31991D0298

KOMMISSIONENS BESLUTNING af 19. december 1990 om en procedure i henhold til EOEF-Traktatens artikel 85 (IV/33.133-B: Soda - Solvay, CFK) (Kun den franske og den tyske udgave er autentiske) (91/298/EOEF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER HAR - under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab,

under henvisning til Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i Traktatens artikel 85 og 86 (1), senest aendret ved akten vedroerende Spaniens og Portugals tiltraedelse, saerlig artikel 3 og 15,

under henvisning til Kommissionens beslutning af 19. februar 1990 om at indlede en procedure paa eget initiativ i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17,

efter at have givet de paagaeldende virksomheder lejlighed til at udtale sig vedroerende de af Kommissionen fremfoerte klagepunkter, jf. artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17 samt Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (2),

efter hoering af Det Raadgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspoergsmaal, og ud fra foelgende betragtninger:

DEL I SAGSFREMSTILLING A. Overtraedelsen i korte traek (1) 1. Denne beslutning er en foelge af de kontrolundersoegelser, Kommissionen foretog hos sodaproducenter i EF i marts 1989 i henhold til artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 17. Ved disse kontrolundersoegelser og efterfoelgende begaeringer om oplysninger i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 fandt Kommissionen materiale, der (bl.a.) beviser, at foelgende virksomheder har overtraadt EOEF-Traktatens artikel 85:

- Solvay et Cie SA, Bruxelles (Solvay) - Chemische Fabrik Kalk, Koeln (CFK).

2. Overtraedelsen kan sammenfattende beskrives saaledes:

Solvay's og CFK's overtraedelse af artikel 85 Fra et ukendt tidspunkt omkring 1987 til i hvert fald 1989 har Solvay og CFK deltaget i en aftale og/eller samordnet praksis i strid med EOEF-Traktatens artikel 85; ifoelge denne aftale eller samordnede praksis har Solvay for hvert af aarene 1987, 1988 og 1989 garanteret CFK en mindsteafsaetning paa 179 kiloton beregnet paa grundlag af CFK's faktiske afsaetning i Tyskland i 1986 og ydet CFK kompensation for fald i afsaetningen ved at opkoebe de maengder hos den, der var noedvendige for at bringe salget op paa det garanterede minimum.

B. Solvays og CFK's overtraedelse af artikel 85 1. Baggrund (2) Med hensyn til produktet og sodamarkedet henvises der til del 1, afsnit B, i Kommissionens beslutning 91/297/EOEF (Solvay-ICI) (3), hvor der gives en detaljeret beskrivelse deraf.

(3) CFK er et datterselskab af Kali & Salz AG (BASF-koncernen) og den ene af tre producenter af industrielt fremstillet soda i Tyskland. Virksomheden har for oejeblikket en produktionskapacitet paa ca. 260 kiloton. CFK's markedsandel i Tyskland er paa ca. 15 %.

Solvay er langt den stoerste producent, der leverer til det tyske marked, og virksomheden har en markedsandel paa over 50 %. Paa alle de relevante tidspunkter udoevede den sin sodavirksomhed i Tyskland gennem sit datterselskab Deutsche Solvay Werke (DSW). Indtil 1985 havde Solvay ogsaa et andet datterselskab inden for denne sektor, Kali Chemie, men dettes virksomhed blev i 1985 lagt ind under DSW.

I november 1989 bebudede Solvay, at den agtede at omorganisere sin virksomhed i Tyskland ved at oprette et nyt helejet holdingselskab, Solvay Deutschland GmbH, der skal kontrollere KC og overtage 59,7 % af aktierne i Deutsche Solvay Werke. Aftalerne beroerer ikke Solvays ansvar for overtraedelsen.

(4) I 1985 forsoegte DSW at svaekke CFK's stilling paa det tyske marked ved at overtage dens leverancer til en raekke stoerre kunder, men CFK skaffede sig kompensation for den handel, den havde mistet, ved selv at tage kunder fra den anden tyske producent Matthes & Weber.

I 1986 konstaterede Solvay, at CFK foerte lavprispolitik for at bevare eller erobre markedsandele. I en telefonsamtale mellem DSW og Solvays hovedkontor i Bruxelles den 24. oktober 1986 droeftede man, om det var muligt at indgaa en »vaabenhvile« mellem Solvay og CFK. Ifoelge DSW ville en »vaabenhvile« med CFK vaere umulig, medmindre der var tale om en prisforhoejelse i 1987. Solvay i Bruxelles mente, at det skulle meddeles CFK, at der eventuelt kunne indledes droeftelser om en prisforhoejelse, efter at der forsoegsvis var indgaaet en »vaabenhvile«, maaske i andet kvartal 1987.

