31992D0321

KOMMISSIONENS BESLUTNING af 25. marts 1992 om den stoette, som Spanien har ydet Intelhorce, SA (tidligere Industrias Textiles de Guadalhorce, SA), nu benaevnt GTE General Textil España, SA, en statsejet producent af bomuldstekstiler (Kun den spanske udgave er autentisk) (92/321/EOEF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, saerlig artikel 93, stk. 2, foerste afsnit,

efter i overensstemmelse med ovennaevnte artikel at have givet de interesserede parter en frist til at fremsaette deres bemaerkninger, under henvisning til disse bemaerkninger, og

ud fra foelgende betragtninger:

I

Industrias Textiles de Guadalhorce, SA - nu benaevnt GTE General Textil España, SA - blev oprettet i 1957 af »Instituto Nacional de Industria (INI)«, et spansk statsejet holdingselskab. Selskabets aktiviteter bestaar i produktion og markedsfoering af bomuldsprodukter. Virksomheden ejer én fabrik, der ligger i en forstad 5 km fra byen Malaga (Andalusien). Dens produktionsaktiviteter er integreret vertikalt og omfatter spinding, vaevning, efterbehandling og konfektionering af bomuldsvarer. Selskabets hovedkontor ligger ved siden af fabrikken. Selskabet har ogsaa et salgskontor i Barcelona.

I 1965 besluttede de spanske myndigheder at indstille deres investeringer i selskabet paa grund af usaedvanlige politiske og oekonomiske omstaendigheder. Kombineret med daarlig industriel planlaegning medfoerte dette, at selskabet kom i alvorlig oekonomisk uligevaegt, som betoed, at det gav underskud indtil 1971. I 1972 udnyttede man den gunstige situation i bomuldstekstilsektoren til at privatisere selskabet. De nye ejere paabegyndte et omstruktureringsprogram med udskiftning af vaevemaskinerne og en foroegelse af arbejdsstyrken, som naaede op paa 3 277 ansatte. I 1972 og 1973 gav selskabet overskud. Fra 1974 satte forvaerringen i den generelle oekonomiske situation og isaer krisen i bomuldstekstilindustrien en stopper for bedringen i virksomhedens situation. Selskabets konkurrenceevne blev svaekket, og dets underskud blev stadig stoerre paa grund af en utilstraekkelig moderniseringspolitik. I 1975 skiftede Industrias Textiles de Guadalhorce navn til Intelhorce, SA

Paa det tidspunkt befandt Spanien sig midt i en vanskelig politisk overgangsfase, og sammen med den oekonomiske og sociale situation i omraadet og det store antal arbejdspladser i selskabet betoed dette, at staten i 1980 var noedsaget til endnu en gang at overtage kontrollen med selskabet gennem det statsejede holdingselskab »Patrimonio del Estado«. Den spanske regering ivaerksatte senere en omstruktureringsplan, der skulle goere selskabet levedygtigt. I 1980-1985 foretog selskabet saaledes store faste investeringer paa i alt 6 000 mio. pta.; arbejdsstyrken blev gradvist formindsket fra 2 785 ansatte i 1980 til 2 094 ved udgangen af 1985, og omsaetningen naaede i 1985 op paa et hoejdepunkt paa over 9 400 mio. pta. Paa trods af denne indsats var Intelhorce stadig tabsgivende. I samme periode ydede staten over 17 000 mio. pta. i kapitaltilfoersler til Intelhorce, som blev brugt til at finansiere ovennaevnte omstrukturering og rekonstruere selskabets kapital.

I 1985 havde Intelhorce en omsaetning paa 9 400 mio. pta. og sluttede med et underskud paa 1 300 mio. pta. Dets aarlige produktionskapacitet for de enkelte industrielle aktiviteter var paa 8 700 tons spundne produkter, 33 000 km vaevede produkter og 16 600 km efterbehandlede produkter. Den faktiske produktion var paa henholdsvis 7 327 tons, 27 176 km og 14 192 km.

II

Paa foranledning af en klage fremsendt ved skrivelse af 4. april 1989 bad Kommissionen de spanske myndigheder om at fremsende alle relevante oplysninger om de paastaaede kapitaltilfoersler, som staten havde foretaget for at daekke Intelhorce's driftstab efter Spaniens tiltraedelse af Faellesskabet.

Ved skrivelse af 18. august 1989 fremsendte de spanske myndigheder de foerste oplysninger. Da dette svar ikke var fyldestgoerende nok til, at Kommissionen kunne vurdere, om statens kapitaltilfoersler var forenelige med bestemmelserne i EOEF-Traktatens artikel 92 og 93, bad den om yderligere oplysninger ved skrivelse af 28. august 1989. En del af disse oplysninger blev fremsendt ved skrivelse af 15. november 1989.

Efter anmodning fra de spanske myndigheder blev der den 30. maj 1990 afholdt et moede mellem repraesentanter for de spanske myndigheder og Kommissionens generaldirektorat for konkurrence. Senere fremsendte de spanske myndigheder udfyldende oplysninger ved skrivelse af 31. maj 1990.

Ifoelge disse oplysninger havde staten efter Spaniens tiltraedelse af EF i januar 1986 stillet 7 820 mio. pta. til raadighed for Intelhorce gennem fem kapitalforoegelkser, som fuldt ud var tegnet af selskabets ejer, det statsejede holdingselskab »Patrimonio del Estado«. Datoerne for indbetaling af disse kapitalforoegelser og de hertil svarende vaerdier er:

(pta.)

Dato Beloeb 25. juni 1986 2 000 mio. 26. november 1986 1 975 mio. 30. oktober 1987 1 511 mio. 13. februar 1989 607 mio. 25. maj 1989 1 727 mio. I alt 7 820 mio.

Disse kapitaltilfoersler blev hovedsagelig brugt til at finansiere baade udskiftning af maskiner og udgifterne i forbindelse med nedskaering af arbejdsstyrken. Det skal i denne forbindelse bemaerkes, at Intelhorce i perioden fra 1986 til midten af 1989 brugte ca. 5 000 mio. pta. til investeringer og over 1 100 mio. pta. til udgifter i forbindelse med afskedigelser, idet arbejdsstyrken blev reduceret fra 1 883 ansatte i slutningen af 1986 til 1 671 i juni 1989.

I samme periode faldt Intelhorce's omsaetning fra 8 638 mio. pta. i 1986 til 6 684 mio. pta. i 1988, og virksomheden gav et underskud paa henholdsvis 2 093 mio. pta. og 2 413 mio. pta. I de samme aar udgjorde eksporten til EF-landene henholdsvis 2,7 % og 4,2 % af ovennaevnte omsaetning.

De spanske myndigheder meddelte ogsaa Kommissionen, at de efter at have gennemgaaet mulige alternativer med henblik paa at sikre virksomhedens fortsatte bestaaen havde besluttet, at det var noedvendigt at saelge Intelhorce til et privat selskab med en tilstraekkelig god markedsstilling. Med henblik paa at privatisere Intelhorce henvendte de spanske myndigheder sig i januar 1988 til 106 selskaber, som man mente muligvis var interesserede i handelen, ved at sende dem en brochure om selskabet. Senere blev der sendt naermere oplysninger til dem, der gav udtryk for interesse. Efter forhandlinger med potentielle koebere modtog man tre endelige koebstilbud. Blandt disse endte de spanske myndigheder med at vaelge den hoejestbydende.

