31988D0318

*****

KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 2. marts 1988

om lov nr. 64 af 1. marts 1986 om reglerne for ekstraordinaer stoette til Mezzogiorno

(Kun den italienske udgave er autentisk)

(88/318/EOEF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE

FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, saerlig artikel 93, stk. 2, foerste afsnit,

under henvisning til Raadets forordning (EOEF) nr. 1035/72 af 18. maj 1972 om den faelles markedsordning for frugt og groensager (1), senest aendret ved forordning (EOEF) nr. 223/88 (2), saerlig artikel 31, samt de tilsvarende bestemmelser i de andre forordninger om de faelles markedsordninger for frugt og groensager,

efter at have opfordret de interesserede parter til at fremsaetter deres bemaerkninger, jf. artikel 93, og

ud fra foelgende betragtninger:

I

1. Den italienske regering anmeldte ved skrivelse af 2. maj 1986 en ny stoetteordning for Mezzogiorno, der skulle gaelde i ni aar (1985 til 1993). Denne stoetteordning er indfoert ved lov nr. 64 af 1. marts 1986; der er tale om en foroegelse af den stoette, der kan ydes i henhold til tidligere lovgivning, men det geografiske anvendelsesomraade er uaendret (jf. dekret nr. 218 af 6. marts 1978). Ved denne lov, der ifoelge de foreliggende oplysninger endnu ikke har vaeret anvendt, er stoetten til industri og forskning blevet foroeget, og samtidig er der indfoert ny stoette til fordel for servicesektoren og til innovation i smaa og mellemstore virksomheder. Muligheden for nedsaettelse af socialsikringsbidragene er bibeholdt, samtidig med at visse skattelettelser er foroeget. Der indfoeres en ny statsgarantiordning for kortfristet kredit til kooperativer og smaa og mellemstore virksomheder; denne ordning skal ogsaa anvendes til at bistaa industrivirksomheder med at inddrive eksportindtaegter og sikre dem mod kurssvingninger. Der kan ydes stoette til obligationsemissioner foretaget af banker, der har tilladelse til at drive virksomhed i Mezzogiorno, og bestemmelserne om offentlige kontrakter er blevet udbygget. Taksterne for transport med fly, med jernbane og med skib er nedsat med 30 % for virksomheder paa Sardinien, ligesom jernbanetaksterne for transport af landbrugsprodukter fra Mezzogiorno er blevet nedsat. Endelig er den normale momsrefusion foroeget med 4 % for industrivirksomheder for saavel importerede som paa hjemmemarkedet indkoebte varer, der indgaar i deres aktiviteter.

Stoetteintensiteten varierer efter de enkelte provinsers sociooekonomiske forhold. De italienske myndigheder har saaledes udarbejdet et indeks bestaaende af seks indikatorer. Paa basis heraf er der defineret tre zoner: en foerste, mindre udviklet zone (A), der omfatter 25 % af indbyggerne i Mezzogiorno, en anden, mellemzone (B), der omfatter 61 % af indbyggerne i Mezzogiorno, og en tredje, mere udviklet zone (C), der omfatter 14 % af indbyggerne. Sidstnaevnte zone omfatter provinserne Frosinone, Latina, Rieti, Rom (Lazio), Ascoli Piceno (Marche), Chieti, L'Aquila, Pescara, Teramo (Abruzzi) og Taranto (Puglia). Den italienske regering meddelte paa denne baggrund Kommissionen, at den agtede at foroege stoetteintensiteten med 2 / 5 A zone a og med 1 / 5 for zone B, medens zone C ville modtage stoette efter den normale sats. Den hoejeste stoetteintensitet for zone A, B og C bliver derfor henholdsvis 73,78 %, 66,4 % og 59,02 % i nettosubventionsaekvivalent.

II

2. Kommissionen har i henhold til EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, undersoegt de i lov nr. 64/86 og dekret nr. 218/78 omhandlede stoetteforanstaltninger. Den besluttede den 28. april 1987 at indlede proceduren i EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 2, samtidig med, at den ved beslutning af 30. april 1987 tillod, at lov nr. 64/86 blev anvendt i de fleste omraader i Mezzogiorno. Den underrettede den italienske regering herom ved skrivelse af 30. april 1987. Ved skrivelse af 21. september 1987 opfordrede den de oevrige medlemsstaters regeringer til at fremsaette deres bemaerkninger. I overensstemmelse med EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 2, blev der desuden den 29. september 1987 offentliggjort en meddelelse i De Europaeiske Faellesskabers Tidende (3) til andre interesserede parter.

Proceduren i EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 2, omfattede alle regioner i Mezzogiorno og vedroerte foelgende foranstaltninger, der er fastsat i lov nr. 64/86 og dekret nr. 218/78: den subsidierede eksportgaranti, nedsaettelsen af taksterne for transport af landbrugsvarer fra Mezzogiorno samt nedsaettelsen af socialsikringsbidragene for virksomheder inden for levnedsmiddelindustrien.

