Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 02010D0022-20120516

Consolidated text: Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 25. november 2010 om proceduren for kvalitetsgodkendelse af producenter af eurosedler (ECB/2010/22) (2010/773/EU)

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2010/773/2012-05-16

2010D0022 — DA — 16.05.2012 — 001.001


Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor

►B

DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS AFGØRELSE

af 25. november 2010

om proceduren for kvalitetsgodkendelse af producenter af eurosedler

(ECB/2010/22)

(2010/773/EU)

(EFT L 330, 15.12.2010, p.14)

Ændret ved:

 

 

Tidende

  No

page

date

►M1

DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS AFGØRELSE af 26. april 2012

  L 126

13

15.5.2012




▼B

DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS AFGØRELSE

af 25. november 2010

om proceduren for kvalitetsgodkendelse af producenter af eurosedler

(ECB/2010/22)

(2010/773/EU)



STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 128, stk. 1,

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (herefter »ESCB-statutten«), særlig artikel 16, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 128, stk. 1, i traktaten og artikel 16 i ESCB-statutten har Den Europæiske Centralbank (ECB) eneret til at bemyndige udstedelse af eurosedler i Unionen. Denne ret omfatter beføjelse til at træffe foranstaltninger til beskyttelse af eurosedlers integritet som betalingsmiddel.

(2)

Det er af største betydning, at eurosedler og råmaterialer til eurosedler produceres efter ensartede kvalitetsstandarder for at sikre kvaliteten heraf, uanset hvor de produceres.

(3)

Der bør derfor indføres en procedure for kvalitetsgodkendelse for at sikre, at kun producenter, som opfylder minimumskvalitetskrav, godkendes til at fremstille eurosedler og råmaterialer til eurosedler —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE



AFDELING I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Definitioner

I denne afgørelse forstås ved:

(a) »kvalitetsgodkendelse«: den status — hvis omfang fremgår af artikel 3 og 4 — som ECB tildeler en producent til bekræftelse af, at denne opfylder kvalitetskravene

(b) »virksomhed i forbindelse med euroseddelproduktion«: produktion af eurosedler eller af råmaterialer til eurosedler

(c) »producent«: en enhed, som er beskæftiget, eller ønsker at være beskæftiget, med virksomhed i forbindelse med euroseddelproduktion

(d) »produktionssted«: en lokalitet, som en producent anvender, eller ønsker at anvende, til virksomhed i forbindelse med euroseddelproduktion

(e) »kvalitetskrav«: de materielle regler, som fastlægges særskilt af ECB, og som skal overholdes af en producent, der søger om kvalitetsgodkendelse

(f) »kvalitetsforanstaltninger«: de foranstaltninger, som en producent træffer på et produktionssted med henblik på at opfylde kvalitetskravene

(g) »certificeringsmyndighed«: en uafhængig certificeringsmyndighed, som vurderer producenters kvalitetsstyringssystemer og er bemyndiget til at certificere, at en producent opfylder kravene i ISO 9001-standardserien

(h) »råmaterialer til eurosedler«: papir, blæk, folie og tråd, som anvendes til produktion af eurosedler

(i) »fortroligt euromateriale« og »fortrolig eurovirksomhed« har samme betydning som i afgørelse ECB/2008/3 af 15. maj 2008 om procedurer for sikkerhedsgodkendelse af producenter af fortroligt euromateriale til eurosedler ( 1 )

(j) »ECB-arbejdsdag«: en hverdag fra mandag til fredag, bortset fra officielle ECB-fridage

(k) »national centralbank«: den nationale centralbank i en medlemsstat, der har euroen som valuta

(l) »forberedende kontrolspørgeskema«: et skema, som kvalitetskontrolgruppen anvender til at indhente oplysninger fra en producent om de nærmere detaljer vedrørende et produktionssted og om eventuelle ændringer af kvalitetsforanstaltningerne, som er foretaget siden sidste kvalitetskontrol.

Artikel 2

Almindelige principper

1.  En producent skal ansøge om og opnå kvalitetsgodkendelse fra ECB inden påbegyndelsen eller fortsættelsen af dennes virksomhed i forbindelse med euroseddelproduktion.

2.  En godkendt producent må kun udføre en virksomhed vedrørende euroseddelproduktion på produktionssteder, hvortil denne har opnået kvalitetsgodkendelse i henhold til denne afgørelse.

3.  ECB's krav til kvalitetsgodkendelse er minimumskrav. Producenter kan vedtage og gennemføre strengere kvalitetsstandarder, der skal fastlægges i deres kvalitetsplan, som defineret i kvalitetskravene.

