EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 22002D0097

2002/97/EF: Afgørelse nr. 6/2001 truffet af associeringsrådet EU-Slovenien, associeringen mellem de Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater, der handler inden for rammerne af Den Europæiske Union, på den ene side og Republikken Slovenien på den anden side den 26. oktober 2001 om ændring af afgørelse nr. 1/1999 om associeringsrådets forretningsorden ved nedsættelse af et rådgivende paritetisk udvalg

EFT L 37 af 7.2.2002, p. 13–13 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2002/97(1)/oj

22002D0097

2002/97/EF: Afgørelse nr. 6/2001 truffet af associeringsrådet EU-Slovenien, associeringen mellem de Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater, der handler inden for rammerne af Den Europæiske Union, på den ene side og Republikken Slovenien på den anden side den 26. oktober 2001 om ændring af afgørelse nr. 1/1999 om associeringsrådets forretningsorden ved nedsættelse af et rådgivende paritetisk udvalg

EF-Tidende nr. L 037 af 07/02/2002 s. 0013 - 0013


Afgørelse nr. 6/2001 truffet af associeringsrådet EU-Slovenien, associeringen mellem de Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater, der handler inden for rammerne af Den Europæiske Union, på den ene side og Republikken Slovenien på den anden side

den 26. oktober 2001

om ændring af afgørelse nr. 1/1999 om associeringsrådets forretningsorden ved nedsættelse af et rådgivende paritetisk udvalg

(2002/97/EF)

ASSOCIERINGSRÅDET HAR -

under henvisning til Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater, der handler inden for rammerne af Den Europæiske Union, på den ene side og Republikken Slovenien på den anden side(1), særlig artikel 115, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Dialog og samarbejde mellem økonomiske og sociale interessegrupper i Den Europæiske Union og Republikken Slovenien kan yde et væsentligt bidrag til udviklingen af forbindelserne mellem EU og Republikken Slovenien.

(2) Et sådant samarbejde bør tilrettelægges mellem medlemmerne af De Europæiske Fællesskabers Økonomiske og Sociale Udvalg og Republikken Sloveniens arbejdsmarkedsparter ved nedsættelse af et rådgivende paritetisk udvalg.

(3) Dette indebærer, at associeringsrådets forretningsorden, der er fastsat ved afgørelse nr. 1/1999, ændres tilsvarende -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Der indsættes følgende i associeringsrådets forretningsorden: "Artikel 15

Det rådgivende paritetiske udvalg

Der nedsættes et rådgivende paritetisk udvalg, som har til opgave at bistå associeringsrådet med at fremme dialogen og samarbejdet mellem økonomiske og sociale interessegrupper i Den Europæiske Union og Republikken Slovenien. Dialogen og samarbejdet omfatter alle økonomiske og sociale aspekter af forbindelserne mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Slovenien i forbindelse med gennemførelsen af Europaaftalen. Det rådgivende paritetiske udvalg udtaler sig om spørgsmål, der opstår inden for disse områder.

Artikel 16

Det rådgivende paritetiske udvalg består af fire repræsentanter for De Europæiske Fællesskabers Økonomiske og Sociale Udvalg og fire repræsentanter for økonomiske og sociale interessegrupper i Republikken Slovenien.

Det rådgivende paritetiske udvalg udfører sine aktiviteter efter høring af associeringsrådet eller, for så vidt angår fremme af dialog mellem de økonomiske og sociale miljøer, på eget initiativ.

Valget af medlemmerne bygger på det princip, at det rådgivende paritetiske udvalg så nøjagtigt som muligt afspejler de forskellige økonomiske og sociale interessegrupper i både Den Europæiske Union og Republikken Slovenien.

Det rådgivende paritetiske udvalgs formandskab beklædes i fællesskab af et medlem af De Europæiske Fællesskabers Økonomiske og Sociale Udvalg og et medlem fra Republikken Slovenien.

Det rådgivende paritetiske udvalg fastsætter selv sin forretningsorden.

Artikel 17

De Europæiske Fællesskabers Økonomiske og Sociale Udvalg på den ene side og de slovenske økonomiske og sociale interessegrupper på den anden side afholder hver især de udgifter til personale, rejse- og dagpenge samt til postbesørgelse og telekommunikation, som deltagelse i møder i udvalget eller dettes arbejdsgrupper medfører.

Udgifter i forbindelse med tolkning ved møder, oversættelse og fremstilling af dokumenter afholdes af Det Økonomiske og Sociale Udvalg med undtagelse af udgifter til tolkning og oversættelse til eller fra slovensk, som afholdes af de slovenske økonomiske og sociale interessegrupper.

Andre udgifter i forbindelse med den praktiske afholdelse af møder bæres af den part, som er vært for mødet."

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft den første dag i den anden måned efter datoen for dens vedtagelse.

Udfærdiget i Bruxelles, den 26. oktober 2001.

På associeringsrådets vegne

L. Michel

Formand

(1) EFT L 51 af 26.2.1999, s. 3.

Top