3. Kommissionen kunne ikke vurdere, om stoetten til innovation i smaa og mellemstore virksomheder var forenelig med Faellesmarkedet, da gennemfoerelsesbestemmelserne i henhold til artikel 12, stk. 5, i lov nr. 64/86 endnu ikke var blevet vedtaget. Kommissionen forbeholdt sig endvidere ret til senere at udtale sig om bestemmelserne om kvotaordninger for virksomheder i Mezzogiorno i forbindelse med tildelingen af offentlige kontrakter, og om kurssikringsordningen, da den for oejeblikket er i faerd med at behandle disse spoergsmaal paa EF-plan. For saa vidt angaar moms forbeholdt Kommissionen sig ret til med de italienske myndigheders bistand at undersoege de tekniske detaljer paa grundlag af sjette momsdirektiv og ordning for de egne indtaegter.

Kommissionen erklaerede, da den indledte proceduren, at zone A og B samt provinsen Taranto kunne betragtes som omraader med en usaedvanlig lav levestandard eller med alvorlig underbeskaeftigelse, og at de derfor var stoetteberettigede i henhold til EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, litra a).

Investeringsstoetten paa over 30 % i nettosubventionsaekvivalent til provinserne Frosinone, Pescara og Chieti var ikke forenelig med EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, litra c); driftsstoette i form af f.eks. fritagelse for selskabsbeskatning og nedsaettelse af socialsikringsbidragene kunne heller ikke accepteres for disse provinser. Endelig var det ikke berettiget paa grundlag af artikel 92, stk. 3, litra c), at yde nogen form for regional stoette til provinserne Ascoli Piceno, Rieti, Rom, Latina, L'Aquila og Teramo.

4. Ved lov nr. 64/86 udvides og aendres, i lovens gyldighedsperiode (ni aar), finansieringen af virksomhedernes socialsikringsbidrag i forbindelse med de ansattes pensionsordninger. Stoetten ydes til industri- og servicevirksomheder i Mezzogiorno. Denne foranstaltning gaelder for alle brancher, inkl. virksomheder, der forarbejder de i bilag II til EOEF-Traktaten anfoerte produkter.

I henhold til lov nr. 64/86 kan der ydes stoette til transport af raavarer, inkl. de i bilag II til EOEF-Traktaten anfoerte produkter, baade til og fra Sardinien (lovens artikel 17, stk. 11 og 12). Der indroemmes endvidere lavere takster for transport af landbrugsvarer fra Mezzogiorno (lovens artikel 17, stk. 13). Den foerste foranstaltning indebaerer en nedsaettelse paa 30 % af taksterne for transport med fly, med jernbane og med skib. Den anden foranstaltning indebaerer en nedsaettelse paa 20 % af jernbanetaksterne.

III

En medlemsstat og 145 interesserede parter har fremsat bemaerkninger som led i denne procedure.

IV

1. Investeringsstoetten til industrien, servicesektoren og forskning samt anden stoette, der kan ydes i henhold til lov nr. 64/86 og dekret nr. 218/78, falder ind under EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1.

Stoetten gives til virksomheder, der foretager stoetteberettigede investeringer i Mezzogiorno, og begunstiger disse virksomheder i det omfang, samme stoette ikke ydes til lignende investeringer uden for dette omraade.

Stoetten fordrejer konkurrencen, fordi den klart forbedrer modtagernes investeringsafkast i forhold til konkurrenter, som ikke faar en saadan stoette.

Industristoetten kan andrage 73,78 %, 66,4 % og 59,02 % i nettosubventionsaekvivalent. Stoetten til servicesektoren (salg) kan andrage 44,88 %, 39,84 % og 34,79 % i nettosubventionsaekvivalent. En nedskaering af investeringsomkostningerne af et saadant omfang goer kunstigt investeringerne mere rentable for de subventionerede virksomheder end for deres ikke-subventionerede konkurrenter, og konkurrencen vil derfor blive fordrejet.

Den her omhandlede stoette paavirker ogsaa samhandelen mellem medlemsstaterne. Selv om det under vurderingen af denne stoette ikke er muligt at stedfaeste stoettemodtagerens markeder noejagtigt, idet de potentielle stoettemodtagere ikke er kendte, viser statistikkerne over import og eksport (paa NUTS III-niveau), at en stor procentdel af regionens produkter eksporteres til andre medlemsstater, om end i forskelligt omfang, afhaengigt af omraadet. Samhandelen mellem medlemsstaterne paavirkes ogsaa, naar den nationale produktion fremmes gennem stoette paa bekostning af importen fra de andre medlemsstater.

Det skal derfor understreges, at den paagaeldende stoetteordning tager sigte paa at anspore virksomhederne til at foretage investeringer i de paagaeldende omraader, og at den vil kunne paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkaarene. I betragtning af ordningens naermere indhold og navnlig stoettens stoerrelse, opnaar stoettemodtagerne en betydelig fordel frem for deres konkurrenter. Desuden omfatter stoettemodtagerne de store virksomheder, hvis produktion, i hvert fald delvis, eksporteres til de oevrige medlemsstater. Som anfoert ovenfor goer stoetten modtagernes investeringer mere rentable set i forhold til deres konkurrenters. Hvor der er tale om handel mellem medlemsstaterne, vil denne blive paavirket af stoetten. Stoetten falder derfor ind under artikel 92, stk. 1.

