31991D0306

KOMMISSIONENS BESLUTNING af 12. december 1990 om den tyske regerings to stoetteprojekter til fordel for et skibsvaerft i oekonomiske vanskeligheder (C54/89 (ex NN 27/89, N 140/89) (Kun den tyske udgave er autentisk) (91/306/EOEF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, saerlig artikel 93, stk. 2, foerste afsnit,

efter at have givet de interesserede parter en frist til at fremsaette deres bemaerkninger i overensstemmelse med denne bestemmelse,

under henvisning til Raadets direktiv 87/167/EOEF af 26. januar 1987 om stoette til skibsbygningsindustrien (1), og

ud fra foelgende betragtninger:

I

I henhold til artikel 4, stk. 7, i direktiv 87/167/EOEF godkendte Kommissionen ved skrivelse af 9. marts 1988 et udviklingsbistandsprojekt fra den tyske regering til fordel for Senegal. Stoetteprojektet angik ydelse af et laan paa lempelige vilkaar (15-aarigt 100 %-laan med en afdragsfri periode paa et aar og til en rente paa 3,375 % pro anno) til indkoeb af en specialfaerge til et kontraktbeloeb paa 23 mio. DM, som skulle bygges af Shiffswerft Germersheim.

Ifoelge den tyske regerings anmeldelse af stoetten repraesenterer kreditvilkaarene en subventionsaekvivalent paa 33,4 % i henhold til OECD-betingelserne.

I henhold til artikel 10, stk. 2, i direktiv 87/167/EOEF anmeldte den tyske regering ved verbalnote af 20. marts 1989 en stoette til Kommissionen, som forbundsfinansministeriet paa anmodning af Land Rheinland-Pfalz skulle yde til Schiffswerft Germersheim. Dette stoetteprojekt af 7. december 1988 omfattede en 90 %-garanti vedroerende et laan paa 1,8 mio. DM, som skulle saette virksomheden i stand til at viderefoere driften. Dette laan viste sig senere at blive knyttet sammen med faerdiggoerelsen af bygningen af et grusfartoej til indlandssejlads.

I henhold til samme artikel i direktiv 87/167/EOEF anmeldte den tyske regering ved verbalnote af 9. maj 1989 et stoetteprojekt til Kommissionen, som Land Rheinland-Pfalz planlagde til fordel for Schiffswerft Germersheim GmbH im Konkurs. Dette stoetteprojekt fra foraaret 1989 vedroerte en garanti paa 95 % i forbindelse med et laan paa 20,7 mio. DM til den finansiering af faerdiggoerelsen af Senegal-kontrakten, som var noedvendiggjort af de oekonomiske vanskeligheder, som skibsvaerftet i mellemtiden stod over for.

Da det viste sig, at Schiffswerft Germersheim var under konkursbehandling, bad Kommissionen den tyske regering om at bekraefte denne retlige situation og indsende detaljerede oplysninger om konkursen, udsigterne for Germersheimer-vaerftet samt en oversigt over skibsvaerftets omsaetning i 1988 og 1989, saaledes at Kommissionen kunne beregne en stoetteaekvivalent.

Da den tyske regering i skrivelsen af 25. juli 1989 anfoerte, at den trak anmeldelsen af 95 %-garantien vedroerende laanet paa 1,8 mio. DM tilbage og ikke gav tilstraekkelige oplysninger om de forskellige aktiviteter, der indgik i vaerftets samlede omsaetning - hvilke oplysninger ligeledes manglede i den tyske regerings verbalnote af 3. august 1989 - bad Kommissionen ved skrivelse af 8. september 1989 endnu engang den tyske regering om at indsende detaljerede oplysninger om konkursen og om, hvor stor en del af virksomhedens samlede omsaetning der udgoeres af bygning af soegaaende skibe. I den tyske regerings verbalnote af 3. august 1989 blev det anfoert, at det andet stoetteprojekt, dvs. garantien paa 95 % i forbindelse med laanet paa 20,7 mio. DM, skulle betragtes som udviklingsbistand.

Schiffswerft Germersheim ansoegte om akkord med kreditorerne den 25. november 1988, hvorefter Amtsgericht Landau udstedte en konkurserklaering den 17. januar 1989. Det fremgaar, at fra et tidspunkt i foraaret 1989 og derefter anvendtes skibsvaerftet af saavel Schiffswerft Germersheim im Konkurs som det nystiftede Auffanggesellschaft Neue Schiffswerft Germersheim.