Baade Solvay og CFK afviser, at de nogensinde har indgaaet aftale om en »vaabenhvile« (svar i henhold til artikel 11). Denne afvisning skal dog vurderes paa grundlag af det bevismateriale, der omtales i det foelgende.

2. »Garanti«-aftalen (5) Ifoelge en vurdering af sodamarkedet, som DSW foretog i marts 1988, var problemerne med CFK paa dette tidspunkt »stilnet af«. Af det bevismateriale, Kommissionen fandt, fremgaar det, at der var indgaaet en aftale eller en ordning mellem Solvay og CFK, hvorved Solvay »garanterede« CFK en aarlig mindsteafsaetning paa det tyske marked.

Hvis CFK's afsaetning i Tyskland faldt under det garanterede minimum, ville Solvay koebe differencen af CFK.

(6) Oprindelig blev CFK's garanti fastsat til 179 kiloton, hvilket tilsyneladende var baseret paa CFK's faktiske afsaetning i Tyskland i 1986. Paa det paagaeldende tidspunkt forudsaa parterne ikke, at der ville ske nogen reel vaekst paa det tyske sodamarked, som i 1986 og 1987 androg ca. 1 080 kiloton i alt.

I baade 1987 og 1988 var CFK's afsaetning hoejere end det garanterede minimum paa 179 kiloton (henholdsvis 183 og 180 kiloton). Efterspoergslen i Tyskland var nemlig begyndt at stige mere, end man tidligere havde forventet, og ved udgangen af 1988 stod det klart, at den samlede afsaetning for 1988 ville komme til at andrage ca. 1 170 kiloton, dvs, en stigning paa ca. 8,3 % i forhold til det foregaaende aar.

Som foelge af den stigende efterspoergsel kraevede CFK nu en minimumsgaranti for 1988 og 1989 paa 194 kiloton. CFK forlangte saaledes en »kompensation« for 1988 paa 14 kiloton (194-180), dvs. 11 kiloton, naar der blev taget hensyn til overskuddet for 1987. CFK's interne prognoser for 1989, der blev redvideret i januar samme aar, viser, at virksomheden havde aendret sin oprindelige planlaegning og havde regnet med at saelge 11 kiloton til Solvay i 1989.

Solvay havde ved udgangen af december 1988 koebt 2,5 kiloton, og der var saaledes 8,5 kiloton tilbage, som CFK oenskede, at Solvay skulle koebe i 1989.

(7) Solvay reagerede paa CFK's krav ved at tilbyde en maksimumskompensation for 1988 paa 4 kiloton i stedet for 8,5 kiloton. For 1989 foreslog Solvay, at garantien kun blev forhoejet med 5,3 % i stedet for 8,3 %, idet der skulle medregnes en »neutral zone« paa 3 %. Garantien for 1989 ville dermed blive paa 190 kiloton i stedet for 194 kiloton, som CFK oprindeligt havde forlangt.

Den 14. marts 1989 blev der afholdt et moede mellem repraesentanter for CFK's ledelse og for dens moderselskab Kali & Salz paa den ene side og DSW paa den anden. Det er bemaerkelsesvaerdigt, at der ikke blev udarbejdet noget officielt referat af dette moede, og der findes intet spor af det hos hverken CFK eller Kali & Salz. Man fandt dog hos DSW et kortfattet haandskrevet notat fra dette moede. Det er klart, at moedet havde til formaal at loese det eneste tilbagevaerende problem, nemlig om kompensationen skulle ydes tilbagevirkende. Der var ingen unenighed om de grundlaeggende spoergsmaal: Solvays notat lyder saaledes: »Verstaendnis System: I.O.« (= in Ordnung). Solvay foreslog ganske vist en raekke aendringer, men var tilsyneladende tilfreds med den maade, hvorpaa ordningen fungerede (»Schiff laufen lassen und nach vorn orientieren«). Det fremgaar af notatet, at parterne var blevet enige om, at Solvay i de kommende otte maaneder skulle koebe 1 000 tons om maaneden hos CFK.

Kompensationen blev i praksis ydet ved, at Solvay i foerste halvaar 1989 koebte de 8,5 kiloton hos CFK, som sidstnaevnte havde forlangt.