▼M1

4.  Direktionen har beføjelse til at træffe alle beslutninger vedrørende kvalitetsgodkendelse af en producent, under hensyntagen til Seddelkomiteens synspunkter, og skal underrette Styrelsesrådet herom. Direktionen kan træffe beslutning om at videredelegere beføjelsen til at tildele, forny eller forlænge sådanne godkendelser i henhold til artikel 3, stk. 4, og artikel 4, stk. 3, artikel 7 og artikel 10 til et eller flere af sine medlemmer.

▼B

5.  Alle omkostninger og hermed forbundne tab, som en producent pådrager sig i forbindelse med anvendelsen af denne afgørelse, bæres af producenten.

6.  Bestemmelserne i denne afgørelse gælder med forbehold af eventuelle fulde eller midlertidige kvalitetsgodkendelser, som er givet før afgørelsens ikrafttræden.

Artikel 3

Fuld kvalitetsgodkendelse

1.  En producent må kun udføre en virksomhed vedrørende euroseddelproduktion, hvis ECB giver denne fuld kvalitetsgodkendelse til den pågældende virksomhed.

2.  En producent kan opnå fuld kvalitetsgodkendelse til virksomhed vedrørende euroseddelproduktion under forudsætning af, at samtlige nedenstående betingelser er opfyldt:

a) producenten har været beskæftiget med en virksomhed vedrørende euroseddelproduktion i de sidste 24 måneder forud for anmodningen om fuld kvalitetsgodkendelse eller har fået midlertidig kvalitetsgodkendelse som fastlagt i artikel 4 og har indledt en virksomhed vedrørende euroseddelproduktion i henhold til artikel 10, stk. 3

b) producenten opfylder ISO 9001-standardserien vedrørende kvalitetsstyring på et bestemt produktionssted for en bestemt virksomhed vedrørende euroseddelproduktion, og en certificeringsmyndighed har udstedt et certifikat til bekræftelse heraf

c) producenten opfylder kvalitetskravene på det ovennævnte produktionssted for den ovennævnte virksomhed vedrørende euroseddelproduktion

d) producenten har, såfremt denne fremstiller fortroligt euromateriale, fuld sikkerhedsgodkendelse på ovennævnte produktionssted for ovennævnte fortrolige eurovirksomhed i henhold til afgørelse ECB/2008/3

e) producentens produktionssted er beliggende i en medlemsstat, såfremt der er tale om et trykkeri, og

f) producentens produktionssted er beliggende i en medlemsstat eller i en medlemsstat i Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA), såfremt der ikke er tale om et trykkeri.

3.  Direktionen kan, under hensyntagen til Seddelkomiteens synspunkter, i konkrete tilfælde give dispensation fra kravene om beliggenhed i litra e) og f). En sådan beslutning meddeles straks Styrelsesrådet. Direktionen er bundet af enhver beslutning, som Styrelsesrådet måtte træffe herom.

4.  En fuld kvalitetsgodkendelse gives til en producent for 24 måneder med forbehold af en beslutning truffet i henhold til artikel 15, 16 eller 17. En fuld kvalitetsgodkendelse kan fornyes efter 24 måneder.

5.  Der kræves forudgående skriftligt samtykke fra ECB, såfremt en godkendt producent ønsker at udlicitere produktionen af eurosedler eller råmaterialer til eurosedler til et andet produktionssted eller til tredjemand, herunder producentens datterselskaber og associerede virksomheder.

Artikel 4

Midlertidig kvalitetsgodkendelse

1.  Hvis en producent ikke har beskæftiget sig med en virksomhed vedrørende euroseddelproduktion i de seneste 24 måneder forud for anmodningen om fuld kvalitetsgodkendelse som omhandlet i artikel 3, stk. 2, litra a), kan denne opnå midlertidig kvalitetsgodkendelse til en påtænkt virksomhed vedrørende euroseddelproduktion.

2.  En producent kan opnå midlertidig kvalitetsgodkendelse til en påtænkt virksomhed vedrørende euroseddelproduktion under forudsætning af, at samtlige nedenstående betingelser er opfyldt:

a) producenten opfylder ISO 9001-standardserien vedrørende kvalitetsstyring på et bestemt produktionssted for en påtænkt virksomhed vedrørende euroseddelproduktion, og en certificeringsmyndighed har udstedt et certifikat, der bekræfter dette

b) producenten har indført de nødvendige procedurer og den nødvendige infrastruktur med henblik på opfyldelsen af kvalitetskravene på ovennævnte produktionssted for ovennævnte virksomhed vedrørende euroseddelproduktion

c) såfremt producenten påtænker at fremstille fortroligt euromateriale, har denne opnået sikkerhedsgodkendelse på ovennævnte produktionssted for en påtænkt fortrolig eurovirksomhed i henhold til afgørelse ECB/2008/3

d) producentens produktionssted er beliggende i en medlemsstat, såfremt der er tale om et trykkeri, og

e) producentens produktionssted er beliggende i en medlemsstat eller i en EFTA-medlemsstat, såfremt der ikke er tale om et trykkeri.

