31992D0568

KOMMISSIONENS BESLUTNING af 25. november 1992 om en procedure i henhold til EOEF-Traktatens artikel 85 (IV/33.585 - Salg af togbilletter via rejsebureauer (Kun den franske udgave er autentisk) (92/568/EOEF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab,

under henvisning til Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i Traktatens artikler 85 og 86 (1), senest aendret ved akten vedroerende Spaniens og Portugals tiltraedelse, saerlig artikel 3 og 15,

under henvisning til den meddelelse af klagepunkter, som den 10. oktober 1991 blev fremsendt til Den Internationale Jernbaneunion,

efter hoering af den implicerede virksomhedssammenslutning i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17 og bestemmelserne i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (2),

efter hoering af Det Raadgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspoergsmaal, og

ud fra foelgende betragtninger:

I. SAGSFREMSTILLING

A. Sagens genstand

(1) Denne procedure omhandler de betingelser, Den Internationale Jernbaneunion (UIC) stiller for autorisation af rejsebureauer til udstedelse af togbilletter og vilkaarene for de autoriserede rejsebureauers salg af billetterne.

B. Salg af internationale togbilletter

(2) Ifoelge de nugaeldende regler for jernbanetransport foregaar den internationale jernbanetransport inden for rammerne af et samarbejde mellem alle de jernbaneselskaber, der medvirker i en given transport.

(3) Prisen paa en international togbillet svarer foelgelig normalt til summen af de takster, der gaelder for de straekninger, som tilbagelaegges i hvert enkelt land.

Ved en efterfoelgende udligning mellem de enkelte jernbaneselskaber faar disse hver isaer betalt den del af billetprisen, der svarer til den af dem praesterede ydelse.

(4) Disse internationale billetter kan saelges enten direkte af jernbaneselskaberne selv eller via autoriserede rejsebureauer. Antallet af autoriserede rejsebureauer og stoerrelsen af deres billetsalg i forhold til det samlede antal solgte billetter varierer meget fra land til land. I 1990 var situationen som foelger:

Medlemsstat Antal autoriserede bureauer Bureauernes procentvise andel af salget Tyskland 1 805 25 Belgien 211 0,5 (indenrigs) 53 (international) Spanien 1 800 24 Frankrig 2 391 20 Det Forenede Kongerige: indenrigs 1 983 7,5 (indenrigs) international 246 54 (international) Graekenland 140 25 Italien 1 710 8 Luxembourg 36 5,2 Nederlandene 184 29

(5) Antallet af autoriserede rejsebureauer har udviklet sig forskelligt fra det ene jernbaneselskab til det andet. Nogle jernbaneselskaber som Deutsche Bundesbahn (DB), Société Nationale des Chemins de Fer Belge (SNCB) og de spanske jernbaner, RENFE, har oeget antallet af autoriserede bureauer igennem de seneste aar, medens udviklingen for andres vedkommende - bl.a. British Rail (BR) og de franske jernbaner (SNCF) - er gaaet i den modsatte retning.

(6) Under proceduren har repraesentanter for UIC oplyst, at antallet af internationale togrejser ligger paa ca. 130 mio. om aaret, hvilket med en gennemsnitspris paa 50 ECU pr. rejse svarer til en samlet aarlig omsaetning paa ca. 6,5 mia. ECU.

C. Vederlaget til billetudstederne

(7) Naar rejsebureauerne saelger en togbillet, praesterer de en tjenesteydelse, for hvilken de har krav paa et vederlag.

(8) Dette vederlag erlaegges i form af en provision, der beregnes i forhold til den samlede billetpris. Naar et rejsebureau saelger billet til en international transport, som udfoeres af to jernbaner, modtager det provision fra dem begge i forhold til den del af indtaegten, der tilfalder hver isaer.

(9) Det samme gaelder ved en jernbanes direkte salg af en international billet til en transport, den udfoerer sammen med en anden jernbane - den faar ogsaa udbetalt provision af den anden jernbane, paa hvis vegne den haar solgt billetten.

Den jernbane, der selv saelger billetten, sparer derimod den provision, den skulle have betalt til et rejsebureau, hvis billetten i stedet blev solgt via et bureau.

D. Den Internationale Jernbaneunion (UIC)

(10) UIC er en verdensomspaendende jernbaneorganisation. UIC har ifoelge artikel 1 i vedtaegterne til formaal:

a) »at gennemfoere eller lade gennemfoere enhver form for forskning og undersoegelser med henblik paa international koordinering og forbedring af jernbanedriften

b) paa de i vedtaegterne naermere fastsatte betingelser at repraesentere jernbanerne udadtil ved droeftelse af anliggender af faelles betydning for dem og varetage deres interesser

c) at varetage samarbejdet og koordineringen mellem de internationale organisationer, der har tilsluttet sig den i tillaeg 1 gengivne saeraftale. I disse vedtaegter benaevnes alle andre organisationer end UIC de »deltagende organisationer«.«

(11) UIC's vigtigste organer er:

a) generalforsamlingen, som bl.a. traeffer beslutning om vedtaegtsaendringer og om optagelse eller eksklusion af medlemmer, fastlaegger retningslinjer og traeffer de fornoedne afgoerelser i forbindelse med UIC's virksomhed efter forslag fra forretningsudvalget . . .

b) forretningsudvalget, som bestaar af repraesentanter for 26 jernbaner, og hvis formandskab varetages af en af disse jernbaner.

Forretningsudvalget har bl.a. til opgave:

- »at varetage den daglige ledelse af organisationen og traeffe almene beslutninger.

- at udpege de jernbaner, der skal varetage formandskabet for undersoegelsesudvalget, og udpege medlemmer af udvalg og komitéer

- at fastlaegge arbejdsprogrammet for undersoegelsesudvalgene, afgive instrukser om undersoegelsernes gennemfoerelse og traeffe alle fornoedne afgoerelser i lyset af de forslag og rapporter, disse udvalg fremlaegger«

c) generalsekretaeren, som udpeges af generalforsamlingen, aflaegger beretning om UIC's virksomhed for generalforsamlingen og forretningsudvalget, aflaegger regnskaber og forelaegger generalsekretariatets budgetforslag for forretningsudvalget, varetager public relations mv.

(12) UIC har tillige i henhold til vedtaegternes artikel 15 nedsat en raekke undersoegelsesudvalg:

1) Udvalg nedsat af forretningsudvalget inden for de vigtigste af jernbanernes aktivitetsomraader.

