31992R0830

RAADETS FORORDNING (EOEF) Nr. 830/92 af 30. marts 1992 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af visse garner (korte, kemofibre) med oprindelse i Taiwan, Indonesien, Indien, Den Kinesiske Folkerepublik og Tyrkiet og om endelig opkraevning af den midlertidige antidumpingtold

RAADET FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab,

under henvisning til Raadets forordning (EOEF) nr. 2423/88 af 11. juli 1988 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (1), saerlig artikel 12,

efter at have sendt en formel anmodning til Associeringsraadet EOEF-Tyrkiet i henhold til artikel 47, stk. 2, i tillaegsprotokollen til aftalen om en associering mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Tyrkiet (2), og uden at naevnte Associeringsraad har truffet afgoerelse inden for den frist, der naevnes i protokollens artikel 47, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen forelagt efter konsultation i det raadgivende udvalg, der er nedsat i henhold til ovennaevnte forordning, og

ud fra foelgende betragtninger:

A. MIDLERTIDIGE FORANSTALTNINGER

(1) Ved forordning (EOEF) nr. 2904/91 (3) indfoerte Kommissionen en midlertidig antidumpingtold paa

importen til Faellesskabet af visse garner af polyester henhoerende under KN-kode 5509 21 10, 5509 21 90, 5509 22 10, 5509 22 90, 5509 51 00 og 5509 53 00 med oprindelse i Taiwan, Indonesien, Indien, Den Kinesiske Folkerepublik og Tyrkiet og afsluttede antidumpingproceduren vedroerende importen af de paagaeldende garner med oprindelse i Republikken Korea og vedroerende importen af sytraad henhoerende under KN-kode 5508 10 11 med oprindelse i alle de af proceduren omfattede lande.

Ved forordning (EOEF) nr. 202/92 (4) forlaengede Raadet gyldighedsperioden for denne told med en periode paa hoejst to maaneder.

B. EFTERFOELGENDE PROCEDURE

(2) Efter indfoerelsen af den midlertidige antidumpingtold fik de beroerte parter, der anmodede herom, lejlighed til at blive hoert af Kommissionen. De tilkendegav ogsaa deres synspunkter om undersoegelsesresultaterne skriftligt.

(3) Nogle eksportoerer, som ikke henvendte sig til Kommissionen inden for den tidsfrist, der var angivet i meddelelsen om indledning af proceduren, indsendte svar paa Kommissionens spoergeskema, men generelt foerst lang tid efter at der havde fundet undersoegelser sted paa stedet i de paagaeldende eksporterende lande, og i mange tilfaelde foerst efter at de midlertidige foranstaltninger var blevet vedtaget. Efter anmodning fik disse eksportoerer lejlighed til at blive hoert af Kommissionen, og deres synspunkter blev taget i betragtning, men det ville have betydet en urimelig forsinkelse af proceduren, hvis der for nogen af disse eksportoerer skulle have vaeret gennemfoert en ny undersoegelse. Der maatte derfor ses bort fra de svar paa spoergeskemaerne, som de havde indsendt.

(4) Efter anmodning blev parterne orienteret om de vigtige kendsgerninger og overvejelser, paa grundlag af hvilke det var hensigten at anbefale indfoerelse af endelig told og endelig opkraevning af de beloeb, der er stillet som sikkerhed i form af midlertidig told. De fik ogsaa en frist til at goere indsigelse efter fremlaeggelsen af oplysningerne.

(5) De mundtlige og skriftlige bemaerkninger, som parterne forelagde, blev taget op til overvejelse, og Kommissionens konklusioner blev i fornoedent omfang aendret under hensyn hertil.

(6) Paa grund af procedurens komplicerede karakter, isaer den detaljerede efterproevning af den store maengde oplysninger i sagen og de mange argumenter, der blev fremfoert, kunne undersoegelsen ikke afsluttes inden for den normale tidsfrist som naevnt i betragtning 9 i fororodning (EOEF) nr. 2904/91.

C. DEN PAAGAELDENDE VARE, SAMME VARE

i) Definition af varen

(7) Fédération Internationale de la Filterie har anfoert, og faellesskabsimportoeren, som faerdigbehandler sytraad, jf. betragtning 11 i forordning (EOEF) nr. 2904/91, haevder fortsat, at de saakaldte »raagarner«, dvs. 100 % polyestergarner, der anvendes til fremstilling af sytraad, boer betragtes som en saerskilt vare i forhold til andre polyestergarner, der er omfattet af proceduren, eftersom de har andre tekniske karakteristika og anvendelsesformaal. Imidlertid er der stort set ikke blevet forelagt nye oplysninger, der beviser, at de paastaaede saerlige egenskaber ved disse raagarner ikke ogsaa findes i andre garner til strikning og vaevning.

Raadet bekraefter Kommissionens konklusioner i denne sag som skitseret i betragtning 10 og 11 i forordning (EOEF) nr. 2904/91.

ii) Samme vare

(8) I betragtning 12 i forordning (EOEF) nr. 2904/91 fandt Kommissionen, at alle polyestergarner, der fremstilles i de eksporterende lande, som er omfattet af proceduren, og de, der fremstilles i Faellesskabet, er samme vare. En kinesisk eksportoer har fremfoert, at de garner, virksomheden eksporterede til Faellesskabet, ikke kan betragtes som samme vare, hverken som garner fremstillet i Faellesskabet eller som dem, der fremstilles i de andre lande, der er omfattet af proceduren. Til stoette for dette argument haevder den paagaeldende eksportoer, at de garner, virksomheden eksporterede til Faellesskabet i undersoegelsesperioden, blev fremstillet paa en anden maade, de var nemlig ikke luftsplejsede, havde oprulning af ringere kvalitet, havde ry for at vaere af daarlig kvalitet og blev anvendt til vaevning af toej af daarlig kvalitet.

Den omstaendighed at de paagaeldende kinesiske garner ikke er luftsplejsede og har en ringere oprulning, aendrer ikke ved den kendsgerning, at disse garner og alle de andre garner fremstilles ved anvendelse af samme grundlaeggende teknologi og er ens med hensyn til deres vaesentlige fysiske og tekniske egenskaber.

Desuden vedroerer de paastaaede forskelle med hensyn til anvendelsesformaal og kundernes opfattelse af de paagaeldende kinesiske garner udelukkende disse garners kvalitet og kan ikke betragtes som vaerende af fundamental betydning for definitionen af samme vare i denne procedure.

Under disse omstaendigheder konkluderer Kommissionen, at de paagaeldende kinesiske garner og de polyestergarner, der fremstilles i de oevrige eksporterende lande og i Faellesskabet, er samme vare i den i forordning (EOEF) nr. 2423/88 anvendte betydning.

Raadet bekraefter denne konklusion.

D. DUMPING

i) Normal vaerdi

(9) Med henblik paa de endelige undersoegelsesresultater blev den normale vaerdi fastlagt paa grundlag af de samme metoder som dem, der anvendtes i den midlertidige fastslaaelse af, at der havde fundet dumping sted.