3.  En midlertidig kvalitetsgodkendelse gives til en producent for et år med forbehold af en beslutning truffet i henhold til artikel 15, 16 eller 17. Hvis producenten deltager i en licitation vedrørende eller har fået i opdrag at udføre en virksomhed vedrørende euroseddelproduktion i denne periode, kan denne pågældendes midlertidige kvalitetsgodkendelse forlænges i den nødvendige periode, indtil ECB har besluttet, hvorvidt producenten skal tildeles fuld kvalitetsgodkendelse.



AFDELING II

PROCEDURE FOR FULD KVALITETSGODKENDELSE

Artikel 5

Ansøgning om indledning af proceduren og udnævnelse af en kvalitetskontrolgruppe

1.  En producent med en midlertidig kvalitetsgodkendelse til en påtænkt virksomhed vedrørende euroseddelproduktion, som ønsker at udføre denne virksomhed, eller som i de seneste 24 måneder har udført en virksomhed vedrørende euroseddelproduktion og ønsker at fortsætte denne virksomhed, skal indgive en skriftlig ansøgning til ECB om indledning af produceren for fuld kvalitetsgodkendelse. Ansøgningen skal indeholde samtlige følgende elementer:

a) præcise oplysninger om produktionsstedet og dets beliggenhed samt den virksomhed vedrørende euroseddelproduktion, hvortil producenten søger om fuld kvalitetsgodkendelse

b) oplysninger om den virksomhed vedrørende euroseddelproduktion, som udføres

c) en kopi af det i artikel 3, stk. 2, litra b), omhandlede certifikat.

2.  ECB kontrollerer, om producenten har opfyldt de krav, der er fastsat i stk. 1, og underretter producenten om resultatet af denne vurdering senest 30 ECB-arbejdsdage fra datoen for modtagelsen af ansøgningen om indledning af godkendelsesproceduren. ECB kan forlænge fristen én gang og skal give producenten skriftlig meddelelse herom. ECB kan under udførelsen af denne vurdering anmode om yderligere oplysninger fra producenten vedrørende kravene fastsat i stk. 1. Hvis ECB anmoder om yderligere oplysninger, underrettes producenten om resultatet af vurderingen senest 20 ECB-arbejdsdage efter datoen for modtagelsen af de yderligere oplysninger. ECB kan efter aftale med producenten forlænge de i dette stykke omhandlede frister.

3.  Hvis bedømmelsen er positiv, underretter ECB producenten om, at der vil blive udført en kvalitetskontrol hos denne. ECB udpeger en kvalitetskontrolgruppe bestående af eksperter fra ECB og nationale centralbanker. Ved udpegningen skal interessekonflikter undgås. Såfremt der opstår en interessekonflikt efter en udpegning, erstatter ECB øjeblikkeligt den pågældende ekspert med en ekspert, som ikke har en interessekonflikt.

4.  ECB giver afslag på ansøgningen om indledning af proceduren og underretter producenten skriftligt om denne beslutning, med begrundelse for afslaget, i følgende tilfælde:

a) producenten har ikke indsendt de oplysninger, som kræves i henhold til stk. 1

b) producenten har ikke givet de yderligere oplysninger, som ECB har anmodet om i henhold til stk. 2, inden for en rimelig periode, der aftales mellem parterne

c) ECB har inddraget producentens fulde kvalitetsgodkendelse, og den periode, hvor det ikke er muligt at indgive en ny ansøgning, som angivet i afgørelsen om inddragelse af godkendelsen, er ikke udløbet

d) produktionsstedets beliggenhed opfylder ikke kravene i artikel 3, stk. 2, litra e) eller f)

e) producenten producerer fortroligt euromateriale, og ECB har ikke tildelt denne en sikkerhedsgodkendelse som omhandlet i artikel 3, stk. 2, litra d).