Disse udvalg kan nedsaette og lade sig bistaa af arbejdsorganer:

- arbejdsgrupper til undersoegelse af konkrete problemer, eller

- underudvalg til behandling af spoergsmaal af en vis vedvarende karakter.

2) Tekniske komitéer nedsat af forretningsudvalget, som sidestilles med ovennaevnte udvalg.

3) Kontorer og centre nedsat af generalforsamlingen til varetagelse af opgaver, som ikke kan loeses af udvalgene.

4) Staaende eller ikke staaende ad hoc-grupper nedsat af forretningsudvalget efter behov.

(13) Ifoelge vedtaegternes artikel 33 skal de i artikel 15 omhandlede ad hoc-grupper opstille deres arbejdsprogram efter instrukserne fra de ledende UIC-organer og forelaegge det for forretningsudvalget.

Forretningsorden og naermere regler for disse udvalg, komitéer og grupper er fastlagt i et saerligt reglement vedtaget af forretningsudvalget under betegnelsen »fiche C 1«.

(14) I artikel 1 i dette C 1-reglement hedder det:

»Artikel 1 - Gennemfoerelsen af undersoegelser, faellesprojekter og informationsudveksling overdrages inden for rammerne af de respektive kompetenceomraader til foelgende organer:

1) Otte udvalg for:

passagertrafik

godstrafik

finanser

drift

materiel og traekkraft

planlaegning og oekonomi

baneanlaeg

informatik.

2) Styringsudvalget for forskning og forsoeg.

3) Det centrale afregningskontor (Bruxelles).

4) Ad hoc-grupper, bl.a. den juridiske gruppe, dokumentationsgruppen og statistikgruppen nedsat i henhold til vedtaegternes artikel 15.«

(15) I henhold til C 1-reglementets artikel 6 har udvalgene beslutningsbefoejelser i de anliggender, der indgaar i deres arbejdsprogram.

(16) Udvalgene er sammensat af repraesentanter for de deltagende jernbaner, som stillingsmaessigt befinder sig umiddelbart under generaldirektoerniveauet.

(17) De konklusioner, udvalgene drager af deres undersoegelser, kan bl.a. tage form af cirkulaerer (fiches), hvorom det i C 1-reglementets artikel 12 hedder:

»Konklusioner af undersoegelser gennemfoert med henblik paa vedtagelse af en bindende beslutning, henstilling eller retningslinje skal foreligge i endelig affattelse, enten i form af et nyt cirkulaere eller en aendring til et eksisterende cirkulaere. Det skal klart fremgaa, om de bindende foranstaltninger, der foreskrives, skal anvendes af alle UIC-baner eller blot af nogle af dem.«

(18) Reglerne om de enkelte jernbaners stemmerettigheder i disse udvalg fastsaettes i vedtaegternes artikel 47, hvori det hedder, at »jernbanerne har hver isaer én stemme med tillaeg af en femtedel af det antal stemmer, de tillaegges efter bestemmelserne i artikel 43, med afrunding til én decimal.«

Intet organ kan dog traeffe bindende beslutning, medmindre mindst to tredjedele af dets medlemmer er repraesenteret og mindst halvdelen er til stede og deltager i afstemningen.

(*) Udtrykket anvendt i betydningen »jernbanevirksomhed«.

(19) Tillaeg 2 til C1-reglementet fastsaetter de naermere regler for udsendelse af referater af moederne i udvalgene og arbejdsgrupperne.

Det er altid generalsekretariatet, der udsender moedereferater til UIC-medlemmerne.

E. Vilkaar for autorisation af rejsebureauer

(20) UIC's udvalg for passagertrafik udarbejdede i 1952 et UIC-cirkulaere for aftaler med rejsebureauer - cirkulaere 130, som siden er blevet ajourfoert adskillige gange. Den pr. 1. juli 1979 gaeldende udgave af dette cirkulaere betegnes som 14. udgave, men er siden da og indtil 1990 blevet aendret mindst elleve gange.

(21) Cirkulaere 130 fastlaegger generelle regler for forholdet mellem jernbanerne og rejsebureauerne og indeholder desuden en standardoverenskomst med rejsebureauer samt en tabel over de provisioner, rejsebureauerne skal have udbetalt for ydelser i forbindelse med den internationale trafik. De vigtigste bestemmelser i cirkulaeret kan sammenfattes saaledes:

(22) Vilkaar for autorisation

I henhold til artikel 1a i cirkulaere 130 er det den vigtigste jernbane i det land, hvor rejsebureauet er beliggende, der meddeler autorisation. Autorisation til salg af gennemgaaende billetter eller lokale billetter til en anden jernbane gives med dennes samtykke. Der kan dog fastsaettes undtagelser fra denne regel, bl.a. i gensidige aftaler indgaaet mellem de forskellige jernbaner.

Ifoelge oplysningerne fra de implicerede virksomheder foelges denne bestemmelse i meget vid udstraekning, og det er kun i ekstraordinaere tilfaelde, at en jernbane meddeler autorisation til rejsebureauer uden for sig eget land, og da normalt kun til salg af ganske saerlige ydelser.

Dette gaelder bl.a. SNCF, som har godkendt et britisk rejsebureau til salg af saerlige billetter til biltog med liggevogne.

Desuden har DSB godkendt enkelte rejsebureauer i Island, USA, Australien og Singapore.

Endelig har de italienske jernbaner, Ferrovie dello Stato, godkendt rejsebureauer uden for Italien, men der er udelukkende tale om rejsebureauer tilhoerende deres datterselskab, CIT.

(23) Brug af standardoverenskomster

Herom fastsaettes det i artikel 1.3 i cirkulaere 130:

»Det henstilles til jernbanerne, at de i de aftaler, der indgaas med rejsebureauerne foelger standardoverenskomsten i tillaeg 1 til dette cirkulaere.«

Ifoelge oplysninger fra jernbanerne foelges ogsaa denne bestemmelse i meget vid udstraekning af jernbaneselskaberne, som i deres egne aftaler enten gengiver standardoverenskomsten i dens fulde ordlyd eller dens vigtigste bestemmelser.

(24) Vilkaar for ydelse af provisioner til rejsebureauerne

Disse vilkaar fastsaettes i artikel 3 i cirkulaere 130:

artikel 3.1: »Det henstilles til hver jernbane at yde rejsebureauerne samme provision paa lokale billetter og paa sin andel af gennemgaaende billetter. Hvis jernbaner, der overlader det til rejsebureauerne at trykke billetterne, oensker at anvende forskellige provisionssatser paa de to typer billetter for derved at yde rejsebureauerne vederlag for trykningen af billetterne, boer forskellen vaere saa lille som muligt.«

artikel 3.2: »Jernbanerne skal yde rejsebureauerne provision paa deres andel af de gennemgaaende og lokale billetter, som rejsebureauerne koeber paa stationer og paa de officielle salgskontorer tilhoerende den jernbane, der har meddelt autorisationen, naar aftalen mellem de paagaeldende rejsebureauer og denne jernbane ikke giver rejsebureauerne mulighed for selv at udstede billetterne.

