«) er staalproducerende virksomheder, hvis aktier ejes af Aristrain-familien. I 1990 havde koncernen om omsaetning paa 73,216 mia. pta., hvoraf [. . .]) stammede fra bjaelker. José María Aristrain Madrid SA og José María Aristrain SA er nu kendt som henholdsvis Siderúrgica Aristrain Madrid SL og Siderúrgica Aristrain Olaberra SL.

c) Den 6. januar 1993 godkendte Kommissionen en specialiseringsaftale mellem Aristrain og Ensidesa og en aftale mellem samme to virksomheder om faelles salg af staalbjaelker.

(17) ITALIEN

a) Ferdofin SpA (herefter benaevnt »Ferdofin«) er et holdingselskab, som - gennem sine datterselskaber - er specialiseret i lange produkter. Et af dets datterselskaber er Eurocolfer Acciai SpA; Ferdofin ejer 99,99 % af aktierne i denne virksomhed. ILVA ejer 20 % af aktierne i Ferdofin. I 1990 havde Ferdofin en konsolideret omsaetning paa 773 mia. lire, hvoraf [. . .] stammede fra bjaelker.

b) Acciaieria e Ferriere Stefana F.lli fu Girolamo SpA (herefter benaevnt »Stefana«) producerer lange produkter. Virksomhedens omsaetning i 1990 beloeb sig til 215,194 mia. lire.

(18) SKANDINAVIEN

a) Fundia Norsk Jernverk AS (herefter benaevnt »Norsk Jernverk«) blev til i 1989, da Norsk Jernverk AS blev opsplittet i Fundia Norsk Jernverk AS og Norsk Jern Eiendom AS. Norsk Jernverk AS var et norsk aktieselskab med en aktiekapital paa 300 mio. nkr. Det samlede salg i 1990 beloeb sig til 1,45 mia. nkr (180 mio. ECU). Norsk Jernverk opererer paa EKSF-markedet gennem bl. a. datterselskaber i Tyskland og Det Forenede Kongerige. Naar det gaelder tidsrummet forud for 1989, skal »Norsk Jernverk« laeses som Norsk Jernverk AS.

b) SSAB Svenskt Staal AB (herefter benaevnt »SSAB«) blev stiftet i 1978. SSAB er et svensk aktieselskab med en aktiekapital paa 2,65 mia. skr. I 1990 havde selskabet en konsolideret omsaetning paa 15,619 mia. skr. (2,094 mia. ECU). I 1990 eksporteredes ca. 53 % af SSAB's staalproduktion til lande uden for Skandinavien. SSAB har salgsvirksomheder i adskillige EU-lande.

Den 1. september 1988 solgte SSAB sine aktiviteter inden for konstruktionsstaal (herunder produktionen af bjaelker) til Ovako. SSAB trak sig dermed ud af markedet for bjaelker.

c) Ovako AB opstod i 1986 som resultatet af en fusion mellem to af Skandinaviens foerende staalproducenter, nemlig den svenske SKF Steel og den finske Ovako. Ovako AB eksporterer til EKSF gennem 100 %-ejede datterselskaber i adskillige EKSF-lande.

Ovako Profiler AB (herefter benaevnt »Ovako«) var et 100 %-ejet datterselskab af Ovako AB og stod for de bjaelkeaktiviteter, der blev overtaget fra SSAB. Det indgik i Ovako-koncernens staaldivision. Ovako-koncernens omsaetning androg i 1990 6,006 mia. skr. (805 mio. ECU). Staaldivisionens salg alene tegnede sig for 3,355 mia. skr. (450 mio. ECU) eller 56 % af den samlede omsaetning.

Den 14. maj 1992 overtog det nystiftede selskab Inexa AB samtlige aktier i Ovako Profiler AB. Herefter soergede Inexa AB for, at Ovako Profiler AB overdrog sine aktiviteter og aktiver og passiver til datterselskabet Ovako Pretech AB, hvorefter Inexa AB erhvervede alle udestaaende aktier i Ovako Pretech AB fra Ovako, saaledes at baade Ovako og Ovako Pretech AB blev direkte datterselskaber af Inexa AB. Derefter solgte Inexa AB alle sine aktier i Ovako Profiler AB til Luleaa kommune, som aendrede Ovakos navn til Svartoen Foervaltning AB. Efter disse transaktioner fik Inexa AB aendret Ovako Pretech AB's navn til Inexa Profil AB.

d) Fundia Steel AB, der er et 100 %-ejet datterselskab af Fundia AB, opstod som foelge af en fusion mellem Smedjebacken-Boxholm Staal AB (herefter benaevnt »Smedjebacken«) og de svenske virksomheder Halmstad Jaernwerk og Forsbacka i 1988. Fundia AB's samlede salg i 1990 androg 2,607 mia. skr. (349 mio. ECU), hvoraf Fundia Steel AB tegnede sig for 1,36 mia. skr. (182 mio. ECU).

Fundia AB har salgskontorer i nogle EU-lande, som varetager markedsfoeringen af virksomhedens produkter paa disse markeder.

F. DE BEROERTE VIRKSOMHEDERS BETYDNING PAA MARKEDET FOR BJAELKER

(19) Tabel 11 viser stoerrelsen af leverancerne fra de ti stoerste af de beroerte virksomheder - British Steel, Aristrain (hvorfra der kun forelaa tal for 1989), TradeARBED, Peine-Salzgitter, Unimétal, Cockerill Sambre, Ferdofin, Ensidesa, Saarstahl og Thyssen - i EKSF i tidsrummet 1986 til 1989. I 1989, for eksempel, tegnede leverancerne fra disse virksomheder sig for to tredjedele af det beregnede forbrug af bjaelker i EKSF.

Tabel 11 Leveringer i EKSF "(i tons)>

"> ID="1">Peine-

Salzgitter> ID="2">262 664> ID="3">301 288> ID="4">380 082> ID="5">440 455"> ID="1">Thyssen> ID="2">174 756> ID="3">150 940> ID="4">185 932> ID="5">192 430"> ID="1">Saarstahl> ID="2">123 792> ID="3">159 100> ID="4">225 140> ID="5">229 602"> ID="1">Unimétal> ID="2">387 628> ID="3">392 756> ID="4">460 068> ID="5">418 887"> ID="1">Ferdofin> ID="2">234 540> ID="3">291 104> ID="4">307 680> ID="5">350 420"> ID="1">Cockerill Sambre> ID="2">309 368> ID="3">296 092> ID="4">326 172> ID="5">353 830"> ID="1">Arbed> ID="2">408 248> ID="3">367 220> ID="4">464 576> ID="5">506 463"> ID="1">British Steel> ID="2">578 092> ID="3">730 284> ID="4">1 008 622> ID="5">1 189 287"> ID="1">Ensidesa> ID="2">209 744> ID="3">217 556> ID="4">233 204> ID="5">283 226"> ID="1">Aristrain> ID="2">(1)> ID="3">(2)> ID="4">(3)> ID="5">512 123"> ID="1">I alt

(ekskl. Aristrain)> ID="2">2 688 832> ID="3">2 906 340> ID="4">3 591 476> ID="5">3 964 600"> ID="1">I alt> ID="2">(4)> ID="3">(5)> ID="4">(6)> ID="5">4 476 723""(Kilde: Eurofer/Monitoring Poutrelles (Aristrain))

>

G. KRISEN INDEN FOR STAALINDUSTRIEN

(20) Den europaeiske staalindustri blev ramt af en faldende efterspoergsel, som medfoerte et udbuds- og kapacitetsoverskud og dermed lavere priser fra midten af 1970'erne til 1988. Situationen varierede dog fra staalproducent til staalproducent.

(21) Den 1. januar 1977 vedtog Kommissionen paa grundlag af artikel 57 i EKSF-traktaten den saakaldte »Simonet-plan«, ifoelge hvilken samtlige staalproducenter skulle afgive ensidige, frivillige tilsagn over for Kommissionen med henblik paa en tilpasning af udbuddet til det niveau, som Kommissionen foreslog i sine kvartalsvise prognoser. Systemet viste sig at vaere utilstraekkeligt til at stabilisere markedet, saa i 1978 traadte den »Foerste Davignon-plan« i kraft. Denne nye ordning supplerede de ensidige, frivillige tilsagn med vejledende mindstepriser.

(22) Trods alle disse foranstaltninger forvaerredes situationen paa staalmarkedet stadig, saa den 31. oktober 1980 vedtog Kommissionen beslutning nr. 2794/80/EKSF (4), hvori det blev erklaeret, at der forelaa en »aabenbar kriseperiode«, som omhandlet i EKSF-traktatens artikel 58. Ved denne beslutning indfoerte Kommissionen obligatoriske produktionskvoter for de fleste staalprodukter, herunder bjaelker. De paagaeldende foranstaltninger blev senere udvidet ved beslutning nr. 1831/81/EKSF (5), 1696/82/EKSF (6), 2177/83/EKSF (7), 234/84/EKSF (8), 3485/85/EKSF (9) og 194/88/EKSF (10).

(23) Denne kriseordning kan beskrives som foelger: Kommissionen fastsatte generelle kvartalsvise maal for produktionen i Faellesskabet af forskellige produktkategorier, og hver enkelt producent fik tildelt en bindende produktionskvote og en kvote for udbuddet paa EKSF-markedet (omtalt som producentens andel af »I-markedet«, dvs. EKSF-markedet). Kvoterne blev mellem 1984 og 1986 bakket op af et system med mindstepriser for bjaelker og andre produkter (11). Kommissionen vedtog ogsaa beslutning nr. 3483/82/EKSF (12), ved hvilken virksomhederne blev forpligtet til at meddele Kommissionen deres leverancer til de enkelte lande.

(24) Oprindeligt mente Kommissionen, at det var absolut noedvendigt at bevare de traditionelle moenstre for handelen med staalprodukter for at bane vej for en omstrukturering af staalindustrien (jf. betragtning 5 i beslutning nr. 234/84/EKSF). I sin meddelelse om jern- og staalpolitikken i 1987 (13) erklaerede Kommissionen imidlertid, at den var naaet til den konklusion, at bevarelsen af de traditionelle handelsmoenstre var uforenelig med etableringen af det faelles marked for staal.

(25) Kriseordningen ophoerte for bjaelkernes vedkommende den 30. juni 1988. Kommissionen indfoerte dog ved beslutning nr. 2448/88/EKSF (14) en overvaagningsordning for produktionen og producenternes leverancer i Faellesskabet og tredjelande. Denne ordning indebar en forpligtelse for samtlige virksomheder til at anmelde deres leverancer til Kommissionen. Ordningen udloeb i 1990.

(26) I tidsrummet fra ophaevelsen af kriseordningen til slutningen af 1990 var markedsvilkaarene meget gunstige for producenterne af bjaelker i EKSF. Markedet har senere forvaerret sig betydeligt.

H. KONTROLUNDERSOEGELSER

(27) Den 16., 17. og 18. januar 1991 gennemfoerte Kommissionen en raekke kontrolundersoegelser i kontorerne tilhoerende syv virksomheder og to organisationer af virksomheder, nemlig British Steel, Peine-Salzgitter, Thyssen, Usinor Sacilor, Unimétal, Valor, TradeARBED, Walzstahl-Vereinigung og Centre professionnel des statistiques de l'acier (CPS) (15). Disse kontrolundersoegelser var baseret paa individuelle beslutninger truffet af Kommissionen i henhold til EKSF-traktatens artikel 47. Der blev foretaget yderligere kontrolundersoegelser den 5. marts (CPS), den 7. marts (Ferdofin) og den 25. marts 1991 (Ferrosider SpA). Under disse kontrolundersoegelser tog Kommissionens kontrolinspektoerer kopier af en raekke dokumenter.

(28) Yderligere oplysninger blev udleveret af nogle af de beroerte virksomheder og organisationer paa baggrund af begaeringer fremsat under henvisning til EKSF-traktatens artikel 47.

I. HOERING AF PARTERNE

(29) Parterne fik lejlighed til at fremsaette deres bemaerkninger paa den hoering, som blev afholdt i Bruxelles mellem den 11. og den 14. januar 1993. Referatet af hoeringen blev udsendt til parterne og deres advokater den 8. september 1993.

Der blev ogsaa sendt en kopi af klagepunktsmeddelelsen til Irish Steel Ltd, Nuova Sidercamuna Spa, Boliden Intertrade Srl, Aciers d'Usinor et Sacilor (Valor), CPS, Usinor Sacilor, Federazione Imprese Siderurgiche Italiane (Federacciai), Unesid, Jernkontoret og ILVA SpA. Paa baggrund af bemaerkningerne fra disse parter besluttede Kommissionen af afslutte proceduren over for dem af foelgende aarsager:

- Irish Steel deltog kun uformelt i et enkelt Eurofer/Scandinavien-moede; der findes ingen andre beviser for, at virksomheden har vaeret involveret.

- De eneste beviser mod Nuova Sidercamuna Spa og Boliden Intertrade Sri er en kort rapport udarbejdet af Peine-Salzgitters italienske repraesentant.

- Valor var ikke direkte indblandet, jf. betragtning 38, litra g).

- CPS og Usinor Sacilor deltog i administrative opgaver, og der er taget hensyn til Usinor Sacilors adfaerd i forbindelse med boeden til Unimétal.

- Der er intet bevis for Federacciais, Unesids og Jernkontorets direkte indblanding - kun for nogle af deres medlemmers indblanding.

- Det kunne ikke bevises, at hr. Traverso handlede paa vegne af ILVA SpA. Kloeckner producerer ikke bjaelker som defineret i betragtning 3 og 4.

J. DETALJERET REDEGOERELSE FOR OVERTRAEDELSERNE AF KONKURRENCEREGLERNE

1. »POUTRELLES-UDVALGET« OG DERMED FORBUNDNE AKTIVITETER

1.1. Generelt

(30) »Poutrelles-udvalget« (ogsaa kendt under sit franske navn »Commission Poutrelles« og foerhen undertiden omtalt som »Commission des Produits Longs« eller »Long Products Committee«) er et af Eurofers saakaldte »produktudvalg«. Hvert af disse udvalg beskaeftiger sig - som navnet antyder - med et bestemt produkt eller en bestemt gruppe af produkter (f.eks. bjaelker, handelsstaal eller valstraad). Moederne i alle disse udvalg arrangeres af Eurofer, som ogsaa stiller de fornoedne infrastrukturer til raadighed (f.eks. tolkning).

(31) Et andet Eurofer-udvalg, som maa naevnes i denne forbindelse, er det saakaldte »CDE«. Dette er et forum, hvor salgsdirektoererne fra Eurofer-virksomheder - dvs. de virksomheder, der selv er medlemmer af Eurofer, eller som tilhoerer organisationer, der er medlemmer af Eurofer - moedes for at droefte markedet. Der afholdes ogsaa regelmaessige moeder for henholdsvis de administrerende direktoerer og underdirektoererne i disse virksomheder. Paa det mere tekniske plan suppleres denne struktur med ekspertmoeder.

(32) Alle disse udvalg blev nedsat under krisen inden for staalindustrien (se afsnit G ovenfor). Den saaledes etablerede struktur bistod Kommissionen i forbindelse med bestraebelserne paa at loese de problemer, som krisen foraarsagede. Den tjente ogsaa som et forum for droeftelser mellem staalproducenterne om generelle emner, saasom stoerrelsen og virkningen af importen fra tredjelande, eventuelle markedstendenser og ordninger for fremme af staalprodukter i tredjelande. Ingen af disse aktiviteter vil blive diskuteret her. Naervaerende beslutning vedroerer udelukkende de aspekter af parternes samarbejde, der gik ud over, hvad der er tilladt i henhold til EKSF-traktatens konkurrenceregler.

(33) Poutrelles-udvalgets struktur og deltagelsen heri er skitseret i et kortfattet notat af 4. oktober 1990 fra hr. Vygen fra Walzstahl-Vereinigung til hr. Everard fra TradeARBED i forbindelse med Everards overtagelse af formandsposten i udvalget. I henhold til dette notat havde hr. J. Meyer fra Peine-Salzgitter fungeret som formand for udvalget siden midten af 1985. Det fremgaar af notatet, at Usinor Sacilor havde staaet for udvalgets sekretariat i en aarraekke. Paa det paagaeldende tidspunkt var det en af Usinor Sacilors ansatte (fru S.), der fungerede som sekretaer. Sekretariatet udsendte moedeindkaldelser, skrev moedereferaterne, som blev sendt til medlemmerne af Poutrelles-udvalget, og distribuerede (enten rutinemaessigt eller efter behov) forskellige dokumenter. De dokumenter, der blev udsendt med regelmaessige mellemrum, omfattede dokumenter vedroerende »Poutrelles-kontrollen« (se laengere fremme).

Det fremgaar endvidere, at Walzstahl-Vereinigung jaevnligt udsendte dokumenter (moedereferater, statistikker og prisoplysninger) til sine medlemmer forud for moederne i Poutrelles-udvalget.

(34) Af notatet fremgaar det, at de individuelle grupper saedvanligvis var repraesenteret paa moederne af foelgende personer:

"" ID="1">Luxembourg (Belgien): > ID="2">H. Becker (TradeARBED)"> ID="1" ASSV="2">Frankrig: > ID="2">G. (Unimétal)

Fru S. (sekretariatet)"> ID="1">Det Forenede Kongerige: > ID="2">Cooper, Legge, fru Ross (British Steel)"> ID="1" ASSV="2">Italien: > ID="2">Dr. Arnuzzo (Ferdofin)

Dr. Masserdotti (Ferrosider)"> ID="1" ASSV="3">Spanien: > ID="2">Alvarez (Ensidesa)

Naegele (Aristrain)

Izquierdo (Unesid)"> ID="1" ASSV="4">Tyskland: > ID="2">Engel, Knuefermann (Thyssen)

Dr. v. Engelhardt, Schuh (Saarstahl)

Kroell, Mette (Peine-Salzgitter)

Vygen (Walzstahl-Vereinigung)">

Det bemaerkes i notatet, at dr. Masserdotti saedvanligvis taler paa vegne af de smaa italienske producenter.

(35) Selv om Poutrelles-udvalget er et Eurofer-udvalg, er nogle af de virksomheder eller organisationer af virksomheder, der deltager i moederne, ikke (eller var ikke) medlemmer (direkte eller indirekte) af Eurofer.

(36) Moederne i Poutrelles-udvalget blev afholdt meget hyppigt. I f.eks. 1989 og 1990 blev udvalget indkaldt henholdsvis ni og syv gange. I en skrivelse dateret den 5. oktober 1990 underrettede Eurofer sine medlemmer og andre om, at det i 1991 var hensigten at afholde bjaelke-moeder »hveranden maaned«.

Kommissionen har kendskab til foelgende moeder i Poutrelles-udvalget:

"" ID="1">7. april 1987 > ID="2">Duesseldorf"> ID="1">19. maj 1987 > ID="2">Stresa"> ID="1">28. oktober 1987 > ID="2">Paris"> ID="1">25. november 1987 > ID="2">Duesseldorf"> ID="1">3. maj 1988 > ID="2">Madrid"> ID="1">19. juli 1988 > ID="2">Paris"> ID="1">18. oktober 1988 > ID="2">Duesseldorf"> ID="1">15. november 1988 > ID="2">Bruxelles"> ID="1">13. december 1988 > ID="2">Paris"> ID="1">10. januar 1989 > ID="2">Duesseldorf"> ID="1">7. februar 1989 > ID="2">Paris"> ID="1">19. april 1989 > ID="2">Paris"> ID="1">6. juni 1989 > ID="2">Paris"> ID="1">11. juli 1989 > ID="2">Paris"> ID="1">3. august 1989 > ID="2">Duesseldorf"> ID="1">21. september 1989 > ID="2">Taormina"> ID="1">7. november 1989 > ID="2">Teesside"> ID="1">12. december 1989 > ID="2">Duesseldorf"> ID="1">14. februar 1990 > ID="2">Berlin"> ID="1">21. marts 1990 > ID="2">Duesseldorf"> ID="1">16. maj 1990 > ID="2">Milano"> ID="1">10. juli 1990 > ID="2">Duesseldorf"> ID="1">11. september 1990 > ID="2">Luxembourg"> ID="1">9. oktober 1990 > ID="2">Madrid"> ID="1">4. december 1990 > ID="2">Bruxelles.">

(37) Kommissionen har opdaget, at der af nogle af disse moeder i Poutrelles-udvalget er udfaerdiget to forskellige referater, der afviger en anelse fra hinanden. Dette skyldes oejensynligt, at det franske sekretariat, der har udarbejdet disse referater, har forelagt referatudkastet for udvalgets formand med henblik paa godkendelse (og for Eurofer med henblik paa kommentarer) og samtidig sendt en kopi til Walzstahl-Vereinigung med henblik paa oversaettelse til tysk. Noget tyder paa, at Walzstahl-Vereinigung undertiden omdelte sin oversaettelse af referatudkastene, foer de var blevet godkendt af Poutrelles-udvalgets formand.

Den endelige version af referaterne er saedvanligvis mere forsigtig. Dette kan haenge sammen med et moede for sekretariaterne for Eurofers produktudvalg, som fandt sted den 23. november 1988. Foelgende var et af de to punkter paa dagsordenen for dette moede: »Revision af udarbejdelsen af moedereferater«.

1.2. De beroerte virksomheders og organisationers deltagelse

(38) Det i betragtning 33 naevnte notat fra hr. Vygen viser, at de deri naevnte virksomheder eller personer regelmaessigt deltog i Poutrelles-udvalgets moeder. Under sagsforloebet afgav de beroerte virksomheder og organisationer foelgende mere praecise oplysninger:

a) Peine-Salzgitter bekraeftede, at virksomheden havde deltaget i alle ovennaevnte moeder.

b) Walzstahl-Vereinigung meddelte Kommissionen, at den havde deltaget i samtlige ovennaevnte moeder med undtagelse af moedet den 3. maj 1988.

c) British Steel bekraeftede at have deltaget i samtlige ovennaevnte moeder med undtagelse af moederne den 10. januar 1989 og den 6. juni 1989. Der foreligger imidlertid bevis for (i form af en deltagerliste og et memo fra British Steel om resultaterne af moedet), at British Steel ogsaa deltog i moedet den 10. januar 1989.

d) Arbed meddelte Kommissionen, at datterselskabet TradeARBED i princippet havde deltaget i samtlige ovennaevnte moeder.

e) Ensidesa bekraeftede at have deltaget - via sit datterselskab Infisa GmbH (en handelsvirksomhed registreret i Tyskland) - i samtlige ovennaevnte moeder med undtagelse af moederne den 21. september 1989 og den 7. november 1989.

f) Thyssen bekraeftede at have deltaget i alle ovennaevnte moeder i perioden fra den 25. november 1987 med undtagelse af moedet den 7. november 1989.

g) Unimétal underrettede Kommissionen om, at virksomheden havde vaeret repraesenteret paa samtlige ovennaevnte moeder indtil slutningen af 1989. Den person, der havde repraesenteret Unimétal paa disse moeder, flyttede til Aciers d'Usinor et Sacilor (Valor) (16) i begyndelsen af 1990. Valor bekraeftede oprindeligt, at Valor havde deltaget i disse moeder fra begyndelsen af 1990. Der foreligger imidlertid materiale, som viser, at den paagaeldende person fortsat optraadte paa Unimétals vegne (se f.eks. et udateret notat fra Unimétal til Poutrelles-udvalgets sekretariat, som maa vaere skrevet den 18. maj 1990 eller foer, og hvoraf det fremgaar, at Unimétal ikke havde vaeret i stand til at deltage i udvalgets sidste moede, hvilket tyder paa, at Unimétal under normale omstaendigheder fortsat deltog i moederne). Unimétal bekraeftede dette under den mundtlige hoering.

h) Saarstahl bekraeftede, at virksomheden havde deltaget i nogle af ovennaevnte moeder, nemlig moederne den 19. maj 1987, den 3. maj 1988, den 18. oktober 1988, den 15. november 1988, den 13. december 1988, samtlige moeder i 1989 og moederne den 14. februar 1990, den 16. maj 1990, den 11. september 1990 og den 4. december 1990. Der foreligger bevis for (i form af et notat om moedet fra Peine-Salzgitter), at Saarstahl ogsaa var til stede paa moedet den 25. november 1987.

i) Cockerill Sambre og Steelinter fortalte Kommissionen, at de havde deltaget i moederne den 19. juli 1988, den 18. oktober 1988, den 15. november 1988, den 10. januar 1989, den 7. februar 1989 og den 3. august 1989, og at de sandsynligvis ogsaa havde deltaget i moedet den 6. juni 1989. Der er bevis for, at Cockerill Sambre ogsaa deltog i moedet den 11. juli 1989 (jf. referatet af dette moede).

j) Ferdofin bekraeftede at have deltaget i nogle af moederne, om end det ikke var muligt at oplyse de noejagtige datoer. Der foreligger imidlertid bevis for, at Ferdofin regelmaessigt deltog i moederne fra 1987. Dette bekraeftes af Walzstahl-Vereinigungs notat om Poutrelles-udvalget (se betragtning 33). Med hensyn til nogle af ovennaevnte moeder haevdede Ferdofin i sit svar paa klagepunktsmeddelelsen, at Kommissionen ikke havde foert bevis for Ferdofins deltagelse. Ferdofins deltagelse heri fremgaar imidlertid af referatet af moedet den 19. april 1989, deltagerlisten fra moedet den 14. februar 1990 og diverse korrespondance vedroerende moedet den 7. februar 1989 (udkast til skrivelse fra Ferdofin til hr. Meyer og hr. Meyers svar dateret den 29. marts 1989).

k) Aristrain bekraeftede, at virksomheden havde deltaget i samtlige moeder i 1989 og 1990 med undtagelse af moederne den 21. september 1989, den 12. december 1989, den 21. marts 1990, den 10. juli 1990 og den 4. december 1990. Henvisningen til »et spansk staalvaerk« i referatet af moedet den 21. september 1989 (som Ensidesa ikke deltog i) viser imidlertid, at Aristrian deltog i dette moede. Det kan udledes af notatet fra Walzstahl-Vereinigung om Poutrelles-udvalget og notatet fra Peine-Salzgitter om moedet den 25. november 1987, at Aristrain regelmaessigt deltog i disse moeder fra og med i hvert fald 1987.

1.3. Kontrol

1.3.1. Kontrollen med ordrer indtil midten af 1990

(39) Siden i hvert fald tredje kvartal af 1984 har der eksisteret en kontrolordning, hvorigennem de deltagende virksomheder regelmaessigt underrettede hinanden om de ordrer, de havde modtaget paa leverancer i et bestemt kvartal. British Steel, Peine-Salzgitter, TradeARBED, Thyssen, Cockerill Sambre og Unimétal deltog i denne ordning fra et meget tidligt tidspunkt, dvs. fra i hvert fald 1987. Dette fremgaar af et internt memo hos Peine-Salzgitter dateret den 24. november 1987 og en tabel udarbejdet af Peine-Salzgitter dateret den 5. december 1989 (se bilag I, punkt 16).

Ferdofin deltog siden andet kvartal 1987 og Saarstahl begyndte at indberette sine tal i andet kvartal 1988. Dette bekraeftes af et internt notat hos Peine-Salzgitter dateret den 9. november 1987 og et dokument dateret den 9. december 1988 fundet hos Peine-Salzgitter med paaskriften »Markedsudvikling« og, haandskrevet, »Ordrekontrol«.

Ensidesa og Aristrain deltog i ordningen fra begyndelsen af 1989. I begyndelsen indberettede de deres tal paa maanedsbasis. I Aristrains svar paa klagepunktsmeddelelsen haevdes det, at virksomheden kun havde indberettet oplysninger om leverancer og ikke om ordrer. Dette modsiges af dokumenter fundet af Kommissionen (f.eks. referatet af moedet den 10. januar 1989 og kontroltabellerne udsendt af sekretariatet den 1. marts 1990. Se bilag I, punkt 13).

Neue Maxhuette og Hoesch deltog i hvert fald fra henholdsvis foerste kvartal 1988 og foerste kvartal 1989.

I foerste kvartal 1990 begyndt Federacciai (Federazione Imprese Siderurgiche Italiane - en italiensk organisation af staalproducenter og -distributoerer) at indberette aggregerede tal for italienske staalproducenter, ekskl. Ferdofin.

Cockerill Sambre traadte ud af ordningen i slutningen af 1989.

(40) De tal, der blev indberettet og udvekslet, viser (med undtagelse af tallene fra Federacciai), hvilke ordrer hver enkelt virksomhed havde modtaget paa leverancer i Frankrig, Tyskland, Belgien/Luxembourg, Nederlandene, Det Forenede Kongerige, Italien, Spanien, Portugal og Graekenland/Irland/Danmark.

I hvert fald fra begyndelsen af 1989 blev disse tal indsamlet og distribueret blandt deltagerne hver uge af Usinor Sacilor.

For aarene 1989 og 1990 fandt Kommissionen et stort antal dokumenter, som illustrerer indretningen af kontrolordningen. Disse dokumenter er angivet i bilag I.

1.3.2. Kontrollen med leverancer indtil midten af 1990

(41) Der blev indfoert en kontrol med leverancer i 1988 paa opfordring af den franske gruppe (se referatet af moedet i Poutrelles-udvalget den 18. oktober 1988). Peine-Salzgitter, Thyssen, Saarstahl, TradeARBED, Cockerill Sambre, Unimétal, British Steel, Ferdofin, Ensidesa, Aristrain, Neue Maxhuette og Hoesch udvekslede oplysninger om deres leverancer til markederne i EKSF hvert kvartal fra og med begyndelsen af 1989 begyndende med tallene for leverancer i fjerde kvartal 1988. Cockerill Sambre ophoerte med at deltage i ordningen i begyndelsen af 1990 efter at have trukket sig ud af markedet.

(42) Der blev udvekslet individuelle tal vedroerende foelgende markeder: EKSF som helhed, Tyskland, Frankrig, Det Forenede Kongerige, Benelux-landene, Italien, Graekenland/Irland/Danmark, Portugal og Spanien. Disse tal blev distribueret til deltagerne en maaned eller to efter afslutningen af det relevante kvartal. Fra slutningen af 1989 indberettede Federacciai aggregerede tal vedroerende alle andre italienske producenter end Ferdofin.

De vigtigste dokumenter vedroerende leverancekontrollen fremgaar ogsaa af bilag I.