5.  Hvis en godkendt producent ønsker sin kvalitetsgodkendelse fornyet og indgiver en ny ansøgning om fuld kvalitetsgodkendelse inden den i henhold til artikel 7, stk. 2, litra c), fastsatte dato, forbliver producentens kvalitetsgodkendelse gyldig, indtil ECB har truffet en beslutning i henhold til artikel 7, stk. 1.

Artikel 6

Kvalitetskontrol

1.  Kvalitetskontrollen skal indledes på en dato, som er aftalt mellem producenten og ECB. Hvis producenten er et trykkeri, finder kvalitetskontrollen sted under produktionen af eurosedler.

2.  Senest to uger før kvalitetskontrollen udleverer ECB producenten et forberedende kontrolspørgeskema, som denne skal udfylde og returnere til ECB senest en uge før kvalitetskontrollen.

3.  Kvalitetskontrollen skal finde sted på det produktionssted, som producenten søger om kvalitetsgodkendelse til.

4.  Kvalitetskontrolgruppen vurderer, hvorvidt producentens kvalitetsforanstaltninger opfylder kvalitetskravene. Hvis producenten foreslår forbedringer med henblik på at opfylde kvalitetskravene, gives der ikke kvalitetsgodkendelse, før disse forbedringer er gennemført. Kvalitetskontrolgruppen kan gennemføre en opfølgende kvalitetskontrol for at efterprøve, om disse forbedringer har medført, at kvalitetsforanstaltningerne opfylder kvalitetskravene, før den forelægger producenten det i stk. 6 omhandlede udkast til kontrolrapport.

5.  Efter at have gennemført kvalitetskontrollen og, i givet fald, den opfølgende kvalitetskontrol, giver kvalitetskontrolgruppen, inden den forlader produktionsstedet, en redegørelse for sine konklusioner, herunder eventuelle tilfælde af manglende opfyldelse af kvalitetskravene og eventuelle forbedringer, der er foreslået af producenten, i form af et foreløbigt sammendrag, som både kvalitetskontrolgruppen og producenten tilslutter sig og underskriver.

6.  Kvalitetskontrolgruppen udarbejder et udkast til kontrolrapport på grundlag af det foreløbige sammendrag. Denne rapport skal især indeholde detaljerede oplysninger om:

a) de kvalitetsforanstaltninger, der er gennemført på produktionsstedet, som overholder sikkerhedskravene

b) eventuelle tilfælde af manglende overholdelse af kvalitetskravene, som kvalitetskontrolgruppen har konstateret

c) eventuelle forholdsregler, som er truffet af producenten under kvalitetskontrollen

d) eventuelle forbedringer, som er foreslået af producenten, og, såfremt der er gennemført en opfølgende kontrol, kvalitetskontrolgruppens vurdering af, hvorvidt disse forbedringer er gennemført

e) kvalitetskontrolgruppens vurdering af, hvorvidt der bør gives fuld kvalitetsgodkendelse.

7.  Udkastet til kontrolrapporten sendes til producenten senest 30 ECB-arbejdsdage efter datoen for gennemførelsen af kvalitetskontrollen eller, i givet fald, den opfølgende kvalitetskontrol. Producenten kan inden for 30 ECB-arbejdsdage efter modtagelsen af udkastet til kontrolrapport afgive kommentarer hertil. ECB færdiggør udkastet til kontrolrapport under hensyntagen til producentens kommentarer, inden der træffes en beslutning i henhold til artikel 7. ECB kan efter aftale med producenten forlænge de i dette stykke omhandlede frister.

8.  Uanset bestemmelserne i denne artikel kan ECB i tilfælde af et kvalitetsproblem, der påvirker kvaliteten af eurosedler eller råmaterialer til eurosedler, iværksætte en ad hoc-kvalitetskontrol for at undersøge sagen. Stk. 5-7 finder anvendelse i overensstemmelse hermed.

Artikel 7

Beslutning om fuld kvalitetsgodkendelse

1.  ECB giver producenten skriftlig meddelelse om sin beslutning om ansøgningen om fuld kvalitetsgodkendelse senest 30 ECB-arbejdsdage fra modtagelsen af producentens kommentarer til udkastet til kontrolrapport eller fra udløbet af fristen for at fremsætte sådanne kommentarer.

2.  Hvis beslutningen er positiv, giver ECB producenten fuld kvalitetsgodkendelse. Beslutningen skal klart angive:

a) producenten

b) den aktivitet vedrørende euroseddelproduktion og det produktionssted, som der gives fuld kvalitetsgodkendelse til

c) datoen for den fulde kvalitetsgodkendelses udløb

d) eventuelle særlige vilkår vedrørende litra a)-c).