Det henstilles til jernbanerne at yde lavere provision paa saadanne billetter end den, der ydes for billetter udstedt af rejsebureauet selv, dog ikke i de lande, hvor rejsebureauer aldrig faar overdraget at udstede visse typer billetter, og hvor der ydes den normale provisionssats for disse billetter.«

Hele artikel 3 betegnes som »vigtige bestemmelser«. Bestemmelserne i artikel 3.2 betegnes specifikt som vaerende bindende for jernbanerne.

(25) Af de oplysninger, der er fremkommet fra jernbanerne under sagsbehandlingen, fremgaar, at disse bestemmelser om vilkaarene for ydelse af provisioner i meget vid udstraekning anvendes af jernbanerne.

Med hensyn til provisionssatsen for lokale billetter og gennemgaaende billetter har de seks adspurgte jernbaner oplyst, at de benyttede samme sats.

Det kan desuden fastslaas, at de tolv jernbaner i EF faktisk yder lavere provision for billetter koebt af rejsebureauerne end for de billetter, rejsebureauerne selv udsteder. Kun SNCB yder samme provision i begge tilfaelde.

(26) Fastsaettelse af provisionssatser

For de billetter, der udstedes af rejsebureauerne, blev der indtil 31. december 1989 anvendt foelgende provisionssatser:

- ti jernbaner ydede 9 %

- en jernbane ydede 8,5 %

- en jernbane ydede 8 %.

Der blev anvendt samme satser for billetter udstedt af andre jernbaner.

(27) Med hensyn til fastsaettelsen af disse provisionssatser maa det understreges, at formanden for UIC's distributionskomité ved brev af 6. marts 1990 over for EF-Kommissionen har anfoert, at »distributionskomitéen havde foreslaaet og opnaaet, at provisionen til rejsebureauerne fra 1. januar 1990 blev forhoejet til 10 %. Undtagelse: de italienske jernbaner benytter fortsat den hidtidige sats paa 9 %, de tunesiske jernbaner og Compagnie Transmediterranea yder 8 %.«

Formanden for UIC's distributionskomité oplyste desuden, at »i afventning af, at cirkulaere 130 bliver genoptrykt, har jernbanerne (*) faaet tilsendt en skrivelse, hvoraf kopi medfoelger.«

(28) Ovennaevnte skrivelse blev af formanden for UIC's distributionskomité udsendt til jernbanerne den 24. januar 1990.

I denne skrivelse hedder det bl.a.: »Efter beslutning truffet af UIC's passagerudvalg den 25. april 1989 og den 26. oktober 1989 fremsendes vedlagt ny, rettet udgave af UIC-cirkulaere 130 . . . vedlagte tekst skal betragtes som en foreloebig aendring af cirkulaere 130, indtil UIC har faaet det genoptrykt.«

(29) I ovennaevnte aendrede udgave af cirkulaere 130 anfoeres med hensyn til provisioner:

»Satserne for de provisioner, der ydes til rejsebureauer med autorisation fra en udenlandsk jernbane for deres ydelser eller til udenlandske jernbaner for ydelser paa deres stationer, er anfoert i bilag 4. Disse provisionssatser gaelder for alle ydelser i forbindelse med international trafik, som er omfattet af den faelles passagertarif (TCV) og tillaeggene hertil, samt alle ydelser underlagt direktiver eller aftaler, der sidestilles med disse tillaeg til tariffen, for saa vidt andet ikke fastsaettes i disse tariffer.

Med hensyn til reservationsydelser, der beregnes elektronisk i henhold til cirkulaere 301.2, anvendes den enhedsprovision, som den paagaeldende jernbane yder andre jernbaner. Provision til andre jernbaner og til rejsebureauer autoriseret af en udenlandsk jernbane ydes i princippet efter en ensartet sats paa 10 %. De jernbaner, som yder provisioner paa under 10 %, modtager fra de oevrige jernbaner kun provision efter den sats, som de beregner over for andre jernbaner (gensidighedsaftale). Jernbanerne kan paa bilateralt eller multilateralt grundlag aftale at yde hinanden provision efter satser, der overstiger de i bilag 4 fastsatte. Den jernbane, der har meddelt et rejsebureau autorisation til salg af transportydelser, afregner selv over for rejsebureauet den fulde provision, som tilfalder bureauet for salg af de paagaeldende ydelser. Det samme gaelder ydelser, som rejsebureauerne kan koebe paa jernbanernes salgskontorer, idet den reducerede provision, der ydes i disse tilfaelde, indgaar i den provision, de oevrige jernbaner yder den jernbane, der har meddelt autorisationen, ved salg fra dens stationer.«

(30) I ovennaevnte bilag 4 angives for hver jernbane den provisionssats, der anvendes over for rejsebureauer med autorisation fra en udenlandsk jernbane og over for de andre jernbaner.

Alle de europaeiske jernbaner yder 10 %, dog ikke de italienske jernbaner, som yder 6 % for billetter udstedt paa stationer og 9 % for billetter udstedt af rejsebureauer.

For samtlige jernbaner gaelder, at provisionssatsen anvendes under forbehold af, at de oevrige jernbaner anvender samme satser over for dem.

(31) De oplysninger, jernbanerne har givet Kommissionen, bekraefter, at de faktisk yder provision paa 10 %, med undtagelse af de italienske jernbaner.

(32) Pligt til at udstede og saelge billetter til de i tarifferne angivne officielle priser

I artikel 4 i UIC's standardoverenskomst med rejsebureauerne hedder det med hensyn til bureauets forpligtelser bl.a.:

»Rejsebureauet skal udstede og saelge billetterne til de officielle priser, der er angivet i tarifferne, og maa ikke opkraeve gebyr for udstedelse af billetter.«

(33) Tilsvarende bestemmelser indgaar i jernbanernes aftaler med rejsebureauerne.