(10) To indiske eksportoerer haevdede, at visse omkostninger og udgifter ved beregningen af den normale vaerdi burde fordeles paa et saakaldt »spindle shift« grundlag, dvs. maengden af garner fremstillet i en vis periode snarere end i forhold til omsaetningen. Kommissionen fandt paa grundlag af yderligere fremlagte oplysninger dette acceptabelt for en af eksportoerernes vedkommende med hensyn til visse indirekte produktionsomkostninger. Hvad de finansielle udgifter angaar har Kommissionen taget sin midlertidige fastlaeggelse op til fornyet overvejelse og har ogsaa accepteret denne fordelingsmetode for begge de paagaeldende eksportoerer, for saa vidt angaar den del af disse udgifter, som klart forekom at have forbindelse med finansiering af anlaeg og maskineri. Da der ikke foreligger bogfoeringsdata, der taler for fordelingen af de oevrige udgifter paa et andet grundlag end omsaetningen, finder Kommissionen, at den for disse udgifters vedkommende ikke kan imoedekomme eksportoererne i deres krav.

(11) En af de eksportoerer, der er naevnt i betragtning 10, haevdede ogsaa, at de udgifter, der var taget hensyn til i beregningen af den normale vaerdi, burde have vaeret nedsat med en del af visse af virksomhedens indtaegter. Eftersom disse indtaegter forekom hverken at vaere af regelmaessig karakter eller direkte knyttet til den paagaeldende vare, finder Kommissionen, at paastanden boer afvises.

(12) To indiske eksportoerer haevdede, at Kommissionen ved beregningen af den normale vaerdi for den eksporterede vare, som ikke blev solgt paa hjemmemarkedet, fejlagtigt havde ment, at de paagaeldende garner var 100 % indfarvede, medens de rent faktisk kun var delvis indfarvede. Paa grundlag af de oplysninger, som en af eksportoererne har forelagt, har Kommissionen paa ny foretaget en beregning af den normale vaerdi for visse af disse garner i overensstemmelse hermed. Med hensyn til den anden eksportoer findes de modtagne oplysninger at vaere saa utilstraekkelige, at Kommissionen ikke finder anledning til at aendre sine midlertidige undersoegelsesresultater.

(13) En anden indisk eksportoer haevdede, at de raamaterialeomkostninger, som Kommissionen lagde til grund ved beregningen af den normale vaerdi for de eksporterede garner, var hoejere end de faktisk paaloebne. Imlidertid var de oplysninger, som eksportoeren forelagde til stoette for sin paastand, markant forskellige fra dem, som Kommissionen fik adgang til og undersoegte i forbindelse med undersoegelsen paa stedet, og Kommissionen er derfor af den opfattelse, at paastanden boer afvises.

(14) Paa baggrund af ovennaevnte betragtninger bekraefter Raadet Kommissionens konklusioner.

Da der ikke er forelagt nye argumenter fra de beroerte parter ud over de i betragtning 10 til 13 naevnte, bekraefter Raadet ligeledes den metode, der er anvendt til at fastlaegge den normale vaerdi som skitseret i betragtning 13 til 19 i forordning (EOEF) nr. 2904/91.

ii) Eksportpris

(15) Raadet bekraefter den metode, der er benyttet til at fastlaegge eksportpriserne, jf. betragtning 20 til 22 i forordning (EOEF) nr. 2904/91, da de beroerte parter ikke har fremsat vaesentlige bemaerkninger hertil.

iii) Sammenligning

(16) Paa det stadium i proceduren, hvor den midlertidige fastlaeggelse fandt sted, anmodede nogle samarbejdende indiske eksportoerer om, at der blev givet fradrag for de importafgifter, de betaler ved import af raamaterialer, som fysisk indgaar i den samme vare, naar denne er bestemt til forbrug i Indien, og som ikke bliver opkraevet, naar varen skal eksporteres til Faellesskabet. Fradraget blev indroemmet i det omfang, der forelaa rimelig begrundelse herfor.

(17) For tre indiske eksportoerers vedkommende oversteg maengden af raamaterialer, som i undersoegelsesperioden faktisk blev anvendt til fremstilling af den paagaeldende vare til eksport til Faellesskabet, den maengde, som havde vaeret fritaget for importafgifter, saaledes at den overskydende maengde bestod af raamaterialer til indenlandske priser, der i forbindelse med den indiske lagersuppleringsordning (replenishment scheme) paa et senere tidspunkt kan erstattes af raamaterialer, der er fritaget for importafgifter.

To af de tre eksportoerer har bestridt stoerrelsen af det fradrag, der er indroemmet for importafgifter, med den begrundelse at de omkostninger, som Kommissionen har anvendt ved beregningen af dette fradrag for den raamaterialemaengde, der ligger ud over den, der var fritaget for importafgifter, ikke svarede til de reelt paaloebne omkostninger. Ud fra de dokumenter, som Kommissionen havde adgang til under undersoegelsen paa stedet, var det ikke muligt at fastlaegge de paagaeldende raamaterialeomkostninger, eftersom disse dokumenter var ufuldstaendige og ikke satte Kommissionen i stand til at fordele den senere import af raamaterialer, der var fritaget for importafgifter, paa de eksporttransaktioner i undersoegelsesperioden, hvortil der blev anvendt raamaterialer til indenlandske priser. Under disse omstaendigheder fandt Kommissionen det i overensstemmelse med artikel 7, stk. 7, litra b), i forordning (EOEF) nr. 2423/88 rimeligt at beregne fradraget for de paagaeldende raamaterialer paa grundlag af andre foreliggende oplysninger, dvs. de internationale polyesterfiberpriser for december 1989 som offentliggjort i »Cotton Outlook«.

Til stoette for deres paastand har de paagaeldende eksportoerer, flere maaneder efter at undersoegelsen paa stedet blev foretaget, forelagt dokumenter og fakturaer, som paa dette trin i proceduren ikke kan efterproeves og derfor ikke kan tages i betragtning. Kommissionen fastholder sine undersoegelsesresultater med hensyn til de fradrag, der indroemmes for importafgifter paa raamaterialer for de to paagaeldende eksportoerers vedkommende.

(18) En af de indiske eksportoerer, der naevnes i betragtning 17, haevdede ogsaa, at transportomkostningstilpasningen til eksportprisen for visse transporttransaktioner med proever sendt som luftfragt burde foretages som en tilpasning af de gennemsnitlige transportomkostninger for de resterende eksporttransaktioner. Paa baggrund af, hvor store maengder transaktionerne omfattede, er Kommissionen af den opfattelse, at de ikke kan betragtes som proever, og tilpasningen skal derfor baseres paa de faktisk registrerede transportomkostninger. Den samme eksportoer bestred ogsaa beloebet for tilpasning til normal vaerdi, som Kommissionen havde foretaget med hensyn til kontantrabatter. Da de oplysninger, der er forelagt til stoette for denne paastand, ikke stemmer overens med de oplysninger, der kom frem i forbindelse med undersoegelsen i eksportoerens virksomhed, ser Kommissionen ingen anledning til at aendre sin midlertidige fastlaeggelse.

(19) I betragtning 25 i forordning (EOEF) nr. 2904/91 accepterede Kommissionen efter krav fra flere indiske eksportoerer et fradrag for told og indirekte skatter i tidligere led paa materialer, der indgaar i produktionen af samme vare, som er bestemt til forbrug i Indien; denne told og disse afgifter refunderedes af den indiske regering, naar varen eksporteredes til Faellesskabet.