Ved telefax af 24. maj og 31. maj 1989 indgav en konkurrent klage til Kommissionen, hvori kan kritiserede, at kuratoren for Schiffswerft Germersheim havde oprettet den nye virksomhed, og at der var ydet redningsstoette til skibsvaerftet, hvilket ikke skulle vaere i overensstemmelse med Raadets forordning (EOEF) nr. 1101/89 af 27. april 1989 om strukturel sanering inden for indlandsskibsfarten (2).

Eftersom den tyske regerings verbalnote af 17. oktober og ligeledes verbalnoten af 27. november 1989 ikke indeholdt alle de oenskede oplysninger om virksomhedens skibsbygningsaktiviteter, indledte Kommissionen proceduren efter artikel 93, stk. 2, ved skrivelse SG(89) D/000014 af 4. januar 1990 med hensyn til de to ovennaevnte garantier til de virksomheder, der benyttede det tidligere Schiffswerft Germersheims anlaeg og faciliteter.

Ingen oevrige medlemsstater eller andre interesserede parter reagerede paa offentliggoerelsen af denne beslutning i De Europaeiske Faellesskabers Tidende (3).

I den tyske regerings verbalnote af 13. februar 1990 blev det anfoert, at 90 %-garantien vedroerende et laan paa 1,8 mio. DM angik opfyldelsen af en kontrakt om bygning af et grusfartoej til indlandssejlads, hvilken garanti blev trukket tilbage fire maaneder efter, at den var givet. Med hensyn til 95 %-garantien vedroerende et laan paa 20,7 mio. DM blev det gentaget, at denne garanti skulle betragtes som udviklingsbistand og var beregnet til at daekke de risici, der ikke daekkes af HERMES-garantien, som Kommissionen godkendte i sin skrivelse af 9. marts 1988. I verbalnote af 2. maj 1990 blev der givet en oversigt over de forskellige aktiviteters andel af omsaetningen i 1988, 1989 og 1990 paa Schiffswerft Germersheim im Konkurs.

II

Det forhold, at de tyske myndigheder har trukket deres anmeldelse vedroerende 90 %-garantien i forbindelse med laanet paa 1,8 mio. DM tilbage, fordi det ikke havde vaeret noedvendigt at aktivere garantien under byggeprocessen, forhindrer ikke, at hvis anmeldelsen var sket, foer garantien var givet, ville vurderingen af dette projekt vaere sket i henhold til bestemmelserne i EOEF-Traktatens artikel 92. Anmeldelsen blev trukket tilbage, fordi stoetten havde tjent sit formaal. Eftersom garantien var noedvendig for, at vaerftet kunne fortsaette sine aktiviteter, mens det var i alvorlige oekonomiske vanskeligheder, havde garantien endog karakter af redningsstoette.

Byggeprocessen for et fartoej til indlandssejlads er en aktivitet, som falder uden for definitionen af skibsbygning i artikel 1 i direktiv 87/167/EOEF. Stoetteprojektets 90 %-garanti vedroerende et laan paa 1,8 mio. DM skal derfor vurderes i henhold til bestemmelserne i EOEF-Traktatens artikel 92.

Garantien paa 95 % i forbindelse med et laan paa 20,7 mio. DM i 1989 skal vurderes i henhold til bestemmelserne i direktiv 87/167/EOEF, og saafremt dette direktiv ikke finder anvendelse, skal den vurderes i henhold til bestemmelserne i EOEF-Traktatens artikel 92. Det generelle princip i kapitel II i direktiv 87/167/EOEF gaar ud paa at sikre, at stoette, der ydes til vaerfter og vaerftsejere i direkte tilknytning til kontrakter sammen med anden driftsstoette til skibsvaerftet, kan anses for at vaere forenelig med det faelles marked, saa laenge subventionsaekvivalenten for denne stoette ikke overstiger et faelles stoetteloft, der udtrykkes som en procentdel af kontraktbeloebet foer stoetten.