I den kontrakt, der benyttes af British Railway Board, fastsaettes det saaledes i artikel 2(II): »agenten maa kun saelge billetter til de af British Railway Board fastsatte priser, og alle billetter skal dateres ved salget.«

(34) SNCB's kontrakt fastsaetter i artikel 4.5, at »rejsebureauet skal saelge de billetter, det har faaet overdraget at saelge, i overensstemmelse med de af SNCB angivne forskrifter og til de angivne priser.«

(35) I SNCF's kontrakt fastsaetter det i artikel 5, at »billetterne skal saelges til de af jernbanerne fastsatte priser«, og i tillaegget med almindelige vilkaar hedder det i punkt 5, at »billetterne skal saelges til de af SNCF fastsatte priser. Paa de fakturaer, der udstedes i forbindelse hermed, skal det beloeb, der er opkraevet paa SNCF's vegne, klart angives.«

(36) Nogle jernbaner har derudover indfoejet en raekke supplerende bestemmelser om provisioner til rejsebureauerne.

(37) I de britiske jernbaners kontrakt hedder det saaledes i artikel 3, at »agenten skal selv beholde hele provisionen fra British Rail og maa ikke afstaa nogen del heraf til nogen ved at yde rabatter eller paa anden vis.«

(38) Tilsvarende har de graeske jernbaner i brev til Kommissionen af 3. april 1990 anfoert, at »for ikke at skabe problemer med illoyal konkurrence over for jernbanerne maa de af de graeske jernbaner autoriserede rejsebureauer ikke afstaa nogen del af deres provision til deres kunder.«

(39) Endelig anfoerer DSB i brev af 30. maj 1990 til Kommissionen herom, at rejsebureauerne har ret til at afstaa en del af deres provision, men kun til deres eventuelle underagenter.

(40) Forbud mod at favorisere konkurrerende transportformer

De rejsebureauer, der har faaet autorisation til at udstede togbilletter, har normalt ogsaa adgang til at saelge billetter til andre transportformer, f.eks. med fly, bus eller skib.

(41) Herom hedder det i artikel 4 i UIC's standardoverenskomst, at »rejsebureauet i sine reklamer, tilbud og kunderaadgivning ikke maa favorisere konkurrerende transportformer i forhold til jernbanetransport og de i stk. 1 omhandlede transportformer« (stk. 1 omhandler de andre transportformer, som jernbanerne driver enten alene eller sammen med andre).

II. RETLIG VURDERING

A. Konkurrencereglerne

(42) UIC's repraesentanter har gjort gaeldende, at konkurrencereglerne ikke finder anvendelse i denne sag, hovedsagelig af foelgende tre grunde:

- de autoriserede rejsebureauer baerer ingen risiko for opfyldelsen af transportaftalen

- som udbydere af internationale transportydelser er jernbanerne ikke konkurrenter, men derimod samarbejdspartnere

- rejsebureauernes rolle bestaar alene i at forhandle og indgaa aftaler paa jernbanernes vegne, og de maa ikke genafstaa nogen del af deres provision.

(43) Spoergsmaalet, om konkurrencereglerne finder anvendelse i forholdet mellem rejsebureauer og deres kommittenter, blev ogsaa rejst i VVR/Sociale Dienst-sagen (3).

Den belgiske regering havde gjort gaeldende, at EOEF-Traktatens artikel 85, stk. 1, ikke fandt anvendelse, idet forholdet mellem rejsebureauer og rejsearrangoerer var et mandat/mandater-forhold, og at rejsebureauer derfor maatte betragtes som et hjaelpeorgan for rejsearrangoeren.

(44) Heroverfor udtalte EF-Domstolen:

»En rejseagent af den type, som den nationale ret omtaler, maa tvaertimod anses som en uafhaengig mellemmand, der udoever en selvstaendig virksomhed med salg af tjenesteydelser. Paa sin side saelger agenten nemlig rejser arrangeret af et meget stort antal rejsearrangoerer, mens rejsearrangoeren paa sin side saelger sine rejser til et stort antal agenter. En saadan rejseagent kan ikke, som den belgiske regering vil antage, betegnes som et hjaelpeorgan, der er integreret i denne eller hin rejsearrangoers virksomhed.«

(45) Dette raesonnement gaelder ogsaa i den foreliggende sag, hvor rejsebureauerne for det foerste saelger transportydelser saavel som andre rejseydelser som f.eks. hotelophold, adgangsbilletter til diverse forestillinger og arrangementer osv., som leveres af et stort antal transportoerer, rejsearrangoerer og andre tjenesteydere, og hvor hver transportoer - det vil her sige hvert jernbaneselskab - for det andet saelger sine ydelser via et meget stort antal distributoerer, hvad enten disse er agenter aller andre jernbaner.

(46) I den foreliggende sag kan rejsebureauerne saaledes ikke betragtes som hjaelpeorganer, der er integreret i jernbanernes virksomhed. EOEF-Traktatens artikel 85 finder foelgelig anvendelse paa det forhold, der bestaar mellem rejsebureauerne og jernbanerne.

B. Forordning nr. 17

(47) Kommissionen sendte den 10. oktober 1991 UIC en meddelelse af klagepunkter i overensstemmelse med procedurereglerne i forordning nr. 17.

(48) I sit skriftlige og mundtlige svar paa Kommissionens klagepunkter har UIC anfaegtet anvendelsen af forordning nr. 17. Ifoelge UIC er rejsebureauerne i denne sag at betragte som hjaelpeorganer paa transportomraadet, og hvad angaar procedureregler skulle det derfor vaere Raadets forordning (EOEF) nr. 1017/68 af 19. juli 1968 om anvendelse af konkurrenceregler for transport med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandveje (4), aendret ved akten vedroerende Graekenlands tiltraedelse, der fandt anvendelse.

(49) I artikel 1 i Raadets forordning (EOEF) 1017/68 hedder det:

»For saa vidt angaar transport med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandveje finder bestemmelserne i denne forordning anvendelse paa aftaler, vedtagelser og samordnet praksis, som har til formaal eller foelge at fastsaette befordringspriser og -vilkaar, begraensning af eller kontrol med udbuddet af transportydelser, opdeling af transportmarkederne, anvendelse af tekniske forbedringer eller teknisk samarbejde, faelles finansiering eller erhvervelse af transportmateriel eller -tilbehoer, som er umiddelbart forbundet med transportydelse, for saa vidt som dette er noedvendigt for den faelles drift af en sammenslutning af virksomheder inden for landevejs- og vandvejstrafikken saaledes som defineret i artikel 4, samt paa misbrug af en dominerende stilling paa transportmarkedet. Disse bestemmelser gaelder ogsaa virksomhed udoevet af stoetteerhvervene paa transportomraadet, naar denne virksomhed har det ovenfor anfoerte formaal eller de ovenfor anfoerte virkninger.«

(50) Af foelgende tre grunde kan UIC's argumenter dog ikke tages til foelge:

(51) Det maa allerfoerst bemaerkes, at Raadets forordning nr. 141 af 26. november 1962 om ikke-anvendelse af Raadets forordning nr. 17 paa transportsektoren (5), senest aendret ved forordning 1002/67/EOEF (6), har til formaal at tilgodese de saerlige forhold, der goer sig gaeldende for transportsektoren.