1.3.3. Kontrollen efter midten af 1990

(43) Den 18. juli 1990 vedtog Kommissionen beslutning 90/417/EKSF (17) om en procedure i henhold til EKSF-traktatens artikel 65 vedroerende en aftale og samordnet praksis mellem europaeiske producenter af koldvalsede flade produkter af rustfrit staal. I denne beslutning haevdede Kommissionen, at en raekke virksomheder havde overtraadt EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, og nogle af virksomhederne blev paalagt boeder.

(44) Den 30. juli 1990 sendte Eurofer en skrivelse med overskriften »Udveksling og udsendelse af statistikker» til bl.a. Poutrelles-udvalgets formand og sekretariat. De relevante afsnit i denne skrivelse lyder saaledes (18):

»Den beslutning, som Kommissionen for nylig har truffet vedroerende rustfrie flade produkter og diverse kontakter mellem GD IV og ledelsen i Eurofer, har skabt opmaerksomhed omkring den udveksling eller udsendelse af statistikker, der foregaar fra vores kontor eller fra udvalgssekretariaterne, og der er blevet sat spoergsmaalstegn ved deres forenelighed med EKSF-traktatens artikel 65.

I afventning af resultatet af en grundig undersoegelse af de juridiske aspekter besluttede vi at indstille enhver udsendelse af materiale, der indeholder individuelle tal for produktion, leverancer og ordrer, og vi anmoder Dem om at indstille tilsvarende aktiviteter inden for rammerne af Deres udvalg.

Denne anmodning beroerer naturligvis ikke Eurofer-kontorets ret til at indsamle individuelle tal og udsende aggregerede resultater uden anfoerelse af individuelle elementer, saaledes som vi normalt goer. Saadanne statistikker er fuldt ud lovlige, da de tydeligvis har til formaal at give et samlet billede af den oekonomiske udvikling og udviklingen paa markedet. Vi vil fortsaette med at udarbejde disse statistikker, og De kan goere det samme.«

Poutrelles-udvalget efterkom Eurofers anmodning den 30. juli 1990. De individuelle tal for leverancerne i andet kvartal 1990 fra alle de paagaeldende virksomheder undtagen British Steel blev imidlertid stadig distribueret.

Fra og med august 1990 afviste British Steel at indberette oplysninger om sine ordrer og leverancer.

(45) Et internt memo hos British Steel dateret den 19. november 1990 viser, at udsendelsen af individuelle data snart blev genoptaget, om end uden British Steel:

»Paa baggrund af formaendenes droeftelser besluttede Eurofers administration at genoptage udsendelsen af leverance- og produktionstal opgjort saerskilt for hver enkelt virksomhed (efter tidligere kun at have udsendt aggregerede tal for samtlige virksomheder taget under et).

Det ligger fast, at British Steel stadig ikke indberetter oplysninger til Eurofer, saa British Steel vil selvfoelgelig ikke modtage oplysninger om de andre virksomheder.«

Der finder bevis for, at denne beslutning ikke kun gjaldt for Eurofer, men ogsaa for Eurofers produktudvalg.

(46) Kommissionen fandt tabeller dateret den 3. december 1990 (se bilag I, punkt 26), som indeholder individuelle tal for leverancer og ordrer paa leverancer i tredje kvartal 1990 fra TradeARBED, Unimétal, Ensidesa, Aristrain og Ferdofin (kun ordrer). Dokumenterne viser, at udvekslingen af oplysninger - mellem TradeARBED, Ensidesa, Unimétal, Ferdofin og Aristrain - maa vaere blevet genoptaget senest i oktober 1990. Individuelle data om leveringsordrer modtaget af Thyssen, Saarstahl, Peine-Salzgitter, Neue Maxhuette og Hoesch blev sendt til sekretariatet og rundsendt af Walzstahl-Vereinigung i december 1990 og januar 1991 (se bilag I, punkt 28).

1.3.4. Udveksling af oplysninger gennem Walzstahl-Vereinigung

(47) Den kontrol, som Poutrelles-udvalgets sekretariat organiserede, blev suppleret med en udveksling af oplysninger gennem Walzstahl-Vereinigung.

(48) Kommissionen er i besiddelse af en mappe sammensat af Walzstahl-Vereinigung med henblik paa moedet i Poutrelles-udvalget den 9. oktober 1990. Denne mappe indeholder bl.a. en raekke tabeller dateret den 1. oktober 1990. Tabellerne giver en oversigt over Thyssens, Peine-Salzgitters, Hoeschs, Neue Maxhuettes, Saarstahls og TradeARBEDs leverancer og leveringsordrer.

Leverancerne er opgjort pr. maaned fra januar 1990 til og med juli 1990. For saa vidt angaar ordrerne paa leverancer i tredje kvartal 1990 indeholder tabellerne de relevante tal for hver virksomhed opgjort paa ugebasis begyndende med situationen pr. 2. juni 1990 og sluttende med situationen pr. 22. september 1990. Paa samme maade er ordrerne paa leverancer i fjerde kvartal 1990 angivet pr. 1. september, 8. september, 15. september og 22. september 1990. Da kontroltabellerne fra det franske sekretariat i den relevante periode kun indeholdt aggregerede tal og ikke individuelle tal for hver virksomhed, foelger det, at disse tabeller indgik i de ajourfoerte statistikker, som Walzstahl-Vereinigung forsynede sine medlemmer med, jf. memoet fra hr. Vygen til hr. Everard af 4. oktober 1990 (betragtning 33). Dette bekraeftes af memoets forside, som viser, at Walzstahl-Vereinigung havde sendt kopier af mappens indhold til TradeARBED den 2. oktober 1990.

Kommissionen har fundet en tilsvarende samling af dokumenter udfaerdiget af Walzstahl-Vereinigung med henblik paa moedet i Poutrelles-udvalget den 4. december 1990.

1.3.5. Informationsudvekslingens formaal og virkninger

(49) Betydningen og anvendelsen af de tal, som blev udvekslet som led i kontrolordningen, fremgaar af adskillige dokumenter.

(50) Paa moedet den 6. juni 1989 beklagede de tyske producenter sig over den store spanske eksport til Tyskland. De spanske producenter lovede at forskyde deres leverancer i fremtiden.

(51) Paa moedet den 11. juli 1989 paapegede Unimétal, at ifoelge kontroltallene havde alle andre Eurofer-virksomheder end Ensidesa mindsket deres leverancer til Frankrig med 25 %, medens spanierne havde foroeget deres. I referatet hedder det lakonisk:

»Man haabede, at der i fremtiden ville blive udvist en vis grad af tilbageholdenhed.«

Det blev ogsaa paapeget, at i andet kvartal 1989 havde leveringsordrerne paa det belgiske/luxembourgske marked - i modsaetning til situationen paa de andre markeder i Faellesskabet - oversteget leveringsordrerne i foerste kvartal 1989. Man vurderede, at dette forhold

»via belgiske staalforhandlere, risikerede at skabe uro paa nabomarkederne.«

Cockerill Sambre forsvarede sig selv med, at virksomhedens leverancer gik til dens datterselskab (Steelinter), hvis lagre var meget smaa.

Det fremgaar ogsaa af referatet, at der fandt en meningsudveksling sted vedroerende importen fra Spanien:

»Importen fra Spanien var stadig hoej. Ensidesa udtalte, at virksomheden ikke havde foroeget de saedvanlige maengder.«

(52) I den kopi af referatet af moedet den 21. september 1989, som Kommissionen fandt hos Thyssen (i en tysk oversaettelse af det franske referat), antydes det, at TradeARBED var blevet beskyldt for at forstyrre markedet i Frankrig:

»Det luxembourgske staalvaerk benaegtede ogsaa, at det paa nogen maade havde skabt uro paa det franske marked, da det havde vaeret ude af det i fem uger.«

(53) I den franske udgave af referatet af moedet den 12. december 1989 henvises der til en meningsudveksling om handelen mellem Det Forenede Kongerige og Tyskland/Frankrig. Den tyske udgave er mere eksplicit:

»Imidlertid talte de tyske og franske staalvaerker om en vis »aggressivitet« fra det britiske staalvaerks side paa deres hjemmemarkeder, hvilket ogsaa fremgik af Poutrelles-udvalgets statistikker. Det britiske staalvaerk forklarede, at det begraensede sig selv til de tonnager, som det normalt leverede til disse markeder, og at vaerkets indberetninger til Poutrelles-udvalgets statistikker ogsaa omfattede forarbejdning. Det paapegede imidlertid, at der siden januar 1989 var blevet leveret 21 000 tons fra Tyskland til Det Forenede Kongerige.«

(54) Et interne briefing-notat dateret den 19. marts til hr. Meyer (Peine-Salzgitter) afsloerer, at der var opstaaet en kontrovers paa Poutrelles-udvalgets moede den 14. februar 1990:

»I Berlin var det blevet aftalt, at der skulle gives naermere forklaringer paa alvorlige forskelle mellem ordrebogskontrollen og de faktiske leverancer. De herskede paa dette punkt uenighed mellem Ferdofin og Saarstahl.«

(55) En tabel, som blev sendt til British Steel fra Peine-Salzgitter i begyndelsen af marts 1990, indeholder - for de to sidste kvartaler af 1988 og hvert kvartal af 1989 - en opgoerelse over leverancer fra Det Forenede Kongerige til Tyskland og leverancer fra Peine-Salzgitter, Thyssen og Saarstahl til Det Forenede Kongerige. To andre kolonner viser henholdsvis Det Forenede Kongeriges og Tysklands »overskud«, dvs. forskellen mellem den britiske producents leverancer til Tyskland og de tyske producenters leverancer til Det Forenede Kongerige. Den kopi af tabellen, som blev fundet hos British Steel, bar en haandskrevet besked fra Peine-Salzgitter, som kundgjorde, at

»ifoelge disse tal er jeg bange for, at British Steel plc ikke har noget til gode!«

I den tyske udgave af referatet af moedet den 21. marts 1990 fremgaar det, at de spanske producenter fandt, at British Steels og TradeARBEDs eksport til Spanien var for stor.

(56) En skrivelse dateret den 10. maj 1990 fra Peine-Salzgitter til TradeARBED viser, at TradeARBED havde beskyldt Peine-Salzgitter for at have manipuleret med sine tal for leverancer til Nederlandene i foerste kvartal 1990. I sit svar forsoegte Peine-Salzgitter at forklare forskellene.

(57) I en rapport om resultatet af moedet den 16. maj 1990 (udfaerdiget af Walzstahl-Vereinigung) hedder det:

»Et centralt tema var - som altid - virksomhedernes leverancer paa hinandens markeder, som giver anledning til betydelig uro paa markederne. En ansvarlig adfaerd paa dette punkt vil bidrage til at mindske denne uro.«

Et notat af 18. maj 1990 om resultaterne af dette moede, udfaerdiget af Poutrelles-udvalgets sekretariat og sendt til Unimétal, bekraefter dette:

»Der blev redegjort for den gensidige indtraengen paa markederne. Alle oensker at vende tilbage til de saedvanlige leveringsmoenstre.«

(58) Der blev igen droeftet leverancer paa moedet den 10. juli 1990. Af et internt memo hos British Steel dateret den 20. juli 1990 fremgaar foelgende:

»BS's salg i Nordeuropa blev angrebet af de franske og tyske producenter (Arbed forblev tavs), som mente, at vi kun havde formaaet at foroege vort salg paa disse markeder ved at »koebe« markedsandele. Mette fra Peine truede indirekte med en reaktion fra Peine i UK, hvis de ca. 10 000 tons fra BS til Tyskland hvert kvartal ikke blev reduceret.«

(59) Et internt briefing-notat dateret den 10. september 1990 fra Peine-Salzgitter til hr. Meyer med henblik paa det naeste moede i Poutrelles-udvalget den 11. september 1990 afsloerer, at formaalet med kontrolordningen var at saette deltagerne i stand til at foelge med i deres konkurrenters adfaerd paa markedet:

»En udveksling af aggregerede tal alene er (naesten) nytteloes til vort formaal (udtalelse fra den tysk-luxembourgske gruppe den 30. august 1990), da det ikke laengere vil vaere muligt at foelge med i individuelle udbyderes adfaerd. Foerst naar der foreligger officielle toldoplysninger, som erfaringsmaessigt ikke kommer foer flere maaneder senere, er det muligt at individualisere tallene, men kun i relation til lande med blot én producent.«

Notatet viser ogsaa, at parterne var opmaerksomme paa de konkurrenceretlige aspekter af ordningen:

»En ordning med gensidig udveksling af statistikker, som betyder, at data om individuelle virksomheder udleveres til konkurrenter, giver i hvert fald forestillinger om konkurrencebegraensende virkninger.«

(60) Paa moedet den 4. december 1990 paapegede TradeARBED (i referatet omtalt som »repraesentanten fra Luxembourg«), at stigningen i Ferdofins og andre virksomheders markedsandele vakte bekymring hos andre producenter.

Et TradeARBED-memo dateret den 3. december 1990 (som giver ordlyden af den tale, som TradeARBEDs repraesentant ville holde paa moedet den 4. december 1990) afsloerer, at TradeARBED ville - om noedvendigt - traeffe modforanstaltninger:

»Jeg oensker imidlertid at paapege, at vi ikke laengere kan laene os tilbage og se paa, at visse staalvaerker har foroeget deres tonnager betydeligt i aar, navnlig i Belgien, vort hjemmemarked, dvs. (. . .)«

1.4. Markedsdelingsordninger og »Traverso-metoden«

1.4.1. Ferdofin

(61) Referatet af moedet i Poutrelles-udvalget den 19. juli 1988 (et uddrag af hvilket Kommissionen er i besiddelse af) indeholder en opgoerelse over de markedsprognoser for fjerde kvartal i 1988, som CDE havde vedtaget den 14. juli 1988. Her foelger tallene for Tyskland:

»Tyskland 189 000 ton/kvartal

heraf Eurofer 159 000 ton/kvartal

Ferdofin 30 000 ton/kvartal«

Tilsvarende tal (for henholdsvis Eurofer og Ferdofin) gives for Benelux-landene, Frankrig og Danmark/Irland/Graekenland.

(62) Hvis det eneste formaal med markedsprognoserne havde vaeret at vurdere stoerrelsen af fremtidige markeder, ville det selvfoelgelig ikke have vaeret noedvendigt at vise saerskilte tal for Ferdofin. Det maa derfor antages, at formaalet var at fastsaette kvoter for Ferdofins leverancer paa ovennaevnte markeder. Ferdofin haevder, at tallene var blevet foreslaaet af virksomhedens konkurrenter uden Ferdofins indblanding. Et telex fra Ferdofin til Peine-Salzgitter den 4. august 1988 bekraefter imidlertid, at Ferdofin var indforstaaet med at overholde visse kvoter (om end stoerrelsen heraf kan have afveget fra tallene i ovennaevnte referat):

»Vi henleder Deres opmaerksomhed paa, at Ferdofin har accepteret en begraensning af sit salg i Forbundsrepublikken Tyskland, Frankrig og Benelux paa basis af de gamle kvoter.«

1.4.2. Frankrig

(63) Den 13. september 1989 moedtes repraesentanter for Peine-Salzgitter, Thyssen, Saarstahl, British Steel, Unimétal, TradeARBED og Cockerill Sambre/Steelinter i Walzstahl-Vereinigungs kontorer.

Droeftelserne paa dette moede handlede hovedsageligt om leverancerne af bjaelker paa det franske marked i fjerde kvartal 1989.

Hos Peine-Salzgitter fandt Kommissionen et dokument udarbejdet af Walzstahl-Vereinigung. Dokumentets anden side baerer titlen »Det franske marked - bjaelker - fjerde kvartal 1989«. I dokumentet hedder det, at beregningen af det franske marked i fjerde kvartal 1989 androg 75 000 ton/maaned, og at Eurofer-virksomheder ville levere de 60 000 ton/maaned. Dette tal er fraktrukket 27 000 ton/maaned for Unimétal og 375 ton/maaned og 750 ton/maaned for henholdsvis Kloeckner og Ensidesa. De resterende 31 875 ton/maaned er derpaa fordelt paa basis af to procentdele svarende til tidligere leverancer (se side 1 i dokumentet):

»

"" ID="1">P + S > ID="2">11,6/11,4 % > ID="3">3 698/3 634 ton/maaned"> ID="1">Thyssen > ID="2">2,0/2,1 % > ID="3"> 638/ 669 ton/maaned"> ID="1">Saarstahl > ID="2">14,3/13,9 % > ID="3">4 558/4 431 ton/maaned"> ID="1">Ferdofin > ID="2">16,8/17,4 % > ID="3">5 355/5 546 ton/maaned"> ID="1">Cock.-S. > ID="2">21,4/20,5 % > ID="3">6 821/6 534 ton/maaned"> ID="1">Arbed > ID="2">28,4/28,8 % > ID="3">9 052/9 180 ton/maaned"> ID="1">BSC > ID="2">5,5/5,9 % > ID="3">1 753/1 881 ton/maaned">

«

Tredje side i dokumentet baerer titlen »G.-alternativet«. Her er ovennaevnte 31 875 ton/maaned fratrukket yderligere 7 000 ton/maaned til saakaldte »indirekte leverancer«. De resterende 24 875 ton/maaned er derpaa fordelt paa samme maade, som vist i tabellen ovenfor.

Den haandskrevne note fra Peine-Salzgitter, der ledsager disse dokumenter, fortaeller, at sidstnaevnte alternativ stammer fra hr. G. (Unimétal).

(64) Et internt memo af 19. september 1989 fundet hos Peine-Salzgitter bekraefter, at Eurofer-virksomhederne bestraebe sig paa at finde frem til en ordning for fordeling af leverancerne til det franske marked:

»Plan for Frankrig

Grundlaget for fordelingen til Eurofer-virksomheder er dokumentet udarbejdet af WAV for de sidste tolv eller atten maaneder. Peine-Salzgitter er enig i procentdelen. Men grundlaget skal vaere 33 000 ton/maaned.«

(65) Ifoelge referatet af Poutrelles-udvalgets moede den 21. september 1989 paapegede Unimétal, at for fjerde kvartal 1989 ville en markedsprognose paa 75 000 ton/maaned vaere realistisk, og derpaa udspecificerede virksomheden tonnagerne saaledes:

»I dette kvartal agter det franske staalvaerk at levere 27 000 tons pr. maaned. Det mener, at tonnagerne for EKSF-virksomheder uden for Eurofer vil ligge paa omkring 10 000 tons pr. maaned. Leverancerne fra ikke-medlemslande er stadig rimelige og forventes at forblive paa ca. 5 000 tons pr. maaned.«

(66) Et kortfattet notat udarbejdet af Walzstahl-Vereinigung og dateret den 25. september 1989 om resultaterne af dette moede viser, at man fandt frem til et kompromis:

»En tilpasset leverandoeradfaerd paa det franske marked i fjerde kvartal 1989 vil kunne bidrage til en hurtig loesning af tonnageproblemerne paa ogsaa dette marked. Baade Eurofer-virksomheder og andre staalvaerker havde planer om at mindske leverancerne.«

(67) Dette bekraeftes af et telex af den 26. september 1989 fra Walzstahl-Vereinigung til Peine-Salzgitter, Thyssen, Saarstahl, Ferdofin, TradeARBED, British Steel, Ensidesa og Unimétal:

»Bjaelkeleverancer til det franske marked i fjerde kvartal 1989

Undersoegelsen gennemfoert som led i leverancekontrollen viste, at der forventedes foelgende leverancer til det franske marked i fjerde kvartal 1989 (omtrentlige tonnager):

"" ID="1">P + S > ID="2">9 950 ton/kvartal"> ID="1">Thyssen > ID="2">1 800 ton/kvartal"> ID="1">Saarstahl > ID="2">12 200 ton/kvartal"> ID="1">Ferdofin > ID="2">14 800 ton/kvartal"> ID="1">Cockerill-S. > ID="2">18 100 ton/kvartal"> ID="1">Arbed > ID="2">24 750 ton/kvartal"> ID="1">BSC > ID="2">4 950 ton/kvartal"> ID="1">Ensidesa > ID="2">2 250 ton/kvartal"> ID="1">Unimétal > ID="2">72 000 ton/kvartal">

«

(68) En kort gennemgang af resultaterne af moedet i Poutrelles-udvalget den 7. november 1989, som sekretariatet havde udarbejdet og telefaxet til Walzstahl-Vereinigung den 10. november 1989, bekraefter, at der var indgaaet en aftale om leverancerne til det franske marked i fjerde kvartal 1989:

»OEnsker, at »ordningen for leverancer til det franske marked i fjerde kvartal 1989« forlaenges til foerste kvartal 1990 og kommer til at gaelde for alle EKSF-markeder.«

(69) Leverancekontrollen i fjerde kvartal 1989 viser, at kun tre virksomheder leverede naevnevaerdigt mere end forventet til det franske marked:

"" ID="1">Thyssen > ID="2">4 164 tons"> ID="1">Ferdofin > ID="2">18 347 tons"> ID="1">British Steel > ID="2">11 623 tons.">

(70) Ensidesa deltog ikke i moederne den 13. og 21. september 1989. Skoent kvoten paa 750 ton/maaned for Ensidesas leverancer til Frankrig oprindeligt - som Ensidesa haevder - kan vaere blevet bestemt af andre virksomheder uden Ensidesas medvirken, er det et faktum, at Ensidesa blev underrettet herom og overholdt kvoten (virksomhedens faktiske leverancer androg 2 317 tons, dvs. lidt over 770 ton/maaned).

(71) Referatet af moedet den 7. november 1989 tilkendegiver, at de faelles bestraebelser paa at reducere leverancerne til det franske marked havde baaret frugt, og at Unimétal haabede, at de ville fortsaette.

1.4.3. »Traverso-metoden«

(72) I referatet af Poutrelles-udvalgets moede den 19. juli 1988 beskrives et system, som blev indfoert for at skabe ligevaegt mellem udbud og efterspoergsel:

»Virksomhederne boer underrette Eurofer om deres salgsintentioner, saaledes at Eurofer kan vurdere dem som helhed i forhold til CDE's markedsprognoser. Skulle det vise sig, at nogle af disse salgsintentioner afviger vaesentligt fra tidligere tal, vil CDE's formand og Eurofers administration kontakte de beroerte virksomheder for at anmode dem om i hoejere grad at bidrage til den noedvendige ligevaegt.«

(73) CDE's formand paa davaerende tidspunkt og i resten af den periode, der betragtes her (dvs. indtil slutningen af 1990), var hr. Traverso, direktoer i Nuova Italsider SpA og senere i ILVA (begge italienske staalproducenter).

(74) Det system, der blev skitseret i referatet af moedet den 19. juli, blev saedvanligvis omtalt som »Traverso-metoden« eller »Traverso-metodologien« (se f. eks. et internt British Steel-memo dateret den 11. januar 1990).

Det foerste dokument, som kaster lidt lys over systemets indretning, er en telefax (nr. 1017) vedroerende de paataenkte leverancer i fjerde kvartal 1988 fra Eurofer til Arbed/TradeARBED, British Steel, Cockerill Sambre, Usinor Sacilor, Ferdofin, Kloeckner (se betragtning 29), Peine-Salzgitter, Saarstahl, Thyssen og andre. Kommissionens kopi heraf, som blev fundet hos Peine-Salzgitter, var blevet modtaget den 4. august 1988. I telefaxen omtales en »tabel med angivelse af de endelige paataenkte leverancer, saaledes som de blev opgjort ved afslutningen paa det sidste CDE-moede den 27. og 28. juli 1988 i Paris«, og telefaxen fortsaetter:

»Vores formand forventer, at samtlige virksomheder overholder disse tilsagn, som er afgoerende for prisstabiliteten.«

(75) Kommissionen fandt hos Peine-Salzgitter et (udateret) internt memo, som indeholder en sammenligning mellem de paataenkte leverancer i fjerde kvartal 1988 og de faktiske leverancer. Notatet, som er skrevet paa tysk, er vedhaeftet en tabel udfaerdiget paa engelsk med overskriften »Gruppe III . . . (ulaeseligt) paataenkte leverancer«. Ingen har bestridt, at det drejer sig om den i Eurofers telefax omtalte tabel. Leverancetallene i tabellen stammer fra Peine-Salzgitter, Thyssen, Kloeckner (se betragtning 29), Saarstahl, Usinor Sacilor (Unimétal), Ferdofin, Cockerill Sambre, TradeARBED og British Steel.

Det fremgaar af tabellen, at de faktiske leverancer fra samtlige virksomheder undtagen Kloeckner havde vaeret stoerre end de oprindeligt bebudede. Forskellen mellem de to tal er forholdsvis beskeden for Peine-Salzgitters, Cockerill Sambres og Saarstahls vedkommende, men ganske betydelig for de oevrige virksomheders vedkommende (isaer British Steel).

(76) Dette tyder paa, at systemet ikke fungerede saerlig effektivt. Den vaesentligste aarsag hertil var formentlig, at systemet ikke direkte indeholdt nogen sanktionsmuligheder over for de virksomheder, hvis faktiske leverancer oversteg de ordrer, de oprindeligt havde indberettet til hr. Traverso, eller de af ham foreslaaede tonnager.

(77) Systemets frivillige karakter bekraeftes af et telex af 28. november 1988 fra Unimétal til British Steel og British Steels svar herpaa af 6. december 1988. Denne korrespondance viser imidlertid ogsaa, at de deltagende virksomheder ikke desto mindre lagde stor vaegt paa systemet. Den viser, at virksomhederne i hvert fald i princippet mente, at de af CDE-formanden foreslaaede tonnager skulle overholdes. De virksomheder, der saa stort paa de foreslaaede tonnager, kunne forvente gengaeldesesforanstaltninger fra de oevrige deltageres side paa deres respektive hjemmemarkeder.

(78) Systemet blev afskaffet i begyndelsen af 1989, men genoptaget i begyndelsen af 1990 (i henseende til leverancerne i foerste kvartal 1990). Dette blev bekraeftet af British Steel og bevidnes af et British Steel-notat dateret den 20. juli 1990 og den omstaendighed, at Peine-Salzgitter den 31. januar 1990 sendte et brev til CDE's formand med angivelse af virksomhedens paataenkte leverancer i foerste og andet kvartal af 1990.

(79) Som helhed lader det imidlertid til, at systemet med en matchning af udbud og efterspoergsel ikke fungerede specielt godt eller saerlig laenge.

Et udateret British Steel-notat, som opsummerer resultaterne af moedet i Poutrelles-udvalget den 21. marts 1990, beretter om foelgende bemaerkning fra hr. G. (Unimétal) vedroerende det franske marked:

»Hr. G. naevnte, at han forstod det saaledes, at Traverso-proceduren var brudt sammen paa grund af nogle producenters saakaldte »sticking«.«

1.5. Prisfastsaettelsesaftaler

1.5.1. Maalpriser

(80) I referatet af Eurofer/Scandinavien-moedet den 30. juli 1986 hedder det med hensyn til markedet for bjaelker i Faellesskabet:

»Eurofer-staalvaerkerne bestraeber sig paa at stabilisere priserne og forsvare importen. Beslutninger vedroerende isaer priser vil blive truffet paa et moede om nogle faa dage.«

(81) Vedlagt kopien af dette referat, som Kommissionen fandt hos Walzstahl-Vereinigung, var der et dokument indeholdende »priserne i kvartal 4/86« paa de skandinaviske markeder. Med hensyn til bjaelker paa det danske marked fremgaar der foelgende:

»Der gives oplysninger efter den nye prissaetning i EOEF-landene.«

Tilsvarende henvisninger findes i referater af andre Eurofer/Scandinavien-moeder.

(82) I en telefax sendt til CPS den 27. marts 1987 forklarede Walzstahl-Vereinigung, at Poutrelles-udvalgets formand oenskede en droeftelse af to bestemte emner inden det naeste moede den 7. april 1987. Det ene handlede om harmoniseringen af priser i EKSF:

»Opnaaelse af sammenlignelige prisniveauer i EF og navnlig, hvor hurtigt de franske priser kan haeves til et niveau svarende til niveauet i nabolandene (visse forskelle kan tolereres, forudsat at de ikke skaber uro paa markedet).«

(83) Det naeste moede blev afholdt den 3. juni 1987. Et internt briefing-notat dateret den 2. juni 1987 fra Peine-Salzgitter til formanden for Poutrelles-udvalget indeholder foelgende passage:

»Den umiddelbare maalsaetning med moedet den 3. juni boer imidlertid vaere at fastsaette bindende priser paa bjaelker i tredje kvartal 1987.«

(84) Paa dette eller et af de foelgende moeder blev der rent faktisk vedtaget en beslutning om priserne i tredje kvartal 1987. Dette fremgaar af referatet af Eurofer/Scandinavien-moedet den 4. august 1987, hvori det med hensyn til markedet for bjaelker i EKSF naevnes, at de planlagte priser for tredje kvartal 1987 var blevet opnaaet.

(85) Poutrelles-udvalget besluttede dernaest at vedtage prisforhoejelser gaeldende for fjerde kvartal 1987. Dette afsloeres af et internt memo hos Peine-Salzgitter dateret den 9. november 1987:

»Med henblik paa en yderligere konsolidering eller implementering af de pr. 1. oktober 1987 indfoerte prisforhoejelser blev det paa Poutrelles-udvalgets moede i Paris den 28. oktober 1987 besluttet ikke at forhoeje priserne igen den 1. januar 1988. Dette skal imidlertid ses i sammenhaeng med forslaget om, at priserne under alle omstaendigheder forhoejes den 1. april 1988. Det maa i god tid droeftes, hvor omfangsrig og hvor stor forhoejelsen skal vaere.«

(86) Denne bemaerkning bekraeftes - i hvert fald for saa vidt angaar det tyske marked - af referatet af Eurofer/Scandinavien-moedet den 4. november 197:

»Tyskland: Priserne vil naa det fastsatte maal i fjerde kvartal. Ingen prisforhoejelse planlagt i foerste kvartal 1988.«

(87) I referatet af Eurofer/Scandinavien-moedet den 2. februar 1988 hedder det:

»Det blev besluttet at forhoeje priserne den 1. april saaledes: paa det tyske marked med 20 DM for gruppe 1, 2A, 2B2 og 2B3 og med 10 DM for gruppe 2B1; paa det franske marked med 50 ffr. for alle grupper med undtagelse af 2C.

Det er ogsaa hensigten at forhoeje priserne paa det britiske marked den 1. april 1988, om end det endnu ikke er blevet besluttet med hvor meget.«

(88) Resultaterne af moedet den 19. juli 1988 fremgaar af en tabel vedlagt referatet af Eurofer/Scandinavien-moedet den 25. juli 1988, som der blev fundet en kopi af hos Usinor Sacilor. Tabellen viser, hvad der kaldes »markedspriser i fjerde kvartal 1988« for bjaelker i EKSF. Der er angivet basispriser for hver gruppe (gruppe 1, 2A, 2B1, 2B2, 2B3 og 2C) i Tyskland, Frankrig og Belgien/Luxembourg.