2. Da afgraensningen af stoetteomraader i Mezzogiorno vedroerer regionalstoette, kan Kommissionen kun tillade, at der ydes stoette til disse regioner, saafremt betingelserne i artikel 92, stk. 3, litra a) og c), er opfyldt. Det kraeves, at stoetten ud over at tilgodese medlemsstatens og stoettemodtagerens interesser ogsaa bidrager til virkeliggoerelsen af bestemte faellesskabsmaal. Undtagelserne skal fortolkes strengt.

De kan navnlig kun anvendes, naar Kommissionen fastslaar, at markedskraefterne alene ville vaere utilstraekkelige til at tilskynde modtagerne til at traeffe dispositioner, der kan bidrage til virkeliggoerelsen af et af de maal, der naevnes i undtagelsesbestemmelserne.

Anvendes undtagelsesbestemmelserne paa stoetteforanstaltninger, der ikke bidrager til virkeliggoerelsen af et saadant maal, vil det medfoere, at samhandelen mellem medlemsstaterne paavirkes, samt at konkurrencevilkaarene fordrejes, uden at dette paa nogen maade er begrundet i hensynet til Faellesskabets interesse.

Naar Kommissionen anvender ovennaevnte principper i forbindelse med sin undersoegelse af regionalstoetteordninger, skal den sikre sig, at problemerne i de paagaeldende regioner sammenholdt med den oevrige del af Faellesskabet er saa alvorlige, at det er berettiget at yde stoette i det paataenkte omfang. Ved undersoegelsen skal det paavises, at stoetten er noedvendig for at naa de maal, der er anfoert i artikel 92, stk. 3, litra a) eller c). Ved udoevelsen af sine skoensmaessige befoejelser paa dette omraade tager Kommissionen hensyn til de oekonomiske og sociale faktorer set i forhold til situationen i Faellesskabet som helhed.

3. Undtagelsen i artikel 92, stk. 3, litra a), vedroerer stoette til fremme af den oekonomiske udvikling i omraader, hvor levestandarden er usaedvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskaeftigelse. Til vurdering af, om disse betingelser er opfyldt, har Kommissionen udviklet en metode, som de italienske myndigheder blev underrettet om under proceduren. Kommissionen har fastslaaet, at der er tale om en usaedvanlig lav levestandard eller alvorlig underbeskaeftigelse, naar BNP/PPS (koebekraftstandard) i hovedparten af niveau III-regionerne i en niveau II-region udgoer hoejst 75 % af faellesskabsgennemsnittet.

Der kan skelnes mellem stoette, som er betinget nye investeringer, og stoette, der ikke er direkte knyttet til saadanne investeringer (driftsstoette). Generelt giver Kommissionen ikke tilladelse til driftsstoette paa grund af dennes konkurrencefordrejende virkninger. Med henblik paa at fremme udviklingen i de daarligst stillede regioner i Faellesskabet som defineret i artikel 92, stk. 3, litra a), kan der dog under ganske saerlige omstaendigheder ydes visse former for driftsstoette i en begraenset periode.

Den driftsstoette, der er fastsat i ovennaevnte italienske bestemmelser, opfylder disse kriterier og kan derfor accepteres for regioner, der falder ind under artikel 92, stk. 3, litra a); der er navnlig tale om foelgende former for stoette: nedsaettelse af socialsikringsbidragene (artikel 59 i dekret nr. 218/78), skattefritagelser i henhold til artikel 101 og 105 i dekret nr. 218/78 og artikel 14, stk. 5, i lov nr. 64/86, statsgarantier (artikel 15, stk. 5, og artikel 17, stk. 5, i lov nr. 64/86), transportstoette til virksomheder paa Sardinien (artikel 17, stk. 11 og 12, i lov nr. 64/86).

I henhold til lov nr. 64/86 er der for den i punkt 1 naevnte investeringsstoette til industrien (artikel 9), servicesektoren (artikel 12) og forskning (artikel 12, stk. 13) tale om en maksimal intensitet, der kan beregnes paa forhaand. Dette er derimod ikke tilfaeldet med visse andre former for investeringsstoette, f.eks. momsrefusion (artikel 14, stk. 3), fritagelse for indkomstskat (ILOR) af overskuddet, forudsat at dette geninvesteres i Mezzogiorno (artikel 14, stk. 4), samt stoetten i forbindelse med obligationsemissioner (artikel 10). Derfor kan den samlede stoette til en investering ikke beregnes paa forhaand. Dette betyder, at de italienske myndigheder skal traeffe alle noedvendige foranstaltninger for at sikre, at den maksimale stoetteintensitet, som Kommissionen har fastsat i samordningsprincipperne for stoetteordninger med regional maalsaetning (1), ikke paa nogen maade eller under nogen omstaendigheder overskrides, og at de skal underrette Kommissionen om de foranstaltninger, de har truffet for at efterkomme denne beslutning.

De italienske myndigheder har forsikret Kommissionen om, at al stoette, der er betinget af nyinvesteringer, opfylder kriterierne i punkt 18 i samordningsprincipperne.