(52) I tredje betragtning til forordning nr. 141 hedder det herom: »transportspoergsmaalets saerlige karakter berettiger kun ikke-anvendelsen af forordning nr. 17 paa aftaler, vedtagelser og samordnet praksis, som direkte vedroerer transportydelser.«

(53) Den UIC-vedtagelse, der er genstand for denne procedure, drejer sig imidlertid om vilkaarene for autorisation af billetudstedende rejsebureauer og for deres salg af togbilletter. Det er klart, at denne aktivitet ikke »direkte« vedroerer transportydelser.

(54) I sin dom i ovennaevnte sag 311/85, der drejede sig om vilkaarene for rejseagenters salg af pakkerejser, statuerede EF-Domstolen, at »en rejseagent af den type, som den nationale ret omtaler, tvaertimod maa betragtes som en uafhaengig mellemmand, der udoever en selvstaendig virksomhed med salg af tjenesteydelser«.

Denne selvstaendige virksomhed har saaledes intet at goere med selve transportydelsen, som udelukkende praesteres af agentens kommittent.

(55) Ogsaa i Raadets direktiv 82/470 af 29. juni 1982 om foranstaltninger til fremme af den faktiske udoevelse af etableringsfriheden og den fri udveksling af tjenesteydelser ved selvstaendig virksomhed inden for visse hjaelpeerhverv i forbindelse med transport og rejsebureauvirksomhed og inden for pakhus- og oplagringsvirksomhed (7) skelnes der helt klart mellem hjaelpefunktioner ved praestering af transportydelser og hjaelpefunktioner som rejseagent.

(56) I henhold til direktivets artikel 2 bestaar transporthjaelpefunktionen bl.a. i at »optraede som mellemled mellem fragtfoererne inden for de forskellige transportformer og afsendere eller modtagere af gods samt at traeffe forskellige hermed forbundne dispositioner«.

(57) I henhold til direktivets artikel 3 omfatter denne transporthjaelpefunktion bl.a. »commissionnaires de transport« og »courtiers de fret« i Belgien, Frankrig og Luxembourg, »Spediteuren« i Tyskland og »freight forwarders« i Det Forenede Kongerige.

(58) Betegnelsen »agent de voyage«, der er identisk i Belgien, Frankrig og Luxembourg, daekker over samme begreb som »travel agent« i Irland og Det Forenede Kongerige samt »Reisebuerounternehmer« i Tyskland.

(59) Det maa saaledes konkluderes, at rejseagentvirksomhed og transporthjaelpevirksomhed ikke er det samme, og at rejseagentvirksomhed er en uafhaengig tjenesteydelsesvirksomhed, der falder ind under forordning nr. 17.

C. Sammenslutning af virksomheder

(60) Jernbanerne i EF er offentlige virksomheder, der har faaet til opgave at levere og saelge passager- og godstransportydelser. Paa de forskellige transportmarkeder, de opererer paa, konkurrerer de med andre offentlige eller private virksomheder.

De er saaledes at betragte som virksomheder efter EOEF-Traktatens artikel 85.

(61) Disse virksomheder har sammen oprettet Den Internationale Jernbaneunion (UIC), som er en sammenslutning stiftet som juridisk person med henblik paa samarbejde mellem jernbanerne paa det tekniske og kommercielle omraade.

UIC er foelgelig en virksomhedssammenslutning efter EOEF-Traktatens artikel 85.

E. Vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder

(62) Under proceduren har UIC gjort gaeldende, at UIC-cirkulaere 130 blot er en henstilling, som ikke forhindrer jernbanerne i at meddele autorisation til rejsebureauer uden for deres territorium. Ifoelge UIC kan en saadan henstilling ikke betragtes som en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder efter EOEF-Traktatens artikel 85.

(63) Hertil maa bemaerkes, at bestemmelserne i UIC-cirkulaere 130 blev fastsat af UIC's arbejdsorganer og vedtaget af organisationens passagerudvalg, inden det blev udsendt til medlemsjernbanerne.

(64) Med hensyn til den provisionssats, der benyttes over for rejsebureauerne, har formanden for UIC's distributionskomité udtalt, at »distributionskomitéen har foreslaaet og opnaaet, at provisionssatsen forhoejes til 10 % fra 1. januar 1990 . . .«.

Denne aendring blev meddelt UIC's medlemmer ved skrivelse af 24. januar 1990 fra formanden for UIC's distributionskomité.

(65) UIC-cirkulaeret indeholder forskrifter i bindende vendinger. Dette gaelder bl.a. § 1.1, der fastsaetter, at »autorisation af rejsebureauer meddeles af den vigtigste jernbane i det land, hvor bureauet er beliggende.«

(66) Stoerstedelen af bestemmelserne i dette cirkulaere fremstaar dog ikke som vaerende bindende for jernbanerne.

(67) Imidlertid har EF-Domstolen i sin dom i IAZ/Kommissionen (8) statueret, at »selv om en henstilling fra en sammenslutning af virksomheder ikke maatte vaere bindende, falder den ikke uden for anvendelsesomraadet for artikel 85, stk. 1, naar det forhold, at de virksomheder, henstillingen er rettet til, tilslutter sig den, har afgoerende indvirkning paa konkurrencen paa det relevante marked.«

(68) Ifoelge oplysningerne fra jernbanerne om deres vilkaar for autorisation af rejsebureauer har jernbanerne i meget vid udstraekning accepteret og fulgt bestemmelserne i cirkulaere 130.

Med hensyn til provisionssatser kan det saaledes konstateres, at de italienske jernbaner er de eneste i Faellesskabet, der yder provision efter en anden sats.

(69) Det maa saaledes konkluderes, at UIC-cirkulaere 130 noeje afspejler UIC's vilje til at samordne medlemmernes adfaerd i overensstemmelse med organisationens vedtaegter, og at det i henhold til EF-Domstolens retspraksis (9) maa betragtes som en vedtagelse inden for en virksomhedssammenslutning efter EOEF-Traktatens artikel 85.

E. Konkurrencebegraensninger

(70) De enkelte jernbaneselskabers fulde kontrol med autorisationen af rejsebureauer i deres land

I henhold til de af UIC fastsatte vilkaar for meddelelse af autorisation kan et rejsebureau udelukkende opnaa autorisation fra jernbanerne i det land, hvori det er beliggende.