(89) I referatet af moedet den 18. oktober 1988 noteres det, at de paataenkte prisstigninger i fjerde kvartal 1988 var slaaet igennem paa markederne. Samme referat indeholder nogle saakaldte »prisberegninger« for foerste kvartal 1989:

»

Prisberegninger for foerste kvartal 1989. Prisstigningerne anslaas til 25-40 DM i Tyskland, 50-100 ffr. i Frankrig 200-800 bfr. i Benelux. De vil resultere i foelgende prisniveauer: "" ID="1">Gruppe 1 januar:

2 250 ffr.

Basis> ID="2">630 DM

Basis> ID="3">13 500 bfr.

Basis> ID="4">480 000 lire

Basis"> ID="1">Gruppe 2a januar:

2 350 ffr.

Basis> ID="2">670 DM

Basis> ID="3">14 000 bfr.

Basis> ID="4">530 000 lire

Basis"> ID="1">Gruppe 2b1

2 350 ffr.

Basis> ID="2">670 DM

Basis> ID="3">14 000 bfr.

Basis> ID="4">530 000 lire

Basis"> ID="1">Gruppe 2b2

2 450 ffr.

Basis> ID="2">720 DM

Basis> ID="3">15 000 bfr.

Basis> ID="4">540 000 lire

Basis"> ID="1">Gruppe 2b3

2 600 ffr.

Basis> ID="2">760 DM

Basis> ID="3">15 700 bfr.

Basis> ID="4">560 000 lire

Basis"> ID="1">Gruppe 2c

2 650 ffr.

Basis> ID="2">795 DM

Basis> ID="3">16 500 bfr.

Basis> ID="4">600 000 lire

Basis""Tyskland: minus »forhandler«-rabat paa 2,5 %

plus 20 DM for smaa forhandlere

plus 80 DM for forbrugere

Frankrig: plus 100 ffr. for forbrugere

Italien: plus 30 000 lire for forbrugere

Det er ogsaa hensigten at gennemfoere nye prisstigninger i Spanien i foerste kvartal 1989.>

«

(90) Sammenlignes denne tabel med den tabel, der er vedlagt referatet af Eurofer/Scandinavien-moedet den 25. juli 1988, viser det sig, at for saa vidt angik markederne i Frankrig, Tyskland og Belgien/Luxembourg (tabellen vedlagt referatet af Eurofer/Scandinavien-moedet indeholder ikke tal for det italienske marked) laa forskellen mellem priserne i henholdsvis fjerde kvartal 1988 og foerste kvartal 1989 rent faktisk paa mellem 25 og 40 DM, 50 og 100 ffr. og 200 og 800 bfr. for de respektive grupper. Eneste undtagelse var kategori 1 i Frankrig (hvor stigningen androg 150 ffr.) og i Belgien/Luxembourg (hvor stigningen laa paa 1 000 bfr.)

(91) Ordlyden af ovennaevnte afsnit i det i betragtning 89 omhandlede referat af moedet den 18. oktober tyder paa, at priserne i den paagaeldende tabel ikke var de priser, som de beroerte virksomheder forventede, at markedet ville give, men de priser, som de var blevet enige om at anvende. Dette bekraeftes af et telex, som Thyssen sendte til TradeARBED den 22. september 1988:

»Grundlaeggende set ville det bedste tidspunkt for diskussionen vaere efter Eurofer/Scandinavien-moedet. Men da dette moede afholdes forholdsvis sent, boer vi efter min opfattelse underrette vore venner om vore generelle hensigter i EF og anmode dem om at traeffe parallelle foranstaltninger, dvs. stigninger for det skandinaviske program paa:

Sverige 100 skr.

Norge 100 nkr.

Finland 40 FM

Beslutningen vedroerende gruppe 2c kan saa traeffes den 29. september.«

(92) Det fremgaar, at Eurofer-virksomhederne havde droeftet fremtidige priser, og de agtede at gennemfoere prisstigninger paa ca. 40 DM for saa vidt angik bjaelker inden for rammerne af »det skandinaviske program« (dvs. gruppe 1, 2a, 2b1, 2b2 og 2b3).

(93) I referatet af Eurofer/Scandinavien-moedet den 3. november 1988 hedder det med hensyn til markedet for bjaelker i EKSF:

»Der er planlagt nye prisstigninger i foerste kvartal 1989, og handelen forventer disse. De indebaerer stigninger i Tyskland paa 25-40 DM, i Frankrig paa 50-100 ffr. og i Benelux paa 200-800 bfr.

(94) Af referatet af moedet den 13. december 1988 fremgaar det, at kunderne helt uden problemer havde godtaget prisstigningerne i foerste kvartal 1989 (fejlagtigt omtalt som »1988«) i Tyskland og Frankrig, og at nye stigninger var under overvejelse.

(95) Af referatet af moedet den 10. januar 1989 fremgaar det, at de »paataenkte« priser i foerste kvartal 1989 var slaaet igennem paa markederne i Tyskland, Frankrig, Benelux, Italien, Spanien og Det Forenede Kongerige. Referatet indeholder ogsaa de »forventede« prisstigninger i andet kvartal 1989 og de deraf foelgende priser.

(96) I et udateret British Steel-notat om resultaterne af dette moede henvises der til »prisintentioner«. Disse fremgaar af en tabel, der ledsager notatet. Tabellens overskrift er »Europaeiske prisintentioner april-juni - stigninger«. Tabellen, viser stigningerne pr. gruppe paa de respektive markeder (10-20 DM i Tyskland, 30-50 ffr. i Frankrig, 200-400 bfr. i Belgien og 20 000 lire i Italien) og de »deraf foelgende nye priser i april 1989«.

Tallene for Frankrig, Tyskland og Benelux-landene er identiske med de priser, der er angivet i referatet af moedet den 10. januar 1989. Priserne for Italien er 20 000 lire pr. ton hoejere end de tilsvarende tal i referatet. Det lader til, at denne afvigelse skyldes en misforstaaelse fra British Steels side.

Et internt memo dateret den 13. januar 1989 og udarbejdet af Peine-Salzgitter indeholder tilsvarende tal:

»Paa moedet i Poutrelles-udvalget den 10. januar 1989 blev de allerede paataenkte prisstigninger pr. 1. april fastsat saaledes: (...)«

(97) Referatet af Eurofer/Scandinavien-moedet den 1. februar 1989 indeholder yderligere oplysninger om samordningen af priser i Poutrelles-udvalget:

»Det blev ogsaa paapeget, at der i tre kvartaler var blevet opnaaet »harmoniske« basispriser (en forskel paa ca. 10 DM mellem de forskellige markeder i Faellesskabet).«

(98) Ifoelge referatet af moedet den 7. februar 1989 tilkendegav deltagerne, at de paataenkte priser i andet kvartal 1989 allerede var slaaet igennem eller ville slaa igennem paa alle de beroerte markeder (Tyskland, Frankrig, Benelux, Italien og Spanien) uden problemer. Priserne angivet i referatet af moedet den 10. januar var suppleret med priser for to grupper i Italien og de spanske priser.

(99) Ifoelge referatet af moedet den 19. april 1989 blev de forventede priser realiseret i Tyskland, Frankrig og Italien, og British Steel agtede at forhoeje sine priser. De i referatet anfoerte priser for tredje kvartal 1989 er stort set identiske med priserne i referaterne af moederne den 10. januar 1989 og den 7. februar 1989 for andet kvartal 1989.

(100) Et British Steel-memo dateret den 24. april 1989 indeholder yderligere oplysninger om priserne i Det Forenede Kongerige:

»Jeg fortalte udvalget, at BS ville haeve sine priser med mellem 4 og 5 % i begyndelsen af juni, og jeg henstillede til de oevrige virksomheder at foelge BS's »prissaetning« ved salg paa det britiske marked for at undgaa en underminering af prisforhoejelsen.«

Memoet omtaler en konflikt mellem de spanske producenter og British Steel:

»Den spanske gruppe klagede over British Steels aggressive salg i Spanien og navnlig BS's lave priser. BS kommenterede de store maengder (21 000 tons i januar og februar), som var blevet importeret i Det Forenede Kongerige fra Spanien, og de forstyrrende priser, som de paagaeldende produkter blev solgt til.«

Ifoelge en kort rapport om moederesultaterne udarbejdet af Walzstahl-Vereinigung skulle dette saerlige problem loeses gennem bilaterale forhandlinger.

(101) I henhold til referatet af moedet den 6. juni 1989 herskede der problemer med hensyn til mindre profiler (gruppe 1 og 2) i Frankrig og Italien, men baade Unimétal og de italienske producenter erklaerede, at de agtede at opretholde priserne. British Steel (som ikke deltog i moedet) underrettede sine konkurrenter om, at prisstigningerne paa det britiske marked blev accepteret uden vanskeligheder.

(102) Paa moedet den 11. juli 1989 blev det meddelt, at de paataenkte priser var slaaet igennem paa det franske marked, dog med undtagelse af gruppe 1 og 2a, hvor priserne var svage. Paa Benelux-markederne havde man bemaerket visse tilbud til priser, der laa under det paataenkte niveau:

»Ikke desto mindre er de planlagte priser slaaet igennem, og de boer opretholdes.«

Med hensyn til det britiske marked blev det bekraeftet, at kunderne havde accepteret prisstigningen paa ca. 4,25 %.

Diskussionen af priser i fjerde kvartal 1989 afsloerede, at som foelge af forhoejelsen af stoerrelses- og kvalitetstillaeggene (se afsnit 1.5.2 nedenfor) agtede de tyske producenter ikke at foroege deres priser. De planlagte og gennemfoerte priser i tredje kvartal 1989 blev derfor bibeholdt.

(103) Referatet af moedet den 3. august 1989 indeholder foelgende afsnit (vedroerende det franske marked), som illustrerer de tanker og planer, som Poutrelles-udvalgets medlemmer havde:

»Staalforhandlerne er for tiden noget tilbageholdende med at afgive ordrer, idet de »haaber« paa et snarligt prisfald.«

Anfoerelsestegnene tyder paa, at Poutrelles-udvalgets medlemmer ikke fandt dette haab velbegrundet.

(104) Det blev bemaerket, at prisniveauet for gruppe 1 og 2a nu var blevet accepteret af kunderne i Italien. Priserne i Det Forenede Kongerige, som var blevet sat op i begyndelsen af juni, blev betegnet som stabile. Referatet giver indtryk af, at det ikke var hensigten at foroege basispriserne (19) paa nogle af de paagaeldende markeder i fjerde kvartal 1989.

(105) Hos Valor fandt Kommissionen et udateret dokument, som ifoelge Valor udgjorde en del af et internt memorandum udarbejdet af Usinor Sacilor med henblik paa moedet den 21. september 1989. I dokumentet droeftes forholdet mellem EKSF-traktatens artikel 60 og 65. Efter at have noteret, at artikel 60 ikke er til hinder for, at en virksomhed kan offentliggoere sine fremtidige priser laenge foer den faktiske gennemfoerelse af disse, fortsaetter dokumentet saaledes:

»6. Ikke desto mindre er det i henhold til artikel 65 udtrykkeligt forbudt virksomheder at indgaa aftaler, der bestaar i »fastsaettelse eller bestemmelse af priser«. Det er klart, at erklaeringer fra en raekke virksomheder om, at de agter at forhoeje deres priser med samme beloeb paa samme dato, vil vaere i strid med bestemmelserne i ovennaevnte artikel.

7. Der findes to mulige loesninger paa dette problem:

a) vag formulering for at antyde, at vilkaarene paa markedet skulle kunne give plads for en prisaendring inden for et ikke naermere angivet tidsrum

b) »prisfoererskab«, som benyttes af amerikanske virksomheder. En virksomhed bebuder prisforhoejelser eller prisnedsaettelser med virkning fra en bestemt dato. Nogle dage senere meddeler de oevrige virksomheder, at de agter at foelge konkurrentens eksempel.«

Dette beviser, at Usinor Sacilor overvejede metoder til omgaaelse af EKSF-traktatens konkurrenceregler.

(106) Af referatet af moedet den 7. november 1989 fremgaar det, at der ikke var planer om prisforhoejelser i foerste kvartal 1990. Eneste undtagelse var Frankrig, hvor Unimétal haabede paa at kunne forhoeje de faktiske priser paa mindre bjaelker med 50 ffr.

(107) Det naeste moede blev afholdt den 12. december 1989. Resultaterne heraf fremgaar af et talepunkt, som TradeARBEDs repraesentant (der paa det tidspunkt var formand for Eurofer/Scandinavien-moederne) havde udarbejdet med henblik paa det naeste Eurofer/Scandinavien-moede den 31. januar 1990, og som ogsaa giver en vaerdifuld indsigt i Eurofer-virksomhedernes tanker og intentioner:

»Det er derfor absolut noedvendigt, at Eurofer-vaerkerne og vore skandinaviske venner undlader at presse markedet.

(. . .)

Priserne fra fjerde kvartal 1989 er i princippet blevet bibeholdt i foerste kvartal 1990. De nye stoerrelsestillaeg udgoer ikke laengere et problem. Det er imidlertid beklageligt - navnlig for grupperne 1, 2a og 2b1 - at nogle staalvaerker har vaeret rede til at underbyde de programmerede priser i de sidste to eller tre uger, hvorved der er opstaaet graa omraader paa 15-20 DM. Dette maa standses oejeblikkeligt.

Det er klart, at dette graa omraade skal ryddes af vejen i andet kvartal, og at de programmerede priser skal anvendes over hele linjen, isaer da der i andet kvartal formentlig vil opstaa den fornoedne efterspoergsel. Jeg henstiller til alle her om at overholde denne regel strengt.«

(108) I referatet af moedet den 14. februar 1990 hedder det med hensyn til priserne i andet kvartal 1990, at producenterne haabede paa at kunne vende tilbage til prisniveauet i fjerde kvartal 1989:

»Med hensyn til priser haabede de lokale vaerker meget at kunne fjerne den nuvaerende manko (paa ca. 20 DM) og vende tilbage til det prisniveau, de hver isaer praktiserede i fjerde kvartal 1989.«

(109) Kun Unimétal erklaerede, at virksomheden agtede at forhoeje prisen paa gruppe 2c med 45 ffr. Dette er ikke nogen tilfaeldighed. I et brev til Unimétal (med kopi til TradeARBED) dateret den 6. november 1989 havde Poutrelles-udvalgets formand tilkendegivet, at det var af allerstoerste betydning at harmonisere priserne i EKSF for at hindre, hvad han kaldte »fordrejninger« af handelsstroemmene.

Hr. Meyer paapegede, at efter hans opfattelse skabte gruppe 2c problemer i denne henseende, eftersom priserne i henholdsvis Frankrig og Tyskland i nogen havde afveget fra hinanden med ca. 30 DM pr. ton. Poutrelles-udvalgets formand mente, at det nu var paa tide at udligne denne forskel:

»Dette et et godt tidspunkt for en udligning af forskellen i forhold til den tyske pris. Efter min mening har dette vaeret noedvendigt laenge, og nu kan det lade sig goere.«

(110) Peine-Salzgitter gentog sin opfordring i et brev af 19. december 1989. Den 7. februar 1990 sendte TradeARBED en telefax til Unimétal (med kopi til Peine-Salzgitter), hvori virksomheden tilskyndede den franske producent til at foroege sine priser paa gruppe 2c med henblik paa at fjerne denne »fordrejning«, trods de noget vanskelige vilkaar paa markederne:

»Denne fordrejning tilskynder en raekke franske forhandlere til at goere et stoerre indhug i det tyske marked, hvorved prisstrukturen i Tyskland forstyrres (. . .). Selv om forholdene ikke er gunstige for en prisforhoejelse, boer priserne paa denne gruppe saettes op med 100 ffr. pr. ton, senest med virkning fra leverancer i andet kvartal.«

(111) Kort tid efter moedet i Poutrelles udvalget den 14. februar 1990 sendte British Steel en telefax til TradeARBED, Peine-Salzgitter, Thyssen, Saarstahl og Unimétal/Valor (hr. G.), hvori virksomheden redegjorde for sine definitioner af gruppe A1, A2 og A3. Yderligere forklaringer blev afgivet telefonisk den 19. februar.

(112) Originalen af denne telefax, som Kommissionen fandt hos British Steel, indeholder nogle haandskrevne tilfoejelser. Under overskriften »Foreslaaede £/t interpen. tildelinger« er der angivet tal for hver enkelt gruppe for henholdsvis grossister og forhandlere. Meningen med tallene forklares i et internt British Steel-memo dateret den 20. februar 1990:

»Hr. G. er blevet underrettet om de priser, der skal kraeves, og som vi ikke finder forstyrrende. Det er ikke lykkedes mig at komme i kontakt med Saarstahl (Baron dr. von Engelhard), men sidste uge klagede jeg paa det kraftigste til ham over de alt for lave priser, han tilbyder i UK. Det vil ikke vaere urimeligt af os at paapege over for Unimétal, at konsekvenserne af Saarstahls synder boer maerkes i Frankrig snarere end i Tyskland.«

Det fremgaar af alt dette, at British Steel underrettede sine stoerste konkurrenter om, hvilke priser (eller interpenetrationstildelinger) virksomheden ville tolerere.

(113) Ifoelge referat af moedet den 21. marts 1990 beklagede British Steel sig over, at visse tilbud paa det britiske marked havde ligget 55-70 £ under British Steels priser. I et udateret British Steel-notat om resultaterne af dette moede hedder det:

»BS's besked til EF-producenter er, at de ikke boer stoette disse rabatter.«

(114) British Steels memo indeholder ogsaa oplysninger om det tyske marked:

»Den tyske gruppe oenskede at foroege basispriserne med 20 DM for at genskabe den position, der blev forudset i oktober, hvor tillaeggene steg med 20-25 DM (basispriserne har siden vaeret vigende).«

(115) Ifoelge referatet af moedet den 16. maj 1990 havde British Steel bebudet en eventuel prisstigning i Det Forenede Kongerige i tredje kvartal 1990. Den endelige beslutning ville blive truffet i maj maaned. Usinor Sacilors notat af 18. maj 1990 beretter, at British Steel havde anmodet de oevrige producenter om at vente indtil slutningen af maj med at give bindende tilbud paa leverancer til Det Forenede Kongerige.

Den 7. juni 1990 sendte British Steel en telefax til TradeARBED, Peine-Salzgitter, Saarstahl, Thyssen, Ensidesa, Unimétal og Aristrain:

»Jeg vedlaegger oplysninger om aendringerne af British Steels prisliste 5, som vil vaere gaeldende fra 1. juli 1990 for profiljern.

(. . .)

I forhold til den sidste prisliste er priserne generelt sat op med 5 %. De bedes sikre, at tilbud vedroerende tredje kvartal tager fuldt hensyn til denne stigning.«

(116) Et internt briefing-notat (dateret den 9. juli 1990) udarbejdet af Peine-Salzgitter til formanden for Poutrelles-udvalget med henblik paa moedet den 10. juli 1990 indeholder en opsummering af de emner, som blev diskuteret paa moedet. Forfatteren foreslaar, at som foelge af den delvise forhoejelse af stoerrelsestillaeggene boer der ikke gennemfoeres nogen »officiel forhoejelse« i fjerde kvartal 1990. Deltagerne skulle dog formanes til at haandhaeve de nye stoerrelsestillaeg og de aftalte priser:

»Henstilling til alle deltagere vedroerende tredje og fjerde kvartal:

- haandhaevelse af de nye stoerrelsestillaeg

- haandhaevelse af de aftalte priser/afvikling af graa rabatter.«

(117) Et internt British Steel-memo dateret den 17. juli 1990 bemaerker, at de oevrige producenter hidtil kun havde taget »ringe hensyn« til de retningslinjer, som British Steel havde givet dem med hensyn til prisniveauet i forbindelse med salg i Det Forenede Kongerige. Som British Steels memo af 20. juli 1990 viser, benyttede British Steel moedet den 10. juli 1990 til igen at opfordre sine konkurrenter til at respektere British Steels priser.

Et andet British Steel-memo af 30. juli 1990 afsloerer, at TradeARBEDs adfaerd var til saerlig stor irritation for British Steel:

»Der kan naeppe herske tvivl om, at Arbed, der anses for den stoerste EF-importoer, har vaeret uansvarlig i sin prissaetning og ikke har overholdt den aftale, vi indgik, da vi moedtes med Everard og Sevenig. De tilbyder store rabatter paa alle produkter.«

(118) Ifoelge referatet af moedet den 11. september 1990 fik moededeltagerne at vide, at stigningen i British Steels priser var blevet accepteret af de britiske kunder. Med hensyn til de andre markeder hedder det i referatet, at der »kunne forventes« en prisstigning paa 25-30 DM.

(119) Et British Steel-memo af 25. december 1990 om resultaterne af dette moede siger det mere direkte:

»Der hersker en generel fornemmelse af, at priserne boer saettes en anelse op - med ca. 30 DM pr. ton. Nogen diskussion om, hvorvidt det er basispriserne eller tillaeggene der skal forhoejes. Det sandsynlige tidspunkt for stigningen er den 1. januar.«

Dette paagaeldende memo viser ogsaa, at British Steel ikke deltog i diskussionen af priser:

»Birtish Steel deltog ikke i prisdiskussionen. Forblev paa moedet alene af hensyn til aabenheden. Henstillede kraftigt til formanden om, at markedet ikke skulle fortaelles, at »Eurofer-producenterne havde vedtaget en prisstigning«.«

(120) I referatet af moedet den 9. oktober 1990 noteres det, at priserne i foerste kvartal 1991 blev droeftet, og at en stigning paa 20-30 DM ville vaere acceptabel for kunderne paa kontinentet. Der blev ikke lavet noget »forecast« for det britiske markeds vedkommende.

(121) En telefax fra Walzstahl-Vereinigung til Ferdofin dateret den 19. december 1990 viser, at de paagaeldende virksomheder haabede paa at kunne foroege priserne med op til 20 DM pr. ton ved at indfoere nye tillaeg (se afsnit 1.5.2 nedenfor):

»Der skal huskes paa, at de i fjerde kvartal gaeldende priser forventedes opretholdt i foerste kvartal 1991, om end ledsaget af en fortsat forbedring af salgsprovenuet paa op til 20 DM pr. ton i gennemsnit ved udgangen af kvartalet gennem indfoerelse af nye tillaeg.«

1.5.2. Harmonisering af tillaeg

(122) Der blev paa moedet den 18. oktober 1988 fremlagt et forslag fra Usinor Sacilor om en harmonisering af kvalitetstillaeggene. Ifoelge referatet af moedet den 15. november 1988 blev de tyske kvalitetstillaeg valgt som det maal, der skulle naas »Zielpreis«.

British Steel meddelte paa dette moede, at virksomheden ville tage hensyn til resultaterne af denne harmonisering i forbindelse med sin prissaetning.

(123) Ifoelge referatet af moedet den 10. januar 1989 havde en »italiensk repraesentant« paa moedet fremsat et forslag til harmonisering af stoerrelsestillaeggene for IPE-, HEB- og HEA-bjaelker. Deltagerne enedes om at studere forslaget naermere og forberede et udkast til en harmonisering af stoerrelsestillaeggene med virkning fra tredje eller fjerde kvartal af 1989.

(124) En forhoejelse af tillaeggene indebar selvfoelgelig en risiko for, at en virksomhed kunne foele sig fristet til at kompensere for denne forhoejelse ved at saenke basispriserne og dermed skaffe sig fordele i forhold til konkurrenterne. Medlemmerne af Poutrelles-udvalget synes at have vaeret opmaerksomme paa denne risiko, men intet tyder paa, at de har betragtet den som nogen alvorlig trussel. I et brev af 24. februar 1989 (som Kommissionen er i besiddelse af et udkast til) til formanden for udvalget siger Ferdofin:

»Jeg vil haevde, at den europaeiske gruppe (inkl. Ferdofin), der fremstiller HE-bjaelker, er tilstraekkelig homogen til at udelukke en saenkning af basispriserne i forbindelse med en forhoejelse af stoerrelsestillaeggene.«

(125) Af referatet af moedet den 19. april 1989 fremgaar det, at en arbejdsgruppe ville traede sammen for at bestemme omfanget af forhoejelsen af stoerrelsestillaeggene, som skulle gaelde fra 1. oktober 1989. Der er beviser for, at dette moede blev afholdt samme dag, formentlig efter moedet i Poutrelles-udvalget.

En rapport om resultaterne af denne arbejdsgruppes moede viser, at Poutrelles-udvalgets medlemmer var blevet enige om - gennem den arbejdsgruppe, de havde nedsat med samme formaal - at saavel harmonisere som forhoeje stoerrelsestillaeggene for bjaelker:

»Eftersom Poutrelles-udvalget havde bestemt, at de nye tillaeg skulle gaelde fra 1. oktober 1989, foreslog den italienske gruppe en fuldstaendig ensretning efter de hoejeste stoerrelsestillaeg i Faellesskabet.

Ikke desto mindre foretrak man at skride gradvis til vaerks. Der blev paa moedet fastlagt foelgende retningslinjer:

1. Harmoniseringen vil vaere i opadgaaende retning.

Den maa under ingen omstaendigheder foere til et fald i listeprisen.

2. Den repraesenterer en anden fase.

En tredje fase vil vaere noedvendig for en raekke profiler for at mindske den nuvaerende forskel i forhold til de hoejeste tillaeg i Faellesskabet.

3. Gennemfoerelsesdatoen blev fastsat til den 1. oktober 1989.«

I rapporten er opregnet de harmoniserede tillaeg for alle IPN-, UPN-, IPE-, HEA-, HEB- og HEM-bjaelker.

(126) Kommissionen er kommet i besiddelse af nogle arbejdsdokumenter (fundet hos Walzstahl-Vereinigung) og tabeller (fundet hos Valor), hvori de davaerende stoerrelsestillaeg i Frankrig, Tyskland, Luxembourg og Italien sammenlignes med de nye stoerrelsestillaeg, der skulle indfoeres pr. 1. oktober 1989. Disse dokumenter viser, at den harmonisering, der blev aftalt den 19. april 1989, medfoerte en forhoejelse af stort set alle de paa det tidspunkt gaeldende stoerrelsestillaeg i Frankrig, Tyskland og Luxembourg. I flere tilfaelde var forhoejelserne ganske omfattende. Tillaegget for f.eks. HEB 200 i Frankrig, Tyskland og Luxembourg androg tidligere henholdsvis 20, 19 og 19 ECU; de blev nu sat op til 46 ECU pr. ton. At »harmoniseringen« af stoerrelsestillaeggene medfoerte en prisstigning bekraeftes af et internt memo hos Peine-Salzgitter af 10. juli 1989.

(127) Et internt memo af 5. juni 1989 udarbejdet af Peine-Salzgitter paapeger, at Peine-Salzgitter i en skrivelse af 23. maj 1989 havde underrettet Kommissionen om virksomhedens nye tillaeg. Dette viser, at de harmoniserede tillaeg foerst blev anmeldt, efter at Poutrelles-udvalgets medlemmer havde truffet aftale om dem. Referatet af Eurofer/Scandinavien-moedet den 25. april 1989 bekraefter, at de nye stoerrelsestillaeg ikke var blevet offentliggjort foer denne dato.

(128) Paa moedet den 6. juni 1989 erklaerede spanierne, at de ville foroege deres stoerrelsestillaeg gradvis for at harmonisere dem med tillaeggene i det oevrige Europa.

(129) Paa samme moede blev spoergsmaalet om harmonisering af kvalitetstillaeggene diskuteret. Der blev truffet en beslutning svarende til den, der var blevet truffet paa det foregaaende moede med hensyn til stoerrelsestillaeggene, dvs. at harmoniseringen skulle foere til hoejere priser:

»Paa moedet blev det besluttet at stoette den franske gruppes forslag om en harmonisering. 1. oktober 1989 blev valgt som ikrafttraedelsesdato. Det blev understreget, at harmoniseringen skulle foregaa i opadgaaende retning og under ingen omstaendigheder maatte foere til et fald i listepriserne.«

(130) I et brev af 15. december 1989 til dr. Arnuzzo (Ferdofin) goer Peine-Salzgitter opmaerksom paa, at adskillige medlemmer af Poutrelles-udvalget havde spurgt paa moedet den 12. december 1989 (som Ferdofin ikke deltog i), om Ferdofin anvendte de nye tillaeg, navnlig paa det tyske marked.

Ferdofin svarede ved et telex den 21. december 1989 og forsikrede Peine-Salzgitter om, at virksomheden uden undtagelse havde anvendt de nye tillaeg i forbindelse med leverancerne til samtlige europaeiske markeder siden den 1. oktober 1989.

(131) Gennemfoerelsen af de nye tillaeg lader til at have smittet af paa basispriserne. I referatet af moedet den 14. februar 1990 hedder det:

»De nye tillaeg er slaaet helt igennem, om end desvaerre undertiden paa bekostning af basispriserne.«

(132) Ifoelge referatet af moedet den 16. maj 1990 »paataenkte« producenterne en forhoejelse af stoerrelsestillaeggene paa 15-20 DM pr. 1. juli 1990.

Udgangspunktet herfor var et forslag fra de tyske og luxembourgske deltagere (se telefaxen af 11. maj 1990 fra Peine-Salzgitter til sekretariatet). Dette dokument afsloerer, at de foreslaaede aendringer ville have resulteret i en naermest total harmonisering af de beroerte stoerrelsestillaeg og i en betydelig stigning i deres beloebsstoerrelse.

(133) Medens referat af moedet giver indtryk af, at forhoejelsen af stoerrelsestilaeggene kun var under overvejelse, viser en rapport udfaerdiget af Walzstahl-Vereinigung, at samtlige deltagere i realiteten havde godkendt forslaget:

»Samtlige tilstedevaerende grupper godkendte forslaget paa betingelse af, at det ikke foerte til et nyt fald i basispriserne, saaledes som det skete i fjerde kvartal 1989.«

Dette bekraeftes ogsaa af et fortroligt notat dateret den 17. maj 1990, som Poutrelles-udvalgets sekretariat sendte til Unimétal:

»Alle grupper bekraeftede deres tilslutning til forslaget, som straks vil blive offentliggjort og traede i kraft den 1. juli 1990.«

(134) I en telefax dateret den 21. maj 1990 underrettede Peine-Salzgitter Aristrains repraesentation i Tyskland (som ikke havde vaeret i stand til at deltage i moedet den 16. maj) om detaljerne i den opnaaede aftale. Dette dokument afsloerer, at deltagerne ogsaa havde aftalt ikke at acceptere ordrer paa leverancer i perioden fra den 1. juli 1990 foer 1. juni 1990.