Det foretrukne tilbud var indgivet af selskaberne Benorbe SA og Benservice SA - to agenturvirksomheder i Benetton-koncernen, der driver dennes franchisevirksomhed i Spanien - paa foelgende betingelser:

- foer staten afsluttede salget, skulle den tilfoere Intelhorce 5 869 mio. pta. i form af yderligere kapital tegnet af »Patrimonio del Estado«

- tilbudsgiverne skulle koebe Intelhorce's kapital for 2 000 mio. pta. i foelgende forhold: Benorbe (70 %), Benservice (30 %); koebesummen skulle betales i tre rater à 700 mio. pta. og 600 mio. pta., som forfalder den 1. juni i henholdsvis 1991, 1992 og 1993

- de nye ejere skulle tilfoere Intelhorce 2 000 mio. pta. i ny kapital, hvoraf 25 % skulle indbetales paa salgstidspunktet.

Den kapital, som staten i henhold til salgsaftalen forpligtede sig til at indskyde, blev ydet af »Patrimonio del Estado« i to rater, idet der blev ydet 1 727 mio. pta. den 1. juni 1989, mens de resterende 4 142 mio. pta. blev stillet til raadighed den 4. august 1989, lige inden underskrivelsen af salgsaftalen paa ovennaevnte betingelser.

Det skal bemaerkes, at salgsaftalen indeholdt en betingelse, som staten havde kraevet medtaget, hvorefter:

- de nye ejere forpligter sig til hverken at bede staten om tilladelse til at foretage midlertidige afskedigelser i Intelhorce eller at saelge den erhvervede aktiepost uden statens forhaandsgodkendelse i henholdsvis tre og fire aar efter koebstidspunktet.

De spanske myndigheder meddelte Kommissionen, at de to andre endelige tilbud, som man havde forkastet, var dyrere. De indebar begge stoerre udgifter for staten foer salget - det ene en kapitaltilfoersel paa 10 500 mio. pta.; det andet en kapitaltilfoersel paa 8 400 mio. pta. plus offentlige laan paa 4 200 mio. pta. - samtidig med at de tilboed en symbolsk pris for aktierne i Intelhorce. Desuden mente de spanske myndigheder, at det valgte tilbud var det, der havde stoerst chance for at goere Intelhorce industrielt levedygtigt i lyset af sammensaetningen af det femaarige omstruktureringsprogram for selskabet, som koeberne havde forelagt (se del IV).

Endelig anfoerte de spanske myndigheder, at alternativet, nemlig at staten afviklede Intelhorce, ville have vaeret dyrere for staten end den valgte loesning med at saelge selskabet paa ovennaevnte betingelser, da betalingen for afskedigelse af hele arbejdsstyrken ville have beloebet sig til 11 400 mio. pta. (ca 6,8 mio. pta. for hver af de 1 671 ansatte), og indtaegterne fra afhaendelsen af selskabets aktiver ville efter deres skoen kun have indbragt 5 400 mio. pta. Staten skulle desuden have betalt omkring 5 000 mio. pta. i stoette til nye erhvervsaktiviteter og jobskabelse samt anslaaede udgifter paa 3 000 mio. pta. til arbejdsloeshedsdagpenge til de afskedigede medarbejdere.

Efter at Kommissionen havde gennemgaaet ovennaevnte oplysninger, besluttede den den 25. juli 1990 at indlede proceduren i EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 2, med hensyn til den kapital paa 13 689 mio. pta., som staten havde tilfoert Intelhorce, fra Spanien blev medlem af EF i januar 1986 til tidspunktet for privatiseringen af selskabet i august 1989. Kommissionen mente, at disse kapitaltilfoersler udgjorde stoette efter EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1, og at denne stoette principielt ikke faldt ind under nogen af de undtagelser fra uforenelighed med det faelles marked, som er opregnet i artikel 92, stk. 2 og 3. Den procedure, der blev indledt i henhold til artikel 93, stk. 2, gjaldt ogsaa den eventuelle yderligere stoette, som staten kunne have ydet ved at acceptere koebstilbuddet paa 2 000 mio. pta. for sin aktiepost i Intelhorce ud fra den betragtning, at virksomhedens nettovaerdi var 12 500 mio. pta., foer staten foretog kapitaltilfoerslen paa 5 869 mio. pta. i henhold til salgsbetingelserne.

III

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren i artikel 93, stk. 2, blev meddelt den spanske regering ved skrivelse af 18. september 1990. I denne skrivelse opfordredes den spanske regering til at fremsaette sine bemaerkninger og fremlaegge de naermere oplysninger, der var anfoert i skrivelsen, samt andre oplysninger, som den mente var relevante for Kommissionens endelige bedoemmelse af stoettens forenelighed.

De oevrige medlemsstater og andre interessede parter blev informeret om Kommissionens beslutning ved offentliggoerelse af den skrivelse, der blev sendt til den spanske regering, i De Europaeiske Faellesskabers Tidende (1).

Den spanske regering fremsatte sine bemaerkninger ved skrivelse af 22. november 1990. Senere fremlagde den spanske regering de yderligere oplysninger, Kommissionen havde udbedt sig, ved skrivelse af 5. december 1990.

Den spanske regering anfoerte foerst, at den var uenig i Kommissionens foreloebige konklusion, at kapitalforoegelsen paa 7 820 mio. pta. fra 1986 til maj 1989 og kapitaltilfoerslen paa 5 869 mio. pta. foer salget af Intelhorce udgoer en statsstoette, som ikke falder ind under undtagelserne i EOEF-Traktaten.

Med hensyn til kapitalforoegelserne fra 1986 til maj 1989 understregede den spanske regering, at de var et led i en omstruktureringsplan, som skulle sikre selskabets fortsatte bestaaen, og at de investeringer, som regeringen havde foretaget, var baseret paa sunde kriterier, som ogsaa en privat investor ville have brugt. Efter dens opfattelse gav dette gode resultater indtil 1988, hvor der indtraf en konjunkturnedgang. Desuden mente den spanske regering, at de paagaeldende offentlige kapitaltilfoersler ikke kunne siges at have haft en negativ indflydelse paa konkurrencen i det faelles marked, da virksomhedens markedsrolle reduceredes i den paagaeldende periode, baade maalt i produktionskapacitet og faktisk produktion.

Specielt med hensyn til kapitaltilfoerslerne i 1986 og 1987 anfoerte de spanske myndigheder, at de fandt sted som en reaktion paa omstaendigheder, der udviklede sig, foer Spanien blev medlem af EF.

Med hensyn til salgsbetingelserne anfoerte den spanske regering, at der heller ikke i forbindelse med salget af Intelhorce var tale om statsstoette. Dette blev efter dens opfattelse underbygget af, at Intelhorce blev solgt til den hoejestbydende, efter at selskabet var blevet udbudt til salg paa det internationale marked. Den understregede desuden, at en igangvaerende virksomhed normalt ikke kunne vurderes paa grundlag af sin nettovaerdi, som Kommissionen gjorde det, men skulle vurderes i lyset af nutidsvaerdien af den koebte virksomheds forventede indtjening. I denne forbindelse understregede den spanske regering, at Intelhorce's tab i 1988 og 1989 beloeb sig til henholdsvis 2 413 mio. pta. og 2 145 mio. pta., og at en nedskaering af Intelhorce's arbejdsstyrke med 650 jobs som led i koebernes omstruktureringsprogram kunne koste helt op til 3 600 mio. pta.