(20) Klageren har fremfoert, at stoerrelsen af det indroemmede fradrag ikke er i overensstemmelse med artikel 2, stk. 10, litra b), i forordning (EOEF) nr. 2423/88, da det overstiger det told- og afgiftsbeloeb, der paahviler de materialer, der indgaar i produktionen af den samme vare.

Kommissionen gentager, at verificerede oplysninger bekraefter, at det beloeb, der faktisk blev refunderet og indroemmet som fradrag, svarede til den told og de afgifter, der faktisk blev betalt.

(21) I betragtning 18 i forordning (EOEF) nr. 2904/91 redegjorde Kommissionen kort for begrundelsen for at anvende den beregnede normale vaerdi af den samme vare fremstillet i Indien som grundlag for fastlaeggelse af den normale vaerdi i Kina.

(22) Af de i betragtning 8 anfoerte grunde kraevede den paagaeldende kinesiske eksportoer, at hvis Kommissionen ikke accepterede, at virksomhedens garner ikke var samme vare som de oevrige polyestergarner, der er omfattet af proceduren, skulle der foretages en tilpasning af den normale vaerdi for at tage hensyn til forskellen i fysiske egenskaber, der paavirker prissammenligneligheden mellem de paagaeldende kinesiske garner og de indiske garner.

Paa grundlag af de resultater, som Kommissionen naaede frem til i sin undersoegelse, og de yderligere oplysninger, som denne eksportoer fremlagde, finder Kommissionen det hensigtsmaessigt kun at foretage en tilpasning af den normale vaerdi i det omfang, nogle af de paagaeldende kvalitetsforskelle, nemlig luftsplejsning og oprulning af ringere kvalitet, har en indvirkning paa markedsvaerdien. Stoerrelsen af den kraevede tilpasning er derfor efter et rimeligt skoen blevet ansat til 5 % og den normale vaerdi nedsat tilsvarende.

(23) Raadet bekraefter ovenstaaende resultater og konklusioner.

iv) Dumpingmargener

(24) Den normale vaerdi og eksportpriserne blev sammenlignet paa transaktionsgrundlag for hver af de samarbejdende eksportoerer, som undersoegelsen omfattede. Den endelige gennemgang af kendsgerningerne viser, at der har fundet dumping sted i forbindelse med import fra de paagaeldende eksportoerer af den paagaeldende vare med oprindelse i Taiwan, Indonesien, Indien, Den Kinesiske Folkerepublik og Tyrkiet, og dumpingmargenen svarer til det beloeb, hvormed den normale vaerdi, som den er endeligt fastlagt efter justering som skitseret i betragtning 10, 12 og 22, overstiger prisen ved eksport til Faellesskabet.

(25) I betragtning 27 i forordning (EOEF) nr. 2904/91 fandt Kommissionen, at da eksportoererne i Den Kinesiske Folkerepublik ikke frit kan fastsaette deres eksportpriser, boer der fastsaettes en enkelt dumpingmargen for dem alle med undtagelse af en virksomhed, Guangying Spinning Co. Ltd, for hvilken der blev fastsat en individuel dumpingmargen. Denne virksomhed er et faellesforetagende dannet af kinesiske og hongkongske partnere, hvor sidstnaevnte er forbundet med en faellesskabskoncern, som importerer den paagaeldende vare.

(26) Klageren har fremfoert, at der er tale om diskriminering i forhold til andre producenter i Faellesskabet, som ogsaa importerer den paagaeldende vare, hvis denne eksportoer faar individuel behandling.

Det forhold, at Guangying Spinning Co. Ltd gennem sin partner i Hongkong er forbundet med denne faellesskabskoncern, er uden betydning for Kommissionens overvejelse om at give denne eksportoer individuel behandling. Som skitseret i betragtning 27 i forordning (EOEF) nr. 2904/91 er begrundelsen for at give Guangying Spinning Co. Ltd individuel behandling, at virksomheden nyder en vis oekonomisk frihed i Den Kinesiske Folkerepublik. Efter Kommissionens opfattelse er dette tilstraekkeligt til at gaa ud fra, at eventuelle foranstaltninger ikke vil blive omgaaet ved eksport, kanaliseret gennem denne virksomhed, fra andre eksportoerer i Kina med hoejere dumpingmargener. Under disse omstaendigheder er der ikke tale om diskriminering, og klagerens argumenter kan ikke accepteres.

(27) Med hensyn til de samarbejdende indiske eksportoerer, der ikke blev udvalgt med henblik paa en undersoegelse, har Kommissionen af de grunde, der er redegjort for i betragtning 5 i forordning

(EOEF) nr. 2904/91, anvendt den vejede gennemsnitlige dumpingmargen, der til slut blev fastlagt for de undersoegte indiske eksportoerer.

Klageren har bestridt denne metode med den begrundelse, at enhver fastlagt dumpingmargen, som adskiller sig fra enten en individuel dumpingmargen eller en landsdaekkende dumpingmargen, bliver vilkaarlig. Imidlertid indebar den af klageren foreslaaede alternative metode et tilsvarende saerskilt dumpingmargenniveau for de samarbejdende eksportoerer, der ikke blev udvalgt med henblik paa undersoegelsen, men paa et hoejere niveau end det af Kommissionen fastlagte.

Da beslutningen om, hvilke virksomheder der skulle undersoeges, blev truffet af Kommissionen, og da alle de samarbejdende eksportoerer blev underrettet herom allerede ved indledningen af undersoegelsen og ikke gjorde indsigelser, finder Kommissionen ingen anledning til at aendre den anvendte metode.

(28) Den vejede gennemsnitlige dumpingmargen for hver eksportoer, udtrykt som en procentdel af prisen cif Faellesskabets graense, er for hver eksportoer:

>TABELPOSITION>

Den vejede gennemsnitlige dumpingmargen er 2,9 % for ovennaevnte eksportoerer. Denne procent betragtes som en rimelig dumpingmargen for de eksportoerer i Indien, der samarbejdede ved undersoegelsen, men som Kommissionen ikke undersoegte: >TABELPOSITION>

(29) De dumpingmargener, der konstateredes for Guangying Spinning Co. Ltd, Guangzhou, og P.T. Kewalram Indonesia, Bandung, maa betragtes som ganske smaa, og det kan derfor med henblik paa denne procedure fastslaas, at der ikke fandt dumping sted i forbindelse med varer, som eksporteredes af disse to selskaber.