3. Parternes argumenter (8) Baade Solvay og CFK benaegter, at de skulle have indgaaet nogen hemmelig aftale eller vaere enedes om nogen hemmelig ordning. Solvay forklarer det belastende materiale, der blev fundet hos DSW, med, at virksomheden alene udarbejdede en ordning paa det tidspunkt, hvor den overvejede at overtage CFK, dvs. omkring 1988. For at holde CFK i drift, mens forhandlingerne stod paa (siger Solvay), beregnede den (igen uden at kontakte CFK), hvor store maengder den paagaeldende virksomhed var noedt til af afsaette paa det tyske marked for at udnytte sit anlaeg i en saadan grad, at det kunne sikre dens fortsatte eksistens. (Solvay har dog ikke forklaret, hvorfor den skulle foere en politik, der betoed, at den skulle betale mere i forbindelse med CFK, end det ellers ville vaere tilfaeldet. Den har heller ikke forklaret, hvorfor den henviste specielt til salget paa det tyske marked, hvis det kun var et spoergsmaal om at sikre CFK en optimal udnyttelsesgrad). Solvay havde beregnet den noedvendige maengde til 179 kiloton for 1986. Solvay haevder, at hverken de hyppige referencer i dokumenterne til CFK's »krav« og de meget detaljerede beregninger i denne forbindelse eller referencerne til Solvays »tilbud« eller et »kompromis« indebaerer, at der har vaeret kontakter med CFK. Hvad angaar moedet mellem DSW og CFK og Kali & Salz den 14. marts 1989, var det blot formaalet at droefte Solvays eventuelle erhvervelse af interesser i CFK's sodaaktiviteter. Paa dette moede gav Solvay for foerste gang CFK meddelelse om, at den overvejede at hjaelpe CFK til at overleve, men der blev ikke vedtaget noget konkret, og moedet foerte ikke til noget resultat.

Solvay fandt det ikke noedvendigt, at man anmodede de involverede personer om at bekraefte dens argumenter, og den anmodede heller ikke om mundtlig hoering.

CFK benaegtede at have vaere involveret i hemmelige aftaler: den kunne ikke redegoere for de dokumenter, man havde fundet hos DSW, og at dette heller ikke paahvilede den, men Solvay. CFK haevdede, at der ikke fandtes noget i dens egne dokumenter, der kunne antyde, at den skulle vaere indblandet i nogen hemmelig ordning.

(9) Kommissionen afviser Solvays forklaringer som helt utrovaerdige og under alle omstaendigheder i modstrid med Solvays egne dokumenter. Det er ogsaa bemaerkelsesvaerdigt, at nogle af de paagaeldende dokumenter blev sendt med telefax fra DSW til Solvays hovedkontor i Bruxelles, men at modtagelsen af dem ikke kan spores. Hvad CFK's argumenter angaar, er det en kendsgerning, at dokumenter, som man finder hos en virksomhed, og som er belastende for en anden, kan bruges som bevis mod dem begge (1) (se Domstolens dom, praemis 164, i forenede sager 40 til 48, 50, 54 til 56, 111, 113 og 114/73, Suiker Unie og andre mod Kommissionen). Der er i hvert fald mange eksempler paa detaljerede referencer i CFK's egne dokumenter, der ogsaa findes i de dokumenter, man fandt hos Solvay, og som Solvay ikke kunne have haft kendskab til, medmindre den havde faaet meddelelse derom. CFK kunne ikke give nogen forklaring paa, at der var sammenfaldende referencer i dens dokumenter og de dokumenter, man fandt hos en anden producent.

DEL II RETLIG VURDERING A. EOEF-Traktatens artikel 85 1. Artikel 85, stk. 1 (10) I artikel 85, stk. 1, er det fastsat, at alle aftaler mellem virksomheder og alle former for samordnet praksis, der kan paavirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formaal eller til foelge at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen inden for faellesmarkedet, er uforenelige med faellesmarkedet og er forbudt.

I artikel 85, stk. 1, naevnes specielt en raekke eksempler paa forbudte aftaler, nemlig aftaler, som bestaar i direkte eller indirekte fastsaettelse af salgspriser, begraensning af eller kontrol med afsaetningen, eller opdeling af markeder mellem producenter.

2. Aftaler/Samordnet praksis (11) Artikel 85, stk. 1, forbyder baade aftaler og samordnet praksis. Selv om man normalt ikke sondrer mellem disse to former for ulovlige arrangementer, mener Kommissionen, at arrangementet mellem Solvay og CFK i naervaerende sag naermest kan betragtes som en aftale efter artikel 85, stk. 1 En aftale kan eksistere, naar parterne er naaet til enighed om en plan, der begraenser eller vil kunne begraense deres handlefrihed ved at fastlaegge retningslinjer for deres faelles virksomhed, eller afholden sig fra at udoeve virksomhed paa markedet. Det er ikke noedvendigt, at parterne betragter den som juridisk bindende, og i de tilfaelde, hvor de udmaerket ved, at deres aftale er ulovlig, kan det naturligvis ikke vaere deres hensigt, at den skal betragtes som gyldig. Der kraeves ingen procedure for haandhaevelse af aftalen, og det er heller ikke noedvendigt, at en saadan aftale er skriftlig.

