31990D0197

*****

KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 4. oktober 1989

om stoette i Frankrig til husdyrbrugere/kornproducenter, som finansieres ved tilbagebetaling af saerlige afgifter og socialsikringsbidrag

(Kun den franske udgave er autentisk)

(90/197/EOEF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE

FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, saerlig artikel 93, stk. 2, foerste afsnit,

under henvisning til

- Raadets forordning (EOEF) nr. 2759/75 af 29. oktober 1975 om den faelles markedsordning for svinekoed (1), senest aendret ved forordning (EOEF) nr. 1249/89 (2), saerlig artikel 21

- Raadets forordning (EOEF) nr. 805/68 af 27. juni 1968 om den faelles markedsordning for oksekoed (3), senest aendret ved forordning (EOEF) nr. 571/89 (4), saerlig artikel 24

- Raadets forordning (EOEF) nr. 2777/75 af 29. oktober 1975 om den faelles markedsordning for fjerkraekoed (5), senest aendret ved forordning (EOEF) nr. 1235/89 (6), saerlig artikel 23,

efter i henhold til EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 2, at have givet de interesserede parter en frist til at fremsaette deres bemaerkninger (7), og

ud fra foelgende betragtninger:

I

Som foelge af en klage er Kommissionen blevet bekendt med en ordning, i henhold til hvilken franske husdyrbrugere/kornproducenter kan faa refunderet saerlige afgifter (solidaritetsbidrag, afgift Bapsa -producenter), der er betalt ved levering af korn til en godkendt kornindsamlingsvirksomhed (lov af 30. december 1982 om aendring af finansloven for 1982). Ved to dekreter af 26. oktober 1983 er ordningen blevet udvidet til at omfatte socialsikringsbidrag (afgift FASC og afgift FNDA).

Ved ordningen kan franske husdyrbrugere/kornproducenter faa disse afgifter tilbagebetalt for den maengde kornprodukter, der er indeholdt i foder, som koebes til anvendelse i deres husdyrbrug, dog hoejst for 300 tons pr. hoestaar.

II

1. Ved skrivelse af 29. november 1988 til den franske regering meddelte Kommissionen, at den havde besluttet at indlede proceduren i EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 2, vedroerende stoetten.

2. I skrivelsen meddelte Kommissionen de franske myndigheder, at den betragtede stoetten som driftsstoette, der ikke kan faa nogen varig virkning for den paagaeldende sektors udvikling, da foranstaltningens virkning forsvinder med selve foranstaltningen. Kommissionen finder, at saadanne foranstaltninger i princippet er uforenelige med faellesmarkedet.

Desuden udgoer Faellesskabets retsforskrifter for husdyrbrug en fuldstaendig og udtoemmende ordning, der udelukker enhver mulighed for, at medlemsstaterne traeffer supplerende foranstaltninger til stoette for producenternes indkomst.

Stoetten er derfor en overtraedelse af de paagaeldende faellesskabsbestemmelser.

3. Kommissionen har i forbindelse med proceduren opfordret den franske regering til at fremsaette sine bemaerkninger hertil.

Kommissionen har endvidere opfordret de oevrige medlemsstater samt andre interesserede parter til at fremsaette deres bemaerkninger hertil.

III

Ved skrivelse af 1. marts 1989 besvarede den franske regering Kommissionens aabningsskrivelse.

Ifoelge de franske myndigheder er ordningen ikke en stoette, da dens formaal er at undgaa, at husdyrbrugere/kornproducenter, som ikke raader over de fornoedne forarbejdningsanlaeg, behandles anderledes end de husdyrbrugere/kornproducenter, der selv forarbejder deres hoest og dermed ikke betaler de afgifter, der opkraeves ved markedsfoeringen af korn. Ved ordningen er der saaledes genskabt lige vilkaar for de franske husdyrbrugere/kornproducenter.

De franske myndigheder finder, at ordningen foelger Domstolens retspraksis, hvad angaar det generelle princip om ligestilling, der blandt andet er anerkendt i sag 300/86 (1).

De finder endvidere, at situationen for husdyrbrugere/kornproducenter ikke kan sammenlignes med den, der goer sig gaeldende for husdyrbrugere, som ikke producerer korn.

Disse argumenter blev fremsat mundtligt og naermere belyst af de franske myndigheder under et moede med Kommissionen den 25. april 1989.