Senere paapegede den spanske regering, at selv om salgsbetingelserne saa ogsaa omfattede stoette, indebar salget af Intelhorce mere end blot at lade selskabet overgaa til privateje. Det betoed, at der ville blive gennemfoert en genopretningsplan udarbejdet af koeberne, der ville deltage i finansieringen af planen med en kapitaltilfoersel paa 2 000 mio. pta. og ville lade deres knowhow indgaa i selskabets aktiver. Efter regeringens opfattelse var hensigten med salget derfor paa ingen maade blot at sikre, at selskabet overlevede, men ogsaa at soerge for dets oekonomiske, tekniske og finansielle genrejsning, hvilket betoed, at de paagaeldende offentlige kapitaltilfoersler var foretaget i overensstemmelse med de relevante faellesskabsbestemmelser. Til sidst anfoerte de spanske myndigheder, at virksomhedens beliggenhed i Malaga, et omraade som Kommissionen har klassificeret som berettiget til regionalstoette, gav anledning til at mene, at undtagelsen i artikel 92, stk. 3, litra a), under alle omstaendigheder ville finde anvendelse.

Kommissionen blev ogsaa informeret om, at Intelhorce den 29. december 1989 vedtog at aendre sit navn til GTE General Textil España, SA.

Som led i proceduren fremsatte den tyske tekstilfabrikantsammenslutning sine bemaerkninger ved telefax af 18. januar 1991. Denne sammenslutning understregede risikoen for konkurrencefordrejning, som stoetten til Intelhorce kunne medfoere i betragtning af den haarde konkurrence mellem Faellesskabets tekstilproducenter og selskabets betydning paa markedet. Bemaerkningerne blev sendt til den spanske regering ved skrivelse af 6. februar 1991.

Den spanske regering besvarede disse bemaerkninger ved skrivelse af 27. marts 1991. Med hensyn til Intelhorce's betydning paa markedet anfoerte den spanske regering, at selskabets andel af Faellesskabets produktion af spundne varer kun var 0,8 %, og at dets tilsvarende markedsandel af produktionen af vaevede og efterbehandlede varer ogsaa var beskeden. Desuden oplyste den spanske regering, at Intelhorce's produktionsplaner for perioden 1991-1993 viser en nedgang paa 21 % for spundne varer og paa 50 % for vaevede produkter. Endelig blev det naevnt, at Intelhorce's eksport til Tyskland i 1988 og 1989 beloeb sig til henholdsvis 13,6 mio. pta. og 3,3 mio. pta.; i 1990 var der ingen eksport til Tyskland, og der var heller ikke planer herom i 1991.

IV

Bortset fra, at det valgte tilbud om koeb af Intelhorce var det hoejeste, har de spanske myndigheder ogsaa som begrundelse for dette valg haevdet, at det omstruktureringsprogram, som Benorbe og Benservice fremlagde, efter deres mening ogsaa var det, der havde stoerst chance for at goere Intelhorce industrielt levedygtigt.

De spanske myndigheder forelagde i deres skrivelse til Kommissionen af 15. november 1989 et foerste omstruktureringsprogram for Intelhorce, som var udarbejdet af de nye ejere. I programmet stilledes der foerst en diagnose af selskabets situation. Paa plussiden pegedes der paa den kapitalrekonstruktionspolitik, der var foert foer salget, og som havde forbedret dets finansielle struktur ganske betydeligt og sikret en meget hoej selvfinansieringsgrad og et glimrende driftskapitalniveau. Paa trods af denne hoeje grad af finansiel uafhaengighed havde selskabet imidlertid en meget lav intern rente med de eksisterende produktions- og markedsfoeringsstrukturer, som gjorde dets finansielle ligevaegt meget ustabil og risikobetonet. Konklusionen var, at der skulle en radikal aendring af strategien til, hvis selskabets fortsatte bestaaen skulle sikres. Hovedformaalet med den nye strategi var at naa frem til en betydelig styrkelse af markedsfoeringsstrukturen gennem oprettelse af et dobbelt butiksnet, der skulle saelge virksomhedens egne faerdigvarer inden for baade hvidevarer og beklaedning, med nyt design og et nyt registreret varemaerke, der skulle oege salget.

I overensstemmelse med denne strategi havde Intelhorce planer om selv at aabne 15 butikker med hvidevarer i Spanien i 1990-1992 og at aabne ydeligere 22 butikker paa franchisebasis i 1993-1994. Inden for beklaedning planlagde selskabet selv at aabne 14 butikker i Spanien i 1991-1992 og yderligere 50 paa franchisebasis i perioden 1993-1994.

Hvad omsaetningen angaar, betoed denne strategi, at Intelhorce ville oege salget af traditionelle produkter fra 7 614 mio. pta. i 1990 til 9 254 mio. pta. i 1994, mens salget gennem butiksnettet ville stige fra 140 mio. pta. i 1990 til 5 583 mio. pta. i 1994. Slutresultatet ville vaere, at underskuddet paa de traditionelle aktiviteter ville falde fra 2 547 mio. pta. i 1990 til 697 mio. pta. i 1994, mens overskuddet fra butiksnettet ville stige fra 56 mio. pta. i 1990 til 1 741 mio. pta. i 1994. Disse tal ville betyde, at Intelhorce's samlede resultat ville blive aendret fra et underskud paa 2 491 mio. pta. i 1990 til et overskud paa 1 044 mio. pta. i 1994, som ville vaere det foerste aar i den femaarsplanlaegning, der var omfattet af det oprindelige omstruktureringsprogram, hvor der kunne noteres et overskud.

Det skal her bemaerkes, at den kapitaltilfoersel paa 5 869 mio. pta., som staten havde foretaget foer salget, spiller en afgoerende rolle i omstruktureringsprogrammet. Dette beloeb blev af staten indsat paa en spaerret bankkonto, og Intelhorce's ledelse kunne kun bruge det gradvis, hvis den beviste over for staten, at den faktisk havde foretaget investeringer i materielle eller immaterielle anlaegsaktiver, der svarede til det beloeb, den tidligere havde haevet. Muligheden for at haeve paa den spaerrede konto var ogsaa tidsmaessigt begraenset i henhold til foelgende tidsplan:

- en foerste rate paa 1 869 mio. pta. er til raadighed lige efter salget, uden at der skal gives en begrundelse, og den kan ogsaa bruges til andre udgifter end investeringer

- to yderligere rater paa 1 500 mio. pta. hver kan tidligst haeves henholdsvis den 1. juli 1991 og 1. juli 1992

- en sidste rate paa 1 000 mio. pta. kan tidligst haeves den 1. juli 1993.

Ved beregningen af investeringerne skulle Intelhorce's udgifter til markedsfoering, reklame og design betragtes som investeringer op til hoejst 20 % af vaerdien af hver af de sidste tre rater.

Endelig skal det bemaerkes, at det ifoelge dette oprindelige omstruktureringsprogram ikke var noedvendigt at reducere arbejdsstyrken yderligere fra de 1 650 medarbejdere, der var ansat paa salgstidspunktet.