Paa det tidspunkt, hvor Kommissionen besluttede at indlede proceduren, oversteg BNP i to af de fire niveau- III regioner i Abruzi graensen paa 75 % (1983). Ifoelge de oplysninger for 1985, der blev fremsendt som led i proceduren, laa tre niveau-III regioner dog under graensen paa 75 %. Da situationen tilsyneladende er blevet forvaerret, mener Kommissionen, at der, i hvert fald midlertidigt, kan indroemmes en undtagelse i henhold til artikel 92, stk. 3, litra a), for provinserne L'Aquila, Teramo, Pescara og Chieti. Den i punkt 1 omhandlede stoette kan derfor tillades.

(1) EFT nr. L 118 af 20. 5. 1972, s. 1.

(2) EFT nr. L 23 af 28. 1. 1988, s. 1.

(3) EFT nr. C 259 af 29. 9. 1987, s. 2.

(1) EFT nr. C 31 af 3. 2. 1979, s. 9.

Kommissionen vil inden udgangen af 1990 foretage en ny undersoegelse af den sociale og oekonomiske situation i Abruzzi.

Med hensyn til provinserne Ascoli Piceno, Rieti, Rom, Latina og Frosinone bekraefter oplysningerne for 1985 den holdning, Kommissionen indtog, da den indledte proceduren, nemlig at betingelserne for, at der kan indroemmes en undtagelse i henhold til artikel 92, stk. 3, litra a), ikke er opfyldt.

4. Undtagelsen i artikel 92, stk. 3, litra c), vedroerer stoette til fremme af udviklingen af visse oekonomiske regioner, naar den ikke aendrer samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse.

Regionalstoettens indvirkning paa samhandelsvilkaarene anses ikke for at stride mod den faelles interesse, naar det kan paavises, at problemerne i den region, stoetten ydes til, er alvorlige i forhold til faellesskabsgennemsnittet, at markedskraefterne alene ikke ville kunne loese disse problemer, samt at stoetten ikke medfoerer urimelige konkurrencefordrejninger i bestemte sektorer.

Naar Kommissionen skal vurdere, om regionalstoette er forenelig med artikel 92, stk. 3, litra c), tager den derfor hensyn til forskellene mellem regionerne i samme land og til de paagaeldende regioners sociooekonomiske situation i forhold til resten af Faellesskabet.

Med henblik paa en saadan vurdering har Kommissionen udviklet en metode til at fastsaette taerskler for den strukturbestemte arbejdsloeshed og bruttonationalproduktet per capita i samtlige medlemsstater, og paa grundlag heraf kan den i foerste fase vurdere, om regionalstoetten er forenelig med Faellesmarkedet. De italienske myndigheder blev gjort bekendt med denne metode under proceduren. Taersklerne for de enkelte medlemsstater beregnes paa grundlag af deres situation i forhold til EF-gennemsnittet. Taersklerne er derfor mere restriktive for de mere udviklede medlemsstater. For Italien er de for oejeblikket 85 % af det nationale gennemsnit for BNP per capita og 116 % af den gennemsnitlige arbejdsloeshed i landet.

I anden fase anvender Kommissionen alle de oevrige relevante indikatorer, som eventuelt kan vaere foreslaaet af den paagaeldende medlemsstat.

5. Ved hjaelp af denne metode kan det fastslaas, at arbejdsloesheden i niveau III-regionen Frosinone ligger over taersklen paa 116 %. For at fastslaa, hvilken stoetteintensitet der ville vaere berettiget for dette omraade, blev gennemsnittet for BNP og den strukturbestemte arbejdsloeshed i omraadet sammenlignet dels med gennemsnittet for NUTS III-regioner i Frankrig og Det Forenede Kongerige, hvor Kommissionen har tilladt den maksimale stoetteintensitet paa grundlag af artikel 92, stk. 3, litra c), dels med gennemsnittet for provinserne i Mellem- og Norditalien. Kommissionen fandt det ikke berettiget at yde stoette med en intensitet paa over 30 % i nettosubventionsaekvivalent, hvilket er den maksimale stoetteintensitet der er tilladt i punkt 2, nr. ii), i ovennaevnte samordningsprincipper for stoetteordninger med regional maalsaetning.