Beslutningen træffes på grundlag af oplysningerne i den endelige kontrolrapport, der skal vedlægges som bilag til beslutningen.

3.  Hvis der ikke gives fuld kvalitetsgodkendelse til producenten, specificerer ECB årsagerne hertil, og producenten kan indlede den i artikel 18 omhandlede prøvelsesprocedure.



AFDELING III

PROCEDURE FOR MIDLERTIDIG KVALITETSGODKENDELSE

Artikel 8

Ansøgning om indledning af proceduren og udpegning af en gruppe til forberedende kvalitetskontrol

1.  Hvis en producent:

i) ikke har udøvet virksomhed i forbindelse med euroseddelproduktion i de 24 måneder, der går forud for ansøgningen om midlertidig kvalitetsgodkendelse, eller

ii) slet ikke har udøvet virksomhed vedrørende euroseddelproduktion, men af en national centralbank eller et trykkeri er blevet anmodet om at indlede en virksomhed vedrørende produktion af eurosedler

skal denne sende en skriftlig ansøgning til ECB om indledning af proceduren for midlertidig kvalitetsgodkendelse.

Denne ansøgning skal indeholde samtlige følgende elementer:

a) nøjagtig angivelse af produktionsstedet og dets beliggenhed samt den virksomhed vedrørende euroseddelproduktion, som producenten søger om midlertidig kvalitetsgodkendelse til

b) oplysninger om den virksomhed vedrørende euroseddelproduktion, som skal udføres

c) en kopi af det i artikel 4, stk. 2, litra a), omhandlede certifikat.

2.  Hvis en producents midlertidige kvalitetsgodkendelse er udløbet, kan denne ansøge om en ny midlertidig kvalitetsgodkendelse. Foruden de oplysninger, som kræves i henhold til stk. 1, skal producenten i den skriftlige ansøgning til ECB angive årsagerne til, at denne ikke har a) deltaget i en licitation vedrørende eller b) har fået i opdrag at udføre en virksomhed vedrørende euroseddelproduktion som omhandlet i artikel 4, stk. 3.

3.  ECB kontrollerer, hvorvidt producenten har opfyldt de krav, der er fastsat i stk. 1 og 2, og underretter producenten om resultatet af denne vurdering senest 30 ECB-arbejdsdage fra modtagelsen af ansøgningen om indledning af proceduren. ECB kan forlænge denne frist én gang ved at give producenten skriftlig meddelelse herom. ECB kan, under udførelsen af denne vurdering, anmode om yderligere oplysninger fra producenten vedrørende kravene anført i stk. 1 og 2. Hvis ECB anmoder om yderligere oplysninger, underrettes producenten om resultatet af vurderingen senest 20 ECB-arbejdsdage efter datoen for modtagelsen af de yderligere oplysninger. ECB kan efter aftale med producenten forlænge de i dette stykke omhandlede frister.

4.  Hvis vurderingen er positiv, underretter ECB producenten om, at der vil blive udført en forberedende kvalitetskontrol hos producenten. Gruppen for forberedende kvalitetskontrol udpeges som fastsat i artikel 5, stk. 3.

5.  ECB giver afslag på ansøgningen om indledning af proceduren og underretter producenten skriftligt om afslaget, med begrundelse, i følgende tilfælde:

a) producenten har ikke indsendt de oplysninger, som kræves i henhold til stk. 1 og 2

b) producenten har ikke givet de yderligere oplysninger, som ECB har anmodet om i henhold til stk. 3, inden for en rimelig periode, der er aftalt mellem parterne

c) ECB har inddraget sin midlertidige eller fulde kvalitetsgodkendelse, og den periode, hvor det ikke er muligt at indgive en ny ansøgning, som angivet i beslutningen om inddragelse af godkendelsen, er ikke udløbet

d) produktionsstedets beliggenhed opfylder ikke kravene fastsat i artikel 4, stk. 2, litra d) og e)

e) producenten påtænker at producere fortroligt euromateriale, og ECB har ikke udstedt en sikkerhedsgodkendelse til denne som omhandlet i artikel 4, stk. 2, litra c).

6.  Hvis en godkendt producent ønsker sin kvalitetsgodkendelse fornyet og indgiver en ny ansøgning om midlertidig kvalitetsgodkendelse inden den i henhold til artikel 10, stk. 2, litra c), fastsatte dato, forbliver producentens kvalitetsgodkendelse gyldig, uden at stk. 2 herved berøres, indtil ECB har truffet en beslutning i henhold til artikel 10, stk. 1.