Paa grund af de oversvoemmelser, der ramte Malaga-provinsen i november-december 1989, og som paavirkede Intelhorce's produktionsstruktur, og i betragtning af, at selskabet havde vist sig at vaere ude af stand til at ivaerksaette strategien for beklaedningsartikler, maatte det oprindelige omstruktureringsprogram revideres. Det reviderede program blev forelagt for Kommissionen paa det moede, der blev afholdt den 30. maj 1990. I programmet omdefineredes selskabets maalsaetninger for mindst den efterfoelgende treaarsperiode efter foelgende retningslinjer: beklaedningsserien og det tilhoerende butiksnet blev udsat paa ubestemt tid, produktionsniveauet skulle saettes ned, isaer for de aktiviteter, hvor vaerditilvaeksten var mindst, og arbejdsstyrken skulle reduceres yderligere.

Med hensyn til reduktionen i arbejdsstyrken skal der ifoelge det reviderede program ske en yderligere nedskaering paa ca. 40 %, saa man naar ned paa 1 000 medarbejdere ved udgangen af 1992. Disse afskedigelser skal hovedsagelig finansieres med de midler, der oprindelig var afsat til investeringer i beklaedningsserien. Ifoelge den reviderede strategi vil Intelhorce's salg af dets traditionelle produkter falde fra 7 000 mio. pta. i 1990 til 5 670 mio. pta. i 1992. Butiksnettet for hvidevarer vil i 1990 og 1992 have en omsaetning paa henholdsvis 200 mio. pta. og 1 062 mio. pta. Det betyder, at Intelhorce's samlede omsaetning vil falde fra 7 200 mio. pta. i 1990 til 6 732 mio. pta. i 1992.

Med hensyn til selskabets resultater, inklusive de planlagte udgifter til afskedigelser, vil Intelhorce faa et underskud paa de traditionelle aktiviteter, som i 1990 og 1992 kommer til at beloebe sig til henholdsvis 1 994 mio. pta. og 2 245 mio. pta. Hvidevareforretningerne vil i de paagaeldende aar bidrage med et overskud paa henholdsvis 100 mio. pta. og 533 mio. pta. Intelhorce's slutresultat vil derfor gaa fra et underskud paa 1 894 mio. pta. i 1990 til et underskud paa 1 712 mio. pta. i 1992. Efter sidstnaevnte regnskabsaar vil resultatet blive forbedret med 1 200 mio. pta., hvilket er de anslaaede aarlige udgifter til den yderligere reduktion i arbejdsstyrken, der skal gennemfoeres inden udgangen af den treaarsperiode, som er omfattet af det reviderede program. Endelig skal det bemaerkes, at selv om selskabets omsaetning vil falde i den paagaeldende periode, forventes eksportandelen at stige fra 7 % i 1990 til 20 % i 1992 med Europa som det vigtigste eksportmarked.

Det reviderede omstruktureringsprogram udelukker ikke muligheden af, at den oprindeligt planlagte strategi for beklaedningsartikler kan gennemfoeres inden 1993, hvis den omorganisering, der er noedvendig, for at denne produktserie kan sendes paa markedet, gennemfoeres i mellemtiden.

V

Kommissionen har ved sin gennemgang af kapitaltilfoerslerne fra »Patrimonio del Estado« til Intelhorce, baade i perioden 1986 til maj 1989 og i henhold til salgskontrakten, samt af de oevrige betingelser i salgskontrakten med Benorbe og Benservice, undersoegt, om disse offentlige kapitaltilfoersler indeholder statsstoetteelementer i henhold til EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1.

Det skal i den forbindelse bemaerkes, at »Patrimonio del Estado« er en integreret del af den spanske stat med status som departement henhoerende under det spanske oekonomiministerium. Dets finansielle behov daekkes fuldt ud af staten gennem budgetbevillinger. »Patrimonio del Estado«'s finansielle midler maa derfor betragtes som statsmidler og kapitaltilfoerslerne til Intelhorce som offentlige midler.

Det at stille offentlige midler til raadighed for selskaber i form af kapitaltilfoersel kan omfatte elementer af statsstoette, hvis disse midler stilles til raadighed under omstaendigheder, som ikke ville vaere acceptable for en privat investor, der opererer under normale markedsforhold. Dette er bl.a. tilfaeldet, hvis selskabets oekonomiske stilling, og isaer sammensaetningen og stoerrelsen af dets gaeld, er saadan, at der ikke kan forventes en normal forrentning af den investerede kapital - i udbytte eller kapitalvinding - inden for et rimeligt tidsrum, eller hvis selskabet paa grund af dets utilstraekkelige cash flow - om ikke af anden grund - ikke ville kunne skaffe de midler, der skal bruges til et investeringsprogram, paa kapitalmarkedet. Medlemsstaterne blev gjort bekendt med denne holdning fra Kommissionens side i dens skrivelse af 17. september 1984 om anvendelsen af EOEF-Traktatens artikel 92 og 93 paa offentlige myndigheders kapitalinteresser. I denne forbindelse skal det ogsaa bemaerkes, at Kommissionen for nylig i sin meddelelse af 24. juli 1991 (2) om indfoerelse af et nyt anmeldelsessystem med henblik paa at fastslaa, hvornaar der er tale om stoette i pengestroemmene mellem offentlige myndigheder og offentligt ejede selskaber, har mindet medlemsstaterne om de principper, den vil anvende til bestemmelse af, om der er tale om stoette i forbindelse med saadanne kapitaltilfoersler fra staten (se del III i naevnte meddelelse).

Desuden har EF-Domstolen praeciseret anvendelsen af EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1, med hensyn til offentlige kapitalindskud (se dom af 14. november 1984 i sag 323/82, Intermills (3), og dom af 10. juli 1986 i sag 234/84, Meura (4), og i sag 40/85, Boch (5)). For at afgoere, om en kapitaltilfoersel er en statsstoette, fastslog Domstolen, at det er noedvendigt at undersoege, om det paagaeldende selskab kunne have rejst midlerne paa det private kapitalmarked. Hvis omstaendighederne tyder paa, at modtageren ikke kunne have overlevet uden offentlige midler, fordi den ikke kunne have rejst den noedvendige kapital paa det aabne marked fra en privat investor, er der grund til at konkludere, at betalingen udgoer en statsstoette.

I betragtning af, at Intelhorce, da »Patrimonio del Estado« i 1986 for foerste gang foretog en kapitaltilfoersel, havde givet underskud i to aartier bortset fra to aar, og at staten allerede tidligere havde vaeret noedsaget til flere gange at tilfoere selskabet betydelige maengder kapital for at holde det i gang uden at faa nogen resultater i form af kapitalafkast af sine inveteringer, er det ikke saerlig sandsynligt, at en privat investor, der baserer sin beslutning paa en forventning om overskud og ser bort fra sociale eller regional- og sektorpolitiske hensyn, ville have givet Intelhorce en raekke kapitalforoegelser paa i alt 7 820 mio. pta. i perioden 1986 til maj 1989.