6. Niveau III-regionerne Ascoli Piceno, Rieti, Rom og Latina har et indeks for BNP per capita paa over 85 % af det nationale gennemsnit og en arbejdsloeshed paa under 116 % af det nationale gennemsnit. Da disse regioner heller ikke opfylder minimumskriterierne for den ulighed, der skal vaere til stede, undersoegte Kommissionen andre sociooekonomiske data for at vurdere, om der kunne ydes regionalstoette i henhold til artikel 92, stk. 3, litra c). BNP og arbejdsloeshedstallene blev sammenlignet med tilsvarende data for provinserne i Mellem- og Norditalien og med tallene for NUTS III-regioner i andre medlemsstater, hvor Kommissionen har forbudt regionalstoette. Kommissionen undersoegte endvidere foelgende indikatorer, som de italienske myndigheder havde gjort gaeldende: udviklingen i indbyggerantallet, vandringsmoensteret, befolkningstaetheden, forholdet mellem den erhvervsaktive befolkning og den samlede befolkning, stigningen i beskaeftigelsen, arbejdsloesheden, ungdomsarbejdsloesheden, den tekniske arbejdsloeshed, den potentielle arbejdsloeshed, prognoser for arbejdsstyrken, BNP pr. beskaeftiget, den erhvervsaktive befolkning efter erhvervsgren, beskaeftigelsen i landbruget, beskaeftigelsen inden for fremstillingsvirksomhed, industrialiseringsgraden efter branche, beskaeftigelsen i den hoejteknologiske industri, tjenesteydelser inden for fremstillingsvirksomhed, avancerede tjenesteydelser, vaeksten i investeringerne, intensiteten af de oekonomiske forbindelser med udlandet, infrastruktur og penge- og finansieringsinstitutternes rentesatser. Der var imidlertid intet, der talte for, at Kommissionen aendrede sin oprindelige opfattelse af, at disse omraader ikke var berettigede til regionalstoette som angivet ved indledningen af proceduren. For provinserne Ascoli Piceno, Pieti, Rom og Latina maa stoette ydet i henhold til lov nr. 64/86 og dekret nr. 218/78 derfor betragtes som uforenelig med Faellesmarkedet, og den kan saaledes ikke falde ind under undtagelsen i artikel 92, stk. 3, litra a) og c). Denne konklusion blev meddelt de italienske repraesentanter paa moederne den 30. november og den 16. december 1987.

7. De italienske myndigheder haevder, at Kommissionen ikke har taget hensyn til de store forskelle, der hersker i de enkelte provinser, hvoraf nogle har en usaedvanlig lav levestandard eller en alvorlig underbeskaeftigelse. Ved vurderingen af de sociooekonomiske forhold i regionerne anvender Kommissionen NUTS (Nomenklaturen for Statistiske Territoriale Enheder) III-regionen som basis. Det er den mindste af de tre territoriale enheder, der er fastsat af Eurostat og medlemsstaterne som en ensartet referenceramme for regionale statistikker. I Italien svarer niveau III-regionen til provinsen, som baade er den geografiske enhed, de italienske myndigheder selv anvender ved opdelingen af Mezzogiorno i tre omraader, dvs. i mere og mindre udviklede regioner og en mellemgruppe. Kommissionen har derfor foretaget sin vurdering paa grundlag af de officielle data og de data, den har modtaget fra de kompetente italienske myndigheder, og som udelukkende vedroerte provinserne og/eller regionerne.

De italienske myndigheder fremhaever, at de paagaeldende regioner ikke har naaet en saadan udviklingsgrad, at de kan skaffe midler til den oekonomiske vaekst uden stoette, samt at de stadig er underudviklede i forhold til Mellem- og Norditalien. Endvidere traeffes de fleste af de investeringsbeslutninger, der vedroerer dem, af beslutningscentre beliggende andetstedt.

Ifoelge de italienske myndigheder er disse provinser endvidere de foerste, der blev industrialiseret i Mezzogiorno. Der skal derfor nu foretages udskiftning af anlaeg og udstyr, som blev installeret for 10 til 15 aar siden, ligesom der skal indfoeres ny teknologi. Dette medfoerer store investeringer, som virksomhederne i disse provinser ikke har raad til. Investeringer, der paataenkes foretaget paa mellemlang sigt, er umulige at gennemfoere paa grund af de utilstraekkelige midler, hvilket vil medfoere en oekonomisk afmatning og i vaerste fald konkurs for mange virksomheder, som ikke vil kunne klare konkurrencen.

Kommissionen finder, at virksomheder i de fem provinser i Marche og Lazio tidligere har modtaget en betydelig procentdel af den samlede stoette, der kan ydes i henhold til de forskellige love om ekstraordinaer stoette til Mezzogiorno. De har derfor haft en stoerre oekonomisk vaekst end alle de andre regioner i Mezzogiorno, og ifoelge de sociooekonomiske indikatorer har de naaet samme oekonomiske niveau som Mellemitalien. Derfor boer nyinvesteringer i virksomheder i disse omraader ske paa samme betingelser som Mellemitalien. Da der fra den 1. januar 1988 ikke laengere ydes regionalstoette i Mellem- og Norditalien, maa det samme gaelde for disse omraader.

Endvidere er Mezzogiornos industri isaer koncentreret i omraadet mellem Rom og Napoli, idet mange navnlig statsejede selskaber er etableret her og har deres beslutningscentre her.

De italienske myndigheder understreger, at erhvervslivet i de paagaeldende omraader hovedsagelig udgoeres af smaa og mellemstore virksomheder i etablerede sektorer, som er saarbare over for udefra kommende konkurrence, navnlig fra Spanien og Portugal. Den manglende stoette til servicesektoren vil hindre udskiftningen af foraeldede anlaeg samt bringe den teknologiske innovation og vaeksten i industrien i fare.

Kommissionen har konstateret, at denne erhvervsstruktur ogsaa findes i Mellem- og Norditalien. I Nord- og Mellemitalien har decentraliseringen af produktionen og den omstaendighed, at man er ved at gaa bort fra en vertikal virksomhedsstruktur, nemlig vaeret afgoerende for den nye industrimodel, der er kendetegnet ved mindre produktionsenheder. Dette faenomen goer sig dog ikke gaeldende i de oevrige egne af Mezzogiorno, hvor nedgangen i beskaeftigelsen i de smaa virksomheder skyldes udviklingen af de store virksomheder. Desuden har Kommissionen vedtaget de integrerede middelhavsprogrammer, der vedroerer Marche, Lazio og Abruzzi, og som navnlig tager sigte paa at stoette smaa og mellemstore virksomheder, ogsaa inden for servicesektoren. Af ovennaevnte grunde opretholder Kommissionen sit standpunkt, at stoette i provinserne Ascoli Piceno, Rieti, Rom og Latina er uforenelig med Faellesmarkedet.