(30) I betragtning 30 og 31 i forordning (EOEF) nr. 2904/91 kom Kommissionen ind paa spoergsmaalet om fastsaettelse af dumpingmargenen for eksportoerer, som hverken besvarede Kommissionens spoergeskema inden for den fastsatte tidsfrist eller paa anden maade gav sig til kende, og paa spoergsmaalet om foelgelig at henholde sig til de foreliggende kendsgerninger i overensstemmelse med artikel 7, stk. 7, litra b), i forordning (EOEF) nr. 2423/88. Kommissionen skelnede mellem de forskellige lande, afhaengig af det eksportdaekningsniveau, som var indberettet af samarbejdende eksportoerer, i forhold til det paagaeldende lands samlede eksport. Paa dette grundlag skoennedes dumpingmargenerne for eksportoererne i lande med en hoej eksportdaekning, dvs. Indien og Den Kinesiske Folkerepublik, at vaere lig med den hoejeste dumpingmargen, der blev konstateret for en undersoegt eksportoer i det paagaeldende land. For eksportoererne i lande med en lav eksportdaekning, dvs. Taiwan, Indonesien og Tyrkiet, blev dumpingmargenerne beregnet paa grundlag af andre foreliggende oplysninger, isaer oplysningerne i klagen og Eurostats statistikker, og disse oplysninger blev justeret i passende grad, da oplysningerne fra samarbejdende eksportoerer i disse lande ikke kunne betragtes som vaerende repraesentative for alle andre eksportoerer.

(31) Repraesentanter for den indonesiske regering og for eksportoererne i Indonesien og Taiwan har fremfoert, at det hoeje niveau for den midlertidigt fastsatte landsdaekkende dumpingmargen langt fra afspejler de faktiske priser og omkostninger i disse lande. Foelgelig boer Kommissionen ikke forlade sig paa de paastande, der fremfoeres i klagen med hensyn til fastsaettelse af den normale vaerdi, men i hoejere grad foretage fastlaeggelserne i overensstemmelse med de under undersoegelsen verificerede oplysninger. Desuden har de forsynet Kommissionen med statistikker om den faktiske produkttype, der indgaar i stoerstedelen af importen til Faellesskabet fra disse to lande, idet saadanne oplysninger ikke foreligger som Eurostat-statistikker.

I forlaengelse af disse argumenter bemaerker Kommissionen, at medens omkostningerne ved raamaterialerne til de paagaeldende garner som paastaaet i klagen ligger mere eller mindre paa linje med de undersoegte gennemsnitsomkostninger i alle de eksporterende lande, som er involveret i proceduren, gaelder dette ikke for omkostninger og fortjeneste, som i gennemsnit ligger langt under de i klagen paastaaede. Denne situation, som bekraeftes af oplysninger fra uafhaengige kilder, nemlig den sammenlignende undersoegelse af produktionsomkostninger, som blev foretaget af Den Internationale Sammenslutning af Tekstilindustrier i 1989, og de forelagte oplysninger om de produkttyper, som faktisk eksporteredes af andre virksomheder end dem, der blev undersoegt i Taiwan og Indonesien, har foranlediget Kommissionen til at foretage en ny vurdering af den normale vaerdi, der skal anvendes til den endelige fastlaeggelse af landsdaekkende dumpingmargener for disse to lande ved at foretage en eventuel justering af oplysningerne i klagen.

(32) Sammenslutningen af eksportoerer i Tyrkiet udtrykte alvorlig tvivl med hensyn til noejagtigheden af de Eurostat-statistikker, der blev anvendt til fastlaeggelse af den landsdaekkende dumpingmargen for Tyrkiet. Efter anmodning gennemfoerte de paagaeldende nationale toldmyndigheder en undersoegelse, hvis resultat er, at en vaesentlig del af den import, der er registreret i Eurostat under de KN-koder, der svarer til de paagaeldende garner med oprindelse i Tyrkiet, er blevet tariferet under en forkert position, da de skulle have vaeret henfoert under en KN-kode, der ikke er omfattet af proceduren. Resultatet af denne fejltarifering er, at de i Tyrkiet undersoegte eksportoerers eksportdaekning oeges betydeligt, og Kommissionen finder derfor, at den hoejeste dumpingmargen, der er konstateret for en undersoegt eksportoer, er et passende grundlag for skoensmaessig fastsaettelse af en landsdaekkende dumpingmargen for dette land.

(33) Klageren har gjort indsigelse mod denne aendring i metoden for fastlaeggelse af den landsdaekkende dumpingmargen for Tyrkiet. Det fremfoeres, at trods fejltariferingen boer Tyrkiet ikke betragtes som et land med en hoej eksportdaekning, og derfor boer den landsdaekkende dumpingmargen for dette land ikke baseres paa den hoejeste dumpingmargen, der er konstateret for en samarbejdende eksportoer, men paa et hoejere niveau.

Kommissionen bemaerker, at andelen af den samlede import fra Tyrkiet, som importen af det paagaeldende produkt ifoelge indberetningerne fra de tre undersoegte eksportoerer i Tyrkiet tegner sig for, som et resultat af fejltariferingen nu er saadan, at oplysningerne fra disse tre virksomheder er repraesentative for alle andre eksportoerer i dette land og saaledes de mest rimelige foreliggende oplysninger i henhold til artikel 7, stk. 7, litra b), i forordning (EOEF) nr. 2423/88.

(34) Paa grundlag af ovenstaaende er der fastsat foelgende dumpingmargener, udtrykt som en procentdel af prisen cif Faellesskabets graense:

Taiwan: 14,3 %

Indonesien: 11,9 %

Indien: 7,8 %

Den Kinesiske Folkerepublik: 23,5 %

Tyrkiet: 10,1 %.

(35) Raadet bekraefter ovenstaaende resultater og konklusioner.

E. SKADE

i) Kumulerede virkninger af dumpingimporten

(36) I betragtning 34 i forordning (EOEF) nr. 2904/91 konkluderede Kommissionen, at virkningen paa erhvervsgrenen i Faellesskabet af dumpingimport fra de fem lande, der er omfattet af proceduren, maatte vurderes samlet. En kinesisk eksportoer har gjort indsigelse mod denne konklusion og stillet krav om, at de skadelige virkninger af importen fra Kina ikke kumuleres med de skadelige virkninger af den oevrige import, men betragtes isoleret. Denne eksportoer fremfoerte, at importen fra Kina skulle betragtes som vaerende rettet mod markedssegmentet for lavere kvaliteter, som ikke befinder sig i konkurrence med segmenterne for mellemgode og hoejere kvaliteter, hvor man finder de oevrige garner. Til stoette for sin paastand haevdede den kinesiske eksportoer ogsaa, at den kinesiske import i markant modsaetning til stigningen i importen fra de andre paagaeldende lande var faldet stoet siden 1987, og at Kommissionen ved vurderingen af kumuleringen burde tage hensyn til den yderligere nedgang i den kinesiske import efter undersoegelsesperioden.

(37) Det forhold, at de importerede kinesiske garner i undersoegelsesperioden ikke var luftsplejsede og havde en oprulning af ringere kvalitet, goer det ikke muligt at opstille en klar skillelinje, hvorved disse garner adskilles fra dem, der enten importeres fra de andre paagaeldende lande eller fremstilles i Faellesskabet. Som det konkluderes i betragtning 8, er alle garner, der er omfattet af proceduren, ens, uanset deres oprindelse. Desuden er der i vidt omfang mulighed for kommerciel substitution og konkurrence mellem garner med forskellige oprindelser; dette ses af den begraensede forskel i forbrugernes opfattelse af kinesiske garner sammenlignet med garner fremstillet andre steder. Argumentet afvises derfor.