Med hensyn til betingelserne for salget af Intelhorce til Benorbe og Benservice betragter Kommissionen det som bevist, at Intelhorce blev solgt til den hoejestbydende. Dette er dog ikke nok til at give sikkerhed for, at der ikke er tale om noget statsstoetteelement i salget af selskabet. Hvis man skal naa frem til denne konklusion, skal det bevises, at salget fandt sted i form af et betingelsesloest aabent udbud, dvs. gennem en licitation, hvor alle potentielle koebere opfordres til at byde paa selskabet, og hvor staten ikke stiller nogen betingelser for gennemfoerelsen af salget. I denne forbindelse viser de oplysninger, som de spanske myndigheder har fremlagt, at staten stillede visse betingelser over for koeberne, som for en tid begraensede mulighederne for at afhaende den erhvervede aktiepost og selskabets ret til at anmode staten om at tillade midlertidige afskedigelser. Da staten stillede oekonomiske midler til raadighed for selskabet lige foer privatiseringen, er det desuden noedvendigt at undersoege, om staten handlede som en privat investor, da den foretog en kapitaltilfoersel paa 5 869 mio. pta. foer handelen blev indgaaet, og da den accepterede en pris paa 2 000 mio. pta. for »Patrimonio del Estado«'s 100 % kapitalandel i Intelhorce.

Hvad angaar det foerstnaevnte spoergsmaal ville en privat investor, der opererer under normale markedsoekonomiske forhold, forsoege at goere sin investering saa loensom som muligt og ville kun have foretaget den paagaeldende kapitaltilfoersel, hvis en saadan tilfoersel senere stillede ham bedre oekonomisk, set ud fra en helhedsvurdering af salgstransaktionen. Det eneste afkast, som staten kunne forvente af den kapitaltilfoersel, den foretog i henhold til salgskontrakten for Intelhorce, var det beloeb, som de bydende tilboed for selskabets aktier. Statens kapitaltilfoersel og den pris, som koeberne skulle betale, hang derfor sammen, da koeberne i henhold til salgsbetingelserne ikke ville have betalt 2 000 mio. pta. for Intelhorce's kapital, hvis staten ikke paa forhaand havde foretaget en kapitaltilfoersel paa 5 869 mio. pta.

Naar ovenstaaende betragtninger sammenholdes med, at staten vil faa et beloeb, der svarer til nutidsvaerdien af de rater, som Benorbe og Benservice skulle betale for Intelhorce's kapital, og at staten uden kapitaltilfoerslen paa 5 869 mio. pta. ikke ville have faaet nogen penge, da koeberens tilbud var betinget af, at staten indskoed denne kapital, beloeber stoetteelementet sig til 4 405 mio. pta., dvs. forskellen mellem 5 869 mio. pta. og 1 464 mio. pta., hvor sidstnaevnte beloeb er nutidsvaerdien paa salgstidspunktet af de tre rater, som koeberne af Intelhorce skulle betale, og som nominelt beloeb sig til 2 000 mio. pta. (der er brugt en kalkulationsrente paa 12,1 %, hvilket svarer til den rente, som den spanske stat fastsatte for de ICO-obligationer, der blev udstedt i juni 1989).

Med hensyn til det andet statsstoetteelement, som muligvis er involveret i statens accept af en nominel pris paa 2 000 mio. pta. for aktierne i Intelhorce, kan Kommissionen ikke konkludere, at der findes et yderligere stoetteelement i forbindelse med denne adfaerd. Dette underbygges af, at kapitalandelen i Intelhorce ikke kan betragtes som havende en hoejere vaerdi for staten end ovennaevnte pris, fordi selskabets tidligere oekonomiske resultater samt dets forventede slutresultat viste staten, at den ikke kunne forvente en rimelig forrentning af sin kapitalinteresse i Intelhorce uden en radikal aendring i selskabets markedsfoering- og produktionsstruktur, som staten ikke forsoegte at ivaerksaette.

Det skal ogsaa bemaerkes, at den spanske regerings adfaerd, da den solgte Intelhorce paa de angivne betingelser, i lyset af de oplysninger, som Kommissionen raader over, ikke tyder paa noget statsstoetteelement ud over de tidligere omtalte 4 405 mio. pta., naar den valgte loesning, som bestod i at saelge selskabet som en igangvaerende virksomhed, sammenlignes med den alternative mulighed med at afvikle selskabet. Ifoelge de oplysninger, som de spanske myndigheder har fremlagt, var den anslaaede korrigerede vaerdi af provenuet fra salget af Intelhorce's aktiver - foer statens sidste kapitaltilfoersel paa 5 869 mio. pta. - 5 400 mio. pta. Hvis selskabet var blevet afviklet, skulle dette beloeb have vaeret modregnet i selskabets passiver paa omkring 1 000 mio. pta. samt i betalingerne for afskedigelsen af hele arbejdsstyrken, som anslaas til ca. 11 400 mio. pta. Under disse omstaendigheder ville staten ikke have faaet noget nettooverskud ved afvikling af Intelhorce. Derfor er det konstaterede statsstoetteelement i henhold til salgsbetingelserne stadig statens nettoudgifter paa 4 405 mio. pta. i form af en kapitaltilfoersel foer salget af selskabet.

Endelig skal det bemaerkes, at det, i modsaetning til hvad de spanske myndigheder anfoerer i deres bemaerkninger, ikke ser ud til, at en afvikling af Intelhorce ville have vaeret dyrere for staten end den foretrukne loesning, nemlig at saelge selskabet paa de accepterede betingelser. Staten ville som ejer af selskabet ikke have vaeret noedt til at daekke forskellen mellem provenuet fra salget af aktiverne og de passiver, der opstod i forbindelse med afviklingen af Intelhorce, eftersom ansvaret i et aktieselskab som Intelhorce er begraenset til at indfri gaelden op til salgsvaerdien af dets aktiver, og eftersom selskabets ejer under normale omstaendigheder ikke paatager sig noget ansvar for et eventuelt underskud.

Naar Kommissionen skal sammenligne den spanske stats adfaerd med, hvad en privat investor, der opererer under markedsoekonomiske forhold, ville have gjort, skal den ved at foelge de kriterier, som Domstolen har fastlagt i sin dom i sag 234/84, vurdere, om en privat virksomhed ud fra udsigterne til rentabel drift under lignende omstaendigheder ville have foretaget en saadan kapitalforhoejelse, idet der herved skal ses bort fra ethvert socialt, politisk eller regionalt hensyn til den paagaeldende sektor (praemis 14). Hvis Kommissionen tog hensyn til disse udgifter, ville det vaere ensbetydende med at give medlemsstaterne lov til at redde kriseramte selskaber ud fra rent nationale interessehensyn. Denne situation, som kunne medfoere alvorlig konkurrencefordrejning, der ville stride mod den faelles interesse, ville vaere i modstrid med principperne i EOEF-Traktaten, der giver Kommissionen befoejelser til at afgoere en statsstoettes forenelighed set i forhold til Faellesskabet som helhed og ikke i forhold til en enkelt medlemsstat. Hvis man lagde ovennaevnte udgifter til dem, der svarer til statens adfaerd som ejer/aktionaer i selskabet, ville det betyde, at princippet om en privat investor, der opererer under markedsoekonomiske forhold, ville blive blottet for mening.

Sammenfattende kan det derfor fastslaas, at Kommissionen efter en noeje gennemgang er naaet frem til den konklusion, at den statsstoette, som blev ydet til Intelhorce, udgoeres af de 7 820 mio. pta., der svarer til kapitaltilfoerslerne fra »Patrimonio del Estado« i perioden fra 1986 til maj 1989, samt stoetteelementet paa 4 405 mio. pta., der indgik i den sidste kapitaltilfoersel fra »Patrimonio del Estado«, foer selskabet blev privatiseret, idet begge dele kunstigt styrkede Intelhorce's oekonomiske stilling.

Denne stoette til Intelhorce paavirker samhandelen mellem medlemsstaterne og fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkaarene inden for Faellesskabet som omhandlet i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1.