Artikel 9

Forberedende kvalitetskontrol

1.  Den forberedende kvalitetskontrol indledes på en dato, som er aftalt mellem producenten og ECB.

2.  Den forberedende kvalitetskontrol finder sted på det produktionssted, som producenten søger om kvalitetsgodkendelse til.

3.  Gruppen for forberedende kvalitetskontrol vurderer, hvorvidt de kvalitetsforanstaltninger, som producenten har gennemført, vil opfylde kvalitetskravene, så snart producenten påbegynder en virksomhed vedrørende euroseddelproduktion.

4.  Gruppen vedrørende forberedende kvalitetskontrol opstiller sine resultater i et udkast til forberedende kontrolrapport. Dette udkast til forberedende kontrolrapport skal navnlig indeholde detaljerede oplysninger om samtlige følgende elementer:

a) de kvalitetsforanstaltninger, der allerede er gennemført på produktionsstedet, og som overholder kvalitetskravene

b) eventuelle kvalitetsforanstaltninger, som producenten stadig mangler at gennemføre for at opfylde kvalitetskravene

c) gruppen for forberedende kvalitetskontrols vurdering af, hvorvidt der bør gives midlertidig kvalitetsgodkendelse.

5.  Udkastet til forberedende kontrolrapport tilsendes producenten senest 30 ECB-arbejdsdage fra datoen for gennemførelsen af den forberedende kvalitetskontrol. Producenten kan inden for 30 ECB-arbejdsdage efter modtagelsen af udkastet til forberedende kontrolrapport afgive kommentarer hertil. ECB færdiggør udkastet til forberedende kontrolrapport under hensyntagen til producentens kommentarer, inden der træffes beslutning i henhold til artikel 10. ECB kan efter aftale med producenten forlænge de i dette stykke omhandlede frister.

Artikel 10

Beslutning om midlertidig kvalitetsgodkendelse

1.  ECB giver producenten skriftlig meddelelse om sin beslutning vedrørende producentens ansøgning om midlertidig kvalitetsgodkendelse senest 30 ECB-arbejdsdage fra modtagelsen af producentens kommentarer til udkastet til forberedende kontrolrapport eller fra udløbet af fristen for at fremsætte sådanne kommentarer.

2.  Hvis beslutningen er positiv, giver ECB producenten midlertidig kvalitetsgodkendelse. ECB's beslutning skal indeholde en klar angivelse af:

a) producenten

b) den virksomhed vedrørende euroseddelproduktion og det produktionssted, som der gives midlertidig kvalitetsgodkendelse til

c) datoen for den midlertidige kvalitetsgodkendelses udløb

d) eventuelle særlige vilkår vedrørende litra a)-c).

Beslutningen træffes på grundlag af oplysningerne i den endelige forberedende kontrolrapport som omhandlet i artikel 9, stk. 5, der skal vedlægges som bilag til beslutningen.

3.  En producent, der har fået midlertidig kvalitetsgodkendelse, kan deltage i en licitation vedrørende eller få i opdrag at udføre en virksomhed vedrørende euroseddelproduktion. Når producenten påbegynder en aktivitet vedrørende euroseddelproduktion, skal denne øjeblikkelig indsende en skriftlig ansøgning til ECB om indledning af proceduren for fuld kvalitetsgodkendelse i henhold til afdeling II. Den i artikel 6 omhandlede kvalitetskontrol indledes senest 12 måneder fra den dato, hvor producenten har fået midlertidig kvalitetsgodkendelse.

4.  ECB giver en udførlig begrundelse for et afslag på en ansøgning om midlertidig kvalitetsgodkendelse. Producenten kan indlede den i artikel 18 fastlagte prøvelsesprocedure.



AFDELING IV

VEDVARENDE FORPLIGTELSER

Artikel 11

Kvalitetsgodkendte producenters og ECB's vedvarende forpligtelser

1.  En godkendt producent skal vedrørende det relevante produktionssted forsyne ECB med en kopi af certifikatet for producentens kvalitetsstyringssystem, hver gang det i artikel 3, stk. 2, litra b), og artikel 4, stk. 2, litra a), omhandlede indledende certifikat fornyes.

2.  En godkendt producent skal skriftligt og uden unødig forsinkelse give ECB meddelelse om:

a) indledning af en eventuel afviklings- eller saneringsprocedure eller tilsvarende procedure

b) udnævnelse af en likvidator, midlertidig bobestyrer, administrator eller en tilsvarende person

c) eventuelle planer om at inddrage tredjemand i en aktivitet vedrørende euroseddelproduktion, herunder anvendelse af underentreprise

d) eventuelle ændringer, der er foretaget, efter at der er givet kvalitetsgodkendelse, og som berører eller kan berøre opfyldelsen af kravene til kvalitetsgodkendelse

e) eventuelle ændringer i kontrol over producenten som følge af ændringer i ejerstrukturen eller af andre årsager.