Med hensyn til den maengdemaessige udvikling i den dumpede kinesiske import til Faellesskabet var der en stigning fra 3 546 tons i 1986 til 6 755 tons i 1987, til 4 490 tons i 1988, medens tallet i undersoegelsesperioden var 3 310 tons. Der var saaledes ikke tale om nogen egentlig importtendens, idet importen i undersoegelsesperioden efter et hoejdepunkt i 1987 og 1988 mere eller mindre laa paa 1986-niveauet, som ikke kan betragtes som en ubetydelig import som saadan. Ved vurderingen af kumuleringen er det Kommissionens normale praksis ikke at undersoege importudviklingen efter undersoegelsesperioden, da importen i nogle tilfaelde paavirkes af indledningen af proceduren.

(38) Som et resultat af den fejltarifering, som naevnes i betragtning 32, fremfoerte de tyrkiske eksportoerer, at den aendrede EF-markedsandel, som import med oprindelse i Tyrkiet tegnede sig for i 1989, burde betragtes som forsvindende lille og derfor ude af stand til at forvolde erhvervsgrenen i Faellesskabet vaesentlige skade. Foelgelig burde proceduren afsluttes, for saa vidt angaar denne import, uden indfoerelse af beskyttelsesforanstaltninger.

Det reviderede niveau for denne import sammenlignet med det tilsyneladende forbrug i Faellesskabet viser, at importen fortsat tegner sig for en ikke ubetydelig markedsandel i undersoegelsesperioden. Foelgelig maa det fremfoerte argument afvises.

(39) I betragtning af ovennaevnte betragtninger bekraefter Raadet Kommissionens undersoegelsesresultater som skitseret i betragtning 33 og 34 i forordning (EOEF) nr. 2904/91 og konkluderer, at virkningerne af den kinesiske og den tyrkiske dumpingimport maa analyseres kumulativt med den oevrige import.

ii) Dumpingimportens omfang og markedsandel

(40) Som foelge af den fejltarifering, der er naevnt i betragtning 32 med hensyn til importen af garner med oprindelse i Tyrkiet, er det noedvendigt at justere de fem involverede landes dumpingimports kumulerede omfang og markedsandel, jf. betragtning 35 og 36 i forordning (EOEF) nr. 2904/91. Saaledes er omfanget af dumpingimporten til Faellesskabet med oprindelse i disse lande nu 15 407 tons i undersoegelsesperioden, hvilket svarer til en markedsandel i Faellesskabet paa 8,3 %. Denne imports omfang og markedsandel var i 1986 henholdsvis 7 877 tons og 3,7 %.

Raadet bekraefter disse undersoegelsesresultater.

iii) Dumpingpriser

(41) I sine midlertidige undersoegelsesresultater fastslog Kommissionen, at der var prisunderbud for alle de beroerte lande og for naesten alle de undersoegte eksportoerer. Det vejede gennemsnitlige prisunderbud var 56,48 %. Den i betragtning 22 naevnte eksportoer haevdede, at Kommissionen ved fastslaaelse af prisunderbud burde foretage en kvalitetsvurdering med henblik paa en sammenligning af priserne paa importerede kinesiske garner og garner fra Faellesskabet. Kommissionen har fundet det rimeligt at tage hensyn til den samme tilpasning som den, der er foretaget af den normale vaerdi, med henblik paa fastslaaelsen af omfanget af den paagaeldende eksportoers prisunderbud, som er blevet nedsat tilsvarende.

Raadet bekraefter ovenstaaende konklusioner og Kommissionens undersoegelsesresultater med hensyn til prisunderbudmargenerne som beskrevet i betragtning 37 i forordning (EOEF) nr. 2904/91.

iv) Situationen for erhvervsgrenen i Faellesskabet

(42) Ved vurderingen af situationen for erhvervsgrenen i Faellesskabet tog Kommissionen flere oekonomiske faktorer for de undersoegte faellesskabsproducenter i betragtning og fandt det rimeligt at henvise til nogle af disse faktorer i en bredere sammenhaeng, dvs. den generelle situation for producenterne af de paagaeldende garner i Faellesskabet.

Hvad angaar de undersoegte faellesskabsproducenter kan foelgende fastslaas:

- produktionsomfanget og kapacitetsudnyttelsen laa fortsat paa et generelt stabilt niveau paa aarsbasis i perioden fra 1986 til 1989

- fra 1986 laa salget paa linje med produktionen, og foelgelig udviste lagerbeholdningerne ved aarets udgang ingen egentlig tendens

- udviklingen i salget sammenlignet med det tilsyneladende forbrug i Faellesskabet foerte til en vis stigning i disse producenters markedsandel fra 1986

- faellesskabsproducenterne var generelt tvunget til at undlade at saette priserne op, selv om produktionsomkostningerne normalt ville have tilskyndet dertil; i mange tilfaelde har de endog siden udgangen af 1988 vaeret tvunget til at saette deres priser ned til et niveau, der ikke gav dem mulighed for at opnaa en rimelig fortjenste, og som i de fleste tilfaelde laa under produktionsomkostningerne

- tab paa salg naaede i 1988 og 1989 op paa henholdsvis 1,3 % og 5,9 %

- mere end 1 000 arbejdspladser gik tabt i 1988 og 1989; dette udgoer en nedskaering af det i 1987 beskaeftigede personale paa naesten 20 %.

Kommissionen maerkede sig ogsaa visse relevante oekonomiske faktorer for alle faellesskabsproducenter af samme vare, nemlig:

- det samlede produktionsomfang i Faellesskabet faldt ifoelge klagerens skoen, som ikke er blevet bestridt af nogen af de beroerte parter, fra 202 700 tons i 1986 til 157 150 tons i undersoegelsesperioden, dvs. med mere end 22 %

- fra 1986 til 1989 blev 77 produktionsenheder, som helt eller delvis var involveret i spinding af de paagaeldende polyestergarner, lukket i ni faellesskabslande, enten paa grund af omstrukturering eller paa grund af virksomhedsophoer.

(43) Kommissionen fik ikke forelagt andre nye kendsgerninger vedroerende undersoegelsesresultaterne med hensyn til skade, selv om en kinesisk eksportoer bestred disse resultater paa en raekke punkter.

(44) Den paagaeldende eksportoer fremfoerte, at Kommissionens undersoegelsesresultater med hensyn til de undersoegte faellesskabsproducenters produktion, kapacitetsudnyttelse, salg, lagre og markedsandel ikke peger i retning af skade. Det haevdes yderligere, at de midlertidige undersoegelsesresultater ikke indeholder nogen angivelse af den af Kommissionen konstaterede pristendens, og at eftersom de undersoegte faellesskabsproducenter generelt fremstillede de paagaeldende garner saavel som andre tekstilprodukter, burde undersoegelsesresultaterne vedroerende fortjeneste, virksomhedslukninger og beskaeftigelse ikke baseres paa virksomhederne som helhed, men kun referere til de garner, der konkret er beroert heraf. Paa grundlag af disse argumenter konkluderer eksportoeren, at der i Kommissionens undersoegelsesresultater ikke er tilstraekkeligt med skadesindikatorer.