Hvis oekonomisk stoette fra staten styrker visse virksomheders stilling i forhold til andre virksomheder, som de konkurrerer med i Faellesskabet, maa den anses for at paavirke disse andre virksomheder (Domstolens dom af 17. september 1980, sag 730/79, Philip Morris (6)).

I denne forbindelse skal det bemaerkes, at de varer, som Intelhorce (der nu hedder GTE General Textil España, SA) fremstiller og markedsfoerer, indgaar i samhandelen mellem medlemsstaterne, og at producenterne konkurrerer med hinanden. I 1988 beloeb Faellesskabets samlede tekstilproduktion sig til 86 691 mio. ECU, hvoraf bomuldsindustrien tegnede sig for over 20 %. Den spanske produktion udgoer ca. 11 % af EF's produktion af spundet garn (kategori 1) og 13 % af stofproduktionen (kategori 2). Der findes ikke nogen statistik for efterbehandlede stoffer. Som Kommissionen bemaerkede ved procedurens indledning (EFT nr. C 320 af 20. december 1990, se note 1 nederst paa siden) udgoer produktionen i EF af spundet garn og stof henholdsvis 1 000 000 og 700 000 tons. Handelen med bomuldstekstiler inden for EF er meget intensiv, og handelen inden for Faellesskabet udgoer henholdsvis 22 %, 34 % og 63 % af Faellesskabets produktion af spundne, vaevede og efterbehandlede varer. Intelhorce deltager i denne handel og har en betydelig markedsandel paa det spanske marked, hvilket de spanske myndigheder anerkender.

Det skal paapeges, at markedet for bomuldstekstiler, som det staar i Multifiberarrangementet baade med hensyn til garn og stof er et af de mest foelsomme markeder paa grund af den stagnerende efterspoergsel og det voksende pres fra importen fra tredjelande, som tvinger priserne ned og bevirker, at en stor del af produktionskapaciteten ikke udnyttes. Under disse omstaendigheder vil enhver stoette, der ydes til en bestemt konkurrent, kunne virke staerkt fordrejende paa konkurrenceforholdene.

VI

Det maa konkluderes, at stoetten til Intelhorce er ulovlig efter faellesskabsretten, da den spanske regering ikke paa forhaand anmeldte den til Kommissionen, som det kraeves i EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3.

Den situation, der opstaaet paa grund af dette brud paa Traktatens bestemmelser, er saerlig alvorlig, fordi den paagaeldende stoette allerede er blevet udbetalt til modtageren. I denne forbindelse maa man ikke glemme at det ikke er muligt efterfoelgende at afhjaelpe den paagaeldende stoettes ulovlighed i betragtning af, at procedurebestemmelserne i EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3, er praeceptive og ogsaa gaelder for det offentlige. Domstolen har i sin dom af 19. juni 1973 i sag 77/72, Capolongo (7), af 11. december 1973 i sag 120/73, Lorenz (8), og af 22. marts 1977 i sag 78/76, Steinicke (9), fastslaaet, at disse regler har direkte virkning.

Paa trods af dette skal det bemaerkes, at Kommissionen er forpligtet til at gennemfoere procedurerne i forbindelse med artikel 93, stk. 2, som det er fastslaaet i Domstolens dom af 14. februar 1990 i sag 301/87, Boussac Saint Frères (10).

VII

I henhold til EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1, er stoette, der opfylder de deri anfoerte kriterier, principielt uforenelig med det faelles marked.

De undtagelser, som er anfoert i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 2, finder ikke anvendelse i denne sag paa grund af stoettens art, da den ikke sigter mod at opfylde de paagaeldende formaal.

I EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, naevnes de former for stoette, som kan vaere forenelige med det faelles marked. Om stoetten er forenelig med Traktaten skal afgoeres i forhold til Faellesskabet som helhed og ikke i forhold til en enkelt medlemsstat. For at sikre det faelles markeds funktion og under hensyntagen til det i artikel 3, litra f), fastlagte princip skal undtagelserne i artikel 92, stk. 3, fortolkes snaevert, naar en stoetteordning eller et enkeltstaaende tilfaelde af stoette undersoeges. Undtagelsesbestemmelserne kan kun finde anvendelse, naar Kommissionen finder det godtgjort, at markedskraefternes frie spil ikke i sig selv - dvs. uden stoette - kunne have faaet stoettemodtagerne til at vaelge et adfaerdsmoenster, som ville tjene et af maalene i ovennaevnte undtagelsesbestemmelser.

Hvis man anvendte undtagelsesbestemmelserne paa tilfaelde, som ikke tjener disse maal, eller hvor stoetten ikke er noedvendig, for at maalene kan naas, ville det betyde, at man gav fordele til industrier eller virksomheder i visse medlemsstater, hvis oekonomiske situation ville blive styrket kunstigt, saa samhandelen mellem medlemsstaterne ville blive paavirket og konkurrencen ville blive fordrejet, uden at det ville vaere begrundet i hensynet til den i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, omhandlede faelles interesse.

Med hensyn til stoetten til Intelhorce i form af kapitaltilfoersler paa 7 820 mio. pta. i perioden 1986 til maj 1989 udgjorde denne hjaelp en stor indsats for at skabe grundlaget for en endelig, baeredygtig omstrukturering af selskabet. Dette underbygges af, at stoetten i praksis i den paagaeldende periode hovedsagelig blev brugt til rationaliseringsinvesteringer paa ca. 5 000 mio. pta. samt til en nedskaering af arbejdsstyrken med 212 ansatte, hvilket kostede over 1 100 mio. pta. Det skal ogsaa bemaerkes, at det faktiske produktionsniveau i Intelhorce i den paagaeldende periode fortsat laa langt under det kapacitetsloft, man havde foer rationaliseringen. Dette bekraefter, at stoetten ikke blev brugt til kunstigt at saette gang i selskabets aktiviteter, hvilket for sektoren ville have udgjort en uacceptabel, negativ ekstern paavirkning. Paa den anden side er Kommissionen ogsaa enig med de spanske myndigheder i, at kapitaltilfoerslerne i 1986 og 1987 var en reaktion paa omstaendigheder, som udviklede sig, foer Spanien blev medlem af EF. Kommissionen mener, at denne vurdering ogsaa kan gaelde for de kapitaltilfoersler, som fandt sted i 1989, og som ikke havde en direkte forbindelse med foranstaltningerne vedroerende salget af selskabet. Den industripolitik, som Spanien foerte over for offentligt ejede selskaber, foer landet blev medlem af EF, var somme tider baseret paa principper, der var radikalt forskellige fra de principper, der ligger til grund for konkurrencepolitikken i EOEF-Traktaten. Dengang blev visse tabsgivende offentligt ejede selskaber drevet paa grundlag af beslutninger, som var i modstrid med sunde ledelsesprincipper, og blev holdt kunstigt i live ved hjaelp af oekonomisk stoette fra staten. Efter at Spanien blev medlem af EF, blev disse selskaber noedt til at tilpasse sig en situation med loyal konkurrence. Den her omhandlede stoette til Intelhorce sigtede hovedsagelig mod at lette denne tilpasning. I lyset af ovenstaaende betragtninger er Kommissionen naaet frem til den konklusion, at kapitaltilfoerslerne paa 7 820 mio. pta. fra 1986 til maj 1989 kan betragtes som forenelige med det faelles marked i medfoer af undtagelsen i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), idet de bidrog til gennemfoerelsen af en reel omstrukturering af Intelhorce's aktiviteter, uden at de havde uacceptable virkninger, som stred mod den faelles interesse.