8. Den subsidiaere statsgaranti til industrivirksomheder, der ikke kan inddrive deres tilgodehavender i forbindelse med eksportforretninger, herunder ogsaa eksport til andre medlemsstater (artikel 15, stk. 5, i lov nr. 64/86), betragter Kommissionen som uforenelig med Faellesmarkedet. Kommissionen har altid betragtet en saadan stoette som uforenelig med Faellesmarkedet, fordi den umiddelbart paavirker samhandelen mellem medlemsstaterne negativt og i saerlig grad virker konkurrencefordrejende. Denne stoette kan derfor ikke falde ind under undtagelsesbestemmelserne i artikel 92, stk. 3, litra a) og c). Denne konklusion gaelder alle provinser i Mezzogiorno.

9. Kommissionen kan endnu ikke vurdere, om stoetten til innovation i smaa og mellemstore virksomheder (artikel 12, stk. 4, i lov nr. 64/86) er forenelig med Faellesmarkedet, idet gennemfoerelsesbestemmelserne endnu ikke er vedtaget. Kommissionen forbeholder sig sin stilling, indtil disse bestemmelser er anmeldt. Kommissionen vil ogsaa senere tage stilling til bestemmelserne om offentlige kontrakter (artikel 17, stk. 14 til 17, i lov nr. 64/86) og om kurssikringsordningen (artikel 17, stk. 5, i lov nr. 64/86).

Paa grundlag af undersoegelsen finder Kommissionen, at bestemmelsen vedroerende momsrefusion (artikel 14, stk. 3, i lov nr. 64/86) er forenelig med sjette momsdirektiv og bestemmelserne om Faellesskabets egne indtaegter.

10. For saa vidt angaar stoette, der ydes i henhold til dekret nr. 218/78 og lov nr. 64/86 i forbindelse med de i bilag II til EOEF-Traktaten naevnte varer, goer de italienske myndigheder gaeldende, at takstnedsaettelsen for transport af disse produkter ikke paavirker konkurrencen og handelen, da de udelukkende har til formaal at opveje de negative virkninger af Mezzogiornos beliggenhed samt at udvikle de vigtigste oekonomiske sektorer i denne del af Italien. Naar Kommissionen ikke forbyder foranstaltninger af denne type i forbindelse med varer, der ikke er naevnt i bilag II til Traktaten, skyldes det, at de kun har ringe indvirkning paa konkurrencen. Nedsaettelsen af socialsikringsbidragene kan ikke betragtes som en selektiv, men som en generel foranstaltning, idet den gaelder for alle virksomheder i Mezzogiorno inden for industri, haandvaerk, landbrug m. v.

Efter Kommissionens opfattelse maa disse foranstaltninger betragtes som driftsstoette, da virksomhederne ved hjaelp af stoetten kan udfoere transaktioner paa hjemmemarkedet og i de andre medlemsstater til lavere priser, end det ellers ville have vaeret muligt. Saadanne foranstaltninger fordrejer konkurrencen mellem producenterne og de virksomheder, der forarbejder de i bilag II til EOEF-Traktaten naevnte varer, og mellem producenterne og virksomheder i de oevrige medlemsstater, der ikke har de samme fordele; de maa derfor betragtes som stoette i den i artikel 92, stk. 1, forudsatte betydning.

11. Da nedsaettelsen af socialsikringsbidragene for de virksomheder, der forarbejder de i bilag II til Traktaten naevnte varer, udgoer under 4 % af de samlede bidrag for industrien som helhed, kan det imidlertid, uden at foregribe Kommissionens stilling til stoettens selektive eller generelle karakter, konstateres, at der kun er tale om en ubetydelig andel af den samlede ordning. Med henblik paa at sikre en ensartet behandling af alle industrisektorer boer nedsaettelsen af bidragene derfor ikke forbydes.

12. Den stoette, der ydes i form af takstnedsaettelse, medfoerer derimod lavere salgsomkostninger og kan aendre samhandelsvilkaarene mellem medlemsstaterne for varer, der er omfattet af bilag II til Traktaten. Ved kunstigt at forbedre konkurrencevilkaarene vil de ogsaa vaere et incitament for italienske producenter og forarbejdningsvirksomheder til at soege nye afsaetningsmuligheder eller i hvert fald give dem mulighed for at fastholde deres traditionelle handelsmoenster. Dette vil saette dem i stand til for det foerste at nedskaere deres omkostninger gennem stordriftsfordele og for det andet at foroege deres konkurrenceevne paa de andre medlemsstaters markeder. Efter de i Traktatens artikel 92 anfoerte kriterier er en saadan stoette principielt uforenelig med Faellesmarkedet.