Kommissionen finder, at i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning (EOEF) nr. 2423/88 boer tendenserne i de relevante oekonomiske faktorer ikke vurderes isoleret, eftersom hverken en enkelt eller flere af dem noedvendigvis er udslagsgivende. Det siges nemlig i betragtning 45 i forordning (EOEF) nr. 2904/91, at oekonomiske faktorer som produktion, salg, lagre og markedsandel i betragtning af de specielle forhold for den paagaeldende erhvervsgren ikke i alle tilfaelde klart afspejlede de vanskelige markedsforhold, under hvilke de undersoegte faellesskabsproducenter har skullet drive virksomhed, og foelgelig afspejles de skadelige virkninger bedre i udviklingen i andre parametre som priser, rentabilitet og beskaeftigelse.

De af de undersoegte faellesskabsproducenter anvendte priser faldt i gennemsnit 2,9 % i undersoegelsesperioden sammenlignet med priserne i 1988. Hvad der er relevant i denne sag er imidlertid, at disse producenter til stadighed har vaeret forhindret i at saette deres priser op siden 1986 paa trods af det pres, som stigningen i produktionsomkostningerne har udoevet i denne periode.

Kommissionen bekraefter, at undersoegelsesresultaterne med hensyn til rentabilitet specifikt vedroerer de paagaeldende garner, og at de arbejdspladser, som faellesskabsproducenterne har mistet, hovedsagelig er gaaet tabt inden for spinding af de paagaeldende garner, eftersom disse aktiviteter enten var de eneste eller spillede en dominerende rolle for de fleste af de producenter, der blev udvalgt med henblik paa undersoegelse.

(45) Den samme eksportoer fremfoerte, at der ikke kan drages nogen konklusioner med hensyn til skade paa grundlag af data, der ikke er efterproevet af Kommissionen. Det forklares i betragtning 3 i forordning (EOEF) nr. 2904/91, hvorfor Kommissionen i denne procedure besluttede at udvaelge et vist antal virksomheder med henblik paa en undersoegelse, ligesom der redegoeres for kriterierne for denne udvaelgelse. Kommissionen konkluderede i sine midlertidige undersoegelsesresultater, at faellesskabserhvervsgrenen havde lidt vaesentlig skade, hvilket isaer kom til udtryk i prisudhuling, utilstraekkelig fortjeneste eller endog tab og beskaeftigelsesnedgang. Den negative tendens i alle disse parametre, som de midlertidige konklusioner med hensyn til skade er baseret paa, gjorde sig gaeldende for saa godt som alle de undersoegte producenter, som er repraesentative for erhvervsgrenen i Faellesskabet, og det kan derfor ikke haevdes, at disse konklusioner er draget paa grundlag af ikke efterproevede data.

(46) Raadet bekraefter ovennaevnte undersoegelsesresultater og konkluderer, at erhvervsgrenen i Faellesskabet har lidt vaesentlig skade i den i artikel 4, stk. 1, i forordning (EOEF) nr. 2423/88 anvendte betydning, hvilket isaer kan paavises ved de ikke foretagne prisforhoejelser, som normalt ville have fundet sted, og forringelsen af fortjenesten og beskaeftigelsen.

F. AARSAG TIL SKADE

i) Virkningerne af dumpingimporten

(47) I sine midlertidige undersoegelsesresultater fastslog Kommissionen, at udviklingen i de negative parametre i Faellesskabet med hensyn til priser, rentabilitet og beskaeftigelse falder tidsmaessigt sammen med den stoerste indtraengning af de paagaeldende importvarer. Bortset fra de forhold, der allerede er droeftet i betragtning 36 og 38, har de beroerte parter ikke fremfoert andre argumenter med hensyn til, om den paagaeldende dumpingimport har forvoldt skade.

ii) Virkninger af andre faktorer

(48) Adskillige eksportoerer har fremfoert det argument, at Kommissionen i sine midlertidige undersoegelsesresultater ikke i tilstraekkelig grad har taget hensyn til virkningerne af importen af de paagaeldende varer med oprindelse i Egypten og Brasilien, i og med at den har anlagt den betragtning, at dumpingimporten fra de af proceduren omfattede lande, set isoleret, har forvoldt vaesentlig skade. De har desuden anfoert, at artikel 4 i forordning (EOEF) nr. 2423/88 paalaegger Kommissionen en forpligtelse til at vurdere de skadelige virkninger fra andre faktorer, som ogsaa kunne have forvoldt vaesentlig skade.

(49) I betragtning 50 i forordning (EOEF) nr. 2904/91 noterede Kommissionen sig en maerkbar stigning i importen af den paagaeldende vare med oprindelse i Egypten og Brasilien og disse landes tilsyneladende lave priser. Imidlertid fandt den ogsaa, at der ikke kunne drages nogen konklusioner paa grundlag af de priser, der er registreret i Eurostats statistikker, da disse skjuler meget vigtige forskelle i priserne paa de forskellige varetyper, og der ikke foreligger andre oplysninger i saa henseende. Kommissionen fandt desuden, at selv om importen fra de to paagaeldende lande havde forvoldt skade, var der ikke noget, der tydede paa, at den skade, som dumpingimporten med oprindelse i de af proceduren omfattede lande havde forvoldt, hermed ikke laengere kunne betragtes som vaesentlig.

Da der ikke foreligger paalidelige oplysninger om eksportpriser, har Kommissionen efter at have undersoegt sagen yderligere saaledes i den nuvaerende situation ikke noget grundlag for at anlaegge den betragtning, at importen fra Egypten og Brasilien har forvoldt skade.

I henhold til artikel 4 i forordning (EOEF) nr. 2423/88 kan ansvaret for den skade, der er forvoldt af dumping, tilskrives de paagaeldende eksportoerer, ogsaa selv om denne skade blot er en del af en mere omfattende skade, der kan tilskrives andre faktorer. Kravet i denne artikel er blot, at eventuelle skader forvoldt af andre faktorer ikke maa tilskrives dumpingimporten.

I betragtning af de paagaeldende garners prisfoelsomhed udgoer de lave priser paa importvarerne i naervaerende sag som foelge af dumpingens virkninger den mest relevante faktor, der har foert til pristryk og hermed en nedgang i fortjeneste og beskaeftigelse. Dette kommer til udtryk i, at praktisk taget alle de undersoegte faellesskabsproducenter trods den markedsandel, de har erobret, paadrog sig tab som et resultat af, at de var noedsaget til at undlade at saette priserne op.

Som beskrevet i betragtning 58 i forordning (EOEF) nr. 2904/91 blev de priser, som hver af de undersoegte eksportoerer anvendte, sammenlignet med det sammenlagte beloeb af produktionsomkostningerne i Faellesskabet, som paa grund af en stabil kapacitetsudnyttelse ikke var paavirket af importen, og en fortjenstmargen svarende til den, faellesskabsproducenterne opnaaede, foer virkningerne af dumpingimporten gjorde sig gaeldende. Der tilskrives saaledes ikke den af proceduren omfattede dumpingimport nogen betydelig skade, der skyldes anden import.