I henhold til artikel 4, stk. 7, i direktiv 87/167/EOEF gaelder maksimumsgraensen imidlertid ikke for stoette til bygning og ombygning af skibe, naar denne stoette ydes som bistand til et udviklingsland, og stoetten kan betragtes som forenelig med det faelles marked, saafremt den opfylder de betingelser, som OECD's arbejdsgruppe nr. 6 har fastlagt paa dette omraade i sin udtalelse om fortolkningen af artikel 6, 7 og 8 i OECD-Raadets resolution af 3. august 1981. Denne udtalelse omfatter kun ydelse af stoette i form af eksportkreditter paa visse vilkaar og tager ikke hoejde for ydelse af garantier. Formaalet med artikel 4, stk. 7, i det sjette direktiv er, at det ved hjaelp af stoetten skal blive muligt at reducere prisen paa skibe til visse udviklingslande under saerlige omstaendigheder og ikke at yde redningsstoette til skibsvaerfter i Faellesskabet. Som foelge heraf er Kommissionen ikke - selv om den den 9. marts 1988 godkendte det stoetteelement, der er indeholdt i de fordelagtige kreditvilkaar i faergekontrakten med Senegal - af den opfattelse, at ydelsen af en garanti falder ind under artikel 4, stk. 7, idet en garanti til et skibsvaerft indebaerer stoette til det paagaeldende vaerft, som normalt skal vurderes i henhold til artikel 4, stk. 1 og 5, i det sjette diretiv.

Det forhold at en efterfoelgende 95 %-garanti i forbindelse med et laan paa 20,7 mio. DM er noedvendig i en periode med oekonomiske vanskeligheder for at sikre skibsvaerftets fortsatte aktivitet, herunder byggeprocessen i forbindelse med et udviklingsprojekt, indebaerer ikke, at der er tale om udviklingsbistand i henhold til artikel 4, stk. 7, i direktiv 87/167/EOEF. I forbindelse med udviklingsbistanden til faergen til Senegal, der er anmeldt og godkendt af Kommissionen, henvistes der kun til kreditbetingelser for Senegal og ikke til en eventuel produktionsstoette, som senere skulle ydes til skibsvaerftet for at saette det i stand til at faerdiggoere skibet til modtageren i Senegal.

Eftersom finansieringsomkostningerne under bygningsprocessen er en normal del af kostprisen, som der normalt ikke ydes offentlig stoette til, er det klart, at denne garanti er en almindelig produktionsstoette, som blev noedvendiggjort af vaerftets finansielle vanskeligheder. Det forhold, at garantien maatte haeves til de nuvaerende 95 % - efter at det ikke var lykkedes at finde nogen bank, som var villig til at yde laanet, idet det kun var daekket af en 90 % garanti - er et afgoerende bevis paa, at denne 95 %-garanti vedroerende et laan paa 20,7 mio. DM udgoer driftsstoette.

Naar en saadan redningsstoette ydes i henhold til reglerne i artikel 5, stk. 1, i det sjette direktiv, skal den vurderes i overensstemmelse med det gaeldende stoetteloft for produktionsstoette 1988: 28 %, 1989: 26 %). Herved skal stoetteintensiteten opgoeres som en procentdel af stoettemodtagerens aarlige omsaetning inden for skibsbygning og skibsombygning. Stoette ydet som udviklingsbistand til skibsbygning i henhold til artikel 4, stk. 7, i direktiv 87/167/EOEF er imidlertid fritaget fra dette stoetteloft. En saadan stoette repraesenterer typisk minimumssubventionsaekvivalenter, der allerede overskrider loftet. Derfor er igangvaerende arbejde paa saadanne kontrakter ikke inkluderet i stoettemodtagerens omsaetning inden for skibsbygning, som kan komme i betragtning ved tildeling af anden driftsstoette i henhold til direktivet.

I den periode, hvor de to paagaeldende garantier blev ydet, henholdsvis 1988 og 1989, bestod Germersheim-vaerftets omsaetning af foelgende aktiviteter:

(mio. DM)

Schiffswerft Germersheim iK 1988 1989 Nybygning af skibe - 9,342 (1) Reparation af skibe 0,515 - Andre (praktisk talt kun bygning og reparation af fartoejer til indlandssejlads) 17,627 7,344 I alt 18,142 16,686 Nybygning i alt - 9,342 (1)

(1) Senegal-kontrakt.