(135) Usinor Sacilors fortrolige notat af 17. maj 1990 viser, at nogle af deltagerne oenskede at gaa endnu videre:

»Med hensyn til de mindre stoerrelser (IPE 80-150 mm), for hvilke der ikke er foreslaaet nogen prisstigning, vil dr. Masserdotti kontakte Dem for at undersoege, om ogsaa de kan baere en prisstigning.«

(136) I en telefax til sekretariatet skrevet paa Stefanas brevpapir og dateret den 31. maj 1990 tilkendegav dr. Masserdotti sin utilfredshed med, at tillaeggene for mindre stoerrelser ikke var blevet sat op. Forfatteren opfordrede samtlige deltagere til at genoverveje hans forslag om en »moderat« stigning:

»Jeg opfordrer alle til at genoverveje forslaget for at viderefoere den samarbejdsaand, der binder os sammen.«

(137) Poutrelles-udvalgets formand svarede i et brev af 12. juni 1990, at han ikke havde noget imod, at de italienske producenter anvendte »mere eller mindre afvigende tillaeg paa deres marked«, og han gav dem foelgende forsikring:

»Det er klart, at de tyske og luxembourgske staalvaerker vil anvende Deres tillaeg paa Deres hjemmemarked.«

(138) Af referatet af moedet den 11. september 1990 fremgaar det, at stoerrelsestillaeggene igen var paa dagsordenen:

»Det italienske forslag om nye stoerrelsestillaeg for IPN, UPN og IPE blev fremlagt paa moedet (jf. bilag II). Der var tale om en harmonisering i opadgaaende retning, som paa ingen maade ville medfoere et prisfald. Den kunne traede i kraft den 1. oktober 1990.«

En kort rapport (dateret den 11. oktober 1990) fra Walzstahl-Vereinigung om resultaterne af moedet fortaeller, at »en spansk producent« havde underrettet de oevrige moededeltagere om, at vedkommende agtede at forhoeje sine stoerrelsestillaeg i loebet af fjerde kvartal 1990 med henblik paa at bringe dem taettere paa de harmoniserede stoerrelsestillaeg.

(139) Den 14. november 1990 rundsendte Walzstahl-Vereinigung et »tysk« forslag til en harmonisering af stoerrelsestillaeggene.

En naermere gennemgang af forslaget afsloerer, at det ville have resulteret i stigninger paa alle markeder undtagen det italienske, hvor de nye tillaeg for nogle stoerrelsers vedkommende stadig var lavere end de allerede gaeldende tillaeg.

(140) Den 28. november 1990 sendte Eurofer en kopi af dette forslag til Eurofers juridiske raadgiver, da Eurofer var i tvivl om forslagets forenelighed med EKSF-traktatens konkurrenceregler. Raadgiveren gav sit svar i en telefax dateret den 3. december 1990 og haevdede, at det paagaeldende dokument ikke udgjorde et forslag om en harmonisering af priser, men en neutral »ekspertudtalelse«:

»Men der kunne selvfoelgelig opstaa en overtraedelse af EKSF-traktatens konkurrenceregler, hvis virksomheder i faellesskab beslutter at aendre deres lister over tillaeg paa linje med denne model eller foretager en koordineret aendring af deres tillaeg i overensstemmelse med denne.«

(141) Ifoelge en rapport fra Walzstahl-Vereinigung om resultaterne af moedet den 4. december 1990 havde en »tysk virksomhed« besluttet af saette sine stoerrelsestillaeg op med mellem 5 og 30 DM pr. ton fra den 1. januar 1991. I referatet af dette moede hedder det, at andre producenter planlagde noget tilsvarende.

En telefax, som Walzstahl-Vereinigung sendte til British Steel den 13. december 1990, saetter tingene paa plads:

»For god ordens skyld skal jeg meddele Dem, at Peine-Salzgitter og nu ogsaa Thyssen Stahl har offentliggjort nye stoerrelsestillaeg for bjaelker, som foelger en ny harmoniseret struktur i EF-landene (ekskl. Det Forenede Kongerige og Spanien).«

(142) Den 19. december 1990 sendte Walzstahl-Vereinigung en telefax til Ferdofin:

»Vi kan forsikre Dem, at alle tyske repraesentanter i Italien nu er blevet underrettet om forhoejelsen af stoerrelsestillaeggene paa de tyske prislister. Har Ferdofin ogsaa aendret sin liste over stoerrelsestillaeg?«

Formuleringen af dette afsnit og den omstaendighed, at telefaxen blev sendt til TradeARBED, Peine-Salzgitter, Thyssen og Saarstahl, tyder paa, at disse virksomheder havde indfoert de nye stoerrelsestillaeg inden den 19. december 1990.

2. UDVEKSLING AF OPLYSNINGER GENNEM EUROFER

(143) Der er beviser for, at visse statistikker over ordrer og leverancer ogsaa blev indsamlet og cirkuleret af Eurofer selv. Til brug for denne informationsudveksling indberettede de deltagende virksomheder deres ordrer og leverancer til Eurofer naesten oejeblikkelig - derfor naevnet »hurigregistreringer«.

(144) Tallene for ordrer blev udsendt i aggregeret form. Der blev imidlertid udvekslet individuelle tal vedroerende leverancer fra Peine-Salzgitter, Thyssen, Kloeckner, Hoesch, Saarstahl, Usinor Sacilor, Ferdofin, Cockerill Sambre, Arbed, British Steel, Ensidesa og Siderurgia Nacional (en portugisisk producent) fordelt paa medlemsstaterne markeder.

De vigtigste dokumenter vedroerende denne informationsudveksling er angivet i bilag II.

(145) Bevismaterialet viser, at Eurofer udsendte oplysninger om de beroerte virksomheders leverancer regelmaessigt og aldrig senere end ca. to maaneder efter udgangen af det relevante kvartal eller den relevante maaned. Udvekslingen gaar tilbage til mindst 1986.

Eurofer suspenderede informationsudvekslingen i slutningen af juni 1990, men den blev genoptaget kort tid efter. British Steel deltog ikke i denne efterfoelgende informationsudveksling.

(146) Det foreliggende materiale goer det ikke muligt at identificere alle modtagerne af tallene fra Eurofer. Det kan dog med rimelighed antages, at alle de virksomheder, der indberettede deres leverancer til Eurofer, og hvis taloplysninger indgik i Eurofers tabeller, ogsaa modtog en kopi af disse dokumenter. Eurofer bestred ikke dette i sit svar paa klagepunktsmeddelelsen.

3. AFTALER OG PRAKSIS I RELATION TIL INDIVIDUELLE MARKEDER

3.1. Tyskland

(147) Et notat dateret den 16. januar 1987 (fundet hos Peine-Salzgitter) om et moede mellem repraesentationer for Thyssen, Peine-Salzgitter og TradeARBED i Duesseldorf den 15. januar 1987 viser, at disse virksomheder sammen havde fastsat priserne for foerste kvartal 1987.

(148) Et internt notat af 2. juni 1987 udarbejdet af Peine-Salzgitter afsloerer, at priserne i nogen tid var blevet fastsat i faellesskab af Thyssen, Peine-Salzgitter og TradeARBED. I dokumentet henvises der til aftaler indgaaet mellem disse virksomheder i december 1986, januar 1987 (se ovenfor) og februar 1987, og det indeholder de saaledes fastsatte priser.

(149) Et internt notat af 9. november 1987 udarbejdet af Peine-Salzgitter med henblik paa et moede med forhandlere den 11. november 1987 viser, at det forestaaende moede var en fortsaettelse af droeftelser afholdt den 11. og 24. juni 1987. Droeftelserne paa de to foregaaende moeder synes at have fokuseret paa en stabilisering eller forhoejelser af priserne. Det paapeges, at disse droeftelser havde resulteret i to prisstigninger den 1. juli og den 1. oktober 1987.

TradeARBED bekraeftede, at virksomheden deltog i moedet den 11. juni 1987. Peine-Salzgitter, TradeARBED og Walzstahl-Vereinigung meddelte Kommissionen, at de havde deltaget i moedet den 24. juni 1987.

(150) Den 20. januar 1988 afholdt en gruppe ved navn »VA Profilstahl« et moede i Duesseldorf, hvori deltog TradeARBED, Hoesch, Peine-Salzgitter, Saarstahl og Thyssen. En rapport om resultaterne af dette moede dateret den 25. januar 1988 opregner de prisstigninger, der blev anbefalet med virkning fra 1. april, og den fortsaetter:

»Alle tilstedevaerende staalvaerker var enige om, at i forbindelse med fremtidige prisbekendtgoerelser skulle der gives priser for alle forhandlere, og der ville blive anvendt/aftalt et vist differentiel for de seks stoerste forhandlere (f.eks. 20 DM).«

(151) Den 20. april 1988 sendte Peine-Salzgitter en telefax til Thyssen, TradeARBED og Saarstahl, hvori de blev underrettet om, at man paa moedet med forhandlerne den 22. april 1988 burde droefte en eventuel yderligere prisstigning. Et forslag til disse prisstigninger blev fremsat.

(152) VA Profilstahl afholdt et moede i Paris den 18. april 1989. Et haandskrevet notat om resultatet af dette moede udarbejdet af Walzstahl-Vereinigung siger foelgende:

»Arbed nedlagde veto mod hoejere stoerrelsestillaeg for UNP 320 og stoerre stoerrelser (de andre producenter - isaer Hoesch - skulle foerst overholde de aftale priser).«

(153) Ifoelge et briefing-notat af 20. april 1989, som Peine-Salzgitter havde udfaerdiget med henblik paa et forestaaende moede med forhandlere den 21. april 1989, havde man paa det sidste moede i dette forum den 16. februar 1989 aftalt, at de deltagende producenter ikke ville laegge pres paa markedet i andet kvartal af 1989. Forfatteren noterer, at dette synes at have vaeret tilfaeldet.

(154) Et brev af 20. december 1989 fra Peine-Salzgitter til Saarstahl afsloerer, at visse producenter havde aftalt at begraense deres leverancer til det tyske marked i anden halvdel af 1989 til en bestemt maengde (leverancerne i tredje kvartal 1988 minus 10 %). Det fremgaar af brevet, at Saarstahl ikke havde overholdt aftalen.

I hvert fald Peine-Salzgitter, Saarstahl og TradeARBED deltog i denne aftale. Dette bekraeftes af et brev fra Peine-Salzgitter til TradeARBED dateret den 19. december 1989.

3.2. Frankrig

(155) Et internt memo af 14. maj 1987 udarbejdet af Peine-Salzgitter afsloerer, at paa det tidspunkt samordnede Unimétal, Cockerill Sambre og Arbed/TradeARBED deres priser paa det franske marked.

Dette bekraeftes af et notat af 18. maj 1987 udarbejdet af Peine-Salzgitter.

3.3. Italien

(156) Den 7. april blev der i Duesseldorf afholdt et moede, hvor det italienske marked blev diskuteret. TradeARBED, Peine-Salzgitter, Unimétal og Walzstahl-Vereinigung har bekraeftet, at de deltog i dette moede; referatet viser, at ogsaa Ferdofin var til stede.

Referatet fortaeller, at der var enighed om, at det var vigtigt, at deltagerne koordinerede deres handlinger for at opnaa de »programmerede« priser:

»Denne koordinering er afgoerende for tilvejebringelsen af de programmerede priser som opsummeret nedenfor:

Basispris gruppe 2b H 100-300

PE 240-400

1) For forhandlerne Presider (*), Novasider, Sidercomit

Gruppe 2b: 460 000 lire for leverancer til Norditalien, minus agentprovision maks. 2 %

Gruppe 2c: 500 000 lire for leverancer til Norditalien, minus agentprovision maks. 2 %

(*) Ovennaevnte priser plus 15 000 lire for leverancer til det centrale Italien.

2) Andre forhandlere

Ovennaevnte priser plus 15 000 lire for leverancer til Norditalien.

3) Forbrugere

Gruppe 2b: 500 000 lire udgangssted

Gruppe 2c: 550 000 lire udgangssted.«

(157) Et brev af 23. oktober 1987 fra formanden for Poutrelles-udvalget til Ferdofin redegoer for de generelle traek ved Peine-Salzgitters salgspolitik paa det italienske marked:

»Vi foelger de priser, De har opgivet paa de forskellige moeder, eller markedspriserne, som kan vaere blevet fastsat i andre sammenhaenge, f.eks. i forbindelse med Deres samtaler med de tyske repraesentanter.«

I sit svar af 27. oktober 1987 beklagede Ferdofin sig over, at Peine-Salzgitter (og British Steel) ikke overholdt de aftalte priser.

(158) I et telex fra Peine-Salzgitter til Ferdofin den 17. november 1987 hedder det:

»Tidligere har vi saedvanligvis fulgt de priser, der er blevet aftalt med Dem. Vi vil ogsaa efterleve de beslutninger, der traeffes paa moedet i Duesseldorf den 25. november 1987.«

(159) Et briefing-notat af 24. november 1987 udarbejdet af Peine-Salzgitter afsloerer, at Poutrelles-udvalgets sekretariat havde henstillet til deltagerne at afstaa fra salg i Italien, indtil der forelaa en aftale (om priser).

Dette dokument omtaler ogsaa de tidligere aftalte priser og aendringerne som foelge af presset fra markedet, og det fortsaetter:

»Vi holder os strengt til prisaftalerne.«

(160) Den 25. november 1987 blev der afholdt et moede i Duesseldorf, hvor det italienske marked blev diskuteret. TradeARBED, Peine-Salzgitter, Unimétal og Walzstahl-Vereinigung bekraeftede, at de havde deltaget i dette moede. En deltagerliste (fundet hos Peine-Salzgitter) viser, og ogsaa British Steel, Aristrain, Ensidesa, Ferdofin, Stefana, Thyssen, Saarstahl og Cockerill Sambre var repraesenteret paa moedet.

Et notat (dateret den 30. november 1987) udarbejdet af Peine-Salzgitter og moedereferatet afsloerer, at man havde aftalt at forhoeje priserne med 20 000 lire i fjerde kvartal 1987, og at denne forhoejelse kun delvis var slaaet igennem. Ferdofin kraevede en maerkbar prisstigning pr. 1. januar 1988 og uddelte et forslag herom (en kopi af dette dokument blev fundet hos Walzstahl-Vereinigung).

(161) Referatet og ovennaevnte notat fra Peine-Salzgitter bekraefter, at der rent faktisk blev fastsat priser paa dette moede. I referatet redegoeres der tydeligt for aftalens hovedtraek under overskriften »Programmering af priser i foerste kvartal 1988«, og det indeholder de priser, der blev fastsat.

(162) Det naeste moede vedroerende det italienske marked blev afholdt i Portofino den 13. marts 1988. TradeARBED, British Steel, Peine-Salzgitter, Saarstahl, Thyssen, Unimétal og Walzstahl-Vereinigung har bekraeftet, at de deltog i dette moede. Det materiale, som Kommissionen er i besiddelse af, viser, at ogsaa Cockerill Sambre, Ferdofin og Stefana deltog.

(163) Referatet af dette moedet viser, at de paa det tidligere moede fastsatte priser kun delvis var slaaet igennem.

Paa denne baggrund fremsatte dr. Arnuzzo (Ferdofin) foelgende forslag:

»Behovet for en aftale

(. . .)

Han foreslog derfor, at der for andet kvartal blev foretaget en beregning af det totale forbrug paa det italienske marked, og at der med udgangspunkt heri blev tildelt andele. Han udtalte, at det ikke var et spoergsmaal om at indfoere en ny metode til aendring af Eurofers kvote- eller referencesystemer, men at det drejede sig om at begraense leverancerne paa dette marked i andet kvartal, saa priserne kunne rette sig.«

(164) Referatet viser, at forslaget blev vedtaget. Parterne (undtagen Stefana) indgik en saakaldt »gentlemanaftale«, i henhold til hvilken de skulle begraense leverancerne til det italienske marked til bestemte tonnager for at faa priserne til at stige.

(165) Parterne aftalte ogsaa at fastsaette priser:

»Det blev ogsaa besluttet at foroege priser i foerste kvartal 1988 for grupperne 2b1, 2b2 og 2b3 med 10 000 lire for de fem stoerste forhandlere og med 20 000 lire for andre forbrugere (. . .).«

I referatet anfoeres de aftalte priser for leverancer fra henholdsvis Ferdofin og de oevrige virksomheder.

(166) En telefax udsendt af Poutrelles-udvalgets sekretariat den 18. maj 1988 afsloerer, at det var hensigten at vedtage yderligere prisforhoejelser paa det italienske marked pr. 1. juli 1988 efter anmodning fra Ferdofin.

Et telex fra Ferdofin til Peine-Salzgitter dateret den 28. juni 1988 bekraefter, at der var blevet fastsat priser:

»Ved gensidig aftale blev prisstigningen i tredje kvartal sat til 30 lire pr. kg i stedet for 50 lire pr. kg (som vi havde bedt om) for de fem stoerste forhandlere, som havde afvist den foreslaaede stigning paa 50 lire pr. kg.«

(167) Bevismaterialet tyder paa, at Eurofer-vaerkerne den 21. juni 1988 aftalte, at de kvoter, der var blevet aftalt for leverancerne til det italienske marked i andet kvartal 1988, ogsaa skulle gaelde i tredje kvartal 1988.

Dette bekraeftes af en telefax af 21. juni 1988 fra Saarstahl til Walzstahl-Vereinigung, en telefax af 22. juni 1988 fra Walzstahl-Vereinigung til Poutrelles-udvalgets sekretariat og et telex af 28. juni 1988 fra Ferdofin til Peine-Salzgitter, som siger:

»Som konklusion mener jeg, at hovedsigtet fortsat maa vaere en prisstigning. Dette kan kun naas gennem tonnagebegraensninger. Derfor er jeg stadig af den opfattelse, at de for tredje kvartal gaeldende kvoter under ingen omstaendigheder maa foroeges.«

(168) Paa basis af et telex af 4. august 1988 fra Ferdofin til Peine-Salzgitter maa det konkluderes, at for tredje kvartal 1988 havde Saarstahl faaet tildelt en kvote paa over 2 000 tons.

Det foreliggende materiale - navnlig tallene fra ordrekontrollen - viser, at de fleste virksomheder respekterede kvoterne.

(169) Det italienske marked blev diskuteret paa et moede i Milano den 3. oktober 1988. TradeARBED, British Steel, Peine-Salzgitter og Unimétal har bekraeftet, at de deltog i dette moede. Der er bevis for, at ogsaa Ferdofin deltog. Ferdofin redegjorde for moederesultatet paa Poutrelles-udvalgets moede den 18. oktober 1988.

I en telefax af 5. oktober 1988 fra TradeARBED til Norsk Jernverk hedder det:

»Vedr.: HE-profiler til det italienske marked

Under henvisning til vor telefonsamtale sender jeg hermed naermere oplysninger om priserne paa HE-profiler paa det italienske marked, som blev fastsat i Milano mandag den 3. oktober.«

(170) Det naeste moede vedroerende det italienske marked, som Kommissionen har kendskab til, blev afholdt i Milano den 15. maj 1990 aftenen foer Poutrelles-udvalgets moede.

Referatet af moedet i Poutrelles-udvalget den 16. maj 1990 indeholder en kort afsnit om de priser, der - ifoelge referatet - faktisk blev opnaaet paa det italienske marked paa davaerende tidspunkt. Et internt memo af 18. maj 1990 udarbejdet af Poutrelles-udvalgets sekretariat viser, at udlaegningen i det officielle referat er temmelig misvisende:

»Den 15. maj 1990 fandt der en arbejdsmiddag sted, hvorunder det italienske marked blev diskuteret. Moedet resulterede i foelgende (citeret paa det ordinaere moede den 16. maj 1990): (. . .).«

Memoet gaar derpaa videre med en angivelse af de »planlagte« priser paa det italienske marked.

(171) TradeARBED, Peine-Salzgitter, Saarstahl, Valor (dvs. Unimétal), Thyssen og Walzstahl-Vereinigung har bekraeftet, at de deltog i moedet den 15. maj 1990. Man kan naeppe forestille sig, at Ferdofin, der var repraesenteret paa moedet den 16. maj 1990, ikke ogsaa deltog i moedet om det italienske marked aftenen forinden ligeledes i Milano, og at denne prisaftale skulle vaere blevet indgaaet uden Ferdofins deltagelse. Denne konklusion bekraeftes af et telex af 9. juli 1990 fra Ferdofin til Peine-Salzgitter, og parterne har ikke bestridt den.

4. INDIVIDUELLE AFTALER

4.1. British Steel - Ensidesa/Aristrain

(172) Et British Steel-notat om et moede mellem Ensidesa, Aristrain og British Steel i Spanien den 14. september 1988 viser, at de tre virksomheder forsoegte at naa frem til en aftale om de tonnager, som de hver isaer skulle have ret til at levere til henholdsvis det spanske og britiske marked. Dette moede foerte imidlertid ikke til nogen aftale.

Et British Steel-memo om et moede i Madrid den 25. april 1990 viser, at forhandlingerne mellem parterne fortsatte. Igen blev der ikke naaet nogen aftale, men begge sider lovede at tage deres stilling op til ny overvejelse.

(173) Der er beviser for, at British Steel, Aristrain og Ensidesa naaede frem til en aftale paa en ikke naermere kendt dato mellem den 25. april og 16. maj 1990. Et fortroligt notat af 18. maj 1990 fundet hos Usinor Sacilor, som Poutrelles-udvalgets sekretariat havde udarbejdet, og som gennemgaar resultaterne af Poutrelles-udvalgets moede i Milano den 16. maj 1990, bekraefter dette:

»Det blev paa moedet paapeget, at BSC og spanierne havde indgaaet en aftale, ifoelge hvilken »de hver isaer skulle holde sig til deres egne graesgange« med det formaal at faa priserne til at stige i Spanien og UK.

Ensidesa foreslog, at aftalen blev udvidet til at omfatte alle Eurofer-virksomheder. Deltagerne anmodes om ikke at udnytte denne engelsk-spanske vaabenhvile til at foroege deres leverancer til Spanien.«

(174) Et telex af 17. september 1990 fra Ensidesa til British Steel afsloerer noget af indholdet i aftalen. Det viser sig, at British Steel var gaaet med til at begraense sit salg i Spanien til 18 000 tons indtil aarets udgang, og at parterne ogsaa havde indgaaet en aftale om priser i foerste kvartal 1991.

British Steel svarede ved et telex af 3. oktober 1990 og bekraeftede, at virksomheden ville overholde aftalen.

4.2. British Steel - Ferdofin

(175) Et internt British Steel-memo af 11. november 1987 viser, at British Steel havde indgaaet en aftale med Ferdofin, i henhold til hvilken sidstnaevnte ville undlade at eksportere til Det Forenede Kongerige.

Statistikkerne bekraefter, at Ferdofin ikke eksporterede til Det Forenede Kongerige i tidsrummet fra fjerde kvartal 1987 til og med tredje kvartal 1990 (det sidste kvartal, for hvilket Kommissionen raader over tal fra Ferdofin).

(176) Oplysningerne i foregaaende betragtning viser, at denne aftale maa have vaeret gaeldende indtil og endda efter udgangen af 1990. Dette bekraeftes af dels et British Steel-memo af 14. december 1990, hvori der redegoeres for et moede mellem British Steel og Ferdofin den 6. december 1990, dels et brev af 4. januar 1991 fra British Steel til Ferdofin.

5. EUROFER/SCANDINAVIEN-MOEDER

5.1. Generelt

(177) Producenter og distributoerer af staalbjaelker og handelsstaal (og nogle af deres organisationer) moedtes regelmaessigt med deres skandinaviske kolleger ved de saakaldte »Eurofer/Scandinavien-moeder«. I naervaerende beslutning er det kun samarbejdet inden for staalbjaelker, der tages i betragtning.

(178) Denne gruppe afholdt fire moeder om aaret. Kommissionen er i besiddelse af oplysninger om foelgende moeder:

"" ID="1">5. februar 1986 > ID="2">Berlin"> ID="1">22. april 1986 > ID="2">Koebenhavn"> ID="1">30. juli 1986 > ID="2">Luxembourg"> ID="1">28. oktober 1986 > ID="2">Stockholm"> ID="1">3. februar 1987 > ID="2">London"> ID="1">28. april 1987 > ID="2">Paris"> ID="1">4. august 1987 > ID="2">Helsinki"> ID="1">4. november 1987 > ID="2">Bruxelles"> ID="1">2. februar 1988 > ID="2">Luxembourg"> ID="1">26. april 1988 > ID="2">Fredensborg"> ID="1">25. juli 1988 > ID="2">Hamburg"> ID="1">3. november 1988 > ID="2">Oslo"> ID="1">1. februar 1989 > ID="2">Luxembourg"> ID="1">25. april 1989 > ID="2">Stockholm"> ID="1">31. juli 1989 > ID="2">London"> ID="1">30. oktober 1989 > ID="2">Koebenhavn"> ID="1">31. januar 1990 > ID="2">Paris"> ID="1">24. april 1990 > ID="2">Helsinki"> ID="1">31. juli 1990 > ID="2">Duesseldorf"> ID="1">31. oktober 1990 > ID="2">Milano">

(179) En repraesentant for Walzstahl-Vereinigung fungerede som formand paa disse moeder siden i hvert fald 1986. I november 1988 gik formandskabet videre til TradeARBED. Den franske gruppe (oprindelig CPS og senere Usinor Sacilor) varetog sekretariatsfunktionerne for denne gruppe. Sekretariatet udsendte bl.a. moedeindkaldelser og udfaerdigede og udsendte moedereferater.

(180) Foelgende virksomheder, der producerer eller distribuerer staalbjaelker (20), deltog regelmaessigt i moederne Eurofer/Scandinavien-gruppen:

British Steel

Unimétal

TradeARBED

Steelinter

Thyssen

Peine-Salzgitter

Saarstahl

Norsk Jernvaerk

Ovako

SSAB

Smedjebacken/Fundia Steel AB

(181) Nogle af ovennaevnte virksomheder bekraeftede, at de havde deltaget i alle eller nogle af moederne i Eurofer/Scandinavien-gruppen: TradeARBED og Peine-Salzgitter meddelte Kommissionen, at de havde deltaget i samtlige moeder naevnt ovenfor. Saarstahl bekraeftede at have deltaget i alle moederne fra den 2. februar 1988 og fremefter, medens Thyssen deltog i alle ovennaevnte moeder undtagen moedet den 25. juli 1988. British Steel meddelte Kommissionen, at virksomheden havde deltaget i alle ovennaevnte moeder med undtagelse af tre (4. august 1987, 4. november 1987 og 2. februar 1988), men der foreligger dog bevis for, at British Steel ogsaa deltog i moedet den 4. august 1987. Unimétal bekraeftede at have deltaget i alle moederne til og med moedet den 30. oktober 1989, dog med undtagelse af moederne den 3. februar 1987, 2. februar 1988 og 26. april 1988. Unimétal benaegtede at have deltaget i moederne den 5. februar 1986 og den 28. april 1987, men Kommissionen har beviser for, at Unimétal rent faktisk deltog i disse moeder (deltagerlisten fra Eurofer/Scandinavien-moederne om lange produkter, som blev fundet hos Walzstahl-Vereinigung).

(182) Steelinter bekraeftede at have deltaget i de tre foerste moeder i 1989. Bevismaterialet viser imidlertid, at Steelinter siden i hvert fald 1986 maa have deltaget i disse moeder eller i hvert fald i samarbejdet i tilslutning til moederne: deltagerlisten fra moedet den 5. februar 1986 viser, at den delegerede fra Steelinter havde meldt afbud, hvorimod virksomheden var repraesenteret paa moedet den 28. april 1987.

(183) Der er beviser for, at moederne i Eurofer/Scandinavien-gruppen blev benyttet til at fastsaette priserne paa de skandinaviske markeder, dvs. Norge, Sverige, Finland og Danmark. Her tages der kun hensyn til arrangementerne vedroerende det danske marked.

5.2. Detaljer om overtraedelserne

5.2.1. Moedet den 5. februar 1986

(184) Ifoelge referatet af dette moede havde man ikke helt opnaaet det, der var blevet »programmeret« for foerste kvartal 1986. Paa moedet blev det besluttet at koere videre med priserne fra foerste kvartal i andet kvartal af 1986.

5.2.2. Moedet den 22. april 1986

(185) Ifoelge referatet af dette moede var Eurofer-vaerkerne blevet enige om en pris paa det danske marked.

5.2.3. Moedet den 30. juli 1986

(186) I moedereferatet er noteret foelgende:

»Fastsaettelse af priser i fjerde kvartal

Gennemgangen af markedet og overvejelserne vedroerende priserne i fjerde kvartal gav foelgende resultat:

(. . .)

Danmark

Seneste aftale: Anvendelse af de laveste EOEF-listepriser plus fragt.

Da det er hensigten at aendre listepriserne, foelger der yderligere oplysninger senere.«

(187) En tabel (dateret 1. august 1986) med angivelse af »Priserne i fjerde kvartal 1986«, som lader til at stamme fra Walzstahl-Vereinigung, bekraefter dette:

»Yderligere oplysninger foelger efter ny prissaetning i EOEF-landene.«

(188) Et bilag til dette dokument viser de priser, der derefter blev sat. Undtagen for gruppe 1's vedkommende (hvor der ikke blev fastsat nogen priser) skulle de tyske priser anvendes ved leverancer til Danmark.

5.2.4. Moedet den 28. oktober 1986

(189) Ifoelge referatet af dette moede var prisstigningerne ikke slaaet igennem, og markedspriserne »svarede i bedste fald til markedspriserne i tredje kvartal 1986«.

For saa vidt angik Danmark, blev der fastsat priser for gruppe 2b og 2c gaeldende for foerste kvartal 1987. Med hensyn til gruppe 1, 2a og 3 hedder det i referatet, at »prisniveauet vil blive sat af Eurofer-vaerkerne efterfoelgende«.

(190) Et notat af 31. oktober 1986 fra sekretariatet, som indeholder »de vedtagne priser for foerste kvartal 1987 i Skandinavien«, bekraefter dette. I dokumentet gennemgaas priserne for gruppe 2b og 2c paa det danske marked, og det bemaerkes, at priserne for kategori 1, 2a og 3 »vil blive fastsat snarest«.