3. Begraensning af konkurrencen (12) I naervaerende sag er det indlysende, at aftalen har til formaal og til foelge at begraense konkurrencen.

Det var klart formaalet at skabe betingelser for en kunstig markedsstabilitet. Mod at foere en prispolitik, som Solvay ikke betragtede som oedelaeggende, blev CFK garanteret en mindsteandel af det tyske marked. Ved at fjerne de maengder fra markedet, som CFK ikke kunne saelge, sikrede Solvay, at priserne ikke faldt paa grund af konkurrence. Det fremgaar af bevismaterialet, at aftalerne blev gennemfoert i praksis og fik den tilsigtede virkning. Saadanne traditionelle karteller begraenser i sig selv konkurrencen som omhandlet i artikel 85, stk. 1.

4. Paavirkning af samhandelen mellem medlemsstater (13) Den garanterede mindsteafsaetning vedroerte kun salget paa det tyske marked, men dette udelukker paa ingen maade anvendelse af artikel 85. Den adfaerd, som Solvay i Bruxelles har udvist, goer det klart, af aftalen indgik i dens generelle politik, som tog sigte paa at kontrollere sodamarkedet i EF. Aftalen mellem Solvay og CFK tog sigte paa ikke blot at begraense konkurrencen paa en vaesentlig del af faellesmarkedet, men ogsaa at opretholde den stive markedsstruktur og opdelingen af markedet efter nationale skel. Det er desuden muligt, at den maengde, Solvay aftog i henhold til garantien, ellers ville vaere blevet afsat af CFK paa andre markeder i EF.

5. Konklusion (14) Kommissionen finder derfor, at Solvay og CFK har overtraadt EOEF-Traktatens artikel 85, fordi de fra omkring 1986 har deltaget i en aftale, hvorved Solvay garanterede CFK en bestemt aarlig mindsteafsaetning i Tyskland og aftog de maengder, der var noedvendige for at naa op paa dette minimum.

B. Retsmidler og sanktioner 1. Artikel 3 i forordning nr. 17 (15) Hvis Kommissionen konstaterer, at der foreligger en overtraedelse af artikel 85, kan den paalaegge de paagaeldende virksomheder at bringe overtraedelsen til ophoer, jf. artikel 3 i forordning nr. 17.

Aftalerne i det foreliggende tilfaelde blev gennemfoert hemmeligt, og paa trods af det foreliggende bevismateriale har baade Solvay og CFK fortsat benaegtet, at der var tale om hemmelige aftaler mellem dem. Det er saaledes uvist, om de har truffet foranstaltninger for at bringe aftalerne til ophoer. Det er derfor noedvendigt at paalaegge Solvay og CFK omgaaende at bringe overtraedelsen til ophoer, jf. artikel 3 i forordning nr. 17.

Det skal ogsaa forbydes parterne at medvirke ved aftaler eller samordnet praksis med tilsvarende virkning.

2. Artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 (16) I henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 kan Kommissionen ved beslutning paalaegge virksomheder boeder paa mindst 1 000 og hoejst 1 mio. ECU, idet sidstnaevnte beloeb dog kan forhoejes til 10 % af omsaetningen i det sidste regnskabsaar i hver af de virksomheder, som har medvirket ved overtraedelsen, saafremt de forsaetligt eller uagtsomt overtraeder artikel 85, stk. 1, eller artikel 86. Ved fastsaettelsen af boedens stoerrelse skal der tages hensyn til baade overtraedelsens grovhed og dens varighed.

a) Overtraedelsens grovhed (17) Efter Kommissionens opfattelse er der i naervaerende sag tale om en alvorlig overtraedelse. Aftaler om markedsopdeling udgoer i sig selv en betydelig konkurrencebegraensning. I naervaerende sag begraensede parterne deres indbyrdes konkurrence ved at soege at skabe kunstige vilkaar for markedsstabilitet. CFK naaede sit maal for afsaetningen, uden at den paagaeldende maengde skulle afsaettes paa forbrugermarkedet til konkurrencedygtige priser. Aftalerne blev ogsaa gennemfoert i dybeste hemmelighed.

b) Overtraedelsens varighed (18) Da virksomhederne naegter at udtale sig, er det umuligt at fastslaa praecist, hvornaar garantiaftalen blev indgaaet. Ordningen blev foerste gang anvendt paa CFK's afsaetning for 1987. Ved fastsaettelsen af boedernes stoerrelse vil det derfor vaere rimeligt at gaa ud fra, at aftalen blev indgaaet paa et eller andet tidspunkt i 1987.