Med hensyn til det statsstoetteelement paa 4 405 mio. pta. til Intelhorce, som indgik i den kapitaltilfoersel, der blev foretaget, lige foer selskabet blev solgt, indeholder artikel 92, stk. 3, litra a), en undtagelse for stoette til fremme af udviklingen i omraader, hvor levestandarden er usaedvanlig lav, eller hvor der hersker alvorlig underbeskaeftigelse. Selv om Intelhorce ligger i Malaga, som i medfoer af artikel 92, stk. 3, litra a), er et omraade, der er berettiget til regionalstoette, blev den paagaeldende stoette til Intelhorce ikke ydet som led i de relevante regionalstoetteordninger, men ud fra ad hoc-beslutninger truffet af den spanske regering i form af skoensmaessigt foretagne kapitaltilfoersler.

Selv hvis man betragtede den her omhandlede stoette som regionalstoette, ville den imidlertid ikke vaere forenelig med det faelles marked i henhold til artikel 92, stk. 3, litra a), fordi stoette, der ydes i medfoer af denne artikels bestemmelser, skal bidrage til udviklingen i regionen paa lang sigt - i dette tilfaelde betyder det bl.a., at stoetten i det mindste skal tjene til at goere selskabet levedygtigt igen, og i lyset af de oplysninger, som Kommissionen hidtil har faaet forelagt, er dette maal ikke naaet for Intelhorce (dette aspekt behandles naermere nedenfor) - uden at det faar uacceptable negative virkninger for konkurrenceforholdene i Faellesskabet.

Selv om staten udtrykkeligt ydede stoetteelementet paa 4 405 mio. pta. paa den betingelse, at Intelhorce skulle bruge mindst 3 200 mio. pta. (80 % af de sidste tre rater af kapitaltilfoerslerne - se del IV) til investeringer - hvilket i henhold til Kommissionens meddelelse fra 1979 om principperne for koordinering af de regionale stoetteordninger (11) er et krav til stoette, der skal lette udviklingen af visse oekonomiske regioner - kan denne stoette til Intelhorce paa den anden side ikke automatisk betragtes som forenelig med det faelles marked, da Kommissionen i betragtning af, at stoetten blev ydet uden for rammerne af de stoetteordninger, som Kommissionen har godkendt, maa vurdere stoettens forenelighed ud fra de foreliggende kendsgerninger, idet den baade undersoeger, om de stoettede investeringsprojekter er i overensstemmelse med Faellesskabets interesser for den paagaeldende sektor, og om de bidrager til en fornuftig omstrukturering af selskabet (begge disse aspekter behandles ogsaa naermere nedenfor).

Under alle omstaendigheder overstiger stoetten paa 4 405 mio. pta. langt de 3 200 mio. pta. som selskabet har forpligtet sig til at investere, hvilket er en uacceptabel situation, naar der ydes investeringsstoette.

Med hensyn til de i artikel 92, stk. 3, litra b), fastlagte undtagelser fremmer de paagaeldende stoetteforanstaltninger ikke virkeliggoerelsen af et projekt af faelleseuropaeisk interesse eller et projekt, der kan afhjaelpe en alvorlig forstyrrelse i Spaniens oekonomi, hvilket da heller ikke var hensigten. hertil kommer, at de spanske myndigheder ikke har paaberaabt sig denne undtagelse i deres bemaerkninger til Kommissionen.

Med hensyn til den i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), fastlagte undtagelse, der gaelder for stoette til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene, naar den ikke aendrer samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse, skal det foerst bemaerkes, at stoetten til Intelhorce falder ind under kategorien stoette til virksomheder i vanskeligheder, da baade selskabets oekonomiske situation og dets tidligere resultater hele tiden har vaeret uholdbare. Stoette til virksomheder i vanskeligheder indebaerer stor risiko for at overflytte arbejdsloeshedsproblemer og industrielle problemer fra én medlemsstat til en anden. Den medvirker til at bevare status quo ved at forhindre markedskraefternes frie spil, som normalt ville tvinge virksomheder, der ikke er konkurrencedygtige, til at lukke, naar de forsoeger at tilpasse sig til de aendrede konkurrenceforhold. Derfor anlaegger Kommissionen en streng linje, naar den skal vurdere, om stoette til virksomheder i vanskeligheder er forenelig med det faelles marked. Kommissionen kraever specielt, at en saadan offentlig stoette goeres betinget af, at der gennemfoeres et sundt omstrukturerings- eller omstillingsprogram, der kan sikre stoettemodtagerens levedygtighed paa lang sigt. Da stoetten griber ind i markedskraefternes frie spil, kraeves det desuden, at stoetten er begrundet i, at stoettemodtageren gennem omstruktureringsprogrammet kan yde et stoerre bidrag til virkeliggoerelsen af de af Faellesskabets maalsaetninger, der er fastlagt i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, end markedskraefterne alene ville have kunnet.

Med hensyn til stoette til tekstilsektoren har Kommissionen i denne forbindelse med hjaelp fra nationale eksperter udarbejdet en raekke kriterier, som medlemsstaternes regeringer skal laegge til grund naar de overvejer at yde stoette til denne sektor. Disse kriterier blev fastlagt i Faellesskabets retningslinjer for stoette til tekstil- og beklaedningssektoren fra 1971 og 1977, som stadig gaelder. Hovedprincipperne i retningslinjerne er, at stoetten skal medvirke til tilpasningen i sektoren ved at fjerne overskudskapaciteten, goere det lettere at gennemfoere faelles forsknings- og udviklingsaktiviteter og bidrage til strukturaendringer. Ifoelge retningslinjerne skal der gennemfoeres en reel omstrukturering og tilpasning, for at der maa ydes specifik stoette til investeringer. Under alle omstaendigheder maa stoette ikke blot have til formaal at holde liv i virksomheder, der ikke er konkurrencedygtige.

I lyset af ovenstaaende betragtninger skal det bemaerkes, at statsstoetteelementet paa 4 405 mio. pta. til Intelhorce hovedsagelig vil faa indvirkning paa konkurrencesituationen fremover, da i hvert fald de 3 200 mio. pta. foerst frigives, naar selskabet gennemfoerer de investeringer der indgaar i den omstruktureringsplan, som koeberne har fremlagt. Under disse omstaendigheder maa Kommissionen se noeje paa, hvad det planlagte omstruktureringsprogram gaar ud paa. I denne forbindelse skal det bemaerkes, at Kommissionen ikke alene kan foregribe og regulere den eventuelle negative indvirkning, som stoetteelementet maatte have paa konkurrencesituationen, men at den ogsaa kan rette op paa den negative indvirkning, som den kapacitetsforoegelse, som stoetten fra 1986 til maj 1989 har medfoert, kan faa fremover, hvis Intelhorce kunstigt saetter gang i sine aktiviteter igen.