5.2.5. Moedet den 3. februar 1987

(191) Et dokument udarbejdet af sekretariatet og sendt til Walzstahl-Vereinigung den 6. februar 1987 handler om »prispolitikken i andet kvartal 1987 i Skandinavien« og indeholder priserne for alle grupper paa det danske marked. Hvad gruppe 3 angaar, hedder det, at priserne skulle »fastsaettes efter beslutning truffet inden for Eurofer«.

5.2.6. Moedet den 28. april 1987

(192) Ifoelge referatet af dette moede var de for andet kvartal planlagte priser ikke slaaet igennem. Moedet besluttede derfor at lade priserne paa bjaelker paa det danske marked forblive uaendret. Eurofer-virksomhederne ville senere fastsaette prisen for gruppe 3.

5.2.7. Moedet den 4. august 1987

(193) Igen hedder det i moedereferatet, at de planlagte priser ikke var slaaet tilfredsstillende igennem. Referatet indeholder de planlagte priser i fjerde kvartal 1987 (som er identiske med de for tredje kvartal planlagte priser). Der gives ingen pris for gruppe 3.

5.2.8. Moedet den 4. november 1987

(194) I referatet gennemgaas »priserne i kvartal 1/88«. Priserne for gruppe 1 og 2 paa det danske marked blev forhoejet med 20 DM.

5.2.9. Moedet den 2. februar 1988

(195) Ifoelge referatet var de for foerste kvartal 1988 planlagte priser ikke slaaet tilfredsstillende igennem. Imidlertid synes situationen i Danmark at have vaeret anderledes, eftersom de for andet kvartal 1988 fastsatte priser var betydelig hoejere end priserne i det foregaaende kvartal.

5.2.10. Moedet den 25. juli 1988

(196) Priserne for fjerde kvartal 1988 fremgaar af en tabel med titlen »Markedspriser i fjerde kvartal 1988 (EKSF-vaerker)«, der er vedlagt referatet af dette moede. En sammenligning viser, at nogle af disse priser er hoejere end dem, der blev aftalt paa moedet den 2. februar 1988.

(197) Den 27. juli 1988 sendte Walzstahl-Vereinigung et telex med overskriften »Bjaelkepriser i Danmark« til TradeARBED, British Steel, Unimétal, Norsk Jernverk, Thyssen, Peine-Salzgitter, Jernkontoret (en svensk staalhandelsorganisation) og sekretariat. De priser, der er naevnt i dette telex, er (bortset fra en enkelt mindre forskel) identiske med priserne i foernaevnte tabel.

(198) En telefax af 7. oktober 1988 til Walzstahl-Vereinigung fra TradeARBED kaster lys over formaalet med disse moeder:

»Skandinaviske kunder har i flere dage forsoegt at placere ordrer paa leverancer i foerste kvartal af baade HE-profiler og handelsstaal. TradeARBED er ikke villig til at acceptere ordrer eller opgive priser, foer Eurofer-vaerkerne og de skandinaviske vaerker har vedtaget prissaetningspolitikken for Skandinavien den 3. november.

Paa mine vegne bedes De over for alle deltagerne i Eurofer/Scandinavien-moedet gentage, at ingen boer opgive tonnager eller priser vedroerende foerste kvartal foer moedet, da vi ellers kan spare os selv for denne diskussion.«

(199) Et telex af 24. oktober 1988 fra TradeARBED viser, at Eurofer-producenter havde fremsat forslag til nye priser, som er angivet i telexet.

5.2.11. Moedet den 3. november 1988

(200) Ifoelge referatet af dette moede var de for fjerde kvartal 1988 forventede priser slaaet igennem, og der var planer om en prisstigning paa 10-40 DM for foerste kvartal 1989.

Et telex af 17. november 1988 til Walzstahl-Vereinigung fra TradeARBED indeholder foelgende kommentar:

»Vedr.: Skandinavien - handelsstaal og bjaelker

Ifoelge de seneste oplysninger er de priser, der blev vedtaget i Oslo, nu slaaet igennem.

Underret venligst deltagere i Eurofer/Scandinavien-moedet herom, saa alle kan holde hovedet koldt og indrette sig efter forholdene.«

(201) Et telex dateret den 20. januar 1989 fra en af TradeARBEDs saelgere til administrationen i Luxembourg viser, at de virksomheder, der deltog i Eurofer/Scandinavien-moederne, naegtede at opgive priserne for et bestemt kvartal, foer de var blevet vedtaget paa disse moeder.

Dette bekraeftes af et telex, som Walzstahl-Vereinigung udsendte den 23. januar 1989.«

»Salg i Skandinavien

Paa vegne af formanden for Eurofer/Scandinavien-arbejdsgruppen skal vi hermed anmode Dem om ikke at opgive andet kvartals priser eller tonnager for noget skandinavisk marked foer efter naeste moede den 1. februar 1989.«

5.2.12. Moedet den 1. februar 1989

(202) I referatet af dette moede bemaerkes det, at der blev opnaaet enighed om nye forhoejelser af priserne paa bjaelker paa det danske marked. Dette bekraeftes af et internt memo af 2. februar 1989 udarbejdet af British Steel, som med hensyn til det danske marked siger foelgende:

»Dette marked er fortsat stille. Dog blev maalpriserne for fjerde kvartal opnaaet, og en yderligere stigning paa 20 DM blev sat som maal for foerste kvartal.«

Dokumentet indeholder ogsaa »prismaalet« for januar-marts, den opnaaede pris i denne periode og »prismaalet« for april-juni.

5.2.13. Moedet den 25. april 1989

(203) Ifoelge referatet af dette var de for andet kvartal forventede priser slaaet igennem. Det fremgaar yderligere af referatet, at der ikke var planer om en prisstigning for tredje kvartal 1989.

5.2.14. Moedet den 31. juli 1989

(204) Referatet af dette moede bemaerker med hensyn til Danmark, at det ikke var hensigten at foroege basispriserne i fjerde kvartal 1989.

Et internt British Steel-memo af 3. august 1989 om Eurofer/Scandinavien-moedet den 31. juli 1989 siger foelgende:

»Selv om de noterede tonnager var begraensede, blev juli-september-priserne opnaaet, og det blev aftalt at bibeholde samme prisniveau i oktober-december.«

Notatet indeholder ogsaa en tabel, der angiver »prismaalet« for juli-september, de opnaaede priser i tredje kvartal og »prismaalet« for fjerde kvartal.

5.2.15. Moedet den 30. oktober 1989

(205) Ifoelge en fortrolig telex, der af sekretariatet blev sendt til deltagerne den 2. november 1989, skulle basispriserne forblive uaendret, men de nye tillaeg skulle haandhaeves.

5.2.16. Moedet den 31. januar 1990

(206) Et notat, som formanden for Eurofer/Scandinavien-moedet skrev den 1. februar 1990, og hvori han opsummerede det, han havde fortalt paa moedet dagen forinden, indeholder foelgende afsnit:

»(. . .) Til dato har vi modtaget positive reaktioner paa vore moeder, og en raekke repraesentanter for andre produkter er endda misundelige over vores klubs resultater og enighed.

Dette siger jeg ikke for ingenting, for i foerste kvartal er det ikke alle, der har spillet efter reglerne, og det gaelder navnlig handelsstaalbranchen. Derfor anmoder jeg Dem om - som repraesentanter for Eurofer/Scandinavien-klubben og til gavn for vore virksomheder - at goere Deres bedste for at sikre, at vi kan forlade dette lokale med en fast beslutning om at stabilisere markedet og dermed redde vores klubs aere.«

5.2.17. Moedet den 24. april 1990

(207) En udateret skrivelse (eller telefax) fra sekretariatet, der indeholder et resumé af beslutningerne truffet paa Eurofer/Scandinavien-moedet den 24. april 1990, viser, at basispriserne skulle forblive uaendret.

5.2.18. Moedet den 31. juli 1990

(208) I en fortrolig rapport fra sekretariatet om moederesultaterne bemaerkes det, at basispriserne igen skulle forblive uaendret.

Et udateret dokument fra sekretariatet med titlen »Beregning af priserne i fjerde kvartal 1990 (EKSF-vaerker)« anfoerer priserne for alle grupper i (bl.a.) Danmark.

5.2.19. Moedet den 31. oktober 1990

(209) Referatet af dette moede indeholder ingen henvisninger til det danske marked. Det fremgaar imidlertid af dagsordenen, at priserne paa dette marked maa vaere blevet diskuteret paa moedet. En udateret tabel fra sekretariatet med titlen »Beregning af priserne i foerste kvartal 1991 (EKSF-vaerker)« opregner priserne for gruppe 1, 2a, 2b1, 2b2, 2b3 og 2c paa det danske marked.

II. RETLIG VURDERING

K. ARTIKEL 65, STK. 1

1. GENERELT

(210) EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, forbyder alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for virksomheders organisationer og alle former for samordnet praksis, som har til formaal direkte eller indirekte at hindre, begraense eller fordreje den normale konkurrence paa det faelles marked, navnlig saadanne, som bestaar i:

a) fastsaettelse eller bestemmelse af priser

b) begraensning af eller kontrol med produktion, teknisk udvikling eller investeringer

c) opdeling af markeder, produkter, aftagere eller forsyningskilder.

2. RESUMÉ AF OVERTRAEDELSERNE

(211) Denne sag er kendetegnet ved, at en raekke virksomheder og virksomhedsorganisationer fra EKSF og Skandinavien engagerede sig i en raekke konkurrencebegraensende ordninger, arrangementer og praksis. Hver af disse overtraedelser bidrog til den overordnede virkning, nemlig at konkurrencen paa markedet for staalbjaelker blev vaesentligt begraenset. I betragtning af forskelligartetheden (i henseende til saavel deltagere som omfang) af disse overtraedelser er det imidlertid hensigtsmaessigt at skelne mellem tre hovedkomponenter, som vil blive gennemgaaet hver for sig:

- Poutrelles-udvalget og dermed forbundne aktiviteter

- andre konkurrencebegraensede foranstaltninger

- Eurofer/Scandinavien-moederne.

3. POUTRELLES-UDVALGETS AKTIVITETER

3.1. Udvalgets karakter og opbygning

(212) Siden i hvert fald 1986 har producenter og distributoerer af staalbjaelker i EKSF og nogle af deres organisationer deltaget i en raekke ordninger og arrangementer vedtaget inden for rammerne af regelmaessige moeder og loebende kontakter.

(213) Det vigtigste forum for dette samarbejde var moederne i Poutrelles-udvalget. Foelgende virksomheder deltog regelmaessigt i disse moeder og det ledsagende samarbejde:

- Peine-Salzgitter

- Thyssen

- Saarstahl

- TradeARBED

- Cockerill Sambre (fra i hvert fald 1988 til udgangen af 1989)

- Unimétal

- British Steel

- Ferdofin (fra i hvert fald 1987)

- Ensidesa

- Aristrain (fra i hvert fald 1987).

Endnu to virksomheder (Hoesch og Neue Maxhuette) deltog i en af dette udvalgs aktiviteter, nemlig udvekslingen af oplysninger. Adskillige organisationer af virksomheder og Usinor Sacilor (som stod for sekretariatet) deltog ogsaa i disse aktiviteter. Ingen af disse synes at have ydet et vaesentligt og individuelt bidrag, der ville noedvendiggoere en beslutning ikke blot imod deres medlemmer (eller datterselskab i Usinor Sacilors tilfaelde), men ogsaa imod dem selv.

Walzstahl-Vereinigungs notat af 4. oktober 1990 (se betragtning 32 og 33) antyder, at dr. Masserdotti optraadte paa vegne af andre italienske producenter end Ferdofin. Dr. Masserdotti haevder at have repraesenteret Federacciai, en italiensk organisation af virksomheder, der beskaeftiger sig med produktion eller salg af staal. Adskillige medlemmer af Federacciai producerer og/eller distribuerer staalbjaelker, bl.a. Stefana, Nuova Sidercamuna SpA og Lucchini Siderurgica SpA.

Federacciai indberettede aggregerede tal for de italienske producenter. Dette er helt legitimt. Det eneste direkte bevis, der forbinder nogen specifik italiensk virksomhed (bortset fra Ferdofin) med Poutrelles-udvalgets aktiviteter, er brevet skrevet af dr. Masserdotti paa Stefanas brevpapir (se betragtning 136), og dette implicerer ingen af de andre italienske virksomheder i en ulovlig praksis. I mangel af mere praecise beviser mener Kommissionen, at der hersker alvorlig tvivl med hensyn til, om individuelle italienske virksomheder (bortset fra Ferdofin) har vaeret involveret i Poutrelles-udvalget, og derfor vil der i denne beslutning ikke blive taget stilling til dette aspekt af deres adfaerd.

(214) De paagaeldende moeder handlede om situationen paa hovedmarkederne for staalbjaelker i EKSF. De blev forberedt eller suppleret af moeder og arrangementer mellem alle eller nogle af ovennaevnte virksomheder, som fokuserede paa individuelle markeder:

- regelmaessige moeder om det italienske marked, hvor der blev fastsat priser og aftalt kvoter (betragtning 156 til 171)

- aftaler og samordnede praksis vedroerende det tyske marked (betragtning 147 til 154)

- fastsaettelse af priser paa det franske marked (betragtning 155)

- aftaler mellem individuelle virksomheder angaaende bestemte markeder (betragtning 172 til 176).

(215) Poutrelles-udvalget udfoerte visse funktioner, som var fuldstaendig lovlige, f.eks. forberedelse af moeder med Kommissionen og udveksling af generelle oplysninger om markedet. Parternes aktiviteter omfattede imidlertid ogsaa foelgende, som er i strid med EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1:

- fastsaettelse af maalpriser

- harmonisering af tillaeg

- opdeling af markeder

- udveksling af detaljerede oplysninger om deres individuelle aktiviteter af en type, der normalt betragtes som forretningshemmeligheder med henblik paa at lette koordineringen af deres adfaerd.

3.2. Aftaler og samordnet praksis

(216) Begreberne »aftaler« og »samordnet praksis« er saerskilte begreber, men der kan vaere tilfaelde, hvor et snaevert samarbejde udviser elementer, der er kendetegnende for begge former for forbudt samarbejde.

(217) For at en begraensning udgoer en »aftale« som omhandlet i artikel 65, stk. 1, er det ikke noedvendigt for aftalen at vaere juridisk bindende for parterne. Der bestaar en aftale, hvis parterne naar til enighed om en plan, der begraenser eller sandsynligvis vil begraense deres kommercielle handlefrihed ved at fastsaettese retningslinjer for de handlinger, som parterne hver isaer maa foretage eller undlade at foretage paa markedet. Det er ikke noedvendigt, at der findes kontraktlige sanktioner eller haandhaevelsesprocedurer. Ej heller er det noedvendigt for en saadan aftale at vaere skriftlig.

(218) En samordnet praksis er en form for koordinering mellem virksomheder, som uden at vaere udmoentet i en egentlig aftale, bevidst erstatter konkurrencerisikoen med et praktisk samarbejde.

(219) Naar der i traktaten er skabt et saerskilt begreb kaldet samordnet praksis, er det for at foregribe virksomhedernes mulighed for at undvige anvendelsen af artikel 65, stk. 1, ved at koordinere deres adfaerd paa konkurrencebegraensede vis uden dog at indgaa en egentlig aftale ved (f.eks.) at underrette hinanden paa forhaand om den holdning, de hver isaer vil indtage, saaledes at de kan regulere deres kommercielle adfaerd efter hinanden.

Saaledes udtalte Domstolen sig i sin dom af 14. juli 1972 i sagen mellem Imperial Chemical Industries Ltd og Kommissionen (sag 48/69, Sml. 1972, s. 619). Den paagaeldende sag vedroerte fortolkningen af EF-traktatens artikel 85, stk. 1. Eftersom bestemmelserne heri og bestemmelserne i EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, er identiske i denne henseende, gaelder Domstolens (og Retten i Foerste Instans') fortolkning af begrebet samordnet praksis ogsaa i forbindelse med EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1.

Det siger sig selv, at begrebets raekkevidde er bestemt af EKSF-traktatens bestemmelser (isaer artikel 60), som vil blive diskuteret nedenfor (se betragtning 239 ff.).

(220) I sin dom af 16. december 1975 vedroerende det europaeiske sukkerkartel (Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen - forenede sager 40-48, 50, 54-56, 111, 113 og 114/73, Sml. 1975, s. 1663) fastslog Domstolen, at de kriterier om koordination og samarbejde, som er fastlagt ved Domstolens retspraksis, skal forstaas ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, og hvorefter enhver erhvervsdrivende uafhaengigt skal tage stilling til den politik, han vil foere paa det faelles marked. Selv om dette krav om uafhaengighed ganske vist ikke udelukker, at de erhvervsdrivende kan foretage de noedvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller forventede adfaerd, forhindrer det imidlertid kategorisk enhver direkte eller indirekte kontakt mellem saadanne erhversdrivende, som har til formaal eller til foelge enten at paavirke en aktuel eller mulig konkurrents markedsadfaerd eller at informere denne om den markedsadfaerd, som man har besluttet sig til - eller overvejer - selv at foelge.

En bestemt adfaerd kan derfor falde ind under artikel 65, stk. 1, som en form for »samordnet praksis«, selv naar parterne ikke paa forhaand har indgaaet en aftale om en faelles plan for deres adfaerd paa markedet, men har vedtaget eller tilsluttet sig faelles foranstaltninger, der goer det muligt for dem at samordne deres kommercielle adfaerd.

Ovennaevnte definition formuleret af Domstolen er saerlig relevant i forhold til prisstigningerne i Det Forenede Kongerige i 1990 (se betragtning 111, 112 og 115) og harmoniseringen af stoerrelsestillaeggene i slutningen af 1990 (se betragtning 139 til 142). Det skal ogsaa tages med i betragtning, at i et komplekst kartel giver nogle deltagere maaske paa et eller andet tidspunkt ikke udtryk for en egentlig tilslutning til en bestemt handlemaade, som de andre maatte aftalt, men de tilkendegiver ikke desto mindre generel stoette til den paagaeldende ordning og handler i overensstemmelse hermed.

Betydningen af begrebet samordnet praksis skyldes defor ikke saa meget forskellen mellem dette begreb og en »aftale« som forskellen mellem former for koordinering, der falder ind under artikel 65, stk. 1, og en ren og skaer parallel adfaerd, der ikke omfatter noget element af samordning.

Denne fortolkning blev bekraeftet af Retten i Foerste Instans i dennes nylige afgoerelser i polypropylen-sagerne (se f.eks. afgoerelsen af 24. oktober 1991, Rhône-Poulenc SA mod Kommissionen, sag T-1/89, Sml. 1991, II-867, praemis 124).

I denne sag er der derfor intet, der afhaenger af koordineringens praecise form.

3.3. Kartellets formaal og virkninger

(221) I denne sag var hovedformaalet med den konstante koordinering mellem parterne at skabe balance mellem udbud og efterspoergsel og foroege og harmonisere priserne i EKSF's forskellige medlemsstater, hvorved det traditionelle handelsmoenster cementeredes.

(222) Med henblik paa anvendelse af artikel 65, stk. 1, er det som foelge af det aabentlyst konkurrencebegraensende formaal med kartellet ikke strengt noedvendigt at kunne paavise en negativ effekt for konkurrencen.

Den oekonomiske analyse fra hr. Bishop giver det indtryk, at virkningen af de omstridte former for praksis var begraenset. Det skal imidlertid understreges, at denne virkning var langt fra negligabel. For det foerste taeller deltagerne naesten alle de vigtigste producenter af staalbjaelker i EKSF, og for det andet skal bemaerkes, at ifoelge moedereferaterne tilkendegav parterne ofte, at de forskellige prisstigninger var slaaet igennem.

3.4. Detaljerede oplysninger om kartellet og dets funktion

3.4.1. Poutrelles-udvalget

3.4.1.1. Prisfastsaettelsesarrangementer

a) Aftaler og samordnet praksis

(223) Der blev indgaaet prisaftaler ved flere lejligheder i 1986 og 1987 (se betragtning 80 til 86).

(224) Paa en ikke naermere bekendt dato foer den 2. februar 1988 blev der paa et moede opnaaet en aftale om at haeve priserne i Tyskland og Frankrig (se betragtning 87).

Yderligere maalpriser for (for fjerde kvartal 1988) blev aftalt inden den 25. juli 1988 (se betragtning 88).

(225) Paa moedet den 18. oktober 1988 blev der opnaaet enighed om de maalpriser, der skulle tilstraebes i foerste kvartal 1989 (se betragtning 89 til 93).

I referatet af dette moede henvises der i denne kontekst til »prisberegninger«, hvilket tyder paa, at der var tale om de priser, som deltagerne forventede paa de paagaeldende markeder. Man skal imidlertid erindre sig, at moederne i Poutrelles-udvalget havde deltagelse af de stoerste bjaelkeproducenter i Faellesskabet, som tilsammen tegnede sig for mindst to tredjedele af leverancerne i EKSF. En droeftelse af fremtidige priser kan derfor ikke umiddelbart betragtes som neutral adfaerd uden indflydelse paa konkurrencen mellem parterne. Endvidere findes der tilstraekkelige indicier for, at priserne i referaterne i realiteten var de priser, som de paagaeldende virksomheder efter faelles aftale straebte efter at opnaa:

- Baggrunden viser, at der var blevet fastsat priser paa tidligere moeder i Poutrelles-udvalget og tilsvarende moeder.

- Det lykkedes i vidt omfang Poutrelles-udvalgets deltagere at harmonisere basispriserne paa de kontinentale EKSF-markeder (se betragtning 97) - et resultat, som havde vaeret paa dagsordenen siden i hvert fald 1987 (se betragtning 82).

- Det minutioest deltaljerede moedereferat med oplysninger om hver enkelt gruppe, hvert enkelt marked, de forskellige kategorier af aftagere og de »forventede« priser i foerste kvartal 1989. En saa stor praecision ville naeppe have vaeret mulig, hvis de beroerte parter blot havde foretaget skoensmaessige beregninger af de fremtidige priser.

- Referatets ordlyd (»Prisstigningerne . . . vil resultere i foelgende prisniveauer«) understoetter denne konklusion.

- Telexet fra Thyssen til TradeARBED af 22. september 1988 (betragtning 91) afsloerer, at Poutrelles-udvalgets deltagere havde til hensigt at foroege priserne med beloeb svarende til »beregningerne« i referatet af moedet den 18. oktober 1988. Dette dokument viser ogsaa, at priserne var blevet diskuteret - og aftalt - mellem Poutrelles-udvalgets deltagere paa forhaand.

- Tilsvarende eller identiske formuleringer blev anvendt om de priser, der blev diskuteret paa Eurofer/Scandinavien-moederne, og disse formuleringer viser med al oenskelig tydelighed, at priserne var blevet fastsat (se f.eks. det i betragtning 200 omtalte telex).

- Der blev indgaaet aftaler om at forhoeje priserne ved at harmonisere tillaeggene (se afsnit 3.4.1.2 nedenfor). Det ville vaere overraskende, hvis parterne under saadanne omstaendigheder skulle have overladt det til konkurrencekraefternes frie spil at bestemme basisprisernes stoerrelse.

- Der er ogsaa opgivet ensartede tal for markeder med mere end en lokalt producent (saasom Tyskland).

(226) Disse betragtninger gaelder ogsaa efterfoelgende prisdiskussioner paa moederne i gruppen.

Nogle af parterne haevdede, at de ikke foelte sig forpligtet til at anvende de paagaeldende priser. Selv hvis det antages, at dette skulle have vaeret tilfaeldet, er der ingen moedereferater eller andre dokumenter udvekslet mellem parterne, der naevner, at disse parter skulle have underrettet de oevrige deltagere herom. De paagaeldende parter gav derfor i hvert fald indtryk af, at de ville anvende disse priser (jf. Retten i Foerste Instans' afgoerelse af 17. december 1991, Hercules mod Kommissionen, sag T-7/89, Sml. 1991, II-1711, praemis 232). Det er vigtigt at bemaerke, at parterne ved forskellige lejligheder udtalte, at de havde anvendt de paagaeldende priser (se betragtning 98).

I sit svar klagepunktsmeddelelsen haevdede Saarstahl, at »maalprisen« betegnede den maksimale pris, der kunne opnaas paa baggrund af de objektive vilkaar paa markedet. Da dette implicerer, at hver enkelt virksomhed selvstaendigt kunne forvisse sig om denne pris paa basis af objektive kriterier, er det bemaerkelsesvaerdigt, at virksomhederne stadig fandt det noedvendigt at moedes og diskutere disse priser.

(227) Paa moedet den 10. januar 1989 blev der aftalt maalpriser for leverancer til Frankrig, Tyskland, Benelux-landene og Italien (se betragtning 95 og 96).

Endnu andre maalpriser for henholdsvis det italienske og det spanske marked blev vedtaget paa et moede i Poutrelles-udvalget den 7. februar 1989 (se betragtning 98).

(228) Maalpriserne i tredje kvartal 1989 paa markederne i Tyskland, Frankrig, Belgien/Luxembourg, Italien og Spanien blev aftalt paa moedet den 19. april 1989 (se betragtning 99). Disse priser var praktisk taget identiske med maalpriserne i andet kvartal 1989. Dette betyder ikke noedvendigvis, at de deltagende virksomder havde problemer med deres priser paa de beroerte markeder, eftersom parterne paa samme moede blev enige om at haeve stoerrelsestillaeggene.

(229) Paa samme moede underrettede British Steel sine konkurrenter om den prisstigning, som virksomheden agtede at gennemfoere paa det briske marked, og den opfordrede konkurrenterne til at anvende samme priser i forbindelse med deres eksport til Det Forenede Kongerige (se betragtning 100). Man skal erindre sig, at priserne i Det Forenede Kongerige var betydeligt hoejere end priserne paa de kontinentale EKSF-markeder. British Steel anmodede saaledes sins konkurrenter om at samordne deres priser paa leverancer til Det Forenede Kongerige. Denne tilskyndelse opstod som led i samarbejdet mellem deltagerne i Poutrelles-udvalget, der som tidligere paavist allerede havde resulteret i en raekke prisfastsaettelsesaftaler for de kontinentale EKSF-markeders vedkommende - aftaler, som British Steel havde vaeret part i. Disse faktorer adskiller British Steels handlinger fra en situation, hvor en virksomhed underretter en konkurrent, som den ikke tidligere har vaeret i kontakt med eller samarbejdet med, om de priser, den agter at anvende i fremtiden.

(230) British Steels eferfoelgende prisstigninger blev uden problemer accepteret af det britiske marked (betragtning 102). Det er derfor rimeligt at konkludere, at British Steels konkurrenter faktisk havde imoedekommet British Steels opfordring og samordnet deres priser med British Steel.

(231) Paa moedet i Poutrelles-udvalget den 11. juli 1989 blev aftalt, at maalpriserne i tredje kvartal 1989 skulle forblive uaendret i fjerde kvartal 1989 i Tyskland (se betragtning 102).

(232) Paa moedet den 12. december 1989 blev det besluttet, at maalpriserne i fjerde kvartal 1989 ogsaa skulle forblive uaendret i foerste kvartal 1990 (se betragtning 107).

(233) Paa moedet den 14. februar 1990 bebudede Unimétal, at virksomheden ville haeve sine priser paa gruppe 2c i Frankrig. Af bevismaterialet fremgaar det, at dette ikke var en ensidig beslutning truffet af Unimétal:

- Baade Peine-Salzgitter (ved flere lejligheder) og TradeARBED havde tilskyndet Unimétal til at gennemfoere en prisstigning (se betragtning 109 og 110).

- Stigningen blev bebudet paa et moede i Poutrelles-udvalget, hvor disse (og andre) konkurrenter var til stede.

- Paa tidspunktet for prisstigningen var markedet svagt, hvilket fremgaar af, at basispriserne i Frankrig ikke var blevet sat op i over et aar. Under saadanne omstaendigheder kan prisstigningen for en enkelt gruppe ikke forklares med oekonomiske betragtninger, men maa tilskrives de paagaeldende virksomheders faelles vilje til at harmonisere priserne.

(234) Kort tid efter moedet den 14. februar 1990 underrettede British Steel TradeARBED, Peine-Salzgitter, Thyssen, Saarstahl og Unimétal om, hvilke priser i forbindelse med leverancer til det britiske marked British Steel ikke fandt »forstyrrende« (se betragtning 112).

(235) Denne handling kan ikke betragtes som en ensidig adfaerd fra British Steels side. Dan udgoer et led i den permanente dialog mellem British Steel og virksomhedens konkurrenter i andre medlemsstater, som navnlig fandt sted paa Poutrelles-udvalgets moeder. At der rent faktisk var tale om en samordnet praksis - og ikke en ensidig adfaerd - fremgaar af f.eks. korrespondancen mellem British Steel og Peine-Salzgitter om maengder (se betragtning 55).

(236) Skoent British Steel - paa moedet i Poutrelles-udvalget den 21. marts 1990 - naevnte forskellige tilbud, som laa under British Steels priser paa det britiske marked, kan det med rimelighed antages, at de paagaeldende vriksomheder faktisk foroegede deres priser i overensstemmelse med British Steels forslag. Dette bevidnes af den omstaendighed, at British Steel haevede sine priser blot nogle faa maaneder senere (se nr. 115). Det er utaenkeligt, at dette ville vaere sket, hvis de virksomheder, British Steel havde kontaktet, havde siddet British Steels prisforslag overhoerig.

(237) Den 7. juni 1990 underrettede British Steel TradeARBED, Peine-Salzgitter, Saarstahl, Thyssen, Ensidesa, Unimétal og Aristrain om de nye priser, som British Steel agtede at indfoere, og de blev anmodet om at respektere dette prisniveau (se betragtning 115). Paa en ikke naermere angivet dato indgik British Steel en aftale med TradeARBED, som synes at have indeholdt de priser, der skulle gaelde for leverancer i Det Forenede Kongerige (se betragtning 117).

I starten havde British Steel ikke stoerre held med sine bestaebelser paa at overbevise de oevrige virksomheder om at respektere sit prisniveau (se betragtning 117). Paa Poutrelles-udvalgets moede den 10. juli 1990 understregede British Steel, at der var behov for stoette fra alle de Eurofer-virksomheder, der eksporterede til Det Forenede Kongerige, for »at fasttoemre den nye prisstruktur«. Eftersom British Steel paa moedet i Poutrelles-udvalget den 11. september 1990 meddelte, at prisstigningen var blevet accepteret af aftagerne i Det Forenede Kongerige, maa det med rimelighed kunne konkluderes, at de oevrige virksomheder havde stoettet British Steel.