Undtagelsesbestemmelserne i artikel 92, stk. 2, finder ikke anvendelse paa den paagaeldende stoette. De undtagelser, der kan indroemmes i henhold til stk. 3, vedroerer maal, der forfoelges i Faellesskabets og ikke enkelte nationale erhvervssektorers interesse. Disse undtagelser skal fortolkes strengt ved undersoegelsen af regional- og sektorstoetteordninger eller konkrete stoetteforanstaltninger i henhold til generelle stoetteordninger.

Der kan indroemmes en undtagelse, naar Kommissionen kan fastslaa, at stoetten er paakraevet for at naa et af de i artikel 92, stk. 3, naevnte maal. Anvendes undtagelsesbestemmelserne paa stoette, der ikke opfylder disse betingelser, vil det paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencen, uden at dette er begrundet i hensyn til Faellesskabets interesse, ligesom det vil give virksomhederne i visse medlemsstater uberettigede fordele.

I denne sag synes stoetten ikke at vaere i Faellesskabets interesse. De italienske myndigheder har ikke kunnet bevise, og Kommissionen har ikke kunnet konstatere, at den paagaeldende stoette opfylder betingelserne for, at der kan indroemmes en undtagelse i henhold til EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3. Der er nemlig ikke tale om foranstaltninger, som fremmer virkeliggoerelsen af et vigtigt projekt af faelleseuropaeisk interesse i den betydning, der er forudsat i artikel 92, stk. 3, litra b), og foranstaltningerne er ikke af faelles interesse i betragtning af deres mulige virkninger paa samhandelen. Foranstaltningerne vil heller ikke kunne afhjaelpe en alvorlig forstyrrelse i den paagaeldende medlemsstats oekonomi i den betydning, der er forudsat i samme bestemmelse. Undtagelserne i artikel 92, stk. 3, litra a) og c), om stoette til fremme af den oekonomiske udvikling af visse erhvervsgrene eller oekonomiske regioner kan heller ikke anvendes, da de paagaeldende foranstaltninger maa betragtes som driftsstoette, der ikke kan medfoere en varig forbedring i stoettemodtagernes situation; naar stoetten ophoerer, vil stoettemodtagerne nemlig befinde sig i samme strukturmaessige situation, som inden stoetten blev ydet.

I denne forbindelse er det vigtigt at pege paa faren for, at stoette af denne art vil foroege produktionen af bilag II-varer, hvilket vil medfoere en foroegelse af landbrugsproduktionen, som i forvejen udviser store overskud inden for flere sektorer.

Den paagaeldende stoette er derfor i strid med det omfattende system af EF-foranstaltninger, der er indfoert i forbindelse med de faelles markedsordninger for landbrugsprodukter. En saadan stoette opfylder ikke betingelserne for, at der kan indroemmes en undtagelse i henhold til artikel 92, og maa saaledes betragtes som uforenelig med Faellesmarkedet. De italienske myndigheder skal derfor tage de noedvendige skridt til at afskaffe denne stoette. Denne beslutning foregriber ikke de beslutninger, Kommissionen senere maatte traeffe med hensyn til finansiering af den faelles landbrugspolitik over EUGFL, Garantisektionen.

13. Da de regioner, denne beslutning vedroerer, har modtaget regionalstoette siden 1950, og da et stoetteforbud med oejeblikkelig virkning kunne faa alvorlige negative foelger i visse omraader, finder Kommissionen det noedvendigt, at stoetten aftrappes gradvis. Da den sociooekonomiske situation varierer fra omraade til omraade, er det ogsaa noedvendigt at tilpasse overgangsordningerne hertil. Stoette i henhold til lov nr. 64/86 og dekret nr. 218/78 i Ascoli Piceno, Rom, Latina og Rieti er derfor uforenelig med Faellesmarkdet og forbudt. Som en overgangsforanstaltning kan der dog i henhold til dekret nr. 218/78 ydes stoette:

- indtil 31. december 1990 i provinserne Ascoli Piceno og Rom

- indtil 31. december 1992 i provinserne Latina og Rieti. Kommissionen vil gennemfoere en undersoegelse af den sociooekonomiske situation i Rieti inden udgangen af 1990, uden at dette i oevrigt faar indflydelse paa de overgangsforanstaltninger, der er godkendt indtil 31. december 1992.

Kommissionen understreger, at den stoette, der i overgangsperioden kan ydes i henhold til dekret nr. 218/78, er den i nedennaevnte artikler omhandlede stoette:

- artikel 63 til 69 (industriinvesteringer)

- artikel 70 (forskning)

- artikel 59 (nedsaettelse af socialsikringsbidragene i industrien)

- artikel 101, 102 og 105 (skattelettelser for industrien).

Kommissionen understreger desuden, at de italienske myndigheder er forpligtede til at overholde reglerne i Kommissionens meddelelse om kumulering af stoette med forskelligt sigte (1).

14. For at Kommissionen kan kontrollere, at stoetten i henhold til den paagaeldende ordning ydes paa de fastsatte betingelser, skal den italienske regering aarligt fremsende en rapport om anvendelsen af stoetteordningen -

VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Stoette i henhold til lov nr. 64/86 og dekret nr. 218/78 i provinserne L'Aquila, Teramo, Pescara og Chieti er forenelig med Faellesmarkedet i henhold til EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, litra a).