3.  En godkendt producent skal behandle kvalitetskravene fortroligt.

4.  ECB giver godkendte producenter meddelelse om eventuelle ajourføringer af kvalitetskravene.



AFDELING V

KONSEKVENSER AF MANGLENDE OVERHOLDELSE

Artikel 12

Beslutningsprocedure

1.  I forbindelse med en bemærkning eller en beslutning som omhandlet i artikel 14-17 skal ECB:

a) vurdere tilfældet af manglende overholdelse under hensyntagen til kontrolrapporten eller den forberedende kontrolrapport, og

b) give producenten skriftlig meddelelse om sin bemærkning eller beslutning senest 30 ECB-arbejdsdage fra modtagelsen af producentens kommentarer til udkastet til (forberedende) kontrolrapport med angivelse af: i) tilfældet af manglende overholdelse, ii) det produktionssted og den virksomhed vedrørende euroseddelproduktion, som bemærkningen eller beslutningen vedrører, iii) datoen for bemærkningen eller for beslutningens ikrafttræden, og iv) begrundelse for bemærkningen eller beslutningen.

2.  I alle tilfælde, hvor ECB fremsætter en bemærkning eller træffer en beslutning i henhold til artikel 14-17, skal denne stå i rimeligt forhold til den manglende overholdelses karakter. ECB underretter de nationale centralbanker og alle producenter om den pågældende bemærkning eller beslutning samt dennes rækkevidde og varighed. ECB anfører desuden, at de nationale centralbanker vil blive underrettet om eventuelle statusændringer for den producent, som er ansvarlig for den manglende overholdelse.

Artikel 13

Tilfælde af manglende overholdelse

1.  En producents manglende overholdelse af kvalitetskravene, de øvrige krav til kvalitetsgodkendelse eller forpligtelserne fastsat i artikel 11 skal af kvalitetskontrolgruppen eller gruppen for forberedende kvalitetskontrol klassificeres i en af de i stk. 2-5 anførte kategorier.

2.  Manglende overholdelse, som af kvalitetskontrolgruppen eller gruppen for forberedende kvalitetskontrol vurderes at have en umiddelbar og alvorlig indvirkning på kvaliteten af producentens produktion af eurosedler eller råmaterialer til eurosedler, skal klassificeres som en alvorlig manglende overholdelse, og ECB træffer en beslutning i henhold til artikel 16.

3.  Manglende overholdelse, som af kvalitetskontrolgruppen eller gruppen for forberedende kvalitetskontrol vurderes ikke at have en umiddelbar og alvorlig indvirkning på kvaliteten af producentens produktion af eurosedler eller råmaterialer til eurosedler, men som muligvis kan have en direkte skadelig indvirkning på kvaliteten af denne produktion, skal klassificeres som en almindelig manglende overholdelse, og ECB træffer en beslutning i henhold til artikel 15.

4.  Manglende overholdelse, som af kvalitetskontrolgruppen eller gruppen for forberedende kvalitetskontrol vurderes ikke at have en direkte skadelig indvirkning på kvaliteten af producentens produktion af eurosedler eller råmaterialer til eurosedler, men som der skal rettes op på før den næste kvalitetskontrol, skal omtales i kontrolrapporten eller den forberedende kontrolrapport som en bemærkning, og ECB fremsætter en skriftlig bemærkning i henhold til artikel 14.

5.  Manglende overholdelse, som ikke er en af de typer, der er omhandlet i stk. 2-4, skal omtales i kontrolrapporten eller den forberedende kontrolrapport som en note uden dog at give anledning til yderligere foranstaltninger i henhold til artikel 14-17.

Artikel 14

Skriftlig bemærkning

1.  ECB fremsætter en skriftlig bemærkning til producenten i tilfælde af manglende overholdelse af den type, som er omhandlet i artikel 13, stk. 4, som kan tilføjes til kontrolrapporten eller den forberedende kontrolrapport.

2.  Den skriftlige bemærkning gør opmærksom på, at ECB træffer en beslutning efter artikel 15, såfremt der ikke er rettet op på den manglende overholdelse, når den næste (forberedende) kontrol finder sted.