British Steel haevder, at virksomhedens adfaerd er i overensstemmelse med prisreglerne i EKSF-traktatens artikel 60, der foreskriver, at en virksomhed skal underrette interessede parter om sine priser, hvis den modtager en anmodning herom. British Steel haevder ikke, at den afgav de paagaeldende oplysninger paa baggrund af en anmodning herom fra sine konkurrenter. Under alle omstaendigheder maa saadanne prisoplyninger foerst afgives, naar priserne er blevet anmeldt til Kommissionen. Desuden har British Steel ikke givet nogen forklaring paa, hvordan EKSF-traktatens artikel 60 kunne berettige virksomhedens henstilling til konkurrenterne om at anvende British Steels priser ved eksport til Det Forenede Kongerige.

Endvidere henholder British Steel sig til droeftelserne i 1989 med repraesentanter for Kommissionen om visse forslag til aendringer af prisreglerne, idet virksomheden udlaegger disse droeftelser som tegn paa, at Kommissionen var opmaerksom paa og stoettede den bilaterale eller centrale udveksling af prisoplysninger. Af referatet af moedet den 20. juli 1989 mellem repraesentanter for Kommissionen og Eurofer fremgaar det tydeligt, at Kommissionens repraesentanter

». . . understregede, at det fremlagte forslag stadig var at betragte som »et oplaeg«, og at der var behov for at komplettere det og sende det til behandling i andre tjenestegrene i Kommissionen.«

Sagen kom aldrig ud over forslagsstadiet, og British Steel kan derfor ikke henholde sig hertil.

b) Artikel 65, stk. 1

(238) Alle disse aftaler og former for samordnet praksis begraensede konkurrencen og er derfor i strid med artikel 65, stk. 1.

c) Artikel 60 og 46 ff.

(239) I artikel 65 henvises der til den »normale« konkurrence paa det faelles marked. Det siger sig selv, at dette begreb skal fortolkes paa grundlag af EKSF-traktaten som helhed. I modsaetning til hvad parterne haevder, er der imidiertid ingen andre bestemmelser i traktaten, der goer parternes ovenfor beskrevne adfaerd lovlig.

Artikel 60

forpligter virksomhederne til at offentliggoere deres prislister og salgsbetingelser i det omfang og i den form, som Kommissionen foreskriver. Hver enkelt virksomhed skal selvstaendigt bestemme disse priser og salgsbetingelser. Artikel 60 tillader ikke virksomhederne at samordne og fastsaette priser indbyrdes.

(240) De fleste af parterne har haevdet, at underretningen af konkurrenter om de priser, som virksomhederne agtede at anvende i fremtiden, blev gjort berettiget og endda noedvendig af det aabenhedsprincip, der foelger af artikel 46 ff. og artikel 60. Selv hvis man et kort oejeblik gik ud fra, at paastanden om, at parterne blot meddelte hinanden deres fremtidige priser (og ikke samordnede og fastsatte disse priser i faellesskab), var korrekt, ville argumentet ikke tjene noget formaal. AAbenhedsprincippet - hvor vigtigt det end er - kan ikke fortolkes paa den maade, at det tillader eller endda foreskriver den adfaerd, som virksomhederne har udvist i denne sag.

EKSF-traktatens artikel 60 begraenser ganske vist til en vis grad priskonkurrencen mellem virksomheder, for saa vidt den kraever, at virksomhederne skal offentliggoere deres priser og undlade at anvende ulige vilkaar for forretninger af samme art. Det er derfor endnu vigtigere at sikre, at den tilbagevaerende konkurrence, som EKSF-traktaten gaar ud fra eksisterer, ikke begraenses af aftaler og samordnet praksis mellem virksomheder. Etableringen af kunstige markedsvilkaar, hvor unormale normer for information og markedsstabilitet eliminerer visse konkurrencerisici, er i strid med den ufordrejede konkurrence, som EKSF-traktaten soeger at beskytte. Det er i endnu hoejere grad tilfaeldet, naar denne kunstige forbedring ar oplysninger er forbeholdt producenterne og deres distributoerer og ikke kommer koeberne til gode, hvilket er tilfaeldet i denne sag.

(241) Nogle af parterne haevdede, at deres handlinger kun tog sigte paa at bekaempe adfaerd, som var uforenelig med artikel 60, dvs. salg, som ikke overholdt prissaetningsreglerne i denne artikel. Argumentet gik ud paa at en aftele, der alene har til formaal at hindre handlinger, der ikke kan henfoeres under begrebet »normal« konkurrence som omhandlet i EKSF-traktaten, ikke kan vaere i strid med artikel 65. Selv hvis dette argument blev godtaget, ville virksomhederne ikke kunne benytte sig af det. Det staar nemlig klart, at dette ikke var formaalet med de prisarrangementer, som parterne indgik. Under alle omstaendigheder er det Kommissionens ansvar at haandhaeve artikel 60. Virksomhederne kan ikke se bort fra de officielle priser, der er offentliggjort af dem, og i stedet indbyrdes aftale - uoffentligjorte - maalpriser.

d) Parternes deltagelse

(242) De priser, der blev diskuteret paa Poutrelles-udvalgets moeder eller i tilknytning hertil, var de priser, der skulle gaelde for leverancer til de forskellige markeder. I princippet eksporterede alle de beroerte parter til de markeder, der var omfattet af arrangementerne. Ansvaret for de ovenfor beskrevne aftaler og former for samordnet praksis ligger derfor hos alle virksomhererne for saa vidt angaar det tidsrum, i hvilket de hver isaer deltog i moederne og det dermed forbundne samarbejde.

Eftersom kartellet bestod i en aarraekke, har det ikke nogen praktisk relevans, om nogle af deltagerne maaske gik glip af visse moeder. Under alle omstaendigheder blev de fravaerende underrettet om, hvad der var blevet besluttet paa moederne.

(243) Den enkelte virksomheds individuelle adfaerd vurderes nedenfor.

3.4.1.2. Harmonisering af tillaeg

a) Aftaler

(244) Paa moedet den 15. november 1988 indgik deltagerne en aftale om at harmonisere kvalitetstillaeggene. Denne aftale havde ikke blot til formaal og foelge at harmonisere tillaeggene, men ogsaa at forhoeje dem ved som maal at vaelge de kvalitetstillaeg, der paa davaerende tidspunkt var gaeldende i Tyskland (se betragtning 122).

(245) Paa moedet den 19. april 1989 indgik deltagerne en aftale om at harmonisere stoerrelsestillaeggene, der ikke blot havde til formaal og foelge at harmonisere tillaeggene, men ogsaa at forhoeje dem (se betragtning 125 og 126 og - for baggrunden herfor - betragtning 124).

Der er bevis for, at deltagerne faktisk indfoerte de nye stoerrelsestillaeg den 1. oktober 1989. De havde imidlertid visse negative foelgen for basispriserne.

(246) Paa moedet den 6. juni 1989 blev der indgaaet endnu en aftale om harmonisering af kvalitetstillaeggene (se betragtning 129). Denne aftale havde ikke blot til formaal og foelge at harmonisere tillaeggene, men ogsaa at forhoeje dem.

(247) Paa moedet den 16. maj 1990 blev der indgaaet endnu en aftale om harmonisering af stoerrelsestillaeggene (se betragtning 132 til 134). At der rent faktisk blev indgaaet en aftale om disse forhoejelser bekraeftes af en rapport udarbejdet af Walzstahl-Vereinigung og et fortroligt notat af 17. maj 1990 skrevet af Poutrelles-udvalgets sekretariat (se betragtning 133 og 135).

(248) Paa moedet den 4. december 1990 blev indgaaet en aftale om at harmonisere stoerrelsestillaeggene. At der faktisk forelaa en aftale kan udledes af foelgende omstaendigheder:

- Spoergsmaalet var blevet droeftet paa moeder i Poutrelles-udvalget og andetsteds siden i hvert fald den 11. september 1990 (se betragtning 138 og 119).

- Den italienske gruppe havde allerede stillet forslag om en harmonisering af stoerrelsestillaeggene den 11. september 1990 (se betragtning 138).

- I november 1990 rundsendte Walzstahl-Vereinigung et forslag, som det helt klart var meningen, at alle producenterne i EKSF skulle tilslutte sig (betragtning 139).

- Referatet af moedet den 4. december 1990 og telefaxen af 13. december 1990 fra Walzstahl-Vereinigung til British Steel (se betragtning 141) bekraefter, at der var blevet indgaaet en aftale om at harmonisere stoerrelsestillaeggene. Formaalet med denne foranstaltning - nemlig at haeve de samlede priser uden at haeve basispriserne - er helt utvetydigt beskrevet i telefaxen af 19. december 1990 fra Walzstahl-Vereinigung til Ferdofin (se betragtning 121).

b) Artikel 65, stk. 1

(249) Da tillaeggene udgoer en del af den slutpris, der skulle betales for de paagaeldende produkter paa de kontinentale markeder i EKSF, var disse aftaler om en harmonisering af tillaegene lig med prisfastsaettelsesaftaler i strid med artikel 65, stk. 1.

(250) Bevismaterialet viser, at formaalet med disse aftaler ikke var (som haevdet af nogle af parterne) at fremme gennemsigtigheden, men at forhoeje priserne. For at goere markedet mere gennemsigtigt i overensstemmelse med EKSF-traktatens artikel 60 ville det have vaeret tilstraekkeligt at harmonisere tillaeggenes struktur (og ikke de faktiske beloeb).

c) Virksomhedernes deltagelse

(251) Der er beviser for, at alle de beroerte parter deltog i disse aftaler. Det gaelder ogsaa British Steel. Skoent aftalerne kun vedroerte de kontinentale markeder og ikke det britiske marked (da der paa dette marked ikke opereres med tillaeg), indvilligede British Steel i at overholde de nye tillaeg i forbindelse med leverancer paa kontinentet.

(252) Af de aarsager, der er redegjort for i betragtning 313, vil Ensidesa og Aristrain ikke blive gjort ansvarlige for deres deltagelse i aftalen af 15. november 1988. Hvad angaar tidsrummet efter 1. januar 1989, er det sandt, at de spanske virksomheder ikke harmoniserede deres egne tillaeg i Spanien (men kun lovede at goere det), men de aftalte dog med de andre virksomheder at anvende de harmoniserede tillaeg paa de oevrige EKSF-markeder.

3.4.1.3. Markedsdelingsordninger

a) Ferdofin

(253) Som beskrevet ovenfor (betragtning 61) blev der den 14. juli 1988 indgaaet en markedsdelingsaftale, ifoelge hvilken Ferdofin skulle begraense sit salg i Tyskland, Benelux-landene, Frankrig og Danmark/Irland/Graekenland.

Ferdofins telex af 4. august 1988 (se betragtning 62) bekraefter, at begraensningen af Ferdofins eksport til de relevante markeder havde vaeret genstand for en aftale og ikke udgjorde en ensidig handling. Da det ikke har vaeret muligt at identificere aftalens oevrige parter, vil kun Ferdofin blive holdt ansvarlig for denne aftale.

b) »Traverso-metoden«

(254) I fjerde kvartal 1988 og foerste kvartal 1990 fandtes der en ordning, under hvilken de deltagende virksomheder soegte at matche udbud og efterspoergsel (se betragtning 72 til 79). Der er beviser for, at denne ordning blev indfoert den 19. juli 1988 eller kort tid forinden (betragtning 72).

(255) Foelgende virksomheder deltog i ordningen: Peine-Salzgitter, Thyssen, Kloeckner, Saarstahl, Unimétal, Ferdofin, Cockerill Sambre, TradeARBED og British Steel (se betragtning 75).

(256) De paagaeldende virksomheder anmeldte deres leveringsplaner til CDE's formand. Disse tal blev derpaa udsendt til de deltagende virksomheder (se betragtning 74). CDE's formand havde befoejelse til at henvende sig til de paagaeldende virksomheder og foreslaa aendringer, hvis han fandt det hensigtsmaessigt.

(257) CDE's formand genemgik leveringsplanerne, som derpaa blev uddelt til deltagerne som anbefalinger, der ikke burde overskrides. Bevismaterialet viser, at de deltagende virksomheder i hvert fald i princippet delte dette synspunkt (se betragtning 77).

Disse »anbefalinger« indeholdt specifikke tal for hver virksomhed og hvert af de beroerte markeder. Virksomheder, der ikke tog hensyn til disse tal, modtog en henvendelse fra CDE's formand og Eurofer og blev anmodet om at respektere det traditionelle handelsmoenster (jf. betragtning 72).

Som foelge af denne ordning fik de deltagende virksomheder kendskab til, hvilken adfaerd i leveringsmaessig henseende konkurrenterne agtede at udvise i fremtiden.

(258) Ved at afsloere deres leveringsplaner til hinanden og ved at udmoente CDE-formandens anbefalinger i praksis fjernede de beroerte virksomheder den usikkerhed, de normalt ville have haft med hensyn til deres konkurrenters fremtidige adfaerd. Denne adfaerd har derfor haft til formaal eller foelge at begraense konkurrencen. Den udgoer saaledes en samordnet praksis, der er forbudt i henhold til EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1.

(259) Den omstaendighed, at den ovenfor beskrevne ordning kun var en delvis succes, og at den var frivillig, rokker ikke ved denne konklusion.

c) Frankrig

(260) Paa moedet den 21. september 1989 eller kort tid forinden eller efter dette moede blev der indgaaet en aftale, ifoelge hvilken deltagerne ville samordne deres leverancer paa det franske marked i fjerde kvartal 1989.

Foelgende virksomheder deltog i denne aftale: Peine-Salzgitter, Thyssen, Saarstahl, Ferdofin, Cockerill Sambre, TradeARBED, British Steel, Ensidesa og Unimétal (se betragtning 63 til 71). Ensidesa deltog ikke aktivt i udformningen af ordningen, men fulgte den.

(261) Telexet af 26. september 1989 fra Walzstahl-Vereinigung, som indeholder oplysninger om de tonnager, som de deltagende virksomheder agtede at levere (se betragtning 67), er ikke i sig selv bevis for, at disse virksomheder samordnede deres salg paa det franske marked. Men det fremgaar tilstraekkelig tydeligt af foelgende forhold, at disse leveringsplaner faktisk var blevet samordnet og ikke var resultatet af individuelle beslutninger truffet uafhaengigt af hver enkelt virksomhed:

- Peine-Salzgitter, Thyssen, Saarstahl, British Steel, Cockerill Sambre, Unimétal og TradeARBED havde inden moedet den 21. september 1989 droeftet, hvordan det franske marked kunne opdeles (se betragtning 63 og 64).

- Paa moedet den 21. september 1989 havde Unimétal tydeligt angivet den samlede maengde af leverancer paa det franske marked i fjerde kvartal 1989, hvor store maengder virksomheden selv agtede at levere og tonnagerne for ikke-Eurofer-virksomheder hjemmehoerende henholdsvis i og uden for EKSF's medlemsstater. Dermed angav virksomheden noedvendigvis den saldo (ca. 33 000 ton/maaned), som skulle deles mellem de oevrige virksomheder, der deltog i Poutrelles-udvalget.

- Notatet af 25. september 1989 fra Walzstahl-Vereinigung (se betragtning 66) bekraefter, at de virksomheder, der leverede til det franske marked, samordnede deres salg.

- I den telefax, som sekretariatet udsendte den 7. november 1989, bekraeftes det (se betragtning 68), at der var blevet indfoert et »system« for leverancer til Frankrig i fjerde kvartal 1989.

(262) De fleste af de deltagende virksomheder handlede som aftalt eller leverede endda mindre end paataenkt (se betragtning 69). Kun tre virksomheder (Thyssen, Ferdofin og British Steel) leverede vaesentligt mere end oprindeligt bebudet.

3.4.1.4. Udveksling af oplysninger

a) Kontrollen med ordrer og leverancer

(263) Foelgende virksomheder deltog i en udveksling af oplysninger om deres ordrer paa og leverancer af bjaelker (se betragtning 39 til 46): Peine-Salzgitter, Thyssen, Saarstahl, Hoesch, Neue Maxhuette, TradeARBED, Cockerill Sambre, British Steel, Unimétal, Ferdofin, Aristrain og Ensidesa.

De taloplysninger, der blev udvekslet som led i ordrekontrollen, viste, hvilke ordrer hver enkelt virksomhed havde modtaget paa leverancer i Frankrig, Tyskland, Belgien/Luxembourg, Nederlandene, Det Forenede Kongerige, Italien, Spanien, Portugal og Graekenland/Irland/Danmark. Som led i kontrollen med leverancer blev der udvekslet oplysninger om leverancerne til Tyskland, Frankrig, Det Forenede Kongerige, Benelux-landene, Italien, Graekenland/Irland/Danmark, Portugal og Spanien. Udvekslingen af taloplysninger stod paa i adskillige aar, nemlig fra 1984 eller tidligere for ordrekontrollens vedkommende og fra fjerde kvartal 1988 for leverancekontrollens vedkommende. Udvekslingen af individuelle tal for de enkelte virksomheder blev midlertidigt suspenderet i slutningen af juli eller begyndelsen af august 1990. Udvekslingen af individuelle tal vedroerende ordrer blev genoptaget - i hvert fald mellem TradeARBED, Ensidesa, Unimétal, Ferdofin og Aristrain - senest i oktober 1990. Thyssen, Saarstahl, Peine-Salzgitter, Neue Maxhuette og Hoesch genoptog deres deltagelse i udvekslingen af individuelle oplysninger (via Walzstahl-Vereinigung) senest i december 1990 (se betragtning 46). Udvekslingen af individuelle tal vedroerende leverancer blev genoptaget i tredje kvartal 1990 mellem TradeARBED, Unimétal, Ensidesa og Aristrain.

(264) Ordningen med udveksling af oplysninger om ordrer er et resultat af en aftale mellem de deltagende parter. Leverancekontrollen har sin oprindelse i en aftale, der for foerste gang blev indgaaet den 18. oktober 1988 (se betragtning 41) og (udtrykkeligt eller stiltiende) fornyet adskillige gange paa moeder i Poutrelles-udvalget. For saa vidt angaar de virksomheder, der deltog aktivt i Poutrelles-udvalget (dvs. alle de virksomheder, der medvirkede til informationsudvekslingen, undtagen Hoesch og Neue Maxhuette), er der adskillige beviser for, at de havde kendskab til og medvirkede til udvekslingen af disse oplysninger. At Hoesch og Neue Maxhuette havde kendskab til ordningen og tilsluttede sig den fremgaar af den omstaendighed, at alle de virksomheder, der bidrog med tal til denne kontrol, modtog en kopi af de tabeller, som Usinor Sacilor udfaerdigede paa basis af oplysningerne.

(265) Alle de virksomheder, der bidrog med tal til denne udveksling af oplysninger, vidste derfor, at deres tal blev videregivet til konkurrenterne. Det er utaenkeligt, at de ville have stillet deres taloplysninger til raadighed, hvis de ikke havde vaeret indforstaaet med, at de blev udleveret til konkurrenter.

(266) For at kunne konkurrere effektivt paa et givet marked har virksomhederne behov for oplysninger om dette marked og udviklingen herpaa. Udfaerdigelse og distribution af statistikker over den samlede produktion, salgsmaengde eller andet inden for en industrigren er en opgave, der helt legitimt kan varetages af statistiske kontorer og bracheorganisationer. Udsendelsen af saadanne statistikker kan forbedre virksomhedernes viden om det marked, de opererer paa, og dermed oege konkurrencen. Kommissionen har derfor ingen betaenkeligheder ved, at nationale erhvervssammenslutninger, der repraesenterer samme erhvervsinteresser i forskellige lande, udveksler statistikker over produktions- og afsaetningsforhold inden for den paagaeldende industrigren uden firmaangivelse (21).

(267) I denne sag er de beroerte virksomheder gaaet ud over det tilladelige. De tal, der blev udvekslet, viste hver enkelt virksomheds leverancer og ordrer paa leverancer til de forskellige markeder. Virksomhederne anser normalt saadanne oplysninger for at vaere strengt fortrolige. Ordretallene blev ajourfoert hver uge og hurtigt udsendt til deltagerne.

Leverancetallene blev udsendt kort tid efter udgangen af det paagaeldende kvartal. Alle de deltagende virksomheder havde saaledes et omfattende og detaljeret kendskab til de leverancer, som deres konkurrenter agtede at effektuere, og til deres faktiske leverancer. Disse virksomheder kunne derefter forvisse sig om den adfaerd, som deres konkurrenter agtede at udvise eller havde udvist paa markedet, og indrette sig efter denne. Bevismaterialet viser (se navnlig betragtning 50), at dette var selve aarsagen til, at parterne engagerede sig i denne udveksling af oplysninger.

(268) De udvekslede oplysninger tjente som grundlag for droeftelserne om varestroemme (jf. betragtning 49 til 60), som var et af hovedemnerne paa moederne i Poutrelles-udvalget (betragtning 57). Virksomheder, hvis ordrer overskred det »normale « niveau, blev kaldt til rette (se f. eks. betragtning 51).

Virskomheder fra lande med en eksport paa over et bestemt niveau blev bedt om at forklare aarsagerne til stigningerne (se f.eks. betragtning 51). Ved visse lejligheder blev bestemte virksomheder direkte kritiseret for deres leverancer til andre medlemsstater (se isaer betragtning 53 og 60).

Leverance- og ordrekontrollen supplerede hinanden, hvilket gjorde denne informationsudveksling endnu mere effektiv. De deltagende virksomheder fulgte noeje med i disse tal og kontrollerede, om leverancerne matchede de ordrer, som virksomhederne tidligere havde opgivet. I tilfaelde af uoverensstemmelser blev de beroerte virksomheder anmodet om at komme med en forklaring (se betragtning 49 til 60). Det lykkedes saaledes ganske rigtigt parterne at opnaa en bemaerkelsesvaerdig grad af indbyrdes aabenhed.

Informationsudvekslingen var ikke begraenset til tal af rent historisk vaerdi uden nogen potentiel indflydelse paa konkurrencen. Havde det vaeret tilfaeldet, ville de omfattende droeftelser af disse tal vaere uforklarlige.

(269) Udvekslingen af oplysninger resulterede derfor i, at der blev skabt et system baseret paa solidaritet og samarbejde, som tog sigte paa at koordinere forretningsaktiviteter. De parter, der deltog i denne udveksling, erstattede dermed de normale konkurrencerisisci med et praktisk samarbejde, som resulterede i andre konkurrencevilkaar end dem, der goer sig gaeldende under normale markedsforhold. I denne forbindelse skal der tages hensyn til den omstaendighed, at markedet for staalbjaelker i Faellesskabet er et oligopolistisk marked, hvor et meget begraenset antal udbydere tilbyder ensartede produkter til aftagerne.

(270) Udvekslingen af individuelle oplysninger mellem virksomheder udgoer ikke noedvendigvis en overtraedelse af konkurrencereglerne. Hver enkelt sag maa bedoemmes saerskilt, og alle relevante faktorer, herunder oplysningernes art, graden af aggregering og det beroerte marked, boer tages med i betragtning ved vurderingen af, om udvekslingen udgoer en ulovlig konkurrencebegraensning. Udveksling af individuelle oplysninger, som maa formodes ikke at ville paavirke virksomhedernes adfaerd paa markedet, fordi oplysningerne kun er af historisk interesse, kan derfor tillades.

Som foelge af dets negative virkninger for konkurrencen mellem de deltagende virksomheder er et system for udveksling af oplysninger som det i denne sag omhandlede system for udveksling af oplysninger ikke omfattet af Kommissionens meddelelse om samarbejde mellem virksomheder (22), herunder isaer afsnit II.1.

(271) Den omstaendighed, at dette system for udveksling af oplysninger medfoerte, at der blev skabt aabenhed omkring markedsvilkaarene, rokker paa ingen maade ved den konklusion, at systemet strider mod EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1.

I beslutning 87/1/EOEF (fedtsyrer) (23) og beslutning 92/157/EOEF (UK Agricultural Tractor Registration Exchange) (24) indtog Kommissionen det synspunkt, at udvekslingen af detaljerede oplysninger, der goer det muligt at identificere individuelle virksomheders adfaerd inden for snaevre oligopoler, er i strid med konkurrencereglerne. Kommissionen har imidlertid intet mod udvekslingen af aggregerede historiske oplysninger. I denne sag omfattede de udvekslede oplysninger praecise og ajourfoerte oplysninger om individuelle virksomheders ordrer og leverancer.

Ingen af de bestemmelser i EKSF-traktaten, som parterne henholder sig til (isaer artikel 46, 47, 48 og 60), foreskriver eller tillader, at der mellem konkurrenter udveksles foelsomme oplysninger saasom tal for ordrer og leverancer. Denne »aabenhed« var under alle omstaendigheder begraenset til producenterne selv; forbrugerne (jf. traktatens artikel 48, stk. 3) havde ingen fordel heraf.

Ordlyden af EKSF-traktatens artikel 65, stk. 2, er snaevrere end ordlyden af EF-traktatens artikel 85, stk. 3. Mulighederne for at fritage (eller godkende) aftaler er derfor mere begraenset under EKSF-traktaten. Denne forskel kan imidlertid kun benyttes som argument for ikke at henfoere det her omhandlede informationsudvekslingssystem under anvendelsesomraadet for artikel 65, stk. 1, hvis systemet ogsaa indebar betydelige fordele eller forbedringer. Selv under hoeringen og med bistand fra eminente oekonomer var parterne ikke i stand til at forklare, hvorfor det var noedvendigt at udveksle individuelle tal, og hvorfor det ikke ville have vaeret tilstraekkeligt at udveksle aggregeret historisk talmateriale (som Kommissionen intet har at indvende imod).

Der er behov for en vis usikkerhed med hensyn til den adfaerd, som konkurrenterne agter at udvise paa markedet, for at opretholde konkurrencen.

b) Udveksling af oplysninger gennem Walzstahl-Vereinigung

(272) Ovenstaaende betragtninger gaelder tilsvarende for den udveksling af oplysninger, som Thyssen, Peine-Salzgitter, Hoesch, Neue Maxhuette, Saarstahl og TradeARBED foretog gennem Walzstahl-Vereinigung i hvert fald i tredje og fjerde kvartal af 1990 (se betragtning 47 og 48). Det er ikke trovaerdigt, at Walzstahl-Vereinigung skulle have vaeret i stand til at indhente og udsende talmateriale vedroerende de ordrer og leverancer, som de deltagende virksomheder havde henholdsvis modtaget og effektueret, uden virksomhedernes kendskab og samtykke. Den eneste forskel mellem denne informationsudveksling og det kontrolsystem, som Poutrelles-udvalgets sekretariat forvaltede, var det mere begraensede antal deltagere.

3.4.2. Konkurrencebegraensende praksis paa det tyske marked

(273) Som beskrevet ovenfor deltog foelgende virksomheder i konkurrencebegraensende praksis paa det tyske marked:

- Peine-Salzgitter, Thyssen og TradeARBED indgik forskellige prisfastsaettelsesaftaler, den foerste i december 1986 (se betragtning 147 og 148).

- Peine-Salzgitter og TradeARBED deltog i to moeder i juni 1987, som resulterede i samordnede prisstigninger (se betragtning 149).

- Paa et moede i januar 1988 vedtog Peine-Salzgitter, TradeARBED, Hoesch, Saarstahl og Thyssen faelles prishenstillinger, og de naaede til enighed om vigtige aspekter af deres fremtidige prispolitik (se betragtning 150).

- Priser blev fastsat mellem TradeARBED og Hoesch paa et eller andet tidspunkt inden den 18. april 1989 (se betragtning 152).

- Ved mindst to lejligheder i 1989 enedes en raekke producenter om at begraense deres leverancer til det tyske marked med henblik paa at stabilisere dette marked. Blandt disse virksomheder er det kun muligt at pege paa Peine-Salzgitter som deltager i den foerste af disse aftaler (se betragtning 153), medens det i forbindelse med den anden aftale om begraensning af leverancer kun er muligt at pege paa Peine-Salzgitter, Saarstahl og TradeARBED som deltagere (se betragtning 154).

3.4.3. Konkurrencebegraensende praksis paa det franske marked

(274) I 1987 samordnede i hvert fald Unimétal, Cockerill Sambre og TradeARBED deres priser paa det franske marked (se betragtning 155).

3.4.4. Konkurrencebegraensende praksis paa det italienske marked

(275) Der blev ved forskellige lejligheder indgaaet aftaler eller fastlagt en samordnet praksis vedroerende fastsaettelse af priser eller deling af markeder i Italien:

- Paa moedet den 7. april 1987 blev de tidligere fastsatte maalpriser paa det italienske marked fornyet eller bekraeftet af Ferdofin, TradeARBED, Peine-Salzgitter og Unimétal (se betragtning 156).

- Der blev paa et eller andet tidspunkt efter dette moede indgaaet yderligere prisaftaler (se betragtning 157 til 159). Der er beviser for, at i det mindste Peine-Salzgitter og Ferdofin deltog i disse aftaler.

- Paa et moede den 25. november 1987 indgik TradeARBED, Peine-Salzgitter, Unimétal, British Steel, Aristrain, Ensidesa, Ferdofin, Stefana, Thyssen, Saarstahl og Cockerill Sambre en prisaftale gaeldende for foerste kvartal 1988 (se betragtning 160 og 161). Af de aarsager, der er redegjort for nedenfor (betragtning 313), vil Aristrain og Ensidesa ikke blive holdt ansvarlige for denne aftale.

- Paa et moede den 13. marts 1988 blev priserne i andet kvartal 1988 aftalt mellem TradeARBED, British Steel, Peine-Salzgitter, Saarstahl, Thyssen, Unimétal, Cockerill Sambre, Ferdofin og Stefana. De samme virksomheder (med undtagelse af Stefana) indgik ogsaa en markedsdelingsaftale, paa basis af hvilken der blev fordelt kvoter for leverancer til Italien (se betragtning 162 til 165).

- Paa et eller andet tidspunkt foer den 28. juni 1988 blev det aftalt at gennemfoere prisstigninger for tredje kvartal 1988. I hvert fald Ferdofin og Peine-Salzgitter deltog i denne aftale (se betragtning 166).

- Den 21. juni 1988 blev der truffet en beslutning om at forlaenge markedsdelingsordningen for tredje kvartal 1988 (se betragtning 167 og 168). Denne beslutning blev truffet af Ferdofin, TradeARBED, British Steel, Cockerill Sambre, Peine-Salzgitter, Saarstahl, Thyssen og Unimétal.

- Yderligere maalpriser blev aftalt mellem TradeARBED, British Steel, Peine-Salzgitter, Unimétal og Ferdofin paa et moede den 3. oktober 1988 (se betragtning 169).