IV

Med hensyn til argumenterne fra de franske myndigheder skal foelgende bemaerkes:

- tilbagebetalingen af disse afgifter til husdyrbrugerne/kornproducenterne maa betragtes som stoette, der ydes ved hjaelp af statsmidler som omhandlet i EOEF-Traktatens artikel 92. Ifoelge Domstolens retspraksis gaelder foelgende: »En foranstaltning, som traeffes af en offentlig myndighed, og som begunstiger visse virksomheder eller visse produkter, mister ikke sin karakter af vederlagsfri fordel, fordi den helt eller delvis finansieres gennem bidrag, som det offentlige opkraever hos de paagaeldende virksomheder« (2)

- Domstolen har i sag 300/86 kendt artikel 1, stk. 2, andet afsnit, i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2040/86 (3), som aendret ved forordning (EOEF) nr. 2572/86 (4), ugyldig »i det omfang, der ikke skal svares medansvarsafgift for den foerste forarbejdning af korn, der foretages paa producentens bedrift ved hjaelp af dennes driftsmateriel, forudsat at det forarbejdede produkt anvendes paa netop denne bedrift, mens der skal erlaegges afgift for den foerste forarbejdning af korn, der foretages uden for producentens bedrift eller paa anlaeg, der ikke udgoer en del af dennes driftsmateriel, selv om det forarbejdede produkt anvendes paa bedriften«, men denne retspraksis kan ikke anvendes i det foreliggende tilfaelde. Det er ikke rimeligt at sammenligne den faellesskabsordning, der paa visse betingelser giver adgang til fritagelse for en EF-afgift, som anvendes obligatorisk og ensartet i hele Faellesskabet, med en ensidig ordning, der indebaerer refusion af nationale afgifter i en medlemsstat. Desuden er formaalet med Faellesskabets retsforskrifter for medansvarsafgift at begraense strukturoverskuddet af korn paa markedet, hvilket ikke er tilfaeldet med den franske foranstaltning

- husdyrbrugere/kornproducenter og husdyrbrugere/ikke-kornproducenter konkurrerer med hinanden paa markedet for produkter fra husdyrbruget.

Foelgelig kan de franske myndigheders begrundelser ikke godtages.

V

1. I henhold til de forskellige ovennaevnte faelles markedsordninger er EOEF-Traktatens artikel 92, 93 og 94 anvendelige paa produktion og handel med de produkter, der beroeres af den paagaeldende stoette.

Stoetten indebaerer en saerlig fordel for de franske husdyrbrugere/kornproducenter. Den goer det muligt at nedbringe omkostningerne ved husdyrbruget for de landbrugere, der er omfattet af refusionen. Det boer her understreges, hvilken betydning foder har for koedets salgspris (50 til 70 %). Projektet forvrider derfor konkurrencen mellem disse husdyrbrugere og de husdyrbrugere, der ikke er omfattet af refusionsordningen, baade i Frankrig og i andre medlemsstater.

Foranstaltningen kan paa grund af, at den nedbringer produktionsomkostningerne og gaelder produkter, der er genstand for omfattende handel, paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne. De vigtigste tal for samhandelen med de paagaeldende produkter mellem Frankrig og de andre medlemsstater er ifoelge statistikkerne for 1987 foelgende (tusinde tons):

(1 000 tons)

1.2.3.4 // // // // // // Import fra EF // Eksport til EF // Selvforsyning // // // // // Oksekoed // 294 // 209 // 121,24 % // // // // // Svinekoed // 424 // 97 // 81 % // // // // // Fjerkraekoed // 40 // 138 // 136,57 % // // // //

Som foelge af foranstaltningen vil erhvervsdrivende i andre medlemsstater faa deres eksport begraenset, fordi de handlende vil raade over et stoerre udbud af franske dyr, der har vaeret omfattet af stoetten, og de maengder, der tilbydes til eksport, vil desuden oeges paa grund af foranstaltningen.

Den paagaeldende stoette modsvarer derfor kriterierne i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1; ifoelge denne bestemmelse er stoette, der modsvarer de ved bestemmelsen fastsatte kriterier, i princippet uforeneligt med faellesmarkedet.

2. Undtagelserne herfra, der er fastsat i artikel 92, stk. 2, kan klart ikke anvendes paa den paagaeldende stoette, og de franske myndigheder har heller ikke paaberaabt sig disse undtagelser. De undtagelser, der er fastsat i naevnte artikels stk. 3, vedroerer de maal, som forfoelges i Faellesskabets interesse, og ikke blot i saerlige sektorers interesse i de enkelte medlemsstaters oekonomi. Undtagelserne skal fortolkes snaevert ved behandlingen af ethvert program for regional eller sektoriel stoette eller af alle individuelle tilfaelde af anvendelse af generelle stoetteordninger.