Kommissionen vil foretage en ny undersoegelse af de sociooekonomiske forhold i disse provinser inden udgangen af 1990 for at vurdere, om det vil vaere foreneligt med Faellesmarkedet at yde stoette i disse provinser i perioden efter 31. december 1990.

Artikel 2

Stoette i henhold til lov nr. 64/86 og dekret nr. 218/78 i provinsen Frosinone er forenelig med Faellesmarkedet i henhold til EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), saafremt stoetteintensiteten udgoer mindre end 30 % i nettosubventionsaekvivalent. Som en overgangsforanstaltning kan der dog indtil 31. december 1990 ydes stoette i henhold til artikel 9, artikel 10, artikel 12, artikel 14, stk. 3 og 4, i lov nr. 64/86 og i henhold til artikel 59, 101 og 105 i dekret nr. 218/78 uden hensyn til naevnte graense paa 30 %.

Artikel 3

Stoette i henhold til lov nr. 64/86 og dekret nr. 218/78 i provinserne Latina og Rieti er uforenelig med Faellesmarkedet i henhold til EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1. Som en overgangsforanstaltning kan der dog indtil 31. december 1992 ydes stoette i henhold til artikel 59, 63, 69, 70, 101, 102 og 105 i dekret nr. 218/78.

Artikel 4

Stoette i henhold til lov nr. 64/86 og dekret nr. 218/78 i provinserne Ascoli Piceno og Rom er uforenelig med Faellesmarkedet i henhold til EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1. Som en overgangsforanstaltning kan der dog indtil 31. december 1990 ydes stoette i henhold til artikel 59, 63, 69, 70, 101, 102 og 105 i dekret nr. 218/78.

Artikel 5

Den subsidiaere eksportgaranti, der ydes industrivirksomheder i henhold til artikel 15, stk. 5, i lov nr. 64/86 er uforenelig med Faellesmarkedet i henhold til EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1. Italien ophaever denne stoetteforanstaltning.

Artikel 6

For de bilag II til EOEF-Traktaten anfoerte varer er nedsaettelsen af transporttaksterne efter artikel 17, stk. 11, 12 og 13, i lov nr. 64/86, uforenelig med Faellesmarkedet i henhold til EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1. Italien ophaever denne stoetteforanstaltning.

Artikel 7

1. Nedsaettelsen af socialsikringsbidragene i henhold til artikel 59 i dekret nr. 218/78 til fordel for virksomheder, der forarbejder de i bilag II til EOEF-Traktaten anfoerte varer, er uforenelig med Faellesmarkedet i henhold til EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1. Som en overgangsforanstaltning kan denne stoette dog ydes i provinsen Frosinone indtil den 31. december 1990, i provinserne Latina og Rieti indtil den 31. december 1992 og i provinserne Ascoli-Piceno og Rom indtil den 31. december 1990.

2. For de provinser, der er naevnt i artikel 1 i dekret nr. 218/78, dog ikke de i naervaerende artikels stk. 1 naevnte, er nedsaettelsen af socialsikringsbidragene forenelig med Faellesmarkedet i henhold, til EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, litra a), og kan tillades indtil den 31. december 1993. Hvad angaar provinserne L'Aquila, Teramo, Pescara og Chieti vil Kommissionen dog paa ny undersoege, om det er foreneligt med Faellesmarkedet at yde denne stoette til disse provinser, jf. artikel 1, stk. 2, i denne beslutning.

Artikel 8

Kommissionen forbeholder sig ret til at tage stilling til bestemmelserne i lov nr. 64/86 vedroerende finansiering af innovation i smaa og mellemstore virksomheder (artikel 12, stk. 4), offentlige kontrakter (artikel 17, stk. 14, 15, 16 og 17) og kurssikringsordningen (artikel 17, stk. 5) paa et senere tidspunkt.

Artikel 9

Italien skal ved anvendelsen af denne beslutning overholde de til enhver tid gaeldende faellesskabsbestemmelser om samordning af de forskellige former for stoette til industri, landbrug og fiskeri.

Artikel 10

Italien forelaegger hvert aar inden udgangen af juni Kommissionen en rapport om den samlede regionalstoette (eller indtaegtstab som foelge af skattelettelser), opdelt efter stoettens art, antal stoettesager samt beroerte omraader, sektorer og virksomheder. Disse oplysninger gives for hver region (niveau III ifoelge Nomenklaturen for Statistiske Territorale Enheder) og for hver sektor (med to cifre ifoelge Den Systematiske Fortegnelse over OEkonomiske Aktiviteter udarbejdet af Det Statistiske Kontor for De Europaeiske Faellesskaber).

Artikel 11

Italien underretter senest to maaneder regnet fra meddelelsen af denne beslutning Kommissionen om de foranstaltninger, som det har truffet for at efterkomme den.

Artikel 12

Denne beslutning er rettet til Den Italienske Republik.

Udfaerdiget i Bruxelles, den 2. marts 1988.

Paa Kommissionens vegne

Peter SUTHERLAND

Medlem af Kommissionen

(1) EFT nr. C 3 af 5. 1. 1985, s. 2.