- Der blev aftalt priser mellem TradeARBED, Peine-Salzgitter, Saarstahl, Unimétal, Thyssen og Ferdofin paa et moede den 15. maj 1990 (se betragtning 170 og 171).

3.4.5. Individuelle aftaler

3.4.5.1. British Steel - Ensidesa/Aristrain

(276) Paa et eller andet tidspunkt i begyndelsen af 1990 blev der indgaaet en aftale mellem British Steel, Ensidesa og Aristrain om begraensning af British Steels salg i Spanien. Endvidere blev det aftalt at gennemfoere prisstigninger i foerste kvartal 1991 (se betragtning 172 til 174).

3.4.5.2. British Steel - Ferdofin

(277) Fra i hvert fald slutningen af 1987 eksisterede der en aftale mellem British Steel og Ferdofin, ifoelge hvilken sidstnaevnte indvilligede i ikke at afsaette sine produkter i Det Forenede Kongerige (se betragtning 175 og 176).

3.4.6. Konklusioner

(278) Alle de aftaler og alle de former for samordnet praksis, der er redegjort for i betragtning 273 til 277 ovenfor, havde til formaal at begraense konkurrencen og er derfor i strid med artikel 65, stk. 1.

4. UDVEKSLING AF OPLYSNINGER GENNEM EUROFER

(279) Eurofer tilrettelagde og forvaltede et saerskilt system for udveksling af oplysninger (beskrevet i betragtning 143 til 146). Eurofer udsendte oplysninger om leverancerne fra virksomheder, der direkte eller indirekte var medlemmer af Eurofer.

(280) Eurofer er en organisation af virksomheder efter EKSF-traktatens artikel 65. Dette udsagn beroeres ikke af, at de fleste af Eurofers medlemmer selv er organisationer af virksomheder. For at kunne haandhaeve EKSF-traktatens konkurrenceregler saavel korrekt som effektivt er Kommissionen forpligtet til at se paa den oekonomiske substans snarere end den retlige form i en given sag. Desuden maa det paapeges, at en enhed, hvis medlemmer (baade virksomheder og organisationer af virksomheder) selv er underkastet bestemmelserne i EKSF-traktatens artikel 65, ikke selv kan holdes uden for anvendelsesomraadet for denne artikel.

(281) I EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, naevnes vedtagelser inden for virksomheders organisationer, som vil kunne begraense konkurrencen. Tilstedevaerelsen af en saadan vedtagelse kan udledes af den konkrete adfaerd, som organisationen, dens afdelinger eller tilknyttede organer udviser.

I henhold til Eurofers vedtaegter har organisationen bl.a. til opgave at varetage udvekslingen af oplysninger (artikel 2, fjerde led). Det maa formodes, at Eurofer ikke foretog sig noget uden medlemmernes udtrykkelige eller stiltiende samtykke. Dette bekraeftes af, at de udvekslede tal stammede (direkte eller indirekte) fra Eurofers medlemmer.

(282) Denne fortolkning er i overensstemmelse med artikel 65's bogstav, aand og formaal. Artikel 65 forbyder alle aftaler, alle vedtagelser og alle former for samordnet praksis, som har til formaal at begraense konkurrencen.

(283) Udvekslingen af oplysninger gennem Eurofer havde samme skadelige virkninger for konkurrencen, som de informationsudvekslingssystemer, der er redegjort for i det foregaaende (betragtning 263 til 272). Eurofer forsynede de virksomheder, der (direkte eller indirekte) var medlemmer af Eurofer, med oplysninger om leverancer fra deres konkurrenter. Udvekslingen af disse oplysninger, som normalt betragtes som forretningshemmeligheder, gjorde det muligt for hver enkelt virksomhed at faa kendskab til konkurrenternes adfaerd paa individuelle markeder. Denne udveksling af oplysninger resulterede dermed i, at de normale risici forbundet med konkurrence blev erstattet med et praktisk samarbejde, og at konkurrencevilkaarene blev aendret i forhold til dem, der goer sig gaeldende paa et normalt marked. En saadan adfaerd er i strid med EKSF-traktatens artikel 65, stk.1.

5. AKTIVITETERNE I EUROFER/SCANDINAVIEN-GRUPPEN

5.1. Gruppens art og sammensaetning

(284) Siden i hvert fald 1986 har producenter og distributoerer af staalbjaelker i EKSF og Skandinavien og nogle af deres organisationer deltaget i en raekke aftaler og forskellige former for samordnet praksis vedtaget inden for rammerne af et system med regelmaessige moeder og loebende kontakter.

(285) Foelgende virksomheder deltog regelmaessigt i disse moeder og/eller i aftalerne og de forskellige former for samordnet praksis:

- Peine-Salzgitter

- Thyssen

- Saarstahl (fra 1988)

- TradeARBED

- Steelinter

- Unimétal

- British Steel

- Norsk Jernverk

- Ovako (fra i hvert fald 1. september 1988)

- SSAB (indtil 31. august 1988)

- Smedjebacken/Fundia Steel AB.

Adskillige organisationer af virksomheder og Usinor Sacilor (som varetog sekretariatet) deltog ogsaa i disse aktiviteter. Ingen af disse synes at have ydet et vaesentligt og individuelt bidrag, der maatte noedvendiggoere en beslutning ikke blot imod deres medlemmer (eller datterselskab i Usinor Sacilors tilfaelde), men ogsaa imod dem selv.

(286) Emnet for disse moeder var situationen paa markederne for handelsstaal og bjaelker i Skandinavien, dvs. Norge, Sverige, Finland og Danmark. Her tages der kun hensyn til aspekterne vedroerende det danske marked for bjaelker.

(287) Parternes overordnede plan bestod i at naa til enighed om priserne paa eksporten til Danmark. Takket vaere den loebende kontakt mellem parterne blev disse arrangementer til stadighed aendret eller ajourfoert for at tage hensyn til de skiftende vilkaar og reaktionerne fra markedet.

(288) Kommissionen er af den opfattelse, at hele det kompleks af ordninger og arrangementer, der blev vedtaget som led i et system med regelmaessige og institutionaliserede moeder mellem de i betragtning 285 naevnte producenter, udgjorde en enkelt kontinuerlig »aftale« i den betydning, der er anvendt i artikel 65, stk. 1.

For at en begraensning udgoer en »aftale« som omhandlet i artikel 65, stk. 1, er det ikke noedvendigt for aftalen at vaere retligt bindende for parterne. Der bestaar en aftale, hvis parterne naar til enighed om en plan, der begraenser eller sandsynligvis vil begraense deres kommercielle handlefrihed ved at fastsaette retningslinjer for de handlinger, som parterne hver isaer maa foretage eller undlade at foretage paa markedet. Det er ikke noedvendigt, at der findes kontraktlige sanktioner eller haandhaevelsesprocedurer. Ej heller er det noedvendigt for en saadan aftale at vaere skriftlig.

(289) I denne sag deltog virksomhederne - ved at tilslutte sig en faelles plan for regulering af priserne paa det danske marked for bjaelker - i en overordnet rammeaftale, som blev foert ud i livet ved hjaelp af en raekke mere detaljerede delaftaler, som blev udarbejdet fra tid til anden, og som opsummeres nedenfor.

(290) Den konklusion, at der er tale om en enkelt kontinuerlig aftale, beroeres ikke af den omstaendighed, at nogle af virksomhederne ikke var til stede paa alle moederne. Eftersom kartellet bestod i en aarraekke, har det ikke nogen praktisk relevans, om nogle af deltagerne maaske gik glip af enkelte moeder. Under alle omstaendigheder blev de fravaerende underrettet om, hvad der var blevet besluttet paa moederne.

5.2. Aftaler og samordnet praksis

(291) Kommissionen er af den opfattelse, at kartellet udgjorde en »aftale« som omhandlet i artikel 65, stk. 1.

Begreberne »aftaler« og »samordnet praksis« er saerskilte begreber, men der kan vaere tilfaelde, hvor en snaever koordinering udviser elementer, der er kendetegnende for begge former for forbudt samarbejde.

Som naevnt ovenfor (se betragtning 219 og 220) skyldes betydningen af begrebet samordnet praksis ikke saa meget forskellen mellem dette begreb og en »aftale« som forskellen mellem de former for koordinering, der falder ind under artikel 65, stk. 1, og en ren og skaer parallel adfaerd, der ikke omfatter noget element af samordning. I denne sag er der derfor intet, der afhaenger af koordineringens praecise form.

5.3. Aftalens formaal og virkninger

(292) I denne sag var hovedformaalet med indfoerelsen af systemet med regelmaessige moeder og en kontinuerlig koordinering at fastsaette de priser, der skulle gaelde for leverancer til det danske marked.

I deres straeben efter dette maal soegte parterne at indrette markedet saaledes, at konkurrencekraefternes frie spil blev erstattet med en institutionaliseret og systematisk koordinering mellem producenter og distributoerer.

(293) Med henblik paa anvendelse af artikel 65, stk. 1, er det som foelge af det aabentlyst konkurrencebegraensende formaal med aftalen ikke strengt noedvendigt at paavise en negativ effekt for konkurrencen.

Ifoelge den oeknomiske analyse fra hr. Bishop var virkningen af de paagaeldende former for praksis begraenset. Kommissionen erkender, at denne virkning aftog hen imod slutningen af den betragtede periode; navnlig i 1990 blev der gjort bestraebelser paa at hindre priserne i at falde. Der er imidlertid tydelige tegn paa, at kartellet ikke desto mindre havde en betydelig indflydelse paa konkurrencevilkaarene:

For det foerste taeller deltagerne alle de vigtigste producenter af staalbjaelker i EKSF med eksport til Danmark og alle de vigtige bjaelkeproducenter i Norge, Sverige og Finland. Og for det andet skal det bemaerkes, at ifoelge moedereferaterne tilkendegav parterne ofte, at de forskellige prisstigninger var slaaet igennem.

5.4. Detaljerede oplysninger om kartellet og dets funktion

(294) Der er beviser for, at maalpriserne for bjaelker paa det danske marked regelmaessigt blev fastsat paa moeder i Eurofer/Scandinavien-gruppen i den periode, der betragtes i denne sag.

Alt tyder paa, at deltagerne fra EKSF-landene spillede den mest aktive rolle i dette samarbejde (jf. betragtning 191). Dette bekraeftes af den omstaendighed, at det ved flere lejligheder (f.eks. paa moederne den 30. juli 1986 og den 28. oktober 1986) blev aftalt, at priserne for alle eller bestemte kategorier ville blive bestemt af deltagerne fra EKSF efter de respektive moeder. Ved at acceptere denne fremgangsmaade markerede alle de parter, der deltog i Eurofer/Scandinavien-moederne, at de var indforstaaet med de priser, der blev bestemt senere.

(295) De skandinaviske virksomheder fremsatte et argument, der gik ud paa, at priserne faktisk blev fastsat eller dikteret af Eurofer-virksomhederne. Selv om det staar klart, at Eurofer-virksomhederne havde en betydelig indflydelse (se ovenfor), undervurderer dette argument den rolle, som de skandinaviske deltagere spillede. Der er beviser for, at priserne blev fastsat af Eurofer-virksomhederne og de skandinaviske producenter i faellesskab (se f.eks. betragtning 198 og 206).

(296) Referaterne af moederne i de sidste aar af den betragtede periode forekommer meget forsigtige i deres formuleringer, og der er anvendt udtryk som »forecasts« i forbindelse med priser. Det staar imidlertid helt klart, at disse saakaldte »forecasts« i realiteten ogsaa var maalpriser. Denne konklusion underbygges af moedeformandens egne ord (se betragtning 201).

Ved den mundtlige hoering bekraeftede repraesentanterne for SSAB og Ovako, at de priser, der blev aftalt paa moederne, var de priser, som deltagerne skulle rette sig efter.

L. ARTIKEL 65, STK. 2

(297) Ifoelge artikel 65, stk. 2, skal Kommissionen tillade aftaler om specialisering eller om faelles indkoeb eller salg eller andre aftaler, der efter deres natur og virkninger er fuldstaendig analoge hermed, hvis de opfylder bestemte betingelser. I denne sag ville de omhandlede konkurrencebegraensende former for praksis aldrig kunne vaere blevet godkendt, da de ikke kan henfoeres under de typer af aftaler, der kan tillades. Tvaertimod tog de sigte paa at opdele markeder og fastsaette eller bestemme priser, og alle disse aktiviteter er uforenelige med det faelles marked for kul og staal.

Der er aldrig blevet indsendt nogen ansoegning med hensyn til nogle af de aftaler eller arrangementer, der behandles i denne beslutning. Endvidere har ingen af parterne forsoegt at berettige deres adfaerd ved at haevde, at den kunne godkendes i henhold til artikel 65, stk. 2.

M. ARTIKEL 65, STK. 5

1. ANVENDELSESOMRAADET FOR ARTIKEL 65, STK. 5

(298) Ifoelge artikel 65, stk. 5, kan Kommissionen idoemme virksomheder, der har indgaaet en aftale, der uden videre er ugyldig, eller som har anvendt eller forsoegt at anvende en saadan ugyldig aftale eller vedtagelse, eller som har anvendt fremgangsmaader, der strider mod artikel 65, stk. 1, boeder eller tvangsboeder.

(299) Kommissionen kan idoemme boeder eller tvangsboeder, der hoejst andrager det dobbelte af omsaetningen for de produkter, som vedroeres af den aftale, vedtagelse eller fremgangsmaade, der strider mod artikel 65, stk. 1; hvis formaalet med aftalen, vedtagelsen eller fremgangsmaaden imidlertid har vaeret at begraense produktionen, den tekniske udvikling eller investeringerne, kan boedebeloebet saettes op til 10 % af de paagaeldende virksomheders aarsomsaetning, medens tvangsboedebeloebet kan saettes op til 20 % af den daglige omsaetning.

(300) De aftaler og de former for samordnet praksis, der er beskrevet i denne beslutning, involverede alle de stoerste producenter af staalbjaelker i Faellesskabet. Den adfaerd, der er blevet klaget over, omfattede fastsaettelse af priser og opdeling af markeder. Der er tale om alvorlige overtraedelser, som berettiger, at der idoemmes store boeder. Den paagaeldende adfaerd omfattede ogsaa udveksling af fortrolige oplysninger.

2. DEN OEKONOMISKE SITUATION INDEN FOR STAALINDUSTRIEN

(301) Staalproducenterne har generelt set ikke noget overskud for tiden. Men i henhold til deres aarsregnskaber realiserede fire af de stoerste bjaelkeproducenter, nemlig British Steel, Arbed, Peine-Salzgitter og Usinor Sacilor, betydelige overskud (25) fra deres staalproduktion i aarene 1988 til 1990.

3. DE OEKONOMISKE KONSEKVENSER AF OVERTRAEDELSERNE

(302) Det er ofte vanskeligt at pege paa de oekonomiske konsekvenser af en overtraedelse. Der vil altid herske en vis tvivl med hensyn til, i hvilken udstraekning en given prisstigning skyldes de normale markedskraefter og hvor meget af den, der skyldes en samordnet handling virksomhederne imellem. I perioder med faldende priser er det endnu vanskeligere at pege paa virkningerne af konkurrencebegraensende fremgangsmaader.

(303) Det er muligt at danne sig et indtryk af stoerrelsesordenen af de fordele, som deltagerne har opnaaet, ved at studere virkningen af prisstigningerne i foerste kvartal 1989, der ifoelge det foreliggende materiale blev accepteret af aftagerne. Der blev opnaaet prisstigninger paa 25-40 DM i Tyskland, paa 50-100 ffr. i Frankrig og paa 200-800 bfr. i Belgien og Luxembourg.

Ekstraindtaegterne for de producenter, der solgte deres produkter paa disse markeder, androg (med udgangspunkt i det beregnede forbrug paa disse markeder) mindst 7 mio. ECU (beregnet paa basis af de mindste prisstigninger). I andet kvartal resulterede nye prisstigninger i Tyskland, Frankrig, Benelux-landene og Italien i nye indtaegtsstigninger paa 6 mio. ECU. Den samlede indtaegtsstigning beloeb sig til mindst 20 mio. ECU over seks maaneder (7 mio. ECU i foerste kvartal og i alt 13 (7+6) mio. ECU i andet kvartal). Om end det ikke er muligt helt noejagtigt at beregne, hvor stor en del af den samlede gevinst der kan tilskrives prisfastsaettelsen og andre former for samordnet praksis, er det klart, at de oekonomiske virkninger var betydelige. En stor del af gevinsten tilfaldt de virksomheder, der deltog i prisfastsaettelsen, idet de daekker over to tredjedele af forbruget i Faellesskabet.

(304) Hvorom alting er, staar det klart, at virksomhederne havde til hensigt at begraense konkurrencen. Derfor er det ikke noedvendigt at forsoege at beregne den noejagtige virkning af overtraedelserne.

4. AGGRAVERENDE OMSTAENDIGHEDER

(305) I den pressemeddelelse, som Kommissionen udsendte den 2. maj 1988 i forbindelse med sine kontrolundersoegelser i den sag vedroerende rustfrit staal, der foerte til beslutning 90/417/EKSF, udtalte den tydeligt, at den ikke ville tolerere ulovlige ordninger organiseret af staalindustrien.

(306) Desuden var nogle af de involverede virksomheder, nemlig British Steel, Thyssen og Usinor Sacilor, blevet paalagt boeder for deres deltagelse i kartellet vedroerende flade produkter af rustfrit staal. Denne beslutning var blevet offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende i august 1990 og blev diskuteret i saavel den generelle presse som fagpressen. Kommissionens holdning til ulovlige aftaler og ulovlige former for samordnet praksis havde derfor vaeret klar fra i hvert fald maj 1988.

(307) Der er beviser for, at i hvert fald nogle af virksomhederne og deres organisationer var opmaerksomme paa, at deres adfaerd var eller kunne vaere i strid med EKSF-traktatens artikel 65.

Disse beviser omfatter Usinor Sacilors interne memorandum, som redegjorde for mulighederne for at omgaa konkurrencereglerne (se betragtning 105), bemaerkningen fra Eurofers juridiske raadgiver om, at konkurrencereglerne ville blive overtraadt, »hvis virksomheder i faellesskab beslutter at aendre deres lister over tillaeg paa linje med denne model eller foretager en koordineret aendring af deres tillaeg i overensstemmelse med denne« (se betragtning 140), og det interne notat fra Peine-Salzgitter (betragtning 59), som bl.a. indeholder foelgende passage: »En ordning med gensidig udveksling af statistikker, som betyder, at data om individuelle virksomheder udleveres til konkurrenter, giver i hvert fald forestillinger om konkurrencebegraensende virkninger«.

5. KRISEORDNINGEN

(308) I en stor del af den periode, der behandles i denne beslutning, benyttede Kommissionen sine befoejelser i henhold til EKSF-traktatens artikel 58 til at indfoere udbuds- eller produktionskvoter for staalvirksomhederne. Denne ordning blev indledt i oktober 1980 og ophoerte for staalbjaelkers vedkommende den 30. juni 1988. Kommissionen havde ogsaa indfoert mindstepriser i aarene 1984 til 1986 paa grundlag af bestemmelserne i EKSF-traktatens artikel 61. Disse krisebekaempelsesforanstaltninger blev indfoert og forvaltet af Kommissionen.

(309) Nogle virksomheder haevdede, at indfoerelsen af disse foranstaltninger i en aabenbar kriseperiode i nogen grad suspenderede eller aendrede virkningen af EKSF-traktatens artikel 65. At konkurrencen i visse henseender er blevet begraenset som foelge af foranstaltninger truffet paa faellesskabsplan betyder ikke, at virksomhederne kan indfoere supplerende begraensninger eller begraense konkurrence paa anden vis. Under saadanne omstaendigheder er det vigtigt, at virksomhederne og deres organisationer ikke forringer konkurrencen yderligere. Paa intet tidspunkt under krisen sagde Kommissionen noget som helst om, at artikel 65 ikke fandt anvendelse. Noget saadant ville under alle omstaandigheder vaere uforeneligt med faellesmarkedet, jf. traktatens artikel 4.

Artikel 65

er en del af EKSF-traktaten, og den kan ikke saettes ud af kraft eller goeres uanvendelig.

(310) Artikel 58 og 61 begraenser paa ingen maade anvendelsen af artikel 65 ud over de foranstaltninger, der kan traeffes som led i kvote- og prissystemer. Kun Kommissionen har befoejelser til, midlertidigt og undtagelsesvist, at indfoere kvoter og fastsaette mindstepriser. EKSF-traktaten giver ikke virksomhederne nogen som helst frihed til at fastsaette priser eller opdele markeder.

(311) Som foelge af de eventuelle misforstaaelser vedroerende anvendelsen af artikel 65 i en aabenbar kriseperiode og kvotesystemets virkninger har Kommissionen imidlertid besluttet, at den ikke vil idoemme virksomhederne boeder for deres adfaerd frem til den 30. juni 1988, hvor kvotesystemet ophoerte.

Fra og med denne dato kunne virksomhederne og deres organisationer ikke have vaeret i tvivl om, at EKSF-traktatens konkurrenceregler og isaer artikel 65 fandt anvendelse.

6. KOMMISSIONENS ROLLE

(312) De fleste af parterne haevdede, at Kommissionen var klar over, at de paagaeldende restriktive praksis eksisterede. Der er intet konkret belaeg for denne paastand. Kommissionens egen grundige undersoegelse har intet frembragt, der kan stoette parternes paastand.

Paa grund af paastandens alvorlige karakter blev det ikke desto mindre aftalt under hoeringen, at parterne skulle have mulighed for at fremlaegge yderligere beviser. Ingen af de dokumenter, som parterne derefter lagde frem, stoettede deres paastand. Der er hovedsagelig tale om dokumenter udarbejdet af Eurofer med henblik paa den regelmaessige konsultation mellem Kommissionen og staalindustrien. De indeholder kun generelle oplysninger, som ikke giver nogen antydning af, at virksomhederne havde kastet sig ud i restriktive former for praksis. Det er bemaerkelsesvaerdigt, at parterne gik saa vidt som til at henvise til et »non-paper« udarbejdet af Kommissionen, som indeholder en udtrykkelig klausul om, at artikel 65, stk. 1, ikke maa overtraedes.

7. DE SPANSKE PRODUCENTER

(313) Bestemmelserne i protokol nr. 10 til akten vedroerende Spaniens og Portugals tiltraedelse fritog ikke de spanske virksomheder fra at efterleve Faellesskabets konkurrenceregler. Der maa imidlertid tages hensyn til, at Aristrains og Ensidesas muligheder for frit at afsaette deres produkter i andre medlemsstater blev klart begraenset af de kvantitative eksportrestriktioner, der i henhold til tiltraedelsesakten gjaldt i overgangsperioden. Derfor vil hverken Aristrain eller Ensidesa blive paalagt boeder for deres deltagelse i overtraedelserne frem til den 31. december 1988, hvor overgangsforanstaltningerne ophoerte.

8. BOEDER

(314) Kommissionen mener, at der boer idoemmes boeder for konkurrencebegraensende adfaerd udvist efter den 1. juli 1988 (1. januar 1989 for Aristrains og Ensidesas vedkommende), da overtraedelserne var af alvorlig karakter og stod paa i lang tid. De forskellige virksomheders deltagelse i de forskellige overtraedelser, for hvilke der paalaegges boeder, er opsummeret i foelgende tabeller:

Prisfastsaettelse "" ID="1">TradeARBED> ID="2">X> ID="3">X> ID="4">X> ID="5">X> ID="6">X"> ID="1">British Steel> ID="2">X> ID="3">X> ID="4">-> ID="5">X> ID="6">X"> ID="1">Unimétal> ID="2">X> ID="3">X> ID="4">-> ID="5">X> ID="6">X"> ID="1">Saarstahl> ID="2">X> ID="3">X> ID="4">X> ID="5">X> ID="6">X"> ID="1">Ferdofin> ID="2">X> ID="3">X> ID="4">-> ID="5">X> ID="6">-"> ID="1">Thyssen> ID="2">X> ID="3">X> ID="4">X> ID="5">X> ID="6">X"> ID="1">Peine-Salzgitter> ID="2">X> ID="3">X> ID="4">X> ID="5">X> ID="6">X"> ID="1">Ensidesa> ID="2">X> ID="3">X> ID="4">-> ID="5">-> ID="6">-"> ID="1">Aristrain> ID="2">X> ID="3">X> ID="4">-> ID="5">-> ID="6">-"> ID="1">Cockerill Sambre> ID="2">X> ID="3">X> ID="4">-> ID="5">-> ID="6">X"> ID="1">Hoesch> ID="2">-> ID="3">-> ID="4">X> ID="5">-> ID="6">-"> ID="1">Norsk Jernverk> ID="2">-> ID="3">-> ID="4">-> ID="5">-> ID="6">X"> ID="1">Ovako> ID="2">-> ID="3">-> ID="4">-> ID="5">-> ID="6">X">

Opdeling af markeder "" ID="1">TradeARBED> ID="2">X> ID="3">X> ID="4">X> ID="5">X> ID="6">-> ID="7">-> ID="8">-"> ID="1">British Steel> ID="2">X> ID="3">X> ID="4">-> ID="5">X> ID="6">X> ID="7">X> ID="8">-"> ID="1">Unimétal> ID="2">X> ID="3">X> ID="4">-> ID="5">X> ID="6">-> ID="7">-> ID="8">-"> ID="1">Saarstahl> ID="2">X> ID="3">X> ID="4">X> ID="5">X> ID="6">-> ID="7">-> ID="8">-"> ID="1">Ferdofin> ID="2">X> ID="3">X> ID="4">-> ID="5">X> ID="6">-> ID="7">X> ID="8">X"> ID="1">Thyssen> ID="2">X> ID="3">X> ID="4">-> ID="5">X> ID="6">-> ID="7">-> ID="8">-"> ID="1">Peine-Salzgitter> ID="2">X> ID="3">X> ID="4">X> ID="5">X> ID="6">-> ID="7">-> ID="8">-"> ID="1">Ensidesa> ID="2">-> ID="3">X> ID="4">-> ID="5">-> ID="6">X> ID="7">-> ID="8">-"> ID="1">Aristrain> ID="2">-> ID="3">-> ID="4">-> ID="5">-> ID="6">X> ID="7">-> ID="8">-"> ID="1">Cockerill Sambre> ID="2">X> ID="3">X> ID="4">-> ID="5">X> ID="6">-> ID="7">-> ID="8">-">

Udveksling af oplysninger "" ID="1">TradeARBED> ID="2">X> ID="3">X"> ID="1">British Steel> ID="2">X> ID="3">-"> ID="1">Unimétal> ID="2">X> ID="3">-"> ID="1">Saarstahl> ID="2">X> ID="3">X"> ID="1">Ferdofin> ID="2">X> ID="3">-"> ID="1">Thyssen> ID="2">X> ID="3">X"> ID="1">Peine-Salzgitter> ID="2">X> ID="3">X"> ID="1">Ensidesa> ID="2">X> ID="3">-"> ID="1">Aristrain> ID="2">X> ID="3">-"> ID="1">Cockerill Sambre> ID="2">X> ID="3">-"> ID="1">Hoesch> ID="2">X> ID="3">X"> ID="1">Neue Maxhuette> ID="2">X> ID="3">X">

(315) I beslutning 90/417/EKSF (flade produkter af rustfrit staal) mente Kommissionen, at det ikke ville vaere korrekt at idoemme saa store boeder, som ellers ville have vaeret rimelige

- fordi Kommissionen havde indfoert artikel 58-kriseforanstaltninger omfattende produktions- og leveringskvoter samt prissystemer gaeldende for de fleste andre dele af staalindustrien

- fordi der maaske forelaa en misforstaaelse med hensyn til virkningerne af artikel 65, og

- fordi virksomhederne havde henvendt sig til tjenestemaend i Kommissionen om aftalen.

Naervaerende sag adskiller sig imidlertid fra ovennaevnte sag, idet boederne idoemmes alene for de overtraedelser, der fandt sted efter den 30. juni 1988. Efter denne dato fandtes der ingen foranstaltninger knyttet til en aabenbar kriseperiode for staalbjaelker eller andre staalprodukter. Derfor kan virksomhederne ikke have vaeret i tvivl om, at artikel 65 fandt anvendelse i fuldt omfang. Virksomhederne indgav ikke nogen formel anmeldelse med henblik paa godkendelse af de aftaler eller de former for samordnet praksis, der er redegjort for i denne beslutning (se betragtning 296), og der foreligger heller intet bevis for, at virksomhederne eller deres organisationer uformelt skulle have underrettet tjenestemaend i Kommissionen om de omstridte former for praksis. Ingen af de aarsager, der laa til grund for boedenedsaettelserne i beslutning 90/417/EKSF, kan goeres gaeldende i denne sag.

(316) Ved fastsaettelsen af boedernes stoerrelse for de enkelte virksomheder har Kommissionen taget hensyn til bl.a. overtraedelsernes grovhed og deres varighed (se artikel 1).

(317) I modsaetning til, hvad nogle af parterne har haevdet i denne sag, kan virksomhedsorganisationer overtraede EKSF-traktatens konkurrenceregler (se artikel 48, stk. 1). Artikel 65, stk. 1, indeholder et forbud, der ogsaa gaelder for vedtagelser inden for virksomheders organisationer. Selv om artikel 65, stk. 5, kun indeholder bestemmelse om, at virksomheder kan paalaegges boeder, vil en overtraedelse begaaet af en organisation medfoere en boederisiko for organisationens medlemsvirksomheder. Medmindre der foreligger saerlige omstaendigheder, maa virksomhederne baere ansvaret for de handlinger, som en organisation under deres kontrol begaar, idet ansvaret udmaales paa basis af den enkelte virksomheds indflydelse paa organisationen.

I denne sag bidrog Eurofer til, at medlemsvirksomhederne kunne overtraede EKSF-traktatens artikel 65, idet organisationen deltog i udvekslingen af nogle af de noedvendige, fortrolige oplysninger. Da disse medlemmer imidlertid allerede paalaegges boeder for de paagaeldende overtraedelser, herunder udvekslingen af fortrolige oplysninger i forbindelse med fastsaettelsen af priser og opdelingen af markeder, mener Kommissionen ikke, at det er noedvendigt at paalaegge dem yderligere boeder for deres organisations adfaerd.