Inden for transportvirksomhed er udstedelse af togbilletter imidlertid en separat tjenesteydelse, der udfoeres mod vederlag af jernbanerne selv og af rejsebureauerne.

Den provision, en jernbane udbetaler for salg af en togbillet, er den samme, uanset om billeten saelges af et bureau eller af en anden jernbane, der i saa fald optraeder som billetudsteder.

Der bestaar foelgelig konkurrence saavel mellem bureauerne indbyrdes som mellem dem og jernbanerne om udstedelse af billetter.

(71) Brugerne opnaar fordele ved, at der findes rejsebureauer med ret til at saelge togbilletter.

Det store antal billetsalgssteder giver nemlig brugerne let adgang til at koebe togbilletter.

Desuden kan rejsebureauerne ogsaa yde andre serviceydelser, bl.a. booking af hoteller, hvilket giver brugerne mulighed for en samlet organisering af deres rejser.

Endelig vil brugerne maaske ogsaa kunne opnaa oekonomiske fordele af, at billetterne kan udstedes af disse rejsebureauer.

(72) Den regel, der er fastsat i UIC om, at autorisation kun kan meddeles af jembaneselskabet i det land, hvori bureauet er beliggende, foerer imidlertid til en begraensning af antallet af autoriserede bureauer og dermed ogsaa til en begraensning af konkurrencen mellem billetafsaetningskanalerne, hvilket er til skade for forbrugerne.

(73) Under proceduren har repraesentanter for UIC udtalt, at det med den maade, hvorpaa den internationale jernbanetransport for oejeblikket fungerer, er noedvendigt for hver enkelt nationale jernbane at have den fulde kontrol med autorisationen af billetudstedende bureauer.

Hver enkelt jernbane har ansvaret for de bureauer, som det har meddelt autorisation til paa sit territorium, baade med hensyn til regnskaber, uddannelse af agenterne og det overordnede tilsyn med bureauerne.

Det system, UIC har indfoert, haevdes saaledes at gaa ud paa, at de enkelte jernbaner giver hinanden en generel og gensidig fuldmagt som en noedvendig forudsaetning for, at det paagaeldende marked kan fungere.

(74) Dette argument kan ikke godtages. Repraesentanterne for UIC har nemlig selv under sagsbehandlingen erkendt, at nogle jernbaner allerede direkte har autoriseret et - ganske vist begraenset - antal bureauer uden for deres eget land. At hver jernbane har kontrollen med autorisationen af billetudstedende bureauer i sit eget land kan derfor ikke betragtes som noedvendigt for, at de paagaeldende virksomheder kan komme ind paa det paagaeldende marked.

(75) Det maa derfor konkluderes, at bestemmelsen i cirkulaere 130 om de nationale jernbaners kontrol med autorisationen af rejsebureauer i deres land har til formaal og til foelge at begraense konkurrencen paa markedet for salg af togbilletter.

(76) Vilkaarene for ydelse af provision

I artikel 3 i cirkulaere 130 henstilles det til hver jernbane:

- at yde samme provision for salg af lokale billetter og for dens andel af gennemgaaende billetter

- at yde lavere provision for billetter koebt af rejsebureauerne paa stationer end for billetter, som rejsebureauerne selv har udstedt.

Naar rejsebureauerne koeber billetterne paa banegaarde, skal jernbanerne desuden kun yde provision, hvis kontrakten ikke giver bureauerne mulighed for selv at udstede billetterne.

(77) Under proceduren er det kommet frem, at disse bestemmelser i vid udstraekning foelges af jernbanerne.

(78) Uden disse bestemmelser ville rejsebureauerne hver isaer have kunnet forhandle med hver jernbane om vilkaarene for ydelse af provision, og de kunne maaske have opnaaet mere favorable vilkaar.

(79) Selv i mangel af individuelle forhandlinger mellem jernbanerne og de enkelte rejsebureauer kunne de enkelte jernbaners provisionsvilkaar have vaeret mere favorable for bureauerne, hvis de ensartede UIC-vilkaar ikke havde fandtes.

(80) I begge tilfaelde ville mange bureauer i kraft af de mere favorable vilkaar, de kunne have opnaaet, komme til at staa staerkere i deres konkurrence med andre bureauer, og de ville ogsaa kunne staa staerkere over for jernbanerne som billetudstedere. Og rejsebureauerne ville i saa fald kunne lade forbrugerne faa del i disse fordele.

(81) Ovennaevnte bestemmelser i cirkulaere 130, der tager sigte paa at uniformere vilkaarene for ydelse af provision, har derfor til formaal og til foelge at begraense konkurrencen mellem billetudstedere.

(82) Fastsaettelsen af en ensartet provisionssats

Det kan fastslaas, at aendringen af provisionssatsen over for rejsebureauerne pr. 1. januar 1990 fandt sted efter en beslutning truffet i UIC i 1989.

Siden da har alle jernbaner i EF benyttet samme provisionssats paa 10 % med undtagelse af de italienske jernbaner, der yder 9 %.

(83) Fastsaettelsen af en ensartet provisionssats for vederlaget til rejsebureauerne afskaerer rejsebureauerne fra at forhandle sig frem til en maaske mere favorabel sats og derigennem opnaa en fordel i forhold til andre bureauer og i forhold til det nationale jernbaneselskab.

Et rejsebureau, som faar stoerre provision, vil maaske vaere i stand til at tilbyde flere ydelser eller bedre servicekvalitet og dermed komme til at staa staerkere i konkurrencen med de andre billetudstedere til fordel for forbrugerne.

(84) Fastsaettelsen af en ensartet provisionssats inden for UIC har derfor til formaal og til foelge af begraense konkurrencen paa markedet for salg af togbilletter maerkbart.

(85) Under proceduren har UIC fremhaevet, at konventionen om internationale jernbanebefordringer (COTIF) af 9. maj 1980 ikke giver rejsebureauerne mulighed for at lade deres kunder faa del i bureauernes provisioner, og at fastsaettelsen af en ensartet provision derfor ikke er konkurrencebegraensende.

(86) Denne konvention, der er indgaaet mellem en raekke stater, heriblandt ogsaa de tolv medlemsstater, tager sigte paa at indfoere et ensartet retssystem for passager-, bagage- og godstransport inden for den direkte internationale trafik ad jernbanelinjer mellem de lande, der er med i konventionen, og at fremme gennemfoerelsen og udbygningen af dette system.