Med undtagelse af Senegal-kontrakten angik skibsvaerftets samlede omsaetning paa det tidspunkt, hvor redningsstoetten blev ydet, bygning af skibe til indlandssejlads, som er en aktivitet, der ikke er omfattet af direktiv 87/167/EOEF. Der er derfor ikke nogen omsaetning, som ovennaevnte stoette kan relateres til i henhold til artikel 5, stk. 1. Der kan derfor ikke tillades nogen stoette i henhold til det sjette direktiv, og stoetteaekvivalenten for 95 %-garantien vedroerende et bygningslaan paa 20,7 mio. DM kan ikke godkendes i henhold til direktiv 87/167/EOEF.

Da der ikke findes nogen omsaetning, der kan relateres til ovennaevnte stoetteaekvivalent for 90 %-garantien vedroerende et laan paa 1,8 mio. DM og 95 %-garantien vedroerende laanet paa 20,7 mio. DM, og der derfor ikke er noget grundlag for at godkende denne stoette i henhold til det sjette direktiv, skal disse stoetteforanstaltninger derfor ogsaa vurderes i henhold til bestemmelserne i EOEF-Traktatens artikel 92.

III

Redningsstoetten til Schiffswerft Germersheim skal derfor vurderes paa grundlag af EF's politik for kontrol med og reduktion af faellesskabsflaaden til indlandssejlads. I betragtning af de arbejdspladser, der i de seneste aar er gaaet tabt paa skibsvaerfter, som har koncentreret sig om bygning af skibe til indlandssejlads, er en saadan redningsstoette helt klart af en saadan art, at den virker konkurrencefordrejende. De klager, som en konkurrent indgav i foraaret 1989, viser, at stoetteprojekter i lighed med dem, der behandles her, paavirker andre parter inden for samme aktivitetsomraade. Af disse grunde er baade den driftsstoette, der i 1988 blev ydet gennem laanegarantien paa 90 % vedroerende en driftskapitel paa 1,8 mio. DM i forbindelse med bygningen af et fartoej til indlandssejlads, og 95 %-garantien i 1989 vedroerende et laan paa 20,7 mio. DM med det formaal at sikre vaerftets fortsatte aktiviteter stoette i henhold til EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1.

EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1, fastslaar princippet om, at statsstoette normalt er uforenelig med det faelles marked.

Ved hjaelp af redningsstoetten kunne Schiffswerft Germersheim undgaa konsekvenserne af EF's politik vedroerende kontrol med og reduktion af faellesskabsflaaden til indlandssejlads. Forordning (EOEF) nr. 1101/89 er vedtaget paa baggrund af den tydelige strukturelle overkapacitet i enhver sektor af transportmarkedet for indlandssejlads, hvor kun en ophugningsplan forventes at kunne medfoere en betydelig reduktion af denne overkapacitet. Stoetteprojekter, som tager sigte paa at bevare byggekapaciteten paa udbudssiden af markedet for skibe til indlandssejlads som helhed, er ikke forenelige med en saadan politik i en situation med en betydelig uligevaegt mellem udbud og efterspoergsel. Udviklingsstoetteprojekter kan eventuelt udgoere en undtagelse fra denne regel, saa laenge projektet er et aegte udviklingsprojekt, og bygningskapacitetens bevarelse kan betragtes som en positiv bivirkning. Hvis der foruden en saadan stoette er behov for yderligere redningsstoette uden en klar angivelse af en planlagt omstrukturering, kan det kun konkluderes, at en saadan kumulation af stoette ikke er i den faelles interesse.

IV

Stoetteprojekterne for Germersheim-vaerftets fortsatte drift falder ikke ind under nogen af undtagelserne i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3.

Regionen Ludwigshafen/Mannheim, hvor Germersheim er beliggende, anerkendes ikke som regionalstoettemodtager i henhold til den faelles regionalstoettepolitik. Af denne grund finder bestemmelserne i artikel 92, stk. 3, litra a), ikke anvendelse.

Paa grund af stoerrelsen af byggeprojekterne og den sektor, de befinder sig i, kan stoetteprojekterne for Germersheimer-vaerftet ikke anses for at fremme virkeliggoerelsen af et vigtigt projekt af faelles interesse eller afhjaelpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats oekonomi. Undtagelsen i artikel 92, stk. 3, litra b), finder derfor heller ikke anvendelse.