Undtagelse kan bl.a. kun indroemmes, hvor Kommissionen kan fastslaa, at en stoette er noedvendig for at virkeliggoere et af de maal, der er omhandlet i disse bestemmelser. Hvis der tillades undtagelser for stoetteordninger, der ikke indebaerer et saadant maal, paavirkes samhandelen mellem medlemsstaterne, og konkurrencen forvrides uden grund set ud fra Faellesskabets interesse og som foelge heraf gives visse medlemsstater uberettigede fordele.

I det foreliggende tilfaelde indebaerer stoetten ikke et saadant maal. Den franske regering har nemlig ikke kunnet give, ligesom Kommissionen heller ikke har kunnet finde nogen begrundelse for, at den paagaeldende stoette opfylder de betingelser, der kraeves for at omfattes af en af undtagelserne i Traktatens artikel 92, stk. 3.

Der er ikke tale om stoette, der kan fremme virkeliggoerelsen af et vigtigt projekt af faelles europaeisk interesse som omhandlet i artikel 92, stk. 3, litra b), da den virkning, som stoetten kan have for samhandelen, gaar i modsat retning af den faelles interesse. Det drejer sig heller ikke om en stoette, der kan afhjaelpe en alvorlig forstyrrelse i den paagaeldende medlemsstats oekonomi, jf. samme bestemmelse.

Hvad angaar de undtagelser, der er fastsat i artikel 92, stk. 3, litra a) og c), med hensyn til stoette til fremme af den oekonomiske udvikling i omraader samt af visse erhvervsgrene, jf. ovennaevnte litra c), maa det konstateres, at stoetten ikke varigt forbedrer forholdene for den sektor, der modtager stoetten.

Da stoetten kan medfoere stigende leverancer af koed til intervention, kan den yderligere medfoere stigende udgifter for Den Europaeiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget.

Stoetten maa derfor betragtes som vaerende i modstrid med den faelles interesse.

Stoetten maa derfor betragtes som en driftsstoette, en stoette, som Kommissionen i princippet altid har modsat sig, da den ikke ydes paa betingelser, der kan omfattes af en af de undtagelser, der er fastsat i artikel 92, stk. 3, litra a) og c).

3. Med hensyn til produkter fra husdyrbruget, der er omfattet af en markedsordning, er det i oevrigt begraenset, hvor meget medlemsstaterne direkte kan gribe ind i en faelles markedsordning, der omfatter et system af faelles priser, som nu udelukkende hoerer under Kommissionens kompetence.

Stoetten er en overtraedelse af princippet om, at medlemsstaterne ikke laengere har ret til ensidigt at gribe ind i landmaendenes indkomst i forbindelse med en faelles markedsordning ved ydelse af stoette af denne type.

Selv hvis en undtagelse i henhold til artikel 92, stk. 3, havde vaeret taenkelig, udelukker den overtraedelse af den paagaeldende faelles markedsordning, som den paagaeldende stoette indebaerer, anvendelsen af en saadan undtagelse.

4. Det foelger heraf, at den paagaeldende stoette er uforenelig med faellesmarkedet efter EOEF-Traktatens artikel 92 og maa derfor ikke laengere ydes - VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Den franske regering kan ikke laengere yde stoette til husdyrbrugere/kornproducenter i form af en refusion af de saerlige udgifter og solidaritetsbidragene for kornprodukter, der er indeholdt i foder, som koebes til anvendelse i deres husdyrbrug med en oevre graense paa 300 tons korn pr. hoestaar.

Artikel 2

Den franske regering underretter senest to maaneder fra meddelelsen af naervaerende beslutning Kommissionen om de foranstaltninger, den har truffet for at efterkomme denne beslutning.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Den Franske Republik.

Udfaerdiget i Bruxelles, den 4. oktober 1989.

Paa Kommissionens vegne

Ray MAC SHARRY

Medlem af Kommissionen

(1) EFT nr. L 282 af 1. 11. 1975, s. 1.

(2) EFT nr. L 129 af 11. 5. 1989, s. 12.

(3) EFT nr. L 148 af 28. 6. 1968, s. 24.

(4) EFT nr. L 61 af 4. 3. 1989, s. 43.

(5) EFT nr. L 282 af 1. 11. 1975, s. 77.

(6) EFT nr. L 128 af 11. 5. 1989, s. 29.

(7) EFT nr. C 35 af 11. 2. 1989, s. 17.

(1) Landschoot mod Mera, dom af 29. juni 1988 (endnu ikke offentliggjort).

(2) Steineke sag 78/76, dom af 22. marts 1977 (Saml. 1977, s. 595).

(3) EFT nr. L 173 af 1. 7. 1986, s. 65.

(4) EFT nr. L 229 af 15. 8. 1986, s. 25.