Til konventionen er knyttet to bilag, der udgoer en integrerende del af konventionen, og hvor der i bilag A fastsaettes »faelles regler for kontrakten om international befordring af passagerer og bagage med jernbane« (CIV).

(87) I artikel 5 i CIV-reglerne hedder det:

Ȥ 1 De internationale tariffer skal indeholde alle de for befordringen gaeldende saerlige betingelser, saerligt de for beregning af befordringspriser og gebyrer noedvendige angivelser og i givet fald betingelserne for omregning af valuta.

De internationale tarifbetingelser maa kun afvige fra de faelles regler, naar disse udtrykkeligt tillader det.

§ 2 De internationale tariffer skal anvendes over for alle paa de samme betingelser.«

(88) I den foreliggende sag har UIC under henvisning til bestemmelserne i artikel 5, § 2, i CIV gjort gaeldende, at rejsebureauerne ikke maa lade brugerne faa del i deres provisioner.

(89) Denne fortolkning kan ikke godtages. For CIV-reglernes artikel 5 gaelder udelukkende for tarifferne for transportydelser.

Den provision, rejsebureauet faar udbetalt, er et vederlag for den tjenesteydelse, det praesterer, naar det saelger en togbillet. Provisionen indgaar saaledes ikke i tariffen for salg af den transportydelse, jernbanerne praesterer, og falder ikke ind under artikel 5 i CIV.

(90) Det maa under alle omstaendigheder bemaerkes, at CIV-reglerne selv indeholder en bekraeftelse af, at EOEF-Traktatens konkurrenceregler finder anvendelse i den foreliggende sag, idet det i artikel 62 i CIV hedder, at »bestemmelserne i de faelles regler gaar ikke forud for deres gensidige trafik ved anvendelse af saerlige traktater, som f.eks. Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske Kul- og Staalfaellesskab og Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab.«

(91) Rejsebureauernes pligt til at saelge billetterne til de af jernbanerne angivne priser

I henhold til artikel 4 i UIC's standardoverenskomst med rejsebureauer skal »rejsebureauerne udstede og saelge billetterne til de i tarifferne angivne officielle priser«. Jernbanerne har dermed begraenset deres mulighed for at lade kunderne faa del i deres provisioner.

(92) En saadan horisontal vedtagelse kan ikke undgaa at begraense de enkelte jernbaners frihed til at forhandle aftalevilkaar med rejsebureauerne og kan dermed begraense de paagaeldende virksomheder i deres konkurrencemaessige adfaerd.

(93) I modsaetning til, hvad UIC har fremfoert under sagsbehandlingen, kan bestemmelserne i COTIF af de allerede i betragtning 89 og 90 anfoerte grunde ikke tjene til at retfaerdiggoere en adfaerd, der er i strid med artikel 85, stk. 1.

(94) Forbuddet mod, at rejsebureauerne i deres reklamer eller kunderaadgivning favoriserer konkurrerende transportformer

Rejsebureauerne saelger normalt rejsehjemmel til flere forskellige transportformer, der konkurrerer indbyrdes.

Til tilbagelaeggelse af en given straekning vil en anden transportform, der er konkurrent til jernbanerne, kunne vaere et kvalitets- eller prismaessigt bedre tilbud.

Men ifoelge denne praksis er rejsebureauerne afskaaret fra at anbefale brugerne at benytte denne mere fordelagtige transportform.

(95) En saadan bestemmelse har derfor til formaal og til foelge at begraense konkurrencen mellem de forskellige transportformer.

(96) Under sagsbehandlingen har UIC fremfoert, at denne klausul blev indfoejet i UIC-cirkulaeret i 50'erne, og at der ikke laengere goeres brug af den.

(97) Hertil maa dog bemaerkes, at UIC-cirkulaeret siden 1952 er blevet aendret 35 gange, uden at denne bestemmelse er blevet slettet.

(98) Desuden er det ifoelge EF-Domstolens retspraksis (10) ved anvendelsen af Traktatens artikel 85, stk. 1, unoedvendigt at tage hensyn til de konkrete virkninger af en aftale eller beslutning truffet af den sammenslutning, naar aftalen, henholdsvis beslutningen har til formaal at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen.

(99) Det maa foelgelig konkluderes, at forbuddet mod, at rejsebureauerne i deres tilbud til eller raadgivning af deres kunder favoriserer konkurrerende transportformer, er i strid med bestemmelserne i Traktatens artikel 85, stk. 1.

F. Paavirkning af handelen mellem medlemsstater

(100) Ovennaevnte konkurrencebegraensende bestemmelser vil desuden kunne paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne paa flere maader. For det foerste kan rejsebureauer, der virker i én medlemsstat, saelge pakkerejser med transport ad jernbane arrangeret af rejsearrangoerer fra andre medlemsstater. For det andet kan de ogsaa saelge billetter til kunder med bopael i andre EF-lande. Og for det tredje foregaar de rejser, der her er tale om, i mange tilfaelde til andre EF-lande.

G. Artikel 85, stk. 3

(101) UIC har aldrig anmeldt cirkulaere 130 til Kommissionen med anmodning om anvendelse af bestemmelserne i artikel 85, stk. 3.

Der kan derfor ikke traeffes beslutning om fritagelse efter ovennaevnte bestemmelser.

(102) I sit svar paa Kommissionens klagepunkter har UIC ganske vist gjort gaeldende, at betingelserne for opnaaelse af fritagelse er opfyldt for foelgende tre klagepunkter:

- de enkelte jernbaners fulde kontrol med autorisationen af rejsebureauer i deres land

- fastlaeggelsen af vilkaarene for ydelse af provision

- fastsaettelsen af en ensartet provisionssats.

UIC stoetter sin begaering paa artikel 5 i forordning (EOEF) nr. 1017/68.

(103) Af de grunde, der er anfoert i betragtning 49 til 58, kan denne forordning imidlertid ikke tjene som hjemmel for en fritagelse. Der kan kun indroemmes fritagelse efter artikel 85, stk. 3, og kun hvis betingelserne herfor er opfyldt.

(104) For de ovennaevnte tre indsigelsers vedkommende er det imidlertid ikke godtgjort, at disse konkurrencebegraensninger bidrager til at forbedre fordelingen af billetter, og at brugerne faar en rimelig andel af fordelene.

Det kan tvaertimod konstateres, at denne praksis afskaerer brugerne fra at faa del i rejsebureauernes provision.

(105) Det er heller ikke godtgjort, at denne praksis er noedvendig for at naa det angivne maal, nemlig forbedring af fordelingen.