Artikel 92, stk. 3, litra c), finder heller ikke anvendelse; ifoelge denne bestemmelse kan stoetteprojekter vaere forenelige med det faelles marked, hvis stoetteprojektet tager sigte paa at fremme udviklingen af visse erhvervsgrene eller oekonomiske regioner, forudsat at de ikke strider mod den faelles interesse. Det forholder sig nemlig saaledes, at der i anmeldelserne ikke henvistes til omstruktureringsforanstaltninger eller nye aktiviteter, som vaerftet paataenkte paa eventuelle nye markeder, og det er allerede anfoert, at redningsstoette, der kun tager sigte paa fortsat drift paa et marked, hvor der allerede findes en stor overkapacitet, ikke er forenelig med den nuvaerende faelles politik, og derfor ikke er i den faelles interesse. Den nuvaerende faelles politik, der er fastsat i forordning (EOEF) nr. 1101/89, tilsigter at reducere overkapaciteten i alle sektorer af indlandskibsfarten ved at indfoere en ophugningsordning som den eneste metode til at faa gennemfoert en vaesentlig reduktion i overkapaciteten i naermeste fremtid og derved forbedre strukturerne inden for indlandsskibsfarten. Stoette til en producent inden for indlandsskibsfarten, som ikke ydes med et omstruktureringsformaal, bidrager derfor ikke til Faellesskabets maal, som er at reducere overkapaciteten i denne sektor, og er derfor i modstrid med den faelles interesse. Artikel 92, stk. 3, litra c), finder derfor heller ikke anvendelse.

Eftersom denne stoette ikke er forenelig med den faelles interesse og er blevet udbetalt uden forudgaaende tilladelse fra Kommissionen, er den ulovlig og uforenelig med det faelles marked. De tyske myndigheder boer derfor soege at geninddrive den hos modtageren. For at kunne opgoere fordelene ved denne stoette har Kommissionen benyttet den faelles overenskomst, der blev indgaaet med medlemsstaterne paa et multilateralt moede, hvori de tyske myndigheder ogsaa deltog, og hvor det blev aftalt, at subventionsaekvivalenten for garantier, der ydes i skibsbygningssektoren, skal anses for at vaere 10 % af det laan, der blev daekket af garantien. En saadan opgoerelse af garantierne har herefter vaeret almindelig praksis i alle stoetteprojekter, hvor der var tale om garantier. Kommissionen mener derfor, at vaerdien af de garantier, der er omhandlet i denne beslutning, ligeledes boer fastsaettes til 10 % -

VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING: Artikel 1

De stoetteforanstaltninger, der er vedtaget af den tyske regering med henblik paa at yde en 90 %-garanti vedroerende et laan paa 1,8 mio. DM som driftskapital og en 95 %-garanti vedroerende et laan paa 20,7 mio. DM som driftskapital til Schiffswerft Germersheim im Konkurs, er uforenelige med det faelles marked i henhold til EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1, idet de er ydet i strid med procedurereglerne i artikel 93, stk. 3, og endvidere ikke falder ind under undtagelserne i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3. Artikel 2

Tyskland ophaever de stoetteforanstaltninger, der henvises til i artikel 1, ved at kraeve det stoetteelement, der er indeholdt i de offentlige garantier med hensyn til virksomhedens finansiering, dvs. 10 % af 90 %-garantien vedroerende laanet paa 1,8 mio. DM, hvilket udgoer 162 000 DM, og 10 % af 95 %-garantien vedroerende laanet paa 20,7 mio. DM, hvilket udgoer 1 966 500 DM, tilbagebetalt, og ved at give ordre til, at de dele af de i artikel 1 omhandlede garantier, som stadig er i kraft, traekkes tilbage. Artikel 3

Tyskland underretter senest to maaneder efter meddelelsen af denne beslutning Kommissionen om de foranstaltninger, det har truffet til at bringe den ovenfor beskrevne ulovlige situation til ophoer. Artikel 4

Denne beslutning er rettet til Forbundsrepublikken Tyskland. Udfaerdiget i Bruxelles, den 12. december 1990. Paa Kommissionens vegne

Leon BRITTAN

Naestformand (1) EFT nr. L 69 af 12. 3. 1987, s. 55. (2) EFT nr. L 116 af 28. 4. 1989, s. 25. (3) EFT nr. C 52 af 3. 3. 1990, s. 10.