(50) Nogle eksportoerer fremfoerte det argument, at Kommissionen tilskriver den paagaeldende dumpingimport den skade, der er forvoldt faellesskabserhvervsgrenen, medens en saadan skade i virkeligheden har forbindelse med den langsomme omstrukturering, tekstilindustrien i Faellesskabet er i gang med, og med den heraf foelgende nedgang i efterspoergslen. For saa vidt denne proces vedroerer polyesterspindingsindustrien i Faellesskabet, bemaerkede Kommissionen i betragtning 44 i forordning (EOEF) nr. 2904/91, at beskaeftigelsesnedgangen hos de undersoegte faellesskabsproducenter var resultatet ikke blot af en loebende omstrukturering, men ogsaa de negative virkninger af den paagaeldende dumpingimport. Med hensyn til omstruktureringen inden for virksomheder i senere forarbejdningsled og den heraf foelgende nedgang i efterspoergslen efter de paagaeldende garner, skulle dette normalt have foert til en nedgang i omfanget af den paagaeldende dumpingimport. Dette har imidlertid ikke vaeret tilfaeldet, da denne import er oeget baade i omfang og med hensyn til markedsandel.

(51) Raadet bekraefter ovenstaaende overvejelser og konklusionerne i betragtning 47 til 53 i forordning (EOEF) nr. 2904/91.

G. FAELLESSKABETS INTERESSER

(52) En eksportoer fremfoerte, at indfoerelse af told paa den paagaeldende dumpingimport blot ville have til foelge, at denne import erstattes - i det mindste delvis - af anden lavprisimport, som maaske, maaske ikke, er blevet dumpet, men som vil forvolde lige saa stor skade for erhvervsgrenen i Faellesskabet.

I denne forbindelse henviser Kommissionen til overvejelserne i betragtning 51 med hensyn til manglende paalidelige oplysninger om eksportpriser fra andre lande end dem, der er omfattet af proceduren. Derfor kan der ikke drages slutninger om, hvorvidt det er sandsynligt, at en saadan forrykning i importen vil finde sted. Selv om der skete en vis forrykning, ville dette ikke noedvendigvis stride mod Faellesskabets interesser, for saa vidt som det ville vaere en paavisning af, at de af proceduren omfattede eksportoerer kun var i stand til at saelge paa faellesskabsmarkedet ved hjaelp af illoyal handelspraksis.

(53) Nogle eksportoerer og adskillige vaeverivirksomheder og importoerer i Faellesskabet fremfoerte det argument, at en prisstigning paa de paagaeldende importerede garner som foelge af vedtagelsen af antidumpingforanstaltninger ville forvaerre den allerede vanskelige konkurrencesituation, som tekstilforarbejdningsindustrien i Faellesskabet allerede befinder sig i med hensyn til import af stoffer og beklaedningsgenstande fra lande med lave produktionsomkostninger. Nogle af de paagaeldende vaeverivirksomheder har desuden anfoert, at eftersom et stort antal spinderier i Faellesskabet, som kunne vaere blevet beskyttet af antidumpingforanstaltningerne, allerede har indstillet deres virksomhed, ville indfoerelsen af antidumpingforanstaltninger paa importerede garner paa dette tidspunkt overfoere presset paa vaeverivirksomhederne og bringe dem i fare.

(54) Som beskrevet i betragtning 54 i forordning (EOEF) nr. 2904/91 er formaalet med antidumpingtold almindeligvis at standse konkurrenceforvridning som foelge af illoyal handelspraksis og genetablere aabne og retfaerdige konkurrencevilkaar paa et givet marked. I denne sag er det grundlaeggende formaal med vedtagelsen af antidumpingforanstaltninger at modvirke de skadelige virkninger af dumpingimport for de virksomheder i Faellesskabet, der er beskaeftiget med spinding af de paagaeldende garner.

Med hensyn til Faellesskabets forarbejdningsindustris interesser finder Kommissionen, at hvis man afholder sig fra at genindfoere rimelige konkurrencevilkaar paa faellesskabsmarkedet for den paagaeldende vare, ogsaa selv om det paa grund af de lavere priser ville vaere til fordel for vaeveri- og strikkerivirksomheder, om end kun paa kort sigt, ville det udgoere en alvorlig trussel mod de tiloversblevne spinderivirksomheders levedygtighed, da disse virksomheder allerede befinder sig i en prekaer oekonomisk situation. Desuden burde det forhold, at et betydeligt antal spinderier i Faellesskabet er blevet lukket, ikke foere til den konklusion, at de, der stadig er i drift, ikke behoever at blive beskyttet mod den skadelige dumpingpraksis.

Desuden finder klageren i denne procedure, som ikke blot repraesenterer spinderierne, men ogsaa vaeverivirksomhederne, at man ved en afbalancering af de forskellige interesser i sagen burde prioritere forsoeget paa at fjerne de skadelige virkninger af dumpingen for spinderiindustrien i Faellesskabet. Dette synspunkt deles af Det Europaeiske Fagforeningsudvalg vedroerende Tekstiler, Beklaedningsgenstande og Laedervarer, hvis medlemmer tilhoerer baade spinderi- og vaeveriindustrien, og som efter omhyggeligt at have afvejet de to industriers modstridende paastande skriftligt over for Kommissionen har givet udtryk for sin uforbeholdne stoette til, at der vedtages endelige beskyttelsesforanstaltninger i denne procedure.

(55) Fédération Internationale de la Filterie og to faellesskabsproducenter af sytraad har fremfoert, at afslutningen af proceduren med hensyn til sytraad henhoerende under KN-kode 5508 10 11 (jf. betragtning 64 i forordning (EOEF) nr. 2904/91) kombineret med vedtagelsen af antidumpingforanstaltninger over for import fra de paagaeldende lande af polyestergarner henhoerende under KN-kode 5509 22 10 og 5509 22 90, som haevdes hovedsagelig at vaere det raamateriale, der anvendes til fremstilling af sytraad, vil foere til en forskydning af importen af disse garner i retning af import af sytraad, hvorved Faellesskabets sytraadsproducenters fremstillingsvirksomhed paavirkes i negativ retning. Det haevdes derfor, at disse garner ogsaa boer udelukkes fra proceduren, og at et saadant skridt under alle omstaendigheder, da garnerne kun udgjorde 5,36 % af den paagaeldende samlede import i undersoegelsesperioden, ikke i betydelig grad kunne paavirke den klagende faellesskabserhvervsgrens interesser.

I denne forbindelse har klageren, selv om han ikke bestred retsgrundlaget for afslutningen af proceduren med hensyn til sytraad, fremfoert det argument, at det ville have vaeret mere passende at vedtage beskyttelsesforanstaltninger for denne vare. Med hensyn til garner, der henhoerer under KN-kode 5509 22 10 og 5509 22 90, bestrider klageren, at disse garner kun i begraenset omfang anvendes til andre formaal end fremstilling af sytraad. Foelgelig er det klagerens argument, at man ved ikke at vedtage foranstaltninger over for disse garner med oprindelse i de af proceduren omfattede lande i betydelig grad ville paavirke de paagaeldende EF-spinderivirksomheders interesser, et forhold, der yderligere kommer til udtryk i den enorme stigning i importen af disse garner, som er fordoblet siden afslutningen af undersoegelsesperioden.