N. OVERTRAEDELSERNES OPHOER

(318) Naar Kommissionen konstaterer en overtraedelse af artikel 65, kan den paalaegge de beroerte virksomheder at bringe overtraedelsen til ophoer. Naesten alle virksomhederne har benaegtet, at der fandt en overtraedelse af artikel 65 sted. Det vides ikke med sikkerhed, om alle de konkurrencebegraensende former for praksis er blevet bragt til ophoer. Det er derfor noedvendigt, at denne beslutning indeholder et formelt krav om, at de virksomheder, der stadig beskaeftiger sig med produktion og distribution af bjaelker, bringer alle overtraedelser til ophoer og i fremtiden afstaar fra enhver form for koordinering med tilsvarende formaal eller virkning.

O. VIRKSOMHEDER, TIL HVEM BESLUTNINGEN ER RETTET

(319) I de tilfaelde, hvor mere end én virksomhed fra en koncern har deltaget i de ovenfor skitserede overtraedelser, rettes denne beslutning til produktionsvirksomheden, da det er produktionsvirksomhederne, der har mest at vinde fra et forudgaaende kendskab til priser og maengder. TradeARBEDs og Aristrains saerlige tilfaelde fordrer en anden fremgangsmaade, som forklaret nedenfor.

(320) Der paalaegges derfor Cockerill Sambre og ikke Steelinter, der er Cockerill Sambres marketing- og distributionsdatterselskab, en boede. Ved beregningen af boedens stoerrelse tages der imidlertid hensyn til Steelinters adfaerd.

(321) Unimétal er det Usinor Sacilor-datterselskab, der producerer bjaelker. Ved beregningen af de boeder, der paalaegges Unimétal, tages der hensyn til den adfaerd, der er udvist af moderselskabet, som stillede administrativ bistand til raadighed for Poutrelles-udvalget.

(322) Kun TradeARBED deltog i de forskellige ordninger og aftaler. TradeARBED er imidlertid en salgsvirksomhed, der paa provisionsbasis saelger bl.a. bjaelker for moderselskabet Arbed SA. For sine ydelser modtager TradeARBED en lille procentdel af salgsprisen. For at sikre en ensartet behandling rettes denne beslutning til Arbed SA, der er den bjaelkeproducerende virksomhed i Arbed-koncernen, og omsaetningen inden for de relevante produkter er Arbeds omsaetning og ikke TradeARBEDs.

(323) Med hensyn til de to Aristrain-virksomheder, som begge fremstiller bjaelker, rettes beslutningen til den ene af dem, nemlig José María Aristrain, Madrid SL, som tidligere hed José María Aristrain, Madrid SA. Ved beregningen af den boede, der idoemmes, tages der ogsaa hensyn til den adfaerd, der er udvist af Siderúrgica Aristrain Olaberria SL, tidligere José María Aristrain SA.

(324) For saa vidt angaar Ovako rettes beslutningen til Inexa Profil AB, der ifoelge en skrivelse af 16. november 1993 fra Ovakos advokater er Ovakos forretningsmaessige efterfoelger -

VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Foelgende virksomheder har, i den udstraekning, der er beskrevet i denne beslutning, deltaget i de under deres respektive navne anfoerte former for praksis, der har hindret, begraenset eller fordrejet den normale konkurrence paa det faelles marked. Hvor der idoemmes boeder, er overtraedelsens varighed angivet i maaneder, dog ikke for saa vidt angaar harmoniseringen af tillaeg, hvor virksomhedernes deltagelse er angivet med et »x«.

TradeARBED

a) Udveksling af fortrolige oplysninger gennem Poutrelles-udvalget og Walzstahl-Vereinigung(30)

b) Prisfastsaettelse i Poutrelles-udvalget (30)

c) Fastsaettelse af priser paa det tyske marked (3)

d) Fastsaettelse af priser paa det italienske marked(6)

e) Fastsaettelse af priser paa det danske marked(30)

f) Markedsdeling, »Traverso-systemet« (3 + 3)

g) Markedsdeling, Frankrig(3)

h) Markedsdeling, Tyskland (6)

i) Markedsdeling, Italien (3)

j) Harmonisering af tillaeg (x)

k) Fastsaettelse af priser paa det franske marked

British Steel

a) Udveksling af fortrolige oplysninger gennem Poutrelles-udvalget (25)

b) Prisfastsaettelse i Poutrelles-udvalget (27)

c) Fastsaettelse af priser paa det italienske marked (3)

d) Fastsaettelse af priser paa det danske marked(30)

e) Markedsdeling, »Traverso-systemet« (3 + 3)

f) Markedsdeling, Frankrig (3)

g) Markedsdeling, Italien (3)

h) Markedsdeling, British Steel, Ensidesa og Aristrain (8)

i) Markedsdeling, British Steel og Ferdofin (30)

j) Harmonisering af tillaeg (x)

Unimétal

a) Udveksling af fortrolige oplysninger gennem Poutrelles-udvalget (30)

b) Prisfastsaettelse i Poutrelles-udvalget (30)

c) Fastsaettelse af priser paa det italienske marked (6)

d) Fastsaettelse af priser paa det danske marked(16)

e) Markedsdeling, »Traverso-systemet« (3 + 3)

f) Markedsdeling, Frankrig (3)

g) Markedsdeling, Italien (3)

h) Harmonisering af tillaeg (x)

i) Fastsaettelse af priser paa det franske marked

Saarstahl

a) Udveksling af fortrolige oplysninger gennem Poutrelles-udvalget og Walzstahl-Vereinigung (30)

b) Prisfastsaettelse i Poutrelles-udvalget (30)

c) Fastsaettelse af priser paa det tyske marked (3)

d) Fastsaettelse af priser paa det italienske marked (3)

e) Fastsaettelse af priser paa det danske marked(30)

f) Markedsdeling, »Traverso-systemet« (3 + 3)

g) Markedsdeling, Frankrig (3)

h) Markedsdeling, Tyskland (6)

i) Markedsdeling, Italien (3)

j) Harmonisering af tillaeg (x)

Ferdofin

a) Udveksling af fortrolige oplysninger gennem Poutrelles-udvalget (30)

b) Prisfastsaettelse i Poutrelles-udvalget (30)

c) Fastsaettelse af priser paa det italienske marked (9)

d) Markedsdeling, »Traverso-systemet« (3 + 3)

e) Markedsdeling, Frankrig (3)

f) Markedsdeling, Italien (3)

g) Markedsdeling, Ferdofin og British Steel (30)

h) Markedsdeling, Ferdofin/Eurofer (3)

i) Harmonisering af tillaeg (x)

Thyssen

a) Udveksling af fortrolige oplysninger gennem Poutrelles-udvalget og Walzstahl-Vereinigung (30)

b) Prisfastsaettelse i Poutrelles-udvalget (30)

c) Fastsaettelse af priser paa det tyske marked (3)

d) Fastsaettelse af priser paa det italienske marked (3)

e) Fastsaettelse af priser paa det danske marked(30)

f) Markedsdeling, »Traverso-systemet« (3 + 3)

g) Markedsdeling, Frankrig (3)

h) Markedsdeling, Italien (3)

i) Harmonisering af tillaeg (x)

Peine-Salzgitter

a) Udveksling af fortrolige oplysninger gennem Poutrelles-udvalget og Walzstahl-Vereinigung (30)

b) Prisfastsaettelse i Poutrelles-udvalget (30)

c) Fastsaettelse af priser paa det tyske marked (3)

d) Fastsaettelse af priser paa det italienske marked (9)

e) Fastsaettelse af priser paa det danske marked(30)

f) Markedsdeling, »Traverso-systemet« (3 + 3)

g) Markedsdeling, Frankrig (3)

h) Markedsdeling, Tyskland (6)

i) Markedsdeling, Italien (3)

j) Harmonisering af tillaeg (x)

Ensidesa

a) Udveksling af fortrolige oplysninger gennem Poutrelles-udvalget (24)

b) Prisfastsaettelse i Poutrelles-udvalget (24)

c) Markedsdeling, Frankrig (3)

d) Markedsdeling, British Steel, Ensidesa og Aristrain (8)

e) Harmonisering af tillaeg (x)

Aristrain

a) Udveksling af fortrolige oplysninger gennem Poutrelles-udvalget (24)

b) Prisfastsaettelse i Poutrelles-udvalget (24)

c) Markedsdeling, British Steel, Ensidesa og Aristrain (8)

d) Harmonisering af tillaeg (x)

Cockerill Sambre

a) Udveksling af fortrolige oplysninger gennem Poutrelles-udvalget (18)

b) Prisfastsaettelse i Poutrelles-udvalget (18)

c) Fastsaettelse af priser paa det danske marked(12)

d) Markedsdeling, »Traverso-systemet« (3)

e) Markedsdeling, Frankrig (3)

f) Markedsdeling, Italien (3)

g) Harmonisering af tillaeg (x)

h) Fastsaettelse af priser paa det franske marked

i) Fastsaettelse af priser paa det italienske marked

Hoesch

a) Udveksling af fortrolige oplysninger gennem Poutrelles-udvalget (kontrolordninger) (27)

b) Fastsaettelse af priser paa det tyske marked (3)

Neue Maxhuette

a) Udveksling af fortrolige oplysninger gennem Poutrelles-udvalget og Walzstahl-Vereinigung (kontrolordninger) (27)

Stefana

a) Fastsaettelse af priser paa det italienske marked

Norsk Jernverk

a) Fastsaettelse af priser paa det danske marked(30)

Ovako

a) Fastsaettelse af priser paa det danske marked(28)

SSAB

a) Fastsaettelse af priser paa det danske marked

Smedjebacken/Fundia Steel AB

a) Fastsaettelse af priser paa det danske marked.

Artikel 2

Eurofer har overtraadt EKSF-traktatens artikel 65 ved at organisere en udveksling af fortrolige oplysninger i forbindelse med de i artikel 1 naevnte overtraedelser begaaet af Eurofers medlemmer.

Artikel 3

De i artikel 1 og 2 naevnte virksomheder og virksomhedsorganisationer bringer omgaaende de i samme artikler omhandlede overtraedelser til ophoer, saafremt de ikke allerede har gjort det. Med henblik herpaa undlader de paagaeldende virksomheder og virksomhedsorganisationer at gentage eller fortsaette nogen af de handlinger eller den adfaerd, der er angivet i henholdsvis artikel 1 og artikel 2, eller at traeffe foranstaltninger med tilsvarende virkning.

Artikel 4

For de i artikel 1 angivne overtraedelser, som fandt sted efter den 30. juni 1988 (31. december 1988 for Aristrains og Ensidesas vedkommende), paalaegges foelgende boeder:

Arbed SA 11 200 000 ECU

British Steel plc 32 000 000 ECU

Unimétal SA 12 300 000 ECU

Saarstahl AG 4 600 000 ECU

Ferdofin SpA 9 500 000 ECU

Thyssen Stahl AG 6 500 000 ECU

Preussag AG 9 500 000 ECU

Empresa Nacional Siderurgica SA 4 000 000 ECU

Siderurgica Aristrain Madrid SL 10 600 000 ECU

SA Cockerill Sambre 4 000 000 ECU

Krupp-Hoesch Stahl AG 13 000 ECU

NMH Stahlwerke GmbH 150 000 ECU

Norsk Jernverk AS 750 ECU

Inexa Profil AB 600 ECU.

Artikel 5

De ved artikel 4 paalagte boeder indbetales senest tre maaneder efter datoen for meddelelsen af denne beslutning paa foelgende bankkonti:

"" ID="1">Tyskland"> ID="1">Dresdner Bank AG

(BLZ 300 800 00)

Duesseldorf> ID="2">2 114 628> ID="3">2 114 628 00"> ID="1">Belgien"> ID="1">Société Générale de Banque SA

B-1000 Bruxelles> ID="2">210-0000107-62> ID="3">210-0000107-62"> ID="1">Spanien"> ID="1">Banco Espanol de Crédito

Direccion Central de Extranjero

Calle Mesena no 80

Torre de Operaciones 4o planta

28033 Madrid> ID="2">137.003-270> ID="3">394.002-278"> ID="1">Frankrig"> ID="1">Société générale

Agence Centrale

F-75794 Paris Cedex 16> ID="2">30003-03010-

00067030000/22> ID="3">30003-03010-

00077001001/73"> ID="1">Italien"> ID="1">Banca Commerciale Italiana

I-20121 Milano> ID="2">961794/02/89> ID="3">961294/49/56"> ID="1">Luxembourg"> ID="1">Banque et Caisse d'Epargne de l'Etat

Luxembourg> ID="2">1002/9911-5> ID="3">0050/6016-0"> ID="1">Det Forenede Kongerige"> ID="1">Lloyds Bank

UK-London SE1 2HA> ID="3">59010501 sort-code 30-96-34"> ID="1">Barclays Bank Int. Ltd

UK-London SW1X 7LW> ID="2">50350974 sort-code 20-47-35">

Efter udloebet af denne periode paaloeber der automatisk renter efter den sats, som Den Europaeiske Fond for Monetaert Samarbejde anvendte paa sine transaktioner i ecu den foerste arbejdsdag i den maaned, hvor denne beslutning blev vedtaget, plus 3,5 procentpoint, dvs. 9,75 %.

Boeder paa over 20 000 ECU kan dog indbetales i fem lige store aarlige rater:

- den foerste indbetales senest tre maaneder efter datoen for meddelelsen af denne beslutning

- den anden, tredje, fjerde og femte rate indbetales henholdsvis et, to tre og fire aar efter datoen for meddelelsen af denne beslutning. Hver rate forhoejes med renter, som beregnes af det samlede beloeb, der resterer at blive indbetalt, efter den sats, som Den Europaeiske Fond for Monetaert Samarbejde anvendte paa sine transaktioner i ecu i maaneden forud for forfaldsdatoen for hver aarlig rate. Denne mulighed betinges af, at der senest paa den i foerste led naevnte dato fremlaegges en for Kommissionen acceptabel bankgaranti, der daekker den tilbagevaerende hovedstol og renter. Ved for sen indbetaling forhoejes denne rentesats med 3,5 procentpoint.

Virksomhederne underretter i loebet af ovennaevnte tre maaneder Kommissionen om deres valg af betalingsmetode.

Saafremt boeden indbetales i den nationale valuta i den medlemsstat, hvor den angivne indbetalingsbank er beliggende, er valutakursen den af Kommissionen offentliggjorte officielle valutakurs, der var gaeldende dagen foer indbetalingen.

Artikel 6

Denne beslutning er rettet til:

- Arbed SA

19, avenue de la Liberté

L-2930 Luxembourg

- British Steel plc

9, Albert Embankment

UK-London SE1 7SN

- Unimétal

29, Le Parvis

Cedex 35

F-92072 Paris La Défense 4

- Saarstahl AG

Bismarckstrasse, 57-59

D-66333 Voelklingen

- Ferdofin SpA

Via Pastrengo, 29

I-10128 Torino

- Krupp-Hoesch Stahl AG

Postfach 10 50 42

D-44120 Dortmund

- NMH Stahlwerke GmbH

Postfach 1344

D-92231 Sulzbach-Rosenberg

- Fundia Norsk Jernverk AS

Svenskveien 20

N-8601 MO

- Inexa Profil AB

Box 954

S-951 29 Luleaa

- SSAB Svenskt Staaal

Birger Jarlsgatan 58

Box 16344

S-10326 Stockholm

- Acciaierie e Ferriere Stefana F. lli fu Girolamo SpA

Via Bologna 19

I-25075 Nave (Brescia)

- Thyssen Stahl AG

Kaiser-Wilhelm-Strasse 100

D-47166 Duisburg

- Preussag Stahl AG

Eisenhuettestrasse 99

Postfach 41 11 80

D-8223 Salzgitter 41

- Empresas Nacional Siderúrgica SA

Velázquez 134

E-28006 Madrid

- Siderúrgica Aristrain Madrid, SL

Ctra. de Toledo km 9

E-28021 Villaverde

- Cockerill Sambre SA

Chaussée de la Hulpe 187

B-1170 Bruxelles

- Fundia Steel AB

S-777 80 Smedjebacken

- Eurofer asbl

Rue du Noyer 211

B-1040 Bruxelles.

Denne beslutning kan tvangsfuldbyrdes, jf. EKSF-traktatens artikel 92.

Udfaerdiget i Bruxelles, den 16. februar 1994.

Paa Kommissionens vegne

Karel VAN MIERT

Medlem af Kommissionen

(1) Tallene i tabel 1 til 9 omfatter ogsaa produktionen af profiler til minebrug (Zorès-jern). Disse produkter udgoer imidlertid en forholdsvis lille andel. Kun i Tyskland og Det Forenede Kongerige tegner disse produkter sig for en vaesentlig del af de tonnager, der er vist i tabel 2 (henholdsvis ca. 18 % og 10 %). Produktionen i Spanien, Frankrig og Luxembourg (de eneste andre lande, der producerer disse produkter) er ubetydelig.(2) I den offentliggjorte udgave af denne beslutning udelades visse af tallene herefter i medfoer af bestemmelserne i artikel 47, stk. 2, i EKSF-traktaten.(3) EFT nr. L 281 af 9. 10. 1991, s. 17.(1) Tal ikke til raadighed.(4) EFT nr. L 291 af 31. 10. 1980, s. 1.(5) EFT nr. L 180 af 1. 7. 1981, s. 1.(6) EFT nr. L 191 af 1. 7. 1982, s. 1.(7) EFT nr. L 208 af 31. 7. 1983, s. 1.(8) EFT nr. L 29 af 1. 2. 1984, s. 1.(9) EFT nr. L 340 af 18. 12. 1985, s. 5.(10) EFT nr. L 25 af 29. 1. 1988, s. 1.(11) Beslutning nr. 3715/83/EKSF, EFT nr. L 373 af 31. 12. 1983, s. 1.(12) EFT nr. L 370 af 29. 12. 1982, s. 1.(13) EFT nr. C 272 af 10. 10. 1987, s. 3.(14) EFT nr. L 212 af 5. 8. 1988, s. 1.(15) »Centre professionnel des statistiques de l'acier« (tidligere kendt som »Comptoir français des produits sidérurgiques« og herefter benaevnt »CPS«) er en organisation af virksomheder fra hovedsagelig Usinor Sacilor-koncernen. Den har i dag til opgave at indsamle og bearbejde statistiske oplysninger for »Fédération française de l'acier« (tidligere kendt som »Chambre syndicale de la sidérurgie française«), der er en organisation af virksomheder, hvoraf CPS udgoer en integrerende del.(16) Valor er et af de vigtigste distributionsselskaber i Usinor Sacilor-koncernen, der ejer 97 % af aktierne. I 1990 afsatte Valor for 15,013 mia. ffr., hovedsagelig i Frankrig.(17) EFT nr. L 220 af 15. 8. 1990, s. 28(18) For saa vidt som det har vaere noedvendigt, har Kommissionen oversat citater fra dokumenternes originalsprog til proceduresproget. Noejagtigheden af disse oversaettelser blev ikke bestridt under den administrative procedure, hvor klagepunktsmeddelelsen indeholdt den originale tekst ledsaget af de fornoedne oversaettelser til proceduresproget.(19) Staalproducenterne skal angive deres listepriser med henvisning til en bestemt geografisk lokalitet kaldet udgangsstedet (saedvanligvis det producerende staalvaerk). Disse priser omtales som »basispriser«.(20) I moederne deltog ogsaa producenter eller distributoerer af handelsstaal, men de er ikke relevante i denne sammenhaeng.(21) Syvende beretning om konkurrencepolitikken, nr. 7.(22) EFT nr. C 75 af 29. 7. 1968, s. 3.(23) EFT nr. L 3 af 16. 1. 1987, s. 17.(24) EFT nr. L 68 af 13. 3. 1992, s. 19.(25) British Steel (1987/88 - 1989/90 2 240 mio. ECU

Arbed (1988 - 1990) 942 mio. ECU

Usinor Sacilor (1988 - 1990) 2 056 mio. ECU

Peine-Salzgitter (1987/88 - 1989/90) 181 mio. ECU.

BILAG 1

1. Kontrol nr. 20: Ordrer paa leverancer i foerste kvartal 1989 opgjort pr. 1. april 1989.

Telefax af 12. april 1989 fra Usinor Sacilor.

2. Kontrol nr. 14: Ordrer paa leverancer i andet kvartal 1989 opgjort pr. 3. juni 1989.

Telefax fra Usinor Sacilor til Peine-Salzgitter.

3. Kontrol nr. 1: Ordrer paa leverancer i tredje kvartal 1989 opgjort pr. 3. juni 1989.

Den kopi, som Kommissionen fandt af denne tabel, blev sendt med telefax fra Usinor Sacilor til Peine-Salzgitter den 13. juni 1989.

4. Kontrol nr. 13: Leveringsordrer.

En kopi af denne tabel blev fundet hos Thyssen.

5. Kontrol nr. 8: Ordrer paa leverancer i foerste kvartal 1990 opgjort pr. 26. januar 1990 (dateret den 5. februar 1990).

Den kopi, som Kommissionen er i besiddelse af, blev sendt med telefax fra Usinor Sacilor til Peine-Salzgitter den 6. februar 1990.

6. Kontrol nr. 9: Ordrer paa leverancer i foerste kvartal 1990 opgjort pr. 2. februar 1990 (dateret den 19. februar 1990).

Kommissionen fandt en kopi af denne tabel, som var blevet sendt med telefax fra Usinor Sacilor til British Steel den 20. februar 1990.

7. Kontrol nr. 17: Ordrer paa leverancer i foerste kvartal 1990 opgjort pr. 30. marts 1990 (dateret den 13. april 1990).

En kopi af denne tabel blev fundet hos British Steel.

8. Kontrol nr. 18: Ordrer paa leverancer i andet kvartal 1990 opgjort pr. 29. juni 1990 (dateret den 9. juli 1990).

En kopi af dette dokument blev sendt med telefax fra Usinor Sacilor til Walzstahl-Vereinigung den 9. juli 1990.

9. Kontrol nr. 4: Ordrer paa leverancer i tredje kvartal 1990 opgjort pr. 29. juni 1990 (dateret den 9. juli 1990).

En kopi af denne tabel blev sendt med telefax fra Usinor Sacilor til Walzstahl-Vereinigung den 9. juli 1990.

10. Kontrol nr. »18 ter«: Ordrer paa leverancer i andet kvartal 1990 opgjort pr. 13. juli 1990 (dateret den 19. juli 1990).

Kommissionen fandt kopier af denne tabel, som var blevet sendt med telefax fra Usinor Sacilor til Peine-Salzgitter og British Steel den 20. juli 1990.

11. Kontrol nr. 6: Ordrer paa leverancer i tredje kvartal 1990 opgjort pr. 13. juli 1990 (dateret den 19. juli 1990).

En kopi af denne tabel blev fundet hos British Steel.

12. Telefax fra Peine-Salzgitter til Usinor Sacilor af 16. januar 1989 indeholdende taloplysninger om Peine-Salzgitters leverancer i fjerde kvartal 1988.

13. Note dateret den 1. marts 1990 fra sekretariatet sammen med tabeller indeholdende en sammenligning af ordrer og leverancer i hvert kvartal af 1989.

En kopi af denne note og de ledsagende tabeller (med undtagelse af tabellen indeholdende tallene for det spanske marked) blev fundet hos Peine-Salzgitter, der havde modtaget den den 16. marts 1990.

14. Telefax dateret den 2. juni 1989 fra sekretariatet (hvori er angivet tallene for leverancer i foerste kvartal 1989).

15. Tabel dateret den 27. juli 1989, der viser tallene for leverancer i andet kvartal 1989. Tabellen viser ogsaa de modtagne ordrer paa leverancer i andet kvartal 1989 opgjort for hver virksomhed, og den indeholder et tal (for hver virksomhed og for hvert marked), der viser leveringsprocenten beregnet paa basis af ordrer. En kopi af denne tabel blev fundet hos Valor.

16. Telefax af 7. december 1989 fra sekretariatet (fundet hos Peine-Salzgitter) sammen med en tabel dateret den 5. december 1989 indeholdende en opgoerelse over de samlede leverancer fra »de italienske staalvaerker« i tredje kvartal 1989. Tallene viser leverancerne til hver af de tolv EKSF-lande i juli, august og september 1989.

17. Telefax fra Walzstahl-Vereinigung til Poutrelles-udvalgets sekretariat vedroerende leverancekontrollen i fjerde kvartal 1989. Dokumentet er ikke dateret, men det er klart, at det maa vaere blevet afsendt paa et eller andet tidspunkt i januar eller i begyndelsen af februar 1990. Det indeholder aendrede tal for leverancerne fra Saarstahl, Thyssen, Peine-Salzgitter, Hoesch og Neue Maxhuette i fjerde kvartal 1989.

18. Internt memo af 12. februar 1990 til hr. Meyer (Peine-Salzgitter) vedroerende leverancer i fjerde kvartal 1989.

19. Referat af moedet i Poutrelles-udvalget i Milano den 16. maj 1990 (ifoelge hvilket der paa moedet blev uddelt en tabel indeholdende en sammenligning mellem ordrer paa leverancer i foerste kvartal 1990 og de faktiske leverancer i samme kvartal og en anden tabel indeholdende en sammenligning mellem leverancerne i fjerde kvaral 1989 og leverancerne i foerste kvartal 1990).

20. Kontrol nr. 7: Ordrer paa leverancer i tredje kvartal 1990 opgjort pr. 20. juli 1990.

Den kopi, som Kommissionen er i besiddelse af, blev sendt med telefax fra Usinor Sacilor til British Steel den 3. august 1990.

21. Adskillige dokumenter vedroerende leverancekontrollen i andet kvartal 1990 udarbejdet af Poutrelles-udvalgets sekretariat og dateret den 7. september 1990 (fundet hos Peine-Salzgitter).

22. Kontrol nr. 15: Ordrer paa leverancer i tredje kvartal 1990 opgjort pr. 14. september 1990 (dateret den 25. september 1990).

Den kopi, som Kommissionen er i besiddelse af, blev sendt med telefax fra Usinor Sacilor til Walzstahl-Vereinigung den 27. september 1990.

23. Kontrol nr. 1: Ordrer paa leverancer i fjerde kvartal 1990 (fejlagtigt angivet som tredje kvartal) opgjort pr. 7. september 1990 (dateret den 25. september 1990).

24. Telefax fra Walzstahl-Vereinigung til fru S. (Usinor Sacilor) om de tyske producenters leverancer i tredje kvartal 1990 (dateret den 15. november 1990).

25. Dagsordenen for Poutrelles-udvalgets moede den 4. december 1990 (sendt med telefax fra Usinor Sacilor til British Steel den 20. november 1990).

26. Tabeller dateret den 3. december 1990, der viser leverancerne fra Arbed, Ensidesa, de tyske producenter, Unimétal, Aristrain og de italienske producenter.

27. Kontrol nr. 10: Ordrer paa leverancer i fjerde kvartal 1990 opgjort pr. 16. november 1990.

Dette dokument er dateret den 23. november 1990 og blev sendt med telefax fra Usinor Sacilor til Walzstahl-Vereinigung.

28. Telefaxer fra Walzstahl-Vereinigung til Usinor Sacilor, Thyssen, Saarstahl, Peine-Salzgitter, Neue Maxhuette og Hoesch. Hvert af disse dokumenter indeholder en tabel med angivelse af ordrer modtaget af Thyssen, Peine-Salzgitter, Hoesch, Saarstahl og Neue Maxhuette. Den foerste af disse telefaxer er dateret 11. december 1990 og viser ordrerne paa leverancer i fjerde kvartal 1990 opgjort pr. 8. december 1990. Det andet dokument er ogsaa dateret 11. december 1990 og viser ordrerne paa leverancer i foerste kvartal 1991 opgjort pr. 8. december 1990. Den sidste tabel er dateret 11. januar 1991 og angiver ordrerne paa leverancer i fjerde kvartal 1990 opgjort pr. 5. januar 1991.

BILAG II

1. En edb-udskrift maerket »Eurofer« og med titlen »Art. 58 - Realizations 2/89«. I det oeverste venstre hjoerne af tabellen - under navnet »Eurofer« - er der en linje, som lyder »Bru. 05/09/89(16:08)«. Peine-Salzgitter modtog disse oplysninger via den automatiske dataoverfoersel. Under alle omstaendigheder er det klart, at Peine-Salzgitter var i besiddelse af disse oplysninger den 13. september 1989 eller foer. Dette bevidnes af en tabel dateret den 13. september 1989, som Peine-Salzgitter havde udarbejdet, og som indeholder en opgoerelse over leverancerne til EKSF som helhed i foerste og andet kvartal af 1989 fra alle de virksomheder, hvis tal er angivet i Eurofer-tabellen.

2. En Eurofer-tabel dateret den 12. juni 1989, som indeholder en opgoerelse over leverancerne (»Art. 58 - Realizations«) i foerste kvartal 1989. Tabellen blev fundet hos Peine-Salzgitter, og den omfatter samme virksomheder og markeder som ovennaevnte tabel.

3. Intern note af 4. december 1989 fra Peine-Salzgitter indeholdende oplysninger om leverancerne fra bestemte virksomheder.

4. Brev fra Eurofer dateret den 30. juli 1990.

5. Tabeller dateret den 16. marts 1990 (fundet hos British Steel), som angiver »Eurofer-leverancerne« af bjaelker (i ton pr. kvartal) til Tyskland, Det Forenede Kongerige, Frankrig, Spanien, Italien, Benelux-landene og EKSF som helhed samt summen af Eurofer-leverancer inden for Faellesskabet og eksporten til lande uden for Faellesskabet. Der er opgivet tal for 1986, 1987, foerste og anden halvdel af 1988 og hvert kvartal af 1989.

6. Tabel af 14. marts 1990 udarbejdet af Usinor Sacilor, som viser leverancerne til EKSF som helhed (i 1 000 ton pr. kvartal) i 1986, 1987, 1988, 1989, foerste og anden halvdel af 1988 og hvert kvartal af 1989.

7. To Eurofer-dokumenter dateret den 11. maj 1990 (fundet hos Valor). Disse dokumenter viser leverancerne (»Art. 58 - Realizations«) i henholdsvis januar og februar 1990.

8. Tabeller (fundet hos Usinor Sacilor), der viser Eurofer-virksomhedernes gennemsnitlige maanedlige leverancer i 1986, 1987, 1988 og 1989, i hvert kvartal af 1989 og i foerste og andet kvartal af 1990. Tabellerne er udateret, men lader til at stamme fra sommeren eller begyndelsen af efteraaret 1990.

9. Et dokument af 5. december 1990 benaevnt »Leverancer og produktion« (fundet hos Walzstahl-Vereinigung), som viser Eurofer-virksomhedernes leverancer til hvert enkelt EKSF-land (med undtagelse af Belgien og Luxembourg, for hvilke der er angivet et kombineret tal) i tredje kvartal 1990.