Efter en noeje gennemgang af det oprindelige omstruktureringsprogram for Intelhorce samt den reviderede udgave af programmet bemaerkede Kommissionen, at intet af programmerne indeholdt en forpligtelse til at reducere produktionskapaciteten, som kunne betragtes som en kompenserende begrundelse for stoetten. Tvaertimod skulle der ifoelge det oprindelige program endda saettes gang i selskabets aktiviteter igen gennem en vaesentlig foroegelse af dets samlede omsaetning, baade for de traditionelle produkters og butiksnettets vedkommende. Der var planlagt en stigning paa 91 % fra 7 754 mio. pta. i 1990 til 14 787 mio. pta. i 1994. Denne stigning blev opgivet som en mulighed i det reviderede program, hvor man i et mere realistisk skoen forudsaa et mindre fald i omsaetningen paa 6,5 % fra 7 200 mio. pta. i 1990 til 6 732 mio. pta. i 1992. Selv i dette tilfaelde var der imidlertid intet, som forhindrede Intelhorce i at udvide sine aktiviteter efter 1992 ved at udnytte den ledige kapacitet, det stadig ejer, selv om denne strategi kunne have staerkt konkurrencefordrejende virkninger. Det skal i denne forbindelse bemaerkes, at Intelhorce's uudnyttede kapacitet for spundne, vaevede og efterbehandlede produkter i 1988 var paa henholdsvis 21 %, 25 % og 35 %, mens den i 1989 var paa henholdsvis 18 %, 25 % og 31 %.

Paa baggrund heraf anmodede Kommissionen paa et moede den 18. marts 1991 officielt de spanske myndigheder om inden den 10. maj 1991 at fremlaegge en ny og revideret omstruktureringsplan for Intelhorce, der skulle medfoere en reduktion af baade produktionskapaciteten og markedsandelen, samtidig med at den skulle sikre, at selskabet kunne overleve. Med hensyn til sidstnaevnte krav skal det bemaerkes, at Kommissionen ogsaa var staerkt i tvivl om, hvorvidt det fremlagte omstruktureringsprogram kunne sikre, at Intelhorce ville overleve, da selskabet baade i den oprindelige og i den reviderede udgave konsekvent gav underskud.

Da Kommissionen ikke fik noget svar, mindede den ved skrivelse af 27. maj 1991 de spanske myndigheder om sin anmodning, idet den advarede dem om, at den, hvis der ikke senest den 31. maj 1991 forelaa en alternativ omstruktureringsplan, ville vaere noedsaget til at tage endelig stilling paa grundlag af de oplysninger, der var til raadighed paa det tidspunkt. De spanske myndigheder fremsendte ved skrivelse af 27. maj 1991 yderligere oekonomiske oplysninger om Intelhorce's tidligere industrielle aktiviteter.

Ved skrivelse af 12. juni og 18. juli 1991 anmodede de spanske myndigheder Kommissionen om at udsaette beslutningen i sagen, indtil de kunne fremlaegge en alternativ omstruktureringsplan, som de var i gang med at forhandle med de nye ejere om.

Ved skrivelse af 6. august 1991 informerede Kommissionen de spanske myndigheder om, at den ikke kunne udsaette sin endelige beslutning laengere, da der allerede var gaaet yderligere to maaneder siden udloebet af den sidste frist for fremlaeggelse af en alternativ omstruktureringsplan den 31. maj 1991.

Da de spanske myndigheder ikke hidtil har fremlagt en revideret omstruktureringsplan, er Kommissionen noedt til at konkludere, at statsstoetteelementet paa 4 405 mio. pta. til Intelhorce, der indgik i den kapitaltilfoersel, der fandt sted, foer selskabet blev solgt, maa betragtes som uforeneligt med det faelles marked, da det aendrer samhandelsvilkaarene i Faellesskabet paa en maade, der strider mod den faelles interesse, fordi det ikke medvirker til en reel omstrukturering, der fuldt ud sikrer, at selskabet kan overleve.

VIII

Naar der er tale om stoette, som er uforenelig med det faelles marked, kan Kommissionen kraeve, at medlemsstaterne soeger ulovligt ydet stoette tilbagebetalt. Dette er muligt i henhold til Domstolens dom af 12. juli 1973 i sag 70/72, Kohlegesetz (12), bekraeftet ved dom af 24. februar 1987 i sag 310/85, Deufil (13).

Derfor maa Intelhorce, der nu hedder GTE General Textil España, SA, tilbagebetale de 4 405 mio. pta. det har modtaget ulovligt.

Tilbagebetaling boer ske i overensstemmelse med de i spansk lovgivning fastsatte procedurer og bestemmelser, herunder navnlig dem, der vedroerer morarenter af gaeld til staten, idet disse renter beregnes med virkning fra den dato, hvor den ulovlige stoette blev ydet. Denne foranstaltning er noedvendig for at genoprette den oprindelige situation og for at ophaeve alle oekonomiske fordele, som den virksomhed, der har modtaget den ulovlige stoette, uretmaessigt har nydt godt af siden det tidspunkt, hvor stoetten blev udbetalt (se dom af 21. marts 1990 i sag 142/87, Tubemeuse (14)) -

VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Stoetten til Intelhorce i form af kapitaltilfoersler paa 7 820 mio. pta. i perioden 1986 til maj 1989 blev ydet ulovligt, da den blev ydet af den spanske regering i strid med procedurereglerne i EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3.

Dog opfylder stoetten de betingelser, der skal overholdes, for at undtagelsen i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), kan finde anvendelse, og den er saaledes forenelig med det faelles marked.

Artikel 2

Statsstoetteelementet paa 4 405 mio. pta. der var indeholdt i den kapitaltilfoersel, som »Patrimonio del Estado« ydede Intelhorce, foer selskabet blev privatiseret i august 1989, er ulovligt i henhold til faellesskabsretten, da det blev ydet af den spanske regering i strid med bestemmelserne i EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3.

Desuden opfylder naevnte stoetteelement ingen af de betingelser, som skal overholdes, for at en af undtagelserne i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 2 og 3, kan finde anvendelse, og er saaledes uforeneligt med det faelles marked.

Artikel 3

Det med det faelles marked uforenelige statsstoetteelement skal tilbagebetales. Foelgelig skal »Patrimonio del Estado« kraeve de i artikel 2 omhandlede 4 405 mio. pta. tilbagebetalt fra GTE General Textil España, SA (tidligere Intelhorce SA).

Stoetteelementet kraeves tilbage i overensstemmelse med de i national lovgivning fastsatte procedurer og bestemmelser, herunder navnlig dem, der vedroerer morarenter af gaeld til staten, idet disse renter beregnes med virkning fra den dato, hvor den ulovlige stoette blev ydet

Artikel 4

Den spanske regering underretter senest to maaneder efter meddelelsen af denne beslutning Kommissionen om de foranstaltninger, den har truffet for at efterkomme den.

Artikel 5

Denne beslutning er rettet til Kongeriget Spanien. Udfaerdiget i Bruxelles, den 25. marts 1992. Paa Kommissionens vegne

Leon BRITTAN

Naestformand

(1) EFT nr. C 320 af 20. 12. 1990, s. 16. (2) EFT nr. C 273 af 18. 10. 1991, s. 2. (3) Sml. 1984, s. 3809. (4) Sml. 1986, s. 2263. (5) Sml. 1986, s. 2321. (6) Sml. 1980, s. 2688. (7) Sml. 1973, s. 611. (8) Sml. 1973 s. 1471. (9) Sml. 1977, s. 595. (10) Sml. 1990, s. I-307. (11) EFT nr. C 31 af 3. 2. 1979, s. 9. (12) Sml. 1973, s. 813. (13) Sml. 1987, s. 901. (14) Sml. 1990, s. I-959.