Stillet over for disse modstridende argumenter har Kommissionen undersoegt alle forhaandenvaerende oplysninger og har anmodet begge parter om at underbygge deres paastande. Imidlertid har den ikke modtaget nogen oplysninger, der paaviser, at de paagaeldende garner naesten udelukkende benyttes eller ikke benyttes til fremstilling af sytraad. Desuden forstaar Kommissionen, at uanset hvilke virkninger vedtagelsen af foranstaltninger over for de paagaeldende garner maatte have paa Faellesskabets sytraadsproducenters konkurrenceevne, mildnes disse virkninger af disse producenters komparative marketingsfordele set i forhold til producenter af sytraad i tredjelande, nemlig det forhold, at der foreligger en komplet farveskala, og at de er taet paa kunderne. Under disse omstaendigheder og under hensyntagen til, at der er fastslaaet dumping og skade med hensyn til de paagaeldende garner, og i betragtning af behovet for at undgaa omgaaelser, som ville goere beskyttelsen af Faellesskabets erhvervsgren ineffektiv, finder Kommissionen, at den kraevede udelukkelse ikke er velbegrundet.

(56) Raadet bekraefter Kommissionens resultater og konkuderer, at det er i Faellesskabets interesse at vedtage antidumpingforanstaltninger for at afhjaelpe de skadelige virkninger af den paagaeldende import med oprindelse i Taiwan, Indonesien, Indien, Den Kinesiske Folkerepublik og Tyrkiet. Disse foranstaltninger boer tage form af antidumpingforanstaltninger.

H. TOLDSATS

(57) Ved fastsaettelsen af stoerrelsen af den endelige told, der skal indfoeres, bekraefter Raadet Kommissionens metodologi og undersoegelsesresultater, som er beskrevet i henholdsvis betragtning 57 til 62 og betragtning 63 i forordning (EOEF) nr. 2904/91, med hensyn til import fra samarbejdende eksportoerer og fra eksportoerer, som hverken svarede paa Kommissionens spoergeskema inden for den fastsatte tidsfrist eller paa anden maade har givet sig til kende.

(58) Ved beregningen af den stigning i eksportprisen, der er noedvendig for at afhjaelpe skaden, er der taget skyldigt hensyn til den kvalitetstilpasning, Kommissionen i betragtning 22 og 41 har accepteret at foretage.

(59) En eksportoer fremfoerte, at Kommissionen inden indfoerelsen af antidumpingforanstaltninger burde foelge den konsultationsprocedure, der er fastsat i multifiberarrangementet (MFA). Raadet bemaerker imidlertid, at MFA ikke forhindrer deltagende lande i at traeffe rimeligt begrundede antidumpingforanstaltninger, og der er ingen forpligtelse til forudgaaende konsultation i saadanne sager.

(60) Raadet har overvejet situationen for virksomheder, der begyndte eller vil begynde at eksportere den paagaeldende vare til Faellesskabet efter afslutningen af undersoegelsesperioden. Det kom til den konklusion, at det ville skabe en mulighed for omgaaelse, hvis der blev anvendt en antidumpingtold, som er lavere end den hoejest fastsatte, for nogle eksportoerer i de paagaeldende lande. Imidlertid bemaerker Raadet, at Kommissionen er rede til straks at indlede en revisionsprocedure, saafremt den eksporterende virksomhed over for Kommissionen paa fyldestgoerende vis kan bevise, at den ikke eksporterede den paagaeldende vare til Faellesskabet i den undersoegelsesperiode, der er omfattet af denne procedure, at den foerst begyndte at eksportere efter den naevnte periode eller er fast besluttet paa at goere dette, og at den ikke har forbindelser eller er associeret med nogen af de virksomheder, der er omfattet af denne procedure, og hvis import til Faellesskabet anses for at vaere blevet dumpet.

I. TILSAGN

(61) En kinesiske eksportoer tilboed et pristilsagn. Imidlertid fandt Kommissionen, at eftersom den paagaeldende eksportoer ikke er helt frit stillet med hensyn til fastsaettelse af sine eksportpriser, er der risiko for, at dette tilsagn ikke vil blive overholdt. Efter konsultationer fandt Kommissionen derfor, at tilsagnet ikke kunne accepteres. Efter at den paagaeldende eksportoer var blevet underrettet om grundene til, at tilsagnet ikke kunne accepteres, trak han sit tilbud tilbage.

J. OPKRAEVNING AF DEN MIDLERTIDIGE TOLD

(62) I betragtning af de fastslaaede dumpingmargener og den vaesentlige skade, der er paafoert erhvervsgrenen i Faellesskabet, finder Kommissionen det noedvendigt, at de beloeb, der er stillet som sikkerhed i form af midlertidig antidumpingtold, boer opkraeves endeligt i et omfang svarende til den endeligt indfoerte told - UDSTEDT FOELGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1. Der indfoeres en endelig antidumpingtold paa importen af enkelttraadet og flertraadet eller kabelslaaet garn med indhold af korte polyesterfibre paa 85 vaegtprocent og derover, ikke i detailsalgsoplaegninger, henhoerende under KN-kode 5509 21 10, 5509 21 90, 5509 22 10 og 5509 22 90, og andet garn af korte polyesterfibre, blandet hovedsagelig eller udelukkende med korte, regenererede fibre eller med bomuld, ikke i detailsalgsoplaegninger, henhoerende under KN-kode 5509 51 00 og 5509 53 00, med oprindelse i Taiwan, Indonesien, Indien, Den Kinesiske Folkerepublik og Tyrkiet.

2. Tolden, som beregnes af prisen netto, frit Faellesskabets graense, ufortoldet, fastsaettes til foelgende satser: >TABELPOSITION>

med undtagelse af importen af de i stk. 1 naevnte varer, som foelgende selskaber fremstiller og saelger til eksport til Faellesskabet, for hvilke foelgende toldsatser gaelder: >TABELPOSITION>

Prisen frit Faellesskabets graense anses som nettopris, hvis betaling i henhold til salgsbetingelserne skal finde sted senest 30 dage efter varernes ankomst til Faellesskabets toldomraade. Den forhoejes med 1 % for hver maaned, betalingsfristen forlaenges.

3. Tolden anvendes ikke paa import af de i stk. 1 omhandlede varer, som fremstilles af P.T. Kewalram Indonesia, Bandung, Indonesien (Taric tillaegskode 8595) og Guangying Spinning Co. Ltd, Guangzhou, Den Kinesiske Folkerepublik (Taric tillaegskode 8596).

4. Gaeldende bestemmelser for told finder anvendelse.

Artikel 2

De beloeb, der i henhold til forordning (EOEF) nr. 2904/91 er stillet som sikkerhed i form af midlertidig antidumpingtold, opkraeves endeligt til den sats, der svarer til den endelige toldsats. Sikkerhedsstillelse, der overstiger satsen for den endelige told, frigives.

Artikel 3

Denne forordning traeder i kraft dagen efter offentliggoerelsen i De Europaeiske Faellesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gaelder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfaerdiget i Bruxelles, den 30. marts 1992. Paa Raadets vegne Arlindo MARQUES CUNHA Formand

(1) EFT nr. L 209 af 2. 8. 1988, s. 1.

(2) EFT nr. L 293 af 29. 12. 1972, s. 4.

(3) EFT nr. L 276 af 3. 10. 1991, s. 7.

(4) EFT nr. L 21 af 30. 1. 1992, s. 31.