(106) Endelig maa konstateres, at denne praksis giver jernbanerne mulighed for at udelukke konkurrencen, bl.a. priskonkurrencen, mellem rejsebureauerne med hensyn til salg af togbilletter.

(107) Heller ikke selv om cirkulaere 130 var blevet anmeldt, kunne det derfor have opnaaet fritagelse efter artikel 85, stk. 3.

H. Artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17

(108) I henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 kan Kommissionen paalaegge virksomheder og sammenslutninger af virksomheder boeder paa mindst 1 000 og hoejst 1 000 000 ECU, idet sidstnaevnte beloeb dog kan forhoejes til 10 % af omsaetningen i det sidste regnskabsaar i hver af de virksomheder, som har medvirket ved overtraedelsen, saafremt de forsaetligt eller uagtsomt overtraeder bestemmelserne i Traktatens artikel 85, stk. 1. Ved fastsaettelsen af boedens stoerrelse skal der tages hensyn til baade overtraedelsens grovhed og dens varighed.

Kommissionen finder, at det i denne sag er berettiget at paalaegge UIC en boede.

(109) Med hensyn til boedens stoerrelse finder Kommissionen, at den her omhandlede overtraedelse er af grov karakter, idet den har til formaal og til foelge at udelukke konkurrencen mellem alle billetudstedere. Overtraedelsen har desuden vaeret langvarig, idet cirkulaeret blev udarbejdet helt tilbage i 1952.

(110) Under proceduren har UIC udtalt, at organisationen havde handlet i god tro i den antagelse, at det med hensyn til procedureregler var forordning (EOEF) nr. 1017/68, der fandt anvendelse, og at det derfor ikke var noedvendigt at anmelde organisationens vedtagelser for at opnaa fritagelse. UIC mente desuden, at betingelserne for en saadam fritagelse var opfyldt.

(111) Hertil maa bemaerkes, at EF-Domstolen allerede i 1987 (11) helt utvetydigt udtalte, at horisontale aftaler og horisontale vedtagelser inden for virksomhedssammenslutninger som den her omhandlede, der indebaerer et kollektivt forbud mod at give kunderne del i provisionen, er ulovlige. Siden 1987 har UIC saaledes ikke kunnet vaere uvidende om, at bestemmelserne i UIC-cirkulaeret var eller i hvert fald kunne vaere i strid med konkurrencereglerne.

Det fremgaar klart, at UIC i perioden mellem 1987 og tidspunktet for Kommissionens meddelelse af klagepunkter ikke har taget noget skridt til at bringe det anfaegtede cirkulaere 130 i overensstemmelse med faellesskabsretten.

(112) Der boer imidlertid ogsaa tages hensyn til, at UIC efter modtagelsen af Kommissionens meddelelse af klagepunkter har tilkendegivet at ville aendre det anfaegtede cirkulaere 130 for at bringe det i overensstemmelse med faellesskabsretten.

I. Artikel 3 i forordning nr. 17

(113) UIC har allerede tilkendegivet sin vilje til at bringe de anfaegtede tekster i overensstemmelse med faellesskabsrettens konkurrenceregler.

(114) I betragtning af overtraedelsernes alvorlige karakter finder Kommissionen det ikke desto mindre noedvendigt ved denne beslutning at paabyde UIC at bringe de konstaterede overtraedelser til ophoer -

VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Den Internationale Jernbaneunion, UIC, har overtraadt bestemmelserne i EOEF-Traktatens artikel 85, stk. 1, ved at have vedtaget og udsendt cirkulaere 130 om forholdet mellem jernbanerne og rejsebureauerne indeholdende bestemmelser om:

- de enkelte nationale jernbaners kontrol med autorisationen af rejsebureauer

- faelles fastlaeggelse af vilkaarene for ydelse af provision

- fastsaettelse af en ensartet provisionssats

- pligt for rejsebureauerne til at udstede og saelge billetter til de i tarifferne angivne officielle priser

- forbud mod, at rejsebureauerne i deres tilbud til eller raadgivning af kunderne favoriserer konkurrerende transportformer.

Artikel 2

UIC bringer senest tolv maaneder efter datoen for meddelelsen af naervaerende beslutning de fastslaaede overtraedelser til ophoer og underretter Kommissionen om enhver foranstaltning, den traeffer med henblik herpaa.

Artikel 3

For de i artikel 1 fastslaaede overtraedelser paalaegges UIC en boede paa en million (1 000 000) ECU.

Beloebet indbetales senest tre maaneder efter meddelelsen af naervaerende beslutning paa Kommissionens konto nr. 310-0933000-43 i Banque Bruxelles Lambert, Agence Européenne, Rond-Point Schumann 5, B-1040 Bruxelles.

Efter udloebet af denne frist paalaegges automatisk renter efter den sats, Den Europaeiske Fond for Monetaert Samarbejde anvender for sine ecu-transaktioner den foerste hverdag i den maaned, hvor naervaerende beslutning blev vedtaget, med tillaeg af tre og et halvt procentpoint, dvs. 13,75 %.

Sker betaling i den nationale valuta i det land, hvor den til betalingen udpegede bank er beliggende, anvendes den paa dagen forud for betalingen gaeldende valutakurs.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til:

Union Internationale des Chemins de Fer

14, rue Jean Rey

F-75015 Paris.

Denne beslutning kan tvangsfuldbyrdes, jf. EOEF-Traktatens artikel 192. Udfaerdiget i Bruxelles, den 25. november 1992. Paa Kommissionens vegne

Leon BRITTAN

Naestformand

(1) EFT nr. 13 af 21. 2. 1962, s. 204/62. (2) EFT nr. 127 af 20. 8. 1963, s. 2268/63. (3) Sag 311/85, dom af 1. oktober 1987, Sml. 1987, s. 3801. (4) EFT nr. L 175 af 23. 7. 1968, s. 1. (5) EFT nr. 124 af 28. 11. 1962, s. 2751/62. (6) EFT nr. L 306 af 16. 12. 1967, s. 1. (7) EFT nr. L 213 af 21. 7. 1982, s. 1. (8) Dom af 8. november 1983, forenede sager 96-102, 104, 105, 108 og 110/82, Sml. 1983, s. 3369. (9) Bl.a. ovennaevnte dom IAZ/Kommissionen og dom af 27. januar 1987 i sag 45/85, Verband der Sachversicherer/Kommissionen, Sml. 1987, s. 447. (10) Bl.a. dom af 30. januar 1985, sag 123/83, BNIC/Clair, Sml. 1985, s. 391. (11) Sag 311/85, op.cit.