Artikel 15

Korrigerende foranstaltninger og suspension af kvalitetsgodkendelse vedrørende nye ordrer

Såfremt der konstateres en manglende overholdelse af den type, der er omhandlet i artikel 13, stk. 3, men hvor producenten fremsætter rimelige argumenter for, at denne vil kunne rette op på den manglende overholdelse, træffer ECB en beslutning,

a) hvori der, i samråd med producenten, sættes en tidsfrist, inden for hvilken producenten skal rette op på den manglende overholdelse

b) hvori det påpeges, at producenten ikke må acceptere nye ordrer til den relevante virksomhed vedrørende euroseddelproduktion, herunder deltagelse i relevante udbudsprocedurer, hvis der ikke er rettet op på den manglende overholdelse ved udløbet af den i litra a) omhandlede tidsfrist.

Artikel 16

Suspension af virksomhed vedrørende euroseddelproduktion

1.  Såfremt der konstateres et tilfælde af manglende overholdelse som omhandlet i artikel 13, stk. 2, kan kvalitetskontrolgruppen eller gruppen for forberedende kvalitetskontrol anbefale ECB at suspendere den relevante virksomhed vedrørende euroseddelproduktion med øjeblikkelig virkning, indtil der er rettet op på den manglende overholdelse. Producenten skal give kvalitetskontrolgruppen eller gruppen for forberedende kvalitetskontrol oplysninger om eventuelle andre producenter, der som kunder eller leverandører kan blive berørt af suspensionen.

2.  Snarest muligt efter at suspensionen er trådt i kraft i henhold til stk. 1, skal kvalitetskontrolgruppen eller gruppen for forberedende kvalitetskontrol, i forbindelse med en opfølgende kvalitetskontrol, vurdere, hvorvidt der er rettet op på den manglende overholdelse. Hvis kvalitetskontrolgruppen eller gruppen for forberedende kvalitetskontrol beslutter, at der er rettet op på den manglende overholdelse, ophæver ECB suspensionen. Hvis producenten ikke retter op på den manglende overholdelse, træffer ECB en beslutning efter artikel 17.

Artikel 17

Inddragelse af kvalitetsgodkendelse

1.  ECB inddrager en producents kvalitetsgodkendelse, hvis denne ikke kan rette op på en manglende overholdelse af en af de i artikel 13, stk. 2, nævnte typer.

2.  I sin beslutning om inddragelse af kvalitetsgodkendelse angiver ECB den dato, hvorefter producenten på ny kan ansøge om kvalitetsgodkendelse.

Artikel 18

Prøvelsesprocedure

1.  Såfremt ECB har truffet en beslutning

a) om at give afslag på en ansøgning om indledning af proceduren for fuld eller midlertidig kvalitetsgodkendelse

b) om at give afslag på fuld eller midlertidig kvalitetsgodkendelse

c) i henhold til artikel 14 - 17

kan producenten senest 30 ECB-arbejdsdage efter meddelelsen af en sådan beslutning indgive en skriftlig ansøgning til Styrelsesrådet om prøvelse af beslutningen. Producenten skal begrunde sin ansøgning og vedlægge alle oplysninger til støtte for denne.

2.  Hvis producenten udtrykkeligt anmoder herom og angiver grundene herfor, kan Styrelsesrådet opsætte virkningen af den beslutning, der skal prøves.

3.  Styrelsesrådet skal prøve beslutningen og give producenten skriftlig, begrundet meddelelse om sin afgørelse senest to måneder efter modtagelsen af ansøgningen.

4.  Anvendelsen af stk. 1-3 berører ikke rettigheder i henhold til traktatens artikel 263 og 265.



AFDELING VI

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 19

ECB's kvalitetsgodkendelsesregister

1.  ECB fører et register over kvalitetsgodkendelser, som

a) indeholder en fortegnelse over de producenter, der har opnået fuld eller midlertidig kvalitetsgodkendelse, og deres produktionssteder

b) for hvert produktionssted angiver den virksomhed vedrørende euroseddelproduktion, der er givet fuld kvalitetsgodkendelse til

c) registrerer alle kvalitetsgodkendelsers udløb.

2.  Hvis ECB træffer en beslutning efter artikel 16, registrerer ECB varigheden af suspensionen.

3.  Hvis ECB træffer en beslutning efter artikel 17, sletter ECB producentens navn fra registeret.

4.  ECB stiller en fortegnelse over alle producenter, som indgår i registeret, og eventuelle ajourføringer heraf til rådighed for nationale centralbanker og godkendte producenter.

Artikel 20

Ikrafttræden

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse fra 1. maj 2011.



( 1 ) EFT L 140 af 30.5.2008, s. 26.

Top