Naar Kommissionen fastlaegger, hvor stor en boede producenterne skal paalaegges, tager den i betragtning, at Solvay indtager en dominerende stilling paa markedet som den foerende producent i Tyskland og i EF. Solvay har som saadan et saerligt ansvar for at sikre markedets »stabilitet«. CFK er en forholdsvis lille sodaproducent, men virksomheden indgik beredvilligt i det ulovlige arrangement.

(19) Overtraedelsen var forsaetlig, og det maa have vaeret indlysende for parterne, at deres aftale var klart uforenelig med faellesskabsretten.

Kommissionen har adskillige gange foer ved beslutning paalagt Solvay betydelige boeder for hemmelige aftaler inden for den kemiske industri (beslutning 85/74/EOEF (1) (peroxygen-produkter), beslutning 86/398/EOEF (2) (polypropylen) og beslutning 89/190/EOEF (3) (PVC)). I 1980 til 1982 foretog Kommissionen en undersoegelse af virksomhedens sodaaktiviteter. Selv om Kommissionen paa det paagaeldende tidspunkt isaer var opmaerksom paa Solvays aftaler om eksklusive leveringsaftaler med kunderne, kan de ansvarlige for sodaaktiviteterne ikke have vaeret uvidende om, at det var noedvendigt at efterkomme faellesskabsretten - VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Solvay et Cie SA (Solvay) og Chemische Fabrik Kalk GmbH (CFK) har overtraadt EOEF-Traktatens artikel 85 ved fra omkring 1987 og indtil nuvaerende tidspunkt at have deltaget i en aftale om markedsopdeling, hvorved Solvay garanterede CFK en aarlig mindstafsaetning af soda i Tyskland, beregnet paa grundlag af CFK's afsaetning i 1986, og ydede CFK kompensation for fald i afsaetningen ved at aftage de maengder, der var noedvendige for at bringe CFK's afsaetning op paa den garanterede mindsteafsaetning.

Artikel 2

Solvay og CFK bringer omgaaende overtraedelsen til ophoer (medmindre de allerede har gjort det) og afstaar i fremtiden fra enhver aftale eller samordnet praksis med samme eller tilsvarende formaal eller virkning.

Artikel 3

For den i artikel 1 naevnte overtraedelse paalaegges nedenstaaende virksomheder foelgende boeder:

a) Solvay et Cie, Bruxelles, paalaegges en boede paa 3 mio. ECU b) Chemische Fabrik Kalk, Koeln, paalaegges en boede paa 1 mio. ECU.

Artikel 4

De i artikel 3 omhandlede boeder indbetales senest tre maaneder efter meddelelsen af denne beslutning paa foelgende konto:

Nr. 310-0933000-43 Banque Bruxelles Lambert Agence Européenne Rond Point Schuman 5 B-1040 Bruxelles.

Ved periodens udloeb paaloeber der automatisk rente efter den sats, som Den Europaeiske Fond for Monetaert Samarbejde anvendte for sine ecu-transaktioner den foerste arbejdsdag i den maaned, hvor denne beslutning blev vedtaget, plus 3,5 procentpoints, dvs. 14 %.

Hivs boeden indbetales i national valuta i den medlemsstat, hvor den angivne indbetalingsbank er beliggende, anvendes den valutakurs, der var gaeldende dagen foer betalingen.

Artikel 5

Denne beslutning er rettet til:

- Solvay et Cie SA, 33 rue du Prince Albert, B-1050 Bruxelles - Chemische Fabrik Kalk GmbH, Kalherhauptstrasse 22, D-500 Koeln 91.

Denne beslutning kan tvangsfuldbyrdes i henhold til EOEF-Traktatens artikel 192.

Udfaerdiget i Bruxelles, den 19. december 1990.

Paa Kommissionens vegne Leon BRITTAN Naestformand

(1) EFT nr. 13 af 21. 2. 1962, s. 204/62.

(2) EFT nr. 127 af 20. 8. 1963, s. 2268/63.

(3) Se side 1 i denne Tidende.

(1) Sml. 1975, s. 1663.

(1) EFT nr. L 35 af 7. 2. 1985, s. 1.

(2) EFT nr. L 230 af 18. 8. 1986, s. 1.

(3) EFT nr. L 74 af 17. 3. 1989, s. 1.